19 november 2022

De nationalliberale og Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I

En Artikel i "Morgenbladet" for 5te Februar, i hvilken vi berørte det nationalliberale Partis beklagelige Fremgangsmaade, medens det havde Herredømmet Slesvig, fremkaldte et vidtløftigt Svar af Hr. P. E. Olsen i "Fædrelandet" af 11te Marts. Vi fandt den Gang ingen Anledning til at imødegaa Hr. Olsen, og dette er heller ikke nu vor Hensigt at indlade os med ham, da hans Svar helt igjennem var bygget paa Misforstaaelser og forvanskede Citater; han ikke alene tillagde os Ytringer og Paastande, som vi ikke havde fremsat, men gjengav endog under Citationstegn Udtalelser som vore, uagtet de ikke fandtes i vor Artikel. Da "Fdrl." af 30te Juli imidlertid atter er kommet tilbage til dette Æmne og paany søger at forsvare sine Venners Færd i Slesvig, skulle vi, hvor uhyggelige og sørgelige disse Forhold end ere, ikke unddrage os for en nærmere Belysning af denne Færd og de Forsvarsgrunde, man oftest ser Partiet benytte paa dette Omraade.

At den henved fem Aar yngre end Grundloven under 15de Febr. 1854 udgivne slesvigske Forfatning hverken gav Pressefrihed, Forenings- eller Forsamlingsfrihed, Petitionsret, ejheller af Øvrighedsmyndigheden uafhængige Domstole eller Ret for disse sidste til at paakjende Spørgsmaal om Øvrigsmyndighedens Grænser, ligesaalidt som den indeholdt noget om Boligens Ukrænkelighed og Husundersøgelses Utilstedelighed, eller om at den, der anholdes, inden en vis Tid skal stilles for sin Dommer, end sige Skattebevillingsret osv. osv. - er noget, der ikke kan bestrides. Men, sige de Nationalliberale, Skylden herfor er ikke vor, det var vore Forgængere, der indførte denne Forfatning; vi tog den kun, som vi forefandt den. Dette er paa en vis Maade rigtigt; men de Nationalliberale styrtede disse Forgængere, netop fordi de erklærede dem for reaktionære og frihedsfjendske. Hvorfor gjorde de da ikke et eneste Skridt senere til at faa Slesvigs Forfatning forandret i mere frisindet Retning? Man møder undertiden det Svar fra de Nationalliberale, at de saa inderlig gjerne vilde have givet Slesvig en friere Forfatning, men at de tydske Stormagters Optræden destoværre var til Hinder derfor. Denne Paastand er fuldstændig urigtig; thi om det end maa indrømmes, at der i Underhandlingerne af 1851-52 var udtalt det Ønske eller den Forudsætning, at man i de Forfatninger, der vare at give Hertugdømmerne, ikke udelukkende vilde tage Grundloven til Mønster, og navnlig ikke inkorporere Slesvig eller foretage noget dertil sigtende Skridt, saa var der dog deri intet til Hinder for, idetmindste for en Del at give Slesvig de samme Goder, som Grundloven hjemlede Kongeriget. At Vanskeligheden ikke laa her, kom ogsaa frem i Stænderforsamlingen af 1800, da den iøvrigt til den tydske Majoritet hørende Grev Baudissin indbragte Forslag om Indførelse af Forsamlings- og Forenings- samt Pressefrihed. I Ministeriets Svar herpaa hedder det nemlig:

"Det er ikkun en naturlig Følge af Oprøret og de dermed i Forbindelse staaende forudgaaende og efterfølgende Begivenheder, naar Befolkningen i Hertugdømmet Slesvig hidtil ikke i fuldt Maal har kunnet gjøres delagtig i forskjellige Friheder, navnlig da i dem, der ere Gjenstand for de her foreliggende Propositioner ...

Regeringen er imidlertid besjælet af Ønsket om at sætte de ikke til det tydske Forbund hørende Dele af Monarkiet, altsaa det danske Hertugdømme Slesvig og Kongeriget, paa samme Fod med Hensyn til Nydelsen af statsborgerlige Friheder, og vilde saaledes være redebon til at imødekomme de Ønsker, der fra Forsamlingens Side maatte fremkomme om en udvidet Pressefrihed og Forsamlingsfrihed, saa fremt Tiden til slige Friheders Meddelelse kunde siges at være kommen."

Det udvikles nu videre, at Tiden formentlig ikke var kommen, bl. a. forbi disse Friheder efter Erfaringens Vidnesbyrd lettest misbrugtes, fordi Befolkningen først maatte komme til Erkendelse om det ubeføjede i den tydske Presses Omtale af slesvigske Forhold, fordi man kun agiterede Befolkningen i Stedet for med Alvor, Omhu og uhildet Blik at drøfte de forelagte Lovudkast osv. osv., og først naar alt dette havde forandret sig efter Regeringens Ønske, kunde der være Tale om at begynde paa at give Friheder.

Hvad man nu end vil sige herom, saa er det i alt Fald noget ganske andet, end at Hindringerne for Friheden skulde ligge i Underhandlingerne af 1851-52. Naturligvis er det fuldkomment sandt, at selv fra den tydske Majoritets Side baade i og udenfor Stænderforsamlingen var en stærk Utilfredshed med, at Oprøret ikke var lykkedes, en Utilfredshed, der skaffede sig Udtryk paa mange Maader, og som det maatte være Regeringens Opgave at bekæmpe, dels saaledes at den ikke førte til Ulovligheder, og dels - hvad der var ligesaa rigtigt - saaledes at den efterhaanden bragtes til at forsvinde. Det er en ubestridelig Erfaringssætning, at man aldrig i Længden kan berolige eller vinde en utilfreds Befolkning ved at nægte den saadanne Rettigheder og Friheder, som den ser tilstaas dens Naboer, og at jo stærkere man gjør Tvangen, desto stærkere og mere levende bliver ogsaa Ønsket om og Bestræbelsen for ved given Lejlighed at sprænge og afkaste den. Hvorledes kunde den slesvigske Befolkning, der i Oplysning paa ingen Maade stod tilbage for Kongerigets, føle sig lykkelig ved en Ordning, der lod Borgerne uden Indflydelse paa Skatternes Bevilligelse og Anvendelse; der endog under Straf nægtede dem Ret til sammen med andre at indgaa med noget som helst Andragende til Regeringen (Petitionsret); der lænkebandt Pressen ved at knytte enhver Bladudgivelse til en særlig Bevilling, som vilkaarlig og uden Varsel kunde tages tilbage og yderligere satte Bladene under Politimesterens Censur; der nægtede enhver Adgang til ved Domstolenes Hjælp at værge sig mod ulovlige Øvrighedsforanstaltninger, og saaledes aabnede Marken for den mest ubundne Øvrighedsvilkaarlighed; der stillede ethvert Hjem blot for vilkaarlig Husundersøgelse og udsatte enhver Borger for at blive arresteret i ubestemt Tid uden at komme i Forhør eller faa nogen Afgjørelse af, om hans Fængsling var berettiget; der i lang Tid indrømmede Gendarmerne Andel i alle Bøder, der idømtes efter disses Angivelse, og saaledes gjorde det til et Erhværv for Gendarmerne at bringe Folk i Forlegenhed; der med hensynsløs Tvang og i Strid med givne Løfter traadte imellem Familiefædrenes Ret til at lade deres Børn undervise og konfirmere i hvilket Sprog, de vilde, osv. osv. - hvorledes tror man, at en oplyst Befolkning i Længden kunde føle sig tilfreds med en saadan Ordning, der dannede den mest skjærende Modsætning til Kongerigets Frihed? Da det nationalliberale Parti saaledes i sin Regeringstid i Slesvig fulgte en Vej, om hvilken det var givet, at den aldrig kunde føre til en Beroligelse eller til en Formindskelse af de i Flertal værende utilfredse Elementer, maatte en Sprængning eller dog Forsøg paa en saadan tidligere eller senere, alt som Lejligheden dertil vilde komme, med uafviselig Nødvendighed paafølge, saafremt ikke i Tide en fuldkommen Systemvexel i Regeringsmaaden fandt Sted. "Ingen Tyran i Verden - skrev Grundtvig 1860 - har endnu været saa klog eller mægtig, al han med Vold eller Magt har kunnet omvende Hjærterne til sig eller dog undgaa at afvende dem fra sig", og han føjede til, hvad Erfaringen desværre i et alt for sørgeligt Maal har bekræftet, at naar den danske Regering "enten tager eller taaler hos sine Embedsmænd halve Forholdsregler til med Hænderne at tugte Aander eller danne Hjærter, da kan man være vis paa, det faar et ynkeligt Udkald." Det var dette, der var den bedrøvelige Sandhed; men uagtet den nationalliberale Regering ved sin Færd bragte foruden det hele Tydskland en Del af det øvrige Evropa i Harnisk imod sig, uagtet advarende Stemmer lod den i Møde saavel fra Venner og Fjender udenlands som fra klartskuende Mænd herhjemme, uagtet alt trak sammen fra alle Kanter, gjorde den intet for at vinde den slesvigske Befolkning ad Frihedens Vej, men vedblev haardnakket at vægre sig ved at gribe det eneste Redningsmiddel, der stod tilbage, et fuldstændigt Systemskifte.

(Morgenbladet (København) 3. august 1875).

II.

Jo mere mon gjør sig bekjendt med det System, der raadede i Slesvig under det nationalliberale Herredømme, desto klarere vil det vise sig, at et fuldstændigt Systemskifte var den eneste Vej, ad hvilken vi kunde vente at bevare denne Landsdel for Riget. Vi have i en foregaaende Artikel i korte Træk skitseret den Tilstand, hvori vort Byrokrati holdt Slesvig; vi skulle i Dag give Ordet til en af Partiets anerkjendte Ordførere, for at Læserne af Partiets egen Mund kunne lære den Aand at kjende, som prægede Styrelsen i Hertugdømmet. Med uforbeholden Tydelighed udtalte "Fædrelandet" sig i to Artikler af 4de Januar 1856 og l0de-12te August 1857. Det skrev:

"Vi ville her slet ikke se Sagen fra et nationalt Standpunkt, vi ville blot spørge, hvad simpel politisk Klogskab tyder. I saa Henseende kan der da hentes Exempel fra den svenske Regerings Fremgangsmaade hinsides Øresund Man gik den Gang ud paa med det gode og onde at forjage alle danske Levninger fra Skaane, Halland og Blekinge .... indfødte Svensk fik stadig Fortrin ved Besættelsen af Embeder, Skolelærerposterne ikke at forglemme, en dansk Student turde end ikke som Huslærer tjene Brødet derovre, overalt i Kirker, Skoler og Huse indførtes svenske Sæder og svensk Sprog, og tilsidst gik man næsten paa Jagt etter de danske Bøger, der kunde forstikke sig hist og her i Hytterne. Følgerne af denne kloge Fremfærd bleve: at et oprindelig dansk Land, det danske Riges Vugge, hvor alt fra Bunden af til alle Tider havde været Dansk, i ikke mere end een Menneskealder var forvandlet til et fuldkommen tro og paalideligt svensk Landskab . . . Hvor langt mere naturlig vilde en lignende Fremgangsmaade af vor Regering ikke være i et saa oprindeligt dansk Land som Slesvig ... . Næppe kunde man oppebie den Fred (i Lund 1079), som Frankrig bevirkede, at Danmark uagtet sin Vaabenlykke maatte afslutte paa ulykkelige Betingelser, før det danske Sprogs Tilintetgjørelse i Skaane og de øvrige gamle danske Provinser blev det Maal, som af alle Kræfter efterstræbtes og inden faa Aar opnaaedes til Held for Sverig, men til Sorg for Danmark .... Allerede før skaanske Krig var tilendebragt, befalede Karl den 11te, at Gudstjenesten i Kristiansstad . . . skulde indrettes paa Svensk med udelukkende svensk Prædiken, der kun maatte besørges af svensk fødte Præster, og svensk Salmesang. To Aar derefter tilkjendegav Kongen Bispen af Lund, hvem Skaaningerne for hans ivrige svensk-nationale Bestræbelser kaldte en politisk Biskop, at det var hans Hensigt at sammenknytte Rigets Indbyggere ved Fællesskab i Sprog og Lighed i Kirkevæsen; derfor skulde de svenske Kirkeceremonier indføres overalt, i hele Stiftet og Ungdommen undervises paa Svensk i alle Skoler og Gymnasier som derfor burde anskaffe sig svenske ABC'er, Katekismusser, Bønnebøger og Læsebøger. Ikke blot i Kirker og Skoler, men selv i private Huse, erklærede Kongen ved en anden Lejlighed, skulde blot findes svenske Salmebøger og Bønnebøger, og saasnart man fik et tilstrækkeligt Antal svenske Bibler trykt, maatte ingen dansk indføres Klokkere og Skolelærere skulde ogsaa saavidt muligt være svenske Mænd, og Provsterne bemyndigedes til uden videre Proces at afsætte dem, der ikke kunde eller vilde undervise Børnene paa Svensk; holdt Forældrene deres Børn borte fra de svenske Læsetimer, straffedes de med Bøder. . . . Selv de værdige danske Pibekraver maatte ikke taales . . . . Provsterne forfulgte Pibekraverne med saa megen Iver, at endog et Portræt af en sømmet Præst med Pibekrave, som hang i en Kirke, blev befalet nedlaget. ..... Forbindelsen med Kjøbenhavns Universitet afbrødes, det blev forbudt Skaaningerne at besøge det. Ligeledes blev det forbudt Forældrene at holde danske Lærere til deres Børns Undervisning. En stor Del af disse Foranstaltninger vare visselig voldsomme, men Statsklogskab paabød de fleste af dem, og for denne have saa mange hellige Rettigheder maattet vige .... *) Dog være det langt fra os befale de Midler, hvorved den svenske Statsklogskab i saa kort Tid opnaaede hint store Resultat, til Efterfølgelse overalt *) i Sønderjylland. Tværtimod, hvor Tydsk virkelige er Befolkningens Sprog (i Strækningen syd for Slien og Danevirke), der agte vi dets Rettigheder hellige. Derimod formene vi unægtelig, at en stor Del af de energiske Forholdsregler, som vi have set de Svenske anvende i Skaane, for længe siden burde have været anvendte i den Del af Sønderjylland, hvor Folkesproget fra Arilds Tid bevislig har været dansk og kun ved Tidernes Forurettelse i den sidste Menneskealder paa enkelte Steder er blevet noget tydskladent . . . ."

I god Samklang med disse Udtalelser staar, hvad det nationalliberale Partis bedste Mand som bekjendt skal have ytret, at eet med blodige Strimer skulde skrives Slesvigerne paa Ryggen, at de vare Danske. Ved en saadan Behandling bildte man sig ind at kunne opnaa "store Resultater" og vinde en Befolkning! I den slesvigske Stænderforsamling ytrede den kgl. Kommissarius ligeledes som Regeringens Mening, at naar først 15 til 30 Aar vare gaaede, vilde der herske fuldkommen Tilfredshed med de trufne Forholdsregler og ingen vilde da kunne begribe, at der var bleven rejst saa kraftig Modstand mod dem.

Lad os som en velgjørende Modsætning til disse oprørende Udtalelser anføre et Par Citater fra en anden Side. Vi gjengav i Gaar en Ytring af Grundtvig, men skulle her meddele den paagjældende Udtalelse i sin Sammenhæng. Den findes i en Artikel i "Dansk Kirketidende" før 1860, Nr. 52, som Grundtvig skrev i Anledning af Konfirmations-Tvangen i Mellem-Slesvig.

"Da jeg for tre Aar siden - begynder Artiklen - ved det første nordiske Kirkemøde strængt paatalte den Konfirmations-Tvang, som de danske Præster i Mellem-Slesvig unægtelig øve, mærkede jeg vel, at de af "vedkommende", som var til Stede, blev meget vrede derover, men de stræbte dog mere at sno sig fra den ubehagelige Sag end at forsvare den. I Aar derimod ser jeg med Forbavselse, at alle de danske Præster, med Mørk Hansen i Spidsen, som ytre sig om Sagen, paatage sig mere eller mindre at forsvare den baade fra den juridiske og den kirkelige Side, uden at nogen af dem værdiger den borgerlige og menneskelige Side mindste Hensyn. Derfor maa jeg gjøre de gode Herrer opmærksom paa, at naar de rase mod Stemmen fra Kongeriget, som højt og lydelig misbilliger den Tvang, der øves paa det danske Sprogs Vegne, enten den saa har sit Udspring fra Regeringen eller fra Præsterne, da er det ... først og sidst min Stemme, de rase imod, saa, vil de forsvare sig paa Aandens Enemærker, da maa de binde op om Lænderne og vove Dysten med en dansk Præst, der dog nok har hævdet sig Stemmeret baade i det kirkelige og i danske Anliggender, og som man næppe tør tilskrive Forkjærlighed enten for Højtydsken eller for Helstaten."

Grundtvig påaviser nu, at den Sprogtvang, der øvedes i Slesvig, i ingen Henseende lod sig forsvare. Selv om der kunde vindes nok saa meget for Dansken og Danskheden ved Tvang, var denne uberettiget og uforsvarlig, men den var tillige i højeste Grad uklog, idet Regeringen, naar den og dens Embedsmænd ikke holdt, hvad der var lovet, bestandig mere maatte fjærne de mange misfornøjede og vildledede fra sig og fra Danmark. Det var umuligt ved Vold og Magt at omvende Hjærterne til sig eller undgaa at vende dem fra sig, og naar Regeringen vilde med Hænderne tugte Aander og danne Hjærter, kunde man derfor være vis paa, det fik et ynkeligt Udfald. Det højeste, man saaledes kunde vinde ved, trods den lovlige Ligeberettigelse at paatvinge Tydskerne i Mellemslesvig dansk Konfirmation, det vilde være - sluttede han - "at pine de bedste over Slien, men da man sikkert beholdt de værste og forstærkede Hadet til alt Dansk i Sydslesvig, vilde det jo være Tab for Dansken paa begge Sider "

Paa samme Side som Grundtvig stod naturligvis Tscherning, der lige saa lidt kunde billige Tvangssystemet. Det vil være tilstrækkeligt at anføre, at han i et Skrift af 1861 "Bemærkninger om Danmarks nuværende politiske Stilling" udtalte sig for "en saa god, saa folkelig, saa lidt sproglig-national, saa virkelig indfødt slesvigsk Regering i Slesvig, at Slesvigerne føle sig lykkelige derved.

*) Udhævet af os.

(Morgenbladet (København) 4. august 1875)

Pastor Mouritz Mørk Hansen (1815-1895) var 1850 blevet sognepræst i Felsted, Aabenraa. Han var valgt til den slesvigske stænderforsamling for det danske mindretal og støttede sprogreskripterne 1852-1864. Han var ven med den mand som havde lagt navn til dem, Regenburg. I 1860 udtalte Mørk Hansen: "at en fri Presse vistnok var en Velsignelse for et Land, men Lovgiveren maatte tage Hensyn til de givne Forhold. Slesvigs Historie lærte, at Misbruget af Pressefriheden havde fremkaldt de Ulykker, som Landet for ikke længe siden havde lidt og endnu led under ... Til Pressefrihed var Tiden endnu ikke kommen, og Ønsket herom næredes heller ikke af Befolkningens Flertal". 

Af det tyske flertal i hertugdømmerne var han berygtet og anset for en fanatiker. Han blev arresteret og afskediget den 23. juli 1864 afskediget. Hans udgivne afskedsprædiken, blev beslaglagt af politiet i Haderslev. Han blev herefter præst i Vonsild og Dalby.

18 november 2022

Møde paa Nørre Fælled. (Efterskrift til Politivennen)

Sag om Overtrædelse af Helligdagsanordningen. Den 9de d. M. indfandt Formanden for Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger, Barbeer Klein samt Bestyrelsesmedlemmerne, Cigarmagerne Johnsen og Kiefert, sig hos Politidirecteuren i hans Embedslocale paa Politikamret og meddeelte, at Centralbestyrelsen havde besluttet at afholde et offentligt Arbeidermøde paa Nørrefælled Søndagen den 18de d. PR. Kl. 4½ Efter at Politidirecteuren tilkjendegav dem, at en saadan Meddelelse ikke var tilstrækkelig, men at der ifølge Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 § 11 udfordredes Politiøvrighedens Tilladelse, og at de derfor vilde have at indgive skriftligt Andragende om fornøden Tilladelse, hvilket tillige maatte indeholde Oplysning om, hvad der agtedes forhandlet paa Mødet; dette Andragende skulde da strax blive taget under Overveielse, og Afgjørelsen dem meddeelt. Den 14de indfandt Formanden sig atter hos Politidirecteuren for at meddele, at Kjøbenhavns Magistrats Samtykke til Afbenyttelse af Fælleden til det ommeldte Møde var indhentet. Ved denne Leilighed erholdt Formanden den samme Tilkjendegivelse som ovenfor anført. Den følgende Dag blev der vel tilstillet Politidirecteuren en skriftlig Anmeldelse om Mødet, men intet skriftligt Andragende om Tilladelse til dets Afholdelse, hvorimod Centralbestyrelsen i en Anmeldelsen ledsagende Skrivelse til Politidirecteuren udtalte som sin Formening, at det ifølge Grundlovens § 88 ikke var nødvendigt at bede om særlig Tilladelse til at afholde Mødet, efterat der af Kjøbenhavns Magistrat var anviist en Plads til dets Afholdelse. Samme Dag var der i "Social-Demokraten" blevet indrykket en Bekjendtgjørelse, hvori Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger indbød alle Arbeidere i Kjøbenhavn og Omega til det omtalte offentlige Møde, og bemeldte Bestyrelses Formand blev derefter anmodet om at give Møde hos Politidirecteuren samme Dags Eftermiddag Kl. 2. Formanden nægtede imidlertid at give Møde efter en mundtlig Anmodning, og han tilsagdes derfor skriftligt til Møde den følgende Dag. I dette Møde erkjendte han at have tilstillet Politidirecteuren den ovenomtalte Skrivelse og Anmeldelse samt indrømmede, at Bekjendtgjørelsen i "Social-Demokraten" for den 15de Juli hidrørte fra Centralbestyrelsen. Det blev derefter Barbeer Ernst Vilhelm Klein i hans Egenskab som Formand for den ommeldte Centralbestyrelse tilkjendegivet, at ligesom samtlige Medlemmer af nævnte Bestyrelse og den ansvarlige Redacteur af Bladet "Social-demokraten" vilde blive satte under Tiltale ved Politiretten for den Overtrædelse af den citerede Paragraph af Helligdagsanordningen, hvori de ved at beramme og indbyde til det omhandlede offentlige Møde allerede havde gjort sig skyldige, saaledes vilde yderligere Tiltale imod dem finde Sted, saafremt Mødet virkelig afholdtes, uden at Politiets Tilladelse dertil forud var indhentet. Efterat derefter "Social-Demokraten" for Søndagen den 18de Juli havde indeholdt en ny Bekjendtgjørelse om Mødets Afholdelse, fandt dette Møde Sted samme Dag fra Kl. 4½ til Kl 6 1/4 paa Nørrefælled i Nærheden af St. Johanneskirken, i hvilken der netop samtidig afholdtes Gudstjeneste. Dirigent ved Mødet var Smed Adam Petersen og Talerne vare: Poul Geleff, Skomager Hørdum, Skibstømrer Poulsen, Barbeer Klein og Cigarmager Johnsen. I Forbindelse med den Sag, der var anlagt imod Fagforeningernes Centralbestyrelse og Redacteuren af "Social-Demokraten", S. Larsen, blev nu Tiltale for at have afholdt Modet uden Politiets Tilladelse iværksat imod Centralbestyrelsens Medlemmer som Indbydere, samt mod Dirigenten og samtlige Talere. Efter hvad der bragtes i Erfaring, vare følgende frie Fagforeninger centraliserede, nemlig: Vævernes, Cigarmagernes, Snedker- og Stolemagernes, Skomagernes, Smede- og Maskinarbejdernes, Skrædernes, Sadelmagernes. Billedskjærernes, Murernes, Modelleerarbeidernes, Huustømrernes, Dreiernes, Skibstømrernes, Formernes, Gjørtlernes, Arbejdsmændenes og den blandede; Medlemmerne af Centralbestyrelsen vare Cigarmagerne Kiefert og Jensen, Arbeidsmand Petersen, Skraber Jensen, Xylograph Touscher, Modelsnedker Kuntze samt Gjørtlerne Kiefert og Jensen.

Sagen forhandledes idag i den offentlige Politiret. De Tiltalte vare foruden de alt nævnte endvidere esternævnte Repræsentanter for vedkommende Fagforeninger, nemlig: Snedkerne Andersen og Lamp, Skomager Lindberg, Smedene Thomsen og Hansen, Stræber Berglund, Sadelmager Joerien, Skibstømrerne Trueljen og Holm og Typograph Foltmer, Sidstnævnte som Repræsentant for den blandede Fagforening.

Eflerat de Mødende havde erklæret sig over, hvorvidt de ansee sig ansvarlige for den i Centralbestyrelsens Møde fattede Beslutning om Arbeidermødets Afholdelse og Indbydelsen til samme i "Social-Demokraten", erklærede Formand Klein paa samtlige Tiltaltes Vegne, at de ønskede Sagens Forhandling udsat for at afvente Resultatet af et til Justitsministeriet indgivet Andragende om at faae den behandlet ved Landets almindelige Domstole - hvorved sigtedes til den samlede Criminal- og Politiret - for den eventuelle Appels Skyld, samt om at Sagen maatte blive anlagt imod Foreningen som saadan og ikke med dens enkelte Medlemmer. Dommeren erklærede derefter, at han vilde udsætte Sagen til næste Retsmøde for at conferere med Politidirecteuren i Anledning af det fremkomne Andragende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. juli 1875).


Helligdagsanordningen blev ret vilkårligt fortolket. I Kalundborg blev Isted-slaget fejret en søndag på Møllebakken. Deltagerne marcherede dertil, der blev  holdt taler og derefter spise- og drikkegilde uden at politiet greb ind. Flere aviser gjorde opmærksom på at anordningen tilsyneladende blev brugt politisk således at den mest ramte ikke-Højre-arrangementer.


Den Sag, som det kjøbenhavnske Arbeiderpartie har ladet reise angaaende Forbudet imod at holde offentlige Møder under aaben Himmel om Søndagen, nyder ikke den Interesse indenfor vor juridiske Verden, som man kunde være tilbøielig til at troe, da Spørgsmaalet jo her synes at dreie sig om et "Princip". Sagen er den, at hele den juridiske Verden er enig om hvad Udfaldet vil blive, idet Dommen kun kan komme til at gaae Arbejderpartiet imod. Det er sørgeligt, men ubestrideligt. Grundloven siger vel i sin § 88, at Borgerne have Ret til at samles ubevæbnede under aaben Himmel, men denne Ret tilhører dem kun i det Omfang, som den øvrige bestaaende Lovgivning tilsteder. Helligdagsanordningen af 1845 staaer endnu ved Magt baade en gros & en detail og Grundlovens § 88 har ikke ophævet dens fameuse § 11. Politiedirecteuren har derfor ikke overskredet sin Competence, idet han forbød eller vel rettere nægtede at give sit Samtykke til Fælledmødet den 18de f. M., men det vilde have stemmet godt og nøie overeens baade med Humanitetens og Retssædvanens Bydende, om han offentligt havde bekjendtgjort, at Helligdagsanordningens § 11 herefter vilde blive bragt i Anvendelse ligeoverfor politiske Møder og andre Folke forsamlinger om Søndagen. Det er nemlig en Retssædvane at en slig offentlig Kundgjørelse finder Sted, naar Øvrigheden paany vil sætte en i længere Tid uændset eller forbigaaet Lovbestemmelse i Kraft; dette gjorde Politiedirecteuren saaledes ifjor ligeoverfor det i saa lang Tid tolererede Billetprangeri uden for det kongelige Theater. Denne Mangel paa Hensynsfuldhed fra Politiedirecteurens Side vil - saaledes antages bet almindeligt af kyndige Jurister - lede til, at de Paagjældende kun ville blive idømte den ringeste Bøde, som Helligdagsanordningen foreskriver, men i selve "Principet" er Tabet af Sagen for dem og Alle, som elske vor Frihed og de Rettigheder, den skjænker os, alligevel særdeles betydningsfuld. Der bliver nu ikke Andet for, end at det - forhaabentligt gjenforenede Venstre til Efteraaret paa en eller anden Maade faaer slaaet en Pæl igjennem den taabelige Helligdagsanordnings taabeligste Paragraph.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. august 1875).


Efter avisernes omtaler af hvor politisk anordningen blev håndhævet, begyndte Estrup-regeringen at håndhæve helligdagsanordningen noget hårdere, så det også ramte Højre-folk, fx forbud mod politiske møder om søndagen. En håndhævelse ville under alle omstændighederne ramme arbejderne hårdest eftersom de kun havde fri om søndagen til at gå til møder under åben himmel. 

Efterhånden udvidedes forbuddet også til andre områder. Dog afholdtes folketællingen i 1880 på en - søndag. I Præstø blev Snesere Skyttekreds forbudt at afholde en skyttefest. Af aviser var det mest det nationalliberale Fædrelandet og dens aflæggere som støttede denne linje.

Kriminalretten idømte den 7. september 1875 centralbestyrelsens 5 medlemmer mulkt på 30 kr, 13 fagforeningsformænd 20 kr. Redaktøren  af Social-Demokraten blev frifundet. 

17 november 2022

Pigeskoler og lærebøger. (Efterskrift til Politivennen)

Vort Skolevæsen.

III.

(Sidste Artikel.)

Pigeskolerne har vi i denne Skildring af Skolelivet ikke villet tage Hensyn til, da Undervisningen i disse gennemgaaende paa alle Omraader er saa slet, at den staar under al Kritik; Beviser derpaa har man indtil Haandgribelighed i den Mangel paa Aandsdannelse og Overblik, det langt overvejende Antal af Kvinder udviser. En væsenlig Grund dertil ligger i, at de fleste Pigeskoler er meget smaa, saa Mødrene idelig kan gribe ind og tage allehaande Bestemmelser om Sysager og lignende Fag, samt i at Lærere og Lærerinder viser en aldeles forkastelig Opfattelse af deres Hverv. Som Lærer fungerer i Reglen Teologer, der overensstemmende med deres Stilling aldrig aabner en Videnskabsbog og som Følge deraf er ganske uvidende, mangler Overblik og besidder som Kundskab kun nogle spredte forvitrede Brokker fra deres eget Skoleliv. Undervisningen er enten salvelsesfuld Patos eller gækkende Narreri, der paa det modtagelige Kvindesind, navnlig blandt de ældre Disciple, ikke undlader at fremkalde en tilsvarende Refleks. Hvad gør det, ræsoneres der, det er jo kun Pigebørn, og de faar da ikke saadan Brug for Kundskab, at den behøver at være saa grundig. Lærerinderne frembyder ogsaa ofte et tragikomisk Skue; det synes, at den Omstændighed, at de selv har modtaget en fyldigere Uddannelse, har indgivet dem en Slags Foragt for deres eget Køn, ti de lægger sig efter at være mandhaftige og optræder i Skolen som en kommanderende Gymnastiklærer for Fronten af en Deling Rekruter. Samtidigt straaler dog hele deres kvindelige Forfængelighed frem i usvækket Glans, idet de er smykkede, som var de i en Selskabssal mellem Medbejlerinder til Skønhedens Pris. Naturligvis gives der baade af Lærere og Lærerinder heldige Undtagelser, som tilstræber at være, hvad de bør være.

Foruden de Fag, der allerede er nævnede, skal vi gennemgaa: Religion, Dansk, Historie, Geografi, Naturhistorie og Naturlære. Religion, hvorfor skal dette Faglæres i Skolerne, lad Forældrene og Søndagsskolerne om det; der bør i Skolerne ligesaa lidt læres religiøs Trosbekendelse som politisk. - Dansk burde ordnes saaledes, at stadig de Tanker, som gemmes i Ordbetegnelserne, bliver dragne frem og udviklede; herved vilde den almindelige Begrebsforvirring, som nu hersker, forsvinde. Opfattelsen af en Ide vilde blive hurtigere; Forstaaelsen indbyrdes lettere; Bedømmelsen retfærdigere; man vilde mere flyvende og klarere kunne forklare sig end nu, hvor man saa ofte mærker Famlen efter Ord, og hin Færdighed vilde være saa meget nyttigere, som Tiden synes stærkere og stærkere at drive Alt frem til Varetagelse at de offenlige Anliggender; kort og godt, Tanken vilde komme i livligere Bevægelse, Filosofien blive populær, praktisk og til almen Nytte og ikke som nu en Befordrer af Aandsulighed. - Hvad Historie angaar, saa findes endnu ikke skreven en ordenlig Lærebog i dette Fag. Alt hvad man har, er Kongekrøniker og Krigshistorie; som Eksempel behøver man blot at læse: Lærebog i den nyere Historie ved Bohr, 4de Udg., Pag. 234-44, Bonapartes Felttog i Italien 1726. Det, der mest burde lægges Bind paa ved Historielæsning, var en sammenhængende Skildring af Kulturudviklingen, medens Krige og Personer kun bør nævnes, hvor der ved dem er sket Spring eller bratte Overgange i Udviklingen. Krige, som har været blotte Røvertog, og kronesmykkede Folkemordere, som ved umenneskelige Blodsudgydelser har søgt at pirre Liv i deres enerverede Kadavere, dem bør Foragten og Fordømmelsen kaste Forglemmelsens Slør over. - Geografien burde give et fyldigere Billede af Natur- og Folkeejendommelighederne i de forskellige Lande; Geologi (Læren om Jorden), Etnografi (Læren om Folkestammerne), Statistik og Statsorganisationen maa ikke udelades eller fejes af i et Par Linier. - Naturhistorien indskrænkes ofte til Zoologi (Læren om Dyrene), men Botanik (Læren om Planterne) og Mineralogi (Læren om Stenarterne) maa tages med, det Almindelige og Systemet maa fremstilles klart samtidig med at Skildringen af det Enkelte bliver tiltalende og giver et forstaaeligt Billede; Dr. Lütken har været ret heldig i den første Henseende men ikke i den anden, Sahlertz er fortrinlig som Fortæller, men mangler System; dersom en Bog udarbejdedes med disse to Bøger for Øje, fik man en god Lærebog paa dette Omraade. - I Naturlære benyttes i Reglen Prof. Holtens Fysik; angaaende Bogens Fremstillingsmaade og Sprog kan Enhver dømme ved at læse et Par Sider i den, vi vil ikke opholde os derved, men da Bogen skal gælde for en afsluttende Lærebog, saa maa vi paavise en stor Mangel ved den: den mangler et Afsnit om Meteorologi (Læren om Vejret) og Astronomi, to Fag, hvis Genstande Dag og Nat fremstiller sig for vort Blik. Et nyt Fag burde ogsaa almindelig indføres i Skolen, nemlig en Udsigt over vort Lovvæsen. De forenede Kirkeskoler har, saa vidt vides, begyndt dermed; ønskeligt var det, om andre fulgte efter. Grunden til, at Skolebøgerne er saa daarlige, som de er, maa søges i den Omstændighed, at Enhver, som finder Lyst dertil, giver sig af med at skrive dem; følgelig er der en overordenlig Vrimmel af dem; nogle kommer formelig i Mode, florere en kort Tid, og saa kommer atter andre, dette Forhold har sat Splid mellem Skolen og Familien, idet Forældrene, som i og for sig er ganske rimeligt, klager over de mange Udgifter til Bøger, regelmæssigt hvert Aar og mange Gange midt i Aaret. For at undgaa denne Ulempe, burde der altid fra Kultusministeriets Side udsættes Præmier for Udarbejdelsen af de Bøger, der føltes Trang til.

- - -

(Social-Demokraten 16. juli 1875. 3. del af en serie om uddannelses- og skolesystemet i Danmark. Uddrag).

Rasmus Peder Jensen (1845-1923) 1/4: Typografernes Forbund (1869-1877). (Efterskrift til Politivennen)

Dette er første del af en serie om R. P. Jensen som giver et indblik i provisorietiden: Arbejderbevægelsen, pressen, partiet Venstre m. m. Artikelserien kan findes på nedenstående link:

Del 1: Typografernes Forbund (1869-1877).
Del 2: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891).
Del 3: Publikationen 
Ringsted Folketidende 1878-1887.
Del 4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923).

I marts 1873 var R. P. Jensen blandt de 14 bestyrelsesmedlemmer som konstitueredes i Almindelig dansk Velfærdsforening. Den havde da omkring 1.100 medlemmer. Foreningens formål var at dele arbejdslønnen så ældre arbejdere kunne få råd til livsfornødenheder, samt sikre bedre uddannelse af de ældre. (Se Socialisten 18. marts 1873). Formand for Velfærdsforeningen var Lunde. Ved den årlige generalforsamling i april 1874 udtalte R. P. Jensen at indenrigsministeren havde søgt at få en kommission nedsat til undersøgelse af arbejderforholdene, men at "det forenede Venstre" havde hindret dette. Dog gav kommissionen ifølge en anden taler heller ikke arbejderne noget håb. Foreningen udgav "Arbejderbladet" med folketingsmand Lunde og R. P. Jensen som redaktionssekretær. Lunde fik i starten af 1874 Jensen fjernet efter en strid og med et betydelig tab af medlemmer. 

“Typografisk Forening” stiftet 12. juni 1869 og overlevede som fagforening til 1993. Dermed var den en af Danmarks første socialistiske fagforeninger - den første var cigarmagernes “Enigheden” fra 1. september 1871. Louis Pio og fleres agitation fik i 1875 foreningens formand R. P. Jensen grundlagt “Almindeligt dansk Typograf-Forbund”. 

Typografforeningens historie er skildret på denne hjemmeside:

1876 havde typgrafforeningen 16 afdelinger med 186 medlemmer. Heroverfor stod arbejdsgivernes sammenslutning “Foreningen af danske bogtrykkere”. I 1876 angives R. P. Jensen af være "Social-Demokratens" folketingsreferent. I oktober 1876 blev den gamle tarif fra 1874 opsagt og der blev etableret strejke med blokade af to avistrykkerier. R.P. Jensen havde kun 4.500 kr. til understøttelse af 175 strejkende, og andre arbejderorganisationer støttede ikke. I utilfredshed med R. P. Jensen annonceredes i Social-Demokraten 1. oktober 1876 at der ville blive dannet en socialpolitisk forening af typografer. Ved hjælp af strejkebrydere fra Tyskland og den almindelig økonomisk afmatning måtte typograferne opgive 5. december og forbundet blev opløst. Medlemstallet i “Typografisk Forening” faldt til under 100 og R.P. Jensen nedlagde sin post. Social-Demokraten skrev skadefro: “Det kommer der ud af en strejke, naar man ikke har underordnet sig under det samlede Arbejderparti”. 


Arbejdsnedlæggelse blandt Typograferne. I forgaars Aftes var de københavnske Typografer indvarslet til et Møde i "Glacisholms" Lokale paa Vesterbro. De Mødendes Tal var henved 250. Den typografiske Forenings Formand, Typograf R. P. Jensen, oplæste en Skrivelse, som, tilligemed et Tarif-Udkast, der tilsigter faste Bestemmelser for Arbejdets Betaling, af Typograferne var sendt til Principalerne for at tilvejebringe Forhandlinger mellem begge Parter. Principalerne havde imidlertid ikke villet gaa ind herpaa, men i Stedet for at give Møde sendte seksten af dem Typografernes Delegerede et Svar, der var en ligefrem Afvisning. At dømme efter den Modtagelse, som dette Svar fik, lader det til. at Typograferne ikke vil lade sig "lumpe" - som en Typograf udtalte paa Mødet -, men give Svar paa Tiltale. Forsamlingen vedtog desuden en resolution, hvori den udtalte sig for at fastholde Tarif-Udkastet, som det, trods Principalernes Enighed om en Afvisning, er Typografernes fast Forsæt at søge gennemført ved ethvert Middel, der staar til deres Raadighed. Denne Protest fik en forøget Betydning derved, at en Arbejdsnedlæggelse bebudedes i Rigsdagens Trykkeri, og, efter hvad vi erfarer, er det virkelig blevet til Alvor med Truslen, idet samtlige Typografer i Gaar Eftermiddags forlod Trykkeriet. Det vedtoges tillige paa Mødet straks at oprette et Strejkefond og udgive et ugentligt Organ. Skønt det af flere paa Mødet faldne Udtalelser kunde synes, som om man med Arbejdsnedlæggelsen kun har til Hensigt at give Principalerne en gavnlig Lektion, der er vel fortjent, er der dog adskilligt, der tyder hen paa, at Bevægelsen kan blive af større Omfang, og at Rigsdags-Trykkeriets Standsning danner Begyndelsen til fortsatte partielle Strejker. Vi kan ikke Andet end lykønske Typograferne til denne Samdrægtighed og enige Optræden, der ledes med Dygtighed og Energi.

(Socialisten 10. december 1873)

Annonce fra Dags-Telegraphen (København) 10. december 1873, hvori R. P. Jensen som typografernes formand annoncerer strejken i Rigsdagens Trykkeri.


"Typograf-Tidende" er Navnet paa et Ugeblad, som fra 1ste Jan. udgaar hver Fredag, redigeret af Typograf R. P. Jensen. Bladet vil ifølge sit Program arbejde for Typografernes Interesser dels ved at virke for, at "den typografiske Forening" vinder i Fasthed og Omfang, og dels ved at gie en Fremstilling af, hvad der i teknisk Henseende er værd at vide for Bogtrykkerkunstens Udøvere. De sociale Spørgsmaal vil det kun behandle, for saa vidt Fagets Interesser berøres deraf og det haaber ved at tage del i Diskussionen at kunne vikre forsonende og udjævnende mellem de modstræbende Interesser. Bladet indeholder i sit første Numer foruden Program og mindre Meddelelser en Beretning om de Skridt, Typograferne her i Byen gjorde i Slutningen af forrige Aar for at opnaa bedre Lønningsvilkaar og faa Søndagsarbejdet afskaffet. Som bekjendt strandede Fordringen om Søndagsarbejdets Afskaffelse paa "Dagstelegrafens" Udgiveres, Ferslew & Ko.s Modstand; men der er dog Haab om, at denne utvivlsomt billige Fordring senere vil kunne gjennemføres.

(Morgenbladet (København) 6. januar 1874).

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. januar 1874 for "Typograf-Tidende".

Onsdagsforeningen afholdt i Gaar Aftes Aarsmøde til Stadsfæstelse af Ændringer i Lovene. Til Bestyrere for næste Aar valgtes Cand. jur Hørup, Høker Jensen, Fabrikant Christensen, Lærer Schjerner, Cand. Christensen, Gjestgiver R. S. Krag i Fortunstræde og Redaktør, Formand for typografisk Forening R. P. Jensen.

(Folketidende for Midtsjælland 29. januar 1874).


Dagstelegraphen beskyldte i maj 1874 R. P. Jensen for at være skyld i at den typografiske forening fik 2 frieksemplarer af "Socialisten". Hertil svarede R. P. Jensen i Morgenbladet 9. maj 1874 at alle aviser blev lagt frem, også Dagstelegraphen. I 1876 kørte de konservative blade som fx Dannevirke og Jyllandsposten en kampagne imod Onsdagsforeningen hvor de betegnede den som socialistisk, heriblandt også R. P. Jensen. Flere provinsaviser var dog opmærksomme på at han ikke var det. Hvilket også fremgår af nedenstående referat: 


Møde af Typografer. I Mandags Aftes afholdtes efter Indbydelse af 8 Typografer et efter typografiske Forhold ret godt besøgt Møde i Fagforeningernes Lokaler i Borgergade 69. En af Indbyderne, Hr. Foltmar, indledede Mødet med er Par korte Bemærkninger om Møders Hovedformaal, nemlig at faa Typografernes Stemning at kende i Anledning af den af Centralkomiteen til Bestyrelsen for den typogr. Forening indgaaede Skrivelse, om en Tilslutning til de frie Fagforeningers Centralbestyrelse. Efter at Hr. J. F. Jensen var valgt til Dirigent og Foltmar nærmere havde udviklet Indbydernes Stilling til det foreliggende Soørgsmaal, tog Hr. Klein (Vengeur) - den sandsynlige Formand for Arbejderpartiets Centralbestyrelse, som var mødt paa Indbydernes Opfordring - Ordet, for at udvikle Centralisationens Betynign for Arbejdersagens og Arbejderpartiets Stilling i Samfundet, saavel i social som i politisk Henseend; han vilde ikke gaa ind paa Typografernes rent faglige Interesser, da han ikke var tilstrækkelig med i dette Spørgsmaal, men fremhævede stærkt, at en isoleret Forening for Fremtiden ikke vilde have nogen Betydning i Samfundet, da det navnlig gladt om at organisere Arbejderne til et samlet Arbejderparti i "social" Retning, uanset, hvilke politiske Anskuelser der maatte være tilstede hos de enkelte Individer eller i en enkelt Fagforening. Derefter fik Hr. Heinemann Ordet og maatte i Et og Alt slutte sig til den foregaaende Taler og i stærke Udtryk betegnede han Formandens, Hr. R. P. Jensens Interesse for Typografernes Vel for "Humbug", når hverken han eller Bestyrelsen kunde indse, at vore faglige Interesser kun kunde varetages ved en stærk centralisation, og fremhævede, at naar et enkelt Kompagni eller en Bataillon vil handle paa egen Haand og fjerner sig fra sit Centralpunkt, da gaar det den visse Undergang imøde; Ligesaa vilde det gaa med Typograferne ved at skulle udelukkes fra det store almindelige Arbejderparti. - Foltmar opfordrede dernæst den tilstedeværende Formand for den typografiske Forening til at udtale sig angaaende Bestyrelsens Standpunkt overfor det foreliggende Spørgsmaal. - R. P. Jensen indrømmede, at der var tilstillet ham en Opfordring fra Centralkomiteen om at slutte sig til denne, men at Bestyrelsen paa et Møde om Søndagen havde besluttet ikke at lade Forslaget nyde Fremme. Han ansaa det for uheldigt, om Typograferne sluttede sig til en Centralbestyrelse, som arbejdede for Indførelsen af den socialistiske Stat, hvilken vilde skabe en Utopi, som han ikke vilde bidrage til at fremskynde. Typograferne havde Lejlighed nok til at gøre deres politiske Interesser gældende i de Partiforeninger, som bestaar, og han fraraadede at indføre Politik i den typografiske Forening. - Klein imødegik Taleren Åunkt for Punkt; han ansaa netop Fagforeningernes Opgave for at være baade social og politisk; ti hvilken Arbejder vilde vel ikke stræbe hen til t. Eks. at faa Valgretten udvidet. Naar man fremhævede, at den socialistiske Stat vilde skabe en Ufrihedstilstand, da var det aldeles fejlagtigt, ti vor Løsen var: Lige Ret for Alle og Ingen skulde tvinges imod sin Overbevisning. - Foltmar fremhævede, at den typografiske Forening, saaledes som den nu stod, aldeles ikke arbejdede efter de Formaalsbestemmelser, der fandtes i Lovene, hverken som Fagforening eller som Understøttelsesforening, og anførte navnlig den egenraadige Fremgangsmaade, der vistes overfor indsendte Forslag. Der hvilede en Søvnighed og Ligegyldighed over Foreningen, saavel hos Bestyrelsen som hos Medlemmerne, og disse var mere tilbøjelige til at kritisere og ironisere over enhver Sag, end til at underkaste denne en nærmere og alvorlig Drøftelse; vi maatte virke hen til et virksomt og kraftigt Foreningsliv og lade alle gode Kræfter komme til sin Ret. - R. P. Jensen fandt, at der blev taget Hensyn til Enhver, men han fastholdt, at Bestyrelsen maatte have Ret til at bestemme, hvilke Genstande, der burde nye Fremme. -Til Slutning bemærkede Dirigenten (Stifteren af den typografiske Forening) at han stod i Opposition til den nuværende Bestyrelse, saalænge denne førte og ledede Foreningen paa den Maade, som den nu gjorde; det var forresten mærkeligt, at Jensen nu aldeles havde skiftet Anskuelse, idet han tidligere var meget ivrig for at indføre Politik i Foreningen og nu var aldeles derimod. Han anbefalede at vedtage en Resolution, som gik ud paa, at Bestyrelsen for den typografiske Forening skulde forelægge Spørgsmaalet om en Tilslutning til Centralbestyrelsen for Medlemmerne paa en ekstraordinær Generalforsamling; men da der ved den foretagne Afstemning kun var 1 Stemmes Forskel, kan der egenlig ikke siges at være fremkommet et afgørende Resultat. Der vil med det Første blive indvarslet til et nyt Møde, forhaabentlig i næste Uge, og der vil da fremkomme Forslag til Dannelsen af en typografisk Fagforening, som ikke vil gaa ud paa nogen Adsplittelse, ti i alle faglige Interesser bør og skal vi staa hinanden bi; men dens Formaal vil være at skabe et kraftigere Foreningsliv blandt typograferne, ligesom ogsaa at slutte sig til de Spørgsmaal, hvor en fælles Optræden sammen med andre Fags Arbejdere er nødvendig. 

(Social-Demokraten 20. maj 1874).


Den senere navnkundige redaktør for Social-Demokraten, Emil Wiinblad var dengang formand for Svendborg typografiske Forening og strejkede omkring 1874 for en kammerats uretfærdige afskedigelse, men fandt ikke støtte fra Typografforeningen København. Wiinblad vendte herefter tilbage til København. R. P. Jensen plejede omgang med rigsdagsbønder og hældede mod Venstre. De andre ledere var mest højremand: A. F. Decher der dog senere blev Social-Demokratens redaktionssekretær og efterfulgte R. P. Jensen.


Det nye Venstreblad i Hillerød skal ifølge "Helsing. Dagbl." redigeres af Typograf R. P. Jensen, Formand for den typografiske Forening i Kjøbenhavn og Redaktør for "Typogr. Tid."

(Dags-Telegraphen (København) 12. september 1874).


Voldgiftsretter. I "Dagens Nyheder"s Gaarsnumer forekommer en Artikel om "Voldgift mellem Arbeidsgivere og Arbejdere". Den ærede Forfatter nævner. at den nylig stiftede "Forening af danske Bogtrykkere" i sine Statuter har vedtaget at stræbe hen til Oprettelsen af en Voldgiftsret, og han tilføier, at "det vilde være ønskeligt, om den maatte have større Held med sig end dens Forgængere" (Forsøg af Bygningssnedker Mestrene og "Grovsmedeforeningen af 1873"). Den, som ikke har noget nærmere Kjendskab til de sociale Brydninger, der finde Sted indenfor det typografiske Fags Omraade, maa af den anførte Fremstilling saa Troen paa, at Voldgifsretten vilde staa som en Kjendsgjerning, naar blot Typograferne ikke sætte sig derimod. Jeg skal her tillade mig at oplyse, at de danske Typografers Organ, "Typograf Tidende", forrige Aar gjentagende fremhævede Voldgiftsretten som en særdeles gavnlig Institution, der burde indfores snarest muligt. Det var ikke uden Paavirkning af disse Udtalelser, at Bogtrykkerieierne, samtidig med, at de vedtog den nugjældende Sættertarif (November s. A.) fremsatte for Typograferne et Forslag til en voldgiftsrets Nedsættelse. Typograferne gik strax beredvillig ind paa Forslaget og gav en Delegation Bemyndigelse til at forhandle paa deres Vegne, men da der skulde gjores Alvor af Sagen, og Forslaget skulde realiseres, trak Bogtrykkerieierne sig tilbage, uden nogensomhelst Foranledning fra Typografernes Side, og uden at der saa Meget som kom en Sammenkomst i Stand med Typografernes Delegation, trods dennes Opfordring. Maa jeg udbede mig den ærede Redaktions Tilladelse til, at Nærværende kan fremkommet "Dagens Nyheder" som en oplysende Bemærkning til Artiklen om Voldgiftsretter.

Ærbødigst
R. P. Jensen
Formand i "Den typografiske Forening".

(Dagens Nyheder 17. april 1875)


Strejken i "Dagens Nyheders" Trykkeri er nu endt, idet Trykkeriejeren er gaaet ind paa de stillede Fordringer, der som bekendt gik ud paa en Lønningsforhøjelse af 2 Øre pr. 1000 Bogstaver og Indskrænkning af Arbejder om Aftenen. Det glæder os, at Typograferne ved denne Lejlighed, har vist det Sammenhold, der udfordres, naar der skal sættes Noget igennem, og det glæder os ligeledes, at Formanden for "Almindeligt dansk Typografforbund", Hr. R. P. Jensen, øjeblikkelig satte Trykkeriet i "Blokadetilstand", da Strejken udbrød.

(Social-Demokraten 2. juli 1875).

Diskussionen i fagbevægelsen fortsatte ind i 1880'erne om hvorvidt man skulle organisere sig efter fag og uddannelse eller efter arbejdsplads og branche, på tværs i lokalområderne eller efter fag på landsplan, centraliserede eller decentraliserede. Organisationsformen blev efterhånden organisering efter fag. Industrien anvendte i vid udstrækning faglært arbejdskraft. Kun arbejderne i de allerede gennemindustrialiserede brancher som tekstilarbejderne, tobaksarbejderne, keramiske arbejdere og papirfabriksarbejdere organiserede sig fra begyndelsen i industriforbund. Det betød at en stor gruppe af ufaglærte kvinder og mænd ikke uden videre kunne indpasses i organisationsformen. Den stadige indvandring af ny og villig arbejdskraft fra landet til byerne i 1880'erne og 90'erne gjorde det vanskeligt at overbevise disse tusinder af tilvandrere om, at de burde organisere sig. De kom ofte fra udpræget liberalistiske og selvbevidste gårdmandsmiljøer og ville ikke vide af den "spændetrøje" på deres personlige frihed, som de mente en organisering ville indebære.


Bevægelsen i "Dag Nyh." Sætteri. Hr. Redaktør! For nedenstaaende Bemærkninger, der fremkomme i Anledning af en i "Dag. Nyh "s Nr. 179 under Rubriken "Striden i "Dag. Nyh."s Sætteri optagen Artikel, som Følge af hvilken vi have indsendt en Svarskrivelse, som det nævnte Blads Redaktion imidlertid har fundet det passende at nægte Optagelse, udbede vi os Plads i Deres Ærede Blad.

Den omtalte Artikel i "Dag. nyh." stempler en af os i "Typograf-Tidende" given Fremstilling af Forholdene i "Dag. Nyh."s Sætteri som lidende af "saa væsenlige Urigtigheder", at Redaktionen har "anset det for nødvendigt at bryde den Tavshed, den hidtil har iagttaget". Ved Læsningen Heraf opstod der hos os en ganske naturlig Frygt for, at vor Gjengivelse af de af Bladets Sætterpersonale opstillede Punkler i en af dem foreslaaet ny Arbejdsordning samt af Udgivernes Stilling til disse ikke skulde være i Overensstemmelse med de virkelige Fakta; ved at konferere den med den Fremstilling in extenso "Dag. Nyh" indeholder af de nævnte Punkter, overbevistes vi imidlertid om, at vi havde refereret fuldstændig korrekt. Altsaa kunde "Urigtighederne" ikke ligge heri. Nej, det eneste urigtige, vi ved et omhyggeligt Studium have set os i Stand til at opdage, er, at vi have tilladt os at kalde Sætternes Fremgangsmade "særdeles human". En saadan Betegnelse er nu en Gang en Dissonants i d'Hrr. Udgiveres Øren.

Naar det Blad, man redigerer, er af temmelig smaa Dimensioner, er det en Selvfølge, at man seer sig nødsaget til at begrænse sit Stof efter en ikke ganske ringe Maalestok. Af denne Grund har "Typ. Tid." ikke set sig i Stand til at gjengive de Forhandlinger, der førtes mellem Udgiverne og Sætternes Delegerede, men har mattet indskrænke sig til kort og godt at meddele Begivenhedernes Gang. At Sætterne i Begyndelsen havde i Sinde øjeblikkelig at nedlægge Arbejdet, var os ligesaa bekjendt, som at de ikke desto mindre efter moden Overvejelse gave deres Principal 14 Dages Opsigelse; imidlertid tro vi at have handlet rigtigt i at bedømme dem efter deres Handlemaade og ikke efter den øjeblikkelige Fortrydelse, de have følt ved at se deres Andragende afvist. Naar man veed, at en Sætter under de tidligere for os saa uheldige Konjunkturer ikke sjælden var udsat for at blive vist Døren, naar der opstod en lille Uenighed mellem ham og Trykkeriets Bestyrer; naar man har et blot flygtigt Kjendskab til de nuværende Arbejdsforhold, i Følge hvilke øjeblikkelige Arbejdsstansninger høre til Dagens Orden; naar vi bemærke, at "Dag. Nyh."s Udgivne i sin Tid have antaget Sættere, der som Følge heraf gave Afkald paa ret lønnende Pladser andetsteds, for efter nogle Ugers Forløb at skabe Forhold, der nødvendiggjorde deres Afskedigelse - selvfølgelig have ogsaa Andre brugt denne Fremgangsmaade - , og naar vi endelig paa Sætterpersonalets Vegne se os i Stand til at afgive den Erklæring, at det ikke er sig bevidst at have afsluttet nogen Kontrakt angaaende en vis Opsigelsesfrist - Meddelelsen om, at der existerer en saadan Kontrakt, maa aabenbart bero paa en fuldstændig Misforstaaelse - , da tro vi, man med os vil erkjende, at Sætterne have vist en ganske betydelig Humanitet og Hensynsfuldhed overfor Bladets Udgivere ved trods baade juridisk og moralsk Berettigelse at overlade dem 14 Dage, i hvilke de kunne søge at skaffe sig andre Sættere.

De af Sætterne opstillede Fordringers Berettigelse skulle vi ikke indlade os paa at prøve, da formentlig kun Fagmænd ville kunne danne sig en begrundet Mening herom; vi skulle kun undtagelsesvis nævne den af Sætterne foreslaaede Forhøjelse i Satsprisen af 2 Øre pr. 1000 Bogstaver at faa Lejlighed til at gjøre en Bemærkning til en os Udgiverne til dette Forslag stillet motiveret Ændring, i Følge hvilken "Satsprisen bliver 28 Øre pr. Tusind (som hidtil), da Bladets Status for Tiden ikke tillader nogen Forhøjelse. Saa snart Bladet balancerer, er der intet til Hinder for en Forhøjelse". Vi respektere naturligvis fuldstændig disse Grunde, sete fra et Udgiverstandpunkt, men for Arbejdere ere de dog uholdbare. Den gyldne Sentens "En Arbejder er sin Løn værd" forekommer os at have ligesaa god Hjemmel nu som tidligere, og vi kunne ikke med vor bedste Villie indse, at t. Ex. A s Arbejdere, der muligvis ere nogle daarlige Subjekter, skulle være berettigede til at fortjene et Par Kroner mere om Ugen end den flittige og ædruelige Arbejder hos B., alene fordi denne enten har Uheld med sig eller er en mindre dygtig Forretningsmand.

Naar Hr. R. P. Jensen, Formand for "Den typografiske Forening", beskyldes for Tvetungethed, fordi han overfor det nævnte Blads Udgivere skal have udtalt et og i "Typ.-Tid." skrevet et andet, skulle vi oplyse, at vi i det vedkommende Ruiner af Tidenden staa anførte som Redaktører af denne, ligesom Artiklen om Bevægelsen i "Dag. Nyh."S Sætteri hidrører fra os. Vi haabe, at denne Oplysning vil være tilstrækkelig til at bevirke, at den ene Tunge bortfalder.

At d'Hrr. Udgivere af "Dag. Nyh." ikke have tilsendt os deres kritiske Bemærkninger til Optagelse i "Typ. Tid."  - der ubetinget vilde have staaet til d'Hrr's Disposition, selv med Bekostniger af et Dobbeltnummer - har forundret os en Del. Læserne af "Typ. Tid.", der alle paa ganske faa Undtagelser nær ere uddannede i Faget, vilde med Lethed kunne danne sig en Mening om den foreliggende Dag; læser man derimod i et Dagblad Beretningen om den nye Arbejdsordning i "Dag. Nyh."s Sætteri, føler man dog uvilkaarligt, at den allerstørste Del af Bladets Læsere, for hvem Typografien er fuldstændig ukjendt, i det højeste vil give sig til en haabløs Gransken for at finde det Facit, der kommer ud af 2 Ø. mere pr. 1000 Bogst., at den, der muligvis er i Besiddelse af alle andre gode Egenskaber, men lider af den Mangel ikke at være Typograf, vil fare fuldstændig hjælpeløs omkring i den skematiske Satses Mysterier, og at ren og blandet Talsats, spatieret Sats og Korrekturgodtgjørelse, der hver for sig kunne gjøre en oplært Sættet Bryderi nok, ere Ting, der paa grund af deres Uforstaaelighed ville kvalifisere sig til at betragtes med en grænse Ligegyldighed af den gunstige Læsere, hvem vi paa ingen Maade kunne fortænke heri.

Til Slutning kun dette: Vi kunne særdeles vel forstaa, at den ærede Redaktion af "Dag. Nyh." finder noget vist Tillokkende i at kunne føre et Angreb, samtidig med at den unddrager den Angrebne ethvert Forsvarsvaaben; denne Kampmaade er af den nyere Tids krigskyndige bleven stemplet som fuldstændig hæderlig, og vi maa selvfølgelig bøje os for deres Kompetence. Derimod forstaa vi ikke ret det ærede Blad, naar det, i samme Moment, som det finder, at Sagen er den store Offenlighed uvedkommende, ikke desto mindre bringer den frem for den Offenlighed, som den "formentlig er uvedkommende". "Typ -Tid.", der indeholdt vor af "Dag. Nyh." kritiserede Fremstilling, vilde have bragt d'Hrr. Udgiveres Artikel netop til det Publikum, der kunde have Interesse af at læse den.

J. C. Henriksen, Frederik Olsen
p. t. Redaktører af "Typ. Tid."

(Morgenbladet (København) 14. juli 1875)

S. Ferat: Typografipresse (1890). Anskuelsestavle. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Som tidligere omtalt har der blandt Arbejdsgivere og Arbejdere i Bogtrykkerfaget været besluttet at oprette en Voldgiftsret; efter en Del Forhandlinger er dette nu sket. For Bogtrykkerejernes Vedkommede ere DHrr Lauritzen og Valentin valgt og for Typografernes DHrr J. C. Henriksen og R. P. Jensen.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 25. august 1875).


I Ringsted dannedes i Gaar en Afdeling af almindelig typografisk Forening. Dennes Formand, Typograf R. P. Jensen, der paa Foreningens Vegne i Sommer har gjennemreist Landet og samlet Typograferne fra de fleste Bogtrykkerier i Landet, har nu omtrent fuldført de Forarbeider, der er nødvendige til Foreningens videre Udvikling. Paa enkelte af Sides liggende Trykkerier nær, staar egenlig kun Holbæks tilbage. Paa Mødet i Ringsted mødte fra Zahles Bogtrykkeri Eieren, Faktoren, Trykkeren og de to Typografer, der alle meldte sig ind i Foreningen og valgde Typograf S. K. Johansen til Foreningens Formand. Denne kan under sig samle andre Typografer; naar en Afdeling tæller mindst 1o Medlemmer, har den Adkomst til at afgive en Stemme ved et almindeligt Møde af alle Landets Foreninger, der skal holdes inden Juli næste Aar. Hovedforeningens Formand, der udviklede Foreningens Grundsætninger og Hensigter, modtog en levende Paaskjønnelse for sin Virksomhed.

(Folketidenden 18. oktober 1875).


Typograferne har længe andraget paa en Lønningsforhøjelse, og denne Sag blev endelig af Mestrene, efter en forudgaaende Sammenkomst med 6 Dagbladsejere, i Torsdags Aftes afvist med alle Stemmer mod en. Vi faar nu at se, hvorledes Hr. Formand R. P. Jensen klarer den Sag; han har jo i højre Toner talt om Typografernes "gode Organisation", og at de kunde "hjælpe dem selv" uden at tage deres Tilflugt til os fæle Socialister. Det sidste er jo meget heldigt, da Typografernes Flertal selvfølgelig ikke under en eventuel Strejke vil kunne gøre Regning paa Understøttelse af Arbejderpartiet eller Arbejderpressen.

(Social-Demokraten 17, december 1876).

Typograferne led et fuldstændigt nederlag. R. P. Jensen blev efterfulgt af Adolf Frederik Decher (1851-1901) som fik styr på foreningens økonomi. Han var formand i 7 år. I 1882 var han korrekturlæser og faktor ved Social-Demokraten, senere blev han bladets redaktionssekretær. Han blev syg i foråret 1901 og døde i december samme år. 

Strejken blev i årene efter gang på gang fremhævet som hvor galt det kunne gå, fx i nedenstående tilfælde:

Striken i Bygningssnedkerfaget.

- - -

Vi skulle saaledes nævne et Exempel, der er saa oplysende i denne Retning, at det fortjener al kjendes i videre Kredse. Det var under Typografstriken, der som bekjendt lededes af daværende Præsident for Typografforbundet, Hr. R. P. Jensen, og - som Størsteparten af Striker - fik et ynkeligt Udfald, at en tro og skikkelig, flittig og stræbsom Arbejder lod sig forlede til at nedlægge sit virkelig gode og indbringende Arbejde paa et af Kjøbenhavns større Trykkerier. Omtrent et Par Aar efter at Striken var endt og Arbejdet gjenoptaget, aflagde en god Bekjendt af Arbejderen Besog i det paagjældende Trykkeri. Arbejderen var vel taget i Arbejde igjen, men han havde faaet Plads i en Krog og fik kun mindre godt og som Følge deraf mindre indbringende Arbejde. Han fortrød da haardt. at han havde ladet sig forlede til at gaa med til Striken og udtalte, at han beklagede dybt den Nød, hvori han havde nedstyrtet sin Familie og sig selv, hvilket var dobbelt pinligt for ham, da hans gode Plads og hans gode Arbejde nu var optaget af en Anden.

Som det er gaaet denne Arbejder, vil det utvivlsomt gaa mange Bygningssnedkere, først for sent vil de komme til at opdage, at Dhrr. Førere have ført dem bag Lyset ved at foregjøgle dem en Tilstand, de ikke kan naa gjennem Umedgjørlighed og Arbejdsnedlæggelser.

Nød og Elendighed er Strikernes uundgaaelige Følge. Arbejdsgiverne miste undertiden under en Strike flere Kunder, som enten gaa til Udlandet, eller vente til roligere Tider med at lade deres Arbejde udføre og Arbejderne kan aldrig faa oprettet de Tab de lide, og det af den simple Grund, at det kan være haardt nok for en Familie at slaa sig igjennem, naar der haves dagligt Arbejde, hvorfor Gjæld, Pantsætning og Laan for den Tid, Striken har varet, vil trykke haardt og tungt i altfor lang Tid efter Strikens Ophør.

Ved denne Strike kommer en ny Side af Sagen frem. nemlig Mestrenes Lock out, der kan faa meget beklagelige og ubehagelige Følger for Arbejderne. Det er nemlig en given Ting, at naar Mestrene gjenoptager Virksomheden, vil de i højere Grad, end under en almindelig Strike, vrage mellem de Arbejdere, de antage, og maaske mange Mestre for lang Tid vil indskrænke deres Virksomhed. Der vil saaledes let blive et større Antal Arbejdere, som, selv om Striken er ophørt, vil have stor Vanskelighed ved at faa Plads igjen, og svaledes, naar ogfaa Strikekassen bliver udtømt, værc henviste til den rene Nød og Elendighed.

Man maa imidlertid haabe, at der dog findes nogle fornuftige Arbejdere, som vil slaa sig løs fra det socialistiske Førerskab, førend de faa for haardt at føle, at under et saadant Regimente vil der kun blive Fattigdom og Jammer at høste.

(Sjællands-Posten 13. juni 1889).

16 november 2022

Arbejdermøder. (Efterskrift til Politivennen)

I Mandags holdtes der i Slagelse et Arbejdermøde, der talte 5- 600 Deltagere. Efter at Skomager Hansen som Indbyder til Mødet havde budt Forsamlingen Velkommen, og efter at Skomager Andersen var bleven valgt til Ordstyrer, gaves Ordet til E V. Klein der i et længere Foredrag udviklede Socialismens Grundsætninger. Hansen supplerede Kleins Udtalelser og lagde særlig Vægt paa Arbejderspørgsmaalets internationale Karakter. Hr. Nielsen fra Korsør havde Ordet for nogle korte Bemærkninger, og derefter imødegik "Slagelseposten"s Redaktør Hr. Branner Klein med et Opkog af de sædvanlige storborgerlige Indvendinger mod Socialismen. Efter at Klein havde svaret herpaa, og Branner og han endnu en Gang havde haft Ordet, sluttedes Mødet. Der udbragtes Lever for Pio, Brix og Geleff for Arbejderne i Slagelse, for Arbejdet partiet i Ind- og Udland, for Socialismen og for Klein. I "den socialdemokratiske Arbejderforening for Slagelse og Omegn", der en Uge tidligere var bleven konstitueret, indtegnedes henved 100 Mand i forskellige Livsstillinger. 

- I Korsør holdtes der ligeledes af E. V. Klein et Arbejdermøde i Tirsdags. Da Politimesteren velvillig havde draget Omsorg for, at Lokaleejerne nægter at udleje deres Lokaler, samledes Arbejderne om Aftenen Kl. 8 ved Havnen og gik ombord i nogle Fiskerbaade. Under Afsyngning af "Socialisternes Marsch" lagde Baadene ud af Havnen. Efter at de var blevne samlede, aabnedes Mødet af Snedker Nielsen.  Klein udviklede de socialistiske Grundprinciper og berørte Fiskerispørgsmaalet. Byens Redaktør Hr. Jensen forsvarede sig mod nogle Angreb af Klein, men Arbejderne vilde ikke høre ham. Endnu flere Talere havde Ordet, og Mødet, der overværedes af Formanden og Kassereren for Skræddernes Fagforening i Nyborg, sluttedes dernæst med Leveraab for Korsørs Arbejdere, Arbejderførerne og Klein. Da Deltagerne i Mødet gik i Land, forsøgte en Del Storborgere, som havde samlet sig ved Havnen, at anfalde dem, men de blev slaaede tilbage af Fiskerne.

En Række politiske Møder vil i Dagene mellem den 11te og 18de Juli, ifølge "Morgenbl." blive afholdt i Jylland, nemlig i Kolding, i Skanderborgegnen, ved Langaa Station, i Vendsyssel, i Terndruplund Syd for Aalborg og ved Grenaa, i Blandt de Indbudte nævner Bladet Dhrr. J. A. Hansen, Berg, Holstein-Ledreborg. Cd. jur. Hørup og Red. Larsen. Mødedagen vil nærmere blive bestemt, idet denne i de fleste Tilfælde er overladt Indbyderne. Indbydelserne er for største Delen modtagne. Da de nævnte Herrer imidlertid ogsaa er indbudt af 70 af Egnens Mand til en Fest ved Præstø, og denne falder sammen med Grenaa-Mødet, der er ansat til den 18de, vil i alt Fald kun nogle af dem kunne deltage i sidstnævnte Møde.

(Social-Demokraten 2. juli 1875).