Mere Politivenligt. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget Følgende: Hr. Redaktør! Vi undertegnede Arbejdere anmoder Dem om at optage Følgende i Deres ærede Blad: Søndagen den 3die Oktober kom vi ned i en Beværtning i Vognmagergade, omtrent Kl. 12 Middag, hvor vi saa en Arbejder hensidde i en Tilstand, som nødvendiggjorde øjeblikkelig Lægehjælp. I den Tilstand havde han efter flere Gæsters Udsagn været i de sidste fire Dage, hvorfor Former Lavrits Andersen tilligemed Værten anmodede Møllersvend Andersen om at tilkalde den posthavende Betjent, for at denne kunde sørge for at skaffe den fornødne Lægehjælp til Stede. Vi tillader os nu at spørge Offenligheden om vedkommende Politibetjents Svar var berettiget og passende eller ikke. Han svarede næmlig, at "det var en Sag. der ikke vedkom ham, medmindre den paagældende Person havde erhvervet en Attest for, at han trængte til øjeblikkelig Lægehjælp." Eftersom nu den paagældende Person var halvdød, saa var det jo en komplet Umulighed for ham at skaffe nogen Attest, - den stod forresten tydelig nok at læse i hans Ansigt! - og det vil altsaa ses, at Avtoriteterne kan være meget uheldige i Valget af deres Folk, naar de uden Betænkning lader en saadan Mand som den omtalte Betjent bære Politiets Uniform. Havde den stakkels syge Arbejder været beruset og gjort Spektakler, da havde Betjenten, hvis Navn er Madsen (Nr. 175), vistnok ikke tøvet med at tage ham i Kraven for at bringe ham paa Stationen - "uden Lægeattest"! Efter omtrent halvtredje Times Forløb gik Former Andersen op paa Gaden, hvor Politibetjent Madsen opholdt sig umiddelbart uden for Beværtningen, og her rettede Andersen en ny Anmodning til Betjenten om at tage sig af den Syge og skaffe ham Hjælp. Svaret lød som før, at det kunde han ikke give sig af med. Noget efter klagede den Syge over Mavesmerter, og fjærnede sig da for at besørge et Ærinde i Gaarden, Da han kom op i Gaarden faldt han om, og da vi ilede til for at række ham nogle styrkende Draaber, døde han mellem Hænderne paa os. Vi anmodede nu Politibetjent Nr. 111, Petersen, om at være os behjælpelig med at faa Liget praktiseret bort, han kom ogsaa straks, men i Stedet for at assistere os begyndte han en Klapjagt paa de Personer, der havde samlet sig i Gaarden, saa at vi gentagne Gange maatte erindre ham om i hvilken Anledning han var hidkaldt.

Som et Kuriosum skal vi endnu bemærke, at efter at Liget var kørt bort, kom Politibetjent Petersen hen til en af os og gav ham en Krone, der skulde være til lige Deling mellem os fordi vi havde været behjælpelige med at bære Liget ud i Drosken. Da imidlertid ingen af os vilde modtage Betaling, fordi vi havde baaret en afdød Arbejder ud i en Vogn, gik Winther og Hansen til Stationen i Pilestræde og afleverede Pengene.

Lavrits Andersen, Former.
Christian Jeppesen, Kuldrager.
Johan Hansen, Arbejdsmand.
Peter Andersen. Møller.
Aksel Winther, Snedker

(Social-Demokraten 5. oktober 1875).

Et Hus der staar for Fald. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! I vor Tid, da sammenstyrtede Huse og nedfaldende Etager hører til Dagens Orden - eller rettere Uorden, og da det ikke er vore udi egen Indbildning højvise Avtoriteters Skyld, at disse Sammen- og Nedstyrtninger ikke har krævet Tab af Menneskeliv, men ikkun det lunefulde Tilfældes, der saaledes viser sig at være i Besiddelse af mere Menneskekærlighed og Barmhjærtighed end dem, der til dagligdags brøster sig af disse Egenskaber, i disse Tider maa det være mig tilladt at henlede rette Vedkommendes Opmærksomhed paa et Sted, som, hvis der ikke snart bliver taget kraftige Forholdsregler, inden føje Tid vil komme til at høre til "det København, som gaar tilbunds!"

Sagen er som følger: Der gives en Gade i vort gode, gamle København, der bærer det klassiske Navn "Snaregade", efter Sagnet fordi den mandhaftige Ridder Esbern Snare for længst forsvundne Tider siden skal have havt sin Bolig her. Dermed maa det nu forholde sig som det vil, men saameget er vist, at der i samme Gade er en Gade er en Gaard, hvis Ruiner er 6, denne Gaard, der forresten beæres af de omkring sig boende med Benævnelsen "Pjaltenborg", tilhører en Hr. Salmonsen. Baghuset er i alle Henseender forfaldent og mørt, hvilket i og for sig ikke er saa underligt, da det er meget gammelt, og Værten aldrig, mig bekendt, har ladet og aldrig lader det saa en Reparation, der er værd at tale om, ti man kan da ikke kalde det for en Reparation, naar han engang hvert andet eller tredie Aar lader Halvdelen af Huset og sommetider Trappegangen oversmøre med Kalkvand! Vel? Det er saaledes forfaldet mere Dag for Dag og endelig skete Tirsdagen den 26de Septbr. den Unge imødesete Katastrofe, idet Halvdelen af Loftet paa anden Sal styrtede ned, medens den anden Halvdel en af Dagene maaske gaar samme Vej. Længe har det hængt som en truende Uvejrssky over de ulykkelige Beboeres Hoveder, og hver Aften er de gaaet i deres Seng med Tvivl om, hvorvidt de næste Morgen vilde komme til at se Dagens Lys, uden som maaske Stakler. Imidlertid skete der ingen anden Ulykke, end at en Del Porcellæn gik istykker og nogle Møbler blev spoleret. Naa, Herregud! Den Fattiges Stumper har naturligvis ikke nogen stor Værdi for den rige Vært! Nu faar man at se, om det gaar ligesaa heldig med den anden Halvdel. - Men det er ikke nok hermed. Huset synker næmlig, hvilket har sin Grund i, at en stor Murpille, som tidligere har gjort megen Nytte som Afstivelsesmiddel, er borttagen, rigtignok lod Værten, da han blev gjort opmærksom paa, at Huset sank, en Træpille stille op der, hvor Murpillen engang har staaet, men som man kan sige sig selv til ingen synderlig Nytte - Hertil kommer at alle Ledighederne er i høj Grad forfaldne, mørke og usunde. Sæt nu, at der rammer en saadan gammel, raadden kasse noget - noget husligt! Jeg vil slet ikke tale om, at den styrter sammen, ti det er noget som er saa naturligt, noget som man er belavet paa, men sæt, at der kom i Ild i den? Rædsomme Tanke! Huset - Pokker ivold med det! - nej Beboerne stod slet ikke til at redde; ti "Kassen" vilde inden faa Minutters Forløb være en Askehob, og da den ligger indeklemt i en smal Gaard, paa alle Sider omgiven af høje, ubestigelige Mure, og i Kælderen har et Vinlager, saa kan man selv danne sig et Begreb om de uhyggelige Udsigter! Jeg finder derfor, at i stedet for at betale den høje Leje, som Værten fordrer, burde han give En Penge til, fordi man er saa modig at bo der. - Hvorfor har nu vort saa nidkære Politi, der viser sig saa opfindsom paa mange mindre farlige Omraader, ikke ogsaa en Gang gjort sig bekendt med disse Forhold? Spørgsmaal: Har den Omstændighed, at Politiet har Lokale i samme Hr. Salmonsens Ejendom paa Graabrødretorv, virket bestemmende paa det i denne Henseende? -- Der endnu en anden Omstændighed, som nok fortjener at noteres: Østifternes Kreditforening har næmlig en Sum Penge staaende i Ejendommen, og hvert Aar sender den derfor et Par Mænd hen i Ejendommen for at paase Foreningens Tarv; kan den ærede Bestyrelse for dette Pengeinstitut virkelig forsvare at sende Folk, der er saa stæreblinde, at de ikke kan saa Øje paa disse mildest talt uhyggelige og Menneskeliv faretruende Forhold? Eller er det for ikke at gøre det gamle Ordsprog tilskamme, der siger, at "den ene Ravn hugger ikke Øjet ud paa den anden?!"

Spekulator.

(Social-Demokraten 2. oktober 1875).

Snaregade var ikke opkaldt efter Esbern Snare, men blev i 1607 opkaldt efter rådmand Erling Jonssøn Snare som ca. 100 år før havde lejet en grund der. De tilbageværende bygninger blev opført i 1796. Måske er baghuset blevet opført senere?

Stank i Utterslev. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Renovationscompagni og Gjødningsfabriken paa Uttersløvmark. Under en ved Kiøbenhavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag tiltaltes Kiøbenhavns Renovationscompagni for Overtrædelse af § 64, 2det Stykke i den i henhold til Justitsministeriets Skrivelse af 15de April f. A. for Nordre Birk udfærdigede Politivedtægt, og var det ved den i Sagen anstillede Undersøgelse godtgjort, at det tiltalte Selskab paa et til Gjødningsfabriken paa Uttersløv Mark, der eies af Renovationscompagniet, hørende meget betydeligt Areal under aaben Himmel havde udbredt et Lag Latringjødning i en Tykkelse af 3 a 4 Tom. for at tørre Gjødningen, for derefter at fyldes i Sække og forsendes. Men ved denne Tørringsmaade udbredtes der en stærk Stank, som var til stor Ulempe ikke blot for dem, der færdedes paa Veiene der i Nærheden, men ogsaa for de Omboende, navnlig det tæt befolkede Qvarteer paa Uttersløv Mark, hvorfra en stor Deel af Beboerne havde indsendt en Besværing. Da nu den paa Kjøbenhavns Renovationscompagnies Vegne mødende Forretningsfører havde indrømmet, hvad der ogsaa stemmede med det iøvrigt Oplyste, at den til Tørring udbredte Gjødning ikke var bleven holdt tildækket med Halm, vilde efter Rettens Skjøn det oftnævnte Compagni ikke kunne undgaae Ansvar. Kunde en Fremgangsmaade, som den af Renovationscompagniet brugte, tillades, da vilde Forskriften i Politivedtægtens førnævnte Paragraph blive ganske illusorisk, idet det saa vilde staae Enhver frit for at frie sig for Ansvar ved at sprede Gjødningen til Opbevaring for et større Omraade. Men det har ikke været Vedtægtens Mening. Det tiltalte Renovationscompagni vilde saaledes ikke kunne undgaae at ansees for Overtrædelse af § 64 i Politivedtægten efter Lov om Politiet udenfor Kiøbenhavn af 4be Februar 1871 § 6 med en Birkets Politikasse tilfaldende Mulct, der bestemtes til 30 Kr., hvorhos Compagniet paalagdes at udrede Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. september 1875).

Matros overfalder Kaptajn. (Efterskrift til Politivennen)

En Matros, John Andersen, blev i Tirsdags dømt af Højesteret i en fra den vestindiske Overret indanket Sag, for Overfald paa sin Kaptejn, Føreren af Barkskibet "Princess Alexandra", William Davis. Søndagen den 24de Januar d.A. var den Tiltalte, der gjorde Tjeneste som Matros i det nævnte, paa St. Kroix hjemmehørende Skib, som den Gang laa i Kristianssteds Havn, i Land, og da han ved Aftenstid var bleven noget beskjænket, blev han fulgt ned til Skibsbroen af et Par Politibetjente. Ved Broen laa Skibets Baad, og det var med stort Besvær, at Kaptejn Davis, der var kommen til Stede, fik ham ned i Baaden, idet Andersen stred imod af alle Kræfter. Strax efter, at Baaden var stødt fra Broen, sprang Andersen ind paa Kaptejnen, greb ham i Kraven og satte, idet han kastede ham bagover, sit Knæ paa hans Bryst; men Kaptejnen befriedes dog fra ham ved en i Baaden tilstedeværende Politibetjents Hjælp. Efterat de vare komne om Bord, gik Andersen ned i Folkelukafet, hvor Matros Peter Felthouse var til Stede, og tændte Lampen. Han bad Felthouse om at laane ham sin spidse Kniv, idet han ytrede, at han vilde bruge den til at stikke den Horesøn Skipperen med. Felthouse vilde ikke laane ham Kniven, hvorhos Andersen forlod Lukafet, idet han mumlede noget om, at han vilde have fat i et Skrabejern, et Redskab, der bruges til at rense Dækket med. I Baadsmandens Lukas fandt han efter nogen Søgen en saadan Skraber liggende i en Værktøjskiste og vendte tilbage til Folkelukafet, hvor han huggede Skraberen i et Kistelaag, saa det splintredes, idet han ytrede, at saaledes vilde han hugge den Horesøn i Hovedet. Felthouse opfordrede ham gjentagne Gange til at gaa tilkøjs, hvilket han omsider ogsaa gjorde efterat have klædt sig halvt af; men strax efter stod han op og gik ud af Lukafet under Foregivende af, at han vilde hente Vand til Thepotten. Kaptejnen havde i Mellemtiden været nede i sin Kahyt og havde forsynet sig med en Revolver, da han havde isinde at gaa i Land for at hente en anden tilbagebleven Matros, idet han nemlig tænkte sig Muligheden af, at det kunde blive nødvendigt at bruge Revolveren overfor denne Matros. Da Kaptajnen gik ned i Baaden, der endnu laa paa Siden af Skibet, og hvori Politibetjenten og anden Styrmand allerede befandt sig, sad Andersen paa Skibsrælingen og raabte efter ham Ord som: "Det er godt, Du ogsaa gaar i Land, din Horesøn, ellers skulde jeg gjøre op med Dig," eller noget Lignende. Kaptejnen sprang ved disse Ord tilbage paa Dækket, og traadte hen mod Andersen, idet han spurgte, hvem han kaldte Horesøn, hvorpaa, Andersen, uden at give ham noget Svar, gav ham et Slag i Hovedet med den nævnte Dæksskraber, der er et særdeles farligt Redskab, saa at Davis tumlede om imod Rælingen, medens Blodet løb ham ned ad Hovedet. Kaptejn Davis affyrede, idet han tumlede om, et Skud af Revolveren i Luften for at skræmme Andersen, som øjeblikkelig blev greben, ført i Land og afgivet til Politiet. Saaret var temmelig overfladisk, sandsynligvis fordi Kaptejnens Hue havde afbødet Slaget, og det lægedes hurtig. Kaptejnen har af alle sine Skibsfolk, ogsaa af Tiltalte selv, faaet den Ros, at han stedse har behandlet dem roligt og humant, medens den Tiltalte skildres som en ondskabssuld og opsætsig Person. Hans Forklaring om, at han var saa beruset, at han ikke havde vidst, hvad han foretog sig, kunde efter de aflagte Vidnesbyrd ikke komme i Betragtning, og han, som er født i Sverig 1820 og ikke funden forhen straffet, blev ved den vestindiske Overretsdom dømt til 2 Aars Forbedringshusarbejde samt til efter udstaaet Straffetid at bringes ud af Riget. Denne Dom stadfæstedes af Højesteret, dog at Straffetiden bestemtes til 2½ Aar. 

(Morgenposten (København) 7. september 1875).

Ubekendt fotograf: Aflæsning af sække i Frederiksted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

En skandaløs Historie. (Efterskrift til Politivennen)

En skandaløs Historie er i Følge Korrespondanse til "Aftenp." for nogle Dage siden foregaaet i Hjerm ved Holstebro. Hos en Gaardmand i nævnte Sogn tjente næmlig to Piger, hvoraf den yngste, der lige var konfirmeret, havde paadraget sig det mandlige Tyendes særlige Unaade. Men da man ikke ved almindelige Midler var i Stand til at faa den atraaede Hævn over hende fuldbyrdet, overtalte Karlene den ældre Pige til at lokke hende op til en Mergelgrav, under Foregivende af at vilde bade. Den lille Pige gik ogsaa ganske rigtig i Fælden og afførte sig, uden at ane Uraad, sine Klæder, skønt hendes Ledsagerinde under forskellige Paaskud vægrede sig ved at afføre sig sine. Da den lille Pige var kommen ud i Vandet, greb hendes Ledsagerinde Tøjet og ilede afsted dermed, idet Karlene, der i Skjul havde iagttaget det Hele, pludselig kom frem og overfaldt Pigen, hvem de oversmurte med Dynd og Snavs over hele Legemet, hvorefter de dukkede hende under Vandet saa længe, til hun var lige ved at tabe Bevistheden, hvorpaa de under vilde Glædeshyl forlod Skuepladsen for deres alt Andet end hæderlige Bedrifter. Pigen kom snart herefter op af Mergelgraven, men hun maatte nu finde sig i at begive sig i en aldeles nøgen Tilstand til sit Hjem, indtil hendes Madmoder tilsidst bekvemmede sig til at lade hendes Tøj bringe ud til hende, lidt før hun ankom til Gaarden. Karlenes Glæde over den efter deres Mening særdeles vellykkede Hævn varede imidlertid kun meget kort, ti Pigen gjorde snart Anstalter til at faa dem tiltalt og afstraffede. Overfor denne Eventualitet, der laa aldeles udenfor deres Beregning, blev de nu paa engang ligesaa modløse og forknytte, som de før var glade; men skønt de tilbød Pigen store Summer for at lade Sagen falde, fastholdt hun dog sin Beslutning, og Sagen verserer derfor i disse Dage for Retten, hvis Dom rimeligvis vil blive af en temmelig ubehagelig Natur, især da Sagen paa flere Punkter er af meget graverende beskaffenhed.

(Social-Demokraten 3. september 1875).