Spillebule. (Efterskrift til Politivennen)

En stor Spillebule er for kort Tid siden bleven opdaget as det herværende Politi, men Sagen holdes nede af Hensyn til de Personligheder, som ere indblandede i Skandalen. De ere nemlig alle kjendte af næsten ethvert Barn i Kjøbenhavn, og da de tilmed ere overordentlig "hæderlige" og - rige Folk, er der jo aldeles intet at sige til, at de ikke komme op for den offentlige Politirets Skranker. Beløbet, der toges ved den nævnte Lejlighed, androg sig til 1000 Kroner, som naturligvis fordredes, og desuden har de Paagjældende selvfølgelig maattet aflevere et betydeligt Beløb til Politiets Fattigkasse, dem selv mere til Skræk end andre til Advarsel, fordi Historien, som sagt, holdes nede.

(Aarhus Amtstidende 22. marts 1876).

Ane Sophie Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

Fostermord. Under en af Kriminal og Politiretten paadømt Sag var det bl. A. oplyst, at Arrestantinden Ane Marie Andersen, hvis Hensigt det oprindelig ikke havde været at føde i Dølgsmaal, hvorfor hun heller ikke havde skjult sit Svangerskab - da hun den 1ste Novbr. f. A om Morgenen Kl. 6 stod op og følte sig utilpas og, efter atter at være gaaet tilsengs og at have ligget et Par Timers Tid, mærkede, at Fødselen var forestaaende, fattede den Beslutning at skjule sin Nedkomst i det Tilfælde, at Barnet viste sig uden Liv. Efter omtrent en Times Forløb herefter stod hun ud af Sengen, men blev i det Samme betaget af et saa stærkt Ildebefindende, at hun faldt om paa Gulvet. Da hen hendes Værtinde, der var bekjendt med hendes frugtsommelige Tilstand, fra et Naboværelse hørte denne Støi og derpaa spurgte til hendes Befindende, gav hun til Svar, at det var en Stol, der var væltet. Medens Arrestantinden stod paa Gulvet, fødte hun et Barn, der var levende og rørte sig. Nu faldt den Tanke hende ind, om hun ikke skulde tage Barnet af Dage, men hun faldt i det samme i Besvimelse. Da hun efter nogen Tids Forløb var kommen til sig selv igjen og havde opdaget, at hun havde ligget oven paa Barnet, men dette endnu var ilive, besluttede hun, ved at overtænke sin sørgelige Stilling, at ombringe Barnet, hvilken Beslutning hun strax iværksatte ved at stikke sin Pegefinger ind i Barnets Mund, saaledes at hun derved udelukkede al Luft, og holdt den i Barnets Mund, indtil hun antog, at det havde ophørt at leve. Idet hun derpaa lod Barnet ligge paa Gulvet, lagde han sig i sin Seng for at samle Kræfter, og blev liggende, indtil hun Kl. omtrent 1 reiste sig, indsvøbte Barneliget, der endnu laa paa Gulvet og var koldt, i et Klædningsstykke, og lagde det i et Klædeskab for at skjule det og, naar hun reiste hjem paa Landet, tage det med sig og begrave det i Hemmelighed, hvorefter hun optørrede Blodet paa Gulvet. Da Arrestantindens Værtinde efter omtrent en Times Forløb indfandt sig ved hendes Dør. der hele Tiden havde været aflukket, lukkede Arrestantinden op for hende; men da Blodspor kunde sees paa Gulvet, og Liget senere blev fundet, blev Forbrydelsen opdaget. Ifølge den optagne Obduktionsforretning var Barnet, der havde været fuldbaaret og levet efter Fødselen, død ved Kvælning og efter de forefundne Tegn paa Vold, paa den ovenanførte Maade. Arrestantinden, der vedblivende havde nægtet at have før Barnets Fødsel besluttet at dræbe det, blev, uden at der blev Spørgsmaal om at idømme hende nogen særlig Straf for Barnefødsel i Dølgsmaal, for sit ommeldte Forhold ved ovennævnte Rets Dom anseet med Forbedringshusarbeide i 3 Aar.

(Dagens Nyheder 21. marts 1876).

Fyring. (Efterskrift til Politivennen)

Min Afskedigelse. Da jeg den 4de Februar 1876 uden foregaaende Varsel blev afskediget, lovede jeg Adskillige, at offenliggøre Grunden til min Afskedigelse, hvilket jeg nu efter bedste Evne skal søge at opfylde. Fredag Aften, den 4de Februar, modtog jeg imellem min Ugeløn en Seddel, der indeholdt nogle Bemærkninger em, at jeg havde haft Arbejde hos d'Hrr. Carøe og Leth til Dato og skyldte dem Intet. Som en Følge deraf kunde jeg indse, at jeg var afskediget. Dagen efter henvendte jeg mig til Værkføreren, et Pragt-eksemplar af en rødskægget Snedkersvend ved Navn Krohg. Denne Herre tilkendegav mig paa Forespørgsel, at han ikke vilde have disse socialistiske Spektakler paa Fabriken. Jeg tillod mig at bemærke, at jeg ikke havde foranlediget Noget af den Slags, og hvad jeg foretog mig i min Fritid og udenfor Fabriken, mente jeg ikke vedkom Fabriken. Den ærede Herre fastholdt, at jeg havde givet Anledning til Skænderi, da Saadant var blevet ham sagt. Jeg tvivler naturligvis ikke om, at en eller anden Spytslikker har søgt at gøre sine Hoser grønne paa min Bekostning, da Saadant er blevet en meget yndet Skik imellem enkelte Arbejdere paa nævnte Fabrik, siden Hr. Krohg blev Værkfører. Imidlertid ser jeg mig i Stand til at oplyse, at den almægtige Værkfører har udladt sig med, at alle paa Fabriken værende Arbejdere, der var i Fagforeningen, skulde jages paa Porten, og som en Følge deraf, var det jo rimeligt, at der begyndtes med Formændene, og af disse afskedigede han 3 i Løbet af 8 Dage, foruden adskillige Andre. Det synes imidlertid, at disse Formænd er Genstand for baade Principalernes og Værkførerens særdeles Aarvaagenhed, idet de naadige Herrer nok ikke generer sig ved at løbe omkring til de Principaler, der er dristige nok til at tage saadanne Samfundsforstyrrere i Arbejde, for at formaa dem til ligeledes at afskedige dem igen. Dette skal navnlig være passeret imod Former L. P. Hansen, Formand for den demokratiske Forening, og Former Vesterblaa, Formand for Formernes Fagforening. Hvorvidt Turen vil komme til Arbeidsmændenes Formand og mig, er jo ikke let at forudse, og jeg vil tillade mig at gøre Carøe og Leth samt deres almægtige Værkførere opmærksom paa, at den Dag muligvis kunde komme, da Arbejderen kunde faa baade Lyst og Magt til at vende op og ned paa Forholdet og foreskrive de høje Herrer Regler, som de vil blive nødsagede til at følge. Jeg kunde af den Grund fristes til at henstille til de Herrer Fabrikanter, der bruger en saa hensynsløs og vilkaarlig Fremgangsmaade, om de ikke tror, at det vilde være klogere handlet af dem at vise os lidt Imødekommenhed end ligefrem at sætte os Kniven paa struben ved enhver Lejlighed, hvor de kan komme til at beskære os vor Frihed og Ret.

Aarhus, d. 5. Marts 1876.

Deres ærbødige

P. Larsen.

(Social-Demokraten 16. marts 1876).

Sølvgade Kaserne. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Sølvgadens Kaserne. Hvorfor mon de for Statens Penge anskaffede Vandledninger og Badeindretninger paa Etager og Gange i ovennævnte Kaserne ikke benyttes af Mandskabet (c: Underkorporaler og Menige), hvortil de er bestemte, men altid skal være omhyggeligt aflaasede og Mandskabet skal befales til at gaa ned i Kasernegaarden om Morgenen i Mørke, ondt Vejr og halvt paaklædte at vaske sig i et temmeligt snavset Vandtrug (der findes undertiden kun et saadant Trug til Brug for alt Mandskab i Kasernen), som aldrig bliver renset, og hvis Vand aldrig bliver fornyet? Da det under streng Straf er forbudt at tage en Spand Vand op paa Gangene eller Stuerne til at vaske sig i, saa er man under disse Lejrforhold næsten være nødsaget til at gaa i Byen for at blive vasket. Der siges nu, at Rørene er itu. Men da en af Byens Gas- og Vandmestre daglig har Værksted og Tvende paa Kasernen, skulde man synes, at denne Mangel let kunde afhjælpes.

I Kasernegaarden har der hele Vinteren igennem henligget store Møgbunker, bestaaende af Is, Sne, Halm, Spaaner, Papir, Fejeskarn, udtømte Potter, navnlig ved Vandposten m. m. hvori Kommandoer, Vagtparader o. L. vadede til op over Anklerne. Disse Bunker, der for Størstedelen henligger langs med Rendestenene i lange, høje Rækker ligesom Kartoffelkulerne hos Bønderne paa Landet, blev dog nok endelig Kasernekommandanten for store; han tog dersor en Dag i Midten af Februar en kraftig Beslutning, og lod 4 Arbejdsvogne (hvilket nok ikke før skal være sket i Mands Minde) køre Møg og Sne ud en hel Dag. Man blev imidlertid ikke halvt færdig den Dag, men Udkørslen ophørte alligevel dermed. Resten af Bunkerne blev spredt omkring paa Gaardspladsen for at smeltes og hentørres af Vejrliget.

Hvorfor mon der aldrig leveres Gulvklude til den idelige Gulvvask, saaledes at, Vandet efter Vaskningen kan blive ordenlig optørret og ikke, som Tilfældet er, undertiden henstaar paa Gulvet i 8 Dage og forpester Luften, forinden det af sig selv kan tørre bort!

Hvorfor leveres der saa lidt Brændsel til Mandskabet Samlingsstuer, at der ikke en Gang kan være en varm Stue om Eftermiddagen og Aftenen, men al Læggen i Kakkelovnen allerede ophørte aldeles i Slutningen af Januar Maaned af Mangel paa Kul. Efter Sigende leveres der kun 12 Tdr. Kul til hvert Kompagni til 6 Maaneder, og dermed skal et Kompagni opvarme to Stuer, der hver mindst er 16 til 20 Alen lange, 11 Alen brede og 5 Alen høje. Det er altsaa en Td. Kul maanedlig til hver Stue. Det er ikke tilstrækkeligt til den halve Tid; men der siges, at Kasernekommandanten ikke giver mere, da en Td. Kul nok vejer 300 Pd., er det altsaa 10 Pd. Kul daglig til hver Stue, et Maal Kul, der til Fyld omtrent er saa stort som et 7½ Pds. Kommisbrød. Mon noget fornuftigt Menneske vil tro, at et saadant Kvantum Kul kan opvarme en saa stor Stue som ovenfor nævnt til 13 Gr. Varme i 12 Timer? I Særdeleshed da Kasernens Kakkelovne er store, trerørige, altopslugende Kakkelovne med umaadelig Træk, som ikke egner sig til Kul.

Der er nogle som tror, at ovennævnte samt flere ikke nævnte Mangler hidrører fra "Paaholdenhed" af Kasernekommandanten; andre derimod mener, at hans "daglige Forretninger" forhindrer ham i at paase Mandskabets Tarv. (Hans daglige Forretninger bestaar efter Sigende bl. A. i at sidde i sin Lænestol og sove med en Tobakspibe i Munden.) Hvilken Mening der er den rigtige, gives ikke saa nøje; saa meget er imidlertid ubestridelig sandt, at man aldrig ser ham i Kasernegaarden, uagtet han bor paa Kasernen. Dog skal enkelte Brandvagter ved Porten have været saa lykkelige henad Aften at have set ham krybe ud af Hulen for i civil Dragt at begive sig til Teatret eller til Officersklubben for at forfriske Aanden efter sit anstrængende Dagværk.

Igennem vore Kompagniofficerer er der ingen Forbedring at opnaa, da de fleste af dem bor i Byen, og de, der bor paa Kasernen, bliver der altid sørget godt for, saa at de ingen Grund har til at gøre Vrøvl med Kasernekommandanten, den store Oberst Arnholtz. For iøvrigt er de Officerer meget snart talte, som vil paatale Menigmands Rettigheder.

Da De vel ved, Hr. Redaktør, at en Menigmand kun tør sige "Javel, Hr. - " ! selv om han mener "Nej", saa maa De undskylde, at vi med de bekendte 150 Rottingslag for Øje foreløbig kun tegner os som Deres ærbødige

To Jenser.

(Social-Demokraten 16. marts 1876).

Artiklen var formentlig affødt af "Rekrutsagen" på Jægersborg Kaserne som havde udløst en kritik af militærets hårde afstraffelsesmetoder.

Sophie Frederikke Frederiksen. (Efterskrift til Politivennen)

Formodet Drab. Tirsdagen den 29de f. M. afgik Hiulmand Peter Andersens hustru Sophie Frederikke Frederiksen af Virum ved Døden efter kun et Par Dages Sygeleie. Der opstod kort efter i Lyngby og Omegn forskiellige Rygter om, at Afdøde ikke var død paa en naturlig Maade, af hvilken Grund i Forbindelse med flere andre Omstændigheder, der kom til Politiets Kundskab, Birkedommeren i Kiøbenhavns Amts nordre Birk, Cancelliraad Schow, fandt Anledning til at lade foretage den sædvanlige Fogedforretning ved Indtrædelse af pludselige Dødsfald i Forening med Districtslægen. Ved den nu foretagne medico-legale Ligsyn fremkom der saadanne Oplysninger, der foranledigede Peter Andersens Anholdelse og Arrestation og samtidigt blev der af Politimesteren i Forbindelse med Landphysicus Tolderlund og Districtslægen foretagen en Obductionsforretning af Liget i Virum. Ved denne fandtes Afdøde kort forinden sin Død at være bleven tilføiet betydelige udvortes Læsioner. Der viste sig saaledes omkring det venstre Øre og strækkende sig op paa venstre Side af Panden en betydelig Blodudtrædning og paa venstre Side af Hovedet et ca. 7 Linier langt Saar med gabende Rande samt størknet Blod paa Øvreranden. Endvidere forefandtes paa venstre Overarm tværsover denne Mærker af et stærke Slag og omkring Albuen en betydelig Blodudtrædning. Af Resultatet af den i det Hele foretagne Obductionsforretning sluttede imidlertid Lægerne, at den Afdøde paa naturlig Maade har fundet sin Død ved Sygdom, hvilken Erklærings Beskaffenhed imidlertid har givet Anledning til at afæske en yderligere Udtalelse af Lægerne.

Ved det optagne Forhør er det foreløbigt bleven oplyst, at Ægtefolkene have været gifte i 20 Aar, men ikke førte noget lykkeligt Samliv. Omtrent et Par Aar efter Ægteskabets Indgaaelse begyndte Andersens Hustru at forfalde til Drik, til hvilken Last hun efterhaanden mere og mere hengav sig, saaledes at hun i de senere Aar aldeles forsømte sine huuslige Pligter, bedrog sin Mand for at erholde Midler til at tilfredsstille sin Hang til Drik, og endelig var hun oftere i flere Maaneder borte fra Hjemmet og blev da omsider funden paa Marker og Veie i beruset Tilstand. Naar hun saa blev bragt hjem, henlaa hun i nogle Dage tilsengs og udsov sin Ruus, hvorefter hun da paany kunde tage Flugten fra Hjemmet og blive borte i længere Tidsrum. De forskjellige Personer, der kjendte Ægtefolkene, have udsagt, at det var dem bekjendt, at Peter Andersen jevnlig mishandlede sin Hustru og under den forannævnte Obductionsforretning tilstod endelig Peter Andersen, at han om Mandagen den 28de s. M., Dagen forinden hans Hustru afgik ved Døden, efterat han havde slaaet hende tre Slag over hendes venstre Arm med et tykt Kosteskaft, fordi hans Kone ikke paa hans Opfordring gjorde Mine til at reise sig af Sengen for at tillave hans Mad, i sin hidsige Sindsstemning gik ind i Stuen ved Siden af Kammeret, hvor Konen laa og tog sin Spanskrørsstok, der er oplyst at være 3 Tommer i Omkreds og 1 Tomme i Tvermaal, og bibragte med dette farlige Redskab sin Hustru 2de Slag paa den venstre Side af Hovedet. Konen hverken skreg eller gav sig ved disse voldsomme Slag, men blev liggende aldeles stille hen i samme Stilling i Sengen. Konen, der om Løverdagen var hjemkommen fra en af sine sædvanlige Udflugter og siden uafbrudt holdt Sengen, havde i Løbet af Søndagen og Mandagen ligget og været besværet af Hoste og laa stadig og stønnede. Disse Symptomer tiltoge om Tirsdagen i den Grad, at Peter Andersen, da han om Eftermiddagen kom hjem fra Skoven, hvor han havde været hele den Dag for at hente Brænde, blev opfordret af sin Svend til at hente Distriktslægen; men da denne ankom til Virum i Løbet af Eftermiddagen, var Andersens Hustru imidlertid afgaaet ved Døden. Peter Andersen har vedblevet at paastaae, at det ikke har været hans Hensigt med de hans afdøde Hustru tilføiede Læsioner at foranledige eller bidrage til hendes Død. Foruden sin foran angivne Tilstaaelse har han nemlig endvidere vedgaaet, hvad der ogsaa stemmer med de afgivne Forklaringer af hans Naboer og hans egen Huusstand, at han oftere tidligere har mishandlet sin Hustru, naar hun var beruset, men han har da tillige erkjendt, at han aldrig tidligere har slaaet hende saa voldsomt som den sidste Gang, han slog hende. Han hensidder naturligviis vedblivende som Arrestant i Arresthuset paa Blegdamsveien, og Undersøgen er endnu fornemmelig rettet paa at faae oplyst, hvorvidt Arrestantens Adfærd overfor sin afdøde Hustru kan antages at have været en medvirkende Aarsag til hendes Død. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. marts 1876).

Formodet Drab. Som af os tidligere meddelt, afgik Husmand Peder Andersens Hustru Sophie Frederikke Frederiksen den 29de Februar d. A. ved Døden under mistænkelige Omstændigheder, og foranlediget ved de i Omegnen cirkulerende Rygter om Aarsagen til Dødsfaldet blev der af Politiet i Forening med Distriktslægen afholdt Syn over Liget, hvorved der om venstre Øre og herfra op paa venstre Side af Panden og Tindingen fandtes en meget betydelig Blodudtrædning og Svulst og paa venstre Overarm Mærke af et stærkt Slag, vistnok med en Stok. Paa venstre Side af Issen under Haaret saaes et uregelmæssigt gabende Saar, gjennem hvilket den blottede Benhinde føltes. Under den derefter anstillede Undersøgelse oplystes det, at den Tiltaltes afdøde Hustru var i meget høi Grad drikfældig, og at hun ved at tilfredsstille denne Tllbøielighed aldeles forsømte sin Mand og sit Hus, hvoraf Følgen atter blev, at der i de senere Aar udviklede sig et slet Forhold imellem Ægtefællerne, og den Tiltalte tilstod nu selv, at han oftere, naar hans Hustru var drukken, havde tilføjet hende Slag med Haanden eller med en Kiæp og lignende Redskab, samt at han Dagen forinden hun døde, da hun laa i Sengen i en, som han troede, drukken Tilstand, for at bevæge hende til at staa op og lave Mad, havde med Skaftet af en Kost tilføiet hende tre Slag over Armen og derefter med en meget tyk Spanskrørsstok givet hende et Par Slag i Hovedet eller Ansigtet. Den Tiltalte fastholdt vedblivende under Sagen, at han ikke ved denne mod hans Hustru udviste Adfærd havde havt til Hensigt at tilføie hende nogen Skade, og det maatte ogsaa ansees for tilstrækkelig godtgjort, at der ovenbeskrevne Saar, som fandtes paa den Afdødes Isse, ikke var bibragt hende ved den hende af Tiltalte tilføiede Overlast, men at hun havde faaet Saaret ved at falde omkuld i sin berusede Tilstand. Den legale Obduktion, som Liget blev Gjenstand for, frembragte heller ikke Oplysninger, der tydede paa, at den Medfart, som den Afdøde havde lidt af den Tiltalte, havde været medvirkende til hendes Død, idet Lægerne udtrykkelig udtalte, at der ikke ved Obduktionen forefandtes Noget, som tydede paa en voldsom Død, hvoraf de sluttede, at den Afdøde paa naturlig Maade havde fundet sin Død ved Sygdom. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev den Tiltalte, der er 60 Aar gammel og ikke fandtes tidligere tiltalt eller straffet, anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 6 Dage.

(Nationaltidende 12. juni 1876).