07 december 2022

Sølvgade Kaserne. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Sølvgadens Kaserne. Hvorfor mon de for Statens Penge anskaffede Vandledninger og Badeindretninger paa Etager og Gange i ovennævnte Kaserne ikke benyttes af Mandskabet (c: Underkorporaler og Menige), hvortil de er bestemte, men altid skal være omhyggeligt aflaasede og Mandskabet skal befales til at gaa ned i Kasernegaarden om Morgenen i Mørke, ondt Vejr og halvt paaklædte at vaske sig i et temmeligt snavset Vandtrug (der findes undertiden kun et saadant Trug til Brug for alt Mandskab i Kasernen), som aldrig bliver renset, og hvis Vand aldrig bliver fornyet? Da det under streng Straf er forbudt at tage en Spand Vand op paa Gangene eller Stuerne til at vaske sig i, saa er man under disse Lejrforhold næsten være nødsaget til at gaa i Byen for at blive vasket. Der siges nu, at Rørene er itu. Men da en af Byens Gas- og Vandmestre daglig har Værksted og Tvende paa Kasernen, skulde man synes, at denne Mangel let kunde afhjælpes.

I Kasernegaarden har der hele Vinteren igennem henligget store Møgbunker, bestaaende af Is, Sne, Halm, Spaaner, Papir, Fejeskarn, udtømte Potter, navnlig ved Vandposten m. m. hvori Kommandoer, Vagtparader o. L. vadede til op over Anklerne. Disse Bunker, der for Størstedelen henligger langs med Rendestenene i lange, høje Rækker ligesom Kartoffelkulerne hos Bønderne paa Landet, blev dog nok endelig Kasernekommandanten for store; han tog dersor en Dag i Midten af Februar en kraftig Beslutning, og lod 4 Arbejdsvogne (hvilket nok ikke før skal være sket i Mands Minde) køre Møg og Sne ud en hel Dag. Man blev imidlertid ikke halvt færdig den Dag, men Udkørslen ophørte alligevel dermed. Resten af Bunkerne blev spredt omkring paa Gaardspladsen for at smeltes og hentørres af Vejrliget.

Hvorfor mon der aldrig leveres Gulvklude til den idelige Gulvvask, saaledes at, Vandet efter Vaskningen kan blive ordenlig optørret og ikke, som Tilfældet er, undertiden henstaar paa Gulvet i 8 Dage og forpester Luften, forinden det af sig selv kan tørre bort!

Hvorfor leveres der saa lidt Brændsel til Mandskabet Samlingsstuer, at der ikke en Gang kan være en varm Stue om Eftermiddagen og Aftenen, men al Læggen i Kakkelovnen allerede ophørte aldeles i Slutningen af Januar Maaned af Mangel paa Kul. Efter Sigende leveres der kun 12 Tdr. Kul til hvert Kompagni til 6 Maaneder, og dermed skal et Kompagni opvarme to Stuer, der hver mindst er 16 til 20 Alen lange, 11 Alen brede og 5 Alen høje. Det er altsaa en Td. Kul maanedlig til hver Stue. Det er ikke tilstrækkeligt til den halve Tid; men der siges, at Kasernekommandanten ikke giver mere, da en Td. Kul nok vejer 300 Pd., er det altsaa 10 Pd. Kul daglig til hver Stue, et Maal Kul, der til Fyld omtrent er saa stort som et 7½ Pds. Kommisbrød. Mon noget fornuftigt Menneske vil tro, at et saadant Kvantum Kul kan opvarme en saa stor Stue som ovenfor nævnt til 13 Gr. Varme i 12 Timer? I Særdeleshed da Kasernens Kakkelovne er store, trerørige, altopslugende Kakkelovne med umaadelig Træk, som ikke egner sig til Kul.

Der er nogle som tror, at ovennævnte samt flere ikke nævnte Mangler hidrører fra "Paaholdenhed" af Kasernekommandanten; andre derimod mener, at hans "daglige Forretninger" forhindrer ham i at paase Mandskabets Tarv. (Hans daglige Forretninger bestaar efter Sigende bl. A. i at sidde i sin Lænestol og sove med en Tobakspibe i Munden.) Hvilken Mening der er den rigtige, gives ikke saa nøje; saa meget er imidlertid ubestridelig sandt, at man aldrig ser ham i Kasernegaarden, uagtet han bor paa Kasernen. Dog skal enkelte Brandvagter ved Porten have været saa lykkelige henad Aften at have set ham krybe ud af Hulen for i civil Dragt at begive sig til Teatret eller til Officersklubben for at forfriske Aanden efter sit anstrængende Dagværk.

Igennem vore Kompagniofficerer er der ingen Forbedring at opnaa, da de fleste af dem bor i Byen, og de, der bor paa Kasernen, bliver der altid sørget godt for, saa at de ingen Grund har til at gøre Vrøvl med Kasernekommandanten, den store Oberst Arnholtz. For iøvrigt er de Officerer meget snart talte, som vil paatale Menigmands Rettigheder.

Da De vel ved, Hr. Redaktør, at en Menigmand kun tør sige "Javel, Hr. - " ! selv om han mener "Nej", saa maa De undskylde, at vi med de bekendte 150 Rottingslag for Øje foreløbig kun tegner os som Deres ærbødige

To Jenser.

(Social-Demokraten 16. marts 1876).

Artiklen var formentlig affødt af "Rekrutsagen" på Jægersborg Kaserne som havde udløst en kritik af militærets hårde afstraffelsesmetoder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar