Arbeidsstuer for Børn i St. Stefans Sogn. (Efterskrift til Politivennen)

Bestyrelsen har udgivet sin Beretning for 1875. Formaalet for Arbeidsstuerne er at modarbejde den skadelige Indflydelse, som Mangel paa passende Sysselsættelse udover paa fattige Børn. Vel bliver en Deel sysselsatte med Arbeide i Fabriker, men deels komme Børnene derved ofte i slet Selskab og blive i alt Fald hverken moralsk eller religieust paavirkede, uden forsaavidt som de vænnes til et bestemt Arbeide - deels har den nye Fabriklov gjort, at de mindre Børn ikke kunne anvendes i Fabriker. Dersom nu Nogen vilde mene, at Arbeidet overhovedet ikke passer for Børn, da indrømmer vel Bestyrelsen, siger den i Beretningen, at Underviisning og Leg bør være Barnets Hovedopgaver; men hvem vil derfor nægte, at Arbeide med Hænderne, naar det ikke overdrives, kan være en særdeles gavnlig Anvendelse af Barnets Fritid, ja ligefrem være en Leg, af ikke ringe Betydning for dets legemlige og aandelige Udvikling. Hertil kommer nu for de fattige Børns Vedkommende, at Forældrene kun sjeldent have Tid til at tage sig os dem, saa at de let udenfor Skoletiden vænnes til at drive paa Gaden; og i Regelen strænge Forældrene til, at Børnene skulle hjælpe til med at fortjene Noget; dersom de saa ikke kunne arbeide, fristes de let til at gaae omkring med Tiggerkurven - et Liv, der frister baade til Løgn og Tyveri og andre Daarligheder. Hvor vanskeligt det er at vænne de Børn, der have begyndt paa at tigge, af med dette vagabonderende Liv, har man havt flere Exempler paa. Et Par Smaapiger have kun kunnet afholde sig fra Tiggeri en Uges Tid, saa begyndte de igjen, kom tilbage til Arbeidsstuen og begyndte paany at tigge. Foreningens Kræfter og Midler have hidtil kun tilladt den at optage Pigebørn mellem 7-14 Aar. Disse sysselsættes udenfor Skoletiden: om Formiddagen fra Kl 10- 12, og om Eftermiddagen fra Kl. 1½-6. Arbeidet bestaaer i: Linnedsyning, Skrædersyning, Strikning, Straafletning og Forfærdigelse af Papirsposer. De mindste Børn strikke Støvklude og Kaffe, poser. En af de flinkeste Smaapiger har efter et Par Maaneders Øvelse kunnet flette 2-3 Alen fiin Straafletning i Timen og 6 Par Straasaaler om Ugen, blot i sin Fritid om Eftermiddagen. Af Papirsposer kan et Barn lave 3-400 Stkr. i en Eftermiddag. Fortjenesten, som tilfalder Børnene selv, kan være ½ a 1 Kr. om Ugen for hvert Barn. Med Forældrenes Samtykke samle Børnene disse Penge i en Sparebøsse, hvori de ogsaa lægge de Penge, som de ellers vilde bruge til Slikkeri - og dette er for fattige Børn ikke saa lidt. Da det ikke er let at faae et passende Locale, og et saadant desuden er forholdsviis dyrt, har man været meget glad ved at være sat istand til at kunne kjøbe et lille Huus, beliggende paa Dagmarsvei Nr. 1, med en lille Have til. I Huset boer den Dame, som har det stadige Tilsyn med Børnene, og som tillige leder Arbeidet. Ledelsen af Arbeidsstuerne forestaaes af Frøken I. Diderichsen. Frøkenerne K. Diderichsen, A. Evers, M. Købke, E. og J. Sletting og Tjørnelund besøge Arbeidsstuen skifteviis om Eftermiddagen og hjælpe Børnene med Arbeidet, samt tale og læse med dem for ogsaa saaledes at paavirke dem og lade dem mærke, at der er Mennesker, som have Interesse for dem. Kjærlige Hænder have i Julen smykket et Juletræ og bragt rigelige Gaver til Børnene. 30-40 Børn have i Aarets Løb besøgt Arbeidsstuerne. Desuden optoges i Huset 2 Smaapiger, som havde saa daarlige Hjem, at der var Fare for, at de vilde være gaaede tabte for Samfundet, dersom man ikke havde antaget sig dem, til de vare konfirmerede. De ere derefter blevne anbragte, og man har godt Haab om dem for Fremtiden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1876. 2. udgave).

Storartet Udvandring fra Ny Pedermadsensgang. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Jeg beder Dem herved unde mig Plads i Deres ærede Blad for et Par Bemærkninger. Jeg fraraader herved enhver Arbejder at søge Lejlighed i Hr. Anker Hegaards Ejendom i Nørresøgade Nr. 37, ti vi samtlige Beboere i denne Herres Ejendom blev tvungne til at søge Udgang i Nansensgade Nr. 17, omendskønt vor Kontrakt lyder til Nørresøgade. Da nu Udgangen til Nansensgade forer igennem en Labyrint af Retirader, Skarnkasser, Byggegrunde, Kalkkuler og store Vandpytter, syntes vi, at det var en sjofel Ind- og Udgang at byde 90 Familier, blot fordi de er Arbejdere. Udgangen er meget resikabel, ti forleden Dag styrtede et stort Jernvindue ned fra en nærliggende Fabrik i selve Gennemgangen, og det var et stort Held at Ingen kom til Skade. En af de forrige Udgange staar aaben midt om Dagen, for at de fine Folk, som bor i Forhuset, kan have Udgang til Nørresøgade, men paa de Tider, da Arbejderne gaar til og kommer fra Arbejdet, er den lukket, og ingen af os har Nøglen til Udgangen, og da vi fordrede Nøgle til Udgangen i Nørresøgade, blev over Halvdelen af Beboerne opsagte. Vi opfordrer herved Hr. Heegaard og Sundhedskommissionen til at undersøge Sagen nøjere med Hensyn til Beboernes Bekvemmeligheder, da vi aldrig kan træffe Viceværten hjemme paa Grund af hans Beskæftigelse som Opvarter paa Tivoli. 

Ærbødigst Flere Beboere.

(Social-Demokraten 15. juni 1876).

Gamborg: Fra flyttedagen. Illustreret Tidende 891, 22. oktober 1876.

Fra "Almindeligheden". (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Det er med en sand Tilfredsstillelse, at jeg ser, at den velvise Magistrat saa vel som Borgerrepræsentationen nu, efter at denne Sag for hen ved et Aar siden blev omtalt af mig her i Bladet, har besluttet, at Tavleombæringen i Almindelig Hospitals Kirke skal ophøre. Men der er endnu Adskilligt, der er Paatale værd, navnlig paa "Lemmeafdelingen". Naar det her fremsættes, vil det muligen have til Følge, at man til næste Aar vil være paa det Rene med, at det bør være noget anderledes. Det, som jeg først skal omtale, og som allerede tidligere har været omtalt, er det lidet Hensyn man tager til de "gamle Lemmers" Forplejning. Maden er for de Flestes Vedkommende ligefrem ufordøjelig. Ved at fæste et Blik paa Spisereglementet, vil man overbevise sig derom, der er ikke stor Variation i Retterne, og hvad enten det er Sommer eller Vinter, eksellerer de "gule Ærter" med Flæsk stadig paa Sedlen, til liden Gavn for dem, hvis Maver ikke er af Saalelæder. I det Hele taget har Maden, hvad enten det er Suppe eller Grød, en ubestemmelig blaagraa Farve, som sikkert hidrører fra Kogekarrene.

Dernæst skal jeg omtale Stue- og Vaagekonerne med et Par Ord. Den bekendte Sætning, "at Menneskene ikke er saa gode, som de burde være", kan i fuldt Maal gælde for de nysnævnte Koners Vedkommende. Naar et "Lems" Slægtninge eller Paarørende ikke, saa ofte som muligt, viser disse skyldig Opmærksomhed i Form af "klingende Mønt", kan man være aldeles sikker paa, at disse faar Lov til at skøtte sig selv. Vaagekonernes Virksomhed er en ligefrem Sinekure; Adskillige møder om Aftenen med - hvad man i daglig Tale kalder for en "Donner" paa, og den Nytte, som en saadan "Vaagekone" yder, er i hos Grad problematisk. Jeg kunde endnu fortsætte en Stund om Forholdene paa "Almindeligheden", men jeg vil indskrænke mig til det her Paapegede, i Haab om, at der inden St. Hansdag næste Aar sker en Forandring til det Bedre.

Filantropus.

(Social-Demokraten 14. juni 1876).

Fensmark Tegl- og Kalkværk (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret paakjendt Justitssag vare 14 tiltalte Huusmænd, som havde besørget Kjørselen af Kalk fra Fensmark Tegl- og Kalkværk til dettes Kunder, overbeviste om, at de, naar de for en accordmæssig Betaling tilkjørte Værkets Kunder den Kalk, som disse havde bestilt hos Værket, til deres egen Fordeel undervejs deels i de Kjøbstæder, de passerede, deels omkring paa Landet, navnlig i Kroerne, sædvanlig solgte et større eller mindre Qvantum af Kalken, og at flere af de Tiltalte oftere aflæssede Kalken, de saaledes tilvendte sig, enten ved deres Boliger eller andetsteds, tildeels til eget Brug, men hovedsagelig for senere at forhandle den eller efterkomme Bestillinger, som de iforvejen paa egen Haand havde forskaffet sig. Ved disse Foretagender understøttede de Tiltalte hverandre paa forskjellig Maade, saasom ved at sælge til den af dem, der havde en større Bestilling, end han selv kunde præstere, ved at give Plads i deres Huse til den af de Andre midlertidig aflæssede Kalk, ved at dække hverandres Undermaal og ved at sælge i Compagni, navnlig, naar som ofte var Tilfældet, vare endeel Kalkkjørere i Følgeskab, idet de da endog havde afhændet et heelt Læs for fælles Regning. Iøvrigt stolede de Tiltalte under denne Trafik paa, at det rigelige Maal, der altid medgaves dem fra Kalkværket, i Forbindelse med, at de undervejs med Hammere huggede den store Kalk i Stykker, forat den bedre skulde fylde i Maalet, og at de ved Eftermaalingen ved Kalkens Aflevering sørgede for, at Maalet blev givet, saa knapt som muligt vilde forhindre, at der viste sig Undermaal, eller ogsaa satte de deres Lid til, at Eftermaaling ikke, hvad tidt hændte, foretoges ved Modtagelsen. 

Ved de foregaaende Instantsers Domme vare de Tiltalte ansete med Straf deels af Fængsel paa Vand og Brød henholdsviis i 2 Gange 5 Dage og 5 Dage, deels forsaavidt de vare over 60 Aar gamle, med Fængsel paa sædvanlig Fangekost Henholdsviis i 40 og 20 Dage. Ved Høiesterets igaar afsagte Dom bleve Straffene for fire af de Tiltaltes Vedkommende nedsatte, for tvende Tiltaltes Vedkommende fra Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 til 5 Dage og for tvende Tiltaltes Vedkommende fra Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage til simpelt Fængsel i henholdsviis 14 og 8 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1876. 2. udgave)

Fensmark tegl-og kalkværk eksisterede1834-1910 ved den østlige side af Fensmark Skov. Teglværket producerede i de mest produktive år 700.000-800.000 mursten og tagsten. I 1874 ophørte produktionen af teglsten hvorefter det kun fremstillede sten som var nødvendige for kalkbrændingen. Denne fortsatte indtil værket lukkede i 1910. Kalken blev hentet i Faxe.

Arbejderfesten paa Grundlovsdag. (Efterskrift til Politivennen)

Den Indbydelse som Festkomiteen havde udstedt, var bleven modtaget af 46 Foreninger, og der samledes derfor efterhaanden en talløs Menneskemasse paa Bulevarden, hvorfra Toget skulde afgaa. Omtrent Kl. 12½ kunde omsider det største Folketog, der siden vor Frihed nogensinde er passeret gennem Københavns Gader, afgaa; men endskønt Toget passerede gennem Gotersgade, Kongens Nytorv. Størrestræde, Niels Juuls Gade og hele Havnegade indtil Nyhavn, saa havde dog de Sidste neppe forladt Bulevarden før de Første stod ved Indskibningsbroen. 61 Faner, paa faa Undtagelser nær blodrøde, vajede i Toget, deriblandt for første Gang "den fri kvindelige Forenings" smukke Fane, baaret af en Borgerinde og modtaget paa hele Vejen med Hurra og Bifaldsraab. I Spidsen gik Sangforeningerne med to Faner, derefter den gamle internationale Fane foran Centralbestyrelsens Formand og derefter det talrigt repræsenterede Bagerlaug osv. 

Skønt Tusinder foretrak at gaa til Jernbanen og skønt andre Tusinder var vandret eller kort ud i Skoven fra Morgenstunden, saa blev Skibene til Klampenborg dog overlæssede i en utrolig Grad, og de fire Skibe formaaede først at tilendebringe deres Arbejde Kl. 4½, da de sidste Foreninger og Faner naaede røde Port. Her var ogsaa den litografiske Forening stødt til med sin nye røde Standart, som Centralbestyrelsens Formand havde indviet Kl. 2 i Dyrehaven, samt Foreningen fra Ordrup med en ny Fane, indviet samme Dag af Bjørnstrup. Kl. 5 satte Toget sig i Bevægelse fra røde Port og Kl. 6 kunde Talerne begynde fra Talerstolen ved den slesvigske Sten.

Forsberg bød dem Velkommen, og udbragte et Leve for det danske Arbejderparti; derefter blev Sangen for Grundloven afsungen, og Ordet givet til Mundberg, som beklagede, at vi i Stedet for den 5te Juni Grundlov nu havde en beklippet Forfatning; idet Rigsdagens Sammensætning var saaledes, at Friheden hæmmedes, idet de faa Store havde lige saa megen Indflydelse paa Statens Styrelse, som hele det øvrige Folk tilsammen. Ja mange Arbejdere var jo aldeles udelukkede; men vi maatte nu bruge den nuværende Grundlov for at tilbagevinde den gamle 5te Juni Forfatning. 

Men Folket skulde have Tillid til sig selv; ti det vilde føre Folket frem og bringe Reaktionen til at skælve, Grundloven havde givet Løftc om bedre Tider; men vi maa selv støtte det.

Grundloven er ej Maalet, men Vejen til Maalet.

Grundloven Leve!

Efter Sangen "Til Arbejderne" fik Louis Pio Ordet; han modtoges med umaadelig Jubel.

"Borgerinder og Borgere!" begyndte han, "Før jeg gaar over til det Emne, hvorom jeg vil tale. saa vil jeg sige, hvem jeg forstaar ved Arbejdere, og hvem jeg ikke regner til denne Stand; Folk, som kun har Lyst til at ødelægge ved Hjælp af store Kanoner, Panserskibe, Torpedoer og Sligt, kort sagt er kriggale, er ikke at henregne til Arbejdere; Folk, som tilbringer en halv Time om Dagen med at underskrive Fordringer, er Storborgere, men ikke Arbejdere; heller ikke Ministre, Etatsraader og Kontorchefer; ti de tro nok at de arbejder; men de arbejder ikke; Fyrsterne som staar i Spidsen for Folkene, arbejder heller ikke, men er i Reglen Arbejdernes værste Modstandere - nej. Arbejdere er de, som producerer noget Nyttigt; men de faar dog ikke Udbyttet deraf; tværtimod høster de, som selv Intet frembringer, Lønnen, som kun burde tilfalde Arbejderne.

Arbejderne danner det nederste Lag, hvorpaa Samfundet hviler, de er som Pyramidens Fundament. Folket bør respekteres; det frembringer Værdierne, men hvorfor faar det ikke Udbyttet? de Store har tilrevet sig det; men det er, fordi det store Samfund ikke har organiseret sig. Dette Parti har oprejst en Fane, om hvilken Arbejderne kan samle sig. Vi har de bedste Principer; men det er nødvendigt, at Arbejderne lærer at organisere sig! Arbejderne burde slutte sig til Oppositionen; den nuværende Regering holdt Folkets Repræsentanter for Nar! Det burde ikke være saaledes. Regeringen skal tage Hensyn til Folket; vi maa ønske, at der ikke maa gaa mange Aar, før vi regeres af Folkets Flertal.

Først naar vi have en saadan Regering kan Arbejderen komme til sin Ret, og vi vil haabe at saa en saadan Regering i Spidsen for Folket. - Ustandselig Jubel. Pio leve!

Derpaa talte Giessing for Kvinden "Vi har nylig afsungen en Sang for Kvinden hvori der staar, at Kvinden er et Menneske som burde stilles frem til Glans og holdes i Ære, ti hun er den ædleste Deel af Samfundet, Kvinden arbejder tidt naar Manden hviler.

Kvinden træller fordi hendes Mand bliver bedraget for Udbyttet af sit Arbejde og naar den fjerde Stand ved at lægge Byrder paa Kvinden fejler, saa fejler den ej af Hjerte, men af Mangel paa Opdragelse. Derfor bør den oplyses, men vi maa hjelpe os selv frem; den Fattige bør støtte den Fattige.

Den Fattige hjælper ej sin Næste for at komme i Avisen, men fordi han selv veed, hvad det vil sige at lide Nød.

Men Kvinden maa selv slutte sig til Sagen og mælde sig ind i den kvindelige Forening, som idag frejdigt har givet Møde med sin røde Fane.

Man har forlangt at Kvinden skal offre det bedste hun ejer, sin Mand og sine Sønner paa Valpladsen, paa Fædrelandets Alter, hvorfor skal hun kun bringe Offer og ingen Rettigheder have; men den fjerde Stand maa hjælpe hende til disse. Ja Arbejderne baade Mænd og Kvinder maa slutte sig sammen, da naas Maalet. - Kvinden leve! - (Hurra for Giessing! Formandinde Liljenkrands leve!

Efter Sangen for det internationale Princip fik Povl Geleff Ordet: Der var engang opstillet en Del Soldater i Fred. den 6.s Tid. Kongen gik da hen til en Soldat os spurgte: "hvad Landsmand er Du?" "Jeg er en Sakser," svarede Soldaten. Da gav Kongen ham en Specie og henvendte sig derefter til en anden Soldat med det samme Spørgsmaal. "Aer au æ Saxe," svarede denne, uagtet han var en Jyde, men han haabede derved at tjene 2 Daler. Saaledes gaar det Storborgerne, naar der er noget at tjene, saa vil de gjerne være internationale, uagtet de mod os anvende dette Ord som et Skjælsord. Lad et forresten lære af Storborgerne at være internationale, naar en Kejser, for Exempel ham over Russerne - hvad han hedder, husker jeg ikke - møder Kejser Vilhelm, saa kysse de og omfavne hinanden. Det er omtrent det eneste man kan lære af Kongerne, ellers bestille de ikke andet end spise, drikke, sove eller lade hinandens Undersaatter slaa ihjel. Lad os altsaa som Kejserne anse hinanden som Brødre!

Lad os haabe at Ungdommen ej lader sig indbilde, at det er Ret at slaa Andre ihjel.

I dette Haab vil vi udbringe et Leve for det internationale Princip. Hurra! (Geleff leve!)

Hermed sluttedes Talerne, men Mængden raabte Farerne frem, og et rungende Hurra fra 50,000 Struber gav tydelig nok tilkjende, hvilket uendeligt stort Skridt fremad Arbejderpartiet har gjort i det sidste Aar.

Efter Afsyngelsen af Pios Honeurmarsch, sluttedes den alvorlige Del af Festen, men paa Dansepladsen herskede der dog trods Regnvejret en gemytlig og broderlig Stemning til langt ud paa Natten.

(Social-Demokraten 7. juni 1876).