Skjævinge-Gjørløse. (Efterskrift til Politivennen)

I 1876 udviklede der sig en sag om kommunalt selvstyre i Skævinge-Gørløse. Mellem flertal og mindretal i et sogneråd, i valgbestyrelsen, i amtsrådet - og bag ved alt dette anede man en strid mellem Højre og Venstre som førstnævnte på kort sigt vandt. Men på længere sigt tabte.

I 1873 blev 15 personer, heriblandt medlemmer af sognerådet, for at have indsendt et bønskrift til ministeriet om at få en ny præst. Ved det efterfølgende valg i 1876 blev de slettet af valglisten. Berg skrev en artikelserie i Frederiksborg Amtstidende 4., 5., 9. og 13. februar 1876 imod amtmand grev Schulin og pastor Henningsen til forsvar for de 15 dømte mænd. Debatten fortsatte (se fx samme avis 29. februar 1876, 11. marts 1876, 14. marts 1876, 14. maj 1876)

Sogneraadsvalget i Skjævinge-Gjørløse.

I Tirsdags afholdtes, som før omtalt, Sogneraadsvalg i nævnte Kommune, denne Gang paa tre Medlemmer i Stedet for Gaardejer Ole Israelsen, Gjørløse, Gaardejer Niels Nielsen, Gjørløse, og Gaardejer Ole Olsen, Skjævinge, der ere valgte af den almindelige Vælgerklasse. Den 26de ds vil der i Skjævinge Skole af de Højstbeskattede blive foretaget Valg paa et nyt Medlem i Stedet for Gaardejer Ole Hansen, Skjævinge. Valget havde samlet et ikke ringe Antal af Kommunens Beboere. Gaardejer Anders Pedersen jun., der hører til dem, der i sin Tid bleve mulkterede under den af Pastor Henningsen anlagte Sag, afgav følgende Protest til Valgbestyrelsen:

"Valgbestyrelsens Medlemmer L. H. Pedersen, Døcker og O. Madsen have for kort Tid siden været med til at optage mig paa Folketingsvalglisten, uden at Indsigelse er sket. Jeg staar altsaa som Folketingsvælger uantastet til 1ste April 1877 (se § 14 af Lov om Valgene til Rigsdagen af 12te Juli 1867). Som saadan betragtes jeg saavel efter Grundloven som bemeldte Valglov som en Mand, der ikke ved Dom er funden skyldig i en i den offenlige Mening vanærende Handling: thi i modsat Fald vilde jeg ikke kunne staa som Folketingsvælger. Men enhver Folketingsvælger er i Henhold til Grundlovens § 31 og Valglovens § 7 tillige valgbar til Folketinget. Da nu Betingelserne for Valgbarhed til Folketinget ere i Landkommunallovens § 3 sat som Hovedbetingelse for at være valgberettiget og valgbar til Sogneraadet, saa maa nødvendigvis jeg være baade valgberettiget og valgbar til Kommunevalg, thi at jeg opfylder de øvrige i Loven nævnte Betingelser om Skatteydelse og deslige, vil jo ikke blive omtvistet.

For saa vidt Valgbestyrelsen maatte henholde sig til Amtsraadets Resolution, hvorefter Valget skulde foregaa efter nye Valglister, hvoraf de Domfældte ere udelukkede, da skal bemærkes, at det efter Landkommunallovens § 5 ikke tilkommer Amtsraadet men kun Valgbestyrelsen at afgjøre ved sin Beslutning, hvem der har Valgret, forinden Stemmegivningen begynder. Men da Valgbestyrelsens Medlemmer som før nævnt for nylig have erkjendt, at saavel jeg som de øvrige af de omhandlede Mænd have Betingelserne for Valgret, ved at optage os paa Folketingsvalglisten, og da de maa have erkjendt det Samme mange Gange, siden den omhandlede Dom faldt, saavel for mit som for de øvrige Mænds Vedkommende, kan det ikke antages, at Valgbestyrelsen, der nøje kjender de Paagjældende og her kun har at domme efter sin egen Overbevisning, vil pludselig kunne forandre denne, fordi Amtsraadets Flertal har en anden Mening.

Jeg fordrer mig derfor optagen paa Listen over de Valgberettigede til Sogneraadet og kræver Ret til i Dag at afgive Stemme som saadan.

Skjævinge den 16de Maj 1876.
A. Pedersen."

Flere af de tilstedeværende Vælgere, der ligeledes vare slettede paa Valglisten, sluttede sig til denne Protest. Valgbestyrelsens Formand. Sognefoged Lars Hansen, bemærkede, at det var Amtet, der havde paalagt Valgbestyrelsen at slette de Paagjældende; disse maatte derfor henvende sig til Amtet. De Protesterende svarede, at de i Henhold til Landkommunalloven kun havde at henvende sig til Valgbestyrelsen. Hr. Døcker oplæste en Skrivelse fra Amtet i Anledning af en Forespørgsel fra D'Hrr. Døcker og L. Hansen, om hvorledes de havde at forholde sig, saafremt nogen af de af Valglisten Udslettede paa Valgdagen begjærte sig optagen. Amtet havde hertil svaret, at en saadan Begjæring i Følge Landkommunalloven vilde være at afgjøre ved Valgbestyrelsens Kjendelse, og maatte nægtes. Paa Foranledning bemærkede Anders Pedersen, at Valgbestyrelsen ikke efter Landkommunalloven havde Ret til at nægte Vælgerne at stemme paa hvem de ville. Han forlangte sin skriftlige Protest ført til Protokols. Dette nægtedes ham af Valgbestyrelsens Medlemmer, Døcker og L. Hansen, medens det tredje Valgbestyrelsesmedlem, Gaardejer Ole Madsen, erklærede sig for Protestens Optagelse. Den blev altsaa ikke indført. Hr. Ole Madsen lod derimod for sit Vedkommende tilføre Protokollen en Protest, hvori han, der ikke er iblandt de "Domfældte", gjør Indsigelse mod den imod Sogneraadet og de "Domfældte" udviste Fremfærd. Ved det derpaa foretagne Valg gjenvalgtes alle de afgaaede Medlemmer.

Hertil føje vi Følgende: Det maa forundre Enhver, at Valgbestyrelsens Flertal, Lars Hansen og Døcker, henter Forskrifter fra Amtskontoret om, hvorledes de skulle dømme med Hensyn til Valgretten til Kommunen, uagtet Landkommunalloven lægger Sagen i Valgbestyrelsens Haand og naturligvis paalægger den at dømme efter sin Overbevisning. Hvor kan Hr. Døcker, derfor kort siden skrev til Amtet, at han i fuldeste Maal anerkjendte de paagjældende Mænds Hæderlighed, og hvor kan Hr. Lars Hansen, der for meget kort Tid siden optog de Paagjældende paa Folketingsvalglisten, og derved, ligesom han mange Gange tidligere har gjort, anerkjendte dem som Mænd, der ikte havde gjort sig skyldige i nogen i den "offenlige Mening vanærende Handling", - hvor kunne disse Mænd nu nægte dem Optagelse paa Valglisten til Kommunen, med Foregivende at de have gjort sig skyldige i en i den "offenlige Mening vanærende Handling"? Er dette ikke en Selvmodsigelse af den ynkeligste Art? Eller hvor staar det skrevet, at Hr. Grev Schulin eller Hr. Hospitalsforstander Gjern kan give Valgbestyrelsens en Formular, hvorefter de have at indrette deres Overbevisning? Naar Sligt kan gaa, forekommer det os, at Skjævinge-Gjørløse Kommune hellere maatte bede sig fritaget for den Omstændighed overhoved at have noget Sogneraad. Vi forstaa derfor særdeles godt, at Kommunens Beboere her have traadt til, og søgt at værne Kommunens Selvstyretsesret. Det var Pastor Henningsen, der først efter flere Aars Forløb gav sig til at rode op i en Sag, han inderlig maatte have ønsket overgivet til Forglemmelse - det maa nødvendigvis under Sagens fortsatte Gang blive ham erindret - og det var Amtsraadets Halvdel (Grev Schulin, Vedel, Barner, Selchau-Hansen, Bonnesen og Jens Andersen), der satte sig paa Dommersædet og, trods al tidligere Anerkjendelse, dømte 14 hæderlige Mænd borgerligt fra Livet; det var Grev Schulin, der fortolkede denne Amtsraadsbeslutning saaledes, at et lille Mindretal af et lovligt valgt Sogneraad paa 9 Medlemmer, kunde agere lovligt Sogneraad, det var dette lille Mindretal, der i Ydmyghed tog det store Læs paa Skuldrene, og som medens Sogneraadet lovlig tog Beslutning i Sagen, bag det besluttende Flertals Ryg gav særlige Indlæg, uagtet Mindretallet derved kom til at gaa imod, hvad dets Medlemmer selv mange Gange havde vedlaget. Og endelig var det Indenrigsminister Skeel, der ikke havde Ord at sige imod alt dette. Efter vor Opfattelse har Præsten ikke fulgt den Kjærlighedens Lære, han er sat til at forkynde, ved sin Andel i Sagen; og det er ligeledes vor Opfattelse, at ej blot simpel Billighedsfølelse, men Lovens Ord tale imod Avtoriteterne. Hvad ligger der nu i Gjenvalget af de paagjældende Mænd? Deri ligger klart nok:

1) At Kommunen fremdeles anser de paagjældende Mænd for hæderlige Mænd. Hvem skal man nu tro bedst i denne Henseende, enten Amtsraadets Proprietærer plus Bonden Jens Andersen eller de Beboeres Dom, iblandt hvilke de Vedkommende leve og virke?

2) At Mindretallet i Sogneraadet ikke har været i Overensstemmelse med Kommunen, da det tog sig paa at ville have deres Kolleger udskudte, men i Gjenvalget har modtaget et bestemt Mistillidsvotum, der synes at maatte opfordre Lars Hansen, Præstegaardsforpagteren Niels Larsen og Proprietær Døcker til at bede Sogneraadet, eventuelt Amtsraadet, om at ville fritage dem fra deres Hværv.

3) At Sogneraadsflertallets kraftige Forsvar for Kommunens Selvstyrelsesret og for de paagjældende Mænd, saaledes som det er fremtraadt i de af os meddelte Aktstykker, samt Flertallets hele offenlige Virksomhed i Kommunens Tjeneste, ved Gjenvalget har fundet en betydningsfuld Anerkjendelse.

Denne Holdning af Beboerne i Skjævinge-Gjørløse Kommune ville Alle, der holde paa kommunal Selvstyrelse, vide at skatte, men del turde da ogsaa være et Vidnesbyrd om, hvor vanskeligt det er at komme frem paa den Vej, som Amtsraadet er slaaet ind paa; thi Ingen kan nægte Beboerne at fortsætte med at vælge de samme, hæderlige, dygtige Mænd til Sogneraadsmedlemmer, hvis "fortsatte Opløsninger skulde finde Sted". Og i saa Fald maatte Amtsraadet jo til selv at styre Kommunens Anliggender. Tror man, at dette er Kommunallovens Mening? De, som efter Optællingen findes at have de fleste Stemmer, erklæres for valgte Medlemmer af Sogneraadet - siger Landkommunalloven. Dette glemte vel Hr. Lars Hansen i Tirsdags, formodenlig i Forfippelse over den Medfart, han fik; men dette kan efter Omstændighederne tilgives ham. Fremkommer der inden 8 Dage efter Valget ingen skriftlig i Indsigelse derimod, er det anerkjendt. Sætte vi, at en saadan Indsigelse fremkommer, og Sogneraadet skulde give den Medhold, staar det Vedkommende frit for at forebringe Sagen for Amtaraadet, der i dette Tilfælde er berettiget til at domme Parterne imellem. At Hr. Ole Madsen, der har stillet sig saa konsekvent i hele Striden, fastholder Gyldigheden af Valget, er en Selvfølge, og vi ville finde det naturligt, at det af os omtalte Mindretal endelig tog Mod til sig og gjorde det Samme. Skulde det imidlertid ville vove at nægte Valget Anerkjendelse, indstille de Valgte selvfølgelig Sagen til Amtsraadets Paakjendelse. I denne Sag kan Hr. Grev Schulin ikke handle paa egen Haand, han maa efter Landkommunallovens tydelige Ord oppebie det samlede Amtsraads Overvejelse. Naar vi mindes, hvorledes Justitsraad, senere Etatsraad, Godsejer Tang for en Menneskealder siden havde Lejlighed til at omhandle Hr. Grevens Amtmandsvirksomhed paa et andet Sted i Landet, havde vi ikke troet, at han, trods hans fredelige Natur, nu skulde udføre saadanne Bedrifter. Vi have Intet imod, om denne Bedrift maatte blive en af hans sidste som Amtmand; da vi gjerne saae en yngre, kraftigere Mand i hans Sted. Alligevel ville vi for hans egen Skyld ønske, at han nu standsede paa en Vej, hvor han maa have hørt flere tilskyndende daarlige Raad end gode. I ethvert Fald gaa vi ud fra, at et Mindretal i Amtsraadet, naar Spørgsmaalet i den foreliggende ny Skikkelse kommer frem der, vil havde sin Opfattelse ved de Midler, der staa til dets Raadighed.

(Frederiksborg Amts Avis 18. maj 1876).

6 mod 6.

Det er et overmaade fornøjeligt Amtsraad, vi have. Det ærede Raad giver sit rige Bidrag til en behagelig Afvexling i den offenlige Debat. Vi kunne være overbeviste om, at naar det faar sat paa et Spørgsmaal, der smager af Politik, saa ere vore Proprietærer plus Hr. Jens Andersen, hvem vi ret oprigtig ønske snart maatte blive Kammerraad, paa deres Post. Som nedenstaaende Referat af det i Gaar afholdte Amtsraadsmøde udviser, havde man atter fat paa Landkommunalloven, og det er besynderligt Alt det, Proprietærerne i Frederiksborg Amtsraad kunne læse ud af denne Lov. Forleden læste vi, skjønt der ikke findes et Ord derom i Loven, at de havde Myndighed til at nægte Nogen kommunal Valgret, og de læste videre, at de ogsaa kunde opløse Sogneraad, og nu i Gaar fik de ud af Loven, at naar den siger, at de, der have erholdt flest Stemmer, ere valgte til Sogneraadet, saa betyder det i Skjævinge-Gjørløse Kommune det Modsatte, at næmlig de, der have det mindste Antal Stemmer ere valgte. Mon nu ogsaa de ærede Mænd, N. Jørgensen. Kurveholm, H. Hansen, Borupgaard, O. Olsen, Egholm, og Lars Jakobsen, Skjævinge, ville finde sig beføjede til at tage Sæde i Sogneraadet, uden dertil at være valgte af Kommunen paa lovlig Maade, men efter Amtmandens Fortolkning og paa Proprietærernes Bud? Vi betvivle det særdeles, de ville vist meget frabede sig denne Ære. Og hvad vil Amtsraadet saa gjøre? Vi foreslaa, at Raadet sender en Skriver ud fra Amtskontoret og hjælper Hr. Lars Hansen og Hr. Døcker at regere Skjævinge Gjørløse Kommune indtil videre. Det er nok foreløbig den bedste Udvej. Men Enden er alligevel ikke endda, Amtsraadet vil ikke faa det sidste Ord i en Sag af den Beskaffenhed. Et lille Lysglimt er der dog trængt ind i Raadet. Det synes, som om Amtmanden ikke havde Noget imod, at man foreløbig standsede og saa sig for, og han stemte endog for Hr. Holchs Forslag, 6 mod 6 og Forslaget faldt; men hvordan var det egenlig ment? Thi, hvorledes kunde man derpaa erklære, at det Modsatte var vedtaget? Sagen skal foreløbig standses, siger Holch; der staar 6 mod 6. Var det Kontraforslag stillet "Sagen skal forfølges videre, trods det ny Stadium, hvori den er indtraadt", kunde ligeledes 6 mod 6 have forkastet dette Forstag, og Resultatet vilde være blevet, at Spørgsmaalet var stillet i Bero foreløbig, altsaa at Holchs Forslag alligevel faktisk var blevet vedtaget. Saaledes forekommer det os, at de 6 maatte have taget Sagen, hvis de virkelig vilde have undt Proprietærerne lidt Ro til at tænke sig om. Men for os gjerne; man fristes til at sige: Jo galere, jo bedre.

(Frederiksborg Amtsavis 28. maj 1876).

Misregering. Den berømte Skjævinge-Gjørløse Sag, der i adskillige Aar har sat Frederiksborg Amt i Bevægelse, udvikler sig efterhaanden til et saadant Kæmpeexemplar af administrativ Malkonduite, at den ikke længer lader sig holde indenfor de stedlige Kuriositeters Grænser. "Frederiksb. A. Av.", der har værget om Kommunens og Beboernes Ret i denne Sag med ligesaa megen Udholdenhed som Kraft, giver i sit Gaarsnummer en sammenhængende Skildring af den Række Misgreb og Overgreb, der har ført fra den ene umulige Afgjørelse til den anden gjennem haartrukne Fortolkninger til desperate Udveje, indtil det hele tilsidst er løbet fast i et Slutningsresultat, der ikke har noget som helst med sund Menneskeforstand at gjøre Af Bladets Fremstilling laane vi nedenstaaende livlige Enkeltheder; "Frederiksborg A. Av." skriver:

Der er atter Stof til et Indlæg. Først opfriske vi Sagens Historie. 84 Beboere affattede i 1871 "et Bønskrift" om at blive af med Pastor Henningsen, hvem de ikke kunde lide. 15 af Bønskriverne bleve i 1873 dømte til en Bøde af 25 Rd , 1 af dem til 40 Rd. Den betalte de, og dermed syntes den Sag endt. Mange andre havde for deres Pen faaet langt større Bøde, og sidde endda højt paa Straa. Hvem skulde have drømt om, at denne "Forseelse" kunde have været egnet til Angreb paa disse hæderlige Mænds Ære? Ingen drømte derom. De Herrer sade i Sogneraadet og vare valgte til andre Tillidshverv, brugtes som Valgbare og Valgberettigede til Landsting, Folketing, Amtsraad osv., og hverken Amtmand, Amtsraad eller nogen levende Skabning fandt paa, at dette kunde vere anderledes - uden Pastor Henningsen. Han havde ikke faaet nok af Striden. I Fjor Efteraar, altsaa paa 5te Aar efter Bønskriftets Tilblivelse, "henleder" han i et Andragende Ministeriets Opmærksomhed paa, at en af disse 15 Mænd var udnævnt til at sætte Kapitelstaxten for Sognet. Amtmanden, Grev Schulin, havde fornuftig nok faktisk anerkjendt de Domfældtes borgerlige Berettigelse paa mange Maader og i flere Aar, og han havde uden Indvending i sin Tid modtaget den edelige Forsikring fra den ærede Kapitelstaxtansætter. Nu kastede Pastor Henningsen Tvivl ind i hans uskyldige Sjæl. Men han maatte tilstaa for Ministeriet, at han ingen levende Raad vidste til at imødekomme Præsten. Departementsdirektøren fandt derimod paa Ministeriets Vegne adskilligt, men fandt da ogsaa, at det var Amtsraadets Sag nærmere at betragte Præstens Andragende.

Dette hjalp paa vor høje Amtmand. Tvivlen svandt for en Vished, hvormed han slog sin fleraarige Praxis med Hensyn til Forholdet til de paagjældende "domfældte" Medborgere ihjel. Konsekvensen dø. Pastor Henningsen leve! Denne Amtmandens Vished udtrykte han i et højst uklart Forslag til en Beslutning, som han fik 4 Proprietærer plus Jens Andersen, Sigerslevvester med paa. Det var 6, en ligesindet Proprietær var borte, de 5 tilbageværende Amtsraadsmedlemmer var i Mindretal, og efter Mindretalssystemet skulde egenlig deres Mening have været den gjældende. Men hvor vred man end er paa Talmajæsteten, saa bruger man den dog, naar man har den. Har man den ikke, saa hjælper man sig foruden. Amtsraadets Beslutning kom med en endnu ikke tydelig Forklaring til Sogneraadet. Dette sendte imidlertid "Silkesnoren" tilbage med Protest : det havde hverken Ret eller Pligt til at slaa 4 lovlig valgte Sogneraadsmedlemmer ihjel, al den Stund Landkommunalloven ikke med et Ord gav Amtsraadet en saadan Myndighed, som det her havde tiltaget sig; det var Sogneraadet, det tilkom at bedømme, om de valgte vare hæderlige Mend; dette var forlængst og gjentagende anerkjendt, og Raadet havde enstemmig og uden Indsigelse fra nogen Side ogsaa i Aar sat disse Mænd paa Folketingsvalglisten. Det var et værdigt Svar paa Tiltale, og da, bortset fra det personlige Spørgsmaal, Kjernen i Sagen maatte være at bestemme, hvor den omtvistede Grænse imellem Amtsraadets og Sogneraadets Myndighed var at finde, laa det overordenlig nær at skjønne, at Amtsraadet her burde have tyet til Domstolene for at faa dette Stridsemne afgjort. Men den instinktmæssige Interesse, som Autoriteterne i vore Dage have for Mindretallene, maa have ladet Vedkommende knytte en særlig Forhaabning til en Bemærkning paa Sogneraadets Protest af den fungerende Formand, Pastor Henningsens Forpagter Niels Larsen, hvilken Bemærkning gik ud paa, at han holdt med Amtsraadet. Manden havde rigtignok i de samme Dage ved at være med til at optage de paagjeldende paa Folketingsvalglisten erkjendt maaske for tiende Gang, at disse Mænd ikke ved at underskrive hint Bønskrift om Præsten havde gjort sig skyldig i nogen i den offenlige Mening vanærende Handling. Dette hindrede ham imidlertid ikke i nu at holde med Amtsraadet, med andre Ord at sige det modsatte. Saadanne Mænd maa kunne drive det til noget i Verden. Saa var der den som syg fraværende Formand Lars Hansen; han havde ved et allerydmygeligst affattet Bønskrift til Amtsraadet om at udsætte Sagen ladet forstaa, at han ogsaa, ligesaa konsekvent som Niels Larsen, var Amtsraadets Mand. Og endnu havde et tredie Medlem, Hans Nielsen, som uden angiven Grund var fraværende, ikke deltaget i Sogneraadets Protest. Der var altsaa Udsigt for Amtmanden til et Mindretal paa 3 af 9, en Trediedel, det er et stort Tal i vore Dage, hvor man ofte hjælper sig med meget mindre

Derpaa kom en ny Forklaring til Sogneraadet af Amtsraadets Beslutning. Den skulde være saaledes at forstaa, at efterat Amtsraadet havde talt, vejet og fundet for let 4 brave Sogneraadsmedlemmer, saa maatte disse ikke længere kny. De maatte slet ikke som Sogneraadsmedlemmer i Forening med deres Kolleger værge sig mod Amtsraadets Overgreb, men skulde betragtes som døde og magtesløse at være. Et lovlig valgt Sogneraad paa 9 Medlemmer, mod hvis fleraarige Virksomhed ingen havde haft anden Indvending end den, Præsten fandt paa, at det havde valgt en efter Tur fratraadt Kollega til at passe paa Kapitelstaxten, skulde pludselig være reduceret til 5. Dette var Sogneraadet for stivt. Det indsendte Sagen, behørig fremstillet, til Indenrigsministeriet, og da det fik Nys om, at Mindretallet havde været samlet og udsendt en mod Amtsraadet lydig Erklæring, vedlagde de en Indsigelse imod denne Fremfærd, og henstillede til Ministeriet, for saa vidt det ikke saa sig opfordret til at tilintetgjøre Amtraadets Angreb, at foranledige Stridsspørgsmaalet om Myndighedsgrænsen imellem de tvende kommunale Autoriteter afgjort ved Domstolene.

Denne lige og korrekte Vej gik Ministeriet ikke. Det maa have billiget eller i al Fald ikke sat sig imod, at Amtmanden fremturede paa sin Vis; thi der gik nu Bud og Brev til den Del af det lovlig valgte Sogneraad, hvor Mindretallet kunde agere Flertal, om at udskrive nye Valg. Dette blev besluttet, de 4 omhandlede Medlemmer uafvidende og imod det 5te Medlems, O. Madsens, Protest. Det sjette, paa det første Stadium saa tapre Medlem, Døcker, var alt vandret over til Præstegaardsforpagterens Logik. Mindretallet fik altsaa nye Valg i Stand. Flertallet derimod indgav en motiveret Protest til Amtsraadet imod den hele, efter deres Opfattelse ulovlige Fremgangsmaade og forbeholdt sig deres Ret i videste Omfang. Nu stod Appellen altsaa til Kommunens Beboere. Vilde de finde sig i, at de Mænd, der nu - de 3 snart 10 og den fjerde snart i 3 Aar - til deres fulde Tilfredshed have varetaget Kommunens Tarv, paa denne Maade bleve dem berøvede? Valgdagen kom, og det var et ynkeligt Skue at se de to af Valgbestyrelsens Medlemmer, der nu imod de Vedkommendes Indsigelse nægtede de samme Mænd at deltage i Valget, hvem de kort i Forvejen havde tilkjendt Ret til at deltage i Folketingsvalget, og som den Dag i Dag staa med Ret og Ære uantastet paa Folketingsvalglisten. Men hvor mange man end efter Amtsraadets Beslutning - som om Amtsraadet havde noget der at sige - udelukkede fra Deltagelse i Valget, lige meget hjalp det. Den første Valgdag gjenvalgtes de 3 Medlemmer ved almindeligt Valg; nogle faa Stemmer faldt paa andre; den anden Valgdag, otte Dage efter, gjenvalgtes ligeledes det fjerde Medlem ved de højst beskattede Stemmer, de fornævnte, Formanden Lars Hansen og Døcker, stemte paa en anden. Saaledes besvarede Kommunen Appellen og tilbageviste det Angreb, der var gjort paa Kommunens Selvstyrelsesret.

Denne Affære var ærgerlig nok; hvor dette forbistrede Flertal dog tit kan komme i Vejen. Amtsraadet "drog Pusten", som man siger, og Amtmanden syntes at være kommen lidt ind paa Tvivlens Gebet. Men heldigvis var den tidligere fraværende femte Proprietær kommen til Stede. De fem Herres plus Tiendeejer Jens Andersen vare i Stand til at standse et Mæglingsforslag om at sunde sig lidt, og man foer videre. Den slemme Landkommunallov siger, at de, der have erholdt de fleste Stemmer, ere valgte, og da de Vedkommende ere Folketingsvælgere, altsaa "ikke ere fundne skyldige i nogen i den offenlige Mening vanærende Handling", kunde deres Valgbarhed retslig ikke bestrides. Dog, Amtsraadet fulgte en højere Logik, Mindretalslogiken. Hvad Flertallet havde udrettet paa Valgdagene, slog man en Streg over og erklærede dem for valgte, som de meget smaa Mindretal havde stemt paa, deriblandt ogsaa den Mand, der havde faaet de 2 Stemmer. De paagjældende ærede Mænd holdt imidlertid ikke af at blive Sogneraadsmedlemmer paa den Maade, imod Kommunens Ønske men paa Amtsraadets Bud, og indstillede Sagen til Ministeriet. Man siger - skjøndt Amtsraadet i Tirsdags, maaske af en let forklarlig Undseelse, tav stille derom at Ministeriet har sluttet sig til Grev Schulin, og at Sogneraadet atter er "fuldtalligt". Men stakkels forfulgte Sogneraad; hvorledes maa det ikke være til Sinds! 

Se saaledes bringe vi Mindretalssystemet til Anvendelse hos os. Der var "Flertal" i Amtsraadet, vel sandt, men dette Flertal - , Amtmanden, Proprietærerne plus J. A. - repræsenterer en meget lille Kreds af Amtets 80,000 Mennesker. En af de Herrer er valgt med 10, en anden med 11 selvskrevne Vælgere. Og endda træde de op som Repræsentanter for den offenlige Mening i Forhold, der ikke ligge ind under deres Myndighed! I Krigen med Sogneraadet benytte Amtsraadet og Ministeriet dets Mindretal; hvordan dette saa ud, have vi skildret. I Krigen mod Kommunens Vælgere benytte høie Vedkommende ligeledes Mindretallet, "2 Stemmer" af Sogneraadets Mindretal tiene som Middel. Hvor vidt naar man ikke i vore Fortolkningens Tider. Og hvad have de høje Avtoriteter saa vundet ved al deres Møje? At føre en Sag, ikke igjennem, men frem, som efter vor fulde Overbevisning ej blot er i høj Grad inhuman og uretfærdig imod 15 hæderlige, af alle agtede Mænd, men ulovlig, uden Hjemmel i Lovgivningen. Eller skulde det være lovligt? Hvad var da al vor kommunale Selvstyrelse! Ethvert Sogneraad existerede da kun i Følge Amtsraadets og Ministeriets Skjøn, og den kommunale Valgret laa hen; syntes man ikke om Flertallet lod man Mindretallet træde i Stedet. Have de høje Herrer saa sejret? Langt fra. Den Sag er ikke endt. Proprietær-politiken har vist sig i en glimrende Belysning. Man vil efterhaanden faa Øjnene op for den Tilsidesættelse, den nuværende Sammensætning af Amtsraadet viser Bønderne og Almuen i Almindelighed. Sagen vil forfølge den gamle Greve som en Skygge, saa længe han med sin Hospitalsforstander existerer som Amtsraadets Expeditør, og hvorvidt Hr. Minister Skeel har vundet i Styrke ved sin Deltagelse, er let afgjort. Men mon Sagen ikke ogsaa har en god Side? Den nuværende politiske Situation er uhyggelig; derom ere alle enige. Hvad om man i politiske Forhold gik den her anviste Vej? Efter et Valg, som f. Ex. det den 25de April, anerkjendte man da kun Mindretallet som lovlig valgt. De 25 a 26 stemte over Godkjendelsen af de øvrige Valgte, en for en, og som Mænd, der, overensstemmende med Høirebladenes fortræffelige Skildringer, ikke vare hæderlige i den oplyste offenlige Mening, udelukkede man dem, den ene oven paa den anden. Selvfølgelig skred man lige saa lidt som i Skjævinge-Giørlese til nye Valg, men anerkjendte dem, der paa Valgdagen havde faaet Mindretallet for sig. Paa denne Maade fik man atter Rigsdagen "fuldtallig", og det af fuldtro hvilket endnu er mere, end man maa antage at have naaet i Skjævinge-Gjørlese. Og vi vilde da være lykkelige over al den politiste Besvær, som det slemme Flertal forvolder. Ja, over Landets Grænser vilde man kunne drage Lære af os. Hr. Bismark har set de tvende nordslevigske Deputerede udelukkede fra den prøjsiske Landdag; han har ikke vidst andet raad end at lade Valg foregaa paa ny; men lige meget har det hjulpet; thi de tro Danske valgte stadig deres Mand. Af os, af vor geniale Greve, kan han lære uden Omvalg at tage dem, der have haft Mindretallet for sig, og Ubehageligheden er fjærnet!

(Morgenbladet 14. juli 1876)

Hentydningen til Bismarck i slutningen af artiklen er ikke helt ved siden af: Ved valget i Nordslesvig senere på året, var der antydninger af at den danske kandidat Krüger havde svært ved at sluge at han samtidig med at bekæmpe prøjsiske valgovergreb, repræsenterede et parti (Højre) som orkestrerede endnu værre overgreb i Danmark.

Christian Anton Henningen (1822-1886) var kateket ved Bremerholms menighed 1852-1853, sognepræst for Oversø (Flensborg) menighed 1853-1864. Under slaget ved Oversø (Sankelmark) 6. februar 1864 havde han en østrigsk brigadegeneral (Nostitz), et ungarsk husarregiments officerskorps, samt en mængde soldater indlogeret nogle dage. I marts prædikede han på tysk, men på forespørgsel erklærede han at hun kun var ansvarlig for Christian 9. og blev afskediget i maj 1864. Efter krigen opgav han embedet og blev 1867 sognepræst i Skævinge-Gørløse. Han blev afskediget efter ansøgning i nåde i 1884 og var da en næsthøjest beskattede i Skævinge. Han døde maj 1886, 64 år gammel.

En gennemgang af sagen stod også i Isefjordsposten 15. februar 1876. Valg til 4 medlemmer til sognerådets mindre halvdel foregik 14. november 1876 i Gørløse Skole. Højesteret stadfæstede i januar 1877 at gårdmændene havde mistet deres valgbarhed.

Den 6. maj 1879 meddelte Frederiksborg Amts Avis at 7 havde fået æresoprejsning: gårdejerne Ole Hansen, Ole Olsen og Niels Hansen i Skævinge, gårdejer Lars Larsen og afb. Mads Hansen i Borup, og gårdejer Niels Hansen og gårdaftægtsmand Niels Pedersen i Gørløse. Avisen skrev endvidere at en del beboere som var involveret i sagen, allerede lang tid før havde løst sognebånd til præster de anså for bedre egnede end pastor Henningsen.

Foranstaltninger til Forebyggelse af Dyrplageri paa Strandvejen og i Dyrehaven. (Efterskrift til Politivennen).

For at forebygge de muligt forekommende Tilfælde al Dyrplageri, der navnlig finder Sted ved Kaper- og Omnibuskjørsel paa Strandvejen og i Dyrehaven i Sommertiden, har Birkedommeren i Københavns Amts nordre Birk allerede i flere Aar ladet foretage en skarp og nøieseende Inspektion af de til de nævnte Kjørsler benyttede Heste. Inspectionen, der foretoges af Docent i Statsveterinairvidenskab ved den kgl. Veterinair- og Landbohøiskole, Cand. med & chiir. Bay, er i denne Sommer udvidet saaledes, at de Heste, der skulle benyttes til idiotiet paa den forangivne Maade, navnlig til Omnibuskjørselen paa Strandvejen, for Fremtiden først skulle undersøges af Docenten, af hvem Hestene skulle erklæres for tilstrækkelige arbeidsdygtige og brugbare til Kiørselen forinden denne kan tilstedes. At der desuagtet kan Indtræffe enkelte Exempler paa Dyrplageri, kan naturligviis umuligt undgaaes, og navnlig bleve flere Vognmand herfra Staden sagsøgte og mulkterede ved kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret fordi de paa Grundlovsdagen (2den Pintsedag) og paa Væddeløbsdagene havde benyttet Heste, der navnlig ved en hensynsløs Behandling vare aldeles uskikkede til den anstrængende Kaperkjørsel, samt fordi Vognene vare overfyldte af Passagerer. Det blev saaledes under en Politisag oplyst, at en i Skyttegade boende Haandværksmand havde benyttet en Hest, der var i høi Grad ussel, kraftesløs og afmagret. I Sadelleiet fandtes et ca. 1½ Tomme langt og 1 Tomme bredt, ned i Huden trængende, smertefuldt Selebrud, som ved hvert Skridt irriteredes af Seletøiet og i begge Flanker samt paa Laarenes Inderside tildeels friske Saar, fremkaldte ved Pidskeslag. Hesten var forspandt en Eenspændervogn, belæsset med Øltræer. Den Medfart, Hesten saaledes havde faaet, blev af vedkommende sagkyndige Autoritet med Rette uklaret for at vare en raa Mishandling af et Huusdyr, og den Tiltalte blev derfor ved Sagens Foretagelse i Retten anseet med Mulet og tilpligtet at betale Omkostningerne, ialt 24 Kr. - Ligeledes var en Vognmand i Lille Kongensgade tiltalt for paa Grundlovsdagen at have benyttet til Kaperkjørsel en mørkebruun, 8aarig Vallak, der ved Eftersynet ude i Skoven fandtes at have dybtgaaende, giennem Huden trængende, smertefulde, knuste Saar, fremkaldt ved Strygning paa begge Forkoder og venstre Bagkode. Saarene vare oversmurte med Blanksværte, og navnlig det paa venstre Forbeen Pinte Dyret, saa at det haltede stærkt. Det blev navnlig under Sagen fremhævet af vedkommende sagkyndige Autoritet, at Tiltalte for Vindings Skyld havde benyttet den omhandlede Hest, uagtet det maatte være ham klart, at den havde lidt betydelige Smerter ved den stadige Irritation af ældre, iøjnefaldende Saar, som Tiltalte havde forsøgt at skjule ved Overstrygning med Blanksværte, samt at det simple Middel til Forebyggelse af Smerterne, nemlig Anbringeise af Strygeremme, ikke havde været benyttet, og det formeentes derfor, at Tiltaltes Forhold maatte falde ind under Bestemmelserne i Straffelovens § 207 (om raa Mishandling eller anden grusom og oprørende Mishandling af Dyr, navnlig Huusdyr). Ved Sagens Foretagelse i Politiretten blev Tiltalte tilpligtet at betale i Mulct og Omkostninger ialt 33 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juli 1876).

Markfreden i Kjøbenhavns Nærhed. (Efterskrift til Politivennen)

Mellem det saakaldte "Rhabarberland" og den store Kirkegaard findes der nogle Jorder, som tilhøre Kjøbenhavns Kommune. Et af disse Jordstykker er bortlejet til en Gartner, som har beplantet ca. 1½ Td. Land deraf med Jordbær. Da Gartneren i Søndags en kort Tid havde ladet denne Mark uden Tilsyn, fandt han ved sin Tilstedekomst, at den var som besaaet med Mennesker, der plukkede, nedtraadte og ødelagde hans Frugter. Saa snart han kom til Stede, flygtede de til alle Sider, og da det var ham om at gjøre at faa i det mindste nogle af dem til at navngive sig, for at han senere kunde drage dem til Ansvar, bemægtigede han sig nogle Hatte, som han erklærede kun al ville udlevere til Vedkommende, naar disse opgave deres Navne. Dette fandt en fra Kirkegaarden fremstormende Person at være en grov Uretfærdighed, som ikke burde taales; han væltede sig ind paa Gartneren, slog denne til Jorden og mishandlede ham meget slemt. Da det endelig lykkedes Gartneren at frigjøre sig for Voldsmanden og flygte bort, styrtede de udjagne atter ind paa Jordbærmarken og rapsede, det bedste de kunde. - Et Øjenvidne har troet her i Bladet al burde omtale det passerede for at henlede Magistratens og Politiets Opmærksomhed paa. om der ikke kunde gjøres noget for at værne om Markfreden i Kjøbenhavns Nærhed. G.

(Morgenbladet (København) 6. juli 1876).

Vold. Da Gartner P., der af Kjøbenhavns Magistrat har leiet en mellem Falkeneralleen og Nordvestvei beliggende Jordlod, som han om Sommeren anvender til Jordbæravl, sidstafvigte 2den Juli traf flere Personer, saavel Voxne som Børn, og deriblandt en Kone, sammesteds Ifærd med at afplukke Jordbær, fratog han hende hendes Hat og henviste hende til at hente den paa vedkommende Politistation for saaledes at komme til Kundskab om, hvem han havde at holde sig til for Indgreb i hans Eiendomsret. Senere kom bemeldte Kone tilbage med sin Mand, Tiltalte J, med hvem hun levede sammen og hvem hun havde fortalt, at hendes Hat var bleven hende fralaget og om Aarsagen dertil. Da Tiltalle forlangte, at Gartner P. skulde tilbagelevere Hatten, og P. nægtede dette, forinden Tiltalte havde opgiver ham sil Navn, slog Tiltalte J. Gartner P. med knyttet Haand i Ansigtet, saaledes at han med blødende Næse faldt til Jorden, og gav ham i dereftet, idet P. igjen søgte al komme paa Benene, 2 a 3 andre Slag i Ansigtet, hvorved P. blev paaført en Hjernerystelse, hvoraf han led i nogen Tid, men hvorfor han dog efter Udvisende af en i Sagen fremlagt Lægeattest den 15de f. M. var saavidt helbredt at der var Haab om, at han om kort Tid vilde være fuldkommen arbeidsdygtig, og Grund til at antage, at den ham tilføiede Vold ikke vilde have nogen Indflydelse paa hans fremtidige Helbred. For det ovenanførte Forhold blev Tiltalte ved Criminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens § 203 med 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, samt tilpligtet at betale den Skadelidte 20 Kr. i Erstatning for de ved dennes Helbredelse forbundne Udgifter og for Næringstab.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. september 1876).

Fælles Sukkerkogerier paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Annonceringen af stiftelsen af "St. Croix Fællessukkerkogerier" stod i mange aviser i juni 1876. Generalforsamlingen fandt sted 4. juli 1876. Annoncerne var undertegnet Krag-Juel-Vind-Frijs, G. A. Hagemann, Moritz G. Melchior, S. Nellemann, Georg Petersen, Rosenørn-Lehn og Tietgen.

Actieselskabet "St. Croix Fælles-Sukkerkogerier" afholdt, som alt meddeelt, iaftes en constituerende Generalforsamling under Ledelse af Gouverneur Garde. Paa Indbydernes Vegne talte Hs Exe. Lehnsgreve Frijs-Frijsenborg. Han yttrede, at det var en varm Interesse for de dansk vestindiske Øer, der havde foranlediget nærværende Sammenkomst. Den ugunstige Skjæbne, som St. Croix var bleven undergiven i de senere Aar, deelte denne Ø med saagodtsom alle de øvrige vestindiske Øer. Skulde nogen Grund til den tilstedeværende Tilbagegang i disses økonomiske Udvikling angives, da maatte den væsentlig søges i en vis Mangel paa Energi og paa den rette Erkjendelse af, at Jorden er et betroet Gods, som man ikke kan vedblive at bruge og tage Frugt af, uden at den samtidig faaer den forbrugte Kraft erstattet. Han mindede derpaa om den Bevægelse, som Danmarks Forhandlinger med de Forenede Fristater for nogle Aar siden naturligt vakte paa Øerne, og om hvorledes navnlig fra dette Tidspunkt Tanken rettedes paa, hvorledes det skulde være muligt at bringe en økonomisk Fremgang tilstede. Øernes Beboere ønskede saaledes dengang at maatte erholde Beskyttelse for deres Producter; men det erkjendtes snart, at denne Hjælp ikke indeholdt nogen tilstrækkelig Stimulus til en rigeligere Production. Da var det, at Tanken om Fællessukkerkogerier reistes. Ved Regjeringens og Rigsdagens Foranstaltning, ved den levende Interesse, som Sagen havde vakt paa Øerne, og ved privat Initiativ herhjemme vilde dette Foretagende være at bringe istand, og dets Hovedtanke var den at fremkalde en Deling af Arbejdet, saaledes at Agerdyrkningen skilles fra Fabrikationen, og Plantageeierne derved med større Kraft end hidtil kunne varetage deres egentlige, særliqe Hverv: Sukkerrørdyrkningen. Fra de franskvestindiske Øer havde man Erfaringer, der i høi Grad talte for at bringe det omhandlede Foretagende igang. Indbyderne havde ikke troet at burde udstedt Indbydelse til offentlig Actietegning, forinden der ad privat Vei var sikkret nogen Capital; paa denne Maade var tilveiebragt 700,000 Kr. I den derpaa følgende Actietegning havde ikke Faa deeltaget, og han kunne saaledes oplyse, at der deels var tegnet og deels var lovet inden denne Maaneds Udgang et Beløb, der vilde naae op til 900.000 Kroner. Indbyderne vilde under disse Omstændigheder ansee det for rigtigst, at Selskabet konstituerede sig. Forslaget om Constitueringen vedtoges derpaa eenst med 297 St. Efter en kort Discussion vedtoges derpaa eenst. et Udkast til Love med den ene Ændring, at der istedetfor Ordene: "Selskabets Capital udgjør 2 Mill Kr. i Actier paa 1000 Kr.", kom til at staae: "Selskabets Capital udgjør indtil 2 Mill. Kr. osv." Til Medlemmer af Bestyrelsen valgtes derefter med Acclamation de 7 Herrer Indbydere, paa hvis Vegne Grev Frijs modtog Valget. Til Revisorer valgtes Consul Alf Hansen og Gross. Moses Melchior; den Sidstnævnte udtalte dog udtrykkelig, at han af Hensyn til den særegne Stilling, som han indtog til Foretagendet, kun modtog Valget for 1 Aar. Han fandt dernæst Anledning til at bemærke, at Aarsagen til de vestindiske Øers økonomiske Tilbagegang foruden den af Grev Frijs angivne endnu formeentlig var en anden, nemlig den Omstændighed, at der i de senere Aar var opstaaet et nyt fabrikationssystem, som var langt fordeelagtigere end det ældre, men hviltet Øernes beboere af Mangel paa Capital ikke havde formaaet at sætte igang. Exempelvis anførte han, at efter den ældre Fabrikationsmaadc tabte Sukkeret 7-10 pCt. ved at føres dertil, efter den nyere i det Høieste kun 1 pCt. Det var saaledes en simpel Retfærdighed imod de vestindiske Beboere at udtale at den Tilstand, de befandt sig i, var en naturlig Tilstand, begrundet i Mangel paa Capital. Efterat Lensgreve Frijs kort havde repliceret til Gross. Melchior, udtalte Gouverneur Garde det som sin Overbeviisning, at næværende Foretagende vilde vise sig at være i høi Grad rentabelt, og denne hans Overbevisning var baseret paa erfaringer, hentede fra Naboøerne. Netop under de nuværende Tidsforhold, der ikke vare gunstige for Dannelsen af Actieselskaber, og særlig i Betragtning af den factiske Fjernelse, der havde fundet sted mellem kolonierne og Moderlandet, kunde Øernes Indvaanere kun have Grund til at være de Mand i Moderlandet taknemlige, som havde deeltaget i nærværende Foretagende, og særlig vilde han henvende denne sin Tak til Bestyrelsen med dens formand, Grev Frijs. Gross. Moses Melchior takkede sluttelig Gouverneur Garde for den utrættelige Iver, han havde udfoldet for at bringe Sagen igang. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juli 1876).

Fra torvet i Christianssted på St. Croix. Fra Illustreret Tidende nr. 860, 19. marts 1876.

THE "AVIS"

CHRISTIANSTED, ST. CROIX

Saturday, July 8th 1876.

In our last we informed the readers of the Avis of the highly satisfactory progress of the Central Factory Question, so far as had come to our knowledge through the medium of a telegram giving so much of a letter from His Excellency the Governor as was of most interest. Since then we have been favoured with further particulars from the same source, as well as with the contents of a telegram from the Governor, received by tho Presidency on Thursday last. Agreeably to the accounts received first, a Committee, consisting of Messrs. Krag-Juel-Vind-Frijs, Hagemann, Moritz Melchior, Nellemann, G. Petersen, Rosenörn-Lehn and Tietgen.had been formed to receive final subscriptions for shares in Central Factories to bo established here, and the telegram of Thursday brought the intelligence, that a general meeting of the Subscribers for shares was held in Copenhagen Monday the 3rd instant, at which a Central Factory Company was definitively formed, and the abovo-named gentlemen were elected as Directors of the Company.

We have also been informed that the Committee which has now been appointed as a Board of Directors, as far back as the 13th of June last, had issued a prospectus inviting subscription for shares, which has now been sent out here, and will be published, as soon as the documents concerned have been translated, through tho Chairman of the local Committee here, His Honour, Chief Judge Rosenstand. 

Our readers are already aware that the shares had been fixed at 1,000 Crowns each, and that an amount of upward of 700,000 Crs. had already previously been signed for. Further subscriptions can now be made, besides in Copenhagen, at the Colonial Treasuries in St. Thomas and here. The shares, we understand, are to be paid up in instalments of 10 p. ct. of the amount of the share, the first instalment having become due on the first instant, and the others becoming due every second month, so that the Inst instalment will fall due on the 1st January 1879. For the payments, interim-receipts will be given, which, at the last payment, will be exchanged for a final share.

(St. Croix Avis 8. juli 1876)

Den lokale bestyrelse af sukkerkogerierne afsendtes 27. september 1876 overretssagfører Wassard (merkantil) og cand. polyt. Zahrtmann (teknisk forretningsfører). De blev ledsaget af ingeniør Petersen som havde været beskæftiget ved Esbjerg Havn. Driften begyndte den 5. marts 1878. I september 1878 blev det oplyst at det tilskud der kort forinden var ydet af kolonialkassen, var utilstrækkeligt fordi maskinerne var dårlige. Kort tid efter udbrød opstanden "The Fireburn". I maj 1879 støttede kun Højre finansministerens forslag om at forhøje lånet til A/S St. Croix Fællessukkerkogerier med 370.000 kr.

Om Danseboder. (Efterskrift til Politivennen).

"Ordensstatslige Tilstande"! "ordnet Samfund"! Saaledes kaldes det "Bestaaende". Saaledes lyder Stikordene, som vore Modstandere til enhver Tid har ved Haanden, naar de skal bevise det nuværende Statssystems Fortræffelighed. i Modsætning til det, vi agter at indføre, og det er da os, der bliver fremstillet som dem, der "omstyrte", vil ruinere hele denne paradisiske Tilstand.

Naar man imidlertid vil se lidt nærmere efter, hvori denne "Orden" bestaar, saa finder man den mest storartede "Uorden", for at bruge en meget mild Betegnelse. Svindlerier en gros, Vekselforfalskninger, storartede Banktyverier, Mordforsøg i Form af Rottingslag og Cellefængsler, Tilfredsstillelse af Spillelidenskaberne ved Lotterier, Sædelighedsforbrydelser udøvet af Professorer og Præster, - saadanne Ting er det "Ordensmændene" har Patent paa at udøve og forsvare.

Blandt "Ordenspartiets" tilladte og beskyttede Institutioner er der en Art. som vi særlig skal beskæftige os med idag, det er de ved Politiets specielle Omsorg eksisterende Danseboder. Der raabes saa meget paa Demoralisationen blandt Tjenestepigerne, den offenlige Prostitutions Tiltagen osv., nuvel, der er Arnestedet for dette, der er de Steder, hvor Uddannelsen til offenlige Fruentimmer finder Sted, der nedlægges Spiren tit alle Udskejelser, som Ungdommen af begge Køn gør sig skyldig i.

Alle I Dydsdragoner, som sukker over de unge Pigers Uanstændighed, alle I Provstinder og Etatsraadsfruer med Eders "praktiske Tjenestepigeskoler" og lignende Palliativmidler, og alle I Husmødre, der jamrer over Eders Tjenestepigers Daarlighed, her har I rig Lejlighed og grundet Anledning til at udøve Eders filantropiske Bestræbelser, hvis det ellers er Eders Alvor at udrette Noget. Ja, det kan sandelig være paa Tide, at der bliver rengjort i disse Augiasstalde, det kunde være paa Tide, at Autoriteterne, som ellers til enhver Tid er paa Færde, hvor der ikke er Brug for dem, til en Forandring en Gang søgte at gøre lidt Gavn og henvendte deres Opmærksomhed paa Tilstanden af samtlige Københavns og Forstæders Danseboder. Naar disse Forhold, som der eksisterer, kom lidt mere for Dagslyset, er det rimeligt nok, at der var adskillige Ting, der faldt ind under diverse Straffelovsparagrafers Omraade.

Man læser under Tiden, at en eller anden Bladneger eller Prins har aflagt Besøg paa Hospitaler, Galehuse, Fattighuse eller lignende Steder, og der bliver da aflagt detaillerede Beretninger herom i Reptiliebladene og naturligvis stødt i Trompet over vedkommende Institutions fortræffelige Indretning osv., ja selv fra Hunde-Internatet var der forleden en af "D.-Telgr."s Negere, der "begik" en lang Beretning om Hundenes "Gøen og Laden", men fra saadanne Fordærvelsesanstalter som Danseboderne, der fremkommer ingen Oplysninger, og det var derfor heldigt, hvis vore Anker her kunde bevirke, at En eller Anden vilde overbevise sig om, hvor berettiget vor Paastand er, naar vi fordrer disse Anstalter ophævede og forbudte hurtigst muligt.

De Træk, der er fælles for dem alle, er i Øvrigt lette at opdage. Raa Slagsmaal saavel mellem Mænd som Kvinder er en af de mest yndede Beskæftigelser ved Siden af den ædle Dansesport, (der i Parentes bemærket bliver udøvet paa en saadan Maade, at en Bournonville vilde græde salte Taarer ved Synet af den Art "Benpoesi"), enhver Dansebod har derfor ogsaa en privilegeret "Udsmider". Drukkenskaben staar paa et meget højt Udviklingstrin, og det ikke mindst for Kvindernes Vedkommende: de frækkeste, mest lascive Ord og Talemaader vinder det største Bifald. Anstændig og pæn Opførsel hos Deltagerne er Noget, som øjeblikkelig bliver Genstand for "Grin". Alt dette er imidlertid kun Smaating, der viser sig for den mest overfladiske Betragter. Men en Smule Eftertanke vil lære En mere. Det er saaledes en Kendsgerning, at det aldeles overvejende Flertal af faldne Kvinder er blevet ødelagte ved Dansebodslivet. Efter Alt, hvad man der kan se og høre, er det en Umulighed for nogen Kvinde at besøge disse Steder uden at hendes moralske og sædelige Begreber bliver aldeles nedbrudte. I de allerfleste Tilfælde er det en Umulighed for hende at løsrive sig fra de Tillokkelser, der for svage Karakterer findes den Slags Fornøjelser, som dyrkes paa disse Steder, og kan hun ikke det, da ve hende! - i Længden bliver Prostitutionen hendes Lod, hvortil hun da bliver besørget ved Politiets velvillige Bistand eller rettere Tvang. Hvis et "ordnet Samfund" ikke skulde have den Pligt, at gøre Sit til, ved Ophævelsen af disse Lastens Huler, at bevare en meget stor Del af sine Medlemmer fra Fordærvelse, da kan det ikke nytte i nogen som helst andre Anliggender at vaase om Samfundets Pligter til at skride ind.

I Samklang med, hvad Danseboder indirekte afgiver til Prostitutionen, staar den Mængde Skuffetyverier og lignende "tiltrækkende" Maader at tilvejebringe Penge paa, som i de senere Aar synes at have vundet udelt Anerkendelse hos en stor Del unge Mennesker. Det er temmelig indlysende, at hvis der ikke eksisterede Steder, hvor Pengene kan saa en saa udstrakt Anvendelse i fordærvelige og tillokkende Anliggender, som paa Danseboderne, hvor den "flotte" Optræden aldrig undlader at gøre sin Virkning, er der ikke Spor af Rimelighed for, at disse Folk var bleven Tyveknægte og Udskud af Samfundet for deres Levetid, (saaledes er jo Konsekvenserne under de nuværende Tilstande), naar de ikke var kommet ind paa denne Skraaplan, der drager saa mange og slemme Følger efter sig.

Vi gad høre, paa hvilken Maade de, der tillader og beskytter Dansebodernes Virksomhed, vil bevise Nytten og Nødvendigheden af samme. Galt er det, naar det ordnede Samfunds Forsvarere skal klare dem over for de mange og grundede Angreb, der fremkommer mod Prostitutionen som Statsinstitution, naar de skal bevise sammes gavnlige Virksomhed, men værre vilde det blive, naar de skulde forsvare Berettigelsen af bestaaende Opklækningsanstalter for Prostitutionens Ofre, ti Meningen er vel ikke at opretholde dem for at sikre hine "frisk" Tilførsel: hvis saa er, da sig det endelig, vi ved da, hvad vi har at rette os efter.

Uagtet alle Danseboderne i København omtrent er af en og samme Surdejg, er der dog en, som særlig fortjener at nævnes, en hvor  "Trangen og Frækhed, af Lasten baaret i Dynddaab holdes; hvor Skændsel staar Brud med ormædte Blomster i Haare .."

Det er næmlig det saakaldte "Colosæum", populært: "Klodsen", paa Værnedamsvej. Man gaa blot derind en Gang, man betragte disse Scener og Optrin, der foregaar, i al deres afskrækkende Hæslighed, alle disse Fysionomier, som Skænselen og Lasten har paatrykt sit umiskendelige Stempel, betragte disse unge Piger, der vel næppe har naaet Konfirmationsalderen, ravende beruset frem langs Væggene, udstødende Eder og Forbandelser, og man har da sandelig et Indblik i, hvad der kan tillades opretholdt under vore "moralske" Samfundsforhold, og man vil maaske kunne forstaa, at vi Socialister hurtigst muligt vilde kuldkaste denne og lignende Ordensforanstaltninger, hvis Afgørelsen i Øjeblikket laa i vor Haand. 

Det Ovenanførte maa nu vistnok være tilstrækkelig til, at man kan danne sig en Mening om denne Sag. Vi kan formodenlig ikke vente Andet, end at vore Ønsker bliver "en Røst i Ørkenen" hos dem, der har den afgørende Stemme og hvis Indtægter, der muligvis vilde blive Skaar i ved Ophævelsen, men det afholder os ikke fra, ved given Lejlighed at fremdrage Fakta, der nok tilsidst skal tvinge Avtoriteterne til at undersøge disse Forhold. Foreløbig kan vi kun i Humanitetens, Moralens og Menneskelighedens Navn nedlægge en bestemt og energisk Protest imod, at der i det nuværende Samfund bestaar Anstalter, hvis Virksomhed har til Resultat, at fordærve Samfundsmedlemmernes Moralitet og Sædelighedsbegreber i Bund og Grund.

Observator.

(Social-Demokraten 29. juni 1876).

Værnedamsvej 5. Forlystelsesstedet Rosenlund. ca. 1865. Kildetekst (transskription af tekst på bagside eller fra album): Eiendommen, som gjennem en meget lang Aarrække havde været i familien Kehlets Besiddelse, var i sin Tid Hovedbygning for det gjennem Thomas Overskous Komedie Capriciosa forevigede Forlystelsessted Rosenlund, nedbrudt ca. 1885. Personerne er fra venstre: Hørkræmmer Harald Kehlet, Sadelmager J.A. Buck, Musikdirektøren i den paa Eiendommens Grund liggende Dansesalon Colosseum, populært kaldet Klodsen, Stabssergent i Garden Henriksen, Uhrmager Ferdinand Kehlet. I Vinduerne paa 1. Sal fra v: Fru Temothea Andresen født Kehlet, fru Nikoline Hermandine Petrine Kehlet født Clausen, i tidligere Tid Værtinde paa Rosenlund, Enke efter Tractør og Chokoladefabrikør Reimer Temothius Kehlet, Fuldmægtig i Indenrigsministeriet Schou. (Mariboe). Kbhbilleder.

I 1822 omdannede chokoladefabrikant R. T. Kehlet sin ejendom "Rosenlund" på Værnedamsvej til en forlystelseshave. Th. Overskou og A. L. Arnesen skrev i 1836 folkekomedien "Capriosa" hvor en af akterne foregår her. Efter Tivolis åbning i 1843 gik det stærkt tilbage for stedet, og det blev omdannet til danseboden Colosseum. Det lukkede i 1881.