Militær Afstraffelse. (Efterskrift til Politivennen).

En ny Skandale.

Man skulde tro, at vort militære Uvæsen ved de seneste utvivlsomme Yttringer af Indignation blandt Publikums Flertal, skulde være blevet lidt mere varsom i sin Bøddelgerning ligeoverfor Rekruterne.

Det synes imidlertid som om vore krigsgale Autoriteter har sat sig for at omvende os Alle i den kortest mulige Tid til deres ivrigste Fjender, - hvis vi da ikke var det i Forvejen. Næppe er næmlig Husarrekrutens barbariske Behandling traadt i Skygge for de andre senere Dumheder som Autoriteterne har begaaet, før Militærvæsenet mælder sig med et nyt Eksempel paa russisk Justits, som næsten er til at bringe det forrige Forglemmelse. En Rekrut, Nr. 674 af 1ste Bataillons 3dje Kompagni havde stjaalet et Par Støvler. At dette er en Forbrydelse, vil Ingen benægte, og at han havde fortjent Straf, saameget mere som det ikke var første Gang at han var paa den Galej, er tydeligt nok. Men vore velvise Avtoriteter sørgede for at straffe ham paa en saadan Maade, at man glemmer Forbryderen over hans Bødler.

Efter de Meddelelser vi fra mange forskellige Sider dels har faaet, dels selv har skaffet os, maatte Synderen, der i det Hele dømtes til 50 Rottingslag og 30 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brod, vente et helt Kvarter over den til Eksekutionen bestemte Tid, da Kaptajnen ikke var kommet. At en saadan Ventetid i høj Grad maa forøge Angsten for den truende Straf og derved formindske Evnen til at udstaa den, behøver ingen videre Forklaring. Da han havde faaet 31 Slag besvimede han og maatte bringes tillive ved Draaber og Vand. Desuagtet blev Eksekutionen fortsat! Man gav ham 3 Slag til; da styrtede han omsider til Jorden og Bødlerne opgav at tærske et føleslast Kadaver! Han blev derefter transporteret til Hospitalet. -

Den Ulykkeliges Skrig under denne Torturs Anvendelse skal have været saaledes, at selv ivrige Militærgale mellem Tilskuerne væmmedes ved dette Barbari.

Iøvrigt er dette nok ikke enestaaende Tilfælde ved dette Kompagni. En anden Menig, Nr. 724, modtog for omtrent en Maaned Siden 25 Rottingslang og 15 Dages Vand og Brød for en ubetydelig Forseelse mod en Vaabenmester Davidsen under Øvelserne paa Fælleden.

Vi behøver ikke nærmere at gøre Rede for vore Følelser ligeoverfor den Slags Afskyeligheder. Det Eneste, der kan trøste os i saadanne Sager er, at hele Krigsvæsenet ved en Fortsættelse af dette System snart vil bringe det saa vidt, at Enhver, der har Distinktioner paa Skuldren, vil blive sparket ud af Landet. Det gør os kun ondt, at enkelte hæderlige og rettænkende Mænd, som naturligvis ogsaa findes mellem Befalingsmændene i Armeen, under den almindelige Indignation ikke vil kunne undgaa at blive behandlet lige med de Indivier under al Kritik som dette Menneskeslagterhaandværk absolut maa indeholde.

(Social-Demokraten 1. oktober 1876).

Samsø. (Efterskrift til Politivennen)

Koldby paa Samsø den 11te September 1876. Hr. Redaktør! Naar Deres Magt ud over Vandene? Hvis saa er, saa tillad en stakkels Øboer at tolke Dem sin Kvide, for saa var det jo dog muligt at De kunde, om ikke afhjælpe saa dog lindre den, og Lindring trænger vi virkelig haardt til her i mange Forhold. Jeg skal forsøge at give Dem et Billede af Forholdene, som de er, og jeg er vis paa at De vil give mig Ret.

Man skulde tro - og jeg tror da ogsaa, at det almindeligvis bliver troet - at det var langt lettere for Smaafolk at komme ud af det paa Landet end i Byerne, men dette er ingenlunde Tilfældet: tværtimod kan jeg med frelst Samvitttighed forsikre Enhver, som endnu maatte svæve i denne, at det er langt værre - i al Fald for vor Øes Vedkommende. I Byerne kan da den Fattige faa at købe, naar han har Penge; her skal man tigge et, selv om man staar med Penge i Haanden, og saa kan man dog risikere i det fleste Tilfælde alligevel at faa Nej. Faar man hvad man ønsker, kan man i alt Fald være vis paa at faa at føle, hvor stor en Tjeneste her vises En. Alt dette vilde have været meget forstaaeligt, dersom vor Ø var befolket med Mennesker, hvis Evangelium var: "Enhver er sig selv nærmest"!, - ja, saa vilde det endog have været halvt om halvt tilgiveligt, men dette er saa langt fra Tilfældet, hvad Enhver let vil indse, naar jeg siger, at "Den indre Mission" her har en meget stor Menighed, som selv tror at være hellig, og gerne vil have andre Dødelige til at tro det samme, og det kan være, at den ogsaa fik dem til det, naar den kunde faa Teori og Praksis til at falde lidt bedre sammen end Tilfældet er; for Tiden er der neppe en Eneste der tror paa deres Hellighed - ja, jeg har en ikke ringe Tvivl om, at de selv tror derpaa; men flittig i Kirkegaarde, gudelige Bøger, Skrifter og Blade læser de, og til dito Forsamlinger trasker de og - hvad kan man saa forlange mere? Om de da lige oven paa lukker baade Hjerter og Døre for en Trængende, det siger intet. De Bibelsteder, som handler om Pligterne mod Næsten, kan læses paa mangfoldige og uden Tvivl "fortolkes" og forstaas paa endnu flere Maader, men hvorom Alting er: Humbug er det med Helligheden her, det kan jeg bevise med uigendrivelige Fakta. Der er et Sted her paa Øen en Præst, - en meget ungdommelig for Øvrigt - som selv tror at være en af de helligste, og da han gør sig al tænkelig Umage for ogsaa at vise praktik, at han er det, skal jeg ikke undlade at fortælle et Par Eksempler fra en af vore Nabobyer, som da de er almindelig bekendte, ej heller har kunnet undgaa at komme mig for Øre Et ungt Menneske havde ladet sig tegne til Altergang, og kom i Kirke med et Par Sko paa, som var temmelig smaa til ham. Han følte Trykket hele Tiden, men værst da han stod oppe for Alteret til Skriftemaal. Han stod, som Følge deraf, af og til og løftede Foden lidt fra gulvet, naar han ikke længere kunde udholde al staa paa den. Dette opdager Præsten, og hvad gør saa den Guds Mand? Han kalder uden videre Mennesket ud af Kirken, og holder en lille privat Prædiken for ham, hvis Indhold gaa ud paa, at Vedkommende er uforberedt og derfor uværdig til at gaa til Herrens Bord". Se det kommer der ud af at gaa til Alters med for smaa Sko! At det vakte en stor Opsigt, er en selvfølge; det gik jo fra Mund til Mund, at Præsten havde vist En ud af Kirken og den Forargelse, Præsten formodenlig vilde forhindre Vedkommende i at give, den fremkaldte han selv i en meget forstærket Grad.

Sin Embeds iver viste han ogsaa en Dag ved at gaa ind til en Pige, som havde - hvad saa Mange før hende har - født et Barn udenfor Ægteskab og ligeledes holde en Tale til hende, han synes i en særlig Grad at sværme for saaledes at befinde sig i en téte a téte med "de vildfarende Faar i af hans Hjord"), hvori han lod hende vide, at det Barn hun havde bragt til Verden, "født i Misgerning", var et Djævelens Barn og indviet til Fordærvelse fra Fødselen: udtordnende Himmelens Vrede over hende og alle ligesindede og mere af samme Surdejg.

En anden Præst herovre er ikke stort klogere. En Dreng, som af Naturen har en daarlig Udtale, havde naaet den Alder, da han skulde konfirmeres, og han meldte sig derfor hos Sognepræsten, der imidlertid erklærede ham for - gal (!), idet han sagde, at han ikke kunde blive indindskrevet; "der gaar en Tosse paa Byens Gader, gaa Du hen at holde ham med Selskab" - og det var en Præst, der sagde det! Forældrene lod sig naturligvis ikke nøje hermed, men søgte Højestt Vedkommende og Drengen, der kan sin Religionslære (som i vor Tid er det Væsenligste) fuldkomment, er nu indskrevet til Konfirmation hos Præsten i et andet Sogn og her var Drengen klog nok.

Se, det er en Prøve paa aandeligt Despoti. Et Despoti af en mere materiel og derfor ogsaa for os materielle Mennesker rædsommer Art skal jeg nu give et Billede af. 

For en Del Aar siden gik der igennem alle Landets Blade en Beretning om et sandt Triumftog, som et Besøg, Grev Danneskjold aflagde her, var udartet til, idet Beboerne var taabelige nok til at modtage Eksecllencen omtrent som man vilde have modtaget en Konge i den gode gamle absolutistiske Tid, formodenlig i den forfængelige Tro derved at gøre sig ham "bevaagen"; men de yar faaet Kærligheden at finde. Han ikke alene holder vedblivende paa den Respekt, der en Gang er vist ham, men gan yar endyderligere befæstet og udvidet den ved at sende Øen og dens Befolkning en Plaaeaand, som vist i al Mageligbed vi kunne taale en Sammenligning med de velbekendte ægyptiske, og det i sin Søns Skikkelse. Den danneskjoldske Slægt har det Fortrin for andre "ædle" Slægter, at den har Lov til at klæde sin Kusk i rødt Livre - det her omhandlede unge, haabefulde Skud paa Familiens Stamtræ har uden Tvivl faaet dette Fortrin udvidet saameget, at han har Lov til at bære rødt Skæg, i alt Fald er han begavet med et saadant, som her i Folkemunde har forskaffet ham Navnet "den Røde". Her paa Øen er der et Forhold, som skal være enestaaende her i Landet: at Byerne med Gaarde og Huse er fri Ejendom, medens deres Tilliggende kun er Fæstejord: dette ejendommelige Forhold fik en Jurist til at rode op l de gamle Dokumenter, som findes i Arkiverne, Jordegodser vedrørende; og hans Undersøgelser bragte ham til det Resultat, at ikke alene Byerne, men ogsaa den hertil tilliggende Jord var Selvejendom; man tovede ikke med at rejse herover og fortælle os Øboere om denne sin Opdagelse, og tilføjede, at hvis vi vilde lægge Sagen i hans Haand, saa vilde han paatage sig at saa denne vor formentlige Ret igen bragt for Dagens Lys og fuldt anerkendt, og vi var letsindige nok til at tro, at vi kunde vinde en Proces fra vor Lensherre. Vi tabte den naturligvis, hvorved, hvorledes og ved hvilke Forudsætninger har jeg aldrig kunnet gøre mig rigtig tlart; men Hovedsagen er: vi tabte den. For havde Greven villet sælge Bøndergodset, nu havde han betænkt sig, hed det, nu kunde Ingen mere faa at købe, men alligevel blev det saakaldte Arvefæste bragt i Stand hvorved han gar faaet Afgiften skruet saa højt op, at Mange nødes til at stille sig ved Jorden, fordi de ikke kan bestaa ved at beholde den, men gaar det saaledes med Gaardmændene, saa kan De vel tænke Dem, hvorledes Stillingen er for Husmændene, som skal leve af at arbejde for disse. Den By, der ligger nærmest ved det grevelige Herresæde, Brattingsborg, er da ogsaa nu fuldstændig ødelagt, idet Gaardmændene der ikke kan faa Jorden til Arvefæste, men mister den, saasnart de udelukkende ældre Folk, som nu sidder for det, er døde, og hvad er en Gaard uden Jord værd? Den er jo ikke til Andet end Nedbrydning. Derfor, da Størstedelen af Byen for nogle Aar siden brændte, foretrak en Del Gaardmænd alt den Gang at blive il Husmænd, og mange Flere vilde følge efter, men hvorledes en Landsby, uden Jord vil kunne bestaa, er ikke godt at vide. Allerede m er det ikke til at opdrive Mælk eller Fløde der, og værre vil der gaa siden, i en Landsby uden Jord er omtrent det Samme som en Købstad uden Handel og Industri. Ude paa den samme Bys Mark. den saakaldte "Ørby-Fælled", er der en Del Huse, hvert med saa megen Jord, at de kan holde en Ko; "den Rødes" nyeste Bedrift har været i disse Dage at opsige disse Husmænd: i Løbet af 14 Dage er de Pligtige til at nedbryde deres Huse og flytte dem, hvorhen det maatte behage Hans Ekscellence at anvise dem Plads, hvilket denne Gang er blevet Pokker i Vold i en Ravnekrog helt ude ved Havet, og hvor mange 14 Dage deres eventuelle Huse faar Lov til at staa der, det maa Guderne og "den Røde" vide, ti paa et blot og bart øjeblikkeligt ondskabsfuldt Lune af ham, er det deres Pligt, naar han byder, igen at dømme deres Hjem til Nedbrydning, men hvilke altødelæggende Tab de Vedkommende derved lider, det tror jeg det ufornødent at forklare: Enhver, som vil gøre sig den Ulejlighed, at tænke over Sagen, vil selv let fatte det. Som han ruinerer Husmændene der, saaledes gør han Miner til at ødelægge dem overalt, saa vidt hans Magt rækker og herovre rækker den langt, altfor langt. Han fik forleden Aar den Ide, at ville have en Rende, hvori der flød en Bæk, udvidet til en Kanal, men han vilde have dette - efter vore Forhold - kæmpestore Arbejde udført uden nogen Udgift for sig, og som "Fanden altid hjælper Sine", saaledes har han ogsaa her en eller anden ham velvillig Djævel hvisket ham Midlet i Øret. Han lod sit Øje med Vejbehag hvile paa Husmændene i den By, paa hvis Jorder Renden fandtes, og skønt alt Hoveri ved Lov er afskaffet, tvang han dog disse - Husmændene i Brundby - til i Frost og Kulde i Ventre i Træk, ialt i 40 Dag -, Paa egen Kost og uden hverken Tak eller Betaling at grave ham den ønskede Kanal; det var en frivillig Sag, sagde han: Enhver, som ikke vilde, kunde godt lade det være; "men - føjede han til - skulde der iblandt Jer være en eller anden Tværdriver, som ikke vil grave, saa er hans Lod ham fra i Dag opsagt!" - Hvad skulde de arme Mennesker gøre? Enhver, der har en Lod, hvorpaa der kan holdes en Ko og nogle Faar, vil - det er saa indlysende, at jeg ikke tror det behøver nogen nærmere Forklaring - gerne beholde den, især i vor Tid, da det er saa saare vanskeligt for Smaafolk at faa, hvad de behøver til Livets Ophold, og der var herfor ikke Andet for end at krybe til korset og gøre de omtalte 40 Dages Hoveri paa egen Kost paa en Tid, da de haardt kunde trænge til at virke for dem selv og deres Familie. Men nu paaskønner ogsaa Greven det store Offer, de har bragt ham. "Denne ædle, højhjertede Ætling af en ædel, højhjertet Slægt", som der uden Tvivl vilde have staaet i "Dagens Nyheder", viste sig her "det ædle Blod", som flyder i hans Aarer, fuldstændig værdig, og hver den, som hidtil havde tvivlet om hans "Sjælsadel", maatte absolut blive overbevist derom, naar han fik at vide, at hans Ekscellence har i Sinde at belønne de omtalte Husmænd ved at forhøje Afgiften af deres Smule Jord til tre Tønder Byg, foreløbigt - giver de saa ikke Afkald paa Jorden, nu, saa kan denne Afgift jo altid yderligere forhøjes, saaledes at de til Slutning til Løn for alle deres Anstrengelser dog vil blive nødt til at give Afkald paa Lodden, og om det er gaaet her, saaledes gaar det over hele Øen. Nord paa Landet er der gravet en lignende Kanal under selvsamme Forhold. 

Der er i vor Tid og i vort Land udbrudt en hel Erindringsgave- og Mindesmærke-Epidemi, - Medailler og Ordener vil jeg nu slet ikke tale om: skulde denne en Gang naa et saadant Omfang, at der ogsaa skulde blive Tale om at rejse et Minde for den "røde" Grev Danneskjold-Samsø (gift med Grev Frijs's Datter), saa har vi nok en gammel "adelige" Mindestøtte liggende paa Tøjhuset; den kunde her komme til fortjent Anvendelse. Det vilde i alt Fald være ønskeligt, om den Ulykke og Ødelæggelse, han her bringer over en hel Øs Befolkning, en Gang tidlig eller sent maa blive belønnet efter Fortjeneste.

Hvis De vilde tillade mig, Hr. Redaktør, til Slutning at omtale vort Postvæsen med et Par Ord, skal De have Tak, ti ogsaa ved dette klæber der store Mangler, navnlig for Brevsamlings-stedernes Vedkommende. Hvorledes det gaar med de Breve, som vi sender bort, skal jeg lade være i sagt, men med dem, vi modtage, gaar det alt Andet end net til; jeg ved bestemt, at der er Mange, som modtager Breve, der synes at "have været læst før", og hvis disse Linier kunde bidrage til, at vor Postmester, som uden Tvivl har for stor Tillid til sine Undergivne, vilde have et vaagent Øje med disse, saa at en saadan "Behandling" af Brevene for Fremtiden kunde undgaas, vilde det upaatvivlelig glæde mange Flere end 

Deres ærbødige

Samsinger.

(Social-Demokraten 17. september 1876).

Der er formentlig tale om lensgreve Christian Danneskjold-Samsøe (1800-86). Han var 1867 blevet gift på Frijsenborg med komtesse Emilie Henriette Dagmar Krag-Juel-Vind-Frijs (1848-1897). 

Hohlenbergs Eftf.: Danneskiold-Samsøe, Christian Frederik (29.4.1838-3.7.1914) lensgreve, godsejer, politiker. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den "Røde" kan være deres søn Christian Frederik Danneskjold-Samsøe, (1838-1914). Han efterfulgte sin far 1886 i besiddelsen af grevskabet Samsøe og som overdirektør for Gisselfeld kloster. Han var medlem af 1887 landstinget 1887-1906 hvor han var loyal overfor J. B. S. Estrup og Højre. Han var gift (1867)  med Emilie Henriette Dagmar Krag-Juel-Vind-Frijs (1848-1897).

Uforsvarlig Kaadhed. (Efterskrift til Politivennen)

En Dag i Juli Maaned anmeldte en Husmand i Ledøje, at hans Søn, Lars, der er 12 Aar gl. og tjener hos en Gaardejer i Ledøje, i den senere Tid omtrent hver Dag var bleven stammelig mishandlet af Gaardejerens to Karle, Lars og Kristen. De havde saaledes sat Drengen op at ride paa en Høtyv og taget hver i sin Ende af Høtyvstangen og ladet ham sidde saaledes i længere Tid, hvilket forvoldte Drengen endel Smerte; derefter havde de bukket Benene op over Nakken paa ham og pryglet ham, medens den ene af dem holdt ham for Munden, for at han ikke skulde skrige. De tog ligeledes Drengen i Benene og puttede ham med Hovedet nedad i mudret Vand, som de sagde for at "afkøle ham". Denne Behandling maatte han lide flere Gange om Dagen, og de truede med at ville binde ham til et Vognhjul. naar de kørte i Marken, og piske ham, hvis han gik hjem til sine Forældre. Den sidste Gang, de saaledes mishandlede Drengen, tog de ham i det ene Ben og i den ene Arm og kastede ham ned i et Hul, der var gravet i Marken, og siden den Tid havde Drengen store Smerter, saa at han ikke kunde bukke sig og kun kunde gaa med stort Besvær. Drengen maatte nu meddele sig om det Passerede til sine Forældre samt holde Sengen i nogen Tid og søge Lægebehandling. De to Karle vedgik i nordre Birks Politiret ogsaa tildels, at de havde .behandlet Drengen paa den angivne Maade, men undskyldte sig med, at det havde fra deres Side kun været en Spøg, de havde haft for med Drengen, ihvorvel de indrømmede, at denne "Spøg" var lovlig grov. De betalte i Mulkt: Lars 10 og Kristen 8 Kr. Hvad man med Hensyn til denne Sag maa forundre sig over, tilføjer "Holb. A. Dgbl.", er ikke at Lars og Kristen havde handlet som Umennesker - de har vist deres Sidestykker baade det ene og det andet Sted - , men man maa forbavses over, at de nævnte Slyngler ikke er blevne idømt en alvorlig Straf. 

(Social-Demokraten 16. september 1876).

Manddrab i Ballerup.(Efterskrift til Politivennen)

Manddrab. I Løverdags olie Dage er i Følge B. T. en svensk Tjenestekarl i Ballerup afgaaet ved Døden som en Følge af et ham med en Stav tilføjet Slag i Hovedet. Den Afdøde, der hed Ola Jønsson og tjente hos Gaardejer Theodor Olsen af Ballerup, var af og til kommen paa den forrige Sognefoged Gaardejer R.s Gaard i Ballerup, hvor han kjendte den der tjenende Tjenestekarl Carl, men han var flere Gange bleven vist bort af Gaardejerens Søn, Hans. Desuagtet indfandt han sig i Søndags otte Dage, om Aftenen Kl. ca. 8, paa Gaarden i den Hensigt at besøge Carl, men da Gaardejerens Søn fra Vinduet saa ham i Gaarden, gik han ud til ham og spurgte om hans Ærinde, og da Ola begjærede at tale med Carl, vilde Gaordmandssønnen vise ham bort. Der udspandt sig nu en Ordvexel, som endte med, at Hans tog Karlen i Skulderen og gjentog sin Befaling til ham om at gaa bort. Efter Hans' Forklaring skal Ola nu have fremdraget en Kniv og truet ham med samt taget en Sten op fra Jorden, men denne Forklaring er ikke bleven bestyrket ved de afgivne Vidneforklaringer. Hans tog nu en tyk og tung Stav af Risbøg af c. 1 Alen 13½ Tommers Længde og 3 3/4 Tommer i Omkreds samt fuld af Knaster efter afbrækkede Grene og slog med det farlige Vaaben efter Ola og ramte ham dels paa Ryggen og dels i Hovedet. Ola gik nu langsomt hen mod Gaardens Udgang, idet han vedblev at bruge Skjældsord mod Hans, der paa sin Side igjen brugte Skjældsord mod Ola. I sin Hidsighed løb nu Hans efter ham, og med den samme Stav slog han paany Ola og ramte ham denne Gang i Hovedet over det venstre Øre, hvorved Ola styrtede til Jorden. Han rejste sig imidlertid med Besvær og svinglede ned ad Vejen. Ud for en Butik i Byen traf han nogle Karle, for hvem han beklagede sig over det passerede, og i hvis Selskab han nød noget Brændevin, men han var i øvrigt ikke videre beruset. Han gik derpaa hjem og blev hjulpen i Seng, og han henlaa nu i henved 30 Timer i bevidstløs Tilstand og afgik endelig ved Døden Mandag Nat Kl. 2. der blev nu gjort Anmeldelse til Politiet om Dødsfaldet, og Hans vedgik ogsaa, at det passerede var tilgaaet paa den foranskrevne Maade. Han har undskyldt sig dels med, at Ola oftere var vist ud af Gaarden, dels med sin store Hidsigbed, og endelig med, at Ola brugte Skjældsord imod ham. Under det optagne Forhør har Hans, der er 30 Aar gammel og skal have betydelige Legemskræfter, endvidere forklaret, at det ikke var hans Hensigt at berøve Ola Livet, men han har indrømmet, at han vel maatte kunne indse de livsfarlige Følger, der kunde indtræde, naar han benyttede et saa farligt Vaaben, samt at han slog til med stor Kraft og lod Slaget ramme, hvor det kunde, dog uden bestemt at slaa efter Olas Hoved. Han sidder nu som Arrestant i Arresthuset paa Blegdamsvejen. Ved den i Søndags i Ballerup Ligkapel af Stiftsfysikus og Distriktslæge afholdte Obduktionsforretning har det vist sig, at Olas Død er bevirket ved et Tryk paa Hjernen, hvilket er foraarsaget ved et ham over det venstre Øre bibragt voldsomt Slag. idet der indenfor Hjerneskallen havde dannet sig en meget betydelig Blodudtrædning, som havde frembragt det Tryk, der havde haft Døden til Følge. Den Afdøde skildres af sin Husbond og sine Medtjenere som en flink Karl til sit Arbejde, og hans øvrige Forhold gav ikke Anledning til anden Klage, end at han nogle Gange var kommen hjem i beruset Tilstand om Aftenen.

(Morgenbladet (København) 15. september 1876)

Sagen kom op ved Københavns Amts nordre birks ekstraret november 1876. Nationaltidende referede i den anledning til sagen, og tilføjede:

.... Om Ola havde truet Arrestanten med en Kniv eller Sten, var vel ikke bevist under Sagen, men det skjønnedes ikke rettere, end at Arrestantens Forklaring i sin Helhed maatte tages til Følge, i hvilken Henseende det maatte bemærkes, at Røgteren vel udsagde, at han ikke bemærkede, at Ola var i Besiddelse af Kniv eller Sten, og at Arrestanten vedgik, at Ola ikke forsøgte at bruge noget af disse Redskaber imod ham, men at en Pige edelig udsagde, at hun noget tidligere paa Aftenen saa Ola paa Byens Gade staa og skære paa en Pind med en Kniv. Med Arrestantens Benegtelse kunde det ikke statueres, at han havde havt til Hensigt at skille den Afdøde ved Livet, men han havde i ethvert Fald maattet kunne forudse, at Ola's Død kunde indtræffe som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge af en Gjerning, ved hvilken der brugtes et saa svært Redskab til at slaa med. - I den af de obducerende Læger Stiftsfysikus Tolderlund og Distriktslæge Poulsen afholdte legale Obduktionssorretning hedder det, at de af den betydelige Bladudtrædning, som findes mellem Hjerneskallen og den haarde Hjernehinde i Egnen omkring og overfor venstre Øre paa Afdøde, slutte, at Ola Jonsson er død af det derved foraarsagede Tryk paa Hjernen, og at Bladudtrædningen er foraarsaget af det Slag paa Hovedet, som blev bidragt den Afdøde, kort før han henfaldt i den bevidstløse Tilstand, hvori han var ved sin Død. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev Arrestanten, der er født den 21de September 1845, anseet efter Straffelovens § 188 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar.

(Nationaltidende 7. november 1876).

Overretten stadfæstede dommen den 18. maj 1877. Navnet på den dømte kom nu frem: Henrik Christian Reimer. I forbindelse med denne kom nogle flere detaljer frem:

... Jönsson gik hjem og traf paa Vejen den hos Arrestantens Fader tjenende svenske Karl og en Medtjener, med hvem han samtalede i omtrent ½ Time. Ved Hjemkomsten hjalp Medtjeneren ham Støvlerne af, medens Jönsson selv klædte sig af og gik i Seng. Efter hvad en anden Medtjener, der laa i samme Værelse som Jönsson, har forklaret, havde denne efter at være kommen i Seng stærke Opkastelser og talte i Vildelse, lige som han til sidst sprang ud af Sengen, hvorfor Medtjeneren vækkede Husbonden, men ved dennes Tilstedekomst var Jönsson atter gaaet i Seng og laa stille hen. Da Husbonden den følgende Morgen Kl. 5 forsøgte at vække Jonsson, som han antog sov en Rus ud, gav denne kun en brummende Lyd fra sig, hvorfor Husbonden badede hans Pande og Baghoved med koldt Vand og i øvrigt behandlede ham som af Husbonden nærmere forklaret. Da Jönssons Madmoder under Mandens Fraværelse mellem Kl. 1 og 2 samme Dag blev underrettet om de Jönsson den foregaaende Aften tildelte Slag. sendte hun strax Bud efter Lægen, der ogsaa kom kort efter, men den paafølgende Nat Kl. 1½ afgik Jönsson ved Døden uden at være vaagnet af sin Bevidstløshedstilstand. ...

(Jyllandsposten 24. maj 1877).

I oktober 1878 meddelte Roskilde Avis at en gårdejer Johan Henrik Glud Stolpe havde solgt ejendommen "Mæglergården" til Hans Henrik Christian Reimer af Ballerup.

Krüger og Valget i Nordslesvig 1876. (Efterskrift til Politivennen)

"Pall Mall Gazette" og Nordslesvigernes Stemning. I "Flensborg Avis" skrives den 19de August Følgende:

Forskjellige tydske Blade have i de sidste Dige bragt en Gjengivelse af to Korrespondance Artikel fra Kjøbenhavn til det bekjendte engelske Blad "Pall Mall Gazette", hvori der paastaas, at Nordslesvigerne ere misfornøjede med det danske Ministerium, navnlig med Udenrigsministeriet, fordi dette er gaaet ind paa den tydske Regerings Fordring om Udlevering af undvegne slesvigske Soldater. "Fædrelandet" bringer nu ogsaa en kort Meddelelse af denne Korrespondence Indhold med den Tilføjning, at det ikke veed, hvad dette har paa sig, og med det Ønske, at Regeringen i Kjøbenhavn maatte meddele Offenligheden Oplysning derom. Vi kunne ligesom "Fædrelandet" sige, at vi heller ikke vide, hvad dette har paa sig, men saa meget er vist, at det er aldeles urigtigt, naar det hedder, at Nordslesvigerne ere misfornøjede med det danske Ministerium og navnlig med Udenrigsministeren Baron Rosenørn-Lehn, thi heraf skulde man slutte, at her hersker en almindelig Misfornøjelse, og det er ikke Tilfældet. Ligelede ere vi overbeviste om, at Krüger ikke, som det hedder i den nævnte Korrespondance-Artikel, har troet med at nedlægge sit Mandat til den tydske Rigsdag, thi dette Mandat er givet ham af hele det nordslesvigske Folk og er for ham en Helligdom, som han ikke giver Slip paa, selv om et dansk Ministerium skulde begaa et eller andet Fejlgreb til Skade for Nordslesvigerne. "Pall Mall Gazette"s Efterretninger om det nordslesvigske Spørgsmaal pleje ikke at høre til de paalideligste, og saaledes vil det ogsaa nok være med den ovennævnte Korrespondance-Artikel; dersom der vil blive givet Offenligheden nærmere Oplysninger om deone Sag, vil det vise sig, at den langt fra er refereret nøjagtig.

"Pall Mali Gazette"s Korrespondent forkynder i Gaarsnumeret af "Morgenbladet", at han har sendt Navnet paa sin Meddeler til sammes Redaktion og denne tilføjer den Erklæring, at dette Navn "i denne Sag er den bedste Kilde, der kan haves".

(Fædrelandet 12. august 1876, 2. udgave).

Pall Mall Gazette (1865-1923, herefter The Evening Standard) var på daværende tidspunkt en konservativ avis.

Nordslesvigerne og Baron Rosenørn-Lehn. Det er meget sørgeligt, at Førerne for den danske Sag i Nordslesvig ikke nære den ubegrænsede Hengivenhed for det kgl. danske Junkerministerium, og den fuldstændige Tillid til Hr. Rosenørns diplomatiske Evner, som dette Ministerium og dets Venner have Trang til for indre Aarsagers Skyld. Efterat Pall Mall har fortalt, at Hr. Kryger er kjed og led af Hr. Rosenørn, og at han endog tænker paa at drage sig tilbage fra Politiken af Misfornøjelse med det kjøbenhavnske Kabinet, er det forstaaeligt, at hele den ministerielle Presse farer i Hr. Kryger for at bevæge ham til at afgive en offenlig Kjærlighedserklæring til Estrupperne. Den nationalliberale Udligger i Sønderjylland, det bekjendte Afløb for den kiøbenhavnske Presses Overfald paa det danske Folk, "Dannevirke", hvis kjærlige Følelser for Hr. Kryger ikke trænge til Attest, er gaaet i Spidsen for Pressionen; de andre følge efter, "Fdrl.", "Dag. Nyh." ere enige om, at Hr. Kryger bør holde Storvask om det kjøbenhavnske Ministerium og bevidne disse Statsmænd sin uskrømtede Højagtelse og Tillid, og vi hører, at den private Pression ikke giver den offenlige noget efter i Energi. Om Hr. Kryger vil bekvemme sig til denne Kjærlighedsgjerning, er os ikke bekjendt; maaske han af Hensyn til sine nærmeste Landsmænds Interesse vil tro, at det kan være af Betydning at opretholde i det ydre et Skin af Overensstemmelse med en dansk Regering, der i Danmark er Gjenstand for den dybeste Mistillid og den mest udbredte Uvillie, som nogen Regering har samlet paa sit Hoved. I saa Fald tro vi, at Hr. Kryger misforstaar Forholdene her hjemme. Hvad han har virket og virker for den danske Sag, det har vundet ham det danske Folks fulde Taknemlighed og Sympathi; det danske Folk ser med fuldstændig Tillid hen til Hr. Kryger og hans Venner, det kræver intet Regnskab af ham, og det kræver allermindst at han skal staa skoleret for en kjøbenhavnsk Klikke og et kjøbenhavnsk Ministerium, hvis Tilværelse de tre Fjerde- dele af fet danske Folk betragte som en Ulykke for Landet og en Hindring for vort Fædrelands Velfærd i alle Retninger.

(Morgenbladet (København) 26. august 1876).

"Morgenbladet" fortæller igaar, at "Fdl." og "Dag. Nyh." ere enige om. at Hr. Krüger bør holde Storvask om det kjøbenhavnske Ministerium og hevidne disse Statsmænd sin uskrømtede Høiagtelse og Tillid. Denne Meddelelse er, saavidt vl erindre, for "Fdl."s. men under alle Omstændigheder ganske sikkert for "Dag. Nyh."s Vedkommende fuldstændigt Opspind. Vi have i Anledning af de fremkomne Oplysninger om Regeringens traktatmæssige Stilling til Spørgsmaalet om Udleveringen af bortrømte nordslesvigske Værnepligtige Oplysninger, hvis Betydning for Dommen om Regeringens Fremfærd ere saa afgjørende, at "Morgenbladet" ikke en gang har turdet gjengive dem - opfordret Hr. Kryger til at udtale sig om sin "personlige Stilling" til Sagen. Det vil sige, vi have opfordret ham til at oplyse, om Korrespondancen til Pall Mall Gazette skyldes hans Meddelelser, og i bekræftende Tilfælde, om disse da af Korrespondenten ere gjengivne i en korrekt eller forvansket Form. Hr. Kryger har ligesaa lidt som nogen Anden Lov til at føre uefterrettelig Tale, og skal der endelig være Tale om "Storvask", da er det, efter hvad der i denne Sag foreløbig ligger for, virkelig ikke Regeringen, men Hr. Kryger selv, der trænger til en saadan. 

(Dagens Nyheder 27. august 1876).

Nordslesvig, d. 30te Avgust 1876. Den af det engelske Blad Pall Mall Gazette bragte Efterretning, at vor dygtige Repræsentant H. A. Krüger af Misfornøjelse med den danske Regerings Optræden ikke ønskede oftere at modtage Valg til den tyske Rigsdag har naturligvis vakt endel Opsigt, Man var saa vant til at betragte Krüger som Et med det danske Højreparti, at disse Oplysninger maatte vække en stærk Rystelse, og ikke mindst i den danske Højrepresses selvforgudende og omtaagede Hjerner. Naar Korrespondenten til Pall Mall Gazette meddeler, at Grunden til Krügers Misfornøjelse hidrører fra det danske Udenrigsministeriums seneste Optræden overfor nogle slesvigske Desertører, der er forlangt udleveret af Danmark, da vi bekræfte det, men maa dog straks tilføje, at Krügers Misfornøjelse har en dybere Grund, og uvilkaarlig falder flere Aar tilbage i Tiden, om den end nu først er kommen til Udbrud. Siden hin sørgelig berømte Majdag, da Politidirektør Crone leverede Slaget paa Nørrefælled beskyttet af nordre Birks Tinghus's stærke Mure, har den danske Regering lidt efter lidt draget Fodfæstet bort fra Krügers Virksomhed. Hvorledes var det ogsaa muligt for en nordslesvigsk Folkerepræsentant med Kraft at optræde mod den prøjssiske Regerings Fremgangsmaade i Slesvig, naar det Parti, der staar ham nærmest i Danmark, farer frem mod sine politiske Modstandere med et Had og en Bitterhed, der kaster alle Hensyn til Side for at tilfredsstille sin Hævnlyst. Tager den prøjesiike Regering langtfra med Fløjelshandsker paa den dansksindede Nordfleviger, saa er den Behandling for Intet at regne mod ben vanvittige Fanatisme, for hvilken Socialisterne 1 Danmark har været og endnu er Genstand fra sine Modstandere Side. At slig Fremgangsmaade fra Københavneriets Side til Slutning maatte vække en stærk Misfornøjelse hos en saa personlig hæderlig og elskværdig Karakter, som Krüger kan ikke forundre Nogen, der endnu ikke er aldeles betaget af Partihadet.

M.

(Social-demokraten 2. september 1876).

Nordslesvigerne og Baron Rosenørn-Lehn

Fra Hr. Krüger have vi modtaget følgende:

Ved med Tak at kvittere for Modtagelsen af det mig af den ærede Redaktion tilsendte Morgenblad, Lørdagsavisen Nr. 198, er det mig ubehageligt, at jeg strax maa besvære Redaktionen med Bøn om at give efterstaaende Erklæring en Plads i Bladet, for fra min Side at berigtige det Stykke, der i Morgenbladet fører Overskriften "Nordslesvig og Baron Rosenørn-Lehn". Heri er nemlig fremkommen Antydninger, som det er mig magtpaaliggende at imødegaa, ja som jeg maa anse som en æressag at faa berigtiget. Naar nemlig vort nordslesvigske Organs Udgiver i hin Artikel bedømmes uskaansomt og blandt andet paapeges som den, der gaar i Spidsen for Pressionen af Pressen, der har sat sig i Bevægelse for at præcisere en Udtalelse af mig til Svar paa den i det engelske Blad Pall Mall Gazette optagne Notits, for saa vist mit Standpunkt og Stilling til Sagen var bragt i Forbindelse hermed, da paaligger det mig tværtimod at erklære, at Udgiveren af "Dannevirke", Hr. Hiort-Lorenzen, netop er den, der i dette Stykke er gaaet foran fremfor den øvrige danske Presse, som delvis er nævnt, i et Spørgsmaal, hvor det netop gjælder om i det hele taget at handle forsigtigt og iagttage sømmelig Takt. Sagen forholder sig nemlig saaledes, at Udgiveren Hiort-Lorenzen strax ved Modtagelsen af den i Pall Mail Gazette optagne Notits har tilsendt mig denne, med Forespørgsel om, hvorledes "Dannevirke" skulde stille sig til Sagen, hvorpaa jeg svarede og bad ham at optage Artiklen ordret, uden nogen som helst Kommentar, men kun at tilføje de Par Ord: Man venter, at Krüger selv vil klare for sig i den Sag. Jeg svarede med den Vedtegning, fordi jeg i høj Grad misbilligede den Maade, hvorpaa andre Blade tog sig den Frihed at tale min Sag og hovmesterere min Opførsel. Jeg har saaledes givet min Ven Hiort-Lorenzen den Oprejsning, jeg skylder ham, ved i sine Enkeltheder at fremstille Sagen i sit sande og rette Lys for derved at afvælte Broden fra hans Person.

Siden jeg som ovenanført selv har bebudet en Udtalelse, kunde man med Rette vente, at jeg lod høre fra mig. Jeg har i Virkeligheden ogsaa gjort Forsøg derpaa, men har overbevist mig om, at en Udtalelse fra min Side, der faldt ud til Gunst enten for eller imod Ministeriet, ikke kunde gives en saadan Affattelse, at min reserverede Holdning til Partistillingen, her eller der, kunde bevare den Ligevægt, uden hvilken jeg forudser, at min offenlige politiske Livsvirksomhed vilde blive en Umulighed. Af Hensyn til slige vanskelige Forhold foretrækker jeg at forholde mig tavs, hvor ubehageligt og pinligt det end er for mig at tie der, hvor jeg saa gjerne ønskede og tilmed var forpligtet til at tale.

Beftoft, lste Septbr. 1876.

H. A. Krüger.

Det kan kun være os kjært at se, at "Dannevirke" i dette Tilfælde har handlet i Forstaaelse med Hr. Krüger og ikke efter nogen nationalliberal Ordre fra Kjøbenhavn. At Hr. Krüger i selve Sagen har valgt den Vej, som vi i vort Nr. 198 tillod os at anse for den ene rigtige, maa vi selvfølgelig lige saa meget billige, som vi anerkjende Hr. Krügers Grunde og sympathisere med hans Beslutning om at holde den nordslesvigske Sag og sin egen Stillng uafhængig af det i Øjeblikket agerende Regeringsparti.

(Morgenbladet (København) 3. september 1876).

Udvandringssagen. I "Dvk." for i Fredags skrives: "Vi have fra flere Sider bragt i Erfaring, at vor Giengivelse i Nr. 185 for 23de August af en Korrespondance fra Kjøbenhavn til Pail Mail Gazette om den dansk preussiske Traktat angaaende gjensidig Udlevering af Deserteurer, med den dertil knyttede Bemærkning om, at der her paa turde kunne ventes et Tilsvar fra Kryger, er bleven opfattet saaledes, som om vi havde villet fremtvinge et saadant fra Krygers Side. Vi skylde os selv i den Anledning at oplyse, al den nævnte Korrcespondance er optagen i "Dannevirke" efter direkte Anmodning fra Kryger, hvem vi havde gjort bekjendt med den, og at han selv har anmodet os om al tilføie, at der kunde ventes et Svar derpaa fra Ham *). Naar Kryger hidtil ikke har givet og heller ikke agter at give et saadant, da beroer dette, efter hvad vi erfare derpaa, at Bladenes senere Udtalelser have gjort ham det umuligt at gaa nærmere ind paa denne delikate Sag." 

Denne Erklæring fra "Dvk."s Side forekommer os noget mystisk. Hvad er det for Udtalelser i Bladene, som forhindre Hr. Kryger fra at indfri et Løfte, hvis Udførelse han ikke blot skylder den danske Regering, som paa hans Konto har været Gjenstand for nærgaaende Sigtelser, men ogsaa sit eget Navn, som nu engang med eller mod hans Vidende og Ønske er bleven indblandet i denne Sag? Og hvad er det endelig, som gjør denne Sag "delikat"? Er Korrespondancen til Pall Mali Gazette en forvansket Gjengivelse af et uoverlagt Stemningsudbrud hos Hr. Kryger, saa behøves der jo i saa Haenseende fra hans Side kun en ganske almindelig Erklæring. Har Han derimod virkelig udtalt sig som anført i Korrespondancen, da maa han have Publikum undskyldt, naar det for Fremtiden sætter et stort Spørgsmaal ved "Morgenbladet"s Forsikkring om, at den af Korrespondenten opgivne Hjemmelsmand var "den Bedste, der kunde haves."

(Dagens Nyheder 3. september 1876).

Hertugdømmerne og Baron Rosenørn-Lehn. Om denne Sag have vi fra en højt agtet dansk Nordslesviger modtaget et Brev, hvoraf vi, efter at Hr. Kryger selv har taget Ordet, kun skulde meddele Slutningen, der er en Indsigelse mod nogle skammelige Ytringer i "Dag. Nyh." for den 27de Aug. om Hr. Kryger: ""Dagens Nyheder" - hedder det i Skrivelsen - skal ikke have Lov til upaatalt at beskylde Hr. Kryger for at have ført uefterrettelig Tale. Den Mand, om hvem alle Danske i Nordslesvig ere enige, den Mand, som har levet og arbejdet og endnu lever og arbejder for vor Livssag, Gjenforening med vort gamle Fædreland, han har sandelig ikke fortjent den Beskyldning som "Dag. Nyh." fremkommer med, men den falder tilbage paa dete Organ selv. Og naar "Dag. Nyh." tilsidst siger, at Hr. Kryger trænger til Storvadsk, saa skal det siges, ja siges højt, at for os Danske i Nordslesvig staar Hr. Kryger helt anderledes ophøjet og ren end det nævnte Blad og dem, det skriver for".

Vi skulle til ovenstaaende kun sige, at vore regerende Godsejeres Organ i sit Søndagsnumer paany har kastet sig over Hr. Kryger med nærgaaende Uartigheder.

(Morgenbladet (København) 5. september 1876).

At Krÿger som repræsenterede nationalliberale synspunkter og godsejerne, vitterligt havde problemer i hertugdømmerne pga. de nationalliberales fremfærd i Danmark som mindede om Bismarcks i Nordslesvig, fremgik af et par notitser i tyske aviser:

Fra Slesvig-Holsten. En kilde fra "Hamb. Corr." udtaler sig blandt andet om valgudsigterne således: "Hvis vi drager konklusionen, viser det sig at hovedandelen af ​​delstatsvalgene vil gå til det Nationalliberale Parti, mens Socialdemokraterne højst sandsynligt vil vinde ved Rigsdagsvalgene. Så vidt vi kan bedømme situationen i Slesvig-Holsten, vil Socialdemokraterne sandsynligvis vinde i de fem rigsdagskredse Altona, Ostholstein, Elmshorn-Pinneberg, Dithmarschen og Kiel, og måske også i den sjette kreds Slesvig-Eckernförde. I Flensborg-kredsen skal de beslutte om den kreds der i øjeblikket er repræsenteret af en tysker, skal repræsenteres af en dansker sammen med Nordslesvig-kredsen. Der er derfor mulighed for at af de ni slesvig-holstenske Rigsdagskredse vil kun én, den frisisk befolkede Vestslesvig-kreds, sende en pro-rigsrepræsentant til den tyske Rigsdag." 

Aus Schleswig-Holstein. Ueber die Wahlaussichten spricht ein Gewährsmann des "Hamb. Corr." sich u. a. folgenermassen aus: "Ziehen wir das Facit, so ergiebt sich, dass bei den Landtagswahlen der Löwenantheil der nationalliberalen Partei zufallen wird, während ihn bei den Reichstagswahlen, aller Voraussicht nach, die Socialdemokraten davontragen werden. Soweit wir die Verhältnisse in Schleswig-Hosltein beurtheilen können, dürften die Socialdemokraten in den fünf Reichtagswahlkreisen Altona, Ostholstein, Elmshorn-Pinneberg, Dithmarschen un Kiel, vielleicht aber auch noch in dem Wahlkreise Schleswig-Eckernförde, als sechstem, den Sieg davontragen, und im Wahlkreise Flensburg werden dieselben zu entscheiden haben, ob der jetzt von einem Deutschen vertretene Kreis neben dem Kreise Nordschleswig von einem Dänen vertreten werden soll. Die Möglichkeit liegt also vor, dass von den 9 schleswig-holsteinischen Reichtagswahlkreisen nur ein einziger, der von Friesen bewohnte westschleswigsche, einen reichsfreundlichen Vertreter in den deutschen Reichstag schickt."

(Schwabmünchner Tages-Anzeiger. 16. september 1876)

C. v. S. København, 16. december. Ved det kommende valg til den tyske rigsdag i Nordslesvig vil, udover den danske kandidat Hans Krüger der vil blive valgt i begge Nordslesvigske distrikter, og de almindelige tyske kandidater der kun kan regne med et lille mindretal, også to holstenske arbejdere stille op som socialistiske kandidater. Socialistisk Arbejderparti i Holsten har opfordret de danske arbejdere i Slesvig til at støtte de tyske arbejderkandidater ved at fremstille dem som de sande repræsentanter for folkets interesser, samtidig med at Krüger beskrives som en repræsentant for godsejerne. Denne opfordring, ledsaget af en støtte fra den lokale socialistiske leder Louis Pio, optrådte sidste torsdag i den lokale "Social-Demokraten", hvoraf flere tusinde eksemplarer efterfølgende blev distribueret i Nordslesvig.

C. v. S. Kopenhagen, 16. Dez. Bei der bevorstehenden wahl zur deutschen Reichstage in Nordschleswig werden ausser dem dänischen Kandidaten Hans Krüger, der in beiden nordschleswigschen Kreisen gewählt werden wird, und ausser den gewöhnlichen deutschen Kandidaten, die nur auf eine geringe Minderzahl rechnen können, noch zwei holsteinische Arbeiter als Kandidaten der Socialisten auftreten. Die sozialistische Arbeiterpartei in Holstein hat die dänischen Arbeiter in Schleswig aufgefordert, die deutschen Arbeiter-Kandidaten zu stützen, indem sie diese als die wahren Vertreter der Interessen des Volkes darstellen, während sie Krüger als Vertreter der Gutsbesitzer bezeichnen. Diese Aufforderung ist, begleitet von einer Empfehlung des hiesigen Sozialistenführer Louis Pio, vorihen Donnerstag in dem hiesigen "Sozialdemokraten" erschienen, von dem dann einige tausend Exemplare in Nordschleswig verbreitet worden sind. 

(Fränkischer Kurier: Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten; Mittelfränkische Zeitung 21. december 1876)