Krüger, Pio og Valget i 1877. (Efterskrift til Politivennen)

Socialisten Louis Pio anbefalede på vegne af sit parti nordslesvigerne at stemme på en socialist (uanset om denne var dansk- eller tysksindet) ved valget til den tyske Rigsdag. Dette affødte en længere debat, hvoraf hovedbidragsydernes gengives nedenfor:

Hertugdømmerne. I "Flensborg Avis" offentliggjør H. Krüger-Bevtoft følgende Skrivelse: 

I anden slesvigske Valgkreds opstilles flere Modkandidater sammen med mig, og skjønt det i og for sig kan være mig ligegyldigt, hvilke Partiinteresser disse repræsentere, og hvilke Navne de have, saa kan jeg dog i det Tilfælde, at jeg ser, at man fra en vis Kreds i Danmark agiterer for en af disse Kandidater, ja ligefrem ved falske Paastande søger at undergrave min Stilling, ikke tie til et saadant Angreb. Dette sker ikke, fordi jeg vil søge at modbevise de Grunde, Hr. Pio anfører imod min Kandidatur, thi de ere i den Grad stridende mod sund Fornuft og de virkelige Forhold, at de ikke kunne ændses. Ej heller vil jeg søge nogen Oprejsning imod Angriberen, thi hans Bestræbelsers Beskaffenhed og Udfald ville jo være Oprejsning nok. Men det sker, fordi jeg vil udtale min Forundring over det store Parti i Kongeriget, som paa Grund af de Forbindelser, det maa have med Socialdemokraterne, sammen med hvilke det flere Gange har kæmpet Valgkampe, ikke har søgt at forhindre et saadant Angreb, eller, hvis dette ikke var muligt, senere gjennem egne Organer tilbagevist et saadant Overgreb. At min Forundring kun gjælder Venstre, er jo en naturlig Følge af, at Højre ligeoverfor Socialdemokraterne indtager en saadan Stilling, at man ikke fra den Side kan vente en Tilbagevisning. Enhver virkelig dansk Mand maa jo harmes over at se, at et Parti i Danmark søger at svække den Kraft, hvormed de danske Nordslesvigere værne om deres nationale Stilling imod Tydsklands Overgreb og Undertrykkelse. Jeg tvivler jo ikke paa, at Venstre har Villie til at afvise og fordømme det skete Angreb, men jeg nærer en lønlig Frygt for, at det ikke tør gjøre det, og da vil jeg udtale en indtrængende Advarsel. Et Kompromis, der sluttes af Partier med modstridende Partiformaal, kan ikke føre til en varig Magtstilling eller til at fremme det almene Vel. Da Venstres Førere saavel offentlig som til mig personlig have udtalt, at det nationale Spørgsmaals endelige og sande Løsning ogsaa var deres Hovedformaal, saa har denne Taushed været mig paafaldende og betænkelig og har endmere paaskyndet mig til at udtale denne min Advarsel. Partistridighederne i Kongeriget ligge under de nuværende Forhold fjernt for os Sønderjyder og især for mig som Nordslesvigs Repræsentant; men netop denne min Stilling fordrer, at jeg maa tilbagevise Overgreb histfra, og tillige af de forskjellige Partier forlange, at de støtte mig i denne Bestræbelse. Med Aaret 1876 afsluttes det Decennium i hvilket Nordslesvigs Folk har maattet føre Kampen for sin nationale Stilling, sin Ret og Sit Krav. Det har i dette Tidsrum mange Gange udkaaret mig som sin Talsmand, og idet jeg bringer det min varmeste Tak for den Tillid og Hæder, det herved har bevist mig, udtaler jeg tillige Haabet om, at det vil vedblive med urokkelig Tro og frejdigt Mod at fortsætte denne Kamp, til Maalet er naaet.

Bevtoft, den 1ste Januar 1877.

H. A. Krüger."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. januar 1877).

Korrespondance fra Nordslesvig.

Nordslesvig, 31. Decbr.

Sne her. Sne der. Sne allevegne, har i den senere Tid været Omkvædet paa enhver Samtale hos os, og vistnok ligesaa andre Steder; men havde Vinteren vedblevet, som begyndt, kunde man jo let været kommen i samme Situation, som Manden, der fulgte med Tiden ved hver Søndag Morgen at læse Helsingørs Avis. Det social-demokratiske Manifest til de nordslesvigske Arbejdere er en slem Brand i Næsen paa vore Danamaner, der er blevne noget overraskede ved dette Skridt, og ikke rigtig véd, om de skal skjule deres Harme ved at le eller græde. At vore Folkeledere endnu ved dette Valg vil komme til at staa med Palmer i Hænderne, og at de nordslesvigske Proletarer med Nathuen over Øjnene endnu rolig vil lade sig føre til Valgurnen af de Herrer Bureaukrater og Knaldproprietærer, tvivler vi aldeles ikke om, ja tror endogsaa at kunne forudsige det, skønt vi ikke har gaaet i Skole hos æ "Spaamutter" eller hører til hendes erklærede Yndlinge, saaledes som Hr. Klejn, naturligvis Eksministeren med Cirkulæret, ikke Navnesætteren Barberen. Men Manifestet er alligevel af uberegnelig Nytte, ti dem iblandt Befolkningen, der sætter Frihed, Lighed og Broderskab over forældede og forfjamskede Nationalitetsprinciper, har en et fast Grundlag at arbejde videre paa i Bestræbelsen for at udbrede de socialistiske Principer blandt vores noget sløve og tungnemme Medborgere. Hvor faa eller mange af de nordslesvigske Arbejdere, der end den 10. Januar erklærer sig for den røde Fane, kan vore Danamaner være forsikret om, at der ved næste Valg om tre Aar ogsaa i Nordslesvig vil møde en tætsluttet Arbejderskare, der kender de betydningsfylde Ord: "Ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder". - Med Hensyn til de projekterede Folkebiblioteker har en Indsender i en nordslesvigsk Avis foreslaaet, som den rigtigste og bedste Læsning for Almuen, Roskilde Præstekonvents Salmebøger og Almanaker. Naar man betænker, at det er Folk med slige bornerte og forkerte Anskuelser, der repræsenterer den danske nordslesvigske Intelligents, da er det virkelig ikke til at undres over, at nye frisindede og humane Ideer har saa vanskelig ved at bane sig en Vej hos os. Friheden og Humaniteten har imidlidlertid havt og har endnu værre Fjender at overvinde, end nordslesvigske Forskruetheder, og derfor tager vi os de nordslesvigske Folkelederes Haansord og Ramaskrig over Socialisternes skumle og ugudelige Planer særdeles let. Forresten er alt det, som vore lokale danske Blade opvarter med for at bekæmpe Social-Demokratiet, ikke andet end Kogen Suppe paa en Pølsepind: gamle forslidte og mere end hundrede Gange gendrevne Paastande, som man ikke engang gør sig den Ulejlighed at servere med ny Sauce - Nordslesvigerne har slugt saa meget, saa de døjer det med, mener vore Ledere - om med Rette eller Urette, - vil Tiden lære. - m -

- - - 

Haderslev, den 1ste Januar 1877.

Lørdagen den 30te Decbr. skulde her have været afholdt et offenligt Møde, hvor det tyske socialistiske Arbejderparties Kandidat til Rigsdagsvalget hersteds, Hr. Brückmann fra Altona var kommen for at tale; men vor velvise Politimester forbød Mødets Afholdelse og angav som Grund, at Lokalet var for lille. Øvrigheden tager der ikke saa nøje med at undersøge om Arbejdernes Lejligheder er for smaa eller usunde, men Mødet var ikke saa snart anmeldt førend Politimesteren kom i Tanker om, at Lokalet skulde undersøges, for at se om del var stort nok; at han har gjort det af faderlig Omsorg, for at Folk ikke skulde blive trykket flade, og ikke af Ondskab mod Socialisterne, maa man vel ikke betvivle, ti en Embedsmand skal jo staa over Partierne. Da vore herværende større Lokaleejere er for spidsborgerlige til at leje os deres Lokaler kan der ingen Møde blive afholdt. Uddelingen af den danske "Social-Demokrat" paa Landet, for Haderslev Kreds, tager sin Begyndelse i denne Uge; de har ligget i Flensborg under Snestormen. "Dannevirke", som ingen har kunnet opspore, behøver nu ikke mere at sende sin lille ansvarhavende Redaktør ud paa Opdagelse; ti "Social-Demokraten" tilligemed Stemmesedler skal ikke komme til at mangle i mange Huse.

Ergo.

(Social-Demokraten 4. januar 1877).

Morgenbladet knyttede følgende kommentar til Krügers skrivelse:

Vi skulle hertil kun knytte ganske faa Bemærkninger. Hr. Krygers trofaste oq kjærlige Sindelag mod hans kongerigske Landsmænd sikrer ham til enhver Tid ikke blot vor varme Medsølelse og Taknemlighed, men giver ham tillige et billigt Krav paa Overbærenhed og Tilgivelse, naar enten Misforstaaelse eller den Sindets Pirrelighed, som vi finde mere end undskyldelig i den ensomme og frugtesløse Kamp, hvis Hovedrepræsentant han er, gjør ham ubillig og uretfærdig i Bedømmelsen af hjemlige Forhold, som han mangler Betingelserne for at overse og vurdere. Det er derfor ikke vor Sag at gaa i Rette med Hr. Kr., naar han her træder i Højres Fodspor og gjentager Beskyldninger, som han uden Kritik har hentet i dette Partis Blade og da særlig i Partiets nordslesvigske Organ, det mod det danske Folks Flertal saa giftige og hadske "Dannevirke", der hver Dag kappes med vore Hiemmereaktionære om at kaste Haan og Had paa vort Folk og dets Repræsentation, og som jævnlig heri vinder Prisen. Det er nok for os simpelt hen at sige Hr. Kr., hvad ingen dansk Mand paa denne Side Kongeaaen er uvidende om: at det forenede Venstre, lige saa lidt som det staar i nogen Forbindelse med Socialdemokraterne eller har kæmpet Valgkampe sammen med disse, lige saa lidt har nogen Adgang til eller nogen Mulighed for at øve Indflydelse paa disses politiske Beslutninger og Foretagender. Naar ikke blot vi, men hele den danske Presse, har forholdt sig omtrent tavs overfor Socialdemokraternes Taktik i Slesvig, saa er Grunden i det mindste for vort Vedkommende den, at vi ikke tillægge vor Røst nogen Betydning hos den Del af den slesvigske Befolkning, til hvilken Hr. Pio taler, og at vi paa den anden Side overfor Indland og Udland ikke have haft nogen Interesse af at gjøre Skandalen større, end den er, tilmed da vi - som det synes at fremgaa af Hr. Kr.s Skrivelse med Rette - ere gaaede ud fra, at den paagjældende Agitation er uden praktisk Betydning. Hr. Kr.s Advarsel have vi derfor ingen Brug for, hans Frygt for, at "det store Parti i Kongeriget" ikke "tør" udtale sig om Socialdemokraternes Politik, forekommer os mindre vel grundet, derimod har det altid forekommet os i hos Grad beklageligt, at Hr. Kr.s Avtoritet ikke rækker til at sætte saa megen Grænse for den nordslesvigske Presses danskfjendtlige Overfald, at hans Forsikring om, at "Kongerigets Partistridigheder ligge fjærnt for os Sønderjyder" ikke skulde tage sig saa parodisk ud, som det nu er Tilfældet.

(Morgenbladet (København) 4. januar 1877).

Svar til Nordslesvigeren Hr. H. Krüger

fra

Louis Pio.

Mine Bestræbelser for at samle de danske og tyske Undertrykte i Slesvig til fælles Anstrængelser ved den forestaaende Valgkamp, har, som jeg ventede, skaffet mig de Nationalliberale paa Halsen. Disse Herrer er aldeles blinde for, eller vil maaske ikke se, hvad det egenlige Kærnepunkt er i Nordslesvigernes Strid med Prøjsen, og de fordrer, at Enhver absolut skal adoptere deres Krigsføringsmetode, selv om den er aldeles haabløs og med Nødvendighed maa føre til det Modsatte af det Maal, som de paastaar at have. Der er imidlertid herved den ubehagelige Omstændighed, at Folkene efterhaanden har frigjort sig fra de Doktrinæres selvtagne og slet førte Formynderskab, og det kan derfor ikke ansés for synderlig mærkværdigt, at der endog i Slesvig, hvor Højremændene hidtil har domineret uindskrænket, i den seneste Tid er fremkommet Bestræbelser efter at frigøre sig fra Nationalgalskaben, som her har antaget sin værste Form, idet den har forhindret vore fraskilte Landsmand fra at optage Kampen med de Fjender og paa den Valplads, som de Nationalliberales Dumhed nu engang har anvist dem foreløbigt eller for bestandigt. For disse Frihedsbestræbeler har jeg gjort mig til Tolk i en Henvendelse til Slesvigerne her i Bladet og denne Omstændighed har bevæget Hr. Krüger til at angribe mig i Flensborg Avis. Jeg skal tillade mig at give et Gensvar.

Nordslesvig er tilfaldet Prøjssen med den Ret, som Erobringen giver. Saavidt jeg er bekendt med Fortids- og Nutidshistorien eksisterer der ingen "Moral" for Stater i deres indbyrdes Forhold, ingen gensidig Respekt for Ejendomsretten, naar blot Magten er tilstede. Talrige Fyrstendømmer i Tyskland og Italien er i vore Dage blevet "annekterede". Provinser er revet fra deres Fædreland, hele Nationer er blevet udjaget af deres fædrene Boliger, uden at nogen "Myndighed" har sat sig paa Dommersædet og fordømt eller straffet disse Handlinger. Hvad er Grunden hertil? Simpelthen den, at vor nuværende Samfundsorden fører disse Ting med sig som uundgaaelige Konsekvenser. Man kan ikke anerkende den Stærkeres, Kapitalistens, Ret i Industrien til at opsluge sin Nabo, og samtidig fordømme den Stærkeres, Banditstatens, Ret til at gøre akkurat det Samme mod sin svage Nabostat. Man kan ikke skrige op imod den Stat, der forbyder en Del af sine Undersaatter at tale deres Modersmaal og samtidig lovprise det Samfund, der nægter Halvdelen af Menneskeheden, Kvinderne, at have en Stemme i deres egne Anliggender. Man kan ikke gøre det, uden at synde mod den sunde Forstand, mod Logiken.

Naar derfor Nordslesvigerne som Tilhængere af den bestaaende Samfundsorden anser deres Behandling for uretfærdig, da tager de Fejl. De tilhører Prøjssen ifølge den af Samfundet anerkendte Næverets § 1. De er pligtige ifølge den i Aartusinder herskende Statsmorallære at lyde Prøjssen som deres Herre, og denne er berettiget til at straffe enhver Bestræbelse efter at løsrive sig som "ulovligt Oprør". Disse Slutninger er det umuligt for nogen Jurist at modbevise.

Vil Slesvigerne ikke tage disse Konsekvenser, da er der kun én Maade, hvorpaa de kan undgaa at komme i Modstrid med dem selv. De maa opgive Troen paa det Bestaaendes Retfærdighed, de maa af deres egen Ulykke lære, at den nuværende Samfundsorden hviler paa et forkasteligt, umenneskeligt Princip, paa den Stærkeres uindskrænkede Ret til at undertrykke den Svagee.

Men en saadan Fordømmelse over Nutidens Samfundsliv er der kun et eneste Parti, der vover at udtale, nemlig Socialisterne. Kun hos dem vil derfor vore slesvigske Brødre finde en aaben Anerkendelse af den Uret de har lidt; kun hos dem vil de ikke behøve at spørge om Nationaliteten, før de kan haabe Sympati; alle Socialister, tyske som danske, engelske som franske, vil af egen Drift og støttet paa Partiets Grundprinciper erklære dem saavel som alle andre Folk berettigede til at være deres Fremtids Herrer samt til at vælge det Land, hvortil de vil slutte sig.

Og i Folkeslagenes Tilslutning til de socialistiske Principer ligger derfor ogsaa Nordslesvigernes eneste rimelige Haab. De tilhører efter Slægten en lille Nation, der aldrig ved Magt vil kunne udfri dem, og som ikke uden at sætte hele sin Eksistens eller sin Frihed paa Spil kan vente at saa dem tilbage ad diplomatisk Vej. Deres Udholdenhed i Demonstrationer, deres Mod til at stride paa Nationalitetens Gebet mod en hundrede Gange overlegen Fjende er derfor spildte Kræfter. De bør slutte sig til den Del af deres nye Landsmænd, der undertrykkes ligesom de og kæmper mod Undertrykkerne ligesom de. Og vel maa det erindres, at naar Nordslesvigerne stiller sig i de tyske Socialdemokraters Rækker, da staar de ikke ved Siden af Tyskere, men ved Siden af Verdensborgere, Mænd, der ikke anerkender nogen Nations, ikke engang deres egens, Ret til at gøre andre Nationer til uselvstændige Trælle.

Dette er min Forklaring af Opfordringen til Slesvigerne, og jeg haaber, at den i enhver Uhildets Øjne vil være tilstrækkelig. Hvad Hr. Krügers Angreb paa min Virksomhed angaar, da tager jeg mig den Sag temmelig let; ti Hr. Krüger er aldeles ude af Stand til at fatte Bevæggrundene til min Handlemaade. Jeg skal ikke gøre Gengæld ved at kritisere den Række af politiske Fejlgreb, som Nordslesvigs Repræsentant har begaaet, den Lettroenhed, hvormed han har stolet endog paa en Bismarcks Ord, eller den ved personlige og private Grunde fremkaldte Afhængighed, hvori han, tildels mod sin Vilje, har staaet til det nationalliberale Parti her i Landet. Jeg maa kun erklære Hr. Krüger, der synes ar være uvidende om Partiernes Standpunkt i Danmark, at Socialdemokraterne ikke modtager "Ordrer" fra Venstre eller nogetsomhelst andet Parti. Vi har vist og vi skal vide at vise fremdeles, at vi formaar at staa paa vore egne Ben og haandhæve den Myndighed, som Forholdene har givet os, idet vi er stærke nok til at drive det ene Parti fremad og holde Tommelfingeren paa Øjet af det andet.

(Social-Demokraten 7. januar 1877)

Hans Krüger blev  den 10 januar valgt sammen med Hans Lassen i 2. slesvigske valgkreds, med færre stemmer end forrige valg. I Flensborg gik Krüger tilbage fra 1400 stemmer til 1232, mens de tyske stemmer steg fra 1.373 til 1.594 stemmer. Her blev den tyske nationalliberale professor Hinschius blev valgt. Også i Aabenraa vandt tysk nationalliberal. Generelt gik de nationalliberale i de tidligere hertugdømmer (bortset fra Nordslesvig) tilbage, mens socialdemokrater og "fortschrittliche" gik frem i stemmetal. De 10 valgte i Slesvig-Holsten fordelte sig udover Krüger til 5 nationalliberale, 3 konservative og 1 fra det tyske rigsparti. I Altona (indtil 1864 personalunionens næststørste by) blev socialistlederen Hasenclever valgt.

Hertugdømmerne. Krüger-Bevtoft offentliggjør i "Fl. Avis" følgende Skrivelse til sine vælgere i 2den Kreds:

"Herved tillader jeg mig at udtale min varmeste Tak til de nordslesvigske Vælgere, som ved Valget den 10de Januar atter stemte paa mig for igjennem mig paany at klage over Nordslesvigs nuværende Tilstand og at rette en Fordring til Tydskland om at udføre Pragfredens § 5. Valgets Udfald har atter viist, hvad hele det nordslesvigske Folk vil og fordrer, og saaledes er Valgets Formaal fuldstændig opnaaet. Da Regjeringen efter det første Valg i 1867 ved en beregnet Omlægning af Valgkredsene har umuliggjort to danske Candidaters valg, vil Deeltagelsen i Omvalget i 2den Kreds for de danske Vælgeres Vedkommende ikke kunne føre til noget Resultat eller have nogen Betydning, og finder jeg det naturligt, at man har besluttet, at holde sig fra Omvalget."

"Dvke" meddeler nu de fuldstændige Oplysninger om Rigsdagsvalgenes Udfald i Hertugdømmerne. Paa Krüger er der i Slesvig ialt faldet 17,276 St., paa de nat.-liberale Candidater 16,131 St., paa de konservative Candidater 6769, paa Fremskridtspartiets 6408, paa det augustenborgske Parties 574, paa Socialdemokratiet 3680.

I Hertugdømmet Slesvig er der altsaa, foruden en Deel splitede Stemmer, som her ikke ere medtagne, afgivet 50,838, hvoraf Krüger har erholdt lidt over, de nationalliberale tydske Candidater lidt under en Trediedeel, de conservative Candidater og en Fremskridtsmand hver en Ottendedeel og Socialdemokraterne en Fjortendedeel, Augustenborgeriet har gjort complet Fiasco med en Høist ubetydelig Brøkdeel.

I Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg have Socialdemokraterne af de afgivne 95,033 Stemmer faaet 42 pCt., det nationalliberale Parti 28 pCt., det conservative Parti 7 pCt., Fremskridtspartiet 18 pCt. og Augustenborgerne 5 pCt.

I alle tre Hertugdømmer er der tilsammen afgivet 145.871 Stemmer, hvoraf Socialdemokraterne have opnaaet 43,550 eller 30 pCt., medens de i 1874 i Holsteen og Slesvig af 135,732 afgivne Stemmer opnaaede 44,656 eller 33 pCt., saaledes at der viser sig en kjendelig Tilbagegang for Socialdemokraterne, navnlig i Slesvig, hvor de denne Gang kun have faaet 3680 Stemmer mod 4995 i 1874.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. januar 1877).

Hr. Kryger tilbagekalder i Søndagnumeret af "Flensb. Avis" den Bebrejdelse eller Advarsel, han i det nævnte Blad har rettet mod det forenede Venstre, fordi det ikke forbød de danske Socialdemokrater at modvirke hans Valg til den tydske Rigsdag. Efter de Oplysninger, han har modtaget gjennem nærværende Blad, erkjender han, at hans Bebrejdelse er ubeføjet: "Nu da Morgenbladet har oplyst mig om, at det forenede Venstre er fuldstændigt frit for alt Samkvem med Socialdemokraterne, veed jeg det, og jeg indser nu, at jeg ved min Henvendelse har forfejlet Adressen." - Vi takke Hr. Kryger for hans aabne og uforbeholdne Erklæring, der i øvrigt ikke er mere, end hvad vi med fuldstændig Sikkerhed havde ventet af hans Loyalitet, naar han kom til Kendskab om den Fejltagelse, hvori han har svævet. Naar Hr. Kryger endnu synes at tro, at "flere af Venstres Kandidater" ere blevne valgte ved Hjælp af Stemmer, som Socialdemokraterne have tilført Partiet, skulle vi ikke undlade fremdeles at oplyse, at ogsaa dette er en Fejltagelse, der har sin Kilde i de samme usandfærdige Opspind af Venstres Modstandere, som vi med Beklagelse se endnu finde Tiltro nedenfor Kongeaaen, efterat de paa denne Side ere hjemfaldne til den fortjente Ringeagt, som de møde hos alle fornuftige Mennesker. Med Hensyn til sin Stilling overfor den nordslesvigske Presse udtaler Hr. Kryger følgende: "Dersom der i et Organ af den nordslesvigske Presse fremkom saadanne Paastande, som at det forenede Venstre vilde svigte sin Pligt i det danske Folks nationale Kamp, da vilde og maatte jeg bruge den Avloritet, mine Medborgere have givet mig ved at gjøre mig til deres offenlige Talsmand, thi saa vilde el stort Antal af danske Borgere uretfærdig fornærmes og i dem hele Folket. Beskyldningen vilde af mig fordømmes som et foragteligt og danskfjendtlig Overfald. Enhver nordslesvigsk Redaktør, der spurgte mig til Raads angaaende sin Stilling til de kongerigske Partistridigheder, vilde jeg raade til at holde sig fuldstændig objektiv og med hele sin Kraft søge at gjøre Fyldest paa den ansvarsfulde og vanskelige Plads, han her indtager; dette har jeg gjort hidindtil, og dette vil jeg gjøre i Fremtiden." Netop fordi vi ikke tvivlede om, at dette var Hr. Krygers Stilling, kunde vi med saa meget større Grund beklage, at nordslesvigske Redaktører, eller dog en af dem, viste saa ringe Agtelse for Hr. Krygers Raad og saa ringe Ærbødighed for den Avtoritet, der med Rette tilkommer ham som Nordslesvigs Repræsentant, at en saadan Redaktør kunde anse det for sin Opgave at kappes med de mest fanatiske kjøbenhavnske Højreblade i at angribe og forhaane det danske Folk. At Hr. Kryger har misforstaaet en Sætning i vort Blad, hvori vi talte om "den ensomme og frugtesløse Kamp, hvis Hovedrepræsentant han er," som om der heri laa en Bebrejdelse til ham og hans Venner, fordi Kampen hidtil var blevet frugtesløs, er os ganske ubegribeligt. Ved at læse denne Sætning en Gang til, vil Hr. Kr. uden Tvivl se, at der ligger ganske det modsatte deri, nemlig en Anerkjendelse af den taalmodige Kraft, der holder ud uden at tabe Haabet og Modet, uagtet Kampens Frugt endnu ikke er rykket nærmere.

(Morgenbladet (København) 23. januar 1877).

I marts 1877 stillede Krüger trods den danske regerings (og Fædrelandets) anbefaling, forslag om at få § 5 omsat til virkelighed. Regeringen frygtede at paragraffen i stedet ville blive annulleret. Under debatten april 1877 i den prøjsiske Rigsdag var dette præcis hvad der blev indvendt imod Krügers forslag: At den blev afskaffet, i stedet for at det skulle diskuteres som i hvert af de foregående år. Hvilket da også skete året efter. Krügers politik mødte stigende modstand og han trak sig i 1878 tilbage. Han havde også helbredsmæssige problemer. Han døde 1881, 65 år gammel.

Bankkrise i Dansk Vestidien. (Efterskrift til Politivennen)

 Wednesday 3rd January 1877.

- - -

In the middle of April, the financial depression had come to such a pitch, that it was resolved at a meeting of the Trustess of the Savings Bank that the business of the bank should be temporarily suspended with respect to the receiving of deposits and paying of demands, and that the necessary steps should be taken in order to wind up the affairs of the Bank, and later Commissioners were appointed to regulate and liquidate these affairs, and two instalments of 20 % each on deposits have already been paid. The Colonial Bank had stopped business from the beginning of the year, to the great regret of the whole community, but it was felt that it could not be otherwise, and, like so many other adversities, had to to be borne in the best manner possible; but when the Savings Bank crash came, it was felt by everyone how much more serious that might turn out to be, although involving smaller money interests. A great many of the depositors were poor, ignorant people, whose financial notions are of the most primitive stamp, and to whom the whole transaction might easily appear a most villainous act of swindling. What would these people do? Could they be made to understand the situation? Would they not clamour for getting every cent of their money back at once, and if that should not be forthcoming, would they not commit excesses, which of course would have to be put down by summary means, always regrettable. It was anticipated that, on the first bank-day, there would be trouble, at least "some fun"; but there was nothing of the kind, we are happy to say; the poople, down to the field-hand, behaved as if they were old financiers, or perhaps even a trifle better. They were easily pacified with the assurance from the Bank officials that their money was sure enough, when only they had patience. Thus was this threatning storm avoided by a degree of good sense evinced by the people, almost marvellous in their case, but it seems yet to be a moot point in the community, upon which we shall not enter, whether affairs might not have been settled in another manner, so that the Bank might yet have existed.

(St. Croix Avis 3. januar 1877. Uddrag).

Sømandshjemmet paa Christianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Sømandsforeningen afholdt i Tirsdags Aftes en extraordinær, efter Forlangende af endel Medlemmer indkaldt Generalforsamling, der lededes af Overretsprokurator Jacobsen. Som Grund til Generalforsamlingens Afholdelse var der anført, at man ønskede undersøgt, hvorvidt der var benyttet gamle Materialier til Opførelsen af Sømandshjemmet, om der ikke kunde raades Bod paa den Maade, hvorpaa Opsigelserne nu finde Sted, om Bestyreren for Forhyringskontoret opfylder de ham paahvilende Pligter, og om det er Bestyrelsen bekjendt, at Forhyringskontorets Personale oppebærer et Gratiale af 1 Kr. for hvert Medlem, der indmeldes. Endelig klagedes der over, at Regnskaberne ikke ere fyldige nok. Dirigenten gjorde først opmærksom paa, at Bestyretsen strax havde været paa det Rene med, at Spørgsmaalene, navnlig det første, ikke vedrørte Forsamlingen, men kun Bestyrelsen; denne havde dog ikke villet forbyde en Diskussion, men det maatte erindres, at en Beslutning ikke kunde tages. Det første Spørgsmaal - om Sømandshjemmet - blev derpaa sat under Diskussion og gav nogle Talere Anledning til paa en meget kraftig, men i høi Grad uklar Maade at udtale deres Misfornøielse med Forholdene i Sømandshjemmet, saasom at der var Væggetøj i Bygningen paa Grund af de gamle Brædder, der vare anvendte til dens Opførelse, at der var Træk navnlig paa Søsiden, og at Bestyrelsen ikke vilde lade Vinduerne kitte, at Opsynsmanden havde sammenkaldt en Forsamling i Gaarden, at Formanden, Kaptain Gjødesen, herskede med en Jernhaand, som om han var ombord i et Fregatskib, og ikke som en Formand for fri Mænd. En af Talerne begyndte en Skildring af sine allerprivateste Forhold i Sømandshjemmet, men fratraadte efter et temmelig livligt Replikskifte, uden at det lykkedes at gjøre ham det Upassende i hans Meddelelse klart. Kaptain Gjødesen oplyste, at Spørgsmaalet om Vinduernes Tilkitning allerede forlænge siden var blevet afgjort, og meddelte, at der vel var blevet benyttet brugte Brædder til Bygningens Opførelse, men disse vare blevne synede omhyggelig og erklærede for at være bedre end nye Brædder, og det viste sig ogsaa, at der netop ikke var Væggetøi i de Værelser, hvor de gamle Brædder vare blevne benyttede. Der var i den Tid, Bygningen havde bestaaet, kun blevet opsagt to Familier, begge paa kontraktmæssig Maade. Af flere Beboere af Sømandshjemmet blev det erklæret, at de ere veltilfredse med Bestyrelsens Administration, men de to, tre Mænd, der hele Aftenen repræsenterede Oppositionen og stadig tog Ordet, reiste det ene mere uvedkommende Spørgsmaal efter det andet og kunde eller vilde ikke begribe Imødegaaelserne. Med Hensyn til det andet Punkt drejede Diskussionen sig navnlig om det formentlig Urigtige i, at Bestyrelsen af Sømandsforeningen som det bedste Middel til at gjøre Sømændene bekjendte med Foreningen og dens Goder giver Forhyringskontorets Bude 1 Kr. for hvert nyt Medlem, de skaffer, hvilket var Opponenterne aldeles ubegribeligt. Forsamlingens store Flertal sluttede sig dog fuldstændig til Bestyrelsen, hvilket fremgik deraf, at et af Grosserer Fritsche forestaaet Tillidsvotum til Bestyrelsen fik et stort Flertal, medens Oppositionen, repræsenteret ved 3 Stemmer, forlangte "skriftlig Afstemning". Med Hensyn til det sidste Spørgsmaal, om Formen for Regnskabsførelsen, var det ligesaa umuligt som med Hensyn til de foregaaende at gjøre Oppositionen nogen Ting begribelig, men ogsaa her var Forsamlingens store Flertal med Bestyrelsen. Til Slutning udtalte Kaptain Gjødesen, at det var ham bekjendt, at der hviskes i Krogene, at Bestyrelsen, skjøndt den er ulønnet, dog forstaaer at gjøre sig sin Stilling indbringende, og han vilde derfor benytte Lejligheden til at erklære en saadan Sigtelse for skamløs Løgn. Det var overhovedet ikke egent for den ærlige danske Sømandsnatur at lytte til Hvisken og Sladren, og han advarede derimod saavel som mod Socialismen, fordi denne hviler paa tre Ting, der ere uforenelige med den danske Sømandsnatur, nemlig Fornegtelsen af Fædrelandet, Familielivet og Religionen. Med kraftige Hurraraab for Sømandsforeningen og dens Bestyrelse sluttedes Mødet.

(Dags-Telegrapgen 21. december 1876).

Wildersgade set fra hjørnet af Sankt Annæ Gade ca. 1900. Tv. Wildersgade med Wildersgades Kaserne, i baggrunden hjørnet af Bådsmandsstræde med sømandshjemmet. Th. Sankt Annæ Gade mod Overgaden neden Vandet. På hjørnet P. Andersens detailhandel (smør, ost, gryn, viktualier mv.). Th. Carl C. Møllers malerværksted, og th. for dette en bager. Billedet tørstemplet Johannes Hauerslev, Fælledvej 9. Kbhbilleder. 

Sømandshjemmet.

De fleste af Københavns Indbyggere befinder sig i en Vildfarelse, hvis de antager at Peter Madsensgang er forsvundet fra Jordens Overstade. Ærede Medborgere! Den eksisterer endnu, men den er flyttet ud paa Kristianshavn og hedder ikke mere Peter Madsensgang men Sømandshjemmet. Den har tillige skiftet Ejer, idet nemlig Sømandsforeningens Fond for Opførelsen af "gode og sunde" Boliger for Søfolk for Øjeblikket er saa lykkelig at raade over dette Paradis. Fondet og Bygningens Administration er underlagt sømandsforeningens Bestyrelse, hvis Formand er den blandt Søfolkene bekendte "grundige" Orlorgskaptejn Gjødesen. Ovennævnte Ejendom blev bygget at Murmester Viinberg, der samtidig med at han byggede Sømandshjemmet nedbrød Peter Madsens Gang. Herfra kom Hr. Viinberg i Besiddelse af en overordenlig Masse gammelt Ros, bestaaende af Loftsbrædder, Tømmer, Sten osv. af den usleste Beskaffenhed og aldeles fuldt af Væggetøjs hvorom Nærmere skal fortælles til Skræk og Advarsel for alle Søfolk, der kunde nære fromme Ønsker om at kunne fortøie i Sømandshjemmet. Oldsagerne fra Peter Madsensgang blev transporterede ud til Sømandshjemmet i hele Vognmandslæs og der benyttet til Skillerum, Forskallinger og Indskudslofte, efter at Hans Ufejlbarlighed Kaptajn Gjødesen havde udtalt som sin uforgribelige Mening, at disse Sager var bedre end nyt og rent, samt indrømmet Bygmesteren Ret til at benytte det, paa Grund at den strænge Kontrakt han var indgaaet paa. Naa, vi antager naturligvis, at Hr. Kaptejn Gjødesen har ladet sig lede af vægtige Motiver ved at ifgive denne rigtignok lidt vel vilkaarlige Tilladelse.

Sømandshjemmet blev færdig og foreningens Medlemmer kappedes om at faa Lejlighed og flyttede vel fornøjede ind i deres nye Hjem. Men hvor længe var Adam i Paradis? Herligheden fik en brat Ende. Da Varmen begyndte i sommeren 1875 var ogsaa Husfreden forbi for Sømandshjemmets Beboere, idet Peter Madsensgangs forhenværende dito væltede frem i Tusindevis fra Vægge, Lofter og Fodpaneler og angreb de arme Lejere paa den blodtørstigste Maade. Enhver Beboer forsvarede sig naturligvis paa bedste Maade, brændte, skoldede og dræbte for Fødevæk.

Efteraaret og Vinteren stansede for en Tid ødelæggelsens Værk, men i Juni l876 begyndte Krigen igen i en endnu større Maalestok. Disse væmmelige Menneskeplagere blev dristigere og dristigere. De indskrænkede sig ikke til Værelserne alene, men spadserede nok saa lystig paa Trappegangene og i Gaarden , ja selv langs Bolværket marscherede de i stokketal, naar en af Husmødrene havde renset sengeklæderne for disse Kryb.

Nogle Medlemmer af sømandsforeningen , ca. 30, tillod at besvære sig over forskellige Mangler ved Beboelseslejlighederne, navnlig over disses Utæthed, de omtalte Væggetøj og de gamle Materialers Anvendelse til Bygningen. Formanden, der sidste sommer havde haft styrke nok til at rende paa Estakaderne med Panserskonnerten "Absalon", han kunde nu ikke taale den Slags. Han svarede, at Bygningen kom ikke Foreningen ved og udstedte kort efter den skriftlige Ordre, at Beboerne ikke maatte holde Møder for at drøfte Bygningens Mangler. En Del af Beboerne fandt dette for groft og sendte Kaptein Gjødesen en Begæring med Anmodning om Afholdelsen af en overordenlig Generalforsamling.

Denne afholdtes den 19de Decb. Her havde man det særsyn at se en tidligere ivrig Forsvarer af Sømandens Rettigheder, Matros Peder Funk, optræde og besørge Kaptein Gjødesens Byærinder.

Funk forsvarede eller bildte sig ind at forsvare Gjødesens Handlinger. Han udtalte, at de gamle Bræder var bedre end nye, at han omhyggelig havde efterset dem og ikke fundet saa meget som spor af Væggetøj deri. Det er klart nok at Funk, inden han gjorte denne Undersøgelse ikke har pudset sine Lanterneglas tilstrækkelig, men disse har nu rigtignok ogsaa været dunkle siden han har faaet Portnerpladsen i sømandshjemmet. Funks Foredrag det var "Putting" for Gjødesen, det var noget, han kunde bruge. Han blev saa modig, at han holdt et tordnende slutningsforedrag, hvori han erklærede: at han havde Magt i Foreningen, at han ved et eneste Ord kunde faa enhver Opposition kastet ud gennem Vinduerne, og sluttede med en Del Pølsesnak om det danske Flag og de slemme socialister.

Dermed sluttede første Akt af det paabegyndte Trama og skal vi ved Lejlighed underrette Publikum om, hvad der for Fremtiden sker i "Sømandens Hjem".

En Beboer af Sømandshjemmet.

(Social-Demokraten 20 marts 1877).

I 1874 blev bygningen "Sailors Home"rejst i Wildersgade eller Bådsmandsstræde og indviet februar 1875. Den trefløjede bygning indeholdt ca. 70 3-, 2- og 1-værelses lejligheder samt et sømandshotel med 30 seng. Bygningen bestod i 25 år, men blev så erstattet af et bedre sømandshjem på St. Anna Plads og i Nyhavn.

Matros Peter Funk havde stiftet Sømandsforeningen i 1856 og var vicevært i Gjødesens Sømandshjem. Han var 1860-1874 færgemand i København. Efter uenighed med foreningen tog han sin afsked i 1879.

Kaptajn i marinen P. F. Gjødesen havde været batterichef på fregatten "Jylland" og deltaget i slaget ved Helgoland i 1864.

Utilfredshed med Sømandsforeningen førte i 1877 til dannelsen af Sømandsforeningen af 1877, formand sejlmager Nielsen. Modsat Sømandsforeningen var denne finansieret af sømænds små bidrag, ikke af store bidrag fra velhavende.

Den kgl. Fødsels og Plejestiftelse. (Efterskrift til Politivennen)

I Finantsaaret 1875-76 var efter den af Prof. Stadfeldt offenliggjorte Beretning Antallet af indkomne Kvinder i Fødselsstiftelsen og dens Filialer 957; af dem udgik 15 uden at have født (deriblandt en død); de Fødendes Antal var 943 (442 i selve Stiftelsen og 501 i Filialerne), idet en af de i forrige Aar indkomne Kvinder først fødte i April. Af de Fødende var 136 Gifte og 807 Ugifte; af disse Sidste var 52 betalende Hemmelig Fødende, 534 Tjenestepiger, 150 Fabrikpiger, 27 Vaske- og Strygepiger, 5 Husjomfruer, 13 Enker. 1 Hospitals- Gangpige, 1 Lem paa Ladegaarden, 11 Fruentimmer af Prostitutionen. Som Førstefødende er der opført 526. medens 417 havde født tidligere. Af Fostrene var 486 Drenge og 473 Piger; 52 Børn var dødfødte, og under Fødselen døde 28. Antallet af Gifte er aftaget, idet det, som anf'rt, kun har været 136 imod 168 i 1874-75 og 202 i 1873-74 Dette Forhold hænger vistnok nærmest sammen med den bedre økonomiske Stilling hos de Samfundsklasser, som plejer at sende dens Koner ind i Stiftelsen. Sundhedstilstanden har i det Hele været god; kun kort efter Aabningen i Septbr. indtraf en Del Tilfælde, men alt i December var den lille Endemi kvalt, og senere har Sundhedstilstanden været fortrinlig. Hele Dødeligheden har været 20 af 940 Tilfælde eller 21 promille. I den gynækologiske Poliklinik har 111 Kvinder søgt Raad og ladet sig behandle i kortere eller længere Tid. I Aarets Løb har 60 Kandidater fra Københavns Universitet og 3 islandske Lægekandtidater gennemgaaet det kliniske Kursus i Fødselsftiftelsen og af Jordemødre har 33 forladt skolen i Aarets Løb efter at have taget Afgangseksamen.

(Social-Demokraten 18. november 1876).

Korrespondance fra Frederits. (Efterskrift til Politivennen)

Havde man ikke den Forvisning, at Miraklernes Tid var forbi, maatte man antage, at et saadant var forestaaende, ti her sker for øjeblikket saamange Tegn og underlige Gerninger, at man kunde fristes til at anse disse som "Forvarsel" for noget overnaturligt. Man ynker Borger Eibeschütz, naar man ser hans Ærgrelser over Arbejdernes "flotte" Klæder og "fine" Hatte; man studser ved at erfare, at Socialisterne "er Skyld" i de slette Tidsforhold, og man spørger uvilkaarlig sig selv, om de ikke ogsaa "er Skyld" i den tidlige og strænge Vinter; man forbavses over Spidsborgernes Træskhed, naar man ser det lille Kobbel med den "lille Nicolay" i Spidsen; travl Virksomhed blandt Koner og Piger for ved Skørteregimentets Hjælp at fortynde Socialisternes Rækker, i hvilke alle "pæne" Arbejdere "skal holde sig for gode til at være"; men man daaner næsten af Skræk ved at høre, at Præsterne Dall og Gøtzsche nu anser Tidens Fylde for kommen til at prædike Evangeliet for de Fattige, ihukommende, at der er større Glæde ved én Synders Omvendelse end ved Ni og Halvfemsindstyve Retfærdige, som ikke har Omvendelse behov. Man anstrenger sin Sekraft, fordi man troer at drømme eller at "det Hele beror paa Øjenforblændelse", men nej! det er intet "Trolleri", det er den skinbarlige Virkelig: - Præsternes Dag er bogstavelig kommen som en Tyv om Natten!

Og hvad er der saa sket? Intet andet end at vore Præster begynder at efterkomme Skriftens Bud om at gaa ud og præke for "al Folket" og at gøre dette for Intet, fordi de har modtaget Ordet for Intet. Sagen er nemlig denne: Hr. Pastor Dall har i Forening med sin Kaldsfælle, Hr. Gøtsche, ønsket at præke hver Lørdag eller Mandag Aften for Cigarmagerne i Fabrikslokalet, og efter Forlydende en anden Aften i Ugen for Væverne paa Dampvæveriet. Ugudeligheden er imidlertid stor paa vor syndefulde Jord, og det baade blandt "Store og Smaa", ti medens "de Store" paa Cigarfabriken synes at have et meget modtageligt Sind og Hjerte, saa var nok det stik Modsatte Tilfældet paa Dampvæveriet, og medens "de Smaa" her maaske ikke var saa ganske uvillige, saa var der paa Cigarfabriken kun 8, som mente at have Omvendelse behov, og det er endda mere end tvivlsomt, hvorvidt sand Anger og Ruelse er til Stede hos disse. Endnu har de Herrer Præster ikke begyndt deres Omvendelsesværk blandt de ugudelige Cigarmagere, men selv om de skulde være lystne efter at begynde "Forestillingen", saa bliver det sikkerligt hverken noget talrigt eller noget noget taknemmeligt Publikum, de kommer til at "spille" for. Afset fra, at det er temmelig sildigt, de Herrer Præster tager fat paa slig "kristelig" Gerning, bliver det dog lidt forunderligt, at specielt Hr. Dall, der saa ofte har dømt og fordømt Socialisterne, pludselig "ynkes" over dem og vil give dem "Naade og Fred". Man fristes til at undersøge Grunden hertil. Har maaske den gode Præstemand indset, at han kun er en ussel Skabning, hverken værre eller bedre end andre Mennesker, og at han ingen anden Ret har til at holde Dom over Døde, endsige Levende, end den, han selv tiltager sig? Nej, ingenlunde, ti han lader sig stadig ikke uden Vidnesbyrd i modsat Retning. Eller har mulig de ærede Præster indset det Taabelige, der ligger i at fremstille Fattigdom som særlig Chance til Erhvervelsen af en "Saligheds Part", samtidig med at de finder saa stort Velbehag ved det "usle Mammon"? Det skulde da være, om de i "de sidste Dage" havde aflagt Vidnesbyrd i saa Henseende. Ejheller er disse "hellige" Mænd bleven "snilde som Slanger og enfoldige som Duer", fordi de, som der menes, er "befalet dertil, men det, der nu fylder dem med "Nidkærhed", er sikkert kun den Omstændighed, at de føler dem trufne af det, "Missionæren" fra Ostindien fortalte dem, og det skal heller ikke nægtes, at han traf Hovedet paa Sømmet. At det kan være ubehageligt for de ærede Præster at faa en saadan Lektion, skal villigt indrømmes, men de Herrer gaar galt i Byen ved det første Skridt, de gør. Dhrr. Dall og Gøtsche tror aabenbart, at Socialismen er Aarsag til den herskende Irreligiøsitet, ret som der ingen "Vantro" fandtes her i Landet for Socialismens Fremkomst. De gode Folk burde vide, at Socialismen ikke er nogen religiøs Doktrin, og at ligesaa vel som der blandt denne Læres Tilhængere findes "Ikke-Troende", ligesaa vel findes der ogsaa "Troende", hvis Tro ikke giver de Herrers en Smule efter i Styrke. Vil Præsterne udrydde Ugudeligheden, saa maa de helst begynde i de højere Lag og mellem de "bedre" Folk, og her vil utvivlsomt være en vid Mark for dem til Virksomhed. Naar Præsterne paa disse Steder har blødgjort de "haarde Hjerter"' ved Kærlighedens og Humanitetens Evangelium, naar de har tvunget Hovmodets Aand til at at vige ved ydmygheds og Sagtmodigheds Lære, og naar de i de samme "Lag" og blandt de samme Folk har fremtvunget Følelsen af Menneskehedens ved Skriften hjemlede Solidaritet; naar de ærede Præstemænd har besørget dette Arbejde, og de derhos ikke har forglemt at reformere sig selv, saa at de praktisk som teoretisk er Kristi sande Disciple - ja, saa kan der dog maaske være Tale om, at deres Omvendelsesværk blandt "Vantroens" og "Ugudelighedens" Børn kan bære Frugt; men som Sagerne nu staar, da er der en til Vished grænsende Sandsynlighed for, at Præsterne selv trænger allerhaardest til "Reformation", nej, da er der ingen Rimelighed for, at hverken Præsteskabet i sin Helhed eller "St. Stefansforeningcn" i Særdeleshed kan bringe større "Frelse" end den, Enhver ved egne Gerninger kan erhverve sig.

Skulde Dhrr. Dall og Gøtzsche imidlertid være af en anden Mening, nuvel, virk da ikke i Krogene, men aabenlyst, og da deres Formaal vel maa være at overbevise, indbyd da "Tro" som "Vantro" til offenlig Meningsudveksling - det vil sikkerlig hverken mangle paa Tilhørere eller paa forskellig Tankeretning.

(Social-Demokraten 16. november 1876).