Tiltale for Tyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Da en i Taarbæk boende Fiskers Hustru Fredagen den 8de December f. A. savnede noget Linned og Børnetøj, som hun havde udhængt til Tørring paa en Stejleplads ved deres Bolig, og da hun ved ca. 14 Dage senere tilfældig at indfinde sig paa en Snedkers Bopæl, ligeledes i Taarbæk, bemærkede, at det mindste Barn var iført Noget af det stjaalne Børnetøj, underrettede hun Politiet, til hvilket hun tidligere havde gjort Anmeldelse om det formentlige Tyveri, om, hvad hun havde set. Da Politiet indfandt sig paa Snedkernes Bopæl, indrømmede Snedkerens Hustru, at hun var i Besiddelse af det bortkomne Tøj, men forklarede, at hun den 8de December f. A. om Aftenen mellem Kl. 7 og 8 havde fundet Tøjet liggende paa Gangstien ved Fiskernes Stejleplads, og at hun, skønt hun antog, at det var Tøi, der var blæst bort fra et eller andet Sted, havde beholdt det uden at fremlyse det. Efter Fiskerkonens Forklaring havde hun, da hun udhængte Tøjet til Torring, fastgjort det dels ved Hjælp af Klemmer, dels ved at binde det til Snoren, og idet hun forklarede, at hun kunde mindes, at det den foregaaende Aften var stille Vejr, udtalte hun den Formening, at Tøjet ikke kunde være blæst hen paa Gangstien, i hvilken Henseende hun kunde erindre, at skønt det øvrige tilbageblevne Tøj, der ligeledes var udhængt til Tørring, kun var kastet over Klædesnoren, fandtes Alt dette dog, da hun tog Tøjet ind, paa den Plads, hvor hun havde hængt det, og hun maatte saaledes antage, at den Tiltalte havde stjaalet det savnede Tøj fra Snoren. Dette nægtede den Tiltalte vedblivende, og det fandtes ogsaa, navnlig i Betragtning af at det Sted, hvor hun paa stod at have fundet Tøjet, kun var fire Alen fra det Sted, hvor det havde været ophængt til Tørring, og da det ikte nærmere havde kunnet oplyses, om det den paagældende Aften virkelig havde været stille Vejr, betænkeligt at anse den Tiltalte for skyldig i Tyveri. Derimod blev hun, der havde undladt, at fremlyse Tøjet, som det var hendes Hensigt at beholde, og ved hvilket hun havde foretaget nogle Forandringer, ved Københavns Amts nordre Birks Ekstraretsdom anset ester Straffelovens § 247 med Fængsel paa Vand og Brød i tre Dage. Den Tiltalte er 32 Aar gammel og fandtes ikke forhen straffet.

(Social-Demokraten 11. marts 1877).

Arbejderdeputation hos Estrup. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdermødet den 5. februar på fælleden havde ifølge Social-Demokraten samlet 15.000 arbejdsløse. I indkaldelsen i dagene op til mødet var aftrykt et forslag til et andragende som skulle overdrages Estrup.

Arbeiderdeputationens Audients hos Conseilspræsidenten. En Deputation, bestaaende af Cigarmager Giessing, forhenv. Jernstøber Lunde, Smed Sørensen og Skræder Jørgensen havde idag Kl. 12 Audients hos Hs. Excell. Conseilspræsidenten i Anledning af det paa Nørrefælled i Mandags afholdte Møde af Arbeidsløse. Deputationens Ordfører, Cigarmager Giessing, overrakte og motiverede et Andragende angaaende Afhjælpning af den forhaandenværende Arbeidsløshed. Andragendet lød saaledes:

"Deres Excellence!

Efter Bemyndigelse af de talrige Deeltagere i det af Bestyrelsen for det socialdemokratiske Arbeiderparti til Mandag den 5te Februar Kl. 12 indvarslede Made paa Nørrrefælled ved Kjøbenhavn af arbejdsløse Arbeidere, tillader Undertegnede sig at anmode den høie Regjering om at tage under alvorlig Overvejelse, hvilte Midler der kunde tjene til at lette de uhyggelige Følger af den store Arbejdsløshed, og tillade vi os navnlig ærbødigst at henlede Opmærksomheden paa nedenstaaende, paa Mødet fremsatte og bifaldte Forholdsregler: 

At den høie Regjering selv foretager og øver Indflydelse paa Communerne, for at disse kunne foretage saadanne Stats- og Communearbeider, der kunne sættes i Værk med kort Varsel. 

At der bevilgee en større Sum til directe Afhjælpning af Trangen hos de Arbejdsløse og som uddeles, uden at Reglerne for modtagen Fattighjælp (altsaa Tab af borgerlige Rettigheder vsv.) finder Anvendelse; samt

At der bevilges en Statsunderstøttelse til Befordring af uformuende Arbeideres Udvandring, hvorved den overflødige Arbejdskraft kan bortledes.

Idet vi al Ærbødighed fremsætte disse Forslag til den høie Regjerings Overveielse, forbeholde vi os, om fornødent, senere at give en yderligere Motivering til saadanne blandt de fremsatte Punkter, som den høie Regjering maatte ansee det for nødvendigt at forelægge Rigsdagen.

Sluttelig tillade vi os at haabe, at de nuværende ertraordinaire Forhold i Arbejderklassen maae kunne bevæge den høie Regjering til at anvende de nævnte eller lignende særegne Midler mod Nøden og Elendigheden, da en Fortsættelse af den bestaaende fortvivlede Tilstand uundgaaeligt vil ende med at bibringe mange Arbeidere den uheldige Tro, at Statssystemet, som det nu er, ikke paa nogen Maade vil kunne yde ham Trøst i paakommende Nød, tiltrods for det forholdsvis betydelige Bidrag, som han af sine Indkomster og ved sin Person og sit Arbeide yder til dets Opretholdelse, Selvstændighed og Velstand."

Hs. excell. Conseilspræsideuten svarede, at han ikke skulde udtale sig om Aarsagerne til den tilstedeværende Arbeidsløshed og den dermed i Forbindelse staaende Trang, eller om, hvorvidt Trangen i Virkeligheden var saa stor som forudsat i Andragendet, men vilde, idet han yttrede sig em de enkelte Punkter i Andragendet, gaae ud fra, at det var en Kjendsgjerning - og det en sørgelig Kjendsgjerning - at Arbeidsløshed virkelig er tilstede, ikke blot i Kjøbenhavn, men omkring i Landet. Hvad angik det første Punkt i Andragendet, tilsigtede det, at Arbeidsløsheden skulde modvirkes ved, at der saavel for Statens som for Communernes Regning saasnart som muligt blev udført større Arbeider. Hertil maatte Ministeren imidlertid bemærke, at Communerne her i Landet vare stillede saa selvstændigt, at det ikke kunde paalægges dem at lade saadanne Arbeider udføre, ja at Regjeringen ikke engang kunde øve et Tryk paa dem i den Retning, men han trivlede ikke om, at Communerne selv i deres egen velforstaaede Interesse vilde være opmærksomme paa Spørgsmaalet. Hvad angik Statens Arbeider, vilde det være Regjeringen overordentlig kjært, om den snart maatte blive sat istand til at kunne paabegynde de store Arbeider , hvortil den havde krævet Bevilling, og selvfølgelig beklagede Regjeringen meget, at adskillige større Foretagender, deriblandt flere her i Kjøbenhavn, ikke havde fundet fornøden Tilslutning i Rigsdagen. Imod Andragendets andet Punkt maatte Ministeren udtale, at det var umuligt for en Stat at træde i directe Forhold til den enkelte Trængende, hvilket maatte være Communernes og Understøttelsesforeningernes Sag, og først naar disse ikke mere vare istand til at magte Opgaven, kunde her blive Spørgsmaal for Statskassen om at træde hjælpende til. Ministeren vilde altsaa ikke sige, at det laa udenfor Statens Opgave at søge at lindre en Nød, enten denne nu var opstaaet som Følge af Standsning i Handel og Vandel, ved Misvæxt, Stormflod eller af andre Grunde: thi forskjellige Forvold kunde ganske vist bevirke, at Nødstanden blev saa stor, at Staten maatte troede til, men at Staten directe traadte i Forhold til den enkelte Trængende, lod sig under vore Forhold ikke gjøre. Det tredie Punkt i Andragendet, Bortskaffelsen af den overflødige Arbejdskraft gjennem Udvandring, vilde Ministeren fuldstændigt kunne gaae ind paa, hvis han var enig med Andragerne om Forudsætningen, nemlig om, at Landet var overbefolket, saa at det ikke mere formaaede at skaffe den tilstedeværende Befolkning tilstrækkeligt og tilstrækkeligt lønnet Arbetde. Hvis dette forholdt sig saaledes, vilde ogsaa Ministeren ansee det for ønskeligt, at der skaffedes den overflødige Befolkning Lejlighed til andetsteds at søge det Erhverv, som den ikke kunde finde herhjemme. Efter Ministerens Anskuelse var det imidlertid ikke Tilfældet, at Landet var overbefolket, hvilket bestyrkedes ved den jevnlige Indvandring af fremmede Arbejdere. Der var ganske vist Arbeidsløshed, men den var kun temporair, og at afhjælpe en forbigaaende Arbeidsløshed ved at befordre Udvandringen, vilde ligesaa lidt være i Arbeidernes som i Samfundets Interesse, og den umiddelbare og nærmeste Følge deraf vilde være, at Udvandringen maatte erstattes ved en tilsvarende Indvandring af Fremmede. Sluttelig udtalte Ministeren Haab om, at den forhåndenværende Arbeidløshed snart maatte være tilende.

Efterat Deputationens Ordfører og øvrige Medlemmer yderligere havde fremhævet Arbeidsløshedens store Omfang og den paatrængende Nødvendighed for, at der snarest muligt bragtes Hjælp fra Statens og Communernes Side, udtalte Ministeren bl. A., at det ogsaa efter hans Anskuelse var heldigst, om Nøden kunde afhjælpes ved at skaffe Arbeide istedetfor ved blot at understøtte de Arbeidsløse, selv om denne Understøttelse ikke medførte Tab af borgerlige Rettigheder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. februar 1877).

Dom mod De frie Fagforeninger. (Efterskrift til Politivennen)

Politiretssag.

De frie Fagforeningers Lokale, Købmagergade 52. Søndagen den 21. Januar Aften Klokken 7, gives en stor forestilling i det ægyptiske Fingertrylleri af Professor Louis Faustin. Mange overraskende magiske Eksperimenter vil blive fremstillet 1 2 Afdelinger. - Mellem 1ste og 2den Afdeling, samt efter Forestillingen, vil de Herrer Skuespillere, Thorsen og Hendriksen, optræde i store komiske Roller, saasom: Herr Sølles uheldige Skøvtur og "En Ulykkelig" med nye Situationsvers af Fr. A. Hertz, hvilke Numere gives af Herr Thorsen. Herr Hendriksen giver blandt Andet: Et Postbuds Erindringer. Dernæst optræder den rigtige Mester Jakel fra Dyrehavsbakken med sit Marionetteater. God Musik er engageret, og efter hele Forestillingen finder der Bal Sted, indtil Klokken 2. Entre 50 Øre for Voksne og 15 Øre for Børn. Hele Overskudet tilfalder de strejkende Vævere. Kun Fagforeningsmedlemmer har Adgang. Opgangen er nærmest Porten, da den anden Opgang er spærret paa Grund af Teatrets Opstilling. Ærede Menigsfæller, støt Vævernes Strejke. Der kræves endnu kun 8 Dages Udholdenhed og Sejren er deres. Petersem, Lokalevært. Fr. Hertz. (Social-Demokraten 20. januar 1877).

Fra den offentlige Politiret.

- - -

Et i "Socialdemokraten" for 20de f. M, indrykket Avertissement, undertegnet "Petersen, Localevært" og "Fr. A. Hertz" bekiendtgiorde at der Søndagen derefter Kl. 7 vilde blive afholdt en Forestilling i de frie Fagforeningers Locale, Kiøbmagergade 52, bestaaende af "ægyptisk Fingertrylleri af Prof. Louis Faustin", Optræden af Skuespillerne Thorsen og Henriksen i komiske Roller, saasom "Hr. Sølles uheldige Skovtour", "en Ulykkelig" med nye Vers af Fr. A. Hertz og "Et Postbuds Erindringer" samt af "den rigtige Mester Jakel", hvorhos der lovedes god Musik og Bal til Kl. 2, Alt for en Entré af 50 Øre for Voxne, 15 Øre for Børn. Endelig tilføiedes en Bemærkning om, at kun Fagforeningsmedlemmer havde Adgang, og en Opfordring til Meningsfæller om at støtte de streikende Vævere, hvem Overskudet skulde tilfalde. Forestillingen fandt imidlertid Sted efter et Billetsalg, der ikke var indskrænket til Medlemmerne, uagtet Politiets Tilladelse ikke var erhvervet. Maler Frederik Adolph Hertz erkiendte i Retten, at Ansvaret for den herved begaaede Forseelse mod Politivedtægtens § 72 paahvilede ham, og bemærkede, at Værtshuusholder Petersen, af hvem Localet var leiet, vel ikke udtrykkelig havde bemyndiget ham til ogsaa at sætte hans Navn under Avertissementet, men at han antog sig stiltiende bemyndiget dertil paa Grund af Petersens ommeldte Stilling til Sagen. Værtshuusholder Petersen havde Intet at indvende mod denne Forklaring, og Sagen blev derefter hævet for hans Vedkommende, hvorimod Hertz vedtog at bøde 20 kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. februar 1877).

Korrespondancer fra Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance fra Nordslesvig.

Den 1ste Februar 1817.

Valgene til den tyske Rigsdag er nu definitivt afgjort her i Slesvig, og vore Danomaner, af hvilke flere ligesom visse københavnske Fallenter har en Klat Bolledejg i Hovedet i Steder for Hjerne, har nu den Glæde at, takket være deres egoistiske Politik, er Danskhedens værste Modstandere, Professor Hinchius og Dr. Wachs genvalgte, som Repræsentanter for 2den og 4de Kreds. Man har saaledes et staaende Bevis for, at det, vore Danomaner kæmper for, ikke er den saa højt udskregne Fædrelandskærlighed, men ene og alene Kærlighed til Pengesækken, denne vor raadne og ormstukne Samfunds øverste Guddom. Havde det virkelig været Kærlighed til gamle Danmark og ikke Lyst og Begærlighed efter at ville Herren, for hvilken Proletaren kun skal være Trældyret, da vilde de nordslesvigske Folkeledere med Glæde have modtaget den fremrakte Haand til en Alliance med Socialdemokraterne og i det Mindste vovet et alvorligt Forsøg paa at kaste de Herrer Hinchius og Wachs af Sadlen, men som Ordsproget siger: Blodet er aldrig saa tyndt, det er dog tykkere end Vand, og Hinchius, Wachs samt det øvrige tysk-nationalliberale Slæng er jo dog i Hovedsagen enige med deres danske politiske Navnefæller i at opretholde det nuværende Udbyttesystem, hvor 85 pCt. har at slide, for at 15 pCt. kan fungere som Dagdrivere og nyde alle Livets Goder, samtidig med at disse Lykkens Yndlinge kun for den arbejdende Proletar har de Ord: Hund, gnav Benet, vi har spist Kødet! Med en Lydighed, der næsten kan kaldes faareagtig har den af Naturen ærlige og godmodige nordslesvigske Proletar hidtil fulgt sine Føreres Befalinger, og desværre for den skikkelige Proletar tyder Intet paa, at han endnu i de første Aar vil lytte til Fornuftens Stemme og slutte sig til dem, der aabent og ærligt kæmper for Arbejdets Frigørelse fra den gyldne Internationales Tryk. Dog, som vi se af de nu afholdte tyske Rigsdagsvalg, er det lykkedes Socialdemokraterne at skyde alvorlige Brescher i de Valgkredse, der hidtil galdt for Reaktionens stærkeste Fæstninger, og derfor vil forhaabenlig om ikke altfor lang Tid vi Socialister nyde den Triumf at forstyrre den Heksedans om Gulvkalven, som nu danses af den nordslesvigske Befolkning efter de malmfulde Højre-Noder, der lyder ned til os fra hinsides Kongeaaen og paa det Velvilligste assisteres af vore Folkelederes lokkende Sirenerøster.

- M - 

(Social-Demokraten 3. februar 1877).

Korrespondance fra Nordslesvig.

Den 15de Februar 1877.

Viktor Hugo siger i sin "Napoleon den Lille" ved at omtale den almindelige Stemmeret. Der gives Ting, som et Barn kan begribe, kun Statsmandene kan ikke fatte det, og saaledes gaar det ogsaa vore danske nordslesvigske Blade , idet disse i krampagtig Iver for at skrige lige saa højt som alle de øvrige danske Højreblade om Landsthingets berettigede Indflydelse for derved paa en pæn Maade at sparke til det af den almindelige Stemmeret fremgaaede folketing, netop kommer slemt til Skade og haaner den Ret, i Kraft af hvilken den saa høit priste og ofte paakaldte Hans Kryger i Virkeligheden kan fremstille sig som Nordslesvigernes Talsmand og Repræsentant.

Efter at Rigsdagsvalgene her nu er overstaaede, begynder man igen med mere Opmærksomhed at følge Forholdene i Danmark. Da samtlige vore danske Blade, dandsende efter Hr. Hjorth-Lorenzens bureaukratiske reaktioncere Pisk, staar paa det krasseste Højrestandpunkt, som tænkes kan, er det en Selvfølge, at de fleste Sympatier her er for Højre-Mindretallet i Danmark, da man helst vil gaa efter, hvad der staar i Egnens Avis, saa sparer man selv at tænke, og Nordslesvigerens øvrige gode Egenskaber ufortalt, saa er Selvtænkning ikke hans stærke Side. Hvor mange Løgne og Uforskammetheder de tysksindede Blade i Nordslesvig diske op med om de danske Forhold, har de dog Ret i, at en Mening, der er afvigende fra vore reaktionære Folkelederes, ikke kan faa Lov til at komme til Orde i et dansk-nordslesvigsk Blad og bliver saaledes i Reglen ikke offenlig udtalt, da mange dansksindede Mænd, der har en Anskuelse modsat Folkeledernes, naar de har Valget mellem Tavshed eller at ty til et af vore tyske Blade, da foretrækker Tavsheden.

Den tyske Rigsdag træder nu igen snart sammen, og Hr. Hans Kryger vil da atter i sin isolerede Stilling i Rigsdagssalen komme til at trænge til sine socialdemokratiske Kollegers Understøttelse ved Indbringelsen af eventuelle Andragender og Ændringsforslag. Noget, som vore danske Blade aldeles forglemmer i deres plumpe Angreb paa Socialdemokratiet. Som bekendt kommer det ikke saa nøje an paa en Pølse i Slagtetiden, og vor Presse, ligegyldig dansk eller tysk, tager det heller ikke nøje med en Dumhed mere eller mindre, naar det gælder om at hudflætte en ærlig Modstander. Og Hr. Kryger kan ikke benægte, at blandt hans Kolleger i den tyske Rigsdag er Socialisterne omtrent de eneste, som ere komne ham i Møde paa en aaben og ærlig Maade, bestandig rede til at understøtte ham i de berettigede Fordringer, han kunde finde Lejlighed til at fremsætte i sine Vælgeres Interesser, Noget der imidlertid syntes, at Kryger aldeles havde forglemt under den nu afsluttede Valgkamp.

M.

(Social-Demokraten 17. februar 1877).

Hvor blive de smaa Jordeiendomme af? (Efterskrift til Politivennen)

Iblandt de Midler, som ere bragte i Forslag til Forbedring af Landarbeidernes Stilling, er neppe noget saa grundigt som det at skaffe dem Jord. Kunde en Arbeider faae saa megen Jord, at han derpaa kunde holde en Ko eller, hvis han ikke kunde naa saa højt, saa dog til et Par Faar, eller endog kun til et Par Geder, hvilken Velsignelse vilde det ikke være idetmindste for den ædruelige og stræbsomme Mand? Thi uden disse Egenskaber vilde han neppe ret lange nyde godt deraf, og Jorden vilde snart falde ud af hans Hænder. Men hvorfra skulde disse Jordstykker komme? Man har trukket Vexler paa Præstegaardsjorderne, og skjøndt mange af trassenterne uden Tvivl have ganske andre Motiver end statsøkonomiske eller philanthropiske, var det dog nok tænkeligt, at der kunde komme Noget ud af en saadan Plan, naar man først fik overvundet de Vanskeligheder, som vilde være forbundne dermed, og det saa ikke kom til at gaae med disse Jordstykker som med de Smaaeiendomme, der oprindelig have været bestemte for Arbejdsklassen; thi er denne Betingelse ikke tilstede, saa maa man hellere lade hele Sagen falde. Som bekjendt blev der nemlig ved Udskiftningen for hver Gaard, som blev udlagt, i Reglen tillige udlagt en Huuslod paa nogle Tønder Land. og Gadejorderne bleve deelte i mangfoldige Smaalodder, Laver eller Vænger, som bleve lagte til de saakaldte Gadehuse, og som ved den nye Mattikel blive ansatte til nogle Album eller Fjerdingkar Hartkorn. En stor Deel saavel af hine større som af disse mindre Huse existerer naturligviis endnu, men mangkoldige ere i Tidernes Løb gaaede tabte. Hvor ere de da blevne af? Bønderne har taget dem - det vil da sige imod fuldt Vederlag. Og hvo kan vel fra deres Standpunkt undre sig herover? En Huuslod paa nogle Tønder Land, umiddelbart op til Gaardmandens Mark, bliver tilfals. Ingen kan have saa stor Fordel deraf som han da han kan dyrke den med den samme Arbeidskraft, han allerede har, saa at hele Udbyttet deraf omtrent bliver Netto. Han kjøber den altsaa og lægger Jorden ind under Gaarden, og leier saa Huset bort. Eller et Gadehuus med nogle Skjæpper Land kan faaes for Penge. Det interesserer Gaardmanden at faae dette Jordstykke. Saa kjøber han Huset og bærer sig ad paa lignende Maade. Og troer man, at saadanne Transactioner kun sjeldent finde Sted, saa vil man uden Tvivl forbavses ved at høre, at der i den Sogneraadskreds, hvori Meddeleren heraf har Bopæl, af nogle og halvfjerdsindstyve Huse med Jord ere gaaede ikke mindre end fireogtredive og af nogle og tredsindstyve Gadehuse et Antal af sexogtyve tabte ved at sammenlagges med større Eiendomme eller, hvad der undertiden skeer, ved at forbindes med andre Huse, men hvorved de i ethvert Tilfælde falde ud af Arbejdsklassens Hænder. Føies nu hertil, at der af den store Mængde Parceller som nogle Aar tilbage bleve udskilte fra Gaardene, ere i samme Kreds ikke mindre end femogfirsindstyve, hvoraf dog nogle have været særskilt bebyggede og dyrkede, i de senere Aar forenede med større Eiendomme, saa vil det vare klart, at Præstegaardsavlingerne kun vilde give et daarligt Æqvivalent for alle disse Jordlodder, som med stedse større og større Graadighed opsluges af Bønderne, der naturligviis inden kortere eller længere Tid ogsaa vilde komme i Besiddelse af Præstegaardsparcellerne, medmindre disse bleve belagte med et særegent Baand. Mon der dog ikke kunde sættes en Stopper for denne Forsvinden af Huuslodderne? Før det skeer, er enhver Speculation over at skaffe Jord til Arbejderne aldeles ørkesløs, 

Hvorledes Leiehusene paa disse Lodder blive benyttede, om navnlig Forordningen af 28de Mai 1848 bliver bragt i Anvendelse, derom en anden Gang; men det vilde vistnok i høi Grad være i Indsiddernes Interesse, om der engang blev seet ind til dem.

c.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1877).

Knud Gamborg: Paa Veien til Staden. Illustreret Tidende nr. 1040, 31. august 1879.