Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

En Købmand i Damtofte paastod under en ved Københavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Tyendesag en Tjenestekarl af Skovshoved straffet efter Tyendelovens eller Straffelovens Bestemmelser for den 19de Juni d. A. om Aftenen, medens den Indklagede endnu var i Klagerens Tjeneste, i dennes Bolig at have udskældt ham for en Drabant, Kæltring, Skurk og Æsel, og ved samme Lejlighed at have tilføjet ham et Slag i Ansigtet, hvorved Blodet kom til at flyde, og hvorved der ifølge en i Sagen fremlagt Lægeerklæring var blevet tilføjet Klageren forskellige mindre Læsioner omkring del ene Øje og paa Næsen, hvorhos Klageren paastod sig tilkendt Sagens Omkostninger hos den Indklagede, medens denne paastod sig frifunden. Efterat to af Klageren førte Vidner havde forklaret, at de en Aften i Juni Maaned havde hørt, at der paa Trappegangen i Købmandens Ejendom fandt et højrøstet Skænderi Sted mellem ham og hans Karl, samt at de havde sét, at Klageren stødte Karlen i Ryggen, hvorpaa denne slog Klageren med sin Haand i Ansigtet, saa at han kom til at bløde derved, indrømmede den Indklagede, at han, efter at Klageren havde stødt ham i Ryggen, derefter stødte igen til Klageren, men uden at tilføje ham noget egenlig Slag. Naar imidlertid hertil kom et tredje Vidnes Forklaring, hvorefter Vidnet en Aften i Juni Maaned under et højrøstet Skænderi i Klagerens Bolig hørte, at der faldt et Slag, efter Lyden som af en slap Haand i et Ansigt, hvorefter Klageren straks efter samtidig med den Indklagede kom udenfor Huset med blodigt Ansigt og med Haanden for Næsen og sagde, at han var bleven slaaet af den Indklagede, fandtes der ikke at kunne være nogen Tvivl om, at Sagen var gaaer saaledes til, at Parterne havde været i Skænderi, under hvilket Klageren har givet den Indklagede et Puf eller Stød i Ryggen, hvorefter den Indklagede har givet Klageren et Slag i Ansigtet, hvilket Slag har foraarsaget nogle ubetydelige Læsioner. Den Indklagedes Handling maatte saaledes nærmest betragtes som foretagen af Nødværge, og da saadanne Handlinger ifølge Straffelovens § 40 er straffefrie, vilde der ikke kunne paalægges den Indklagede noget Straffeansvar. Parternes Forhold vilde desuden være at henføre under Straffelovens § 206. Ifølge det Foranførte vilde den Indklagede saaledes i det Hele være at frifinde for Klagerens Tiltale; Sagens Omkostninger ophævedes.

(Social-Demokraten 26. august 1877).

Vold og Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmand Søren Nielsen deeltog Natten imellem den 5te og 6te August s. A. med Carl William eller Vilhelm Heitmann i en Voldshandling, for hvilken Sidstnævnte blev dømt den 11te Novbr. næstefter, medens Sagen blev hævet for Nielsen, da han ikke var at finde, da Stævningen skulde forkyndes. Bemeldte Voldshandling bestod deri, at Heitmann uden umiddelbar dertil given Anledning havde angrebet Arbejdsmand Lars som, medens denne stod paa Hjørnet af Gartnergade og Aagade, kastet ham til Jorden og sparket ham, og at Nielsen havde deeltaget i dette Overfald ved et Par Gange at sparke Larsson. Da det ikke kunde oplyses, hvorvidt de Sidstnævnte tilføiede Legemsbestadigclser, der bestode i et Saar paa Panden, 1½ Tomme langt, en Spaltning af venstre Øielaag og en betydelig Blodudtrædning over Kjæbebenet, vare foraarsagede af Heitmann eller Nielsen, maatte denne være medansvarlig for den udsvede Vold, der gjorde Larsson arbeidsudygtig i 4 Dage, men ikke efterlod videre skadelig Følge. Dette Ansvar gjordes gjældende mod Nielsen, efterat han var sat under Tiltale og arresteret for en anden i Forening med trende andre Personer, Muurarbeidsmandene Svendsen og Hansen, Natten mellem den 26de og 27de Mai d. A. begaaet Vold imod Former Nielsen, som derved tilføiedee et Saar i venstre Øielaag, der trængte ind til Øienhindens øvre Rand, hvor Benet fandtes blottet paa et enkelt Punkt, fremdeles i Isseregionen et henimod 2 Tommer langt Saar, der trængte ind til Beenhinden, men ikke gjennem denne, og et Par mindre Saar i Baghovedet, hvilke Legemsbeskadigelser havde til Følge, at Overfaldne var under Behandling paa Communehospitalet til 5te Juni, hvorefter han udskreves, uden at Saarene paaførte ham noget blivende Onde. De nærmere Omstændigheder ved den sidstomtalte Voldshandling vare følgende: Arrestanten Nielsen og de to nævnte Tiltalte havde tilligemed flere andre Personer været inde i et Værtshuus paa Solitudeveien, og forlode dette ved Midnatstid. Udenfor Værtshuset gave de Tre sig til paa en uhøvisk Maade at chikanere en af Gjæsterne, Former Johansen, og da denne paatalte deres Adfærd, kastede Arrestanten ham til Jorden, hvorfor Johansen raabte om Hjælp. Former Nielsen, der havde været sammen med Johansen paa Værtshuset, men var i Begreb med at fjerne sig forat undgaae Klammeri, kom derpaa til, forat yde Johansen sin Bistand, men inden han fik Tid hertil, greb de Tiltalte Svendsen og Hansen ham i Brystet, holdt ham fast og slog ham, indtil Arrestanten kom til. Denne foer strax løs paa Nielsen, strakte ham til Jorden med et Næveslag, og medens Nielsen, der i Faldet mistede Bevidstheden, laa i denne Tilstand, sparkede Arrestanten ham 15 til 20 Gange i Hovedet med sine Træsko. Samtidig dermed slog Tiltalte Hansen ham et Par Slag med Haanden, og ingen af de Tiltalte gjorde noget Skridt for at standse Arrestantens Voldsomheder, idet de, saavelsom Arrestanten, fra det Øieblik, de i et til Slagsmaal lystent Humeur havde fremkaldt Ufred, alle stiltiende ansaae sig forpligtede til at staae Last og Brast med hverandre og hjælpe hverandre i alle Tilfælde; dog maatte de ovenfor omtalte, Nielsen bibragte Saar antages at være foraarsagede af Arrestanten. - Tiltalte Svendsen og to andre tiltalte Muurarbejdsmænd vare derhos under samme Sag overbeviste om ved fælles Bistand at have skaffet sig Credit hos en Detailhandler for Varer til et samlet Beløb af c. 63 Kr. uden Hensigt at betale dette Beløb og uden senere at have fyldestgjort Besvegne for nogen Deel af Gjælden, - Ved Criminalrettens Dom blev  Arrestanten, der tidligere er straffet, anseet med Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder; de Tiltalte, af hvilke Svendsen og Hansen ligeledes tidligere ere straffede, ikjendtes Fængsel paa Vand og Brød. Svendsen i 4 Gange 5 Dage, Hansen i 3 Gange 5 Dage og de sidste tvende Tiltalte hver især i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. august 1877).

Bigami. (Efterskrift til Politivennen)

Den 20de Avgust 1859 blev Arbejdsmand Niels Christensen, der er født i Lundtofte den 28de Avgust 1834, i Skælskør viet til Pigen Maren Nielsen, med hvem han derefter havde 2 Børn, indtil han derefter forlod hende. Grunden hertil var efter hans Forklaring, at hun havde gjort sig skyldig i Uterlighed, hvilket Konen dog har benægtet. Han rejste derpaa her til Byen og har siden den Tid opholdt sig dels her, dels paa Frederiksberg uden at fornye Samlivet med sin Hustru, om hvem han fik ak vide, at hun i 1868 havde faaet et Barn, til hvilket han altsaa ikke var Fader. I Aaret 1870 gjorde han Bekendtskab med Pigen Karen Magrethe Ida, hvorefter de flyttede sammen i Slutningen af det nævnte Aar, og da hun, som var uvidende om, at han tidligere havde været gift, havde født et Barn, til hvilket han var Fader, og idelig anmodede ham om at gifte sig med hende, lod han sig den 24de November 1872 vie til hende i Frederiksberg Kirke, uden at han omtalte sit tidligere Ægteskab for Forloverne, som, efter hvad der er oplyst, kun havde kendt ham i nogle Maaneder, og han levede derefter sammen med sin anden Hustru, hvem han vedblivende holdt i Uvidenhed om sit tidligere Ægteskab, og med hvem han har 2 Børn, indtil Skælskør Fattigudvalg, der havde maattet refundere en ham ydet Fattighjælp, gjorde Anmældelse om, at han rimeligvis havde begaaet Bigami. For det af ham saaledes udviste Forhold er han nu ved Københavns Amts søndre Birks Ekstraret i Henhold til Straffelovens § 160 idømt en Straf af 2 Aars Forbedringshusarbejde.

(Social-Demokraten 21. august 1877).

Nordslesvigeres Værnepligt. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Angaaende Fortolkningen af et Decret fra den slesvig-holsteenske Regjering om, hvorvidt Nordslesvigere, der udvandre til Danmark før Værnepligtsalderen, kunne faae Lov til at besøge deres Familie i Hjemmet, har der hersket endeel Uenighed mellem de slesvigske Blade, idet "Dannevirke" heri vilde see en Lettelse af det tidligere Forhold, medens de tydske Organer opfattede Decretet som en Skjærpelse af den tidligcre Praxis. Striden er nu bleven afgjort ved følgende Bekjendtgjørelsc fra Regjeringen i Slesvig:

"For at berigtige de fejlagtige Anskuelser, som gjentagende i de sidste Uger ere blevne yttrede i Dagblade, navnlig i den i Haderslev udkommende "Dannevirke" og "Freja", bringes det herved i alle Vedkommendes Erindring, at de Nordslesvigere, som have udvirket deres Løsning af det preussiske Undersaatsforhold forinden de have fyldt det 17de Aar, og derefter have forladt Landet, slet ikke have Lov til at tage varigt Ophold heri Landet, og at et forbigaaende Ophold kun da kan tilstedes dem, naar de i Forvejen herfra have erholdt Tilladelse dertil. Lade Nordslesvigere af den nævnte Kategori sig antræffe heri Landet uden en slig Tilladelse, saa ville de uden Skaansel blive udviste, og de maae da tilskrive sig selv, saafremt der med denne Forholdsregel skulde være Ubehageligheder forbundet for dem".

"Dvke." bemærker, at denne Bekjendtgjørelse er saa tydelig som muligt, og at det tager tilbage, hvad det tidligere har yttret om en Lempelse i de tidligere Bestemmelser.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. august 1877).

En af Kvindesagens Talsmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Ved et Tilfælde kom jeg til at læse Fru W. Zahles Ugeblad "Fredagen". Hensigten med dette Blad skal efter Sigende være, at vække Kvinden til Selvtanke og Selvstændighed.

Jeg ved imidlertid ikke, hvad jeg skal tro, naar jeg læser en Artikel, som under Mærket "Hver sit" var indrykket i "Fredagen" af 28de Juli. Denne Artikel er gennemgaaende saa angribende overfor de fremadskridende Kvinder, saa jeg ikke kan forstaa, at den kunde optages i et Blad, som skal virke for Kvindesagen.

Indsenderen angriber blandt Andet de Damer, som tænker paa at søge deres Selverhværv i Jernbanens Tjeneste og han mener, at hvis vedkommende Dame blev forlovet, saa vilde hun tænke, at nu var hendes Fremtid sikret og blive skødesløs ved sin Bestilling. Han skriver ogsaa, at en Dame sætter mere Pris paa et daarligt Guldur , end et godt Sølvur, og som Følge deraf kunde det hænde, at hun afsendte et Tog for tidlig eller for sent, og derved afstedkom store Ulykker.

Jeg kan forsikre Dem, gode Artikelskriver, om, at naar en Dame har valgt den Vej, saa vil hint, ved at blive forlovet, ikke glemme sin Pligt, ti hun hører til det fremadstræbende Parti, hun har Selvtanke og hun gaar ikke i Andres Ledebaand. Hun vil selvfølgelig lige saa fuldt som Manden vide, at hun ved at afsende et Telegram forkert eller et Tog nogle Minuter for tidlig eller for sent, kan blive Aarsag til mange Ulykker. En saadan selvstændig Kvinde har ogsaa tildels Hævet sig over Modens Fordomme og for hende vil det være langt vigtigere at have et Sølvur, som gaar godt, selv om det er aa stort, som en Æbleskive, end et lille daarligt Guldur. "Hver sit" ytrer blandt Andet, at det er en daarlig Frihed og Lighed, Kvinden søger med Manden, for han var sikker paa, at i et Hjem, hvor Manden gik ud den ene Dag, og Konen blev hjemme ved Maden, og omvendt, Manden blev hjemme den anden Dag og lavede Maden, da vilde Konen naar hun kom hjem, og Maden var sveden, indse, at det var bedre, at hver passede sit.

Her har vi en af de gamle forslidte Floskler om Madlavningen, som Kvindesagens Modstandere altid har paa rede Haand til at slynge Kvinden i Ansigtet, men som i Øvrigt ikke er et Svar værd.

Sluttelig kommer "Hver sit" med en Anekdote, som bringer mig til at tro, at han maa være fra de Vildes Land. Han skriver, som Svar til en Dame. hvori hun har bemærket, at Socialdemokraterne er de eneste, som har skrevet Kvindens Frihed paa deres Fane, at den Frihed, Socialdemokraterne stræber efter, er den frie Kærlighed, det vil sige, en Frihed, "hvor Mand og Kvinde kan leve som Dyr med hinanden".

Stakkels forblindede "Vildmand", har De glemt Deres Eftertanke hos de Vilde, eftersom De ikke endnu har forstaaet, hvad Socialdemokraterne mener med den frie Kærlighed? Men nej! Jeg er sikker paa, at De ved det lige saa godt som jeg, og at De kun har skrevet det for at vildlede "Fredagen"s i Socialismen mindre oplyste Læserinder. Jeg vil derfor nu ikke spilde mere Blæk og Papir paa Dem, men slutte med at bemærke, at jeg ikke kan forstaa, at der i et Blad, som skal virke for Kvinden og vække hende til Eftertanke, kan optages en saa forfjamsket Artikel.

Et Medlem af
"den frie kvndl. Forening".

(Social-Demokraten 12. august 1877).