Marienbergs Brand. (Efterskrift til Politivennen)

Ildspaasættelse. Herregaarden Marienberg under Rosenfeldt ved Vordingborg nedbrændte totalt i Lørdags. Til denne Ildsvaade knytter der sig i Fælge Meddelelse til "Loll.-F. Stiftstd." flere sørgelige Omstændigheder. En Mejerske er saaledes indebrændt, idet hun for at redde sit Uhr styrtede sig ind i den brændende Kaard, hvorfra hun først senere bares ud som et forkullet Lig. Ogsaa en Karl skal være saa stærkt forbrændt, at der er Tvivl om hans Liv. En Hest, en Tyr, 6 Faar og nogle Svin indebrændte. - En paa Gaarden tjenende Røgter, som tidligere skal have været straffet, har efter Sigende angivet sig selv som den, der af Hævnfølelse mod Forpagteren af Gaarden har paasat Ilden. Han antændte Gaarden paa flere Punkter, gik herefter ud i Kirkeskoven, hvor han lagde sig, indtil hele Gaarden stod i lys Lue, hvorpaa han gik hen og angav sig som Brandstifter.

(Morgenbladet (København) 12. september 1877).

Marienberg blev oprettet som selvstændig gård o. 1800. Den lå vest for Færgegårdsvej 22-24, lige syd for noret hvor senere Marienberg skole lå. Tidligere ejere (-1809) var amtsforvalter (1797-1805) Hans Henrich Peter Reiersen. kammerråd C. Rothe og kaptajn af artilleriet H. Rothe og Jes Andreas Jessen. Han havde gården et par årtier og solgte den (1829) til vicekonsul Hans Staal som 1855 solgte den til kammerherre og major Oscar O’ Neill Oxholm, sammen med 17 tilhørende fæstehuse for. Gården var da beboet af vicekonsulens søn forvalter Hans Staal og Lise Emilie Bjørn sammen med deres datter og 9 tjenestefolk. Gårdens forpagter 1860-1877 var Carl Egede og hustru Karen Faurholdt. De boede på Marienberg Hovedgård sammen med deres familie og 12 tjenestefolk. Ved ildebranden den 8. september 1877 bnedbrændte gården med indbo, fjerkræ og 50 grise. 

Landsover- samt Hof- og Stadretten paakjendte i Tirsdags en fra Vordingborg søndre Birks Extraret hertil indanket Sag, hvorunder en Arrestant tiltaltes for Brandstiftelse. Ved hans med det iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse er det beviist, at han den 8de Septbr. f. A. om Aftenen Kl imellem 10 og 11 har sat Ild paa den Generalinde Oxholm tilhørende, af C. Egede, hos hvem han tjente, forpagtede Hovedgaard, Marienberg, der med Undtagelse af et gammelt Tørve- og Materialhuus aldeles nedbrændte, ligesom og det meste af Egedes Ind- og Udbo samt endeel Kreature og Sædevarer brændte. En paa Gaarden tjenende Huusjomfru Kirstine Jacobsen indebrændte, idet hun, der var kommen ud af Bygningen, atter løb ind for at redde noget Tøi, og en Tjenestekarl, Christen Nielsen, som halvt paaklædt maatte redde sig ud igjennem den brændende Ko- og Hestestald, blev stærkt forbrændt paa Hænder og Bryst samt i Ansigtet, saa at han i længere Tid maatte være under Lægebehandling. Med Hensyn til selve Ildspaasættelsen har Arrestanten forklaret, at han den ommeldte Aften Kl. 8 lagde sig til at sove i Kostalden og at han, da han omtrent Kl. 10½ vaagnede og saae, at Lysene i Hovedbygningen vare slukkede, hvorfor han maatte antage, at alle Beboerne vare iseng, afstrøg en Tændstik, som han bar hos sig, og antændte ved den endeel Halmbaand, der laae i den ene Ende af Kostalden i en Bunke, der næsten naaede op til Loftet. Da han nu havde seet, at Ilden fængede stærkt i Halmbaandene og deraf sluttede, at den igjennem Brædeloftet maatte udbrede sig til Høet paa Loftet, forlod han Gaarden uden at vække Nogen og gik ad Vordingborg til, idet han undervejs saae, at Stalden stod i lys Lue og at Ilden havde udbredt sig til den modstaaende Ladelængde. Strax efter at være ankommen til Vordingborg anmeldte han sig som Gjerningsmand til Forbrydelsen. Arrestantens Motiv til Forbrydelsen var efter hans Forklaring deels at komme bort fra sin Tjeneste, deels at hævne sig paa Forpagter Egede, fordi denne nogle Dage forinden havde tildeelt ham nogle Slag, da han fandtes sovende i en Stak paa Marken, hvor han lod Kreaturene skjøtte sig selv. Derhos har han forklaret, at han, da Egede den 8de Septbr. om Eftermiddagen havde irettesat ham, fordi Køerne løb fra Malkepladsen, besluttede Ildspaasættelsen og strax var enig med sig selv om, hvorledes han vilde iværksætte den, og var det for lettere at kunne udføre Forbrydelsen at han bemeldte Dags Aften lagde sig til at sove i Kostalden, efter at han, for at den Karl, om deelte Kammer med ham, ikke skuldesavne ham, til denne havde sagt, at han efter Aftensmaaltidet vilde gaae til Vordingborg i et Ærende. Arrestanten, der er født 18de Septbr. 1853 og tidligere ved forskjellige Domme straffet for Tyveri og Betleri, blev ved Underretsdommen, ester Straffelovens § 220, anseel med 10 Aars Tugthuusstraf, hvilken Dom Overretten stadfæstede.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. januar 1878).

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret igaar paakjendr Justitssag var Arrestanten, Tjenestekarl Peter Frederik Volqvarts Hansen overbeviist om at have sidstafvigte 8de September om Aftenen Kl. 10½ forsætlig sat Ild paa den Generalinde Oxholm til Rosenfeld tilhørende Hovedgaard Marienberg i Vordingborg Landsogn, hvorved Gaarden med Undtagelse af et gammelt Bindingsværks Tørve- og Materialhuus aldeles nedbrændte, ligesom ogsaa Størstedelen af Forpagterens Ind- og Udbo og Tjenestefolkenes Eiendele samt endeel Creaturer brændte. Ved Branden indebrændte Huusjomfruen paa Gaarden, idet han, som tilligemed Gaardens øvrige Beboere vare komme ud af Bygningerne og stod i Baggaarden, uagtet hun var advaret derimod, løb ind i Meieribygningen for at redde noget Tøi. Ligeledes blev en af Gaardens Karle stærkt forbrændt. Som Bevæggrund til Forbrydelsen har Arrestanten forklaret, at han iværksatte Ildspaasættelsen deels for at komme bort fra sin Tjeneste paa Gaarden deels for at hævne sig paa Forpagteren, fordi denne havde slaaet ham, i hvilken Henseende det er oplyst, al Forpagteren nogle Dage iforveien havde tildeelt ham nogle Slag med flad Haand, da han blev antruffen sovende i en Stak paa Marken, hvor han lod Creaturerne skjøtte sig selv. Under Sagen er der af de paagjældende Brandforsikkringsselskaber nedlagt Paastand om Erstatning for det Selskaberne ved Ildspaasættelsen tilføiede Tab af tilsammen over 64 000 kr , foruden at Tjenestefolkene paa Gaarden havde paastaaet Erstatning for det dem ved Branden tilføiede Tab af Effecter.

Ved de foregaaende Instantsers Domme var Arrestanten, der er født i 1853 og tidligere straffet, anseet med 10 Aars Tugthuusarbeide foruden at udrede de omtalte Erstatninger. Høiesteret skjærpede Straffen til 12 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. april 1878).

Røgteren Peter Frederik Volquarts Hansen var 24 år da han satte ild til gården. Han var tidligere straffet for tyveri og betleri. I Horsens Tugthus’ stambog beskrives han som 66 ¾ tommer høj (ca. 180 cm), blondt hår, brune øjne, en lidt opadbøjet næse, rødmosset ansigt, og som særlige kendetegn et skævt højre ben, et ar oven på højre hånd og på venstre kind, og desuden manglede han de 2 yderste led af højre pegefinger. Han blev benådet d. 1. april 1889 og løsladt d. 13. april 1889. Det økonomiske tab ved branden var 64.000 kr., og Marienberg blev ikke siden genopbygget..

Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

En Købmand i Damtofte paastod under en ved Københavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Tyendesag en Tjenestekarl af Skovshoved straffet efter Tyendelovens eller Straffelovens Bestemmelser for den 19de Juni d. A. om Aftenen, medens den Indklagede endnu var i Klagerens Tjeneste, i dennes Bolig at have udskældt ham for en Drabant, Kæltring, Skurk og Æsel, og ved samme Lejlighed at have tilføjet ham et Slag i Ansigtet, hvorved Blodet kom til at flyde, og hvorved der ifølge en i Sagen fremlagt Lægeerklæring var blevet tilføjet Klageren forskellige mindre Læsioner omkring del ene Øje og paa Næsen, hvorhos Klageren paastod sig tilkendt Sagens Omkostninger hos den Indklagede, medens denne paastod sig frifunden. Efterat to af Klageren førte Vidner havde forklaret, at de en Aften i Juni Maaned havde hørt, at der paa Trappegangen i Købmandens Ejendom fandt et højrøstet Skænderi Sted mellem ham og hans Karl, samt at de havde sét, at Klageren stødte Karlen i Ryggen, hvorpaa denne slog Klageren med sin Haand i Ansigtet, saa at han kom til at bløde derved, indrømmede den Indklagede, at han, efter at Klageren havde stødt ham i Ryggen, derefter stødte igen til Klageren, men uden at tilføje ham noget egenlig Slag. Naar imidlertid hertil kom et tredje Vidnes Forklaring, hvorefter Vidnet en Aften i Juni Maaned under et højrøstet Skænderi i Klagerens Bolig hørte, at der faldt et Slag, efter Lyden som af en slap Haand i et Ansigt, hvorefter Klageren straks efter samtidig med den Indklagede kom udenfor Huset med blodigt Ansigt og med Haanden for Næsen og sagde, at han var bleven slaaet af den Indklagede, fandtes der ikke at kunne være nogen Tvivl om, at Sagen var gaaer saaledes til, at Parterne havde været i Skænderi, under hvilket Klageren har givet den Indklagede et Puf eller Stød i Ryggen, hvorefter den Indklagede har givet Klageren et Slag i Ansigtet, hvilket Slag har foraarsaget nogle ubetydelige Læsioner. Den Indklagedes Handling maatte saaledes nærmest betragtes som foretagen af Nødværge, og da saadanne Handlinger ifølge Straffelovens § 40 er straffefrie, vilde der ikke kunne paalægges den Indklagede noget Straffeansvar. Parternes Forhold vilde desuden være at henføre under Straffelovens § 206. Ifølge det Foranførte vilde den Indklagede saaledes i det Hele være at frifinde for Klagerens Tiltale; Sagens Omkostninger ophævedes.

(Social-Demokraten 26. august 1877).

Vold og Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmand Søren Nielsen deeltog Natten imellem den 5te og 6te August s. A. med Carl William eller Vilhelm Heitmann i en Voldshandling, for hvilken Sidstnævnte blev dømt den 11te Novbr. næstefter, medens Sagen blev hævet for Nielsen, da han ikke var at finde, da Stævningen skulde forkyndes. Bemeldte Voldshandling bestod deri, at Heitmann uden umiddelbar dertil given Anledning havde angrebet Arbejdsmand Lars som, medens denne stod paa Hjørnet af Gartnergade og Aagade, kastet ham til Jorden og sparket ham, og at Nielsen havde deeltaget i dette Overfald ved et Par Gange at sparke Larsson. Da det ikke kunde oplyses, hvorvidt de Sidstnævnte tilføiede Legemsbestadigclser, der bestode i et Saar paa Panden, 1½ Tomme langt, en Spaltning af venstre Øielaag og en betydelig Blodudtrædning over Kjæbebenet, vare foraarsagede af Heitmann eller Nielsen, maatte denne være medansvarlig for den udsvede Vold, der gjorde Larsson arbeidsudygtig i 4 Dage, men ikke efterlod videre skadelig Følge. Dette Ansvar gjordes gjældende mod Nielsen, efterat han var sat under Tiltale og arresteret for en anden i Forening med trende andre Personer, Muurarbeidsmandene Svendsen og Hansen, Natten mellem den 26de og 27de Mai d. A. begaaet Vold imod Former Nielsen, som derved tilføiedee et Saar i venstre Øielaag, der trængte ind til Øienhindens øvre Rand, hvor Benet fandtes blottet paa et enkelt Punkt, fremdeles i Isseregionen et henimod 2 Tommer langt Saar, der trængte ind til Beenhinden, men ikke gjennem denne, og et Par mindre Saar i Baghovedet, hvilke Legemsbeskadigelser havde til Følge, at Overfaldne var under Behandling paa Communehospitalet til 5te Juni, hvorefter han udskreves, uden at Saarene paaførte ham noget blivende Onde. De nærmere Omstændigheder ved den sidstomtalte Voldshandling vare følgende: Arrestanten Nielsen og de to nævnte Tiltalte havde tilligemed flere andre Personer været inde i et Værtshuus paa Solitudeveien, og forlode dette ved Midnatstid. Udenfor Værtshuset gave de Tre sig til paa en uhøvisk Maade at chikanere en af Gjæsterne, Former Johansen, og da denne paatalte deres Adfærd, kastede Arrestanten ham til Jorden, hvorfor Johansen raabte om Hjælp. Former Nielsen, der havde været sammen med Johansen paa Værtshuset, men var i Begreb med at fjerne sig forat undgaae Klammeri, kom derpaa til, forat yde Johansen sin Bistand, men inden han fik Tid hertil, greb de Tiltalte Svendsen og Hansen ham i Brystet, holdt ham fast og slog ham, indtil Arrestanten kom til. Denne foer strax løs paa Nielsen, strakte ham til Jorden med et Næveslag, og medens Nielsen, der i Faldet mistede Bevidstheden, laa i denne Tilstand, sparkede Arrestanten ham 15 til 20 Gange i Hovedet med sine Træsko. Samtidig dermed slog Tiltalte Hansen ham et Par Slag med Haanden, og ingen af de Tiltalte gjorde noget Skridt for at standse Arrestantens Voldsomheder, idet de, saavelsom Arrestanten, fra det Øieblik, de i et til Slagsmaal lystent Humeur havde fremkaldt Ufred, alle stiltiende ansaae sig forpligtede til at staae Last og Brast med hverandre og hjælpe hverandre i alle Tilfælde; dog maatte de ovenfor omtalte, Nielsen bibragte Saar antages at være foraarsagede af Arrestanten. - Tiltalte Svendsen og to andre tiltalte Muurarbejdsmænd vare derhos under samme Sag overbeviste om ved fælles Bistand at have skaffet sig Credit hos en Detailhandler for Varer til et samlet Beløb af c. 63 Kr. uden Hensigt at betale dette Beløb og uden senere at have fyldestgjort Besvegne for nogen Deel af Gjælden, - Ved Criminalrettens Dom blev  Arrestanten, der tidligere er straffet, anseet med Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder; de Tiltalte, af hvilke Svendsen og Hansen ligeledes tidligere ere straffede, ikjendtes Fængsel paa Vand og Brød. Svendsen i 4 Gange 5 Dage, Hansen i 3 Gange 5 Dage og de sidste tvende Tiltalte hver især i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. august 1877).

Bigami. (Efterskrift til Politivennen)

Den 20de Avgust 1859 blev Arbejdsmand Niels Christensen, der er født i Lundtofte den 28de Avgust 1834, i Skælskør viet til Pigen Maren Nielsen, med hvem han derefter havde 2 Børn, indtil han derefter forlod hende. Grunden hertil var efter hans Forklaring, at hun havde gjort sig skyldig i Uterlighed, hvilket Konen dog har benægtet. Han rejste derpaa her til Byen og har siden den Tid opholdt sig dels her, dels paa Frederiksberg uden at fornye Samlivet med sin Hustru, om hvem han fik ak vide, at hun i 1868 havde faaet et Barn, til hvilket han altsaa ikke var Fader. I Aaret 1870 gjorde han Bekendtskab med Pigen Karen Magrethe Ida, hvorefter de flyttede sammen i Slutningen af det nævnte Aar, og da hun, som var uvidende om, at han tidligere havde været gift, havde født et Barn, til hvilket han var Fader, og idelig anmodede ham om at gifte sig med hende, lod han sig den 24de November 1872 vie til hende i Frederiksberg Kirke, uden at han omtalte sit tidligere Ægteskab for Forloverne, som, efter hvad der er oplyst, kun havde kendt ham i nogle Maaneder, og han levede derefter sammen med sin anden Hustru, hvem han vedblivende holdt i Uvidenhed om sit tidligere Ægteskab, og med hvem han har 2 Børn, indtil Skælskør Fattigudvalg, der havde maattet refundere en ham ydet Fattighjælp, gjorde Anmældelse om, at han rimeligvis havde begaaet Bigami. For det af ham saaledes udviste Forhold er han nu ved Københavns Amts søndre Birks Ekstraret i Henhold til Straffelovens § 160 idømt en Straf af 2 Aars Forbedringshusarbejde.

(Social-Demokraten 21. august 1877).

Nordslesvigeres Værnepligt. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Angaaende Fortolkningen af et Decret fra den slesvig-holsteenske Regjering om, hvorvidt Nordslesvigere, der udvandre til Danmark før Værnepligtsalderen, kunne faae Lov til at besøge deres Familie i Hjemmet, har der hersket endeel Uenighed mellem de slesvigske Blade, idet "Dannevirke" heri vilde see en Lettelse af det tidligere Forhold, medens de tydske Organer opfattede Decretet som en Skjærpelse af den tidligcre Praxis. Striden er nu bleven afgjort ved følgende Bekjendtgjørelsc fra Regjeringen i Slesvig:

"For at berigtige de fejlagtige Anskuelser, som gjentagende i de sidste Uger ere blevne yttrede i Dagblade, navnlig i den i Haderslev udkommende "Dannevirke" og "Freja", bringes det herved i alle Vedkommendes Erindring, at de Nordslesvigere, som have udvirket deres Løsning af det preussiske Undersaatsforhold forinden de have fyldt det 17de Aar, og derefter have forladt Landet, slet ikke have Lov til at tage varigt Ophold heri Landet, og at et forbigaaende Ophold kun da kan tilstedes dem, naar de i Forvejen herfra have erholdt Tilladelse dertil. Lade Nordslesvigere af den nævnte Kategori sig antræffe heri Landet uden en slig Tilladelse, saa ville de uden Skaansel blive udviste, og de maae da tilskrive sig selv, saafremt der med denne Forholdsregel skulde være Ubehageligheder forbundet for dem".

"Dvke." bemærker, at denne Bekjendtgjørelse er saa tydelig som muligt, og at det tager tilbage, hvad det tidligere har yttret om en Lempelse i de tidligere Bestemmelser.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. august 1877).