Domme mod Husmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme.

Onsdagen den 28de November.

Nr. 56. Huusmændene Anders Christensen m. Fl. (efter Befaling Brock) mod Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa nævnte Præstekalds Vegne (Levinsen), bekræftende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastoral hørende Sogne, at erlægge en aarlig Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 6te Marts 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmændene Anders Christiansen. Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Huusmand Jens Jensen af Kybe samt Huusmand Jens Thøgersen af Nautrup, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild. Halvdelen deraf at erlægge for Nytaar vg Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og, Een for Alle og Alle for Een, til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand Pastor Conradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild, at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20de Juli 1871, indtil Betaling skeer, m. M. Ved Salling Herreders Rets Dom af 28de Novbr. 1873 vare Citanterne frifundne for Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

Nr. 57. Huusmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningensen Boel m. Fl. (efter Befaling Brock) contra Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne ved det Formand og Skolelærer M. Sørensen paa Vile Skolelærerembeders Vegne (Levinsen), betræffende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra fornævnte Sogne, at erlægge en Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 21de Februar 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmand Niels Berthelsen, Huusmand Villads Svenningsen Boel, Huusmand Christen Jensen Nygaard, Huusmand Peder Christian Laugesen, Huusmand Peder Laursen, Huusmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Huusmand Peder Jacobsen og Huusmand Niels Christian Ssrensen, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf al erlægge for Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og Een for Alle og Alle for Een til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 2½ Ol Sild, at levere før Nytaar 1871, og 2½ Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 5 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 pCt. aarlig fra den 11te Mai 1871, indtil Betaling skeer. Ved Salling Herreders Rets Dom af 23de Januar 1871 ere Citanterne frifundne for de Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Solarium for Høiesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. december 1877, 2. udgave).

Sildefiskeriet var Sæbys vigtigste erhverv på daværende tidspunkt idet ca. en tredjedel af indbyggerne levede af det. 

Højesteretsdom

Jørgen Sørensen m. Fl. (Adv. Brock)

contra

Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder Pastor Barfoed paa nævnte Præstekalds Vegne (Adv.  Levinsen). 

(Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Præstekald som aarlig Afgift 10 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk. 

Viborg Landsoverrets Dom af 6 Marts 1876 er saalydende:

Under denne Sag har daværende Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Konradsen under Paaberaabelse af, at hans Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastorat hørende Sogne, af 10 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hver Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Anders Christensen og Jørgen Sørensen, eller in solidun dels at betale Erstatning for den nævnte ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 8 Rd. 2 Mk. eller efter uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Præstekaldet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifundne for Pastor Konradsens Tiltale og Citanten, Pastor Barfoed, der imidlertid har afløst Pastor Konradsen som Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, har nu indanket Sagen for Overretten, hvor han har paastaaet Underretsdommen forandret i Overensstemmelse med de af hans Formand i 1ste Instans nedlagte Paastande. De Indstævnte procedere derimod til Underretsdommens Stadfæstelse.

Efter Sagens Oplysninger findes i liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Sogne for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, og denne Tiende, der atter nævnes i liber daticus ved Aaret 1833, hvor det bemærkes, at den ofte maatte erhverves ved Udpantning, findes derefter medregnet blandt Præstekaldets Indtægter i de for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 affattede Vakanceberetninger, idet den ogsaa i disse Beretninger angives at bestaa af 10 Ol Sild af hvert Vaad, 5 om Efteraaret og 5 om Foraaret, ligesom dens Størrelse opgives paa samme Maade i et af Fiskerne i Nautrup, Sæby og Vile Sogne i Aaret 1865 til Justitsministeriet indgivet Andragende om Lettelse i samme. Provst Mygind, der var Sognepræst i Nautrup Pastorat fra 1832 til 1839, har derhos edelig forklaret, at han i sin Embedstid og efter hvad der er ham bekjendt ogsaa hans to Formænd i deres Embedstid, der maa antages at omfatte Tidsrummet fra 1809 til 1832, have oppebaaret en Sildetiende af 10 Ol Sild af hvert Sildevaad, som en Præsten tilkommende Rettighed, og at han vel erindrer, at der undertiden, især i knappe Fiskeaar, var Tale mellem Fiskerne om, at Fiskene kun ydedes som en Gave, men at han, saavidt han erindrer, altid fik Fiskene eller Erstatning i Penge, idet det dog forekommer ham, at Fiskerne i et enkelt Aar først betalte Tienden, efter at han havde begjært Udpantningsordre og underrettet dem derom. Ligeledes have to Mænd, der efter hinanden vare Sognepræster i Nautrup Pastorat i Tiden fra 1839 til 1863, edelig udsagt, at en Sildetiende af den ovennævnte Størrelse ogsaa er ydet dem i deres Embedstid, og at den dengang saavel af Fiskerne som af Præsten betragtedes som en denne tilkommende Rettighed, hvortil det ene Vidne navnlig har føjet, at han antoges at have en ubestridelig Ret til, naar Sildene eller Vederlag derfor efter den gængse Pris ikke ydedes i rette Tid, at inddrive samme ved Udpantning. Endelig have flere Beboere af Nautrup Pastorat, hvis Forklaringer tildels omfatte et Tidsrum af 60 Aar eller derover, edelig forklaret, at der i den af Vidnerne omforklarede Tid som det maa antages uden væsentlige Afbrydelser, idet navnlig et Vidne, der kan erindre, at Tienden er bleven ydet siden 1807, ikke har kunnet opgive mere end 1 Aar, hvori Præsten ikke har faaet Sild er blevet ydet Sildetiende til Sognepræsten, hvorhos enkelte Vidner have tilføjet, at de ogsaa have hørt Tiendens Ydelse omtale af ældre Folk, og vel have nogle af disse Vidner udsagt, at Præsten ikke hvert Aar har faaet det samme Kvantum Sild, samt at Sildene, efter Sigende eller saavidt Vidnerne vidste, kun vare en Gave, men dette er i bestemt Strid med Sagens øvrige Oplysninger, og navnlig er det aldeles uantageligt, at den ommeldte Tiende, der som meldt i officielle Beretninger om Kaldet er opført som en dette tilliggende Indtægt, og som, efter hvad der ovenfor er bemærket, maa antages oftere at være inddrevet ved Udpantning, skulde, som af Vidnerne forment, være en Villighedspræstation, for hvis Ydelse Fiskerne efter Godtbefindende kunde unddrage sig.

Det findes herefter at maatte anses godtgjort, at Nautrup Præstekald har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, idet Retten til at oppebære samme dog efter Proceduren maa gjøres afhængig af, at der ligesom hidtil af Præsten ydes en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Pastoratet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenmeldte Modpræstation in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at den skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citantens Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte, der ikke særlig have protesteret imod Citantens Berettigelse til paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne at indtale den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift, in solidum være at tilpligte at betale Værdien af denne Afgift med 4 p. c. aarlige Renter heraf fra Forligsklagens Dato den 26 Juli 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog at det ikke kommer til at overstige det af Citanten fordrede Beløb af 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

(Fortsættes)

(Ugeskrift for Retsvæsen 2. februar 1878)

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge Citantens befalede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Pastor Konradsen beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter, har intet Ophold, der vil bevirke Ansvar fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen anden Stempelovertrædelse end den i Underretsdommen ommeldte, at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peder Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup bør, som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 5 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20 Juli 1871, indtil Betaling sker. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges Citantens beskikkede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr., samt de for Pastor Konradsen til Optagelse af forskjellige Thingsvidner beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Nautrup, Sæby og Vile Præstekald har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 10 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

- - -

Sagen Nr. 57/1877. Husmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel m. Fl. (Adv.Brock)

contra

Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogneraad ved dets Formand, og Skolelærer Sørensen paa Vile Skolelærerembedes Vegne (Adv. Levinsen). 

Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Skolelærerembede som aarlig Afgift 5 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk.

Viborg Landsoverrets Dom af 21 Febr. 1876 er saalydende:

Under denne Sag have Citanterne, Sogneraadet for Nautrup Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa Vile Skolelærerembedes Vegne, idet de have gjort gjældende, at bemeldte Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, af 5 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hvert Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen i Vile, Husmand Villads Svenningsen Boel sammesteds, Husmand Christen Jensen Nygaard sammesteds, Husmand Peder Chr. Laugesen i Kybe, Husmand Peder Laursen sammesteds, Husmand Niels Andreas Madsen sammesteds, Fisker og Snedker Mikkel Andersen i Nautrup eller nu i Fredsø, Husmand Peder Jacobsen i Nautrup og Husmand Niels Chr. Sørensen i Harre, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift, i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel, eller in solidum dels at betale Erstatning for den nævnte, ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 4 Rd. 1 Mk. eller efter uvillige Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Skolelærerembedet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifuhdne for Citanternes Tiltale, og disse have nu indanket Sagen for Overretten, hvor de have gjentaget deres ovenanførte Paastande, medens de Indstævnte derimod procedere til Underretsdommens Stadfæstelse.

De Indstævnte maa anses at have erkjendt, at der i en længere Aarrække er af de Sildevaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet erlagt en Ydelse af Sild til Skolelæreren eller efter at hvert af de tre Sogne efterhaanden har faaet sin særskilte Lærer, da til enhver af disse af de Vaad, der dreves i det paagjældende Sogn saavelsom ogsaa til Præsten, men de have gjort gjældende, at saadant ikke har fundet Sted ifølge nogen Fiskerne paahvilende Forpligtelse, men alene som en frivillig Gave, hvorhos de have benægtet, at Ydelsen, ialfald forsaavidt den har været udredet til Læreren i Vile hvor en selvstændig Lærer maa antages først at være bleven ansat i Aaret 1836 har været erlagt uafbrudt hvert Aar med det af Citanterne opgivne Kvantum, idet der efter deres Anbringende vel aldrig er leveret Mere, men undertiden Mindre, ligesom de endelig have paaberaabt sig, at Ydelsen har været betinget af en Modpræstation fra Lærerens Side af Mad og Brændevin, i hvilken sidste Henseende Citanterne iøvrigt have erklæret, at der Intet haves at erindre imod, at Forpligtelsen gjøres afhængig af en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Ved flere Vidners edelige Forklaringer maa det imidlertid anses godtgjort, at den ommeldte Ydelse til Skolelæreren det navnlig efter Vidnernes Forklaringer maa antages med de af Citanterne opgivne Kvantiteter henholdsvis før Nytaar og om Foraaret er bleven erlagt af hvert Sildevaad i et Tidsrum af mindst 40 Aar uden væsentlige Afbrydelser, idet der dog efter et Vidnes Forklaring var et Aar, i hvilket Skolelæreren ingen Sild fik, hvilket navnlig var begrundet i, at han paa Grund af det daarlige Fiskeri ingen forlangte, og vel gaa de paagjældende Vidners Forklaringer tillige ud paa, at Ydelsen efter Sigende eller efter hvad man antog, skulde være en Gave, men herpaa kan der, efter det lange Tidsrum og den Regelmæssighed i Henseende til Omfang og Leveringstid, hvormed den efter Vidnernes eget Udsagn er bleven erlagt, saa meget mindre lægges afgjørende Vægt, som de edelige Vidnesbyrd, der ere afgivne af 4 Mænd, der i det paagjældende Tidsrum have været Skolelærere i Pastoratet, gaa ud paa, at Ydelsen blev erlagt som en Skolelærerembedet tilkommende Rettighed, i hvilken Henseende navnlig tre af de Paagjældende have forklaret, at vedkommende Fiskere undertiden betalte dem Penge istedetfor Sild, hvilket navnlig efter den Enes Udsagn hændte, naar de havde opsat Ydelsen saa længe, at de ikke kunde præstere den.

Ligeledes have tre Mænd, der have været. Sognepræster i det nævnte Pastorat efter hinanden i Tiden fra 1832 til 1863, edelig forklaret, at der i deres Embedstid er af hvert Vaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet leveret 5 ΟΙ Sild til Skolelæreren eller Skolelærerne, hvorhos to af disse Mænds Forklaringer særlig gaa ud paa, at denne Ydelse var en Læreren tilkommende Rettighed paa samme Maade, som en lignende Ydelse af 10 Ol Sild, der aarlig til de samme Tider erlagdes til Præsten, var en Ret for Præsteembedet.

I liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Pastorat, findes ogsaa for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder til 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, hvilken Indtægt ligeledes er opført for Aaret 1833 med Bemærkning, at denne Indtægt ofte maatte erhverves ved Udpantning ligesom det ifølge en i Gjenpart fremlagt Optegnelse af, hvad der i de modtagne Vakanceberetninger fra 1809 til 1863 indeholdes om Sildetienden til Præsteembedet i Nautrup, maa antages, at den ommeldte Indtægt for Præsteembedet stadigt i Vakanceberetningerne for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 er anført som 10 Ol Sild af hvert Vaad. De sidstommeldte Oplysninger angaa nu vel alene Præstekaldets Ret til den til samme erlagte saakaldte Sildetiende, men da der iøvrigt er Føje til at antage, at Afgiften til Skolelæreren altid har været betragtet som staaende i et vist Forhold til den Afgift, der udrededes til Præsten hvorved bemærkes, at den hele Ydelse i et af Fiskerne i Aaret 1865 til vedkommende Ministerium indgivet Andragende om Lettelse i samme, betegnes som en Fisketiende, der var bleven udredet i mange Aar og som bestod af 15 Ol Sild af hvert Sildevaad, 10 Ol til Sognepræsten og 5 Ol til Skolelæreren findes de ommeldte Oplysninger dog i ikke ringe Grad at bestyrke den Antagelse, at Afgiften til Skolelæreren er bleven erlagt i et endnu langt længere Tisrum end i de c. 40 Aar, som de ovenommeldte Vidner have omforklaret og det saa meget mere som de Indstævnte end ikke have paaberaabt sig, at Afgiften til Præsten skulde have et andet eller bedre retsligt Grundlag end Afgiften til Skolelæreren.

Det findes herefter at maatte anses tilstrækkeligt godtgjort, at Skolelærerembedet har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenanførte Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at Afgiften skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citanternes Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte in solidum være at tilpligte at betale Værdien af den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift tilligemed Renter deraf 4 p. c. aarlig fra Forligsklagens Dato den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige inden Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog saaledes at det ikke kommer til at overstige det af Citanterne fordrede Beløb af 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen, der tillige har været beskikket for dem til Optagelsen af et Thingsvidne for Underretten, i Salær 70 Kr., samt deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten for Citanterne beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salaær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet Ophold, som vil bevirke Ansvar, fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen Stempelovertrædelse at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen, Husmand Villads Svenningsen Boel, Husmand Christen Jensen Nygaard, Husmand Peder Chr. Laugesen, Husmand Peder Laursen, Husmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Husmand Peder Jacobsen og Husmand Niels Chr. Sørensen bør som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige, inden Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 21,9 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 21/2 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 p. c. aarlig fra den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen i Salær 70 Kr. og deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr., samt de for Citanterne til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Vile Skolelærerembede har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 5 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter de Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det de Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kroner. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Ugeskrift for Retsvæsen 9. februar 1878)

Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert (1857-1928). (Efterskrift til Politivennen)

Indbrudstyverier. Efterat Arrestantinden Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert havde udstaaet en hende i Marts 1875 for Tyveri idømt Straf, rejste hun til Tydskland, men vendte i Begyndelsen af Juli d. A. atter tilbage her til Staden, hvor han i nogle Dage tog Ophold hos sin herboende Moder. Senere logerede Arrestantinden paa forskjellige Steder, uden at forskaffe sig noget lovligt Erhverv, men ernærede sig ved at stjæle. Ifølge hendes egen Tilstaaelse, der bestyrkes ved det iøvrigt Oplyste, har Arrestantinden saaledes i Tiden fra Midten af Juli d. A , indtil hun den 28de August sidstleden blev anholdt, dels her i Staden dels paa Frederiksberg begaaet ikke mindre end ialt 16 Tyverier, der med Undtagelse af et vare forbundne med Indbrud.

Tyverierne, som hun i Almindelighed forøvede om Eftermiddagen paa en Tid, da Beboerne vare fraværende, udførte hun paa den Maade, at hun ved Hjælp af falske Nøgler, der tildels hørte til hendes egen Lejlighed, oplukkede de aflaasede Døre til Gjerningsstederne, som dels vare Værelser dels Køkkener. Mellemdørene vare aabne, og kun paa et enkelt Sted aabnede hun vedkommende Ejendoms Gadedør med en falsk Nøgle. Efterat hun saaledes var kommen ind i Værelserne, gjennemsøgte hun de i samme værende Klædeskabe, Kommoder og Gjemmer og tilvendte sig af disse en Masse forskjellige  Klædningsstykker, Uhre, Guld- og Sølvgjenstande samt Fødevarer til en Værdi af omtrent 630 Kr. og desuden nogle Pengebeløb af ialt 25 à 26 Kr. Paa et Par Steder tilvendte hun sig Intet, fordi hun ikke fandt Noget, hun brød sig om. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 20 Aar gammel og tidligere 3 Gange har været straffet for Tyveri, nu anset med Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Fædrelandet 26. november 1877).

Kvindelig Indbrudstyv. Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert, 23 Aar gl. og forhen flere Gange straffet, men kun een Gang efter sit 18de Aar, nemlig i 1877, ankom Onsdagen den 18de Februar hertil Staden efter et Ophold i Tydskland. Hun var den Gang uden Beskjæftigelse og uden Midler, hvorfor hun strax besluttede at skaffe sig Penge ved at stjæle. Hen paa Eftermiddagen den nævnte Dag begav hun sig op i Nr. 7 paa Amalievej og kom op paa Loftet, der var uaflaaset. Her stjal hun dels en Nøgle i den Hensigt at benytte den til senere Tyverier, dels en Del til Tørring ophængt Tøj, hvoraf noget senere blev fundet i hendes Logis, medens hun havde iført sig en Del deraf. To Dage senere, den 20de Februar om Eftermiddagen, gik hun ind i en Eiendom paa Østerbros Dossering, hvor hun var kjendt. Udenfor en Dør paa 2den Sal laa en Hund, som hun jog til Side; hun aabnede Døren med en Nøgle, hun vil have bragt med sig fra Tydskland, og tilvendte sig fra et uaflaaset Aflukke nogle Mandsklæder og en Nogle, i alt vurderede til 72 Kr. 50 Øre; derpaa begav sig med Kosterne ud af Ejendommen, som hun forlod ad Blegdamsvejen. Hun søgte nu at pantsætte de stjaalne Gjenstande hos en Pantelaaner i Aagade, men blev paa dennes Foranstaltning anholdt. Ved Kriminalrettens Dom blev hun anset efter Straffelovens § 230 1. Led, samt 2. Led. jfr. § 229 Nr. 1 med Forbedringshusarbejde i 18 Maaneder, idet alene den hende efter hendes 18de Aar overgaaede Dom havde Gjentagelsesvirkning. Imidlertid oplyse - som Aktor bemærkede i sit Indlæg - de hende tidligere overgaaede Domme hendes Hang til Tyveri, og de maatte i Forbindelse med den Dristighed, hun lagde for Dagen ved det ovenomhandlede Indbrudstyveri virke som skjærpende Moment ved Straffens Fastsættelse.

(Morgenbladet (København) 15. april 1880)

“Vilhelmine Elisab: Krist: Meinert, født i Kbhn: 27/11 57; løsl løsagtig Fabrikspige; str: 6 Gange, nemlig med 2½ Aars Forbdh: for 16 grove Tyverier med f: N: i Beboelser; Klæder, Guldtøi m.m. – See mist: Prot: J. 355. 229.” [1879]. Geneaologisk Forlag.

Tyveri. Arrestantinden Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert. H.s Hustru, født i Virum den 27de November 1857, straffet flere Gange for Tyveri, inden hun fyldte 18 Aar. og derefter straffet ved Criminalrettens Domme af 24de November 1877 og 10de April 1880 henholdsviis efter Straffelovens § 228 og § 229 Nr. 4 jfr. tildeels § 46, med Forbedringshuusarbeide 2½ Aar, og efter samme Lovs § 230 1ste Led samt 2det Led. jfr. § 229 Nr. 4, med lige Arbeide i 18 Maaneder, var under en ved Kjøbenhavns Amt, søndre Birks Extraret anlagt Sag overbeviist om, at hun i Løbet af den sidste Maaned, inden hun den 9de f. M. blev anholdt, havde begaaet 4 forskjellige Tyverier, ved hvilke hun havde frastiaalet Skomager R.s Enke en Dyne, 2 Tallerkener, et Stolebetræk og 2 Kr. 25 Øre kontant, Partikulier S. Sengklæder og Lagener til Værdi 45 Kr., Værthuusholder K. en Dyne og Frøken H. et Gulduhr med Kjæde og en stor Deel Klædningsstykker af Værdi 80 Kr. Hun begik samtlige Tyverier om Dagen, de to fra aflaasede Kvistkamre og de to andre fra aflaasede Beboelsesleiligheder, idet hun under Beboernes Fraværelse skaffede sig Adgang til Kvistkamrene og til Lejlighederne ved at aabne Indgangsdørene med en Nøgle, der hørte til hendes og hendes Mands Leilighed. Hun bragte en betydelig Deel af Kosterne til sit Hjem, hvor hun indbildte sin Mand, der lever i gode økonomiske Kaar, at hun havde kjøbt dem paa Auctioner, hvorved hun fik ham til at give hende de Beløb, hun angav som Kjøbesum for Kosterne. Ved Rettens Dom blev hun anseet efter Straffelovens § 231, 2det Led, cfr. 229 Nr. 4, efter Omstændighederne med 4 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1885).

Hun døde som fraskilt i marts 1928 og blev begravet på Bispebjerg Kirkegård i København

Overfald af en Krybskytte. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14de dennes henimod Aften forefaldt der, ifølge "Slagelseposten" paa Erdrup Mose i Nærheden af Lyngbygaard en meget uhyggelig Begivenhed, idet Skovfoged og Skytte N. C. Jensen af Søhuus Plantage blev, ved et Sammenstød med en af de mange omstreifende Krybskytter, saa ilde tilredt, at han Dagen efter afgik ved Døden. Saavidt Bladet har bragt i Erfaring, ere de nærmere Omstændigheder følgende: Den nævnte Dags Eftermiddag opdagede Skovfogden, da han gik paa Jagt paa Erdrup Marker en Krybskytte, som søgte ned ad Mosen til, og gav sig strax i Færd med at forfølge ham, idet han kastede sit Jagttøi fra sig undtagen Bøssen, og det lykkedes ham ogsaa at hale ind paa den Flygtende. Denne vendte sig imidlertid og affyrede sin Bøsse mod Skovfogden, der desuagtet vedblev Forfølgelsen, idet hans Støvler optoge Skudet, og han indhentede ogsaa omsider Krybskytten, som han greb og kastede til Jorden. Krybstytten bad imidlertid om at maatte slippe op, idet han lovede ikke at undløbe, og Skovfogden var godmodig nok til at slippe ham; men neppe var han kommen paa Benene, før han med Raseri foer ind paa Betjenten, bed og slog denne til han var ude af Stand til at staae imod, og kastede ham dernæst i en Tørvegrav, hvor han lod ham ligge, og hvorfra tililende Folk omsider fik ham op i en Tilstand, der var Døden nær. Den Ulykkelige blev hurtigst muligt kjørt op til den nærmeste Gaard paa Erdrup Mark og bragt i Seng der, og der blev strax sendt Bud efter Lægen; men den lidte Overlast havde været for voldsom; han blev svagere, indtil Døden næste Dags Middag omsider indfandt sig. Den Afdøde lader sig Kone og 3 smaa Børn i smaa Kaar. Han var brav, flittig og stræbsom, og ligesaa agtet som han var i sin Kreds, ligesaa yndet skal han have været af sine Foresatte for den Iver, hvormed han passede sin Tjeneste, i hvilken han maatte lade sit Liv. Gerningsmanden til Udaaden, en Gaardmandssøn fra Gaardrup, er arresteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1877).

Fysikus Knudsen og distriktslæge Høegh-Guldbergs obduktion antog at han var død af en blodstigning til hovedet, måske fremkaldt ved flere stærke slag, samt opholdet i det kolde vand og nedslugning af vand.

Lyngbygaard havde været i familien Qvistgaards eje siden 1760. Carl Julius Rehling Qvistgaard (1806-1877) boede ikke på selve gården, men i Jægerhus i skoven "Simons Stubbe" nord for Skælskør. Da han var død, overgik gården ved lodtrækning til hans yngste datter Tofa Alvilda Qvistgaard (1852-1895) og svigersønnen Peter Frederik Fabricius (1842-1917). Boet efter den afdøde godsejer indsatte i Slagelse Sparekasse i december 1877 1.000 kr for hver af skovfoged Karl (eller Niels) Jensens 3 sønner. Beløbet kunne hæves når de blev 25 år gamle, mens enken fik renterne imens, samt en årlig sum penge, fri bolig og brændsel.

Ny Forstander paa Kindstrup Børnehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Kindstrup Børnehjem blev oprettet i 1868 for hjemløse drenge som havde brug for opdragelse, læring og faste rammer for deres hverdag for senere at kunne begå sig i voksenlivet. Initiativtager, bygherre og første forstander var lærer Jørgen Pedersen, gårdmandssøn fra en nu nedlagt gård ved siden af Stubgården. Af helbredsårsager og økonomiske grunde gik han og og døde i 1879

Hjemmet blev overtaget af den indremissionske Kristian Ludvig Jensen. Han mødte en del modstand i dele af lokalbefolkningen. Der findes flere artikler om børnehjemmet og dets efterfølgere, Gelsted Skolehjem og Gelsted Ungdomshjem på denne blog, brug søgefeltet for at finde de øvrige.

Om Børnehjemmet i Kindstrup. Den 1ste August overdroges Børnehjemmet i Kindstrup til Seminarist og Lærer K. L. Jensen paa Sandal ved Fredericia. Det blev oprettet 1868 og har siden været ledet af Undertegnede, der nu formedelst Svagelighed i Forbindelse med min økonomiske Stilling ikke saae mig istand til at føre Sagen videre frem. Børnehjemmet i Forbindelse med Mark, Have, Eng og Mose, c. 25 Tdr. Land geometrisk Maal, af Landets bedste Jorder, tilligemed Avlen i Marken, nogen Besætning, Avlsredskaber, Maskiner og Indbo solgtes til Jensen for 23,730 Kr., som er den Gjæld, der for Tiden hviler paa Eiendommen; deraf ere henved 10,000 Kr. laante imod Caution i Nørreaaby Sparekasse og tildeels opsagte til Udbetaling i de nærmeste Terminer. Halvdelen af denne Sum kan Jensen tildeels klare ved egne Midler og ved at bortsælge et Huus og en Mose, som uden Tab kunne afhændes fra Børnehjemmet. Den større Halvdeel ventes indsamlet ved Gaver, og det er Hensigten med disse Linier at henlede Myndighedernes og godgjørende Menneskers Opmærksomhed paa Sagen, og jeg vil være meget taknemlig, om den gjennem Pressen maatte komme til almindelig Kundskab, saa der i snevrere Kredse, ved Bønnemøder, Høstfester, Aftengudstjenester og lign. Lejligheder maatte foretages Indsamlinger til at fremme dette Hjems Øiemed. Landet har nu i flere Aar været sparet for større Byrder; der findes almindelig Velstand blandt de bedre stillede Samfundsklasser. Sidste Aar har jeg intet hørt om Hagelskade, Havets Oversvømmelse, Kvægsyge eller lignende Ulykker; men næsten alle Egne ere velsignede med en rigelig Høst af Hø og Korn. Jeg vil derfor haabe, at mange Mænd og Kvinder ville hver efter sine Evner kunne afsee en lille Skjærv for dermed at betale en mindre Andeel i Børnehjemmet, og derved gjøre det muligt for Jensen og Hustru at tilvejebringe et hyggeligt Hjem for forladte Børn, hvor de under stadigt Tilsyn i Forbindelse med en god Underviisning og Vejledning i passende Arbeider kunne give dem en saadan Opdragelse, at de med Tiden kunne udfylde deres Plads i Samfundet som tarvelige og skikkelige Mennesker. Det er just ingen lille Opgave at løse, og de fleste Familiefædre ville have en Følelse af de Vanskeligheder, der møde Opdrageren; i alt Fald maae de indrømme, at den Mund, der gjennem Examen har Adgang til Lærerembede i Landet, bringer et Offer, der er Paaskjønnelse værd, idet han sætter sin og Families Formue og Arbejdskraft ind paa Børnehjemsgjerningen. Ledelsen og den daglige Besvær, der følger en saadan Gjerning, er i Grunden nok for en dygtigere Forstander, saa han bør saavidt mulig skaanes for Næringssorger, der i større Maal aldeles kunne hemme Virksomheden. For at undgaae disse, maa Landets bedste Mænd og Kvinder i Forbindelse med Myndigheder og Regjeringen støtte de Børnely, Pleie- og Børnehjem, der styres økonomisk og ledes i en menneskelig og christelig Aand. Jeg troer ogsaa, at Mange ville bringe en lille Gave i dette Øiemed, naar blot en Mand eller Kvinde gik foran i sin Kreds og med villigt Hjerte toge imod smaa Bidrag efter Enhvers Evne.

J. Pedersen, tidligere Forstander

for Børnehjemmet i Kindstrup.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. november 1877).

Kindstrup Børnehjem ved Gjelsted Station. Hr. Forstander K. L. Jensen overtog dette Børnehjem i 1877. Det var Kjærlighed til den Gjerning, der gjøres i Børnehjemmene, der bragte ham til at overtage det, da den tidligere Forstander, afdøde J. Pedersen, ønskede at fratræde og henvendte sig til ham for at formaae ham dertil. Undertegnede, der kjendte Hr. Jensen og hans Hustru, opmuntrede dem til at overtage det, baade fordi jeg ansaae dem for at være skikkede til at bestyre det, og fordi jeg maatte ansee det for et Tab, om noget af vore Børnehjem gik ind. Efter at Hr. Jensen og hans Hustru i 3 Aar have kæmpet tappert med Vanskeligheder i flere Retninger og med smaa Kaar for at løse Opgaven: at give hjemløse, tildels forsømte Børn et godt Hjem og en god Opdragelse, forekommer det mig, at jeg tør tillade mig at anbefale Kindstrup Børnehjem til godgjørende Kvinders og Mænds virksomme Deltagelse. I 21 Aar har jeg været knyttet til en Virksomhed af denne Art; i_ 9 af disse har jeg virket som Forstander for Holsteinsminde. Jeg tør derfor antage, at man vil tillægge mine Ord nogen Vægt. 

Jeg skal ikke opholde mig ved Kindstrup Børnehjems tidligere Historie. Hr. J. Pedersen, der indrettede det og forestod det til 1877, gjorde paa mig Indtrykket af at være et godt Menneske, der følte varmt for forældreløse og forsømte Børns Velfærd, og der havde den redeligste Villie, men der ved Overanstrængelser og Sygdom var bleven trættet og svækket, saa at han var ude af Stand til at magte Sagen. Vist er det, at han begyndte sin Virksomhed i Kindstrup i den bedste Hensigt, og at han i flere Aar arbejdede troligt med de Kræfter af Midler, der stode til hans Raadighed. Fortsættelsen af den er nu efter hans eget Ønske betroet til Hr. Forstander K. L. Jensen, og det er det nuværende Kindstrup Børnehjem, det gjælder om at støtte, saa at det ikke blot kan bestaae uden altfor store Vanskeligheder, men at det tillige kan forbedres i væsenlige Henseender.

I Børnehjemmet er der for Øjeblikket 21 Drenge, anbragte af private Velgjørere eller Kommuner. Den aarlige Betaling for hver a disse har hidtil udgjort 120 Kr. Da Drengene umuligt kunne holdes forsvarligt i alle Henseender for ringere end 250 Kr aarligt, er det let at see, at der fremkommer et Deficit af henved 3000 Kr aarligt, der maa dækkes med Tilskud af Staten, velgjørende Institutioner og den private Godgjørenhed. Et andet Spørgsmaal er, om ikke den aarlige Betaling burde være noget højere; paa Holsteinsminde er den 160 Kr aarligt. Men selv om man besvarer dette Spørgsmaal bekræftende, bliver der Trang til almindelig Deltagelse. I mange større og mindre Børnehjem i England, f. Ex. i Georg Müllers i Bristol, i Dr. Barnardo's og Annie Macphersons i London optages Børnene gratis, og Udgifterne ved deres Forplejning og Opdragelse afholdes alene ved frivillige Bidrag. Hos os tilvejebringes i Almindelighed det Fornødne ved meget lave aarlige Tilskud af de private Velgjørere og Kommuner, der indsætte Børnene i Hjemmene, og ved Bidrag til disse af Staten, af Stiftelser og Godgjørenheden, og det har vist sig, at der lader sig meget Godt udrette paa den Maade. Almenhedens Deltagelse er saa meget mere nødvendig, naar Forbedringer i Børnehjemmenes Indretning udkræves, og dette er netop Tilfældet i Børnehjemmet i Kindstrup, høie Bygninger tildels ere utilladeligt daarlige. Børnene skulle opdrages i Tarvelighed, og det er ikke godt, at de fattige Drenge, der skulle gaae ud i Livet om Tjenestedrenge eller Læredrenge, opdrages i herskabelige Bygninger og medbringe Vaner, der strax bringe dem paa Kant med Forholdene og gjøre dem utilfredse. Men Bygningerne maa dog i al Tarvelighed være saaledes, at de lette Arbejdet og Tilsynet, og at de kunne afgive et hyggeligt Hjem for Børnene og dem, der arbejde og leve med dem, og dette er ikke Tilfældet med Bygningerne til Børnehjemmet i Kindstrup. Skulde det være umuligt ved Fleres forenede Anstrængelser at hjælpe Forstander Jensen, saa at de værste Mangler kunne blive afhjulpne? Gid da den fornødne virksomme Deltagelse ikke maa udeblive? Det er sandelig ingen Sinecure at være Husfader i et fattigt Hjem for forældreløse og forsømte Børn. Det kræver stadigt Arbejde, Aarvaagenhed, Taalmodighed og Selvfornægtelse, og den bedste menneskelige Opmuntring og Trøst for ham er, at han kan mærke, at der er Hjerter og Hænder i Samfundet, der ville hjælpe ham. Dette ved jeg af egen Erfaring. Vilde det da ikke være godt og smukt, at Forældre og Børn i lykkelige Hjem betænkte dette, og at de lagde deres Taknemmelighed for Dagen ogsaa derved, at de ydede deres Skjærv til de Hjem, der ere indrettede for Forældrelæse og Forladte?

Hindholm i Oktober 1880

Chr. Nielsen.

(Fyens Stiftstidende 27. oktober 1880).

En artikel i Gelstedbladet fortæller om en sommerdagsplan fra 1881:

Kl. 05.15-06.00 morgenvask, rede senge, spise davre. Kl. 06.00-08.45 morgenandagt og skolegang. Kl. 08.45-12.00 mellemmad og arbejde i hus, have og mark samt rengøring af de lokaler, drengene gjorde brug af. Drengene bliver især brugt i haven med gravning, såning, plantning, vanding, lugning og hakning. Fra kl 12.00-14.00 middagsmad, middagshvile, leg, fritidslæsning og puslen i deres små haver. Kl. 14.00-16.45 arbejde som om formiddagen. Eftermiddagsmellemmaden spises, og der er skolegang til kl. 20.00.

Kl. 20.00 spises der nadver og børnene går i seng.

Den 22. maj 1882 om natten nedbrændte børnehjemmet fuldstændigt. Branden var påsat af en 12-13 årig dreng som havde lyst til forandring. Børn og forstander flyttede til et hus som ejeren havde på grunden og hvor der også boede en gammel aftægtskone. Dette hus nedbrændte den 29. juni 1882. Ilden var formentlig påsat af nogle drenge på hjemmet. En af dem udtalte at han hellere ville i arrest på Kjærlingbjerg end fortsætte på børnehjemmet.

En ny bygning blev opført på den nuværende placering på Gelstedsiden af bækken. 

Hønsetyve paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

 - - - 

Like everything else, everyone had some fault to find, and I was told that these animals would destroy every head of poultry in  the island; and there are hundreds of peasants who speak of the destruction of poultry as due to these animals, who never saw one take a chicken, if, indeed, | they ever saw a mongoose at all. As an instance of this I may give the following dialogue between one of my native labourers and myself: -

Native - Hi! Massa, dem mongoose nyam all do chicken and all de egg and all de fowl, - dem is bad ting; what for you go bring such a trouble 'pon we. Dem is a trickily thing; dem like chicken of a sizeable age, better than when dem just hatch. Ow! them is bad for true.

Self-Richard, if you catch a mongooso in the act ot eating your sizeable chickens I will givo you £i. How do you know it is the mongoose, and not thieves, dogs, cats, snakes, rats, hawks, owls, and John Crows (Turkey hussards), that eat your chickens?

Native - Hi, Massa, a friend of mine live next door tell me he see da mongoose catch the cbieken. 'Tis true me never see him do it myself.

Self - Well, you watch your chicken for two or three nights, and don't tell anyone you are going to do so; tell everybody it is the mongoose. When you catch what eats your chickens you come to me.

Native - Very well, massa; good bye. 

A few days elapsed, and I saw Richard and said to him, "Well have you caught the mongoose?" He said to me. "Yes, Massa; but it is a two foot mongoose?" "I catch de very man who tell me - tis mongoose de very night I see you; and when I find him such a tief and a liar, I feel ashamed to come and tell you." And so it is in 99 out of a hundred alleged mongoose-thefts! In proof of this, I may ask how is it that I now have more poultry than I ever had, when there are dozens of mongooses all round my house. Why is it that poultry are cheaper in India, the land of mongooses, than in Jamaica? To those who suffer from the ravages of rats, I can give a valuable hint by advising them to get, no matter at what cost, a few pairs of mongooses.

I am, Sir,

Your obedient Servant,

W. Bancroft Espect.

(St. Croix Avis 3. november 1877. Uddrag)

Den lille indiske manguster blev i slutningen af 1800-tallet indført til de caribiske øer med det formål at spise rotter på sukkerrørsplantagerne. Meget snart viste den sig at gå løs på fjerkræet og den lokale fauna, endog skade kreaturer. I nyere tid har den været med til at sprede sygdomme, såsom fx rabies. Dyret anses for at være et af de værste invasive dyr. Forsøg på at begrænse bestanden har vist sig forgæves.