Drab. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde den 12te ds. Dom i en fra Vallø Birks Extraret indanket Sag, som var anlagt mod en Arrestant for at have dræbt Tjenestekarl Niels Peter Jensen.

Den 11te Novbr. f. A. var Arrestanten m. Fl., hvoriblandt den Dræbte, tilstede ved et Gilde i en Gaard i Svansbjerg, og blev det under Ballet sagt ham, at Jensen havde lovet ham Prygl, og da Arrestanten mærkede, at Jensen gik omkring og mumlede noget Saadant, henvendte han sig til ham, og sagde Jensen, at det var fordi han havde "dandset ham ud" eller under Dandsen stødt saaledes til ham, at han blev forhindret i at dandse. Arrestanten forsikkrede ham om, at hvis dette var skeet, saa var det mod hans Villie, men Jensen vedblev at give Ondt af sig og udlod sig med, at Arrestanten var saa rask paa det, men ligegodt var for lille til at kunne chikanere ham, uden at der dog blev noget Klammeri paa selve Gildet. Da Dandsen Kl. 3 a 4 om Morgenen var forbi, fulgte Jensen, skjøndt hans Hjem laa ad den modsatte Vei, med Arrestanten og Fl. ned ad Svansbjerg Gade, og da de naaede den Vei, der fører ad Herfølge til, forlode Nogle Selskabet, medens de Øvrige, og deriblandt Arrestanten og Jensen, bleve staaende, og Sidstnævnte begyndte nu at yppe Klammeri med Arrest., som han udskjældte og kort efter med sin Stok slog over Brystet eller Ryggen, hvad dog kun foranledigede Arrest., til at kalde 2de Tilstedeværende til Vidne paa, at Jensen slog ham, og kort efter gik Arrest., ind til Indsidder Peder Hansen for at hente en Bylt Tøi, idet han anmodede Tjenestekarl Jens Christensen om at vente paa ham for at de kunde følges ad. og da Arrest., kom ud paa Gaden, var Jens Christensen der ogsaa og ligeledes Jensen og endnu en Person.

Paa Jens Christensens Opfordring gik nu Arrest. med ham ned ad Veien, og det lod som om Jensen vilde gaae ad Aashøi til, men kort efter raabte han til Arrest., om han ikke skulde følge med ham ned ad Veien, hvortil Arrest. svarede, at han var velkommen, af hvilket Svar Meningen efter Arrest.s Tilstaaelse var, at han ikke var bange for at slaaes, idet han opfattede Afdødes Spørgsmaal som indeholdende en Udfordring eller en Antydning om, at de skulde slaaes.

Jensen begyndte nu atter sine Kjævlerier og udskjældte Arrest. for en Dreng, en grøn Hvalp m. m., hvortil Arrest, svarede "iligemaade," og da Jensen spurgte, om han sagde, at han var en Dreng, svarede Arrest. "Nei", men at han bar sig ad som en Gadedreng, da han ellers ikke vilde gaae saaledes og raabe paa Gaden, og Jensen gik nu ind paa ham, greb ham i Halstørklædet og kværkede ham og spændte Been for ham, saa at han faldt men hurtig reiste sig, hvorpaa Jensen atter greb ham i Halstørklædet, men dog slap igjen, og gav ham "en Skalle" og slog ham 3 a 4 Gange i Hovedet med sin Stok, saa Arrest. har sagt, at det sortnede for hans Øine, og da Arrest. yttrede, om han vovede endnu engang at slaae ham, og Jensen atter slog ham i Hovedet, foer Arrest., der, som han har sagt, var bleven rasende, ind paa Jensen, og med sin Kniv - som han havde aabnet for at værge sig mod Jensen, der langt større og stærkere end han, og han havde i høire Haand med Bladet bagud - stødte han nu flere Gange efter Jensen, medens han med venstre Haand søgte at gribe Nakken, uden at han i sin oprørte Stemning tænkte over, hvor han ramte, og uden at han mærkede, at han traf Jensen; og idet denne raabte: "Hvad, bruger Du Kniv!", hvortil Arrestanten svarede "Ja", vendte Jensen sig og løb ind over Marken, hvor Arrestanten forfulgte ham, uden at han havde kunnet forklare i hvilken Hensigt, men opgav Forfølgningen, da han faldt og ei saae Jensen mere.

Arrestanten havde erkjendt, at der ikke var saadan personlig Fare tilstede for ham, at det var nødvendigt at støde efter Jensen med Kniven, uden at tage Hensyn til, hvor han traf, og at han, da Jens Christensen var tilstede, ikke havde behovet at bruge et saa farligt Redskab for at værge sig, men han forklarede, at han var saa ophidset af Jensens Drillerier, at han havde tabt sin Sindsro, ligesom han forsikkrede, at han ikke havde tænkt sig Muligheden af at kunne dræbe ham ved det ommeldte Stød med Kniven og endmindre tænkte paa at dræbe ham, da han ellers ikke havde brugt Kniven.

Kort efter det Passerede blev Jensen eftersøgt og fandtes død i en nærliggende Have, 82½ Alen fra Gerningsstedet, og fremgik det af den foretagne Syns- og Obductionsforretning, at den Afdøde var ramt med Kniven i Hjertet ved et ualmindeligt kraftigt ført Stik, der var gaaet gjennem Frakke og Overlagsvest, begge Dele af tykt Klæde, at Saaret, 1½ Tomme langt ovenfra nedad, var gaaet igjennem 4de venstre Ribbeens Forbindelsesbrusk med Brystbenet, derefter gjennem Hjerteposen ind i Hjertets Forflade, der havde et tøtsluttende Saar af 3/4 Tommes Længde ovenfra nedad, og at dette Saar var absolut og meget hurtigt dræbende og havde bevirket Døden.

Da det efter samtlige Vidners Forklaringer var Jensen, der uden tilstrækkelig Anledning drillede og mishandlede Arrestanten, der derved bragtes i en oprørt Sindsstemning, men Arrestanten dog tildeels selv havde bidraget til at fremkalde det sidste Sammenstød ved at modtage den ommeldte Udfordring, ligesom han efter hvad der var foregaaet, men navnlig da Jens Christensen var tilstede, ikke skjønnedes at have havt tilstrækkelig Anledning til at bruge Kniv mod Jensen, saa blev han anseet efter Straffelovens § 189 med simpelt Fængsel i 8 Maaneder, medens han ved Underretten efter samme var anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. februar 1878).

Vandværkssagen i Roeskilde. (Efterskrift til Politivennen)

I førstkommende Byraadsmøde i Roeskilde paa Onsdag vil, ifølge "Roesk. Av.", Sagen om Byens Drikkevandsforhold atter komme til Behandling, idet der i den senere Tid er fremkommet nogle nye Oplysninger, deels et Tilbud fra et anseet kjøbenhavnsk Firma om indenfor en vis Tidsfrist at paatage sig Udførelsen af et Vandværk der i Byen efter den foreliggende Plan, for en endog noget lavere Sum, end Overslaget lyder paa, deels en Skrivelse fra Sundhedscollegiet til Roeskilde Sundhedskommission, som har adspurgt det, om den foretagne chemiske og mikroskopiske Undersøgelse af Vandet i flere at Byens Brønde har givet et saadant Resultat, at der maatte være Grund til i Henhold til Byens Sundhedsvedtægter § 10 at forbyde Brugen af Vandet i nogen af Brøndene, som farligt for Sundheden. Sundhedscollegiets Svar gaaer ud paa, deels at det er meget at befrygte, at Drikkevandet i Roeskilde har udøvet en skadelig Indflydelse paa Beboernes Sundhed og fremdeles vil gjøre det, saafremt det ikke lykkes ved hensigtsmæssige Foranstaltninger at forbedre vandets Beskaffenhed, deels paa, at Vandets Beskaffenhed i 11 af de undersøgte 15 Brønde er saadan, at den giver Anledning til snarest muligt at skide ind for at forebygge de skadelige Følger af Vandets Nydelse som Drikkevand.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. februar 1878).

Fasanvejen. (Efterskrift til Politivennen)

Fasanveien. Tillad mig, Hr, Redaktør! giennem Deres meget ærede Blad at rette en Forespørgsel til Vei-Udvalget for Frederiksberg Kommune om Grunden til, at det fremdeles tillades Eieren af Eiendommen Nr. 38 D, paa den nævnte Vei at lade sin Have- og Markindhegning staa l Alen og mulig mere ud paa Veivæsenets Territorium. Gangstien paa Fasanvejen benyttes nemlig meget, og Indsnævringen fra den nævnte Eiendoms Indkjørsel op til den nye Graverbolig forvolder ikke saa lidt Ulempe. Bæres f. Ex et Lig fra Diakonissestiftelsen til Kirkegaarden, maa Bærerne ved Kistens ene Side gaa paa Gangstien og de paa den anden Side maa gaa ud og ind mellem Afviserstenene paa Kjørebanen. Saafremt disse Linier kunde bevirke, at Vei-Udvalget gav den paagjældende Eiendomsbesidder et paalæg om indenfor Rimelighedens Grændser at flytte sin Indhegning, vilde Hensigten være naaet af Deres meget ærbødige 

Kirkegaardsbesøgende.

(Nationaltidende 28. januar 1878).

En æret Indsender var saa venlig for en fire Ugers Tid siden gjennem "Dags-Telegrafen" at paatale Annekteringen af et Vejvæsenet tilhørende Areal. Han paapegede, at en Grundejer ved ovennævnte Vej, til stor Gene for Fodgængere og navnlig for Passagen med Lig til Kirkegaarden, havde sat sit Have- og Markhegn mere end en Alen ud paa Vejvæsenets Grund, og henstillede til Vedkommende, om der ikke kunde være Anledning til at give den paagjældende Ejer et Paalæg om at flytte Hegnet ind paa sine egne Enemærker Da vi læste denne Klage, fandt vi det højst paafaldende, at en Autoritet kunde tillade og fremdeles finde sig i et saadant Indgreb i Ejendomsretten, og vi tvivlede næsten om Rigtigheden af den ærede Indsenders Opgivelser; men vi have nu tilladt os at eftermaale, og viser Klagen sig i alle Punkter at være rigtig. Da den ovennævnte Henvendelse til Vej-Udvalget for Frederiksberg Kommune ikke endnu har baaret Frugt, tillade vi os at sende Klagen, gjennem Deres meget ærede Blad, til Amtsraadet, og haabe vi, at De Hr. Redaktør ved at optage foranstaaende vil bidrage Deres til, at Vejvæsenet sætter sig i Besiddelse af sin lovlige Ejendom, og at Ligbærere fritages for at danse Æggedans mellem Vejens Afvisersten.

A. & Ø.

(Morgenbladet (københavn) 1. marts 1878).

Kjøbenhavnske Kirkeforhold. (Efterskrift til Politivennen)

Et Fremskridt med Hensyn til vore Kirkeforhold have vi nylig gjort, idet Tavleombæringen under Prædikenen er bleven afskaffet, og Bøsser i Stedet for ere hensatte ved Kirkedørene; det næste Skridt paa dette Omraade vil forhaabenlig blive, at man aldeles fjærner Pengeindsamlinger i Kirkerne. En "Reform", som jeg dog endnu stærkere vil anbefale, og som sikkert vilde finde almindeligt Bifald hos Menighederne, er Afskaffelsen af Salget eller maaske rettere Bortforpagtningen af Stolestaderne. Den nuværende Ordning afstedkommer megen Forstyrrelse; thi det er jo almindeligt, at de, der have fast Plads, komme efter Gudstjenestens Begyndelse, undertiden endog ikke, for Prædikenen er begyndt. De siddeberettigede maa da trænge sig frem gjennem den ofte tæt sammenstuvede Mængde, som staar paa Gulvet, medens samtidig vedkommende Kirkebetjent travlt iler omkring eller skubber sig frem for at lukke Stolene op for disses Ejere eller Forpagtere. Derhos vil ogsaa enhver, som blot af og til besøger de kjøbenhavnske Kirker, i Særdeleshed naar en af de mest søgte Præster prædiker, sikkert have lagt Mærke til, hvor almindeligt det er, at nogen faar ondt af Anstrængelse ved at staa, og det uagtet maaske Halvdelen af Siddepladserne have været ubesatte; thi som bekjendt er det Skik først at lukke Stolene op for de staaende, naar Præsten bestiger Prædikestolen. Men selv efter at Stolene ere lukkede op, kan man ej være sikker paa at beholde en Siddeplads. Nytaarsdag var jeg Vidne til, at to Damer, der efter Prædikenens Begyndelse havde sat sig i en Stol, maatte rejse sig og forlade Stolen, fordi dens Ejermand omsider behagede at indfinde sig og forlange sin Plads. Foruden de paapegede Ulemper maa endnu sluttelig fremhæves, at det omtalte Forhold paa en meget stødende Maade vidner om, at den Velhavendes Ret ogsaa i Kirken gaar forud for den Fattiges.

L. T.

(Morgenbladet (København) 8. januar 1878).

Militære Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Man har i den senere Tid kunnet læse i næsten alle danske Blade, at en Underofficeer (Sergent) af 4de Bataljon er bleven dømt ved Krigsretsdom til Degradation til Menig samt til at tjene som saadan et Aar, for at have indladt sig i Slagsmaal med en Menig paa en Beværtning. Hvorvidt den for kort Tid siden til Sergent udnævnte Underofficeer ved at indlade sig i et maaske nødtvungent Slagsmaal med en Menig af en anden Bataljon, en forhenværende, jævnaldrende Skolekammerat og senere Ungdomsven, er en saa stor Forbryder, at han derfor mindst bør straffes med Degradation til Menig for bestandig, ville vi ikke her indlade os paa at have nogen Mening om; derimod anser vi det for urigtigt, altid at fremdrage de Synder for Offenligheden, som begaas af Menige og Underofficerer, naar man paa samme Tid skjuler de maaske langt større Forbrydelser, som begaas af Officerer.

Vi vil saaledes anføre, at der her i Bladet under 7de November efter "Aarh. Amtst." blev løseligt omtalt, at en højerestillet Militær var under Tiltale for utugtigt Forhold overfor ukonfirmerede Pigebørn; at en anden Militær af "Adelsbyrd" skal have gjort sig skyldig i ulovlig Omgang mod Naturen. Den førstnævnte Forbrydelse skal nok være begaaet af en Kapitajn Svane af 28de Bat., R. af D.; men herom høres, ifølge K. f. H. Nr. 41 af 28/11 77 kun, at han er bleven afskediget i Naade med Pension samt med Tilladelse til at bære den for afskedigede Officerer bestemte Uniform. Den sidstnævnte Forbrydelse skal være begaaet af Premierl., Baron Bretton, Adjutant ved 2den jyske Brigade; om ham hører man, ifølge K. f. H. Nr. 43 af 14/12 77 kun, at han, da han har forladt sin Garnison uden Orlov og ej er vendt tilbage, udslettes af Hærens Personel. (Han deserterede næmlig).

For nogle Maaneder siden laa Sekondl. Haugaard af 2den Bat. syg paa det herværende Garnisonssygehus. Her skal han, efter Sigende, have begaaet saa storartede Skandaler, at han efter Indstilling, ifølge K. f. H. 39 af 6/11 77 blev afskediget fra sin Stilling som Sekondløjtnant og hjemsendt. (Degraderet til Menig).

I Aaret 1873 sad Premierl. Thuesen af 14de Bat., tjenestegørende ved Officeersskolen her i Byen, i lang Tid arresteret og under Titale, hvorefter han blev dømt ved Krigsretsdom (se "Soc. Dem." for 9de Septb. 1876), som gik til Kongens Naade. Udfaldet heraf blev, ifølge K. f. H. Nr. 31 af 27/7 76, saaledes: Premierl. Thuesen afskediges efter Ansøgning uden Tilladelse til at bære Officeerstitel. Kongens Svar paa Krigsrettens Indstilling lød saaledes: Af særlig kongelig Naade forskaanes Premierl. Thuesen for Tiltale og Tom og afskediges efter Ansøgning uden Tilladelse til at bære Officeerstitel.

Naar man nu erindrer sig den gamle bekendte Varedepotsag, Sagen mod Oberst Tobiesen, daværende Chef for Landkadetakademiet, o. Fl., saa vil man maaske indrømme, at vor Officeerstand i enhver Henseende kan fremvise ligesaa store Forbrydere, som enhver anden Stand; men tillige faar man, navnlig i den senere Tid, let Indtrykket af, at man saa meget som muligt søger at tilsløre Forbrydelser, begaaede af Officerer, for  Offenlighedens Blik, medens man paa samme Tid søger at straffe haardt og udbasunere alle Forseelser og Forbrydelser, der begaaes af Underklasserne.

Vi tillader os kun at fremdrage disse Notitser, fordi vi ved, at der findes ikke faa Officerer, som finder en umaadelig stor Glæde ved at se en Underofficeer eller Menig sat i Gabestokken. Noget for Noget om Venskab skal holdes.

(Social-Demokraten 5. januar 1878).

Kaptajn L. E. (E. L.?) Svane var i april 1871 flyttet fra 20. til 28. bat. som chef for 3. kompagni. I Krigen (1848-1851?) var han løjtnant og fik dannebrogskorset. Han mistede i 1850 sin plads i hæren pga. en duelhistorie og gik i den italienske hærs fremmedlegion under krigen mod Østrig. Efter denne blev han i 1860 genoptaget i den danske hær med rang af premierløjtnant i infanteriets krigsreserve. Under krigen 1864 genvandt han sin anciennitet og fra efteråret 1863 kompagnichef. Efter afskedigelsen forlød det at han gik i tyrkisk krigstjeneste. Ifølge "Kundg. f. Hæren" fik han sin afsked i november 1877. Han døde juni 1889, 63 år gammel.

C. F. baron Bretton var premierløjtnant af generalstaben og adjudant ved 2. generalkommando. Han forlod tjenesten 24. november 1877.