Tidligere Negeropstande paa de danst-vestindiske Øer. *)
(Negerslaver fra Guldkysten. Slaveagenter. Strenge Love. Blodigt Oprør paa St. Jan. St. Croix erhverves. Opstanden 1849. Uroligheder 1852.)
Den seneste Tids Efterretninger fra de danske vestindiske Øer have paa en sørgelig Maade henledet Opmærksomheden paa disse, og det turde derfor vare af Interresse at kaste Blikket tilbage paa tidligere Insurrectioner af den sorte Befolkning. Af de tre danske Øer, St. Thomas, St. Jan og St. Croix, blev den første, der dengang var ubeboet, men tidligere besøgt af Andre, i Aaret 1671 tagen i Besiddelse af Danmark gjennem det guineisk vestindiske Compagni for at skaffe Arbejdskraft tilveie kjøbte Kong Christian V Frederiksborg og Christiansborg paa Guldkysten, og der blev sendt Skibe og Agenter dertil for at kjøbe Slaver. De udsendte Agenter beskyldtes ofte for Grusomhed, en Beskyldning, der imidlertid ikke rammer den Tids danske Slaveagenter alene. Enkelte af disse viste sig meget humane, og een af dem, Schilderup, var saa afholdt af Negrene paa Guldkysten, at mange af dem foretage lange Reiser for at see denne Hæders, mand, hvem en Negerkonge, der boede 75 danske Mile inde i Landet, sendte sin kjæreste Datter og en Mængde Guld og Diamanter med den Bøn: "om den tre Gange værdige Schilderup vilde skjænke ham en Dattersøn med hende." Sukkerdyrkningen paa St. Thomas blev fremmet, men i Slutningen af det 17de Aarhundrede fandt en Gouverneur det nødvendigt at udstede meget strenge Love over for Negrene. De afrikanske Trommedanse bleve forbudte som hedenske Skikke; der blev givet Negrene Tilhold om ikke at bære Knive eller Køller, de skulde gaae tidlig til Ro osv., og Overtrædelse af disse Tilhold straffedes første Gang med "at pidskes bravt", anden Gang med at miste begge Øren og tredie Gang med Livsstraf, men Loven synes rigtignok ikke at være bleven overholdt. St. Jan blev tagen i Besiddelse 1684, men dens Colonisation paabegyndtes først 1716. Omtrent paa samme Tid blev der udstedt Forordninger om en mildere Behandling af Negrene, men i Aaret 1733 blev der paa Grund af Plantageeiernes hyppige Klager over Negrenes Opsætsighed udstedt en meget streng Placat, der indeholdt Bestemmelser som: 12 Ugers Maronnegre (bortløbne Negre) skulle miste et Been; en Neger, der har stjaalet for fire Rigsdalers Værdi, skal knibes og hænges; Slaver som hæle, skulle brændmærkes og have 150 Slag; en Neger som kommer en Blank imøde paa Veien, skal gaae til Siden og staae stille, indtil den Blanke er passeret, under Straf af "en Lussing" af den Blanke; Hexeri straffes med "en stor Lussing" osv. Som Undskyldning for disse Straffebestemmelser tjener foruden Tidsaanden tillige den Omstændighed, at de indførte Slaver hørte til Guldkystens uroligste Stammer og vare i højeste Grad uvidende, lastefulde, hævngjerrige og vilde, og at Colonisternes Stilling for Størstedelen var mere end fortvivlet, dersom et Udbrud skulde finde Sted, ligesom det ogsaa bør nævnes, at Negrene havde formeret sig stærkt, og at Øen netop havde faaet meget betydelige Tilførsler af Slaver fra Afrika.
Hvor fortvivlet colonisternes Stilling var overfor Negrene, viste sig desværre snart under den Opstand, der udbrød Søndagen den 3die November 1733. Paa Vestsiden af St. Jan laa et lille, næsten betydningsløst Fort, beskyttet med nogle faa Kanoner og med en Befæstning af 1 Officeer og 9 Mand. Hver Søndag Morgen bragte visse Slaver Brandeknipper ind i Fortet, og den 13de November havde Slaverne skjult Knive og Øxer i disse. Paa et aftalt Tegn bleve Soldaterne overfaldne og 7 Mand strax huggede ned, hvorpaa Oprørerne affyrede to Skud som Signal til, at de vare i Besiddelse af Fortet. Brandstiftelser og Myrderiet paa de Hvide begyndte nu, og snart vare 25 Mand, Kvinder og Børn dræbte paa den lille Ø. Endeel Plantere med Koner og Børn flygtede til en Plantage, hvis Vaaningshuus laa paa en Høi, forsvaret af to Kanoner, og herfra holdt de Hvide heltemodig Stand mod Negrene, af hvilke Mange maatte bide i Græsset. Der blev sendt Ilbud til St. Thomas; 90 Soldater og 60 Matroser korn til Hjælp, stormede Fortet og undsatte den omtalte Plantage, men man turde ikke paa den bjergfulde Ø udstrække Operationerne videre med en saa ringe Styrke. Kun en eneste af de Hvide, der ikke betids naaede Plantagen undgik det almindelige Blodbad, og 44 af 92 Plantagers Vaaningshuse bleve ødelagte. Først efterat Øen et halvt Aar havde været i Slavernes Magt, blev den gjenerobret og Oprøret dæmpet ved Hjælp af 400 Mand franske Tropper fra Martinique. De oprørske Negre bleve efterhaanden trængte ud til Havet ved Brimsbay, hvor de besluttede at dræbe sig selv da enhver Udvei til Frelse var dem afskaaren, men først afholdt de en Fest, og de franske Soldater fandt over 300 Lig liggende i en Kreds tæt ved det nuværende Annaberg; Negerne havde skudt hverandre med 7 erobrede Geværer, der alle paa et nær vare slaaede itu.
Denne Begivenhed kostede Gouvernementet mange Penge, hvorfor man opfordrede Planterne til at bestride en Trediedeel af Udgifterne ved Oprørets Undertrykkelse, et Forslag, som disse imidlertid ikke gik ind paa, da Oprøret begyndte paa en af Compagniets Plantager, og da Fortet og Garnisonen havde viist sig at være aldeles utilstrækkelige Forsvarsmidler overfor den store Fare, for hvilken den hvide Befolkning var udsat.
Samme Aar Oprøret fandt Sted, blev St. Croix kjøbt for 750.000 Livres af de Franske, der 1695 havde forladt Øen, som i Mellemtiden var bleven en fuldkommen Udørk, men Efterveerne fra Oprøret forhalede Øens Besættelse til Aaret 1735. Da Occupationsstyrken ankom til det nuværende Christianssted, maatte denne opholde sig tre Dage ombord, inden Negrene havde ryddet den aldeles tilgroede Plads om Fortet, der for Resten var ret godt vedligeholdt og monteret med 9 Kanoner. Det er ikke her Stedet at gjennemgaae St. Croix' Historie under de paafølgende, høist vexlende Administrationsforhold; kun saa meget skulle vi anføre, at Øens overordentlig store Frugtbarhed snart lokkede Capital til; der blev indført mange Slaver og produceret betydelige Qvantiteter Sukker og Rom. Negerbefolkningen behandledes i Almindelighed særdeles humant, og lige indtil Aaret 1848, da der paa den tætbefolkede Ø fandtes omtrent 2000 Hvide og Fricouleurte, der havde samme Interesse som de Hvide, mod 22,000 Negre og Couleurte, hører man ikte Tale om nogensomhelst større Forstyrrelse af den offentlige Ro og Orden. Kong Christian VIII. udstedte visse Forordninger, tilsigtende den endelige Ophævelse af Slaveriet, og det bekendtgjordes, at fra Dronning Caroline Amalies Fødselsdag den 28de Juni 1847, skulde alle de Børn, der fødtes af Slaver, være frie, og at Slaveriet aldeles skulde ophøre i Aaret 1859. Denne Efterretning blev imidlertid ingenlunde modtagen med stor Glæde af Slaverne; thi de meente, at Friheden gjerne kunde være bleven skjænket dem strax, naar Regjeringen overhovedet anerkjendte Uretfærdigheden ved det besteaende Slaveri.
Den 2den Juli, en Søndag, begyndte Urolighederne, ligesom nu, paa den vestlige Deel af Øen. Signalet hertil blev givet ved at ringe med Plantageklokkerne og ved at blæse i store Skaller. Som rimeligt var, blev en stor Deel Plantere og hvide Indvaanere betagne af Skræk, og i det første Øieblik styrtede Mange ombord i de i Havnen liggende Skibe. Nogle forlangte af Autoriteterne, at Militsen skulde kaldes til Vaaben, men de bleve ikke hørte. Det var en Rædselsnat mellem den 2den og 3die for de Mange, der ei kunde slippe bort fra fjerntliggende Plantager; men heldigviis forløb Natten, uden at Negrene begik Voldsomheder, og det er maaskee et Spørgsmaal, om Slaverne vilde vare trængte frem til Byerne, saafremt der strax var blevet traadt op med Kraft imod dem. Vi skulle imidlertid ikke her opholde os ved Autoriteternes Optræden, men kun anføre, at der under Opstanden 1848 stod en langt større Styrke til disses Disposition end nu, da man har fundet det betimeligt at indskrænke de tarvelige Forsvarsmidler meget betydeligt. Den 3die om Morgenen strømmede omtrent 2000 Negre ind til Frederikssted - den samme By, der nu har lidt saa betydeligt - og forlangte foran det i 1876 demonterede Fort deres Frihed, en Anmodning, der blev afslaaet. 3000 Negre kom yderligere til fra Landet; Politikamret, et Par Embedsmands Boliger og et Par Embedsmands Boliger bleve plyndrede og ødelagte, men der blev ikke skudt paa Negrene af Frygt for, at Byen skulde gaae op i Luer. Opad Dagen ankom Generalgouverneuren og gav Slaverne den Emancipation, som de sikkert hellere maatte have faaet end tiltvunget sig. I Christiansted - hvor den nuværende Gouverneur landede fra St. Thomas med 50 Mand - var der truffet Foranstaltninger til at modtage Negrene, og da disse ikke vilde lystre, bleve de med Lethed drevne bort med Kardætsker, hvorved Nogle faldt og Flere saaredes. Det oplystes senere, at det havde været Hensigten at afbrænde Byen. Den følgende Nat kunde man fra Byerne see, at det brændte flere Steder paa Øen, og den 4de fortsattes Plyndringen af forskjellige Plantager. Nogle Troppe- og Militsafdelinger bleve imidlertid udsendte fra Byerne, og disse i Forbindelse med Orlogsbriggen "Ørnen"s Nærværelse og Pacificationsforsøg foretagne af forskjellige indflydelsesrige Mænd bragte efterhaansen nogenlunde Ro tilveie paa Øen, inden 500 Mand spanske Tropper den 8de bleve landsatte. Disse Tropper vare med en priisværdig Hurtighed blevne afsendte af General Prim, der dengang var Gouverneur paa Portorico. Det er vel værd at lægge Mærke til - netop i nærværende Øieblik, hvor der i saa høi Grad af Mange savnes yderligere Meddelelser om de af Negrene begaaede Excesser - at ikke en eneste Hvid blev dræbt paa St. Croix i 1848, og vi kunne som Forklaring af denne under Negeropstande næsten enestaaende Kjendsgjerning kun anføre, at Negrene paa de dansk vestindiske Øer gjennemgaaende ere blevne behandlede med langt større Humanitet end paa nogensomhelst anden Ø i Vestindien.
Siden 1848 er der paa vore Øer ikke forefaldet storre Uroligheder. Vi skulle dog nævne, at der ved Juletid 1852 udbrød Uroligheder i Christiansted, fordi der "paa Grund af den megen Sygdom ikke maa afholdes Dands efter Tromme midt i Byen, men kun i sammes Udkanter". Forbudet blev overtraadt, og Politiet, der kom tilstede, forjaget og stenet; der blev skudt skarpt, fem Negre dræbtes, endeel saaredes, og Roligheden var gjenoprettet.
*) Efter "En Beretning om de dansk-vestindiske Øer", tildeels efter Engelsk, ved Bernhard v. Petersen, Premierlieutenant.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. oktober 1878).
Ubekendt fotograf: Udsigt fra verandaen på Little Princess over sukkermøllen mod Christiansted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.
