Taarbæk. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Taarbek skrives til os: Ud for Taarbæk hersker i disse Dage et livligt Røre. En engelsk Damper "Vine" af Hull - laa de tre sidste Dage i forrige Uge og kæmpede med Isen i Øresund uden at komme synderligt nordpaa. Damperen blev der flere Gange tilbudt Hjælp fra Land, men den nægtede at modtage saadan, da den mente at kunne klare sig selv. Lørdag Aften var den avanceret lige hen til Løbet - den forhen aabne Rende - men havde saa det Uheld at miste Skruen, hvorved Skib og Ladning - Hvede - stod Fare for at tilintetgjøres. Der blev derfor strax sluttet Akkord med Taarbæk- og Skovhoved-Fiskere om for en Betaling af 12,600 Kr. at bringe Skibet til Bolværk i Kjøbenhavn. Arbejdet gaar rask fremad. I Søndags og Mandags er Damperen bragt ca. 3/4 Mil fremad, og bliver Vejret gunstigt kan de 5/4 Mil, som endnu er tilbage, vistnok naas paa 3 a 4 Dage. Der arbejdes med ca. 150 Mand. Isen er af G til 20 Tommers Mægtighed. 

- I Søndags gik en 62 Aar gammel Fisker Lars Nielsen ud fra Skovshoved for i Forening med to Haandværkere at pilke Torsk. Henad Aften, da de gik hjem, blev en gamle Fisker træt og satte sig at hvile paa Isen. Et Par Timers Tid efter de andres Ankomst til Land savnede man Lars Nielsen, og Skovshoved og Taarbæk Fiskere maatte Kl. 12 Søndag Nat ud for at søge efter ham, men forgjæves. I Mandags Aftes fandt man hans Lig lige Udfor "Christians Ro" i Taarbæk i en Vaage. Han er formodenlig gaaet vild paa Isen og derover kommen for langt nordpaa. Da man fandt ham, havde han endnu en Sæk med Torsk i paa Ryggen, hvilken Byrde naturligvis har bidraget sit til at gjøre Mandens vildsomme Vandring besværlig og forhindre ham i at komme op paa den faste Is.

- En af Strandmøllens Arbejdere var i Lørdags Eftermiddag ude paa Sundet for at pilke sammen med sine to konfirmerede Sønner. Søndag Morgen begav begge Drengene sig ene ud paa Isen for at pilke Torsk, men vare saa uheldige at gaa i en Vaage, hvor først den ældste og senere den yngste faldt igjennem Isen. Det lykkedes den ældste, en 13 Aars Dreng at komme op paa Isen, hvorimod den Yngste druknede. Hans Lig blev senere fundet.

(Morgenbladet (København) 5. februar 1879).

Vinter 1878/1879: Billedet "Kjørt vild under snefog". Illustreret Tidende nr. 1008, 19. januar 1879.

St. Croix-Kommissionen. (Efterskrift til Politivennen)

Den vestindiske Kommission har forladt Danmark snart for 14 Dage siden, og dog har endnu intet af Dagbladene beæret den eller dens Kommissorium med videre Omtale. Om Grunden dertil har været den, at man har ment, at der intet var at tale om, eller man helst vilde afholde sig fra at omtale noget, der stod i Forbindelse med Rigsdagens Opløsning, kunne vi naturligvis ikke vide, men endskjønt vi helde til den første Anskuelse, skulle vi dog med et Par Ord omtale Kommissoriet, og hvad man kan vente sig af det: 

Kommissionen skal undersøge Aarsagerne til Oprørets Udbrud. Der er vist ingen, der har læst de mange i Bladene fremkomne Beretninger, det være sig af officiel eller privat Kilde, der ikke er kommen til fuldstændig Klarhed om Aarsagerne til Oprøret. Guvernøren har forklaret det, om end kun antydningsvis. Politimester Petersen i Frederikssted har nøje beskrevet dets Oprindelse og Udvikling, og i en Mængde Privatmeddelelser har man fundet de officielle Rapporter bestyrkede. Hvad vil man da vide mere? passende for en Arbejder, som lige var befriet for Slavelænken, endnu fastholdtes ved Lov i 1878, derfra, at en stor Mængde Arbejdere, der vare fritagne for Arbejderregulativerne og tjente som Daglejere ved Centralkogerierne og paa Plantagerne, tjente det dobbelte af den Løn, som den tvungne Plantagearbejder, der udrettede samme Arbejde, fik, derfra, at Arbejderne om ikke korporligt saa dog ved Skjældsord mishandledes af Planterne, - behøver man virkelig flere Oplysninger for at forstaa, at der paa den almindelige Skiftedag, den 1ste Oktober, let kunde ske Optøjer, der, naar de ikke beherskedes af Militæret, men støttedes af tilbørlige Kvantiteter Rom, kunde udarte til et Oprør som det foreliggende? Der var paa den ministerielle Side stor Forbitrelse, da der i Folketingssalen fra Venstre fremkom Udfald mod Embedsmændene paa St. Croix, Ministeren forsvarede dem endog, og nu viser han dem selv den største Mistillid ved at udsende en Kommission til at undersøge en Sag, hvorom alle ere overbeviste, at de til Dels fra Embedsmænd hidrørende Beretninger ere sandfærdige. 

Saa skal Kommissionen undersøge "den foraarsagede Skade". Tror Finansministeren da heller ikke her paa sin Guvernørs Fremstilling? Og er der nogen, som er saa naiv at tro, at den Kommission, der nu kommer ud et Trediedel Aar efter Ulykken, kan bedømme, hvilken Skade der er sket paa Sukkerværker, Varer, Huse, Marker osv, ad anden Vej, end den, Guvernøren har benyttet i sine Indstillinger, nemlig de anstillede officielle Taxationer? 

Saa kommer endelig det tredie Punkt: Kommissionen skal gjøre Forslag til, paa hvilken Maade der hensigtsmæssigst kan ydes Hjælp til at bøde paa Skaden. Hvis man ikke vidste, at Finansministeren udtrykkelig i Tinget har sagt, at Hjælpen skulde ydes hurtigt hvis den skulde nytte, og hvis man ikke vidste, at 500,000 Kr. ere stillede til Guvernørens Raadighed og af denne ere fordelte, saa kunde man tro, at her var der endelig en faktisk Opgave for Kommissionen, men Hjælpen - de Summer, der vare bestemte til Planterne for at opretholde Sukkerdyrkningen - er jo fordelt, og Meningen med denne store og fine Kommission kan da vel ikke være at dele Penge ud til de Stakler, der ved Branden i Frederikssted ere blevne husvilde. Har man overladt Guvernøren Fordelingen af den store Hjælp, kunde man saamænd gjerne have givet ham den lille med. 

Vilde man, saa kunde man bestemt af det foreliggende Materiale sammenskrive den Beretning, som Kommissionen en Gang maa indlevere, og det synes da næsten overflødigt at vente endnu 4 Maaneder paa den. Men vi ville være taalmodige; finder Kommissionen, efter at have gjennemarbejdet alt, hvad der er fremkommet om Opstanden, at den har en for sine Evner værdig Opgave for sig, saa ønskes den en lykkelig Rejse og skulle i sin Tid hilse dens Beretning som en kjær gammel Ven, der atter gjæster os. Men meget undrer det os, at Finansministeren efter at Hr. Berg ved en faggrundet Fremstilling har paavist den økonomiske Tilbagegang paa St. Croix, ikke har kunnet finde en værdigere Opgave for sin Kommission. Det vilde utvivlsom have haft en langt større Interesse at faa oplyst, om Øen bærer en frugtbar økonomisk Spire i sig, saaledes at man kunde have dannet sig et fuldstændigt og klart Billede af Øens Fremtid. om det er til nogen Nytte, at der aarlig gives Penge til Opretholdelsen af Sukkerdyrkningen, eller om man ikke hellere burde lade den gaa sin Opløsning i Møde, fordi en lønnende Dyrkning dog ikke kan opretholdes. Fik man et ordenligt Svar til Belysning af disse tvende Alternativer, da vilde Kommissionen have løst en forstandig Opgave, nu ønske vi den Lykke paa Rejsen paa dens Rekreationstur. 

Kommissionen er som sagt rejst og Kommissoriet er givet, men der synes, om man da tør tro Rygtet, at ville komme et "Nachspiel", som tegner til at blive det "artigste" ved den hele Sag. Finansministeren forelægger en Lov, hvorved han forlanger Bevilling til at udlaane 1,200,000 Kr. til Planterne; Loven negtes og Rigsdagen opløses, hvorefter Ministeren stiller 500,000 Kr. til Guvernørens Raadighed. Samtidig med dette sætter engelsk Konsul Stevens paa St. Thomas og v. Konsul Armstrong paa St. Croix en Adresse til - Dronning Victoria - i Gang paa St. Croix og faar en Del, hvor mange vide vi ikke, Underskrifter af engelske, skotske og irske Plantere. Adressens Indhold kjende vi ikke nøje, men den er i Hovedsagen en Klage fra danske Borgere til den engelske Dronning over dansk Lovgivning og dansk Administration tilligemed en Paakaldelse af Dronningens Indflydelse for at skaffe de arme Plantere Erstatning for den lidte Skade. Af Underskriverne have to Sæde i Kolonialraadet, og man ser da ogsaa i et Kolonialraadsmøde Guvernøren sige til disse to, at han jo kunde anklage dem for Højforræderi; men det gjør han ikke, nej, han gaar hen og laaner dem Penge til at sætte deres Værker i Stand for. 

- Forholder Sagen sig saaledes, hvad vi have god Grund til at tro, da kunde det nok være at Sporgsmaalet om Danmarks Ære endnu en Gang blev inddraget i den vestindiske Sag. Naar Rigsdagen træder sammen, tvivle vi ikke paa, at de, der ansaa denne Sag for at være Æressag for Danmark, ikke ville holde sig tilbage fra at forlange fuld Oplysning om dette mærkelige Efterspil, der saa sporløst er gaaet forbi Offenligheden herhjemme. Hvor mildt man end vil dømme om Planterne, og hvor meget man end vil skrive paa deres Uvidenheds Regning, et kan man da se, og det er, at saadanne Folk ikke kunne være Medlemmer af et dansk Kolonialraad, og de to Konsulers Forbliven paa deres Poster kan sikkert ikke forenes med den danske Ære. R.

(Morgenbladet (København) 23. januar 1879).

Zigeunertrup i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

En Zigeunerbande er ifølge "Thist. Av." ankommen til Nøkjøbing, boer paa Gjæstgivergaarden "Morsø" og giver Forestillinger i ungarske Danse. Banden er paa Vejen til Nykjøbing bleven forøget med en lille Verdensborger. Rygtet siger, at da Moderen skulde føde, fik hun 3 Snapse Brændevin med Piller i, og da Barnet var født, fik dette en Theskefuld Brændevin med Piller, hvorefter det blev indgnedet med Sne og trillet i en Sæk.

(Horsens Folkeblad 15. januar 1879).

Fra Viborg. - - - Idag er hertil ankommet en Zigeunerbande omtrent lignende den, der gav Gjæsteroller her ifjor Sommer, dog gjør den Indtrykket af at være noget mindre paatrængende, idet den giver det Skin af at ville søge sit Erhverv ved at give Balletprodukiivner i Form af "Nationaldanse" til bedste - hvis den da kan faa et Lokale overladt til saadan Brug. At en saadan Samting halvt vildt udseende Mennesker har Lov til at gjennemstreife vort Land fra Ende til anden, er vistnok en Uting, især naar den, som Tilfældet var med Banden ifjor Sommer, paa alle mulige Maader driver Tiggeri tilmed paa en meget paatrængende Maade, og saa, efter at have sammentigget en god Slump Penge, endda nægter at betale, hvad den har fortæret. Vel kunne saadanne Vagabonder jo blive straffede for Betleri, men hvad generer det en "Zigeuner" at sidde nogle Dage paa Vand og Brød, saa faar han alt frit i den Tid, og hans Opgave er løst uden nogen Ulejlighed fra hans egen Side; naar en slig Bande først paa lovmæssig Maade har holdt sit Indtog her i Landet, er der ikke meget at gjøre for de lokale Politiøvrigheder, men at Troppen "med Tilladelse" kan brandskatte hele vort Land, er i høj Grad ubilligt; vi skulle blot lade slig en Bande gaa syd paa over Grænsen og lade den gaa frem paa samme uforskammede og generende Maade, den vilde vistnok snart blive hjemsendt med en ganske alvorlig Protest.

(Nationaltidende 24. januar 1879. 2. udgave).

Zigeunertruppen i Viborg, skrives der til os fra denne By, gav i Søndags sin første Forestilling, blandt andet bestaaende af Opførelse af "ungarsk Nationaldans". Truppen, hvis Høvding kalder sig "Bomba", bestaar af 13 Personer, af hvilke navnlig - i det Mindste hvad Dans angaar - Høvdingens Søn og Datter (henholdsvis 4 og 5 Aar) spillede Hovedrollerne, og det var ret pudsigt at se disse to Væsener hvirvle sig rundt til Takt af Tamburinen; derimod var det mindre morsomt at se et lille, kun to Aar gammelt Pigebarn, der iøvrigt havde et ganske kjønt Ansigt og smukke Øine, ryge sin Cigar med største virtuositet samt drikke sig en dansk Snaps uden at fortrække en Mine, og det var desværre navnlig disse "Præstationer", der tilsyneladende morede det temmelig talrige Publikum mest. Høvdingens og Frues Dans var meget primitiv og vandt kun Bifald hos dem selv, der ledsagede Dansen med en Del uartikulerede Hyl. De, der vare komne for at se Dans, særlig Nationaldans, bleve vistnok ikke lidet skuffede, men den største Del vare vel ogsaa hidlokket af Nysgjerrighed. Til imorgen Aften averterer den "store Høvding" Bumba en Afskedsforestilling, og der er vel Udsigt til, at han ret snart vil forlægge sin Residens til en anden By, og bliver deres Afreise næppe beklaget af ret mange her i Viborg.

(Nationaltidende 30. januar 1879).

I februar 1879 indlogerede en halv snes personer sig i Hotel Isefjordens gård i Roskilde. Senere i februar 1879 befandt en trup sig på landevejen til Korsør, men blev her på politiets foranstaltning ført sydpå. Den bestod af 12 personer, 

- Iforgaars kom en Zigeunerfamilie, bestaaende af Mand, Hustru og et lille Barn, kjørende hertil fra Brabrand paa et Tospænder-Kjøretøi, der blev trukket af een Hest. Den slog et Lærredstelt op ude paa Vesterbro, og Manden og Konen begave sig strax efter ind til Byen, mens Barnet, der kun var iført et kort og tyndt Skjørt, blev liggende i Teltet. Politiet ville imidlertid ikke give Tilladelse til Ophold her, og Zigeunerne bleve derfor, efter paa Politiets Foranstaltning at have overnattet i en Gjæstgivergaard, igaar Formiddags transporterede ud af Byen, for ad Skanderborg Landevei at drage videre.

(Aarhuus Stifts-Tidende 4. marts 1879).

En Zigeunerfamilie, bestaaende af Mand Kone og Barn, ankom til Skanderborg i Onsdags Eftermiddags. Af Politimesteren havde de erholdt Tilladelse til at opholde sig her et Par Dage. Deres Befordring, som ser yderst tarvelig ud, er ifølge B. Av. tilligemed deres Bolig, et laset Telt, anbragt paa fri Mark ved Byen. Den stærke Blæst, vi have i disse Dage, har sikkert gjort Opholdet her noget "luftigt". Zigeuneren, en godmodig 33 aarig Mand, befatter sig med Kjedelflikkerarbejde, men Forretningen gaar nok kun daarligt. Zigeunersken, der er 22 Aar gl., ser ret godt ud, har et smukt Haar, do. Øjne og Tænder, har "kongeligt" Blod i sine Aarer, idet hun er en Datter af selve den store "Kong" Bomba, Fører for en Trup, som tæller 350 Personer, spredte Europa rundt. Hans herværende Svigersøn, Wumann Johann, er ansat som "Fuldmægtig" ved Hovedtruppen, idet han hersker over en Trup paa 125 Personer, der ligeledes ere spredte rundt omkring. Barnet, en Dreng paa 10 Maaneder, ser snarere ud til at være et Par Aar gl. Der hersker kjendelig et godt Forhold mellem Mand og Kone, og de synes forøvrigt, trods deres tarvelige Udseende, at være velhavende Folk. Manden holder saaledes meget af at tilbringe Dagen ved at drikke "halve Bajere", helst "Expresser til 20 Øre", hvoraf han uden Gene kan drikke 20-30 Stykker daglig, medens han efter en enkelt Kaffepunsch strax faar "Tømmermænd"; heller ikke Sardiner samt Høns og "fint Brød" kaster han Vrag paa. I Skanderborg lever han næppe under en halv Snes Kroner om Dagen. Penge savner Familien ikke; "vi tigge ikke", siger de, og deri kan de sikkert have Ret, siden de til Holstebro - efter Opgivende - afsendte 470 Kr. til en Guldsmed, hos hvem de under deres Ophold der havde laant nævnte Beløb mod Pant i en Del Guldsager. Saavel i Forgaars som i Gaar afsendte Zigeuneren vistnok over et Dusin Telegrammer, bl. A. til Haderslev, Nyborg, Silkeborg, Holstebro, Stockholm; - alt lød paa "Svar betalt". De søge nemlig nogle Medlemmer af Truppen, men kunne, lader det til, ikke finde dem. De høre hjemme i Ungarn, tale og skrive dette Sprog, men forstaa ogsaa lidt Dansk. Ægteparret er viet i Hamburg; de tilhøre den katholske Tro. Naar de tiltale eller tiltales af Fremmede række de stedse venligt Haanden ud samt sige "Du" til Vedkommende. Det hedder, at de afrejse i Dag, rimeligvis Syd paa; men de vente nærmere Ordre fra Kong Bomba, der skal sende dem "en Bog", hvorpaa de kunne hæve Penge i en Sparekasse i Hamborg, hvor Stammens Formue er anbragt. Wumann Johann har ingensinde været Soldat, da hans "Papa", en større Høvding, kjøbte ham fri for 1000 Kr. Man har fortalt os, at hver "Familie" i Reglen udgjør 7-8 Personer, som har en Fører. Den Stamme, hvortil Wumann Johann hører og som er en af de mest anseligste, bestaar af et større Antal Familier, som hver have tilskudt et stort Pengebeløb, fra 10,000 til 30,000 Kr. Den samlede Sum er indsat i en Sparekasse i Hamborg, og heraf lønnes "Kongen" og Høvdingerne, ligesom "Familierne" kunne, naar de ere i Forlegenhed, erholde Laan, der tilbagebetales i bedre Tider. En Gang hvert Aar samles Alle i Hamborg, formodentlig til en Slags "Generalforsamling", hvor "Finansloven" for næste Aar vedtages, Den Familie, der opholder sig her, ejer faste Ejendomme i Flækken Hejde i Ditmarsken. Der bo de paa visse Tider af Aaret, men rejse forøvrigt rundt omkring i Tyskland, Norden, Frankrig, Schweiz o. s. v.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 7. marts 1879).

Typisk annonce for truppen. Her fra Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. marts 1879.

I løbet af 1879 optrådte temaet "zigeunere"i adskillige skuespil, syngestykker, optrædender, maskeballer o. lign. Under fantasifulde fortolkninger. Et par aviser bragte også baggrundsartikler om dem, hvorfra de kom, skikke osv.

I september 1879 forespurgte Grænsegendarmeriet justitsministeriet om hvordan man skulle forholde sig til "zigeunerne" når de søgte adgang til landet, og svaret var at man skulle følge Lov om tilsyn med fremmede og rejsende af 15. maj 1875 § 1, 2. stykke således at zigeunere, tatere ikke kunne gå adgang med mindre de foreviste gennemgående jernbanebillet til København eller Frederikshavn på gennemrejse til Sverige eller Norge. Det var altså ikke tilladt at drage fra sted til sted. Den 19. december 1879 mindede justitsministeren om at "taterselskaber ubetinget burde formenes adgang til landet". Herefter synes omtalen at forsvinde i aviserne. (Se også Anders Enevig: Sigøjnere i Danmark. 1969)

Ulrik Peter Overby (1819-1879) - De Fattiges Digter. (Efterskrift til Politivennen).

Vor meningsfælles digteren U. P. Overbyes

jordfæstelse fandt sted søndag formiddag kl. 11 fra kapellet på Assistens Kirkegård og overværedes af henved tusind mennesker, blandt hvilke der fandtes repræsentanter for alle demokratiske afskygninger. En halv snes fagforeninger havde givet møde med deres faner. Derimod glimrede desværre de socialistiske sangforeninger ved deres fraværelse som sangere. Men grunden må vel søges i den slette årstid og den korte tid der lå mellem meddelelsen om Overbyes død og hans begravelse. Men trods dette er vi overbeviste om at Overbyes socialistiske digte vil leve på arbejdernes læber i mange år.

(Social-Demokraten, 14. januar 1879).

Ulrik Peter Overbyes gravsted på Assistens Kirkegård. På stenen står: "De fattiges digter Ulrik Peter Overby. Født den 17. januar 1818, død den 7. januar 1879. Flugt gaar tiden over livet bølge. Dette minde sattes af sociale sangere." (Foto Erik Nicolaisen Høy).

U. P. Overbyes 100 års mindedag.

I dag afholdes der flere partisammenkomster i anledning af hundredårsdagen for digteren Ulrik Peter Overbyes fødsel.

Enhver socialdemokrat kender navnet U. P. Overbye. Det har utallige gange stået under sangen "Socialisternes Marsch", arbejderklassens gamle kampsang, det sociale gennembruds revolutionshymne, og det er navnlig denne sang, som har skabt digterens popularitet.

Overbye fødtes i København. Hans fader var snedkermester. Sin skoleuddannelse fik han i Hillerød Borgerskole, og det var hans ønske at blive skolelærer, men forældrenes små kår tillod ikke at skaffe sønnen den hertil fornødne uddannelse. Han blev da beskæftiget i handelsvirksomhed og fik ansættelse ved kontorforretninger i omegnen af Trondhjem, i Bergen og Kristiania. Her droges han til scenen og var en kort tid skuespiller.

Der var udvé i U. P. Overbyes sind, og i nogle år for han til søs på Amerika. Da han endelig slog sig ned i sit fødeland, opnåede han en beskeden plads som kopist i Krigsministeriet.

I denne periode, som strækker sig helt op til 1870, havde Overbye syslet stærkt med litterære emner, og under mærket Johannes Barner havde han udgivet digtsamlinger, eventyr, fortællinger og skrevet skuespil Han udgav bl. a. en børnebog, som var meget anvendt i sin tid, og hvori der fandtes en i mangfoldige hjem populær lille sang: "Søren Top stod tidlig op".

Af Overbyes skuespil blev vaudevillen "Karens Kæreste" opført på det kgl. Teater og gjorde straks lykke men blev efter få opførelser henlagt. Man mente, at fru Heiberg, digteren og teaterdirektøren Johan Ludvig Heibergs hustru var forfatteren. Som kunstart var "duftvaudevillen" kommet i miskredit, og et yngre kådt publikum peb så ad Overbyes skuespil. På den måde søgte man at protestere mod den Heibergske kurs, og resultatet blev i al fald, at Overbyes "Karens Kæreste" kom til at afslutte vaudevillernes æra. I 1860 fik han iøvrigt et syngestykke "Cyprianus" til opførelse for det kgl. Teater. Den udmærkede Komponist Henrik Bang skrev musikken til Overbyes lyrik. 

Det blev dog ikke dette forfatterskab, som gjorde Overbyes navn kendt. Hans fattige kår og stærke retfærdighedsfølelse drog til socialismen, da denne I 1870-71 rejste sin stander i Danmark. Men derved mistede han også sin plads som kopist. Da var det, han skrev "Socialisternes Marsch", som blev uhyre populær i arbejderkredse. Melodien, der komponeredes af musikeren Joseph Rasmussen, passede fortræffeligt til teksten. I sangens strofer udtryktes proletarernes vågnende kraft, deres harme over den uret, de har lidt, deres håb for kommende dage.

Adskillige af den berømte arbejdersangs vers passer ikke på vor tid. Men til gengæld maler den så meget desto bedre den tid, i hvilken den fødtes og forklarer arbejderklassens kamp for bedre kår.

Til Trælle i Sind og til Slaver af Guld
den voksende Slægt fostres frem,
og Jorden saa aldrig saa usselt et Kuld,
som det, der paa den nu har Hjem

Således var det i kapitalismens gyldne år, da arbejderne stod uden værn, prisgivne deres udbytteres luner, selv nedsunkne i ligegyldighed, frygt og fattigdom. Hvem regner med disse uorganiserede og magtløse proletarer, hvem digteren lader synge:

Vor Arne er kold og vort Hjem kun et Skjul
for Trængsler, for Tvedragt og Savn,
vor Idræt man lokker i Bur som en Fugl
og kaster Foragt paa vort Navn.

Lønarbejderen var kun skabt til slid i en lang arbejdsdag og for lav løn. Bøjede han sig ikke lydigt under svøben, mødte han autoriteternes vrede og præsternes fordømmelse:

Rigmændene fodres ved Arbejderslid,
og Præsterne fører os frem
til Pøle af Svovl paa den yderste Tid
vis ikke vi ofrer til dem.

Men der er en lysning i øst, håb for de forskræmte. Magt at vinde. Gennem broderskabet, organisationen, skal arbejderne vinde frem til bedre kår og moralsk kraft, som skaber nye vilkår for slægten. Digteren med det profetiske blik stirrede ind i fremtiden og så masserne troppe op under fælles fane. Han talte i et af sine andre digte om "den ny samfundsbygning":

Vi ser den i Aanden, den rejser sig frit
paa Piller af Malm og med Mur af Granit,
mod Lyset sig Bygningen højner.

Og de, som lyttede til digterens krav, følte mod til at tage fat, skønt bjerge af hindringer tårnede sig op på den unge bevægelses vej.

Med store historiske begivenheder som baggrund for sin arbejderdigtning kunne U. P. Overbye digte "Proletarens Vise", hvori linjerne:

naar Sulten og Kulden ham hærdet bar,
da vokser han op som en Proletar,
at han skulde være
Jert Samfund til Ære,
det kan I ej vente af ham!

Men det var alligevel ikke på barrikaden, at regnskabet skulle opgøres. Proletaren har et lyst humør, når han stiller som deltager i kampen for et nyt samfund:

nu afgøres Trætten,
han møder paa Pletten
i straalende Solskinshumør!

Og i langt mildere stemninger end den, der karakteriserer slagsangen "Socialisternes Marsch", lader Overbye i sangen "I Flugt går Tiden" sin tillid til folkets selvstyre komme til orde, thi denne frihed 

gav min Stand et panser
mod Uret og mit Brød en bedre Smag.

Af andre Digte, der vidner om Overbyes store kærlighed til samfundets små, nævner vi "Gamle Arbejdere" og "Fiskerdrengen fra Lynæs".

Overbye levede sine sidste år under trykkende forhold. Pensionen var yderst lille, og Arbejderpartiet kæmpede med store økonomiske vanskeligheder. Med rette kunne man kalde forfatteren af "Socialisternes Marsch" for "De Fattiges Digter".

Han døde den 7. januar 1879 og blev således knapt 61 år gammel. Fr. A. Hertz og Saxo W. Wiegell, der begge havde været knyttet til vort arti som ansvarshavende redaktører af "Social-Demokraten", ofrede ham mindeord i vers.

I Wiegells digt hed det:

Han slog ej Harpen for Geds og Guld,
han var en Sanger for Folket;
naar han er smuldret i mørke Muld,
vil Sangens Tone saa frisk og fuldt
dog melde, hvad han har tolket.

Og således er det. På denne dag, hvor partifæller samles i mindet om U. P. Overbye, vil de kendte ord til Joseph Rasmussens taktfaste melodi lyde med samme kraft som førhen. Meget kan tiderne forandret sig, siden sangen lød for første gang, men "Alt dages det, Brødre" er endnu kampsangen, der varsler en gammel Verdens Undergang:

Det knager i Samfundet Fuger og Baand,
lad falde, hvad ikke kan staa!
Men ræk mig, o Broder, din barkede Haand.
før i Løgn og af Sult vi forgaa;
en Bygning vi rejser til Skærm i vor Nød
til Arbejdet! Liv eller Død!

"Ræk mig, o Broder, din barkede Haand" er devisen, under hvilken arbejderklassen i alle lande lægger ud for folkefrihed, verdensfred og social retfærdighed

A. C

(Social-Demokraten, 17. januar 1918).

I Fyns Social-Demokrat 19. januar 1929 skrev underbibliotekar Chr. Behrend under overskriften "Socialistmarchens forfatter U. P. Overbye" en lang artikel, hvoraf nedenfor bringes nogle udvalgte afsnit som korrigerer og/eller supplerer artiklerne ovenfor:

Da Th. H. Erslew samlede stof til sit litteraturleksikon, bad han forfatterne om at sende ham meddelelse om dem selv, og han modtog da fra Overbye en egenhændig skrivelse (som endnu findes i det kgl. Bibliotek), hvis indhold i det væsentlige blev optaget i lexikonet. Han opgiver her selv at være født den 17. Januar 1818, men senere kirkebogsundersøgelser har vist (se Historiske Meddelelser om København 1917-18) at den rigtige dato var 17. Januar 1819. Hans fader var snedkermester i København Steffen Peter Overbye (staves også Overby), hans moder Maria Kirstine var datter af en gårdbruger Jørgen Knudsen på Frederiksberg. Han, der var den ældste eller næstældste af 9 søskende, skulle have været skolelærer, 

Hele sit liv interesserede han sig for læsning og bøger, og han selv begyndte allerede i Norge at skrive digte og fortællinger til blade og tidsskrifter (bl. a. til "Morgenbladet" i Oslo). I 1847 udkom hans første bog, "Blomstrende Tomekviste", og i 1848 udsendte han flere smådigte i anledning af krigen. Det er måske ved denne sin forfattervirksomhed, at han er kommet i forbindelse med den højtansete finansembedsmand Jonas Collin, der synes at have hjulpet ham privat og skaffet ham noget arbejde, sagtens med afskrivning, som det fremgår af følgende brev fra ham:

Deres Excellence

Dette Arbejde, som jeg herved har den Ære at aflevere, burde for lang Tid siden have været færdigt, og jeg maa derfor, som jeg saa ofte forhen har gjort, bede om Tilgivelse. Betalingen for nærværende Arbejde, saavel som for alle tidligere afleverede Arbejder, har jeg ... forlængst erholdt.

Min Gæld ser jeg mig desværre endnu ikke i Stand til at afgøre, og jeg vover at bede om Henstand endnu nogen Tid. Jeg boer, som Deres Excellence bekendt, fremdeles i Valby og har mit lille Bibliotek her; men det gaar kun tarveligt med Indkomsterne.

Ethvert Bud, det maatte behage at sende mig, vil komme til mig under Adresse: Jernbanestationen ved Valdby.

Valdby, den 1. Maj 1848.
Med inderlig Højagtelse og dyb Ærbødighed
U. P. Overby.

Når Overbye boede på jernbanestationen, må han enten have haft en underordnet stilling som assistent eller lignende eller været lejer. Stationsinspektør var nemlig dengang en kaptajn Hoffmann, og da denne indkaldtes til krigstjeneste, en banemester Weber.

Også med grevinde Danner havde Overbye en tid forbindelse, og det er vel indflydelse fra hendes eller Collins side, der skaffede ham en kgl. understøttelse til videre uddannelse på den litterære bane og siden (1848) en lille fast stilling. Selv skriver han: "Efter et bevæget ungdomsliv blev han ansat som kopist i krigsministeriet, og kun gode venners bistand og velvilje har styrket og opretholdt hans mod efter mange ulykkelige livstilskikkelser og tilintetgjorte forhåbninger."

Han havde den 2. april 1848 ægtet Ane Sophie Petersen, enke efter en dyrlæge Madsen i Middelfart, men stadig synes han at have måttet kæmpe med mismod og trange kår. Da han således havde tilegnet H. C. Andersen sit lille eventyr "Lærkefamilien" af Johannes Barner (under dette navn udgav han nogle af sine bøger), skriver han til ham:

Hr. Andersen! 

Min lille Bog sender jeg Dem i det Haab, at De vil modtage den med Venlighed. Den indholder et af de Lysglimt, Vorherre kaster ind i mit paa mørke Udsigter saare rige Liv.

5. Decbr. 1852

Med Højagtelse ærbødigst
Johannes Barner.

Foruden Andersen har han også kendt digteren Carl Bagger, til hvem han har skrevet et digt 1844.

- Overbyes forfatterskab strakte sig over flere områder: han skrev en ABC (1854), en Læsebog (illustreret af Lorentz FrøIich), det omtalte eventyr "Lærkefamilien" og digte, som han udgav samlede 1858 heri findes bl. a. det bekendte: "Har man ungdomskræfter, er en lystig Fyr"; det smukke lille digt "Fiskerdrengen fra Lynæs", "Paa Gaden Juleaften", "Lille Karen", hvortil J. P. F.. Hartmann satte musik, "Naar Solen skinner" (musik af N. W. Gade). "Stæren sad paa Kviste ..", den smukke sang "l Flugt gaar Tiden", hvori disse Linjer:

Thi en Gang lettes Byrden, som har tynget 
paa mangen Kreds og mangt et Samfunds Magt,
og eu Gang vil de alle genforynget
gaa op i et: en mægtig Broderpagt.

Mange af disse vers er kønne, men når de ikke vakte stor opmærksomhed, har det vel været, fordi de i meget føltes som efterligninger af andre samtidige (Chr. Winther, H. C. Andersen); desuden viste de undertiden nogen ubehjælpsomhed i udtrykkene.

 I 1860 opførtes et stykke "Cyprianus" (i en akt med musik af Henrik Rung); det var anonymt, og Overbye antoges af mange for dets forfatter; det kan dog anses for sikkert, at det ikke skyldtes ham, men forfatterinden Ida Nielsen.

1871 mistede han sin hustru, den 1. April 1875 sin lille stilling i ministeriet; til sidst fremlagde han en lægeerklæring, at han i nogle måneder skulle bruge elektrisk behandling (ondet synes altså at være af nervøs natur); dette tillodes ham også, men han søgte nu selv sin afsked, måske fordi han følte sig for svag til at virke længere i denne stilling, hvori han havde været ansat i 27 år; at han skulle være afskediget af politiske grunde, foreligger der ikke noget om i ministeriets papirer. Om hans dårlige økonomiske forhold også på dette tidspunkt vidner flere ansøgninger om forskud, pekuniær støtte og lignende.

Overby fik en vej opkaldt efter sig i Den røde by i Valby (VOB), et boligområde med oprindeligt arbejderboliger i Valby. Kvarteret er anlagt af Valby og Omegns Byggeforening, der blev grundlagt 16. februar 1898 af bryggeriarbejdere. Kvarteret består af 100 enkelthuse, der ligger på Christen Bergs Allé, Overbys Allé, J.P.E Hartmanns Allé samt Traps Allé i Valby. Arkitekt var Julius Bagger.

Dekret om Erstatning efter The Fireburn. (Efterskrift til Politivennen)

 Janus August Garde,

Gouverneur for de dansk-vestindiske Øer,

Kammerherre,

Commandeur af Danebrog og Danebrogsmand

GJÖR VITTERLIGT: Da det er anseet for nödvendigt, at der uden Ophold træffes Bestemmelse om Lettelser for Eierne af de under Opstanden paa St Croix i October Maaned 1878 ödelagte Bygninger og Sukkerværker med Hensyn til disses Gjenopförelse og Istandsættelse, saa bliver herved i Kraft af den mig ved Coloniallovens §4 overdragne Myndighed, foreløbigen fastsat og anordnet som fölger.

§1

Alle Materialier, der fra 1ste October 1878 at regne og inden 31ste Marts 1880 indföres til St. Croix og som beviisligt anvendes til Gjenopförelsen af de under Opstanden i October Maaned 1879 Ödelagte Bygninger i Byen Frederiksted og paa Landet samt til Istandsættelsen af de ved samme Leilighed beskadigede Værker og Indretninger samt Brugsgjenstande m.m., bestemte til Tilvirkning af Sukker og dettes Biproducter, ere fritagne for den ved Lov angaaende Handel og Skibfart paa St. Croix af 30te Juni 1850 §6 foreskrevne Indförselstold, saaledes at denne godtgjöres vedkommende Eiendomsbesidder, under saadanne nærmere Bestemmelser med Hensyn til Controllen, som blive at fastsætte af Gouvernementet. For de i nævnte Öiemed alt tidligere indförte Materialier vil den erlagte Udförselstold kunne tilbagebetales, naar de fornödne Beviisligheder for Anvendelsen ere tilstede.

§ 2

Alle Gældsforskrivninger der i ovennævnte Tidsrum udstædes for Pengeforstrækninger til Gjenopförelsen og Istandsættelsen af de som nævnt i §1 ødelagte Bygninger og Værker, ere fritagne for Brugen af stemplet Papir. Forsaavidt de allerede forinden denne Anordnings Kundgjörelse maatte være udstedte, er den, der har bestridt Udgiften, berettiget til at erholde den godtgjort af Colonialkassen. 

Hvorefter alle Vedkommende sig have at rette.

Gouvernementet for de dansk-vestindiske Öer,

St. Thomas den 24de December 1878.

Under min Haand og Gouvernementets Segl

AUG. GARDE

(L. S.)

(St. Croix Avis, 1. januar 1879)

Til

HERR W. H HEYLIGER.

3die Marts, 1879.

Ved under Dags Dato at overlevere Commissionen en Gjenpart af nogle paa et Möde i Frederiksted den 1ste d. M. vedtagne Resolutioner har De i Forbindelse med flere andre Herrer anmodet om at maatte möde for Commissionen for at udtale Dem angaaende Aarsagerne til det 1 October f. A, stedfundne Oprör m, m. 

Commissionen tillader sig i den Anledning herved at meddele Dem til videre Communication for Medundertegnerne af de ovennævnte Resolutioner, at man, efterat Commissionen har taget sin Bestemmelse med Hensyn til de Personer, hvis Forklaring den har anseet det af Vigtighed for Udförelsen af det den allernaadigst ovordragne Hverv at erholde, saameget mindre findes Anledning til at efterkomme de Herrers Anmodning som der alt er givet en stor Deel af Undertegnerne af de nævnte Resolutioner og navnlig, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige de Herrer Medlemmer af Comiteen, Leilighed til at udtale sig for Commissionen.

(St. Croix Avis, 22. marts 1879)

Guvernørhuset i Christiansted. Årstal ikke angivet. Det Kongelige Bibliotek.