Atter et Bevis paa Pengenes Magt overfor den fattige og Arbejderen. (Efterskrift til Politivennen)

Som man véd, er Petroleum et Belysningsmiddel, som har stor Udbredelse og som er det billigste for os mindre Bemidlede. Gas kan vi ikke bekoste og Lys giver mindre godt Lys. Jeg bruger en Fl. hver anden Dag. Da jeg for nogle Dage siden kom for at købe Petroleum kostede Flasken 30 Øre, tidligere gav jeg kun 22 Øre, altsaa 25 pCt. mere; jeg spurgte min Urtekræmmer om Grunden til denne Forhøjelse, og han svarede mig, at Svineslagter Heymann havde opkøbt Alt, hvad han kunde faa, og Prisen var stegen fra 13 ½ Kr. til 20 Kr. Han skal have opkøbt ca. 1200 Fade, som han let kan gøre, da denne Storborger har en stor Pengepung med mange Penge i. Selv har han ikke fortjent disse, men har nok arvet dem efter sin Fader, der efter Sigende har været Brandmajor. Foreløbig har han ved denne Operation trukken 25,000 Kroner ud af de Ubemidledes Lommer, og dernæst kommer hans Fortjeneste, som siges at blive 30,000 Kr., for han vil nok have 30 Kr., ja Urtekræmmeren mente endog 40 Kr. for 100 Pd. Dersom Hr. svineslagter Heymann i sit Ansigts Sved skulde som Arbejder fortjene ovennævnte Beløb, da maatte han som den evige Jøde vandre paa Jorden til evig Tid. - Smukkere havde det været af denne Hr. Svineslagter, om han havde lindret Nøden i denne trange Tid for Arbejderne, som skriger efter det nødtørftige Brød, af alt hans let erhvervede Overflod, end at pine og plage den Uheldigstillede og bidrage til at formere den alt store eksisterende Nød.

Fra en Abonnent paa "Social- Demokraten".

(Social-Demokraten 11. februar 1879).

Der kan være tale om grosserer Philip Wulff Heyman (1837-1893). Han blev grosserer 1861 som smøreksportør. I 1866 opførte han Kjøbenhavns Svineslagteri der blev et af de største eksportører af flæsk. I 1880'erne opkøbte og etablerede han stadig flere slagterier. 

Til Blikkenslagerne udenfor Fagforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

Ærede Kolleger! '

Som Eder bekendt indtraf for kort Tid siden to ulykkelige Tilfælde paa Bryggeriet Karlsberg, hvor to af vore Kolleger nedstyrtede og slog sig ihjel. Som de fleste af Eder bekendt var ingen af dem i Fagforeningen og kunde altsaa ikke tilkomme nogen Begravelseshjælp af Foreningens Kasse; den ene var endog gift og efterlod sig Kone og to smaa Børn, uden Midler til al begrave Manden for. Hvor mange er der ikke blandt Eder, som er gift og ligesaa daarligt stillet, saafremt slig en Ulykke skulde overgaa en af Eder. Vi havde ventet, at disse to Tilfælde skulde have været Eder en Advarsel, en Paamindelse om de Pligter I har mod Eder selv og Eders Familje; ti hvem Andre er del som maa undgælde for Eders Sløvhed og Ligegyldighed end Eders Familje, saafremt Ulykken skulde ramme en af Eder. Ingen af os véd, naar vi om Morgenen gaar til vort ofte livsfarlige Arbejde, om vi da kommer raske tilbage, eller om vi maaske inden Aften befinder os blandt de Dødes Tal. Derfor er det vor Pligt, saavel Gifte som Ugifte, at sikre os saaledes, at vi ikke behøver at ligge Familje eller Bekendte til Byrde, hvis vi skulde blive ramt af en Ulykke; ti Enhver kan afse de faa Øre om Ugen til Foreningen. I har saa ofte før sagt, at det ikke nyttede at være i Foreningen, da den ikke hjalp Jer, naar I blev syge; nu da den baade yder Eder Syge- og Begravelseshjælp og Understøttelse i arbejdsløse Tider, hvad kan I da forlange mere for ca. 30 Øre om Ugen? Enhver kan afse dem naar han har Arbejde, ti naar han er arbejdsløs er han jo kontingentfri og nyder desuagtet alle Rettigheder fra Foreningens Side. Paapeg en eneste Forening, som yder mere Hjælp for saa billig Betaling end Fagforeningen gør. Storborgerne har ofte Ret, naar de siger at mange Arbejdere hellere bruger deres Penge paa Værtshusene, end de sørger for deres Familje; ti I sidder heller Lørdag Aften og spiller Sjavs i en Beværtning og bruger henved et Par Kroner, end I ofrer 30 Øre til Fagforeningen for at sikre Eder selv og Eders Familje mod Følgerne af et eller andet uheldigt Tilfælde. Og I, som er unge, I burde netop slutte Eder til Fagforeningen; ti blandt dens første og bedste Støtter findes netop Fagets ældre og dygtigste Arbejdere. Nutidens yngre Svende er virkelig sjælden saa duelige, at de af den Grund skulde genere sig for at slutte sig til de Ældre. Derfor Kolleger, saavel gamle som unge, slut Eder til vor Forening, som kun arbejder for Eders eget Vel, og hvis Formaal kun er hele Fagets Gavn. Derfor Kolleger, slut Eder til Eders Kammerater, saa at Eders Familje kan fordre Hjælp af dem, naar en Ulykke overgaar Eder, saa at de ikke behøver at ty til Storborgernes Hjælp, ti Enhver véd, at Storborgernes Godgørenhed strækker sig til andre Sider end til Arbejderne. Slut Eder til Eders Kammerater, at det ikke behøver at gaa Eders Familje som det gik den ene af vore ulykkelige Kollegers Enke, der tyede til den Mands Hjælp, paa hvis Bygning hendes Mand var kommen saa ulykkelig af Dage; ti den Mand, som giver flere Hundrede Tusinde Kroner til Slotte og Teatre, han bød den stakkels Enke 16 Kr. til en Kiste og for Øvrigt i kunde hun jo lade ham begrave paa Fattigvæsnets Bekostning. Men en saadan Hjælp af 16 Kr. vilde ethvert rettænkende Menneske jo afslaa, hvilket ogsaa hin ulykkelige Enke gjorde. I Sandelig, et smukt Bevis paa storborgerlig Godgørenhed. Derfor, Kolleger! slut Eder til Eders Kolleger i Fagforeningen, ti kun ved indbyrdes Sammenslutning kan I vente kraftig Støtte.

Derfor, slut Eder til Fagforeningen.

Nogle Medlemmer af Fagforeningen.

(Social-Demokraten 6. februar 1879).

Paragraph 5 ophæves. (Efterskrift til Politivennen)

Det nordslesvigske Spørgsmaal. Fra London telegraferedes under Gaars Dato: Det ministerielle Organ Standard indeholder i Dag en ledende Artikel, hvis væsenligste Indhold er følgende: Bismarck benytter Lejligheden ved sin politiske Berømmelses Dalen til at minde Verden om sin Indflydelse paa Evropas Kort og til at trodse det gjenoplevende Frankrig, hvor ingen vil lægge ham Hindringer i Vejen. § 5 er kun optagen i Pragerfreden ved Kejser Napoleons personlige Mellemkomst; Republiken kan ikke overtage Ansvaret for hans Fejlgreb. Sagen kan for Frankrigs Vedkommende hverken fremkalde Protest eller Fortrydelse. Østerrig har al Grund til at bevare sit Venskab med Tydskland og Evropa maa glæde sig ved ethvert Bevis paa Venskab mellem de to Centralmagter, der ere saa nødvendige for den evropæiske Ligevægt. England vil maaske med nogen Bitterhed mindes Lord Palmerstons Brud paa sit Løfte, men ingen kan vente, at England skal optræde som Nordslesvigs Ridder. Bismarck maa afgjøre denne Sag med sin Samvittighed og de nordslesvigske Deputerede. Skjønt han ikke er hævet over personlige Hensyn, er han dog næppe bleven tilskyndet til dette Skridt, ved den Velkomst, der bragtes Hertugen af Cumberland i Kjøbenhavn; det er rimeligere, at han her har set sit Snit til at gjøre en god Forretning for det tydske Rige og samtidig straffe sine politiske Modstandere. Sagen vil næppe hæve Bismarck i det offenlige Omdømme, men vil ikke vække Avindsyge eller Misundelse. - Telegrammet tilføjer: Artiklen er i sin Helhed meget indifferent og viser liden Følelse - for den danske Sag. 

- Wien, den 5te Februar. Wiener "Abendpost" gjengiver den tydske Reichsanzeigers Offenliggjørelse af Traktaten om Ophævelsen af 5 i Pragerfreden og tilføjer, at Datoen for Traktatens Afslutning, nemlig den 11te Oktober 178, for saa vidt synes værd at lægge Mærke til, som den i og for sig allerede synes at afkræfte visse Versioner, der ere blevne fremsatte angaaende den ydre Anledning til denne nye Overenskomst.

(Morgenbladet (København) 5. februar 1879).

D. K. H. Hertugen og Hertuginden af Cumberlands Afreise fra Kjøbenhavn. Illustreret Tidende nr. 1007, 12. januar 1879.

Nationalgalskab og Storborgerpolitik

Medens de nationalgale Danskere bliver skrækkelig begejstrede ved Tanken om Kong Knud den Store samt Valdemarerne og Margarethe, der alle udvidede Danmarks Grænser paa andre Nationers og Rigers Bekostning; medens man priser Gorm den Gamle, der samlede alle de danske Smaariger under sit Scepter, nærer man det grænseløseste indirekte Had imod Kejser Wilhelm, idet man giver Bismarck de værste Navne, fordi denne Kejserens Statsmand har formaaet at gensamle det tyske Rige under ét Scepter og tillige annekteret nogle n indre Landsdele, hvis Indbyggere ikke ere Tyskere.

Vi ere ingenlunde Bismarckbeundrere, nej, tvertimod; men vi anføre kun foranstaaende Eksempel, som Bevis paa den inkonsekvente Tænkemaade, som vore og rimeligvis alle andre Folkefærds nationalgale Mennesker ere i Besiddelse af; hvad de betragter Stort hos dem selv, bliver Lavt og Usselt hos Andre; hvad der, udført af Nationens egne Statsmænd, betragtes som fin Politik og Klogt, bliver, naar det udføres af andre Landes Statsmænd og imod os, kun gemene Kæltringestreger.

Naar vore Konger eller Generaler slog de fjendlige Hære paa Flugt og rasede med Ild og Sværd i Fjendens Land, da betragtedes de som store Helte og kække Erobrere; men var Forholdet omvendt, var det Fjendens Hære og Generaler, der brandskattede i Danmark, da betragtedes og benævnedes de som Røvere og Mordbrændere, og vi benægte ikke, at Benævnelsen passer saare godt; men vi tænker Tanken helt ud og siger: Er hine Feltherrer Røvere og Mordbrændere, da ere vore det ogsaa. Er hine Diplomater Kæltringer, da ere vore under lignende Forhold det ogsaa. Men vi undskylder i dette Tilfælde Folkenes Flertal; ti de ere uoplyste og lader de Faa tænke for sig; ti hvad Regenterne og deres Raadgivere en Gang har fortalt dem at være rigtig, tror de paa og forsvarer med Kroppen, uden nogensinde tilgavns at veje det Meddelte paa Eftertankens Vægtskaal. Naar derfor den ene Nation staar op mod den anden, tror ganske sikkert hvert Lands Befolkning, at Retten er paa deres Side; ti deres Lærere og Statsmænd har nu en Gang fortalt dem saaledes, og Folkenes Flertal bliver derfor, naar de er uoplyste, kun et mere eller mindre nyttigt Redskab i de mere eller mindre rettænkende Statsmænds Hænder.

De nationalgale Danske opløfte i denne Tid et Ramaskrig over Østrigs og Prøjssens Overenskomst af 11. Oktober 1878, ved hvilken Afgørelsen af Nordslesvigernes Skæbne aldeles lagtes i Prøjsens Hænder; vi indrømmer villig, at den Maade at opfylde Forpligtelser paa er lumpne, skøndt vi i Grunden slet ikke tror at Slesvigerne har det daarligere under tysk Kommando end under vore Nationalliberales, blandt hvilke Orla Lehmann, et af nævnte Partis Førere nok en Gang har sagt: "at vi med Blod skulde skrive paa Slesvigernes Rygge at de var danske."

Det, Slesvigerne føler sig mest trykkede af nu, er rimeligvis den lange Militærtjeneste; men paa den anden Side har de Fordelen af en bedre Valglov, og af at høre til en stor Nation der vel nok ledes af en Bismarck, der med Folkerepræsentationens Hjælp har faaet vedtaget en Undtagelseslov mod Socialdemokratiet; men dog endnu ikke kan siges at have havt et Ministerium, der har udstædt provisoriske Finanslove.

De, der vel egentlig føler sig mest skuffede ved Bortfjærnelsen af § 5 er sikkert en Del danske Embedsjægere; men at de har troet at Bismarck nogensinde vilde opfylde den, røber en Hjernetomhed der er ægte dansk nationalliberal; ti Konsekvensen af en Folkeafstemning i Nordslesvig vilde fra Bismarcks Side være en Anerkendelse af Folkenes Ret til at bestemme til hvilken Nation de vilde høre, og med Blikket paa Elsas-Lothringen og Hannover, vil Bismarck nok vogte sig for at gaa paa en slig politisk Vildmand.

At Prøjssen og Østrig har begaaet denne Streg med Pragerfredens Paragraf 5 beviser kun, at Retsfølelsen staar paa et meget lavt Standpunkt i det bestaaende Samfund, hvor de Store ustraffede kan træde de Smaa under Fødder. De store Fyrster annektere de smaa Fyrsters Riger og narrer deres Diplomater og Ministre. De smaa Landes Ministre respektere ofte sletikke Lovene men handle stik mod Folkerepræsentationernes Fordringer. Dommerne gaa ofte de Mægtiges Ærinder for at undertrykke de Laverestillede. De store Spekulanter og Entreprenører tager Brødet af Munden paa de mindre Næringsdrivende og Haandværksmestre, og de store Fabrikanter udbytte de Tusinder ja Miljoner af Arbejdere paa den mest skammelige Maade, og hvad er Grunden hertil?

Grunden er den, at Magten nu sidder i Spydodden, i Bajonetten og Politikniplen, der alle staa til de Mægtiges Tjeneste. Ja, vi lever i en Næverettens Tidsalder, i hvilken Magt er Ret; men det bør ikke saaledes være; Stridsøksen maa graves ned og Oplysningen maa stige, Menneskene maa lære at betragte hinanden som Brødre, og at respektere hverandres eneste sande Ejendom, det fulde Udbytte af Enhvers Arbejde. Raaheden, Absolutismen, Egenkærligheden og Tyranniet maa stødes fra Tronen og Humaniteten, Sandheden og Retfærdigheden indtage Højsædet i Folkenes Midte, kort sagt, Socialismen maa gennemføres. Derfor Meningsfæller, kæmper alle for Gennemførelsen af en socialistisk Samfundsorden; ti kun under den kan alle Menneskene blive lykkelige.

(Social-Demokraten 15. februar 1879).

- Fra Tydskland fremlægges stedse flere Vidnesbyrd om den Fordel, Bismarck har vidst at drage af det dansk-cumberlandske Ægteskab, som er bragt i Stand under Hr. Estrups konstitutionelle Ansvar, og jævnsides dermed gaar Antydninger af, at en Regering, der havde haft et sundere Blik for Landets Velfærdsanliggender, vilde i det samme Ægteskab have fundet Chancer for et helt andet Resultat end det nu foreliggende. Det welsiske Spørgsmaal indeholder en af de største, maaske endog den største Vanskelighed for det tydske Riges Enhed; thi Welserne ere ikke en lille Flok misfornøjede i det undergaaede Kongerige Hannover. Den afdøde Konge Georg V's Minister Windthorst, tydsk Rigsdagsmand fra Meppen, har i sin Tjeneste ikke blot de faa welsiske Hannoveranere, han er den energiske og talentfulde Leder af det mægtige katholske Parti, der tæller ca. 100 Medlemmer i den tydske Rigsdag og har kunnet rejse den katholske Befolkning til en langvarig og haardnakket Kamp mod den tydske Statsmagt, til en Modstand, der er ved at udmatte det stærke Bismarckske "Kulturregimente". Men paa det katholske Centrums Agitationsprogram mod den tydske Rigsenhed staar ved Siden af Kampen for Pavekirkens Selvstændighed overfor Staten det afsatte hannoveranske Kongehuset Fordringer, og Hr. Windthorsts Parti vilde miste en os sine stærkeste Løftestænger, hvis Hertugen af Cumberland lod sine Arvekrav falde. Disse Forhold, der ikke synes tilstrækkelig vurderede her i Landet, maa man have i Erindring for at forstaa den høje Grad af Uvillie, som Ægteskabet, men navnlig den danske Regerings Hædersbevisninger til den welsiske Prætendents Venner og Bryllupsgjæster have vakt i Tydskland. Maaske havde en dansk Regering, hvis Særpræg ikke var Uduelighed, have kunnet udrette noget hos Hertugen af Cumberland, der efter tydske Blade, hvis Udtalelser endog ere blevne optagne i danske ministerielle Blade, ikke for sin Person skal være utilbøjelig til en fredelig Overenskomst med det tydske Rige, men holdes tilbage af Welserne og særlig Hr. Windthorst; maaske kunde det danske Hof og Ministeriet have gjort sig Tydskland forbunden ved at sætte Hertugen Betingelser, der ikke vare ham personlig imod, for et Samtykke til Ægteskabet. I det Sted har Hoffet og Hr. Estrup naaet at ophidse Stemningen i Tydskland imod os og beredet Traktaten af 11te Januar den gunstigste Modtagelse. Langt om længe, men først da det var bagefter, skal det være gaaet op for Hr. Estrup, at der ved Formælingen og dens Tilbehør spilledes farligt Spil; en Brevskriver til "Dagbladet" i Kristiania meddeler, at Hr. Estrup lagde sig i Vejen for Hoffets Plan om at beholde Hertugen her i Landet. Da var imidlertid den hele Affære afsluttet. Tydsklands havde forlængst taget sit Standpunkt. Desværre kunde - skrives fra Berlin til det nævnte norske Blad - Øjeblikket til Offenliggjørelsen af Traktaten ikke være gunstigere eller klarere valgt. "Under almindelige Omstændigheder vilde maaske selv i den tydske Presse enkelte Stemmer have hævet sig til Fordel for de prisgivne Nordslesvigere; men nu da det kjøbenhavnske Hofs ukloge Adfærd ved den hannoveranske Formæling og det af lutter Loyalitet politisk umyndige Kjøbenhavns vilde Festfryd i samme Anledning havde vakt en heftig Forbitrelse i Tydskland, har man i det gamle Luftes Inddragning kun seet et berettiget og kraftigt Svar paa en Udfordring fra dansk Side; og paa Nordslesvigernes skuffede Forhaabninger og sørgelige Stilling har ingen Tydsker, selv ingen af de humaneste, spildt et Suk eller et Ord"

(Morgenbladet (København) 19. februar 1879).

Protest imod § 5's Udslettelse 239 Valgmænd offenliggør i "Dannevirke" følgende Udtalelse: Ved den den 11te Oktober 1878 mellem Prøjsen og Østrig afsluttede Traktat er den Prøjsen paahvilende Forpligtelse til, efter en forudgaaet fri Afstemning af Befolkningen at give Nordslesvig tilbage til Danmark, hævet. Vi haabe, at den Sag, der er et Livsspørgsmaal for os og vore Medborgere, ikke dermed skal have fundet sin endelige Afgørelse. Men for at der ikke skal være nogensomhelst Tvivl om, hvilke Indtryk Tanken om en endelig Adskillelse fra Danmark vilde gøre paa den nordslesvigske Befolkning, føle vi undertegnede Valgmænd, som det langt overvejende Flertal af Befolkningen har kaaret til at vælge dens Repræsentanter i den prøjsiske Landdag, os foranledigede til følgende Udtalelse :

Vi have Sprog, aandeligt Liv og Fortids Minder tilfælles med det danske Folk. Vi have følt os lykkelige da vort Land hørte til det danske Rige; vi have aldrig begæret at skilles fra det, og det vilde være den dybeste Sorg og den bittreste Kummer, der kunde beredes Nordslesvigs Befolkning, om det skulde være Betydningen af den nu afsluttede Traktat, at vi derved definitivt skulde være adskildte fra det Folk, i hvilket vi have vor naturlige Rod. Haderslev Kreds og Aabenraa Amt, i Marts 1879).

(Underskrifterne).

(Social-Demokraten 19. marts 1879)

Taarbæk. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Taarbek skrives til os: Ud for Taarbæk hersker i disse Dage et livligt Røre. En engelsk Damper "Vine" af Hull - laa de tre sidste Dage i forrige Uge og kæmpede med Isen i Øresund uden at komme synderligt nordpaa. Damperen blev der flere Gange tilbudt Hjælp fra Land, men den nægtede at modtage saadan, da den mente at kunne klare sig selv. Lørdag Aften var den avanceret lige hen til Løbet - den forhen aabne Rende - men havde saa det Uheld at miste Skruen, hvorved Skib og Ladning - Hvede - stod Fare for at tilintetgjøres. Der blev derfor strax sluttet Akkord med Taarbæk- og Skovhoved-Fiskere om for en Betaling af 12,600 Kr. at bringe Skibet til Bolværk i Kjøbenhavn. Arbejdet gaar rask fremad. I Søndags og Mandags er Damperen bragt ca. 3/4 Mil fremad, og bliver Vejret gunstigt kan de 5/4 Mil, som endnu er tilbage, vistnok naas paa 3 a 4 Dage. Der arbejdes med ca. 150 Mand. Isen er af G til 20 Tommers Mægtighed. 

- I Søndags gik en 62 Aar gammel Fisker Lars Nielsen ud fra Skovshoved for i Forening med to Haandværkere at pilke Torsk. Henad Aften, da de gik hjem, blev en gamle Fisker træt og satte sig at hvile paa Isen. Et Par Timers Tid efter de andres Ankomst til Land savnede man Lars Nielsen, og Skovshoved og Taarbæk Fiskere maatte Kl. 12 Søndag Nat ud for at søge efter ham, men forgjæves. I Mandags Aftes fandt man hans Lig lige Udfor "Christians Ro" i Taarbæk i en Vaage. Han er formodenlig gaaet vild paa Isen og derover kommen for langt nordpaa. Da man fandt ham, havde han endnu en Sæk med Torsk i paa Ryggen, hvilken Byrde naturligvis har bidraget sit til at gjøre Mandens vildsomme Vandring besværlig og forhindre ham i at komme op paa den faste Is.

- En af Strandmøllens Arbejdere var i Lørdags Eftermiddag ude paa Sundet for at pilke sammen med sine to konfirmerede Sønner. Søndag Morgen begav begge Drengene sig ene ud paa Isen for at pilke Torsk, men vare saa uheldige at gaa i en Vaage, hvor først den ældste og senere den yngste faldt igjennem Isen. Det lykkedes den ældste, en 13 Aars Dreng at komme op paa Isen, hvorimod den Yngste druknede. Hans Lig blev senere fundet.

(Morgenbladet (København) 5. februar 1879).

Vinter 1878/1879: Billedet "Kjørt vild under snefog". Illustreret Tidende nr. 1008, 19. januar 1879.

St. Croix-Kommissionen. (Efterskrift til Politivennen)

Den vestindiske Kommission har forladt Danmark snart for 14 Dage siden, og dog har endnu intet af Dagbladene beæret den eller dens Kommissorium med videre Omtale. Om Grunden dertil har været den, at man har ment, at der intet var at tale om, eller man helst vilde afholde sig fra at omtale noget, der stod i Forbindelse med Rigsdagens Opløsning, kunne vi naturligvis ikke vide, men endskjønt vi helde til den første Anskuelse, skulle vi dog med et Par Ord omtale Kommissoriet, og hvad man kan vente sig af det: 

Kommissionen skal undersøge Aarsagerne til Oprørets Udbrud. Der er vist ingen, der har læst de mange i Bladene fremkomne Beretninger, det være sig af officiel eller privat Kilde, der ikke er kommen til fuldstændig Klarhed om Aarsagerne til Oprøret. Guvernøren har forklaret det, om end kun antydningsvis. Politimester Petersen i Frederikssted har nøje beskrevet dets Oprindelse og Udvikling, og i en Mængde Privatmeddelelser har man fundet de officielle Rapporter bestyrkede. Hvad vil man da vide mere? passende for en Arbejder, som lige var befriet for Slavelænken, endnu fastholdtes ved Lov i 1878, derfra, at en stor Mængde Arbejdere, der vare fritagne for Arbejderregulativerne og tjente som Daglejere ved Centralkogerierne og paa Plantagerne, tjente det dobbelte af den Løn, som den tvungne Plantagearbejder, der udrettede samme Arbejde, fik, derfra, at Arbejderne om ikke korporligt saa dog ved Skjældsord mishandledes af Planterne, - behøver man virkelig flere Oplysninger for at forstaa, at der paa den almindelige Skiftedag, den 1ste Oktober, let kunde ske Optøjer, der, naar de ikke beherskedes af Militæret, men støttedes af tilbørlige Kvantiteter Rom, kunde udarte til et Oprør som det foreliggende? Der var paa den ministerielle Side stor Forbitrelse, da der i Folketingssalen fra Venstre fremkom Udfald mod Embedsmændene paa St. Croix, Ministeren forsvarede dem endog, og nu viser han dem selv den største Mistillid ved at udsende en Kommission til at undersøge en Sag, hvorom alle ere overbeviste, at de til Dels fra Embedsmænd hidrørende Beretninger ere sandfærdige. 

Saa skal Kommissionen undersøge "den foraarsagede Skade". Tror Finansministeren da heller ikke her paa sin Guvernørs Fremstilling? Og er der nogen, som er saa naiv at tro, at den Kommission, der nu kommer ud et Trediedel Aar efter Ulykken, kan bedømme, hvilken Skade der er sket paa Sukkerværker, Varer, Huse, Marker osv, ad anden Vej, end den, Guvernøren har benyttet i sine Indstillinger, nemlig de anstillede officielle Taxationer? 

Saa kommer endelig det tredie Punkt: Kommissionen skal gjøre Forslag til, paa hvilken Maade der hensigtsmæssigst kan ydes Hjælp til at bøde paa Skaden. Hvis man ikke vidste, at Finansministeren udtrykkelig i Tinget har sagt, at Hjælpen skulde ydes hurtigt hvis den skulde nytte, og hvis man ikke vidste, at 500,000 Kr. ere stillede til Guvernørens Raadighed og af denne ere fordelte, saa kunde man tro, at her var der endelig en faktisk Opgave for Kommissionen, men Hjælpen - de Summer, der vare bestemte til Planterne for at opretholde Sukkerdyrkningen - er jo fordelt, og Meningen med denne store og fine Kommission kan da vel ikke være at dele Penge ud til de Stakler, der ved Branden i Frederikssted ere blevne husvilde. Har man overladt Guvernøren Fordelingen af den store Hjælp, kunde man saamænd gjerne have givet ham den lille med. 

Vilde man, saa kunde man bestemt af det foreliggende Materiale sammenskrive den Beretning, som Kommissionen en Gang maa indlevere, og det synes da næsten overflødigt at vente endnu 4 Maaneder paa den. Men vi ville være taalmodige; finder Kommissionen, efter at have gjennemarbejdet alt, hvad der er fremkommet om Opstanden, at den har en for sine Evner værdig Opgave for sig, saa ønskes den en lykkelig Rejse og skulle i sin Tid hilse dens Beretning som en kjær gammel Ven, der atter gjæster os. Men meget undrer det os, at Finansministeren efter at Hr. Berg ved en faggrundet Fremstilling har paavist den økonomiske Tilbagegang paa St. Croix, ikke har kunnet finde en værdigere Opgave for sin Kommission. Det vilde utvivlsom have haft en langt større Interesse at faa oplyst, om Øen bærer en frugtbar økonomisk Spire i sig, saaledes at man kunde have dannet sig et fuldstændigt og klart Billede af Øens Fremtid. om det er til nogen Nytte, at der aarlig gives Penge til Opretholdelsen af Sukkerdyrkningen, eller om man ikke hellere burde lade den gaa sin Opløsning i Møde, fordi en lønnende Dyrkning dog ikke kan opretholdes. Fik man et ordenligt Svar til Belysning af disse tvende Alternativer, da vilde Kommissionen have løst en forstandig Opgave, nu ønske vi den Lykke paa Rejsen paa dens Rekreationstur. 

Kommissionen er som sagt rejst og Kommissoriet er givet, men der synes, om man da tør tro Rygtet, at ville komme et "Nachspiel", som tegner til at blive det "artigste" ved den hele Sag. Finansministeren forelægger en Lov, hvorved han forlanger Bevilling til at udlaane 1,200,000 Kr. til Planterne; Loven negtes og Rigsdagen opløses, hvorefter Ministeren stiller 500,000 Kr. til Guvernørens Raadighed. Samtidig med dette sætter engelsk Konsul Stevens paa St. Thomas og v. Konsul Armstrong paa St. Croix en Adresse til - Dronning Victoria - i Gang paa St. Croix og faar en Del, hvor mange vide vi ikke, Underskrifter af engelske, skotske og irske Plantere. Adressens Indhold kjende vi ikke nøje, men den er i Hovedsagen en Klage fra danske Borgere til den engelske Dronning over dansk Lovgivning og dansk Administration tilligemed en Paakaldelse af Dronningens Indflydelse for at skaffe de arme Plantere Erstatning for den lidte Skade. Af Underskriverne have to Sæde i Kolonialraadet, og man ser da ogsaa i et Kolonialraadsmøde Guvernøren sige til disse to, at han jo kunde anklage dem for Højforræderi; men det gjør han ikke, nej, han gaar hen og laaner dem Penge til at sætte deres Værker i Stand for. 

- Forholder Sagen sig saaledes, hvad vi have god Grund til at tro, da kunde det nok være at Sporgsmaalet om Danmarks Ære endnu en Gang blev inddraget i den vestindiske Sag. Naar Rigsdagen træder sammen, tvivle vi ikke paa, at de, der ansaa denne Sag for at være Æressag for Danmark, ikke ville holde sig tilbage fra at forlange fuld Oplysning om dette mærkelige Efterspil, der saa sporløst er gaaet forbi Offenligheden herhjemme. Hvor mildt man end vil dømme om Planterne, og hvor meget man end vil skrive paa deres Uvidenheds Regning, et kan man da se, og det er, at saadanne Folk ikke kunne være Medlemmer af et dansk Kolonialraad, og de to Konsulers Forbliven paa deres Poster kan sikkert ikke forenes med den danske Ære. R.

(Morgenbladet (København) 23. januar 1879).

Ubekendt fotograf: Faktoriet fra bakkerne ved Orange Grove. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.