Korups Have. (Efterskrift til Politivennen).

Forlystelsesstedet Korups Have lå i udkanten af Søndermarken ved Frederiksberg. Stedet lå ved sin etablering i Hvidovre Kommune.  I området lå på et tidspunkt også "Café Kronedal”, der havde serveringshave bag kroen.

Traktør Jens Rasmussen Korup (1803-1886). Kgl. lakaj. Traktør i Søndermarken (Korups Have)

Korups Have blev indrettet i 1856 af Jens Rasmussen Korup (1803-1886). Det var et forlystelsesetablissement med koncerter, teater, traktørsted, lysthuse, skydetelte m.m. Han opkaldte det dog ikke efter sig selv - det kom til senere som en folkelig betegnelse.

Postkort. Ukendt årstal. Public Domain. Frederiksberg Stadsarkiv. Kbhbilleder.

Røverisk overfald. Søndag eftermiddag var nogle familier fra Frederiksberg samlede i et lysthus i “Korups Have” ved Søndermarken. En af herrerne havde tændt en cigar ved en svovlstik som han derefter kastede bort. Et øjeblik efter kom en person fra Valby der sammen med nogle andre personer fra den nævnte landsby havde plads i et andet lysthus, hen til herren og ytrede i en opbragt tone, at denne med forsæt havde kastet ham svovlstikken i ansigtet. Herren forsikrede at dette på ingen måde havde været tilfældet, og erklærede sig for at få ende på sagen, villig til at betale bajersk øl til hver af valbyerne, hvormed disse erklærede sig tilfredse. Efter at øllet var drukket, kom personen imidlertid  tilbage og påstod at hans hat havde taget skade af svovlstikken, og at herren skulle have prygl hvis han ikke straks betalte 3 kr. i erstatning. Denne fordring nægtede herren at efterkomme, hvorefter han, inden hans selskab kunne forhindre det, af tre af valbyerne blev overfaldet, slået og kastet til jorden. Voldsmændene der først slap ham da de tre kroner var skaffet til veje, er selvfølgelig blevet arresteret og vil efter forlydende blive tiltalt for røverisk overfald.

(Dags-Telegraphen (København), 30. august 1878).

Røverisk overfald. 

Den 5. august f. å. om eftermiddagen mellem kl. 4 og 5, da et større selskab af herrer og damer var samlede i et lysthus i den såkaldte “Korups Have" ved Søndermarken, kom den 23 årige arrestant Jens Peter Nielsen, der tidligere var dem ganske ubekendt, hen til lysthuset, og idet han stak hovedet ind i dette, spurgte han efter sin fader. Han var tilsyneladende beruset og stod lidt og vrøvlede, men var derpå i begreb med at gå da en handelskommis M. af Selskabet i det samme forsætlig kom til at kaste en svovlstik, som han forøvrigt havde pustet ud, således at svovtstikken faldt ved siden af arrestantens fod og måske ramte ham på foden. Arrestanten ytrede noget om, at de ikke skulle kaste svovlstikker efter folk, men gik derpå sin vej. 

Omtrent 5 minutter senere kom han imidlertid tilbage i følge med nogle andre personer, der forblev i det tilstødende lysthus, medens arrestanten gik ind i det lysthus, hvor M. og de, der var i selskab med ham, opholdt sig, og her sagde arrestanten til M. at han havde brændt hans stråhat og skulle have “klø", hvis han ikke gav nogle bajere. For at blive fri for personerne, som dertil brugte ukvemsord, og generede de i selskabet værende damer, blev der straks bestilt 3 halve flasker bajersk øl til arrestanten og hans ledsagere, hvorefter arrestanten takkede, idet han tog M. og en anden herre af selskabet i hånden med den bemærkning, at nu skulle der være venskab. 

Arrestanten og hans ledsagere gik derpå et andet sted hen, og kort efter forlod M. og det selskab, hvortil han hørte, Korups Have. Men da de kom til vandbassinet i Søndermarken, blev de indhentede af arrestanten og hans ledsagere; og arrestanten forlangte da, at M. skulle give erstatning og følge med til politistationen. M. indvilgede heri, og de begyndte alle at gå, uden at der var talt om at tilføje M. nogen overlast eller forlangt, at han straks skulle betale, men i det samme gik en af arrestantens ledsagere, den 16 årige Carl, ind på M. og spurgte, om det var ham, der brændte folks stråhatte, hvorhos Carl samtidig slog ham i næse og mund, så han blødte. M. gav sig da til at løbe, men blev eftersat af flere af personerne, der omringede ham og truede ham, hvis han ikke straks betalte en erstatning af 3 Kr. for den skade, han havde tilføjet arrestantens stråhat, og M. betalte da 3 Kr. til arrestanten, som derefter med sine ledsagere gik tilbage ad Valby til. 

Under forhørene forklarede en urtekræmmerlærling, der havde været i samme selskab som M. at han, da selskabet var kommet hen ved vandbassinet i Søndermarken, gik i samtale med en dame, da han hørte spektakel bagved og derfor vendte sig om og så, at personerne løb efter M. I det samme kom en person, der var i militær uniform og hørte til arrestantens ledsagere, hen imod lærlingen, og uden at denne havde ytret noget, greb personen ham i brystet med det udråb “Hvor mange er I" og spændte ben for ham, så han faldt og skrabede sit ben på det lave rækværk, der er om græsset. Ved faldet slog han sin hofte, så at han havde smerter deraf i flere dage, og personen gav ham derhos, idet han faldt, et slag i hatten, så at den faldt af og blev helt spoleret. Arrestanten har erkendt, at han ved den omhandlede lejlighed ikke var ganske ædru, men dog var sig bevidst, hvad han foretog sig. Han forklarede, at da han første gang kom ud fra lysthuset, råbte en af hans kammerater, men efter hans seneste forklaring en ubekendt: “Hatten brænder", og han tog den da af hovedet og så, at den var lidt sveden, hvilket han viste sine Kammerater, med hvilke han så enedes om, at han skulle gå tilbage og forlange erstatning. 

Da selskabet, efter at striden var bilagt første gang, forlod haven, var det hans kammerater, der opfordrede ham til at følge efter den fremmede herre for at formå denne til at give en yderligere erstatning i penge, uden at der dog var tale om, hvor stor en erstatning han skulle forlange, eller om hvorvidt hans kammerater skulle have andel i denne, eller om de skulle bruge vold, hvis herren nægtede at betale. Arrestanten og hans kammerater gik da efter selskabet, idet han ytrede, at hvis han fik nogen yderligere erstatning, ville han give punch, når de kom tilbage til Korups Have. Da han på den foran beskrevne af ham godkendte måde havde fået pengene, gik de også tilbage til Korups Have, hvor der blev drukket brændevin og øl. Han forklarede først under forhørene, at den ene af de 3 kroner var medgået hertil, men efter at være foreholdt sine kammeraters forklaringer, hvorefter disse selv betalte deres andel i disse drikkevarer, idet arrestanten tværtimod vægrede sig ved at opfylde sit løfte om at give drikkevarer og derefter forlod de andre, forklarede han, at det er muligt, at de andre havde deltaget. Resten af de modtagne penge beholdt han selv, og henad aften, da han var i besøg hos sine svigerforældre i Valby, kom en halv snes personer, heriblandt hans 3 kammerater, derhen og forlangte, at han skulle traktere. En af hans kammerater, den 30 årige Hans, var navnlig grov imod ham, fordi han ikke ville efterkomme deres forlangende. Ligesom såvel handelsbetjent M. som de af hans selskab, der så at han kastede svovlstikken, have forklaret, at de tydelig så at svovlstikken ikke ramte arrestantens stråhat, således blev det også forklaret af de medtiltalte og en fjerde person, at da de efter optrinnet ved vandbassinet i Søndermarken kom tilbage til Korups Have, fortalte Arrestanten, at hatten ikke var blevet sveden af svovlstikken, men at en sådan plet, der fandtes på hatten, hidrørte fra, at han selv tidligere en gang var kommen til at svide den med en cigar. 

Han afgav om dette punkt i forhørene forskellige vaklende forklaringer, påstod, at det først var ved, at der blev råbt “hatten brænder", at han efterså hatten og fandt den sveden, men han erkendte, at han, som anført, havde sagt til sine kammerater at den svedne plet hidrørte fra tidligere tid, hvilket efter hans påstand dog kun var en formodning af ham, og at han ikke før den selvsamme dag havde lagt mærke til, at hatten var sveden. Efter det oplyste blev arrestanten, der tidligere var straffet for tyveri, nu for røveri efter straffelovens § 243 ved Københavns Amts søndre Birks Ekstraret idømt 1 års forbedringshusarbejde, mens de tiltalte Carl og Hans for meddelagtighed i røveri idømtes henholdsvis fængsel på sædvanlig fangekost i 30 dage og fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage.

Hvad endelig angik den foran omtalte militære person, arrestanten Lauritz Carl Theodor Sienknecht, der i 1877 som civil havde været straffet for tyveri og senere som militær havde været straffet mange gange, dels arbitrært, dels efter krigsretsdomme, senest efter krigsretsdom af 20. Februar s. å. for vold mod en underkorporal, opsætsighed mod politiet m. v. med nedsættelse i de meniges 2. klasse og 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, var han, da det omhandlede passerede, vel tjenstgørende som konstabel ved Tøjhusafdelingen, men blev for sin delagtighed efter justitsministeriets resolution af 7. novbr. s. a. ligeledes tiltalt ved Søndre Birks Ekstraret. Han forklarede, at han vel var fulgt med de andre, men nærmest for at se, hvad det blev til; at lærlingen var kommet hen imod ham, som om han ville angribe ham, og at arrestanten da spændte ben for ham, så at han faldt over det lave rækværk, medens arrestanten ikke vil have bibragt lærlingen noget slag etter slået hatten af ham. Han vil - hvad de andre nægte at have hørt - have opfordret arrestanten Nielsen til at gå bort uden at forlange erstatning, vil, da de kom tilbage til Korups Have, der selv have betalt, hvad han nød, og han var vel i følge med de andre, da de senere krævede punch, men ikke fordi han brød sig om, at Nielsen skulle traktere, så han selv havde penge nok hos sig til at skaffe sig drikkevarer for, men kun fordi han var i følge med de andre. Skønt hans forklaring var i bestemt modstrid med lærlingens beedigede forklaring, fandt retten dog, at hans egen måtte lægges til grund ved bedømmelsen af den del, han havde taget i optrinnet i Søndermarken, da der i øvrigt ikke have kunnet tilvejebringes nogen oplysning i så henseende, idet hverken de andre tiltalte eller de øvrige tilstedeværende havde lagt nøjere mærke til, hvad der var passeret mellem Sienknecht og lærlingen, til dels fordi de havde haft deres opmærksomhed henvendt på, hvad der samtidig passerede med handelsbetjenten. Da det nu ikke kunne skønnes, at han var overbevist om den forbrydelse, for hvilken han var aktioneret, nemlig meddelagtighed i røveri, blev han frifundet for aktors tiltale.

Sagen er, efter hvad vi har erfaret, appelleret til overretten.

(Dags-Telegraphen (København) 17. april 1879.)

Ildebrand i Korups Have. I går morges henved kl. 3 opkom ildløs i et til traktørstedet "Korups Have" ved Valby hørende udhus som i løbet af et par timer totalt nedbrændte. Årsagen til ildens opkomst er ubekendt.

(Social-Demokraten, 11. juni 1882).

Hustrumishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Højesteret paakendte i Gaar en Justitssag, hvorunder en Haandværker i Gentofte tiltaltes for Mishandling af sin Hustru. Konen havde i saa Henseende forklaret, at Manden, navnlig efter at han i Aaret 1864 havde været i Krigstjeneste og var bleven stærkt forfalden til Brændevinsdrik, havde, især i de senere Aar, meget hyppigt dels slaaet og pryglet hende med en Egestok, dels truet hende med den, saa at hun ofte havde maattet flygte ud af Huset, samt at han havde truet hende med at ville hænge hende. Hun har endvidere forklaret, at Manden den 27de Februar f. A. tog en Okse, løftede den et Par Gange over hendes Hoved og truede med at flække det; samme Dag aflukkede han Døren til deres Beboelseslejlighed og løb rundt i Stuen ester hende med en Stok for at prygle hende, uden at der dog ved den Lejlighed blev tilføjet hende nogen synderlig Overlast med Stokken, hvorimod han rykkede en Tot Haar af hendes Hoved, hvilket ogsaa er sket tidligere. Hun har aldrig havt nogen egentlig mere langvarig Men af den hende tilføjede Overlast og har saaledes ikke maattet ligge til Sengs derfor eller søge Læge, men hun har hyppigt havt Smerter af de hende tilføjede Slag, navnlig da hun en Gang for et Par Aar siden af Manden blev kastet ned af Trapperne fra 1ste Sal ned i Gaarden. Tiltalte det paastaaet, at han kun en Gang imellem har skubbet til sin Hustru og har benægtet at have truet eller slaaet hende og at have kastet hende ned af Trappen saavelsom at have revet Haar ud af hendes Hoved eller iturevet hendes Klæder, og har overhovedet vedholdende benægtet Rigtigheden af de Forklaringer, der til Oplysning om Mishandlingen var afgivne af forskællige under Sagen hørte Personer. Overretten fandt imidlertid, at der ved disse Forklaringer maatte anses tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis for Mishandlingen. Straffen for Tiltalte, hvis Hustru er gaaet i Forbøn for ham, var, som ved Underretten fastsat, bestemt til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, og samme Udfald fik Sagen i Højesteret.

(Social-Demokraten 8. marts 1879).

Brændt i en Arrest. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem forrige Lørdag og Søndag er der, ifølge "Fs. Stst.", paa Fattiggaarden i Odense indtruffet det Ulykkestilfælde, at et Fattiglem, som Aftenen forud i stærkt beruset Tilstand var indsat i Arresten, er død i denne som Følge af opstaaet Ild. Da Opsynsmanden næste Dags Formiddag skulde bringe ham Frokost, fandtes han i stærkt forbrændt Tilstand liggende død ved Siden af Madratsen, som fuldstændigt var forvandlet til Aske. Der fandtes flere afrevne Tændstikker samt en halv udrøget Cigar ved Levningerne af Madratsen. Sagen har været Genstand for Undersøgelse ved Forhør, og efter samstemmende Udtalelser af Alle dem, som har haft Lejlighed til at undersøge Liget og de Forhold, som forefandtes i Cellen, da denne aabnedes, er Ulykken sandsynligvis sket paa den Maade, at den Afdøde har faaet tændt sin Cigar og derefter med denne i Munden eller i Haanden er hensunken i en Berusets dybe Søvn. Ilden fra Cigaren eller en ulmende Tændstik har da antændt Madratsen, og ved den kvælende Røg og Smærte er den Afdøde kaldt nogenlunde t Bevidsthed og har trillet sig ud paa Gulvet. Men i det Samme synes han at være sunken sammen, overvældet af Røgen, og er død uden store Smærter. De stærkeste Brandsaar er tilføjede ham efter Døden

Naar saadanne Tilfælde kan indtræffe paa en offenlig Anstalt maa Tilsynet være meget mangelfuldt; men det er sandt, det gør naturligvis ikke saa nøje paa - en Fattiganstalt. -

(Social-Demokraten 1. marts 1879).

Fæstningsarbejde - Trunken. (Efterskrift til Politivennen)

Fæstningsarbejde blev først ophævet efter enevælden. I Dagbladet (København), 22. september 1852, kunne man læse at i udkastet til loven af 29. december 1850 om anvendelsen af de forskellige arter af strafarbejde, stod at det er almindelig erkendt at fæstningsarbejde er en meget uhensigtsmæssig straf der så snart som muligt bør ophæves. Herefter skulle fremtidige dømte indsættes i Horsens Tugthus, men de allerede indsatte fortsatte som fæstningsslaver.

I Nationaltidende, 26. februar 1879, hvor Trunken havde fungeret som tjæremagasin, var det ikke slaveriet, men bygningens funktion som tjæremagasin som blev husket (i en lille del af en meget lang artikel om Gammelholm):

“Tæt bag ved dette Hus laa paa en meget gammel, sandsynligvis Holmens ældste Bygningen, kaldet "Trunken"; den var grundmuret, 70 Fod lang, 40 Fod bred og 10 Fod høi, og bestod af to Afdelinger, som begge vare hvælvede; den benyttedes til Tjæremagasin. Bag ved Trunken var Kalkgaarden med et lille Hus til Kalkslagning.”

Men erindringen om Trunken som slaveanstalt holdt sig, se fx Nationaltidende, 11. august 1892:

Tyverier og komplotter tales der om, og Rømninger fandt jævnlig Sted fra "Trunken". Bespisningen var ikke ens for alle Slaver; "Skalke" fik ikke saa megen Mad som de, der havde forbrudt deres Hals, men iøvrigt synes Spisereglementet fra 1706 at opvise endog et rundeligt Maal af Mad. Der gaves saa Meget, at et Par Nutidsmennesker rigeligt vilde kunne leve af det. Af Forfatterens Oplysninger fremgaard det, at det at blive slaaet i Jern egentlig ikke har været nogen slem Medfart. Den ovenfor omtalte "Trunk" var et Fangehus, hvor Fangerne havde Tilhold om Natten. Til Tider var det af Træ, hvorfor ogsaa Fangerne jævnlig brød ud af det. I Aaret 1741 overgik Slaverne til Landetatens Varetægt og overførtes til Stokhuset. "Trunken" stod indtil 1863, da Gammelholm gik over til Kommunen. Den sidste gang, da Bremerholm var Opholdssted for Fanger, var 1817, da Tugthuset paa Kristianshavn var brændt; da blev der anbragt 50 Fanger paa Gammelholm.

Citatet stammer fra en anmeldelse af Historisk Tidsskrift, sjette række. Tredie Binds tredie Hefte. Artikel af hospitalsforvalter Fr. Stuckenberg: "I Bremerholms Jern."

I Fredericia Dagblad, 1905 omtaltes en udgivelse en række brevsamlinger af Julius Clausen og Rift. Justitsen i København for 300 Aar siden. Heri citeres den islandske bøsseskytte Jon Olafssons oplevelser under Christian den Fjerde:

Derfor blev der indrettet et Fængsel paa Bremerholm, Trunken, og derind blev de satte, som havde gjort sig skyldige i de største og mindste Forbrydelser. Det var saaledes indrettet, at Forbryderen havde een Jernring om Livet saa vid, at han kunde skifte Klæder, og een om det højre Knæ, forbundne med en sværJernlænke uden paa Laaret. Der blev beskikket 4 Mand som skulde passe paa Forbryderne og daglig drive dem frem med Svøber til Slid og Trældom, give dem Mad, have Tilsyn med dem og hver Morgen og Aften paa bestemt Tid lukke Fængslet op og i. Alle Slags Folk, det være af hvilken som helst Stand, som forså sig, blev der indsat og var der saa længe, som de blev dømt til, eftersom Forbrydelsen var stor eller lille. Nogle skulde være der en Maaned, andre 3-4 maaneder, og atter andre 1 Aar, 3 Aar til 20 Aar og de største Forbrydere paa Livstid.

Men så fortoner slaveriet sig i grå tåger, fx som i Aftenbladet København 29. april 1918:

Der har Du Blaaboden, hvor vi faar Tærsk, og "Laaget", hvor Folkene kommer i Arresten, naar de gør noget uskikkeligt - i gamle Dage sad de her i Trunken.

Herefter bliver det svært at finde ordet Trunken og slaveriet i det almene sprog.

Grønland. (Efterskrift til Politivennen).

Grønland. I en "Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Virksomhed i Grønland 1868 til 1878" giver "Ministerialtidenden" forskjellige Oplysninger til Bedømmelse af Tilstanden blandt Grønlænderne i de sidste 10 til 20 Aar.

Den nævnte Institution blev oprindelig foranlediget ved Ufuldkommenheden af de Foranstaltninger, ved hvilke Fattigdom og Hungersnød skulde forebygges. Især da i Aarene 1854 og 1857 endog mange Mennesker vare omkomne, deels ligefrem af Sult og Kulde, deels af derpaa følgende Sygdom, viste det sig, at Nøden ikke skyldtes tilfældige Aarsager alene, men en mere almindelig Tilbagegang i Henseende til Levemaade, Boliger, Klæder og Fangeredskaber. Det blev oplyst, at Hovedgrunden til Forarmelsen laa i Tilsidesættelsen af gamle Skikke og i Mangel paa passende nye Vedtægter til at erstatte dem. Under de Betingelser for det indbyrdes Samliv, som ere særegne for Mennesker, der leve af Jagt, maatte Ophævelsen af gammel Skik lede til, at de Uduelige eller Uforsynlige levede paa de Dueliges og Stræbsommes Bekostning, og at efterhaanden Alle kom til at søge Hjælp hos Europæerne, navnlig under Form af et høist fordærveligt Laanesystem. Hjælpen skulde i paakommende Tilfælde uddeles af Handelsbestyrerne, og det var at befrygte, at efterhaanden hele Befolkningen vilde hjemfalde til den. For at forebygge dette, blev der oprettet Forstanderskaber, bestaaende af Udvalgte blandt de Indfødte selv, foruden de Europæere, der ifølge deres Stilling maatte være Lederne i dem, især i Begyndelsen. Disse Forstanderskaber, som saaledes vare at betragte som Begyndelsen til en indfødt Øvrighed. og det første Forsøg paa Love for Grønlænderne, bleve efter nogle Aars Forberedelser indstiftede i 1862 og 1863, men først i 1872 nærmere regulerede af Indenrigsministeriet ved nye "Foreløbige Bestemmelser".

Ifølge disse Bestemmelser betaler Handelen en Afgift til "Grønlændernes Kasse", svarende til 1/5 asfdet Beløb, som den betaler for indhandlede Producter. Af Afgiften beholder hvert Districts særskilte Colonikasse 2/3, de to Inspektoraters Fælleskasser faae 2/9, og Fællesfonden for hele Grenland 1/9. De indfødte Forstandere vælges af Grønlænderne selv. Colonikassen er bestemt til at afbjælpe aabenbarNød, og paa den anden Side opmuntre Selvtændigheden. De almindelige Vanskeligheder ved denne Opgave forøges i Grønland ved de nysnævnte særegne Omstændigheder, nemlig deels det Fællesskab, som Jagterhvervet fører med sig, deels den Uselvstændighed, hvori man fra først af har holdt de Indfødte, saa at bl. A. al offentlig Understøttelse har maattet uddeles af Europæere, altsaa Udlændinge, der kun havde midlertidigt Ophold iblandt dem. Endnu mindre kjende de til nogensomhelst Selvbeskatning, idet Afgift overhovedet kun er hævet i Landet under Form af de gjennem Monopolhandel paatvungne Varepriser. For under disse Omstændigheder at sætte en Dæmning mod Faltighjælpens Overhaandtagen og Udjevningen af Forskjellen mellem Selvstændige og Uselvstændige, blev Økonomien med Midlerne ordnet saaledes, at Colonikassens aarlige Overskud, efter alle Understøttelsers Bestridelse, skulde reporteres paa de selvstændige Erhvævere efter det Forhold, i hvilket de bidrage til den fælles Velstand. Denne Regel, der baade gjør det til en Fordeel og Ære at regnes blandt de Selvstændige, har været forsøgt allerede fra de første Aar af, og viist sig praktisk brugbar.

Fælleskasserne bestyres af Inspecteurerne og skulle i fornødent Fald yde Tilskud til Colonikasserne. Fællesfonden for hele Landet er det forbeholdt Indenrigsministeriet at disponere over. Forstanderskaberne skulle tillige besørge Retspleien og være Domstole for de Indfødte. Inspecteurerne ere Forstanderskabernes nærmeste Overordnede og have at forelægge Indenrigsministeriet alle herhen hørende Sager. Handelens Directorat besørger dem reviderede og afgiver Betænkning over dem. Ved en Inspectionsreise, som Directeuren foretog i 1872, overtog han særligt det Hverv, at iværksætte de nye Bestemmelser.

Af Handelens Afgift kan man altsaa ligefrem beregne, hvad den betaler Grønlænderne for deres Producter. I Aaret 1868 blev Taxten for Hovedproductet forhøiet med 46 pCt. og Afgiften til Grønlændernes Kasse i den Anledning nedsat fra 1/4 til 1/5. Betalingen til Producenterne har i de senere Aar været 155,000 Kr. aarligt i Gjennemsnit. Beregnet pr. Familie paa 5 Personer udgjør denne Indtægt i Sydgrønland 61 Kr., og særligt i Godthaabs District ikkun 39 Kr., i Nordgrønland 122 Kr. og særligt i Umanaks Distrikt 209 Kr. Men mærkeligt nok svarer Velstanden og Selvstændigheden i de forskjellige Districter aldeles ikke til denne store Forskjel paa Indtægterne ved Salg til Handelen. Man kunde snarere sige, at Selvstændigheden i økonomisk Henseende er størst der, hvor disse Indtægter ere mindst, hvilket viser, deces at de Indfødte hovedsagelig skulle leve af andre Indtægtskilder end Salg af deres Producter, deels at der skal andre Betingester til, forat Spørgsmaalet om Fordelen ved disses Afhændelse kan gjøre noget Udslag med Hensyn til Velstanden.

Afgiften til Grønlændernes Kasse har som Følge af Foranstaaende været 31,000 Kr. i Gjennemsnit aarligt. Der er heraf aarligt brugt omtrent 4000 Kr. til Fattighjælp, 4400 Kr. til anden Hjælp og 12,200 Kr. til at reparteres som Overskud. 

Omendskjøndt af Aarene 1868 til 1878 de fleste have været taaleligt gode, have dog baade ondartede Epidemier og Misfangst flere Gange hjemsøgt større Strækninger af Kyslen. De Indfødtes Antal var:

Den 31 December 1867: 1877:
I Sydgrønland ..--.. 5481 5339
I Nordgrønland . --. 3873 4069
Tilsammen --------- 9354 9408.

De indfødte Forstandere maae i det Hele siges at have røgtet deres Hverv vel, ikke faa endog særdeles godt, og naar Hensyn tages til, hvor fremmed hele den nye Foranstaltning maatte være for Deeltagerne i den overhovedet, tør man sikkert paastaa, at Udfaldet har overtruffet Forventningerne, hvad Grønlændernes Modtagelighed derfor angaaer. Det kan heller ikke feilc,eat de Forhandlinger, som gjenncem Forstanderne ere komne ud imellem Befolkningen, overalt maae have vakt Grønlændernes Eftertanke egen over Anliggender, der ere af største Vigtighed for dem, og som omsider dog de selv alene ere istand til al tage sig af paa behørig Maade. Men saalænge Institutionen, saaledes som Indtil, endnu var i sin Begyndelse, og man savnede de fornødne Erfaringer til at bedømme, hvad der kunde være til Grønlændernes fælles Gavn, har det været nødvendigt for Kasserne at samle nogen Formue, for ikke at savne de fornødne Midler i beileilig Tid; Kassernes Status var saaledes den 31te Marts 1878:

Obligationer.                              Tilgodehav. Kr.       Kr. Ø.
Sydgrønlands Coloni og Fælles Kassen. . 51.800. 5.801,87.
Nordgrønlands do. do.                               16,000. 30,927,98.
Fælledsfonden for hele Grønland               24,000. 44,16,51.
Tilsammen                                                 91,800. 80,891,36

Allerede for mange Aar siden, nemlig i 1840 afgav en Commission, som havde været nedsat for at undersøge, hvorvidt der kunde gjøres Skridt til en Frigjørelse af Handelen, eenstemmigt et Forslag om at oprette en permanent Commission til at varetage Grønlændernes Anliggender her, uafhængigt af Missionens og Handelens Bestyrelser. Dette Forslag tillod Handelens Directeur sig i Aaret 1877 paany at henlede Indenrigsministeriets Opmærksomhed paa. Deels havde man nu gjennem Forstanderskaberne de fornødne Kræfter til at paavirke Grønlænderne, deels vare Pengemidler dertil opsparede, deels endelig var det nødvendigt for Handelens Directeur, som faaer Forstanderskabs-Sagerne til Betænkning, stadig at kunne støtte sig til et sagkyndigt Raad, som sikkrede en fortsat Varetagelse af Grønlændernes Tarv herhjemme. Ministeriet gav derpaa under 12te October 1877 sit Samtykke til, at Direktoratet erholdt saadan sagkyndig Hjælp, og har hertil hidtil udnævnt 6 Mænd, som have virket i mange Aar blandt Grønlænderne, nemlig 1 Læge, 2 Colonibestyrere og 3 Missionairer.

En af de første Foranstaltninger, som vare Gjenstand for de saaledes indledede Forhandlinger, var Oprettelsen af et Pensionat for unge Grønlændere til Oplæring i Haandværk m. m. Det kan nu engang ikke undgaees at benytte et Antal Indfødte i europæisk Tjeneste. Skjøndt der hermed bør vises Varsomhed, er det beklageligt, at man, uden at tage i Betænkning at bruge Grønlænderne til hvadsomhelst simpelt Arbeide, har foretrukket selv de mindst qvalificerede Danske til Alt, hvad der fordrede Fagdannelse, og især til at betroes selv den ringeste Myndighed eller Ansvar for Varebeholdninger. Ogsaa denne Tilsidesættelse vil hindre de gode Kræfter blandt Grønlænderne i at udvikle sig. For at skaffe unge Mennesker den Uddannelse, som vil behøves, til at de, uden at ophøre med at være Grønlændere, kunne beklæde de omhandlede Stillinger paa passende Maade saavel ligeoverfor deres Landsmænd som Europæerne, vil et Ophold af 2 til 3 Aar i Danmark være gavnligt. Da Indenrigsministeriet, paa nærmere Indstilling herom, til 4 Lærlinge tilstod 800 Kr. af Fællesfonden til hver aarlig, foreløbig for 2 Aar, er der nu indrettet et lille Pensionat for 4 saadanne unge Grønlændere her.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. februar 1879).

Maleri Carl Rasmusseun: Paa en Maidag i Grønland. Illustreret Tidende nr. 1025, 18. maj 1879.