Korups Have ved Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

 Et par glimt fra livet i Korups Have omkring århundredskiftet 1900:

Søndagens store ulykke.

En gynge med 8 mennesker styrter ned.

Søndagslivet og søndagsglæden medførte i går en stor ulykke ude i Valby. I Korups Have, hvor det ægte, gamle, frederiksbergske folkeliv florerer, blev glæden ved ottetiden brat afbrudt af en frygtelig hvinen og skrigen, der lød henne fra Kaffegyngen.

Mens dennes båd. hvori det sad 3 damer, 3 herrer og to små børn, var højt oppe i luften, gtk tovene, der holdt den, fra, og båden blev slynget langt væk og styrtede til jorden, hvor den splintredes.

En ung mand fik sin kind flænget slemt. Barnet, som han sad med på skødet, slap nogenlunde uskadt fra faldet; men hans kæreste faldt ud af båden og lige ned med ryggen over et stakit og blev liggende som død.

Den anden unge mand brækkede sin arm, mens de to af damerne slap nogenlunde let fra det frygtelige fald.

De blev alle liggende på jorden ude af stand til at røre sig straks, og da man ikke anede ulykkens størrelse. opstod der et frygteligt røre mellem publikum.

Man fik de tilskadekomne båret op i restaurationen, hvor Doktor Duurloo fra Valby anlagde foreløbige forbindinger og sendte begge herrerne og den mest medtagne dame til hospitalet.

Restaurator Andreasen har lejet såvel karrusellen som gyngen ud til samme mand, og om det end i første række må påhvile denne at se efter om gyngen er sikker, må hr. A. dog også bære en del af ansvaret for hvad der findes i hans have.

Her viste det sig bagefter, at det var selve gyngen, som var pilrådden. Vi håber, at denne sørgelige ulykke må give anledning til et almindeligt eftersyn af gyngerne i haverne på Frederiksberg

(Folket Avis - København 1. august 1898.)

Frederik Riise: Indgangen til Korups Have, set fra Valby Langgade. Frederiksberg Stadsarkiv. Public Domain. Kbhbilleder.

"Korups Have". Ved den i går afholdte 1. auktion over etablissementet "Korups Have" i Valby, blev overretssagfører Schmidt højstbydende med 70.000 kr. som repræsentant for obligationsejere. En 2. auktion blev forlangt afholdt.

(Dagbladet (København) 19. november 1901.)

Korups Have solgt. I lørdags afholdtes der tvangsauktion over etablissementet "Korups Have" i Valby. Gårdejer Ole Mortensen af Vigerslev blev højstbydende med 110.000 kr og forlangte derefter ejendommen udlagt som ufyldestgjort panthaver.

(Social-Demokraten 17. december 1901.)

Efter  forlængelsen af de elektriske sporvogne i 1901, blev Korups Have et populært udflugtsmål for Københavnerne. Korups Have fik et populært udendørs sommerteater, bl.a. med skuespilleren Schilør Linck (1878 – 1952) som direktør. I forbindelse med de socialdemokratiske grundløvsmøder m. v. var Korups Have ofte et yndet sted at tage hen. Det gik ikke altid stille af sig:

Batalje i Valby Langgade.

En sværm på ca. 100 personer forsøgte i morges ved 4-tiden at storme beværtningsteltene i Korups Have og Søndermarken. Politiet drev dem ud på Valby Langgade hvor der stod et større slag.

En af deltagerne, en ung mand Karl Larsen fra Sindshvilevej 9, blev ramt i hovedet af en knippel og så slemt medtaget, at han straks måtte føres på hospitalet og forbindes.

Der blev foretaget en anholdelse.

(Aftenbladet (København) 6. juni 1903.)

I 1904 blev Korups Have købt af P. Henrichsen, der ejede det indtil 1934. Korups Have lukkede og blev totalt nedrevet i 1936

Telefonarbejdernes fest.

I dag åbnes telefonarbejdernes fest i Korups Have ved Søndermarken, og der er gjort alle forberedelser til at skaffe de besøgende en fornøjelig underholdning.

Korups Have er en af de yderst få hyggelige og rummelige lysthaver, som endnu står til rådighed for afholdelse af folkefester, og beliggenheden er endda med nutidens kommunikationsmidler for intet at regne. For 10 øre og i en snup kommer man selv fra de fjerneste dele af byen ud til den skønne Søndermark og Korups Have.

Under overlevelse af linjebygmester Peter Jensen og formand Christiansen har telefonarbejderne Nielsen, Boisen og Knudsen stillet det store arrangement på benene.

Ved siden af havens så populære forlystelser med gynge, karussel etc. er der variete, Ueberbrett'l og optræden af kendte navne fra skuespillerverdenen. De to cirkus, Orlando og Beketow har tilladt nogle af deres fortræffelige artister at optræde, Arenateatrets Schultz har også strakt sig vidt i imødekommenhed, og d'hrr. Schmidt & Godthælpsen vil præsentere brydekamp.

Telefonarbejder Hartwich optræder som sanger, og telefonarbejderne vil i al almindelighed vise hvorledes deres erhverv øves.

Stor tiltrækning vil sandsynligvis tombolaen og lotteriet øve. Der er skænket værdifulde gaver. Den heldigste kan trække hjem med en tyr som er mere værdifuld og billigere end en bjørn.

Når solen i eftermiddag går ned bag Valby Bakke, vil folk vrimle ind i Korups Have, og værre bliver det selvfølgelig lørdag og søndag.

For god musik er der sørget - som det så smukt hedder i gammeldags annoncestil.

Og hele udbyttet tilfalder telefonarbejdernes alderdoms- og byggefond.

-C-

(Social-Demokraten 2. juni 1905)

Korups Have. Restauratør P. Henriksen, ejeren af det bekendte traktørsted i Valby, har af trafikministeriet fået tilladelse til at åbne en indgang direkte fra Søndermarken til haven. Dette vil navnlig være en betydelig lettelse for de mange som medbringer madkurve og spiser på plænerne i Søndermarken, når de vil hente et eller andet drikkeligt fra restauranten.

(Dannebrog (København) 6. juni 1906.)

"Korups Have" har til sit øvrige program føjet sangeren hr. Rolf Wøldicke, hvis smukke stemme får hjertet til at banke i brystet på mange små frøkener fra Valby og Vesterbro, fru Elna From og hr. Otto Petersen er programmets grundpiller. De har hver for sig og en for begge, henholdsvis når de optræder solo og som duettister sammen, erhvervet en stor popularitet der også udstrækker sig til det flinke lille orkester der under hr. Feldhusens ledelse stundom præsterer fantastiske underværker.

(København 14. juli 1908.)

Korups ældste datter Marie Sophie Amalie Korup (1839-1917) drev traktørstedet Korups Have efter faderens død. Hun overtog også hans opgaver som postmester - hun er således Danmarks første kvindelige sådan. Kort før sin død i 1917 blev der lavet et interview med hende som kan ses andetsteds på denne blog.

Korups Have. (Efterskrift til Politivennen).

Forlystelsesstedet Korups Have lå i udkanten af Søndermarken ved Frederiksberg. Stedet lå ved sin etablering i Hvidovre Kommune.  I området lå på et tidspunkt også "Café Kronedal”, der havde serveringshave bag kroen.

Traktør Jens Rasmussen Korup (1803-1886). Kgl. lakaj. Traktør i Søndermarken (Korups Have)

Korups Have blev indrettet i 1856 af Jens Rasmussen Korup (1803-1886). Det var et forlystelsesetablissement med koncerter, teater, traktørsted, lysthuse, skydetelte m.m. Han opkaldte det dog ikke efter sig selv - det kom til senere som en folkelig betegnelse.

Postkort. Ukendt årstal. Public Domain. Frederiksberg Stadsarkiv. Kbhbilleder.

Røverisk overfald. Søndag eftermiddag var nogle familier fra Frederiksberg samlede i et lysthus i “Korups Have” ved Søndermarken. En af herrerne havde tændt en cigar ved en svovlstik som han derefter kastede bort. Et øjeblik efter kom en person fra Valby der sammen med nogle andre personer fra den nævnte landsby havde plads i et andet lysthus, hen til herren og ytrede i en opbragt tone, at denne med forsæt havde kastet ham svovlstikken i ansigtet. Herren forsikrede at dette på ingen måde havde været tilfældet, og erklærede sig for at få ende på sagen, villig til at betale bajersk øl til hver af valbyerne, hvormed disse erklærede sig tilfredse. Efter at øllet var drukket, kom personen imidlertid  tilbage og påstod at hans hat havde taget skade af svovlstikken, og at herren skulle have prygl hvis han ikke straks betalte 3 kr. i erstatning. Denne fordring nægtede herren at efterkomme, hvorefter han, inden hans selskab kunne forhindre det, af tre af valbyerne blev overfaldet, slået og kastet til jorden. Voldsmændene der først slap ham da de tre kroner var skaffet til veje, er selvfølgelig blevet arresteret og vil efter forlydende blive tiltalt for røverisk overfald.

(Dags-Telegraphen (København), 30. august 1878).

Røverisk overfald. 

Den 5. august f. å. om eftermiddagen mellem kl. 4 og 5, da et større selskab af herrer og damer var samlede i et lysthus i den såkaldte “Korups Have" ved Søndermarken, kom den 23 årige arrestant Jens Peter Nielsen, der tidligere var dem ganske ubekendt, hen til lysthuset, og idet han stak hovedet ind i dette, spurgte han efter sin fader. Han var tilsyneladende beruset og stod lidt og vrøvlede, men var derpå i begreb med at gå da en handelskommis M. af Selskabet i det samme forsætlig kom til at kaste en svovlstik, som han forøvrigt havde pustet ud, således at svovtstikken faldt ved siden af arrestantens fod og måske ramte ham på foden. Arrestanten ytrede noget om, at de ikke skulle kaste svovlstikker efter folk, men gik derpå sin vej. 

Omtrent 5 minutter senere kom han imidlertid tilbage i følge med nogle andre personer, der forblev i det tilstødende lysthus, medens arrestanten gik ind i det lysthus, hvor M. og de, der var i selskab med ham, opholdt sig, og her sagde arrestanten til M. at han havde brændt hans stråhat og skulle have “klø", hvis han ikke gav nogle bajere. For at blive fri for personerne, som dertil brugte ukvemsord, og generede de i selskabet værende damer, blev der straks bestilt 3 halve flasker bajersk øl til arrestanten og hans ledsagere, hvorefter arrestanten takkede, idet han tog M. og en anden herre af selskabet i hånden med den bemærkning, at nu skulle der være venskab. 

Arrestanten og hans ledsagere gik derpå et andet sted hen, og kort efter forlod M. og det selskab, hvortil han hørte, Korups Have. Men da de kom til vandbassinet i Søndermarken, blev de indhentede af arrestanten og hans ledsagere; og arrestanten forlangte da, at M. skulle give erstatning og følge med til politistationen. M. indvilgede heri, og de begyndte alle at gå, uden at der var talt om at tilføje M. nogen overlast eller forlangt, at han straks skulle betale, men i det samme gik en af arrestantens ledsagere, den 16 årige Carl, ind på M. og spurgte, om det var ham, der brændte folks stråhatte, hvorhos Carl samtidig slog ham i næse og mund, så han blødte. M. gav sig da til at løbe, men blev eftersat af flere af personerne, der omringede ham og truede ham, hvis han ikke straks betalte en erstatning af 3 Kr. for den skade, han havde tilføjet arrestantens stråhat, og M. betalte da 3 Kr. til arrestanten, som derefter med sine ledsagere gik tilbage ad Valby til. 

Under forhørene forklarede en urtekræmmerlærling, der havde været i samme selskab som M. at han, da selskabet var kommet hen ved vandbassinet i Søndermarken, gik i samtale med en dame, da han hørte spektakel bagved og derfor vendte sig om og så, at personerne løb efter M. I det samme kom en person, der var i militær uniform og hørte til arrestantens ledsagere, hen imod lærlingen, og uden at denne havde ytret noget, greb personen ham i brystet med det udråb “Hvor mange er I" og spændte ben for ham, så han faldt og skrabede sit ben på det lave rækværk, der er om græsset. Ved faldet slog han sin hofte, så at han havde smerter deraf i flere dage, og personen gav ham derhos, idet han faldt, et slag i hatten, så at den faldt af og blev helt spoleret. Arrestanten har erkendt, at han ved den omhandlede lejlighed ikke var ganske ædru, men dog var sig bevidst, hvad han foretog sig. Han forklarede, at da han første gang kom ud fra lysthuset, råbte en af hans kammerater, men efter hans seneste forklaring en ubekendt: “Hatten brænder", og han tog den da af hovedet og så, at den var lidt sveden, hvilket han viste sine Kammerater, med hvilke han så enedes om, at han skulle gå tilbage og forlange erstatning. 

Da selskabet, efter at striden var bilagt første gang, forlod haven, var det hans kammerater, der opfordrede ham til at følge efter den fremmede herre for at formå denne til at give en yderligere erstatning i penge, uden at der dog var tale om, hvor stor en erstatning han skulle forlange, eller om hvorvidt hans kammerater skulle have andel i denne, eller om de skulle bruge vold, hvis herren nægtede at betale. Arrestanten og hans kammerater gik da efter selskabet, idet han ytrede, at hvis han fik nogen yderligere erstatning, ville han give punch, når de kom tilbage til Korups Have. Da han på den foran beskrevne af ham godkendte måde havde fået pengene, gik de også tilbage til Korups Have, hvor der blev drukket brændevin og øl. Han forklarede først under forhørene, at den ene af de 3 kroner var medgået hertil, men efter at være foreholdt sine kammeraters forklaringer, hvorefter disse selv betalte deres andel i disse drikkevarer, idet arrestanten tværtimod vægrede sig ved at opfylde sit løfte om at give drikkevarer og derefter forlod de andre, forklarede han, at det er muligt, at de andre havde deltaget. Resten af de modtagne penge beholdt han selv, og henad aften, da han var i besøg hos sine svigerforældre i Valby, kom en halv snes personer, heriblandt hans 3 kammerater, derhen og forlangte, at han skulle traktere. En af hans kammerater, den 30 årige Hans, var navnlig grov imod ham, fordi han ikke ville efterkomme deres forlangende. Ligesom såvel handelsbetjent M. som de af hans selskab, der så at han kastede svovlstikken, have forklaret, at de tydelig så at svovlstikken ikke ramte arrestantens stråhat, således blev det også forklaret af de medtiltalte og en fjerde person, at da de efter optrinnet ved vandbassinet i Søndermarken kom tilbage til Korups Have, fortalte Arrestanten, at hatten ikke var blevet sveden af svovlstikken, men at en sådan plet, der fandtes på hatten, hidrørte fra, at han selv tidligere en gang var kommen til at svide den med en cigar. 

Han afgav om dette punkt i forhørene forskellige vaklende forklaringer, påstod, at det først var ved, at der blev råbt “hatten brænder", at han efterså hatten og fandt den sveden, men han erkendte, at han, som anført, havde sagt til sine kammerater at den svedne plet hidrørte fra tidligere tid, hvilket efter hans påstand dog kun var en formodning af ham, og at han ikke før den selvsamme dag havde lagt mærke til, at hatten var sveden. Efter det oplyste blev arrestanten, der tidligere var straffet for tyveri, nu for røveri efter straffelovens § 243 ved Københavns Amts søndre Birks Ekstraret idømt 1 års forbedringshusarbejde, mens de tiltalte Carl og Hans for meddelagtighed i røveri idømtes henholdsvis fængsel på sædvanlig fangekost i 30 dage og fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage.

Hvad endelig angik den foran omtalte militære person, arrestanten Lauritz Carl Theodor Sienknecht, der i 1877 som civil havde været straffet for tyveri og senere som militær havde været straffet mange gange, dels arbitrært, dels efter krigsretsdomme, senest efter krigsretsdom af 20. Februar s. å. for vold mod en underkorporal, opsætsighed mod politiet m. v. med nedsættelse i de meniges 2. klasse og 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, var han, da det omhandlede passerede, vel tjenstgørende som konstabel ved Tøjhusafdelingen, men blev for sin delagtighed efter justitsministeriets resolution af 7. novbr. s. a. ligeledes tiltalt ved Søndre Birks Ekstraret. Han forklarede, at han vel var fulgt med de andre, men nærmest for at se, hvad det blev til; at lærlingen var kommet hen imod ham, som om han ville angribe ham, og at arrestanten da spændte ben for ham, så at han faldt over det lave rækværk, medens arrestanten ikke vil have bibragt lærlingen noget slag etter slået hatten af ham. Han vil - hvad de andre nægte at have hørt - have opfordret arrestanten Nielsen til at gå bort uden at forlange erstatning, vil, da de kom tilbage til Korups Have, der selv have betalt, hvad han nød, og han var vel i følge med de andre, da de senere krævede punch, men ikke fordi han brød sig om, at Nielsen skulle traktere, så han selv havde penge nok hos sig til at skaffe sig drikkevarer for, men kun fordi han var i følge med de andre. Skønt hans forklaring var i bestemt modstrid med lærlingens beedigede forklaring, fandt retten dog, at hans egen måtte lægges til grund ved bedømmelsen af den del, han havde taget i optrinnet i Søndermarken, da der i øvrigt ikke have kunnet tilvejebringes nogen oplysning i så henseende, idet hverken de andre tiltalte eller de øvrige tilstedeværende havde lagt nøjere mærke til, hvad der var passeret mellem Sienknecht og lærlingen, til dels fordi de havde haft deres opmærksomhed henvendt på, hvad der samtidig passerede med handelsbetjenten. Da det nu ikke kunne skønnes, at han var overbevist om den forbrydelse, for hvilken han var aktioneret, nemlig meddelagtighed i røveri, blev han frifundet for aktors tiltale.

Sagen er, efter hvad vi har erfaret, appelleret til overretten.

(Dags-Telegraphen (København) 17. april 1879.)

Ildebrand i Korups Have. I går morges henved kl. 3 opkom ildløs i et til traktørstedet "Korups Have" ved Valby hørende udhus som i løbet af et par timer totalt nedbrændte. Årsagen til ildens opkomst er ubekendt.

(Social-Demokraten, 11. juni 1882).

Sommerrevyer i Korups Have. (Efterskrift til Politivennen)

Valby Sommerrevy startedes i Aftes. En særdeles fornøjelig Forestilling.

I aftes var det blevet Valbys tur til at holde sommerrevypremiere, og som i tidligere år fandt højtideligheden sted i Korup Have. Men hvad der ikke just kan siges om alle tidligere Valby revyer, gælder for den som der i aftes var "oppe over byen", den blev en ubetinget succes som længe vil trække et stort publikum ud bag Søndermarkens smukke gamle træer.

Men Henriksen havde jo også i år ofret noget for sin revy, og han havde skaffet sig en kreds af unge fremadstræbende skuespillere og skuespillerinder, der dannede ikke så lidt mere end staffagen om det gammelkendt variétéduettistpar hr. og fru Linné (den lille mand med den store kone).

Spiritistisk samfundsdrama i tre seancer kaldes Valby Revyen; navnlig 1. og sidste seance gjorde sig, ja til sidst blev bifaldet og begejstringen så stærk, at publikum ikke lod sig fordrive fra haven, før det havde set forfatteren og komponisten blive båret op på tribunen.

At Valby Revyen foruden meget andet godt indeholder et par ligefrem sjældne perler, nemlig en S-vise (fire lange vers, hvor hvert eneste ord begynder med S) og så en potpourri-duet, som ægteparret Linné mestrer til fuldkommenhed, vi snart være en kendsgerning som hele byen snakker om.

(Aftenbladet (København) 16. juni 1920.)

Der arbejdes på Valby-Revyen

I en pause under prøverne. Til højre hr. og fru Linne.

I den gamle, hyggelige Korups Have ude i Valby er sommerforestillingerne begyndt. Der spilles småstykker, men selvfølgelig skal der atter i sommer spilles en revy. Prøverne på den er i fuld gang - på de første akter vel at mærke. For naturligvis har forfatteren, den kendte journalist Chr. Krum det ligesom alle andre revyforfattere: Han skriver ikke sidste akt før dagen før generalprøven.

Men derfor slider de unge damer og herrer lige meget i det under Krums egenhændige instruktion - hvad han jo er godt kendt med fra sin årlige tre måneders teatervirksomhed i Roskilde.

De spillende er unge og ubekendte - de skal først her vinde deres sceniske sporer.

Kun to er gamle bekendte. Det er hr. og fru Linné, den lille mand og den store kone.

Han der oprindelig var skuespiller, men ikke kunne vinde frem på grund af sin lidenhed, skal spille den komiske hovedrolle og synge flere nye, danske viser, mens han sammen med sin frue synger et par af de kendte duetter.

Humør er der imidlertid i den lille mand, og det skal nok slå fængende gnister når "den er oppe over byen" ruller af tirsdag den 8. juni.

(Aftenbladet (København) 1. juni 1920.)

Frk. Sick-Hartvig.

To gode, kendte skuespillernavne har den unge dame, der i aften ved den 50. opførelse af revyen i Korups Have synger om serveringsdamerne og “sin onkel Ferdinand".

Heldigvis kan den unge pige frk. Sick-Hartvig, bevise sin ægte skuespillerafstamning, ikke alene gennem navnet, men også gennem foredraget af de viser som er hende betroet. Det er en soubrette i svøb som publikum her skænker sit bifald.

Men for øvrigt, alle får de publikums bifald - først og fremmest den lille mand og den store kone - og derfor kan revyen i Korups Have - Chr. Krums værk - med sindsro se de mørke aftener i møde.

De vil ikke, så sandt københavnerne vil more sig, formindske besøget.

(Aftenbladet (København) 6. august 1920.)

Valby Sommerrevy.

Ude i den lille, hyggelige "Korups Have". hvor den gemytlige direktør Henrichsen residerer, var der i aftes premiere på den årlige sommerrevy der her opføres i fri luft inde under Søndermarkens gamle træer.

Titlen i år er “Op ad bakke" eller "Valby Sommerrevy 1922", og hovedforfatteren er Knud Lumbye der dog har medtaget en række viser fra kolleger som er uden jalousi overfor dette lille friluftsteater der er noget ganske for sig.

Dekorationerne der er malet af Rodian Thomsen, sluttede aktuelt med en udsigt over den endnu ikke fuldt færdige hollandske udstilling således som den vil komme til at se ud.

Der var mange kvikke sange med refræner som: 

Den ligger på kommoden derhjemme,
såvidt jeg ved, så ligger den fremme,
der kan jeg sagtens finde den
hvis ikke no'en har flyttet den.

Det talrige publikum modtog i den smukke sommeraften den lille revy med stærkt bifald og fremkaldte gang på gang alle de optrædende: Jacobi Warnick, Ludwig Petersen, Emil Holmelin, Grete Gjern, Adde Sich Christiansen og Agnes Falck.

(Nationaltidende 8. juni 1922, 2. udgave.)

Endnu i 1920'erne var der kundegrundlag for denne form for restaurationer af denne type med sommerforlystelser. Men så løb tiden fra det, Korups Have lukkede 1934 og bygningerne blev nedrevet i 1936. Vejen Bag Søndermarken markerer nogenlunde hvor stedet var.

Korups Have må ikke forveksles med Bjælkehuset som ligger ca. 100 meter længere oppe ad Valby Bakke på Valby Langgade. Det blev etableret i 1915 i stil med "De små Haver". "Hytten" har skiftet udseende flere gange, fx har der været bjørnegræs på taget med en græssende ged. På Bjælkehusets hjemmeside angiver man køkkenet som stedet hvor man opfandt friturestegt camembert.

Marie Sophie Amalie Korup 1839-1917. (Efterskrift til Politivennen)

Marie Korup var ældste datter af brevsamler og traktør Korup som drev det kendte traktørsted Korups Have ved Søndermarken i Valby. At post og gæstgiveri var samme sted, var ganske almindeligt i Danmark på det tidspunkt. Korups Have lå op til Søndermarken hvor vejen Bag Søndermarken er i dag. Der er opført et gult murstensbyggeri på matriklen.

I 1872 var der dagligt et landpostbud fra Valby til Vigerslev, Hvidovre, Damhusbommen, Rødovre og Vanløse og retur. I 1874 afgik der 2 gange daglig et gående bud mellem postkontoret på banegården og Valby Brevsamlingssted. I 1875 distribueredes brede to gange dagligt fra jernvejspostkontoret ved et landpostbud. Man kunne dog også afhente breve mellem kl. 8 og 9 morgen og aften hos brevsamler og traktør Korup. Han tog 2 sk til betaling for et bud der kunne bringe brevet ud. Brevsamlingsstedet havde efter sigende en "ikke ubetydelig korrespondance" (Dagstelegrafen 13. juli 1874). I 1876 var der for postvæsnet regning begyndt en ombæring af postsager fra Valby Brevsamlingssted.

Valby postekspedition blev oprettet 1. juli 1878 som ikke-regnskabsførende ekspedition underlagt overpostmesterembedet. Marie Sophie Amalie Korup blev postekspeditør og senere postmester. 1. oktober 1889 blev postekspeditionen indlemmet i overpostmesterembedet.

I slutningen af 1898 bebudes at der ville ske en omfattende ændring af lokaler om omdelingsforhold, bl.a. i Valby.  Marie Korup var 60 år da hun tog sin afsked med pension den 1. november 1899 af helbredsårsager. Hun efterfulgtes af Christian Emil Victor Emanuel Andersen 1. januar 1900. Den 15. oktober 1906 flyttede Valby Postkontor til Valby Langgade nr. 6. Denne ejendom står opført i OIS i 1908. I Kraks 1906 angives Langgade 2, Frk. M. Korup, postkontor og telegrafstation! Postkontoret i aviser angives at ligge i nr. 6 i hvert fald op til 1914. Posthusbygningen i Valby Langgade 79 er opført år 1900.

I 1897 var der i postvæsnet ansat 5.342 personer, heraf 1.444 statsansatte. I 1921 havde der været i alt 3 kvindelige postmestre i Danmark. Udover Marie Korup også fr. Schaeffer i Esrom (afsked 1916) og frk. Sigrid Marckmann (afsked 1921). Sidstnævnte startede knap 15 år gammel i postvæsnet 1. maj 1867 på Allinge Posthus, hvor hun ligesom Marie Korup blev medhjælp for sin far.

En kvindelig Postmester

En Embedsfratrædelse af ikke sædvanlig Karakter finder Sted fra 1. November, idet hidtilværende Postmesterske og Telegrafbestyrerske i Valby, Frk. Marie Korup, paa Grund af Svagelighed trækker sig tilbage. - Navnet Korup har altid været knyttet til den postale Virksomhed heroppe, idet her for en Menneskealder siden blev oprettet et Brevsamlingssted under Bestyrelse af Frk. Korups Fader med Datteren som Assistent. Den Gang var Valby en lille Bondeby med rigtige Bønder og Bøndergaarde, og den stod for enhver Københavner med K som et Sted, hvor man kun kom ud Pinsemorgen for at se Solen danse. Men efterhaanden forandredes Byens Fysiognomi, den udvidedes betydeligt, Bønderne trængtes ud, Villaer og høje Huse opstod i Bøndergaardenes Sted, og nu er den nærmest at betragte som en Forstad til København. Postvæsenet holdt Skridt med Byens Udvikling; der oprettedes et selvstændigt Postmesterembede med Frk. Korup som Chef, og for 10 Aar siden modtog hun kgl. Udnævnelse som saadan, for Tiden den eneste Udnævnelse af den Art i Danmark. Frk. Korups selvstændige Styrelse af Postvæsenet herude omfatter et Tidsrum af 24 Aar, og at det er en stor og opslidende Virksomhed, vil forstaas, naar man ved, at Postdistriktet omspænder ca. 8000 Mennesker, der til Betjening har foruden Chefen to kvindelige Fuldmægtige og syv Postbude.

Det er værd at notere, at i Postetaten er praktisk gennemført den retfærdige Fordring: „Det samme Arbejde giver den samme Løn” (for Femininum og Maskulinum), en Rekord, der som bekendt ej endnu er naaet i noget andet Embedsforhold. -

Da jeg første Gang kom ind paa Posthuset i Valby, overraskedes jeg ved at se Kvinder ved Ekspeditionen, samt at denne foregik med Høflighed og Stilfærdighed. Fra den Omstændighed ved Postforholdene i min lille Fødeby, at baade den afgaaede og den nyankomne Postmester havde eet Ben, samt den Skælden og Paakalden af Satan og alle hans Engle, naar Udførelsen af postale Pligter foregik, havde jeg halvt ubevidst bevaret den Forestilling, at sligt, hørte til ved et Postembedes forsvarlige Forvaltning, intet Under da, at den grelle Modsætning virkede behageligt paa mig.

Om Valbyerne betragter det som en Ære at være Foregangsfolk paa det postale Omraade, derom forlyder intet; det skulde ikke undre mig, om de stiver sig af med den sædvanlige Forargelse over Kvindens Indtrængen i Mandens Rettigheder, eller den traditionelle Indbildning, at saadant Arbejde dog bedst udføres af en Mand. Det være nu, som det vil, med Anerkendelsen udefra, en Livsgerning ført med Alvor og Samvittighedsfuld hed har jo Glæde nok i sig selv. Men vi Kvinder, der kæmper for begge Køns sociale og menneskeretlige Ligestilling, vil bringe Frk. Korup en varm Tak for det Plus, hun ved sin lange og trofaste Virksomhed har tilført den gode Sag.

Emerita.

I Begyndelsen af dette Aar er der bleven ansat en Dame, Frk. Baagøe, paa Københavns Avispostkontor, foreløbig kun som et Forsøg. Hendes Kontortid er fra Kl. 10 til Kl. 4 à 5 daglig. Red.

(Kvinden og Samfundet nr. 15, 1899).

Når man tog i skoven i gamle dage. I Korups Have og Søndermarken.

Fhv. postmesterske Frøken Marie Korup fortæller.

Det er Sommer, og Københavnerne vil i Skoven! Men ak! Krigen! Ogsaa for Byboboernes bedste og sundeste Rekreation: Skørterene har Krigen lagt Hindringer i Vejen. Vi er jo saa forvænte allesammen. Tog og Sporvogne har i aarevis ført os let og direkte ud i den skønne, danske Natur; og nu, da Trafikken er Indskrænket, synes vi, at det altsammen er som langt borte og næsten uoverkommeligt.

Og saa er det jo i Virkeligbeden ikke saa forfærdelig mange Aar siden, at der slet ikke var noget, som hed "Skovtog"! Og Folk kom sandelig alligevel i Skoven og morede sig - langt bedre end nu, kan man vist trygt tilføje.

Hvor tog man da hen? Ja, man havde selvfølgelig dengang som nu mange yndede Udflugtssteder. De var blot noget forskellige fra Nutidens - mange af dem ligger nu omtrent mldtvejs inde i Byen, f. Eks. Korups Have og Søndermarken.

Ude i Valby bor en gammel Dame, der ved Besked om de Steder. Det er fhv. Postmesterske Frk. Marie Korup, Datteren af Korups Haves taxie Indehaver.

Hendes Fader var kgl. Løber hos Frederik den Sjette, og han fik, da han tog sin Afsked, Bevilling af Majestæten til at oprette Traktørstedet ude ved Søndermarken.

Nu er hans Datter en gammel Dame, og hun sidder ude i sin lille Have i en magelig Lænestol og slikker Solskin, da vi aflægger hende et Besøg for at bede hende om, hvorledes Folk tog paa Skovtur for 60-70 Aar siden.

Valby var en Landsby

"Ja, dengang var Valby jo en Landsby med straatækte Huse og gaarde og Gadekær og slet ingen Lygter og forfærdelige, plørede Veje,", siger Frk. Korup og smiler helt vemodigt ved Minderne.

"Men, jeg synes alligevel, der var meget dejligere dengang end nu! Skønt det var besværligt nok, navnlig for en lille Skolepige, som jeg jo var. For tænk, jeg gik i Skole helt inde i Admiralgade! Den lange Vej travede jeg hver eneste Dag, og det var drøjt! Der gik ganske vist en lille Overgang mellem Valby og det gamle "Halmtorv" en pudsig, kuglerund Omnibus, hvori der kun var Plads til ganske faa Personer. Men den kunde naturligvis ikke betale sig, og saa blev den indstillet.

Jeg husker endnu tydeligt, hvor afdøde Brygger Carl Jacobsen ærgrede og drillede os Pigebørn paa de Ture. Han var jo en lang Skoledreng den Gang, og det var hans største Fornøjelse at hoppe op bag paa den runde Omnibus og hamre på den lille Rude, der sad i Døren! Vi gjorde Vrøvl og skældte, men han lo blot af os og hamrede videre!

Nas, men den Herlighed varede altsaa Ikke længe. Saa maatte vi til at gaa igen! Baade i Sol og Hede, i Kulde og Regn, Dag ud og Dag ind, hele Aaret rundt!

Sommeren var alligevel den allerbedste Tid! Ikke alene fordi der var saa smukt derude, som der var, men ogsaa fordi der saa kom saa mange Mennesker paa Besøg i "Korups Have"

Søndermarken var som en Skov.

De var paa Skovtur! Og det var ikke saa underligt, at en Udflugt til Valby den Gang blev betragtet som en Skovtur. Thi Søndermarken var jo lige blevet aabnet for Publikum!

Ja, De synes naturligvis nok at Søndermarken endnu er smuk! Men det er fordi De ikke har set den, som den var for 69 Aar siden, da den, lige efter at Grundloven var givet, blev lukket op for Offentligheden!

De skulde have set den den Gang! Den var en dejlig, uberørt Skov og samtidig en bugnende Frugthave! Der voksede Kirsebærtræer og Æbletræer i Overflod, og der var de dejligste Nøddekrat, som nok var værd at plyndre om Efteraaretl Jeg tilbragte mine allerbedste Timer derinde! Der var saa meget at se paa, saa meget at opdage og saa meget at spise! Og saa var der den herligste Skovbund! Om Foraaret var den som et hvidt og blaat Tæppe af Anemoner, og Syrer og Bregner stod tæt under Træerne!

Ja, det var den Gang! Men snart blev den jo opdaget som Udflugtssted - Fars Traktørsted laa jo ogaaa saa rart lige ved Slden af - og saa var Idyllen brudt! Det - varede Ikke mange Aar, før hele Herligheden var forsvunden! Hverken Frugt eller Blomster kunde staa for de drabelige Angreb.

Det kinesiske Lysthus.

De kender jo nok det kinesiske Lysthus, der ligger paa en af Skænterne ud mod Vest? Nu er det jo kun et almindeligt Brændeskur, hvor ikke alt for hyggelige Eksistenser med samt deres Brændevinsflaske til daglig har deres Tilhold. Men den Gang var det et smukt og sirligt Lysthus i kinesisk Stil med Drager paa Taget og smukke Paafugledekorationerl

Den Gang, som nu, holdt Folk af at ridse og skrive deres Navn eller Citater rundt om paa Vægge og Træer, naar de var paa Udflugt. Og derinde paa Væggen til venstre var der med en smuk, karakteristisk Haandskrift skrevet et lille Vers, som gjorde et dybt Indtryk paa mig Pigebarn. Ja, jeg kan næsten sige, at det blev bestemmende for mit hele, lange Liv. Det lød:

Tiden vandrer med sikre Fjed
Hen over Slægter og Generationer,
Nogle den træder i Støvet ned,
Andre den hæver paa gyldne Troner,
Ej vi kender dens Maal derved,
Een Ting ved vi, dog bringer den med:
Frihed for Alle! om tusinde Aar
Kvinden ej mere i Lænker gaar!

Det lille Vers grundede jeg meget over! Jeg vilde saa gerne være selvstændig! Og det har jeg jo ogsaa opnaaet. Jeg er den første danske Kvinde, der har faaet kgl. Udnævnelse som Embedsmand!

Datidens Berømtheder med Madkurv i Korups Have

Men hjemme i Haven tilbragte jeg ogsaa mange fornøjelige Stunder. Der laa ud mod Vejen - den, der nu er Valbylanggade, og hvor de elektriske Sporvogne suser og klemter forbi - et stort, rundt Lysthus, og der har mange af Datidens store Mænd og Kvinder siddet.

Min største Fornøjelse var det, naar jeg kunde se mit Snit til at skjule mig bag en Busk i Nærheden og høre paa alt, hvad de havde at tale om, paa deres Spøg og Sang og Diskussioner. Den Gang var det jo moderne at æstetisere.

Her saa jeg den husmoderlige Fru Sødring i hendes aparte Klædedragt med det uundgaaelige højrøde Langshawl dække Bord og pakke Madkurven op og lave Kaffe paa Maskinen, som de fik i vort Køkken. Hun havde en ejendommelig Stemme. Man var aldrig i Tvivl om, at det var hendes, der talte, selv paa temmelig lang Afstand.

Og saa var der Fru Heiberg med hendes tre Plejebørn. Smuk og indbilsk. Det var da i det mindste den Dom, jeg Barn afsagde over hende.

Og Christian Winther kom der. Men han var meget gammel og sveg, og jeg syntes helt uhyggelig at se paa med den store, slet lavede Paryk og den mægtige Kikkert, uden hvilken han ikke kunde se. - Han lignede et Genfærd, syntes jeg.

Og Høedt og hele Familien Price havde vi ogsaa Besøg af ret Jævnligt.

Høedt gjorde et mægtigt Indtryk paa mig ved den uhyre dramatiske Maade, han altid talte og gestikulerede paa Han raabte op og slog ud med Armene og agerede, saa der ikke var Ørenlyd for andre end ham selv.

Pricerne var derimod saa uhyre stilfærdige. Navnlig erindrer jeg bogstaveligt talt aldrig at have hørt Juliette Price møde et Ord.

Men det aller, aller morsomste var dog, naar Erik Bøgh og hans Venner var paa Skovtur i Søndermarken og endte inde hos os.

Der sad saa Visedigteren i den lyttende Venneskare, og med en lille usynlig Tilhører i mig, og sang sine sidste nye Viser.

Det var morsomt. Aa, hvor tydeligt husker jeg ikke, da jeg for første Gang hørte: "Hr. Madsen, Hr. Madsen!" Bøghs egen Stemme klinger endnu i mit Øre.

Og saa var der Digteren, Professor Hauch, der havde Fribolig oppe paa Frederiksberg Slot. Han vandrede lange Ture i Søndermarken, og saa hændte det jo ogsaa af og til, at han faldt ind i Korups Have og nød en Forfriskning.

Oehlenschläger var for Resten ogsaa tit paa Tur til Valby.

Han kom en Del hos fhv. Guvernør i Vestindien Holten, der boede nede paa Valdal! Fruen gik altid helt hvidklædt og med ganske korte Kjoler - lige saa korte som Damerne bruger dem nu til Dags, og saa havde hun Sko med Korsbaand-

Naar de Kongelige kørte Tur i i Søndermarken.

Men det var ikke alene Datidens Skønaander, der holdt af at tage paa Udflugt til Søndermarken. Ogsaa de kongelige kom der nu og da. Den gamle Enkedronning kørte saaledes ofte rundt derinde i Timevis, men saa var Haven lukket for Publikum!

Arveprinserne Caroline spadserede ogsaa tit derinde, dog uden at der blev lukket af!

Med hende havde jeg en Gang en lille Oplevelse, som jeg var optaget af lange Tider efter:

Hun havde en Dag tabt et Slør derinde. De ved maaske ikke rigtig, hvorledes et Slør var arrangeret i de Tider. Det var Ikke som nu, hvor man blot binder sit Slør om Hatten! Ne!l det var fastgjort paa en Bøjle, der var til at sætte fast paa Kysehattens forreste Rand.

Nu havde Prinssessen mistet sit Slør! Hun var meget vred over det, og hun blev ivrig og snakkede op, og den ulykkelige Hofdame, der var med hende, var ganske ulykkelige!

Saa fandt jeg Sløret! For Resten et saare tarveligt og almindeligt blaat Slør! Men stolt og glad var jeg jo og bragte Prinsessen det og fik mange Taksigelser og et Klap paa Kinden! Den Oplevelse levede jeg som sagt paa i lange Tider I

Nu er Valby jo en Del af Storstaden København, og jeg maa med et Smil mindes min vilde Begejstring, da der for første Gang blev oplyst med Tranlygter paa Vejen op til Stationen. Allerede den Gang syntes jeg, at nu boede jeg næsten i en Storstad!

Ja, der var dejligt derude den Gang. Og Søndermarken! Ja, den er og bliver mit tabte Paradis"

(Nationaltidende 17. juni 1917).

Artiklen indeholde endnu et foto der imidlertid er af så ringe kvalitet at jeg har valgt ikke at bringe det.

Hendes beskrivelse af det kinesiske lysthus tyder på at hun blander Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have sammen med den kinesiske pavillon i Søndermarken. Det er tegnet af Abildgaard. Sidstnævntes lokation er på en skrænt mod vest, men hendes beskrivelse pege mere på lysthuset Frederiksberg Have. Det var i givet fald den anden eller tredje kinesiske pavillon Marie Korup oplevede i Søndermarken. Den første blev bygget 1787, men nedrevet i 1802. Et forsøg på at rekonstruere pavillonen blev til virkelighed i 2013. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Postmesterske Marie Korups adresse i 1914 angives i Kraks 1914 til (Valby) Langgade 2. Det er her hvor Bjælkehuset har adresse i dag.

Fru Sødring er formentlig skuespilleren Julie Weber Sødring (1823-1894). Høedt er formentlig skuespilleren Frederik Ludvig Høedt (1820-1885). Han og J. L. var uvenner. Den tavse Juliette Price (1831-1906) var vant til ikke at sige noget. Hun var balletdanser.

Ganske få uger efter artiklens offentliggørelse døde Marie Korup.

Nationaltidende 6. august 1917.

Den første kvindelige Embedsmand.

Sagfører Korup, Ringsted, har haft den Sorg at miste sin Søster, Frk. Marie Korup, tidligere Postmester i Valby. Begravelsen foregaar fra Kapellet paa Holmens Kirkegaard paa Torsdag.

I Anledning af Dødsfaldet skriver "Nltd":

Den gamle Dame, der var den første Kvinde, som modtog kongelig Udnævnelse som dansk Embedsmand, var i en lang Aarrække Postmesterske i Valby. Dette Hverv var hun saa at sige født til at overtage, idet hendes Fader, den tidligere kongelige Løber hos Frederik den 6 og daværende Indehaver af Traktørstedet Korups Have, tillige var Postholder og havde Brevsamlingssted i Valby. Denne Del af »in Faders Arbejde overtog Frk Korup allerede som ganske ung, og da Valby nogle Aar senere skulde være selvstændigt Poststed, ansøgte hun om Embede! som Postmester, og fik det. Og dette sit Hverv har Frk. Korup røgtet gennem mange Aar, lige til hun, den 1. November 1899, tog sin Afsked, i l de sidste Aar levede Frk. Korup stille og tilbagetrukkent, men sad man overfor hende i hendes lille Have, saa maatte man sande, at hun var et Menneske, som Tiden ikke var løbet fra. Ikke blot kunde hun livligt og interessant fortælle om gamle Dage og alle de kendte Personligheder, hun havde set i sin Barndom ude i det den Gang landlige Valby og Korups Have, men hun var ogsaa interesseret i alle Dugens og Tidens Spørgsmaal og Emner. Begavet og kultiveret, som hun var, havde hun ligeledes gennem sit lange Liv fulgt de skiftende Tiders aandelige Strømninger og altid vidst med sin klare og sunde Forstand at vælge og vrage, prøve og vurdere.

Og nu er hun død, stille og blidt, som gamle Mennesker, der har levet et harmonisk Liv. Lige til det sidste troede hun selv, at hun blot skulde samle lidt Kræfter for helt at komme sig efter en Sygdom i Vinter, men hun top fejl. En Aften sov hun ind for ikke at vaagne mere.

(Ringsted Folketidende 8. august 1917).

Jordefærd.

Fhv. Postmester, Frk. Marie Korup.

Fhv. Postmester i Valby, Frøken Marie Korup jordedes i Eftermiddags paa Holmens Kirkegaard.

Ved Højtideligheden i Kapellet bad Pastor em. Thygesen en Bøn.

til Kisten var bl.a. sendt Kranse fra Overpostmesterembedet, og i Følget saas Postmestrene, Kaptajn Andersen (Valby), Frost (Vesterbro) og Lund (Sundbyerne).

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 9. august 1917).

Senere flyttede postkontoret ind i denne ejendom på Valby Langgade 79. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kunstfund i Korups Have. (Efterskrift til Politivennen)

På kbhbilleder findes et foto med følgende forklaring på kbhbilleder: Statens Museum for kunst. Efteråret, skulptur af professor Nicolai Dajon (1748-1823) Statuen der oprindelig var opstillet som Decorations Figur i Haven ved den gamle smukke Lystejendom Vodroffgaard, vest for Sankt Jørgens Sø, henstod her indtil Eiendommen Aar 1906 blev nedbrudt, og den prægtige Have udstykket til Bebyggelse. Efteraaret, hvis Værd ingen kjendte, henflyttedes til Beværtningsstedet Korups Have i Valby, hvor den gjennem Aarene var udsat for Overlast og hensynsløs Behandling, og de oprindelig saa skønne Former dækkedes efterhaanden af et tykt Lag Kit og Farve. Endelig i April 1915 slog befrielsens Time, idet Direktør ved Statens Museum for Kunst, Carl Madsen, ved et rent Tilfælde opdagede, hvilken Skat Haven ejede og for en Sum af Kr. 300 reddede Kunstværket fra den sikre Tilintetgørelse. Statuen blev derefter underkastet en længe tiltrængt grundig Renselse og Istandsættelse, hvorefter den som en værdifuld Erhvervelse indlemmedes i Museets Samlinger. Foruden Efteråret skal Vodrodffgård i Fortiden have eiet tre andre Statuer, Foråret - Sommer og Vinter, ligeledes Arbejder af Dajon, disse ere dog forlængst forsvundne og formodentlig gaaet tabt for bestandig. (Mariboe)

 

Gipsfiguren i forhaven er havnet på Kunstmuseet.

De mange, som i årenes Løb har besøgt den gamle og gode beværtningshave i Valby, der bærer navnet "Korup Have", vil sikkert huske den ret store gipsfigur, som stod i forhaven ud mod Langgade.

Ingen har hidtil anet, at den  havde nogen synderlig værdi; men nu har billedhuggeren L. Brandstrup opdaget den, og efter at hans kollega Jens Lund har fjernet kalkpudset af den, viser det sig at det er en højst værdifuld terrakottafigur fra ca. 1780.

Den er sandsynligvis lavet af den dansk-franske kunstner Dajon, og er et led i et større værk som hed "Årstider".

"Høst", som figuren hedder, er nu afkøbt restauratør Henriksen og står herefter i Kunstmuseet.

(Folkets Avis - København 13. april 1915.)

Pastor Ussing forbyder Musik i Pinsen. (Efterskrift til Politivennen)

Pastor Ussing i Øl-Kirken.

Helvedespræsten i Søndermarken

I Onsdags blev Restavratørerne Andreas Petersen, "Mellemhaven", Schultz "Alleenberg", og Frederik Petersen "Billigheden", ved Frederiksberg Politiret hver idømt en Mulkt af 50 Kr., fordi de havde ladet musicere i deres Lokaler 1ste Paaskedags Morgen mellem Kl. 4 og 9. Endvidere blev Restavratør Bock paa "Sommerlyst" idømt en Bøde paa 70 Kr., forbi han tillige havde hast Musik Skærtorsdag og Langfredag

Endelig har samtlige Restauratører paa Frederiksberg, som har Ret til at lade udføre Piano og Violinmusik i deres Lokaler, faaet den Meddelelse fra Birkedommer Ingerslev, at Musiktilladelsen straks vilde blive dem frataget, hvis de lod musicere i deres Restavrationer 1ste Pinsedag.

Enhver Københavner ved,. hvilken Folkevandring der finder Sted til Frederiksberg Pinsemorgen. I de lyse Morgentimer kommer der i Tusindvis af Besøgende derud til de friske, grønne Haver, og Restavratørerne har derfor altid regnet 1ste Pinsedag for en af deres store Dage.

Selvfølgelig har de kappedes om, hvem der kunde gøre det hyggeligst for de københavnske Gæster, og en lille Smule Musik har lydt mellem det friske Grønne.

Nu er det forbi, og det er naturligvis Indre Mission, der atter har været paa Spil her.

Ude i Valby ligger Jesu Kirken eller mere populært kaldet Øl-Kirken, fordi den er opført af Brygger Jacobsen paa Ny Carlsberg, hvis Brygger-Forfængelighed krævede en Kirke for sig selv. Ved Siden af Kirken lod han bygge en flot og herskabelig Villa som Præstebolig, og derefter kaldte han Pastor Ussing til at være Præst her.

Men Pastor Ussing, Indre Missionsmanden, kunde ikke se roligt paa, at Folk foretrak Søndermarken, Korups Have og Restavrationerne i Pilealleen fremfor hans Helvedesprædiken. Han skrev til Hr. Ingerslev om Folkets verdslige Glæde l den lyse Sommermorgen.

Nu bliver der altsaa stille paa Frederiksberg Pinsemorgen. Missionen har lagt sin klamme Haand paa et nyt Stykke af den Smule Folkeliv, vi har tilbage. Bryggerens Penge bruges til en Præst, der rydder Værtshusene for Gæster. Andet vil Hr. Ussing ikke naa. Solen vil danse lige saa lidt og lige saa meget, som den har gjort for, og vi Københavnere vil tage vor Morgentur. som vi har giort det før, og kan vi ikke saa det hyggeligt paa Restavrationerne, saa vil vi tage Frokosten med og lejre os i den friste, grønne Skov eller paa Plænerne i Frederiksberg Have. og vor Morgensang skal lyde fra Søndermarken over til den hellige Præst og fortælle ham. at det endnu er de mange, der lige som alt andet levende jubler af Glæde, naar den genfødte Natur straaler i Foraarspragten.

Pastor Ussing og hans Indre Mission kan ikke staa sig imod Solen. Vi husker tydeligt en Pinsemorgen ude i Søndermarken. Folk laa i Grupper paa den grønne Plæne og dasede i Solen efter at have nydt Frokosten. Inde fra Korups Have lød Musiken fra Karussellens Lirekasse, og rundt omkring i den foraarsprydede Skov hørte man Arbejdersangforeningerne, hvis Medlemmer sang omkap med Fuglene. Saa blev der ganske stille et Øjeblik. Der havde lydt en Stemme, som bragte en Mislyd midt ind i al Glæden. Ud fra Træernes Skygge traadte en af Missionens Lægprædikanter, og der flød fra hans Læber en rigelig Strøm af Ild og Svovl og Helvedes Pine. medens hans Øjne sprudlede i fanatisk Vanvid.

Der blev som sagt stille et Øjeblik, hvor man ret følte den skærende Disharmoni, der var bragt ind i glade Menneskers rene Liv. Saa tog en Drossel fat, og slog sine Triller af fuld Hals, en Sangforening sekunderede med:

- Vor Sang, vor glade Morgensang.

Helvedesprædikanten studsede lidt; men den lille Skare, der havde dannet sig om ham. tyndedes ud, og han maatte luske af for at finde bedre Sangbund andet Sted.

Nu har Missionen altsaa naaet at standse Musiken i Restaurationerne. Vi faar trøste os med, at vi beholder vort eget gode Humør, og at Hr. Ussing ej heller formaar at standse Fuglenes Sang, fordi han skal prædike i Ølkirken. Den hele Sag kan derefter blive en privat Affære, som d'Hrr. Ussing og hans Patron faar at klare med hinanden. Vi andre vil kun huske, at Missionen atter har vist sin Ufordragelighed. Den har atter forstaaet at vække Forargelse.

(Social-Demokraten 23. april 1898).

Pastor Ussings villa. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Ussing og Bygger Jacobsen

Hr. Redaktør!

Pastor Ussing ved Valby-Kirken er altsaa rendt til Politiet for at faa forbudt en Smule uskyldig Musik Pinsemorgen. Alle er enige om at takke "Social-Demokraten", fordi den har ladet Præsten høre, hvor daarlig han handlede, navnlig da han rammer det arbejdende Folk, hvis Liv i Forvejen er fattigt nok paa Glæder.

Men det er en Fejltagelse, hvis nogen tror, at "Ny Carlsberg"s Ejer, Hr. Carl Jacobsen, billiger Præstens Optræden. Hr. Jacobsen er ganske vist ikke her i Byen i denne Tid, men efter mit Kendskab til hans Livssyn, godkender han ikke, hverken at Præsten er løbet til Politiet eller at han har faaet forpurret den Smule Musik.

Det er rigtigt nok, at Pastor Ussing kan takke Hr. Jacobsen for det gode Embede, han nu har; men det fik han, fordi man troede, at han var en forholdsvis frisindet Mand. Dog aldrig saa snart sad han fast i Valby, før han udviste andre Egenskaber, som hurtigt bragte ham paa en spændt Fod med sin Velgører. Det er en offenlig Hemmelighed, at Forholdet mellem de to Mænd er alt andet end godt; men nu kan han ikke afstediges igen af Brygger Jacobsen.

"Ny Carlsberg" er altsaa ganske uskyldig i Ussings Gerninger, og hertil kommer, at en Misstemning mod dette Bryggeri meget let kan skade Folk, som tværtimod fortjener Tak. Jeg sigter hermed til Ny Carlsbergs Ølhandlerforening. Jeg husker endnu, at denne Forenings Medlemmer afholdt et Møde ved Borgerrepræsentantvalgene for et Par Aar siden og ved den Lejlighed var saa frisindede, at Frederik Hansen blev arrig i "Avisen" og skrev, at de hellere skulde gaa hjem og skylle Flasker fremfor at beskæftige sig med Politik. Det var imidlertid ham selv, som blev sendt hjem; men "Ny Carlsberg"s Ølhandlere bør ikke nu lide under, at der er kommen en uheldig Præst i Valby.

Derfor har jeg fremsendt disse Oplysninger om Hr Jacobsens Stilling til Hr. Ussing, og naar de er læste, vil alle give mig Ret i, at Bryggeriet intet Ansvar skal have for, hvad denne Præst bedriver.

L. L. 

(Social-Demokraten 26. april 1898).

Der er øl på bordet i M. G. Petersens familiehave på Frederiksberg i 1894. Mon ikke også der har været musik? Men den gik altså ikke pinsedag 1898. Kbhbilleder.

Pinsemusik.

Et beskedent Brev.

Pastor Ussing 

tilskriver os følgende :

Hr. Redaktør !

I Anledning af Artiklen "Pastor Ussing i Ølkirken" i "Soc.-Dem." fsor 23. ds. beder jeg om Plads for nogle Bemærkninger.

Om Brygger Jacobsens Forhold til Jesuskirken og dens Præst synes der at være udbredt ret forvirrede Forestillinger. I Virkeligheden forholder Sagen sig saaledes : Brygger Jacobsen har ladet Jesuskirken bygge og har overdraget den til Folkekirken. Den er herefter indviet til Filialkirke i Hvidovre Sogn, der i kirkelig Henseende er stillet ganske ligesom Landets øvrige Sogne. Præsten kaldes - ligesom Landets andre Præster - af Kongen (Kirkens Bygherre har kun havt den i faadanne Tilfælde almindelige Indstillingsret) og lønnes udelukkende ved de almindelige folkekirkelige Indtægter. Præsten staar ikke i noget andet Forhold til Brygger Jacobsen end til enhver anden Sognebeboer. Ikke engang Præsteboligen skyldes ham; den ligger slet ikke ved Kirken, netop fordi Brygger Jacobsen hverken vilde skænke eller sælge noget as sine Grunde der til Præsteembedet. Den er tilvejebragt ved et almindeligt Embedslaan ligesom andre Præstegaarde, saa at det er Præsten selv, der betaler det hele (i Renter og Afdrag). Brygger Jacobsen vilde derfor sikkert - og med Rette - blive meget forbavset, om man tiltroede ham nogen Indflydelse paa, hvad der prædikes i Jesuskirken, eller hvad Hvidovre Sognepræst tager sig for.

Med Hensyn til Pinsemusiken er jeg meget i Tvivl, om virkelig jeg fortjener Æren for at have sat denne Sag igennem, da det, jeg har gjort, indskrænker sig til et beskedent Brev, jeg sendte Frederiksberg Politi for et Aar siden, og hvori jeg kun klagede over enkelte, her fremtraadte Misligheder. Men hvorledes det nu dermed forholder sig, maa dog enhver retsindig Mand indrømme, at Aarsagen til Forbudet i alt Fald ikke er Klagen over en vitterlig Lovovertrædelse, men Loven selv. Det er jo nu Lov og Ret i Danmark saaledes, og "Social-Demokraten"s Læsere vil dog sikkert være enige med mig i, at det er samfundsnedbrydende at give og have Love, som ikke overholdes. Er Loven forkert, da lad os faa den lovlig ændret. Men saa længe Loven beståar, er det dog meningsløst at anse sig for forurettet, fordi den hævdes paa et Punkt, hvor den ikke behager, medens man ivrer for den paa andre Punkter, hvor man selv har Gavn af den.

Men Pinsemorgen i det grønne - er det da noget ondt? Nej, tilvisse. Og lidt god Musik dertil? Ja, ogsaa det vilde jeg glæde mig ved, om det blev tilladt. Jeg skulde med Fornøjelse støtte et Andragende om en Dispensation fra (eller Ændring i) Helligdagsloven, for at der kunde gives offenlig Musik i den tidlige Pinsemorgen i Frederiksberg Have og andre Steder, hvor Folk samles til uskyldig Glæde - og uden Drik. Thi lad os ikke hykle: den hidtilværende Praksis var ikke Musik i Søndermarken o. I., men Musik i "Sommerhaverne" og Beværtningerne, og det, som forekom ikke blot alvorlige Kristne, men mange hæderlige Verdensmennesker forargeligt, var ikke Tonerne i det grønne, men alt det Drikkeri og larmende Gøgl, som vanhelligede en af Landets største Helligdagsmorgener. Det var kommet saa vidt, at man næppe kunde gaa til Kirke paa Pinsedag igennem eller langs med Søndermarken uden at overrendes af fulde Folk. Det kan vi vel enes om, er ikke uskyldig Folkeglæde. Og saa længe jeg faar Lov at virke som Præst, vil jeg af Hjærtet bekæmpe Drikkeriet og al anden Synd, som er Folkets Fordærvelse.

Naar "Social-Demokraten" angriber Præster, fordi de ikke gør deres Pligt eller holder sig Loven efterrettelig (optræder unobelt i Pengesager o. a.), saa siger vi Tak. Det er godt, at alt sligt bliver revset. Men naar vi stræber at gøre vor Pligt, fortjener vi faa ogsaa Dadel ?

Valby, den 25. April 1598.

Henry Ussing.

Hvad Hr. Ussing skriver i den første Del af sit Indlæg, kender vore Læsere fra Hr. L. L.'s Artikel i Tirsdagsnumret, nemlig at der ikke længere er nogen særlig Forbindelse mellem Ejeren af "Ny Carlsberg" og Præsten ved Kirken i Valby. Hr. Jacobsen mener maaske endda i dette Øjeblik, at han kunde have givet sine Penge bedre ud end da han byggede denne Kirke.

Med Hensyn til Pinse-Musiken erkender Pastoren, at det ganske rigtigt er ham, som i "et bskedent Brev" klagede til Politiet og fik Musiken forbudt; men han mener, at Loven er paa hans Side, og deri ser han sin Undskyldning.

Naa ja: Efter Loven maa der ikke musiceres offenligt Paaske- og Pinsemorgen; men alligevel har den Smule Musik haft gammel Hævd, og Politiet har set gennem Fingre med den. Ogsaa i Tivoli er der i en Aarrække bleven musiceret Pinsemorgen. Vi har herhjemme kun ringe Folkeliv og faa Frilufts Glæder, saa meget bedre var det, at Pinsen havde arbejdet sig op til en folkelig Glædesdag.

Hvad der fandt Sted paa Frederiksberg, skete under Politiets Opsigt. Dette vidste altsaa fuldt vel Besked. Det forekommer os da, at Hr. Ussing kunde have ladet Politiet selv om at passe "Loven", Det havde saamænd nok skredet ind, om Musiken dertil havde givet Anledning. Han følte sig imidlertid som en større Politisjæl end selve Frederiksberg Politi. Han tvang Forbudet og MnIkterne igennem ved sit "beskedne Brev", som Hr. Ingerslev vel vanskelig kunde undlade at tage Hensyn til.

Nu tror den gode Præst, at han klarer sig ved at vise hen til "Loven og Retten i Danmark". Men der er mange Ting. som er "Lov og Ret" og som alligevel kun bliver taaleligt, fordi Politiet ikke ved alle Lejligheder hænger sig i det død? Bogstav. Det er "Lov og Ret", at Børn ikke maa spille Boldt, Pind eller Klink paa Gaden, Bybude maa ikke opstille sig i Klynge, Ingen maa sætte sig paa andres Trapper, det kan forbydes, at to eller flere Personer standser og taler med hverandre paa Gaden osv. Render Hr. Ussing virkelig til Politiet, hver Gang han ser et Barn spille Boldt eller ser en fattig Kone paa en Trappegang? Os forekommer det. at der er Politibetjente nok, som kan passe "Loven og Retten", og at det er værdigst for os andre at passe os selv.

Men Hr. Ussing har moralske Grunde, siger han. Han vil bekæmpe "Drikkeriet og al anden Synd." 

Men han er da paa en gal Vej, naar han forbyder Musik, selv den i "Sommerhaverne". Det er notorisk, at jo kedeligere og tristere Livet gøres, jo mere drikkes der. Man ser aldrig saa mange berusede Mennesker som Skærtorsdag og Langfredag, naar alle offenlige Forlystelser er stængede. Man ser til Gengæld færrest berusede Mennesker i de Lande, hvor Politikniplen svinges mindst og Folkelivet rører sig livligst.

Men Hr. Ussing vil være med til at erstatte Sommerhavernes Musik med en Koncert i Frederiksberg Have. Hvorledes vil han det? Jo, han vil støtte et Andragende! Mange Tak! Men offenlige Koncerter koster Penge, og naar han har taget Musikken bort fra Folk et Sted, saa burde han virkelig selv betale dens Genopstandelse et andet Sted, da det ellers kun bliver til pæne Talemaader, selv om han nok saa meget møder med sin ærede Underskrift.

Og dertil kommer, at hvad Folk ønsker er Musik der, hvor de drikker deres Morgenkaffe og spiser deres Smørrebrød. Det foretrækker man nu engang fremfor at staa ret op og ned og høre paa et Orkester. Men lad os alligevel se, om Hr. Ussing Pinsemorgen skaffer os Koncert i Frederiksberg Have! Gør han ikke det, og indskrænker hele hans Bedrift sig til, at han har taget en lille Adspredelse fra Folk uden at give noget som helst i Stedet, saa tror vi, at Solen Pinsemorgen lige saa lidt danser for ham som sor andre gnavne Herrer, der har en mindre god Samvittighed.

Red.

(Social-Demokraten 28. april 1898).

I 1898 faldt pinsedag den 29. maj. Helligdagsloven forbød musik fx på beværtningssteder på folkekirkens helligdage, hvilket var gældende til langt op i 1900-tallet, i forskellige udformninger, "Der må ikke afholdes offentlige forlystelser på langfredag, påskedag eller pinsedag efter kl. 6, på juleaftensdag efter kl. 16 eller på juledag." Det afholdt dog ikke fx afholdsforeninger og sangforeninger fra at lave musikarrangementer netop på de tidspunkter. 2. pinsedag blev musikmæssigt ikke anset for en helligdag, hvorfor der offentligt i aviserne blev annonceret talrige musik- og dansearrangementer.

Først i 1991 blev dette forbud ophævet. Nu står der ganske kort at "Der må ikke på folkekirkens helligdage foretages noget, hvorved gudstjenesten forstyrres". Dermed var lovgivningen kommet i overensstemmelse med hvad der allerede praktiseredes.

Henry Braëm Ussing (1855-1943) var præst ved Jesuskirken 1891-1915, hvorefter han var sognepræst ved Vor Frue Kirke. Han spillede en ledende rolle i Det københavnske Kirkefond (1896) som det på den ene side lykkedes at opføre ca. 50 kirker, men på den anden side også udviklede en "kirke i kirken" med et fjendskab såvel venstreregeringerne som de socialdemokratisk-radikale regeringers demokratiske lovgivning (som han anså for forløbere for Antikrist). Om end hans prædikener tiltrak mange folk, gjaldt dette ikke i samme grad hans virke udenfor kirken. 

Kjøbenhavns Satirisk-komiske Veiviser. (Efterskrift til Politivennen)

 

Eller den skjælmske Ledsager i Danmarks Hovedstad. 

Af Jakob Behrend. (1839).

Redacteurens Introduktion (2015)

Nedenstående udvalg af Behrends lille bog giver forfatterens personlige billede af hvordan livet i Københavns gader og uden for voldene formede sig i 1830'erne. Originalen findes på Københavns Hovedbibliotek. Den indeholder en alfabetisk gennemgang af den indre bys gader samt afsnit om spadsereture tæt på København og uden for Søerne. Illustrationerne er indsat af Redacteuren. Originaludgaven har ingen.

Bogen er et meget tidligt eksempel på en mere "uformel" beskrivelse af København. Frederik Thaarup (1766-1845) som nævnes flere steder i bogen, var redaktør af flere københavnske tidsskrifter og havde forfattet flere beskrivelser og turistførere over København. Militærdiktaturet (enevælden) lagde sin klamme hånd på enhver ytring der kunne formodes at skade styret. Behrends bog kan ses som et eksempel på hvordan man(d) alligevel forsøgte at udholde styret gennem druk, kvinder og sparsomme forlystelser. Set med nutidens briller kan meget af det opfattes som "lummert". Hvilket det utvivlsomt også er, men altså skal ses i kontekst med datidens restriktioner.

Om forfatteren Jakob Behrend skriver Det Store danske bl.a.: Jacob Behrend, Carl Jacob Behrend 1803-1846, bogtrykker, forfatter. Udlært i det Brünnichske bogtrykkeri. 1820–26 typograf i Tyskland og Frankrig. Bogtrykkeri i København 1827-1831. Købte derefter et lille trykkeri, som havde til huse forskellige steder i København. Bogtrykker 1839 og visedigter i poeternes klassiske gade Åbenrå. B.s forfatterskab omfatter en mængde småskrifter på vers eller prosa af lavkomisk og satirisk indhold, op imod 450 og har desuden skrevet mængder af lejlighedsviser på bestilling. 

Åbenrå år 2015. De gadehandlende og deres sang er forsvundet. (Eget foto).

Aabenraa. Her er en blomstrende handel med kogte kartofler, stegte ål og grillerede fårehoveder. Om morgenen vækkes beboerne ofte af disharmoniske trioer, kvartetter, kvintetter etc. udført af dilettanter og dilettantinder, som fra vognenes troner udråber tørv, pindebrænde, matte fisk osv. Efter at adskillige har brækket arme og ben, er gaden viseligt blevet brolagt. Holberg den udødelige skal have boet i Aabenraa. Gud give han levede og ville skrive en komedie: "Oplysningens ekcentriske trompeter". I denne gade tog retfærdigheden fejl, hvilket er et ubehageligt tilfælde. Man gjorde nemlig eksekution hos Rakettens udgiver Møller (nr. 245), i stedet for hos en anden mand af samme navn. Det var dengang som man ser, en lykke at man ikke hed Møller. "Oh Rendsborg! Oh Rendsborg! Du vennehulde stad" toner ofte sødt i denne gade i den herlige manøvretid, mens sangernes knebelsbarter glinser af ålesidt.

Abel-Cathrines Boder, beliggende i Dronningens Tværgade er stiftet 1615 af Abel Cathrine von der Bisch, i hvilken 23 fruentimmer har fri bolig og 1 rigsbankdaler ugentlig. Med tilskud lever de ret behageligt, de gode gamle jomfruer og madammer. Sagnet fortæller at der i denne egn bestandig skal lugte af kaffe.

Accouchehuset eller Fødselsstiftelsen. Her hjælpes småbitte børn til verden og plejes, lige meget om moderen som frøken, jomfru eller ægteviet kone har bidraget sit til deres tilværelse. Det er en menneskekærlig, frugtbringende og vigtig anstalt, som skjuler syndernes mangfoldighed. Damer kører derind så tykke, så det er en lyst, og kører ud derfra så slanke som jomfruer, hvis prædikat også mange af dem vedbliver at føre. Og siger nu veninderne ved gensynet til en eller anden af dem "Gud Emilie, hvor har du været så længe?", svares almindeligt: "På landet!". "Om vinteren?" , "For at lære at kerne smør".

Adelgade 91A, baggården (Nationalmuseet). (Eget foto, 2015)

Adelgade, bebos ikke mere af lutter adel, men tager nu også til takke med borgerfamilier, som har lange udsigter i den.

Admiralgade. Her skal i Christian den 4. tid have boet en admiral. Så meget værd havde en admiral i den store konges tid at gaden hvori han boede, blev døbt efter hans rang. I vores tid er ingen gade blevet opkaldt efter nogen admiral, general eller korporal.

Antonistræde har navn af helgenen Antonius - og bebos nu af mange skøger som bidrager til at gøre ungdommen moralsk fordærvede. Dog - her findes også en anstalt hvori den atter gøres dydig- Lad gå da! Det er ikke længe siden at et offentligt fruentimmer blev myrdet i denne gade. Vores årvågne politi skal have gerningsmanden i sin varetægt.

Assistenshuset, en offentlig låneanstalt som især søges stærkt i Dyrehavstiden og ved auktion to gange årligt sælger de uindløste panter. Til disse tider findes mange tårer og udpresses mange sukke i København. 

Boghandel; på samme har Athenæum og andre læseselskaber haft megen skadelig indflydelse, idet flere hundrede mennesker har aktieret i, og nyder ved læsning renterne af et eksemplar af en bog, hvoraf mulig hver for sig ville have købt et, når intet læseselskab eller ingen læseforening var stiftet her. Litteratur og makulatur udgør en daglig, temmelig lang artikel i Adresseavisen og almindelig Commissionstidende og sammensmelter under den fælles rubrik: "Kundskabsvæsen". Boghandlernes ånd formener jeg kan inddeles i vandånd, vinånd, landånd, stadsånd, marskandiserånd, administrationsånd, hellig skomagerånd, etc. Den virkelige boghandlerånd - nemlig den kundskabsrige - skal kun forefindes hos nogle enkelte blandt vores boghandlere. Noget er bedre end intet.

Bredgade eller Norgesgade er en kontrast til livets smalle tornesti. Den er bred, jævn, forskønnet ved pragtbygninger. Billedet på livets forgængelighed. Frederikskirkens ruiner signer storhedens gravminde. Landakademiets øste fløj: Den fremspirende kraft. Det Kirurgiske Akademi: Den statsmaskinens sår lægende trofaste nationalånd. Det Katolske Kapel: Håbet om den algodes bistand. Frederiks Hospital og Apotek: Den beredvillige opofrelse. Og endelig antyder Søkadetakademiet som snor sig om ad Toldbodvejen, ligesom for at stræbe ad havet til: At kun søfart og handel er Danmarks fornuftige læge.

Brændevinsmagasin ved Langebro er nu gået til sine fædre. Det var bestemt til efter omstændighederne at åbnes når trangen efter dyre priser anbefalede dertil. Når dyre priser anbefalede dertil, åbnedes gerne af trang. Når trang anbefalede dertil, åbnedes det stundom til dyre priser. Hip som hap! 

Brøndstræde, store og lille. I Store Brøndstræde er en gratistskole "for honette evneløse folks børn", Lille Brøndstræde er et asyl for moralsk fordærvede kvinder hvor dog ikke arbejdes på deres sjæls forbedring.

Børsen. (H. G. F. Holm 1837)

Børsen, bygget af Christian den 4. Det hedder desværre ikke mere med ængstelig hast: "Til Børsen! Til Børsen! Klokken er tolv!". Det sygelige liv som bevæger vores halvdøde handel, vågner først op klokken halvto og sover ind igen en lille time efter når dens gravklokke lyder. Merkur har som handelens gud vendt os ryggen. Som tyvenes og kassebedragernes derimod skænker han os sin særdeles gunst. Uakkurate kreditorer bliver nu til handelens oplivelse og kredittens sikkerhed ophængt på Børsen. Nemlig deres navne. Ikke til evig spot, skam og skændsel, men formentlig dog til et slags timelig. Mærkværdig er: Børsvægterens tapre hunde og velstanden som kastes ud derfra hver fastelavnsmandag. Når man i børstiden træder ind i salen, bliver man besynderlig bevæget ved at høre et brummende kor, ligesom af ånder. Men man har ingen grund til at have spøgelsesfrygt. Det er de på Børsen emanciperede jøder som brummer friheds- og lighedshymnen i forening med deres driftige brødre.

Cancellibygingen, hvorfra statens ve og vel udgår. En ansøgnings frem- og tilbagerejser fra Magistrat til Kancelli og omvendt og indtil den når målet, kan stundom medtage mere end tre år, i hvilket tidsrum jorden kan omsejles.

Chirurgisk Akademi, bygget 1786. Her skal engang en blodig nævekamp have fundet sted, hvorved en del danske studenter skulle have vadet i tysk barberblod til op over knæene. Det kirurgiske barberuvæsen har nu, til tarv for menneskeheden en ende. 

Christiansborg Slot brændte 1794. Dets genopførelse blev overdraget nuværende overbygningsdirektør, konferensråd Hansen som engang uden synderlig held havde sit skatkammer her. Thaarup sagde 1829: "Det nærmer sig sin fuldendelse". Det selvsamme er tilfældet 1838. Såfremt det er bygmesterens forsæt at fuldføre værket i denne konges tid, kan vi glæde os ved at vores højt elskede monark vil opnå en ualmindelig høj levealder.

Christiansborg Slot med slotskirken i midten af billedet.(Fra Før og Nu, 1918)

Christiansborg Slotskirke blev indviet 1826. Thorvaldsens for samme bestemte Kristus-figur skal efter rygtet være begravet i Frue Kirke. Det indvendige af kirken har meget til fælles med en koncertsal, og man kan se og høre alt i den uden vanskelighed, undtagen præsten.

Fisketorvet (ved Gammelstrand) er ingen klosterlig stiftelse, skønt en smækfed kone med en ubesat stråhat på kaldes priorinden, og hvis skarpsindighed har hævet hende til en fredsmæglerskes rang, når søstrene kommer i trætte eller i hårtotterne på hinden. De var i sin tid en skræk for de i nærheden sig opholdende vognmandskarle. Nu er de skredne frem med tidens oplysning og skælder hinanden mere moderat ud. Således siger de nu kun "mær", i stedet for det forældede "rakkermær" osv. De fremviser heller ikke mere deres blottede bag i vredens hede, men betegner kun efter velanstændighedens forskrifter deres foragt for modparten ved talende mimik og gestikulation. 

Gammeltorv 2015. Springvand og mange af de andre gamle bygninger. 
Torvehandelen er væk. (Eget foto).

Gammeltorv med et springvand hvorpå visse festdage hule, forgyldte messingkugler spiller. På torvedagene går det ret livligt til med handelen her. Svinerygge og hoveder af firefodede skabninger, flæskesider, gæs med og uden hoved, hvoraf de første stundom skriger udmærket frisindet. Æg, smør, korn, etc. savnes ikke her. Madammen træffer stundom mellem bøndervognene sin galan, og tjenestepigen sin kavaler fra det sidste dansebodsbal, ligesom stævnemøder til om aftenen bag portene aftales her. 

Gråbrødretorv, har ligeledes sit navn efter et kloster, men kaldes i daglig tale: Ulfeldts Plads efter den ulfeldstske skamstøtte. "Til evig spot, skam og skændsel" har den til inskription. Dette evig tilsvarer ikke Balles forklaring af ordet, for så vidt skamstøtten har haft en begyndelse. Derimod synes dens ende eller tilintetgørelse i modsætning til Guds langmodighed at få udseendet af at vare evig, eftersom hverken tidens tand eller de følendes opfordring har formået at rydde den af vejen. Her er slagtertorv, hvor kødhovederne daglig kan se deres dobbeltgænger henrettet, og hovedet at stirre fra boden med filosofisk ro ud på tidens usselhed. Man kan se på fysionomien at den tilgiver sin morder der ser sit offers hoved uden at føle samvittighedsnag, ja endog borthandler kroppen idet han tilkaster de smukke kokkepiger skælmske blikke, ler og tiltaler dem sødt. Ja engagerer muligvis en eller anden til en dans i Lille Kongensgade, idet han sønderhugger hin. Om oksens blege læber svæver hint huldsalige smil i døden, som er en afglans af den indre overbevisning i dødens stund om en dydig tilbagelagt livsvandring. Oh, okse! hæng i fred! Den du så højlig har fortjent! Ja, langt mere end mangen en blandt dine tobenede medbrødre med og uden horn, og du fortjente ligesom det ikke sjældent vederfares disse, især de uformuende, en lovtale der hæver dine fortjenester op i skyerne.

Gymnastiske øvelser dyrkes meget her. Fra de latinske skoledrenge indtil den mekaniske indbyrdes undervisning undergivne landkærlighedens mandlige frugter lærer de alle at klatre og hoppe og springe så det er en lyst. Når man ser ind i det den latinske skole tilhørende gymnastikhus, får man søde anelser om at den næste generations videnskabelige mand vil med lethed klatre op ad stangen. 

Eckersbergs billede af Halmtorvet og Vesterport i baggrunden

Halmtorvet ved Vesterport om hvilket Thaarup siger: Her sælger bønderne hø og halm. Vi vil dog tilføje at de på torvedagene også spiser megen klipfisk med sennep og smør her. Forbryderne bliver brændemærket og piskes endnu på Halmtorvet, men det var ønskeligt at Københavns beboere som har en del at betale for at være sådanne, måtte blive fritaget for dette sørgelige skue og at piskningen måtte blive foretaget fx i Stokhuset. Når fremmede rejsende for første gang kommer til København gennem Vesterport, må begrebet om vores hovedstads skønhed svækkes lige så meget som for dem der stiger i land ved Toldboden og modtages der af Brokkens-Bod, Toldbod-Vinhus med tilhørende hytter etc. Halmtorvets huse med få undtagelser samt Vartov trænger til at oppudses, ligesom stenbroen sukker efter brolægningskommissionens opmærksomhed og faderlige omsorg.

Holger Danske, efter Thaarup to små vandsteder på Nørrefælled. Vi tilføjer at de almindeligvis kaldes Holger Danskes briller, og indeholder mudret vand som jo ikke er så mærkværdigt. Var det derimod et par virkelige, klare briller, fortjente de som en sjældenhed at ophænges på rådstuebygningens piller. En gård i Farvergade og en krønike kaldes Holger Danske.

Holmensgade. Fordum Ulkegade (af ulk, en ubefaren og uvant sømand). Efter Thaarup vidner husene om "tarvelighed og nøjsomhed, og gaden har i det hele taget fået en større bredde". Mængden af skøger som logerer i denne gade, er intet bevis hverken på tarvelighed eller nøjsomhed, ikke heller lader den del af gaden hvor de mest huserer, formode at den har været endnu smallere. Her er den triplerske handel med bibler, salmebøger, skolebøger, børneskrifter, almuepjecer og viser etc. som præsten Møller (såfremt det ikke er et fingeret navn) uden undtagelse vil have på bålet, og som kalder sit formentlig hedenske forslag: Dette til statens bedste og oplysningens sande fremme vigtige anliggende". Den gyselige begivenhed havde tildraget sig at han havde fundet to af de triplerske viser i en kirkestol I stedet for sådanne vil han have moralske viser.

Højbroplads hvor før ildebranden 1795 Højbrostræde og Store Færgestræde som var et færgested til forbindelse med Slotsholmen, var og hvor Christian den 2. var som kronprins sat i kost hos en derværende bager. Det er stadens livligste plads, hvorfra en imponerende udsigt. Når de skælmske amagerpiger sælger deres grøntsager, gartnerne deres frugter og blomster, sjakkerjøderne på hjørnet af Læderstræde  spekulative går frem og tilbage på rendestensbrættet, kokkepigerne med de trinde arme og funklende øjne skrider stolt fremad, bærende torvekurve, de smægtende syjomfruer går til deres arbejde, landsoldaterne har flokket sig på hjørnet af Østergade, kort sagt: Når københavnerne har udsovet og virksomheden begynder, giver denne plads stof til interessante iagttagelser. 

Klubskat, befalet som hjælp til Frue Kirkes opførelse. Kirken er for længst fuldendt. Klubskatten derimod ikke ophævet, hvorved de selskabelige foreninger bebyrdes og gensidig nærmelse som disse fremkalder besværes. 

Rosenborg og Kongens Have i 1700-tallet. Så der sådan ud i 1800-tallet?

Kongens Have (haven ved Rosenborg Slot) besøges formiddag og eftermiddag meget af gamle folk. I middagsstuden af ammer og barnepiger med patter og hårdere næringsmidler fortærende slutter. Om aftenen af sværmerisk mandlige og kvindelige væsener i den fremspirende udviklingsperiodes alder, egentlige drenge- og pigebørn som gerne vil lege sammen på en mere moden maner, agerer udvoksne ynglinge og ungmøer, spiller kærester og ubevogtede drikker måneskin sammen i kavalergangen. Hr. Drengen studerer i denne tid det klassiske lapseri og jomfru Pigebarnet går på tæernes spidser og stopper sig ud for at synes ældre. Han bliver sædvanlig til en såkaldt stensliber og omsider til en døgenigt. Hun til en forhøjningsdukke som kan læse romaner, trække i bobinet, ser på de forbivandrende søde fyre og gør som kone den bedste mands pande ujævn. Der er sikkert også bestået mangt et elskovseventyr i selve haven, hvor om sommeren og uden betaling øret kvæges ved en smuk musik om søndagen og Herkulespavillonen frembyder de besøgende en behagelig nydelse.

Landemærket, udgjorde grænsen mellem landsbyen Serritslev og København. Om aftenen skal det spøge i denne gade henimod Gothersgade. Spøgelserne er efter sagnet kvindeligt klædte og meget joviale.

Lejebiblioteker. Af disse have en mængde, blandt hvilke kan nævnes: Andersens i Store Helliggeiststræde, Bechs i Store Grønnegade, Beekens i Adelgade, Riises i Vimmelskaftet, lige over for Helligåndskirken, Schalz' på Amagertorv, Schovelins i Store Grønnegade, Sæbys i Gothersgade, Wesenbergs i Kokkegade m.fl. Heraf ses at vores unge damer har lejlighed nok til ved romanlæsning i at uddanne sig til dygtige husmødre.

Metropolitanskolen i Store Fiolstræde er hovedstadens vigtigste offentlige lærde skole, hvorfra små unge lærde knøse dimitteres og bliver omsider embedsmænd. En gang imellem bliver de endog nådigste eller nådige og høje og vise.

Nøgle, den forgyldte er ikke den hvormed Petrus åbner himlens port, men en gæstgiver- og herbergergård på Nørrregade nr. 25. 

Petersens jomfrukloster i Vimmelskaftet er stiftet af brødrene Albrecht og Sebastian Petersen for 16 virkelige jomfruer og en priorinde, om hvem stifterne dog ikke skulle have udtalt sig med hensyn til jomfrueligheden. Disse kunne blive pebermøer der, og det er ikke at ønske.
  

Store Regnegade år 2015. Madam Korup er glemt. (Jazzhus Montmartre, eget foto).

Regnegade, Store hvori et billardhus med en smuk opvartningspige. I nr. 178 er madam Korups bekendte dansebod i hvilken søndag, mandag og onsdag hersker et muntert liv. En gammel staldlygte, hvori stundom levningen af et lys udbreder sin glans, skal være anbragt over salsdøren, og når man kommer ind i helligdommen må man købe sig en snaps som koster 3 skilling. Musikken er særdeles god, men madammen skal stundom være lidt gnaven.

[Berigtigelse: Det om madam Korup og hendes dansebod anførte, berigtiget således: Hvad der står om musikken "er virkelig sandhed". "Der er heller ingen staldlygte over salsdøren, men en meget smuk lygte anbragt over trappen med et helt brændende lys (tidligt på aftenen)". En snaps koster hos madam Korup "fire skilling". Madammen er ikke gnaven, men "en meget beskeden kone", og en "meget agtværdig kone".] 

Skidentorv i nærheden af Nørreport. Vores forfærdre gav tingene deres rette navn. Dette strider mod nutidens oplysning. Peder Madsensgang som fortjener navn af Urinstræde, ville vel før blive omdøbt til Champagnegade.

Studiestræde år 2015. Bispetorvet og Frue Kirke fjernest tilhøjre.

Studiestræde har sit navn af Studiegården som før lå hvor Bispegården nu er og hvor i gamle dage stadens rådhus lå, af hvilken grund den i gamle breve kaldes: Gamle Rådhusstræde, hvilket forøvrigt ikke har nogen indflydelse på politikken.

Svane, den hvide, i Studiestræde nr. 62 er en gæstgiver- og herbergsgård, forsynet med en port og stalde, samt skænkestue hvori skænkes, men ikke bortskænkes drikkevarer.

Synagogen i Krystalgade og hvis opførelse den herværende jødiske menighed har dens præst, hr. dr. Wolffs klogskab og gavnlige iver at takke. Flere upassende optrin har fundet sted i den. Dog synes menigheden nu at berolige sig i anledning af dens gudsdyrkelsesmådes nye, moderne klædning. En følge af oplysningen. 

Theaterdirektionen som bestyer teatrets anliggender bør stedse drage omsorg for at danserinderne har fyldige lår og ben da de ellers må stå på pinde for publikum. 

Østergade 1788 i tranlampernes skær.

Østergade er Københavns mest befærdede gade og strækker sig fra gammel Amagertorv til Kongens Nytorv. Blandt de mange og smukke butikker udmærker sig brødrene Jacobsens og hr Causees. Athenæum hvis mange hundrede medlemmer, til stor skade for den danske boghandel, læser et købt eksemplar af udkomne bøger, er også i denne gade, såvel som Adressecomptoiret, Fousannees og Brusch' restaurationer, Kongens Klub osv. "Østergades lapser" kaldes i daglig tale ørkesløse dagdrivere af det fornemmere slags, som klædt efter nyeste mode, fordriver det meste af deres tid med at spanke frem og tilbage på Østergade, og med uforskammethed overbeglo de forbigående damer i flæng, dreje sig om efter dem, for at mønstre deres fødder og gang, etc. etc. Benævnelsen stammer nærmest fra at Østergade rigeligst er besøgt af sådanne fyre fordi at denne gade på grund af dens mange modebutikker, meget er besøgt af damer, også af smukke, som tripper igennem den, kun for at overbeglo. Om aftenen når alle katte er grå, besøges den mere af Københavns letfærdige, som også af dens løsagtige skønne, såvel som herrer og det er da her let at samle elever til en mængde institutter for moralskfordærvede. 

Offentlige spadseregange

1. Volden rundt om staden er en behagelig og yndet spadseregang for københavnere og københavnerinder, ligeledes for de sig der opholdende sjællændere og fynboer og jyder og lollændere og falstringer og bornholmere og tyskere og englændere etc. Men ikke for hunde, hvilke er forbudt at spadsere der, da voldskytten ellers indgiver dem et sikkert middel mod hovedpine uagtet at hundene er ubekendte med landets love og anordninger. Forskellige punkter på voldene frembyder en henrivende udsigt, og når man om søndagen, især på smukke forårs- og efterårsdage, drejer hovedet om fra den skønne udsigt, kvæges øjet ved synet af de yndigste pigeansigter som trippende ved siden af papa eller mama lader sig beskinne af solen og beskue af de unge herrer.

2. Kirsebærgangene langs nedenfor voldene udenfor portene er meget romantiske spadseregange hvor det ikke sjældent sker at Amor når han ikke er forfulgt af Mars' søn, skildvagten, driver sine spilopper til det yderste. Hvor mangen en Lotte har ikke der trøstet sin Werther så fuldkomment at han aldrig i sine dage har tænkt på at skyde sig? Dog må hun eller han først have løst sig et tegn hos kommandantskabet.

3. Citadelsvoldene og den dertil hørende såkaldte lange linje er især den sidstnævnte overordentlig skønne spadseregange hvor avisfrierne og frierskerne gerne har stævnemøde. Med den fortryllende udsigt over sundet og lænet op til den store kanon, skal mangen en gammeljomfru på Langelinje have ladet løftet om at forlade den jomfruelige stand svæve gennem gummernes afbrækkede palisader og over de blå læber hen til den henrykte elsker som formedelst hendes grunker overser mange rynker på den elskedes gustne hud og håber på Dødens hjælp.

Esplanaden 1790.

5. Grønningen og Esplanaden mellem Østerport og Toldboden er to i sommertiden meget besøgte spadseregange. I sommernætterne har de noget til fælles med de to store senge, hvori armodens ulykkelige børn glemmer sorgen for en stund, såfremt politiet ikke kalder dem til bevidsthed.

Spadseregange udenfor Staden

1. De små alleer udenfor portene er ret smukke spadseregange hvor man kan gå frem og tilbage, også sidde ned og ryge sin cigar eller pibe uden at stå i fare for at sætte ild på nogen passureret skildvagt.

Sortedammen, 1830 (Ukendt kunstner).

 2. Dosseringen lands med Søerne mellem Vester-, Nørre- og Østerbroer kaldet "Kærlighedsstien og Ægtestandsstien" er særdeles behagelige spadseregange. Om aften når gedderne ophørte at springe i søen og aborrerne dyrker filosofien, sidder mange elskovspar på Kærlighedsstiens bænke og mange salige elskovssuk er svævet hen over søen og har tonet for fiskene som stemmer fra de højere regioner. Amor skal hver sommeraften promenere på Kærlighedsstien under alle mulige slags verdslige og gejstlige skikkelser. Om vinteren driver han sine spilopper i staden, fordi det er ham for koldt udenfor den. Ægtestandsstien er med alle sine behageligheder knudret, ligesom det hyppigt er tilfældet med menneskelivets ægtestandssti.

3. Blegdamsvejen er en smuk alle mellem Nørre- og Østerport. Herfra har man en yndig udsigt til Nørrefælled, det eksercerende militær, samt kvæget som lever af det græs soldatesken har nedtrådt og beskuer dets kummerlige skikkelser i Holger Danske Briller.

 Farimagsgade 1850 (H. G. F. Holm)

4. Farimagsvejen som snor sig fra Vesterbro til Østerbro, ville jeg ugerne omtale blandt spadseregange, men da hr. etatsråd Thaarup har gjort det, så har jeg troet også at burde gøre det. Når jeg undtager en mængde støv som om sommeren kolorerer fodgængeren og nogle huller som foranlediger at den kørende hjemsøges af adskillige ubehagelige popopstød, findes intet mærkeligt på Farimagsvejen, undtagen at søetatens kirkegård er på hjørnet af Østerbro.

5. Alleen der fører til det kongelige lystslot Frederiksberg er en særdeles smuk og behagelig spadseregang hvor imellem dens to porte fire offentlige beværtningssteder sikrer den som passerer alleen og har penge på lommen, for at dø af sult eller tørst undervejs. Har man vandret igennem alleen og går lige frem, kommer man til den skønne

Udsigten fra Frederiksberg Slotshave mod København. (H G. F. Holm)

6. Frederiksberg Slotshave hvor man kan drikke kildevand og kaffe i et schweitzerhus og biskop hos en konditor, og øl i Slotskælderen og hvor man kan give svanerne brød, og stå eller sidde på den smalle slotsbakke og se København med dens pragt og armod, og kysse når man har nogen at kysse, mens fuglene synger dertil.

7. Søndermarken lige over for Frederiksberg Slotsportal er en romantisk skøn spadseregang for den som får tilladelse til at profitere af dens behagelighed.

Langelinje, karantænehuset i 1830'erne. (H. G. F. Holm)

8. Vejen fra Kastellet forbi Langelinje og Classens Have til gammel kalkbrænderi er den skønneste spadseregang i nærheden af København, og de fleste hovedstæder i Europa skulle have ondt ved at fremvise en så yndig promenade. En herlig alle tæt ved sundets blanke eller matte vove, omgiver her vandreren der med vemod mindes om det ædle livjægerkorps' tapperhed i 1807 da de engelske røvere overfaldt og udplyndrede os, uden forudgangen ærlig krigserklæring. Denne vej er ligesom en lysthave. Et vandfald styrter sig romantisk ned i grøften som stedse om sommeren i rigeligt mål frembyder sin andemad, træerne suser eller suser ikke, fuglene synger og kvidrer og næbbes. Kort sagt, alt er så dejligt på denne vej at hjertet svulmer ved tanken på Guds almagt og godhed hos enhver i hvis barm det ikke er aldeles sammentrykt af nærings- eller anden dyds sjælesorg. Hos marketenderen på gamle kalkbrænderi får man en god, venlig og billig beværtning og det er en sand fornøjelse at gæste dette sted på en god sommersøndag eftermiddag og i have at nyde sin kaffe, ledsaget ned i maven af klarinettens toner.

9. Assistenskirkegården udenfor Nørreport som efter forfatterens mening i skønhed overtræffer kirkegården "Pere la Chaise" ved Paris som dog har navn for at være den skønneste i Europa, betragtes tildels af københavnerne som en forlystelsesspadseregang, skønt de her omgives af dødens og det evige livs minder, der stemmer selve den mest livsfriske sjæl til alvor. 

10. Strandvejen, som fører til Charlottenlund og videre til Helsingør er indtil førstnævnte sted en meget smuk spadseregang. Når man løber gennem Klampenborgport, gør venstre om og løber videre, kommer man til mester Jakel i Dyrehaven, potternes erklærede fjende, hvor man altid nyder en åndig erstatning for sin møje. Bellevue. Ermelundshuset og Fortunen er yndede beværtningssteder ad denne kant, hvilket den ærede læser nok ved, så at jeg kunne have sparet ulejligheden med at berette det.

Det er ligeledes på en måde overflødigt at anføre at man gør lystture til Lyngby ved Sorgenfri Slot, Ordrup, Søllerød, Frederiksdal, Brede, Ørholm, Strandmøllen, Hørsholm, Fredensborg og Frederiksborg, Jægerspris osv. Men da det nu engang er skrevet, så lad mig benytte disse få linjer til i det små at efterligne flere berømte forfattere i at skrive noget om ingenting for at fylde bogen.