Frimodts Minde.
- - -
Overskriften paa denne Artikel er "Frimodts Minde", og Meningen var dermed at røre lidt op i hele den Myretue, som er stablet sammen om denne afdøde Prædikant. Vi kender godt Sætningen: "Fred være med de Døde", og agter den, men der synes som selve Hr. Frimodts Venner er de værste til at lave Hurlumhej over ham, nu da han skulde have Fred. Det er derfor ikke af Vejen at staa lidt koldt Vand i Blodet paa de varme Frimodtstilbedere og fremstille deres travle og takt løse Virksomhed for at faa ham ophøjet til en sand Helgen.
Først stormede man omkring for at skaffe ham en udpræget Grav. Den almindelige Kirkegaard var ikke god nok. Endelig blev en Plads valgt ved selve Kirken, skøndt det ellers ikke er tilladt at nedlægge Lig slige Steder. Ved Begravelsen tog Folk ikke i Betænkning at mylre ned i selve Graven for at sige det "sidste Farvel", det var en sand Personkultus. Bagester slog man sig sammen for at gøre Indsamlinger til et Mindesmærke. Det var naturligvis det "fornemmere" Publikum, der var mest paa Færde, det vil sige til at anmode om Midlerne, men til at give dem " ja, denne Ære maa de Fattige have; selv om Nørrebros Kommuneskoler er det os meddelt, at der dersteds er sket Opfordring til Disciplene om at yde Bidrag, noget rigtignok som vedkommende Skolebestyrere burde have forhindret.
Spørger man nu, hvad Frimodt har virket, at han saaledes løftes til Skyerne - ja, undskyld, løfter man et Menneske op til en Gud, saa protesterer vi og trækker Manden ned igen - , spørger man nu, hvor tomt bliver da ikke Svaret, naar det skal være sandt. Hr. Frimodt var ikke en Prædikant med Mildhed og Kærlighed, nej hans Prædikener var raa; han var en "brølende Løve", som stedse viste Tænder; han formede det menneskelige Sind ved Helvedes Ild og ikke ved Erkendelsens stille Lue, der oplyser og beskinner; han traadte ned, i Stedet for at løfte op; han tilintetgjorde Karakteren, men skabte ingen; og denne Mand skal tilbedes!
"Dagbladet" skrev ved Frimodts Død: "Han var en af de Klipper, Socialismen forgæves brød sine Bølger imod". Hvilken aandrig Sætning; hvilken sin Antydning af en Parallel mellem Hr. Frimodt og hin Apostel, som ogsaa blev kaldet en Klippe, en Klippe for Troen. Vi kan forsikre om, at netop den Slags Folk, som Hr. Frimodt var, er det, der formerer Socialisternes Rækker; den Slags Prædikanter er det, som har givet og altid vil give Kristendommens Moral Grundskud. Kristendommens første Forkynder var de Fattiges Forsvarer; men efterlignede den forgudede Frimodt delte Forbillede? Nej, Guldet, Magten og Nydelsen for de Rige, men til de Fattige Forhaanelse og Sønderknuselse, det var denne Straffeprædikants Princip. Vi vil spørge de fløjlsklædte Damer, som altid er saa ivrigt paa Færde for denne Frimodts Skyld, om de nogensinde med Alvor har overvejet. Har de nogensinde sammenlignet deres Dragt med den fattige Kones, som gaar forbi dem? Har de ved de velfyldte Borde i deres lyse, pragtfulde Boliger omgivet af Søen hist nede paa Dosseringen, nogensinde med virkelig Kærlighed tænkt paa den Fattige? Ja, de har maaske tænkt og foragtet! De har tænkt paa den Fattiges smudsige Klædning, hans simple Sprog, hans simple Lader; de har følt Afsky derfor, de har hørt Frimodts Taler, og fordi de savnede Tanke og virkeligt godt Hjerte, fordi de var gerrige og magelige, saa fulgte de ham. Gennem Troen vil jeg ophjælpe den Fattige, sagde de til dem selv, og det er baade billigt og let, tænkte de; en Salmebog, et Bomuldssjal eller et Par Lædersko til en Konfirmandinde, det er det hele, saa kommer baade du og den Fattige i Himlen, og for at jeg kan være rigtig vis paa, at jeg ikke er mellem dem, som Frimodt giver Anvisning paa Helvede, dette hans Prædikeners Begyndelse og Ende, saa giver jeg ham en rigelig Rejseunderstøttelse til Italien.
Saaledes er den Farce og del Gøgl, som i en lang Aarrække er bleven opført paa Nørrebro. Da døde Manden, og hvem skulde nu være hans Efterfølger. Forskællige Præster slaas om "Svinestegen", saaledes kalder de imellem sig et fedt Præsteembede; men ikke nok hermed, alle Frimodtianerne er paa Benene for at besætte deres ledige Pavestol med en værdig Efterfølger. En Pastor Beck, om hvem vi kun som Karaktertræk har faaet saa meget at vide, at han i sine yngre Dage var den eneste Præst med Overskæg, og som skal være en meget vittig Prædikant, der ikke lader sine Taler mangle Brandere, over hvilke man dog ikke maa le, skal være den, der arbejdes mest for. Ugudelige Folk paastaar, at hans Ligtale ved Frimodts Baare var en sand Valgtale for ham selv. Naa, det er os ligemeget, om denne Mand vælges eller ikke, men vi finder det i højeste Grad usømmeligt, at man vandrer om med Lister til Underskrift for at lægge et Tryk paa højere Vedkommende, naar Pladsen skal besættes. Det kan være meget rart, at Menigheden selv vælger sin Præst, men naar dette ikke er Lov, saa kan en privat Foranstaltning let blive Uretfærdighed paa flere end en Maade; for det første samler man Underskrifter udenfor Sognet, for det andet kan vanskelig enhver konkurrerende Kandidat anvende samme Fremgangsmaade, da den ikke er lovhjemlet.
Maatte den Tid dog blive, at man ogsaa offenligt kritiserede Præsternes Væsen, da vilde Folks Tanker bedre blive klarede, end de nu er, om dette Anliggende.
(Social-Demokraten 3. maj 1879. Artiklens indledning - en spalte - mangler).
Pastor R. Frimodt, R. af D., DM. Illustreret Tidende nr. 1018, 30. marts 1879.
Pastor Frimodts Eftermand. Paa Nørrebro udvikles i denne Tid et overordenlig livligt Røre med Diskussion og Adressers Ombæring til bedste for Vilhelm Beck. Det er lige saa naturligt, som det er berettiget, at der i Menigheden gjør sig et levende Ønske gjældende om at se Pastor Beck som Frimodts Eftermand; thi af samtlige danske Præster er der næppe nogen, der mere end Beck er skikket til at fortsætte Frimodts Virksomhed, ikke blot fordi han saavel personlig som kirkelig stod den Afdøde meget nær, men især fordi han i et rigere Maal end de fleste besidder den altid slagfærdige Missions præsts krigeriske Egenskaber, der paa en fjendefyldt Kampmark er Fremgangens nødvendige Vilkaar Hvad enten man harer til denne eller hin kirkelige Retning, vil man være enig om, at Nørrebro ikke er en Fredens Have. hvorhen det kan nytte al sende en stille Urtegaardsmand, saa lidt som det er et aristokratisk Kvarter, hvor en fornem Højkirkelig kan tænke at udrette det mindste. Det tør da vel ogsaa anses som en given Sag, at Kultusministeren vil tage alt muligt Hensyn til Begjæringen om, at Præsten i Ørslev kaldes herind og sættes i Spidsen for St. Johannes Menigheden. Men taler Sagen saa godt for sig selv, gjøre dens egen Venner den kun Fortræd, hvis de, som man beretter os, drive deres Agitation for Vilh. Beck saa hensynsløst, at de med deres Adresser trænge ind i Huse, som ingen Sinde have søgt Forbindelse med Kirken, og ville hværve kirkelige Stemmer paa slige Steder, ja end ikke forsmaa Attentater paa Konens Underskrift, hvor Manden ikke er hjemme. Dette er hverken taktfuldt, forstandigt eller kirkeligt.
(Morgenbladet (København) 4. maj 1879).
Pastor Frimodts Eftermand. Hr. Redaktør! Jeg slutter mig til Dels til Dem i det Standpunkt i ovennævnte Sag, De udtalte i Søndags. Som De mener jeg, at mange i en Menighed naturligvis kunne ønske at se deres afdøde Præsts Plads besat med en, der hører til samme Retning, og ligeledes ønske, at dette skulde faa et fuldt Udtryk f. Ex ved en Adresse, der udtalte dette. Og jeg slutter mig ganske til Dem, for saa vidt De misbilliger den Maade, hvorpaa denne Adresse fremmes til Underskrift. Men De er alt for mild i Deres Dom og Deres Udtryk om den hensynsløse Agitation, der har fundet Sted paa Nørrebro. Alle mulige Midler og Overtalelser have været anvendtes: For det første have mange Ombærere været i høj Grad paatrængende over for Beboerne, de ere komne flere Dage i Rad osv. blot for at faa en halv nødtvungen eller med hel Ligegyldighed given Underskrift. Dernæst kan det bevises, at Ombærerne har formaaet Folk, der erklærede sig for aldeles ukirkelige, til at underskrive; ligeledes Folk, der sagde sig at søge andre Kirker; endvidere Folk, der opholdt sig hos andre i Besøg - af alle disse hørte ingen til Frimodts 'Menighed. Endelig - og det er det værste - have Ombærerne anvendt saadanne usandfærdige Foregivender, som at Pastor Rindom ikke søgte Embedet men ønskede at forblive som 2den Præst, at Pastor R. allerede søgte et andet Embede o. m. a. om andres Ønsker m. m. Saa megen Forargelse og Usandhed troede jeg ikke, at Frimodts Venner vilde være med til at udbrede. Men det er slet og kan altsammen bevises. Jeg havde allerede nogen Tid tænkt paa offenlig at fremsætte dette og gjør nu Alvor af det ved at se et Stykke i Dagbladet for 5te Maj fra "Medl. af Frimodts Menighed." Tro disse virkelig at kunne vise alt dette fra sig ved at sige, at deres Ombærere ikke ere Bude "men Mænd, der have tilbudt sig af varm Interesse for Sagen, og at denne varme Interesse maaske kan have drevet enkelte af dem videre, end ønskeligt var." Til denne Adresses Udstædere, der ikke have troet at burde sætte deres Navnc under, retter jeg det Spørgsmaal, om de have ment med alt dette at hædre Frimodts Minde.
Kjøbenhavn, den 6te Maj.
s-r.
(Morgenbladet (København) 7. maj 1879).
Frimodts Efterfølger. Det antages for sikkert, at hidtilværende anden Præst ved Johannes Kirken paa Nørrebro, Pastor Rindom, vil blive første Præst ved Kirken. Pastor Vilh. Beck i Ørslev, for hvem det vistnok vilde have ligget nærmere end for nogen anden at optage og fortsætte Frimodts Gjerning, har i "Den indre Missions Tidende" gjort Rede for Grunden til, at han maatte sige Nej til de gjentagne, sidst med 3,170 Underskrifter støttede Opfordringer om at søge Kaldet efter Frimodt. Fulgte han Opfordringen, vilde han blive saa optaget af Missionens Arbejde i Hovedstaden, at han foruden at opgive den Menighed, han nu i fem Aar har samlet i sit Sognekald Ørslev-Solbjærg og omliggende Egne, ogsaa maatte forlade sin 23aarige Missionsvirksomhed, der strækker sig over næsten det hele Land. Men han har ikke noget Øjeblik kunnet vinde fuld og fast Tro paa, at han for Guds Riges Skyld burde ombytte sin hidtidige Gjerning med Fortsættelsen af Frimodts Virksomhed i Kjøbenhavn.
(Morgenbladet (København) 30. maj 1879).
Stifteren af Indre Mission i København, Pastor Frimodt (1828-1879) er tidligere omtalt i forbindelse med en disput i 1876 med Louis Pio. Frimodt var 1861-1879 den første præst ved Skt. Johannes Kirke på Nørrebro. Hans mindesten står stadig ved Johanneskirken.
Efterfølgeren Axel Frederik Laurits Rindom (1836-1916) som startede ved Johanneskirken som kateket 1862, har ligeledes en mindesten ved kirken. Han var præst indtil 1902
Den indremissionske Johan Wilhelm Beck (1829-1901) var 1874-1901 præst i Ørslev-Solbjerg. Han havde i 1869 brudt med grundtvigianerne, til fordel for "de helliges samfund". Da Indre Mission var i mindretal, gik han imod menighedsråd med præstevalg. Indre Mission havde en del fremgang da en stor del af det byproletariatet var indvandret fra provinsen. Han skriv om valget i sine "Erindringer": "Jeg turde ikke for den indre Missions Skyld; desuden vilde det blive mig umaadelig svært at forlade Ørslev. De Troende fulgte hjem med mig fra Kirken for at passe paa deres Præst" — der kom nemlig flere Søndage i Træk Udsendinge fra København for at se at overtale ham — men han kunde føje til: "Endog vantro Mennesker bad mig med Taarer i Øjnene: Forlad os ikke!"
