The Scotsman om Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

En udenlandsk Dom om Universitetets Jubelfest. Modens Universitetets Jubelfest i det Hele ogsaa er bleven omtalt med Velvillie i Udlandets Presse, og selv tyske Blade ikke have gjort nogen Undtagelse i saa Henseende - Nordd. Allg. Zeit. har saaledes indeholdt en meget anerkjendende Artikel i Anledning af Festen - læser man i det i Edinburgh udkommende Blad The Scotsman for den 13de Juni under Titlen "Det akademiske Danmark" en Korrespondance fra Kjøbenhavn, dateret den 8de Juni. som anslaar en helt anden Tone og ikke blot taler med Haan om Universitetsfesten, men ogsaa om det danske Samfund i det Hele, om vore politiske og sociale Tilstande, om vore Institutioner og ledende Mænd. Det er ret karakteristisk og fortjener ialfald at noteres, at det netop er i et paa Engelsk skrevet og i Skotlands Hovedstad udkommende Blad, at en saadan Artikel er fremkommen; thi om den end ikke absolut kan tages som et Vidnesbyrd om Beskaffenheden af det Venskab, som man endnu kan høre, at man i England nærer for Danmark, saa viser den dog. at der ved Siden al Venskabet hos Nogle er en høj Grad af overlegen Ligegyldighed hos Andre. Forfatteren, der synes at være en i Kjøbenhavn levende Englænder og at være taalelig vel kjendt med Overfladen af danske Forhold - om han end ikke er helt fri for positive Fejltagelser, saaledes som naar han f. Ex. lader Tingenes Møder begynde Kl. 10 finder øjensynlig Hovedaarsagen til de Mangler, han finder i det danske Samfund, deri, at det ikke er noget stort Handelssamfund, thi han kommer jevnlig tilbage til, at Dit og Dat ikke kunde ske i et saadant. I god Overensstemmelse med hans kommercielle Standpunkt er ogsaa den egentlige danske Borgerstand den eneste Del at det danske Folk, som han omtaler med taalelig Velvillie; han betegner endog Bourgeoisiet som i det Hele intelligent og dannet, om han end ikke kan undlade at raillere over Grosserernes Higen efter at taa en Orden eller en Titel, der kan bringe dem ind under den "umaadelig latterlige Rangforordning". Alle andre Samfundsklasser derimod ere Gjenstand for hans dybe Ringeagt. Adelen er ikke literært dannet, ja ikke engang intelligent eller dannet overhovedet og gjennemgaaende fattig; Bønderne ere uvidende og stupide. Lærerne ved Folkeskolerne staa langt under de skotske. Studenterne, der hverken ere revolutionære som de franske eller øldrikkende Skvadronnorer som de tyske, men pæne unge Mennesker, der passe vel paa, at deres bebrillede Ansigter ikke blive uskikkede til at vise sig paa Østergade eller Langelinie, ere en exklusiv Race, der ser ned paa Alt, hvad der ikke er akademisk, og som ogsaa gaar og gjælder for Lys i dette Samfund, der hverken har Handelsfyrster eller store Godsejere til at gjøre dem Rangen stridig, og hvor hverken Adelen eller Borgerstanden lader sine Sønner faa en Universitetsopdragelse. naar de ikke netop skulle søge ad Embedsvejen. Pressen, som ledes af dem, er under al Kritik, og Professorerne ere Pedanter, der for det Meste ere yderst uvidende om Alt, hvad der ikke falder ind under deres Studium. Om selve Universitetsfesten taler Korrespondenten iøvrigt ikke meget; han gaar ud fra, at Telegrafen allerede har meddelt det Fornødne, og hans Brev skal derfor væsentlig kun forklare hans skotske Læsere, hvorfor en saa lokal og i visse Henseender temmelig barnlig Fest har kunnet vække saa stor Interesse i Kjøbenhavn. Imidlertid faar han Lejlighed til i sine indledende Bemærkninger at fortælle, hvorledes den oprindelige Tanke om at gjøre Universitetsfesten international strandede paa indbyrdes Strid i Komiteen (danske Komiteer, siger han, kjævles altid) og paa Ophævelsen af Pragerfredens 5te Artikel, der gjorde, at man ikke vilde have tyske Professorer med, skjønt han erklærer sig ude af Stand til at se, hvad spekulative tyske Professorer havde at gjøre med Bismarks Handlinger. Ogsaa Redaktør Plougs Sølvbryllup faar han med ind under Universitetsfestlighederne og omtaler det paa samme lidet sympathetiske Maade som alt det Andet, og endelig fælder han ogsaa en meget nedsættende Dom om den æsthetiske Smag i Danmark, hvilket han betegner som et Paradis for smaa Poeter og Literater. Kort sagt. Korrespondancen til the Scotsman er fra Først til Sidst præget af deu utaaleligste britiske Arrogance, er et Smædeskrift imod hele vort Samfund.

(Dagbladet (København) 18. juni 1879).

The Scotsman udkom fra 1817 og formålet var "upartisk, fasthed og uafhængighed". Den udkom dagligt fra 1850 med et oplag på 6000.

Fædrelandet offentliggjorde den 1. september 1879 et brev fra den "herboende skotte" A. Stewart Macgregor fra The Edinburgh Courant 26. august 1879 som svar på The Scotsmans artikel. I The Scotsman udkom desuden en protest den 12. august 1879 fra kammerjunker Robert de la Laing hvori han påstod at det var en dansk mand der havde skrevet artiklen i The Scotsman, hvilket blev benægtet af The Scotsmans redaktion. Da professor George Stephens i et brev til Nationaltidende ikke desto mindre støttede op bag kammerherrens påstand, fik det de nationalliberale blade i Danmark til at tro på at det måtte være en dansk mand. Dette gjaldt ikke Venstre-avisen Morgenbladet:

Selvtilfredshed er en Egenskab, som det ikke skorter os paa her i Landet, og deraf følger naturlig, at man er pirrelig, naar andre vove at kritisere, og sjæleglad naar de rose. Altsaa maatte nogles Sind komme i Oprør over den Vurdering, som en Korrespondent til The Scotsman i Anledning af Universitetsfesten foretog over mange Forhold i Danmark, og især maatte de Nationalliberale gjøre Anskrig, thi de have, som bekjendt, anset sig privilegerede til gjennem Udlandets Presse at forvrænge alt, hvad der ikke var nationalliberalt her hjemme, og derfor kommer det som en Nemisis over dem, at nogen faar Lyst til ogsaa at sætte deres Herligheder under kritisk Behandling. De pressede strax paa de herboende Englændere med det hidsige Krav, at disse burde sørge for en Gjendrivelse af The Scotsman, m.n der meldte sig ikke andre end en dansk Student, indtil det endelig nu efter godt to Maaneders Forløb er lykkedes at afvinde to Englændere her i Byen Protester. Disse ere derefter. Den ene fortæller om en "enstemmig Fordømmelse" af Korrespondancen, den anden er instrueret paa en med nationalliberale Formaal bedre stemmende Maade. I samme Øjeblik nemlig, som han raser mod The Scotsman's Kritik - der ikke lod nogen Del af vort selvtilfredse Samfund gaa ram forbi, men dog var mildest mod Bourgeoisiet - voxer han i Højde med de Karrikaturer, som den nationalliberale Pressevirksomhed før har affødt mod politiske Modstandere her hjemme og praktiseret til Udlandet. Ud over det "ultraliberale Parti", hvilket han i øvrigt ikke nærmere forklarer sig om, saa det er uvist, hvad han mener derved, vælter han saadanne Ting, som, at det i "Hjærtets Demoralisation" paakalder Fremmedes Vidnesbyrd til Støtte for sin "vanærende i Dom" over sit Fædrelands Institutioner. Dette har han gjort som "en rolig Protest", men Skotterne maa saa et underligt Indtryk af to Sandhedsvidner, af hvilke den ene har hørt enstemmig Fordømmelse over Universitetskorrespondancen, medens den anden hos et Parti her i Landet har fundet vanærende Glæde over den.

(Morgenbladet (København) 5. september 1879).

Brandstiftelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den 24aarige tidligere straffede Edvard Emil Hansen, der lige siden Aarets Begyndelse har haft Ophold paa Ladegaarden, undveg den 25de April d. A. derfra, da han var kjed af Opholdet der. Han drev derpaa om i Byen for at søge Arbeide og sov om Natten i en Grøft paa Vesterfælled. Natten mellem den 26de og 27de April d. A. drev han ud ad Landet til og kom Kl c. 10 til en Gaardeier Anders Hansen tilhørende Gaard i Herløv, hvor han tog Natteleie i en stor Sædstak tætved Gaarden. Efterat have sovet et Par Timer faldt han pludselig paa den Tanke at stikke Ild paa Stakken, idet han tænkte, at han ved at begaae en stor Forbrydelse, kunde opnaae sit Ønske, efter udstaaet Straf ved Politiets Hiælp at blive sendt bort til Udlandet. Han afstrøg derfor en Svovlstik og stak den ind under et Knippe Halm, som strax blev antændt, men da han saae Ilden gribe om sig, blev han forskrækket og forsøgte at slukke den, hvilket han dog ikke formaaede, af hvilken Grund han skyndsomt ilede bort fra Brandstedet og begav sig til Slangerup, men næste Dag meldte han sig selv som Gjerningsmanden for Politiet i Kjøbenhavn, fordi han, som han sagde, frygtede for, at Mistanken skulde henvendes paa nogen Anden. Sædstakken laa ikkun 65 Alen fra Anders Hansens Gaard og 76 Alen fra Gaardeier Jørgen Larsens Gaards Bygninger, og i vestlig Retning ligge tre andre Gaarde i Række tæt ved hverandre, medens der mellem den afbrændte Stak og de to førstnævnte Gaarde var opreist en 23 Alen lang Halmstak som kun laa 22 Alen fra Anders Hansens Gaard og 20 Alen fra den afbrændte Stak. Vinden var nordøstlig, dog kun svag, og den bar saaledes ned paa Anders Hansens Gaards Bygninger, som det dog lykkedes Brandvæsenet at redde ved at paalægge vaade Lagener. Da Edvard flygtede fra Brandstedet giorde han intet Anskrig og kaldte ikke paa de Nærmestboende, men han paastod under Sagen, at han ikke havde havt til Hensigt at tilføie Eieren, som han ikke kjendte, nogen Skade, eller i det Hele forvolde større Ulykke, og han tænkte ikke over, hvorvidt han ved sin Gjerning udsatte Andres Liv og Gods for Fare. Brandskaden var ansat til 301 Kr. 12 Øre, som Brandforsikkringen for rørlige Eiendomme i Sjællands Stift paastod sig erstattet af Arrestanten. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev Arrestanten efter Straffelovens § 262 1ste Led straffet med 18 Maaneders Forbedringshuusarbeide og tilpligtet at udrede den paastaaede Erstatning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. juni 1879).

Botilla Svendsdotter og Niels Petersen. (Efterskrift til Politivennen)

Drab. Som vi for nogen Tid siden meddeelte, havde det under Kjøbenhavns Amts nordre Birk arresterede svenskfødte Fruentimmer Botilla Svendsdotter, Huuseier og Arbejdsmand Niels Petersens Enke, afgivet Tilstaaelse om, at hun for c. 2 Aar siden havde ombragt sin Mand paa den Maade, at hun med Voldsomhed havde stødt ham imod en Kakkelovn. Da denne i og for sig lidet troværdige Forklaring om Aflivelsesmaaden ikke fandt nogen Bestyrkelse ved det iøvrigt under Sagen Fremkomne, blev Undersøgelsen imod Botilla Svendsdotter fortsat, og under de senere optagne Forhør har hun nu for Forhørsdommeren, Cancelliraad Schow, afgivet en fuldstændig og aabenhjertig Tilstaaelse om sin Forbrydelse.

Botilla Svendsdotter er født den 1ste Marts 1830 i Bleking i Sverige og hendes Forældre vare ret velhavende Gaardmandsfolk. I 1850 kom hun til Danmark af Lyst til at see sig om i Verden og ernærede sig derefter i flere Aar her i Byen som Tjenestepige, indtil hun den 6te Juli 1862 blev gift med sin et Par Aar yngre Mand, den afdøde Niels Petersen, hvem hun fødte 2 Børn. Om Efteraaret 1862 kjøbte hendes Mand det Botilla endnu tilhørende Sted i Damtofte ved Ordrup, og da han var en flink Arbejdsmand (Muurhaandlanger) og hun en huusholderisk Kone, sloge de sig ret taaleligt igjennem. Forholdet mellem Ægtefællerne havde dog vistnok aldrig været videre godt, og da i Begyndelsen af Aaret 1876 Arbeidsmand Christian Christoffersen, for hvem Botilla snart fattede Tilbøielighed, kom til at logere hos dem, vendte hun sig ganske fra sin Mand, hvem hun, navnlig i den sidste Vinter før hans Død (den 26de Marts 1877), behandlede mindre godt, gav slet Kost o. s. v. Afdøde Niels Petersen var en skikkelig, flittig, stræbsom og ædruelig, men rigtignok noget enfoldig Mand, der sled og slæbte for sin ikke saa lille Huusstand, til hvilken lidt efter lidt Christoffersen, der ofte var uden Arbeide og i saa Fald levede paa Niels Petersens Bekostning i Huset, kom til at høre. Aftenen for den Nat, da Niels Petersen blev dræbt af sin Hustru, en Lørdag Aften, sad Niels Petersen, der var glad og fornøiet over, at hans Mester den Aften havde givet ham Lønningsforhøielse, tilligemed Christoffersen og en anden Logerende samt en dem besøgende Muursvend og spillede Kort samt tømte i Forening en af Niels Petersen medbragt Champagneflaske, fuld af Brændeviin, hvoraf de bleve meer eller mindre beskjænkede. Omtrent Kl. 10 a 10½ gik de alle til Ro, medens Muursvenden gik hjem. De to Logerende lagde sig i Sengen i et Kammer, Niels Petersen deelte Sengen, der stod i Stuen, med sin 14aarige Søn Christian, og Botilla lagde sig som sædvanligt paa et paa Sophaen i samme Stue redet Natteleie. Henpaa Natten kom Niels Petersen og Botilla i Strid sammen, under hvilken Manden efter Botillas Forklaring greb fat i hende, saa at de begge tumlede om paa Gulvet, hvor det kom til forskjellige mindre Haandgribeligheder. Efterat de begge havde reist sig op, greb Niels Petersen sin Hustru med den ene Haand i Nakken og i Haaret og stødte hendes Hoved mod en lukket Dør, der førte ud til Kjøkkenet. Skjøndt hun ikke havde nogen Meen heraf, blev hun dog meget harmfuld paa sin Mand over denne Behandling, hvilken hun dog burde tilskrive sig selv paa Grund af den Adfærd, hun sædvanligviis udviste mod sin Mand, idet hans Handling maa betragtes som et Udbrud af en længe tilbageholdt Forbittrelse og Misfornøjelse med den krænkende Tilsidesættelse og slette Behandling, han maatte lide af sin Ægtefælle. Imidlertid blev Botilla meget hidsig over dette Stød imod Døren, hvorfor hun, uden nærmere at tænke over Følgerne, stødte, eller som hun udtrykker sig, "rendte sin Mand mod Kakkelovnen", hvorved han slog den høire Side af Hovedet eller Tindingen mod Kakkelovnens øverste skarpe Kant. Han snublede derved og faldt over mod Sengen og ned paa Gulvet, hvor han kom til at ligge paa Ryggen. Han kunde dog imidlertid reise sig op paa Knæene, og idet han bagfra trak hende i Klæderne, fik han hende revet ned til sig paa Gulvet, hvor derpaa Brydningen fortsattes. Botilla har nu udsagt, at hendes Mand greb hende med den ene Haand i Halsen, medens han med den anden forsøgte at holde hende for Munden for at forhindre i at tilkalde Hjælp, men derefter lykkedes det hende at komme ovenpaa, og idet hun nu lagde begge sine Knæ paa hans Bryst, greb hun, der efter det Oplyste er begavet med ganske ualmindelig store physiske Kræfter, sin Mand med begge sine Hænder i Halsen og trykkede til med al sin Magt, medens han laa med Nakken mod Gulvet. Hendes Mand forsøgte vel strax at bortfjerne hendes Hænder fra sin Hals, men da han, der i den sidste Tid var bleven noget svag og afkræftet, ikke formanede at befrie sig for hende, greb han hende med sine Hænder i hendes Sider, for at faae hende bort, men da hans Tag imidlertid pludselig slappedes, slap hun ogsaa sit Tag i Halsen paa ham. Uden at bryde sig videre om sin Mand, som hun saae blive liggende ganske stille og ubevægelig paa Gulvet, og som hun dengang troede blot var besvimet, gik hun atter tilsengs og sov nu efter sin Forklaring roligt ind til henad Morgenstunden. Men da hun vaagnede og saae ham endnu ligge udstrakt paa Gulvet paa det samme Sted, stod hun op og saae til ham, og da hun ved at føle paa ham, fandt, at han var iskold, og, ved at forsøge paa at reise ham op, opdagede, at han alt var dødsstiv, sluttede hun deraf, at han var død, hvilket hun dog ikke nærmere undersøgte, ligesom hun heller ikke foretog Noget for mulig at gjenoplive ham. For at skjule sin Gjerning besluttede hun derimod at give Dødsfaldet Udseende af et Selvmord, hvorfor hun anbragte ham i hængende Stilling paa Sengestolpens øverste Stykke. Hun kaldte derefter paa de to Logerende, der laae og sov i Kamret, men strax kom til og skar Afdøde ned. Botilla havde imidlertid ikke ved Hængningsmaaden tænkt tilstrækkeligt over, at det maatte see ud, som om hendes Mand selv havde hængt sig; thi ved først at anbringe Løkken om Mandens Hals og derefter surre Rebet om Sengestolpen, der er meget lav, blev Afstanden eller Rebets Længde mellem Halsen og Sengestolpen saa kort, at den Afdøde ikke vilde have kunnet faae sit Hoved igjennem Løkken, og dette var en Omstændighed, som senere i høi Grad bestyrkede den imod hende opslaaede Mistanke. Med Hensyn til Sønnen Christian, der sov i Sengen hos Faderen, da har Drengen vedholdende benægtet at have hørt det Allermindste til nogen natlig Stol eller Uro; men han er en meget svagelig Dreng, der paa den Tid var meget svag og afkræftet, og navnlig kunde sove fast vedholdende og længe. Derimod havde nogle Beboere af Lejligheden ovenpaa samt en Nabofamilie vel hørt nogen Støi i Niels Petersens Stue den omhandlede Nat, men Ingen tænkte videre derover, thi der var saa tidt Spectakel nedenunder.

Ved det efter Dødsfaldet foretagne Visum, fandtes der tvende svage Strangulationsfurer paa Ligets Hals, men efter Distriktslægens Erklæring kunne saadanne ogsaa fremkomme, naar et Lig ophænges et Par Timer efter Døden, medens han derhos har udtalt, at ingen saadanne Strangulationsfurer kunne fremtomme ved en Kvælning med Hænderne.

De optagne Forhør ere nu sluttede, og der er af Sjællands Stiftamt blevet beordret Action anlagt mod Botilla Svendsdatter for at have skilt sin Mand ved Livet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1879).

Drabet i Ordrup. Den 29de Marts 1877 indkom Anmeldelse til Nordre Birks Kontor, at Husmand Niels Pedersen i Ordrup havde aflivet sig ved Hængning. Undersøgelse indlededes; men efter en Fogedforretning paa Politikontoret i Lyngby og et Politiforhør paa Tinghuset sluttedes Sagen. Kort efter Mandens Død forlod hans Hustru, den 47aarige Botilla Svendsdotter, ogsaa kaldet Mathilde Svensson eller Svendsen, deres Hus i Ordrup for at tage Ophold i og ved Kjøbenhavn; først i Begyndelsen af Februar f. A, da hun vendte tilbage til Huset, antog Rygterne om, at hun i Forbindelse med en tidligere Logerende, med hvem hun efter Mandens Død skulde have levet sammen, havde taget Manden af Dage, en saa bestemt Karakter, at Politiet paa ny satte sig i Bevægelse og anholdt saavel hende som den Logerende. I længere Tid nægtede hun baade sin Skyld i Mandens Død og sit usædelige Forhold til den Logerende; endelig indrømmede hun det sidste, og derefter tilstod hun: Natten til den 25de Marts 1877 var opstaaet en Uenighed mellem hende og Manden, som følte til et Haandgemæng mellem dem paa Gulvet af deres Sovekammer. Efter at de havde tumlet en Del omkring, havde hun taget Manden bagfra i Skuldrene og kastet ham fra sig med al Magt, saa at han tørnede mod Kakkelovnens øverste Kant med den højre Side af Hovedet eller Tindingen, og derved faldt omkuld. Derefter havde han rejst sig og søgt ind paa hende, hvorefter hun havde taget ham med begge Hænder i Halsen, som hun trykkede til af al Magt. Hun slap først Taget, da hun mærkede, at han var rolig, hvorefter hun gik i Seng i den Tro, at han var besvimet, og sov til henad Morgenstunden. Da hun saa Manden ligge paa Gulvet i samme Stilling, kunde hun nok vide, at han ikke var besvimet, men død af hendes Tag i Halsen, og da han til Dels var dødsstiv og ganske iskold, bandt hun ham op til Sengestolpen med et Reb om Halsen, for at give det Udseende af, at han havde hængt sig selv, hvorpaa hun kaldte paa den ovennævnte og en anden hos dem logerende Mandsperson, der kom til og skar den Afdøde ned.

Da det iøvrigt Oplyses, navnlig den Maade, hvorpaa Liget var ophængt paa Sengestolpen, bestemt talte imod et Selvmord, maatte det saaledes efter samtlige foreliggende Omstændigheder antages, at Arrestantinden havde foraarsaget Mandens Død. Den Person, med hvem hun havde staaet i utilladeligt Forhold baade før og efter Mandens Død, og som nu, efter at være bleven løsladt, var udvandret til Amerika, havde ogsaa forklaret, at han efter hendes Udtalelser til ham antog, at hun vilde dræbe sin Mand, og at hun havde spurgt ham, om han vilde ægte hende, hvis Manden døde. Distriktslægen erklærede, at han ned sit Syn over Liget havde sundet en meget svag, til Dels dobbelt Strangulationsfure paa Halsens Forflade, som ikke passede til det foreviste Reb; en saadan Fure kunde fremkomme, naar et Lig ophængtes et Par Timer efter Døden, men ikke ved Kvælning med Hænderne.

Paa Foranledning af Overretten foretoges en ny Undersøgelse af Sagen. Arrestantinden fastholdt sin Forklaring med Tilføjende, at hun satte Enderne af sine Tommelfingre mod hinanden, medens hun lagde begge Hænderne om Mandens Hals, en paa hver Side af denne, saavidt de kunde strække, hvorhos hun trykkede Enden af Tommelfingrene haardt imod hans Strube, paa hvilken Trykket saaledes, navnlig paa Grund af hendes Stilling, blev haardest, samt at hun vedblev med dette Tryk, indtil han slap sit Greb paa hende og laa stille. Hertil bemærkede Distriktslægen i en ny Erklæring, at det vel ganske i Almindelighed var sikkert, at et Menneskes Død kunde bevirkes ved Tryk af en andens Tommelfingre mod dets Strube, men at en Jævnførelse af Arrestantindens Forklaring om hendes Mands Dødsmaade og det ved Ligssynet Oplyste viste saa betydelige Uoverensstemmelser, at der formentlig ikke kunde være Tvivl om, at hendes Forklaring i væsenlige Punkter var rigtig. F. Ex : Ikke blot svarede den omtalte Fure ikke til det opgivne Reb (med Hensyn til hvilket tilstrækkelig paalidelige nærmere Oplysninger for Resten ikke kunde erhværves), men derhos fandtes der aldeles ingen Mærker paa Halsen af det med alle 10 Fingre anvendte stærke Tryk. Arrestantinden fastholdt imidlertid i Et og alt sit Tidligere. - Det kgl. Sundhedskollegium, hvis Mening Overretten æskede, erklærede sig enigt med Distriktslægen i, at der var stærke Grunde til Mistanke om, at hendes Forklaring i væsenlige Punkter afveg fra Sandheden. Det var vel ikke umuligt, at et Menneskes Død kunde bevirkes paa den angivne Maade, og visse Enkeltheder i Forklaringen syntes at vidne om en virkelig gjort Erfaring om, hvorledes Manden, da hun i nogen Tid - som hun syntes ikke ret længe - havde holdt sine Hænder trykkede sammen om hans Strube, pludselig slap sit Tag og derefter laa stille. Men et saadant fuldført Drab plejede dog at efterlade kjendelige Mærker af Fingrenes Tryk paa Ligets Hals, og det var noget usandsynligt, at disse skulde kunne savnes, naar, som her, Drabet var udført paa en kraftig Person med fuld Bevidsthed og uhindret Modstandsevne, ligesom det allerede i sig selv var usandsynligt, at det skulde være lykkedes Arrestantinden alene paa denne Maade at overvælde Manden, som i ethvert Tilfælde ikke kunde antages at have været hende meget underlegen i fysisk Styrke.

Om det nu end herefter maatte anses for tvivlsomt, om Døden var bevirket paa den af Arrestantinden angivne Maade, og, skjønt der navnlig hvilede en stærk Mistanke paa hende om forsætlig at have skilt sin Mand ved Livet, saa fandt Landsover- samt Hof- og Stadsretten, der i Tirsdags paakjendte Sagen, dog ikke aldeles afgjørende Grunde til at forkaste hendes Forklaring, og denne blev derfor lagt til Grund til at betragte det af hende udviste Forhold som Nødværge, var der saa meget mindre Føje, som hun efter sit eget Udsagn var i Besiddelse af meget store Legemskræfter og derhos ikke havde kaldt til Hjælp de to Personer, som sov i det tilstødende Værelse.

Arrestantinden, der ikke tidligere er straffet heri Landet, blev derfor ved Overrettens Dom anset efter Straffelovens § 188 *) med Forbedringshusarbejde i 5 Aar. Ved Underretten var hun efter samme idømt Tugthusarbejde i 8 Aar. 

*) "Har en forsætlig udøvet Legemsfornærmelse haft Døden til Følge, og den Skyldige, skjønt han ikke har villet Døden, dog har maattet forudse denne som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge, anses han med Strafarbejde fra 2 og 12 Aar"

(Morgenbladet (København) 31. januar 1880).

Botilla Svendsdotter blev ved underretten dømt efter straffelovens § 188 ("legemsfornærmelse med Døden til følge") til tugthusarbejde i 8 år (rammen var 2 til 12 år), mens overrettens dom i januar 1880 efter samme paragraf lød på 5 års forbedringshusarbejde. Husmand Niels Petersens og Botilla Svendsdotters ejendom matrikelnummer 6 bg i Ordrup blev sat på auktion i juni 1880.

Overhornblæser Carl Frederik Steinert 1833-1897. (Efterskrift til Politivennen)

Et Efterspil. Under denne Overskrift meddelte vi den 1ste Juni, at en Overhornblæser til Rigsdagen har besværet sig over at være bleven afskediget af Militærtjenesten af den velbekendte Oberst Schøning. Folketingsmand Bergs Blad "Frederiksborg Amts Avis" indeholder om nævnte Sag følgende Details:

"Afskediget Overhornblæser, Dbm. C. F. Steinert i København har andraget om Invalideforsørgelse eller en aarlig Understøttelse. Han indtraadte i Militærtjenesten den 12te Marts 1849, var med ved Isted og Frederiksstad, hvor han blev saaret i venstre Ben, og i 1864 ved Dybbøl. Den 10de April 1876 blev han kasseret af 6te Bataljon, Oberst O. A. Schøning og Korpslæge Melskens, paa Attest for at have paa venstre Ben et af et Granatsaar efterladt Ar, som hindrede Gangen, og at lide af nogen Svækkelse i venstre Skulder efter en Kvæstning i Felten samt af kronisk Nyregrus. I øvrigt indeholdt hans Afskedsbevis fuld Anerkendelse for lang og tro Tjeneste, dadelfri og hæderlig Vandel. I et til Krigsministeriet i Fjor indgivet Andragende udtaler Steinert, at han, da han blev fremstillet for Kassationskommissionen, vel var lidende og syg, dog, som han mener, kun af en Forkølelse, bevirket ved, at Musikkorpset ofte maatte staa en hel Time uden for Brigadechefens Kvarter og blæse i meget strængt Vejrlig, men at han, ikkun 42½ Aar gammel, var i Besiddelse af usvækkede Aands- og Legemkræfter. Efter en længere udgaaende Lejrøvelse i 1875 blev han, som saa mange Andre, træt og maatte køre henved 2 Mil, og Dagen efter fik Korpslæge Melskens Ordre til at undersøge ham, men Lægen udtalte, at han ingen Fejl eller Svaghed kunde finde hos Steinert. Omtrent 3 Maaneder efter blev han atter kaldt til Lægen, som ytrede: "Nu er det galt igen; Obersten (Schøning) vil absolut have Dem kasseret", og erklærede sig nu nødt til at gøre Indberetning om Arret fra 1850. Paa indtrængende Anmodning til Obersten lod denne sig nøje med at gøre Indberetning til Brigaden; men da Steinert i næste Aars Marts led af Forkølelsesonder, blev han dragen for Kassationskommissionen og efter megen Uenighed iblandt Lægerne kasseret. Man trøstede ham med, at han foruden sin Pension tillige vilde faa Invalideforsørgelse, men paa Andragender herom har han stadig faaet Afslag. - Finansudvalget foreslaar denne Sag henvist til Krigsministeren med tilføjet Ønske om, at Omstændighederne ved Steinerts Afskedigelse nærmere undersøges."

(Social-Demokraten 4. juni 1879).

C. F. Steinert var født 1833. I 1849 var han omkring 16 år gammel. Officielt kunne kun konfirmerede drenge (dvs. fra 14 år) optages som hornblæsere, men det skete at de ikke var det, ifølge feltpræsten Erik Høyer Møller. Steinert var ikke som mange af hornblæserne fra Holsten (Christians Plejehus i Eckernförde). Grunden til at han meldte sig, kan måske ses af nedenstående annonce fra 1847: Dels at moderen døde og at familien boede i et en af Københavns værste (hvis ikke den værste) slumgade, Peder Madsensgang:

2 fattige Brødre bede gode Mennesker om et lille Laan af 5 Rbd., da de ikke selv ved deres egen Hjælp kunne faae deres Moder begravet, som er død den 7de Dennes. Pedermadsensgang 302, 1ste Bagsal.

C. F. Steinert. P. E. Steinert

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 9. december 1847.)

6. Regiments Musikkorps fotograferet i Køge 1864. Køge var i 1864/65 garnisonsby, idet 4. Brigade havde hovedkvarter her. Siddende fra venstre: Steinert, stabshornblæser Michaelsen, Johan Nielsen (senere stabshornblæser), Dohse. Stående fra venstre: Starup Hansen, Foss, Hennings, Zorn, L. Michaelsen (stabshornblæser), Fischer, Meyerhoff, Hardenberg, Marquard, Ellebrock og Hoffmann. (Foto: Rigsarkivet). På hjemmesiden Dansk Militærmusik ses han endvidere på et foto af 1. halvbrigades musikkorps af 22. jyske brigade 1867.

Stabshornblæseren var chefens højre hånd, idet han skulle blæse de mange udførelsessignaler ud til de forskellige kompagnier. Han var ofte bereden så han kunne følge chefen. 

Stillingsmand.

En stillingsberettiget Underofficer af Infanteriet, der kan overtage hele Værnepligten, ønsker at lade sig stille for en paa denne Session udskreven Værnepligtig. Reflecterende kunne henvende sig mundtlig eller skriftlig i portofrie Breve til: Overhornist C. F. Steinert i 6te Inf.-Regiments 1ste Bataillons 1ste Comp.

(Fyens Stiftstidende 21. juli 1864).

I Østsjællands Avis (Køge) 22. september 1864 ses han boende hos vognmand R. Hansen i Brogade. Efter krigen slog han sig ned som klaverstemmer. Nedenfor nogle eksempler på annoncer:

Klaveerstemning.

Undertegnede anbefaler sig med Stemning af Klaverer.
Min Bopæl er hos Hr. Skomage Wærum paa Skolegade.

C. F. Steinert.

Overhornist.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 28. januar 1865). Annoncen var ledsaget af et lille billede af et klaver.

Claveerstemning.

Undertegnede anbefaler sig paa det Bedste med Stemning af Klaverer.

C. F. Steinert.

Overhornist.

boende i Dumpen Nr. 509.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. april, 1. august, 21. august, 12. september, 13. december 1865)

I 1865 oprettede Håndværkerforeningen i Viborg en sangforening. Overhornblæser C. F. Steinert blev dirigent for 100 Rdl. i årlig løn som korleder og for nodeafskrivning. Der meldte sig ca. 70 sangere, men de fleste faldt igennem Steinerts stemmeprøver. Da kravet blev nedgraderet til skalaer bestod i første omgang 60, men 20 blev kasseret ved den første koncert. Steinert stoppede som dirigent i 1867.

Et nyt opretstaaende Fortepiano af Hornung & Møllers Fabrik staaer tilsalg hos

C. F. Steinert

i Gravene.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. april, 25. august 1869).

Undertegnede Commissionair for DHrr. Hornung & Møller modtager Bestillinger paa

Pianoforter

fra nævnte Firmaes Fabrik.

Tillige udfører jeg Stemning samt Reparation af Instrumenter. Ærb.

C. F. Steinert, Overhornblæser,

Gravene hos Snedker Halle.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. september 1870).

I anledning af 25 året for Slaget ved Isted fik overhornist Steinert og hornist Nielsen af 6. bataljon tildelt sølvkorset i 1875.

Pianoforte.

Et udmærket godt vedligeholdt Pianoforte med smukke Toner staar til Salg hos 

C. F. Steinert

Dumpen 168

Sammesteds sælges en Sovesofa, nogle gode Bøger, et lille Taffelur m. m.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 7. april 1876).

I Dags-Telegraphen 23. december 1880 ønskes C. F. Steinert og kone til lykke med deres sølvbryllup.

I Nationaltidende 3. januar 1884 ses pianostemmer E. C. J. Steinert jun. at have skiftet bopæl - Sølvgades Forlængelse 98, 1. sal. E. Steinert var desuden instrumentmager hos Hornung & Møller. Pianostemmer Emil Christian Johannes Steinert døde 29. maj 1891 ifølge Dags-Telegraphen. Han blev begravet den 3. juni 1891 på Assistenskirkegård. Dødsannoncen var underskrevet hans kone Josephine (Ludovica) Steinert, født Poulsen, C. F. Steinert, Georg Steinert og Henriette Steinerts, født Møller. Sønnen Georg Steinert åbnede i februar 1892 en herreekviperingsforretning på Nørrebrogade 8.

Pianoforte.

et karnisformet samt et opretstaaende, begge af Hornung & Møllers Fabrik, saa gode som nye, staa til Salg i Østerfarimagsgade 24, 2. sal, hos

C. F. Steinert.

(Dags-Telegraphen (København) 18. august 1886).

Ifølge Viborg Stifts-Tidende 7. juli 1887 opførtes i anlægget ved Borgvold regimentsmusik om fredagen hvor bl.a. 6. bataljons march af C. F. Steinert blev spillet. På en opgørelse over udgifter "i særlige anledninger" 1891 står afskediget overhornblæser C. F. Steinert opført til at have modtaget 198 kr.

Dødsannoncen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1897 fortæller at han døde 6. juni, 64 år gammel efter mange års svaghed. Annoncen er underskrevet af Henriette Steinert født Møller, Josephine Steinert, født Poulsen og Anna Steinert født Jørgensen. Begravelsen fandt sted den 12. juni 1897 på Assistens Kirkegård.

Afdød Veteran. I forrige Uge afgik ved Døden her i Byen forhenværende Overhornblæser C. F. Steinert, født 1833. Steinert meldte sig som frivillig ved Hæren 1849 og ansattes som Hornblæser ved 6. Linie Infanteri-Bataillon, og deltog med nævnte Afdeling i Slaget ved Isted den 24. og 25. Juli, og ved Forsvaret af Frederiksstad, hvor han saaredes haardt i sit ene Ben af en Granat. Steinert henlaa over et Aar paa Lazarettet, og efter sin Helbredelse meldte han sig atter til Tjeneste. I 1864 deltog han som Stabshornblæser ved 6. Regiments 2. Bataillon under nuværende General v. Holtens Kommando og deltog i Forsvaret af Dannevirke og Dybbøl. Følgerne af Saaret nødte Steinert til at søge sin Afsked, og han nedsatte sig i Aaret 1876 som Klaverstemmer her i Byen.

Steinert var dekoreret med Dannebrogskorset, det militære Hæderstegn for tro Tjeneste og Erindringsmedaillen for begge de slesvigske Krige.

Jordfæstelsen foregik fra Kapellet paa Assistens Kirkegaard med stor Højtidelighed. Vaabenbrødre-Afdelingen var repræsenteret af Bestyrelsesmedlemmer med Afdelingsfanen. Kisten bares ud af Kapellet af den Afdødes forhenværende Kammerater og Vaabenfæller, og et Musikkorps blæste Sørgemarschen fra Kapellet til Graven. Den Afdøde efterlader sig Enke og en Søn, Ekviperingshandler Steinert, Istedgade.

(Dagens Nyheder 27. juni 1897).

Betænkning om St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

St. Croix. Finansudvalget har med Hørup som Ordfører afgivet Betænkning over Forslaget om at anvende indtil 55,000 Kr. til Understøttelse til trængende Indbyggere i Frederikssted og at udlaane til Skadelidte samme Steds indtil 50,000 Kr. at forrente med 5 pCt og tilbagebetale i 10 Aar. Udvalget har udbedt sig dels Oplysninger om Resultatet af den oversendte Kommissions Undersøgelser ang Aarsagerne til Oprørets Udbrud og Midlerne mod dets Gjentagelse, dels en Forklaring om de 500,000 Kr., Finansministeren paa egen Haand har sendt til St. Croix. Ministeren har paa det første Spørgsmaal svaret, at han ikke for Tiden kan meddele de omspurgte Oplysninger, "der ikke skjønnes at staa i nogen Forbindelse med det foreliggende Lovforslag", og paa det andet Spørgsmaal, at den ønskede Forklaring "ikke kan staa i nogen Forbindelse med Lovforslaget." Derimod har han paa Opfordring oplyst, at Kommissionen har i Frederikssted udlaant 4,000 Dollars. Udvalgets Flertal anser det for hævet over al Tvivl, at Regeringen i høj Grad har overskredet sin administrative Beføjelse saa vel ved Dispositionen over de 500,000 Kr. som ved Udsendelsen af Kommissionen og den samme meddelte Bemyndigelse til at udlaane af Statens rentebærende Midler. Hvor meget der nu end under disse Omstændigheder kunde tale for at fraraade Tinget at fortsætte Forhandlingerne om denne Sag med den nuværende Regering - og skjønt det, man senere har erfaret om, hvad der er forefaldet paa Øen, ikke skal bidrage til at forøge Interessen for den der raadende Tilstand - , har Flertallet dog, i Betragtning af, at Tinget senere ad anden Vej vil komme tilbage til de her fremhævede Misforhold, med denne Forvaring ment at kunne fastholde den Beredvillighed til at understøtte de Skadelidte i Frederikssted, som i Finansudvalgets Betænkning fra Samlingens første Del blev udtalt fra alle Sider af Udvalget. I Henhold hertil og i Betragtning af, at den søgte Understøttelse kun vil komme Personer til Gode, der virkelig ere trængende, og om hvem det kan anses for givet, at de uden egen Skyld ere blevne ramte af Oprøret, samt da Understøttelsen efter sin Størrelse erkjendes for moderat, indstiller Flertallet Forslaget til Vedtagelse. 

Mindretallet (Højre) finder ikke nogen Anledning til at indlade sig paa Spørgsmaal, der syntes at ligge udenfor det forelagte Lovforslags Omraade, og som den langt fremrykkede Tid desuden gjør det umuligt at optage. Det anser det for nødvendigt, at den tilsigtede Hjælp til de Skadelidte paa St. Kroix snarest muligt ydes, og indstiller ligesom Flertallet Lovforslaget til uforandret Vedtagelse.

(Morgenbladet (København) 25. maj 1879).

Den vestindiske kommission.

Regeringen vilde, erindrer man, i Efteraaret, da den vestindiske Politik var stor og vort Landmandsskab med de irske Plantere saare varmt, ikke høre noget om det fra venstre Side i Finansudvalget stillede Forslag om at udsende en Tremands-Kommission, en kongevalgt Formand og et Medlem valgt af hvert af Tingene, og at lade det bero paa Resultatet af denne Kommissions Undersøgelser, hvad der maatte være at gjøre ikke blot i Anledning af Opstanden og de derved afstedkomne Ødelæggelser, men ogsaa med Hensyn til Ordningen af Forholdene i det hele paa St. Croix. Da Regeringen senere selv udnævnte en Kommission, erkjendte den, at Kravene paa Statsunderstøttelse burde begrundes paa Undersøgelser, som vare uafhængige af de stedlige Myndigheders Skjøn, og det bør fornuftigvis ikke underkastes Tvivl, at den har anset en ublandet Regeringskommission for bedre skikket til det paatænkte Hværv end den i Folketinget foreslaaede. Resultatet af de Undersøgelser, som d'Hrr. Handelsbankdirektør Levy, Geheimeetatsraad Schlegel og Generalstabsoberst Tvermoes have foretaget sig, bekræfter da ogsaa, saavidt det hidtil er bekjendt, fuldt ud, at Hr. Estrup med klar Forudseenhed har vidst at vurdere Fordelene ved en Regeringskommission. Medens der hidtil intet foreligger om, hvorledes Kommissionen har løst den første Del af sin Opgave - at undersøge Aarsagerne til Oprørets Udbrud og Midlerne til at forebygge en Gjentagelse - er der til Begrundelse af Forslaget om 105,000 Kr. til Skadelidte i Frederikssted, 55,000 Kr. til Gave, 50.000 Kr. til Laan, fremlagt Udbyttet af Kommissionens Arbejde for de to andre Punkter af den stillede Opgave, som bestod i at undersøge den foraarsagede Skade og foreslaa den hensigtsmæssigste Maade til at bøde paa den samt at tilstaa midlertidige Statslaan til Skadelidte, navnlig i Frederikssted. Den af Finansudvalget afgivne Betænkning over nævnte Forslag vurderer Frugten af Kommissionens Virksomhed saaledes, som Kommissionen selv har forklaret den i sin Indberetning til Finansministeren. Med Hensyn til Undersøgelsen af Skaden henholder Kommissionen sig til en paa Øen forefunden Taxation, dog saaledes at Kommissionen, ved at se paa Ruinerne og lade sig de nedbrændte Bygninger beskrive, har været i Stand til at give denne Taxation et Korrektiv, der forhøjer Skaden med 1,500 Dollars, hvorefter den samlede Skade anslaas til 291,687 D. Ved at overveje, hvilken Del af dette Tab der har ramt egenlig Trængende, henholder Kommissionen sig dernæst til et ligeledes forefundet Arbejde af den konstituerede Politimester og en privat Understøttelseskomite, hvorefter denne Del af Skaden andrager 122,039 D. I sin Undersøgelse af, hvilken Andel Staten bor tage i Afhjælpningen af den saaledes oplyste Trang, henholder Kommissionen sig endelig til en af den nysnævnte private Komite gjort Indstilling, dog med en enkelt Modifikation, der hæver Understøttelsesbeløbet fra 13.643 D. til 14,415 D., hvilket afrundet er det Beløb af 55,000 Kr., der kræves til Understøttelser. Kommissionens Opgave med at tilstaa midlertidige Laan har ikke kunnet løses paa nogen virksom Maade, da der ikke paa Stedet har vist sig noget Begjær efter Laan paa de af Kommissionen tilbudte Betingelser, og Finansministeren har derfor søgt Bemyndigelse til at udlaane 50,000 Kr. paa Betingelser, der antages for mere skikkede til at friste Efterspørgslen.

(Morgenbladet (København) 27. maj 1879).

Ubekendt fotograf: Christiansted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

St. Croix. Forslaget om Understøttelse til Skadelidte i Frederikssted paa St. Croix var i Folketingets Gaarsmøde til 2den Behandling. Ordføreren (Hørup): Det foreliggende Forslag havde adskillige Fortrin for det i December forelagte. Summen var betydelig nedsat, og Understøttelsen var indskrænket til Frederikssted. En Skrivelse fra Planterne paa St. Croix viste, at ogsaa disse meget vel kunde tænke sig en bedre Regering end den nuværende. Planterne syntes overhovedet ikke at være fornøjede med nogen Ting her i Verden. De havde jo endogsaa, hvis Rygtet ikke tog fejl, henvendt sig til en fremmed Regering for at faa Hjælp imod den danske Regering; han vidste imidlertid ikke, om Finansministeren vilde give Tinget Oplysninger i saa Henseende. Ministeriet havde bemyndiget den udsendte Kommission til at udlaane Penge til Ejendomsbesiddere paa St. Croix under visse Betingelser, og Finansministeren havde i et Svar til Udvalget draget en bestemt Grænse mellem Gaver og Laan; kun til at yde Laan mente Ministeriet sig at være kompetent paa egen Haand. Taleren vidste ikke, hvorpaa dette begrundedes. Fremdeles havde Ministeren udbudt Laan til 6 pCt. paa 2 Aar, uden at dog disse Laan vare blevne benyttede. Nu mente Ministeren imidlertid ikke, han var kompetent til at give Laan til 5 pCt. mod Tilbagebetaling i 10 Aar, uden at faa Rigsdagens Samtykke. Ogsaa denne Distinktion var Taleren en Gaade, og heller ikke i den Henseende havde Udvalget kunnet faa Ministeren i Tale. Han skulde imidlertid ikke komme nærmere ind paa disse Spørgsmaal, da han antog, Rigsdagen snart vilde faa Lejlighed til at underkaste dem en nøjere Prøvelse. Lovforslagets Fordringer forekom i øvrigt Udvalget moderate. 

Bille mente, at hvis dette Forslag var saa meget glædeligere end det, der forelaa i December, laa det for en stor Del i den Maade, hvorpaa Ministeriet havde taget Sagen. Mindretallet, hvortil han hørte, fandt Forslagets Fordringer overordenlig beskedne. Selv i deres nuværende lempeligere Skikkelse vare Laanbetingelserne temmelig haarde, hvorfor der ogsaa kun var begjæret Laan paa 55,000 Kr. Planternes Andragende vidnede ikke blot om, at de kunde tænke sig en bedre Regering, men ogsaa om, at de kunde tænke sig et bedre Folketing, idet de ansaa Ophævelsen af Arbejderregulativerne for Aarsagen til Oprøret. Denne Klage var ubeføjet og den viste, at Planternes Andragende kunde ikke danne Grundlaget for en Vurdering af Forholdet mellem Kolonien og Moderlandet. Koloniens Tab var en Følge af dens egne fejlagtige Dispositioner. Han var enig med Ordføreren i, at det var utilbørligt, at de engelske Plantere paa St. Croix vel vilde være med til at søge Pengeunderstøttelse i Danmark, men dog havde henvendt sig med Protester imod vor Regerings Fremgangsmaade i England. Den engelske Regering havde i den Anledning gjort Forestillinger hos den danske. Han haabede, Ministeriet kraftig havde tilbagevist disse Overgreb. 

Tvermoes henstillede til Tinget, hvorledes Tilstanden vilde have været paa St. Croix, hvis Ministeriet ikke, trods Folketingets Nægtelse af de forlangte Summer, havde udlaant 500,000 Kr. Følgen vilde være bleven den, at Sukkerhøsten var bleven ødelagt og en stor Del Plantere ruinerede. Ved Ministeriets Foranstaltning var derimod den største Del af Høsten (eller 5 Mill. Kr.) bleven reddet. 

Finansministeren fandt lige saa lidt som Udvalgets Mindretal Anledning til at komme ind paa Spørgsmaal, som syntes at ligge udenfor det forelagte Lovforslags Omraade. Han skulde derfor med Ro, om end med Beklagelse finde sig i, at Flertallets Anklage, at han havde overskredet sin administrative Beføjelse, indtil videre blev siddende paa ham. Spørgsmaalet om Ministeriets Hjemmel til at udlaane de 500,000 Kr. vilde senere komme til at foreligge skarpt og rent. Det var Ministeren umuligt for Øjeblikket at give Tinget Oplysninger angaaende Planternes Henvendelse til den engelske Regering.

Ordføreren gav Ministeren Ret, naar denne havde erkjendt, at det ikke var af Hensyn til Ministeriet, men af Hensyn til de Skadelidte paa St. Croix, at Udvalgets Flertal havde indstillet Loven til Vedtagelse. Den Side ved Planternes Adresse til England, som Taleren mest havde lagt Vægt paa, var den, at disse Plantere havde overtraadt deres Borgerpligt og vare hjemfaldne tit Straffeloven. Dette henstillede han til Ministerens Overvejelse. Han forstod godt, at den første Opgave for den af Ministeriet udsendte Kommission maatte være at udstæde en Attest for, hvor ypperlige Ministeriets Foranstaltninger havde vist sig at være. Naar man læste Planternes Skrivelse, maatte man dog stærkt tvivle om, at de 500,000 Kr. virkelig havde udrettet noget af blivende Betydning. 

Tvermoes vilde erklære, at Kommissionen ikke havde faaet nogen Instrux om at udstede en Attest for Ministeriet. 

Th. Nielsen udtalte, at Folketinget ingen Skyld havde, hvis St. Croix havde lidt et økonomisk Tab. For de Understøttelsers Skyld, der vare ydede, havde det aldeles ikke været nødvendigt at opløse Folketinget. Han vilde ikke udsætte Landet for en Krig med England for St. Croix' Skyld. 

Efter Bemærkninger af Bille og Th. Nielsen gik Lovforslaget uden Afstemning til 3die Behandling.

(Morgenbladet (København) 27. maj 1879. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).