Dobbeltmordet i Klejtrup (1): Mordet. (Efterskrift til Politivennen)

- Et skrækkeligt Dobbeltmord er, efter hvad der tilmeldes "Jyllp." fra Hobro, i Søndags Nat forøvet i Landsbyen Kleitrup i Rinds Herred ved Hobro, idet en Handelsmand P. Pedersen og hans Karl Begge ere blevne ihjelslagne med en Tøirekølle. Efter at have fuldført Mordet, forsøgte Ugjerningsmændene at sætte Ild paa Huset, hvilket dog mislykkedes for dem. - I et Telegram til s. Bl. fra en anden Meddeler i Hobro gives følgende, noget afvigende Fremstilling af Udaaden: Detaillist Pedersen i Kleitrup samt hans Karl fandtes Mandag Morgen liggende i en Seng, hver med en Strikke om Halsen og store gabende Saar i Hovedet; hos Pedersen syntes Døden at være paafulgt strax, hvorimod Karlen syntes at have kjæmpet noget, da der fandtes Spor af Slag paa Armen. Mordinstrumentet, en blodig Tøjrekølle, fandtes ved Fodenden af Sengen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. juli 1879).

Detaillist og høker Peder Pedersen (1813-1879) og tjenestekarlen Anders Jensen Bødker (1816-1879) boede i den søndre ende af Peders barndomshjem, gården Brattingborgs østre længe, Søvej 16 i Klejtrup tæt på Klejtrup Sø. Den nuværende firlængede gård er af nyere dato. Gården var på daværende tidspunkt ejet af brorsønnen gårdmand Jens Peder Mortensen der havde fået den efter sin far (Peders bror) Morten. Peder Pedersen var ugift og hans forældre var gårdmand Peder Mortensen og Kirsten Pedersdatter.

Folketællingerne fortæller om hans levevej: 1850 ”handelskarl” og 1855 ”handler med landets produkter”. I 1857 gav en høkerlov landboere mulighed for at blive landhøkere. Det var ellers mest forbeholdt købstæder. Herefter: 1860 ”høker, handelsmand” og 1870 ”købmand”. Forretningen der lå i gården, gav godt. Peder tjente desuden på at låne penge til folk i bekneb fx landmændene. Selv synes han at have underskrevet sig som "detaillist", hvilket fremgår af denne efterlysning:

Douceur af 25 Rd.

I Løbet af de sidste 8 á 12 Dage er der fra Loftet i mit Pakhus bortstjaalet 24 á 26 gode Stkr. Kalveskind. Skindene vare alle gade og mellem dem fandtes nogle store og lange, som let ere kjendelige, ligesom ogsaa Størstedelen af dem har Spor af Muus. For Meddelelsen af saadanne oplysninger, der kunne lede til Opdagelsen af Gjerningsmanden til bemeldte Tyveri, udloves herved en Douceur af 25 Rd. af

P. Pedersen, Detaillist. Kleitrup pr. Hobro.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 11. marts 1871)

Anders Jensen Bødker (1816-1879) var søn af gårdmand Jens Pedersen og Kirsten Andersdatter. Han blev gift ca. 1850 med Kirsten Nielsdatter (1830-1870). Anders boede på fødegården som han overtog den omkring 1850. Kirsten ”fandtes druknet i en med vand opfyldt kælder i hendes hjem”. Hun blev begravet på hjemsognets kirkegård, mens Anders blev begravet i Klejtrup.

På Brattingsborg boede desuden bl. a. Jens Peder Mortensens mor og søster. 

Becker, I. G. Burman (26.4.1802-6.10.1880) apoteker, historisk samler. Kleitrup Voldsted seet fra Søen 1867. Det kongelige Bibliotek. Fri af Ophavsret.

Mordet i Klejtrup.

Rovmord høre, Gud ske Lov, til de sjældne Begivenheder her til Lands, og den Forbrydelse, der, som i Gaar omtalt, har fundet Sted i Hobroegnen og ved hvilken to Mennesker ere blevne dræbte, tilmed paa en særlig raa Maade, har derfor vakt den pinligste Opsigt i Egnen. Efter de os i Gaar tilhændekomne nærmere Meddelelser øm denne uhyggelige Begivenhed kunne vi oplyse Følgende :

Den fredelige lille Landsby Klejtrup, som er Skuepladsen for Udaaden, ligger omtrent halvanden Mil sydvest for Hobro i Nærheden af Klestrup Sø, i hvilken der paa en Odde findes en Borgplads, hvor Nogle mene, at hint "Brattingsborg" har staaet, paa hvilket Niels Ebbesen søgte Tilflugt, da han havde dræbt den kullede Greve.

I denne By boede der en Detaillist Peder Pedersen, en ældre Mand, som var ret velhavende og derfor i Almindelighed af Egnens Befolkning blev kaldt "en rig Mand". Hans Formue var anbragt ved Udlaan i mindre Summer i en Mængde forskjellige Landejendomme, saa at der var Mange, som skyldte ham Penge. Pedersen var Pebersvend; hans Husstand bestod af een Person, en Tjeneste karl ved Navn Anders, almindelig kaldet Anders Bødker. Ogsaa han var velhavende, i alt Fald mere velhavende end de fleste Tjenestekarle, idet han var Ejer af en Gaard i Nabosognet Roum.

Pedersen havde Bopæl i en Lejlighed i en Gaard i Klejtrup. De øvrige Beboere af denne Gaard lagde i Mandags Formiddags Mærke til, at Detaillistens ("Kjøbmandens" ) Dør vedblev at være aflaaset. Det undrede dem; der var En, som gik hen til Pedersens Vinduer og kigede ind. Han laa i Sengen; ja, saa var der ikke Andet at undre sig over, end at han kunde saaledes sove over sig. Men det blev Middag og Døren blev ikke aabnet; saa længe var det dog umuligt, at han kunde sove; der maatte være noget Galt paa Færde, maaske var han død pludselig af et Slagtilfælde, det maatte dog undersøges; men Døren var aflaaset, og til laasede Døre har kun Politiet Hovednøgle. Altsaa blev der sendt Bud efter Sognefogden. Han kom til Stede og resolverede, at der var Grund til at bane sig Adgang gjennem Vinduet til den Sovendes Stue, for at se, hvorledes det egentlig stod sig der. Og det skete.

Det Syn, der frembød sig for Sognefogden og de øvrige Tilstedeværende efter at de gjennem Vinduet vare trængte ind, var rædselsfuldt. Baade Pedersen og Anders Bødker laa i deres fælles Seng, men de sov ikke, de vare Begge døde. I Begges Hoveder saas store gabende Saar, og om Begges Halse var der lagt Strikker. Pedersen var øjensynlig kvalt, efter at han først havde faaet et frygteligt Slag i Hovedet, som ikke havde dræbt ham. Hans Tunge var nemlig traadt ud mellem Tænderne, og Rebet, hvis Ende hang løst ned over Sengen, havde skaaret en Fure i hans Hals. Anders Bødker syntes derimod at være bleven dræbt ved Slaget i Hovedet, thi det Reb, som var kastet om hans Hals, var ikke strammet til og ikke engang ført ned om Halsen, men var blevet siddende om den nederste Del af Ansigtet og Nakken.

I Stuen fandtes henslængt en Tøjrekølle; med den er der sandsynligvis tildelt de Myrdede de frygtelige Slag, som havde frembragt de gabende Saar i deres Hoveder.

Og efter at det dobbelte Mord var fuldbyrdet, har Udaadsmanden eller Mændene forsøgt en yderligere Forbrydelse, rimeligvis for at udflette Sporene af Mordene. Under Sengen var der nemlig henlagt en Pakke i Papir, som havde været antændt, naturligvis for at sætte Ild paa Sengen og Huset; men kun Pakkens Papiromslag var forkullet, dens Indhold var ufortæret og var ikke heller egnet til at brænde, hvilket Morderne formodenttig have troet, uden at give sig Tid til nærmere at undersøge det. Pakkens Indhold bestod nemlig af Søm.

Efter at have set disse Spor af Forbrydernes natlige Daad blev man vaer, at Pedersens Skab, som stod i Stuen, var opbrudt. I dette Skab gjemte han sine Penge og Værdipapirer. Aftenen forud, Søndag Aften, var han set i Besiddelse af et kontant Beløb af 320 Kr. Disse Penge og hans Tegnebog vare borte. Endvidere vides det, at han i Skabet havde liggende en Sparekassebog. Ogsaa den var forsvunden, og tillige savnedes der en Obligation. 

Altsaa have Udaadsmændene - det er næppe tænkeligt, at der kun har været En om Gjerningen - først knust de sovende Ofres Hoveder med Kølleslag, derpaa kvalt i det Mindste den Ene af dem, saa plyndret dem og endelig forsøgt at svie Gaarden af over de Dræbte og dens øvrige Beboere, som laa i deres trygge Søvn!

Hvorledes Morderne ere komne ind, henstaar uopklaret, men de ere gaaede ud af Indgangsdøren og have laaset den af efter sig og medtaget Nøglen. Saa meget længere Tid vilde der jo hengaa, inden Forbrydelsen blev opdaget.

I selve Stuen, hvor Mordene forøvedes, laa den Myrdedes Hund (en Pudel), og i Gaarden var der en Lænkehund. Ingen af disse Hunde havde om Natten ladet sig høre. Dette er forunderligt, og den Slutning, som synes at kunne drages af denne Omstændighed, peger hen paa, at Forbryderne maa have været godt kjendt baade med Lejligheden og med begge Hundene og staaet paa en meget god Fod med disse.

Men hvem ere da Forbryderne? Hvad Politiet, som naturligvis ivrigt søger at faae at paa Gerningsmændene, allerede har opdaget, og hvilke Spor, det følger, er selvfølgelig en Hemmelighed; men Beboerne i Klejtrup, som drøfte Spørgsmaalet lige saa ivrigt som Politiet, have ikke endnu Mistanke til nogen bestemt Person. De omtale, at forskjellige ubekjendte og omstrejfende Personer plejede at søge til den Myrdede af og til, og det udtales som en Gisning, at en eller anden af disse Vagabonder, der tidligere ere blevne husede af den i en vid Kreds bekjendte myrdede Handelsmand og derved har set Lejligheden an og gjort Bekjendtskab med Hundene, har udøvet Mordet.

Men netop heri ligger det Besynderlige, at en saadan Forbrydelse i en saa svagt befolket Egn i Klejtrup Sogn er der kun et Menneske paa hver tolv Tønder Land kan blive begaaet, uden at det mærkes af de øvrige Beboere i den Gaard, hvor den finder Sted, og uden at to Hunde, af hvilke den ene endog er i den Stue, hvor Mordet sker, have saa meget som givet et Bjæf; og det Mærkelige er, at der ikke i den af Forfærdelse over Udaaden grebne Egn under saa danne Omstændigheder strax haves et instinktmæssigt Svar paa Sporgsinaalet: "Hvem er han?" Dog, det Spørgsmaal vil Politiet sikkert vide at klare, saa at den eller de forvorpne Rovmordere kunne saa deres velfortjente Straf og - blive gjorte uskadelige.

(Jyllandsposten 3. juli 1879).

Forspændte Vogne. (Efterskrift til Politivennen)

maa i Følge Politivedtægten ikke holde i Gaarde der have aaben Udkjørsel til offenlig Gade, medmindre nogen holder Tømmerne, eller disse ere forsvarlig bundne til Vognen og en Skagle ved hver Hest fraspændt. Dette Paabud var bleven overtraadt af Gaard-Peter Larsen, der havde bragt et Læs Hø til en paa Vesterbrogade boende Bager. Aflæsningen foregik i et Gaardsrum, hvis Udkjørsel til Gaden, som i de fleste Bagergaarde, er forsynet med en Yderport, der stod aaben, og en Mellemport, der sædvanlig er lukket og ogsaa skal have været det, medens Aflæsningen fandt Sted. Da Gaardejer Larsen skulde til at kjøre bort med den tomme Vogn, havde han for at sige Farvel til Bageren, et Øieblik fjærnet sig fra sine Heste, der, efter hvad han har paastaaet, stode med Hovederne vendte bort fra Udkjørselen, saaledes at de ikke kunne komme gjennem denne uden i Forvejen at gjøre en Drejning med Vognen. Medens han saaledes havde vendt sig bort fra sine Heste, var netop en anden Vogn, der havde hentet et Læs Gjødning i Ejendommen, kjørt ud ad Gaarden gjennem Mellemporten, som i den Anledning var bleven aabnet. Hestene for den tomme Vogn vare vil fulgte efter ud paa Gaden, og skjønt Larsen opdagede det strax og var ilet efter dem, havde han dog ikke kunnet indhente dem, da de vare blevne skye og i stærk Fart løb ud ad Vesterbrogade. Omtrent ud for Skydebanen havde de paakjørt en Arbejdsmand, og de bleve først standsede ved "Sorte Hest". Den paakjørte Arbejdsmand, der var beskjæftiget ved Brolæggerarbejde, var bleven revet omkuld, Hestene havde traadt ham i Ansigtet og paa det ene Ben, og Vognen gik over hans Bryst. Ved Politiets Foranstaltning blev han bragt til Hospitalet, hvorfra han dog 2 a 3 Uger efter blev udskrevet som helbredet, da der ikke var tilføjet ham nogen betydelig Beskadigelse. Larsen erkjendte i Retten, at han ikkun havde fraspændt Skaglen ved den ene Hest, men i øvrigt ikke truffet nogen Forsigtighedsforanstaltning, da han forlod Vognen. Han afgjorde Sagen i Mindelighed med en Bøde paa 20 Kr. og betalte derhos 25 Kr. i Erstatning til Arbejdsmanden for Næringstab, Svie og Smerte m. v.

(Morgenbladet (København) 25. juni 1879).

Øjenskade som Følge af Vold. (Efterskrift til Politivennen).

Høiesteretsdom. Høiesteret har i disse Dage paakjendt følgende imod Arrestantinden Mette Kirstine Petersen, Christiansens fraseparerede Hustru, for Legemsbeskadigelse anlagte Sag.

Efterat Arrestantinden den 31te Decbr. f. A. om Aftenen havde indfundet sig paa sin fraseparerede Mands Bolig i Odense og med hans Tilladelse havde seet til sin derværende gamle, syge og sengeliggende Fader, og hun atter vilde forlade Lejligheden, fik hun Øie paa sin Mands Huusholderske, som hun havde mistænkt for at staae i utilladeligt Forhold til ham, og hun udstedte da et Skjælsord mod hende. Opbragt herover fulgte bemeldte Fruentimmer efter hende, og idet Arrestantinden var kommen ud paa Gaden og Døren var lukket efter hende, tog Huusholdersken et for en Rude i Døren anbragt Gardin tilside, og idet hun holdt sit Ansigt tæt op imod Ruden, raabte hun til Arrestantinden: "Vil Du skruppe af, din Tyvekvind, Du har stjaalet et Stykke Garn hos mig", hvorved hun sigtede til, at Arrestantinden nogle Dage tidligere havde fra Leiligheden borttaget et Stykke Uldgarn, ved hvilket Forhold dog intet Ulovligt var oplyst. Ved dette Tilraab blev Arrestantinden hidsig, og med en Psalmebog, hun havde i Haanden, slog hun saa stærkt til Ruden i Døren, at den splintredes og endeel Glasstaar foer ind i Huusholderskens venstre Øie. Denne maatte strax søge Lægehjælp; de fremkomne Læge erklæringer gaae ud paa, at der intet Syn er paa Øiet, men at det ikke er umuligt, at noget Syn kan gjenvindes, men at det vistnok bliver ufuldkomment og neppe uden at hun underkastes en Operation.

Arrestantinden bar benegtet, at det var hendes Hensigt at slaae Øiet ud paa Huusholdersken, men dog erkjendt, at det var hendes Hensigt at slaae stærkt til Ruden, hvad saa end Følgen deraf maatte blive, at hun, om hun end dengang var bleven hidsig over Tilskadekomnes Skjældsord imod hende, dog godt vidste hvad hun foretog sig, at Slaget var saa stærkt, at Ruden ikke kunde antages at holde og at det i saa Fald maatte forudsees, at Glasstumperne lettelig vilde komme til at trænge ind i Tilskadekomnes Øie samt at det heraf maatte forudsees som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge, at Synet paa Øiet kunde gaae tabt.

Arrestantinden, der er et 42aarigt, oftere straffet Fruentimmer, var ved de foregaaende Instantsers Domme i Henhold til Straffelovens § 204 anseet med Straf af 1 Aars Forbedringshuusarbeide. Høiesteret nedsatte Straffen til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Det hedder herom i Præmisserne til Dommen: Det af Tiltalte udviste, i den indankede Dom fremstillede Forhold er i Dommen rettelig anseet at gaae ind under Straffelovens § 204; men da Gjerningen efter det Oplyste er udøvet i en oprørt Sindsstemning, nærmest fremkaldt ved den i Dommen nævnte grove og, som det maa antages, ubeføiede Beskyldning af den Overfaldne mod Tiltalte, at denne havde stjaalet et Stykke Garn hos hende, maa ved Straffens Bestemmelse § 205 komme Tiltalte tilgode, idet den Omstændighed, at hun lige iforveien havde udstødt et Skjældsord mod den Overfaldne, efter de Høiesteret foreliggende Oplysninger ikke vil kunne udelukke Anvendelsen af denne Lovbestemmelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juni 1879).

The Scotsman om Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

En udenlandsk Dom om Universitetets Jubelfest. Modens Universitetets Jubelfest i det Hele ogsaa er bleven omtalt med Velvillie i Udlandets Presse, og selv tyske Blade ikke have gjort nogen Undtagelse i saa Henseende - Nordd. Allg. Zeit. har saaledes indeholdt en meget anerkjendende Artikel i Anledning af Festen - læser man i det i Edinburgh udkommende Blad The Scotsman for den 13de Juni under Titlen "Det akademiske Danmark" en Korrespondance fra Kjøbenhavn, dateret den 8de Juni. som anslaar en helt anden Tone og ikke blot taler med Haan om Universitetsfesten, men ogsaa om det danske Samfund i det Hele, om vore politiske og sociale Tilstande, om vore Institutioner og ledende Mænd. Det er ret karakteristisk og fortjener ialfald at noteres, at det netop er i et paa Engelsk skrevet og i Skotlands Hovedstad udkommende Blad, at en saadan Artikel er fremkommen; thi om den end ikke absolut kan tages som et Vidnesbyrd om Beskaffenheden af det Venskab, som man endnu kan høre, at man i England nærer for Danmark, saa viser den dog. at der ved Siden al Venskabet hos Nogle er en høj Grad af overlegen Ligegyldighed hos Andre. Forfatteren, der synes at være en i Kjøbenhavn levende Englænder og at være taalelig vel kjendt med Overfladen af danske Forhold - om han end ikke er helt fri for positive Fejltagelser, saaledes som naar han f. Ex. lader Tingenes Møder begynde Kl. 10 finder øjensynlig Hovedaarsagen til de Mangler, han finder i det danske Samfund, deri, at det ikke er noget stort Handelssamfund, thi han kommer jevnlig tilbage til, at Dit og Dat ikke kunde ske i et saadant. I god Overensstemmelse med hans kommercielle Standpunkt er ogsaa den egentlige danske Borgerstand den eneste Del at det danske Folk, som han omtaler med taalelig Velvillie; han betegner endog Bourgeoisiet som i det Hele intelligent og dannet, om han end ikke kan undlade at raillere over Grosserernes Higen efter at taa en Orden eller en Titel, der kan bringe dem ind under den "umaadelig latterlige Rangforordning". Alle andre Samfundsklasser derimod ere Gjenstand for hans dybe Ringeagt. Adelen er ikke literært dannet, ja ikke engang intelligent eller dannet overhovedet og gjennemgaaende fattig; Bønderne ere uvidende og stupide. Lærerne ved Folkeskolerne staa langt under de skotske. Studenterne, der hverken ere revolutionære som de franske eller øldrikkende Skvadronnorer som de tyske, men pæne unge Mennesker, der passe vel paa, at deres bebrillede Ansigter ikke blive uskikkede til at vise sig paa Østergade eller Langelinie, ere en exklusiv Race, der ser ned paa Alt, hvad der ikke er akademisk, og som ogsaa gaar og gjælder for Lys i dette Samfund, der hverken har Handelsfyrster eller store Godsejere til at gjøre dem Rangen stridig, og hvor hverken Adelen eller Borgerstanden lader sine Sønner faa en Universitetsopdragelse. naar de ikke netop skulle søge ad Embedsvejen. Pressen, som ledes af dem, er under al Kritik, og Professorerne ere Pedanter, der for det Meste ere yderst uvidende om Alt, hvad der ikke falder ind under deres Studium. Om selve Universitetsfesten taler Korrespondenten iøvrigt ikke meget; han gaar ud fra, at Telegrafen allerede har meddelt det Fornødne, og hans Brev skal derfor væsentlig kun forklare hans skotske Læsere, hvorfor en saa lokal og i visse Henseender temmelig barnlig Fest har kunnet vække saa stor Interesse i Kjøbenhavn. Imidlertid faar han Lejlighed til i sine indledende Bemærkninger at fortælle, hvorledes den oprindelige Tanke om at gjøre Universitetsfesten international strandede paa indbyrdes Strid i Komiteen (danske Komiteer, siger han, kjævles altid) og paa Ophævelsen af Pragerfredens 5te Artikel, der gjorde, at man ikke vilde have tyske Professorer med, skjønt han erklærer sig ude af Stand til at se, hvad spekulative tyske Professorer havde at gjøre med Bismarks Handlinger. Ogsaa Redaktør Plougs Sølvbryllup faar han med ind under Universitetsfestlighederne og omtaler det paa samme lidet sympathetiske Maade som alt det Andet, og endelig fælder han ogsaa en meget nedsættende Dom om den æsthetiske Smag i Danmark, hvilket han betegner som et Paradis for smaa Poeter og Literater. Kort sagt. Korrespondancen til the Scotsman er fra Først til Sidst præget af deu utaaleligste britiske Arrogance, er et Smædeskrift imod hele vort Samfund.

(Dagbladet (København) 18. juni 1879).

The Scotsman udkom fra 1817 og formålet var "upartisk, fasthed og uafhængighed". Den udkom dagligt fra 1850 med et oplag på 6000.

Fædrelandet offentliggjorde den 1. september 1879 et brev fra den "herboende skotte" A. Stewart Macgregor fra The Edinburgh Courant 26. august 1879 som svar på The Scotsmans artikel. I The Scotsman udkom desuden en protest den 12. august 1879 fra kammerjunker Robert de la Laing hvori han påstod at det var en dansk mand der havde skrevet artiklen i The Scotsman, hvilket blev benægtet af The Scotsmans redaktion. Da professor George Stephens i et brev til Nationaltidende ikke desto mindre støttede op bag kammerherrens påstand, fik det de nationalliberale blade i Danmark til at tro på at det måtte være en dansk mand. Dette gjaldt ikke Venstre-avisen Morgenbladet:

Selvtilfredshed er en Egenskab, som det ikke skorter os paa her i Landet, og deraf følger naturlig, at man er pirrelig, naar andre vove at kritisere, og sjæleglad naar de rose. Altsaa maatte nogles Sind komme i Oprør over den Vurdering, som en Korrespondent til The Scotsman i Anledning af Universitetsfesten foretog over mange Forhold i Danmark, og især maatte de Nationalliberale gjøre Anskrig, thi de have, som bekjendt, anset sig privilegerede til gjennem Udlandets Presse at forvrænge alt, hvad der ikke var nationalliberalt her hjemme, og derfor kommer det som en Nemisis over dem, at nogen faar Lyst til ogsaa at sætte deres Herligheder under kritisk Behandling. De pressede strax paa de herboende Englændere med det hidsige Krav, at disse burde sørge for en Gjendrivelse af The Scotsman, m.n der meldte sig ikke andre end en dansk Student, indtil det endelig nu efter godt to Maaneders Forløb er lykkedes at afvinde to Englændere her i Byen Protester. Disse ere derefter. Den ene fortæller om en "enstemmig Fordømmelse" af Korrespondancen, den anden er instrueret paa en med nationalliberale Formaal bedre stemmende Maade. I samme Øjeblik nemlig, som han raser mod The Scotsman's Kritik - der ikke lod nogen Del af vort selvtilfredse Samfund gaa ram forbi, men dog var mildest mod Bourgeoisiet - voxer han i Højde med de Karrikaturer, som den nationalliberale Pressevirksomhed før har affødt mod politiske Modstandere her hjemme og praktiseret til Udlandet. Ud over det "ultraliberale Parti", hvilket han i øvrigt ikke nærmere forklarer sig om, saa det er uvist, hvad han mener derved, vælter han saadanne Ting, som, at det i "Hjærtets Demoralisation" paakalder Fremmedes Vidnesbyrd til Støtte for sin "vanærende i Dom" over sit Fædrelands Institutioner. Dette har han gjort som "en rolig Protest", men Skotterne maa saa et underligt Indtryk af to Sandhedsvidner, af hvilke den ene har hørt enstemmig Fordømmelse over Universitetskorrespondancen, medens den anden hos et Parti her i Landet har fundet vanærende Glæde over den.

(Morgenbladet (København) 5. september 1879).

Brandstiftelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den 24aarige tidligere straffede Edvard Emil Hansen, der lige siden Aarets Begyndelse har haft Ophold paa Ladegaarden, undveg den 25de April d. A. derfra, da han var kjed af Opholdet der. Han drev derpaa om i Byen for at søge Arbeide og sov om Natten i en Grøft paa Vesterfælled. Natten mellem den 26de og 27de April d. A. drev han ud ad Landet til og kom Kl c. 10 til en Gaardeier Anders Hansen tilhørende Gaard i Herløv, hvor han tog Natteleie i en stor Sædstak tætved Gaarden. Efterat have sovet et Par Timer faldt han pludselig paa den Tanke at stikke Ild paa Stakken, idet han tænkte, at han ved at begaae en stor Forbrydelse, kunde opnaae sit Ønske, efter udstaaet Straf ved Politiets Hiælp at blive sendt bort til Udlandet. Han afstrøg derfor en Svovlstik og stak den ind under et Knippe Halm, som strax blev antændt, men da han saae Ilden gribe om sig, blev han forskrækket og forsøgte at slukke den, hvilket han dog ikke formaaede, af hvilken Grund han skyndsomt ilede bort fra Brandstedet og begav sig til Slangerup, men næste Dag meldte han sig selv som Gjerningsmanden for Politiet i Kjøbenhavn, fordi han, som han sagde, frygtede for, at Mistanken skulde henvendes paa nogen Anden. Sædstakken laa ikkun 65 Alen fra Anders Hansens Gaard og 76 Alen fra Gaardeier Jørgen Larsens Gaards Bygninger, og i vestlig Retning ligge tre andre Gaarde i Række tæt ved hverandre, medens der mellem den afbrændte Stak og de to førstnævnte Gaarde var opreist en 23 Alen lang Halmstak som kun laa 22 Alen fra Anders Hansens Gaard og 20 Alen fra den afbrændte Stak. Vinden var nordøstlig, dog kun svag, og den bar saaledes ned paa Anders Hansens Gaards Bygninger, som det dog lykkedes Brandvæsenet at redde ved at paalægge vaade Lagener. Da Edvard flygtede fra Brandstedet giorde han intet Anskrig og kaldte ikke paa de Nærmestboende, men han paastod under Sagen, at han ikke havde havt til Hensigt at tilføie Eieren, som han ikke kjendte, nogen Skade, eller i det Hele forvolde større Ulykke, og han tænkte ikke over, hvorvidt han ved sin Gjerning udsatte Andres Liv og Gods for Fare. Brandskaden var ansat til 301 Kr. 12 Øre, som Brandforsikkringen for rørlige Eiendomme i Sjællands Stift paastod sig erstattet af Arrestanten. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev Arrestanten efter Straffelovens § 262 1ste Led straffet med 18 Maaneders Forbedringshuusarbeide og tilpligtet at udrede den paastaaede Erstatning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. juni 1879).