Jule-Aften. (Efterskrift til Politivennen)

I Aften fejres Jul. Overalt i den ganske Verden, hvor Kristendommen har fundet Indpas, foregaar et mere udpræget Liv i Aften. Det er en almindelig Festaften for Store som Smaa, Ung og Gammel, Rig og Fattig, hedder det, og for saa vidt er der etableret en almindelig Lighed for Alle. Vi føres Alle gennem denne Tid: "Juleaften", vi ved Alle den passerer, men saa hører ogsaa det Fælles op.

Naar vi kunde aflægge et lille Besøg i hver julefestholdende Familje, hvor forskellige Billeder vilde vi da ikke saa at se? Blot indenfor vort Lands Grændser, blot et Besøg hos hver Stand.

Hos den smækfede Gaardejer med lidt rigeligt Hartkorn finder vi Gæsterne lejrede om et halvt, stegt Svin eller diverse Gæs, medens kradsende Rompunsch og Æbleskiver saa store som halve Sigtebrød falder af til Dessert; til Slutning et gemytligt Slag Kort, hvor den selvtillidsfulde og selvfølende Hartkornsmand, trods den store Andagt, han stemmede sig op til under den nys endte Salmesang, slaar i Bordet og søger at drikke Kollegaen paa Pelsen i den uforlignelige Kaffeknægt, der stadig køres op med.

Hos Husmanden har Mutter tilberedt Hvidkaal med Flæsk og sat en lille Flaske hos med et Par Snapse af den bekendte banlyste Drik, der Landet over nydes i Miljoner Potter, og som Ministrene er saa glade ved, fordi Brændevinsafgiften fylder saa godt i Statskassen. Fatter er nylig kommet hjem fra Tærskning hos Gaardmanden; han tager sit Overtøj af: "Islænderen", sætter sine Træsko til Tørre oppe paa Kisten ved Siden af sig selv, og nu sidder han der i sin Festdragt: Skjorteærmer og Hosesokker, fejrende den hellige Juleaften med sin Kone og sine Børn. Dessert har han ogsaa; han fik nemlig nogle Æbleskiver derhenne hos Gaardmanden; de pilles ud af Madtørklædet, han bar dem i, og glindsende fidtede, som de er, nydes de uden stødt Melis strøt paa med en sølvforgyldt Strøske. - Ja, saaledes er Husmandens Jul. Indersten holder ingen eller faar sig en Dram paa Kroen. Sognets Fattige sejrer Jul paa "Stolpegaarden" ved varmt Øl. Greverne, Baronerne, Provsterne i de lune Præstegaarde, og andre Embedsmænd har det naturligvis komfortabelt, leger Juleleg og Panteleg som i Hovedstadens højere og højeste Lag.

Og nu Boligerne. Inderstens snævre beklumrede Bagstue, hvis Gulv er en Brolægning mere benbrækkende end Nyboders Gader; og paa den anden Side Grevens lyse luftige Riddersal tavlbelagt paa Gul vet saa afslebet som et Kunstmøbel; hvilken Forskæl. --

Fra Landet aflægger vi en Visit i Byerne. Lad os se Hovedstadslivet en Juleaften.

Paa 1ste Sal brænder Lysekronen med de 24 Lys, foruden at et Juletræ paa ti Alens Højde pranger med talrige Vokskærter og en Vrimmel af Pakker med dyre Sager som Presenter til Børn og Forældre, Tanter og Onkler osv. Der er Guldstads og Sølvtøj, Silketøj og Flor og - 5 Kvarter Hvergan til et Forklæde til Pigen. Ved Bordet blev serveret med spækket Karpun. Fasaner eller et Par delikate Bagfjerdinger af et "Dyr". Flødesauce og russiske Grønærter gaar om med, og det Hele skylles ned med Rhinskvin eller Sauterne. Naturligvis er der en Hoben andre Rariteter paa Bordet, hvilket vi alle springe over lige fra det røgede Gaasebryst til Postejerne. Som Efterretter vanker Is og Kager med diverse Vine eller disse interessante Blandinger: Kardinal og Biskop.

Lad os forlade det "fine" Selskab, medens det synger Julesange til Fortepianoets Toner, og kravle op ad Bagtrappen til 5te Salskvisten henne i Smaagaden. Der sidder en Proletar med sin Familje. Han har intet Arbejde havt i de sidste seks Uger; de Ejendele han besidder, ejer de "billige" Laanekontorer, og i Stedet for at nyde Nytten af sine Ejendele maa han erlægge Laanekontorerne dyre Procenter, forbi de har dem i Besiddelse. Hans Sengested er plyndret til det Sidste, saa Talemaaden, "at komme fra Dynen og i Halmen" just ikke er en Talemaade hos ham, men den nøgne Virkelighed. Der er ingen Lys og Varme i den arbejdsløse Proletars Julestue; alt hans Lys er en sølle Petroleumslampe med et knækket Glas, og al hans Varme den Røg, som udvikler sig os nogle vaade Spaaner. Holder han da ikke Festmaaltid? Nej, i Gaar Lille-Juleaften eller i Dag Middag nød han sin eneste festlige Beværtning. Den offenlige og private Godgørenhed serverede. Paa Ladegaarden, Politistationerne eller andre "goddædige" Anstalter fik han, eller rettere hans Kone - ti Proletaren har dog trods sin Fattigdom lidt Stolthed, hos hans Kone derimod raader mest Kærligheden til Børnene - anvist Julemad: Sød Suppe kogt paa Øl Eddike, et Stykke halvstegt Flæskesteg med fire Kartofler, saaledes er i Reglen Portionen. Der gives vel hist og her Variationer, men Risengrøden, Julegrøden, er dog ved at gaa af Mode, fordi - man, Anretterne, altid kom til at svidde den.

Hvor er dette Billede trist; men hver, som, har set en arbejdsløs Proletars Kvist Vaaning en Midvinter-Aften. han vil finde i det naturtro.

Vi vil ikke skildre "den bedre Klasses", det er Mellemstandens Juleaften; den Flotte gives ofte der, fordi man vil være "fin", dog Flotheden faar ofte sit kedelige Tilbageslag, naar Aarsafviklingerne løber ud i Januar.

Julen er fælles for Alle, men hvor umaadelige Forskælle gør sig ikke gældende mellem de Enkeltes Kaar og Stilling. Kaster man denne Aften er Tanke-Blik ud gennem Samfundets Perspektiv, hvilket grufuld forvirret Billede ruller da ikke op, et Billede, der har en virkelig Virkelighed bag ved sig, og en Virkelighed af følende Væsner som vi selv. Kun Billedet ser vi, men nu al denne Smærte, al dette lidende Liv, som gemmes i de Fattiges og Forladtes Bryst, ses ikke. Hvilken Floskel, hvilken Tomhed dette Ønske "Glædelig Jul," nej hjælp til Alle og Enhver, bring et "lykkeligt Samfund"!

(Social-Demokraten 24. december 1879).

Snedkermester Jønson. (Efterskrift til Politivennen)

Til samtlige Arbejdere i Møbelssnedkerfaget.

Vi skal herved for vore Kolleger i Møbelsnedkerfaget give en Skildring af den Opførsel, der er udvist overfor os af den Mester, hvor vi havde Arbejde, nemlig Hr. Snedkermester Jønson, Kongens Nytorv 3. Vi er 5 Arbejdere paa Værkstedet og staar Alle i Akkordarbejde, og maa det derfor efter almindelig Regel antages, at vi havde Frihed til at raade over vor Tid. Hr. Jønson synes imidlertid at være af en anden Mening. I Gaar kom han nemlig op paa Værkstedet i Frokosttiden, og da han syntes, vi indtog vort Maaltid før længe, begyndte han at tiltale os paa en højst usømmelig Maade og brugte Udtryk, vi her undser os for at gentage. Vi foreholdt nu Hr. Jønson det upassende heri og erklærede, at vi dog ikke var hans ubetingede Undergivne men hans Arbejdere og vilde agtes som saadanne. Dette bevirkede, at Hr. Jønson blev endnu værre, ja saa uartig, at vi erklærede, at vi vedblivende ikke vilde arbejde hos ham. Ved denne Erklæring blev Hr. Jønson saa rasende, at han straks viste os Døren, uden at han tillod, at vi tog vort Værktøj med. Dette Optrin passerede ud Formiddagen, og vi gik nu hen paa Politistationen for at forlange Assistance, og der blev da lovet os, at der nok skulde blive sendt en Betjent derhen. Om Middagen indfandt vi os atter ved Værkstedet for at erholde vore Redskaber og høre, hvorledes Sagerne nu stod, men Hr. Jønson forbød os at komme ind, idet han fortalte, at vore Ejendele var bragt hen paa Stationen; En af os bemærkede imidlertid Noget, der var forglemt, og da Vedkommende vilde gaa hen og hente det, kom han vel gennem Døren, men denne blev i det samme aflaaset af Hr. Jønson, saa vor Arbejdskammerat blev indelukket; først efter at en Betjent var hentet, slap han fri.

Vi henstiller nu til samtlige Arbejdere i Møbelsnedkerfaget, om paa Grund af denne inhumane Opførsel fra Jønsons Side ikke at tage Arbejde hos ham, før vor Fagforening har behandlet Sagen.

Fire Arbejdere paa Snedkermester Jønsons Værksted *).

*) Der arbejder i Alt, som ovenfor anført, hos Jønsson, 5 Arbejdere, deriblandt en døvstum; de fire Andres Navne er Redaktionen bekendt.

(Social-Demokraten 19. december 1879).

Hvorledes Kvinden beskyttes i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Vi omtalte forleden, hvorledes Kvinden beskyttes i Amerika; der idømmes Fængselsstraf eller høj Bøde for blot et Kys med Vold. Her i Danmark er Forholdene anderledes, hvad efterstaaende Dom ved Morsø Herreds Ret udviser. Forbrydelsen er, som det fremgaar af følgende efter "Morsø Av." tagne Gengivelse af Dommen, saa dyrisk raa, at man dog maa tro, at Overretten vil komme til et andet Resultat. Ved Morsø Herreds Rets Dom af 26de Novbr. er nemlig Husmand Sejer Pedersen af Nykøbing Landsogn for at have mishandlet sin Hustru idømt 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød samt tilpligtet at udrede alle af Sagen flydende Omkostninger. Under Forhørerne er det oplyst, at Anledningen til Mishandlingen var, at han havde drukket sine to smaa Børn i en Alder af 3 og 4 Aar fulde i Brændevin, det Ene i den Grad, at det var aldeles bevidstløst. Dette var sket, medens Konen var fraværende, sg da hun var kommen til Stede og saa, hvad der var sket, vilde hun give Børnene Mælk som Modgift, og herover var det, at den Tiltalte blev rasende. Mishandlingen bestod bl. A. i, at han havde slaaet sin Hustru blodig samt sort og blaa i Ansigtet, og da hun forsøgte at undfly og var kom men lidt fra Huset, indhentede han hende, mishandlede hende yderligere, idet han trak hende tilbage i Haaret, hvilket han afrev, saa at der fandtes store bare Pletter i hendes Hoved. Konens Skrig kunde høres i lang Afstand, og da Naboerne kom til Stede, fandtes han siddende paa en Stol med blodige Hænder og afrevne Haar paa sine Benklæder. Den Tiltalte, der desuden oftere har forurettet sin Hustru, har ogsaa mishandlet hende, naar hun var frugtsommelig. Det er forklaret at en Pige, der var i Huset et halvt Aars Tid (det eneste Tyende de har havt), at han en Gang, da hans Hustru befandt sig i ovennævnte Omstændigheder, i ca. en halv Time mishandlede hende og tumlede om med hende, indtil hun tabte Bevidstheden, hvorpaa han kastede hende paa Sengen; da Pigen derefter vilde se til hendt, jagede han hende bort og forbød hende at være Konen til Hjælp; ligeledes har han oftere truet Konen med en Kniv.

(Social-Demokraten 12. december 1879).

Anordning for De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

Gouverneur Garde har under 27de October udstedt en Bekjendtgjørelse om, at Hs. Maj. Kongen har stadfæstet den af Colonialraadet for St. Croix vedtagne Anordning om Lettelser for Eierne af de under Opstanden paa St. Croix i October Maaned 1878 ødelagte Bygninger og Sukkerværker med Hensyn til disses Gjenopførelse og Istandsættelse. I den første Paragraph bestemmes det: Alle Materialier, der fra 1ste October 1878 at regne og inden 31te Marts 1880 indføres til St Croix, og som beviisligt anvendes til Gjenopførelsen af de under Opstanden i October Maaned 1878 ødelagte Bygninger i Byen Frederiksted og paa Landet samt til Istandsættelsen af de ved samme Leilighed beskadigede Værker og Indretninger samt Brugsgjenstande m. m. bestemte til Tilvirkning af Sukker og deres Biproducter, ere fritagne for den ved Lov angaaende Handel og Skibsfart paa St Croix af 30te Juni 1850 § 6 foreskrevne Indførselstold, saaledes at denne godtgjøres vedkommende Eiendomsbesidder, under saadanne nærmere Bestemmelser med Hensyn til Controllen, som blive at fastsætte af Gouvernementet. For de i nævnte Øiemed alt tidligere indførte Materialier vil den erlagte Indførselstold kunne tilbagebetales, naar de fornødne Beviisligheder for Anvendelsen ere tilstede. Anordningens anden Paragraph bestemmer, at alle Gjældsforskrivninger, der i ovennævnte Tidsrum udstedes for Pengeforstrækninger til Gjennemførelsen og Istandsættelsen af de som nævnt i § 1 ødelagte Bygninger og Værker ere fritagne for Brugen af stemplet Papir. Forsaavidt de allerede forinden denne Anordnings Kundgjørelse maatte være udstedte, er den, der har bestridt Udgiften, berettiget til at erholde den godtgjort af Colonialkassen. - St. Thomæ Tid." meddeler, at Prindsen af Wales' tvende ældste Sønner, som ere ombord paa Krigsdamperen "Bacchante", den 20de December ventes at indtræffe til Øen Barbados.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1879).

Magnetiseur Professor Hansen (I: Charles Hansen). (Efterskrift til Politivennen)

Carl Hansen blev født i Odense 1833. Hansen opholdt sig 1853-1863 i Australien, Mauritius og Kaplandet (som handelsmand). I Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 11. november 1863 findes en artikel om hans optræden på Odense Teater. I Middelfart Avis 13. november 1863, 16. november 1863 er nogle fortællinger om professor Hansen og magnetismen. Middelfart Avis 3. marts 1868 meddelte at Randers politi havde nedlagt forbud mod flere af hans forestillinger der ifølge avisen skulle have været vellykkede.

Hypnotiske fænomener blev beskrevet ca 1550 f. v. t. på en egyptisk papyrusrulle. Den tyske læge Franz Anton Mesmer (1734-1815) mente, at mennesker og universet var forbundet via en magnetisk kraft: animalsk magnetisme. Mennesket var omgivet af en usynlig, magnetisk fluidum. Ubalance i denne kunne føre til sygdomme og helbredes ved magnetisme. Da ordet hypnose ikke fandtes, kaldte han sig for "magnetisør". Senere afskrev han dog at det var en eksisterende kraft. 

Ordet hypnose blev opfundet af James Braid (1795-1860) efter det græske ord for søvn “hypnos”. I 1843 hævde han at der ikke var tale om noget hemmelighedsfuldt "magnetisk Fluidum" el. lign., men om en fysisk påvirkning af hjernen. I 1846 opgave han at se trance som en søvn, og mente at ordet var misvisende, men det hang ved. 

Fra 1879 beskæftigede han sig udelukkende som magnetisør. Han startede en rundrejse: Først til Holland hvor han fik en kølig modtagelse. Derefter til Tyskland, hvor han trods modstand overbeviste en del videnskabsmænd, fysiologer og læger om at han ikke var en humbugmager var. 

Den hidtil hemmelighedsfulde videnskab elektrobiologi er det felt hvor professor Hansen, den store dansker og en efterfølger til den verdensberømte Schwedenborg, bevæger sig med forbløffende sikkerhed. Professoren nyder et fornemt ry; han debuterede med enorm succes i forskellige dele af verden, senest i Frankrig, Holland, Sverige og Danmark. Aviserne i disse lande viede ham lange artikler fulde af den største ros, som kan ses på Teaterbureauet, for hans produktioner vender fuldstændig alles tankegang på hovedet. Hvis vi lægger professorens videnskabelige teori helt til side og kun beskæftiger os med fakta, finder vi følgende fastslåede kendsgerning: nemlig at når han først har bragt en person under indflydelse af sin iboende magnetiske kraft i kroppen, er flugt umulig, og den berørte person bliver et viljeløst redskab for hans hænder så længe professor Hansen finder det passende. - "Instinkt" er den vidunderlige kraft, som mesteren benytter sig af, og personen under hans trylleformular bliver intet andet end en maskine der ubetinget adlyder hans befalinger.

Der er helt sikkert mange der vil læse dette med vantro hovedrysten; til dem kan man kun appellere: "Gå, se og døm selv!" Og den der efter at have set det stadig forlader stedet lige så vantro som han kom, er simpelthen lavet af et andet stof end resten af ​​os mennesker. Mænd som professor Hansen udøvede sin magt på, forsøgte at modsætte sig, men et håndtryk, et ord - og de faldt i søvn, red på stole, bad på knæ og så videre og så videre. Ja, selv når de blev spurgt, kunne de ikke oplyse deres navne - for de havde glemt dem. At tænke sig, at folk med position og rang, med uddannelse, uden modstand ville underkaste sig professorens ordrer, hvor absurde de end måtte være, er utroligt, er latterligt, og alligevel er det sådan! -Den kraftfulde magnetiske kraft, der er iboende i denne mand – som, når han slipper den løs, tvinger folk til at udføre handlinger foran en stor folkemængde der meget ofte grænser til det uudsletteligt latterlige, handlinger, der er fuldstændig i strid med deres traditionelle smag og skikke – er uforklarlig for det tænkende sind. Professor Hansen er et fænomen blandt dødelige, hvis handlinger trodser vores fatteevne – mærkelige at se, endnu mærkeligere at være underlagt hans magt.

Die bis jetzt noch geheimissvolle Wissenschaft der Electro-Biologie ist das Feld, auf wlelchem sich Professor Hansen, der grosse Däne und ein Nachfolger jenes weltberühmten Schwedenborg, mit staunenerregender Sicherheit bewegt. - Der Professor bringt einen dedeutenden Ruf mit sich; er debütierte mit riesigem Erfaolge in verschiedenen Welttheilen; schliesslich in DFrankreich, Holland, Schweden und Dänemark. Die Zeitungen dieser Länder widmeten ihm seienlange Artikel voll der höchsten Anerkennung, welche im Theater Bureau einzusehen sind, denn seine Produktionen stellen den Ideengang eines jeden Menschen völlig aif den Kopf. Stellen wir des professors wissenschaftliche Theorie völlig bei Seite und beschäftigen uns nur mit den Thatsachen, so finden wir Folgendes feststehend, nämlich, dass falls er einmal einen Menschen unter den Einfluss seiner, den Körper einwohnenden magnetischen Kraft gebracht hat, ein Entrinnen unmöglich ist und der Beeinflusste ein willenlos Werkzeug seiner Hände wird, so lange wie es Professor Hansen eben für gut befindet. - Der "Instinkt" ist die wunderbare Kraft, von welcher der Meister Gebrauch macht und der unter dem Banne Stehende wird unter seinen Händen nur eine Maschine, die seinen Befehlen unbedingt Folke leistet.

Es gibt sicher Viele, die dieses mit ungläubigem Koffschütteln lesen werden; denen lässt sich nur berufen: "Gehet hin, seht und urtheilt selbst!" Und wer dann nach stattgefundener Anschauung noch so ungläubig fortgeht, wie er gekommen, der ist eben aus anderem Stoffe gemacht, wie wir übrigen Menschenkinder. Männer, an welchem Professor Hansen seine Gewalt übte, versuchten es, zu wiederstehen, aber ein Händedruck, ein Wort, - und sie fielen in Schlaf, ritten auf Stühlen, beteten knieend u. s. w. u. s. w. ja, sie konnten, selbst auf befragen ihren Namen nicht nennen, - denn sie hatten sie vergessen. - Zu denken, dass Leute von Stellung und Rang, von Erziehung sich willenlos den Anordnungen des Professors, seien dieselben auch noch so absurd, fügen ist unglaublich, ist lächerlich und dennoch ist es so! - Die mächtige magnetische Kraft, die diesem Manne innewohnt; die wenn er sie in Anwendung bringt, die Leute zwingt, Handlungen Angesichts einer zahlreichen Menschenmenge zu begehen, die sehr oft an's unauslöschlich Lächerliche streifen, die ihrem althergebrachten Geschmack und ihren Reigungen zu durchaus gar nicht entsprechen. - ist dem denkenden Geiste unerklärbar. Professor Hansen ist unter den Sterblichen ein Phänomen, dessen Handlungen über unser Begriffsvermögen gehen, - fremdartig, sie anzuschauen, noch fremdartiger bei dem Gedanken ihrer Macht unterworfen zu sein.

(Neueste Nachrichten 6. december 1879)

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. december 1879 meldte at Carl Hansen var vendt tilbage til København efter "et sandt Triumphtog igjennem Tydskland"