Arveprinsesse Caroline (1: Som ældre). (Efterskrift til Politivennen)

Arveprinsesse Caroline (28. oktober 1793 - 31. marts 1881) var ældste datter af kong Frederik 6. og dronning Marie Sophie Frederikke. Hun var først kronprinsesse (kongens ældste ugifte datter). Ifølge Nationaltidende skal kejser Napoleon have været interesseret i at få hende gift med den svenske tronfølger, prins Carl August af Augustenborg. Frederik 6. var imod dette, og det hele løste sig af sig selv, idet Carl August døde maj 1810. Herefter var hun gift med sin onkel, prins Christian af Hessen til hans død i 1814. Heller ikke et giftetibud med hertugen af Clarence (den senere Vilhelm 4.) blev til noget, angiveligt pga Frederik 6.

I 1829 var hun ikke længere kronprinsesse, da hun blev gift med den senere arveprins Ferdinand (1792-1863). Hvorefter hun gik som arveprinsesse Caroline. Parret boede i et palæ i Bredgade 42, opført 1756 på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade. Det var tegnet af arkitekt J. G. Rosenberg. I palæet befandt sig bl.a. fire gobeliner med motiver af Francois Boucher, og det øvrige interiør fra 1830 af G. F. Hetsch. De blev solgt af kong Georg af Grækenland, og ingen kender i dag deres skæbne. I 1921 overtog forsikringsselskabet Baltica bygningen.

Efter Ferdinands død gik en mindre del af tiden med at modtage inden- og udenlandske royale, fyrstelige og adelige personer, herunder lillesøsteren hertuginde Vilhelmine af Glücksborg, og besøg hos gæster i det kongelige palæ. En større del med folk der ville bede hende om penge. Hun skænkede lidt penge til forskellige velgørende formål. Bl.a. overtog hun efter sin mor protektoratet over frøkenklostret Vallø Stift i 1852.

Hun opnåede også at nogen lavede et digt om hende da hun blev 80 år:

Hendes kongelige Høihed

Arveprinsesse Caroline

d. 28de October 1873

Syvti Aa er Støvets Dage -
Otti ere Nordens Aar!
Nordens Aar, til Livets Dage,
Trylle en fornyet Vaar.

Fortids kjære Minder, alle,
Blomstre i dete dybe Sind -
Og de ere alle, alle.
Præntet dybt i Hjertet ind.

Og Kong Fred'rik Sjettes Datter
Har saa rigt et Hjertehjem,
At det ogsaa ømt omfatter
Hvad som gaaer mod Fremtid frem.

Fortid kommer her til Orde:
Fremtid være lys og ny!
Og den længste Aften vorde,
Som et venligt Morgengry!

Sophie Bohnhoff.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. oktober 1873).

Caroline lagde navn til det stadig eksisterende "Arveprinsesse Carolines Børneasyl" i Århus i 1836. Det var oprettet på initiativ af biskop Jens Paludan-Müller, og fik tilladelse til at bruge hendes navn, samt 550 rigsdaler til indretning og drift fra arveprinsessen. Asylet modtog herefter årligt 640 kr. fra arveprinsessen, der bortfaldt ved hendes død. Asylet måtte herefter ud at bede om penge, 15-1600 kr. årligt. 

Måske Københavns ældste, stadig eksisterende hundekirkegård: Den består af en enkelt grav, den barnløse prinsesse Carolines hund Tello, som døde i 1865. Ifølge Bo Bramsen skal hun være gået rundt og rundt i haven så ofte vejret tillod til, indtil hun kunne sige at "nu er jeg gået Frederiksberg Alle igennem".

(Dannevirke, 6. juli 1878).

Hds. kgl. højh. hertuginde Vilhelmine af Glückborg forlod i fredags hovedstaden, ledsaget til Banegården af hele den kongelige familie. Den alderstegne hertuginde har efter hvad der meddeles os, haft megen fornøjelse af sit fire ugers ophold her i Danmark hos sin søster arveprinsesse Caroline, et besøg hun længe havde glædet sig til. Hendes kærestes udflugt her var en køretur til Frederiksberg Have med arveprinsessen.

(Nationaltidende, 3. august 1878, 2. udgave).

Besøget gentog sig i øvrigt årene efter.

Breve fra hovedstaden.

København den 23. juli

Arveprinsesse Caroline der nu er 86 år gammel, har i disse dage været medlem af det kjøbenhavnske Skydeselskab i 70 år, hvilket sjældne jubilæum naturligvis ikke er forblevet upåagtet. I næste uge er der imidlertid en anden mærkedag i prinsessens liv som har større betydning for hendes selv. Den 1. august oprinder nemlig hendes guldbryllupsdag, idet det var den 1. august 1829 at "kronprinsesse" Caroline ægtede prins Frederik Ferdinand, med hvem hun forundtes at leve sammen indtil 1863 eller i alt i 34 år. Hun havde tidligere (1812) været forlovet med sin 16 år ældre morbror (!) prins Christian af Hessen-Cassel, men han døde allerede i 1814. Da hun blev gift med prins Ferdinand, var hun 36  gammel. 

(Folketidenden, 24. juli 1879).

Fotograf E. Lange: Arveprinsesse Caroline (1793-1881). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1879 var hendes apanage 100.000 kr. Hun betalte 400 kr i indkomstskat.

At en hofintendant er konservativ har man set før, men fænomenet har måske sjældent vist sig i en så hjemlig skikkelse som i den allersidste tid. Denne bemærkning gør "Mrgbl." i anledning af en lille begivenhed ved arveprinsesse Carolines hof. Arveprinsessen er som bekendt et godt stykke oppe i firserne. Det er derfor let forståeligt at ledelsen af hendes lille hofholdning fuldstændig er overladt til andre. Således er det finansielle betroet prinsessens intendant, etatsråd Lindberg, om hvis vita ante acta kun vides at han tidligere har været på Liebes kontor, mens det henstår som en gisning at han oprindelig har været en opadstræbende dansk jurist. Derimod er intet vissere end at etatsråden i disse dage er blevet udnævnt til dannebrogsmand. Det almindelige personale ved arveprinsessens hof har kun meget små lønninger, 50 kr. månedlig på egen kost. I slutningen af 1879 fremsatte personalet et ærbødigt ønske om en lønningsforhøjelse. En af betjentene blev mistænkt for at være ophavsmand til oprøret og blev sagt ud af bestillingen, efter etatsrådens egne ytringer som følge af hans fri, for forholdene upassende anskuelser. Vedkommende var nemlig - abonnent på "Morgenbladet".

(Roskilde Dagblad, 10. februar 1880).

Sogneraaders skandaløse Behandling af Forsørgelsesberettigede. (Efterskrift til Politivennen)

I et Brev fra Amerika til "Jyllp." skrives: Den 21. Maj 1879 kom en dansk Mand til Newyork. Hvorfra og Hvordan? Jo se: Manden var c. 60 Aar gammel og kunde ikke ernære sig selv i Danmark, og da nu et Sogneraad i Aarhusegnen tænkte, at han kunde leve i mange Aar og være Sognet til stor Byrde, saa blev det besluttet, at Manden skulde udvandre. Det kunde jo kun koste c. 190 Kr. at saa ham til det forjættede Land, og saa var man fri for ham for Resten af hans Levetid. Manden indvilgede i at rejse, da man vel sagtens havde fortalt ham om Guldklumperne, som ligge over alt her og kunde samles op uden Udgift. En Udvandringsagent i Aarhus sendte ham til Baltimore, d. v. s. Dampskibet kom til Nework, og her blev Rasmus landsat, uden Ven, uden Arbejde, og uden at kunne arbejde. Tænk Eder, Landsmand, denne gamle Mands hjælpeløse Stilling! Hvad vilde I gjøre, om I stode her i denne store Stad ligesom den gamle Mand, lige saa forladte og hjælpeløse? thi han var hjælpeløs. I Amerika bruger man Folk, som kunne arbejde, men ikke Folk, som ere udslidte i Danmark. En Rormand havde, for dog at hjælpe ham lidt til Rette, givet ham en Seddel med følgende Inskription paa Engelsk: "En stakkels dansk Udvandrer beder Dem vise ham hen til nogle skandinaviske Folk, hvor han kan saa Arbejde." Men der var ingen Skandinaver, som kunde give ham Arbejde. Nogle Svenske og Normænd spurgte mig, om det var Maaden, hvorpaa vi behandlede vore Fattige i Danmark! Hvad skulde jeg svare? Den gamle Mand, som stod ved Siden af mig, var jo et levende Bevis paa dansk Sogneraads Humanitet. Nu havde han faaet sin Frokost og Middagsmad  Danmark og nu skulde han til Amerika for at faa sin Nadver, der, hvor ikke en Sjæl bryder sig om ham, hvor Ingen forstaar hans Tale, og hvor ikke saa meget som en Kammerat fra Fattighuset vil trykke hans Øje til og tilhviske ham et Farvel i det Sprog og en Hilsen fra det Land, han af sin Konge havde været kaldet til at forsvare. Han bar nemlig Medaljen 1848-50 paa sit Bryst. Jeg følte mig virkelig skamfuld tilmode, som Dansk betragtet, over den hele Historie, og jeg indhentede Underretning om Manden. Skulde jeg møde flere Oldinge herovre, behandlede paa samme Maade, skal jeg sende Dem, Hr. Redaktor, nøjagtige Oplysninger om Sagen, for om muligt at saa en saadan Uskik hæmmet. - Skulde der ikke være en eller anden Maade at faa slige Sogneraader draget til Ansvar paa, saaledes, at der bliver udvist Humanitet mod de Fattige; vi henstiller det til vedkommende Ministerium, at der maa blive skredet ind mod slige Skandaler som ovennævnte.

(Social-Demokraten 10. februar 1880).

Magnetiseur Professor Hansen (II: Ringtheater, Wien)

Den danske Magnetiseur, "Professor" Hansen, som for en Række Aar siden gav Forestillinger paa det herværende Folketheater, har den 3dte ds. produceret sig paa Ring Theatret i Wien, hvor hans Optræden gav Anledning til flere tumultuariske og komiske Optrin, der efterfulgtes af Arrestationer. Strax ved Professorens Indtræden viste det sig at Publicum var deelt i to Leire, Troende og Vantroe, de Sidste uheldigviis i Majoriteten. Dr. Hansen, som syntes at blive lidt ilde tilmode ved den Piben, han hilsedes med af de Sidste, yttrede at han var forkjølet og derfor vilde forkorte et Indledningsforedrag og strax skride til Experimenterne. Det første "Medium", som efter Professorens Opfordring betraadte Scenen, var en Yndling med blaae Briller og røde Bakkenbarter, som allerede ved de tidligere Forestillinger havde vist Professoreren udmærkede Tjenester som Knægængen Engletilbeder og Kartoffelspiser samt Polkadandsen. Men Publicum gjenkjendte Øieblikkelig denne blaa-rødeYngling og raable: "Det er jo den Samme som de andre Dage!" Nogle velklædte Personer, deriblandt en bekjendt Tandlæge, der havde meldt sig som Frivillige, bleve næsten alle afviste, og med Tandlægen mislykkedes Experimenterne aldeles! Professoren trykkede nu et yngre Medium paa Panden; men Knøsen reiste sig med en truende Mine og raabte: "Tryk mig dog ikke saaledes!" Der lød nu Bravoraab og Piben fra Publicum. Med den Følgende mislykkedes Experimenterne ligeledes, men da Professoren vilde sende ham bort som ubrugelig, rettede det undervurderede Medium sig til sin fulde Høide og raabte: "Hr. Professor, De er Svindler!" Herover opstod der en saa mægtig Storm i Theatret, at Magnetiseuren blegnede. "Ja," vedblev den Paagjældende. "ved Prøven har jeg paa Deres Opfordring lukket Øinene for at maatte blive og kunne desmaskere Dem." Ved disse Ord opstod der en Skrigen og et Spektakel hvis Lige kun sjeldent er blevet hørt i noget Theater. "Ned med ham! Ud med Hansen!" lød det fra alle Sider. Ogsaa de følgende Experimenter mislykkedes, og da Touren kom til Ynglingen med de blaae Briller og røde Bakkenbarter, vilde Tumulten ingen Ende tage. "Aa!" raabte man, "det er jo Hverdagsmediet! Ham kjende vi! Det er jo hver Aften den Samme!" Dette Mediums Modtagelighed og bratte Overgange fra den ene Tilstand ttl den anden, vare ogsaa af den Natur, at selv de meest Lettroende maatte ane Uraad. Professoren søgte nu i sin Nød nye Frivillige, men ogsaa denne Gang bleve alle der havde et intelligent Udseende, afviste. Et Experiment med Farcedigteren Wolf, hvem Professoreren vilde bringe til at glemme, hvad han hed, mislykkedes paa den meest komiske Maade. Istedetfor at afbryde Forestillingen, experimenterede Hansen videre og med større og større Uheld. Han vilde nu ved Bestrygninger gjøre Knæleddet stivt paa et ungt Menneske; da opstod der høie Skrig: "Det er jo en af Opvarterne hos Restaurateuren her neden under!" Nu afbrød Hr. Hansen omsider Forestillingen med de Ord, at det ikke lod sig gjøre hver Dag at anstille vellykkende Experimenter. Da Tæppet faldt, opstod der en infernalsk Tumult. En ung Krabat steg op paa Scenen lige ved Siden af Hoflogen, i hvilken Erkehertug Albrecht sad, og angreb Hr. Hansen i en længere Tale. "Ned med ham!" lod det fra den ene og "Talefrihed!" fra den anden Side. Den unge Mand blev overleveret til Politiet. To andre Rolighedsforstyrrere havde allerede tidligere havt samme Skjædne. Theatrets Directrice fandt sig tilsidst foranlediget til at gjøre Erkehertug Albrecht en Undskyldning; men Erkehertugen svarede: "Om Alt end ikke er lykkedes idag for Hr. Hansen, anseer jeg ham dog ikke som nogen Svindler. Jeg kjender en Personlighed, paa hvis Vidnesbyrd han beraaber sig og dette Vidnesbyrd er mig Garanti nok." Mærkelig nok synes det ikke at ville blive Hr. Hansen forbudt at fortsætte Forestillingerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. februar 1880).

Magnetiseur Hansen i Wien har i Mandags givet en Extraforestilling for den østerrigske Hovedstads Politi og i selve Politiets Localer i den indre Stad ved Schottenring. Her vare store Politi- og Regjeringsraader samt over 20 Politibetjente tilstede. Flere Commissairer og Betjente, der meldte sig frivilligt som "Medier", blev tilbageviste som "uimodtagelige", hvorimod Experimenterne med en af Politiets Vagtmænd, Kumpfe, lykkedes fuldstændig. Han begyndte paa Magnetismens Commando at bede, blev stiv, lod Hansen staa paa sig osv. Samme Dags Aften gav Hansen en af sine sædvanlige Forestillinger, der dog var mindre heldig. De fleste Medier vare yderst gjenstridige; navnlig mislykkedes det at lade dem fortære en raa Kartoffel istedetfor en Pære og ride omkring i Stuen paa en Stol. Søvndyssede bleve flere, men ikke tilstrækkelig, idet de smilede over deres egen Tilstand. Publicum forholdt sig skeptisk; det lo, naar et Experiment lykkedes, men endnu mere, naar det mislykkedes. Ved de sidste Forestillinger har der altid været en stærk Afdeling Politi tilstede for at forhindre Uordener, og navnlig for at beskytte "Medierne", der i Publicums Øine ere underkiøbte af Hansen og Medhjælpere ved hans magnetiske Kunster. "Neue freie Presse" har bedet en af Wiens første Naturforskere og Læger om at udtale sig om Sagen, men denne har erklæret, at Emnet ikke taaler nogen alvorlig Behandling. Iøvrigt advares svage, nerveuse Personer imod at lade sig bruge som Medium.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. februar 1880).

En beretning fra en forestilling findes af Captain H. J. Myhlertz: En Aftenunderholdning med Magnetiseuren "Professor" Hansen. Illustreret Tidende nr. 1068, 14. marts 1880. 

Lov om Forandring i Kolonialloven for de dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen).

Folketinget Møde d. 5. Februar Kl. 1.

Dagsorden :

- - -

2) 1ste Behandling af Forslag til Lov om Forandring i Kolonialloven for de dansk-vestindiske Øer af 27de November 1863 og om Hærstyrken sammesteds.

Konseilspræsidenten: Hvorfor han meget maatte anbefale dette Lovforslag, var navnlig Hensynet til Øernes Sikkerhed idet det jo klart har vist sig, at Øerne ikke med den hidtilværende Militærstyrke har kunnet modstaa Oprør og Uorden. Statskassen bør overtage samtlige Udgifter ved Øernes Militærvæsen imod at det Hele paa Øerne tilstedeværende Krigsmateriel, kun selve Forterne undtagne, fra samme Tid overgaar i Statskassens Eje uden noget Vederlag til Kolonialkasserne. Hvis Øerne ikke saaledes sikres, da kan man ikke vente at dygtige Embedsmænd ville søge Ansættelse dersteds. Det var uforsvarligt at hjemkalde det Orlogsskib som er stationeret for Tiden ved Øerne

Tvermoes: --- (udeladt i dette uddrag)

Th. Nielsen vilde foretrække at oprette et Politikorps paa Øerne, ti hvad skulde Soldater gavne mere paa dette Sted. Han vilde ikke gaa ind paa at forøge Statsudgifterne til Øerne, som der allerede var ofret store Miljoner Kroner paa og hvor saavel de administrative som pekuniære Forhold vare saa usikre. Han skildrede de sociale Forhold paa Øerne som meget slette. Meget sjældent vare Negre og Negerinder gift sammen, de fleste levede paa polsk, med Præsternes og Øvrighedens Samtykke. Børn gaa kun i Skole fra det 6te til det 10de Aar med 4 Timers daglig Undervisning. Der er kun 50-60 Personer paa Øerne som besidder Ejendom, Resten ejer slet Intet. Øerne bør fuldstændig reformeres i social og økonomisk Henseende og det var Forslag i saa Henseende, som Ministeren burde fremkomme med og ikke en blot Omordning af Militærvæsenet. Det var i det Hele taget usikkert om Øen St. Croix egnede sig til Sukkerdyrkningen, sligt burde undersøges nøje før man ofrede flere Penge paa Øen. Det var uforsvarligt, at Øvrigheden dér lagde Hindringer ivejen for Negrenes Udvandring. Han vilde modsætte sig Lovforslaget.

Finansministeren ønskede helst den vestindiske Hærstyrke sammensat af Frivillige og hvervede og vilde helst undgaa at udkommandere Officerer og Underofficerer. Hvis det skulde vise sig at Øen ikke egnede sig til Sukkerdyrkning, saa var det endnu vigtigere at have mange Soldater, for at holde Styr paa Negerne, som var uden Erhverv. Hvis man fandt det rettere, kunde gerne Militærstyrken kaldes Politikorps. Man havde bedømt Planterne for strængt. Sagen var den, at disse havde havt altfor god Tro til den sorte Befolkning. Hvad Bebrejdelserne mod Øvrigheden overfor Oprøret angaar, da kunde der ikke have været udrette meget med de 74 Mand, som var hele Militærstyrken. De sociale og økonomiske Forhold blandt Befolkningen lode sig ikke let ordne og burde helst holdes uden for denne Sag. Han bekræftede, at de fleste Negere leve sammen uden Ægteskab og befinde dem vel derved, selv med de bedre stillede var saadant Tilfældet. At der under Oprøret har været Mangel paa Lighed for Loven, vilde han ikke benægte. .

Styrup kunde bevidne at Negerne slet ikke kunde regere dem selv, men maatte stadig være under Kommando og det var Uret at kalde Negernes Herrer for Tyranner. De fleste Negere paa Øerne kan baade læse og skrive og de kan ogsaa rejse, men vender som oftest tilbage til Hjemmet. Planterne ville han ikke tage i Forsvar, de havde ladet Plantagerne slet bestyre og selv forødet Indtægterne i Europas og Amerikas store Steder. Der skulde ikke laanes af Statskassen, men naar de ikke kunde bestaa, saa lad dem gaa fallit og Ejendommen blive solgt. Ro og Orden maatte der sørges for, ti ellers vilde ingen Pengemænd have med Øerne at gøre. Forøvrigt kunde en Arbejder leve bedre derovre end som her i Landet. Han maatte sande at 11/12 af Negerinderne levede med Mænd uden Ægteskab.

Berg tvivlede ikke om, at der var meget daddelværdigt i de vestindiske Forhold. Dette Lovforslag var af megen Betydning og han kunde ikke bifalde det. Det lod til at Regeringen ikke vidste andet Raad mod Øernes mislige Forhold, end at gribe til Skatten. Negerne var et godmodigt Folkefærd, og de hvide Arbejdere havde ikke taalt nær saa megen Mishandling og Forurettelse i saa lang Tid - uden at tage blodig Hævn. Regeringen fulgte en fejl Politik i denne Sag og den burde paa en hel anden Maade søge at ordne Forholdene paa Øerne. Han rettede grundige og strenge Klager mod Regeringen og Øvrigheden derovre, baade fra tidligere Tid og i Nutiden.

Her afbrød Formanden Mødet.

Næste Møde afholdes i Morgen (Lørdag) Kl. 1.

---

(Social-Demokraten 6. februar 1880. Uddrag).

Stürups andet indlæg blev i Morgenposten refereret således:

Stürup ønskede, at Th. Nielsen havde levet imellem Negrene, saa vilde han have en anden Opfattelse af dem. Negrene kunde ikke leve uden Kommando og forstod ikke at styre sig selv. Det var en afgjort Kjendsgjerning. Tilstanden var ligesaa god om ikke bedre paa vore Øer end paa de andre vestindiske Øer. "Onkel Toms Hytte" var kun en forskruet Kvinderoman, der fremstillede Negrene som Engle og os andre som Djævle. Negrene vare bl. a. ikke for Ægteskabet, navnlig ikke Fruentimmerne, der vilde have Frihed til at forlade deres Mænd, det vidste Taleren af egen Erfaring som dansk Kansul (Munterhed). Skylden for St. Croixs Tilbagegang laa dog væsenligst hos Plantageejerne, og dem vilde han ikke gaa ind paa at hjælpe. Deres Ejendomme vilde nok finde Kjøbere med Kapital og Dygtighed, men ikke uden at der blev sørget for Orden og Sikkerhed. Men i saa Fald kunde enhver Mand, der vilde arbejde, tjene sit Brød derovre ligesaa godt som i Danmark.

(Morgenbladet (København) 6. februar 1880).

Stürup havde været konsul, dog ikke i Caribien, men vicekonsul i Venezuela 1861-1877 og konsul for Venezuela i Danmark fra 1877. Så han har formentlig ikke haft nogen erfaring med befolkningen på St. Croix.

Folketinget Møde d. 7. Februar Kl. 1.

Dagsorden:

1) Fortsættelse af 1ste Behandling af Forslag til Lov om Forandring i Kolonialloven for de dansk-vestindiske Øer og om Hærstyrken paa disse.

Th. Nielsen maatte atter gentage, at der faktisk lagdes Negerne mange Hindringer i Vejen for at komme bort fra Øerne. Hvis det skulde vise sig at Øerne ikke egner sig til Sukkerdyrkning, da bør Regeringen sende Skibe til at overføre Negrene til andre Lande. I Følge den kongelige Kommissions Betænkning er det endvidere faktisk, at de indvandrede Negere befandtes at være langt bedre oplyste, end de Indfødte. Han troede ikke at Negerne var saa raa og vilde, som Styrup anførte, maaske var Negerne i Sydamerika endnu værre undertrykt og Planterne dersteds mere tyranniske. At det ikke var muligt for Nogen at have Ejendom og være selvstændige, maatte han betvivle, ti sagde man ikke i 1780 om Bonden: "var Bonden ikke bunden saa var han værre end Hunden". I Nordamerika var Negerne stemmeberettigede og mange af dem dannede og betroede Mænd. Ligheden for Loven var krænket derved, at de Hvide krævede de Sorte til at bøje dem for Arbejdsregulativerne, medens de selv ikke overholdt disse. Han havde hørt at efter Standretten var sat, har Planterne privat holdt Rettergang og ladet skyde Negere, "er de dragne til Ansvar derfor?" Endvidere at der endnu hensad mange Negere i Fængsler, hvilke endnu ikke var forhørt. Han ansaa hele Styrelsen paa Øerne for uduelig og ansaa beretttiget Misfornøjelse som Aarsag til Oprøret.

Konseilspræsidenten: Det har forlænge siden været offentlig bekendtgjort, hvormange Negere der blev skudt efter Dom, saavidt han mindes var Antallet 12. Om nogle private Domstole paa samme Tid, var ham Intet bekendt. Naar Th. Nielsen havde stemplet Standretten som slet sammensat og især for et Par af dens Medlemmers Vedkommende, da var dette en uberettiget Klage, som nødig skulde høres i Rigsdagssalen (hør! hør! fra Højre). Maaske ønskede Th. N. at Standretten skulde have været sammensat af baade Sorte og Hvide, Halvdelen hver. Negerne var ikke saa godmodige, bl. A. havde 100 Negere under Oprøret, myrdet 2 værgeløse danske Soldater. Ministeren havde modtaget et Brev fra en Del Negere paa St. Kroix, hvori der skrives at det ikke kunde nytte at Danmark sendte Soldater til Øen, ti de vilde blive dræbte efterhaands, tilsyneladende af den gule Feber, men i Virkeligheden af Negernes Gift. Forresten vilde han ikke benægte, at der ogsaa af de Hvide under Oprøret er begaaet Eksesser og at der med Hensyn til Oprørets Aarsag har været Fejl paa begge Sider. Berg havde dadlet ham for hans Finansforvaltning, især vedrørende Øerne. Statsrevisionen vil imidlertid snart opklare denne Sags Sammenhæng. Han havde aldrig tænkt at gøre denne Sag, til et Partispørgsmaal. Freden paa Øerne maatte sikres og Politi eller Soldater forøges, enten saa det skal kaldes Stokkeregimente eller Misgreb.

R. Clausen dadlede denne Politik med Politi og Militær. Der burde sørges for Opdragelse og Undervisning samt Jordens Dyrkning. Hvis Tyskland vilde tage en af Øerne i Bytte for en Part af Slesvig, saa burde Regeringen gaa ind derpaa.

Tvermoes takkede Ministeren for hans Oplysninger om Sagen. Han forsvarede Lovforslaget og med Hensyn til Planen om at udstykke Jorderne paa Øerne som Selvejendom for Negrene, da havde han engang spurgt en "Neger om hvad han vilde foretage sig som Parthaver i en saadan Sukkerplantage, Negeren svaredej "Jeg tror jeg vil stjæle fra de Andre". En Borgervæbning paa Øerne var ikke tilstrækkelig til at opretholde Ro og Orden.

Styrup paastod, at Negerne blive behandlede bedre i Sydamerika end i Nordamerika og paa Øerne, men i Tømme maatte de holdes. I 1853 foretog en Del Negere et Tog fra en lille By i Venezuela til en anden i det "socialistiske" Øjemed at plyndre. Styrup var med at modtage dem med Skydevaaben, hvorpaa de løb tilbage til deres egen By. Han spurgte en af Negerne, hvorledes disse kunde finde paa sligt, og Svaret lød, at "det var for Kommers", "Saaledes er Negerne".

Berg udtalte sig om Finansforholdene ved Statens Stilling til Øerne og beklagede det Uføre, som Regeringen efterhaanden har ført hele dette Forhold ind i. Om det var muligt at redde Øerne i økonomisk Henseende, var baade uoplyst og meget tvivlsomt.

Konseilspræsidenten havde taget alle de Forholdsregler som det var muligt at udtænke, for at hjelpe paa Øernes - ganske vist uheldige - Status. Han kunde ikke se Forholdene derovre i saa mørkt et Lys, som Berg havde fremstillet. Han fremkom med Oplysninger om flere af Plantagernes Tilstand og Værdi, hvoraf det fremgik at Stillingen ikke var saa haabløs som skildret, men sikkert maatte der Hjelp til. Først og fremmest maa Øerne tilsikres ordnede Tilstande og dertil er Lovforslaget et betydeligt Skridt.

Sagen gik uden Afstemning til Behandling og et Udvalg paa 9 Medlemmer.

---

(Social-Demokraten 8. februar 1880).

Ubekendt fotograf: Thomas Nielsen (1838-1895). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Christen Berg og Thomas Nielsen repræsenterede Venstre, mens Julius Styrup og Carl Tvermoes repræsenterede Højre:

Christen Berg eller Chresten Berg (1829-1891) sad i Folketinget 1866-1891. I starten for Det Nationale Venstre, 1870 for Det forenede Venstre. Da dette i 1878 deltes i en "moderat" og en "folkelig" gruppe, tilsluttede han sig den sidste i 1879.

Thomas Nielsen (1838-1895) var indtil 1877 lærer. Han stiftede 1865 han Vejle Amts Folkeblad. Han blev valgt til Folketinget  for Venstre 1869-1887, herefter til Landstinget 1887-1895.  Først for Det forenede Venstre hvor han talte mod ministeriet og det nationalliberale parti. Medlem af Det forenede Venstres bestyrelse, og modstander af ministeriet Estrup som han opfattede som bærer af standsprivilegier og som udtryk for en enkelt klasses magtsyge.

Julius Peter Adam Stürup (1820-1896) var medlem af Folketinget fra 1879 til 1881. Han havde været guldgraver i Australien 1853-1856 (se bogen Tre Aar fra Hjemmet eller Min Reise til Australien, 1857). Fra 1858 i Caracas, Venezuela hvor han var arbejdede for en bror der var apoteker og generalkonsul. I 1859 var han apoteker i Puerto Cabello circa 200 km vest for Caracas. Han tjente godt og var dansk vicekonsul 1861-1877. (Ved hjemkomst til København blev konsul for Venezuela. Han var valgt for Højre til Folketinget. Ved valget maj 1881 valgte kredsen i stedet Venstre-manden N.K. Nielsen-Grøn. I 1883 tilsluttede han sig de liberale men blev ikke genvalgt. 

Carl Madsenius Wilhelm Tvermoes (1830-1898) var i 1848 sekondløjtnant, deltog i Treårskrigen, bl. a. slaget ved Isted 1850. 1849 premierløjtnant. Mellem krigene var han i Generalstaben og ledede 1858-61 militære rekognosceringer i Holsten. 1864 souschef ved 3., derefter stabschef ved 2. division. Chef for krigsføringsdepotet 1867-70. 1870 oberst og chef for Generalstabens taktiske Afdeling. 1879 bataljonschef, 1880 regimentschef. Han endte i 1891 som generalløjtnant og chef for 1. Generalkommando. Han sad i Folketinget for Højre 1872-1892.

Drikfældige skoledrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Under en Sag ved den offenlige Politiret fremkom Sigteise mod Værtshusholder Nielsen, Kristenbernikovstræde 7, for at have tilladt, at der i hans Beværtning udskjænkedes berusende Drikke til Børn. Politiet foretog nærmere Undersøgelse, og det oplystes, at 4 Drenge, i en Alder af mellem 10 og 13 Aar, tilligemed et Par andre Drenge, som ikke have været til at opspørge, havde den 13de f. M. været i nævnte Beværtning og der drukket 7 halve Flasker Bajerskøl, 7 Snapse Brændevin og Kaffe med 2 Snapse Rom i hver Kop. Flere af disse Drenge havde tidligere ofte været i den paagjældende Beværtning og der nydt Bajerskøl, Kaffe med Rom i og Toddy. De indfandt sig i Reglen i Beværtningen, naar de om Eftermiddagen gik fra Skole, og det var let at se, at de vare Skoleelever, da de medbragte deres Skolebøger. Værten havde saa godt som altid været til Stede i Lokalet, og det var med hans Vidende, at Drengene bleve beværtede med berusende Drikke. Det oplystes derhos, at en af de omtalte Drenge om Aftenen paa den ovenfor nævnte Dag var bleven truffen liggende paa Gaden i beruset Tilstand. Efter ved en Forbigaaendes Foranstaltning at være bragt til nærmeste Politistation havde han her i en Timeslid lidt of Opkastning, der gik over til Kramp trækninger og var i den Tilstand bleven bragt til sine Forældres Hjem. For at have overtraadt Politivedtægtens § 68, der forbyder i offenlige Beværtningslokaker at udskjænke stærke eller berusende Drikke til Børn, betalte Værtshusholder Nielsen i Mindelighed en Bøde af 30 Kr.

For et lignende Forhold, men udøvet i et noget mindre Omfang, vedtog Værtshusholder Hansen, Gammelmønt 7, i mindeligbed en Bøde af 25 Kr.

(Morgenbladet (København) 5. februar 1880).