Slagsmaal paa Fattighuuset. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme. Høiesteret paakjendte igaar følgende for Vold anlagte Justitssag: Medens Arrestanten, der var indlagt som Lem i et Fattighuus, en Morgenstund i en meget beskjænket, men ingenlunde utilregnelig Tilstand laa i Sengen i det af ham benyttede Værelse i Fattighuset og skjældte og bandede, raabte en ligeledes i Fattighuset Indlagt Skræder først ude fra ind til ham: "Du holder nok Foredrag; see, at Du kan være lidt rolig", og lidt efter fra Kjøkkenet, der stødte op til det Værelse, hvori Arrestanten laa: "Kom herud, din sorte Hund." Arrestanten blev herover saa forbittret, at han tog en i Værelset værende Haandøxe, hvis Hoved veiede 1½ Pd og havde en skarp Æg, og begav sig med denne ud i Kiøkkenet, hvor han strax med Øxen førte tre Slag imod Skræderen, hvoraf det ene ramte den høire Haand, hvorimod Skræderen formener at have afpareret de to andre Slag med en Stok, som han altid gik med, forbi han havde ct daarllgt Been. Arrestanten tabte Øxen ved det tredle Slag, hvorpaa han og Skræderen greb fat i hinanden og faldt omkuld, men strax efter bleve de adskilte af en tilstedekommende tredie Person. Efter Skræderens Forklaring rettede Arrestanten Slagene med Øxen imod hans Hoved, hvorimod Arrestanten har benægtet at haoe sigtet efter dette eller at have havt til Hensigt at tilføie Skræderen nogen bestemt Skade paa Liv eller Lemmer, ligesom han i den ophidsede Stemning, hoori han befandt sig, ikke vil have tænkt paa den Fare, hvorfor han udsatte Skræderen ved at betjene sig af Øxen imod denne. I den sebeste af vedkommende Læge udstedte Erklæring udtales det, at Saarene vare lægte og Fingeren (den høire Haands tredie Finger) smertefri, men at den var stiv for bestandig og kun meget indskrænket vilde kunne bruges til nogetsomhelst Arbeide. Overretten havde statueret, at Arrestanten maatte have forudseet den indtraadte Skade som en rimelig eller dog ikke usandsynlig Følge af hans Gjerning, og havde derfor anseet ham efter Straffelovens § 203 med Straf af Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Høiesteret bestemte derimod Straffen efter Straffelovens § 203 til 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. september 1880. Uddrag).

Kristianshavns Kanal og Sundhedskommissionen. (Efterskrift til Politivennen).

Hr. Redaktør! Tillad mig gjennem Deres ærede Blad at henlede Sundhedskommissionens Opmærksomhed paa den mildest talt uhyggelige Tilstand, hvori ovennævnte Kanal befinder sig. Især er det det Stykke af Kanalen, hvorover Børnehusbroen fører, jeg særlig ønsker esterset. Paa begge Sider af denne Bro udmunder paa meget grundt Vand en Kloak, der i Forbindelse med det Mudder, der har samlet sig, har gjort Vandet aldeles jævnt og i denne Varme udbreder en aldeles utaalelig Stank, saa man omtrent er nødt til at passere denne Bro med et Lommetørklæde for Næsen. Nu for Tiden, da der tales og skrives saa meget om Hygiejne og Sundhedspleje, og flere anerkjendte og dygtige Læger have sat sig i Spidsen for denne Bevægelse, som man kun kan ønske al mulig Fremgang, forekommer det mig, at Avtoriteterne burde gjøre alt muligt for at forhindre, at slige Tilstande som den, hvori ovennævnte Kanal befinder sig, findes midt i en af en talrig Arbejderbefolkning beboet Del af Byen. Med den stærke Varme, vi i den sidste Maaneds Tid vedvarende have haft, og med en sandet Bunke sammenhobede Smitstoffer er det en Selvfølge, at der overordenlig let avles Koleraepidemier, og saadanne burde man dog vistnok helst undgaa. Ogsaa forrige Sommer befandt Kanalen sig i en lignende Tilstand, uden at der blev gjort noget for at afhjælpe dette Onde; men saa for et halvt Aars Tid siden skete det mærkelige: En Mand, forsynet med en Spade, stod ved Kloakerne i Mudder til over Knæene. Gud ske Lov, tænkte jeg, nu faa vi da rigtig renset op; men pyt! Manden flyttede kun Mudder og Snavs ud i den dybe Del af Kanalen, hvorfra det saa igjen ved den mindste Smule Strøm blev skyllet op paa de grundede Steder.

Kunde De, Hr. Redaktør! ved Optagelsen af disse Liner bidrage til, at Sundhedskommissionen aflagde en Visit herude for at bese Kanalen og maaske træffe Foranstaltninger til en Forbedring af det omhandlede Forhold, vilde det glæde Mange Kristianitere.

(Morgenbladet (København) 1. september 1880).

Jens Jensen med Tilnavnet Frost. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdagen den 1ste September.

Nr. 163. Høiesteretssagfører Hansen
contra
Jens Jensen, med Tilnavn Frost
(Defensor Klubien),

der tiltales for at have forvoldet Enken Nikoline Hendriksinc Christensens Død, for Brandstiftelse, Omgængelse mod Naturen eller Forsøg herpaa, uterligt Forhold samt Tyveri.

Viborg Kjøbstads Extrarets Dom af 27de Februar 1880:

"Arrestanten Jens Jensen, kaldet Frost, bør hensættes til Tugthusarbeide i 16 Aar samt udrede i Erstatning til "den almindelige Brandforsikring for Landbygninger" 508 Kr. 90 Øre og til "de mindre Landeiendomsbesidderes Brandforsikringsforening for rørlige Eiendomme i Nørrejylland" 535 Kr. 50 Øre; saa bor han ogsaa udrede alle af denne Sag lovligt flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor, Cancelliraad, Overretsprokurator Møller, 40 Kr., og til Defensor, Prokurator Esmann, 30 Kr. Den idømte Erstatning at udrede inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 26de April 1880: "Underretsdommen bør ved Magt at stande. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Justitsraad Neckelmann og Prokurator Isaacsen, betaler Arrestanten 50 Kr. til hver. De idømte Erstatningsbelob udredes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og iøvrigt at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

Efter de Høiesteret forelagte, tildels efter den indankede Doms Afsigelse tilveiebragte Oplysninger er der ikke tilstrækkelig Grund til at antage, at Tiltalte har været tilregnelig Aarsag til Nicoline Hendriksine Christensens Død, i hvilken Henseende fremhæves, at det efter en Høiesteret forelagt ny Erklæring fra Distriktslægen ikke er usandsynligt, al hun allerede var død, da Tiltalte bandt Tørklædet om hendes Mund. Som Følge heraf bliver der ikke Spørgsmaal om Anvendelse af Straffelovens § 188, hvorhos Tiltaltes i Dommen ommeldte Tilegnelse af forskjellige af bemeldte Enkes Eiendele vil være at henføre under § 230 i Forbindelse med § 243 , 2det Led sammenholdt med § 46.

Hvad de øvrige Tiltalte imputerede Forhold angaaer, billiges Overrettens Bedømmelse deraf, dog saaledes at Straffelovens § 177 i det Hele bliver at sammenholde med § 46. Straffen lindes at maatte bestemmes til Tugthusarbeide i 12 Aar, hvorhos Tiltalte vil have at udrede Erstatning og Actionens Omkostninger efter Dommens Bestemmelser.

Thi kjendes for Ret:

Jens Jensen med Tilnavn Frost bor hensættes til Tugthusarbeide i 12 Aar. Iøvrigt bør Landsoverrettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagfører Hansen og Advokat Klubien 100 Kroner til hver.

(Fortsættes i næste Nr.)

(Højesteretstidende 1180-1881, nr. 17, side 271-272)

(Fortsættes fra Nr. 17).

Nr. 163. Højesteretssagfører Hansen
contra
Jens Jensen, med Tilnavn Frost (Defensor Klubien).

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestanten Jens Jensen med Tilnavn Frost — der er født i Aaret 1851 og som ifølge Overrettens Dom af 10de April 1876 har været anset for Tyveri og Attentat paa Brandstiftelse efter Straffelovens § 228 samt § 281 sammenholdt med § 46 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar — tiltales under denne Sag for at have forvoldet Enken Nicoline Hendriksine Christensens Død, for Brandstiftelse, Omgængelse mod Naturen eller Forsøg herpaa, uterligt Forhold samt Tyveri.

Natten mellem den 2den og 3dio Juli f. A. nedbrændte et den 72-aarige Aftægtskone Nicoline Hendriksine Christensen, Mads Sørensens Enke, tilhørende Hus paa Vinkel Mark, og blev Enken, der havde boet ene i Huset, den paafølgende Morgen fundet død paa Brandstedet, hvor hendes Lig, der var stærkt forbrændt og forkullet, laa i et Rum i den Del af Huset, der havde været benyttet som Tørvelade, med Hovedet paa en Kasse, hvori der var Sand. Efter de senere fremkomne Oplysninger maa den ommeldte Ulykke antages at være foraarsaget af Arrestanten, der efter den 30te Juni f. A. at være undvegen fra Viborg, hvor han sad arresteret som mistænkt for at have gjort sig skyldig i Omgængelse mod Naturen, havde flakket omkring i Omegnen af bemeldte Kjøbstad, indtil han den 5te Juli blev paagrebet i Vium, hvor han Dagen forud havde taget Ophold hos Aftægtsmand Ole Nielsen.

Efter Arrestantens Forklaring var han, der vilde tale mod en Mand paa Vinkel Mark, den 1ste Juli om Aftenen paa Veien til dennes Hus kommen i Nærheden af Mads Sørensens Enkes Hus, og havde da besluttet at søge Nattelogis sammesteds, idet han, der vidste, at Huset kun var beboet af en enlig Kone, som han, der ikke saa Lys i Huset, desuden antog var gaaet tilsengs, mente at kunne gjøre dette uden at frygte for at blive paagrebet. Han gik derfor ind i Husets Lade, hvis Dør forneden kun var lukket med to Stene, medens den foroven var lukket med en udvendig anbragt Pind, der gik gjennem et Træøie paa Dørkarmen, og lagde sig, efterat have tillukket Døren indvendig med en Haspe, til at sove i noget Halm i en tilstedende Tærskelo.

Da han vaagnede næste Dag, som han antager noget for Middagstid, vilde han ind til Enken for — som han har udtrykt sig — paa en eller anden Maade at faae hende til at levere ham nogle Fruentimmerklæder, idet det var hans Mening at udklæde sig som Fruentimmer for lettere at undgaae at blive opdaget og paagrebet, men da han fandt Husets Dør ud til Haven aflaaset, og udenfor Vinduet havde spurgt, om der var Nogen hjemme uden at faae Svar, besluttede han, der nu antog, at Enken var paa Arbeide og ikke vilde komme hjem for om Aftenen, at bane sig Adgang fra Loen til Beboelsesleiligheden for sammesteds at stjæle nogle Fruentimmerklæder. Han gik derfor tilbage til Loen og steg derfra ved Hjælp af et omvendt Kar op paa Loftet, hvorfra han gjennem en Lem kom ned i Husets Forstue, idet han ved Nedstigningen benyttede en Stige, som hang i Forstuen paa en Krog ved Lemmen, og som han tog ved at rakke Haanden gjennem Lemmen. Fra Forstuen gik han gjennem Dagligstuen ind i Sovekammeret, hvor han tilvendte sig to Underskjørter, en Trøie, et Par Strømper og et trekantet ca. 2 Alen langt Tørklæde, som laa paa en Stol ved Sengen, og vilde nu iføre sig disse Klædningsstykker istedetfor sine egne, men da han frygtede for at foretage Omklædningen i Sovekammeret, fordi Folk fra Veien kunde see ind i Værelset gjennem Vinduet, tog han Tøiet under Armen og gik med samme gjennem Dagligstuen tilbage til Forstuen, idet han, der tænkte sig Muligheden af, at der kunde komme Nogen, medens han opholdt sig i Huset, for saavidt muligt at skjule sin Tilstedeværelse, lukkede Døren mellem Dagligstuen og Forstuen paa samme Maade, som den havde været lukket, inden han aabnede den, nemlig ved at binde en Snor omkring Klinken, ligesom han ogsaa hængte den Stige han havde benyttet ved Nedstigningen fra Loftet, paa den Plads hvor han havde taget den. Derpaa gik han gjennem Kjøkkenet ud i den ved Siden af samme værende Tørvelade, hvor han gik ind i et Rum, der ved et ca. l½ Alen høit Træværk var adskilt fra den øvrige Del af Tørveladen, hvorfra der dog var Adgang til Rummet gjennem en i Træværket værende Aabning. I dette Rum, der maa antages oprindelig at have været indrettet til Faarefold, men hvori der nu opbevaredes en Kasse med Sand og noget Pindebrænde m. m.,  afførte han sig sine Klæder med Undtagelse af Skjorten, og begyndte at udklæde sig som Fruentimmer, men medens han var beskjæftiget hermed, kom Mads Sørensens Enke, der maa være kommen hjem, uden at Arrestanten havde mærket det, ind i Tørveladen, og Arrestanten skjulte sig da hurtig bag det ovennævnte Træværk. Enken kom imidlertid, som Arrestanten antager for at hente noget i Faarefolden, hen til Aabningen ind til samme, og da hun saa Arrestanten skjult sammesteds, gav hun et høit Skrig fra sig og styrtede baglænds om, saaledes at hendes Fødder kom til at ligge inde i Faarefolden og den øvrige Del af hendes Legeme udenfor samme. Arrestanten, der strax saa, at det var Mads Sørensens Enke, hvem han kjendte fra tidligere Tid, foldede nu det trekantede Tørklæde, som han havde medtaget fra Sovekammeret, flere Gange sammen og bandt det om Hovedet paa Enken, der var bleven liggende bevidstløs paa Jorden, saaledes at Tørklædet dækkede hendes Mund, men efter Arrestantens Paastand ikke hendes Næse og lod hende blive liggende saaledes, som han antager ca. 10 Minutter, medens han gik ind i Dagligstuen, hvor han fra en Kommode og et Skab, der henstod sammesteds tilvendte sig 45 à 46 Kr. samt forskjellige Klædningsstykker og en Pengepung. Derefter vendte han tilbage til Torveladen og løste Tørklædet, som han havde bundet om Enkens Hoved, men da hun, der iøvrigt endnu var varm og bøielig i Leddene, ikke bevægede sig eller gav noget Livstegn fra sig, og hendes Arme hang slappe ned fra hende, kunde han mærke, at hun var død, og han slæbte hende ind i Faarefolden og lagde hendes Hoved op mod den der henstaaende Kasse. Efter Arrestantens Forklaring havde det ikke været hans Hensigt at berøve Enken Livet, og han vil end ikke have gjort sig nogen Tanke om, at han ved at binde for hendes Mund kunde bevirke hendes Død, hvorimod han alene vil have gjort dette for at forhindre, at hun, naar hun vaagnede af sin Besvimelse, skulde skrige og derved hidkalde Folk, eller, som han ogsaa har udtrykt sig, at det blot var hans Hensigt at faae Tid til at faae andre Klæder paa og fjerne sig. Dersom hun atter var vaagnet op, da han løste Tørklædet, vilde han hurtig væren løben bort ad samme Vei, som han var kommen ind i Huset, og da han mærkede at hun ikke gav nogen Livstegn fra sig, vilde han, der iøvrigt ikke gjorde noget Oplivelsesforsøg, fordi han — som han har udtrykt sig -- aldrig før havde sét døde eller besvimede Folk, gjerne have bragt hende til Live, og det var Grunden til at han lagde hendes Hoved op mod Kassen, idet han tænkte sig, at hun ved at ligge saaledes lettere kunde komme til sig selv igjen, medens hans Tanke ved at slæbe hende ind i Faarefolden iøvrigt var den, at hun, dersom hun atter kom til Live, ikke saa let kunde komme hen til Døren og raabe om Hjælp. Efterat have slæbt Enken ind i Faarefolden, gik Arrestanten ind i Sovekammeret, men vendte efter nogle Minutters Forløb atter tilbage til Tørveladen, og da han ved atter at see paa Enken blev overbevist om, at hun virkelig var død, besluttede han at tilvende sig de i Huset værende Fruentimmersager, samt derefter afbrænde Huset for at skjule, at han havde foraarsaget Enkens Død. Han forblev imidlertid i Huset, som han antager, omtrent til Kl. 11 om Natten, idet han, der af og til gik ind i Tørveladen for at see til Enken, som vedblev at ligge stille hen, iøvrigt maa antages for det meste at have opholdt sig i Dagligstuen, hvor han, der tildækkede Vinduet med et Klæde, som han antog bestemt dertil, af Kommoden og Skabet sammesteds udtog alle de Gjenstande, som han syntes at kunne have Brug for, navnlig en stor Mængde Fruentimmerklæder, Knive, Gafler, Tallerkener, Kopper, Skeer o. s. v. Efter tilsidst at have bragt disse Gjenstande saavelsom dem, han tidligere havde tilegnet sig, og sit eget Tøi, bunden sammen i to Pakker, ud i Haven, vendte han endnu engang tilbage til Tørveladen, hvor han afrev endel Tændstikker, som han kastede i et sammesteds henliggende Halmknippe, og da Ilden strax fængede, forlod han, efterat have aflaaset Døren ud til Haven og medtaget Nøglen, som Enken ved sin Hjemkomst maa have ladet siddet i Døren, med sine to Pakker Huset.

Efterat være kommen lidt derfra, kastede han den medtagne Nøgle fra sig paa Veien, hvor den senere er funden, og gik derpaa, medens han hyppig vendte sig om og saa, at Ilden blev stærkere og stærkere, gjennem Kandrup Mølle forbi Almind Kirke gjennem en Slugt ned til Hald Sø, hvor han kastede sine egne Klæder i Søen, idet han vilde give det Udseende af, at han havde druknet sig sammesteds. Da Enkens Lig, som meldt, den næste Morgen blev fundet paa Brandstedet i en stærk forbrændt og forkullet Tilstand, har der ikke med Nytte kunnet foretages Obduction af Liget til Oplysning om Dødsaarsagen, og der foreligger overhovedet ikke andre Oplysninger desangaaendo eller om de med Arrestantens forbryderiske Forhold forbundne nærmere Omstændigheder end Arrestantens egen Forklaring, som derfor i det Hele maa blive at lægge til Grund ved Sagens Paadømmelse. Naar der imidlertid efter denne Forklaring maa gaaes ud fra, at Enken var dod længe for Arrestanten stak Ild paa hendes Hus, og hun saaledes ikke kan være omkommen ved Branden, er der ingen Grund til at betvivle, at hendes Død er foranlediget vod at Arrestanten, efter paa den af ham omforklarede Maade at have bundet for hendes Mund med et Tørklæde, der sandsynligvis ogsaa har tildækket Næsens Aabninger, har ladet hende ligge saaledes i bevidstløs Tilstand i nogen Tid og uden efter Tørklædets Løsning at foretage noget Oplivelsesforsøg; thi vel har Distriktslægen i en under Sagen afgiven Erklæring antydet, at det kunde være muligt, om end lidet sandsynligt, at hun kunde være død af Skræk, eller at hun kunde have slaaet sit Hoved, da hun faldt omkuld i Tørveladen, og at dette Slag i Forening med Skrækken kunde have dræbt hende, men Arrestantens Forklaring giver ingen Anledning til at antage, at hun ved Faldet skulde have faaet noget Slag i Hovedet af større Betydning, og Muligheden for, at hun kunde være død af Skrækken alene, maa efter Omstændighederne og navnlig Indholdet af Distriktslægens Erklæring anses for saa fjern, at den ikke kan komme i videre Betragtning. 

Med Hensyn til Bedømmelsen af Arrestantens Forhold maa det derhos bemærkes, at det ikke imod hans Benægtelse kan anses godtgjort, at han har villet dræbe Enken, eller at han overhovedet har havt anden Hensigt, end midlertidig at sætte hende ude af Stand til at tilkalde Hjælp, forat han kunde have Leilighcd til at bringe sig og sine Koster i Sikkerhed, men da han dog efter Omstændighederne burde have forudset Enkens Død som en rimelig eller ialfald ikke usandsynlig Folge af sin Gjerning, maa der ved Fastsættelsen af Straffen for hans heromhandlede Forhold — der forøvrigt forsaavidt angaar den med Vold forbundne Tilegnelse af Enkens Gods, maa blive at betragte som Røveri — tillige blive at tage Hensyn til Straffelovens § 188, hvilket i Forbindelse med do øvrige ved Røveriet forbundne Omstændigheder maa medføre, at dette bliver at henføre under Straffelovens § 243 andet Led, medens den dermed forbundne Brandstiftelse vil være at straffe efter bemeldte Lovs § 281 1ste Led, hvorved bemærkes, at Actionsordren vel ikke særlig nævner Røveri, men at dette ikke findes at kunne være til Hinder for at bringe førstnævnte Straffebestemmelse til Anvendelse. Størstedelen af de Penge, som Arrestanten havde tilvendt sig i Enkens Hus, saavelsom samtlige øvrige Gjenstande, han havde taget sammesteds — hvilke Gjenstande under Sagen tilsammen ere vurderede til 51 Kr. 9 øre — bleve ved Arrestantens Anholdelse fundne i hans Besiddelse og ere senere udleverede Enkens Arvinger, der have frafaldet Krav paa videre Erstatning. Derimod have den almindelige Brandforsikkring for Landbygninger og de mindre Landeiendomsbesidderes Brandforsikkring for rørlige Eiendomme i Nørrejylland, der i Anledning af Ildebranden have udbetalt i Brandskadesorstatning m. m. henholdsvis 508 Kr. 90 Øre og 535 Kr. 50 øre, paastaaet sig disse Beløb erstattede af Arrestanten, der ikke har gjort nogen Indsigelse imod at tilsvare samme.

Efter Arrestantens egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger har han endvidere gjort sig skyldig i efternævnte Forbrydelser:

Da Arrestanten den 4de Juli f. A. ved sin Ankomst til Aftægtsmand Ole Nielsen Hus i Vium, hvor han, som meldt, den næste Dag blev paagreben, ikke strax traf Nogen hjemme, tilvendte han sig en Nielsen tilhørende Skjorte, der beroede i dennes Dragkiste,.og vel har Arrestanten, der strax iførte sig Skjorten og maa antages ikke ved Nielsens Hjemkomst at have omtalt, at han havde taget den, villet gjøre gældende, at han vilde have lavet sig en anden Skjorte om Natten og ladet Nielsens blive tilbage, naar han forlod dennes Hus, men til dette Anbringende vil der ikke kunne tages Hensyn. Skjorten, der under Sagen er vurderet til 50 Øre, er tilbageleveret Ole Nielsen, der har frafaldet Krav paa videre Erstatning.

Den 11te Mai f. A. har Arrestanten, der den nævnte Dag havde truffet Tjenestedreng Hans Peder Pedersen i Nærheden af Viborg, hvor denne vogtede Faar paa en Mark ved Landeveien, opfordret Drengen til at lade sig bruge af Arrestanten til Omgængelse mod Naturen, og da Drengen ikke vilde indlade sig med ham, med Magt lagt ham ned i Grøften ved Landeveien og derefter nedknappet hans Benklæder samt søgt at bringe sit Lem ind i hans Endetarm, ved hvilken Ledighed Sæden gik fra Arrestanten. Ligeledes har Arrestanten til forskjellige Tider i Aaret 1878 søgt at formaae 3 andre Mandspersoner til at lade sig bruge af ham til Omgængelse mod Naturen, men uden at disse vilde indlade sig med ham.

I October Maaned 1877, medens Arrestanten boede i Viborg, har han, da en i samme Hus som han boende Enkes dengang knap 6 Aar gamle Datter en Dag var kommet op i hans Værelse, lagt hende ned paa Gulvet, og idet han lagde sig ovenpaa hende og tog hendes Klæder op, ført sit Lem mod hendes Kjønsdele, som han har udtrykt sig paa samme Maade som om han skulde pleie legemlig Omgang med hende, hvad han dog paa Grund af hendes unge Alder ikke kunde. Barnets Kjønsdele vare i nogen Tid derefter i en sygelig Tilstand, men efter Lægens Forklaring under Forhoret er der ikke tilføiet hende nogen Skade af blivende Natur.

Endelig har Arrestanten en Eftermiddag i Foraarct 1874, medens han tjente paa Marsvinslund, frastjaalet sin daværende Husbond Proprietær Hansen en Skinke af Værdi 8 Kr., der tilligemed flere andre Skinker opbevaredes i en uaflaaset Kasse paa et Loft, hvortil Arrestanten skaffede sig Adgang ved i Gaardens Bryggers at staae op paa en Stol og derefter krybe op paa Loftet gjennem et Hul, som han frembragte ved at borttage nogle løse Fjæl, men for dette Tyveri, der er begaaet forinden Anlæggelsen af den af Overretten under 10de April 1876 paadømte Justitssag, hvorunder Arrestanten, som meldt, for Tyveri og Attentat paa Brandstiftelse blev anset med Forbedringshusarbeide i 2 Aar, og som, dersom det var blevet inddraget under bemeldte Justitssag, efter Omstændighederne ikke kan antages at ville have medført nogen Forhøielse af den ham idømte Straf, vil der i Medfør af Straffelovens § 64 ikke kunne gjøres noget Strafansvar gjældende imod ham, og forsaavidt Arrestanten endvidere har vedgaaet, at han den 30te Juni f. A., efter den nævnte Dag at være undvegen fra sin Arrest i Viborg, har i Jens Jørgensens Hus paa Viborg Mark — hvis Beboere vare fraværende og hvor Arrestanten, der fandt Indgangsdøren til Beboelseslejligheden aflaaset, gik ind gjennem Stalddøren, som kun var lukket udvendig med en Krog — stjaalet Fødemidler af Værdi 25 Øre, at han den næste Dag i Jens Peder Andersens Hus paa Luvel Hede — hvor han, der ikke traf Beboerne, hjemme og fandt Indgangsdøren til Beboelsesleiligheden aflaaset, gik ind gjennem Døren til Kostalden, som kun var lukket udvendig medeon Krog — har drukket noget Mælk samt stjaalet et Stykke Brød med Smør paa og 3 Æg af Værdi 10 Øre, hvilke Æg han dog ved sin Bortgang fra Huset efterlod ved Døren ind til Kostalden, og at han, der den sidstnævnte Dag paa sin Omflakken i Omegnen omkring Viborg var kommet til Nørreaa, har taget en sammesteds henliggende S. H. Funder tilhørende Baad, som han dog, efterat være seilet med samme over Aaen, efterlod ved dennes anden Bred, da vil der, idet de Forurettede ikke have ønsket ham tiltalt for de ommeldte Forseelser — af hvilke Benyttelsen af Baaden maatte henføres under Straffelovens § 236, og Tyverierne under samme Lovs § 235 — heller ikke under denne Del af Sagen kunne idømmes ham nogen Straf.

Derimod vil Arrestanten for sit øvrige ovennævnte Forhold være at ansee, foruden, som meldt, efter Straffelovens § 243, 2det Lod, jfr. § 188 samt S 281, 1ste Led, tilligo efter bemeldte Lovs § 173, jfr. § 46, § 177, tildels sammenholdt med § 46 og § 230, 1ste Led, med en Straf, der efter Sagens Omstændigheder lindes passende at kunne bestemmes til Tugthusarbeide i 16 Aar, og da Underretsdommen har samme Strafbestemmelse vil bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Erstatningen til de ovennævnte Brandforsikkringsselskaber og Actionens Omkostninger billiges, saaledes være at stadfæste."

(Højesteretstidende 1180-1881, nr. 18, side 273-279)

Nicoline Henriksine Christensen (1809-1879) var enke efter Mads Sørensen Brand (1806-1871). Mads havde købt huset i 1866. Dødsfaldet blev opdaget efter en brandalarm. Vinkel Kirke havde fået ny kirkeklokke der om eftermiddagen var blevet afprøvet. Ved brandalarmen havdenogen derfor undret sig over at den blev afprøvet om natten. En mand der var klædt som kvinde og udgav sig for malkepige, blev anholdt. Det viste sig at være den fra arresten i Viborg undvegne fange, Jens Jensen (Frost). Huset blev ikke genopført. Svigersønnen, A. Nielsen overtog ejendommen som eneste arving.

Artikler om St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Brev fra St. Croix. 

St. Croix, den 22de Juli 1878.

Den sidste europæiske Post har endelig bragt os den glædelige Efterretning fra Moderlandet, at vi nu tør vente Forløsning fra det syvaarige Regimente, under hvilket St. Croix er naaet til en saa fuldstændig økonomisk ødelæggelse som vel muligt. At tillægge Guvernør Garde hele Skylden for, at Øens Forhold ere saa ynkelige, som Tilfældet er, vilde være uretfærdigt, de daarlige Aar have selvfølgelig bidraget noget dertil; men foruden at han ved at besætte f. Ex. Toldforvalter-Embederne og Bygningsinspektør Embedet med aldeles uskikkede Personer sikkert har paaført Øen Tab, bærer han ved, imod alle fornuftige Menneskers Raad, at trække det Militære fra Vestsiden og Midten af Landet, sin Hovedpart af Ansvaret for den store Ulykke, der overgik os i Oktober 1878. 

Det nytter ikke, at Guvernørens Tilhængere, de saakaldte Gardister, ville forsvare ham med, at en Reduktion var nødvendig paa Grund af vor daarlige økonomiske Stilling, thi at en saadan maatte finde Sted, blev jo alle enige om; men det, som bragte os fuldstændig Ruin, var hans Plan om at koncentrere hele Styrken i Kristiansted, hvorimod næsten alle som een udtalte sig til ingen Nytte, han vedblev med sit: "in adopting this draft, no harm or injury could arrive"' (af at vedtage dette Forslag kunde ikke komme ondt eller Skade). Nej sikkert ikke - Tabet af hundrede Menneskeliv og fire Millioner Kroner er for intet at regne !

Ved at gjennemlæse Kolonialraads-Forhandlingerne fra den Tid og samtidig se Hr. Billes Udtalelse i Folketinget den 22de f. M. hvori forekommer følgende Passus:

"Grundtonen i Flertallets Betænkning var Mistillid til Øernes Regering; men Flertallet oversaa, at den i en vanskelig Tid uden at have nogen at raadføre sig med og uden at have Tid til lang Overvejelse har maattet tage vigtige Beslutninger " kommer man uvilkaailig til at udbryde: Hvad vil det sige, at den nuværende Regering, det er Guvernør Garde, har hverken haft tilstrækkelig "Tid" eller "nogen at raadføre sig med"?

Forhandlingerne om den militære Styrkes Reduktion og Ganisonsforhold paabegyndtes i November 1874 og sluttedes i December 1879; var her Mangel paa Tid?

Under Forhandlingerne udtalte bl. a. T. Farrelly, Mc. Evoy, Coulter, J. Farrelly, Fleming og Rosenstand sig imod, at hele Styrken blev lagt i Kristianssted; der fremkom saadanne Udtalelser som, at dette vilde inden 3 Aar fremkalde en "forfærdelig" Forandring, at den vilde fremkalde "uberegnelig Fare", at den vilde være "det første Skridt til Øens fuldstændige Forfald", at den "inden lang Tid vilde foraarsage hele Øens Ruin"; var her Mangel paa "nogen at raadføre sig med" ?

Nej, skal St. Eroix komme paa Fode igjen, maa det første Skridt være Indsættelsen af en ny Regering. At denne kommer til at bestaa af flere Personer, vil være meget heldigt, da den saa trænger mindre til et selvstændigt og dygtigt Kolonialraad. Det nuværende bestaar af: 8 Embedsmænd, 1 Besidder (?) af en Statskasse-Plantage, l Postholder, l Leverandør af Beklædningsgjenstande, 1 dito af Medicin og 5 Plantere, der, for saa vidt de ikke skylde noget til Kolonialkassen, maa anses for de mest uafhængige; den 18de Plads er paa en Maade ubesat, og dette giver mig Lejlighed til at fremkomme med nogle Oplysninger om, hvorledes det her gaar til ved forefaldende Valg lil Kolonialraadet.

I indeværende Aar er der to Gange foretaget Suppleringsvalg til Raadet, første Gang for Frederiksteds By, anden Gang for sammes Landdistrikt, og i begge Tilfælde var pensioneret Toldkontrollør Birch opstillet som Kandidat. I Byen, hvor der var 31 Vælgere, som kunde afgive Slemme, havde 19 ubetinget erklæret sig for Birch og 3 betingelsesvis, saaledes blev der 9 tilbage til den eventuelle Modkandidat Det saa sort ud for Gardisterne, da Birch paa ingen Maade maatte komme ind i Raadet, idet man sluttede, at han vilde stille sig i Opposition til Guvernementet, fordi han, skjønt almindelig anset som en dygtig Embedsmand, nylig var bleven afskediget efter Indstilling af Guvernør Garde, som efter en noget lignende Fremgangsmaade som den, der blev brugt mod Kaptejn Nielsen i Viborg, havde sat Hr. Birch ud af Toldforvalter-Embedet i Frederikssted og anbragt sin tidligere Huslærer i Stedet. Birch udgav en Bog herom, som dog ikke har været i Boghandelen.

Som sagt, det saa sort ud for Gardisterne. Først opstillede de en Rombodholder, hvilke ere vigtige Mænd her paa Øen, to ere allerede i Raadet, skjulende sig under andre Benævnelser; men det gik ikke, man kunde kun faa een Stemme for Rombodholderen. Hvad skulde der nu gjøres? Politimesteren var den eneste, man kunde gjøre Regning paa at sætte igjennem, men han, der tillige er Byfoged og Skifteforvalter etc. etc., havde bestemt erklæret, at hans Embedsforretninger ikke tillod ham at befatte sig med Kolonialraadet. Vi have imidlertid her en lille Mand, som ikke lettelig giver op i Tilfælde som dette; han er af en Præst bleven døbt "Gardes Trompet" og af en anden med et endnu smukkere Navn, og at saadanne Hoftitler medføre Forpligtelser, er en Selvfølge. Han rejste til St. Thomas nogle Dage før Valget skulde finde Sled, for i Naadens Solskin at samle Kræfter, og da han kom tilbage, begyndte han at agitere for Politimesterens Valg, - om med eller mod dennes Villie vides ikke; at de Midler, han brugte, vare Politimesteren ubekjendte, ere derimod alle enige om. Saaledes blev det bl. a. af en Mand, der er Murer og som saadan Vurderingsmand under Skifteretten, meddelt den Bygherre, som han da arbejdede for, og til hvem han havde givet sit Ord om at ville stemme paa Birch, at bemeldte Agitator havde kaldt hans Kone hjem til sig og foreholdt hende, at hvis Manden ikke stemte paa Politimesteren, vilde han miste sin Stilling som Vurderingsmand. 

Naar man kjender den Stilling, en Politimester, Byfoged og Skifteforvalter indtager her, vil man ikke undres over, at Birch faldt igjennem. 

Saa kom Valget for Landdistriktet Der er næsten altid bleven valgt irske Plantere, der som Regel ikke vare Højremænd; men man kunde ikke sætte nogen af Guvernørens Tilhængere igjennem og maatte derfor finde sig i Forholdet. Nu var det derimod anderledes; denne Gang var det en Dansk, der skulde holdes ude, og da Modkandidaten, en irsk Gentleman, ansaas for en udpræget Venstremand, antoges det for en let Sag at naa Maalet. Det maa imidlertid have været et surt Æble at bide i baade for den lille "Trompet" og for en iøvrigt hæderlig dansk Planter, hvis Forhold gjør ham noget ufri, nu at skulle virke for Valget af en Irlænder imod en Dansk, da begge ved de almindelige Valg forrige Aar havde brugt Feltraabet: Ingen flere Irlændere, af dem have vi nok! "Trompeten" bearbejdede Folk i Byen, Planteren paatog sig Arbejdet paa Landet, indtil Valgdagen kom, da der indfandt sig ikkun 19 Vælgere, af hvilke 9 afgav deres Stemme paa Birch, 9 paa Modkandidaten. 1 var flyttet ud af Valgdistriktet og saaledes ikke længer valgberettiget. Da Stemmeantallet var lige, maatte der foretages Lodtrækning, efter hvilket Birch erklæredes for valgt. 

Der var dekreteret: Birch maa ikke faa Sæde - og for at dette kunde opfyldes, maatte der tages fat paany; der lavedes en Protest, hvori sagdes, at ved tidligere Lejlighed var det tilladt en Mand at stemme, skjønt han var flyttet ud af Valgkredsen, hvori Valget foregik, og var saadant blevet tilladt nu, vilde Birchs Modkandidat sandsynligvis være bleven valgt (det var imidlertid almindelig bekjendt, at den ikke modtagne Stemme vilde være bleven afgivet til Fordel for Birch).

Protesten, underskreven af fire Vælgere, hvoraf en paa Grund af Aandssvækkelse ikke længer bestyrer sin Ejendom, og en anden erklærer ikke at have læst den (hvordan det forholder sig med de øvrige to, er et Spørgsmaal), blev fremlagt i Kolonialraadet, da Valgbrevet skulde prøves. Den vilde efter alle Solemærker at dømme have bevirket Valgets Forkastelse, hvis der ikke var fremkommen en Erklæring fra Ejeren af den ikke modtagne Stemme om, at han havde indfundet sig ved Valghandlingen i den Hensigt at afgive sin Stemme paa Birch, nu kunde der ikke længer siges, at Modkandidaten havde haft en Chance, og da vor Landfysikus, som er Medlem af Raadet, i et udmærket Foredrag havde bevist, at Valget var fuldstændig gyldigt, skulde man have troet, at alt var klappet og klart, men nej - Sagen trængte til nøjere at overvejes og blev derfor sendt i Udvalg.

Se, saaledes bærer Højre sig ad paa St. Croix!

I Folketinget tales om at indrette et rationelt Agerbrug paa Statens Plantager; dette har hos mig fremkaldt Ønsket om at give nogle Oplysninger angaaende hvorledes disse hidtil ere blevne bestyrede; men herom, ligesom om Stationeringen af et Orlogsskib her, skal der blive talt i et følgende Brev. Ph.

(Morgenbladet (København) 17. august 1880).

De dansk-vestindiske Øer. I "The St. Thomas Lloyds" for den 20de Juni 1880 læses en Artikel, der i Oversættelse er saalydende: "Til Publikum! I Forbindelse med hvad der nylig er foregaaet i Kjøbenhavn angaaende de dansk-vestindiske Øer - hvilket har været optaget i Li. Thomas Times - høre vi i Dag, at nogle af HS. Højvelbaarenhed Guvernør Gardes Venner søge at faa Underskrifter paa et Andragende eller en Forestilling, beregnet paa at skulle formilde eller modarbejde de tilsigtede Forholdsregler. Det forekommer os, at alle og enhver i dette Samfund skulde modent overtænke denne Sag - den almindelige Talemaade her: "det koster intet at underskrive og ser godt ud" kan blive misforstaaet andet Steds, og vi ville anmode Indvaanerne om at kalde tilbage i Hukommelsen alt, hvad der er forefaldet i de forløbne syv Aar. Hvis noget skal gjøres, da lad det blive gjort aabenlyst, ved at sammenkalde et offenligt Møde, hvor Indvaanernes sande Følelser kunne blive udtalte, og Guvernør Gardes Administrations-Handlinger blive drøftede og bedømte. HS. Højvelbaarenheds Venner og Forsvarere ville derved faa Lejlighed til at støtte deres Mening, og hvis der er noget at anføre fra den anden Side, tvivle vi ikke om, at der endnu i vor Midte findes uafhængige og modige Mænd, der ville modtage Opfordringen og ogsaa fremsætte deres Syn paa Sagen. Et Resultat opnaaet paa denne Maade vilde baade have Betydning og Værd; men vi protestere, som Repræsentanter for en stor Del af dette Samfund, imod ethvert Forsøg paa at fordærve vort gode Navn ved Vinkel-Vidnesbyrd og Kjøkkentrappe-Indflydelse"

For de vestindiske Tilstande er det et karakteristisk Faktum, at Artiklen ved sin Tale om "modige Mænd" forudsætter et særligt Mod hos Borgere, der tillade sig at ytre en Mening, som gaar imod Guvernøren og Administrationen.

(Morgenbladet (København) 17. august 1880).

Kattehad. (Efterskrift til Politivennen)

En Indsender skriver i "Aftenposten". I de fleste Huse i København ernæres der, som bekendt, enten af Værten eller hans Husbeboere en eller flere Katte, som til Gengæld for den Mælk eller det Affald af Fisk, Kød og Brød, som bydes dem, holde Huset fri for Rotter og Mus. I Modsætning hertil har Værtinden i en Ejendom paa Vesterbrogade oprettet en Straffeanstalt, hvor de stakkels Katte først lokkes i en Fælde og derpaa dømmes til Døden uden Naade og Barmhjertighed og druknes; hun er nemlig yderlig opbragt paa hele Katteslægten, fordi en af deres Paarørende for nogle Aar siden maaske ikke uden Grund har været mistænkt for at have taget nogle Kyllinger fra hende, og for at hævne denne Misgerning har nu den værdige Dame i Løbet af to Aar paa den ovenanførte Maade bragt 22, siger og skriver to og tyve, for Størstedelen aldeles uskyldige Katte ud af Verden uden mindste Medlidenhed mod de sørgende Sjæle i Omegnen af hendes Grevskab, hvem hun har berøvet deres Husdyr. Gentagne Klager ere tilstillede Politiet men til ingen Nytte, da hun har Retten paa sin Side som Husværtinde til at fuldbyrde Dødsdommen over hvilke som helst Dyr inden for sine Enemærker; men Indsenderen vil dog gøre den ærede Dame opmærksom paa, at om hun ogsaa har Retten, har hun langtfra sine Medborgeres Agtelse og Velvilje paa sin Side, og en Del af dem har sat sig for at forebygge dette Katteslagteri i Fremtiden, for saa vidt det staar i deres Magt, uden at lade sig afskrække af, at hun har Politiets Bevilling dertil.

(Social-Demokraten 15. august 1880).