En Grønlænderkoloni i København. (Efterskrift til Politivennen)

Fra København skrives til "Horsens Av.": Ude paa Kalkbrænderivejen, noget afsides, ligger en Nybygning, som ikke i det Ydre udmærker sig fremfor Nabo- eller Genbohusene, og som man vil gaa forbi uden at skænke det en Tanke, dersom man ikke vidste, at det omslutter den ny Grønlænderkoloni, som man haaber, og det vistnok med Rette, skal faa Betydning for Grønlændernes Kulturudvikling. Træder man indenfor og er saa heldig at komme paa en Tid, da Eleverne ikke ere ude, hver til sin Gerning, træffer man en halv Snes unge Grønlændere i en Alder fra 16 til 23 Aar, smilende og veltilfredse, de fleste med virkelig indtagende Ansigtstræk, navnlig livlige Øjne og enkelte endog med udpræget Eskimotypus - stort ovalformet Hoved, fladtrykt Næse og fyldige Læber. Indbyrdes tale de deres Modersmaal, men de kunne alle med mere eller mindre Færdighed udtrykke sig paa dansk. Den bedst begavede forretter Kontorarbejde, de øvrige ere i Skibstømrer- eller Snedkerlære. Opsynsmanden har været flere Aar paa Grønland, og hans Kone er en født Grønlanderinde og bestrider baade Madlavning, Rengøring og Vask. De unge Mennesker elske i høj Grad Musik, og deres største Glæde har været, naar de enkelte Gange har faaet Adgang til et af Teatrene. Bygningens Indre svarer særdeles godt til Hensigten. Der er Plads til lige saa mange Elever, som der allerede findes. De have en fælles Spisestue, og hver sin Seng, hvis det tør kaldes saadan. Paa ægte grønlandsk Skik ligge de næmlig i en Slags Træbaas med Benene opad i en skraa Stilling. I deres Hjemstavn have de været vante til at ligge i Halm, men her ligge de paa en Madrats i Dyner med Edderdun. Kosten er solid og god, og endnu har ingen lidt af Hjemve eller følt sig synderlig generet af Klimaet. I Bygningen findes en Del Tegninger og Bordfarvemalerier af grøndlandske Landskaber, af Grønlænderne i deres Leven og Færden, og navnlig er der to Malerier, flankede af Grosserer Weber, forestillende Hans Egede og Hustru. Af lige saa stor Interesse er en Samling Fotografier af danske Mand og Kvinder, som have opholdt sig og virket i forskællige Egenskaber i den fjærne Koloni. Størst Interesse frembyder dog det Værelse, hvor en Samling grønlandske Kunstflidssager findes opbevarede, og hvor man ikke blot finder Modeller af Hytter og Kajakker, udførte indtil de mindste Enkeltheder, men en Mængde kunstfærdigt lavede Smaating i Jern og Træ, en Samling præparerede Fugleskind og meget andet, altsammen Sager, der utvivlsomt vil finde Købere, dersom de bragtes frem i Handelen. - Foruden at uddanne Haandværkere i de forskællige Fag er det ogsaa Meningen at tage Elever i Missionens Tjeneste, hvor Evner og den fornødne Lyst er tilstede.

(Social-Demokraten 19. november 1880).

Siden 1837 kom grønlændere til Danmark i uddannelsesøjemed hos private. I 1878 blev en lejlighed på Amagerbro indrettet til pensionat for grønlænderne. Direktør, dr. phil. Hinrich Rink, fik 1879 indrettet en lille bygning til 8 grønlandske drenge/lærlinge på Kalkbrænderivej (nutidens Nordre Frihavnsgade) som var de grønlandske Kommuners ejendom. Gaden var en åben villavej mellem store gartnerier. Villaen havde 2 etager med 9 værelser og 2 loftskamre. I kælderen var der køkken og vaske- og baderum. Den 24. februar 1880 flyttede de 6 første ind fra Amagerbro. I oktober 1888 flyttede den til et andet sted. Hjemmet blev nedlagt i 1896.

Det landlige præg som Rink søgte efter, fandt man her: Tegner og illustrator Christian Bayer (1841-1933): Parti fra Gamle Kalkbrænderivej på Strandboulevarden. 1860-1933. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vestindiske Forhold. (Efterskrift til Politivennen).

Premierløjtnant E. V. Kolthoff har i en længere Artikel i Geogr. Tidskr. aflagt et nyt Vidnesbyrd om, hvor slet og forældet Styrelsen af Øerne er. Vi meddele et kort Uddrag af Forf.s Redegjørelse.

Ved Folketællingen 1870 levede der paa de tre danske Øer 37,821 Mennesker, deraf paa St. Croix 22,700, paa St Thomas 14,000 og paa St. Jan 1,000 Da Øernes Stører henholdsvis 3½, 1 1/8 og 1 Kv. Mil, levede der altsaa omtrent 6700 Mennesker paa hver Kvadratmil, en Tæthed, der er henved dobbelt saa stor som Danmarks. Af disse er kun en ringe Del Hvide: Amerikanere, Engelskmænd (især Irlændere), Tydskere, Franskmænd, Spaniere og Danskere. 

Hr. Kolthoff havde rig Lejlighed til personlig at gjøre sig bekjendt med den Overdaadighed og Luxus, der hersker i Vestindien og giver enhver selskabelig Sammenkomst Karakteren af en lnkullisk Overdaadighed, saavel hvad Anretningen som Opdækningen angaar, og dobbelt fortjener Navnet heraf, naar man betænker, at saa godt som intet af, hvad der hører til denne Levemaade, produceres paa selve Stedet, men maa hentes fra Amerika eller Evropa. Til Frokost og Middag nydes to, tre eller flere Retter foruden Suppen, som aldrig mangler. "Ogsaa Smagen for gode Vine og Likører er meget udviklet". 

Negeren er af Naturen meget godmodig og viser trofast Hengivenhed mod den, som han erkjender for at staa over ham i en eller anden Henseende eller har vist ham Godhed og Omsorg i hans private, meget smaa og kummerlige Livsforhold. Skyggesiderne hos Negerne ere Drukkenskab og Usædelighed, - to Laster, der i Løbet af kort Tid ogsaa demoralisere de Soldater, der kommer derover fra Danmark. Et Sukkerrør at suge paa og at høre Musik er Topmaalet af Negrenes Lykke. I saadanne Øjeblikke kunne de glemme alt for at føle sig som lykkelige og bedre Mennesker. Naar de i Sukkerhøstens Tid ere komne i Besiddelse af et Sukkerrør, følger dette dem overalt, den ene Ende i Munden og den anden slæbende bag efter dem i Snavset. Negerens daglige Kost er elendig. Betalingen for hans strænge Arbejde paa Plantagerne erlægges dels i en ringe Ugeløn, dels i Naturalforplejning. Denne bestaar af visse bestemte Rationer Mel, Fedt og Sild, hvoraf der laves en Ret af en saa afskyelig og væmmelig Smag, at selv den fattigste og mindst forvænte Mand herhjemme meget vilde betakke sig for Ny￾dellen deraf. Deres anviste Boliger ere af den Beskaffenhed, at de mere egne sig for Kreaturer end for menneskelige Væsener; de ere smaa Hundehuller i Forhold til Staldene her hjemme. Og for en saadan Føde og for en saadan Boiig maa han arbejde under den Iropiske Sols brændende Varme eller i Sukkermøllerne, hvor hans Liv hænger i en Traad! Om Livsfarligheden ved Sukkerudpresningen meddeler Forfatteren bl. a.: "Kassen" (en Jerncylinder i Møllen) river alt til sig med saadan Voldsomhed, at en Mand strax og uden Ophold trækkes ind med, naar han blot kommer til at røre ved den med Spidsen af sin Finger eller en Flig af sin Klædning. Dersom den af Cylinderen saaledes fastholdte Haand efter Arm ikke øjeblikkelig afhugges med en skarp Øxe vil Manden blive ynkelig ihjelslaaet. Der er derfor altid en skarp Øxe ved Haanden, hvormed den saakaldte "Bootsman" saa hurtig som muligt søger al redde den Ulykkelige, selv med Tabet af en Arm eller et Ben." 

- Hr. Kolthoff siger, "at det turde være paa Tiden at rejse det Spørgsmaal, om den Erstatning, der ydes den sorte Arbejder, staar i et nogenlunde rimeligt Forhold til det Arbejde, der forlanges af ham", og herpaa tror han, at "enhver, der kjender noget til disse Forhold, vil svare et afgjort Nej." Det synes dog mere end tvivlsomt, om de af Forf. foreslaaede Foransialtninger: en bedre Skoleundervisning og Børneopdragelse samt i Forbindelse hermed en mere almindelig og kraftigere personlig Indgriben fra de kirkelige, især statskirkelige Myndigheders Side - ville være tilstrækkelige til at ophjælpe Øerne i Almindelighed og den forkuede Race i Særdeleshed. Det siger ikke saa overordenlig meget, at Negeren nu dog har det bedre end for 100 Aar siden, da man udgav Forordninger af den Art: "Anføreren for flygtende Slaver skal knibes tre Gange med rødgloende Jern og derpaa hænges, enhver anden bortløben Slave skal miste et Ben, eller, hvis Ejeren tilgiver ham, miste et Øre og modtage 150 Piskeslag, enhver Slave, som er vidende om andres Hensigt at løbe bort og ikke underretter sin Herre derom, skal brændes paa Panden og have 100 Piskeslag" osv.; thi Forf. bemærker udtrykkelig, at den bedre Tilstand mere existerer i Theorien end i Praxis. Man kan endnu træffe gamle Folk derovre, som kunne fortælle, hvorledes de ere røvede fra deres fjærne Fødeland af rovbegjærlige hvide Mænd, og gjennemgaaende lever der endnu den Dag i Dag i den sorte Mands Bryst en dunkel Forestilling om, at han en Gang har været en fri Mand, om ikke han selv, saa dog hans Forfædre og Slægt i første og andet Led, medens han nu ikke er stort andet end en Slave, der maa trælle for et usselt Udkomme. Forf. slutter med følgende Ord, der synes at have en bestemt Adresse "Vi maa jo alle ønske, at Regeringen, der har taget Sagen i sin Haand, ogsaa maa vide at finde de rette Midler til at føre de sorte Mænds Liv og Tankegang ind i et Spor, hvorved i alt Fald den opvoxende Generation frelses fra dens Trælletilstand, der lige saa meget er en Følge af gammel Slendrian som af, at den rette Humanitet ikke har besjælet de Mænd, der havde i deres Magt at føre denne Sag igjennem " 

(Morgenbladet (København) 10. november 1880. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Artiklen "Smaating fra Dansk-vestindien" blev bragt i Geografisk Tidsskrift, Bind 4 (1880)

Ubekendt fotograf: Et almindeligt hjem i Christiansted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Mordattentat i Læderstræde (2). (Efterskrift til Politivennen)

Om mordet, se tidligere indslag på denne blog. For et længere referat fra Højesteret, se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. november 1880.

Dommen i Ark. Anna Hudes Sag antages ikke at ville blive appelleret, ialtfald ikke for Frk. Hudes Vedkommende;  hun idømtes som bekjendt et Aars simpelt Fængsel, medens Ruffersken, Mad. Jacobsen i Fiolstræde, er idømt et Aars Forbedringshuusarbeide. Referatet af Dommen i de kjøbenhavnske Blade er overordenlig vidtløftig, og her fremdrages derfor kun de væsenligste Punkler af denne Sag, som vistnok endnu vil være i Læsernes Erindring.

Frk. Hude er født i Juli Maaned 1858, allsaa er hun nu 22 1/4 Aar gl. Hun tilhører en agtet Familie i Roeskilde, og tog i 1877 Lærerindeexamen, hvorefter hun i nogen Tid var ansat som Lærerinde ved Roeskilde Borgerskole, men i Mai 1878 flyttede hun til Kjøbenhavn, hvor hun kort efter tog 1ste Deel af examen artium. Hun boede i Kjøbenhavn hos sin Onkel, hvor Leerbeck var Huuslæge. Den første Fornærmelse, Leerbeck tilføiede hende, skete, medens hun en Gang laa syg og han var tilkaldt for at tilsee hende. Ved denne Leilighed viste han, under Paaskud af en Undersøgelse, en meget usømmelig Optræden og gav hende et lidenskabeligt Kys, senere kyssede han hende deels ved tilfældige, deels ved forud aftalte Møder flere Gange, men stedse mod hendes Villie og han bragte hende endog derved i den Grad til Fortvivlelse, at hun tænkte paa Selvmord.

Den største Fornærmelse, Leerbeck tilføiede Frk. Hude, var i et Værelse i Fiolstræde hos ovennævnte Mad. Jacobsen. Alligevel talte Hude senere med Doktoren, deels fordi hun ved faae en alvorlig Forklaring troede at kunne gjenvinde nogen Ro og deels fordi hun frygtede Leerbeck, af hvis Øine Ondskab og Forbitrelse lyste hver Gang hun viste ham sin Vrede og Afsky. I April d. A. mødte hun ham en Dag paa Gaden, hvor Leerbeck tiltalte hende og bad om Tilladelse til at maatte besøge hende i hendes nye Hjem (hun var den Gang nylig flyttet ind i et Pensionat). Denne Anmodning vakte i høi Grad hendes Vrede, saa meget mere som den rettedes til hende i hendes 13-aarige Søsters Nærværelse, og hun svarede kort og bestemt Nei. Fra det Øieblik var ethvert Ønske hos hende om ikke at stille« fra ham i Fjendskab og enhver Frygt herfor forsvunden hos hende, og da hun en Gang senere mødte ham og han vilde tiltale hende, fjernede hun sig hurtigt, men gik samme Dag op i hans Bolig og sagde ham. at han skulde nøies med at have gjort hende ulykkelig og fremtidig lade hende være uantastet, hvorpaa hun, uden at afvente hans Svar, forlod Værelset. Fra den Dag saae hun ham ikke, før hun den 18de Juni gjorde Forsøg paa at dræbe ham. - I Pensionatet, hvor hun boede, friede nogen Tid efter en ung Mand til hende og hun gjengjældte hans Tilbøielighed. men søgte at skjule den, da hun følte, at hun efter det Passerede ikke burde gifte sig. Hun forlangte dog Betænkningstid og reiste til sit Hjem, hvor hun endelig modtog hans Tilbud efter at være kommet til det Resultat, at hun egenlig var uskyldig i det Passerede. Derefter kom den unge Mand til Roeskilde. hvor alt Nærmere, selv Brylluppet aftaltes. Men paany vaagnede hendes Betænkeligheder med stor Styrke, og efter nogen Vaklen hævede hun Forlovelsen under Paaskud af, at hun ikke elskede ham. Imidlertid talte de unge Folk senere - 4 Dage før Mordforsøget i Læderstræde - sammen i Pensionatet, hvor ogsaa han boede, og hun fortalte ham nu den egenlige Grund til, at hun ikke vilde være hans Hustru. Han bebreidede hende hendes Opførsel i denne Sag, og derved blev hendes Sindsstemning end mere fortvivlet. Ved Hjælp af Chloral forsøgte hun derefter den 16de Juni om Natten at dræbe sig selv, men Forsøget mislykkedes. - Det forekom hende under alle disse Sjælelidelser uretfærdigt, at Leerbeck, der havde paaført hende al denne Ulykke, gik fri og frank omkring og var ganske uberørt af hendes Sorg, maaske fremkaldende nye Ulykker af lignende Art. Disse Betragtninger i Forbindelse med en Forestilling om. at hun derved skaffede lig en personlig Opreisning, fremkaldte Tanken hos hende om at dræbe Leerbeck og efter at have dvælet ved denne Tanke fra den 15de Juni. da den først opstod hos hende, til den 18de næstefter, fattede hun sidstnævnte Dag ved Middagstid det bestemte Forsæt at ville dræbe ham. Hun kjøbte en Revolver, ladede den i sit Hjem, spiste derpaa til Middag og havde saa en Samtale med sin tidligere Forlovede, der bad om Tilladelse til at maatte afsende et Brev, som han havde tilskrevet hendes Forældre og hvori han vilde aabenbare dem alt, hvad hun havde meddelt ham, - men hun bad ham vente dermed til næste Dag. Derefter gik hun ud og opsøgte Leerbeck, traf ham i Læderstræde, affyrede to Skud paa ham, saarede ham let, og affyrede derefter det tredie Skud mod Steenbroen. Hun fastholder at have handlet med fuld Bevisthed, men i en til det yderste exalteret og ophidset Tilstand, der gjorde hende det umuligt at handle med roligt Overlæg. Leerbeck, der var 64 Aar gl., hængte sig som bekjendt i Arresten, men tilstod dog forinden sin fornærmelige Adfærd imod Frk. Hude ved det i Begyndelsen omtalte Sygebesøg, medens han, hvad Scenen i Huset hos Mad. Jacobsen hvis Haandtering han kjendte af personlig Erfaring angaaer, paastod, at her var kun Tale om en Forførelse.

Leerbeck benægtede ogsaa at Frk. Hude ved deres tilfældige Sammenkomster havde vægret sig ved at modtage hans Kjærtegn eller bebreidet ham Noget. Denne hans Erklæring staar dog i Modstrid ikke alene med Frk. Hudes Udsagn, men ogsaa med de Forklaringer, der ere afgivne af Mad. Jacobsen og et hos hende boende Fruentimmer. Ligeledes har det vist sig, at Leerbeck paa anden Maade ofte ovenfor Patienter har misbrugt sin Stilling som Læge. - I Adskilligt kan kun Frk. Hudes Forhold, som dette nu foreligger efter hendes egen Forklaring, finde sin Forstaaelse i et fuldstændigt Feilsyn fra hendes Side paa Forholdene, men ligefuldt er det meget muligt, at hun forsaavidt har handlet i god Tro og under Indflydelsen af et saadant Feilsyn, naar henseen til de i Sagen foreliggende Oplysninger om hendes Personlighed og tidligere Liv, der vidner om en hæderlig Karakteer og Sandhedskærlighed, men tillige om en excentrisk Natur og en ved en tidlig og udelukkende Anvendelse af ualmindelige Aandsevner til Studeringer foraarsaget Mangel paa Erfaring.

Hendes Dom - 1 Aars simpelt Fængsel - er derfor afsagt i Henhold til 187 i Straffeloven, der lyder saaledes.- "Har Drabsmanden udøvet Gierningen i en ved Mishandling eller grov Fornærmelse mod ham selv eller hans Nærmeste af den Dræbte fremkaldt oprørt Sindsstemning, kan Straffen nedsættes til 2 Aars Forbedringshuusarbeide eller under særdeles formildende Omstændigheder til Fængsel, dog ikke under 1 Aar". - Det er altsaa den mildeste Straf, den unge Pige her er idømt, og mulig vil hun ved Benaadning kunne vente yderligere Formildelse.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 11. november 1880. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld)

Fotograf Carl Edvard Emil Rye (1820-1890): Anna Sophie von der Hude (1858-1934). 1881. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1882 tog Hude studentereksamen og begyndte på Københavns Universitet. Efter filosofikum studerede hun historie, og blev 1887 den første kvindelige cand. mag. med historie som hovedfag og engelsk og latin som bifag. I 1888 modtog hun som den første kvinde Københavns Universitets guldmedalje for afhandlingen "En Fremstilling og Kritik af de nyere Opfattelser af Spørgsmaalet om Lensvæsnets Opkomst", og i 1893 blev hun den første danske kvindelige dr. phil. med disputatsen "Danehoffet og dets Plads i Danmarks Statsforfatning". Hun blev den første kvinde ved Rigsarkivet (1889-1890 og 1891-1910) trods en del kollegaers modstand mod den kvindelige arkivar.

Sammen med Kristian Erslev og William Christensen arbejdede hun på kildeudgaven Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis (1894–1912) samt en stor del af bind 3 i samleværket Folkenes Historie. Anna Hude brugte sit studie af den europæiske middelalder til at understøtte kvindesagen.

Drikfældighed blandt Landpostbudene. (Efterskrift til Politivennen)

I "Tidskrift for Postvæsen" Nr. 9 har en Postembedsmand rettet en Henvendelse til Publikum, der fortjener en almindeligere Udbredelse, end Tidsskriftet kan give den. Forf. har i sin Praxis i det sidste Aars Tid maattet afskedige tre Postbude paa Grund af Drikfældighed; om mindst det ene af disse kan han med Sikkerhed sige, at Publikum bærer Skylden. Der er næppe nogen, der under Udførelsen af sin daglige Dont kommer i nærmere Berøring med Befolkningen end Postbudet, og der er næppe nogen, som paa Grund af sit Arbejdes Krav til fysisk Styrke lettere bukker under for den Fristelse, der ligger i den øjeblikkelige, stimulerende Opmuntring ved Nydelsen af stærke Drikke, end Landpostbudet. Der bliver ofte budt ham 10-20 Snapse eller flere om Dagen. At dette i Længden kun kan virke skadeligt er indlysende; og Skylden ligger hos Befolkningen, der ikke har faaet Øjet op for den Skade, der voldes. Vi man anerkjende sit Postbuds Virksomhed, saa lad det ske ved Modtagelsen af Forsendelser, til Nytaar eller ved hvilken som helst anden Lejlighed; men byd ikke Brændevin.

(Morgenbladet (København) 22. oktober 1880).

To Gamle maa ikke sove sammen. (Efterskrift til Politivennen).

Højesteretsdom. Høiesteret paakjendte igaar følgende Justitssag angaaende Straffelovens § 178 (forargeligt Samliv). De Tiltalte, et Mandfolk og et Fruentimmer paa henholdsviis 62 og 58 Aar, havde i 1872 af Øvrigheden erholdt en Advarsel om at fjerne sig fra hinanden og vare tidligere tre Gange straffede for at have overtraadt dette Tilhold, hvorhos Mandfolket bl. A. endvidere i 1874 og 1875 to Gange har været straffet for Overtrædelse af et ham særligt givet Tilhold om ingensinde at tage Tilhold eller navnlig Natteophold i det Fattighuus, hvor Fruentimmeret dengang af Fattigvæsenet var indlagt. Til Trods for de de Tiltalte saaledes overgaaede Domme vare de ikke destomindre Begge som Fattiglemmer blevne indlagte i dette Fattighuus hvor der iøvrigt af Sogneraadet var anviist dem særskilte Beboelsesleiligheder, og de havde nu vedgaaet, at de undertiden havde tilbragt Natten sammen i det ham anviste Kammer. Overretten i Viborg fandt imidlertid, at da deres Ophold i det samme Fattighuus, skjøndt det i og for sig maatte ansees for at være uforeneligt med det dem givne Tilhold om at fjerne sig fra hinanden, som ufrivilligt ikke kunde tilregnes dem som en Overtrædelse af Tilholdet, kunde der efter Forholdets Natur ikke paalægges dem Strafansvar for det omhandlede Samliv, og Retten havde derfor frifundet dem for Actors tiltale.

Høiesteret kom derimod til det modsatte Resultat. Det hedder herom i Præmisserne til Dommerne: "Den Omstændighed, at der af Sogneraadet var anviist begge de Tiltalte Leiligheder i samme Fattighuus - hvilke iøvrigt ifølge de Høiesteret forelagte, efter den indankede Doms Afsigelse tilveiebragte Oplysninger vare beliggende i modsatte Ender af Fatlighuset, derhos forsynet med særskilte Indgange og uden nogen Forbindelse med hinanden -- kunde ikke give de Tiltalte Grund til at ansee det for straffrit at føre et saadant forargeligt Samkvem som det i Dommen fremstillede, hvorved de frivilligt handlede imod den dem af Amtet givne Advarsel om at fjerne sig fra hinanden. For dette deres Forhold ville de derfor ikke kunne undgaae at ansees efter Straffelovens § 178 Straffen findes at kunne bestemmes til simpelt Fængsel for hver i 8 Dage, hvorhos de ville have in solidum at udrede Actionens Omkostninger."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. oktober 1880. 2. udgave).