Tegneskolen for Kvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye Lokale aabnedes i Gaar med en Højtidelighed i Overværelse af en Del indbudte Herrer og Damer samt Skolens Lærere, Lærerinder og Elever. Efter at Eleverne havde sunget første Afdeling af en omdelt Sang af Fru Anna Winkel-Horn, holdt Skolens Stifter og Bestyrer, Arkitekt V. Klein, en Tale, hvori han gjorde Rede for en saadan Skoles Methode og Ejendommeligheder. Man maatte erindre, at Skolen var en Skole for Kunstflid, en Skole for Kunst og en Skole for Kvinder, men paa ingen Maade en Haandværksskole. Grænsen mellem Kunst og Haandværk var iøvrigt meget vanskelig at drage. Den dygtige Haandværker, som af egen Drift forbedrede og forskjønnede sit Arbejde istedenfor slavisk at følge det vedtagne, blev Kunstner. Det, der gjør Forskjellen er ikke "Hvad", men "Hvorledes" . Det, det gjaldt om, var at udvikle Sansen for Skjønhed og Sansen for Omhu i Arbejdets Udførelse. Desuden var der særlige Hensyn at tage, fordi det var en Skole for Kvinder. Man havde her, som paa de fleste andre Omraader i Livet gjort den Erfaring, at Kvinderne havde mest Sans for Enkelthederne, Mændene for Helheden. Det vilde være falsk at tvinge Kvinderne ind paa Mændenes Synsmaader; hvad man burde var at udvikle Kvindens Ejendommeligheder og igjennem en forstandig ledet Fordybelse i Enkelthederne bringe hende til at faa Syn for Helheden. Endelig fremhævede han hvilken Betydning en saadan Opdragelse i al Almindelighed havde for en Kvinde, selv om hun paa Grund af Ægteskab ikke i praktisk Henseende kom til at udøve den lærte Kunst. Kvindens store Taalmodighed og Udholdenhed giver hende et Fortrin for Manden, som bevirker, at der i Kunstindustrien vil findes Opgaver, som Manden har maattet lade ligge, og som det vil blive Kvindens Sag at løse. Til Slutning bragte han sin Tak for al mødt Sympathi og Hjælp fra Regering og Rigsdag, Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse, forskjellige Legatbestyrelser og endelig de Elever, der frivilligt havde dekoreret Skolens Modtagelsesværelse. Desværre kunde dette ikke endnu tages i Øjesyn.

Dernæst afsang Eleverne "en Hilsen til Arkitekt Klein og Frue fra Tegneskolens Elever", hvorefter Fru Klein tog Ordet og føjede sin Tak til sin Mands, til Elever og Lærere, til forskjellige, der havde hjulpet hende med Raad og Daad, til Forældrene, som havde vist Skolen Tillid, og endelig særligt til de Elever, der havde foræret den ovenomtalte Dekoration Hun vilde ønske, at den glade, festlige Stemning, der havde hersket, medens dette Arbejde stod paa, maatte overbringes til de nye Lokaler. Evner manglede det ingenlunde paa; hvad der maatte bekæmpes, var Fordomme og falske Forhaabninger. - Til Slutning blev anden Afdeling af Fru Winkel-Horns Sang afsunget.

.

Arkitekt Vilhelm Klein (1835-1913): København, Vestre Boulevard 10, 1881 - Tegneskolen for Kvinder. Blomstermaling. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skolens Arbejdslokaler ere paa tredje Sal og paa Kvisten, Resten af Ejendommen er til Udlejning. Paa tredie Sal findes el smukt ovalt Bibliotheksværelse, der tillige indeholder en fortræffelig lille Samling af moderne Kunstindustri, deriblandt enkelte meget kostbare Gjenstande. Ved Siden heraf er to lyse, rummelige Malerateliers. Hele Kvisten indtages af et eneste sammenhængende kolossalt Rum, der bruges til Tegnestue. Belysningen er prægtig, klar og mild, langs Vinduerne staa Tegnebordene saaledes, at alle Elever faa Lyset fra venstre Side, langs den modsatte Væg er anbragt en Række Skabe, indeholdende en righoldig Samling af Fortegninger af enhver Natur. Fra Bestyrerindens Katheder kan hele Lokalet overses. Bygningen, som er opført efter Tegning af Arkitekt Klein, har en smuk, anselig Facade med gode, store Forhold, ret fyldigt orneret med pudsede Led, Ornamenter og Emblemer.

(Morgenbladet (København) 15. september 1881).

Arkitekt Vilhelm Klein (1835-1913): København, Vestre Boulevard 10, 1881 - Tegneskolen for Kvinder. Tegning og maling efter levende model. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skibstømrerstrejke. (Efterskrift til Politivennen)

Skibstømrernes Strejke "Berl. Tid." har i Aftes modtaget nedenstaaende Skrivelse, hvilken vi gengiver her, da den nærmest maa betragtes som et Svar paa de her i Bladet af Skibstømrerne offentliggjorde Fremstillinger af Aarsagen til Strejken paa de forenede Oplagspladser og Værfter. Skrivelsen lyder saaledes:

Hr. Redaktør! Skønt vi som udtalt i vor Meddelelse i "Berl. Tid." den 23de Avgust ikke ønske at indlade os paa nogen Avispolemik angaaende den paa vore Værfter udbrudte Strejke, finde vi os dog foranledigede til at anmode Dem, Hr. Redaktør, om at optage en historisk Fremstilling af Gangen i hele dette Forhold mellem os og Skibstømrerne.

Det er nemlig tydeligt, at man af vor tidligere Meddelelse enten ikke har kunnet eller villet udfinde Sagens egentlige Kærne og det synes at skulle slaas fast i den almindelige Bevidsthed, at vi have vægret os ved at efterkomme en Opfordring om Undersøgelse af Kvartermand O. Hansens Forhold, for derefter at bedømme om Skibstømrernes Begæring om hans Afskedigelse var begrundet eller ikke.

Skibstømrerne har straks mødt med en Dom, der ikke kunde forandres ved nogen som helst Oplysning, vi maatte have eller kunde erholde, og denne have de fordret eksekveret. Det er altsaa et Spørgsmaal om Magten, man straks har opstillet, og dette vil forhaabentlig fremgaa af de nøgne Fakta, vi herved fremsætte.

Torsdag den 7de Juli tildelte Kvartermand O. Hansen den ved Skonnerten "Dagmar" arbejdende Tømmermand, Svend Nielsen, en Irettesættelse, fordi denne ikke havde udført sit Arbejde overensstemmende med del ham givne Paalæg; men herover følte Tømmermanden sig fornærmet og svarede Kvartermanden paa en upassende Maade. *)

Uden nogen som helst Anledning tog Tømmermanden derpaa sin Tømmerkiste og gik i Land, og da Værftsmesteren netop i samme Øjeblik kom til Stede og havde hørt begge Parters Fremstilling af det Passerede og at en Tømmermand, der havde overværet Ordskiftet, havde faaet en med O. Hansens aldeles overensstemmende Forklaring, forlangte han blot, at Tømmermanden skulde gøre Kvartermanden en Undskyldning, hvormed Sagen i saa Fald skulde være bilagt. Tømmermanden nægtede imidlertid at ville indgaa herpaa. Et Par af hans Kammerater henvendte sig senere til Værftsmesteren og forlangte, at han igen skulde tages i Arbejde om Fredagen, altsaa den følgende Dag, uden at gøre Kvartermanden nogen Undskyldning, men da Mesteren ikke kunde tilstede, al Skibstømrerne overhovedet ikke viste den tilbørlige Agtelse lige over for deres Foresatte, nægtede han at indgaa paa deres Forlangende, men lovede dog at tage ham i Arbejde igen den paafølgende Mandag, altsaa efter 2 Dages Forløb. Dette Svar af Mesteren tilfredsstillede imidlertid ikke de øvrige ved "Dagmar" arbejdende Skibstømrere, og saa vel om Fredagen som om Lørdagen gik Ingen i Arbejde ved nævnte Skib.

Et Udvalg af Skibstømrerne indfandt sig Lørdagen den 9de Juli i Selskabets Kontor, hvor de havde en Samtale med 2 af Bestyrelsens Medlemmer, men da deres Forlangende gik ud paa at faa Kvartermand O. Hansen fjernet fra hans Stilling, fik de det Svar, at skønt Sagen afgjort stillede sig til Fordel for Kvartermanden, vilde Bestyrelsen dog Intet foretage eller endeligt bestemme, forinden Direktørens Hjemkomst, som ventedes en af de første Dage, da Sagens Afgørelse laa i hans Haand.

Skibstømrerne opfordredes til at optage Arbejdet ved "Dagmar" igen, og der søgtes paa bedste Maade at overbevise dem om det Uberettigede i deres Forlangende. Skibstømrernes Udvalg erklærede imidlertid, at de Intet kunde afgøre, forinden de havde talt med deres Kammerater paa et Møde, der skulde afholdes samme Aften, og de tilstedeværende Bestyrelsesmedlemmer udtalte sluttelig, efter paany at have bedet dem betænke Følgerne af det Skridt, de havde gjort, at Bestyrelsen, hvis Arbejdet igen optoges, skulde gøre Alt, hvad den formaaede, for at Ro og Orden i Fremtiden kunde finde Sted, og at man vilde indestaa for, at Ingen skulde blive forurettet.

Om Mandagen den Ilte Juli mødte imidlertid ikke en eneste Mand paa Værfterne, hvorimod nogle enkelte Skibstømrere samme Dag henvendte sig til Værftsmesteren med den samme Anmodning, som tidligere var stillet til Bestyrelsen, nemlig om at faa Kvartermanden afskediget. Herpaa kunde han ikke gaa ind, men foreholdt dem fremdeles, hvor uklogt de handlede ved at stille et saadant Forlangende.

Tirsdag den 12te Juli optoges dog Arbejdet igen ved alle Skibene med Undtagelse af "Dagmar" , i det de ved dette Skib arbejdende Skibstømrere erklærede, at de først vilde afvente Direktørens Hjemkomst og forhandle med ham.

Disse Forhandlinger begyndte den paafølgende Torsdag den 14de Juli, men da Direktøren og 2de af Bestyrelsens Medlemmer, efter at have anstillet saa nøjagtige og upartiske Undersøgelser som muligt, i dette Tilfælde kun kunde betragte Kvartermandens Optræden lige over for den vedkommende Tømmermand som fuldstændig rigtig, saa fremkom der heller ikke noget andet Resultat af disse Forhandlinger.

Da Skibstømrerne fremdeles fastholdt deres Forlangende, blev det henstillet til dem at optage Arbejdet ved "Dagmar" og samtidig indgive en motiveret Klage til Bestyrelsen over O. Hansens øvrige formentlige Overgreb.

Arbejdet genoptoges dog ikke, hvorimod Klagen, der var undertegnet af et Udvalg af Skibstømrerne, indsendtes til os Fredag den 15de Juli. Herefter samledes hele Bestyrelsen Mandag den 18de Juli, hvor man vedtog at svare Udvalget i efterfølgende Skrivelse af 19de Juli:

(Her følger en Skrivelse til Skibstømrerne.) 

Onsdag den 20de Juli modloge vi en ny Skrivelse, denne Gang undertegnet af Bestyrelsen for Skibstømrerforeningen, hvori meddeltes, at Skibstømrerne paa et Møde den foregaaende Dag, enstemmig havde vedtaget ikke at ville arbejde under O. Hansen, hvorimod Arbejdet blev fortsat paa de andre Pladser og under de andre Kvartermænd.

Da vi imidlertid vidste, at de arbejdende Skibstømrere understøttede de Strejkende, var dette selvfølgelig et Forhold, der i Længden var uholdbart, og da "Dagmar"s Rhederi heller ikke kunde være tjent med at lade Skibet henligge halvfærdigt i en ubestemt Fremtid, besluttede Bestyrelsen paa et nyt Møde, der afholdtes den 22de Juli, at gøre et Forsøg paa at faa det fornødne Antal af de arbejdende Skibstømrere til at gaa i Abejde ved "Dagmar" under O. Hansen.

Forsøget blev da gjort Lørdag den 23de Juli paa den Maade, at vi ved vore andre Kvartermænd, dels lod hver enkelt Mand og dels lode Arbejderne i Holdvis anmode om at gaa i Arbejde ved nævnte Skib.

Det var naturligvis ikke Meningen, at alle Skibstømrere skulde have arbejdet ved "Dagmar", - naar et tilstrækkeligt Antal ingen Indvending havde gjort, vare selvfølgelig de Øvrige blevne henviste til andet Arbejde. "Resultatet af det gjorte Forsøg førte kun til, at Strejken blev almindelig overalt, idet Alle nægtede at gaa i Arbejde ved nævnte Skib.

Af det Foranførte vil det sos, paa hvilken Maade Arbejdsnedlæggelsen ved "Dagmar" fandt Sted, og skulle vi dertil kun føje det Faktum, at der ingensinde tidligere til Bestyrelsen er fremført nogen Klager over oftnævnte Kvartermand.

Spørgsmaalet drejer sig dog for os ikke om O. Hansens Forbliven i sin Stilling eller om hans Fjernelse ; derimod drejer det sig udelukkende om, hvorvidt Skibstømrerne overhovedet skulle kunne fremtvinge en Kvartermands eller en Kammerats Afskedigelse, eller om en saadan ikke fornuftigvis bør ske gennem de Overordnede, thi kunne saadanne Fordringer fremtvinges, vilde det være umuligt for vore andre Kvartermænd uden Frygt for at blive brødføde at udfylde deres Stilling paa en for Værfterne og Kunderne tilfredsstillende Maade.

Den samlede Bestyrelse for de forenede Oplagspladser og Værfter i København, den 30. Avgust 1881.

* * *

Det maa antages, at Skibstømrerne i Morgen her i Bladet vil give et Tilsvar til d'Hrr. Bestyrere. Red.

*) "Nu er jeg snart ked af at høre paa Deres Vrøvl".

(Social-Demokraten 2. september 1881)

Skibstømrerne har sejret.

Idet vi i Dag bringer den lige saa pludselige som glædelige Efterretning, at Skibstømrerne paa de forenede Værfter heldigt har gennemført deres Strejke, og at Arbejdet efter at Sandsynlighed vil blive genoptaget Tirsdag Morgen paa Pladserne, hvorfra Kvartermand Ole Hansen er fjernet, er det vor Overbevisning, at denne Tidende vil blive modtaget med Begejstring overalt, hvor den naar hen blandt Arbejderne, og at Enhver af de Tusinder, der paa forskellig Maade, ved moralsk og pekuniar Støtte, har bidraget til dette Resultat, vil hilse Sejren som var det deres egen, som gjaldt den dem selv personlig!

Sagen er bragt i Orden paa den Maade, at Kvartermand Ole Hansen har trukket sig tilbage. I en Skrivelse dateret den 2den September meddeler han de forenede Værfters Direktør sin Beslutning i saa Henseende. Skrivelsen lyder saaledes:

"Efter med Bekymring at have været Vidne til hvilken Vending den paa Værfterne udbrudte Strejke har taget, har jeg anset det for min Pligt, for derved at bidrage mit til at faa en Ende derpaa, frivillig at nedlægge min Stilling som Kvartermand og søge mig et andet Erhverv.

Ved at meddele Dem denne min Beslutning beder jeg Dem modtage min bedste Tak for den mig as Hr. Direktøren og Selskabets hele Bestyrelse viste Bistand og Beskyttelse.

Og tegner mig med Agtelse

Ole Hansen."

Samtidig med at dette Brev blev tilstillet Hr. Direktør Popp blev en Afskrift deraf sendt til Skibstømrerforeningens Lokale i Lille Torvegade med en saalydende Paaskrift:

"Af foranførte vil det saaledes ses, at min Person ikke længere er nogen Hindring for Arbejdets Genoptagelse paa Værfterne.

Ole Hansen."

Umiddelbart efter at Skibtømrerne havde modtaget denne Erklæring fra Hr. O. Hansen nedsatte de en Komité til at forhandle med Selskabets Direktion. I Gaar Formiddags fandt Sammenkomsten Sted, og Hr. Direktør Popp optraadte ved denne paa en særdeles human og imødekommende Maade. Han bekræftede, at det forholdt sig fuldstændig rigtig med Hensyn til, at Kvartermand Ole Hansen ikke længere var nogen Hindring for Arbejdets Genoptagelse paa Pladserne, og af hans Udtalelser fremgik det, at Arbejdet kunde genoptages fuldstændigt paa de tidligere Betingelser og uden at det, at Arbejderne havde strejket, paa nogen Maade vilde virke forstyrrende paa en Genoprettelse af det tidligere gode Forhold. Efter at have erholdt disse Tilsagn lovede Komitéen at bringe et Forslag om Arbejdets Genoptagelse for paa et Møde at samtlige strejkende Skibstømrere. Dette Møde afholdes i Eftermiddag i Skibstømrerforeningens lokale paa Kristianshavn.

Idet vi herved henlede Skibstømrernes Opmærksomhed paa dette Møde, skal vi, uden paa nogen Maade at pille foregribe deres eventuelle Beslutning, kun tillade os at formene, at der fornuftigvis ikke vil kunne blive Tale om andet end at erklære strejken for endt med et sejrrigt Resultat, og for saa vidt tor man allerede nu paa Forhaand lykønske Skibstømrerne til Udfaldet af deres heltemodige og energisk Kamp, en Lykønskning, som vi her paa det Hjerteligste bringer dem!

Det er Skibstømrernes Hensigt, naar alt er endeligt ordnet paa Mødet i Eftermiddag, da at samles med den Komité af Repræsentanter for forskellige Fag, der nedsattes ved Strejkens Begyndelse, og som har bidraget saa mægtigt til at vække alle Arbejderes Interesse for dem og deres Kamp. Dette Møde vil, som det fremgaar af ovenstaaende Indbydelse, finde Sted Tirsdag Aften i Forsamlingsbygningen. Det er Skibstømrernes Hensigt dér at udtale deres Tak for den ydede støtte samt at meddele de nærmere Omstændigheder ved Strejkens Afslutning og træffe Bestemmelse om et offenligt Arbejdermøde.

Det er jo nemlig saaledes, at naar Skibstømrerne i dette Øjeblik staar med Sejren i Hænde, da er lette Maal kun naaet ved de Tusinder as Arbejderes Hjælp, som i Kampen er gaaet Haand i Haand med de Strejkende. Ikke alene det betydelige Pengebidrag, som Arbejderne har ydet, men ogsaa den Sympati, de har vist Sagen, har virket styrkende og støttende og har bidraget til, at ikke en Mand af de Strejkende har svigtet, og at ikke en Eneste har tabt Modet. For denne Tilslutning er det at Skibstømrerne føler Trang til at takke hver enkelt af deres Tusinder af Venner, derfor afholdes dette offentlige Møde en af de nærmeste Aftener, og saa stor er vist Glæden blandt Alle, at Ingen, der kan komme til Stede, vil undslaa sig for at møde og modtage skibstømrernes Tak.

(Social-Demokraten 4. september 1881)

Hans Krügers Eftermæle. (Efterskrift til Politivennen)

"Boss. Zeit." bringer følgende Brev fra Slesvig: Sorgen over Hans Andersen Krügers Død er almindelig og dyb i Nordslesvig. Store politiske Gjerninger knytte sig ikke til denne Mands Navn, endnu mindre Resultater. Men han har været en tro Stridsmand, der kun har kæmpet for den Sag, til hvis Tjeneste han havde stillet sig hans Bestræbelse har ligesom Laurids Schou's og R. Lorenzens været rettet paa at vække og udvikle Tanken om national Bevidsthed hos de dansktalende Nordslesvigere. Til ind i Trediverne var det dansktalende Nordslesvigs Program: "Vi ville vedblive at være, hvad vi er", nemlig Slesvigere. Krüger har givet dette Ord den bekjendte nye Form: "Vi ere danske og ville vedblive at være danske", og med en sjælden Endrægtighed have Nordslesvigerne antaget deres Førers nye Program. Det blev knust i sin politiske Betydning ved Hertugdømmernes Adskillelse fra Danmark, men Krüger har som en ægte Karakter holdt sig paa den tabte Post til sin Død. "Nordslesvigs levende Protest" bæres nu til Graven, og instinktmæssig føler det dygtige Bondefolk ved Kongeaaen, at den nationale Danskheds Idee er hjemfalden til samme Skjæbne. Krüger var sin Hjemstavns ægte Søn. Han har aldrig villet være andet end Bonde. Og han har været stolt af sin Bondestand, saa havde han Ret dertil, thi den var af en dygtig Slags, som overhovedet Nordslesvig aldrig har lidt under Adelens fordærvelige Herredømme. I umindelige Tider have de nordslesvigske Bønder været fri og uafhængige Mænd. Denne deres Fortid har haft en meget mærkelig Indflydelse paa disse Menneskers Maade at være paa, Krüger var en ægte typisk Repræsentant for hele Arten. Ingen stor aandelig Begavelse, men Karakterfasthed og sund Dømmekraft vare egne for ham. Han selv var en stille, beskeden Mand. Uden nogen som helst Agitation eller Blændværk har han vundet sine Landsmands Tillid. Han vilde intet for sig selv, og hans Troskab var saa ren som Guld. Krügers Politik var ulykkelig, efter vor Anskuelse ogsaa urigtig, vi have altid af al Magt bekæmpet den. Men denne ligefremme, uegennyttige Mands Dyder fortjener ogsaa Anerkjendelse af hans politiske Modstandere, og vi yde den gjærne til denne danskeste forhenværende "Vertreter des ganzen deutschen Volkes.

(Morgenbladet (København) 2. september 1881).

Hans Andresen Krüger. Illustreret Tidende 1146, 11. september 1881.

Anders Vilhelm Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

En uheldig Tyv. En svensk Malersvend, Anders Vilhelm Andersson, ankom i Slutningen af Mai dette Aar her til Staden for at see Leilighed til at stjæle, uagtet han næppe trængte til Penge, da han senere ved sin Anholdelse fandtes i Besiddelse baade af 34 Kr. og flere Gjenstande, der ikke vare uden Vaærdi. Han hjemsøgte navnlig flere Eiendomme i Store Kongensgade, bl. A. Nr. 141, hvor han prøvede, om Døren til en Leilighid paa 1ste Sal var aaflaaset, men da dette ikke var Tilfældet, forlod han atter Huset, efter at have lagt Mærke til Navnet paa en af Dørpladerne. Nogle Dage efter gik han paany ind i samme Eiendom og i 3 andre Eiendomme i Store Kongensgade. I en af disse fandt han paa Karmen over Døren, som fører sra Forstuen ud til Gaden, en Nøgle, med hvilken han aabnede en Kjøkkendør, og fra Kjøkkenet kom han ved Hjælp af en anden Nøgle, han fandt hængende paa et Søm, ind i et Værelse. Her forefandt han dog Intet, han fandt værd at stjæle, og han blev desuden overrasket af en af Leiltighedens Beboere, hvorfor han fjernede sig, efterat have opgivet Navnet paa en Person, hvem han foregav at have villet opsøge. I en anden Eiendom lukkede han sig ligeledes ind i et Kjøkken ved Hjælp af en Nøgle, der lang i Nærheden af Døren, men ogsaa her mødte han Leierinden og maatte gaae bort med uforrettet Sag, efterat have givet det Udseende af, at han søgte den samme Person, han tidligere havde opgivet. Han opgav overalt, hvor han kom hen, det samme Navn paa den Person han søgte, og betegnede ham som Lieutenant K. Da han under et Forsøg paa at trænge ind i den Leilighed, hvor Lieutenant K. boede, og efterat have fundet Kjøkkendøren aaben, var kommen ind i en Corridor, mødte han Lientenantens Hustru, der spurgte ham, hvad han vilde; da han ikke vovede her at spørge efter Lieutenant K., spurgte han efter Malermester K., og det lykkedes ham herved at slippe bort uden at blive anholdt, men ogsaa uden at erholde nogen Udbytte af sin Expedition. Knn eet Sted lykkedes det ham baade at finde Døren til Leiiigheden uaflaaset og Værelset tomt; her tilvendte han sig en Pung, vurderet til 50 Øre, og indeholdende 3 a 4 Kr. og to Lodsedler. Den 31te Mai reiste Andersson til Malmø og kom den 2den Juni tilbage hertil Staden med Dampskibet "Ellida", med hvilket han agtede at reise til Goteborg, hvortil han havde gjennemgaaende Billet. Efter Dampskibets Ankomst gik han iland og begav sig atter til Store Kongensgade, hvor han forsøgte at aabne en afiaaset Dør til en Leilighed i Stueetagen ved at trykke Laasens Rigler tilbage med Bladet af en Kniv. I Kjøkkenet opholdt sig imidlertid Leierens Hustru, som, da hun hørte Nogen kradse ved Dørlaasen og havde hørt Tale om, at en formeentlig Tyv jevnlig spurgte efter Lieutenant K., listede sig hen og lukkede Døren rask op. Andersson blev overrasket og foregav, uden at ane Uraad, at han søgte efter Lieutenant K. Leierinden svarede, at han jo godt vidste, at Lieutenant K. ikke boede der, og forlangte, at Andersson skulde gaae strax. Han gik ogsaa, men ikke længere bort end til Gangen i Nabohuset, hvor han ved den omtalte Kones Foranstaltning blev anholdt. Ved Criminalrettens Dom blev Arrestanten anseet med Forbedringshunsarbeide i 8 Maaneder samt dømt til efter udstaaet Straf at udbringes af Riget.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. august 1881. 2. udgave).

“Anders Vilh. Andersson. /: Indbrudstyv :/ 296”. Fotograf: “Rosalie Sjöman, Fotografi Atelier Etablerad 1864, 6 Regeringsgatan 6, Stockholm”. [1880]. Et andet foto har teksten: “Anders Vilhelm Anderson, 25 Aar, Maler; str: med 8 M. Forbdh. For grovt Tyveri og udført af Riget 2/3 82. Gen. Bl. 1961. 338.III”. [1881/1882]. Geneaologisk Forlag.

Vagabondvæsenet. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Indbydelse af flere danske Politimestre holdtes i Formiddags paa Universitetet et Møde, paa hvilket den tiltagende Vagabondering var Gjenstand for Discussion.

Byfoged Sager fra Rudkjøbing indledede Forhandlingen. Han bemærkede, at Vagabondagen nu var bleven et saa stort Onde, at det formeentlig ikke længe kunde gaae. "Haandværkssvend" var blevet et mere ubestemt Begreb end tidligere; man havde nu langt flere Medhjælpere i de forskjellige Industrigrene end tidligere, og som Følge deraf var "Bundfaldet" ogsaa blevet talrigere. Dertil kom, at der nutildags i Modsætning til fordum ogsaa var mange Haandværksmestre paa Landet, og dette gav Anledning til, at mange Haandværkssvende kunde vandre omkring uden Politiets Kundskab. Fattigarbeidsanstalterne voxede, hvad ogsaa var et Moment, som kom i Betragtning i denne Sammenhæng; ogsaa derved tog Vagabondagen til. Hvorledes kunde denne nu modvirkes? Taleren henstillede i saa Henseende følgende Forslag: Straffeloven bør strengt overholdes, og Tvangshuusarbeide bør fortrinsviis anvendes, navnlig i Gjentagelsestilfælde. Samvirken mellem Politiøvrighederne bør udvikles ved gjensidige Meddelelser om de Paagjældendes Reiserouter. De Landjurisdictioner, der ikke ere forbundne med Kjøbstædernes Politibestyrelser, bør optages i denne Samvirken. Landpolitiets Styrke bør forøges, navnlig ved Opfriskningen af Oldermændenes Forpligtelse med Hensyn til Betleres Anholdelse, og ved fornøden Forstørrelse af Amtspolitiofficianternes Tal. Hjemskrivning eller Hjemsendelse til Forsørgelsescommunen bør saameget som muligt anvendes. En Centralcontrol bør indsættes i Kjøbenhavn, saa at der samles fuldstændigere Oplysninger om de Personer, der i de sidste fem Aar ere straffede for Betleri og Løsgjængeri, og at dertil indsendes for ethvert fremtidigt Tilfælde Meddelelse om det Fremkomne, navnlig Domsudskrifter. Politiefterretninger bør indeholde Fortegnelse over de Paagjældende med deres Alder m. m.

Byfoged Oldenborg bekræftede Sagers Bemærkning om, at Vagabonderingen i de senere Aar havde taget Overhaand, og Spørgsmaalet egnede sig derfor i høi Grad til at paakalde det Offentliges Opmærksomhed. Her var forøvrigt ikke blot Tale om de omreisende Haandværkssvende, men ogsaa f. Ex. om de omreisende Uldhandlere, i Henseende til hvilke man formentlig havde taget feil, naar man i Folkethinget for et Aarstid siden under en Discussion havde udtalt, at der her var Tale om at gribe hindrende ind i Befolkningens Huusflidsvirksomhed. Taleren kunde i Meget slutte sig til Byfoged Sager, saaledes bl. A. til en Bemærkning af denne, der gik ud paa, at den Bespisning af reisende Haandværkssvende, som nu fandt Sled i Kjøbstæder, bidrog Sit til den tiltagende Vagabondering. Han omtalte dernæst Sagers Forslag om Oprettelsen af et Centralbureau i Kjøbenhavn, ved hvilket bl. A. alle straffede Personer indregistreredes. Denne Tanke var bleven bragt til Udførelse i forskjellige af Europas Hovedstæder, hvorom Taleren gav nærmere Oplysninger. Han ansaae en saadan Foranstaltning for at være af stor praktisk Betydning.

Herredsfoged Jørgensen havde som Embedsmand i Byen Slesvig tidlig havt Lejlighed til at vinde Erfaring om det her reiste Spørgsmaal; thi Tydskerne vare som bekjendt det meest vandrelystne Folk af alle, og fra Tydskland vandrede jo særdeles mange Haandværkssvende herind. Han henstillede, om det ikke vilde være praktisk rigtigt at nedsætte et Udvalg til Sagens videre Bearbejdelse. Sagers Tanke om at gjenoplive den gamle Oldermandsinstitution ansaae han for uheldig og umulig. Hvad Sognefogederne angik, da havde de aldrig kunnet henregnes til det egentlige Politi og vilde aldrig blive det; de manglede nemlig det moralske Mod, der hørte til en saadan Stilling. De Bønder, som vare Sognefogeder, havde ikke Mod til at angive deres Kammerater, ligesom Bondestanden i det Hele var for lidet udviklet og havde for liden selvstændig Mening til at kunne løse en saadan Opgave som den at være Politi. Af en af Sager fremsat Bemærkning tog Taleren Anledning til at yttre, at det var det Billigste for en Commune at behandle sine Fattige godt; men fra Communernes Side vistes der ofte den yderste Grad af Haardhed imod de Fattige. I saa Henseende oplyste Taleren, at der i en Commune paa Fyen var for nogen Tid siden død et 74 aarigt kvindeligt Fattighuuslem som Følge af den Masse Utøi, hvormed Fattighuset var befængt. Arbejdsanstalterne paa Landet ansaae han for en beklagelig Smitte, der siden 1864 havde udbredt sig i Landet. Man havde med fuldstændig Uret sagt, at denne Smitte skrev sig fra Slesvig. Disse Anstalter vare blevne en Dovenskabens Hovedpude for Sogneraadene, der ved Hjælp af dem skubbede det energiske Arbeide for de Fattige fra sig og det Ansvar, de burde bære paa dette Punkt. Disse Anstalter vare en Ukrudtsfocus af den sørgeligste Art, hvor de meest værdige og de meest uværdige Personer blandedes sammen. Roden til det heromhandlede Onde var først og fremmest et daarligt Fattigvæsen samt den charakteerløse Deel af Befolkningen, som f. Ex. var altfor villig til at give Vagabonderne Snapse. Der var Arbeidsanstalter, som vare saaledes organiserede, at man havde Interesse af, at de Fattige snarest muligt vendte tilbage til dem. Det var uheldigt, at Arrestforvarerne tillige ofte vare Hotelværter, thi de havde som saadanne Interesse af, at de Paagjældende vendte tilbage til Tvangsarbeidsanstalten. Alt var indrettet paa at holde disse ulykkelige Mennesker nede, saa at det var ligefrem umuligt for dem at reise sig paany. Her var derfor et stort socialt Onde, som det gjaldt om at raade Bod paa. Taleren bemærkede dernæst, at Politimestrene selv ogsaa bare deres Deel af Skylden for den tiltagende Vagabonderen. Blandt Andet henledede han Opmærksomheden paa, at de Efterlysninger, som fandt Sled i "Politiefterretninger" altfor ofte gjordes ganske forgjæves. Politiet i Danmark var gjennemgaaende slet.

Byfoged Friis (Skjelskør): De gjældende Regler om Hjemsendelse og Hjemskrivning trængte i høi Grad til Revision og Codification; der trængtes dernæst i høi Grad til en Lov om danske Svende, der kunde supplere Loven vedrørende fremmede Svende. Borgmester Scholten (Frederiksborg) ansaae Arbeidsanstalter i og for sig for en gavnlig Institution ; men den var uheldigviis ikke benyttet paa rette Maade. Uden videre at henvise alle Fattige til disse Anstalter var baade i høi Grad inhumant og i høi Grad uøkonomisk. Kun de, der notorisk hverken kunde eller vilde hjælpe sig selv, burde henvises til Arbejdsanstalten, og bestyredes denne humant, var det en meget god Institution. Taleren havde i sin meget vanskelige Jurisdiktion havt rig Leilighed til at gjøre Erfaringer desangaaendc. Med Vagabonderingen fik man ikke Bugt, førend man sluttede sig sammen for Alvor.

Byfoged Oldenburg fandt det rigtigt at nedlægge en bestemt Indsigelse imod det Total billede af Fattigvæsenets og af Politiets Tilstand heri Landet, som Herredsfoged Jørgensen havde givet. Til denne Indsigelse syntes Forsamlingen i det Hele at slutte sig.

Herredsfoged Krarup (Hammerum Herred) gav nærmere Oplysninger om den Uldvarefabrication, der fandt Sted i Hammerum Herred. Der var her ikke Tale om nogen Huusflid, thi Varerne fabrikeredes paa Maskiner; dog kunde det heller ikke kaldes Fabriksvirksomhed. Naar Uldhandlerne sagde, at de ikke vidste, hvor de havde kiøbt Uldvarerne, da løi de; de vidste godt, at de havde kjøbt dem i Hammerum.

Derpaa afsluttedes Diskussionen med Vedtagelsen af et af Sager stillet Forslag om Nedsættelsen af et Udvalg, bestaaende af 4 Politimestre for de 4 Hovedlandsdele. Valgte bleve Byfoged Schørring (Kolding), Byfoged Brückcr (Nakskov), Byfoged Oldenburg (Odense) og Birkedommer Brun (Gisselfeld).

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. august 1881. 2. udgave).

Vagabonderiet.

Medens Juristernes Aristokrati fra de tre nordiske Lande holder Kongres i København, og Sexa paa Vodroflund, og indbydes til Taffel hos Kronprinsregenten, har en Del danske Politimestre, der vel kan betegnes, om ikke just som det juridiske Demokrati, saa dog som dets Mellemklasse, i Lørdags holdt et Møde paa Universitetet for at forhandle om Vagabondvæsenet.

Mødets Indbyder var Byfoged Sager fra Rudkøbing.

Førend vi kommer nærmere ind paa denne i flere Henseender betydningsfulde Forhandling, vil vi forudskikke en Bemærkning.

Enhver, der har gjort sig den Ulejlighed at iagttage vort Standpunkt, vil vide, at vi ikke tager Dovenskaben og Drivelysten i Forsvar.Vi ere ikke blinde for, at der gives Individer, som foretrække at friste en kummerlig Tilværelse ved idelig og altid at appellere til deres Medmenneskers Medlidenhed fremfor at arbejde, og ligefaa vist som vi hævder Menneskets Ret til Arbejde, ligesaa vist anser vi det for Enhvers Pligt at arbejde, naar Betingelserne for at arbejde er til Stede. 

Det er altsaa ikke vor Hensigt at tage Vagabondvæsenet i sin Almindelighed i Forsvar.

Men paa det omtalte Møde har man paa en underlig begrebsforvirrende Maade slaaet Haandværkssvendene sammen med Vagabonderne, og det er mod dette paatvungne Kompagniskab, at vi paa Håndværkssvendenes Vegne vil nedlægge en alvorlig Protest.

Heldigvis var Politimestrenes Vagabondmøde ikke Sagens sidste Instans; det var kun Begyndelsen til Noget, som kan blive til hvad det flal, som man siger; og det er derfor ikke for sent at give sin Skilling med i Laget. Det var dog tænkeligt, at en eller flere af de "praktiske" Politimænd kunde tage saa meget Hensyn til vor Protest, at de vilde indse, at det ikke gaar an saadan uden videre at stemple Landets tilkommende Vælgere og Borgere, - ikke at tale om Forsvarere! - som Vagabonder.

Det var Indbyderen, Hr. Herredsfoged Sager, som i sit Indledningsforedrag tilkendegav en saa stærk Frygt for, at Vagabonderingen skulde vokse ham over Hovedet, at han ikke vidste bedre end at slaa Vagabonder og Håndværkssvende sammen i ét Begreb. "Haandværkssvend" var blevet et mere "ubestemt Begreb" end tidligere, paastod han. De tiltagende forskellige Industrigrene var Skyld deri, thi de affødte langt flere Medhjælpere.

Hr. Sagers Mening synes at være den, at saa længe de forskellige Haandværk kun bestod af en halv Snes Fag eller saa, saa kunde Politiet nok finde sig i, at de rejsende Svende gik fra By til By for at søge Arbejde, men nu, da Industrien og Haandværket har flere end dobbelt saa mange Grene, hvorfra Fagenes ledige Arbejdere tvinges til at søge andet Steds hen, saa bliver de til "ubestemte Begreber", som Hr. Sager for Nemhedens Skyld kalder Vagabonder!

Det var ellers en nydelig Slutning!

Hr. Sager kan heller ikke finde sig i, at Svendene, naar de har vandret en By igennem uden at faa det ønskede Arbejde, da søger ud til Landet, hvor der "nutildags i Modsætning til fordum" er mange Haandværksmestre, og hvor Svendene kan "vandre om uden Politiets Kundskab".

Nej, Svendene skal være gaa f. Eks. fra Roskilde, hvor de er viseret, til Ringsted for at blive viseret, og de skal lade være at løbe om til de mange Mestre paa Landet, hvor Politiet ingen "Kundskab" har om dem.

Antræffes Svendene uden for den lige Vej til Ringsted, saa er de "Vagabonder", og for den Slags Folk har Hr. Sager Tvangsarbejde og Straffeloven, som strængt bør overholdes, medens Tvangsarbejde fortrinsvis bør anvendes.

Den ærede Politimester synes at ræsonnere som saa: Naar Haandværkssvendene rejser, saa rejser de for at viseres, hvad skulde de ellers med Vandrebog. Dette Ræsonnement minder om Underofficeren, der indprentede Rekruten, at Tommelfingrens eneste Bestemmelse var den at ligge langs Bukselinningen!

Man skulde synes, at det maatte være en lovlig Sag, at en Svend søger Arbejde paa Landet, naar han ikke kan saa Beskæftigelse i Byen, men det lader til, at Hr. Sager er af en anden Mening.

Hr. Sager foretrækker at sende Svendene hjem igen til Forsørgelseskommunen. At de forlod denne, fordi der var Arbejdsløshed, kommer ikke ham ved.

Da i de sidste Vintre mange Købstæder enedes om at afhjælpe den største Nød blandt de rejsende Svende ved at give dem et Maaltid Middagsmad og nogle Øre i Tærepenge, da vandt denne smukke Handling baade Tilslutning og Bifald, ligesom den ydede Hjælp sikkert paaskønnedes med Taknemmelighed af dem, der nød godt af denne Foranstaltning, men nu kommer baade Hr. Sager og Hr. Politimester Oldenburg (Odense) og siger, at "den Bespisning af rejsende Haandværkssvende, som nu fandt Sted i Købstæderne, bidrager til den tiltagende Vagabondering"; den sidste sagde tillige, at "det saa ud til, at der var en stigende Ulyst til fast Arbejde."

De Herrer Politimestre maa uden Tvivl anse det for et sandt Herreliv. saadan at vandre fra By til By for at faa et Maaltid Mad og nogle Øre, og paa Landevejen hvert øjeblik at blive anholdt som "Vagabond"! Bare de Herrer en Gang vilde gøre en lille Rejse "paa Professionen". Vi er overbevist om. al de vilde komme til at sande, at det Liv kan ikke friste nogen Haandværkssvend, selv om han hører til det "ubestemte Begreb", og at, naar han desuagtet foretager en slig "Rejse", det da er den haardeste Nødvendighed, der tvinger ham dertil. Men hans Nød og Fattigdom berettiger ikke Nogen, selv ikke en Politimester, til at sætte ham i Klasse med Forbrydere og Vagabonder. Og kun saadanne har man Lov til at true med Straffeloven og med Tvangsarbejde!

Det er i det Hele mærkelige Midler, som de Herrer Politimestre anbefale for at hindre "Vagabondagen", som de kalder den.

Det er ikke nok, at hele Straffeloven og Tvangshuset skal ramme og rumme de Formastelige, som søger deres Erhverv ude i Landet, naar deres egen "Forsørgelseskommune" ikke har Brug for deres Arbejdskraft, og de endnu har saamegen Æresfølelse, at de undser sig for at gaa ud til Ladegaarden og slaa de "tre Slag" paa Porten, og altsaa har begivet sig paa "Rejsen". Har disse Ulykkelige Gnist af Skamfølelse tilbage, saa skal det af Hr. Sager & Komp. anbefalede System snart udslukke den aldeles. De skal jages og sultes ud as Byerne, og ude paa Landet maa de ikke søge Arbejde. For saa kommer de i Tvangshuset! For at undgaa slig Medfart vil sagtens de Fleste spare "Rejsen" og gaa direkte til Ladegaarden, hvis de ikke i deres Fortvivlelse griber til det, der er værre!

Om nu de Herrer Politimestre anser det for mere heldigt, at en Haandværkssvend gaar straks til Ladegaarden og dermed kvæler den Rest af Selvstændighedsfølelse og Selvagtelse , som tølperagtige Arbejdsgivere og stupide Avtoritetsmennesker har levnet ham, i Stedet for at forsøge i Provinserne og paa Landet, om Arbejde mulig er at saa, - det vil vi lade dem og deres Samvittighed om!

Forhaabentlig vil der paa det Møde af Politimestre, som den i Lørdags valgte Komite skal: forberede, fremkomme Tanker og Forstag, som tage mere Hensyn til de rejsende Haandværkssvendes virkelige Tarv, end sket er paa det her omtalte foreløbige Møde, hvor man efter vor bestemte Mening har paa en temmelig letsindig Maade blande: den fattige rejsende, arbejdsvillige Haandværkssvend sammen med det "Bundfald", som syntes at være Skyld i, at nogle af de Herrer Politimestre har faaet et saa forplumret Syn paa de rejsende Svende i Almindelighed.

(Social-Demokraten 30. august 1881).