Hustrumishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom i en Sag om Mishandling af sin Hustru. Under denne af Høiesteret igaar paakjendte, imod en Indsidder for nævnte Forhold anlagte Sag, havde hans Hustru forklaret, at hendes Mand i de senere Aar mange Gange i beruset Tilstand havde slaaet hende, og at han navnlig en Dag for omtrent et Aar siden slog hende saaledes, at hun fik et blaat Øie. Siden den Tid har han flere Gange mishandlet hende med Slag og navnlig en Dag tort for sidste Junk givet hende en slem Medfart, i hvilken Anledning han en Nat var under Anholdelse. Denne Anholdelse kunde han ikke glemme, og navnlig blev han, efterat have sviret Aftenen forud, om Morgenen den 9de Marts d. A. næsten ustyrlig af ærgrelse over Anholdelsen, sprang i det blotte Linned op af sin Seng, greb sin Hustru i hendes Klæder og slog hende med knyttet Haand i Ansigt og Hoved. Derhos stødte han hende, der var høist frugtsommelig, to Gange i Underlivet og vedblev at slaae hende, uagtet hun ingensomhelst Anledning havde givet ham dertil og uagtet hun tiggede og bad om Skaansel, indtil hun saae Leilighed til at undvige.

Konen havde efter en under Sagen fremlagt Lægeerklæring faaet forskjellige Læsioner, men disse vilde efter Lægens Mening ikke efterlade skadelige Følger, og efter hendes egen Forklaring i et Forhør den ,5te April, havde hun ikke længer nogensomhelst Meen af den imod hende udøvede Vold.

Tiltalte havde nu ogsaa erkjendt, at han i de sidste 5 Aar oftere har pryglet sin Hustru, og at han navnlig ogsaa har gjort det den 9de Marts, men han havde benægtet, at han ved den sidstnævnte Leilighed har stødt hende i Underlivet - hvad heller ikke imod hans Benægtelse er beviist - eller at han overhovedet ved denne Leilighed har tilføiet hende andre Mishandlinger, end at han har givet hende to Slag paa Kinden med den flade Haand. Han havde imidlertid erkjendt, at de paagjældende i Lægeerklæringen anførte Læsioner kunde være tilføiede ved de Slag, han havde givet hende, hvorhos han havde indrømmet, at han ikke den 9de Marts var beskjænket i høiere Grad, end at han godt vidste hvad han foretog sig. Hans Hustru er iøvrigt i en for Overretten fremlagt Skrivelse gaaet i Forbøn for sin Mand.

Tiltalte, der er 40 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, var ved de foregaaende Instantsers Domme anseet med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. Højesteret skjærpede Straffen til lige Fængsel i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1881).

Brandøvelse i Kalundborg. (Efterskrift til Politivennen)

I Tirsdags blev der holdt Sprøjteprøve i Kallundborg. Mandskabets Holdning var ypperlig, skriver en Brandmand i Kallundb. Dagbl., og ved at se ud over den talrige Arme, fik man uvilkaarlig en betryggende Følelse af, at en ordenlig Ildløs er en Umulighed i Kalundborg. Med en saadan Styrke kunde man rive hele Byen ned, før den kunde faa Tid til at brænde. For at gjøre noget, øvede vi os i at sprøjte imod Vinden; det var en Kamp mellem Vinden og Vandet, og den første sejrede. Hvad der særlig bør roses ved Sprøjterne er Betjeningen. Der hører nemlig omtrent hundrede Mand til hver Sprøjte, og at der med en saadan Betjening kan udrettes noget extraordinært, tør der selvfølgelig ikke tvivles om. Noget extraardionært udrettede vi dog ikke i Gaar, det gjemmer vi, til en ordenlig Ildløs en Gang prøver at vise sig; i Gaar mønstrede vi os kun. Befalingsmændene talte de menige op og saa meget dybsindig i Protokollerne, om det passede, hvad det naturligvis ikke gjorde. Sprøjterne - vi har ikke mindre end to store og en lille - bleve befundne at være saa som saa. Der kunde i alt Fald sprøjtes med dem, og selv om Straalen er mindre kraftig, kan dette jo i paakommende Tilfælde rettes ved, at Straalemesteren gaar hel hen til Ilden, han skal slukke. Nogle Smaareparationer kunne imidlertid nok være ønskelige, f. Ex. nye Pumpeværker og nye Slanger og maaske lidt mere nyt af en eller anden Slags. Man vil jo ogsaa vide, at Sprøjterne allerede havde gennemgaaet en lille Kassation, før de for mange Aar siden kom her til Byen som nye, saa et og andet kunde der maaske nok være at ændre. Men bortset fra saadanne Smaating var det hele ypperligt. I to Timer stod vi og saa paa hverandre og paa Vandtønderne og tilsidst paa Sprøjterne, der støvregnede tilbage over Pumperne; og derpaa traadte vi af og gik hjem med den Overbevisning, at hvordan det end stod sig med Sprøjterne, koldt var der paa Havnepladsen.

(Morgenposten 7. oktober 1881).

Lærlingehjemmet. (Efterskrift til Politivennen).

"Lærlingehjemmet". Da Rigsdagen ved Lov af 1857 vedtog, at den ældre Næringslovgivning skulde træde ud af Kraft 5 Aar efter, altsaa 1862, var der mange af de ældre, erfarne Haandværkere, der rystede paa Hovedet og meentt, at det vilde være meget betænkeligt for Haandværkerstanden, naar hele den gamle Ordning med Eet blev kastet overende. Det viste sig ogsaa snart. En Opløsningstilstand indtraadte, hvor navnlig Forholdet mellem Mester og Lærling blev saa løst som vel muligt. Drengene løb fra Mestrene, og den ene Mester tog gierne den andens Dreng, naar denne blot kunde bestille lidt. Drengene brøde sig ikke om indgaaede Forpligtelser og forlode deres Tjeneste, og Mestrene kunde ikke godt faae nogen Ret over Drengene, da man som oftest ingen Contract bruste oprettet. At dette i høieste Grad var demoraliserende for Lærlingene og gjorde dem lidet skikkede til i Tidens Løb selv at uddanne Lærlinge, er indlysende. Da traadte Malermester Vilh. Schiønning frem med en Plan om Dannelsen af en Forening, som skulde uddanne Lærlinge, hvilken Plan tiltraadtes af flere Mænd, saaledes at "Foreningen til Lærlinges Uddannelse i Haandværk og Industri" den 17de Novbr. 1874 dannedes. Den maatte i Begyndelsen kjæmpe endeel for sin Tilværelse, men tog snart under sin nuværende Formand, Hofmeubelfabrikant Larsens energiske Ledelse et stærkt Opsving og spredte sig ved Oprettelsen af Filialer over hele Landet, saaledes at den nu alene for Kjøbenhavns Vedkommende tæller 1100 Medlemmer og 6-700 Lærlinge.

Det blev snart klart for Bestyrelsen, at et væsentligt Middel til Opgavens Gjennemførelse vilde være Oprettelsen af et Lærlinge-, Pleie- samt et Arbeiderhiem, og for at tilveiebringe de hertil nødvendige Pengemidler, henvendte Bestyrelsens Formand sig til de paagjældende Ministre, Finantsminister Estrup og Justitsminister Nellemann, om at erholde Bevilling til at drive et Lotteri til Fordeel for en slig Stiftelse. Denne Anmodning blev mødt med den største Beredvillighed, og meget hurtigt erhvervedes der allerhøieste Bemyndigelse til Lotteriets Oprettelse. Efterat Commerceraad J. W. Heyman havde tilbudt at stille den nødvendige Caution, lykkedes det snart at skaffe den fornødne Capital tilveje. Da Lotteriet efter faa Aars Virksomhed havde opsparet ca. 100,000 Kr., meente Bestyrelsen, at Tiden var kommen til at bygge Lærlingehjemmet, og et Udvalg blev derfor nedsat med Borgmester, Etatsraad Knudsen som Formand. Efter mange Overvejelser og Overslag overdroges det til Architekt Georg Møller at udarbeide den Plan, hvorefter Lærlingehjemmet nu er under Opførelse.

Lærlingehjemmet bygges paa en Grund, som er kjøbt af Etatsraad Blom, Nørresøgade 9. Det er bestemt til at skulle optage forældreløse, fattige Lærlinge eller Lærlinge, som leve under ulykkelige Forhold i Hjemmet. Foreløbig er Antallet sat til 100 Lærlinge, som skulle have Kost, Logis, Lys, Varme, Vask, Stopning og Lapning, samt i Fritiden Underviisning i Skrivning, Regning og Tegning samt Legemsøvelser; om Vinteren vil der ved selskabelige Adspredelser, som Dands, Sang, Musik, Oplæsning og muligen et lille Theater blive sørget for Lærlingenes Underholdning.

Hvad angaaer Localets Indretning, da vil der efter Planen findes i Kjælderen et stort Kjøkken samt Opbevaringsrum og Plads til Piger og til Huusmoderen, endvidere forskjellige Værksteder, deels til Medarbeidere, deels til Snedkere og andre Arbeidere, 3 a 4 Badeværelser og et Styrtebad m. m. I Stueetagen er Spisesalen (med en Elevator). Bolig for Inspecteuren og Portneren samt et Værelse for Bestyrelsen. Paa 1ste Sal er Sovesalen, et langt Værelse med en Gang i Midten og afdeelt ligesom i Romerske Bade i smaa Rum med Plads til Tre i hvert Rum. Enhver Lærling faaer en god Seng, en Stol og et Skab med Skuffer, saaledes at Enhver kan have sit Tøi under Laas og Lukke. I hver Ende af Salen bliver der anbragt Vandfade med Baiithaner. I samme Etage findes desuden Closetter m. m. 2den Etage vil foreløbig ikke blive benyttet til Lærlingehjem, men er bestemt til senere at tages i Brug, hvis det skulde vise sig nødvendigt at udvide Lærlingenes Antal til 100. I 3die Etage findes Festsalen, samt Sygestue, Garderober, Læseværelse, Bibliothek og Tegneværelse. Et bestemt Reglement til Ordenens Overholdelse vil blive opslaaet i Localerne, og enhver Lærling, som opfylder de ham paahvilende Pligter, vil faae Belønning og Understøttelse. Den nuværende Viceformand for Foreningen, Skomagermester, Oldermand Kapp, er af Bestyrelsen eenstemmig valgt til at være Hjemmets Inspecteur og skal have Bolig i samme. Det Hele staaer under Lærlingeforeningens Bestyrelses Control. Medlem af Foreningen, fhv. kongelig Mundkok Sørensen har lovet at føre Control med Maden og dens Tilberedelse.

Ved Legater og andre Midler haaber man med Tiden at komme saavidt, at der kan oprettes Fripladser og Pladser for halv Betaling.

Den 4de October 1881 blev Grundstenen lagt af Hs. Maj. Kongen, og paa Foreningens Stiftelsesfest, den 17de Novbr. d. A., haaber man, at Krandsen vil blive reist, saaledes at Bygningen til næste Sommer kan staae færdig til at tages i Brug. 

Af Medborgere er skjænket Forskjelligt, deels Penge, deels Varer, deels Arbeide. Naar Lærlingehjemmet staaer færdigt og kan bære sig selv, skal der begyndes paa et Arbeiderhjem for fattige, hæderlige, gamle Arbeidere med deres Hustruer, saaledes at de kunde faae Fribolig og med Tiden ugentlig Understøttelse. 

Vi skulle endnu til Slutning erindre om den kraftige Opfordring, som Formanden, Capitain Larsen i sin Tale ved Grundstenens Nedlæggelse rettede til Mand og Kvinder, som have Hjerte for den Fattige, om i Testamenter at oprette Legater til Fordeel for ovennævnte fattige Stiftelser. Bestyrelsen har, som anført. allerede modtaget forskjellige Legater og aarlige Bidrag, hvoriblandt det største er et Bidrag fra de Spannjerske Legater paa 1000 Kr. Ved Hjælp heraf har Foreningen allerede kunnet hjælpe forskjellige Lærlinge deels med privat Logis, deels med Klæder og ugentlig Understøttelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1881. 2. udgave).

Portalen af røde sandsten stammede fra en nedreven lille bygning ved Botanisk Have (Nyhavn). Hjemmet åbnede ca. et år efter. Dekorationsmaler Fristrup havde lavet drapperier udført af malermester Schübler. Håndværkerne var murermester Schachtschabel og P. Hansen, tømrermester P. Hansen, snedkermestrene Miede og Neckelmann. 

Lars Peter Elfelt (1866-1831): Lærlingeplejehjemmet i Nørre Søgade 11. Hjemmet blev opført 1881 og var drevet af Foreningen til Lærlinges uddannelse i Håndværk og Industri. Her var plads til 110 lærlinge i alderen 14-20 år under deres læretid, typisk 3-5 år. Det var billigt at bo der, så det kunne forenes med en lærlingeløn. Lærlingene fik her en seng på en sovesal samt adgang til fælles bad, spisesal og opholdsrum. Kosten var inkluderet i prisen. Foruden morgenmad og aftensmad fik lærlingene en madpakke med på arbejde. På facaden står skrevet: I ungdommens opdragelse ligger fædrelandets fremtid. Bygningen blev i 1968 solgt til hotelvirksomhed. Kbhbilleder. Public domain.

Lærlinge- Plejehjemmet, Nørresøgade 11 (1881-1968), Lærlingehjemmet eller "Plejen" blev drevet af Foreningen til Lærlinges uddannelse i Håndværk og Industri. Hjemmet husede 110 lærlinge i alderen 14-20 år under deres læretid, typisk 3-5 år til billig husleje. Lærlingene fik her en seng på en sovesal samt adgang til fælles bad, spisesal og opholdsrum. Kosten var inkluderet i prisen. Foruden morgenmad og aftensmad fik lærlingene en madpakke med på arbejde. På facaden stod: I ungdommens opdragelse ligger fædrelandets fremtid.

Foreningen Lærlingehjemmets Minde (1902-2003) blev stiftet for at bevare kontakten til tidligere bofæller, nemlig de håndværkere, der under deres læretid havde boet på Lærlinge- Plejehjemmet. 

Arkitekt Georg Ebbe Wineken Møller (1840–1897) tegnede i historicistiske stil. Han var 1854-59 elev af G. F. Hetsch og startede i 1855 på Kunstakademiet, men gik ud af arkitekturklassen i 1863. Han var 1859-1867 kon­duktør hos J. D. Herholdt, Christian Zwingmann og Vilhelm Tvede. Han tegnede forskellige bygninger såsom Niels Juels Gade 10 (1871), Det Forenede Dampskibsselskabs forretningsbygning i Kvæsthusgade (1872), og sammen med Dahlerup Hotel d'Angleterre (1875), Statens Museum for Kunst (1889-96} og Glyptoteket. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Lærlingehjemmet blev i 1968 solgt og indrettet til Hotel Kong Arthur.

Raa Brutalitet af en Husvært. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! De bedes indrømme mig Plads i Deres Blad for efterfølgende Linjer: Da jeg i Mandags Middags kom hjem fra mit Arbejde opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at baade Vinduer og Døre i min Lejlighed vare aftagne. Jeg gik nu øjeblikkelig ned til Viceværten, H. G. Nielsen, for at udbede mig nærmere Oplysninger med Hensyn til det Passerede; men fik det Svar af ham, at det havde han ingen Skyld i, idet han sagde, at det var sket paa Ejerens, Tømmermester F. O. Rasmussens Foranledning. For at kunne udføre denne Heltegerning, erfarede jeg, at den ædle Tømmermester havde kommanderet et Par af sine haandsatte Karle dertil. Denne Forklaring sandt jeg imidlertid ikke tilfredsstillende, hvorfor jeg lod ham vide, at jeg maatte henvende mig til Politiet for at søge Assistance. Han tilbød mig nu 3 Kroner for at flytte Tirsdag Middag, hvilket Tilbud jeg dog ikke kunde modtage, af den Grund, at min Kone hvert Øjeblik ventede sin Nedkomst. Tirsdag Aften modtog jeg Besøg af Fogdens Folk, som havde den Besked til mig, at jeg skulde flytte Torsdag Middag. Jeg tillod mig nu at spørge, hvad jeg da skulde gøre med min syge Kone. Herpaa modtog jeg det lidet trøstende Svar: "Hende skal vi nok sørge for, hun kan komme over paa Kommunehospitalet; men De skal ud!" Jeg spurgte nu, om han troede, at de modtog Barselspatienter paa Kommunehospitalet. Intet Svar. Tusdag Morgen Kl. 4½ nedkom min Kone. Paa hans Forlangende om han maatte se Barnet, tog jeg Dynen op, og han fik nu Syn for Sagen. Der blev herefter tilstaaet mig en Frist af 8 Dage; efter den Tids Forløb maatte jeg være ude af Lejligheden, ellers kom han igen. Idet jeg herved fremsætter Ovenstaaende for Offentligheden for at Folk kan tage sig iagt for den Slags Værter, vil jeg tillige henstille, hvorvidt det i et Tilfælde, som det her foreliggende, kan tillades en Husvært at benytte en stig Fremgangsmaade, som den her nævnte, fordi man skylder for - en Maaneds Leje.

Ærbødigst

E. E. R. Larsen,
Snedker.
Ryesgade 69, 5. S., 1. Opg. i Sidehuset.

(Social-Demokraten 29. september 1881).

Tømmermester F. O. Rasmussen havde i november 1874 købt grunden, matr. nr. 855 i Ryesgade. Året efter i marts (1875) solgte han Fiskergade 7. I 1870'erne udlejede han flere ejendomme på Østerbro og Nørrebro. Hans kone døde i juni 1892.

Bengta Olsson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord. Bengta Olsson, der er 32 Aar gl., ugift, og som i 1872 har været straffet i Sverig, hvor hun er født, for Barnemord med Strafarbeide i 4 Aar, kom i Mai 1879 her til Landet, hvor hun, efter at have tjent flere Steder, i forrige Aar sit Tjeneste paa en Gaard i Nærheden af Frederiksberg. Paa samme Gaard tjente en Karl, med hvem hun traadte i Forbindelse, og Følgen af denne udeblev ikke. Da hun henimod Nytaar mærkede, at hun var frugtsommelig, gjorde hun Barnefaderen bekjendt hermed og talte flere Gange, senest i April d. A., med ham derom; men, saavidt hun forstod hans Ord, nægtede han i sin Tid at vilde yde Bidrag til Barnets Underhold. Den 8de Juni d. A. traadte hun i Tjeneste paa en anden Gaard, og da hun ikke længere kunde skjule sin Tilstand, aabenbarede hun samme for sin Madmoder, men foregav, at Fødslen ikke var nær forestaaende. Hendes Herskab befrygtede imidlertid dette og betydede hende, at hun maatte forlade Tjenesten, indtil Fødslen var overstaaet. Den 16de Juni begav hen sig da her til Staden, og efter Ankomsten hertil med Jernbanetoget om Aftenen Kl. 9, da hun mærkede at Fødslen forestod, begav hun sig strax hen paa et afsides Sted ved Gangstien i Østersøgade, og her fødte hun et Drengebarn, der levede efter Fødslen. Allerede i April Maaned havde hun, idet hun mistvivlede om, at kunne faae Understøttelse til Barnets Underhold af Barnefaderen, fattet det Forsæt at føde hemmeligt, ombringe Barnet, saafremt det kom levende til Verden, og skjule dets Lig, og fastholdende dette Forsæt, undlod hun at foretage det Nødvendige for at skaffe Barnet tilstrækkelig Luft til at aande, efterat det var født, og da det efter et Qvarteers Tid ikke længere gav noget Livstegn fra sig, antog hun det for dødt. Hun svøbte det derpaa ind i et Shavl og noget Gulvkludetøi, hun havde med sig, bandt et Bændel derom og begav sig langs Dosseringen og Gyldenløvesgade ud ad Ladegaardsveien, fra hvilken hun kastede Barnet saaledes indsvøbt ud i Ladegaardsaaen; derpaa begav hun sig omtrent Kl. 10 hen til en Enke, hvis Bopæl hun kjendte, og søgte Nattely hos hende, idet hun bildte hende ind, at hun lige var ankommen fra Sverig. Hun opholdt sig i Enkens Huus indtil Andendagen efter, da hun begav sig tilfods til den Gaard, hvor hun sidst havde tjent, og hvortil hun ankom den 21de Juni. Da hun klagede over Ildebefindende, lod hendes Madmoder hende undersøge af en Jordemoder, som erklærede, at Pigen nylig havde født. Rigtigheden heraf erkjendte hun, men foregav, at Fodselen var foregaaet i Sverig hos hendes Moder, der boede nogle Miil fra Malmø, samt at Barnet havde været dødfødt og strax var blevet begravet. Dette Foregivende vakte imidlertid Mistanke, og Sagen blev anmeldt for vedkommende Øvrighed; der blev optaget Forhør over hende, og i dette tilstod hun strax at have født hemmelig og at have ombragt Barnet som ovenomtalt. Maaden, hvorpaa hun vilde gjennemføre sit engang fattede Forsæt at ombringe Barnet, paastod hun under de senere over hende ved Criminalretten optagne Forhører først at have taget under Overvejelse, medens hun den omtalte Aften umiddelbart før Fødselen sad paa en Bænk paa Dosseringen; da hun imidlertid, efterat være arresteret, blev udfulgt til Gjerningsstedet, var hun ikke istand til at paavise, hvor hun kastede Barnet i Aaen, og Barnets Lig er ikke kommet tilstede under Sagen, saa at det ikke gjennem en Obduction af dette har kunnet constateres, om det er kommen levende til Verden, og hvilken Dødsaarsagen i saa Fald har været, men der fremkom under Sagen Intet, der svækkede Rigtigheden af hendes Forklaring, hvorimod denne bestyrkedes saavel ved Alt, hvad der oplystes, som ved Retslægens Erklæring. Arrestantindens Tilstaaelse blev derfor i sin Heelhed lagt til Grund for sagens Paadømmelse, og Dommen, som afsagdes af Criminalretten i Tirsdags, lød paa, at hun efter Straffelovens § 192 2det Led ansaaes med Forbedringshuusarbeide i 6 Aar, hvorhos hun dømtes til efter udstaaet Straffetid at bringes ud af Riget.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. september 1881. 2. udgave).

Straffen blev 6 års forbedringshusarbejde. Tidligere straffet med 4 års strafarbejde i Sverige for barnemord.