Valgene til den tydske Rigsdag i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Med stigende Forundring og Beklagelse have alle Venner af den slesvigske Sag i de sidste Uger seet den Uro, Forvirring og Animositet, der er kommen for Dagens Lys i Nordslesvig i Anledning af de forestaaende Valg. Vel synes der nu at være indtraadt en Vending til det Bedre, men endnu den 17de d. M. var der langtfra tilvejebragt nogen Enighed med Hensyn til Afstemningen i 1ste Rigsdagsvalgkreds. Antallet af de Mænd i de nordligste og mellemste Districter af denne Kreds, der opfordre til at stemme paa J. P. Junggreen, var til nævnte Dag steget til 1124. I og for sig er dette Antal vel ikke afgjørende, naar der huskes paa, at hver af de slesvigske Valgkredse omfatter mindst 100,000 Indbyggere, og at der vælges paa bred Basis, men for Den, der har noget Kjendskab til Versener og Tilstande i Nordslesvig, og seer hen til den Vægt, de hidtil fremkomne Underskrifter have rundt om i Landdistricterne, maa del staae klart, at der ved det Valg, som forestaaer i næste Uge (den 27de October), vil blive afgivet et saa stort Antal Stemmer paa nævnte Candidat, at det langt vil overgase hvad der i saa Henseende vil kunne samles paa Als og de nærmestliggende Districter paa Fastlandet for Hans Lassen fra Lysabild. 

Det maa under disse Omstændigheder haabes, at denne hidtilværende Repræsentant i den preussiske Landdag og i Provindslanddagen endnu i den ellevte Time vil tage en Beslutning, der er hans hæderlige Fortid værdig, ved at trække sig tilbage for Junggreen og opfordre de Mænd, der vilde give ham deres Stemme, til at slutte sig til den øvrige danske Befolkning, som stemmer paa sidstnævnte Candidat. Skulde dette mod Forventning ikke ske, fortjener det ialtfald at constateres, at J. P. Junggreen har gjort, hvad han kunde, for at neddysse den Strid, der, tildeels baaren af Antagonismen mellem Land og By, tildeels af en grundtvigiansk ligesaa ophidsende som ubetænksom Indblanding og Agitation, har reist sig i 1ste Valgkreds. Endnu i Løverdags har J. P. Junggreen i "Dv." i de hjerteligste og meest indtrængende Udtryk rettet en Opfordring til de danske Nordslesvigere om at afslutte en Debat, der, som han bemærker kun kan være til Gavn og Glæde for Tydskerne. "Saa retter jeg da - siger han - den Bøn baade til Venner og Modstandere, at vi nu slutte denne Debat, der kun kan være til Glæde for vore Fjender, og huske paa, hvad vi ere, en lille Folkestamme, løsreven fra vort eget Folk, og kjæmpende den tungeste Kamp for at bevare det, med hvis Tab vi ere hjemfaldne tit "Udslettelsens Dom." Vi have skiftet nok af haarde og bittre Ord. Lad os glemme og tilgive og tro om hverandre, at hvad vi hare gjort og sagt, det have vi kun gjort og sagt for at forsvare, hvad der efter vor Overbeviisning var Ret, og for at fremme den Sag, som vi alle tjene. Og lad os huske paa, at hvad der for Øieblikket skiller os ad, det er om faa Dage noget Forbigangent, medens vi da atter staar foran den Kamp, i hvilken vi kunne have alle vore Kræfter og al vor Dygtighed behov, og i hvilken vi sikkerlig ville bukke under, naar vi ikke kjæmpe den i Enighed og i Samdrægtighed - Kampen for vort Modersmaal og vor Folkelighed. Saa lad os slutte Fred, kjære Landsmænd! lad Enhver i den nu foreliggende Sag giøre, hvad der efter hans Overbeviisning er det Bedste, men lad os afholde os fra Alt, hvad der yderligere kan tjene til at ophidse og forbittre Stemningen." 

Det ville være meget at beklage, om den advarende Røst, der her opløftes, skulde have lydt forgjæves, og dersom der ikke umiddelbart før den afgjørende Dag, den 27de October, var opnaaet saa megen Enighed iblandt Nordslesvigs danske Vælgere, at alle Stemmer - maaskee med Undtagelse af den bekjendte lille Flok vestslesvigske Intransigente - faldt paa een og samme Candidat, der under de nuværende Forhold neppe kan være nogen Anden end Junggreen. Hvad der hidtil altid har imponeret Tydskerne, er den fuldstændige Enighed blandt de danske Nordslesvigere i et hvert Spørgsmaal, der vedrører deres nationale og politiske Stilling. Skulde dette Sammenhold gaae tabt, og smaalige, personlige Kjævlerier træde istedetfor den hidtil bevarede Samdrægtighed, vilde de mange og mægtige Kræfter, der arbeide paa at svække Danskheden i Nordslesvig, snart have vundet Spil.

Ved Valgene i 2den og 4de Kreds ville de danske Stemmer rimeligviis ikke blive spredte. Redacteur Gustav Johannsen, der er opstillet i 2den Valgkreds ventes den 21 de October til Aabenraa, hvor han i "Hotel Danmark" vil afholde to Valgmøder. Fire af Byens dansksindede Borgere indbyde i den Anledning Byens og Omegnens danske Vælgere til at møde talrigt. I Flensborg har der fundet flere Valgmøder Sted, hvor de tydske Candidater, Amtretsdommer Francke og Landretsraad Nissen, optraadte. Sidstnævnte synes at finde Tilslutning i en deel af Landkommunerne i Angel, derimod mindre hos Tydskerne i Flensborg.

I 4de Valgkreds (Vestslesvig) have, som bekjendt, 19 Mand, bosatte i Løgumkloster, Møgeltønder, Visby, Ballum etc., opfordret de danske Vælgere, der tidligere have stemt paa Krüger, til denne Gang at give Hans Aagesen Knudsen til Trøiborg deres Stemme. Der er hidtil ikke blevel opstillet nogen dansk Modcandidat. Skjøndt der, paa Grund af den ejendommelige Fordeling af Valgkredsene i Slesvig (der kan sammenlignes med den, som det tydske Parti under Schmerlings Regimente 1861 fik gjennemført i Bøhmen), er ringe Udsigt til i 2den eller 4de Valgkreds at faae en dansk Candidat igennem, ønske dog de Mænd, der i sidstnævnte Kreds opfordre til at slemme paa Knudsen, at deres politiske Meningsfæller som een Mand ville benytte Afstemningen den 27de Oktober til atter at kundgjøre deres Vedhængen ved det fraskilte gamle Fædreland." S.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. oktober 1881. 2. udgave)

I Dybbelposten 4. oktober 1881 havde H. Lassen (Lysabild) skrevet at han helst så sig fritaget, men hvis han var den som stemmerne lettest og bedst kunne samles om, ville han opstille hvis man ikke kunne enes om at vælge nogen anden.

Valgene i Nordslesvig. Den 21de ds. holdtes i Aabenraa det af J. P. Junggreen indvarslede Møde, paa hvilket han præsenterede Redacteur Gustav Johannsen fra Flensborg som Candidat for den 2den slesvigske kreds. Mødet dirigeredes af Advocat Bekker. Red. Johannsen erklærede, at han efter Opfordring af flere Mænd i Aabenraa og flere Andre i Kredsen havde stillet sig som Candidat til den tydske Rigsdag for at overtage Posten efter afdøde Krüger. Men medens Krüger havde havt § 5, at holde sig til, var denne nu strøgen, hvorimod Tanken, der laa til Grund for samme, ikke lod sig udslette. Taleren fremhævede, at han vilde bringe frem, hvad der var Ret, efter Folkeretten, og vilde komme som Kravet til det tydske Folk. der skyldte os Meget. Om der vilde gives Leilighed til at komme frem med Kravet, vidste han ikke, men haabede det. Folket maatte ikke opgive sig selv, thi saa vare vi fortabte. Candidaten opfordrede til at møde talrigt paa Valgdagen og stemme paa de Mænd, der opstilles til Valg. Kun ved at slutte os sammen kunde vi opretholde vor Sag. Hvad der kunde udrettes, vidste han ikke, men hele Befolkningen maatte slutte sig sammen paa Valgdagen den 27de October. Hvad vi ville, var nedlagt i de bekjendte Ord: Vi ere Danske og ville vedblive at være Danske. Taleren vilde, dersom han blev valgt, arbeide for en Nedsættelse i Skatterne og vilde sige til Tydskerne: Spar paa de mange Soldater, thi da vil i høi Grad Budgettet lettes.

I et Eftermiddagsmøde anbefaledes G. Johannsen paany af J. P. Junggreen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1881).

I de tre slesvigske valgkredse (1., 2. og 3.) stod de tyske kandidater herredsfoged Bachmann, Francke og Wachs (der stod stærkt i købstæderne) over for de danske Junggreen og Lassen (1.), Gustav Johannsen (2.) og Knudsen-Trøiborg (4) som stod stærkest i landdistrikterne). Ved valget i Haderslev By den 27. oktober 1881 stemte 659 på Bachmann, 308 på Junggreen og 70 på Hans Lassen.

De endelige stemmetal blev: 1. valgkreds: Lassen 5260 (valgt), Junggreen 3864, Bachmann 2515. 2. valgkreds Gustav Johannsen 3761, Francke 3687, Nissen 3243, Hasenclever 353. Ved omvalget mellem Johannsen og Francke den 11. november 1881 vandt Johannsen med 806 stemmer over Francke, idet en del socialdemokratiske tyskere (der havde stemt på Hasenclever) foretrak Johannsen fremfor den nationalliberale Francke. 4. valgkreds: Gieschen (valgt), godsejer Knudsen til Trøjborg 1186 stemmer.

Konflikten afspejlede måske forskellen mellem Junggreen som var orienteret imod Højre, og Lassen som var orienteret mod Venstre:  

Fotograf Bertel Christian Budtz (1837-1884): Jens Peter Junggreen (1827.1886). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jens Peter Junggreen (1827-1886) gik i tysk skole og var fra et dansk påvirket hjem. 1850–51 var han dansk soldat. På jagt efter guld rejste han 1853-1856 til Australien og siden til Californien. 1856 startede han tobaksdyrkning i Åbenrå.  Fra 1865 skrev han i "Freja" og fra 1868 i"Dannevirke", 1866–70 for "Köllnische Zeitung". Han blev 1876 idømt seks måneders fæstningsstraf i Magdeburg. I 1880 stiftede han "Foreningen til bevarelse af det danske sprog i Slesvig" (Sprogforeningen) og var dens første formand. Da artikel 5 i 1879 blev ophævet, plæderede han for en ny politisk kurs, nemlig at landdagsmændene skulle aflægge ed på forfatningen, også i den preussiske landdag så de kunne gøre danske synspunkter gældende. Rigsdagen havde ikke krav om ed. Det opgav han dog pga. kraftig modstand. Venstrefolk i Haderslevs landdistrikter var ikke begejstrede for Junggreens sympatier for Højre, og samlede sig om landdagsmand Hans Lassen. Lassen fik de fleste stemmer, men ikke absolut majoritet, og ved omvalget samledes alle danske stemmer efter Junggreens opfordring på ham. Lassen aflagde 1882 landdagseden. Det vendte stemningen så Junggreen i 1884 valgtes som de udprægede edsnægteres kandidat. Han døde et par år senere.

Fotograf Christoph Heinrich Hermann Ohm (1829-1900): Hans Lassen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hans Lassen (1831-1896) var gårdmand fra Lysabild. Han var synsmand og medlem af herredsrådet for Als sønderherred. Han blev efter 1864 medlem af kredsdag og provinslanddag, af provsti- og provinssynode, formand for den alsiske landboforening og for Lysabild Sogns Sparekasse. 1875 blev han valgt som landdagsmand i 2. kreds. Efter i nogle år at have fulgt H. A. Krügers edsnægterkurs, ændrede han efter artikel 5s ophævelse taktik. Dette accepteredes ved valget 1879. Af hensyn til Krüger aflagde han først efter dennes død forfatningseden og tog sæde i landdagen. Han vandt over J. P. Junggreen som Krügers afløser som rigsdagsmand for 1. kreds. Men ved næste valg 1884 var kritikken af edsaflæggelse vokset så stor at Junggreen blev valgt . Hans efterfølger, Gustav Johannsen fulgte Lassens taktik. Efter hans pludselige død kom det frem at han havde misbrugt sin stilling som formand for hjemsognets sparekasse og påført det store tab.

De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk-vestindiske Øer. Den Omstændighed, at den nu forestaaende Sukkerhøst paa de vestindiske Øer, saafremt ikke uforudsete Begivenheder indtræffe, rimeligviis vil blive den største, Øerne have havt i en lang Aarrække, har i Colonialraadet paa St. Croix i forrige Maaned fremkaldt en levende Discussion om Arbeidersagen. Det er nemlig at forudsee, at Høsten ikte vil kunne udføres med de Kræfter, der for Tiden haves paa St. Croix. Der er enkelte Plantager, navnlig i den midterste Deel af nævnte Ø, hvor der trænges til en Forøgelse af indtil 60 pCt. Arbeidskraft. Hverken Tilbudet om en større Dagløn eller andre Fordele kunne bevæge de indfødte Negre til at arbeide mere end 3 eller 4 Dage om Ugen. De fremmede Arbeidere, der for Tiden udgjøre en Trediedeel af Arbejderbefolkningen, arbeide vel i Reglen noget mere og noget længere, men deres Antal er langtfra tilstrækkeligt til at bøde paa Negernes Ladhed. Under disse Omstændigheder reistes i Colonialraadet det Spørgsmaal, hvad der skulde gjøres for at undgaae de store Ulemper, der ville opstaae af disse Forhold i den allernærmeste Fremtid. Atter at indføre Kulier fra Ostindien antoges af de fleste Talere for ugjørligt. Det havde nemlig viist sig, at hver af de 312 Kulier, der ankom i 1863 fra Ostindien og atter, ifølge de indgaaede Forpligtelser, bleve sendte hjem i 1868, havde kostet omtrent 200 Dollars, saa at Emigrationsfonden, til hvilken der ydedes Bidrag fra Øernes Plantager, i det Hele havde havt en Udgift af omtrent 60,000 Dollars. Nogle af Colonialraadets Medlemmer foreslog at hente nye Arbeidskræfter fra de fremmede vestindiske Øer. Andre Medlemmer - og disse syntes at have Raadets Fleertal paa deres Side, - ønskede en Indvandring fra China. Chinesiske Arbeidere vare efter deres Mening at foretrække fremfor Kulier, fordi de vare stærkere og fordi de ikke gjorde Fordring paa at faae fri Tilbagereise. Raadets Præsident indvendte derimod, at der i Revue des deux Mondes af Sagkyndige var blevet paastaaet, at Chineserne duede bedre til alt Slags andet Arbeide end til Plantagearbeide og Agerdyrkning. Denne Paastand fremkaldte Modsigelse, og der blev henviist til Forholdene i Californien. Nogen Resolution blev ikke vedtagen. Den vestindiske Emigrationsfond beløber sig for Tiden kun til omtrent 3000 Dollars.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1881. 2. udgave).

Jødekirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen).

Da den herværende mosaiske kirkegård på Nørrebro snart vil være fuldstændig optaget, og da der efter jødisk ritus ikke må finde nogen omlægning sted af grave, men disse skal forblive urørte, hvor gamle de end bliver, har man i menigheden allerede i nogen tid været betænkt på tilvejebringelsen af en ny kirkegårdsplads, og efter forlydende i "Nt." vil man nu søge en sådan sikret i nærheden af Vestre Kirkegård. Den hidtidige kirkegård vil samtidig på alle sider bliver omgivet af en mur.

(Social-Demokraten 16. oktober 1881)

Hustrumishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom i en Sag om Mishandling af sin Hustru. Under denne af Høiesteret igaar paakjendte, imod en Indsidder for nævnte Forhold anlagte Sag, havde hans Hustru forklaret, at hendes Mand i de senere Aar mange Gange i beruset Tilstand havde slaaet hende, og at han navnlig en Dag for omtrent et Aar siden slog hende saaledes, at hun fik et blaat Øie. Siden den Tid har han flere Gange mishandlet hende med Slag og navnlig en Dag tort for sidste Junk givet hende en slem Medfart, i hvilken Anledning han en Nat var under Anholdelse. Denne Anholdelse kunde han ikke glemme, og navnlig blev han, efterat have sviret Aftenen forud, om Morgenen den 9de Marts d. A. næsten ustyrlig af ærgrelse over Anholdelsen, sprang i det blotte Linned op af sin Seng, greb sin Hustru i hendes Klæder og slog hende med knyttet Haand i Ansigt og Hoved. Derhos stødte han hende, der var høist frugtsommelig, to Gange i Underlivet og vedblev at slaae hende, uagtet hun ingensomhelst Anledning havde givet ham dertil og uagtet hun tiggede og bad om Skaansel, indtil hun saae Leilighed til at undvige.

Konen havde efter en under Sagen fremlagt Lægeerklæring faaet forskjellige Læsioner, men disse vilde efter Lægens Mening ikke efterlade skadelige Følger, og efter hendes egen Forklaring i et Forhør den ,5te April, havde hun ikke længer nogensomhelst Meen af den imod hende udøvede Vold.

Tiltalte havde nu ogsaa erkjendt, at han i de sidste 5 Aar oftere har pryglet sin Hustru, og at han navnlig ogsaa har gjort det den 9de Marts, men han havde benægtet, at han ved den sidstnævnte Leilighed har stødt hende i Underlivet - hvad heller ikke imod hans Benægtelse er beviist - eller at han overhovedet ved denne Leilighed har tilføiet hende andre Mishandlinger, end at han har givet hende to Slag paa Kinden med den flade Haand. Han havde imidlertid erkjendt, at de paagjældende i Lægeerklæringen anførte Læsioner kunde være tilføiede ved de Slag, han havde givet hende, hvorhos han havde indrømmet, at han ikke den 9de Marts var beskjænket i høiere Grad, end at han godt vidste hvad han foretog sig. Hans Hustru er iøvrigt i en for Overretten fremlagt Skrivelse gaaet i Forbøn for sin Mand.

Tiltalte, der er 40 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, var ved de foregaaende Instantsers Domme anseet med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. Højesteret skjærpede Straffen til lige Fængsel i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1881).

Brandøvelse i Kalundborg. (Efterskrift til Politivennen)

I Tirsdags blev der holdt Sprøjteprøve i Kallundborg. Mandskabets Holdning var ypperlig, skriver en Brandmand i Kallundb. Dagbl., og ved at se ud over den talrige Arme, fik man uvilkaarlig en betryggende Følelse af, at en ordenlig Ildløs er en Umulighed i Kalundborg. Med en saadan Styrke kunde man rive hele Byen ned, før den kunde faa Tid til at brænde. For at gjøre noget, øvede vi os i at sprøjte imod Vinden; det var en Kamp mellem Vinden og Vandet, og den første sejrede. Hvad der særlig bør roses ved Sprøjterne er Betjeningen. Der hører nemlig omtrent hundrede Mand til hver Sprøjte, og at der med en saadan Betjening kan udrettes noget extraordinært, tør der selvfølgelig ikke tvivles om. Noget extraardionært udrettede vi dog ikke i Gaar, det gjemmer vi, til en ordenlig Ildløs en Gang prøver at vise sig; i Gaar mønstrede vi os kun. Befalingsmændene talte de menige op og saa meget dybsindig i Protokollerne, om det passede, hvad det naturligvis ikke gjorde. Sprøjterne - vi har ikke mindre end to store og en lille - bleve befundne at være saa som saa. Der kunde i alt Fald sprøjtes med dem, og selv om Straalen er mindre kraftig, kan dette jo i paakommende Tilfælde rettes ved, at Straalemesteren gaar hel hen til Ilden, han skal slukke. Nogle Smaareparationer kunne imidlertid nok være ønskelige, f. Ex. nye Pumpeværker og nye Slanger og maaske lidt mere nyt af en eller anden Slags. Man vil jo ogsaa vide, at Sprøjterne allerede havde gennemgaaet en lille Kassation, før de for mange Aar siden kom her til Byen som nye, saa et og andet kunde der maaske nok være at ændre. Men bortset fra saadanne Smaating var det hele ypperligt. I to Timer stod vi og saa paa hverandre og paa Vandtønderne og tilsidst paa Sprøjterne, der støvregnede tilbage over Pumperne; og derpaa traadte vi af og gik hjem med den Overbevisning, at hvordan det end stod sig med Sprøjterne, koldt var der paa Havnepladsen.

(Morgenposten 7. oktober 1881).