Københavnske Bondefangere. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Højesteret.

(Fra vor Korrespondent.)

Kbhvn., d. 3. Septbr.

Retten begyndte sit Møde i Tag med at afsige Dom i Sagen mod de tre Tjenestekarle, der har huseret i Roskildeegnen. De to, Larsen og Johansen, fik Overretsdommen stadfæstet med henholdsvis 18 og 12 Maaneders Forbedringshus, medens Nielsen slap med en betinget Dom paa 20 Dage.

Derpaa gik man over til 

en typisk Bondefangersag

Mod Hans Valdemar Olsen, født 16. Oktober 1872, og William Peter Knudsen, født 21. Oktober 1876.

De er begge to mange Gange straffede og begyndte begge i 1893. Det er særlig Bondefangeri og Alfonseri, de giver sig af med. Olsen har haft Forbedringshus i 18 Maaneder. og blev derinde dømt til Rotting, Knudsen har haft 8 Maaneders Forbedringshus.

Mange Gange er der rejst Tiltale Mod dem, hvor Retten har maattet lade dem slippe. Forslagne er Fyrene jo. Denne Gang slap de nu ikke.

En svensk Sømand kommer her til Byen og bliver anvist Logis af Anders Christian Christensen, der altid møder paa Jernbanestationerne og skaffer Hoteller og Pensionater i Vesterbro-kvarterets Sidegader Gæster. Det faar han selvsolgelig sin Betaling for.

Onde Tunger fortæller ogsaa. at han anviser Bondefangerne Ofre; derfor sidder han i denne Sag arresteret nogle Uger. men maa løslades, uden at der rejses Tiltale.

Da han gaar med Svenskeren, ser den ene Bondefanger, Knudsen, det, faar at vide, hvem Svenskeren er, og kommer - naturligvis tilfældigt til at træffe paa ham. Knudsen taler straks Svensk som en indfødt, og han og Sømanden kommer paa Turne. Først ud i Kafe Langebro, hvor Olsen ganske tilfældigt træffer sammen med dem, og saa gaar Turen til White Star, Feilberg, Gasværksvej, og man ender i en kendt Bondesanger-Beværtning, Kajs Skive, i Istedgade. Her spiller man "Femkort", og den sølle Sømand mener selv senere, at han har tabt 150 Kr. og er bleven frastjaalet 500 Kr.

Han vaagner hjemme i et Pensionat i Reventlowsgade den næste Dag.

Bondefangerne paastaar, at Spillet har været ganske ærligt, og at det først er paa det sidste, at Sømanden, der er bleven beruset, har budt Spillet op til 100 Kr.

Et skønt Galleri af Opvartere osv. er naturligvis afhørt under Sagen.

Denne Gang vilde Retten ikke ladede to Fyre slippe.

Baade Kriminalretten og Højesteret fandt dem hver værdige til 1 Aars Forbedringshus.

Lunn var Aktor, Liebe Tesensor.

(Roskilde Avis 4. september 1914. Uddrag).

Formiddagstravlhed i Sildetiden ved Gl. Strand. (Efterskrift til Politivennen)

Formiddagstravlhed i Sildetiden ved Gl. Strand.

- Hvad Silden koster, lille Dame - siger Karen Andersen nede ved Gammel Strand. - tresindstyve Øre. Snesen sælger vi dem til idag; igaar kostede de næsten det dobbelte.

Nu er det Tiden for dem, der vil lægge Sild ned til Vinter, det kan være det bliver en Føde, vi kommer til at skønne paa. De kommer nok lidt ujævnt ind paa Grund af disse hersens Miner, men der er skam ingen Mangel paa dem.

Torsk er jo næsten ikke til at komme omkring ved. Vi plejer paa denne Tid af Aaret at give fire Kroner for Lispundet, og nu maa vi give seks, saa De kan sige Dem selv, at de er ikke meget efterspurgte.

Ja, ja - sukker Karen Andersen - Krigen spores nok ogsaa her ved Gammel Strand. Selv om der ogsaa skal Mad til, naar Manden er indkaldt, saa ved De nok, hvordan det gaar; Konen klarer sig med en Kop Kaffe. 

Men vi maa ikke klage. Kan vi bare saa Lov til at sidde i Fred her ved Stranden, skal vi saamænd takke til, selv om Tiderne kanske bliver lidt sløje.

21-26-30; det var halvanden Snes. Farvel, Dame, og Tak for Handelen.

Jylle.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1914).

Mod Kulden. (Efterskrift til Politivennen)

En morsom og god ide.

Et varmt Sengetæppe for 3 Kr. 20 Øre.

Fru Ingeniørkaptajn Ramsing ringede igaar til os.

- Maa jeg komme og vise Dem et Sengetæppe, jeg har lavet af "Berlingske Tidende"? Jeg vilde gerne have, at Ideen skulde komme ud og gøre Nytte.

Der var oppe i Redaktionslokalerne stor Tilslutning til Fru Ramsings Forevisning, og naar vi idag lader Ideen gaa videre, er det i den sikre Tro, at vore Læsere vil blive lige saa glade for den som vi.

Tæppet er lavet af 8 Lag af "Berlingske Tidenden"s Papir bredt ud i hele deres Størrelse, efter at Papiret først er prepareret ved at krølles sammen, gnides godt og atter glattes ud. Aviserne begges ikke ved Siden af hinanden, men hele Tiden halvt over hinanden, saa der ingen Revner fremkommer, og saadan at der overalt bliver 8 Lag, der danner en saa jævn Flade som muligt.

Nu kan man selv vælge Størrelsen af sit Tæppe og, om man ønsker det, gøre det baade bredere og længere, end Sengetæpper sædvanligt er. Arbejdet udføres lettest paa et udtrukket Spisebord, ellers kan man nøjes med Gulvet.

Naar Aviserne er ordnede, syr man med en spids Stoppenaal og blødt Bomuldsgarn med lange Risting paa begge Sider af Tæppet, til man er sikker paa, at det hele danner en fast Masse.

Betrækket hertil kan man lave af omtrent, hvad det skal være. De allerfleste Hjem vil have Klude nok til et mønstret Kludetæppe, saa at Tæppet ikke kommer til at koste noget. Det Tæppe, Fru Ramsing viste os, er betrukket med Bomuldsflonel, og hele Betrækket kostede 2 Kr. 20 Øre i et almindeligt Sengetæppes Størrelse.

Det er ikke vor Mening, at Papirtæpper skulde afløse de hidtil benyttede Tæpper til Sengebrug, hvad de neppe heller har nogen Udsigt til. Vi peger paa dem som et praktisk Vink for dem, der daarligt har Raad at skaffe sig andre, og som en frelsende Udvej for dem, der maaske slet intet har at dække over sig mod Kulden.

Det er givet, at Ideen vil kunne saa vidtrækkende Betydning. For de Fattige For de smaa Hjem med de knappe, faste - for Tiden maaske stærkt reducerede - Indtægter. For Hjemmene med en stor Børneflok. I Sygdomstilfælde, f. Eks. ved smitsomme Sygdomme, hvor man efter endt Brug vil kunne vadske Vaaret og brænde Indholdet, der let kan erstatter og derved spare den dyre og ofte odelæggende Desinfektion. Til de frivillige Korps. I Sommerhjem paa Landet, hvor Gæsternes Antal ofte svulmer op. I Sommerlejre af alle Slags osv. osv.

For at enhver kan overbevise sig om Tæppets Udseende og Egenskaber og se. hvordan det er lavet, er det fra idag op hængt i B. T.-Centralen paa Raadhuspladsen.

Vi forudser, at der, naar Folk har set det, vil blive travlt i Hjemmene og Forretningerne en enorm Efterspørge efter Bomuldsflonel.

VI tænker os ogsaa. at mange velgørende Institutioner vil tage Tanken op og, maaske ved frivilligt Arbejde, begynde en Massetilvirkning af saadanne Tæpper til Uddeling til de Fattige, naar Vinteren kommer.

Fru Ramsing erklærer "Berlingske Tidende"s Papir for at være bedst egnet ti! Tæppefremstilling, og det vil være "Kvinden og Hjemmet" en Glæde at høre fra nogle af de Damer eller Institutioner, som tager den gode Ide op.

Ch.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1914).

Det var nu ikke fru Ramsings opfindelse. Lemvig Folkeblad nævnede den 29. september 1914 at fru Thora Koefoed (f. Sonne) på Gammel Køgevej i København som den første der forsøgte at omplante denne skik til Danmark. Efter en opskrift lignende den ovenfor anførte. Hun holdt efterfølgende i Randers møde om avistæpperne. Avistæpper blev efter forskellige opskrifter produceret i store mængder. Især soldater skal have været glade for dem.

Flere artikler og link til artikler om Julie Ramsing, se Julie Ramsing (1871-1954)

Carl Gran (1872-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Fagforeningsmanden Carl Gran er et eksempel en nu glemt, men i samtiden kendt og afholdt person begravet på Vestre Kirkegård. Graven stod i enden med Frederiksholms Teglværker. Helt ekceptionelt for den tid blev han optaget i Kraks Blå Bog. Året efter blev der opsat en mindesten på hans grav, med tilhørende indvielse. Men senere gik han i glemmebogen. Stenen er tilsyneladende væk. Minderne skal man søge i samtidens aviser. 

Carl Grans Jordefærd

Der var folkevandring i går til Vestre Kirkegård, hvor kisten med Carl Grans lig var opstillet på en katafalk udenfor det store kapel. Her under et væld af blomster lå liget af den unge mand, et helt lands organiserede arbejdere så op til som en af de mest lovende kræfter.

Hvor døden kan være ubarmhjertig og fordringsfuld! Den tager de bedste fra og gemmer dem hen i den stille fred, netop når de står i den kraftigste manddom og med den bedste vilje til at gøre mands gerning.

Således var det med vor afdøde kammerat Carl Gran. Han stod midt iblandt os med sit glade smil, der opmuntrede til at tage fat på de foreliggende opgaver. Og så slog døden ham ned, så at han kun blev et dyrebart minde om en travl arbejdstid, hvor hans strålende livsglæde ligesom lagde solglød over kontorerne i Farimagsgade.

Derfor den travle færd af de myldrende skarer ud til Vestre Kirkegård i går eftermiddags. Tiden var valgt så sent  - Kl. 2 3/4 - for at den stærke tilstrømning ikke skulle genere andre begravelser. Alle ønskede at vise den afdøde kammerat den sidste ære.

Carl Gran. Johannes Hauerslev (1860-1921). Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Materialet er fri af ophavsret

Foran Kapellet.

Lige foran det store kapel var der rejst en improviseret talerstol dækket med rødt, og foran den var kisten anbragt på kirkegårdens ny rullevogn. Socialdemokratisk Forbunds banner og samtlige snedkerforeningers faner dannede en æresvagt omkring kiste og talerstol.

Af den masse signerede kranse nævner vi fra "De samvirkende Fagforbund", Snedker-forbundet i Danmark, Socialdemokratisk Forbund, Lohgarverforbundet, Malerforbundet Drejerforbundet, Dansk Tekstilarbejderforbund, Fabriksarbejderforbundet. Social-Demokratens Redaktionspersonale, Social-Demokraten, Murerforbundet, Arbejdsløshedsinspektoratet, Arb. Fællesbageri, Papirindustriarbejderne, Social-Demokraten, Ekspeditionspersonale, Lager- og Pakhusarbejderforbundet, Bryggeriet Stjernen, Murernes Fagforening, Dansk Elektrikerforbund, Hovedbestyrelsen for Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, Slagteriarbejderforbundet, Forsamlingsbygningen Rømersgade 22, Arbejdernes Fællesorganisation, Træindustriarbejderforbundet, Kommunalt Arbejderforbund, Arbejdsgiver- og Mesterforeningen, Prokurator Voght, Direktør Hauberg, Skotøjsarbejderforbundet, Ligkistesnedkernes Fagforening, Modelarbejdernes Fagforening, Centraltrykkeriets Personale, Gustav og Nina Bang, Martin Olsen og Hustru, Skorstensfejersvendenes Fagforening, Bogbinder-forbundet, Snedkerlavets faglige Afdeling, Pianosnedkernes Fagforening, Bygningssnedkernes Fagforening, Snedkermester Jakob Petersen, Vesterbrogade, Chr. Christiansen, Landsthingsmand, Fællesorganisationen i Hørsholm, Frihavnsarbejderne, Skolebetjentenes Organisation, Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe, Kobbersmedenes Forbund, Cyklefirmaet "Adler", Bygningssnedkernes Lokalforening, Bygningssnedkernes Aktieselskab, Jernbaneforbundets Hovedbestyrelse, Snedkernes Fagforening, Fredericia, Snedkernes og Stolemagernes Fagforening, Billedskærer- og Dekorationsbilledhugger - Forbundet, 12. Kreds, Dansk Formerforbund, Skibssnedkerne hos Burmeister og Main, Social-Demokratens Personale, skræderforbundet, Oliemøllernes Fagforening, Kedel- og Maskinarbejderforbundet, Carl Weitemejer, Snedkerforbundets Afdeling, Slagelse, Generalkommission der Gewerkschaften Deutschlands (med Indskriften: Dem treuen Mitkämpfer der internationalen Gewerkschaftsbewegung) og Brødkuskenes faglige Afdeling.

Fra Social-Demokraten 28. april 1913, "Den blomstersmykkede kiste, flankeret af faner og bannere, udenfor kapellet på Vestre Kirkegård. På talerstolen i baggrunden de Samv. Fagforbunds Formand, C. F. Madsen.

En del af snedkerforbundets afdelinger i provinsen og flere københavnske organisationer har i stedet for kranse indsendt et beløb til familien.

I kæmpefølget af utalte tusinder sås forligsmanden, direktør Kofoed i embedsunifom, direktør Max Ballin og snedkermester Victor Henriksen som repræsentanter for Arbejdsgiverforeningen, direktør Gregersen (teknologisk Institut), snedkermestrene Chr. Christensen, H. Bunch og Jacob Petersen som repræsentanter for Snedkerlavet, så godt som samtlige delegerede fra "De samvirkende Fagforbund"s generalforsamling og en mængde kendte partifæller.

Koret sang stående i Forhallen:

". . . Han, som har hjulpet hidindtil",

hvorefter præsten besteg Talerstolen.

Pastor Rannow:

Kunne man se ind i disse tusinders hjerter, ville man i dem alle finde det lille ord: Tak skrevet. Ja, I har mistet en god ven, og I er kommet her af taknemlighed, fordi han ofrede sig helt og fuldt for sin livsgerning.

Der var en præst, som i går sagde til mig: "Den mand er faldet på slagmarken. Han har bogstavelig slidt sig selv op". Ja, Gran var en retlinet personlighed, der ud fra et redeligt sind røgtede sin opgave og aldrig gik på akkord med uretten. Jeg fik, mens han var indlagt på Kommunehospitalet, indtrykket af en helstøbt personlighed. I går da jeg bragte dødsbudskabet til dem, der havde plejet ham, blev de forunderligt betagne og priste hans noble væsen. Den tak, der klinger i de kraftigste toner, kommer naturligvis fra hans hustru og børn, hvem han elskede usigeligt højt.

Taleren fremførte derefter nogle almindelige religiøse betragtninger.

Koret og følget afsang nu

»Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl, som har Fred«,

og derefter besteg formanden for De samvirkende Fagforbund talerstolen.

C. F. Madsen:

Efter et rigt og dådfuldt liv ligger vor ven Carl Gran nu død i denne kiste. De forstår måske bedst mine følelser i dette øjeblik og den dybe vemod, der besjæler mig, når De erindrer, at jeg i en række år har ført et intimt samarbejde med ham. Hans kæreste gerning var at forhandle med arbejdsgiverne for at formå dem til at give en lille smule mere løn til hans venner de danske arbejdere, for hvem enhver lønforbedring kunde bringe en smule mere velvære i de fattige hjem.

Da jeg blev valgt til formand for fagforbundene, var det mig magtpåliggende at sikre mig denne udmærkede arbejdskraft som min medhjælp, en god mand ved min side i farens stund.

Det var på vejen hjem fra Budapest, at sygdommen ramte ham. Han blev tilsyneladende rask igen, og Carl Gran selv var meget fortrøstningsfuld. Hans gamle vid var vendt tilbage, og vi måtte ofte smile af hans muntre, harmløse spøgen.

Forunderligt nok, at han ikke er mere. Han syntes altid om nye opgaver. Han syntes aldrig, at han fik arbejdet nok, at han fik spredt lykke nok omkring sig.

Om han var her eller i udlandet, var hans tanker altid ved det hjem, han havde så kært.

Jeg føler trang til at bringe dig, Carl Gran, en tak fra det danske arbejderparti for, hvad du har udrettet. Om en kort stund vil vi sænke dig ned i det sidste hvilested. Du selv og dine sange vil altid leve i vor Erindring.

Koret afsang nu:

»Kirkeklokker ej til Hovedstæder«, og derefter spillede et orkester en sørgemarsch, medens kisten gennem en pragtfuld fanealle, som stod prægtigt til det jomfruelige grønne, kørtes til graven, der var gravet helt ude ved Frederiksholms Teglværker.

Her sang Snedker og Stolemagernes Sangforening

Dejlig er Jorden, 

hvorefter orkestret blæste en koral: 

"Tænk, når engang den tåge er forsvunden".

Formanden for Snedker-Forbundet i Danmark, 

Martin Petersen

der har trukket de største veksler på hans Arbejdsevne. Vi har taget hans ungdoms morgengrøde. Tak, Carl Gran, fordi du altid var vort lysende eksempel. Tak for det lyse smil, som fik bitterheden til at vige vore hjerter. Selv et lykkebarn, stræbte du at bringe lykke til det størst mulige antal mennesker. Du var gladest i kampen, og du havde ingen fjender, for selv dine modstandere vandt du for dig. Du havde altid travlt. Måske havde du selv en følelse af, at din livstråd snart vilde briste.

Du har sat dig et minde hos de end kunst formår at gøre det! Tak for dit arbejde og ære være dit Minde!

Fanerne kom nu op holdvis for at bringe den afdøde den sidste hilsen, og efter at en slægtning havde takket på familiens vegne, var den storstilede højtidelighed forbi. Det varede dog timevis før kæmpefølget havde forladt den smukke kirkegård, der netop nu står i spirende forårspragt.

(Socialdemokraten 28. april 1913).

Foto fra Forsiden af Folkets Avis den 28. april 1913. Udenfor Nordre Kapel da kisten førtes ud.

Året efter blev der rejst en mindesten på hans grav:

Et minde for Carl Gran

Martin Petersens smukke Tale.

København. Søndag.

I overværelse af en meget talrig forsamling afsløredes i dag en mindesten på Carl Grans

gravsted ude på Vestre Kirkegård. Højtideligheden foregik kl. 3. og de mange mennesker,

der mødtes her i det strålende varme majvejr, viste, at Carl Gran ikke er glemt.

Afdødes ven og mangeårige kammerat og senere efterfølger som forretningsfører for snedkerforbundet, Martin Petersen, holdt en smuk og beåndet tale om den så brat bortrevne ven.

Den lære - sagde han - vi kan drage af Grans død, er at bruge tiden vel. Vi må, som han gjorde, røgte de opgaver, der ligger foran os, og samtidig ikke forsømme at sprede så megen tilfredshed og kærlighed omkring os og vise hensynsfuldhed både opad og nedad, hvor vi færdes. Når vi har gjort det, mens vi levede, er det vel nok til syvende og sidst ikke så trist at dø. Når vi har udfyldt vor plads i samfundet, været hjælpsom i vor vennekreds og god i vor familiekreds, efterlader vi os også en kreds af venner, der vil dele vore nærmestes sorg over os.

Vi har samtidig med, at vi har røgtet vor gerning, været med at bygge et nyt samfund op, hvor der er den størst mulige beskyttelse for de unge. I den retning kan vi lære meget af den mand om  hvis grav vi er samlede. Hans livs bane gik henover den store livets kampplads. Han var midt i kampen - ikke fordi det var hans temperament at gå imod, hvad andre ville, men fordi han havde fattet kærlighed til sine kammerater og ville hjælpe dem fremad, han havde rige evner, og dem brugte han i vor tjeneste. Men selv om han var en stridens mand, havde han dog alligevel ingen fjender. Dette skyldtes vel det brus af varme, der gik igennem de anskuelser, han forfægtede. Den varme bevarede han, indtil døden så skånselsløst klippede tråden over, så Carl Gran kun fik en kort arbejdsdag.

Indenfor den kreds af kammeraler som først benyttede ham, fik han udrettet meget. Det husker vi. Det glemmes aldrig Der var sorg i danske snedkersvendes hjem, da det rygtedes, at Carl Gran var død, for han var ikke alene afholdt - han var elsket af os allesammen.

Som et ringe udtryk herfor har vi rejst denne sten (dækket falder) og den skal stå som vor taknemmelighed over Carl Grans arbejde for os. Når I, hans efterladte! i fremtiden går de mange fjed herud til Grans grav, er I ikke alene. Det som I føler, det føler vi, det føler mange og det er vel lettest at bære sorgen, når der er flere om at bære den.

Hans barnlige sind glemmer vi aldrig, selv om hans arbejde også er hørt op for os. Det

arbejde han gjorde må vi fortsætte - vi vil ligesom ham søge at sprede lys ud til de mange

kammeraters hjem, således som han var med til at gøre. Ære være hans minde!

Formanden for de samvirkende Fagforbund, hr. C. P. Madsen, trådte derefter frem og ridsede i korte træk det arbejde, som afdøde havde gjort for centralisationen.

En stor opgave lå foran ham, men det var desværre ikke så længe vi havde ham. Vi så snart, at vi havde ikke taget fejl af manden, da vi fik ham over til os. Det var derfor med stor sorg, vi mærkede, at han blev syg. Han elskede arbejdet, og det syntes også, som det et øjeblik lykkedes ham at trodse døden. Han ville leve og han begyndte igen på kontoret, hvor vi forberedte arbejdet med revisionen af den store centralisation. Han var lykkelig ved at samles med os den første dag, vi havde vort repræsentantskabsmøde, men så kunne han heller ikke mere. Om natten blev han syg og døde dagen efter. Vi holdt af ham og vil altid huske ham som en god kammerat. Ære være hans minde!

Efter at et kor havde sunget en sang, trådte afdødes svoger, blikkenslager Richter, frem og

takkede på søsterens, hendes børns og Grans gamle forældres vegne for den smukke sten.

Den smukke granitsokkel er forarbejdet på E. Nielsens mekaniske Stenhuggeri på Vesterfælledvej, og foroven er hugget en opgående sol, under hvilken der staar :

CARL GRAN

* Marts 1872

+ 13. April 1913.

På foden af Stenen står:

Danmarks Snedkersvende rejste i 

Taknemlighed dette Minde.

På graven var henlagt friske blomster og buketter og et par store signerede kranse fra "Dansk Træarbejder-Sekretariat" og fra "De samvirkende Fagforbund".

Fyns Social-Demokrat, 18. maj 1914.

Nutidigt foto (2020) af pladsen foran Nordre Kapel hvor talerne blev afviklet, sammenlign med fotoet ovenfor. (Foto Erik Nicolaisen Høy).

En Mindesten

for

Sekretær Carl Gran.

En højtidelig Afsløring.

Søndag eftermiddag foregik der en gribende højtidelighed på Vestre Kirkegård, idet snedkerforbundet i Danmark afslørede en smuk mindesten for dets tidligere forretningsfører, den altfor tidligt afdøde sekretær for De samvirkende Fagforbund, Carl Gran.

Der er til denne sten kun indsamlet bidrag fra snedkere over hele landet, da de alene ønskede at have æren af at hædre hans minde. Graven var overdådigt smykket med blomster, og der henlagdes signerede kranse fra De samvirkende Fagforbund og fra Dansk Træarbejder-sekretariat.

Lidt over kl. 3 stod forretningsfører Martin Petersen op på den improviserede talerstol:

Denne lille kreds af venner er kun at betragte som en ringe repræsentation for de mange venner og beundrere afdøde Carl Gran havde og endnu har. Vi er komne til stede for at bevidne hans slægtninge og efterladte den store sympati vi vedblivende nærer for ham og for den gerning, han har udrettet iblandt os.

I vor rastløse tid har vi kun tid til at beskæftige os med løsningen af de store problemer, men vi stejlede dog, da denne mand så pludselig blev fejet bort midt i sin fejreste manddom. Det spørgsmål måtte rejse sig for os: Hvorfor skulle den bitre død netop ramme ham? Dog det kan gå os lige sådan, og det må vel være så, at når vi er så mange om sorgen, må det være lettere at bære den, og når man véd, at ens gerning bliver fortsat af trofaste venner, må det vel heller ikke være så svært at dø. Om Carl Gran kan man sige, at han havde ingen fjender, og at han gav sit liv hen for sine venner, for trods hans elskelige væsen levede han altid ude i kampgnyet. Der var altid nogen, der led uret, og vor kammerat hadede uretten. Derfor elskede vi ham alle. Ja selv den mest kortsynede kunne ikke stå for det brus af varme, der lige som gennemsyrede hele hans væsen.

Så kom døden og klippede livstråden over. For os snedkere var han i 8 år vor første mand og en utrættelig forkæmper, og der blev sorg i vore hjerter, da han døde. Derfor har vi rejst ham dette minde som et udtryk for vore følelser.

Taleren afslører nu den 3 alen høje mindesten af rødligt bornholms granit. Foroven ser man

en nedgaaende sol og derunder kun ordene:

CARL GRAN.

* 5te Marts 1872.

+ 23de April 1913,

Helt nede ved fodstykket står så:

Danmarks Snedkersvende

rejste i Taknemlighed dette Minde.

Martin Petersen fortsatte: Når I, hans hustru og børn, kommer ud for at se til eders mands og faders grav, skal dette minde vise eder, at der er tusinder, der føler som I overfor denne mand og gerne ville hjælpe eder med at bære sorgen, og vi lover alle her, at vi efter evne skal fortsætte hans gerning. Ære være Carl Grans minde!

Formanden for De samvirkende Fagforbund, Carl F. Madsen, står nu frem ved siden af mindestenen og taler:

Da Carl Gran forlod snedkerne for at gå over til sin ny stilling som Fagforbundenes sekretær, var det ikke uden alvorlige betænkeligheder. Han var jo vokset op med Snedkernes Organisation og var af sine kolleger hævet op til den mest betroede stilling indenfor forbundet.

Betænkelighederne blev dog overvundet. Han forstod at store opgaver ventede på ham i den ny stilling, og at der var brug for alle hans kræfter.

Med stor energi kastede Gran sig ud i kampen for at skaffe arbejderne af de forskellige fag bedre og lysere kår, og mange arbejdere skylder ham tak for de gode resultater, han i så mange forhold har skaftet dem.

Gran havde et åbent øje for, at den eneste måde, hvorpaa arbejderne kunne opnå menneskeværdige vilkår, var gennem den faglige sammenslutning, og hans ord lød ikke forgæves.

Det var med dyb sorg, vi erfarede hans sygdom, og dyb vemod greb os alle, da vi fik fuld besked om sygdommens karakter og vidste, hun indenfor en meget kort frist var viet døden.

Med den største beundring så vi, med hvilken kraft han kæmpede, i mod døden, og hvorledes han klyngede sig til livet og til sine kære, stadig i håb om at kunne overvinde sygdommen.

Med en utrolig energi gik Gran midt under sin sygdom i gang med arbejdet, han ønskede at være med til generalforsamlingen i De samvirkende Fagforbund. Dette ønske blev ikke opfyldt. Døden kaldte ham bort netop i de dage.

Allerede er over et år hengået, siden vi modtog det sørgelige budskab om hans død, men hans gerning er fremdeles i frisk minde og står for os som et lysende eksempel til efterfølgelse.

Snedker-Forbundet har nu sat Carl Glan dette minde, hans hustru og børn vil ofte dvæle herude og med vemod mindes samlivets lykkelige dage, men også hans tusinder af venner vil valfarte herud og altid mindes Gran som den trofaste kammerat, om hvis rastløse virksomhed mindet altid vil stå levende for os.

Ære være hans Minde!

 

Snedker og Stolemagernes Sangforening intonerede nu: I flugt går tiden over livets bølge, og den smukke højtidelighed, der havde samlet en meget stor skare af vor afdøde partifælles venner, var nu forbi.

Social-Demokraten 19. maj 1914.

Foto af mindestenen fra Social-Demokraten 19. maj 1914, side 3.

Uddrag af Dansk Biografisk Leksikon, 2. udgave:

Carl Frederik Ferdinand Gran, 5.3.1872-23.4.1913, fagforeningsformand. Født i Kbh. (Pauls), død sst., begravet sst. (Vestre). G. stod i lære i Kbh. hos snedkerlavets oldermand Jul. Carstensen, blev udlært 1891 og kom straks ind i bygningssnedkernes fagforenings bestyrelse. Han var fra ungdommen opladet med energi. Med sit lyse sind og gode humør vandt han let venner. I det politiske agitationsarbejde og i diskussionsklubben Karl Marx skoledes han som organisationsmand. Allerede som lærling var han blevet bestyrelsesmedlem i Socialdemokratisk vælgerforening for 5. kreds. 1898 fik han sæde i Snedkerforbundets hovedbestyrelse, og 1901-09 var han efter Christian Christiansen (1865-1919) forbundets forretningsfører. Hans formandstid betegnede en fortsat ekspansion for Snedkerforbundet, som nu efter den store arbejdskamp 1899 fik betydelig tilgang i provinsen. Han arbejdede også utrætteligt og med godt resultat for forbedring af fagets lønforhold, for den fulde udnyttelse af overenskomsternes muligheder, for akkordprincippets anerkendelse. Trods store anstrengelser lykkedes det ham ikke at få tilvejebragt nogen genforening mellem hans egne fagfæller, de københavnske bygningssnedkere, og forbundet som de var udtrådt af i maj 1899; den fandt først sted 1910. – 1909 valgtes G. til sekretær i De samvirkende fagforbund. Han var medlem af det af disse 1907 nedsatte udvalg, der udarbejdede de første mønstervedtægter for arbejdsløshedskasserne, og medlem af arbejdsløshedsnævnet. Med betydeligt journalistisk talent behandlede han fagligt stof i fag- og dagspressen. Efter opfordring.af snedkerforbundet skrev han dettes historie til 25-års-jubilæet 1910 (Snedkersvendenes Organisationshistorie, 1910). Gennem årene skrev han også adskillige, både alvorlige og muntre sange, bl.a. til majfester og partistævner; et udvalg af dem er udgivet af Snedkerforbundet (snedkersange, prologer og kantater af C. Gran og Martin Olsen, 1928).

Kraks Blå Bog: Bopæl: Nørrebrogade 114 (1900).

Pastor Ifversen føler sig "kaldet" paany. (Efterskrift til Politivennen)

"Svovlprædikanten" Pastor Ifversen, der i mange Aar prædikede Helvedeslære i København, og som gjorde sig bekendt paa forskellig Vis, bl. a. ved en Dag at vise et Nummer af "Social-Demokraten" frem paa Prædikestolen og tordne løs mod vort Blad, fortrak tilsidst efter sine forskellige Meriter fra Hovedstaden og søgte og fik Embedet som Præst i Brejninge ved Kallundborg.

Nu føler Pastor Ifversen sig "kaldet" paany.

Han er Ansøger til Hedstrup-Fløng Sognekald ved Roskilde.

Kallundborg Avis har forespurgt Pastor Ifversen, hvorfor han søgte bort, og i følge dette Blad har Ifversen svarel:

"Grunden ønsker jeg ikke at udtale mig offenlig om endnu, svarer Hr Ifversen. Blot kan jeg sige, at jeg allerede i nogen Tid har følt, at det vist var bedst, jeg søgte andet Steds hen. Jeg har raadført mig med enkelte Venner, og nu søger jeg - som jeg ogsaa meddelte min Menighed fra Prædikestolen forleden Dag - Kaldet ved Roskilde. Vil Gud, at jeg skal forflyttes, da vil mine Grunde rimeligvis komme offenlig frem i min Afskedsprædiken, for jeg ønsker helt igennem at gaa aabenlyst til Værks overfor min Menighed."

Ifversen er sig selv lig - han generer sig ikke, men annekterer straks Vorherre, naar han ønsker sig et andet Kald.

Hvor er det et uhyre Held for denne Præst, der saa tit har præket mod denne Verdens Goder, at det er et født første Klasses Sognekald, som han føler sig kaldet til!

Sæt Vorherre vilde, han skulde være Sjælesørger i et beskedent Kald ved Vestkysten! Men nej, saa galt er det heldigvis ikke for Hr. Ifversen!

At en Mand søger sig en bedre Stilling er der intet at sige til - men næsten blasfemisk bliver det, naar en Pastor Ifversen blander sin Vorherre ind i dette rent praktiske Forhold.

Forma

(Social-Demokraten 7. juni 1914).

Ifversens Gud ville åbenbart ikke at han fik stillingen. Han forblev i Bregninge-Bjergsted indtil sin død 1927.