Ferdinand Vilhelm Weikop og Emilie Marthine Myhre. (Efterskrift til Politivennen).

Mishandling af sin Hustru. Under en ved Criminalretten behandlet Sag tiltaltes Arrestanten Ferd. Vilh. Weikop, der tidligere er straffet med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for overnævnte Lovovertrædelse. I Aaret 1862 blev Arrestanten gift og har siden samlevet med sin Hustru, med hvem han har 7 Børn, med Undtagelse af lidt over 1 Aar fra Slutningen af 1878 til Begyndelsen af 1880, i hvilken Tid de vare separerede, men efter Mandens Anmodning sluttede de igjen sammen. I Begyndelsen af Ægteskabet var Forholdet mellem Ægtefolkene godt, men i de sidste 8 Aar har det derimod været meget slet, idet Arrestanten forfaldt til Drik og forødte største Delen af sin Arbeidsfortjeneste til Svir, og naar Konen bebreidede ham hans uordentlige Liv og beklagede sig over, at han ikke bidrog Tilstrækkeligt til Familiens Underhold, mishandlede han hende hyppigt ja næsten daglig med Slag i Hovedet og paa Legemet, som jevnlig have efterladt mindre Saar og Skrammer, Contusioner og Hævelser, og dette uden anden Grund end hendes ovennævnte Bebreidelser. De mod Arrestantens Hustru saaledes udøvede Mishandlinger have dog ikke medført varige eller blivende Følger for hendes Helbred, og Arrestanten har ogsaa paastaaet, at det aldrig har været hans Hensigt at paaføre hende nogen egentlig Skade. Ved ovennævnte Rets Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens § 202 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1882).

Ferdinand Vilhelm Weikop (26. november 1839) blev 9. maj 1862 gift med Emilie Marthine Myhre (24. april 1839). Hun var født på fødselsstiftelsen. En arbejdsmand Ferdinand Vilhelm Weikop blev marts 1908 begravet på Vestre Kirkegård.

Om deres liv fortæller måske deres datter Olivia: Hun blev 1875 på Store Kongensgade 100. Som 5-årig kom hun på Børnehjemmet 1870 i Ryesgade 80 (1880). I 1883 annoncerede Ferdinand og Emilie efter en plejefamilie til det ene af deres børn. I 1890 boede Olivia på Grevinde Danner Stiftelsen i Jægerspris, sammen med sin 2 år ældre søster Agnes Emilie. Emilie døde året efter på Sankt Hans Hospital. I 1892 flyttede hun til Læsøegade 24, hun arbejdede som tjenestepige og buffetjomfru, og flyttede adskillige gange rundt i København. Ferdinand blev som ovenfor nævnt anholdt flere gange, for bedrageri (1876) og hustruvold (1882). Han fik fattighjælp i 1887 og 1890 fattiglem på Almindelig Hospital hvor han døde i 1908. Olivia kom 1912 ud for en trafikulykke, og boede på Lindevangs Alle 11 hos kunstmaleren Georg Achen og hans hustru Ane Cathrine Elisabeth Thiele. Hun blev udskrevet 8 måneder senere (29. april 1913) og flyttede til Elmegade 17, med en erstatning for en invaliderende benskade på 5.120 kr. I 1924 fik hun forsørgelse og fattighjælp. Hun døde i 1936 af brystkræft. 

Vesterbro 1882. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af 1880'erne var der en del debat i aviserne om Stormgades forlængelse, anvendelsen af Sydhavnen og Tivoli. I en debatartikel omtales forholdene på Vesterbro således:

- - -

At der er stor Trang til en sydlig Forbindelse mellem Vesterbro og Byen, synes at maatte være aabenbart for Enhver, og det en Trang, som er af en langt større Betydning for Byen - ikke alene for "Westend" - end Tivoliøen og tilstødende Arealer. Den lange Forstad, som begynder omtrent ved Frihedsstøtten og ender ved sorte Hest, strækker sig i en Bredde af 1000 - Alen og har et stort Antal Gader mod Syd, der ere henimod 1000 Alen lange. Af disse indeholde Absalonsgade og Dannebrogsgade 50-60 Ejendomme, Saxogade 35, men denne saavelsom flere andre ville blive endnu længere end de to nysnævnte. Da disse Gader for en stor Del dannes af Bygninger med Smaalejligheder, findes her en talrig Befolkning sammenstuvet, som ingen Steder kan komme uden at gaa betydelige Omveje, eftersom Gaderne tildels ere uden Forbindelse indbyrdes og navnlig kun staa i Forbindelse med Byen ad Vesterbrogade I denne Hovedgade udmunde Roskilde Landevej med megen Bondekjørsel i Frederiksberg Allee og Gamle Kongevej med al Færdselen fra Sidevejene, men desuden maa al Færdselen fra Oplandet Syd fra Vesterbrogade ned ad denne Hovedgade; saaledes fra den store By Valby, for Fabrikkerne deromkring, ved Bakkegaardsvej og Vesterfælledvej. Carlsberg Bryggerier. Cikoriefabrikkerne, Cementfabrikken, et Jernstøberi, et Garveri, en Lervarefabrik, Bryggeriet i Rahbeks Allee, Frederiksholms Teglværker m. V. ligesom til den alt nu stærkt benyttede Vestre Kirkegaard; endvidere fra Forretningerne ved selve Stormgades Forlængelse, Gasværket, Kvægtorvet, flere kemiske Fabrikker, to store Sandpladser, Sten- og Tømmerpladse; endelig gaar ogsaa Meget af den betydelige og stadig voxende Trafik ved Gasværkhavnen om ad Vesterbrogade, ligesom fra Tømmerpladserne, da Gaden "Ved Kalvebodstrand", hvor tillige Havnebanen passerer, dels gaar meget afsides og dels paa sine Steder indsnevres betydelig. Det er en Uting, at at denne svære Kjørsel skal passere Hovedgaderne, saa meget mere, da den den derved føres ned ad de smalle Hovedgader inde i Byen. 

- - -

(Dagbladet (København) 2. marts 1882)

Nye Bygninger ved Vesterbroes Passage. Illustreret tidende 759, 12. april 1874.

Illustreret Tidendes version af Vesterbros Passage, nuværende Vesterbrogade. Set fra omkring Frihedssøjlen ind mod Rådhuspladsen, med Tivoli til højre i billedet. 1879/1880. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Nyvalgte Nordslesvigere i den tydske Rigsdag. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Slesvig. --- Om Red. Gustav Johannsens Virksomhed i den tydske Rigsdag berettes i en Skrivelse fra Berlin af 23de Janar til "Flensb. Avis": Idag stod der to Sager paa Dagsordenen, der have local Interesse for 2den slesvigske Valgkreds. Den ene af disse Sager var Petitionen fra Aabenraa om at formaae Rigsdagen til at anbefale Rigskantsleren at give den i Petitionen ansøgte Tilladelse til at holde Transit-Trælager, og den anden var Petitionen angaaende Tilbagebetaling af den i sin Tid af forskjellige Kjøbmænd i Flensborg og andre Steder efterbetalte høiere Told paa Anchiovis. Begge Petitioner have særligt beskjæftiget den Deputerede Gustav Johannsen, da man fra Aabenraa havde betroet ham Sagen og fra Flensborg ligeledes havde indgivet en Petition gjennem ham til Rigsdagen. Petitionen fra Aabenraa faldt i Petitionscommissionen, til Trods for Johannsens Anbefaling af samme; men saa lykkedes det ham at faae, foruden den Deputerede for 1ste slesvigske Valgkreds, Hr. H. Lassen, 15 tildeels meget ansete Deputerede til at støtte et Andragende om alligevel at faae Sagen forhandlet i selve Rigsdagen, og idag maatte han nu forsvare Andragendet. Han paaviste, at der var Grunde nok, der talte for, at man anbefalede Petitionen til Bevilligelse, og endskjøndt det allerede var temmelig seent og Huset tilsyneladende træt, vandt han dog en meget stor Majoritet for sit Andragende. Han var saaledes heldig med sin første Optræden og modtog ogsaa fra en stor Deel Deputerede Lykønskning, da han forlod Talerstolen. Ogsaa den anden Sag om Anchovistolden gik heldigt, idet Huset næsten eenstemmig vedtog Petitionsudvalgets Forslag om at anbefale Rigskansleren at tage sig af Sagen eller Petenternes Ønske. I denne Sag talte kun Referenten og en Deputeret samt en Rigsregeringsrepræsentant. Johannsen havde, som tidligere meddeelt, talt for Petitionen i Petitionsudvalget, og da den mødte almindelig Velvillie, var det kun at spilde Tiden at tale mere i denne Sag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. januar 1882. 2. udgave).

Fra Slesvig. Den Deputerede Lassen-Lysabild har, som allerede meddeelt, aflagt Eden paa den preussiske Forfatning, men paa samme Tid tilsendt Deputeretkamrets Formand en Skrivelse, hvori han fremhæver, at han paa ingen Maade har forandret sin Opfattelse af Nordslesvigs politiske og statsretslige Stilling og han fremdeles er i fuldstændig Overensstemmelse med hele den danske Befolkning i Nordslesvig. Det er kun, fordi Lassen troer at han ad denne Vei bedre kan værne om sine Vælgeres haardt truede nationale, politiske og materielle Interesser, at han har aflagt Eden.

Ogsaa den Deputerede Hørlyck, der ikke har aflagt Eden, meddeelte Præsidenten en Skrivelse af følgende Indhold: "I Henhold til behagelig Skrivelse af Dags Dato fra den høie Præsident i den preussiske Landdag tillader jeg mig herved at meddele, at jeg ikke seer mig i Stand til at aflægge den foreskrevne Forfatningsed, hvis Aarsag jeg i dag ikke møder i Forsamlingen. Grunden, hvorfor jeg ikke kan aflægge Eden, er hovedsagelig den samme som den tidligere nordslesvigske Repræsentaut Hr. Krüger har beraabt sig paa, navnlig, at den Befolkning, jeg repræsenterer, en dansk Befolkning, som ikke definitivt betragter sig som preussiske Undersaatter, saalænge Selvbestemmelsesretten med Hensyn til statretlige Forbindelse, som er givet i Artikel V i Pragfreden, ikke er kommet til Udførelse. Denne min Erklæring bedes den høie Præsident at meddele Forsamlingen. Ærbødigst A. D. Hørlyck."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1882).

Fra Hertugdømmerne. I Hertugdømmet Slesvigs danske Presse fortsættes Drøftelsen af det Skridt, den Deputerede Lassen har gjort ved at aflægge den Ed paa Forfatningen, der forlanges af Medlemmerne af den preussiske Landdag. Drøftelsen føres tildeels i en bitter Tone, hvad der er forstaaeligt, da Lassen ved Edsaflæggelsen er slaaet ind paa en Vei som Nordslesvigs Repræsentanter i Berlin hidtil ikke have betraadt. I "Dannevirke" holdes Protestpartiets Fane høit. Advocat E. Bekker i Aabenraa, som har stillet sig paa Lassen-Lysabilds Side og forsvaret Edsaflæggelsen, er bleven skarpt kritiseret derfor i nævnte Blad, som imidlertid har indrømmet ham Plads til adskillige Modbemærkninger. C. Bekker indrømmer i denne Replik, at Proteststadet førhen var det ene correcte. Forholdene have, efter hans Mening, imidlertid nu forandret sig i adskillige Henseender. Han deler ikke sine Landsmænds Tro paa en snarlig Gjenforening med Danmark, men har det faste Haab, at man i Nordslesvig ved samdrægtigt Arbeide og Offerberedviliighed vil kunne opretholde den nationale Existents. Han vil have, at man skal tage de fornødne praktiske Hensyn til de forhaandenværende Forhold og mener, at nye Forhold kræve nye Forholdsregler. At Eden aflægges, betegner E. Bekker som et tungt Offer, men Haabet om at kunne opnaae Noget og navnlig Udsigten til paa vedkommende Sted energisk at kunne føre de danske Slesvigeres Klager frem, driver til at bringe det. "Dvk." tager til Gjenmæle mod denne Replik, fastholder sine tidligere fremsatte Bemærkninger og betegner det som en aldeles ubeføiet Bebrejdelse, naar det er blevet sagt, at de Personer, der staae paa Proteststadet, skamslaae dem, der ville føre Slesvigernes nationale Kamp. "Dannevirke" deler fremdeles Menig med dem, der sige, at Nordslesvigs Repræsentanter ikke bør aflægge Ed i Befolkningens Navn.

I "Dannevirke" for 21de ds. tager atter Mads Jensen fra Jægerup Ordet imod dem, der ville forsvare Edsaflæggelsen. Han mener, at der i det Høieste for Nordslesvigerne derved kan vindes nogle smaa materielle Fordele, men at disse blive for dyrt kjøbte ved Edsaflæggelsen, der vil berøve Folket dets tidligere Ideal og Haab, der støttede sig til Nationens Selvbestemmelsesret, og som det bør fastholde, selv efterat Pragfredens Artikel V er ophævet efter Overeenskomst mellem Preussen og Østerrig.

Der synes kun at være ringe Sandsynlighed for, at Striden om Edsaflæggelsen for det Første vil standse. Da Edsaflæggelsesspørgsmaalet for nogle Aar siden drøftedes i den holstenske Presse, henvistes der bl. A. til de polske Deputerede, der alle havde aflagt Eden og ikke i mindste Maade derved syntes at have brudt hverken med deres Fortid eller med den nationale Agitation, der efter Cultusminister Gosslers Tilstaaelse har været saa virksom i Posen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. februar 1882).

Arbejdernes Byggeforening. (Efterskrift til Politivennen)

Det er et alt andet end behageligt Hverv at omtale Godgørenheden, naar man ikke vil smigre den. Intet kan i højere Grad gøre Regning paa sentimental Sympati end netop denne, og naar den "Godgørende" ser sine Hensigter draget i Tvivl eller sin Gaves Betydning værdsat, vil han altid kunne samle en Flok, der med ham raaber paa Misundelse og Utaknemlighed, og disse Raab vil maaske netop blive mest højrøstede og den sympatiserende Flok størst, naar "Godgøren" i Virkeligheden er en Hykler og Egoist.

Vi staar de Lidende og Ulykkelige saa nær, at Ingen i højere Grad end vi kan føle Anerkendelse for den virkelige Godgørenhed, uden Hensyn til, hvad der formaar at udrette, men ligesaa fuldt som vi anerkende Godgørenheden i og for sig, lige saa bestemt maa vi protestere mod, at den benyttes som Maske for egoistiske Interesser. Hvor meget man end kan bøje sig for Godgørenheden, et kan man dog ikke nægte, nemlig at den virker demoraliserende, og denne dens demoraliserende Natur stiger naturligvis og bliver mere ødelæggende, naar dens Motiv ikke er Uegennytte.

Man gør godt for de Ubemidlede paa to Maader, dels ved direkte at hjælpe dem med Gaver, dels ved at lette deres Forsøg paa at hjælpe sig selv, f. Eks. ved Oprettelsen af saadanne Foretagender som "Arbejdernes Byggeforening". Vi har tidligere bast Lejlighed til at omtale den første Maade al hjælpe paa, i Dag vil vi se lidt paa den anden.

"Arbejdernes Byggeforening" blev stiftet 1865, idet nogle Arbejdere hos Burmeister & Wain enedes om hver Uge at sammenskyde 1 Mark, og ved Hjælp af den Kapital, der derved kunde opspares, at bygge Smaahuse til Selvejendom. Denne Plan var i og for sig god. Ethvert Foretagende, der kan skaffe den virkelige Arbejder et sundt og hyggeligt Hjem, fortjener Paaskønnelse; thi besidder han et saadant, vil hans Trang til ædle Livsnydelser og Kundskaber stige og gøre ham til Forkæmper for Mandens Emancipation. Byggeforeningens Grundide var altsaa, som den burde være; men der kom "Godgørenhed" med i Spillet, ikke uegennyttig, opofrende Godgørenhed, men den hverdagsagtige, den, der ikke giver Æblet bort, forinden den har Pæren, og "Arbejdernes Byggeforening" blev de Velhavendes Malkeko.

Under Paskud af, at denne Forening fortjente Støtte, indmeldte sig og indmelder sig den Dag i Dag en Mængde "Velgørere", som føler sig tilskyndede af deres "gode Hjærter" til at "hjælpe" de Ubemidlede. Disse ædle Sjæle tager indtil 10 Andele - dette forøget nemlig 10 Gange deres Udsigt til at vinde, og deres "gode Gerning" fordobles naturligvis i samme Forhold. Der er vist Ingen, der vilde blive mere indignerede end netop disse Velgørere, hvis man saadan i al i Almindelighed sagde Godgørenheden Ubehageligheder; men dette har naturligvis sin rimelige Grund, der er i Virkeligheden heller ingen, der har mere Grund til at blive indigneret end netop de!

Som foran sagt var det oprindelig Hensigten at lette Arbejderstanden, og kun Arbejderstanden, Erhvervelsen af egne Huse og derigennem sunde og hyggelige Hjem. Det hedder saaledes i en Indbydelse til nævnte Forening: "Den københavnske Arbejder og de med ham i Evne og Kaar Ligestillede bo gennemgaaende usundt, i Baghuse ud til snævre og mørke Gaardsrum, i Kældere eller paa Kviste, flere Familier samlede i én, oprindelig kun for én Familie indrettet Bolig, med et fredsforstyrrende, demoralisende Fællesskab, de, der bo bedst, bo saa indskrænket, at det er næsten umuligt der at føre et sundt Familieliv, som dog er det, der bærer hele Samfundet. I de senere Aar er der her i Byen opført mange store Kaserner, indeholdende et stort Antal Smaalejligheder. Herved er vel Trangen til Smaaboliger afhjulpet; men det uundgaaelige nære Samliv af mange Familier er i høj Grad fredsforstyrrende for hjemlig Hygge og særdeles fordærvelig for Børnenes Opdragelse og sanitære Velvære. Hygge, Fred og Ro forsvinder fra et saadant Hjem og hvor de savnes, der søger Familien udad, Drikfældighed, Usædelighed og Tomhed drage ind, den opvoxende Ungdom ser et slet Eksempel, følger Sporet og saadan forringes Folkets Karakter. En sund og god Bolig er derfor ej alene en Behagelighed, den er et overmaade stort Gode, ved den bevares Menneskets Sundhed, hæves og fremmes dets moralske og aandelige Udvikling. Er det derfor et Offer at afse 35 Øre om Ugen, for derved at have Udsigt til at saa sit eget Hus, eller at kunne faa en god og sund Bolig tilleje, da er Formaalet vel Ofret værd."

Vi vil se, hvorledes man løser denne Opgave, den Opgave at føre dem, der bor i usunde Baghuse, i Kældere, paa Kviste, sammenstuvede flere Familier i en Lejlighed o. s. v., hvorledes man løser den Opgave at føre dem ind i en bedre Tilværelse.

Foreningens Ejendomme fordeles mellem Medlemmerne ved Lodtrækning, og da disse med Hensyn til Resultaterne er saa godt som ensartede, vil vi her indskrænke os til at omtale de to sidste, af hvilke den ene fandt Sted i Juni Maaned d. A., og den anden for omtrent 2 Uger siden.

Ikke Abildgårdsgade, men Wiedeweltsgade som ligner den til forveksling og som omtales længere nede i artiklen. Kartoffelrækkerne mellem Øster Farimagsgade og Søerne. Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Ved Bortlodningen i Juni Maaned fordeltes 20 nye Huse i Abildgaardsgade med følgende Resultat: 5 af Husene tilfaldt Personer, der figurerede ved deres Børn, 3 blev vundne af Frøkner, 11 Huse fordeltes saaledeS: 1 Krigsraad, 1 Fabrikant, 1 Hotelvært, 1 Bogholder, 1 Grosserer, 1 Kasserer, 1 Sadelmagermester, 1 Manufakturhandler, 2 Skomagermestre og 1 Lokomotivfører. De var 19 af de 26 Ejendomme, der fandt Anvendelse paa den Maade. Vi gad se de Bagstuer og Kviste, som disse vindende Medlemmer har beboet, forinden "Arbejdernes Byggeforening" hjalp dem til en ordenlig Beboelse.

Maaske vil man antage, at de 5 Børns Forældre hørte Arbejderklassen til; men det er langt fra Tilfældet. Eksempelvis kan anføres, hvad der er meddelt os, at Faderen til den ene af dem selv er Husejer. Ganske vist burde han og de andre "Fædre" kunne være deres "Held" bekendt lige saa godt som Krigsraaden, Grossereren og Fabrikanten; men de generer sig maaske? De har maaske Følelsen af, at det ser mindre kønt ud at de forøge Antallet af deres Ejendomme ved Hjælp af "Arbejdernes" Byggeforening? Ganske vist gør det ogsaa; men det er ikke dem selv, der have vundet, nej. Gud bevares! det er deres Børn, hvis Fremtidsvel maa varetages - og saa beholder de ømme Forældre Gevinsten!

Ved Bortlodningen midt i forrige Maaned var Husenes Antal 25, ogsaa denne Gang i Abildgaardsgade. Af disse fordeltes de 18 til 7 Børn, 4 Fruer, 2 Snedkermestre, 1 Boghandler, 1 Skrædermester. 1 Bogholder, 1 Skomagermester og 1 Værtshusholder. Med Hensyn til Børnenes Forældre, da kender vi kun 2 af dem, heraf er den ene Grosserer, den anden Møbelfabrikant.

Af samtlige de 51 Huse i Abildgaardsgade kom altsaa de 37 i Hænderne paa Folk, der aldeles ikke trænger til denne Hjælp, hvis Hjem i Forvejen baade er rummelige og sunde, og som burde føle Skamrødmen farve deres Kinder, naar vi siger dem, at de, under det falske Foregivende at ville støtte et Arbejderforetagende, ved Hjælp af indtil 10 Andelsportioner har tilvendt sig Smaahuse, der ikke kunne være bestemt for dem, men for fattige Arbejdere. Kun 14 af de 51 Bygninger blev vundet af Arbejderbefolkningen, men det er meget tvivlsomt, om de længe bliver i dens Besiddelse, thi "Godgørerne" ligger paa Jagt efter at afkøbe Arbejderne deres Gevinst for en billig Penge, noget, som de i Følge Foreningens Love har Ret til. Og det kalder man at rejse hyggelige Hjem til dem, der bor i overfyldte og usunde Baghuse!

Det er ikke saa mærkeligt, at de Gader, som "Arbejdernes" Byggeforening har rejst, med Hensyn til Beboernes Livsstillinger staar i en skærende Modsætning til de egenlige Arbejderkvarterer. Disse Gader minder om de saakaldte "bedre" Dele af Byen, i hvilke Mellemklasserne er det overvejende Element. For at konstatere dette, har vi undersøgt Byggeforeningens Gader i det saakaldte Østervolddistrikt. Naturligvis gør Resultatet af vor Undersøgelse ikke Krav paa at være absolut korrekt, vi har rimeligvis hist og her taget sejl, men i det Væsenlige er Efterfølgende rigtigt.

Ifølge vor Undersøgelse er Wiedeweltsgade beboet af 38 Arbejderfamilier og 34 Familier henhørende til andre Livsstillinger. Mestre, Fabrikanter, Handlende, 1 Baronesse o. s. v. Voldmestergade tæller 21 Arbejderfamilier og 47 af andre Livsstillinger. I Hallings er Forholdet 26 mod 36, deriblandt ikke mindre end 12 Mestre og Fabrikanter. Jens Juelsgade møder med 23 mod 15, deriblandt 1 Kaptajn, og endelig i Schmartzgade findes 21 Arbejder- og 31 Ikke-Arbejderfamilier. For disse 5 Gaders Vedkommende afgiver altsaa Byggeforeningen Boliger for 120 Arbejderfamilier og for 163 Familier, der ikke kan henregnes til den egentlige Arbejderstand, eller i det Mindste ikke til dem, der uden Foreningens Virksomhed maatte bo flere Familier sammen i én indskrænket og usund Lejlighed. 

For ret at kunne vurdere Resultatet ar den her omtalte "arbejdervenlige" Bestræbelse maa man erindre, at over Halvdelen af dem, der bebor ovennævnte Gader, kun bor tilleje, og deraf danner Arbejderne naturligvis den største Del. Disse familier har ikke noget som helst Haab om at komme til at eje det Sted, hvori de bor. I det Hele taget vil "Arbejdernes" Byggeforening, naar den en Gang afslutter sin Virksomhed, kun have hjulpet en Del af Mellemklasserne til at bo om ikke just bedre saa dog billige end de tidligere var i Stand til, og dette Resultat er blevet naaet med Understøttelse af de Fattiges Penge og under Paaberaabelse af den skammelige Usandhed at ville hjælpe Arbejderne.

Og desværre, i alt for mange Tilfælde hviler Godgørenheden paa slet og ret Løgn, mere eller mindre bevidst maaske, men Løgn alligevel. Det kan være, at der undertiden kastes Brød til de Fattige, men lige saa ofte er det Stene, og lige saa ofte som Kærlighed lige saa ofte følger Haan og Foragt med Gaverne. Og hvad gør saa disse Velgørere, selv dem, der mener det ærligst? De virker kun som Ødelæggere af Arbejdernes Fremskridtsbestræbelser. Nu sløves den ubemidlede Mand ved Almisserne og Naadegaverne. Han lader sin Ret tage bort for Næsen af sig, han finder sig i at dele Udbyttet af sit Arbejde med Per og Povl, der har drevet Tiden ben. medens han forslæbte sig, hans Begreber forvirres, og han føler sig selv ikke som Samfundets Bærer, men som dets Byrde.

Vi sagde foran, at den Grundide, hvorpaa "Arbejdernes Byggeforening" hviler, i og for sig er sund, og vi fastholder denne Anskuelse. Det er de snyltende "Velgørere", dem af de "bedre" Klasser, der under Paaskud af at støtte Foretagendet, løber af med Fordelene. Skal Resultatet af dens Virksomhed svare til Foreningens Principer, da maa "Velgørerne" fjærnes eller der maa anvises dem en Særstilling, som ikke frister deres Egoisme.

(Social-Demokraten 1. januar 1882).

Den 16. juni 1882 beregnede Social-Demokraten at andelen af arbejdere i lodtrækningen i Eckersberggade. Den viste at der var 5 arbejdere, mens 19 var ikke-arbejdere.

Arbejdernes Byggeforening blev om nævnt i artiklen stiftet 20. november 1865 af arbejderne på Burmeister & Wain. Den likviderede den 18. september 1974 og havde da opført 1.740 huse i Københavnsområdet. Før Kartoffelrækkerne i Sverrigsgade (Amager), Schønbergsgade (nedrevet), Nyboder, Krysemyntegade og Olufsvej. Senere Humleby og andre. Et uofficielt formål var også at forhindre radikalering af arbejderne. I 1890 havde foreningen 16.000 medlemmer. Ret hurtigt løb - som artiklen påpeger - ideen med at husene var bygget til fattige arbejdere ud i sandet, og foreningen omtaltes som "Arbejdernes Byggeforening ikke mere var en forening for arbejdere, men en forening for velhavere". Foreningens arkitekt 1874-1903 var Frederik Bøttger, 1903-1930 Christen Larsen.

Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Bornholms Østland skrives til os den 29de Novbr.: Paa det af den høie Regjering forelagte Finantslovforslag til Finantsloven for 1881-82 var opført 40,000 Kr., hvorved en udvidet Postforbindelse mellem Kjøbenhavn og Bornholm skulde iværksættes saaledes, at vi skulde have Post hertil Øen 6 Gange om Ugen i de 8 Maaneder af Aaret og 4 Gange om Ugen i den øvrige Tid, alt udenfor den Post som Dampskibet "Erna" regelmæssig bringer os paa sine Toure imellem Kjøbenhavn og Bornholm. Den saaledes paatænkte Ordning af Postforholdene hertil Øen kom imidlertid ikke igang fra 1ste April, eftersom vi ingen Finantslov fik vedtaget for indeværende Finantsaar. Ihvorvel det høiligen maa beklages, at Lovgivningsmagtens Factorer ikke kunde blive enige om en Finantslov, troer jeg dog, at for denne Posts Vedkommende var Standsningen ikke uheldig. Der er nemlig siden den Tid, da Regjeringen forelagde Sagen i Rigsdagen, høstet endeel Erfaringer, som tale for Forandringer i den paatænkte Ordning af Postforbindelsen.

Som det vil erindres, vare vi afvigte Vinter i længere Tid afskaarne fra Hovedstaden, saa at Postvæsenet maatte tye til det i Nexø stationerede Dampskib "Erna" for at faae Posten bragt til og afhentet i Sverig. Første Gang, den 10de Februar, afgik "Erna" til Cimbritshamn med Posten og ankom hertil igjen Dagen efter. Derefter optog Rønne-Dampskibene igjen Routen til den 28de Februar; da bragte "Heimdal" os Posten fra Sverig for sidste Gang for en heel Maaned. I Tiden mellem den 28de Februar og 2den April bragte Dampskibene i Rønne os ikke nogen Post; den, vi fik hertil Øen i den mellemliggende Tid, blev alene besørget af Dampskibet "Erna" fra Nexø. Den 28de Marts afgik "Erna" fra Nexø til Cimbritshamn for at afhente den Post, der var 3 Uger gammel. Først den 1ste April afgik "Heimdal" til Kjøbenhavn med Posten herfra Øen.

En Ulempe ved Ordningen af vore Forhold er, at naar den Post, der bliver sendt med Rønne-Dampskibene fra Kjøbenhavn, bliver forsinket i flere Dage paa Reisen hertil, forbliver undertiden den Deel af denne Post, der er bestemt til Østlandet, liggende i Rønne 12 a 14 Timer, forinden den sendes afsted. Ligeledes maae Passagerer, der ved en slig Leilighed ankomme til Rønne og skulle til en af Østlandets Byer, forblive der, med mindre de ville leie en Vogn til 10 a 12 Kr. for saaledes at befordres til deres Hjem. Der er ogsaa hændt, at naar Posten fra de østlandske Byer skulde expederes ombord i Postdampskibet til Kjøbenhavn, er Nexø Brevpost ikke kommen med, men forbleven liggende i Rønne, indtil næste Skib gik. Det ligger nær at spørge, hvorfor de i Rønne stationerede Postdampskibe under aabent Vande ikke kunne holde deres Toure mellem Kjøbenhavn og Bornholm, naar Dampskibet "Erna" kan gjøre det. Grunden ligger muligviis i, at de i Rønne hjemmehørende Dampskibe, der besørge Postfarten. ikke ere heelt overbyggede, hvorved de jo ikke med den Sikkerhed og Lethed kunne gaae imod den høie Sø, som under stormende Veirforhold reiser sig imellem Bornholm og Kjøbenhavn, hvorimod "Erna", der er heelt overbygget, intet Vand kan faae ind paa Dækket. Jeg vil ikke afgjøre, hvoraf det kommer, at Rønne Post dampere saa ofte ligge over i Ystad, men det synes klart, at enten er Rønne Havn ikke saa god at søge, som den burde være, eller ogsaa have de der hjemmehørende Dampskibe Mangler, som burde søges afhjulpne ved, at Selskabet skaffede sig nye og tidssvarende Skibe, saafremt det skal vedblive at besørge Posten mellem Bornholm og Kjøbenhavn.

At den høie Regjering saavelsom Rigsdagen stadigt har udviist stor Velvillie overfor Befolkningen paa Østlandet, derpaa have vi mange Beviser, og det er derfor et almindeligt Haab, at den paatænkte Forbedring af Postforbindelsen mellem Kjøbenhavn og Øen ogsaa i saa stort Omfang som muligt maa komme Østlandets Byer tilgode, og at ikke Rønne alene faaer alle Fordele af, at Posten sendes derigjennem og med denne Byes Skibe. Her boer paa Østlandet af Øen ca. 18,500 og paa Vestlandet ca. 16.500 Mennesker. Man skulde som Følge heraf troe, at denne Omstændighed var nok til, at Postskibene idetmindste 2 Gange om Ugen kunde anløbe en af Østlandets Havne først, og paa de øvrige Toure Rønne. Østlandsboerne mene ogsaa, at den af de to Bornholmske Repræsentanter i Rigsdagen, der har Sæde i Finantsudvalget, i et af Møderne maatte have klaret Stillingen for Dhrr. Medlemmer i Udvalget med Hensyn til den om handlede Udvidelse af Postforholdene mellem Kjøbenhavn og Øen.

Jeg skal sluttelig kun anføre et lille Exempel paa, hvor betydningsfuld for Øens Befolkning den daglige Dampskibsforbindelse med Hovedstaden er. Hver Gang Dampskibet "Erna" gaaer langs østkysten for at indtage Ladning til Kjøbenhavn, faae vore Fiskere paa den Kant af Øen 10 a 20 Øre mere for hvert Pund Lax.

Desværre er det kun een Gang om Ugen, at dette Skib gjør Touren. En hyppigere og regelmæssigere Dampskibsforbindelse vilde under alle Omstændigheder være et stort Gode for vort Fiskeri, der drives i betydeligt Omfang paa Østlandet og i høi Grad trænger til at ophjælpes. Kunde der virkes i denne Retning, vilde vore ærede Rigsdagsmænd erhverve sig hele Østlandets og særlig Fiskeribefolkningens største Taknemmelighed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. december 1881).

Jerndampskibet S/S Erna var bygget i Malmø 1877. Den var på 193 tons. Skibet lønnede sig over forventning. I 1884 var mængden af gods taget så meget til, at det i 1885 blev suppleret med "Jarl". 1890 var ulykkesår for begge skibe:"Erna" blev påsejlet ud for Falsterbo, og "Jarl" forliste, se herom indslaget i Vandringsløse Tidende. Derefter skete flere uheld. Sidste gang i 1897 hvor skibet forliste og blev opgivet.