En kommission blev nedsat til at undersøge borgmester Malling-Holms forhørsmetoder. Dommen stod fx i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. februar 1882, 2. udgave. Malling-Holm erklærede sig for utilfreds med kommissionsdommen og indankede den for Højesteret. Se fx Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 7. juni 1883 for sagens begyndelse. Dommen stod fx i Social-Demokraten 15. juni 1883. Dommen blev offentliggjort i Højesteretstidende i 1884.
Torsdagen den 14 Juni. Nr. 114
Højesteretssagfører Bagger
contra
Byfoged og Byskriver i Præstø, samt Birkedommer og Skriver i Vordingborg nordre Birk Seier Malling Emil Holm
(Defensor Henrichsen),
der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens 13de Kapitel i sin Stilling som Undersøgelsesdommer og Politimester.
Commissionens Dom af 21 Februar 1882: Tiltalte Byfoged og Byskriver i Præstø samt Birkedommer og Skriver i Vordingborg nordre Birk Seier Malling Emil Holm bør straffes med simpelt Fængsel i 4 Maaneder samt betale Aktionens Omkostninger , derunder Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Mundt og Sørensen, 500 Kr. til Førstnævnte og 400 Kr. til Sidstnævnte. At efterkommes under Adfærd efter Loven.
Højesterets Dom.
Med Bemærkning, at Tiltaltes i den indankede Dom ommeldte Forhold med vilkaarlig at nægte nogle Arrestanter Extraforplejning og en enkelt Arrestant Brugen af egne Klæder maa henføres under Straffelovens § 141, og iøvrigt i det Væsentlige i Henhold til de i Dommen anførte Grunde, samt idet de Højesteret forelagte nye Oplysninger tildels bestyrke det i Dommen antagne Resultat, vil denne være at stadfæste. Idet endnu tilføjes , at Defensor for Højesteret ikke har paastaaet Salær,
kjendes for Ret :
Commissariernes Dom bør ved Magt at stande.
I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagfører Bagger 600 Kroner.
----
I den indankede Doms Præmisser hedder det: Efter at det i Anledning af Klager, der vare indkomne til Justitsministeriet over den Maade, hvorpaa Byfoged og Byskriver i Præstø, samt Birkedommer og Skriver i Vordingborg nordre Birk, Seier Malling Emil Holm, havde ledet trende kriminelle Sager, henholdsvis mod Kjøbmand H. H. S. C. Hald for Brandstiftelse, Gaardmand Jacob Henriksen og Husmand Jens Christian Larsen, Førstnævnte for Forledelse til falsk Forklaring for Retten og til Mened og Sidstnævnte for falsk Forklaring for Retten, var ved allerhøjeste Kommissoriatbefaling af 18 November 1880 overdraget medundertegnede Assessor i Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret Jensen at foretage fornøden Undersøgelse af, hvorvidt og i hvilken Grad Byfoged og Birkedommer Holm ved Behandlingen af de 3 nævnte Sager samt af saadanne Sager, med Hensyn til hvilke lignende Klager under Undersøgelsen maatte forekomme, havde forset sig mod sin Embedspligt, er det efter Slutningen af denne Undersøgelse ved allerhøjeste Reskript af 27 December s. A. paalagt undertegnede Assessorer i nævnte Ret at sammentræde i en Kommission til yderligere at undersøge og paakjende denne Sag, hvorunder Byfoged og Byskriver i Præstø samt Birkedommer og Skriver i Vordingborg nordre Birk Seier Malling Emil Holm vil være at tiltale for Overtrædelse af Straffelovens 13de Kapitel i sin Stilling som Undersøgelsesdommer og Politimester.
Tiltalte, der den 12 April 1872 blev beskikket i nævnte Embede, har siden den Tid bestyret dette, indtil han ifølge Justitsministeriets Resolution af 27 December 1880 blev suspenderet fra samme.
Resultaterne af de i Sagen foretagne Undersøgelser i foranførte Henseender ere følgende:
Da Besværingerne over at have været Gjenstand for Haandgribeligheder fra Tiltaltes Side gaa igjen i alle Sager, der have været undersøgte af Kommissionen, og Tiltaltes nedenanførte Forhold i Henseende til en Erklæring fra Retsvidnerne i hans Jurisdiktion har givet yderligere Anledning hertil, har Undersøgelsen forsaavidt maattet strække sig ud over de enkelte Sager, hvori Klager ere fremkomne. Det maa i saa Henseende, ved hvad der er erkjendt af Tiltalte og iøvrigt oplyst, anses tilstrækkeligt godtgjort, at Tiltalte jævnligt i de af ham afholdte Forhører, naar han befandt sig overfor Inqvisiter, der enten ikke fulgte behørigt med, eller i deres Opfattelse af hans Spørgsmaal og deres Besvarelse af samme røbede Vrangvillighed og Tilbageholdenhed, har, for at vække dem til Eftertanke eller give sin Examination Eftertryk, rusket dem eller knubset og stødt dem med Haanden eller med en Lineal eller Nøgle, som han havde i Haanden, at denne Fremgangsmaade vel i Reglen er anvendt paa lempelig Maade, men at den dog ogsaa ved enkelte Lejligheder hvor Tiltalte under Paavirkningen af den Iver, hvormed han utvivlsomt har grebet sine Undersøgelser an, ikke har givet fornøden Agt paa, hvad han gjorde, og forsaavidt uforsætlig er bragt i Anvendelse saaledes, at den i sin Virkning har været ikke saa lidt følelig for Vedkommende.
Derhos er det paa ovenanførte Maade bevist, dels at Tiltalte ved tvende forskjellige Lejligheder, hvor to forskjellige Drenge, hver i 14 Aars Alderen, nægtede sig skyldige i, hvad der paasigtedes dem, og Undersøgelserne ikke førte til noget Resultat, har pryglet dem i Retten for at tildele dem en efter hans Formening gavnlig korporlig Revselse, dels at han under tvende af ham ledede Undersøgelser mod Tjenestekarl Rasmus Nielsen har behandlet denne paa følgende Maade:
Efter at bemeldte Rasmus Nielsen den 15 Marts 1877 var bleven anholdt som mistænkt for at have Natten mellem den 13de og 14de forud af sin forhenværende Husbond, Gaardmand af Bøgesø Villum Petersens Stald stjaalet en Hest, men i sin Forklaring til en Politirapport havde nægtet sig skyldig i dette Tyveri, fremstilledes han den 16 Marts s. A. i et Forhør foroftmeldte Birks Politiret, hvor han fastholdt sin til Rapporten afgivne Forklaring. Overbevist om, at Nielsen var skyldig i dette Tyveri og for at fremkalde hans Tilstaaelse heraf saa hurtigt, at der, hvad han saa havde gjort af Hesten, kunde være Udsigt for Ejeren til at faa den tilbage, lod Tiltalte da Nielsen føre ind i et bag Forhørsstuen liggende Værelse, hvor han efter forgjæves at have opfordret ham til at følge Sandheden, med sin venstre Haand greb ham i Brystet, rystede ham og satte ham op imod Væggen, og med sin højre Haand slog ham, og under idelige Opfordringer til ham om at tilstaa sin Brøde vedblev at slaa ham, indtil Nielsen erklærede sig villig til at følge Sandheden. Nielsen blev herefter atter stillet for Forhør, hvor han tilstod at have stjaalet Hesten, redet paa den til Kjøge og sat den eller ladet den sætte ind i en derværende Stald. Tilstaaelsen viste sig at være rigtig. Hesten, hvis Værdi var 6 à 700 Kr., kom atter sin Ejer ihænde, og Nielsen blev for Tyveriet af den ved Birkets Extrarets Dom af 30 April 1877 anset efter Straffelovens § 229 Nr. 4 med Forbedringshusarbejde i 1 Aar. I Februar og Marts Maaneder 1880 var Rasmus Nielsen atter arresteret under Birket for Ejendomsindgreb, i hvilke han efter nogen Tids Nægtelse vedgik sig skyldig, og for hvilke han ved Birkets Extrarets Dom af 7 April næstefter blev anset efter Straffelovens §§ 248 og 253 med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. I flere af de i denne Sag afholdte Forhører har Tiltalte forsætlig paa kraftig Maade rusket og puffet og stødt Nielsen for Brystet; at dette imidlertid, saaledes som iforanførte Sag, skulde være sket for at aftvinge ham en Tilstaaelse er mod Tiltaltes Benægtelse ubevist, hvilket ogsaa gjælder, hvad der paasigtes Tiltalte om at have i disse Forhører søgt paa forskjellig Maade at true Nielsen til at tilstaa og om at have ladet Nielsen, medens denne hensad iVaretægtsarrest, vederfares en Behandling, der ikke er stemmende med Forskrifterne i Reglement for Arrestvæsenet i Danmark af 7 Mai 1846.
Den 19 April 1879 udbrød Ild i en Ejendom i Viemose, der tilhørte Kjøbmændene Hans Heinrich Søren Christian Hald og dennes Broder, hvilke her drev en Handel, som var Filial af deres Kjøbmandsforretning i Præstø, og under den i Anledning af denne Brand, der forøvrigt var bleven slukket uden at foraarsage større Skade, ved Vordingborg nordre Birks Politiret indledede Undersøgelse blev bemeldte Kjøbmand Hans Heinrich Søren Christian Hald den 26 April næstefter anholdt som mis- tænkt for at have paasat Ilden. Den 28 s. M. afsagdes Fængslingskjendelse over ham, og han forblev herefter hensiddende i Varetægtfængsel, indtil han den 30 August næstefter blev løsladt, samtidig med at Undersøgelsen blev sluttet. I den herefter mod Hald for Brandstiftelse og Assurancesvig eller Forsøg paa sidstnævnte Forbrydelse ved Birkets Extraret anlagte Sag, til hvis Paakjendelse der i Anledning af en af Halds Defensor til Præstø Amt indgiven Klage over Tiltaltes Behandling af Undersøgelsen blev beskikket Sættedommer, blev den 23 December 1879 afsagt Dom, hvorved Hald blev frifunden for Aktors Tiltale og Aktionens Omkostninger paalagte det Offentlige. Sagen blev herefter indanket for Landsover- samt Hof- og Stadsretten, hvor der den 2 Juli 1880 afsagdes Dom i samme, hvorved Underretsdommen kjendtes ved Magt at stande og Aktionens Omkostninger for Overretten paalagdes det Offentlige. Om Tiltaltes Behandling af Undersøgelsen i den heromhandlede Sag hedder det i Overretsdommen, at det fandtes ikke at kunne billiges, at den under samme efter Tiltaltes Foranstaltning foretagne Opgjørelse af Halds Varelager i Viemose m. m., der ganske maatte sættes i Klasse med en Husundersøgelse, var iværksat, uden at der i Overensstemmelse med Grundlovens § 81 havde foreligget en egentlig Kjendelse herfor eller et udtrykkeligt Samtykke fra Halds Side, at om der end ikke aldeles havde manglet Føje efter det Foreliggende til ved Undersøgelsens Begyndelse at dekretere Arrest paa Halds Person, maatte det derimod misbilliges, at denne Fængsling havde varet i over 4 Maaneder, idet det ikke ved Undersøgelsens Gang eller det iøvrigt Fremkomne var oplyst, at der havde været tilstrækkelig Grund hertil, men at det dog som Sagen forelaa, og navnlig ogsaa under Hensyn til, at Defensor havde oplyst, at der var andraget paa en selvstændig Undersøgelse af Forhørsdommerens Behandling, ikke fandtes tilstrækkelig Grund til i alt Fald der under Sagen at paalægge Tiltalte Ansvar i de anførte Henseender, hvorfor Overretten af det nævnte Hensyn ikkė fandt Anledning til at udtale sig om hans Behandling af Undersøgelsen i det Hele.
Som Sagen forelaa for Overretten, fuld af Besværinger fra Halds Defensors Side ikke blot over Tiltaltes Behandling af Undersøgelsen, men over hans Behandling af Halds Person i Varetægtsfængslet og i enkelte af de afholdte Forhører, kunde der i Virkeligheden være Spørgsmaal om, hvorvidt der ikke til Grund for Tiltaltes Forhold ogsaa i de Henseender, i hvilke Overretten havde udtalt sig og da navnlig i Forlængelsen af Fængslingen, havde ligget en Hensigt fra Tiltaltes Side til at fremtvinge en Tilstaaelse fra Halds Side om at have gjort sig skyldig i, hvad der paasigtedes ham. I saa Henseende er der imidlertid mod Tiltaltes bestemte Benægtelse Intet bevist. Ved den foretagne Opgjørelse af Halds Varelager m. m. vil han være gaaet ud fra, at disse Foranstaltninger ikke kunde sættes i Klasse med de i Grundlovens § 81 nævnte, og at han i alt Fald i en Udtalelse af Hald i Forhøret den 26 April 1879 havde dennes Samtykke hertil, og i Henseende til Fængslingens Forlængelse har han henvist til Sagens Vigtighed, sin egen personlige Overbevisning om Halds Skyld og andre ham paahvilende Embedsforretninger, der have hindret ham i at fremme Undersøgelsen med større Hurtighed. Hvad angaar de fremførte Besværinger over hans Behandling af Halds Person, er det vel ved, hvad der er vedgaaet af Tiltalte selv og iøvrigt oplyst, bevist, dels at Tiltalte, uden at der fra Halds Side var udvist noget Forhold, der kunde give Anledning hertil , har under Arrestationen helt eller tildels nægtet ham Tilladelse til at skaffe sig en saadan Extraforplejning, som vel maatte kunne bestaa med nødvendig Orden og Maadehold i Arresthuset, dels at han, efter den 11 August 1879 at have ladet Hald iføre Arrestklæder som Følge af, at dennes egne Klæder trængte til Udluftning, og vægret sig ved at sende Bud til Halds Hjem i Præstø om Oversendelse af andre Klæder til Arresthuset, har ladet Hald være iført Arrestklæder indtil den 29de næstefter, længe efter at dennes egne Klæder vare eller kunde have været udluftede , uagtet han vidste eller ialt Fald ikke kunde være i Tvivl om, at det var imod Halds Ønske, at denne bar Arrestklæder; men til at forkaste Tiltaltes Forklaring om, at hans Bevæggrund hertil ene har været den, at det var ham imod, at en Arrestant, blot fordi han havde Midlerne hertil, skulde hensidde i Varetægtsfængsel under bedre Vilkaar end Andre, der ikke vare saaledes situerede, giver det Oplyste ikke Føje, og hvad angaaer de iøvrigt fremsatte Anker over hans Behandling af Halds Person, da ere disse ubeviste enten i Henseende til det Faktiske, de angaa til Exempel at Tiltalte under Forhørene skal have haanet og puffet Hald eller i Henseende til det ulovlige Forsæt eller Formaal, der underlægges det paagjældende Forhold fra Tiltaltes Side.
Under en mellem Gaardejer Jacob Henriksen af Bøgesø og Snefoged Lars Jensen ved Vordingborg nordre Birks Politiret efter Hoved- og Kontraklage procederet Injuriesag, fremstillede Snefoged Jensen ved Sagens Foretagelse i Retten den 22 Februar 1877 trende til Møde dersteds samme Dag indstævnte Vidner, nemlig Ungkarlene Peder Nielsen og Christen Hansen, samt Husmand Jens Christian Larsen, og afgave disse hver for sig Vidneforklaring i Sagen, hvilken de bekræftede med Ed. Under en endnu samme Dag paabegyndt kriminel Undersøgelse ved Birkets Politiret vedgik imidlertid de 2 nævnte Ungkarle tildels strax, at de i deres Forklaringer i nævnte Sag forsætligen vare afvegne fra Sandheden til Gunst for Henriksen og erklærede, at de vare forledede hertil af denne, idet han, med hvem de og Larsen vare kjørte til Byen i Anledning af Retsmødet, hvortil de vare indvarslede, undervejs gjentagne Gange havde opfordret dem og Larsen til at bevidne, at de Intet huskede i Henseende til det, hvorom Forklaring maatte blive dem afæsket. Larsen blev afhørt i samme Forhør, men fastholdt Rigtigheden af den af ham i Injuriesagen afgivne Forklaring, ligesom han i Henseende til, hvad der saaledes paasagdes Henriksen, erklærede, at han ikke med Bestemthed mindedes noget herom, hvorefter han blev demitteret, medens de to Ungkarle bleve anholdte og efter i Forhør den 25 s. M. at have gjentaget deres Tilstaaelser, arresterede ifølge Kjendelse. Henriksen blev derpaa anholdt og stillet for Retten den 26 s. M., men nægtede Rigtigheden af det ham Paasigtede. Larsen, der mødte i Forhøret samme Dag, og hvem det efter Protokollens Udvisende blev betydet, at Sagen ikke angik ham, men at han mødte som Vidne, forklarede den Dag med Bestemthed, at han ikke mindedes, at Jacob Henriksen havde udtalt sig til Vidnerne saaledes, som det paasigtedes ham af Nielsen og Hansen. Han blev derefter anholdt og i et paafølgende Forhør tilligemed Henriksen fængslet ifølge Kjendelse, der for Begges Vedkommende blev paaanket, men ved Lands- over- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 30 April 1877 stadfæstet. I et den 28 Mai s. A. afholdt Forhør tilstod Larsen, at hans anførte i Forhørene den 22 og 26 Februar forud under den kriminelle Undersøgelse afgivne Forklaringer vare usande, idet han godt havde erindret at have hørt Henriksen paa Vejen til Præstø den ovennævnte Dag opfordre ham og de 2 Ungkarle til at forklare i Retten saaledes, som det paasagdes Henriksen af disse, og i Forhør den 12 Juli s. A. tilstod ogsaa Henriksen, at han ved bemeldte Lejlighed havde, som anført, opfordret de 3 Andre, der kjørte sammen med ham, til at afgive falsk Vidneforklaring i Injuriesagen. Ved Birkets Extrarets Dom af 30 August s. A. bleve de derefter ansete, Henriksen efter Straffelovens § 145 første Led jfr. § 52 samt efter § 101 med Forbedringshusarbejde i 2 Aar, Nielsen og Hansen efter denne Lovs § 145 2det Led jfr. § 58 hver med Forbedringshusarbejde i 8 Maaneder, og Larsen efter Straffelovens § 146 med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. Samtlige acquiescerede ved Dommen, og de dem idømte Straffe exeqveredes. Spørgsmaalet om Rigtigheden af den afsagte Dom for Larsens Vedkommende under Hensyn til Straffelovens § 147 anser Kommissionen efter Indholdet af det den meddelte Kommissorium sig ikke kompetent til at afgjøre.
Ved hvad der er vedgaaet af Tiltalte og iøvrigt oplyst er det bevist, at Tiltalte for at fremtvinge Tilstaaelse af Jens Christian Larsen og Jacob Henriksen i denne Sag har anvendt det Middel, under deres Hensidden i Varetægtsfængslet at belægge dem med Spændetrøie. Medens dette Tvangsmiddel maa antages at have været anvendt paa Larsen fra den 17 Mai og indtil handen 28 næstefter afgav Tilstaaelse, Dag og Nat uden andre Afbrydelser end de, der nødvendiggjordes ved Maaltider, Omklædning osv. og en Nats Afbrydelse, der skyldtes en Forglemmelse fra Arrestforvarerens Side, og medens det fra Først til Sidst har været benyttet overfor Larsen for at opnaa hans Tilstaaelse i Sagen, har Spændetrøjen været anvendt paa Henriksen fra en af de sidste Dage i Mai Maaned 1877 og til han den 12 Juli næstefter afgav Tilstaaelse, foruden med foranførte nødvendige Afbrydelser, med gjentagne Afbrydelser af flere Dage og Nætter i Træk samt efter hvad Tiltalte med Bestemthed fastholder og det Foreliggende giver nogen Føje til at antage Begyndelsen, men iøvrigt kun en kort Tid, som Forebyggelses- middel mod Selvmord, hvorpaa Tiltalte vil have befrygtet Forsøg fra hans Side, og først derefter som Middel til at aftvinge ham Tilstaaelse. I Henseende til denne sin Fremgangsmaade har Tiltalte paaberaabt sig, at han, der var overbevist om, at Larsen og Henriksen vare skyldige i det Forhold, som Undersøgelsen angik, frygtede for den skadelige Indflydelse , det vilde have paa Retsbevidstheden i Jurisdiktionen, om det skulde lykkes disse Tvende og da navnlig Henriksen, der var Ophavsmanden til den begaaede Forbrydelse, ved deres Ihærdighed i at tilbageholde Sandheden at unddrage sig forskyldt Straf, medens de 2 unge Mennesker, som Henriksen havde forført til Forbrydelsen, ved deres Beredvillighed til at tilstaa deres Brøde vare hjemfaldne til Straf; og at de af Larsen og Henriksen afgivne Tilstaaelser skulde være urigtige, er da heller ikke under Undersøgelsen i nærværende Sag gjort gjældende af dem, ligesaalidt som der efter det i Sagen Foreliggende findes den allerringeste Føje til at betvivle deres Rigtighed. Heller ikke vil Tiltalte have tænkt sig, at Anvendelsen af Spændetrøjen kunde medføre Andet end Gene og ikke Lidelse, end sige Skade. At Spændetrøjen imidlertid saavel imedens den var paalagt dem, som i den nærmeste Tid herefter, har voldt dem Smerte, kan vanskelig betvivles, men at der, som af Henriksen paastaaet, herved skulde være paaført ham en varig Skade, der har svækket hans Arbejdsdygtighed, er efter Udvisende af de Erklæringer, der ere afgivne dels af Lægen i Vridsløselille Strafanstalt , hvor Henriksen udstod den ham idømte Straf, og som i den Tid har undersøgt dennes Tilstand, dels af Physikus i søndre sjællandske Physicat, der under nærværende Sag har undersøgt ham i saa Henseende, lidet sandsynligt, idet det navnlig har vist sig, at intet objektivt Tegn paa Tilstedeværelsen af de Følger Trangbrystighed m. m. han paaberaaber sig, at Spændetrøjen har havt paa ham, er tilstede. Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste maa det fremdeles antages godtgjort , dels at Tiltalte i enkelte af de af ham afholdte Forhører i den heromhandlede Sag har bragt sin ovenanførte almindelige Fremgangsmaade overfor Inqvisiter i Anvendelse paa Henriksen, Nielsen og Larsen, engang overfor Henriksen og engang overfor Nielsen paa en føleligere Maade,dels at Tiltalte af samme Hensyn, som dette er sket overfor Kjøbmand Hald, til sine Tider har nægtet Henriksen og Larsen Tilladelse til at skaffe sig Extraforplejning i Arresten.
Efter at Pigen Ane Marie Jensen i en ved Vordingborg nordre Birks Politiret foretagen Thingsvidnesag til Erhvervelsen af nye Oplysninger i en mod hendes Husbond Gaardejer Jens Mortensen af Viemose af en anden Pige anlagt og her paakjendt Tyendesag, der var appelleret til Landsover- samt Hof- og Stads- retten, den 12 December 1878 havde afgivet Forklaring som Vidne, uden dog at være bleven tagen i Ed, vedgik hun under en mod hende i Anledning heraf indledet kriminel Undersøgelse at hun under formeldte Sag i flere Henseender havde, dels forsætligen, dels uforsætligen afgivet urigtig Forklaring til Gunst for hendes nævnte Husbond, og blev hun herefter ved Birkets Extrarets Dom af 26 April 1879 anset efter Straffelovens § 146, jfr. § 39, med simpelt Fængsel i 8 Dage. Ogsaa under den heromhandlede kriminelle Sag har Tiltalte, efter hvad han selv har erkjendt, og iøvrigt er oplyst, et Par Gange bragt sin foromtalte almindeligere Fremgangsmaade overfor Inqvisiter i Anvendelse, idet han i et Forhør har puffet Ane Marie Jensen og i et andet taget hende haardt i Armen og rystet hende , blandt Andet som Følge af, at hun, der uforbeholdent havde vedkjendtsig sin egen Brøde, forekom ham at være forbeholden overfor hans Spørgsmaal om, hvorvidt hun havde handlet under Paavirkning af nogen Anden eller ikke.
I Slutningen af December Maaned 1878 blev Møller og Gaardejer Johan Hansen af Vestenbæk arresteret ved Birket som sigtet for at have som Ejer af en Mølle og et Bageri i Baarse gjort sig skyldig i bedrageligt Forhold; under Undersøgelsen tilstod han paa forskjellig Maade at have forurettet sine Kunder og blev efter den 29 Mai 1879 at være bleven løsladt af Arresten ved Vordingborg nordre Birks Extraretsdom af 20 Juni 1879 anset efter Straffelovens §§ 253, 257 og 248 med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, hvilken Dom ved Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 28 Januar 1880 blev forandret derhen, at han blev anset efter Straffelovens § 253 tildels sammenholdt med § 46 og § 278 sidste Stykke samt § 248, med lige Fængsel i 3 Gange 5 Dage.
Medens Sagen henstod under Appel til Højesteret, tilbagekaldte Johan Hansen de af ham afgivne Tilstaaelser under Paaberaabelse af, at de vare fremkaldte ved den langvarige Varetægtsarrest , han havde været underkastet, og hvis længere Vedvaren han ifølge Tiltaltes Udtalelser vil have befrygtet, hvorhos han klagede over, at Tiltalte under de afholdte Forhører havde tilføjet ham Slag og Stød, uden dog egentlig at paastaa, at han ved disse skulde være bevæget til at tilstaa. Ved Højesteretsdom af 7 Marts f. A. blev han idet de af ham afgivne Tilstaaelser i visse nærmere opgivne Punkter, i hvilke der efter det iøvrigt i Sagen Oplyste ikke kunde være begrundet Tvivl om deres Rigtighed, i Medfør af danske Lovs 1-15-4 fandtes at maatte tillægges Gyldighed anset efter Straffelovens §§ 253 og 248 med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. Præmisserne til denne Højesteretsdom hedder det , at da det er overdraget en ifølge kongeligt Kommissorium af 27 December 1880 nedsat Kommission yderligere at undersøge og paakjende den mod Underretsdommeren for Overtrædelse af Straffelovens 13de Kapitel anlagte Sag, og denne Tiltale omfatter de herunder henhørende Overtrædelser , i hvilke Underdommeren maatte have gjort sig skyldig under Behandlingen af bemeldte Sag, bliver der ikke Spørgsmaal om for disse at paalægge ham Ansvar der under Sagen.
At Tiltalte skulde have benyttet Fængsling som Middel til at aftvinge Johan Hansen Tilstaaelse eller under Undersøgelsen mod denne udtalt sig til ham paa en Maade, der kunde give ham Anledning til at befrygte noget i saa Henseende, er ubevist. Derimod maa det, ved hvad der af Tiltalte selv er erkjendt og hvad der iøvrigt er oplyst, anses tilstrækkeligt godtgjort, at Tiltalte i flere af de over Hansen afholdte Forhører har i Lighed med sin oftomtalte almindeligere Fremgangsmaade overfor Inqvisiter med Haand, Nøgle eller Lineal knubset og stødt Hansen, ved en enkelt Lejlighed paa en føleligere Maade.
Efterat Johan Hansens Defensor for Højesteret, Højesteretsadvokat Hindenburg, i Skrivelse af 3 November 1880 til Tiltalte i Anledning af Hansens Tilbagekaldelse af sin Tilstaaelse i Sagen og sine Besværinger over Tiltalte, fremførte i Skrivelse til Advokaten af 9 Oktober forud, havde begjært yderligere Forhører optagne efter den hertil givne Foranledning, afholdt Tiltalte Forhører ved Birkets Politiret den 15 og 22 November næstefter. Ved Slutningen af det første af disse Forhører opfordrede Tiltalte til Retsprotokollen Retsvidnerne til, efter Johan Hansens Skrivelse til Advokat Hindenburg og hans i dette Forhør afgivne Forklaring, i Forening med de to Retsvidner, som havde overværet Forhører i samme Sag, at afgive skriftlig Erklæring i Henhold til deres Ed som Retsvidner, til Fremlæggelse under Sagen. I det andet af de nævnte Forhører fremlagdes nedenanførte af Jurisdictionens 4 Retsvidner under Eds Tilbud afgivne Erklæring. Efter Protokollens Udvisende blev denne Erklæring oplæst for Johan Hansen, der erklærede den "saa nogenlunde" eller "saa omtrentlig" stemmende med hans egen Forklaring, og for de to tilstedeværende Retsvidner, der godkjendte deres Erklæringers Rigtighed, hvorefter Tiltalte for sit Vedkommende med Henvisning til Retsvidnernes Attest gjorde den Bemærkning til Protokollen, at han efter denne Attest og Johan Hansens Forklaring ansaa det unødvendigt selv at afgive nogen Erklæring til Protokollen. Forhøret blev derefter sluttet og i Udskrift tilstillet Højesteretsadvokat Hindenburg.
Den fremlagte Erklæring, der er dateret 18 November 1880 og underskreven af Jurisdictionens 4 Retsvidner, er saalydende:
"I Anledning af, at Johan Hansen, forhen Møller i Baarse, i en Skrivelse til sin Defensor for Højesteret , Hr. Højesteretsadvokat Hindenburg, har fremsat den Beskyldning mod Dommeren i Vordingborg nordre Birk, Hr. Borgmester Malling Holm i Præstø, at denne, naar han forhørte ham, i Almindelighed stod med en Nøgle eller en Lineal i Haanden og dermed stadig slog ham for Fingrene eller Armen eller i Ansigtet, ligesom han flere Gange stødte ham for Brystet, engang endogsaa saaledes, at han i flere Dage havde Meen deraf, erklære vi undertegnede Retsvidner, at vi aldrig have set Hr. Borgmester Malling Holm under sin Embedsvirksomhed tilføje enten Johan Hansen eller nogen anden Arrestant nogensomhelst Overlast, hvad vi neppe vilde have undgaaet at bemærke, dersom noget saadant var sket, saameget mere som Dommeren under Forhørene selv ofte indskjærper os Opmærksomhed, og maa som Følge heraf Johan Hansens Beskyldning for Overlast eller Slag fra Dommerens Side betegnes som blottet for al Sandhed. Hr. Borgmester Malling Holm bruger ofte saavel under sin Virksomhed som Dommer som Forligsmægler med en Nøgle, Lineal eller hvad Andet han tilfældigt har i Haanden at berøre Vedkommendes Skulder eller ogsaa med en Finger at berøre deres Skulder eller Bryst, med en Haand trække dem i Frakken og Lignende; men det er saa langt fra, at dette kan betegnes som Overlast, eller at der kan være Tale om at tilføje Smerte, at det tvertimod udelukkende er et Udtryk for en livlig Examination eller stærk Interesse for Sagen fra Borgmesterens Side og benyttes af ham som Middel til under Forligsmæglingen mere indtrængende at opfordre Parterne til at søge Forlig opnaaet, eller under Forhører paa en indtrængende Maade til at opfordre Delinqventen til at følge Sandheden. Ovenstaaende Erklæring ere vi paa Forlangende villige til at bekræfte ved vor Ed."
At denne Erklæring af Retsvidnerne er kommen til at omfatte Tiltaltes Forhold ogsaa udenfor den Sag, i hvilken den var afæsket, tør antages at staa i Forbindelse med et Ønske fra Tiltaltes Side om engang for alle at komme i Besiddelse af en Erklæring fra disse om hans Forhold overfor Inqvisiter i Almindelighed, som kunde benyttes til at imødegaa de saavel efter hans egen som Retsvidnernes Mening langt overdrevne Angreb, hvorfor han var Gjenstand i den lokale Presse.
At den i Erklæringen givne, i ethvert Fald misvisende Fremstilling af Tiltaltes Forhold i de heromhandlede Henseender skulde skyldes nogen forsætlig herpaa anlagt Paavirkning eller anden Medvirkning fra Tiltaltes Side, er mod hans Benægtelse ikke bevist. I Henseende til den retslige Brug, han som anført, efter at have modtaget Erklæringen, har gjort af den, har han forklaret, at han herunder ikke mindedes den Behandling, han havde ladet Rasmus Nielsen vederfares, og at han var af den Mening, at de to Tilfælde af korporlig Revselse af Drenge ikke berørtes af Erklæringen; under disse Omstændigheder og optagen, som han angiver at have været af andre Forretninger, vil han dengang ikke være bleven opmærksom paa, at der, bortset fra nævnte Tilfælde, endda lod sig indvende noget Væsentligt mod Erklæringens Rigtighed. Men om nu end denne hans Forklaring efter Omstændighederne ikke tør forkastes, vil Tiltalte, med den som Grundlag for Sagens Paadømmelse, dog ikke kunne frikjendes for, ved sin anførte Brug af Erklæringen at have handlet uden den Overvejelse og Prøvelse af dennes Indhold, som hans Embedsstilling krævede, og som han havde yderligere Opfordring til at iagttage, saavel i den Omstændighed, at Johan Hansen ikke ubetinget erkjendte Rigtigheden af dens Indhold, forsaavidt den angik ham, som navnlig deri, at der saaledes som det er bevist ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste ved Erklæringens Fremlæggelse i det foromtalte Forhør blev fra de 2 tilstedeværende Retsvidners Side udtalt alvorlige Betænkeligheder ved at vedstaa den.
For sit Forhold ved i Sagen imod Gaardmand Henriksen og Husmand Larsen og i Sagen mod Tjenestekarl Rasmus Nielsen, betræffende Tyveri af en Hest, at have anvendt ulovlige Tvangsmidler for at udpresse Tilstaaelse, vil Tiltalte være at anse efter Straffelovens § 126, for sine øvrige Haandgribeligheder mod Inqvisiter vil han være at anse efter Straffelovens § 125, for Brugen af Retsvidneerklæringen efter Straffelovens § 143; Tiltaltes ovenanførte Behandling af Kjøbmand Hald, Gaardmand Henriksen og Husmand Larsen, medens disse vare belagte med Varetægtsarrest, i Henseende til Extraforplejning og Brug af egne Klæder, maa misbilliges som ikke stemmende med Forskrifterne i Reglement for Arrestvæsenet i Danmark af 7 Maj 1846, særlig dettes § 16, men til herfor eller for Tiltaltes Behandling af Sagen mod bemeldte Kjøbmand Hald i de Henseender, i hvilke allerede Overretten har udtalt en bestemt Misbilligelse af samme, at paalægge Tiltalte Strafansvar, findes der ikke efter Omstændighederne at være aldeles tilstrækkelig Anledning.
Iøvrigt foreligger i Tiltaltes Behandling af de Sager, der have været Gjenstand for Kommissionens Undersøgelse, Intet, hvorfor der findes at burde gjøres Ansvar gjældende mod ham.
Den Straf, Tiltalte har forskyldt efter de ovenanførte §§ af Straffeloven, findes efter Omstændighederne at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 4 Maaneder.
En af ovenomtalte Gaardmand Henriksen nedlagt Paastand om Erstatning hos Tiltalte for tilføjet Skade vil ikke kunne tages tilfølge , eftersom det som anført ikke er bevist , at der er ham paaført nogen saadan.
(Højesteretstidende side 14. juni 1884, side 309-320)
Højesteretsdommen over Malling-Holm. Ved Resolution af 27de December 1880 blev Malling-Holm suspenderet fra sit Embede, som Birkedommer i Vordingborg nordre Birk, og som Byfoged og Borgmester i Præstø. Da denne Suspension skete ved administrativ Foranstaltning, maa den, sammenholdt med hans Defensors Udtalelser for Højesteret, antages at have Karakteren af en suspensio ab officio et beneficio, hvilket med andre Ord vil sige, at den har været en Straf, hvis Følger blandt andre har været, at han har mistet samtlige Indtægter af Embedet i Suspensionstiden, hvorimod han, efter denne og den idømte Strafs Fuldbyrdelse, atter indtræder i Embedet. Som bekendt stadfæstede Højesteret Kommissionsdommen, der lød paa 4 Maaneders simpelt Fængsel foruden Udredelsen af meget betydelige Omkostninger og Salærer. - Saavel Dommen som Proceduren for Højesteret, skulle vi ikke indlade os paa at kritisere; thi det forudsættes jo, at naar Højesteret har talt, saa har den talt rigtigt, og vi sige kun "Velbekomme" til dem, der saaledes kunne sige Ja og Amen til dette Retfærdighedens Tribunals endelige Afgørelser.
Derimod ville vi i al Korthed dvæle ved Hr. Malling-Holms fremtidige Stilling som Dommer. Efter at han i en temmelig lang Aarrække havde staaet "i Stampe", som man siger, i Henseende til at faa et Embede paa Grund af Forhold, hvilke i sin Tid var et staaende Samtaleemne heri Byen og skaffede ham Plads i "Lederen" i Folkets Nisse og som i høj Grad satte hans Rygte i Fare, begik den daværende Justitsminister Klein det Misgreb, at betro Malling Holm et Dommerembede, endog et stort og i en Egn, hvor de politiske Strømninger netop krævede Takt og Evne til at omgaas Folk. Vi, som meget nøje kender hans Fortid som Byfoged i Præstø, erfarede hurtigt, at han ikke magtede at hævde sin Stilling der. Han hører til den Slags Embedsmænd, som ingensinde har kunnet eller villet indse, at de er til for Folks Skyld, og ikke omvendt. Han bar betragtet sin Uniform med de forgyldte Knapper og Guldtressen om Kasketten som tilstrækkeligt til at hævde Autoriteten; men baade hans Person og personlige Optræden har været aldeles uskikket til at skaffe ham Agtelse og Tillid blandt den Befolkning, hvis Interesser han blev sat til at varetage. Efter nogle ganske faa Aars Forløb stod næsten hele hans Jurisdiktions Beboere i et stærkere eller svagere fjendtligt Forhold til ham. Han hverken saa eller følte det, dertil var han altfor glad ved sin egen Person. Maaske har den lange Tid, i hvilken han har været suspenderet fra Embedet, og de bitre Erfaringer, han har maattet gøre, noget aabnet Øinene paa ham, hvis ikke, er det beklageligt for ham.
Og nu, det vil sige om 4 Maaneder, naar han har udstaaet sin Straf, drager han tilbage til sit Embede, og skal til atter at styre det. Det er egenlig vanskeligt at af gøre, hvem der er mest at beklage, enten Jurisdiktionens Befolkning, der atter skal trækkes med en Mand, der i Følge Forhandlingerne baade for Kommissionen og for Højesteret, og i Henhold til de fremdragne Kendsgerninger har vist sig saa uskikket til at være Dommer, og i den Grad misbrugt sin Stilling som saadan, eller Malling Holm, der returnerer med 4 Maaneders simpelt Fængsel paa sin Ryg, eller med andre Ord: med Attest for slet Embedsførelse og uduelig som Dommer.
Det er i højeste Grad absurd og ligefrem en Skandale, at en Dommer, der er overbevist om at have overtraadt saadanne Bestemmelser, som §§ 1225, 126 og 127 i Straffeloven (der omtaler Embedsmænd, der under Udførelsen af deres Embede ulovlig anvender Hug og slag eller anden Vold, anvender ulovlige Tvangsmidler for at fremkalde Tilstaaelse, foretager lovstridig Fængsling og forlænger den osv.) atter skal betros et Dommersæde og udrustes med al den Magt og Myndighed, vidtgaaende, som den er hos os. - I næsten 5 Maaneder holder han en Mand fængslet for en Forbrydelse, han aldrig har begaaet, og hvis Uskyldighed Dommeren forlængst maatte have kendt, i 5½ Uge piner han uafbrudt en anden Mand med Spændetrøje og forlokker sin egen Jurisdiktions Retsvidner til at afgive en Erklæring i hans egen Favør o. s. v. Herfor straffes han med Fængsel og Udredelse af betydelige Pengebeløb; saa slaas der en Streg over det Hele og Hr. Malling Holm sendes atter tid til sit Embede paa 5266 Kr. aarlig, i Uniform og med trekantet Hat. En saadan Embedsmand skal saa, i Følge en Række Bestemmelser i Kristian d. 5te Lov, Fdgn. 27. Septbr. 1799 § 10, 11, Pl 4. Jan. 1806 og 14de Febr. 1821 m. fl., siges at have udvist et saa lovligt og sædeligt Forhold, at Borgerne kunne have Agtelse for og Tillid til ham. Hvorpaa den Agtelse skal bygges, og hvorfra den Tillid skal komme til en slig Embedsmand, maa Guderne vide; thi man har ikke den mindste Garanti for, at han vil undlade at gentage slige grove Lovovertrædelser. Og mindst af alt har man Garanti derfor overfor en Dommer, hvis Magt og udstrakte Myndighed er for fristende for ham, der har Hang til at være Despot, hvor han tror det kan gaa.
Vi staa atter her overfor et Forhold, en Ordning i vor Statsforvaltning, som bør ændres; thi der er ingen Mening i det. Man kan ikke forlange, at en Jurisdiktions Befolkning skal kunne lægge sin Frihed, sin Velfærds i Hænderne paa en Mand med en saadan Fortid, og der er ingen Tvivl om, at Forholdet mellem Embedsmanden og Beboerne stadig vil føre Kollisioner med sig og tilsidft udarte til Krig, der maa ende med Embedsmandens Fordrivelse. - Og nu Dommeren selv. Hvorledes vil han nogensinde kunne beklæde Rettens Sæde med den Værdighed, som er dets nødvendige Attribut? Og er det ikke en ligefrem Forhaanelse af denne Værdighed og den Agtelse, som et Dommersæde forudsættes at være i Besiddelse af, at den Person, som beklæder det, er straffet fordi han har misbrugt det? Og er det ikke ligeledes en Haan mod Befolkningen at sige til den: den Mands Dekreter skal I adlyde, han sidder inde med Lovens Magt og Myndighed og ham skal I stole paa og have Tillid til?
I et Tilfælde, som det her omhandlede, burde Retten, naar den, som her, har ment, at det vilde være en for stræng Straf, at fradømme den Tiltalte Embedet uden Ækvivalent, have fradømt ham det samtidig med, at han beholdt Retten til og virkelig ogsaa fik et Embede i en anden Forvaltningsgren, f. Eks. et Kontorchefsembede eller lignende, kun intet Dommer- eller Borgmesterembede, til hvilket han jo har vist sig at være aldeles uskikket.
Hvorledes Hr. Malling Holm vil befinde sig i sin Jurisdiktion efter hvad der nu er foregaaet, skulle vi naturligvis ikke indlade os paa, at anstille Betragtninger over; men efter hele Mandens sangvinske Naturel at dømme, kunne det godt falde ham ind at tro, at han ved Højesteretsdommen har vunden en Sejr; men han vil dog næppe blive modtaget med Æresporte, derimod er det mere end sandsynligt, at hans eventuelle snarlige Forflyttelse vil blive hilst med almindelig Tilfredshed af Jurisdiktionens Befolkning.
(Social-Demokraten 19. juni 1883).
Han vendte dog ikke tilbage i sin stilling: Den 11. august 1883 blev Malling-Holm afskediget med pension.
