St. Croix: Salget besluttes: Marts-August 1916. (Efterskrift til Politivennen).

I marts 1916 intensiveredes debatten i The Herald omkring afståelse af øerne til USA. I 1868 havde der været en afstemning hvor en overvældende del af stemmerne gik til fordel for USA. Samtidig oplevede ikke kun Hamilton Jackson at den danske stat stort set var ligeglad med øerne. Endnu havde man et håb om at Danmark ville gennemføre de nødvendige reformer for øerne. Ellers kunne udviklingen hurtigt gå i retning af at det var bedre at satse på et amerikansk styre for at sikre et egentligt demokrati, valgret og omsider afskaffe det klasseopdelte samfund som havde sin rod i slavetiden. 

Plantage på St. Croix. Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

At modstanderne ikke skyede nogen midler til at bekæmpe Hamilton Jackson, fremgik af en artikel hvor et falsk telegram opfordrede til at stoppe støtten til ham. Gerningsmanden blev dog hurtigt afsløret, det var kaptajn Fuglede. Dermed havde han kompromitteret Gendarmkorpset:

Aabent Brev til Socialdemokratiets Hovedbestyrelse i Danmark.

Dear Sir - Der blev for kort Tid siden under Strejken præsenteret mig en Liste til Undertegning omtrentlig saalydende:

,,To og Tredive (32) danske Socialdemokrater paa St. Croix anmoder herved Partiet i Danmark, om ikke at sende nogen Understøttelse af nogensomhelst Art ud til D. Hamilton Jackson, da der her paa St. Croix ikke exisisterer nogen egentlig Arbejderforening, men Hamilton Jacksons Agitation er nærmest baceret paa ,,Race-had."

Da han ikke indtager nogen egentlig førerstilling, fraraades det herved Partiet i Danmark, at sende Understøttelse herud."

Denne Liste, som var stilet til Socialdemokratiets Hovedbestyrelse i Danmark, saa jo ganske uskyldig ud, og mange godtroende Maend, satte deres Navn under, (det kostede jo ikke noget) mange mente at de som Socialdemokrat maatte støtte Sagen da de jo maatte gaa ud fra, at Listen virkelig var udsendt af intereserede Socialdemokrater paa St. Croix. Dette er, som jeg nu erfarer ikke Tilfældet. Sandheden er den, at Listens Ombærere af Kaptajn Kammerjunker Fuglede, er bleven betalt med henimod 100 Frcs. for at paatage sig Judasgerningen, hvilket i Grunden ikke kunde formenes da der jo er Folk nok, som vil tjene Penge. Samtidig med blev et Telegram afsendt til Socialdemokratiets Hovedbestyrelse, med omtalte Listes Indhold, det gjaldt jo om at forhindre Udsendelsen af den forventede Understøttelse da Strejken var paa sit Højdepunkt, og det strejkende Arbejderparti begyndte at føie Sultens Kvaler.

Den endnu ikke godkendte Arbejderforening var ved Strejkens Begyndelse kun 2 Maaneder gammel og havde selvfølgelig ikke noget Strejkefond at ty til. Bekostningen af dette Telegram sirke 200 Frs. blev rimeligvis bestridt af Fuglede medens Ombæreren matte være Straamand og lægge Navn til. Som det jo heraf sees er det jo ikke Socialdemokratiet paa St. Croix, men derimod, den strejkende Arbejderforenings Modstander Kaptajn Fuglede, som satte Listen i Cirkulation.

Den ærede Kammerjunker synes dog her at have paataget sig en Opgave som sikkert ikke henhører under Gendarmerikorpsets Opgaver da der ikke findes nogen Hjemmel herfor i "Bestemmelser for Ordningen af Tjenesten i det vestindiske Gendarmerikorps."

Dersom Kaptajnen kun har været Straamand for en Administrator, burde hans Titel efter min Opfattelse være Kaptajn Kammerjunker Straamand Fuglede.

Socialdemokratiet i Danmark er jo paa denne Maade i højeste Grad bleven vildledt med Hensyn til Telegrammets rette Forfatter ligesom mange af de ærede Undertegnere, vel heller ikke havde undertegnet Listen dersom de var bleven oplyst om Sagens rette Sammenhæng. Idet jeg herved tillader mig at oplyse D. Hrr Undertegnere om Sagens rette Sammenhæng, er jeg Hr. Redaktør deres.

AXEL E. MORTENSEN.

forh. Corporal i det vestindiske Gendarmerikorps.

Christiansted, 28-3.-1916.

(The Herald 29. marts 1916)

I Jacksons blad "The Herald" mindedes man Gustav Adolph Hagemann i anledning af hans dødsfald på denne måde:

In the Danish News published in this issue we find mention of the death in Copenhagen of Councillor Hagemann.

The deceased is one of Denmark's richest men and is well know and highly respected by his confreres in business and a wide circle of notables.

He was honored by the King with the title of Privy Councillor (Geheimekonferensraad) and is one of the leading men of his political party. 

He will be remembered in St. Croix for many reasons: He is the owner of the LaGrange concern and has shares in many others.

Again he will be remembered for his activities against us and our movement --- this reform movement --- and as a strictly pro-sale advocate.

One of his sons, Mr. Gunnar Hagemann, has resided out here some years, but is no in favor of expending more money on the concern. This we learnt from his own lips in Europe last  summer.

It is to be hoped, however, that, in the demise of the Hon. Councillor his estate out here will continue to receive the same attention they have been having during his lifetime, and that the industry in that part of the island will not be affected.

(The Herald, 2. maj 1916)

På Hagemanns Kollegiums nuværende hjemmeside, står der under "historie": " 1908 indviede industri- og videnskabsmanden Gustav Adolph Hagemann sit historiske kollegium på indre Østerbro under mottoet "Tien andre, vil selv du tienes." Hagemann benyttede derved en del af sin formue, der var indtjent gennem et langt liv, til at afhjælpe studerendes boligbehov." Ingen detaljer om hvor han havde tjent formuen, bl.a. sukkerindustrien.

Ringsted Folketidende bragte et langt interview med en af besætningsmedlemmerne Volmer Nielsen, der den 10. november 1915 sejlede til vestindien for at "virke beroligende paa de livlige Gemytter derovre". Han berettede bl.a om på Valkyrien:

En Midtsjællander fortæller om Togtet til Vestindien hvor han også nævner ildebrandene og lemfældigt tilskriver dem den indfødte befolkning:

Det hændte bl.a. under de Plantagebrande som i Januar Maaned forskellige Steder paa St. Croix. Disse Brande var sikkert paasatte af den indføfte Befolkning."

Til brandslukningen blev også fanger fra Frederiksted brugt, ofte truet med revolvere. Om Hamilton Jackson udtalte han at han havde set og hørt ham 

"adskillige gange bl.a. paa Unions-dagen da han af Negrene blev fejret som en sand Nationalhelt. ... .

Nu, da Amerikanerne er bleven Herre paa Øerne, er Hamilton Jacksons gyldne Dage

som Folkefører nok ude. Noget af det første, de nye Magthavere foretog sig var at beslaglægge hans Trykkeri."

(Ringsted Folketidende, 12. maj 1917)

H. N.s (Hans Nielsens) artikler fra Social-Demokraten blev oversat til engelsk og bragt i "The Herald" den 25. maj 1916: 

Editorial

The article by Mr. Hans Nielsen, the translation of which appears elsewhere in this issue, is sufficient evidence to show the public that the "conditions in St. Croix" are well understood in Denmark.

That the director of a large concern out here would try to create the impression at home that the strike was the outcome of a want of rioting is not surprising. And that men high in position but low in morals would write wicked lies against us is just what could have been expected. But what we said about the horrible conditions in the island was substantiated by Danes who had been in the West Indies.

The writer speaks of the ill-will against the officials who are the representatives of Denmark. There have been well founded reasons for the ill-will. The planters are reproached for the low wages paid the laborers - 20-25 cts. per day; while we find the highest official here, telling some of the planters, at a meeting in Government House, that they could pay the laborers f. c. 25 cts. per day, and let them pay $1.00 per month for a room. At that time laborer's wage was 25 cts. per day, and he paid no rent for his room. When Mr. Helwig-Larsen was attacked by "Social-Demokraten" he wrote in "Berlingske Tidende" saying that the lowering the laborers' wages was not discussed at all.

We hear of some engaged in such indignified proceedings as bribing others to cable false reports to our supporters in Denmark.

A habitual drunkard never seems to feel more insult than when reproached of being an inebriate. Dishonorable, mean men, who disgrace their positions, never feel more insulted than when their deeds of wrong and induce are made public; then everyone begins to fight for his HONOR. We are in the midst of such a bunch.

The people in the West Indies know that the Danes are a highly cultured people, but they gained this knowledge from books. There are some high-salaried Danes out here who possess no culture and refinement. See how they abuse their servants. Think of the pressure they bring to bear on all who would dare to expose their acts of dishonesty, immorality and injustice.

The greatest local fighter against this movement died while our editor was abroad; and the ablest fighter against us in Denmark has also thrown down the cudgel and repaired to his last earthly resting place, perhaps to await the day of reckoning.

Our supporters in Denmark are good and sincere people, who would not like to know that Denmark rules over a colony of slaves. And but for their powerful and effective agitation, this beautiful island had been the scene of ruin.

St. Croix is in the grip of three men - wicked, cruel men. Men who hate the Negroes. And the sooner she gets rid of them, the better.

(The Herald 25. maj 1916)

Folkeliv på de Vestindiske Øer. Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Conditions in the Danish West Indian Gendarmery Corps.

Suicide of the Danish West Indian Gendarme No. 104, John Lemcke Otto.

From "Nordlyset."

I shall here try to inform my readers of the reasons for this young man's sorrowful action.

Gendarme No. 104. Otto, a nephew of the Commandant of Copenhagen, Major-General Lemcke Otto, came as gendarme to the West Indies in 1914. After a short stay in St. Croix he was in the month of June same year removed to the detachment in St. Thomas. where Lieutenant A. G. G. Bang resided as Commander of the detachment.

Gendarme Otto, who was much cared for by his comrades, was at once chosen, on his arrival in St. Thomas, to fill the place of trust in the general housekeeping - a housekeeping which is administrated by three gendarmes, but under the control and responsibility of the Commander of the detachment.

After the outbreak of the war the prices of foodstuffs in St. Thomas increased considerably, and in consequence thereof there was a little deficit in the cash of the general housekeeping. This deficit, which amounted to about Fr. 15 per man, was deducted by the command of Lieutenant Bang from the wages of the men.

In the meantime as it stands in the rules for enrollment that only Frc. 1.75 (35cts.) per man can be retained daily for food, the men naturally refused to accept the little balance of wages, maintaining of course the conditions under which they were enrolled.

The men, on the contrary, were willing to do as they had done on previous occasions when there was a deficit in the cash, to work out this deficit by strict economy in the following months. This did not, however, suit Lieutenant Bang, and at roll-call the following day he three times commanded the men to receive the few pennies left them as wages, reminding them at the same time what it meant for them to refuse to obey a command given three times.

Gendarme Otto, who as chairman for the general housekeeping spoke for his comrades, did not agree with Lieutenant Bang on this point, but as he himself was aware of what the consequences would be if the men refused to obey a given command, he was obliged to suffer the same fate as his comrades, and let Lieutenant Bang keep his poor salary.

The result was that the poor Negro women who attended to the washing of the men's uniforms had to wait fcr a long time for their hard-earned wash money.

From this moment Lieutenant Bang seemed to take a dislike towards Otto, which only awaited an opportunity to show itself.

And this opportunity was not long in coming as Otto was so unfortunate a short time afterwards to appear four minutes late for police duty. He was at once sentenced to a punishment of two days' arrest, whilst a gendarme No. 55 Christensen, who some time later met 12 minutes over time for said duty was only sentenced to one day's arrest. As Otto furthermore, on a later occasion had been relieved about 25 steps from his place of relief in town he was, with a few hours' notice removed to King's Hill, St. Croix, a little Gendarmery station located in the centre of the island, - a dreary resort for a young man.

The effects of this soon showed itself, as the previously glad and lively young man assumed a gloomy and depressed state of mind.

A short time afterwards he was placed in the hospital of Christiansted and was promised by Capt. Fuglede that he would be dismissed and allowed to return home to Denmark.

But one fine day the order came from Capt. Fuglede that he should leave the hospital, and again go to King's Hill to serve the balance of his time.

The young man, who had been unspeakably glad at the thought of returning home became extremely depressed upon receiving this order, and his melancholy state of mind made a painful impression on his comrades at King's Hill They imagined that something serious would happen - and it did happen!

On the first night of his guard after returning from the hospital despair gained the upper hand in the stillness of the night.

Otto left the guard room about 1 o'clock,. went behind the barrack, placed a revolver to his temple, and fired. He was found alive in the morning at 5:20 o'clock, by Sergeant Sebak. who telephoned to Christiansted for Dr. Heyn, and at the same time informed Capt. Fuglede of what had happened. Dr. Heyn had, in the meantime, gone on his usual morning sail: and Capt. Fuglede. instead of telephoning immediately to Frederiksted for the Doctor there, who could have arrived at King's Hill in about 20 minutes and perhaps saved the young man's life, sat down to wait until Dr. Heyn returned. Through which means Gendarme Otto only received medical attendance about 2 ½ hrs. after he had been found. Shortly afterwards Otto drew his last breath and died of internal hemhorrhage.

Otto was buried in the plainest manner. The men were refused permission to show their dead comrade their last marks of honor. A simple wooden cross marks the spot where the unfortunate young man lies buried in Dr. Kalmer's estate.

At home, in the far distant Denmark, his two old parents remain, bewailing the loss of their unfortunate son, who, young and gay, left their home, - that home to which he never more would return.

Now I ask, whose is the grave responsibility?

AXEL E. MORTENSEN.

Former Corporal in the West Indian Gendarmery Corps.

New York, May 6th 1916

(The Herald 27. maj 1916)

Demokraten lod i en artikel 21. august 1916 på forsiden Axel E. Mortensen advare mod at lade sig hverve som gendarm på St. Croix. Udover de dårlige forhold som fx sygdom, advarede han også mod officererne der anklages for at være folk som "af en eller anden grund finder det tjenligt at ryste fædrelandets støv af sine fødder". Og herunder kaptajn, kammerherre Fuglede. Han kom til Vestindien i juni 1914. Da der ikke findes nogen straffemyndighed i Vestingen, har han "en næsten uindskænket straffemyndighed som han også har brugt i høj grad, hvilket det store antal straffe og krigsretsdomme beviser, som er bleven afsagt siden hans tiltrædelse som chef for gendarmerikorpset". Herefter referer han gendarm nr. 104 John Lemcke Ottos selvmord. Endelig beskriver artiklen i detaljer dagligdagen i tjenesten. Herunder ydmygelser foran lokalbefolkningen. Officerernes drukgilder. Fugledes sparetiltag som alle sammen er gået ud over gendarmernes forhold.

Den 8. juni 1916 blev en fredelig forsamling af knap 4.000 personer splittet ad af bevæbnede gendarmer, efter ordre af politimesteren som handlede for guvernøren. Hamilton Jackson klagede til guvernør Helweg-Larsen der forklarede at politimesteren kun havde modtaget en telefonisk henvendelse hvori mødet blev bebudet, og mente han havde krav på en skriftlig. Guvernøren måtte erkende at det slet ikke havde været nødvendigt med en anmeldelse, og at politimesteren var blevet informeret om denne praksis, og at politimesteren i Frederiksted ikke kunne forbyde forsamlinger af denne art for fremtiden.

Vi Skulde Skamme Os!

N. B. - Følgende Artikkel har vaeret indsendt til Flere danske Blade af dem som angreb Hamilton Jackson. Det har saaledes ligget paa Berlingske Tidendes Redaktion i over tre Maaneder -  men uden Resultat.

Intet har i den sidste Tid gjordt mig saa ondt som da "Valkyrien" blev sendt til "Dansk Vestindien". Det glaedede mig meget at se Befolkningen derovre sende Hamilton Jackson herover for deres Spareskillinger, det glædede mig endnu mere at se hans velbegrundede reformforslag. Jeg saa deri Fölgerne af den gode Paavirkning de seneste Aar har faaet fra Booker Washingtons Skole: At Negrene skal rejse sig ved eget Arbejde. Men straks faldt det danske Grin over ham fra mange forskellige Sider. Det gjorde mig meget ondt, fordi jeg vidste, hvor alvorligt Negrene selv saa paa Forholdene, baade fordi jeg vidste, hvor inderligt de ønskede at tilhøre Danmark, samtidig med at de indsaa, hvor nødvendigt en Reformation var.

Jeg gik derfor til de Blade, som mest hensynsløst omtalte Negrenes retfaerdige og ideelle Krav, og bad dem om at optage Artiklen om Forholdene som de virkelig ere, og som jeg vidste, de bedste Negro saa paa Forholdene.

Det var mig imidlertid ganske umuligt at faa mine Artikler optaget, derimod var man straks villig til at optage en hel Del løse og mindre paalidelige Beskyldninger mod Hamilton Jacksons Person, blandt andet, at han var bleven afsat, fra sin Stilling som Laerer.

Lad vaere, at Hamilton Jackson er blevet afsat, det aendrer dog ikke hans retfaerdige Krav og det, at han er blevet afsat og ikke har kunnet faa Ansaettelse igen, kan godt vaere den bedste Anbefaling der kan gives Manden, thi jeg har fra mange, og meget paalidelige Kilder erfaret, at man er saare langt fra at saette Pris paa Booker Washingtons ideele Studenter - ja vaerre endnu - man har enda ikke skammet sig ved at lade disse begejstrede unge Maend og Kvinder maerke, at Negrene egentlig var bedst tjent med at blive i den gamle Uvidenhed og Slavetilstand.

De var nemlig lettere at kujonere for de middelalderlige Slavefogder eller "Drivere", som man betegnende nok for Arbejdet kalder Forvalterne derovre.

Det er for en stor del disse Slavefogders Skyld at ,,Valkyrien" blev sendt - men det at Negrene begynder at skamme sig, ved at have slige Ridefogder og slige Forhold paa Øerne- -er en udmaerket Anbefaling for Negrene derovre.

Hvis godtroende Danskere vidste, hvad der er Driverens Opgave - hvorledes han virker og hvad han ustraffet kan byde den sorte Arbejder saa vilde man forfaerdes, og selv om der findes Haedersmaend blandt Forvalterne, Systemet - der har brug for slige Herrer finder Sproget ingen Ord, de kan forsvare.

Naar man vundet Negrenes Tillid, siger Booker Washington, General Armstrong og andre der kender negrene saa findes der ikke en mere trofast Race paa Jorden. Derfor havde det været bedre at sende en Mand der havde vundet Negrenes Tillid eller lytte til en af Negrenes egne Repraesetanter f f. Eks. lade Negrene sende et Medlem til Danmarks Rigsdag. Det havde vaeret bedre end at sende "Valkyrien" thi et Krigsskib vinder sandelige ikke Negrenes Tillid.

Men hvad der end sker - Vestindien maa bevares for Danmark - og det sker kun ved, at Befolkningen bliver oplyste, lykkelige og aedruelige, at der skabes gensidig Tillid - og det sker kun ved at Negrene faar Lov til at styre med.

Lad dem sende et Medlem til den danske Rigsdag -- slig en Negerrepraesentant vil blive en Aere for den danske Nation -- og vi vilde som for 100 Aar siden faa Aeren af at have gaaet i Spidsen.

Kristen Svaneborg

Forfatter

New York den 24' Juni 1916

(The Herald, 5. juli 1916)

I Dansk Forfatterleksikon er omtalt K. Svaneborg (1884-1957) som desuden er vicevært og lokomotivfører, født Kristen Andersen Svaneborg, med pseudonymet Johannes Lund.

Stemningen i Danmark var ved at vende en smule, men kun en smule i form af enkelte kritiske artikler beskrev om de hvides opførsel overfor de sorte: Under overskriften "Arbejderforholdene i Dansk Vestindien" skrev skoledirektør i Dansk Vestindien O. Rübner-Petersen i Berlingske Tidende artikler 8., 12. og 17. juli 1916 (Se Mediestream). De referedes i socialdemokratiske aviser:

En oprejsning for Hamilton Jackson og de vestindiske Arbejdere.

En opsigtsvækkende Artikel i "Berlingske Tidende Tidende".

Man erindrer endnu den Haan, som Højrebladene - og ikke mindst "Berlingske Tidende " - øste ud over Hamilton Jackson og de vestindiske Arbejdere, da Negrene erklærede Strejke paa St. Croix. Højrebladene stemplede Hamilton Jackson som en samvittighedsløs Rabaldermager, og Negrene blev kun omtalt i de mest nedsættende Vendinger som dovne og upaalidelige. Forsvaret for Planterne og afdøde Hagemann var lige saa varmt som disse Blades Angreb paa Negrene var hadefuldt.

"Berlingske Tidende"s Læsere ser nu - sikkert til deres største Forbavselse - Bladet gør en fuldstændig Kovending. Allerede for en Maanedstid siden bragte Bladet en "Artikel af Skoledirektør paa de vestindiske Øer, Rübner-Petersen, der har opholdt sig paa Øerne i en Aarrække og saaledes kender Forholdene ud og ind. I denne Artikel fremtraadte Hr. Rübner-Petersen som en varm Forsvarer for Negrene. Forleden bringer "Berlingske Tidende" en ny Artikel fra Hr. Rübner-Petersens Haand, der i endnu højere Grad gendriver Højrebladenes usande Skildringer af Negrenes Kaar og de Begivenheder, der blev en Følge af Planternes Profitbegær. Hr. Rübner-Petersen skriver bl. a. om den skammelige Udsmidning af Negrene fra deres Hjem, Hr. Hagemanns Bestyrer satte i Værk, efter at Strejken var erklæret:

"Jeg maatte strax tage Parti for de Strejkende, der, bortviste fra deres Hjem og for Størstedelen ludfattige, var saare ilde stedte, og det laa da nærmest for mig særlig at tage mig af Mødre og Børn som de mindst modstandsdygtige. 

Under Strejken voksede min, og for øvrigt mange andres, Sympati for Arbejderne, fordi de som Helhed betragtet opførte sig beundringsværdigt, og det selv under Forhold, som det vilde have faaet endog mere udviklede og af Naturen mere beherskede Mennesker til at tabe Taalmodigheden. At dette skyldes Lederne, først og fremmest Hamilton Jackson, der har en næsten ubegrænset Indflydelse paa dem, skønt, eller maaske snarere fordi, han ofte optræder strængt og alvorligt overfor dem, og hvem de følger i et og alt, som Børn følger en forgudet Lærer, kan der ikke være nogen Tvivl om. Den Ro, der herskede under Strejken, tjener derfor ikke alene Arbejderne, men ogsaa deres Ledere, især Hamilton Jackson, til megen Ære

_  _ _ 

Se - det er noget ganske andet, end Højrebladenes usande Beskyldninger mod Hamilton Jackion og de fantastiske Meddelelser om Optøjer, hvormed Planterne forsøgte at ophidse Stemningen mod Negrene. Hr. Rübner-Petersen fortsætter:

Udenforstaaende vilde vel nærmest være tilbøjelige til at sige, at den Forhøjelse, Arbejderne opnaaede, næppe svarer til mere end de sidste Aars Stigen i Priserne paa Levnedsmidlerne, og at de altsaa nu ikke er synderlig bedre stillede end for et Par siden, undtagen for saa vidt som de nu har en Forening, og deres Medbestemmelsesret er anerkendt, hvad der da ogsaa er af største Betydning for dem, og naar først alt kommer til rigtig Ro efter Lønkampen, vist ogsaa vil vise sig at være til Fordel for Arbejdsgiverne. Hr. Rübner-Petersen slutter med at sige, at en Nedsættelse af Lønnen paany vil medføre, at Arbejderne vil forlade Øen og dennes Landbrug gaa til Grunde.

Hr. Rübner-Petersens Artikel er - som man ser - en fuldstændig Oprejsning for Hamilton Jackson og de vestindiske Arbejdere.

(Demokraten (Århus), 15. juli 1916)

A Bull Cart, St. Croix. Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

I den danske presse begyndte der nu også at fremkomme ganske enkelte artikler som forsvarede landarbejderne, i andre blade end Social-Demokraten. Nedenstående er et uddrag af en artikel fra Berlingske Tidende:

Flere Gange har jeg saaledes under Striken hørt, at nogle af Arbejderne burde skydes ned for at bringe Ro tilveje - at Arbejderne ved Militærmagt skulde tvinges til at genoptage Arbejdet paa de gamle Vilkaar, - at Arbejderne og deres Familier netop skulde føle, hvad det var at sulte, - at Skolernes forbedrede Undervisning ødelagde Negrene etc. etc. Muligt er saadanne Udtalelser ikke altid saa slemt mente, som de lyder, hvad forøvrigt ogsaa kan siges om de Udtalelser om Overklassen, som fra anden Side bruges, men Sindelaget overfor Negrene viser de alligevel.

Ret betegnende i saa Henseende er da ogsaa de mange Meddelelser om Negrene som især i sidste Halvaar danske Blade næsten altid uden Opgivelse af Hjemmelsmanden, har bragt, og som hovedsagelig skal godtgøre, hvor umulige og ondsindede Negrene er, men som heldigvis ofte er saare langt fra at være paalidelige. Lad mig nævne:

Hvide Mennesker, endog Embedsmand kunde en Tid ikke færdes paa Vejene uden ved Stenkast oa paa anden Maade at lide Overlast og blive forulempede.  At dette ikke er rigtigt, vil let kunne oplyses gennem Politikontorerne.

Liberty Day, d. e. den nye Fridag, Hamilton Jackson har proklameret og som blev holdt 1ste November ifjor, opførte Arbejderne sig vel nogenlunde, men dog blev der kastet Sten paa Gendarmerne, og kun disses modige Optråden var Skyld i, at der ingen Excesser blev begaaet. - Sandheden er, at Arbejderne, der den Dag i store Flokke fra hele Øen drog til Christiansted og samledes dér, opførte sig mønsterværdigt, og det endog, skønt der engang blev kastet Sten ind mellem dem, og en Kvinde blev saaret og maatte under Lægebehandling. De viste sig, baade i Byen og paa Vejen dertil og derfra, at være en Flok af harmløse og glade Mennesker, der vilde nyde deres Fridag og ikke gøre en Kat Fortræd. - Hvorvidt der den Dag blev foretaget Arrestationer, og i saa Fald hvor mange og af hvad Grund, vil jo forøvrigt let kunne oplyses. Hvem der var Stenkasteren, er ikke udfundet, men det var Arbejderne, ikke Gendarmerne, der blev angrebne.

Arbejderne har anskaffet en Mængde moderne, amerikanske Rifler. Herude kender man intet dertil, udover at, nu som for, nogle har forsynet sig med Jagtgeværer, hvorimod det er en bekendt Sag, at mange Hvide har anskaffet Skydevaaben og Ammunition; naturligvis kun til Selvforsvar, vil enhver sige, naar det drejer sig om de Hvide, og det er ogsaa sandt nok, men nogle af de Sorte kunde jo i og for sig have samme Ret til at sætte sig i Forsvarsstand.

Saadanne Meddelelser har i den senere Tid ikke været sjældne, og bør ikke staa uimodsagte, da de hjemme kan gøre megen Skade og svække Interessen for at ophjælpe Negrene, der i saa høj Grad trænger til Støtte fra Moderlandet.

Noget godt om Negrene ser man derimod sjældent....

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 17. juli 1916)

A bit of laborers home at Est. "Mh. Pleasant" St Croix. Postkort. Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

I sommeren 1916 begyndte den danske regering at arbejde på at den lovgivning som gjaldt i Danmark, også skulle gælde i Dansk Vestindien. Her havde straffene ellers været ulige meget hårdere end i Danmark - moderlandet. En tilpasning til danske forhold ville derfor betyde en væsentlig lempelse af straffeloven på St. Croix. Dette hilstes velkommen af The Herald, men nævnte samtidig at den kommission som var sat til dette, nok ikke var den rette til at gennemføre det:

Editorial.

One of the first points in our complaint to the Finance Minister was the system of justice as practised here in the Danish West Indies. At that time we spoke only for St. Croix and for the black population. That St. Thomians are satisfied to remain in the trammels of oppression may he seen from the fact that up to now, not one of the inhabitants has entered a single protest against the tyranny exercised upon them. We were surprised to learn of the outrages that have been possible in St. Thomas, and the natives, subdued by oppression, and therefore, trembling with fear, have never openly protested against the ill-treatment of their person. They have never kept watch over the members of the Colonial Council who put them under the laws then make for them. They have always supported a press that has never don? other than speak for the Government, and except St. Thomas get a free press and independent editor, with a patriotic public backing him up, they will have to depend upon St. Croix to work out their destiny. We should be glad to welcome such a man. and give him all the assistance possible.

The Common Civil Penal Law of the Mother Country which prescribes the punishments for all civil offences was recently sent out from Denmark with the object of having them enacted in the

Danish West Indies as a part of the Danish realm. This law had to be laid before the Colonial Councils of St. Croix, and St. Thomas and St. Jan for their sanction.

We have explained, and it is well known that the system of representation of the people in the Colonial Councils is one of the biggest political schemes to oppress and trample the black populations, because the limit fixed for enfranchisement is far out of the reach of the earning capacity of the bulk of the people, and only the privileged few have that right, consequently only the privileged few are directly represented.

Now, these privileged few are mostly planters and merchants, who would do anything to prevent the liberation of the people, and one of the measures used is the enacting of barbarous and unconstitutional laws, whereby they are trampled down and made to grovel on their knees before their oppressors.

As we were saying, the Home Government has recognized that the laws passed here by the Colonial Councils are barbarous and antiquated. belonging to an age when slavery and serfdom existed.

As a proof of the foregoing we quote as examples the two latest cases of pardon or reduction of sentences.

In the one case, Gordon Gill for committing burglary and stealing 40 cents was sentenced to six years in a house of correction. The sentence was confirmed by the Upper and Supreme Courts, showing that the Judge did not make a mistake in sentencing the man after the law. But they saw that the law was cruel, and therefore cabled out to release the man.

In the other case a man, for assault was sentenced to 120 days penal servitude, the State Council, consisting of the King and his Ministers, altered it to 20 days bread and water.

Here we have the new laws before the Council for their sanction. What have they done with it? Put it out for a Committee Report. Who are the members of this Committee. 

Lawyer A. E. Stakemann, Chairman

Lawyer J. NIelsen, Speaker

John R. Leevy

F. Coulter

G. B. Fleming.

It would be too laborious to go into details concerning what this Committee has done, but we shall call attention to a single paragraph, that is purposely intended for anyone who publicly agitates against the actions of another part of the community. It will not take much thinking to show that personality is meant.

Paragraph 104 of the Common Civil Law says:

"When a crowd assembled at a public place has been thrice by the magistrate admonished in the name of the King and the law to disperse, those who do not obey this order are punishable with

fines and prison.

"Is, besides, violence done by any one to persons or chattels, though not so that the matter falls under § 103, he incurs prison, or under aggravating circumstances, labor in a reformatory

until 1 year.

The Committee's amendment makes the following wicked addition: "Whosoever publicly excites any part of the population against any other part of the same in a manner which is likely to disturb

the public peace, shall be punished with fines or ordinary imprisonment, provided a more severe punishment be not merited by the nature of the act.

"The punishment may under aggravating circumstances rise to hard labour in the House of Correction for 3 years."

What is the meaning of this? It means that these members of the Committee, are finding a way to stop the laborers speaking against the planters: the one church preaching from its pulpit doctrine that clashes with and excites one congregation against the other: the one political party endorsing, instead of denouncing the other political party's conduct; in short, while angrily aiming at closing our own mouth: it is an attempt to prevent any crusade against the infamous atrocities that might be in question. This is legislation. This is what the representatives of the people are doing. It is generally believed that the population (more commonly styled the PEOPLE) consists of a few planters, and these planters believe that they alone have the right of lift, liberty and property. Nothing is thought about the laborers. They were never considered units of the population. Now that they are. these representatives of the FEW would crush them. We take this pleasure in informing them that this clause will be struck out by the Mother Country, and their own holies of seeing the people's cause crumble, will crumble like the walls of the houses of Calabria during the earthquake. We shall return to other parts of the Law later on.

(The Herald 27. juli 1916)

Guvernørhuset i Christiansted. Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Dagen efter bragte en leder yderligere beskrivelse af foreslåede indskrænkninger i presse-, tale og forsamlingsfriheden, og med store bogstaver advarede mod forslaget: Too Late! Herald erklærede at mere end nogensinde var det blevet klart at den lokale regering udelukkende repræsenterede plantageejerne. Og spørgsmålet var nu hvorvidt moderlandet ville fortsætte med at acceptere dette.

Den 31. juli skrev en læser i Herald at flertallet på St. Croix ønskede at forblive under Dannebrog. Men på den anden side ønskede man også love som stadig hvilede på slavelovgivningens grundlag skulle afskaffes, en forbedring i de sociale forhold, og sluttede: Giv os reformer, eller sælg!

Bedre Byggeskik - Vilhelm Lorenzen. (Efterskrift til Politivennen)

Annonce i Skive Folkeblad 20. marts 1916: Stiftelsen af Foreningen Bedre Byggeskik. Vilhelm Lorenzen var med i foreningens første bestyrelse som det fremgår af første spalte, nr. 3.

Præstegaardene og bedre Byggeskik.

Tegning til en Præstegaard.

Hvem kender ikke vore gamle, hyggelige Præstegaarde i Bindingsværk eller Grundmur, straatækte eller teglhængte, med Stuehuset ud mod den skyggefulde Have. Og hvem holder ikke af dem. Altid slutter de sig nær til Byggeskikken, som den har udviklet sig i vedkommende Egns Bøndergaarde, selv om de oftest har haft et solidere Præg og et lidt mere herskabeligt Tilsnit. Men de gamle Præstegaardes Tid synes snart at være omme. En for en falder de for Tidens Krav, og, om end adskillige ved nænsom Behandling lader sig omdanne til fuldt moderne Boliger, uden at det gaar ud over den gamle Hygge og Stemning - i overordentlig mange Tilfælde har fuldstændige Nybygninger fundet Sted, og endnu flere vil finde Sted i den nærmeste Fremtid.

Der har imidlertid vist sig en beklagelig Tilbøjelighed hos mange Præster til, særlig naar der skal bygges et nyt Stuehus, ganske at gaa ud af deres gode Skind. De er, som saa mange andre, der bor og bygger paa Landet og under almindelige landlige Forhold, faldne for den Fristelse at ville kopiere en Byggeskik, der kun egner sig for Byer og Villakvarterer. De har villet bygge Villaer, medens det, de selv og vi andre har Brug for, er Præstegaarde.

Hvad det gælder om, er at give ogsaa den moderne Præstegaard i Indre og Ydre den Værdighed i Holdning og samtidig den Jævnhed i Væsen, der er Karaktermærket for vore ældre Præstegaarde, disse gennem saa mange Slægtled udmærkede Hjem for megen fin og ægte, dansk kultur. Og dette kan meget godt ske ved Tilknytning til den lokale, i vedkommende Egn hjemlige Byggeskik. Har Bygherre og Bygmester blot den rette Forstaaelse af, hvori Opgaven bestaar, vil det ikke være vanskeligt for dem, at træffe den rette Tone. Som et Eksempel paa, hvad den rette Tone er, er over disse Linier anbragt et Billede af en moderne, teglhængt og grundmuret Præstegaard, nærmest tænkt i Vestjylland, i det ydre med Tilknytning til den herlige, solide vestjydske Landboarkitektur. Mod Syd vender Stuehuset ud til Haven og den lille Udløberfløj skærmer mod Vestenvinden, skaber en lun Krog og gør Anlæget som Helhed saare malerisk. Vil man yderligere sætte sig ind i, hvad der forstaas ved den rette Tone for Præstegaardsbygninger, kan det anbefales at gennemblade det af Kultusministeriet 1896 udgivne Hefte: Tegninger til Præstegaarde, udarbejdede af Martin Nyrop. et Værk, som i alt Fald samtlige Provster i Landet burde eje.

Men stadig maa man med dette, som med andre lignende Værker, huske paa, at de deri gengivne Bygninger ikke skal kopieres; de skal tjene til Vejledning for Bygherre og Bygmester, saa de har lettere ved at slaa den Tone an, der klang smukt og rent allerede i de ældste Slægtleds Præstegaarde, og som Nutiden har en selvfølgelig Forpligtelse til at lade klinge videre igen til kommende Slægter og med den samme ægte, danske Klang!

Vilh. Lorenzen
i Bestyrelsen for
Landsforeningen Bedre Byggeskik.

(Skive Folkeblad 18. marts 1916).

Landsbyskolen og bedre Byggeskik

Tegning til en Skolebygning.

For vore Præstegaarde er der en gammel, solid Tradition, let at faa Øje paa for alle, der blot vil se det. Noget anderledes forholder det sig med Skolerne. Her har Forholdene udviklet sig med en rivende Fart, Fordringerne er i moderne Tid blevne saa langt anderledes og saa store i teknisk, hygiejnisk og pædagogisk Henseende, at det her har været nødvendigt at skabe noget helt nyt. Man kan de fleste Steder ikke længer nøjes med de beskedne Skole huse, der tidligere kunde tilfredsstille den danske Landsbystoles Behov. Den Opgave, der nu ligger for, er egentlig at skabe det, man kan kalde Skolegaarde. Og det vil altid være rigtigt, at man søger at knytte dem i det Ydre til den for Egnen eller Landsdelen hævdvundne Byggeskik. Men - som allerede sagt - i det væsenlige maa der paa Skolebygningernes Omraade skabes nye Typer. 1913 udkom, for at fremme Udviklingen af gode kønne Skolebygninger: Tegninger til Skolebygninger og Gymnastikhuse paa Landet; de skulde vejlede Befolkningen til - ogsaa inden for denne Bygningsart - at slaa den rette Tone an.

Thi de Bygninger, der opføres til Skolebrug, bør se ud som Skoler. Og selv om det kun drejer sig om en mindre Bygning, maa den fremmede, der kommer til Byen, aldrig være i Tvivl om, at der ligger Skolen.

Landsbyskolen er jo dels en offentlig Bygning, dels Bolig og Hjem for Lærere.

Disse Bygningens to Bestemmelser bør præge den.

Skolen bør give sig til Kende - ikke som Privatmands, men som en Samfundsbygning. Som Udtryk for noget fælles, noget udover den enkelte, skulde den ogsaa være noget ud over den almindelige Privatbolig, den bør være anseligere og fylde saa godt paa sin Plads, at den - i al Beskedenhed - alligevel bliver en monumental Bygning.

Som Skolebygning skal den huse Børnene fra alle de omliggende Hjem.

Den skal staa som et Enhedsmærke for disse Hjem - en Art Generalnævner for dem. Noget af dette skulde gerne give sig Udtryk i Bygningen; Børn og Forældre med, fra de mange Hjem skal kunne føle sig hjemme i den. Derfor er det, den maa have et Præg af dansk, hjemlig Byggestil. Men først og fremmest skal det jo være en Bygning, hvor Børn skal færdes. Det fælles, offentlige og hjemlige, skulde derfor iklædes en venlig og festlig Form.

Ved Siden af at være en offentlig Bygning - Samfundsbygning og Skole - er den tillige Bolig og Hjem for Læreren. At forene dette med de først anførte Hensyn vil dog næppe falde saa vanskeligt. Det drejer sig jo ikke her om en Privatbolig i almindelig Forstand, men nærmest om det, man betegner som Embedsbolig for de skiftende Lærere. Dette blivende, solide i den Del af Bygningen, der specielt er Lærerens, kunde ypperligt tænkes at harmonere med det anselige og monumentale.

Som Skole, som dagligt Opholdssted for Generationer af Børn, vil disse Bygninger i det stille øve en god eller daarlig eller siet ingen Indvirkning paa Børnenes Sind - alt efter det Præg, det lykkes at give dem. Og det maa man ogsaa huske: At manges Øjne altid vil søge vore Skolebygninger. Til alle - stedboende som vejfarende - vil en karakterfuld og smuk Skolebygning Dag ud og Dag ind tale indtrængende og forhaabningsfuldt om, at her lægges Grunden til en stor Del af Danmarks Fremtid.

Vilhelm Lorenzen
Cand. mag.

(Skive Folkeblad 25. marts 1916).

Bondegaarden og bedre Byggeskik.

De gamle Bondegaarde - større og mindre - var for tidligere Tider paa sin Vis saa god Bygningskunst, som tænkes kan. De var blevne til lidt efter lidt; lige fra Oldtidens Dage havde man prøvet stg frem og efterhaanden op gennem det 19. Aarhundrede i de forskellige Landsdele naaet de Former for Beboelses- og Avlsbygninger, der passede netop for Landboernes og Landbrugets Behov - og det hvad enten det drejede sig om den større eller den mindre Gaard. Bestemte Byggemaader var blevne tilvante: Grundmur i Vestjylland, Bindingsværk i de andre Landsdele. Vor gamle Bondearkitektur var i Tiderne Løb vokset fast sammen om Landboernes Leven og Færden og vokset fast ind i det danske Landskab, som om den selv var en Del af det. Hvor kan vi ikke endnu mange Steder glæde os over de gamle Landsbyer, hvor Gaarde og Huse flokker sig om den store teglhængte Kirke.

Men de moderne Tiders Krav - - mindre nye Levevilkaar end de nye Driftsformer i Landbruget - har gjort der nødvendigt nu at bygge paa en noget anden Maade, end man for blot et Slægtled siden kunde gøre  det. Nye Materialier, ny Teknik har ogsaa der stillet sine Krav og grebet ind i tidligere Tiders enklere Byggemaade. Det er vel næppe for meget sagt, at i Løbet af de næste tyve Aar vil ikke mange af de endnu staaende Avlsbygninger ved vore Bøndergaarde være tilbage.

Det gælder da i højeste Grad, at Landbefolkningen forstaar, hvilket Ansvar den har. Ikke blot for, hvor praktisk og økonomist den indretter sig, men ogsaa for, hvordan de Masser af nye Bygninger, dette Slægtled rejser, kommer til at tage sig ud. Thi hvad Landbefolkningen bygger af større eller mindre Gaarde, det fylder ganske anderledes i Landskabet end de enkeltliggende Præstegaarde, Skoler, Mejerier eller Forsamlingsbygninger, vor vigtigt det end er, at ogsaa de bliver saadan, at vi kan være dem bekendt.

Her har da alle Bestræbelser for bedre Byggeskik en af sine store Opgaver, og det er i høj Grad at haabe, at den nye Landsforening maa vinde Landboernes og Landbygmestrenes Tillid, saa Landsforeningen her kan yde Vejledning. Thi det kan behøves. Som vort Landbobyggeri hidtil har formet sig, har det næret alt for meget overladt til planløs Eksperimentering, alt for meget hvad Indretning of Bygningerne og Valg af Materalier angaar; endnu mere med Hensyn til Bygningernes Ydre. Daarlig Placering af de enkelte Længer, skiftende Moder i Tagbeklædning, uheldige Udformninger af den ellers ofte saa nyttige Trimpel, og sidst, men ikke mindst, Tilbøjeligheden til at efterligne Byarkitekturens Unoder, har skæmmet og skæmmer endnu vor Landboarkitektur.

Det hele kan gøres bedre, og det kan navnlig gøres skønnere. Vi bør lære igen at bygge naturligt og ligefremt. Som Prøve paa, hvordan en mindre Bondegaard kan tænkes bygget, anbringes her en Tegning, der viser, hvor kønt et tolænget Anlæg kan være. Stuehuset er holdt ganske enkelt, og Udhusets to Udbygninger luner om Gaardspladsen. Udhuset selv viser os, at det, trods den store Køreport, trods Trimpel og Paptag, meget godt kan faa Skik paa sig.

Vilh. Lorenzen
cand. mag.

(Skive Folkeblad 4. april 1916).

Husmandshuset og bedre Byggeskik.

Tegning af et Husmandshus.

Det er vel næppe for meget sagt, at for hver almindelig Bondegaard, der opføres, bygges der ti Husmandshuse, ja - Udstykningsbevægelsen og Oprettelsen af Statshusmandsbrug fører jo tit med sig, at der mange Steder i Landet opføres i Snesevis af Husmandshjem, ofte paa et begrænset Omraade. Det er sandelig ikke ligegyldigt, hvordan disse Mængder af Smaahjem, der efierhaanden fylder godt op i Danmark, bliver byggede, og hvordan de kommer til at se ud. Landsforeningen "Bedre Byggestil" vil her gøre sit til at fremme gad og smuk Byggestil, vil her gøre sit til at fremme god og smuk Byggemaade. Udstykningsforeningerne kan selv gøre overordentlig meget, og det var at ønske, at Staten - hvad den i Øjeblikket slet ikke gør - vilde overvaage, hvordan de statsunderstøttede Husmandsbrug bebygges.

Netop ved et Husmandshjem, hvor Midlerne oftest er smaa, gælder det om at tænke et Byggearbelde særlig godt igennem, for at sikre sig, at der ikke ødsles med Plads, at alt - Stuer og Økonomirum - ordnes paa den bedst mulige Maade. Derfor kan det ikke noksom anbefales Husmanden at lægge Planer i god Tid, for at Resultatet økonomisk og praktisk set kan blive godt. Men om noget Steds gælder det ogsaa her, at det ydre ikke maa forsømmes. Man maa - som ved alt moderne Byggeri - lære at forstaa, at det, det kommer an paa, er at bygge naturligt. Man maa lære at indse, at ogsaa er Husmandshus godt kan være praktisk og fuldt moderne indrettet, og dog samtidig bygget saaledes, at det er tiltalende at se paa. Og det kan ikke noksom fremhæves, at det ikke er Anvendelsen af de store Midler, der gør en Bygning smuk. Det ligger i noget ganske andet, uafhængigt af ydre Pynt - i de rette, gode Forhold, i en Dørs, et Vindues Form og velberegnede Plads, i alt det, som, naar det skal være kan faas uden Penge.

Længe har man været klar over, at det Massebyggeri, Husmandsbevægelsen vil medføre, krævede Vejledning. Hvad der optørres af Husmandshjem rundt omkring, kunde Husmandsbevægelsen i Virkeligheden slet ikke være tjent med. Derfor udgav Landbrugsministeriet allerede 1909: Tegninger til Husmandsboliger med vejledende Tekst ved Vilh. Lorenzen. Og 1915 udkom: Tegninger til Husmandshuse, udgivne af Sjællands og Fyns Stifts Udstykningsforening. Ovenstaaende Billede viser et Husmandshus af den ret almindelige Parallel-Type: det teglhængte Stuehus, naturligt og ligefremt. og Udhuset med Trimpel og Tagpap. Et Hjem med et saadant Ydre kan en Husmand altid være vel tjent med.

Vilh. Lorenzen
cand. mag.

(Skive Folkeblad 7. april 1916).

Butikshuset og bedre Byggeskik.

En Brugsforening.

Der en Slags moderne Bygninger, der hidtil har voldt nogen Vanskelighed at faa sat Skik paa. Det er dem, der paa een Gang tjener til Bolig og samtidig til Forretningsbrug af en eller anden Art - som Brugsforeninger og andre Huse med Butik eller Butikker. At give denne Bygningens dobbelte Bestemmelse et smukt Udtryk og skabe det Fælles, hvori begge Bestemmelser kan gaa op i en højere Enhed, er en vigtig, men lønnende Opgave: Vanskeligheden ligger særlig i de store Butiksvinduer, der ofte naar helt ned til Husets Fod og samtidig, fordi de tidt bestaar af en eneste stor Rude, let kommer til at flaa hele Huset i Stykker. Men selv store Butiksvinduer kan gøres saadan, at der alligevel bliver Helhed over et saadant Hus. Et Middel er - saa vidt muligt - at anbringe Døre og Vinduer i samme faste Takt hen over Facaden. Man kan ogsaa give den øverste Del af Vinduet, som dog ikke betyder noget for Udstilling af Varer, et tæt Sprosseværk; det fylder saa godt! Og denne Fremgangsmaade er med Held anvendt mange andre Steder. Endelig kan man anbringe Butiksvinduer i Smaakarnapper. Det er noget dyrere, men kan gøres smukt, og Karnapmotivet virker ofte oplivende paa en Bygnings Ydre.

Hele dette Spørgsmaal er vigtigt, fordi der særlig i Stationsbyernes Hovedgader er Brug for mange Bygninger til dette dobbelte Formaal. Det er særlig vigtigt, fordi saadanne Bygninger, hvor mange Mennesker har Ærinde, uvilkaarligt drager manges Blikke paa sig. Det vilde vise klog Forretningssans, om alle de, der opfører Butiksbygninger, vilde forstaa, at det et ypperlig Reklame for en Forretning at være til Huse i en Bygning, der gør sig bemærket ved smuk Form og kønt Ydre. Denne Tankegang har vist sig at være rigtig i større Forhold. Den er det selvfølgelig ogsaa, hvor der gælder Brugsforeninger, Købmandsgaarde og lignende i vore Smaabyer. Man bider lettere Mærke i en Forretning, der holder til i et ejendommeligt og kønt Hus, end i en Forretning, der er til Huse i en ganske ordinær, maaske endog grim Bygning.

Der er Tilfælde, hvor skøn Byggemaade er rede Penge.

Vilh. Lorenzen,
Cand. mag

(Skive Folkeblad 15. april 1916).

Huset paa to Stokværk og bedre Byggeskik.

Mange Stationsbyer fan ikke nøjes med Huse paa kun eet Stokværk og fritliggende. Ikke nok med, at de høje Grundpriser driver Husene sammen i en lang, tætsammenbygget Række, de driver dem ogsaa op i Højden - i to, ja kan hænde i tre Stokværk. Netop Etagehusene er bleven stemt forsømte - baade i smaa og store Byer. De falder imidlertid naturligt i to Grupper: De almindelige Beboelseshuse og Beboelseshuse med  Forretning eller Butik i Stuen. Lettest at behandle og sætte Skik paa er Beboelseshusene, fordi samme Vinduestørrelse her næsten altid kan gennemføres i begge Stokværk. Og hvis man blot inddeler Facaden regelmæssigt i Fag, og særlig hvis man kan overholde nogenlunde brede Murpiller, gør man sjældent helt galt. Det er en Selvfølge, at gode Forhold i Vinduernes Form (de brede tredelte Vinduer er farlige!) og Anbringelse er overordentlig vigtig. Ligeledes, at man ikke trækker Husets Facade op paa Kryds og tværs med overflødige Baand og anbringer unyttige Fordakninger over Vinduerne. Derimod kan Døren altid taale en Overdækning, afpasset efter dens Størrelse. Hvad der her er sagt om det almindelige Beboelseshus, gælder i det store og hele ogsaa Etagehuset med Butik eller Forretninger i Stuen. Her kommer Vanskeligheden med den rette Behandling af de store Butiksruder, der let bringer Disharmoni ind i Husets Ydre og staar daarligt til de almindelige Vinduesstørrelser. Enhver kan overbevise sig derom ved Selvsyn. Eksempler er der nok af. Som allerede fremhævet ved Omtalen af det lille Butikshus, kan der gøres meget ved at "tætte" Vinduernes øverste Del med Sprosseværk. Det bedste Middel til at holde sammen paa Facaden er at sørge for, at Inddelingen af Vindnesfagene i Butiksstokværket ikke falder helt ud af Takt med Inddelingen i Beboelsesstokværket.

Men det er altid værd at overveje, om Grunden nu ogsaa altid udnyttes bedst ved at bebygges helt ind til Nabogrundene. Ofte vil det lønne sig at udspare Plads til en Gang ved Siden af Huset, ind til Grunden bag ved, saa Bygningen bliver fritliggende. Derved kan let opnaas meget smukke Gadebilleder. Det er dette, der er vist i ovenstaaende Gengivelse af et Etagehus med Butik og dels Nabo, et mindre Hus. Der er ogsaa vist - gennem Tagformerne - , hvorledes de to Huse, trods Forskel i Størrelse, tilsammen danner en Helhed.

Overhovedet er det en god og nyttig Regel, naar man bygger, at lægge Mærke til Naboers og Genboers Huse og tage et rimeligt Hensyn til dem.

Vilh. Lorenzen,
Cand mag.

(Skive Folkeblad 29. april 1916)

Mejeriet og bedre Byggeskik.

Man vil maaske sige, at vi allerede i det store og hele har de Mejerier, vi behøver. Det passer nu ikke helt; stadig bygges nye og gamle ombygges, Mejeriskorstenen har længe konkurreret med Kirketaarnet i det danske Landskab. Og Mejeribygningen er bleven noget af et Symbol - desværre langt fra noget bygningsmæssigt smukt Symbol for den stærke og ægte Bondekultur, der har skabt den. Andelsbevægelsen fortjener at sætte sig skønnere Monumenter - tørre og spinkle, som de fleste Mejeribygninger er, Industribygninger af den kedeligste Slags, der ikke give noget som helst Udtryk for den kraftige folkevilje, der ligger bag dem. Mejeribygningen har - som noget af en offentlig Bygning - ogsaa i sig samle en Bys, et Sogns Følelse for egen Værdighed. Ved at bygge saadanne Bygninger smukt og karakterfuldt ærer man sig selv og sit Arbejde. Og Mejeriet er en taknemmelig Byggeopgave Det har i sig selv sin egen Karakter; Mejeriet er altid let at kende mellem andre Bygninger, og denne dets Særkarakter gør det let at skabe et let og udtryksfuldt lille Bygningsværk. Opgaven - men ingenlunde nogen uløselig Opgave - er det at skabe Enhed og helhed over de forskellige Bygningsdele, saa de ikke falder fra hinanden. Som Eks. paa en god løsning af Mejeribygningen er ovenfor gengivet en Afbildning af et moderne Mejeri, der paa een Gang udtrykker det værdige og monumentale, en saadan halvoffentlig Bygning altid bør være forlenet med, og tillige - som Bolig for Mennesker - har det Præg af det private og hyggelige, den heller ikke bør savne.

Vilh. Lorenzen
Cand. mag.

(Skive Folkeblad 13. maj 1916)

Bedre Byggeskik. Landsforeningens Udstilling.

En køn Kro.

Landsforeningen "Bedre Byggeskik" var i Kunstindustrimusæet i København arrangeret en Udstilling, der skal staa aaben for Publikum i en Maaneds Tid, og som derefter muligvis kommer ud i Provinsen som Vandreudstilling.

Udstillingen, der er et Led i Oplysningsarbejdet for at fremme Kendskabet til Foreningen og dens Fonnaal, skal vise den Hovedlinie, hvorefter Foreningen vil arbejde; den skal i store Træk angive, hvad der er, Landsforeningen vil lære Befolkningen; hvad det er, den mener med bedre Byggeskik.

Saa meget skulde Udstillingen klargøre, at der - skønt man endnu længe vil være nødt til at prøve sig frem i mangt og meget allerede er gjort faa mange Erfaringer, at den Hovedlinie, som Bedre Byggeskik skal følge i Fremtiden er trukket tydeligt og klart op. Udgangspunktet for denne Linie har fra første Færd været ældre Tiders gode og solide Byggeskik.

Derfor er det kun rimeligt og retfærdigt mod Fortidens Bygherrer og Bygmestre, at Udstillingen ogsaa viser Prøver paa denne ældre Byggeskik: Bindingsværksbygninger fra Øerne, solide, grundmurede Gaarde og Huse, særlig fra Jylland og Vestslesvig. De gode Forhold i disse Bygninger - mellem Mur og Tag. Vinduer og Døre, deres ofte saa rolige og faste Inddeling efter Fag, deres enkle Tagform - kort sagt: deres hele tilforladelige, danske Karakter er det, man har stræbt at overføre paa Nutidens Bygninger.

Vilkaarene for den gode Udformning ai Nutidens Bygninger paa Landet er jo højst forskellige.

Lettest gaar det selvsagt, hvor Traditionen er stærkest og Fortidens Bygninger byder paa et stort Udvalg af Typer og Motiver. Dette er bl. a. Tilfælde med Bøndergaarde, større og mindre, Husmandshuse. Præstegaarde og almindelige Beboelseshuse. Af Udstillingen fremgaar det ogsaa, at her falder det naturligt at bygge videre paa tidligere Tiders Landbygningskunst.

Vanskeligere er det, hvor Nutidens mere sammensatte Forhold kræver helt nye Bygningstyper. Saaledes Forsamlingshuse, Restaurationer, Mejerier, Elektricitelsværker. Stationsbygninger, Industribygninger af alle Slags, lige fra almindelige Huse med Værksted til fabriksmæssige Anlæg. Men disse Opgaver kan løses, uden at Bygningerne falder udenfor den rette Linie, hvad denne Udstilling ogsaa bærer Vidnesbyrd om.

Ofte kræver Nutiden jo velkendte Byggeopgaver løst paa helt ny Maader. Det gælder først og fremmest Bøndergaardenes Avlsbygninger. Det gælder ogsaa tildels Skoler, der mere og mere udvikler sig fra Skolehuse til Skolegaarde. Det gælder endvidere Huset med Butik eller Butikker, Brugsforeninger, købmandshuse og -gaarde, Kroer og Smaahoteller. Paa ovenstaaende Billede ses en Kro, som Foreningen gerne ønsker den. Der er to korte Sidefløje til Rejsestald (til venstre) og den uundværlige Sal (til højre). Foran i Hovedlængen er Skænkestue og Restaurationslokaler (de sidste i Forbindelse med Salen). Ovenpaa Plads til Gæsteværelser. Facaden er inddelt saaledes, at Bygningen paa naturlig Maade vil kunne passe ind baade mellem et og toetages Huse. Paa ven lille Plads mellem Sidefløjene kan der ved Sommertid staa Borde og Bænke.

Der er en Ting, Udstillingen kun kan antyde, men som det ikke desto mindre er overordentlig vigtigt for alle, der bygger og for hvem der bygges, at forstaa Betydningen af. Det er den enkelte Bygnings rette Beliggenhed paa Grunden i Forhold til Vej, Sol og Vind og ikke mindst i ForhoId til Naboer og Genboer. Dette hører nøje sammen med bedre Byggestik. At være opmærksom paa disse Forhold er den nødvendige Betingelse for at kunne bygge gode og praktiske Bygninger.

Paa Udstillingen vil man kunne studere en Række Tegninger og Planer, der er udarbejdede efter Bestilling paa Foreningens Kontor i København. Kontoret, som har virket i en Maanedstid, ledes af Arkitekt Seest. Endvidere vil man kunne se Tegninger og Fotografier af gamle Herre- og Bøndergaarde samt en Række Prospekter fra det idylliske Troense. Endelig møder en Række af vore mest kendte Arkitekter som Nyrup, Varming, Klint, Rosen, Ekberg og Gottlob m. fl. frem med en Række Arbejder paa denne Udstilling, hvis nærmere Arrangement er besørget af Arkitekterne Varming og Brummer i Forening med Kunsthistorikeren Vilhelm Lorenzen.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 27. maj 1916)

Det moderne Afholdshotel.

Foreningen til Fremme af bedre Byggeskik har sendt os ovenstaaende Fotografi, der viser Landsbyafholdshotellet, som det bør se ud.

Det er ved en Byggeopgave som denne et dobbelt Krav, der skal ske Fyldest i den moderne Landsbykros Arkitektur. De nye Hoteller skulde nødig sætte den gammeldags Hyggestemning til, fordi de bøjer fig for Tidens Krav og opfører sig stateligere med rummelige Lokaler og alskens moderne Installation. Og det hele skal tage sig godt ud. Er der nogen Art af Bygninger, hvor man skulde synes, det maatte være god Forretning at bygge smukt, rigtig indbydende og venligt, skulde det være Afholdshotellet. Enhver, der rejser rundt i Landet, ved, hvor tiltalende det er ved Aftenstid, at havne i et kønt og hyggeligt Hotel. Som for Købmandsgaarden gælder det ikke mindre om Hotellet, at smuk Byggestil her er rede Penge.

Ovenfor er gengivet en Type for et Hotels Hovedbygning, ud mod en Vej, med to korte Sidefløje til Rejsestald (til venstre) og den uundgaaelige Sal (til højre). Foran i Hovedlængen er Skænkestue og Restaurationslokaler (de sidste i Forbindelse med Salen). Ovenpaa er Plads til Gæsteværelser. Facaden er inddelt saaledes, at Bygningen paa naturlig Maade vil kunde passe ind baade mellem et- og toetages Hitte. Paa den lille Plads mellem Sidefløjene kan der ved Sommertid staa Borde og Bænke.

Uden en vis Hyggestemning, uden noget vist tillidvækkende i sit Ydre bliver et moderne Landsbyhotel aldrig det Bygningsværk, det bør være.

Vilhelm Lorenzen
cand. mag.

(Skive Folkeblad 31. maj 1916)

Elektricitetsværket og Bedre Byggeskik

Et Elektricitetsværk.

Ogsaa Elektricitetsværket hører til den Slags Bygninger, man kan stille større Fordringer til, fordi det er en halvoffentlig Bygning. Som for Mejeriet gælder ogsaa her, at det er en ny Type, der skal udformes. Og dette skal ske paa en saadan Maade, at man lægger Mærke til Bygningen og straks er klar over, at det er en samfundsbygning, værdig og enkel som den materielle Kraftkilde, den huser.

Ogsaa det har Elektricitetsværket tilfælles med Mejeriet, at et enkelt Parti af det let kan gøres til Hovedpartiet, det, der bestemmer Bygningens Karakter og holder sammen paa det hele. Maskinhallen er i sig selv Bygningens Hovedrum og dens Højde gør den naturligt til det samlende i Bygningens Ydre.

Ovenfor er vist et saadant Elektricitetsværk med Maskinhal i Midten; bag ved er tænkt Rum for Motor, Værksted og lignende, til venstre Bolig og til højre Kontor m. m. Takfast som Stempelslag deler brede, enkle Murpiller Facaderne. De faste, rolige Forhold i Bygningens Ydre staar godt til dens Bestemmelse og giver den det Præg af det monumentale, en saadan Bygning ikke maa undvære.

Vilhelm Lorenzen.
cand. mag.

(Skive Folkeblad 5. juni 1916)

Den store Bondegaard og Bedre Byggeskik

Som det allerede blev understreget ved Omtalen af den mindre Bondegaard og Husmandshuset, er del en overordentlig vigtig Opgave at indrette Avlsbygningerne paa bedst mulig Maade efter det moderne, industrielt anlagte, Landbrugs Fordringer. Jo større en Landbedrift er, desto flere Spørgsmaal melder sig til Løsning, og Opgaven kan blive sammensat nok. Om den bedste praktiste og økonomiske Ordning af Lader, Lo og Staldrum er Meningerne endnu stærkt delte. Og er der noget Omraade inden for moderne dansk Landbyggeri, hvor et nøje Samarbejde mellem den forstaaende Bygherre og den dygtige, indsigtsfulde Bygmester derfor er paa sin Plads, er det sandelig her. For vort Landbrugs Trivsel har Byggespørgsmaalenes rette Løsning langt større Betydning, end mange Landmænd - desværre - endnu synes at ville indrømme.

Men eet er, som ofte sagt, den rent praktiske Indretning. Et andet er den ydre Form, man giver Bygningerne. Og her kommer det atter an paa, hvordan man behandler Materialerne, hvilke Tagmaterialer man bruger, og hvilke Farver man benytter til Murene, hvis Farve bør afstemmes efter Tagets Farve.

Det gælder ogsaa om at give Stuehuset en Karakter, der staar godt til Avlsbygningernes. Naar disse sidste let faar et enkelt, lidt nøgternt Præg over sig - Nyttebygninger, som de jo først og fremmest er - ligger der allerede heri en Advarsel mod at gøre Stuehuset villaagtigt. Stuehuset skal ikke søge sit Forbillede i Købstædernes Villakvarterer. Nej! det skal langt mere søge det blandt lidt ældre Tiders Proprietærgaardes og Smaaherregaardes noble og solide Hovedbygninger. Der er den Tone slaaet an, som naturligt bør klinge igen i Stuehusene til vor Tids større Bøndergaarde.

At vi har en betydelig Landbrugskultur, vil ingen benægte. Men Kultur har ogsaa altid noget at gøre med Skønhed i ydre Fremtræden og Form. Og dansk Bondekultur skulde ogsaa vise sig i Evnen til at tvinge det moderne Landbrugs Byggevirksomhed ind under en bedre Byggestil, end den hidtil har formaaet det.

Paa den Udstilling, "Bedre Byggeskik" for Tiden afholder, findes forskellige interessante Løsninger af Opgaven: den moderne Bondegaard. Ovenfor er vist, hvordan Sagen ogsaa kan gribes an. Hovedtanken har her været i Avlsgaarden at samle del mest mulige i en enkelt dyb og høj Hovedlænge. Stuehuset ligger passende langt fra Avlsbygningerne, saa der bliver naturlig og god Plads til Indkørsel i Gaarden. Taget - ogsaa paa Stuehuset - er her lagt med Tegl. Ogsaa andre Tagmaterialer kunde her været benyttede; Væggenes Farver skal blot altid rette sig efter Tagets, saa Vægge og Tag staar godt sammen.

Vilhelm Lorenzen
cand. mag.

(Skive Folkeblad 26. juni 1916)

Det almindelige Beboelseshus og Bedre Byggeskik

Det almindelige mindre Beboelseshus, uden Landbrugsbygninger, Værksteds- eller Butikslokaler, forekommer jo overordentligt hyppigt, baade i Landsbyer og udenfor dem. Og altfor ofte synder man ved Opførelsen af disse Smaahuse mod den gode Smag og mod sund Sans - to Ting, der forøvrigt i al Byggeskik kun er to Sider af den samme Sag.

Netop ved disse Smaahuse har der vist sig en Tilbøjelighed til at kopiere de store og kostbare Købstadsvillaer, der er blevne til under helt andre Vilkaar og beregnede paa Mennesker med en helt anden Levevis end Landsbyens og Landsbymenneskers. Det forlorne og opstyltede er altfor ofte netop knyttet til de mange almindelige Beboelseshuse, hvorom Talen er her. Den store Købstadvilla kan taale pompøse Troppeanlæg. Altaner, fremspringende Karnapper og taarnaqtige Udbygninger. Men det kan Smaahuse paa 5-6 Fag ikke. Alligevel er der mange Bygherrer, der med Vold og Magt vil have deres Hus bygget efter det straalende Forbillede, der er givet af vore Handelsog Industribaroner, og Bygmesteren følger dem ofte alt for villigt - smigrer dem maaske endda ved fantastiske Overbud. Disse beskedne Huse bliver tit uhyggeligt overlæssede Prøvekort paa alle de Villamotiver, der overhovedet kan anvendes her til Lands.

Den almindelige jævne og sunde Regel, der gælder for al god Byggeflik, er jo den, at en Bygning i Indretning skal svare til sit Formaal og i Indre og Ydre være et naturligt Udtryk for Beboernes Levesæt.

Den her gengivne Bygning slaar en Tone an, der vil klinge naturligt i Landsbygaden med spredt Bebyggelse eller fjernt fra By, ved Landevej eller Bivej. Vejen er tænkt i Retning Syd-Nord. Beboelsen med Have er mod Syd. Køkkengaard m. m. mod Nord, hvor der er lagt et lille Udhus, her tænkt med Vognport og Stald til en Hest. Ved, som det her er sket, at give Beboelseshusets Facade samme Pillebredde mellem Vinduerne, lade Kvisten svare til Faginddelingen i Stuen og afvalme Gavlene gør man aldrig meget forkert. Her har Gavlen mod Gaden smuk og værdig Bredde, fordi Vinduerne er rykkede hen mod Hjørnerne. Og der er Ro baade over Gavl og Langside, fordi der er Symmetri og Ligevægt. Det er en anden Leveregel, at holder man sig til det symmetriske i Facader, gør man ogsaa vanskeligt noget helt forkert.

Hyggeligt og værnende virker den Maade, hvorpaa de to Bygninger er knyttede sammen ved en Hegnsmur. Den og Havehækken binder det hele Anlæg godt fast til Grunden. Og netop ved disse smaa, let overskuelige Anlæg maa det ikke glemmes, at Haven betyder saa meget, at den næsten er en Del af selve Arkitekturen!

Vilhelm Lorenzen
cand. mag.

(Skive Folkeblad 11. juli 1916)

Bedre Byggeskik

En god Beliggenhedsplan og Bebyggelsesplan er Forudsætning for al bedre Byggeskik.

I denne Artikelserie har nu været behandlet en Række Bygninger 11 ialt, der naturligt vil forekomme rundt om i Landsbyer og i der navne Land. Der er i al Korthed og med faa Streger søgt at tegne et Billede af det nye Danmark, der bør komme - et Billede ogsaa Landsforeningens Udstilling, der snart vil gaa paa Vandring Landet rundt, har trukket op paa mere fyldig Vis.

Der er Grund til nu til sidst at pege paa noget fælles for den heldige Løsning af alle de mange Byggeopgaver. Arkitekterne har omtalt, og som allerede lejlighedsvis har været berørt.

Dette fælles er den absolutte Nødvendighed af altid, naar man bygger, ligegyldigt hvad eller hvor, at være opmærksom paa Bygningens rette og naturlige Beliggenhed paa Grunden. Alle, der bygger, bør tænke denne Sag godt igennem og nøje overveje, hvordan Bygningen bedst kan lægges, i Forhold til Vej og sol, Vind og Vejr. Der bør altid hvad nu kun sker altfor sjældent udarbejdes en Beliggenhedsplan, der klart viser Bygherren, at der er taget tilbørligt Hensyn til alle disse Forhold, inden man begynder at grave Grunden ud. Et maaske ellers godt og kønt Hus kan blive inderlig umuligt og upraktisk, naar der ikke lægges rigtigt Paa Grunden.

Som Eksempel paa en god Beliggenhedsplan er ovenfor vist et Husmandshus. Vejen tænkes gaaende nordlig sydlig Retning, stalden er lagt ud mod Vejen, Gaardsiden mod syd. Gaardspladsen dannes af Bygningerne og Haven, som mod Nord. Øst og Vest skærmes af et Læbælte.

Er en rigtig Placering vigtig for den enkeltliggende Bygning, gælder dette i lige saa høj Grad Bygninger i Landsbyer og anden pænere Bebyggelse. Er der Tale om at opføre mange Bygninger paa en Gang, som Udstykningsforeningerne gør det, bliver sagen ikke mindre vigtig, men den bliver tillige mere sammensat. Thi her er det af største Betydning, at der søges udarbejder en samlet Bebyggelsesplan, for at Grundene kan blive fornuftigt udnyttede, og Nabo ikke skal genere Nabo.

Og der er et Omraade, hvor Fortiden løfter sin advarende Røst og maner vort slægtled til at kræve en bedre Ordning, er det den Maade, hvorpaa mange af vore store stationsbyer er blevne til. Her bør Kommunalraadene gribe ind og sørge for, al der tilvejebringes et Forslag lil Bebyggelse og Udvidelse, der kan virke regulerende og blive til Gavn og Nytte for Beboerne som Helhed.

Gode Beliggenheds- og Bebyggelsesplaner fremmer god Byggeskik, slette hæmmer den.

Vilh. Lorenzen,
cand. mag

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 18. juli 1916)

Hedegaard og Bondegaard.

Dansk Landbobygnings-Skik gjennem Tiderne.

Bygningshistorikeren, cand. mag. Vilhelm Lorenzen, har i Det kgl. danske Landhusholdningsselskab holdt et Foredrag over vore Landbrugsbygningers Historie. Efter "Tidsskrift for Landøkonomi" gjengives her Hovedtankerne i det.

Medens Stuehusene ved vore Bøndergaarde, selv om de er fra ældre Tid, ofte endnu kan bruges, og Nybygningerne her gjærne vil falde i Traad med det almindelige Boligbyggeri her til Lands, er de egentlige Landbrugsbygninger, som Fortiden har efterladt os, godt paa Vej til enten helt at forsvinde eller i alt Fald ved Ombygninger at miste deres oprindelige Karakter. De gammeldags, skjønne, selvgroede Bøndergaarde, der ligesom havde skabt sig selv og hørte med til det danske Landskab, de falder i vore Dage, ikke i Hundredvis, men i Tusindvis.

Lad være, at Udviklingen fører dette med sig. Men Udviklingens Ubønhørlighed bør ikke medføre en konfus Taben-Hovedet overfor de Krav til Skjønhed og Karakter, som vi bør stille ogsaa til moderne Land-Arkitektur. Vi behøver jo ikke at bygge løs som Nybyggere paa Prærien uden Hensyn til andet end den rene Brugsnytte. Vi lever jo dog i et gammelt Kulturland med en netop paa Landbyggeriets Omraade, rig og skjøn Tradition bag os, og vi er forpligtede baade overfor os selv og vore Efterkommere, æa vi ikke blot bygger praktisk og nyttigt, men ogsaa lige saa tiltalende og smukt, som de ældre Slægtled gjorde det.

Der er her store Vanskeligheder at overvinde, men vi staar vist alligevel ved et Vendepunkt til det Bedre, hvor det for at kunne disponere rigtigt for Fremtiden er godt at kjende Nutiden og at vide noget om, hvordan den er bleven til. Man maa kjende lidt af det langsomme, møjsommeligt tilvejebragte Resultat af Aarhundreders Udvikling.

Hvordan ser da Nutiden ud, idet vi ved Nutiden forstaar det Overleverede, det vore Fædre. Bedstefædre, ja maaske endnu fjærnere Tider har efterladt os, lige fra Herregaarden til Husmandshuset? Vi maa da sige, at karakteristisk for det nuværende Danmarks Byggeskik er de lave, smalle Længer. I det gamle danske Landskab Sønderjylland mødes denne Byggeskik med det høje, treskibede sachsiske Røghus, og i det nordlige Skaane mod den skandinaviske Bondegaard med sine vidt spredte, lavtbyggede Blokhuse.

Men hvorledes er nu denne danske fra den nærmeste Fortid, over leverede Landbobygningskunst med dens forskjellige Typer bleven til? 

Desværre er vor ældste Landbohistorie endnu saa lidt kjendt og særlig hvad Bygningshistorien angaar, og det er paa Tide, der tages fat, det kunde snart blive for sent. Men lidt veed vi dog.

Der synes saaledes at være Sandsynlighed for, at vore danske Bøndergaarde helt langt tilbage mod Oldtiden har bestaaet af flere selvstændige Huse, ganske som den skandinaviske Bondegaard. Men i Tidens Løb er de mange spredte Huse voxede sammen til sammenhængende Anlæg med lange Længer. Mest typisk er her den firlængede, sammenbyggede Gaard. Tyskere mener, at denne Form er den ældste, men det er den næppe. Særlig i Jylland, hvor Type-Rigdommen er meget stor, gaar sikkert baade den eenlængede Gaard og Parallelgaarden saare langt tilbage i Tiden, for ikke at tale om Vinkelanlæget og den trefløjede Gaard.

De lange Længer har deres bygningsmæssige Forklaring i Bindingsværks-Konstruktionerne, der sikkert er en Oldtidsarv her i Danmark. Det er Byggemaaden med lave Stolper, oprindeligt visfnok jordgravede, senere sat paa Fyldsten, senest i en Fodrem, - lave Stolper, som vore Ege- og Bøgeskove lunde levere dem, og hvormed man rejste Huset Fag for Fag, idet man fyldte Mellemrummet mellem Stolperne med stavrede, vendrede og lerklinede Tavl, en Fremgangsmaade, der sikkert ogsaa var Oldtidens. Og ved efter Ønske at forøge Antallet af Fag opstod af sig selv den den lange Længe, der er saa typisk dansk. Man kunde ogsaa let gaa videre og bygge Gaardene i Knæk, som Vinkelbygninger eller som tre- eller firlængede Anlæg.

Den landbrugsmæssige Forudsætning for hele denne Udvikling kan maaske søges i den Overgang, der i 1200'erne fandt Sted fra overvejende Kvægavl til eget Kornavl, og som staar i Forbindelse med de store Nyerobringer af dyrkelig Jord. Og muligvis spiller det en Rolle, at man i samme Tidsrum fik Landsbyfællesskabet fast organiseret: de sammenbyggede Længer muliggjorde en mere koncentreret daglig Drift af den enkelte Gaard, hvor Beboelse, Stalde og lade allesammen gik op i en fælles bygningsmæssig Helhed.

Siden disse nu saa fjirne Tider, da denne Udvikling var fuldbyrdet, har de danske Landbobygningers Hovedtype ikke undergaaet væsentlige Forandringer. De Ændringer, der er sket, stammer fra ret sene Tider, fra forrige Aarhundrede, og skyldes Paavirkning fra Herregaardene. Men Byggemaaden er i Aarhundredernes Løb bleven solidere særlig i Vestjylland er Bindingsværket i de senere Aarhundreder afløst af grundmurede Bygninger, nn i Typerne er stadig de gamle.

Med Herregaardene, som jo ogsaa hører med til Landbo-Arkitekturen, forholder det sig paa en egen Maade.

De var allerede i Middelalderen enten Landsby-Hovedgaarde, beliggende i Landsbyen og vel oftest i Fællesskab med de almindelige Bøndergaarde, eller de var Særbruggaarde, der laa for sig selv og havde deres egen private Drift (Særbrug). Mange af dem var kun større Bondegaarde og har ogsaa haft Bondebygninger. I den for vore Storgaarde kritiske Tid, Overgangen til Stordrift i 1500'erne og 1600 erne, forsvandt mange af dem, modens andre voxede op ul store, endog meget store Ejendomme, ofte ved Nedlægning af Bøndergaarde, ja undertiden hele Landsbyer.

Ved Herregaarde skjelnedes fra gammel Tid skarpt mellem Borggaarden (Beboelsen) og Ladegaarden (Landbrugsbedriften). Den middelalderlige Særbrugsgaard har rimeligvis haft disse to liggende paa hver sit Sted, ofte ret fjærnt fra hinanden, saaledes som ved Nørlund i Jylland endnu i vor Tid.

Men i 1500'erne og 1600'erne finder der en Koncentration Sted i Forbindelse med den sejrende Stordrift. Stald og Ladegaard samles, og Ladegaarden bestaar nu altid af sammenbyggede Længer, dog ret uregelmæssigt og tilfældigt i Grupperingen af de forskjellige Længer, Hovedtypen er det trefløjede Anlæg, der aabner sig op mod Borggaarden, saa at Herremanden, som Arent Berntsen siger, altid kan have indseende med, hvad der foregaar her nede,

I denne Stil griber Renæssancen og Barokken ind: op i 1600'erne; Ladegaarden, og ved Nyanlæg tillige Borggaarden, lægges i Anlægets Midtaxe, saa at alle Bygninger folder sig symmetrisk op til begge Sider for denne Axe. Smukke Exempler herpaa haves i Brobygaard paa Fyn og Dronninglund i Vendsyssel. I Anlægets Storhed og Konsekvens staar de ikke tilbage for mangt et Slotsanlæg. Fra 1700'erae er endnu flene af disse prægtige Herregaardsanlæg bevarede, i. Ex. Lerchenborg paa Sjælland.

1 1770'erne og særlig i første Halvdel af 1800'eme, da Overgangen fra Fællesskab til fri Drift medførte en rig Byggevirksomhed, er det, at Herregaardenes fornemt isolerede Hovedbygning paavirker vore Bøndergaarde saa de begynder at rykke Stuehuset ud fra Sammenhængen med Avlsrummene.

Saaledes er da vor overleverede Landboarkitektur ældgammel i sine Forudsætninger og udviklet i Forbindelse med Landbrugets almindelige Vilkaar og Krav til en Rigdom og Fylde af Typer og Motiver. Disse Bygninger er os kjære, fordi de hører med til vort Billede af Danmark, og fordi vi føler den stille Skjønhed, der saa ofte er i den enkelte Gaard. Hvor er ikke de fynske firlængede Bindingsværksgaarde dejlige! Men aller dejligst dog maaske de smaa trefløjede fynske Boelsteder, der aabnede sig saa hyggeligt, saa gjæstfrit ud mod alfar Vej. Og saa Modsætningen: de dystre, alvorlige vestjydske røde Gaarde, duknakkede og vejrbidte, men fulde af Karakter!

Vore Herregaarde taler for sig selv. Altid er Typen klart udformet og Byggemaaden fast og ligetil. Taktfast følger Fag paa Fag. Dør er tilt med forbavsende sikker og fast Haand taget paa Inddeling og Komposition af Facaden.

Og hvad der ikke mindst præger vor Landboarkitektur: Tagskæringerne er altid i Orden, naturlige og smukke, og Straataget selv er den blødeste, farverigeste Hætte over Stuer og Stalde, over Lade og Lo, som tænkes kan.

Skulde der af Tusind Aars Arbejde ikke i Typer og Motiver være noget, hvoraf man kunde tage Lære for Fremtiden? Dansk Landboarkitektur har tidligere gjennemgaaet Kriser: for Bondegaardene ved Nyordningen af Landboforholdene i 1200'erne, og for Herregaardene ved Omlægning til Stordrift i 1500'erne og 1600'erne. Vi staar atter ved en Krise, og atter drejer det sig om en Koncentration paa nyt Grundlag. Lad os haabe, at vi uden Forlis af praktiske og økonomiske Værdier og dog med Bibeholdelse af den Skjønhed og Stemning, der bærer al god Bygningskunst til, maa staa Krisen igjennem!

A. K. S. 

(Jyllandsposten 13. juli 1917)

Foreningen "Bedre Byggeskik" havde rødder tilbage til "Foreningen af 3. december 1892" som bl. a. målte og registrerede gamle marskgårde og Møgeltønders gamle bygninger. Sammen personkreds var med "Tegnehjælpen" (1907). De tog initiativ til bevægelsen "Bedre Byggeskik" (1915) og prægede efterfølgende byggeriet i Danmark. Da artiklerne blev skrevet, skelnede man mellem det almindelige byggeri og arkitektur. De håndværksuddannede bygmestre bekymrede sig ikke så meget om æstetik og arkitektur. Arkitekternes interesserede sig fortrinsvis for monumentale bygninger og det offentlige byggeri som havde en langt højere status. Bedre Byggeskik ville skole "bygmestrene" arkitektonisk, og de ovennævnte artikler leverede typetegningerne. Internationalt arbejdede de sammen med Baupflegebevægelsen i Tyskland. Bevægelsens højdepunkt var i 1920'erne og 1930'erne. I 1950'erne skiftede fokus til parcelhuse og foreningen blev nedlagt i 1965.

Vilhelm Birkedal Lorenzen (1877-1961) var arkitekturhistoriker og lærer. Cand.mag. 1901 med historie som hovedfag. Han gjorde sig især gældende som agitator og organisator, foredragsholder og forfatter og fik indflydelse på samtidens bygningskunst og byplanlægning. Han gjorde sig gældende fra omkring 1905 for bedre byggeskik i tilslutning til hjemlige traditioner.  Han blev formand for et af landbrugsministeriet nedsat udvalg der gav tegninger til husmandsboliger (1909). Han var medstifter af Foreningen til gamle bygningers bevaring 1907 og sekretær i denne 1907-1947. 1918-1954 medlem af Det særlige bygningssyn. 1926-1933 formand for landsforeningen Bedre byggeskik. Han udkastede ideen til Dansk byplanlaboratorium (1921) hvor han var bestyrelsesmedlem indtil 1943. 1917-20 redaktør af Architekten. Med i redaktionen af Danske Herregaarde ved 1920, Danske Herregaardshaver og Nordisk Kultur.

Han skrev mange bøger, heriblandt Vore Byer I-V (1947-1958). L. blev overordentligt medlem af Akademisk arkitektforening 1924 og modtog 1957 foreningens æresmedalje. Korresponderende medlem af Kungl. vitterhets, historie och antikvitets akademien 1942 samt æresmedlem af Foreningen til norske fortidsminnesmerkers bevaring 1945.

Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Gravsted på Vestre Kirkegård: "Vilhelm Birkedal Lorenzen 27.1.1877-11.9.1961 og Dora Lorenzen, f. Elsass 1.4.1890-23.10.1962."

Den Dræbtes Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen).

Den unge maskinarbejder Orla Petersen fra Ryesgade 70 C, der forrige søndag dræbtes i slagsmål med en soldat i Klampenborg, jordedes i går kl. 2 fra Vestre Kirkegård under stor deltagelse.

Et hav af kranse dækkede kisten - bl.a. en prægtig dekoration fra den bataljon, som drabsmanden hørte til, og hvoraf et hold paraderede ved kisten.

Efter "Lyksalig, lyksalig-" talte Pastor Wetzler fra Fredens Kirke.

Han benyttede lejligheden til et smagløst angreb på foreningslivet og forlystelserne.

Efter salmen "Den er slet ikke af Gud forladt", bar soldater kisten ud under tonerne af "Nærmere Gud til Dig."

(Aftenbladet 4. juli 1916)

Omtales også i Social-Demokraten 4. juli 1916. Her nævnes også deltagerne: Oberstløjtnant Glahn, Kaptajn Troels Schmidt, en oversergent og to menige. 6 soldater dannede æresvagt sammen med Smede-og Maskinarbejdernes. Talen nævnes således: "En Tale der særlig lagde Skylden for det grimme Drab paa Drikkeriet, som ødelægger saa meget godt hos vort Folk."