Marie Vinters Dødsdom. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsdommen,

som i forrige Uge blev faldet i Højesteret over den svenske Pige Marie Vinter, der hensidder i Fængslet paa Blegdamsvejen, maa nødvendigvis fremkalde nogle Betragtninger over enkelte af vore Samfundsforhold, som vi ikke ville tilbageholde, selv om vi af den retfærdige Ridder "uden Frygt og Dadel", Hr. Erik Bøgh, skulde blive beskyldt for Forbrydervenlighed.

Vi forudsætte, at vore Læsere erindrer Hovedtrækkene i denne ulykkelige Kvindes Liv, og at her staar en Moder, der den ene Gang efter den anden - 5 Gange - har myrdet sine nyfødte, uægte Børn ved at kvæle dem, og derpaa kaste dem i Vandet. Her foreligger altsaa 5 Barnemord under de mest graverende Omstændigheder, og ved at undersøge og granske i Straffeloven og dens Motiver er det ikke muligt at finde et eneste Ord, der kan formilde det juridiske Straffeansvar, som maa paahvile hende for hendes skrækkelige Gerning. Domstolene maa dømme, som de har gjort, og det er næsten ikke tænkeligt, at Justitsministeren kan indstille hende til Benaadning; thi 5 Mord, og det en Moder, der ombringer sine egne Børn, dette er jo næsten uhørt herhjemme. Hvad vil man gøre ved et lignende Tilfælde, som atter ad Aare kommer frem, hvis Marie Vinter indstilles til Benaadning? Lige saa lidt som der nogensinde har varet en Lovgiver, som har varet i Stand til med Bestemthed at fastsætte Grænserne for Selvforsvarets Berettigelse, lige saa vist er det, at Ingen kan sige, hvor langt Naade med Forbrydere bør gaa, før den fortjener at kaldes fordærvelig Svaghed. Man kan have Medfølelse med den ulykkelige Forbryderske, man kan endog være tilbøjelig til at ønske, at Regeringen vil benaade hende; men Loven i Ære, den falder hende, og det saa faa være.

Et andet Syn paa Sagen, og et andet Resultat kan man maaske komme til, naar man tager Straffelovens Grundprincip, og Samfundsforholdenes ulykkelige og i flere væsenlige Henseender mangelfulde Ordning i Betragtning. Denne Side af Straffelovens Grundprincip er Forbryderens Forbedring; det andet, at der straffes for at lade Retfærdigheden ske Fyldest. Vi holde os til det Første, der alene vedkommer os her. Er der nogen Mulighed for, at den dødsdømte Kvinde kan blive bedre, har der i hendes lange Fængselstid, i hvilken Tanken om Døden som en Følge af hendes Forbrydelser, stadig har trængt sig ind paa hende, været umiskendelige Tegn paa en virkelig og alvorlig Anger over hendes rædselsfulde Fortid? Har der det, er det en meget betænkelig Sag at afbryde hendes Livstraad, at standse den begyndte Forbedring. Samfundet skylder hende, hvor dybt hun end er falden ved sine mange Forbrydelser, Adgang til Fred med sig selv, til alvorlig Anger over det Liv hun har ført. Samfundet - siger vore Modstandere og vore Fjender og alle dem, der ikke vil erkende, at det borgerlige Samfunds Bestyrelse - Regeringerne - har modtaget Folkenes Rettigheder i deres mægtige Hænder, fordi de skal beskytte baade det hele Samsund og den Enkelte mod Overlast og Uret. "Samfundet" - siges det - "hvad skylder det Marie Vinter eller Ligestillede? Har hun været letsindig og kastet sig i Armene paa Per eller Poul, og hun ikke kan klare sig, saa er der jo Kommunehospitalet og Fattigvæsnet; der kan hun gaa hen! - Og samtidig med, at Samfundet giver hendes denne Anvisning, saa lader det hendes Bolere løbe frit omkring for at kaste dem over andre ulykkelige Kvinder, som staa ene og forladt og som aldrig har kendt til en Ven eller Raadgiver; men som er vokset op i en Samfundsklasse til hvilken der Dag ud og Dag ind raabes:

"Du favne skal! bestandig favne!
Det er den altid sungne Sang,
Som Alt, hvad lever, evigt hører,
Som hver en Time paa vor Gang
Hvisker os hæst i vore Ører."

(Faust.)

Gaa saa ned ad Østergade og ud ad Langelinie, ind i Teatrene og hen til Koncerterne, kig ind i Villaerne paa Strandvejen og besøg Slottene paa de store Godser, og spørg saa alle disse silke- og floromvundne unge Piger med Skønhed i Blikket og Uskyld paa Panden, alle de halvsminkede Guvernanter og de opstadsede Matroner, som ere Dommere over de Værgeløse og Udsatte her i Samfundet, hvormange Gange de har traadt paa Sædelæren og let af Moralloven. Spørg, hvormange der tør kaste den første Sten? Og spørg dem først og fremmest om, om de erkende, at deres sociale Stilling, deres Familieliv og Venskabsbaand er Skyld i, at de ikke ere blevne prisgivne Nøden og Elendigheden i vort Samfund? Nu tvivler man atter om, at Demoralisationen er saa stor; men man er paa Vildspor; thi paa enhver Time paa Dagen bereder den fremskridende Civilisation og den høje Grad af Kultur, hvortil vi efter Sigende skal være naaet, os allehaande Overraskelser, der virker mere eller mindre demoraliserende paa Menneskene. Vi ville slet ikke tale om saadanne Prostitutionsanstalter som  Sangerindeknejperne, hvor Usædeligheden drives plumpt og raat, og som sender mange unge Mænd i Straffeanstalterne og mange unge Kvinder fra Fald til Fald indtil de ende paa "Jomfruhusene" for at modtage Uddannelse til Ladegaarden og Fattiganstalterne. Derimod tænke vi paa den Demoralisation, som breder sig i Stilhed, som gaar frem i Ly af den reneste Uskyld. Hvor mange har ikke spildt deres Liv og mistet deres Fremtid i Tivolis mangfoldige Lysthuse og Labyrinther, i de mange Kaféer og Restaurationer med "særskilte Værelser" og "separate Kabinetter", som det hedder? Hvormange unge Mand har ikke mistet deres Stilling paa slige Steder, og hvormange unge Piger har ikke med Smil paa Kinden og uden Anelse om Faren gaaet ind paa disse Steder, og inden de rigtig er kommen til Besindelse, har de gaaet paa Gaderne, stødt bort fra Hjemmet og med en Dom for "Fostermord" eller "Fødsel i Dølgsmaal" hvilende paa dem. Her bærer Samfundets Ordning en stor Del af Skylden. Det bør ikke give Usædeligheden, Letsindet og de menneskelige Lidenskaber al ønskelig Lejlighed til Tilfredsstillelse. Og nu Teatrene, hvor der under de skønneste Former og i de mest tillokkende Skikkelser toles til de seksuelle Drifter hos Mennesket, hvor Ufredelighed under Uskyldighedens Maste tilklappes og bekranses.

- Mange unge Mand og Kvinder ere komne hen i Teatrene, og har der set og hørt Ting, som de i deres Hjem og i Stilhed ikke en Gang har turdet navne uden at blues. Pludselig ser de Mythologiens Guder og Gudinder forvandlede til Bolere og Bolersker, Forførelsen i elegante Kostumer udføre sine nederdrægtigste Kunster, de uskyldige Badestæder blive Tumleplads for allehaande Udskejelser og Alt bliver belønnet med Klap og Bifald, rost i Bladene og brugt til Samtalegenstand i Selskaberne. Spadserer vi ned ad Gaderne og ser ind ad de mange elegante Butiker med Kunstværker og Billeder, finder m de samme ufredelige, men ypperligt udførte Kunstværker i allehaande Former og Skikkelser; man ser paa dem og man forlieber sig i Beskuelsen af disse prægtige Ting; men det hører nu en Gang til den menneskelige Natur, at den ikke altid formaar at hæve sig op over det naturlige, det dagligdags, det kødelige, følgelig kommer Følelsen, Lidenskaben og Drifterne altfor ofte i Bevægelse og Indtrykkene lader sig ikke udviske. Saa Livet paa Gader og Promenader, hvor man træffer Mand i de højeste Samfundsstillinger, der skamløst driver deres Uvæsen med deres afdankede Maitresser og er til Skam og Skændsel for dem selv og deres Medmennesker, samtidig med, at de højeste Udmærkelser dingler paa deres Bryst. Ali dette er nok i Stand til at vende op og ned paa Sædelære og Morallov. Alle Vegne bryder man Skrankerne for de menneskelige Tilbøjeligheder ned uden at rejse et eneste Værn op, som kunne beskytte de Ubefæstede, de Værgeløse og de Udfatte i det store Selskab.

Man lader Tilbøjelighederne have frit Løb, man tillader ligefrem, at Dørene aabnes for dem og Adgangen til at tilfredsstille dem gøres uhindret og tillokkende; men man glemmer at lægge en saadan Ballast af Moral, en saadan Modvægt mod de menneskelige Svagheder ind i Mennesket, som kan bidrage til, at Roret er i Lave og at Skibet kan styre uden om Skærene i Livets Brænding, hvor alle menneskelige Drifter kæmper mod hinanden og hertil er den af Socialdemokratiet forlangte bedre Skoleundervisning nødvendig.

Af saadanne ubefæstede, værgeløse og udsalte Kvinder er der mange i vort Samsund, og fra den Kreds er det, at de Kvinder udgaar, som føde i Dølgsmaal, begaar Barnemord og i Forening med deres Bolere fordrive Fostre; saa kommer Straffen og dermed den totale Ødelæggelse af deres borgerlige Eksistens. 

Hvad bør der nu gøres for at forhindre eller indskrænke den Række af sekssuelle Forbrydelser, som aabenbarer sig i Fødsler i Dølgsmaal, Barnemord o. s. v.? Det ligger da nær at fremhæve, hvad jo oftere er fremhævet, først og fremmest, at Befolkningens moralske Bevidsthed hæves og udvikles ved Børnenes bedre Undervisning og ved, at Befolkningen i det hele taget faar Tid og Lejlighed til at udvikle sine Aandsevner; dernæst, at Straffen skærpes for de Mand, som - deres Skyld være nu større eller mindre end Kvindens - benytter dem af den kvindelige Svaghed, og naar dette er sket forlader hende, og lader hende ligge hjælpeløs. De Bestemmelser, som nu gælde, ere saa betydningsløse, som tænkes kan og trænge til en betydelig Skærpelse baade med Hensyn til Alimentationsbidragets Størrelse og til den i dettes Sted trædende korporlige Straf, som med Hensyn til Kvindens lettere Adgang til at faa deslige samvittighedsløse Mænd tiltalte og straffede. Dernæst træder Spørgsmaalet om Oprettelsen af et Hittebørnshospital frem som en Nødvendighed under de forhaandenværende ulykkelige Forhold, Plan vil maaske sige, at et saadant Hospital vil fremme Usædeligheden, da hjærteløse og samvittighedsløse Mødre og Fædre ville staa dem til Ro med, ubemærket at kunne skjule deres Brøde ved at overgive Barnet til et saadant Hospitals fremtidige Omsorg. Muligvis vil Sligt kunne tænkes, men skønt vi ikke tror det, maa man jo dog sige, langt hellere en Hittebørnsanstalt end de meget hyppige Forbrydelser, der paa en saa gyselig Maade taler om menneskelig Elendighed og Samfundets Magtesløshed over for den Art af Forbrydelser. Skønt vi, som sagt, kun kan finde det Forsvar for Marie Vinters rædselsfulde Gerninger, at hun hører til de i Samfundet i saa høj Grad forsømte Børn, saa ere vi dog tilbøjelige til at tro, at havde hun havt den Udvej, at overgive sit første Barn til et Hittebørnshospital, saa vilde hun have benyttet den i Stedet for den ene Gang efter den anden at dræbe sine Børn. Og saaledes vil det gaa i mange Tilfælde, ja i de allerfleste; thi det er jo den rædsomme Skam og Nød, som de ulykkelige Mødre til uægte Børn ikke kan overvinde, og saa i Stedet for at gaa den trange og bitre, men lovlige Vej, saa gaar det som det saa ofte gaar her i Verden, Forstanden omtaages, Begreberne forvirres og Overtalelsen sover ind i en aandelig Morfinrus, og under Paavirkningen af denne bliver de Forbrydersker. I de fleste større Hovedstæder findes saadanne Hospitaler, og hvad der nu end kan siges pro og contra i dette Spørgsmaal, saa er saa meget afgjort, at de bidrage til at hæmme de hyppige Forbrydelser, for hvilke den dødsdømte Forbryderske staar som den gyseligste, men tillige sørgeligste Repræsentant, der hidtil er præsenteret i vort lille Samfund.

(Social-Demokraten 2. juni 1882).

Fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondancer til "Nationaltidende".)

St. Croix, den 18. Mai 1882.

- - -

Der er i den senere Tid forefaldet forskjellige Begivenheder, som vise, hvor lidet man kan stole paa Negrene, og hvor hævngjerrige de ere. Da for nogen Tid siden Værkerne atter skulde sættes i Gang paa Plantagen "Barren Spot" efter i nogen Tid at have været stansede, sprængtes Møllen ved, at et Stykke tilspidset Jern var lagt mellem Valserne og ved disses Omdreining blev presset ind imellem dem. Jernet var øiensynlig tildannet med dette særlige Maal for Øie, og samtlige Funktionærer paa Plantagen erklære, at et saadant Stykke Jern ikke tidligere fandtes der og altsaa ikke tilfældlg kunde være blevet henlagt og glemt paa Møllen. Det er dog endnu ikke lykkedes at udfinde Gjerningsmanden.

Forvalteren paa Plantagen "Castle Coakley" kom en Morgenstund i Marken, hvor Arbeiderne vare beskæftigede med at skære Rør. En af dem var urolig og forhindrede flere af de andre fra at arbeide. Forvalteren viste ham bort og befalede ham at forlade Marken, hvorefter Manden blev meget vred og tilføiede Forvalteren et temmelig betydeligt Saar i Haanden med den Økse, hvormed Rørene hugges af.

Paa Fællessukkerkogeriet arbeides der ogsaa om Natten. 2 Arbeidere arbeidede sammen, den ene fjernede sig et Øieblik og satte sig ved sin Tilbagekomst ned og faldt i Søvn. Den anden saa ham sidde der, og da det ærgrede ham, at han saaledes tillige maatte besørge den andens Arbeide, tog han en Spand kogende Vand og smed det over ham for at vække ham. Den Ulykkelige blev naturligvis vækket, men meget ilde tilredt; hele Overkroppens Forflade dannede store Blærer. Han skal dog være noget bedre, og man nærer godt Haab om at bevare hans Liv.

Paa Plantagen "Canaan" morede en Neger sig med at forskrække en anden med at pege paa ham med et ladt Gevær. Trods gjentagne Anmodninger om at lade være vilde han dog ikke høre op med den særlige Leg, og Resultatet var, at Geværet gik af, og Skuddet gjennemborede begge Mandens Laar. Den Ulykkelige bragtes ind paa Hospitalet i Kristianssted og døde Dagen efter. Bøssen havde været ladet med 2 Stykker Bly, idet Eiermanden mente, at han med dem lettere vilde kunne dræbe Dyr end med Hagl; Kugleform havde han ikke.

Arbeidet paa Fællessukkerkogeriet gaar forøvrigt godt. Med den norske Bark "Ophir" blev der afskibet en Last paa over 6000 Sække, den største Ladning, der endnu har forladt Kristiansteds Havn, men siden den Tid er der fragtet et andet norsk Skib "Høsten", som skal tage over 8000 Sakke, svarende til omtrent 1000 Fade.

Faktoriet har allerede nu overskredet forrige Aars Produktion, og der er et godt Stykke tilbage af Høsten. Ifølge "St. Croix Avis" er der iaar afskibet 20,432 Sække a 204 Pd,. medens der paa hele Høsten ifjor afskibedes 26,318 Sække. Ifølge samme Blad er der indført 6173 Tons Kul iaar, hvilket giver omtrent 2 1/3 Pd. Kul til hvert Pd. Sukker. Selv om man kan reducere Tallet 2 1/3 lidt, idet ikke alt det forarbeidede Sukker er afskibet, bliver det i hvert Fald ikke under 2 Pd., og det er ganske sikkert altfor meget. Faktoriet paa St. Lucia brugte ligeledes i det første Aar af sin Virksomhed over 2 Pd. Kul pr. Pd. Sukker, men da det viste sig, at det paa denne Maade ikke kunde svare Regning, Indførtes Forandringer, saaledes at der nu kun benyttes lidt over 1 Pd. Kul pr. Pd. Sukker. Hvis saadanne Forankringer kunde indføres her, vilde det ganske sikkert bidrage meget til, at Foretagendet blev mere rentabelt.

- - -

(Nationaltidende 1. juni 1882. Uddrag).

Fyens Folkebank i Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen mod Fyens Folkebank. I Gaar Formiddags paabegyndtes i Højesteret den saakaldte fynske "Folkebankssag". Den 30te Oktober 1870 stiftedes "Fyns Folkebank" af Handskemager Lars Larsen (Formand). Boghandler Rasmus Nielsen, Entreprenør Peder Christensen samt nogle Flere, og de 3 førstnævnte har hele Tiden været Medlemmer af Bestyrelsen. I Begyndelsen havde Banken intet ordentligt Bogholderi, og først i 1873 fik den i en ung Mand, Hans Gregersen, en egen Bogholder. Bestyrelsen drev Børsspil efter en stor Maalestok og bortsvindlede paa denne Maade Bankens Penge. Der oprettedes Filialer i forskellige fynske Byer, men hvad der indkom her, inddroges i Hovedbanken, hvor man altid trængte til Penge. Resultatet var, at det ved den i 1878 mod Banken indledede Undersøgelse viste sig, at den var fuldstændig insolvent, og at dens samlede Tab udgjorde ca. 1 Million Kr. Den nævnte Bogholder Gregersen i Forbindelse med en Købmand Nielsen i Bogense havde ved Udlaan mod Aagerrenter og ved Akcept af Veksler paa ublu Vilkaar efterhaanden faaet Ejeren af Engeldrupværk Klæbefabrik saaledes i deres Magt, at de havde haabet at kunne faa ham til frivillig at gaa fallit, saaledes at de kunde overtage Fabriken paa billige Vilkaar. Da denne Plan imidlertid strandede, købte de i 1876, da Fabriken maatte stanse sin Virksomhed, denne, og gjorde en Tid lang tilsyneladende gode Affærer. Men snart kom de ynkelige Forhold frem, og, efter at der var tegnet en uforholdsmæssig høj Assurance paa Fabriken hos et Selskab, som Nielsen var Agent for, afbrændte den Natten mellem den 23de og 24de Maj 1878 under meget mistænkelige Omstændigheder. Gregersen og Nielsen arresteredes, men der er ikke under Sagen fremkommet Noget som helst om. at de havde været medvirkende til denne, hvorimod deres Arrestation gav Anledning til, at de fremkom med Tilstaaelsen om deres Forhold til "Fyens Folkebank", som ledede til, at der rejstes Sag mod denne. Det oplystes tillige, at nogle af de ruinerede Andelshavere i Fabriken ved at søge at paavirke Forskellige til at besørge Fabriken afbrændt, havde gjort sig skyldig i "Forsøg paa Meddelagtighed i Brandstiftelse". Ved den i Anledning af Sagen nedsatte Kommissions Dom er Handskemager Larsen - der foruden sine øvrige Forbrydelser er funden skyldig i Vekselfalsk - anset med 3 Aars Forbedringshusarbejde, Gregersen og Nielsen med samme Straf i henholdsvis 2 og 1 1/4 Aar, de tre Gaardmænd, der havde søgt at foranledige Brandstiftelsen, og en Slagter med Fængsel paa Vand og Brød i forskellige Grader, og de øvrige af de 12 i Sagen Implicerede med mindre Straffe. I Højesterets Møde i Gaar udviklede Aktor den ovenfor givne Fremstilling af Sagen; men han blev ikke færdig med sit Foredrag. Højesteret menes ikke at ville komme til at fælde Dom før om 3 Uger.

(Social-Demokraten 26. maj 1882).

I Sagen angaaende Folkebanken og Engeldrupværk sluttede Aktor for Høiesteret i Torsdags sit Foredrag. Saasnart Konsortiet til Overtagelse af Fabrikken Engeldrupværk var dannet med solidarisk Forpligtelse, reiste Bestyrerne Penge i Fyens Folkebank, og med disse betalte de sig først og fremmest selv for deres Tilgodehavende hos den tidligere Eier, ligesom de godskrev sig et Grundersalær af 8000 Kr. Gregersen og Nielsen ledede nu Fabrikkens Styrelse, de udvidede den til ogsaa at omfatte en Garveriforretning, men Alt gik værre og værre; Andeelshaverne, der havde opdaget, at der var paalistet dem solidarisk Ansvar, ønskede at udtræde, men hindredes heri af Bestyrerne. Paa en Generalforsamling valgtes et Par Bønder til Medbestyrere for at dæmpe Misfornøielsen; "Naar der først er givet mig Decharge, har jeg Intet imod, at der vælges et Par Fæhoveder ind i Bestyrelsen", saaledes har Gregersen udtrykt sin Mening herom. Da Fabrikken brændte i Mai 1878, vare de pekuniære Forhold saaledes, at Fabrikken selv uden Branden havde maattet standses; Fabrikken skyldte den Gang 55,000 Kr. til Folkebankcn, 13,000 Kr. paa Vexler, og desuden var et yderligere Tilskud af 6000 Kr. gaaet tabt; Aktiverne bestod kun i en tildeels endog kun nominel Aktiekapital af 20,000 Kr. - Foruden disse svigagtige Forhold tilregnede Aktor begge de Tiltalte, at de havde fralistet Sælgeren af Fabriken, Jørgen Jørgensen jun., en Forsikringspolice i Hafnia. Dommen havde herfor kun dømt Gregersen efter § 245, men Aktor mente, at Begge vare lige strafskyldige, idet den nævnte Person havde handlet efter Nielsens Opfordring. Gregersen var anset efter § 282 for uordentlig Føring af Fabrikkens Bøger, medens Nielsen kun var dømt for uordentlig Føring af sine egne Kjøbmandsbøger. Aktor formente, at Nielsen ogsaa maatte straffes for det førstnævnte Forhold. Begge Tiltalte vare ved Dommen dømte efter § 250 for Assurancesvig; i saa Henseende var det oplyst, at de havde forsikret Fabrikkens Løsøre, Maskiner og Naoprodukter for over 100,000 Kr. i et Selskab, for hvilket Nielsen var Agent - en Forsikring, som 3 til 4 Gange oversteg den virkelige Værdi, samt at de efter Branden havde fastholdt Fordring paa denne Assurancesums Betaling; Anvendelsen af nævnte Paragraf fandt Aktor derfor rigtig. Han paastod derhos Nielsen dømt for bedragerisk Forhold, forsaavidt han havde faaet en Gaardmand i Bække til at udstede et Kautionsbevis, der mod dennes Villie paalagde ham en illimiteret Pligt, ligesom og for i egennyttig Hensigt ved Svig at have faaet en anden Gaardmand til at opgive sin Stilling som Panthaver i Engeldrupværk mod for den samme Sum at blive Andeelshaver i Konsortiet, der eiede denne Fabrik; for det sidste af disse Forhold var han ved Dommen frifunden, idet det ikke fandtes godtgjort, at dette var sket uden Gaardmandens Vidende. Han paastod derhos Gregersen dømt for Aager, som sket i Dommen. Endelig fandt Viktor 3 Gaardmænd og en Slagtersvend med Rette ansete for Forsøg paa Brandstiftelse, deels for at have bevæget Andre til at paasætte Ild paa Fabrikken, deels for at have givet Tilsagn om at paasætte saadaa Ild, idet han dog for Gaardmændenes Vedkommende antydede, at det Tryk. hvorunder de, som lokkede til at tage Andele i Konsortiet, vare komne, maatte indeholde en for deres Strafs Bestemmelse formildende Omstændighed.

Hermed er Aktors Foredrag endt; Defensionen kan ventelig tage sin Begyndelse først i denne Uge.

(Svendborg Amtstidende 12. juni 1882).

Ved Højesteret blev Larsen, Gregersen og købmand Nielsen idømt hhv. 18, 8 og 8 måneders forbedringshusarbejde. Formildelsen af Larsens straf skete fordi retten mente at han havde handlet i god tro, idet han var ubekendt med vekselformerne og nogle misforståede yttringer i Grüners formularbog. Indskyderne i banken fik for hver 100 kr, 26 øre tilbage.

Søg på Fyens Folkebank for øvrige artikler.

Uheldige Tyve. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri m. m. Criminalretten har i Løverdags paakjendt en Sag, der var anlagt imod 8 tildeels unge Mennesker, som med en enkelt Undtagelse alle forhen ere straffede, flere endog med Forbedringshuusarbeide og som ere i en Alder af imellem 19 og 27 Aar. 2 af Arrestanterne havde en Aften i Decebr. Maaned Kl. ca. 10 begivet sig gjennem den paa den Tid endnu aabne Gadedør til Eiendommen Nr. 4 paa Østergade ind i Stedets Gaardsrum i den Hensigt om Natten at begaae Tyveri i den derboende Delicatessehandlers Forretningslocale, hvor Ingen havde Natteophold. 

“Christen Jacobsen, født i Kbhn: 7/7 62; vanaret Knægt, str: ofte, navnlig med 8 M Forbdh: for Delagtighed i natlig grovt Tyveri i Boutik. Mist: Prot: L. 383. 274”. [1880]. Genealogisk Forlag. Malkus Jensen og Christen Jacobsen der allerede da var straffede flere gange, begik i juli 1880 indbrud hos en hørkræmmer hvor udbyttet var ca. 100 kr. Jensen fik 1 års forbedringshusarbejde og Jacobsen 8 måneder

Efter at have skjult sig paa Stedets Retirade indtil henimod Kl. 12, begave de sig op ad Kjøkkentrappen, hvor den ene af dem, Christen Jacobsen, ituslog en Rude i et Vindue, og steg ind i et til Pakrum benyttet Værelse, men atter forlod det, da der ikke derfra var Adgang til de øvrige Forretningslocaler. I Forening med den anden Arrestant Carl Siegvard Andersen gik han derpaa tilbage til Gaardsrummet, hvorfra de gjennem en større Trækrude, for hvilken var anbragt en Skodde, som Andersen heftede af, steg ind i Contoiret og den dermed i Forbindelse staaende Boutik. I Boutikken stjal de 5 Kr., der beroede i en uaflaaset Skuffe i Disken, samt Delicatessesager til et Beløb af 2 Kr.; endvidere opbrød de et Skrivebord, i hvilket de ventede at finde Penge, men de fandt ingen. 

“Carl Sigvard Andersen, født i Kbhn: 29/6 55, Tjenestekarl; K 3/9 78, 4 Aars Forbdh: for en Mængde grove Tyverier hvor han havde tjent. Mist: Prot: M 16. 279”. [1880]. Genealogisk Forlag. Han var i børstenbindertjeneste i 4½ indtil 1876 hvorefter han med en nøgle ugentlig stjal 2-3 kr. fra fabrikanten. Han fik atter tjeneste et par måneder og begik nu større tyverier på samme måde med en nøgle næsten et helt år. For disse og en del andre tyverier blev han i september 1878 idømt 4 års forbedringshusarbejde.

En senere Aften i samme Maaned mellem Kl. 9-10 begave de samme 2 Arrestanter sig efter forud truffen Aftale ind i Eiendommen Nr. 14 i Tordenskjoldsgade for at begaae Tyveri i den derboende Urtekræmmers Forretningslokaler; det var deres Hensigt at komme ind i disse ved at stige giennem et Vindue, der vendte mod Gaardsrummet, og Andersen havde med denne Plan for Øie faa Timer forud slaaet en Rude itu i Vinduet. De skjulte sig midlertidig i en Kjældergang, men efter en halv Times Forløb bleve de ængstelige for at blive paagrebue, navnlig fordi de hørte Noget rasle i Nærheden, og forlode Stedet igjennem Gadedøren, som endnu var aaben, uden at have stjaalet Noget. 

“Johan Charles Emilius Malkus Jensen, 1/9 62 i Kjøbenhavn; uforbederlig Tyv; straffet mange Gange. See mist: Prot. L: 184. 297”. [Se PE, nr. 149 25/11-1873] [1880]. Genealogisk Forlag. Malkus Jensen og Christen Jacobsen der allerede da var straffede flere gange, begik i juli 1880 indbrud hos en hørkræmmer hvor udbyttet var ca. 100 kr. Jensen fik 1 års forbedringshusarbejde og Jacobsen 8 måneder.

De nævnte 2 Arrestanter i Forbindelse med en tredie, Malkus Jensen, bleve den 8de Januar enige om at begaae Tyveri i en Skomagermesters Boutiksleilighed i Eieudommen Nr. 33 i Borgergade. I Gaardsrummet slog Jensen med en af Andersen medbragt Skruetrækker en Rude itu i et Vindue, gjcnnem hvilket Jensen derpaa steg ind i Leilighedens Kjøkken, hvorefter han lukkede Jacobsen ind gjennem en Dør, der førte ud imod en Gang; Andersen begav sig derimod ud af Huset forat holde Vagt. Jacobsen og Jensen fandt imidlertid Intet at stjæle, og efter at have gjort et frugtesløst Forsøg paa at skaffe sig Adgang til den øvrige Deel af Lejligheden, bleve de anholdte uden at have stjaalet Noget. En Aften i Decbr. f. A. begav en af Arrestanterne Fritz William Hultin sig ind i Eiendommen Nr. 4 i Hovedvagtsgade forat begaae Tyveri hos en derboende Skrædermester. De locale Forhold vare ham bekjendte, og det var hans Plan at stige ind gjennem et Vindue, hvorfor  han oversmurte en Rude i dette med grøn Sæbe, hvorpaa han klæbede Papir, forat kunne trykke Ruden ind og derved blive sat istand til til at aabne Vinduet; videre naaede han imidlertid ikke, idet han blev bange for at volde for stor Larm ved at trykke Ruden ind, og derfor forlod Eiendommen, uden at have stjaalet Noget. En senere Dag foreslog han Jacobsen og Malkus Jensen i Forening med ham at begaae Tyveri hos samme Skrædermester idet han stillede dem i Udsigt baade Penge og Klæder som Udbytte. De skulde mødes den følgende Aften, og Jacobsen og Jensen fik Andersen til at deeltage i Udførelsen; men Hultin udeblev; de tre andre besluttede da efter den Anviisning, de havde faaet af ham, at udføre Tyveriet, og efter at være komne ind i Gaarden, slog Jensen en Rude itu, men fremkaldte herved en saadan Støi, at baade han og de 2 andre Arrestanter toge Flugten og opgave Udførelsen af Forehavendet. Et nyt Forsøg af Jacobsen, Jensen og Hultin paa at stjæle i Tordenskjoldsgade Nr 14 mislykkedes ligeledes, fordi de ikke vare istand til at fjerne en Skodde af Træ indenfor det Vindue, gjennem hvilket de vilde skaffe sig Adgang. Medens de fleste af Arrestanternes Ulovligheder saaledes indskrænkede sig til frugtesløse Forsøg, lykkedes det derimod enkelte af dem samt Arrestanten Mortensen at frastjæle Ingenieurcorpset forskjellige Jernsager, der beroede deels i Husarcasernens Gaard deels i et Skuur i Citadellet. 

“Johan Alfred Magnusson; født i Kjøbenhavn 1/2 61; straffet meget ofte for Tyverier, navnlig for Tyveri af Penge af Boutiksskuffer; er tvær(?), stupid og uvorn i høi Grad. Mist: Prot L. 215. 238”. [1879]. Genealogisk Forlag.

En af de andre Arresterede, Hansen, stjal efter Anviisning af Hultin og til deres fælles Fordeel et Beløb af 61 Kr., som beroede i en i Gothersgade Nr. 28 boende Skrædermesters Tilskjærerværksted. Arrestanten Mortensen og en anden Arrestant, Hugo Jensen, stjal i Forening med en under Sagen tiltalt Person, Magnussen, ligeledes endeel Ingenieurcorpset tilhørende, i Citadellet beroende Jern. Endelig havde Arrestanten Malkus Jensen gjort sig skyldig i bedrageligt Forhold ved ulovlig Pantsætning af leiede Klædningsstykker. Samtlige Arrestanter og den Tiltalte bleve ved Dommen ansete med Straf for deres omhandlede Forbrydelser, og Arrestanterne Jacobsen, Malkus Jensen, Andersen og Hultin bleve hver især Idømte Forbedringshuusarbeide i 2 Aar; de 3 Arrestanter Hansen, Mortensen og Hugo Jensen idømtes Fængsel paa Vand og Brød, hver især i 2 Gange 5 Dage, og Tiltalte Magnussen, der forhen oftere har været straffet, blev anseet med lige Straf i 4 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1882).

Om Grønlænderne og de til deres Bedste sigtende Foranstaltninger. (Efterskrift til Politivennen)

af

H. Rink,

fhv. Direktør for den kgl. grønlandske Handel.

I en Artikel i "Ugeskrift for Læger" for 4. Marts d. A. har fhv. Læge i Nordgrønland v. Haven givet en Skildring af Grønlændernes Tilstand, der i Betragtning af de trøstesløse Oplysninger, han giver, næppe kan siges at have vakt den Opmærksomhed, som den fortjener. Thi dersom den skulde være ensidig eller feilagtig, bør den modsiges, er den derimod rigtig, maa Læseren jo dog for Alvor spørge, hvad der er blevet af det Værgemaal, som Danmark har paataget sig for at fortsætte Egedes Værk, og som det endnu hyppig roses for: hvad have Grønlænderne faaet i Erstatning for i halvandet hundrede Aar stadig at have skaffet ikke faa Danske deres Livsophold, for at have modtaget mange af disse med Gjæstfrihed og skaffet dem et venligt Hjem i deres fattige Land? - ikke at tale om de Penge, som de i en Række af Aar have indbetalt i den danske Statskasse. Efter i 34 Aar at have syslet med grønlandske Anliggender, for Størstedelen i selve Grinland, har jeg i Anledning af, at jeg for nylig har opgivet min Embedsvirksomhed, paatænkt at udtale mig om de her berørte Spørgsmaal i et særskilt lille Skrift, men føler mig dog nu opfordret til foreløbig i al Korthed at belyse dem for en større Kreds af Læsere end den, jeg ellers vil kunne gjøre Regning paa.

For da straks at skride til Hovedsagen kan det bevidnes, at hvad v. Haven siger om Tilstanden blandt Grønlænderne i Almindelighed, et hverken mere eller mindre end Sandhed, og enhver Ven af Grønlænderne bør formentlig takke ham for hans Udtalelser. Der gives vistnok endnu mange Undtagelser, og hervpa maa vi grunde vort Haab om Fremtiden, men det er Sandhed, at Boliger, Klæder og Levemaade blandt Grønlænderne i Almindelighed i Tidernes Løb ere blevne saa forværrede, at de Indfødte i denne Tilstand ikke mere ville være i Stand til at modstaa det strænge Klima og derfor maa gaa til Grunde, hvis ingen Forandring indtræder. Naar vi nu ville undersøge Oprindelsen til denne skrøkkelige Elendighed, som v. Haven giver os et Indblik i, maa vi ikke søge den i enkelte tilfældige Onder eller Feilgreb, og vi maa gaa langt tilbage i Tiden, og det er egentlig et i al sin tilsyneladende Ringhed omfattende kulturhistorisk Spørgsmaal, vi her have for os, men hvad Hovedsagen angaar, kan jeg dog ogsaa fatte mig i Korthed.

Læge, kolonibestyrer Christian Nicolai Rudolph (1811-1882), tegner, litograf Edvard Westerberg, Edvard (1824-1865): Colonien Omenak. 1850-1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Naar Talen er om Fattigdom, ligger det jo temmelig nær at give Monopolhandelen og dens Varepriser Skylden for dette Onde. I Virkeligheden kan det ogsaa vel med Rette paastaas, at den vigtigste, nærmeste Anledning til Fattigdommen er den, at der udføres for mange af de Produkter af Landet, som udgjøre Grønlændernes egne vigtigste Livsfornødenheder. Men paa den anden Side kan der ogsaa paavises, at det er Grønlænderne selv, der ønske at afgive disse Produkter, at der i Bytte for disse bydes dem de Varesorter, som de selv helst ville have, og at Varepriserne nu ere saa favorable for Grønland, som de store Vanskeligheder ved Omsætningen tillade, hvorhos selv en betydelig Forbedring af dem næppe vilde have den ringeste Indflydelse paa Velstanden. Der kan altsaa, naar man gaar ud fra den Forudsætning, at der skal banes Grønlænderne Adgang til at omsætte deres Produkter efter Behag, næppe tillægges Handelen i egentlig Forstand nogen væsenlig Del i denne beklagelige Tilstand. Men Monopolhandelen er ikke den eneste Særegenhed ved Grønlands Stilllng som Del af den danske Stat. Det er en bekjendt Sag, at naar der er Tale om denne Landsdels Administration, kan der strængt talt ikke anføres andre offenlige Indretninger som bestaaende der end "Mission" og "Handel". Naar undtages nogle først i de senere Aar Indførte og ganske foreløbige Bestemmelser, spørger man forgæves efter Domstols, Lov og Ret samt kommunale Indretinger. Det forholder sig virkelig saa, at der kun har existeret Love for de Fremmede, som opholde stg i Landet, ikke for dets egenlige Indbyggere. Havde det været i Koloniernes tidligste Aar, vilde dette næppe være paafaldende, men nu efter over hundrede Aars Forløb, og naar man betænker den gamle Regel "Med Lov skal man Land bygge", turde der være Grund til Formodning om, at der her er en væsenlig Mangel, som maaske kunde bidrage til at forklare, hvorledes den nuværende sørgelige Tilstand er opstaaet.

Det gav allerede fra først af Anledning til en gjennemgaaende Misforstaaelse, naar de tidligste Forfattere om Grønlænderne paastod, at disse hverken havde Love eller Øvrighed. Rigtignok tilføiedes der, at der havdes Skikke og Vedtægter, men der blev ikke lagt fornøden Vægt paa, at disse havde den samme Betydning for Samfundets Bestaaen som Love i civiliserede Lande, og at den patriarkalske Myndighed traadte i Øvrigheds Sted. En Hovedgrund til denne feilagtige Opfattelse af de Indfødtes Samfundsorden var vel de for et Jagtfolk særegne Eiendomsforhold, der slet ikke forstodes af de Fremmede, men mere eller mindre betragtedes som et regelløst Standpunkt. Vistnok herskede der et vist Fællesskab, men dette var ingenlunde regelløst. Det var begrænset ved særskilte Regler for Optagelse i Familien eller Forsørgerpligt, for Samliv mellem Husfæller og mellem Beboerne af den samme Vinterplads, og hertil kom, at ved Siden af en ubegrænset Frihed i visse Retninger vare Individerne med Hensyn til deres private Liv mere bundne ved Skik og Vedtægt end i civiliserede Samfund. Fremfor alt var det farefulde og besværlige Erhverv paa Havet at sætte i Lighed med en almindelig Værnepligt, og de Regler, der gjaldt derfor, og i hvilke de Ældre stadig maatte undervise de Unge, kunde fylde en hel Bog. All dette var mere eller mindre at betragte som Grønlændernes Love, og det var denne Lov, som styrkede det Indbyrdes Sammenhold, ved hvilket det blev muligt at føre en tilfreds Tilværelse i Egne, hvor ingen anden Nation uden store Hjælpemidler fra andre Lande er i Stand til endog blot midlertidig at friste Livet. Man skulde nu tro, at den mangeaarige Forbindelse med Europæerne maatte have medført Lettelser og Forbedringer ved dette Erhverv, men de Hjælpemidler, det derved har vundet, ere ikke at regne for noget i Modsætning til, hvad det i den samme Forbindelse har tabt, og endnu ere de gamle grønlandske Opfindelser, Kajakker, Konebaade og Telte, saaledes som de var for 1000 Aar siden, en nødvendig Betingelse for Familiernes Velstand. Der havde derfor tilvisse været Grund til straks fra først af at værne om Grønlændernes Skikke og Vedtægter og havde dem som Love, og man kan ikke drage nogen Sammenligning mellem de Lande, i hvilke de oprindelige Jagtfolk fortrænges for at afløses af Agerdyrkere, og Grønland, hvor ingen Europæer kan leve uden i et og alt at støtte sig til et vist Antal Indfødte, som have vedligeholdt deres ældgamle Erhverv og Levmaade.

Fotograf Louis Rousseau (1811-1874): Portræt af en kvinde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den af Egede grundede Kolonisation var som bekjendt kun et Missionsforetagende, idet Handelen, som blev knyttet dertil, kun var beregnet paa at tilveiebringe nye Midler til Missionens Underhold. Handelen blev derfor først ogsaa, saavidt det lod sig gjøre, overdraget til Private, hvorved Regjeringen jo tillige tilkjendegav, at den ikke vilde blande sig i Grønlændernes Skikke og Samfundsorden, uden for saa vidt som Omvendelsen til Kristendommen førte det med sig. Men dette var lettere sagt end overholdt og faldt i Praxis ganske anderledes ud. Thi baade i Missionens og i Handelens Tjeneste maatte der jo bosætte sig Europæere i Landet, og disse fornægtede allermindst her deres Natur at ville regiere over de Indfødte i Kolonilandene. Begunstiget ved Grønlændernes fredelige Karakter blev Anerkjendelsen af Europæernes Autoritet snart befæstet ved Traditionen. Den tyske Missionær i det sydligste, og den danske Haandværker i det nordligste Grønland ville lige godt regjere over de Indfødte, som de satte« imellem. Der var selvfølgelig heller ikke Tale om at respektere Skikke og Vedtægter, enhver nyankommen Europæer ansaa sig som Lovgiver, den ene bedre end den anden. Men hertil kom, at der ved Handelen med de Fremmede fremkaldtes en Forstyrrelse i Eiendomsforholdene, idet de Produkter, som solgtes, unddroges det ved Skikkene hjemlede Fællesskab, uden at Samfundet havde Garanti for, at Sælgeren ikke lige fuldt benyttede sig af Fællesskabet for selv al nyde godt af andres Fangst. Det samme maatte blive Tilfældet med Hensyn til de Personer, der udrettede Tjeneste for de Fremmede paa det fælles Erhvervs Bekostning .

Læge, polarforsker Elisha Kent Kane (1820-1857) Portrait of Ootuniah. 1856. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Efter at Regjeringen i de første halvhundrede Aar efter Egede slet ikke havde blandet sig i Grønlændernes Samfundsanliggender uden ved at underholde Missionen, blev der, da Monopolhandelen for stadig var overtaget af Staten, udfærdiget en Instruks for Handelens Betiente, i Særdeleshed "Kiøbmændene". Af dennes 15 Poster omhandler den ene "Grønlænderne", over hvilke Kjøbmændene hver for sit Distrikt installeres som Øvrighed. Denne ret kuriøse Anordning overdrager Kjøbmanden et fuldstændigt Regimente med et vist patriakalsk Anstrøg. Grønlændernes egne Vedtægter ignoreres ganske, Kjøbmanden skal veilede dem med Hensyn til de forskjellige Aarstiders rette Benyttelse, en forstandig Levevis osv., og naar de begaa grovere Forseelser, tilføies der, "straffes de efter Omstændighederne og Forbrydelsens Beskaffenhed". Alle disse Forskrifter viste sig selvfølgelig kun lidet praktiske. Kjøbmanden havde jo ikke den fornødne Indsigt i Grønlændernes Erhverv, som ingen forstaar sig paa uden de selv, og han havde desuden tilstrækkeligt at varelage som Handelsbestyrer. Det viste sig ogsaa snart, at den kongelige Handels Overbestyrelse i Moderlandet paa lignende Maade kun skænkede den civilisatoriske Del af sin Opgave liden Opmærksomhed. Staten kunde vel ved at overtoge Handelen have de to forskiellige Formaal for Øie, men den burde ikke overdrage det samme Firma, det samme Kontor at varetage de dertil sigtende Forretninger. Man kan være temmelig vis paa, at af de for hinanden saa modsatte Hverv vil det, som hurtigst og lettest lover et tilsyneladende Udbytte, som kan kaste Glans over Institutionen, ganske fortrænge det andet. Saaledes gik det ogsaa her: at kunne hjembringe større og større Ladninger Tran og Skind fra Grønland blev i Virkeligheden det vigtigste Formaal, medens man ganske oversaa, at den forøgebe Indhandling ikke beroede paa en forøget Vinskibelighed, men tilveiebragtes derved, at Indbyggerne mere og mere blottede sig for deres egne Livsfornødenheder for at kunne tilbytte sig fremmede Varer, der kun vare til saare kortvarig Nytte for dem. Thi alt eftersom Agtelsen for gammel Slik og den Indbyrdes Disciplin blandt Grønlænderne slappedes, voksede Tilbøieligheden til Øieblikkets Nydelser. Naar det blandt Skikkene var Retten at nyre Godt af Fællesskabet, som vedligeholdt sig bedst, fandt Producenten jo mindre og mindre sin Regning ved at spare. Ifølge ovennævnte Instrux skulde der vises stor Varsomhed med at udhandle dansk Proviant til Grønlænderne, men i Aarenes Løb bleve alle hertil sigtende Indskrænkninger hævede. Derhos forøgedes Handelspladsenes Antal; til de oprindelige 10 eller 12 Kolonier er der efterhaanden føiet 50 Filialer eller Udliggersteder, for at de vidtadspredte Producenter overalt saa snart som muligt kunde indlevere Spæk og Skind af de fangne Sælhunde paa Handelen. Naar hertil endelig føies, at Handelens Regnskabsførere i Grønland alle lønnedes med Procenter af de hjemsendte Produkter, vil det kunne indses, hvorledes den administrerende i Direktions Virksomhed omsider kunde tage en udelukkende merkantil Retning.

Den fuldkomne Mangel paa tilbørligt Hensyn til Samfundstilstanden, gav sig ogsaa tilkjende ved Benyttelsen af Befolkningens Arbeidskraft. Det Net af Etablissementer, ved hvilke Produkterne skulde sammenskrabes i smaa Portioner over den udstrakte Kyst, fordrede et forholdsvis stort Apparat af Arbeidskraft saa vel som af Bygninger og Transportfartøier. Efter at man fra først af havde maattet anvende Danske til al offenlig Tjeneste, fandt man dog allerede tidlig paa ogsaa at benytte Grønlændere. Men den traditionelle Forestilling om, at det maatte være Europæerne, som skulde være de regjerende, har herved lige indtil vor Tid givet sig konsekvent tilkjende, selv paa de ubetydeligste Omraader. Til alt simpelt Arbeide, som hverken kræves Uddannelse eller var forbundet med Myndighed eller Ansvar, tog man aldrig i Betænkning at anvende Grønlændere baade i fast Tjeneste og som leiede Folk, uagtet de derved unddroges det nationale Erhverv, men til Stillinger, som udkrævede en nok saa ringe Bemyndigelse, har man endnu indtil vore Dage kun af Forlegenhed for Danske anvendt Grønlænderne. Dette gjælder særlig om de saakaldte Udliggere eller Bestyrerne af Filialpladserne, thi de ere jo paa Grund af disses afsides Beliggenhed Kolonibestyrernes Repræsentanter i de mindre Distrikter. Hertil har man især brugt danske Haandværkere, som for en temmelig ringe Løn lod sig antage til Tjeneste i Grønland. Men mærkelig nok kommer hertil ogsaa Fartøisførere, som besørge Transportvæsenet langs Kysterne med indfødt Mandskab! thi man ved jo dog saa godt som over hele Verden, at Grønlænderne selv bedst forstaa sig paa at færdes i disse Farvande.

Naar man nu sammenholder disse Træk med Grønlændernes Tilstand for Monopolhandelens Oprettelse, da de endog kunde forene sig om at drive selvstændig Hvalfangst med deres selvopfundne Redskaber, og da en livlig Samfærdsel fandt Sted med indbyrdes Byttehandel langs Kysten, giver alene dette et saa mistrøstende Indblik i den af Selvvirksomhed kuende Indflydelse, de have været udsatte for. Men det maa tillige betænkes, at hine tilsyneladende ringe Spørgsmaal om Udliggere og Fartøisførere ere af den allerstørste Betydning for det lille grønlandske Samfund i Fremtiden. Ved Monopolet er dette tilligemed Handelens herfra udgaaende Funktionær i den største Afhængighed af Overbestyrelsen i Moderlandet. Naar denne derfor i Gjerningen viser, at den anser Grønlændere for ubrugelige til Udliggere og Fartøisførere, saa længe man kan faa Danske dertil, sattes der derved et Stempel paa hele den indfødte Befolkning i Almindelighed! thi herefter rette Europæerne i Grønland sig, og efter disse atter Grønlænderne. Det er ikke paa Inspektionerne og Kolonibestyrerne i Grønland, at Ansvaret for denne mangelfulde Tilstand falder tilbage. I Modsætning hertil har Missionen allerede for over hundrede Aar siden begyndt at anvende indfødte Lærere eller Kateketer og har nu i meget lang Tid vistnok kun ganske undtagelsesvis benytter Danske til saadan Tjeneste. Det er derhos bevislig en Fordom, at kristelig Skolelærdom og bogrig Syssel skulde være uforenelig med Grønlændernes Næringsvei og Levemaade. De tidligere Kateketer valgtes blandt Erhververe, som tilfældig havde havt mere end sædvanlig Lyst til Læsning. Der fandtes blandt dem ansete og duelige Kajaksangere, sande Hædersmænd i enhver Henseende, og de udførte deres Lærergjerning nærmest som et Æreshverv. Nu oplæres de vordende Kateketer paa Seminariet, hvor de ogsaa stadig holder til at øve sig i Kajakkens Brug. I de seneste Aar har man ogsaa søgt at uddanne indfødte Præster. Men saalænge de ovennævnte nedtrykkende Indflydelser gjøre sig gjældende paa Samfundet gjennem den verdslige Bestyrelse, er der næppe Udsigt til, at indfødte Præster ville kunne havde den til deres Embede svarende Selvstændighed, ligesom Undervisningens og Oplysningens Fremme vil finde en Begrænsning ved Fattigdommen.

Ved at indrette Lægeembederne i Grønland har man mere eller mindre havt Distriktslægerne i Danmark for Øie og er derved kommen til at berede de til Grønland udgaaende Læger Skuffelser og Vanskeligheder, som man her hjemme ingen Forestilling giør sig om. Først med Hensyn til Kommunikationen tør det nok paastaas, at en i Danmark bosat Læge lettere kunde komme til Patienter, der vare fordelte paa tre fremmede Verdensdele, end den grønlandske Læge kan komme omkring til Patienterne i sit Distrikt. Hertil kommer Ukyndighed i Sproget. Grønlændernes Ligegyldighed ved at følge Lægens Ordre og endelig de Boligers Beskaffenhed, i hvilke Patienternes Kur og Pleie skal foretages, og af hvilke v. Haven har givet en ligesaa sand som gruopvækkende Skildring. Saavel han som andre have tilraadet som den eneste Udvei under disse store Vanskeligheder at indrette passende Sygestuer paa forskjellige Bopladser og ansætte indfødt Sygeplejersker, som i dette Øiemed havde modtaget Uddannelse paa et Hospital i Danmark.

Efter at vi saaledes have gennemgaaet de forskiellige Indflydelser, det grønlandske Samfund har været udsat for, kunde der nok spørges, hvorledes der alligevel kunde medgaa saa lang Tid, inden de uheldige Virkninger ret gav sig tilkjende. Aarsagen dertil var først Landets spredte Beboelse. De Indfødte have i Reglen været fordelte paa over et halvt hundrede Bopladse, og det var længe i Hovedsagen kun, hvor der boede Europæere, at de gamle Skikke paavirkedes. Dernæst var det først i 1830-40, at Provianthandelen blev givet helt fri. Men med alt det bliver dog den Seighed, hvormed Befolkningen selv endnu i sin Fornedrelse har kunnet trodse de nævnte Indflydelser, mærkelig. Særlig er det forbausende at se, hvor mange Mennesker enkelte duelige Fangere ere i Stand til at ernære, og hvorledes andre kjæmpe for at holde sig opreist midt iblandt deres fattige Omgivelser. Med usvækket Mod give de sig endnu daglig i Kast med de Farer og naturlige Vanskeligheder, som deres Gjerning fører med sig, men værre er det at holde Stand i Kampen mod den Usselhed og Ligegyldighed, der møder den i deres Hjem. Naar den tarvelige Hygge, som dette skulde byde dem, savnes af Mangel paa Hustugt og Orden, saa synke ogsaa de omsider sammen, henfalde til Tungsind og finde sig i, at deres Hulvasen forfalder.

Efterhaanden blev det indlysende, at Levningerne af Grønlændernes Skikke og Vedtægter ikke stod til at redde, uden alt man støttede sig til de bedre Kræfter, som endnu fandtes blandt Grønlænderne selv. Man indsaa, at Aarsagen til Tilbagegangen maatte søges deri, at det ikke var de dueligste Indfødte, men Fremmede af de forskjelligste Samfundsklasser i fjerne Lande, som vare komne til at regjere. Anledningen til at foretage en Forandring opstod derved, at der paa Grund af Epidemier og Hungersnød blev givet fornyede Bestemmelser om, at Handelen gjennem sine Regnskabsførere skulde uddele Hjælp i Trangstid efler de saakaldte Sultekost- og Udborgningslister dels gratis, dels paa Kredit. Efter Sagernes hidtilværende Gang var der al Rimelighed for, at hele Befolkningen efterhaanden vilde blive afhængig af denne Hjælp, og delt i smaa Samfund, der hver for sig sammenhobede sig om en af de mange, dels af Udliggerne, dels af Kolonibestyrerne selv forvaltede Handelspladser, og bebyrdede sig med i den ene Aarstid at skulle afbetale den Gjæld, de havde paadraget sig i den anden. Med denne Udsigt for Øie var det, at nogle i Grønland ansatte Danske, der havde været Vidne til den store Elendighed, som især paa visse Bopladser var indtraadt, indgav et Forslag om Oprettelse af Forstanderskaber, i hvilke udvalgte Indfødte skulde deltage, og som næst efter Varetagelsen af al Slags Understøttelse skulde søge at gjenoplive gammel Skik og virke til Indførelsen af en efter de nuværende Omstændigheder offenlig, lovlig Orden. Det var jo paa den ene Side indlysende, at en saadan Orden maatte grundes og indføres af Grønlænderne selv, men paa den anden Side, at de nu ikke mere vare i Stand til at forene sig derom uden Veiledning dertil fra de Danskes Side. Forslaget blev først forsøgt paa en høist ufuldkommen Maade og mødte mange Hindringer baade i Moderlandet og i Grønland, indtil det siden 1872 har været gennemført efter en nogenlunde fast Plan. Ligesom Institutionen endnu kun er ordnet efter "foreløbige Bestemmelser", er den selvfølgelig ogsaa endnu saare ufuldkommen, for saa vidt som den skal være afpasser efter Grønlændernes Begreber og Evner! men det tør med Føie paastaas, at den overalt har vakt deres Interesse og Eftertanke, ligesom ogsaa de i de senere Aar deri deltagende Danske samvittighedsfuldt have udført det dermed forbundne ikke ringe Arbeide. Et Udkast til en Veiledning i grønlandske Vedtægter og Skikke er bleven sammenstillet af forskjellige Udtalelser derom fra mange Indfødte og sendt til Grønland i 1881 for at underkastes dertil udvalgte Indfødtes Betænkning i de forskjellige Distrikter. Hvad endelig Forstanderskabets Pengemidler angaar, da bleve deres Indtægter beregnede som en Afgift af, hvad der indhandledes ved hver Koloni, og Udgifterne tillige ordnede med det Formaal for Øie, at Institutionens Økonomi kunde give en Forestilling om Selvbeskatning. Men foreløbig er der vist stor Varsomhed med Udgifterne, og som en Følge heraf have disse separate Kasser nu opsparet en Formue af ialt henved 200,000 Kr.

Spørgsmaalet om indfødte Forstandere maatte føre til det for omtalte Spørgsmaal om Indfødte i offenlig Tjeneste. Det er jo indlysende, at naar Regjeringen opfordrer Grønlænderne til af deres egen Midte at vælge Forstandere, som skulle udgjøre deres nærmeste Øvrighed, kan den ikke godt paa samme Tid vedblive at søge Udliggere og Fartøisførere blandt Arbejdere og Søfolk i Danmark, fordi Grønlændere som saadanne ikke besidde Anseelse nok til at kunde beklæde disse Stillinger. Uagtet der blandt de danske Udliggere i Grønland findes hæderlige Mand, som maa siges at have virket til Gavn for deres nærmeste grønlandske Kreds, kan dog ingen indfødt Myndighed drives ved Siden af dem. Kun naar Udliggeren er en for sin Stilling særlig uddannet Indfødt, kan der ved Samvirken mellem ham og Forstanderen samt Kateketen paa den samme Plads ventes gjenoprettet en patriarkalsk Ordning efter gammel Skik. Det har nu viist sig ved Erfaring, at de Grønlændere, som saaledes i offenlig Tjeneste skulle udgjøre et Slags Mellemled mellem deres Landsmænd og Europæerne, bedst kunne erhverve den fornødne Uddannelse dertil ved et Ophold i Danmark. Planen hertil er i de seneste Aar bleven gjenoptaget. Man tænkte derved paa at lade de unge Grønlændere, som kom hertil, nærmest lære et Haandværk, men, alt som de viste Anlæg til Regnskabsføring og god Økonomi, tillige at lade dem lære, hvad de behøvede for at kunne bestyre et Udliggerstade. Det vigtigste var vel, at der derved lige overfor deres Landsmænd gaves dem Vidnesbyrd om, at de ved fornøden Stræbsomhed kunde opnaa at stilles lige med Danske, og at de lige overfor Europæerne kunde repræsentere deres Landsmænd paa en værdig Maade. Af disse Grunde mente man ogsaa, at Fartøisførere kunde fuldende deres Uddannelse ved i nogle Vintre at arbeide paa Skibsværfter her, medene de om Sommeren gjorde Reiser med Handelens Skibe. Endelig kunde maaske unge Ægtefolk opholde sig her paa den Maade, at Manden uddannede sig paa en af de nævnte Maader, medens Hustruen oplærtes som Sygepleierske. For paa en Gang at kunne opnaa disse Øiemed, og hvad dermed muligen kunde forbindes, blev der i 1879 foreslaaet at anskaffe en særegen Bygning til et Grønlandshjem hernede. Indenrigsministeriet bevilgede dertil 24,000 Kr af de omtalte separate Midler. Bygningen blev derefter opført og tagen i Brug i Februar 1880 af 8 grønlandske Lærlinge.

De her omhandlede Foranstaltninger til Grønlændernes Bedste ville imidlertid aldrig kunne opnaa deres Bestemmelse, hvis de ikke faa en sagkyndig Ledelse her i Moderlandet, en Ledelse, der er grundet paa langvarig Erfaring og paa den Interesse for det af saa faa kjendte grønlandske Samfund, som kun et længere Ophold i Grønland kan give. Allerede i 1840 foreslog en af Regjeringen nedsat Kommission enstemmig at oprette en permanent Kommission, som uafhængig af Handelen kunde varetage Grønlændernes Interesser. Der blev intet Hensyn taget til dette Forslag. Imidlertid have vi set, i hvor høi Grad det kunde have fortjent at komme i Betragtning. Det har jo vist sig, at om end Handelens Direktion eller, som den senere kaldtes, Direktorat upaaklagelig opfyldte sit Hverv som Kommissionær og Skibsrheder for Grønland og for Statskassen, har det dog i Egenskab af Grønlændernes Formynder eller Værge været en forfeilet og allerede for lang Tid siden fuldkommen forældet Institution. I Aaret 1863 udtalte Indenrigsministeren sig ogsaa udtrykkelig for en Adskillelse af Administrationen fra Handelen. Af Forfattere kan nævnes en af Grønlændernes faa Talsmand her i Hjemmet, Captain E. Bluhme, som ved sit Skrift "Fra et Ophold i Grønland 1863-64" har udviklet den samme Tanke, om end efter en vel vidtgaaende Plan. I Aaret 1873 indgav Handelens Direktør et Forslag til Indenrigsministeriet om at gjenoptage Planen fra 1840 om end i en meget moderat Form, men fik Afslag derpaa. I 1875 fornyede han Forslaget, men uden Resultat. Endelig i 1877 billigede Ministeriet ifølge en yderligere motiveret Indstilling, om ikke Oprettelsen af en Kommission, saa dog Udnævnelsen af visse sagkyndige Konsulenter, som Direktøren kunde holde Møder og raadføre sig med i Spørgsmaal, der ikke henhørte under Handelen eller Missionen. Denne Foranstaltning var selvfølgelig endnu meget ufuldkommen. Hensigten med Forslaget var, ganske at udsondre Sager vedkommende Varetagelsen af Grønlændernes Samfundsanliggender fra Handelens Kontorer, hvor de have vist sig ikke at høre hjemme. Handelens Direktør burde vel være Medlem af Kommissionen, men selv om han havde megen grønlandsk Erfaring, burde han dog ikke være dens Formand. Imidlertid kunde dog Ministeriets Resolution danne Overgangen til en formentlig mere naturlig Ordning i Fremtiden, og for saa vidt mulig at forberede en saadan vedtaget der paa det første Møde, under Forudsætning af at Indenrigsministeriet intet vilde indvende derimod, en Forretningsorden, ved hvilken Direktøren paatog sig visse Forpligtelser ovefor de øvrige Deltagere, og man blev enig om blandt Medlemmerne indbyrdes at betegne sig som "Kommissionen for Grønlændernes Anliggender".

(Nationaltidende 12. maj 1882).

Geolog, præst Julian Edward Tennison-Woods (1832-1889): Frederickshaab Greenland. Paamiut. 1860. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Artiklen er udgivet kort tid efter Rink forlod posten som direktør for Den Kongelige Grønlandske Handel. En stilling han havde haft siden 1871. Rink havde da grundlagt Grønlænderhjemmet, se indslaget En Grønlænderkoloni i Kjøbenhavn. Han skrev i 1879 "Om grønlandske Skikke og vedtægter". 

Samtidens konservative administration i Danmark opfattede Rinks tanker som fikse ideer og ham selv som en besværlig forhandler. En modartikel blev kort efter offentliggjort i Nationaltidende. Denne modvilje førte formentlig til at han opsagde sin stilling i 1882 og flyttede til sin eneste datter, som boede i Christiania (Oslo). Her døde han elleve år senere. 

Herefter blev det han havde opnået, afviklet: Kommissionen der skulle rådgive direktoratet, havde ingen midler til at gøre sig gældende og Grønlænderhjemmet blev nedlagt i 1896. 

Hans kone Signe Rink, født Møller skrev bøger om grønlændernes liv og deres forhold til de danske. I Norge fortsatte han med at udgive bøger om Grønland. 

Han fik i 1956 opkaldt en gade efter sig i Aalborg. Det Grønlandske Selskab indstiftede i 1960 Rink-medaljen og er siden med uregelmæssige mellemrum blevet uddelt. 

En biografi om Rink af Pia Rink blev udgivet i 2019: "Grønland blev hans skæbne – Om H. J. Rink og hans tid".