Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! 

Det må vist nok være vedkommende autoriteters opgave at virke til at begravelsesceremonierne på kirkegårdene får et så lidet uhyggeligt præg som vel muligt. Imidlertid findes der på Vestre Kirkegård i kapellets umiddelbare nærhed opført et bur til opbevaring af hunde, som det behager de herrer af følget at medtage. De der indespærrede dyr opfører en forfærdelig musik, som så godt som overalt, hvor man opholder sig på kirkegården, er til stor gene for andagten. Såfremt det ikke aldeles kan formenes folk at tage hunde med på kirkegården, ville det, forekommer det mig, for at undgå det nævnte spektakel være heldigere, om man lod hundene gå løse og benyttede de penge, der indkom ved realisationen af hundearresten, til hjælp ved anskaffelsen af et lille stueorgel i kapellet. Den musik egner sig meget bedre til formålet.

(Nationaltidende, 8. juni 1882)

Marie Vinters Dødsdom. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsdommen,

som i forrige Uge blev faldet i Højesteret over den svenske Pige Marie Vinter, der hensidder i Fængslet paa Blegdamsvejen, maa nødvendigvis fremkalde nogle Betragtninger over enkelte af vore Samfundsforhold, som vi ikke ville tilbageholde, selv om vi af den retfærdige Ridder "uden Frygt og Dadel", Hr. Erik Bøgh, skulde blive beskyldt for Forbrydervenlighed.

Vi forudsætte, at vore Læsere erindrer Hovedtrækkene i denne ulykkelige Kvindes Liv, og at her staar en Moder, der den ene Gang efter den anden - 5 Gange - har myrdet sine nyfødte, uægte Børn ved at kvæle dem, og derpaa kaste dem i Vandet. Her foreligger altsaa 5 Barnemord under de mest graverende Omstændigheder, og ved at undersøge og granske i Straffeloven og dens Motiver er det ikke muligt at finde et eneste Ord, der kan formilde det juridiske Straffeansvar, som maa paahvile hende for hendes skrækkelige Gerning. Domstolene maa dømme, som de har gjort, og det er næsten ikke tænkeligt, at Justitsministeren kan indstille hende til Benaadning; thi 5 Mord, og det en Moder, der ombringer sine egne Børn, dette er jo næsten uhørt herhjemme. Hvad vil man gøre ved et lignende Tilfælde, som atter ad Aare kommer frem, hvis Marie Vinter indstilles til Benaadning? Lige saa lidt som der nogensinde har varet en Lovgiver, som har varet i Stand til med Bestemthed at fastsætte Grænserne for Selvforsvarets Berettigelse, lige saa vist er det, at Ingen kan sige, hvor langt Naade med Forbrydere bør gaa, før den fortjener at kaldes fordærvelig Svaghed. Man kan have Medfølelse med den ulykkelige Forbryderske, man kan endog være tilbøjelig til at ønske, at Regeringen vil benaade hende; men Loven i Ære, den falder hende, og det saa faa være.

Et andet Syn paa Sagen, og et andet Resultat kan man maaske komme til, naar man tager Straffelovens Grundprincip, og Samfundsforholdenes ulykkelige og i flere væsenlige Henseender mangelfulde Ordning i Betragtning. Denne Side af Straffelovens Grundprincip er Forbryderens Forbedring; det andet, at der straffes for at lade Retfærdigheden ske Fyldest. Vi holde os til det Første, der alene vedkommer os her. Er der nogen Mulighed for, at den dødsdømte Kvinde kan blive bedre, har der i hendes lange Fængselstid, i hvilken Tanken om Døden som en Følge af hendes Forbrydelser, stadig har trængt sig ind paa hende, været umiskendelige Tegn paa en virkelig og alvorlig Anger over hendes rædselsfulde Fortid? Har der det, er det en meget betænkelig Sag at afbryde hendes Livstraad, at standse den begyndte Forbedring. Samfundet skylder hende, hvor dybt hun end er falden ved sine mange Forbrydelser, Adgang til Fred med sig selv, til alvorlig Anger over det Liv hun har ført. Samfundet - siger vore Modstandere og vore Fjender og alle dem, der ikke vil erkende, at det borgerlige Samfunds Bestyrelse - Regeringerne - har modtaget Folkenes Rettigheder i deres mægtige Hænder, fordi de skal beskytte baade det hele Samsund og den Enkelte mod Overlast og Uret. "Samfundet" - siges det - "hvad skylder det Marie Vinter eller Ligestillede? Har hun været letsindig og kastet sig i Armene paa Per eller Poul, og hun ikke kan klare sig, saa er der jo Kommunehospitalet og Fattigvæsnet; der kan hun gaa hen! - Og samtidig med, at Samfundet giver hendes denne Anvisning, saa lader det hendes Bolere løbe frit omkring for at kaste dem over andre ulykkelige Kvinder, som staa ene og forladt og som aldrig har kendt til en Ven eller Raadgiver; men som er vokset op i en Samfundsklasse til hvilken der Dag ud og Dag ind raabes:

"Du favne skal! bestandig favne!
Det er den altid sungne Sang,
Som Alt, hvad lever, evigt hører,
Som hver en Time paa vor Gang
Hvisker os hæst i vore Ører."

(Faust.)

Gaa saa ned ad Østergade og ud ad Langelinie, ind i Teatrene og hen til Koncerterne, kig ind i Villaerne paa Strandvejen og besøg Slottene paa de store Godser, og spørg saa alle disse silke- og floromvundne unge Piger med Skønhed i Blikket og Uskyld paa Panden, alle de halvsminkede Guvernanter og de opstadsede Matroner, som ere Dommere over de Værgeløse og Udsatte her i Samfundet, hvormange Gange de har traadt paa Sædelæren og let af Moralloven. Spørg, hvormange der tør kaste den første Sten? Og spørg dem først og fremmest om, om de erkende, at deres sociale Stilling, deres Familieliv og Venskabsbaand er Skyld i, at de ikke ere blevne prisgivne Nøden og Elendigheden i vort Samfund? Nu tvivler man atter om, at Demoralisationen er saa stor; men man er paa Vildspor; thi paa enhver Time paa Dagen bereder den fremskridende Civilisation og den høje Grad af Kultur, hvortil vi efter Sigende skal være naaet, os allehaande Overraskelser, der virker mere eller mindre demoraliserende paa Menneskene. Vi ville slet ikke tale om saadanne Prostitutionsanstalter som  Sangerindeknejperne, hvor Usædeligheden drives plumpt og raat, og som sender mange unge Mænd i Straffeanstalterne og mange unge Kvinder fra Fald til Fald indtil de ende paa "Jomfruhusene" for at modtage Uddannelse til Ladegaarden og Fattiganstalterne. Derimod tænke vi paa den Demoralisation, som breder sig i Stilhed, som gaar frem i Ly af den reneste Uskyld. Hvor mange har ikke spildt deres Liv og mistet deres Fremtid i Tivolis mangfoldige Lysthuse og Labyrinther, i de mange Kaféer og Restaurationer med "særskilte Værelser" og "separate Kabinetter", som det hedder? Hvormange unge Mand har ikke mistet deres Stilling paa slige Steder, og hvormange unge Piger har ikke med Smil paa Kinden og uden Anelse om Faren gaaet ind paa disse Steder, og inden de rigtig er kommen til Besindelse, har de gaaet paa Gaderne, stødt bort fra Hjemmet og med en Dom for "Fostermord" eller "Fødsel i Dølgsmaal" hvilende paa dem. Her bærer Samfundets Ordning en stor Del af Skylden. Det bør ikke give Usædeligheden, Letsindet og de menneskelige Lidenskaber al ønskelig Lejlighed til Tilfredsstillelse. Og nu Teatrene, hvor der under de skønneste Former og i de mest tillokkende Skikkelser toles til de seksuelle Drifter hos Mennesket, hvor Ufredelighed under Uskyldighedens Maste tilklappes og bekranses.

- Mange unge Mand og Kvinder ere komne hen i Teatrene, og har der set og hørt Ting, som de i deres Hjem og i Stilhed ikke en Gang har turdet navne uden at blues. Pludselig ser de Mythologiens Guder og Gudinder forvandlede til Bolere og Bolersker, Forførelsen i elegante Kostumer udføre sine nederdrægtigste Kunster, de uskyldige Badestæder blive Tumleplads for allehaande Udskejelser og Alt bliver belønnet med Klap og Bifald, rost i Bladene og brugt til Samtalegenstand i Selskaberne. Spadserer vi ned ad Gaderne og ser ind ad de mange elegante Butiker med Kunstværker og Billeder, finder m de samme ufredelige, men ypperligt udførte Kunstværker i allehaande Former og Skikkelser; man ser paa dem og man forlieber sig i Beskuelsen af disse prægtige Ting; men det hører nu en Gang til den menneskelige Natur, at den ikke altid formaar at hæve sig op over det naturlige, det dagligdags, det kødelige, følgelig kommer Følelsen, Lidenskaben og Drifterne altfor ofte i Bevægelse og Indtrykkene lader sig ikke udviske. Saa Livet paa Gader og Promenader, hvor man træffer Mand i de højeste Samfundsstillinger, der skamløst driver deres Uvæsen med deres afdankede Maitresser og er til Skam og Skændsel for dem selv og deres Medmennesker, samtidig med, at de højeste Udmærkelser dingler paa deres Bryst. Ali dette er nok i Stand til at vende op og ned paa Sædelære og Morallov. Alle Vegne bryder man Skrankerne for de menneskelige Tilbøjeligheder ned uden at rejse et eneste Værn op, som kunne beskytte de Ubefæstede, de Værgeløse og de Udfatte i det store Selskab.

Man lader Tilbøjelighederne have frit Løb, man tillader ligefrem, at Dørene aabnes for dem og Adgangen til at tilfredsstille dem gøres uhindret og tillokkende; men man glemmer at lægge en saadan Ballast af Moral, en saadan Modvægt mod de menneskelige Svagheder ind i Mennesket, som kan bidrage til, at Roret er i Lave og at Skibet kan styre uden om Skærene i Livets Brænding, hvor alle menneskelige Drifter kæmper mod hinanden og hertil er den af Socialdemokratiet forlangte bedre Skoleundervisning nødvendig.

Af saadanne ubefæstede, værgeløse og udsalte Kvinder er der mange i vort Samsund, og fra den Kreds er det, at de Kvinder udgaar, som føde i Dølgsmaal, begaar Barnemord og i Forening med deres Bolere fordrive Fostre; saa kommer Straffen og dermed den totale Ødelæggelse af deres borgerlige Eksistens. 

Hvad bør der nu gøres for at forhindre eller indskrænke den Række af sekssuelle Forbrydelser, som aabenbarer sig i Fødsler i Dølgsmaal, Barnemord o. s. v.? Det ligger da nær at fremhæve, hvad jo oftere er fremhævet, først og fremmest, at Befolkningens moralske Bevidsthed hæves og udvikles ved Børnenes bedre Undervisning og ved, at Befolkningen i det hele taget faar Tid og Lejlighed til at udvikle sine Aandsevner; dernæst, at Straffen skærpes for de Mand, som - deres Skyld være nu større eller mindre end Kvindens - benytter dem af den kvindelige Svaghed, og naar dette er sket forlader hende, og lader hende ligge hjælpeløs. De Bestemmelser, som nu gælde, ere saa betydningsløse, som tænkes kan og trænge til en betydelig Skærpelse baade med Hensyn til Alimentationsbidragets Størrelse og til den i dettes Sted trædende korporlige Straf, som med Hensyn til Kvindens lettere Adgang til at faa deslige samvittighedsløse Mænd tiltalte og straffede. Dernæst træder Spørgsmaalet om Oprettelsen af et Hittebørnshospital frem som en Nødvendighed under de forhaandenværende ulykkelige Forhold, Plan vil maaske sige, at et saadant Hospital vil fremme Usædeligheden, da hjærteløse og samvittighedsløse Mødre og Fædre ville staa dem til Ro med, ubemærket at kunne skjule deres Brøde ved at overgive Barnet til et saadant Hospitals fremtidige Omsorg. Muligvis vil Sligt kunne tænkes, men skønt vi ikke tror det, maa man jo dog sige, langt hellere en Hittebørnsanstalt end de meget hyppige Forbrydelser, der paa en saa gyselig Maade taler om menneskelig Elendighed og Samfundets Magtesløshed over for den Art af Forbrydelser. Skønt vi, som sagt, kun kan finde det Forsvar for Marie Vinters rædselsfulde Gerninger, at hun hører til de i Samfundet i saa høj Grad forsømte Børn, saa ere vi dog tilbøjelige til at tro, at havde hun havt den Udvej, at overgive sit første Barn til et Hittebørnshospital, saa vilde hun have benyttet den i Stedet for den ene Gang efter den anden at dræbe sine Børn. Og saaledes vil det gaa i mange Tilfælde, ja i de allerfleste; thi det er jo den rædsomme Skam og Nød, som de ulykkelige Mødre til uægte Børn ikke kan overvinde, og saa i Stedet for at gaa den trange og bitre, men lovlige Vej, saa gaar det som det saa ofte gaar her i Verden, Forstanden omtaages, Begreberne forvirres og Overtalelsen sover ind i en aandelig Morfinrus, og under Paavirkningen af denne bliver de Forbrydersker. I de fleste større Hovedstæder findes saadanne Hospitaler, og hvad der nu end kan siges pro og contra i dette Spørgsmaal, saa er saa meget afgjort, at de bidrage til at hæmme de hyppige Forbrydelser, for hvilke den dødsdømte Forbryderske staar som den gyseligste, men tillige sørgeligste Repræsentant, der hidtil er præsenteret i vort lille Samfund.

(Social-Demokraten 2. juni 1882).

Fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondancer til "Nationaltidende".)

St. Croix, den 18. Mai 1882.

- - -

Der er i den senere Tid forefaldet forskjellige Begivenheder, som vise, hvor lidet man kan stole paa Negrene, og hvor hævngjerrige de ere. Da for nogen Tid siden Værkerne atter skulde sættes i Gang paa Plantagen "Barren Spot" efter i nogen Tid at have været stansede, sprængtes Møllen ved, at et Stykke tilspidset Jern var lagt mellem Valserne og ved disses Omdreining blev presset ind imellem dem. Jernet var øiensynlig tildannet med dette særlige Maal for Øie, og samtlige Funktionærer paa Plantagen erklære, at et saadant Stykke Jern ikke tidligere fandtes der og altsaa ikke tilfældlg kunde være blevet henlagt og glemt paa Møllen. Det er dog endnu ikke lykkedes at udfinde Gjerningsmanden.

Forvalteren paa Plantagen "Castle Coakley" kom en Morgenstund i Marken, hvor Arbeiderne vare beskæftigede med at skære Rør. En af dem var urolig og forhindrede flere af de andre fra at arbeide. Forvalteren viste ham bort og befalede ham at forlade Marken, hvorefter Manden blev meget vred og tilføiede Forvalteren et temmelig betydeligt Saar i Haanden med den Økse, hvormed Rørene hugges af.

Paa Fællessukkerkogeriet arbeides der ogsaa om Natten. 2 Arbeidere arbeidede sammen, den ene fjernede sig et Øieblik og satte sig ved sin Tilbagekomst ned og faldt i Søvn. Den anden saa ham sidde der, og da det ærgrede ham, at han saaledes tillige maatte besørge den andens Arbeide, tog han en Spand kogende Vand og smed det over ham for at vække ham. Den Ulykkelige blev naturligvis vækket, men meget ilde tilredt; hele Overkroppens Forflade dannede store Blærer. Han skal dog være noget bedre, og man nærer godt Haab om at bevare hans Liv.

Paa Plantagen "Canaan" morede en Neger sig med at forskrække en anden med at pege paa ham med et ladt Gevær. Trods gjentagne Anmodninger om at lade være vilde han dog ikke høre op med den særlige Leg, og Resultatet var, at Geværet gik af, og Skuddet gjennemborede begge Mandens Laar. Den Ulykkelige bragtes ind paa Hospitalet i Kristianssted og døde Dagen efter. Bøssen havde været ladet med 2 Stykker Bly, idet Eiermanden mente, at han med dem lettere vilde kunne dræbe Dyr end med Hagl; Kugleform havde han ikke.

Arbeidet paa Fællessukkerkogeriet gaar forøvrigt godt. Med den norske Bark "Ophir" blev der afskibet en Last paa over 6000 Sække, den største Ladning, der endnu har forladt Kristiansteds Havn, men siden den Tid er der fragtet et andet norsk Skib "Høsten", som skal tage over 8000 Sakke, svarende til omtrent 1000 Fade.

Faktoriet har allerede nu overskredet forrige Aars Produktion, og der er et godt Stykke tilbage af Høsten. Ifølge "St. Croix Avis" er der iaar afskibet 20,432 Sække a 204 Pd,. medens der paa hele Høsten ifjor afskibedes 26,318 Sække. Ifølge samme Blad er der indført 6173 Tons Kul iaar, hvilket giver omtrent 2 1/3 Pd. Kul til hvert Pd. Sukker. Selv om man kan reducere Tallet 2 1/3 lidt, idet ikke alt det forarbeidede Sukker er afskibet, bliver det i hvert Fald ikke under 2 Pd., og det er ganske sikkert altfor meget. Faktoriet paa St. Lucia brugte ligeledes i det første Aar af sin Virksomhed over 2 Pd. Kul pr. Pd. Sukker, men da det viste sig, at det paa denne Maade ikke kunde svare Regning, Indførtes Forandringer, saaledes at der nu kun benyttes lidt over 1 Pd. Kul pr. Pd. Sukker. Hvis saadanne Forankringer kunde indføres her, vilde det ganske sikkert bidrage meget til, at Foretagendet blev mere rentabelt.

- - -

(Nationaltidende 1. juni 1882. Uddrag).

Fyens Folkebank i Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen mod Fyens Folkebank. I Gaar Formiddags paabegyndtes i Højesteret den saakaldte fynske "Folkebankssag". Den 30te Oktober 1870 stiftedes "Fyns Folkebank" af Handskemager Lars Larsen (Formand). Boghandler Rasmus Nielsen, Entreprenør Peder Christensen samt nogle Flere, og de 3 førstnævnte har hele Tiden været Medlemmer af Bestyrelsen. I Begyndelsen havde Banken intet ordentligt Bogholderi, og først i 1873 fik den i en ung Mand, Hans Gregersen, en egen Bogholder. Bestyrelsen drev Børsspil efter en stor Maalestok og bortsvindlede paa denne Maade Bankens Penge. Der oprettedes Filialer i forskellige fynske Byer, men hvad der indkom her, inddroges i Hovedbanken, hvor man altid trængte til Penge. Resultatet var, at det ved den i 1878 mod Banken indledede Undersøgelse viste sig, at den var fuldstændig insolvent, og at dens samlede Tab udgjorde ca. 1 Million Kr. Den nævnte Bogholder Gregersen i Forbindelse med en Købmand Nielsen i Bogense havde ved Udlaan mod Aagerrenter og ved Akcept af Veksler paa ublu Vilkaar efterhaanden faaet Ejeren af Engeldrupværk Klæbefabrik saaledes i deres Magt, at de havde haabet at kunne faa ham til frivillig at gaa fallit, saaledes at de kunde overtage Fabriken paa billige Vilkaar. Da denne Plan imidlertid strandede, købte de i 1876, da Fabriken maatte stanse sin Virksomhed, denne, og gjorde en Tid lang tilsyneladende gode Affærer. Men snart kom de ynkelige Forhold frem, og, efter at der var tegnet en uforholdsmæssig høj Assurance paa Fabriken hos et Selskab, som Nielsen var Agent for, afbrændte den Natten mellem den 23de og 24de Maj 1878 under meget mistænkelige Omstændigheder. Gregersen og Nielsen arresteredes, men der er ikke under Sagen fremkommet Noget som helst om. at de havde været medvirkende til denne, hvorimod deres Arrestation gav Anledning til, at de fremkom med Tilstaaelsen om deres Forhold til "Fyens Folkebank", som ledede til, at der rejstes Sag mod denne. Det oplystes tillige, at nogle af de ruinerede Andelshavere i Fabriken ved at søge at paavirke Forskellige til at besørge Fabriken afbrændt, havde gjort sig skyldig i "Forsøg paa Meddelagtighed i Brandstiftelse". Ved den i Anledning af Sagen nedsatte Kommissions Dom er Handskemager Larsen - der foruden sine øvrige Forbrydelser er funden skyldig i Vekselfalsk - anset med 3 Aars Forbedringshusarbejde, Gregersen og Nielsen med samme Straf i henholdsvis 2 og 1 1/4 Aar, de tre Gaardmænd, der havde søgt at foranledige Brandstiftelsen, og en Slagter med Fængsel paa Vand og Brød i forskellige Grader, og de øvrige af de 12 i Sagen Implicerede med mindre Straffe. I Højesterets Møde i Gaar udviklede Aktor den ovenfor givne Fremstilling af Sagen; men han blev ikke færdig med sit Foredrag. Højesteret menes ikke at ville komme til at fælde Dom før om 3 Uger.

(Social-Demokraten 26. maj 1882).

I Sagen angaaende Folkebanken og Engeldrupværk sluttede Aktor for Høiesteret i Torsdags sit Foredrag. Saasnart Konsortiet til Overtagelse af Fabrikken Engeldrupværk var dannet med solidarisk Forpligtelse, reiste Bestyrerne Penge i Fyens Folkebank, og med disse betalte de sig først og fremmest selv for deres Tilgodehavende hos den tidligere Eier, ligesom de godskrev sig et Grundersalær af 8000 Kr. Gregersen og Nielsen ledede nu Fabrikkens Styrelse, de udvidede den til ogsaa at omfatte en Garveriforretning, men Alt gik værre og værre; Andeelshaverne, der havde opdaget, at der var paalistet dem solidarisk Ansvar, ønskede at udtræde, men hindredes heri af Bestyrerne. Paa en Generalforsamling valgtes et Par Bønder til Medbestyrere for at dæmpe Misfornøielsen; "Naar der først er givet mig Decharge, har jeg Intet imod, at der vælges et Par Fæhoveder ind i Bestyrelsen", saaledes har Gregersen udtrykt sin Mening herom. Da Fabrikken brændte i Mai 1878, vare de pekuniære Forhold saaledes, at Fabrikken selv uden Branden havde maattet standses; Fabrikken skyldte den Gang 55,000 Kr. til Folkebankcn, 13,000 Kr. paa Vexler, og desuden var et yderligere Tilskud af 6000 Kr. gaaet tabt; Aktiverne bestod kun i en tildeels endog kun nominel Aktiekapital af 20,000 Kr. - Foruden disse svigagtige Forhold tilregnede Aktor begge de Tiltalte, at de havde fralistet Sælgeren af Fabriken, Jørgen Jørgensen jun., en Forsikringspolice i Hafnia. Dommen havde herfor kun dømt Gregersen efter § 245, men Aktor mente, at Begge vare lige strafskyldige, idet den nævnte Person havde handlet efter Nielsens Opfordring. Gregersen var anset efter § 282 for uordentlig Føring af Fabrikkens Bøger, medens Nielsen kun var dømt for uordentlig Føring af sine egne Kjøbmandsbøger. Aktor formente, at Nielsen ogsaa maatte straffes for det førstnævnte Forhold. Begge Tiltalte vare ved Dommen dømte efter § 250 for Assurancesvig; i saa Henseende var det oplyst, at de havde forsikret Fabrikkens Løsøre, Maskiner og Naoprodukter for over 100,000 Kr. i et Selskab, for hvilket Nielsen var Agent - en Forsikring, som 3 til 4 Gange oversteg den virkelige Værdi, samt at de efter Branden havde fastholdt Fordring paa denne Assurancesums Betaling; Anvendelsen af nævnte Paragraf fandt Aktor derfor rigtig. Han paastod derhos Nielsen dømt for bedragerisk Forhold, forsaavidt han havde faaet en Gaardmand i Bække til at udstede et Kautionsbevis, der mod dennes Villie paalagde ham en illimiteret Pligt, ligesom og for i egennyttig Hensigt ved Svig at have faaet en anden Gaardmand til at opgive sin Stilling som Panthaver i Engeldrupværk mod for den samme Sum at blive Andeelshaver i Konsortiet, der eiede denne Fabrik; for det sidste af disse Forhold var han ved Dommen frifunden, idet det ikke fandtes godtgjort, at dette var sket uden Gaardmandens Vidende. Han paastod derhos Gregersen dømt for Aager, som sket i Dommen. Endelig fandt Viktor 3 Gaardmænd og en Slagtersvend med Rette ansete for Forsøg paa Brandstiftelse, deels for at have bevæget Andre til at paasætte Ild paa Fabrikken, deels for at have givet Tilsagn om at paasætte saadaa Ild, idet han dog for Gaardmændenes Vedkommende antydede, at det Tryk. hvorunder de, som lokkede til at tage Andele i Konsortiet, vare komne, maatte indeholde en for deres Strafs Bestemmelse formildende Omstændighed.

Hermed er Aktors Foredrag endt; Defensionen kan ventelig tage sin Begyndelse først i denne Uge.

(Svendborg Amtstidende 12. juni 1882).

Ved Højesteret blev Larsen, Gregersen og købmand Nielsen idømt hhv. 18, 8 og 8 måneders forbedringshusarbejde. Formildelsen af Larsens straf skete fordi retten mente at han havde handlet i god tro, idet han var ubekendt med vekselformerne og nogle misforståede yttringer i Grüners formularbog. Indskyderne i banken fik for hver 100 kr, 26 øre tilbage.

Søg på Fyens Folkebank for øvrige artikler.

Uheldige Tyve. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri m. m. Criminalretten har i Løverdags paakjendt en Sag, der var anlagt imod 8 tildeels unge Mennesker, som med en enkelt Undtagelse alle forhen ere straffede, flere endog med Forbedringshuusarbeide og som ere i en Alder af imellem 19 og 27 Aar. 2 af Arrestanterne havde en Aften i Decebr. Maaned Kl. ca. 10 begivet sig gjennem den paa den Tid endnu aabne Gadedør til Eiendommen Nr. 4 paa Østergade ind i Stedets Gaardsrum i den Hensigt om Natten at begaae Tyveri i den derboende Delicatessehandlers Forretningslocale, hvor Ingen havde Natteophold. 

“Christen Jacobsen, født i Kbhn: 7/7 62; vanaret Knægt, str: ofte, navnlig med 8 M Forbdh: for Delagtighed i natlig grovt Tyveri i Boutik. Mist: Prot: L. 383. 274”. [1880]. Genealogisk Forlag. Malkus Jensen og Christen Jacobsen der allerede da var straffede flere gange, begik i juli 1880 indbrud hos en hørkræmmer hvor udbyttet var ca. 100 kr. Jensen fik 1 års forbedringshusarbejde og Jacobsen 8 måneder

Efter at have skjult sig paa Stedets Retirade indtil henimod Kl. 12, begave de sig op ad Kjøkkentrappen, hvor den ene af dem, Christen Jacobsen, ituslog en Rude i et Vindue, og steg ind i et til Pakrum benyttet Værelse, men atter forlod det, da der ikke derfra var Adgang til de øvrige Forretningslocaler. I Forening med den anden Arrestant Carl Siegvard Andersen gik han derpaa tilbage til Gaardsrummet, hvorfra de gjennem en større Trækrude, for hvilken var anbragt en Skodde, som Andersen heftede af, steg ind i Contoiret og den dermed i Forbindelse staaende Boutik. I Boutikken stjal de 5 Kr., der beroede i en uaflaaset Skuffe i Disken, samt Delicatessesager til et Beløb af 2 Kr.; endvidere opbrød de et Skrivebord, i hvilket de ventede at finde Penge, men de fandt ingen. 

“Carl Sigvard Andersen, født i Kbhn: 29/6 55, Tjenestekarl; K 3/9 78, 4 Aars Forbdh: for en Mængde grove Tyverier hvor han havde tjent. Mist: Prot: M 16. 279”. [1880]. Genealogisk Forlag. Han var i børstenbindertjeneste i 4½ indtil 1876 hvorefter han med en nøgle ugentlig stjal 2-3 kr. fra fabrikanten. Han fik atter tjeneste et par måneder og begik nu større tyverier på samme måde med en nøgle næsten et helt år. For disse og en del andre tyverier blev han i september 1878 idømt 4 års forbedringshusarbejde.

En senere Aften i samme Maaned mellem Kl. 9-10 begave de samme 2 Arrestanter sig efter forud truffen Aftale ind i Eiendommen Nr. 14 i Tordenskjoldsgade for at begaae Tyveri i den derboende Urtekræmmers Forretningslokaler; det var deres Hensigt at komme ind i disse ved at stige giennem et Vindue, der vendte mod Gaardsrummet, og Andersen havde med denne Plan for Øie faa Timer forud slaaet en Rude itu i Vinduet. De skjulte sig midlertidig i en Kjældergang, men efter en halv Times Forløb bleve de ængstelige for at blive paagrebue, navnlig fordi de hørte Noget rasle i Nærheden, og forlode Stedet igjennem Gadedøren, som endnu var aaben, uden at have stjaalet Noget. 

“Johan Charles Emilius Malkus Jensen, 1/9 62 i Kjøbenhavn; uforbederlig Tyv; straffet mange Gange. See mist: Prot. L: 184. 297”. [Se PE, nr. 149 25/11-1873] [1880]. Genealogisk Forlag. Malkus Jensen og Christen Jacobsen der allerede da var straffede flere gange, begik i juli 1880 indbrud hos en hørkræmmer hvor udbyttet var ca. 100 kr. Jensen fik 1 års forbedringshusarbejde og Jacobsen 8 måneder.

De nævnte 2 Arrestanter i Forbindelse med en tredie, Malkus Jensen, bleve den 8de Januar enige om at begaae Tyveri i en Skomagermesters Boutiksleilighed i Eieudommen Nr. 33 i Borgergade. I Gaardsrummet slog Jensen med en af Andersen medbragt Skruetrækker en Rude itu i et Vindue, gjcnnem hvilket Jensen derpaa steg ind i Leilighedens Kjøkken, hvorefter han lukkede Jacobsen ind gjennem en Dør, der førte ud imod en Gang; Andersen begav sig derimod ud af Huset forat holde Vagt. Jacobsen og Jensen fandt imidlertid Intet at stjæle, og efter at have gjort et frugtesløst Forsøg paa at skaffe sig Adgang til den øvrige Deel af Lejligheden, bleve de anholdte uden at have stjaalet Noget. En Aften i Decbr. f. A. begav en af Arrestanterne Fritz William Hultin sig ind i Eiendommen Nr. 4 i Hovedvagtsgade forat begaae Tyveri hos en derboende Skrædermester. De locale Forhold vare ham bekjendte, og det var hans Plan at stige ind gjennem et Vindue, hvorfor  han oversmurte en Rude i dette med grøn Sæbe, hvorpaa han klæbede Papir, forat kunne trykke Ruden ind og derved blive sat istand til til at aabne Vinduet; videre naaede han imidlertid ikke, idet han blev bange for at volde for stor Larm ved at trykke Ruden ind, og derfor forlod Eiendommen, uden at have stjaalet Noget. En senere Dag foreslog han Jacobsen og Malkus Jensen i Forening med ham at begaae Tyveri hos samme Skrædermester idet han stillede dem i Udsigt baade Penge og Klæder som Udbytte. De skulde mødes den følgende Aften, og Jacobsen og Jensen fik Andersen til at deeltage i Udførelsen; men Hultin udeblev; de tre andre besluttede da efter den Anviisning, de havde faaet af ham, at udføre Tyveriet, og efter at være komne ind i Gaarden, slog Jensen en Rude itu, men fremkaldte herved en saadan Støi, at baade han og de 2 andre Arrestanter toge Flugten og opgave Udførelsen af Forehavendet. Et nyt Forsøg af Jacobsen, Jensen og Hultin paa at stjæle i Tordenskjoldsgade Nr 14 mislykkedes ligeledes, fordi de ikke vare istand til at fjerne en Skodde af Træ indenfor det Vindue, gjennem hvilket de vilde skaffe sig Adgang. Medens de fleste af Arrestanternes Ulovligheder saaledes indskrænkede sig til frugtesløse Forsøg, lykkedes det derimod enkelte af dem samt Arrestanten Mortensen at frastjæle Ingenieurcorpset forskjellige Jernsager, der beroede deels i Husarcasernens Gaard deels i et Skuur i Citadellet. 

“Johan Alfred Magnusson; født i Kjøbenhavn 1/2 61; straffet meget ofte for Tyverier, navnlig for Tyveri af Penge af Boutiksskuffer; er tvær(?), stupid og uvorn i høi Grad. Mist: Prot L. 215. 238”. [1879]. Genealogisk Forlag.

En af de andre Arresterede, Hansen, stjal efter Anviisning af Hultin og til deres fælles Fordeel et Beløb af 61 Kr., som beroede i en i Gothersgade Nr. 28 boende Skrædermesters Tilskjærerværksted. Arrestanten Mortensen og en anden Arrestant, Hugo Jensen, stjal i Forening med en under Sagen tiltalt Person, Magnussen, ligeledes endeel Ingenieurcorpset tilhørende, i Citadellet beroende Jern. Endelig havde Arrestanten Malkus Jensen gjort sig skyldig i bedrageligt Forhold ved ulovlig Pantsætning af leiede Klædningsstykker. Samtlige Arrestanter og den Tiltalte bleve ved Dommen ansete med Straf for deres omhandlede Forbrydelser, og Arrestanterne Jacobsen, Malkus Jensen, Andersen og Hultin bleve hver især Idømte Forbedringshuusarbeide i 2 Aar; de 3 Arrestanter Hansen, Mortensen og Hugo Jensen idømtes Fængsel paa Vand og Brød, hver især i 2 Gange 5 Dage, og Tiltalte Magnussen, der forhen oftere har været straffet, blev anseet med lige Straf i 4 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1882).