Arbejderkasernerne i København (III/V). (Efterskrift til Politivennen)

III

Paa Øster-, Vester- og Nørrebro.

I Aarene fra 1860-80 har København, som bekendt, udvidet sig meget stærkt; Folkemængden er steget med 80,000 Individer, og selvfølgelig maatte der bygges for at skaffe alle disse Tusinder Tag over Hovedet. Fem mægtige Kvarterer har rejst sig i denne Periode. Gammelholm og tildels Nørrevoldkvarteret er Bourgeoisiets Terræn; der finder man Gade paa blade, bestaaende af lutter herskabelige Pragtbygninger; i hver Etage bor som oftest kun en Familje. Syv a ni Værelser er det mindste, Herskabet kan hjælpe sig med, og saa klager Fruen endda jævnlig over den horribel indskrænkede Plads. Lejlighederne ere, som det hedder i "Berlingske Tidende"s Avertissementer, forsynede med alle Nutidens Bekvemmeligheder, saasom Bade-, Pige- og Pulterkamre, Strygestue, Vaske- og Viktualiekældere, Korridorer etc. men hvorfor beskrive dette Blads Læsere, hvorledes de Stores Boliger er indrettede, da det netop er Arbejderne, som har opført de stolte, fornemme Huse! Javel, Haandværkere af mange forskellige Fag har arbejdet flittigt og udholdende paa at skaffe Byen ny og elegante Bygningskomplekser, men Meningen var ikke, at de samme, som havde bygget, skulde bo der; vilde Arbejdet Sønner have Boliger, gjorde de bedst i at se sig om efter Noget ude i Forstæderne. Og saa var det at Murere, Tømrere, Snedkere, Smede og Malere drog til Nørre, til Vester, og omsider til Øster for atter at udfolde en travl Virksomhed. Derude gik det meget, meget raskere med at smække Husene op end i de fine Kvarterer, nar tog det ikke lang Tid med Pudsearbejdet ; thi Alt blev lavet saa saare simpelt og ligefremt. København fik sit Rabarberkvarter, men dette var blot Begyndelsen. Imellem Vesterbrogade og den gamle Jernbanevold gik det ogsaa rask med Opførelsen af Arbejderkaserner af samme Kaliber som Rabarberlandets, dog, det forslog altsammen ikke til vor Bys stadig voksende Proletariat. Grundene til Højre for Nørrebrogade paa Strækningen fra Assistens Kirkegaard til Utterslev toges i Brug, og dernæst mellem Øster- og Nørrebro med Ryesgade som Pulsaare. Saa vidt er man kommen indtil Dato; der hersker foreløbig ingen Vaaningsnød (i officiel Forstand); men set fra et humant Standpunkt kan det vistnok være mere end tvivlsomt, om det sidste Decenniums Byggeforetagender har været eller korrektere vil blive til Velsignelse for Arbejderne.

* * *

I to foregaaende Artikler har vi stillet de Arbejderkaserner til Skue, hvis Opførelse skriver sig fra en ældre Tid, og paavist, at de ere elendige, uskikkede til Bolig for Mennesker og at Lejen, Beboerne maa erlægge, staar i omvendt Forhold til Lejlighedernes Værd, saaledes at der for det usleste Værelse i Baghusets Kvist betales en betydelig højere Pris pr. Kvadratalen end for første Sals-Etagen i Forhuset. Her begrænser vi os til de moderne Arbejderkaserner, den kapitalistiske Produktions legitime Børn, og man vil ud af de Kendsgerninger, vi i det Følgende skulle anføre, kunne drage en Lære af overordenlig stor Betydning. Men lad os for vi gaa videre betragte en af Proletariatets ny Vaaninger. Det er et kolossalt Stykke Murværk, dette Hus. Indvendig er det ligesom en Kaserne. Forhuset har fem Etager, Sidebygningen seks. De ligne en Blok af raa sammenrørt Kalk, der er raadnet og smuldret ved Regnens Indflydelse; Sidemurenes smudsige Farve og sørgelige Nøgenhed minder om Fængselsmure, et gulladent Lag af Skimmel har lagt sig derpaa; ved Regnens Dryppen fra Taget er der langs nedad Murene fremstaaet lange Striber, der gaar helt ned til Stenbroen; kun Afløbsrenderne, der ved hver Etage danner Knæ, afbryder Murens ensartede Farve ved de Pletter, som det rustne Metal afsætter. Vinduerne viser nogle nøgne, blaagrønne Ruder, hist og her ituslagne. Fra øverst til nederst ser man kun smaa fattige Boliger, og gennem alle Aabninger kigger Elendigheden ud. For neden er der fire snævre Indgange, fire Huller i den nøgne Mur numererede A., B., C. og D. Vi gaar ind i Opgang D., Trappetrin og Rækværk er begroet med fedtet Snavs, Trappemuren ser ud som den havde været Genstand for et Bombardement; men det kommer af, at Kalken sidder saa løs. Der gaar lange Gange fra hver Afsats, og idet man passerer Dørene, kan man ikke undgaa at høre Stumper af de private Samtaler indenfor; saaledes gentager den samme Ensformighed sig for hver Etage; den eneste Afveksling er Numrene paa Dørene: 1, 2, 3 osv. ellers er Alt saa sørgelig ensartet som i et Fængsel eller Kloster. Kære Læser! Du bor maaske selv i en saadan Kaserne, og Vanen har gjort Dig fortrolig med den, saa at dens Uhyggelighed, dens hæslige Fysiognomi ikke piner Dig, men betragt denne Kæmpemurbrok en Dag, naar Vejret er smukt, og Du har været ude i den ri Natur, og der modtaget friske Skønhedsindtryk. Du vil da rigtig fatte, hvor vederstyggelig den Kule over Jorden er, som Du i Fællesskab med mere end et halvt Hundrede andre Familjer bebor.

* * *

At disse Kaserner er grimme, og at den store Sammenhobning af Arbejderhusholdninger er et betydeligt Onde, derom kan da vel Alle let blive enige; men indvender man saa, at de er bedre end de gamle, faldefærdige Rønner paa Kristianshavn og i den indre By, maa vi protestere imod, at der tillægges dette Argument for stor en Værd. For det Første er Materialet, hvoraf de moderne Proletarkaserner opføres, saa usselt, at de forfalder meget hurtigere end de gamle Bindingsværksbygninger, og endvidere er Et-Værelses Lejlighederne ved disse bleven indført eller overført til Nu- og Fremtiden som et naturligt Beboelsessystem for Arbejderstanden. Støttende os til Resultaterne af Folketællingen af 1880 vil vi føre Bevis for, at Beboelsesforholdene har forværret sig Tiaaret 1870-80. Det første Kendetegn er Beboelsestætheden:

Af samtlige 5078 beboede Eiendomme *) Aaret 1880 havde:

2860 Ejend. mindre end 2 Individer pr. 100 Kvadrat Al,
1726 Ejend. havde 2-4 Individer pr. 100 Kvadrat Al.
497 Ejend, havde 4 Jndiv. og derover pr, 100 Kvadrat AI,

Antallet af Ejendomme, i hvilke der boede fra 4 Individer og derover, udgjorde saaledes en Tiendedel af samtlige Ejendomme. Men Tabelværket til Københavns Statistik kalder allerede den Art af Ejendomme, som har fra 2-4 Individer paa hver 100 Kvadrat-Alen Etageareal, for "tæt beboede", medens de, der har 4 Indv. og der over pr. 100 Kvadrat Alen, omtales som Ejendomme, hvor der kun er levnet den nødvendigste Plads til hvert Individs Behov" (pg. XXVI), hvilket i Virkeligheden betyder Sammenstuvning. Men i det Tilfælde, at vore Beboelsesforhold havde udviklet sig henimod det bedre, er det klart, at denne Fremgang for det første vilde give sig Udtryk i en Aftagen af Antallet paa de tæt beboede Ejendomme; det modsatte er imidlertid sket.

Der har faktisk funden en Forøgelse Sted af Ejendomme med 4 Indv. og derover pr. 100 Kvadrat Alen, som langt overskrider det Normale. Vi nævnede ovenfor, at 10 pCt af samtlige Ejendomme i København kaldtes overbeboede i det statistiske Tabelværk, men lad os nu tage nogle nye Gader og se hvor stor en Procent af Ejendommene, der er overbeboede, d. v. s. med 4 Indv. og der over for 100 Alen Etageareal.

Allersgade .... 63 Procent.
Brohusgade .... 33  -
Knudsgade .... 66  -
Nordvestvej .... 33  -
Skyttegade .... 66  -
Thyrasgade . ... 50  -
Tjørnegade .... 33  -
Todesgade .... 23  -

Det andet Kendetegn er: Tallet af beboede Et -Værelses Lejligheder. Det ligger jo i Sagens Natur, at et enkelt Værelse kun afgiver en yderst tarvelig Beboelse for en hel Familje, da det baade i sanitær og sædelig Henseende er betænkeligt, at Personer af forskellig Alder og Køn spiser, drikker, arbejder og sover; alt i samme snævre Rum. I 1880 fandtes af Husstande beboede enkelte Værelser 8323, men Forøgelsen af Et Værelses Lejligheder fra 1870-80 andrager 2245. Heraf fremgaar altsaa, at de beboede Et-Værelses Lejligheder er stegen med noget over en Tredjedel (37 pCt.), medens Folkemængden i samme Tidsrum kun har forøget sig lidt mere end en Fjerdedel (26 pCt.); denne Kendsgerning viser saaledes, at der har fundet en Overgang fra To Værelses til Et-Værelses Lejligheder Sted.

Det tredje Kendetegn er: Husstandenes Størrelse (Personantallet) i Et-Værelses Lejlighederne. Antallet af Husstande paa 1 Person (ikke Logerende) med et Værelse hver var 1968, hvorimod der fandtes 6355 Husstande paa flere Personer (Familjer) boende i Et -Værelses Lejigheder. Forholdet bliver da, at en Fjerdedel af Værelserne beboedes af enkelte Personer, og de tre Fjerdedele af Familjer; men for at komme til Kundskab om, hvorvidt de i Tiden fra 1870-80 ny tilkommende Et-Værelses Lejligheder har tjent et større Antal Personer til Beboelse end det Gennemsnitlige, maa vi dele Værelserne i to Grupper, eftersom Husstanden bestod af en enkelt Person eller af Familjer. En Sammentælling paa Basis Heraf giver følgende Resultat. 

Enkelte Værelser med 1 Person 310 
Do, do med Familjer                  1935

Tilsammen                                  2245.

Det vil med andre Ord sige, at der af hvert Hundrede nye Værelser fandtes 80 med Familjer og 14 med enlige Personer, medens Forholdet stillede sig som 75 til 25 for samtlige 8323 Værelsers Vedkommende. Set fra dette Synspunkt har Forholdet atter her forværret sig i Perioden 1870-80; ligesom Et-Værelses Lejlighederne er tiltagne med en Tiendedel ud over Proportionen til Folkemængden, saaledes bebos disse nye Værelser ogsaa af lidt over en Tiendedel (11 pCt.) flere Mennesker.

Det fjerde Kendetegn er Antallet af store og samtidig tæt beboede Ejendomme. Spørgsmaalet bliver, om denne Art af Ejendomme er tiltagen ud over det Normale; hvis dette er sket, saa har vi sikkert Ret til ogsaa paa dette Punkt at hævde vor Paastand om, at Arbejdernes Boliger forværres.

Det samlede Antal af Ejendomme med 100 Individer og derover i hver, samt med over 4 Indv. pr. 100 Kvadrat Alen Etageareal udgjorde et Hundrede; af disse Hundrede Steder vare 40 opførte for Aaret 1860, medens de øvrige 00 Ejendomme alle ere byggede i Tidsrummet fra 1860-80. Der er altsaa i Løbet af tyve Aar kommen halvanden Gang saa mange, store, tætbefolkede Kaserner, som der forhen fandtes; men Folkemængden er kun vokset med lidt over en halv Gang (1800: 155,000 Indv. og i 1880: 234,000 Indv.). Udregner man det Procentvis, erholder man en Befolkningstilvækst af 50 Procent, men en Tilvækst af tætbeboede Arbejderkaserner paa 150 Procent! Det er et Onde af den farligste Art. Og nu det harmeligste: Disse Hundehuller i Forstædernes Arbejderkaserner koster næsten den samme aarlige Leje pr. Kvadratalen, som de eleganteste og sundeste Lejligheder i Byens fineste Kvarterer. Paa Gammelholm beløber den aarlige Leje pr. Kvadratalen Lejlighed sig til ca. 217 Øre, og gaar vi ud i Forstæderne stiller Forholdet sig som følger: 

Fra hvad Side vi end betragter Sagen bliver altsaa Resultatet det samme. De senere Aars Byggevirksomhed har været en Pengespekulation uden Stænk af Humanitets følelse **), de besiddelsesløse Arbejdere har maattet slide som Redskaber for Bygherrer, Værter og Prokuratorer, og nu har de den tvivlsomme Fornøjelse, at se deres Husholdninger raadne op i Fællesskab efter en større Maalestok end nogensinde tidligere.

*) Offenlige Stiftelser, Militærkaserner o. lign. ikke indbefattet.

**) De forskellige af private Selskaber opførte "Arbejderboliger" danner en Undtagelse, som vi i næste Artikel skal omtale.

(Social-Demokraten 16. februar 1883).

Kirkelig og borgerlig Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Det moralske Myndighedsmisbrug, som den med Staten forbundne Kirke udover overfor Befolkningen , finder i en væsenlig Grad sit Udtryk ved Daaben, ægtevielsen og Begravelsen. Saa længe Staten sikrer Præsterne disse tre Tilknytningspunkter med Befolkningen, ved hvilke de træder i nærmere Berøring med de enkelte Samfundsmedlemmer, saa længe er Kirken en Magt, der er i Stand til at trænge sig ind overalt, og ud over en Indflydelse, der næsten gør Religionsfriheden fuldstændig illusorisk.

Vel er vi komne saa vidt, at der ikke eksisterer nogen absolut Daabstvang, men da Religionsundervisningen hører til de tvungne Fag i de offenlige Skoler, og da Døbeattesten spiller en temmelig betydelig Rolle ved adskillige Lejligheder, saa er Daadstvangen alligevel indirekte til Stede, og Kirkens Magt og Indflydelse begynder da allerede paa de første Stadier af et Menneskes Liv.

Ved Ægtevielsen forholder det sig paa lignende Maade. Man har ganske vist Ret til under visse Forhold at indgaa borgerligt Ægteskab, men den Maade, hvorpaa dette er ordnet, gør, at Samfundsforholdene Iægger saa mange Hindringer i Vejen der for, at der alligevel eksisterer en moralsk Tvang til at benytte den kirkelige Vielse. Først naar det borgerlige Ægtestab bliver den egenlige og gyldige Form, og den kirkelige et Supplement dertil, som kan benyttes af Lysthavende, ophører Kirkens moralske Tvang; indtil da har Præsterne, ved det umiddelbare Forhold, hvori de staar til de vordende Ægtefolk og de nærmest Tilstede værende, en Magt til at blande sig ind i en Mængde Forhold og til at udøve en Pression, der undertiden bevidst, undertiden ubevidst, gør sig gældende senere i Livet.

Ved Begravelser er Præstens Nærværelse og Deltagelse i Ceremonien derimod absolut tvungen, og Kirkens Indblanding er der i visse Retninger i Stand til at udøve en endnu større Indflydelse, end ved de førstnævnte Lejligheder. I Modsætning til disse staar Præsten ved en Begravelse overfor Folk, som er grebne af Sorg over Tabet af en Forsørger, Slægtning eller Ven, og denne Stemning kan benyttes og bliver faktisk benyttet til at lade Vedkommende føle, at Kirken endnu ikke har givet Afkald paa sit nedarvede Formynderskab over Individerne. Ved Hjælp af den sørgmodige Stemning har Præsten, for saa vidt han besidder nogenlunde Talegaver dertil, det i sin Magt at tiltvinge sig en Adgang til Sindene, som fører til, at mange bøje sig under Kirkens Aag og dens Dogmer. Naar dette fandt Sted ad Frivillighedens Vej, vilde der selvfølgelig, og i Henhold til Individets Selvbestemmelsesret, intet være at indvende derimod, men enhver tvangsmæssig Paavirkning af Følelser, enhver Benyttelse i et bestemt Øjemed af Fortvivlelse eller Sorg, saaledes som den finder Sted ved Kirkens paatvungne Indblanding i Begravelsesceremonierne, er absolut forkastelig.

Mærkeligt nok finder den store Del af Befolkningen sig i denne Tvang, mange uden at tænke videre derover, andre finder set maaske endog fuldstændigt i sin Orden, at Præsten er selvskreven Deltager i enhver Begravelsesceremoni, og endelig hører man af og til, at der gives Folk, som finder Præstens Tale ved en Ligbaare i den Grad "trøsterig", at den nok kan være en offenlig Tak værd, foruden hvad den ellers har kostet.

Som saa meget andet i Verden har disse Opfattelser for en stor Del deres Grund i Vanens Magt. Det er det Nedarvede, der gør sin Indflydelse gældende paa Gemytterne og i dette som i saa mange andre Tilfælde bringer dem til at se paa Tingen, som paa noget, der altid har været og fremdeles vil vedblive at være saaledes.

At der virkelig kan gives præstelige Ligtaler, der maaske med Berettigelse bærer Prædikatet "trøsterige", skal vi ikke undlade at indrømme, men dette beror nærmest paa den religiøse Opfattelse, der er til Stede hos den Afdødes Familje, eller det Forhold, hvori Præsten staae til denne. Er Familjens religiøse Anskuelser overensstemmende med Præstens, eller denne har været en Omgangsven af den Afdøde og dennes Efterladte eller i alt Fald kender deres Forhold temmelig nøje, da vil en Præst selvfølgelig lige saa godt som en anden Taler være i Stand til at mildne Sorgen i Afskedens Øjeblik.

Dette hører imidlertid til de sjældnere Tilfælde. I Reglen er den religiøse Anskuelse saaledes, at Præsten, hvis han kendte den nøje, fra sit ortodokse Standpunkt maatte finde Anledning lil at holde en Tordentale i Stedet for en "trøsterig", og med Hensyn til Kendskabet til den Afdøde, da er det aldeles klart, at dette kun kan være til Stede overfor en ubetydelig Brøkdel af den Mængde, han mellem Aar og Dag ledsager til deres sidste Hvilested.

Præsternes Ligtaler er derfor ogsaa i Reglen alt andet end "trøsterige". Ser man bort fra ovenfor nævnte Tilfælde, i hvilket denne Benævnelse maaske vil kunne bruges, kan man omtrent inddele de præstelige Ligtaler i tre Hovedgrupper, nemlig dem, der holdes over afdøde Pengemænd eller Ligestillede, dem, der fremkommer, naar Præsten er vidende om, at den Afdøde har været Fritænker, etter en større Del af Følget nærer fritænkerske Anskuelser, og endelig ben Gruppe, som vi vil kalde almindelige Ligtaler.

I første Tilfælde er det en bekendt Sag, at der som oftest "fingres tykt paa", som man siger, og Talen bærer i Reglen Præget af at være en Forretning, der har givet et godt Udbytte. I Almindelighed kan man overfor Bourgeoisiet anvende Ordsproget: "Det er ikke alt Guld, som glimrer", og Dyden hører just ikke hjemme i Storborgersalonerne, hvor netop Lasterne i Reglen trives frodigt. Ofte er Rigdommene skrabet sammen ved ligefrem Aager, Udplyndring og Bedrageri, og er i de allerfleste Tilfælde erhvervede paa en Maade, der staar i absolut Modsætning til den kristelige Lære om Broderkærlighed. Alligevel har vi ingensinde bort andet end Lovtaler af Præstens Mund, naar han udfører sin Forretning ved en hedengangen Storborgers sidste Hvilested. At en saadan Tale muligvis kan være "trøstende" for de Efterladte, forinden de begynder at kævles om Arven, kan være muligt, men for de fleste Andre er den kun til Forargelse.

Langt mindre "trøstende" er de Taler, der holdes ved afdøde Fritænkeres Baare, for saa vidt som Præsten er vidende om den Afdødes religiøse Anskuelser. I Reglen benytter Præsten sig af sin Stilling til at fremmane alle Helvedes Rædsler, som venter dem, der ikke lig Faar vil løbe i Hælene paa "Herrens Tjenere". Det at tænke selvstændigt og at frigøre sig for hvad man selv anser for vrange Begreber, er jo som bekendt en af de største Forbrydelser i en ortodoks Præsts Øjne, og det Indtryk, Tilhørerne modtager, er i Reglen det, at Præstens Tale ved en saadan Lejlighed er malplaceret og at den giver Ceremonien Karakter af at være lige det stik Modsatte af hvad den burde være.

Vi vil nu vende os til de Taler, der kan betegnes med Udtrykket: de almindelige. De udgør Hovedmassen, idet de benyttes ved Jordfæstelsen af Folk af den ubemidlede og af Middelklassen, om hvilke intet ufordelagtigt er Præsten bekendt (d. v. s., at de ikke er Fritænkere), men som ikke kan afse tilstrækkelig Mønt til at blive delagtige i den for Pengemænd og andre Matadorer særlig bestemte rosende Omtale. En Del af disse Taler er fuldstændig holdt hen i Vejret, vævede efter samme Mønster, og Præsten slipper nemt over det personlige ved den gængse Erklæring, - at han ikke kender noget til den Afdøde, af hvilken Grund enhver Omtale af Personen eller Familjen bortfalder. Ikke sjældent lader Præsten det være nok med én Tale til tre a fire Personer ad Gangen, navnlig naar Ceremonien gælder Samfundets mest Tilsidesatte, de Fattige eller disses Børn.

I andre Tilfælde har Præsten gjort sig den Ulejlighed at skaffe sig et overfladisk Kundskab til den Afdøde, navnlig dennes sidste Sygeleje, Familjeforhold osv., og disse Ting blandes da ind i Talen i Reglen paa en aldeles fordømmelig Maade. Naar de Efterladte møder ved Baaren, opfyldte af Sorg over Tabet af et Familiemedlem, maaske Forsørgeren, betragter vi det som i høj Grad forkasteligt, at Præsten spænder de Ulykkelige paa Pinebænken ved bestandig at pirre op i det friske Saar, fremdrage Enkeltheder af den Afdødes Smertensleje, og andre Forhold, som nødvendigvis maa forøge Smerten, Savnet og Sorgen og gør Afskeden endnu bitrere end den i og for sig allerede er.

At en slig Benyttelse af Taleorganerne ikke fortjener at kaldes "trøstende", anse vi for at være en Selvfølge, lige saa lidt som den kirkelige Begravelse overhovedet er Andet end en tom indholdsløs Ceremoni, uden anden Betydning end den, at Kirken faar Lejlighed til at hævde sin Autoritet og lade Befolkningen føle, at den endnu besidder en Rest af sin fordums Magt. Vi undtager naturligvis de ovenfor antydede Tilfælde, hvor Præsten har staaet i Venskabsforhold til den Afdøde eller dennes Familje, ivor Overensstemmelse i Anskuelser eller andre Forhold gør, at Præstens Tale lige saa godt vil være paa sin Plads, som enhver anden Talers.

Hvor ulige smukkere er den borgerlige Begravelse da ikke ved Siden af den kirkelige i alle dens Afskygninger. Den købte Smiger vil bortfalde, Forbandelserne mod anderledes Tænkende vil man ikke kende noget til, eftersom den Afdødes Venner kun kan have til Formaal at mindes hans tidligere Virksomhed med Agtelse og ledsage ham til hans sidste Hvilested med en Tak for denne Virksomhed. I Stedet for al drage alle de smertelige Erindringer frem, og derved forøge Ulykkens Tyngde overfor de Efterladte, vil man søge at mildne Sorgen og formindske Savnet. Lad os tilbagekalde i Erindringen Louis Blaues og Gambettas Begravelse. Her var Kirken fuldstændig udelukket og kun Mænd, der stod de Afdøde nær, Repræsentanter for Folkeklasser, som skyldte dem en Tak, bragte dem i hjærtelige Ord deres sidste Farvel.

Man vil maaske paa dette som paa andre Omraader paastaa, at Folket her til Lands ikke er "modent" til, at den borgerlige Begravelse lader sig indføre, men denne Paastand holder lige saa lidt Stik her som i andre Tilfælde. Det er Friheden, der gør Folket modent, og ikke Tvangen, og atter mindst bidrager Kirkens Favntag hertil, ligesom det vist heller ikke kan forventes, at Kirken nogensinde vil erkende sit Formynderskab for at være overflødigt. Hvad der kan gennemføres i andre Lande, maa ogsaa kunne lade sig gennemføre her, hvis Lederne af vort Samfund ikke vil give sig selv det Skudsmaal, at de forsætlig har forsømt deres første og simpleste Pligter overfor Befolkningen. Der fordres jo desuden ikke, at den kirkelige Begravelse skal forbydes, men kun sideordnet med den at indføre den borgerlige, og at lade det blive afhængig af et fuldstændigt og virkelig frit Valg. hvilken Begravelsesmaade Enhver vil benytte. Lad da dem, der ønsker den kirkelige Begravelse, vedblive at benytte den, men lad os komme bort fra Kirkens tvangsmæssige Indblanding paa dette, som paa andre Omraader af Samfundslivet.

(Social-Demokraten 14. februar 1883).

Arbejderkasernerne i København (II/V). (Efterskrift til Politivennen)

De forskelligt Maader paa hvilke ugunstige Beboelsesforhold kunne give sig Udtryk, optræde ikke hver for sig, men de sammenhobes saaledes, at det bliver den samme Befolkning, der kommer til at lide under disse Forhold i alle de forskellige skikkelser, i hvilke de optræde.

(Tabelværk til Kbhvns Statistik Nr. 6. pag. XXV.)

lI.

Den, der ikke selv tilhører de fattige Lag af Befolkningen eller ved sin Livsgerning kommer i Berøring med disse, erhverver sig vanskelig noget Begreb om hvorledes det Inderste af den indre By, nemlig Baghusene, ser ud. De ligger jo ogsaa bagved Husene, godt skjulte for det overfladiske Blik, der ikke forarges over de Ting, som befinder sig udenfor dets Synsvidde. Men hos os, der nylig er vendt tilbage fra en Vandring gennem de københavnske Baghuse, er alle andre Tanker og Følelser trængt tilbage af et Ønske, et eneste brændende Ønske om at det maatte staa i vor Magt blot en enkelt Dag at lade Bag- og Forhuse skifte Plads, saa at hine elendige Arbejdets Lazarether kom til at staa frem i Gadelængde, skarpt belyst af det klare Dagskær, og vi tvivler ikke om, at mange Bedrestillede, der nu med Sindsro passerer Gaderne i den indre Byes Fattigkvarterer, vilde blegne af Forfærdelse og stum Rædsel.

Vi maa resignere; vort Ønske er af den Art, som kun Eventyrdigterne evner at opfylde, thi i det virkelige Liv er Tingene desværre som oftest saa grundmurede, at man ikke kan rokke dem ud af Pletten, og just derfor vedbliver de mere end halvraadne Baghuse at leve et Liv-i-Død til ubodelig Skade for Samfundet. Men noget formaar vi dog at gøre, om end vor Pens Kraft ringe i Forhold til Opgaven, der stilles den; vi vil forsøge paa Papiret at fremmane for Læserens Fantasi et svagt Billede af det vi har set.

Hvilken Gade og hvilket Hus skal vi vælge til en Begyndelse? Efter at vi har undersøgt over et hundrede forskellige Steder, staar vi omtrent raadvild med Hensyn til Valget; thi de ligner hverandre saa forfærdelig i Forfaldenhed. Der er Aabenraa; Adelgade; Borgergade; Brøndstræde, store og lille; Gl. Mønt; Helsingørsgade; Klerkegade; Kristenbernikowstræde; Lille Kongensgade; Lavendelstræde; Mikkelbryggersgade; Regnegade, store og lille; Rigensgade; Springgade; Smedensgang; Vognmagergade o. s. v. Nu, da vi har nævnt Listen, er det ligegyldigt hvilken vi tager som Type: de er Alle uværdige til at tjene som Boliger for Mennesker, og vi bryder os ikke om at lede Opmærksomheden hen paa nogle enkelte Ejendomme med Fare for derigennem at svække den fremkaldte Bevidsthed om Baghusondets store Udstrækning. Men vi ser allerede Skeptikerens spottende Smil, vi hører Publikum raabe paa konkrete Kendsgerninger. Meget godt; de ere til Tjeneste. Her er en lille Buket:

Aabenraa Nr. 18
Adelgade 37. (hvide Svane) og 80.
Borgergade Nr. 92.
Lavendelstræde Nr. 15.
Vognmagergade Nr. 3 og Nr. 27.

Vi gentager, at ovenstaaende Arbejderkaserner kun er nævnte eksempelvis, og at de har mangfoldige Sidestykker. Lad os saa gaa op i en af dem ude i Adelgade. Stedet ser jo fra Gaden slet ikke saa galt ud, det er sandt nok gammelt, men alene et Øjekast til første Sals Vinduer giver os en Følelse af, at der indenfor i de gamle Stuer hersker en jævn Hygge; man fristes til at tvivle om Muligheden af, at dette næsten respektable Hus skulde dække for et Pjaltenborg, og dog forholder det sig saa. Vi er kommen til at hade disse Forhuse, der er Skærmbrædt for Elendigheden, og som bidrage til at holde Illusionen oppe om, at vore Beboelsesforhold er passable. Nuvel, vi trænger gennem Forhuset, det skuffer os ikke længer, og bagved finder vi et forfaldent Bindingværks Skrumpel, hvis Døre er skæve og utætte. Vinduerne overklistrede med Papir, ituslagne Ruder stoppede med Klude. Der er to lave og snævre Indgange, Trappen ligger et Stykke inde i Gangen, som gennemskæres af en anden, stinkende Rendesten, der er næsten bælgmørkt, skønt det er midt paa Dagen, og vi stanser lidt for at Øjet kan blive fortrolig med Mørket. Det er ingen Trappegang, vi har foran os, men en stejl Stige; Husets fattige Beboere kalder den maaske for en Trappe, men det er et afgjort Misbrug af Sproget. Stigen fortsætter sig opad og dens Konstruktion bliver bestandig simplere, tilsidst staar vi oppe paa Loftet; de nøgne Tagsten værner kun daarlig mod den indtrængende Knibe, men heroppe boer vel heller Ingen? Jo, der lyder Stemmer indenfor nogle Brædder, som vi først antog for Loftsrum, og vi overbeviser os snart om, at der bor en Arbejderfamilie inde i et Aflukke, som en Rigmand knapt vilde finde godt nok til at stable sit Brænde i. Det er dog muligt, at de andre Lejligheder er bedre, og vi gaar derfor rundt i Huset fra Stue til Kvist. Men, disse Et-Værelses Lejligheder er alle ens; men hvorledes skal vi male deres Usselhed med Ord? Vi maa bede Læseren tage Indbildningskraften til Hjælp: Stil op fire Vægge, hvis Nøgenhed er kold og skiden, læg dernæst et snavset Gulv af raadne Brædder. Fyld dette Rum, hvis Loft er revnet, med "Fattiglugtens" ildesmagende Luft, møbler det med et haltende Bohave, som en Marskandiser vil betænke sig paa at stikke fem Kroner i, og man har et maadeligt Begreb om, hvorledes et Fattigmandshjem ser ud. I dette Værelse laa om Natten 9 Mennesker. Der stod i en Krog en skrøbelig dobbelt Seng, manglende hvad man ordenligvis forstaar ved Sengklæder; i den laa Manden og Konen, ved Fødderne af dem en tiaars Datter og et lille Barn. Paa noget Halm i et Hjørne saa vi to pjaltede Tæpper, der var Leje for fire. Til den niende var der en Slags Vugge. Saaledes fandt disse Mennesker Plads; hvorledes de fik Luft, det ved vi ikke. -

Hvor mange bo paa lignende Vis her i København? Det af Magistraten udgivne Statistiske Tabelværk Nr. 6 indeholder Svaret; efter dette fandtes der i Aaret 1880 ikke mindre end 6355 Husstande med Et-Værelses Lejligheder (deri ikke indbefattet Husstande med 1 Person). I Adelgade alene er der 427 Familjer, som hver maatte nøjes med I Værelse, og selv dette deltes med Logerende bos 7 Familier.

*

"Den samme Befolkning kommer til at lide under alle de forskellige Maader, hvor paa ugunstige Beboelsesforhoid kunne give sig Udtryk", siges der i vort Motto, og det agter vi nu ved Statistikens Hjælp at devise Rigtigheden af. Det gøres ogsaa høflig nødvendigt; thi vi høre kun alt for ofte, naar Talen er om usle Beboelsesforhold, at ikke blot den Rige, men selv den Fattige siger: "Ja, det er ganske vist nogle stemme Huller, disse Baghus Lejligheder, men man kan dog ikke forlange meget for en halv Snes Kroner pr. Maaned, og vi maa finde os i at bo, hvor der er billigt." Det er imidlertid en grundfalsk Anskuelse, Arbejderen har, i naar han tror, at han bor "billigt"; thi selv om man ikke tænker dybt nok til at se, at det skimlede Baghus stjæler den Kapital, der ligger gemt i Menneskets moralske og fysiske Kræfter, saa maa enhver Arbejder, der blot vil skænke nedenstaaende Talstørrelser en Smule Opmærksomhed, deraf let kunne indse, at han bor forholdsvis dyrere end nogen anden Samfundsklasse. Ved at udmaale den Flade *), som Forhusets første Sals Etage udgør i hver Ejendom en hel Gade igennem, og dernæst opføre den aarlige Leje, der betales af samtlige Forhuses første Sals Etager, har man set sig i Stand til at fastsætte med stor Nøjagtighed, hvormeget der i Gennemsnit betales for hver Kvadrat-Alen Huslejlighed om Aaret. En lignende Beregning har man dernæst anvendt overfor Kvisterne i Baghusene, og vi skal her anføre de Resultater, hvortil man er kommen, indskrænkende os til de mest karakteristiske af Hensyn til Pladsen.

Den aarlige Leje for hver Kv.-Alen udgør :

Disse Tal levere et uimodsigeligt Bevis for, at det er dyrest at bo paa Kvisten og i Baghuset! Beregner vi Forholdet gennemsnitsvis for de ni oven nævnte Gader, bliver Resultatet, at den mere velstaaende Lejer i Forhuset betaler 1 Kr. 94 Øre pr. Kvadrat Alen af en 1ste Sals Lejlighed, medens den fattige Arbejder oppe paa Kvisten i Baghuset giver 2 Kr. 77 Øre aarlig for hver Kvadrat-Alen af sit raadne Gulv. Og det er selvfølgelig ikke blot Kvisten i Baghuset, som Husejeren tjener forholdsvis mere paa end Forhusets Lejligheder. Vi kunne have ført Sammenligningen videre og godtgjort, at hver Fodsbred i Baghuset lige fra Kælder til Kvist betales dyrere end i Forhuset. Gaaden finder sin naturlige Løsning i det Faktum, at Lejlighederne i Baghusene ere meget mindre end i Forhuset; naar der f. Eks. bor to Familjer paa 1ste Sal til Gaden, finder man sandsynlig 4 a 6 Familjer paa 1ste Sal i den samme Ejendoms Baghus. I Fald man paa Grundlag af det ovenfor sagte vilde sige, at den Fattige betalte forholdsvis en Tredjedel mere for Husleje end den Bemidlede, kom maa det virkelige Forhold langt fra nær. Man maa nemlig erindre, at samtidig med at Lejen pr Kvadratalen fordyres, saa bliver Lejlighedens Kvalitet tillige ringere Det er aldeles ikke overdrevent, naar vi siger, at Kvistlejligheden i Baghuset, set fra et hvilket som helst Synspunkt, har en fire Gange ringere Værd end 1ste Sals-Etagen i Forhuset; Forskellen vilde da kun udjævnes ved, at Kvistarealet kostede fire Gange mindre end Arealet i Forhuset. Hvad denne Forskel vil betyde i pekuniær Henseende er let at se: En Kvadratalen i Forhuset koster gennemsnitlig 1 Kr. 94 Øre og Kvadratalen i den fire Gange ringere Baghuskvist vilde da staa i 48½ Øre, men Værten faar omtrent den seksdobbelte Betaling: 2 Kr 77 Øre! Forholdet viser sig i en endnu grellere Form, naar vi beregner den Difference, der fremkommer i Huslejen for en Familje, der bebor et enkelt Værelse, hvis Størrelse udgør ca. 32 Kvadrat-Alen, ti den Sum. der da erlægges i Overbetaling, beløber sig til 73 Kr. aarlig.

Man misforstaa os ikke! Vi ønsker mindst af Alle, at Lejen for Baghuslejligheder maatte blive nedsat med et Beløb, som det her antydede, og Sagen dermed stillet i Bero; ti disse Baghuse staar for os som en mægtig Hindring for Proletariatets Forædling; derfor hader vi dem af vor fulde Sjæl, og ønsker oprigtig deres snarlige Forsvinden. 

Men vi har fremført de ovenstaaende Tal for at vise Arbejderen, der bor i den indre Bys skjulte Arbejderkaserner, i Baghusene, at han under de nuværende Forhold betaler seks Gange for meget for en elendig. Luft og Lys manglende Bolig, og at han, da hans Penge vel mindst er lige saa gode som de Riges, og i ethvert Fald mere surt for tjente, har Ret til at fordre af Samfundet, at det giver ham en Bolig, hvis Værd staar i et bedre og retfærdigere Forhold til den Husleje, der kræves, end som Tilfældet er i Dag.

*) Herved forstaas hele Grundfladen i Etagen, indbefattet Gange, Trapperum, Murtykkelser o. Lign., der selvfølgelig kan være af forskellig Udstrækning i de forskellige Ejendomme, men dette er lidet betydende her med Hensyn til Materialets Benyttelse som Helhed.

(Social-Demokraten 11. februar 1883).

Arbejderkasernerne i København (I/V). (Efterskrift til Politivennen)

Naar Du sammenstuver de fattige, naar Du stænger dem hen i en Krog, uden at de faar stillet den mest bydende Trang, kan Du da undre Dig over, at legemlig og aandelig Spedalskhed indtræder, ligesom nogle paa et Loft forglemte Æbler efterhaanden mugner og henraadner. 

Emile Zola.

I

Paa Kristianshavn.

Det er vistnok en rimelig og beskeden Fordring, at Arbejderen maa have et Hjem, som er nogenlunde hyggeligt og venligt, som ikke med sine mange Ulemper ligefrem forbitrer eller slaver ham i den Tid, da han skal have Hvilen efter Arbejdet, saa han skyer det hver Time, han ikke strængt taget er nødt til at tilbringe deri. Men sæt en Mand eller en Kvinde ind i en Lejlighed, hvor Lyset er Halvmørke midt paa Dagen, hvor Luften er Stank, hvor Kakkelovnen giver Røg i Stedet for Varme, hvor Loftet og Væggene kappes i Forrevenhed og Smuds, hvor Gulvet har store Huller, medens det vrimler med Utøj ud af alle Sprækker, hvor lang Tid mon der saa behøves for at glemme Renligheden og Ordenen? Er det under saadanne Omstændigheder forunderligt, om Manden hellere søger Værtshuset end Hjemmet, om Hustruen bliver uordenlig og ligegyldig, Børnene usunde, skurvede og elendige? Man indvende ikke, at denne Skildring er for mørk, og at saadanne Lejligheder ikke findes; efter en omhyggelig Undersøgelse vide vi det bedre, der er Tusinder af Mennesker ude paa Kristianshavn, som leve hver Dag netop under saadanne Omgivelser.

Naar vi nu føre denne Sag paa Tale, da er det os imidlertid i allerhøjeste Grad af Vigtighed ikke at blive misforstaaet, hvad vi er os bevidste meget let kunde ske. Vor Klage udgaar ikke fra en overspændt og umoden Forestilling om, hvad der med Rette kan kræves. Vi bygge ingen Luftkasteller om sirlige Smaahuse, omgivne af skyggefulde Haver og indeholdende smaa Dukkeværelser med bonede Gulve, forgyldte Lister og hvide Gardiner, vi har set altfor meget af den nøgne, haarde Virkelighed til at være udsatte for den Fare at forfalde til utopiske Drømmerier. Men vi forlanger af Staten, der kalder sig human, og af Statskirken, der giver sig ud for at repræsentere Kristendommen, at de varetage, at Menneskene, det vil sige alle Mennesker og ikke blot de Rige, have menneskelige Boliger? Denne Fordring sker dog langtfra Fyldest, og for at vise hvor langt vi er herfra, agte vi at skildre Arbejderkasernerne som de virkelig ere.

Tager man et Kort over København for sig, vil det ved første Øjekast synes, at de 20-25,000 Mennesker paa Kristianshavn forholdsvis har god Plads, men i Virkeligheden forholder det sig desværre ganske anderledes. Ikke alene optages en meget betydelig Del Grund af Kanaler og Vandbassiner, der benyttes i Skibsfartens Tjeneste, men tilmed er henimod Halvdelen af det Areal, der bliver tilbage, store Handelspladser, Kirkegaarde eller ubebygget Terræn. Selve Befolkningen er sammentrængt paa en Strækning, hvis største Længde, en lige Linje fra Knippelsbro til Amagerport, udgør omtrent 850 Alen, hvis Bredde snart næppe er 200 Alen, snart nærmer sig til at være lig den største Længde. Et forholdsvis usædvanlig stort Antal af de Bygninger, der staar paa det snævre Rum, benyttes ikke som Boliger for Mennesker, men er Pakhuse, Fabriker, Værksteder eller Skure af forskellig Slags. Befolkningens Tæthed er imidlertid kendelig forskellig i de to omtrent lige store Halvdele, hvori Kristianshavn deles ved Kanalen. Den Del, der ligger København nærmest, indeslutter en Mængde vel holdte Ejendomme, dog finder man ogsaa her ved en dybere Efterforskning, at megen Usselhed og Fattigdom ligger gemt i Krogene, og Forholdet mellem de beboede Huses Antal og Befolkningens Størrelse bliver derfor heller ikke saa gunstigt, som man skulde vente. Men det er ulige værre i Kristianshavns anden Halvdel, den, som ligger imellem Kanalen og Volden. Et Par enkelte Kendsgerninger vil bedre end mange Ord gøre det forstaaeligt. Der findes nemlig i det Hele henved en Snes private Ejendomme, som hver har en Befolkning af 100 Mennesker og derover; af disse ligge kun et Par i Halvdelen nærmest ved Knippelsbro, de øvrige imellem Kanalen og Volden. Disse Proletarkaserner ville vi se lidt nøjere paa, thi her er Forholdene saaledes, at det rent ud vilde være skammeligt at tie stille. Og vi frygter ikke den Strid, som muligvis kunde rejse sig deraf mellem os og adskillige Ejendomsbesiddere. Hvem der vil forsage at udrette noget alvorligt for den arbejdende Klasse, maa være belavet paa en Kamp mod Egennytten og Ubarmhjærtigheden hos adskillige iblandt dem, der leve af eller endog berige sig ved Arbejderne, og lige saa lidt sky denne Kamp, som Kampen med Sløvheden og med Smudset.

Fotograf Fritz Theodor Benzen: Strandgade 3-5, maj 1902. Fotoet stammer ikke fra artiklen, men fra Københavns Museum. Public Domain.

Vi beder altsaa Læseren om i Tankerne at følge os til et Par Steder, hvor en sørgelig Mængde Fattigdom ligger ophobet. Lad os begynde med den af de paagældende Ejendomme, som er den "bedste". Det er i Strandgade Nr. 5; Stedet har en meget betydelig Facade til Gaden og ret rummelig Gaardsplads. I gamle Dage var det nok indrettet til Fabrik, og Lokalerne i Kælder, Stue og 1ste Sal er derfor nogenlunde store. Men allerede Stedets Ydre varsler daarligt. Skorstenene se skrøbelige ud. Bindingsværksgavlen ligesaa. Malning og Afpudsning udvendig synes Stedet ikke at kende synderligt til, og det danner derfor en højst afstikkende Modsætning til de solide herskabelige Ejendomme paa den anden Side af Gaden. Den Forsømmelighed fra Ejerens Side, som saaledes straks slaar Beskueren, medens han endnu staar udenfor, træder endnu stærkere frem i Husets Indre. Lad os gaa op ad Trappen, der er halvt mørk, og Trinene i den ynkeligste Forfatning. Paa første Sal er to Lejligheder, hver med et Værelse og fælles Køkken. Alting sønderrevet og forfaldent. Paa Kvisten tre Lejligheder med fælles Køkken, nej ikke Køkken, men et usselt Ildsted nogle faa Alens Afstand fra Taget, som mangler enhver Art af indvendig Beklædning. Vinduerne have den Egenskab, at de hverken kunne rigtig lukkes eller rigtig staa aabne, Døren har store Sprækker, tilklinede med Avispapir, Væggene i samme Tilstand og Kakkelovnen saa ussel og uhensigtsmæssig, at det er skændigt; Gulvet har store Huller, og Panelet er saa forfaldent, at en Kat, for ikke at tale om Rotter, kan gaa igennem flere Steder. I Lejlighederne over Gaarden ser det endnu værre ud; naar det regner, løber Vandet gennem Lofter og Gulve ned i Stueetagen. En af "Lejlighederne", det vil sige et enkelt Værelse, bebos af en Haandværkersvend med Kone og seks Børn, altsaa otte Personer i et Værelse, og det lod til, at Familien meget snart vilde blive yderligere forøget. Denne Lejlighed kostede for en halv Snes Aar siden 16 Mark (5 Kr. 33 Øre) om Maaneden; siden den Gang er der bleven lagt paa fra Tid til anden, og nu er Lejen 8 Kr. for dette elendige Hul i denne elendige Rønne. Kort for Handelskrisen 1857 blev der budt en Sum af nogle og tredivetusinde Kroner for Stedet. men Ejeren, Hr. Perlstein, Læderstræde 5, ville hverken sælge det den Gang eller nu; den aarlige Leje udgør snarere over end under 6000 Kroner! Dog, denne Ejendom er et Vederkvægelsessted i Sammenligning med del andet Sted, vi skulle besøge. Det er de saakaldte "Jødens Buler"; de ejes nemlig at det fornævnte Individ, Hr. Perlstein, og er beliggende i Lille Søndervoldstræde. Forhuset bestaar at Kælder, lidt lavere end Gaden, Stue og Kvistetage, hvortil nogle Steder kommer endnu en Kvistetage oppe under Hanebjælkerne, der stærkt minder ont Venedigs berygtede Blykamre, hvor man stivner om Vinteren og smelter om Sommeren , men som dog stadig beboes af Familjer. Lejlighedernes Antal i samme Forhus er: I Kælderen 11, i Stuen 18 og paa øverste og nederste Kvist omtrent 30. I Gaarden ligge adskilte eller rettere forbundne ved en Række Retirader et Baghus med 6 Lejligheder og en Art Bygning eller Skur med 4 Bagstuer Efter denne Beskrivelse kan det ikke forundre Nogen, at "Bulen" rummer flere hundrede Beboere, men maaske det dog vil overraske, at en ikke ringe Del af disse var - Logerende hos de forskellige Lejere. Et af de Principer, som Hr. Perlstein følger, er nemlig dette, at hans Lejere til Gengæld for den i Forhold til Lejligheden opskruede Leje, som de betale, skulde have den allermest ubundne Fribed i Lejlighedernes Benyttelse og Anvendelse. Betales blot Lejen, saa tillades Alt, og navnlig da Fremleje. For nogle Aar tilbage boede der i en af Kælderne, hvor der næsten ikke var Spor af Gulv tilbage, den saakaldte "glade Mand", som for en billig Penge gav Husly om Natten. Der gaar det Sagn i Huset, at Sengene bestode af Høvlspaaner, hvorover der var bredt et ubestemmeligt Stof, kaldet "Svinelæder"; det galdt at rive saa mange Høvlspaaner til sig som mulig, og herved opstod da selvfølgelig mange Batailler. Hvorledes der ser ud i de forskellige Lejligheder, ville vi helst lade være at beskrive. Der er ikke en eneste Lejlighed som er boldt blot tilnærmelsesvis vedlige; i det Par Værelser, vi traf paa, som saa bedre ud end de andre, havde Beboerne selv bekostet den nødtørftigste Reparation. Regnen gaar stundom gennem Taget, Kvisten, Stueetagen og ned i Kælderen, Trappetrinenes afslidte Fjæle er bedækkede med tykke Kager af Snavs, Rækværk og Bagklædning mangle paa Trapperne til Kvisterne, man træffer Gulve i Værelserne, hvor der er ligesaa mange Huller som jævne Flader, og hvor ethvert Forsøg paa at skure vilde være en Latterlighed; man finder Ildsteder, fælles for flere Familjer, der er i den Grad nedfaldende, at der knapt er Plads til en Gryde, og det er stadig faaledes, at naar Beboerne ovenpaa træde haardt til, da regner det underneden med Støv og Snavs og Dyr. Vi have ingen Lyst til at fonsætte Beskrivelsen, man bliver saa underlig led ved al fordybe sig i Alt dette; hvem der ønsker at kende Lejlighedernes Beflastenhed nærmere, anbefale vi selv at gaa derud og se med egne Øine; men en historisk Oplysning om Ejendommen bør vi dog endnu tilføje. Stedet blev i sin Tid købt for mellem 7 og 8000 Rigsdaler, da en Køber meldte sig i Tredserne forlangtes der 40,000 Rdl., og nu holder Ejeren det i en Salgspris af 120,000 Kroner.

Fotograf Johannes Hauerslev: Amagergade set fra Christianshavns Voldgade mod Torvegade. Brolagt gade med fortove og vægmonteret gadelygte (Clausen-lampen). Talrige mennesker, især udenfor I.P. Hansens beværtning. Længere henne ad gaden en bagerforretning ved Paul Schläng. Københavns Museum, Public Domain.

Det er baade for trættende og for sørgeligt at skildre flere af de kristianshavnske Proletarkaserner, og vi indskrænke os derfor til kun at nævne nogle af de mest berygtede. Vi beder Enhver, der antager, at de to allerede omtalte Steder ere enestaaende, om at gaa ind i Amagergade Nr. 27-29 ("Loppekroen") eller i samme Gade Nr. 5, 7 og 9 ("Kræmmerhuset") eller i Dronningensgade Nr. 59 eller - ja, vi kunne blive ved længe endnu, men det maa være tilstrækkelig med det allerede sagte. Det ligger nu nær at spørge, om de fattige Mennesker, der bebo saadanne Ejendomme, som de beskrevne, roligt finde sig i den Behandling, som vederfares dem. Man skulde jo vente, at de, som daglig lide under den, vilde være meget højrøstede i deres Klager og forbitrede, men det mærker man lidet til, naar man taler med dem. Enkelte ere endog komne saa vidt i den torfærdelige Sløvhed, som Fattigdommen kun altfor ofte fremkalder, at de synes Alt er, som det skal være, ganske som nogle af de stavnsbundne Bønder i gamle Dage helst vilde beholde Hoveriet. De Fleste klage naturligvis, men der er sædvanlig langt mere given efter end Forbitrelse i deres Klager; "det kan nu engang ikke blive anderledes", er Omkvædet, og "man gør bedst i at slaa det ud af Ho'det". Det bliver da os, der maa tage Klagen op og føre den frem for Offenligheden. Vi paastaar, støttende os til vore Undersøgelser, at de her nævnte Ejendomme ere sundhevsnedbrydende og brandfarlige i højeste Grad, og fordrer af Avtoriteterne, at de benytter deres Myndighed over for de betræffende Husejere, til snarest mulig at besejre slige Elendighedens Huler. Dette burde være sket for lang, lang Tid siden, Øvrighederne kan ikke have været uvidende om disse Forhold, men det er jo kun Fattige, det gaar ud over, medens Samfundsstøtter a la Perlstein holde Pengeposen. I Stedet for at tænke paa, at skaffe Arbejderen med hans Hustru og Børn forsvarlige Boliger, ser vi just i disse Tage, at Magistraten og Borgerrepræsentationen i skøn Forening giver Præstekonventets Andragende om flere nye Kirker deres Tilslutning, ja, man bliver end ikke staaende ved to, men vil have fem Kirker. Til Opførelse af disse Bygninger med Tilbehør af Præsteboliger osv. vil Udgiften efter det foreløbige Overslag (som nok overskrides) blive ca. en halv Million Kroner for hver Kirke eller halvtredje Million Kroner for de 5. Det er, hvad man med Rette kan kalde en vanvittig Bortødslen af Penge, og for blot at nævne ét Eksempel paa, hvilken Gavn de 2½ Mill. Kr. kunne udrette, naar de fik en fornuftig Anvendelse, skal vi blot anføre, at der kan bygges 312 Arberjderboliger eller 6 fuldstændige Gader, i Lighed med dem som Arbejdernes Byggeforening lader opføre, for den samme Sum, som der forlanges til Kirkerne, og disse Arbejderboliger kunde skænkes Ubemidlede aldeles gratis, uden at Københavns Kommune vilde blive en Øre fattigere, end om den byggede Kirker for Pengene. Indrettede man da disse Boliger med Lejligheder til 3 Familjer i hver, og regnes en Families Personantal gennemsnitlig til fem Personer, naar vi følgende Resultat: 939 Familjer eller 4680 Personer kunde skaffes nye og gode Boliger for et Beløb nøjagtig tilsvarende det, der agtes anvend til - fem Kirker !

I Fald de kristianshavnske Arbejderkaserner ikke i en meget nær Fremtid viger Pladsen for sunde og billige Boliger, bør Arbejderne vide, at de har Intet, aldeles Intet at vente af de Myndigheder, der nu er de herskende. Der maa nye Mænd og et andet økonomisk System, et socialdemokratisk System, til at skaffe Arbejderne et hyggeligt Hjem; thi naar det Beløb, som man vil bortkaste til Kirker, hvortil der slet ikke er Trang, kan skaffe 4680 Personer sunde Boliger, saa kan man slutte sig til, hvor meget Godt, der kunde udrettes, naar de umaadelige Summer, som ødsles bort til Krigsvæsen. Appanager, o. s. v., anvendtes paa en anden og bedre Maade.

(Social-Demokraten 7. februar 1883).

Et Besøg hos de Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Der staar 1400 Lejligheder ledige
i København, 136 Familjer ind-
lagdes paa Ladegaardens Hus-
vildeafdeling i Aarets Løb.

Husly er i vort Klima næsten ligesaa nødvendigt som Brød; men der findes i vor By Tusender, hvis Stilling er saa ussel, hvis Arbejde er saa problematisk og kortvarigt, at de hvert Øjeblik er udsatte for at komme til at mangle begge Dele. Vi har nylig her i Bladet talt om den københavnske Fattigdom og med bestemte Talstørrelser godtgjort dens forfærdelige Udstrækning, i Dag vil vi dvæle ved en enkelt Side af den: Husvildeforholdene. Ja det forbavser maaske den Læser, der ikke nøjere kender de Fattiges Kaar, at henved halvandet hundrede Familjer med omtrent seks hundrede Personer i Aarets Løb har maattet søge Husly paa Fattiggaarden, al den Stund man kun læser i Bladene om Husvilde ved Flyttedagstider, og det da i Reglen hedder "5 a ti Familjer indlagdes paa Afdelingen for Husvilde". Men de Fattige blive ligesaa godt husvilde paa enhver anden Tid af Aaret som netop i April og Oktober. Hvad har vel ogsaa de Mennesker at gøre med halvaarlige Flyttedage, som leje maaneds-, uge-, ja endog dagevis? Nej! Det er hver Dag eller i al Fald hver anden, at Fattiggaardens Porte aabnes for at modtage en hjemløs og ulykkelig Proletarfamilje, hvis Forsørger er arbejdsløs. Naar Arbejderen har været med til at opføre en Kaserne ude paa Broerne eller et Palads i Byens sine Kvarterer, da har han vel saa længe Arbejdet staar paa en Løn, der med Nød kan række til Føde, Klæder og Husly; men siden, efter at Bygningen er færdig og han ikke er heldig nok til at finde ny Beskæftigelse, da kan han med en tom Pung særdeles nemt komme til at staa paa Gaden, komme til at staa udenfor det Hus, som han selv har slæbt Murstenene til, ønskende sig blot et lille bitte Værelse til sig og sine. Men vi lever vel at mærke i Udbytningens mest gyldne Tidsalder, og bør ikke undre os over, at En saar, medens en Anden høster. Dog, Samfundet føler, at det har en Pligt overfor de Ulykkelige, og det la'r Fattigvæsnet sørge for - nogle Staldrum paa Ladegaarden til de Husvilde! 

Der er ikke noget morsomt ved at forelage en Runde omkring i Husvildeafdelingen, men Besøg af denne Art maa gøres; de Fattige har lidt længe nok i Tavshed, og det moderne Bourgeoisi mener for en stor Del at have gjort sin Skyldighed ved at betale Fattigskatten, overladende Resten til "de dertil bestaltede Myndigheder". Det er derfor nødvendigt, at vi snart her, snart der undersøger Forholdene, og at vi gør os til Tolk for de af vore Medmennesker, som efterhaanden bliver sløve og stumme af lutter Usselhed og Savn. I dette Øjemed besøgle vi Husvildeafdelingen i Gaar. Inspektøren gav os en Kvartermester til Fører og Vandringen begyndte. Fra Baas til Baas, fra Stue til Stue, gik vi omkring overalt stødende paa den samme pjaltede Elendighed. Nogle Familjer (nede i Stueetagen) havde hver sin Stue med fælles Ildsted, men ovenpaa er der en lang Række Baase, afskildrede fra hinanden ved en Bræddevæg, som kun naar til Væggens halve Højde, og en Kakkelovn skal selv i den haardeste Vinter kunne opvarme alle tredive Baase. Man har Alting saa dejligt fælles her, især i Baasene, naar Belægningen er stor, enhver Familje paa "Salen" véd nøjagtigt, hvad den anden foretager sig, og den temmelig uundværlige Behagelighed, at have noget for sig selv, er altsaa nægtet de Familjer, der bo her. Lad os saa gaa indenfor, det lader ikke til, at man kender synderlig til Laas eller Slaa. Rummet er ikke stort, men det behøves ikke heller for Møblernes Skyld, thi Bohavet er sædvanlig meget ringe, og hvad der er, er en for underlig Samling as Invalider: halve Borde, skæve Senge, Stole uden Sæder eller Rygstød, og saa fremdeles. Og nu Menneskene, der bor derinde. Ak! hvor deres nedtrykte kummer fulde Væsen kan skære En i Hjærtet; dér ligger en Kone, nogle og tredive Aar gammel, i Sengen, Ansigtet er stærkt afmagret og hendes Øjne fortæller en Historie om bitter Kummer. Hun er syg, og Kvartermesteren raader hende til at melde sig hos Lægen; men vi tror næppe hun tager Raadet til Følge; thi hun ved ret godt, at ligesom Manglen paa Ernæring har gjort hende syg, saa er det ogsaa en kraftig Føde, som hun trænger til for at blive rask. Medicin og Piller alene kan Intet udrette. Vor Fører spørger hende dernæst, om Manden ingen Arbejde har faaet. Nej, nej, der er rent galt, i de sidste otte Dage har han Alt i Alt bragt en Krone hjem, og De kan nok selv regne ud, siger hun, at det er umuligt for mig med de tre Børn at leve en hel Uge af den. I det samme gjorde det mindste Barn, der laa i Sengen hos Moderen, en Bevægelse over imod hende for at saa Bryst, og vi hører hende sige til den lille Staktel: Ja, min Putte, Du maa gærne suge, men der er saamænd ikke noget. Nabokonen, en fattig, nedbøjet Kvinde, kom nu ind og hjalp den Syge, idet hun atter og atter mumlede for sig selv: Ja, den Fattigdom, den Fattigdom! Vi forlod dem for at se de andre "Lejligheder"; den gamle Kvartermester, som i tyve Aar har været ansat derude, er øjensynlig greben af den nys oplevede Scene, man siger nok at Synet af megen Fattigdom hærder, men denne Elendighed maa røre det mest stivnede Hjerte. Hvor vi kom hen paa "Afdelingen" var det den samme Nød og Jammer; smudsigt var der, og det kunde vel ikke være anderledes, hvor Beboerne ikke engang har Raad til at købe lidt grøn Sæbe og Soda; thi det eneste, der ydes de Husvilde, er det tomme Rum. Det nødtørftigste Bohave, Føde og Brændsel maa de selv om. Med tungt Hjærte gik vi over Gaarden, der forbinder Husvildeafdelingen med den øvrige Del af Ladegaarden; vi vilde nemlig tale lidt med Inspektøren. Undervejs bemærkede vor Fører, at han egenlig ikke kan se, hvad Nytte Husvildeafdelingen gør, da de fleste Familjer dog ikke er i Stand til at skaffe sig andet Opholdssted førend Fattigvæsnet giver dem Penge til Husleje, og denne Hjælp lige saa godt kunde være ydet først som sidst. Vi er imidlertid kommen hen til Kontoret og bliver vist ind til Inspektøren. Det er en aldrende Mand, men livlig og energisk, han er af den gamle Skole uden dog at være saa fuldblods Bureaukrat, som det jævnlig er Tilfælde med vore Embedsmænd. Samtalen kom hurtig i Gang og Æmnet er selvfølgelig Fattigdommen. Inspektøren siger: Min Mening er, at de Forhold vi her inde kommer i saa nær Berøring med, væsenlig skyldes den Omstændighed, at Tilbudet af Arbejdskraft er betydelig større end Efterspørgslen. Industriens Udvikling har ført det med sig, og især er Arbejds- og Daglejerklassen vokset uforholdsmæssig. Anstalten har da ogsaa sin talrigste Tilgang netop fra denne Klasse, i hvilken tillige Drikfældigheden spiller en ikke ringe Rolle, men det er ikke saa besynderligt at den jævne Arbejder søger til Værtshuset mere end ønskeligt er, da vort moderne Fabriksvæsen jo også har bevirket, at den unge Pige ingen Fordannelse faar i Husmoderlighed, og derfor ikke heller er skikket til, naar hun bliver gift med en Arbejder, at gøre ham Hjemmet hyggeligt; saa er det, at han drives hen til Værtshuset. Da vi taler om Fattigdom, fortsatte Inspektøren, maa jeg sige Dem, at Folk i Almindelighed ikke kender den saaledes, som jeg og Andre, der har den for Øje daglig. Jeg kan fortælle Dem om et Par Husvilde. Mand og Kone, det var ærlige Folk og de havde gjort sig al tænkelig Umage for at staa paa egne Ben, men det var umuligt for dem at opdrive noget Arbejde. De kom endelig herind som Husvilde, det var første Gang Fattigvæsenet havde med dem at gøre. Og hvor de Mennesker havde stridt, oo, det var en Ynk at se dem. I tre Døgn havde de sultet fuldstændig, og da Pjalterne blev taget af Konen for at hun kunde faa lidt bedre Tøi paa, da saa man et ligefremt Skelet, Kroppen bestod af intet andet end Ben og Skind. Saadan gaar det ofte og det værste er, at Fattigdommen bringer Menneskene til gradvis at tabe Agtelsen for deres eget Menneskeværd; ser De, min Herre, det kan ikke nytte, at man forarges over Snavset og Urenligheden hos Fattigfolk, de ejer mangen Gang kun én Skjorte, og har hverken Brændsel til at varme Vandet, eller andre Vaskerekvisiter. Og naar De nu spørger mig, hvad jeg mener om de Akkomodationer, der bydes de Husvilde, kan jeg kun svare Dem: Det er sandt nok meget tarveligt her, men gaa over i de store Arbejderkaserner, og De vil finde lignende Forhold; havde vi det lidt bedre, frygter jeg for, at de Fattige gjorde sig husvilde for at komme paa "Afdelingen".

Der var ikke stort at sige til Ræsonnementet. Vi har hørt Inspektørerne ved vore Fængsler argumentere paa samme Vis. Men et Samfund, der ikke tør give sine Husvilde en menneskelig Bolig, eller Arrestanterne en menneskelig Kost, da Tilgangen ellers vilde blive for stor, det Samfund har baade dømt og fordømt sig selv. 

Omtrent halvandet Hundrede Familjer vare husvilde i Aarets Løb; der staar ti Gange saa mange Lejligheder ledige af Mangel paa Lejere.

(Social-Demokraten 4. februar 1883).