Det moralske Myndighedsmisbrug, som den med Staten forbundne Kirke udover overfor Befolkningen , finder i en væsenlig Grad sit Udtryk ved Daaben, ægtevielsen og Begravelsen. Saa længe Staten sikrer Præsterne disse tre Tilknytningspunkter med Befolkningen, ved hvilke de træder i nærmere Berøring med de enkelte Samfundsmedlemmer, saa længe er Kirken en Magt, der er i Stand til at trænge sig ind overalt, og ud over en Indflydelse, der næsten gør Religionsfriheden fuldstændig illusorisk.
Vel er vi komne saa vidt, at der ikke eksisterer nogen absolut Daabstvang, men da Religionsundervisningen hører til de tvungne Fag i de offenlige Skoler, og da Døbeattesten spiller en temmelig betydelig Rolle ved adskillige Lejligheder, saa er Daadstvangen alligevel indirekte til Stede, og Kirkens Magt og Indflydelse begynder da allerede paa de første Stadier af et Menneskes Liv.
Ved Ægtevielsen forholder det sig paa lignende Maade. Man har ganske vist Ret til under visse Forhold at indgaa borgerligt Ægteskab, men den Maade, hvorpaa dette er ordnet, gør, at Samfundsforholdene Iægger saa mange Hindringer i Vejen der for, at der alligevel eksisterer en moralsk Tvang til at benytte den kirkelige Vielse. Først naar det borgerlige Ægtestab bliver den egenlige og gyldige Form, og den kirkelige et Supplement dertil, som kan benyttes af Lysthavende, ophører Kirkens moralske Tvang; indtil da har Præsterne, ved det umiddelbare Forhold, hvori de staar til de vordende Ægtefolk og de nærmest Tilstede værende, en Magt til at blande sig ind i en Mængde Forhold og til at udøve en Pression, der undertiden bevidst, undertiden ubevidst, gør sig gældende senere i Livet.
Ved Begravelser er Præstens Nærværelse og Deltagelse i Ceremonien derimod absolut tvungen, og Kirkens Indblanding er der i visse Retninger i Stand til at udøve en endnu større Indflydelse, end ved de førstnævnte Lejligheder. I Modsætning til disse staar Præsten ved en Begravelse overfor Folk, som er grebne af Sorg over Tabet af en Forsørger, Slægtning eller Ven, og denne Stemning kan benyttes og bliver faktisk benyttet til at lade Vedkommende føle, at Kirken endnu ikke har givet Afkald paa sit nedarvede Formynderskab over Individerne. Ved Hjælp af den sørgmodige Stemning har Præsten, for saa vidt han besidder nogenlunde Talegaver dertil, det i sin Magt at tiltvinge sig en Adgang til Sindene, som fører til, at mange bøje sig under Kirkens Aag og dens Dogmer. Naar dette fandt Sted ad Frivillighedens Vej, vilde der selvfølgelig, og i Henhold til Individets Selvbestemmelsesret, intet være at indvende derimod, men enhver tvangsmæssig Paavirkning af Følelser, enhver Benyttelse i et bestemt Øjemed af Fortvivlelse eller Sorg, saaledes som den finder Sted ved Kirkens paatvungne Indblanding i Begravelsesceremonierne, er absolut forkastelig.
Mærkeligt nok finder den store Del af Befolkningen sig i denne Tvang, mange uden at tænke videre derover, andre finder set maaske endog fuldstændigt i sin Orden, at Præsten er selvskreven Deltager i enhver Begravelsesceremoni, og endelig hører man af og til, at der gives Folk, som finder Præstens Tale ved en Ligbaare i den Grad "trøsterig", at den nok kan være en offenlig Tak værd, foruden hvad den ellers har kostet.
Som saa meget andet i Verden har disse Opfattelser for en stor Del deres Grund i Vanens Magt. Det er det Nedarvede, der gør sin Indflydelse gældende paa Gemytterne og i dette som i saa mange andre Tilfælde bringer dem til at se paa Tingen, som paa noget, der altid har været og fremdeles vil vedblive at være saaledes.
At der virkelig kan gives præstelige Ligtaler, der maaske med Berettigelse bærer Prædikatet "trøsterige", skal vi ikke undlade at indrømme, men dette beror nærmest paa den religiøse Opfattelse, der er til Stede hos den Afdødes Familje, eller det Forhold, hvori Præsten staae til denne. Er Familjens religiøse Anskuelser overensstemmende med Præstens, eller denne har været en Omgangsven af den Afdøde og dennes Efterladte eller i alt Fald kender deres Forhold temmelig nøje, da vil en Præst selvfølgelig lige saa godt som en anden Taler være i Stand til at mildne Sorgen i Afskedens Øjeblik.
Dette hører imidlertid til de sjældnere Tilfælde. I Reglen er den religiøse Anskuelse saaledes, at Præsten, hvis han kendte den nøje, fra sit ortodokse Standpunkt maatte finde Anledning lil at holde en Tordentale i Stedet for en "trøsterig", og med Hensyn til Kendskabet til den Afdøde, da er det aldeles klart, at dette kun kan være til Stede overfor en ubetydelig Brøkdel af den Mængde, han mellem Aar og Dag ledsager til deres sidste Hvilested.
Præsternes Ligtaler er derfor ogsaa i Reglen alt andet end "trøsterige". Ser man bort fra ovenfor nævnte Tilfælde, i hvilket denne Benævnelse maaske vil kunne bruges, kan man omtrent inddele de præstelige Ligtaler i tre Hovedgrupper, nemlig dem, der holdes over afdøde Pengemænd eller Ligestillede, dem, der fremkommer, naar Præsten er vidende om, at den Afdøde har været Fritænker, etter en større Del af Følget nærer fritænkerske Anskuelser, og endelig ben Gruppe, som vi vil kalde almindelige Ligtaler.
I første Tilfælde er det en bekendt Sag, at der som oftest "fingres tykt paa", som man siger, og Talen bærer i Reglen Præget af at være en Forretning, der har givet et godt Udbytte. I Almindelighed kan man overfor Bourgeoisiet anvende Ordsproget: "Det er ikke alt Guld, som glimrer", og Dyden hører just ikke hjemme i Storborgersalonerne, hvor netop Lasterne i Reglen trives frodigt. Ofte er Rigdommene skrabet sammen ved ligefrem Aager, Udplyndring og Bedrageri, og er i de allerfleste Tilfælde erhvervede paa en Maade, der staar i absolut Modsætning til den kristelige Lære om Broderkærlighed. Alligevel har vi ingensinde bort andet end Lovtaler af Præstens Mund, naar han udfører sin Forretning ved en hedengangen Storborgers sidste Hvilested. At en saadan Tale muligvis kan være "trøstende" for de Efterladte, forinden de begynder at kævles om Arven, kan være muligt, men for de fleste Andre er den kun til Forargelse.
Langt mindre "trøstende" er de Taler, der holdes ved afdøde Fritænkeres Baare, for saa vidt som Præsten er vidende om den Afdødes religiøse Anskuelser. I Reglen benytter Præsten sig af sin Stilling til at fremmane alle Helvedes Rædsler, som venter dem, der ikke lig Faar vil løbe i Hælene paa "Herrens Tjenere". Det at tænke selvstændigt og at frigøre sig for hvad man selv anser for vrange Begreber, er jo som bekendt en af de største Forbrydelser i en ortodoks Præsts Øjne, og det Indtryk, Tilhørerne modtager, er i Reglen det, at Præstens Tale ved en saadan Lejlighed er malplaceret og at den giver Ceremonien Karakter af at være lige det stik Modsatte af hvad den burde være.
Vi vil nu vende os til de Taler, der kan betegnes med Udtrykket: de almindelige. De udgør Hovedmassen, idet de benyttes ved Jordfæstelsen af Folk af den ubemidlede og af Middelklassen, om hvilke intet ufordelagtigt er Præsten bekendt (d. v. s., at de ikke er Fritænkere), men som ikke kan afse tilstrækkelig Mønt til at blive delagtige i den for Pengemænd og andre Matadorer særlig bestemte rosende Omtale. En Del af disse Taler er fuldstændig holdt hen i Vejret, vævede efter samme Mønster, og Præsten slipper nemt over det personlige ved den gængse Erklæring, - at han ikke kender noget til den Afdøde, af hvilken Grund enhver Omtale af Personen eller Familjen bortfalder. Ikke sjældent lader Præsten det være nok med én Tale til tre a fire Personer ad Gangen, navnlig naar Ceremonien gælder Samfundets mest Tilsidesatte, de Fattige eller disses Børn.
I andre Tilfælde har Præsten gjort sig den Ulejlighed at skaffe sig et overfladisk Kundskab til den Afdøde, navnlig dennes sidste Sygeleje, Familjeforhold osv., og disse Ting blandes da ind i Talen i Reglen paa en aldeles fordømmelig Maade. Naar de Efterladte møder ved Baaren, opfyldte af Sorg over Tabet af et Familiemedlem, maaske Forsørgeren, betragter vi det som i høj Grad forkasteligt, at Præsten spænder de Ulykkelige paa Pinebænken ved bestandig at pirre op i det friske Saar, fremdrage Enkeltheder af den Afdødes Smertensleje, og andre Forhold, som nødvendigvis maa forøge Smerten, Savnet og Sorgen og gør Afskeden endnu bitrere end den i og for sig allerede er.
At en slig Benyttelse af Taleorganerne ikke fortjener at kaldes "trøstende", anse vi for at være en Selvfølge, lige saa lidt som den kirkelige Begravelse overhovedet er Andet end en tom indholdsløs Ceremoni, uden anden Betydning end den, at Kirken faar Lejlighed til at hævde sin Autoritet og lade Befolkningen føle, at den endnu besidder en Rest af sin fordums Magt. Vi undtager naturligvis de ovenfor antydede Tilfælde, hvor Præsten har staaet i Venskabsforhold til den Afdøde eller dennes Familje, ivor Overensstemmelse i Anskuelser eller andre Forhold gør, at Præstens Tale lige saa godt vil være paa sin Plads, som enhver anden Talers.
Hvor ulige smukkere er den borgerlige Begravelse da ikke ved Siden af den kirkelige i alle dens Afskygninger. Den købte Smiger vil bortfalde, Forbandelserne mod anderledes Tænkende vil man ikke kende noget til, eftersom den Afdødes Venner kun kan have til Formaal at mindes hans tidligere Virksomhed med Agtelse og ledsage ham til hans sidste Hvilested med en Tak for denne Virksomhed. I Stedet for al drage alle de smertelige Erindringer frem, og derved forøge Ulykkens Tyngde overfor de Efterladte, vil man søge at mildne Sorgen og formindske Savnet. Lad os tilbagekalde i Erindringen Louis Blaues og Gambettas Begravelse. Her var Kirken fuldstændig udelukket og kun Mænd, der stod de Afdøde nær, Repræsentanter for Folkeklasser, som skyldte dem en Tak, bragte dem i hjærtelige Ord deres sidste Farvel.
Man vil maaske paa dette som paa andre Omraader paastaa, at Folket her til Lands ikke er "modent" til, at den borgerlige Begravelse lader sig indføre, men denne Paastand holder lige saa lidt Stik her som i andre Tilfælde. Det er Friheden, der gør Folket modent, og ikke Tvangen, og atter mindst bidrager Kirkens Favntag hertil, ligesom det vist heller ikke kan forventes, at Kirken nogensinde vil erkende sit Formynderskab for at være overflødigt. Hvad der kan gennemføres i andre Lande, maa ogsaa kunne lade sig gennemføre her, hvis Lederne af vort Samfund ikke vil give sig selv det Skudsmaal, at de forsætlig har forsømt deres første og simpleste Pligter overfor Befolkningen. Der fordres jo desuden ikke, at den kirkelige Begravelse skal forbydes, men kun sideordnet med den at indføre den borgerlige, og at lade det blive afhængig af et fuldstændigt og virkelig frit Valg. hvilken Begravelsesmaade Enhver vil benytte. Lad da dem, der ønsker den kirkelige Begravelse, vedblive at benytte den, men lad os komme bort fra Kirkens tvangsmæssige Indblanding paa dette, som paa andre Omraader af Samfundslivet.
(Social-Demokraten 14. februar 1883).
