Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennnen)

Borgerrepræsentationens derom nedsatte udvalg har afgivet betænkning over den af bestyrelsen for Begravelsesvæsenet fremsatte plan for Vestre Kirkegård. Udvalget foreslår at lade hovedadgangen til kirkegården ske ved en vej, der fra det sted, hvor Vesterfælledvej støder til den nedlagte jernbanelinje, fører langs kapt. Jacobsens til have indtagne lod til et punkt på kirkegårdens østlige side. Dette er sikkert den naturlige adgang til kirkegården, hvilket også viser sig derved, at de kirkegården besøgende allerede nu i reglen når vejrliget tillader det, søger over marken i den retning. Det forekommer udvalget ønskeligt, at denne vej som hovedadgang til kirkegården gives en anselig fremtræden, og den foreslås derfor anlagt i 35 alens brede, beplantet med 4 rækker træer, således at der i midten lægges en 8 alen bred chausseret kørebane og ved siderne to i 5 alen brede makadamiserede gangstier; på hver side af gangstierne plantes italienske popler. Endvidere foreslår udvalget, at kirkegården forøges med et stykke jord, som ligger syd for adgangsvejen, tilhørende Ole Petersens arvinger, og som har et areal af ca. 10 tønder land. På højden midt i terrænet foreslås opført et klokketårn og noget nord for dette kapelbygningerne, graverbolig, kontor, gartnerlokale, vognrum, beværtningslokale vil det være naturligt at henlægge ved indgangen, og da af terrænhensyn en del udenfor det nuværende kirkegårdsareal.

Med hensyn til kirkegårdens varighed har der foreligget udvalget følgende Oplysninger. Begravelsernes antal er nu omtrent 3.800 lig årlig, deraf omtrent 2.000 børn; til disse medgår årlig 2½ tønder land. Kirkegårdens areal er 94 tønder land. Selv om nu herfra regnes 20 a 30 tønder land mod syd, der er for lavt liggende til uden opfyldning at benyttes som kirkegård, vil det ses, at kirkegårdens jord vil kunne holde ud over 20 år, til hvilken tid efter de nugældende regler en ny turnus vil tage sin begyndelse.

Sagen skal til behandling i Borgerrepræsentationens møde på mandag.

(Social-Demokraten 16. marts 1883)

Der skulle gå mere end 20 år før planen var fuldt færdig: Den nuværende hovedindgang som blev resultatet af opkøbet af jordstykket af Carl Jacobsen og Ole Pedersens jorde. Kontorbygningen fra 1908 og hovedindgangen. Foto fra 1910. Ved Vestre Kirkegårds 100 årsjubilæum.

Under Jorden. (Efterskrift til Politivennen)

- - -

I Modsætning til Assistenskirkegaard, Holmens og Garnisons Kirkegaardene paa Østerbro staar den uhyggelige Vestre Kirkegaard, hvor alle Linjebegravelser skal foregaa. Det er jo en bekendt Sag, at den nærmest er en Kirkegaard for Fattige. Man skal vanskeligt træffe et mere øde Sted, en mere ensom, sørgelig Plet end denne Kirkegaard. Ingen egenlig Indkørsel, intet velgørende Hvilepunkt for Øjet, ingen Træer og knapt nok lidt Buskads. Derimod bestandig Blæst, der farer over de snorlige Linjebegravelser, Grav ved Grav, et lille simpelt Trækors og rent undtagelsesvis en Gravsten, der højner sig op over den almindelige, kedelige Fladhed. Det er Fattigdom efter Døden som for den. Et endnu sørgeligere og uhyggeligere Syn frembyder den, naar man kommer derud i Regn og efter flere Dages fugtigt Vejr, Vandet staar i Huller og paa Veje, en slet Planering og en daarlig Vedligeholdelse skal ikke bidrage til at dække dens mange betydelige Mangler og Fejl. Det er ogsaa en bekendt Sag, at den er overmaade fugtig i Bunden, og man har jo saa ofte set, at Ligene bogstavelig er blevet druknede og ikke jordede. En trøstelig Tanke for de Efterlevende, som efterhaanden skal hjælpe til at "fylde op". Naar man har set og læst om den Pietet for de Døde, som man lægger for Dagen f. Eks. i England ved at indhegne hyggelige, venlige Pladser til Kirkegaardsbrug, saa maa man rigtignok tro, at de danske, specielt de københavnske, Begravelsesavtoriteter er rene Vandaler, thi Tilstanden paa Vestre Kirkegaard er ikke langt fra Vandalisme, og dog har Forholdene været endnu værre. Men Langsomhed er jo et Hovedtræk i vor høje Magistrats Administration, og desuden er det jo kun fattige og ubemidlede Folk, som lægges til Hvile paa denne øde og tomme Dødens Valplads.

- - -

(Social-Demokraten 10. marts 1883. Uddrag).

Den prøjsiske Indenrigsminister om Optanterne. (Efterskrift til Politivennen)

Den prøjsiske Indenrigsminister om Optanterne. I Følge Tel. til Ritz. Bur. ankede den danske Slesviger Lassen i Gaar i Deputeretkammeret over Landraadernes Optræden imod de Danske i Nordslesvig med Hensyn til Militærtjenester. Indenrigsministeren beklagede, at Sagen ikke var gjort til Gjenstand for en Interpellation Han havde i saa Fald kunnet være til Tjeneste med et bedre Materiale. Sagen angik den Bestemmelse, i Følge hvilken Sønner af saadanne Optanter, der have varigt Ophold i Nordslesvig, naar de ere blevne 20 Aar gamle, maa afgjøre med sig selv, om de ville høre til Danmark eller Tyskland, og afgive Erklæring derom. I første Tilfælde maa de udvandre den 1ste April, i sidste Tilfælde derimod maa de opfylde deres Værnepligt. Denne Bestemmelse vilde i det hele finde Anvendelse paa 4 til 500 Personer, medens der i de 5 nordslesvigske Kredse i alt fandtes 25,000 Udlændinge i en Befolkning, der tæller 250,000 Sjæle. Overfør et saadant Misforhold maatte Staten varetage sin Interesse. Bestemmelsen var ikke bleven truffen, uden at den danske Regering i Fortrolighed var bleven underrettet derom, hvorhos det var blevet paavist den, at den trufne Forholdsregel ikke udsprang af nogen Animositet imod Danmark. For at undgaa unødvendig Haardhed havde Regeringen ikke forlangt øjeblikkelig Udvisning. Forholdsreglen havde ingen terroristisk Karakter, den havde alene til Øjemed at stille Befolkningen foran en ny Option. Dens indre Anledning var Regeringens Ønske om at værne om den preussiske Stats nationale Interesser. Det kunde ikke taales, at to Dele af en Befolkning, der levede under samme Forhold, vare stillede under forskjellige Retsvilkaar. At det unge danske Mandskab var fritaget for Militærtjeneste, havde ophidset det unge prøjsiske Mandskab og tildels foranlediget det til Udvandring. Det kunne Staten ikke taale, allermindst ved en Grænse overfor en blandet Befolkning.

Haenel anerkjendte den formelle cg malerielle Berettigelse af den af Regeringen trukne Forholdsregel og udtalte særlig sin Tilfredshed med, at den danske Regering i rette Tid var bleven underrettet om Bestemmelsen. Den gjensidige Ret maatte agtes, men der maatte ogsaa sikres et internationalt Forhold til Danmark, der svarede til den derværende dygtige Folk, stammes Betydning.

(Morgenbladet (København) 8. marts 1883).

Den tyske gesandt i København meddelte direktøren for udenrigsministeriet om Prøjsens forholdsregler om den tyske lægdsrulle. 

Optanterne i Nordslesvig. Det tidligere i et Telegram omtalte Møde i det prøjsiske Deputeretkammer den 7de Marts refereres i tyske Blade som følger: Lassen bragte det danske Optantspørgsmaal under Forhandling og klagede over, at man i Aar uformodet havde forlangt, at Sønner af danske Optanter skulde aftjene deres Værnepligt eller i modsat Fald udvises. Han ønskede dernæst, at der ikke maatte blive lagt de Optanter, der virkelig havde opteret for Danmark og taget Bopæl der, men som nu igjen ønskede at erhværve prøjsisk Borgerret, Hindringer i Vejen. [Det var noget vanskeligt at følge hans Foredrag baade fra Referentlogen og i Salen, saa at Ministeren maatte gaa hen til Stenografernes Bord for at høre, hvad han sagde].

Minister v. Puttkamer: Jeg havde ingen Anelse om, at det ærede Medlem i Dag vilde bringe dette saa overordenlig vigtige Spørgsmaal, der netop er et Livsspørgsmaal for vor Stat, paa Tale. Han kan derfor ikke heller forlange at faa bestemt Svar af mig, som jeg vilde have kunnet give, hvis han var fremkommen med en Forespørgsel og havde rettet bestemt formulerede Spørgsmaal til mig. Hvad nu først angaar de Optanter, der er udvandrede til Danmark, men atter ønske at blive tyske, saa vil der med Hensyn hertil ikke beredes dem nogen Vanskelighed. Ogsaa den af den forrige Taler saa haardt dadlede Forholdsregel er netop bestemt til at klare alle tvivlsomme Forhold i Nordslesvig og sætte Befolkningen i Stand til at træffe et endeligt Valg mellem Prøjsen og Danmark. Forholdsreglen udgaar ikke fra underordnede Organer, men er efter vel overvejede Undersøgelser bleven truffet af den højeste Centralinstans. Den bestemmer, at de Sønner af danske Optanter i de fem nordslesvigske Kredse, hvis Værnepligt indtræder i Aar, enten skal melde sig til Stamrullen eller inden 1ste April forlade Landet. Wienerfredens Paragraf 19 var sikret de Nordslesvigere, der ønsker at beholde dansk Borgerret, den Mulighed inden 6 Aar ved Udvandring til Danmark at bevare deres gamle Borgerret. Denne Forskrift har man gjennemført med stor Mildhed, og man har behandlet mange Folk som danske, der blot havde erklæret, at de vilde udvandre til Danmark, uden nogensinde at gjøre Alvor deraf. Paa den anden Side er mange udvandrede Optanter igjen vendt tilbage og ligeledes hos os blevne betragtede som danske. I det hele bor der i de 5 nordslesvigske Distrikter, der herved kommer i Betragtning, og som tilsammen tæller 250,000 Indbyggere, 25,000 danske; altsaa er en Tiendedel af Indbyggerne Udlændinge. Men dette er for en moderne Kulturstat ikke nogen normal Tilstand, og vi kan ikke i Længden taale en saadan Gruppering af Udlændinge hos os, en saadan Stat i Staten. Vi har ikke, som det ærede Medlem sagde, uforberedt truffet vore Forholdsregler, saaledes behandler den prøjsiske Regering ikke internationale Forhold, men vi har i Forvejen i Fortrolighed sat den danske Regering i Kundskab om det forestaaende Skridt og derved ført Bevis for, at der ingenlunde i denne Forholdsregel ligger nogen Uvilje mod Danmarks Folk og Regering, men kun et fornuftigt Hensyn til vore egne Interesser. Den nuværende milde Behandling af de elsass-lothringske Optanter er netop bleven mulig derved, at der i Elsass Lothringen i 10 Aar har bestaaet et Forhold af samme Beskaffenhed som det, vi nu vil indføre i Nordslesvig. Om to Aar vilde Optanterne i Nordslesvig hverken efter vor Lovgivning være Prøjsere eller efter dansk Lovgivning danske, og ingen Stat vilde da mere kunne gjøre Fordring paa dem, hvis vi ikke ved den til vor Raadighed staaende Bestemmelse tvang dem til et Valg mellem Nationaliteter. Vi har dertil valgt en stræng juridisk Form, maaske en mangelfuld, men i hvert Fald den mildeste og mest hensynsfulde, det i det hele var muligt at vælge. Jeg tror, at Deputeretkammeret er det Sted, hvor Regeringens Fremgangsmaade bør vente Understøttelse fra alle Sider.

Lassen tror, at Ministeren især burde have undskyldt Regeringens Fremgangsmaade.

Puttkamer: Jeg har af Delikatesse ikke udviklet de nærmere Grunde. De ligger i den prøjsiske Stats nationale Interesse. Den nordslesvigske Befolkning bestaar af Optanter og Prøjsere. Begge har med Hensyn til den almindelige Værnepligt en forskjellig Ret. Optanternes Sønner spasere omkring i Landet, de behøver ikke at blive Soldater og udle dem af deres Aldersklasse, der ere blevne Soldater og aftjene deres Værnepligt. Denne Tilstand er uudholdelig. Jeg beklager endnu en Gang, at jeg ikke er forberedt paa dette Æmne, og det skulde glæde mig, om det ærede Medlem vilde bestemt formulere de enkelte Punkter og bringe dem frem, for at jeg kan gaa nærmere ind derpaa. Et Forslag om Afslutning blev vedtaget.

Hänel: Jeg konstaterer, at Flertallet har afskaaret Repræsentanten for Slesvig-Holsten Ordet i et Anliggende, som i dette Øjeblik er et evropæisk Spørgsmaal.

Puttkamer: Jeg konstaterer, at jeg har siddet ned under Afstemningen. 

Viceformanden (v. Heeremann): Forhandlingerne er gjenoptaget. Det ærede Medlem har Ordet.

Hänel: Jeg takker den ærede Minister for den Venlighed, hvormed han har skaffet mig Ordet. Jeg har ønsket at konstatere, at jeg i det væsenlige deler Ministerens Standpunkt. Den prøjsiske Regering var fra et formelt og folkeretligt Synspunkt berettiget til sin Fremgangsmaade, og hverken den danske Regering eller den danske Folkerepræsentation eller den danske Presse har angrebet den prøjsiske Regerings formelle Berettigelse til at træffe de omhandlede Forholdsregler. Men i Virkeligheden er det dog en Kjendsgjerning, at der er lagt en stærk Haardhed for Dagen, der vistnok er en Følge af den Godmodighed og Skaansel, man tidligere saa længe har vist, og som ikke i Længden kunde opretholdes. Tidspunktet for den trufne Foranstaltning havde maaske kunnet skydes ud endnu nogen Tid, og navnlig kunde man have givet de unge Mennesker en længere Betænkningstid. Regeringen vil maaske i enkelte Tilfælde her tage Hensyn. Men den Stilling, de unge danske undtagelsesvis indtage, kan ikke opretholdes. Især har den Erklæring af Ministeren glædet mig, at den danske Regering har modtaget fortrolig Underretning om denne Forholdsregel. Netop Slesvig-Holstenerne har vist en afværgende Holdning over for den danske Regering. Ikke des mindre nyder den danske Stat der en overordenlig Anseelse og megen Sympati. Vi anse de danske for et særlig dygtigt Folkefærd, der i Retning af Skole og Selvstyre har ydet noget fortrinligt. Derfor ønsker vi, at det internationale Forhold til Danmark maa blive behandlet saa gunstigt som mulig. Vi vil bibringe den danske Regering den Overbevisning, at vi paa ingen Maade ønsker at forstyrre det fredelige Forhold til den.

(Morgenbladet (København) 10. marts 1883).

Hr. Lassen, Lysabild, den danskslesvigske Deputerede, der rejste Optantspørgsmaalet i det prøjsiske Deputeretkammer, er bleven særdeles stedmoderlig behandlet i de tyske Referater, der igjen ere gaaede over i de danske Blade og ogsaa have været Kilden for nærværende Blads Beretning. Efter de tyske Aviser maatte man tro, at Hr. Lassen i et Par korte Bemærkninger havde indskrænket sig til at anke over Pludseligheden i de prøjsiske Udvisningsforanstaltninger uden egenlig at berøre Spørgsmaalet om disses Retsmæssighed eller deres Overensstemmelse med de traktatmæssige Aftaler mellem Prøjsen og Danmark. Dette Indtryk stemmer ikke med de virkelige Forhold. Efter den stenografiske Beretning om Forhandlingen har Hr. Lassen indgaaende behandlet de Hovedpunkter, som maa komme i Betragtning ved Sagens Bedømmelse. Til Udfyldning af de mangelfulde Reterater, der hidtil have staaet til vor Raadighed, gjengive vi efter "Flensb. Avis" nedenstaaende Brudstykke af den stenografiske Beretning:

"Ved Artikel 19 i Fredstraktaten i Wien er det bestemt, at Undersaatter i de af Danmark afstaaede Landsdele kunne vælge at bevare deres Egenskab som danske Undersaatter. Det hedder videre, at de, der gjøre Brug af denne Bestemmelse, kunne beholde deres Ejendomme i de afstaaede Landsdele, og fremdeles, at de ikke maa skades eller forulempes fra nogen Side paa Grund af deres Valg. Senere er det efter Forslag af den internationale Kommission, der i 1872 traadte sammen i Aabenraa, fastsat, at de Undersaatter, der havde gjort Brug af Fredstraktatens Bestemmelse og være udvandrede til Danmark, atter kunne vende tilbage til de afstaaede Landsdele og tage Ophold der som danske Undersaatter.

Endvidere er der truffet den Overenskomst mellem den danske og prøjsiske Regering, at ogsaa Børn af saadanne Optanter, der vare vendte tilbage til Slesvig, skulde betragtes som danske Undersaatter, for saa vidt som de vare fødte før Optionen eller, som det hedder, for saa vidt de ved Optionen vare umyndige og undergivne Faderens Raadighed. Denne Bestemmelse er saa vidt jeg ved, ikke offenliggjort, men underhaanden ved man, at Sagen forholder sig saaledes. Der er ogsaa hidtil handlet i Overensstemmelse hermed: Undertiden ere saadanne danske Undersaatter blevne indkaldte til Militærtjeneste; men saa snart det har vist sig, at de vare Sønner af Optanter, og derfor maatte betragtes som danske Undersaatter, ere de atter givne fri.

Nu fremtræde paa en Gang nogle Landraader i det nordlige Slesvig med den Fordring til saadanne danske Undersaatter, der i Aar blive militærpligtige, altsaa tyve Aar gamle, at de uden videre skulle melde sig til den prøjsiske Stamrulle eller forlade Landet. Jeg kan tilføje, at der i de sidste Dage er gjort Alvor af Truselen; saaledes har i min Hjemstavn en dansk Undersaat, der ikke havde meldt sig, faaet Meddelelse om, at han maa forlade Landet inden 1ste April. Landraadernes Optræden i det nordlige Slesvig er, saa vidt jeg ved, i det hele kun rettet mod Børn af slesvigske Optanter, ikke saa meget imod saadanne danske Undersaatter, der maatte opholde sig der, men hvis Forældre bo i Danmark. Men om end saa er, synes den nævnte Optræden mig dog aldeles ubegrundet og heller ikke til at retfærdiggjøre; thi det forhold, det her drejer sig om, at nemlig danske Optantbørn kunne opholde sig i Hertugdømmerne uden at indkaldes til Militærtjeneste, er kun forbigaaende. Det drejer sig ikke om at fjærne en Mislighed, der vilde vare evigt! Forholdet vilde, om det end maaske kunde vare nogle Aar, ophøre af sig selv. Laandraadernes Adfærd staar efter min Anskuelse i den mest skærende Modsigelse til tidligere Afgjørelser. Den Fremgangsmaade, Regeringen hidtil har fulgt, beror jo dog, tror jeg, væsenlig paa internationale Afgjørelser; hvad der nu sker, er altsaa lige overfor Danmark en noget ejendommelig fremgangsmaade, som jeg her ikke nærmere skal karakterisere; men Fremgangsmaaden er ogsaa i højeste Grad i Modsigelse med Humanitet og Billighed, og havde den prøjsiske Statsregering maaske kunnet nære et Ønske om at forandre den nuværende Tilstand - hvilket jeg ingenlunde anser for nødvendigt - saa havde dette dog kunnet ske paa en anden Maade, navnlig først efter en Forhandling med den danske Regering. Thi hvorledes ere nu de danske Undersaatter stillede? Melde de sig ikke til den prøjsiske Stamrulle, saa jages de ud af Landet. Paa den anden Side kunne de egenlig ikke melde sig uden at overtræde de danske Militærlove. Den prøjsiske Regering havde dog i det mindste burdet handle saaledes. at man havde kunnet forberede sig paa hvad der skulde komme. Som Sagen nu staar rammes ikke blot de vedkommende militærpligtige. Vi, der blive tilbage, rammes lige saa meget; thi ogsaa vi have indrettet os efter de hidtilværende Forhold. Saa stor Hast havde det dog vel ikke med denne Sag. Om der end hist og her opholde sig nogle danske Undersaatter, saa opholde de sig der i god Tro; de have ikke vidst andet, end at det var dem tilladt og nu se de paa en Gang, at det skal vare anderledes.

Jeg tør da vel udtale det Ønske, det Haab og den Bøn lige over for Hr Ministeren, at han vil virke hen til, at den af mig skildrede Optræden af Landraader i det nordlige Slesvig hurtigst mulig standses. Jeg tror, at dette ogsiaa ligger i den kongelige Etatsregerings Interesse: thi det, der nu sker, smager stærkt af Vilkaarlighed, og en saadan fremgangsmaade kan, efter min Mening, ikke tjene til at have eller befæste den kongelige Regerings Anseelse."

Hr. Lassen sluttede saaledes: "Jeg indser ikke hvorfor saadanne Drillerier - thi saaledes kalder jeg det, altid skulle finde Sted mellem tyske og danske. Den prøjsiske Regering har det i sin Magt at forandre dette; men den har efter min Anskuelse ogsaa den Pligt at gjøre de fornødne Skridt dertil. Opfyldelsen af denne Pligt vil ikke være meget vanskelig. Vi gjør ikke store Fordringer, vi forlange kun hvad der efter vor Anskuelse tilkommer os som Ret, men Regeringen maa gjøre det imødekommende Skridt, fordi den lige overfor os danske har overskredet Maalet af hvad der er Ret. Vi kunne i politisk Henseende ikke handle anderledes, end vi hidtil har gjort. Vi forsvare kun hvad vi anse for vore bedste og helligste Rettigheder, for simple Menneskerettigheder, og det kunne vi ikke høre op med."

(Morgenbladet (København) 14. marts 1883).

Albert Hänel (1833-1918) var juraprofessor i Königsberg og 1863 i Kiel. Han var medlem af Nationalforeningen og af Fremskridtspartiet. I 1864 var han for Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark. Han blev herefter en af lederne for "Landspartiet" der ønskede tilslutning til Preussen. Han var 1867-1888 medlem af det preussiske underhus og 1867-1893 og 1898-1903 af den tyske rigsdag.

Robert Viktor von Puttkamer (1828-1900) havde siden 1854 været i statens tjeneste, og var personlig ven af Bismarck. I 1871 var han regeringspræsident i Gumbinnen, 1874 i Lothringen i Elsass-Lothringen. 1873-1891 var han medlem af rigsdagen som konservativ. I 1879 var han kultusminister, i 1881 indenrigsminister. Han udrensede de liberale embedsmænd til fordel for konservative. 

Den af Puttkamer ønskede forespørgsel gik i opfyldelse i Rigsdagen. Men rigskanslerens repræsentant finansminister Scholz meddelte at den ikke ville blive besvaret, hvorefter alle forbundsrådets medlemmer forlod salen. Johannsen talte derfor uden deres tilstedeværelse. Optantspørgsmålet fortsatte derfor i 1884.

Arbejderkaserner i København (V/V). (Efterskrift til Politivennen)

V.

( Sluttet.)

Vi nævnede i den foregaaende Artikel, at "Arbejderboligerne", der nu bygges, ikke vil komme hele den arbejdende Stand til Gode, og Grunden dertil er, at man kun vælger dem til lejere, hvis Erhverv garanterer en vis Stabilitet og Prompthed, medens de daarligst stillede Arbejdere intet Haab har om at komme i Betragtning. Naar det gælder om Arbejderboligerne i Almindelighed, saa finder det især Anvendelse paa de bedste Boliger, nemlig Byggeforeningens, der saa godt som slet ikke bebos af Arbejderfamiljer i egenlig Forstand. Adskillige Tegn tyde endog meget stærkt hen paa, at Middelstanden vil blive den Samfundsklasse, der efterhaanden tager de saakaldte Arbejderboliger i Besiddelse; et eneste Blik i Københavns Vejviser maa overtyde Enhver om vort Udsagns vigtighed. De andre Arbejderboliger lejes som sagt ud til Familjer, hvis Indtægtskilde man paa Forhaand har erkyndiget sig om, saa at der ikke løbes nogen Risiko. Det er disse faa Procent af Arbejderklassen, der er skaffet bedre Boliger, og efterhaanden som Befolkningen tiltager, og med den Proletariatet, vil det efter al Sandsynlighed ligesom hidtil kun blive nogle af "de bedre stillede Arbejdere", som opnaar at komme i Betragtning.

Det er de forholdsvis Karske, man hjælper, medens Samfundet glemmer, at de, der lide ilde, mest har Læge behov! Vel er det sandt, at det kan have sine store Vanskeligheder at give Arbejderboligerne en saadan Almindelighed, at de kommer til at omfatte hele Proletariatet, og ad privat Vej er det vel næsten uudførligt, men er da Anliggendet ikke af en for Almenvellet saa stor Betydning, at Stat og Kommune burde føle sig forpligtet til at træde aktivt til? Vi tror det, og Erfaringen taler derfor. En af vore Videnskabsmænd, Dr. E. Hornemann, udtaler i en Afhandling om "Danske Arbejderboliger", at det har en overordenlig heldig Indflydelse paa Arbejderne, at de bo i smaa, fritliggende og vel vedligeholdte Boliger, i Modsætning til de snavsede Proletarkaserner i Forstadskvartererne og i den indre Bys Baghuse, men iøvrigt ligger det jo i Sagens Natur, at Orden føder Orden, medens Snavset avler nye Uhumskheder. Naar da det Offenlige vilde tage Opførelsen af Arbejderboliger i sin Haand, og leje dem ud til virkelige Arbejderfamiljer paa billige Vilkaar, hvilket særdeles godt lod sig gøre uden Pengetab, vilde det tillige have den store Nytte, at Værterne i de ældre, usunde og slette lejehuse, trykkede af Konkurrencen, bleve nødsagede til at foretage Forbedringer ved deres slette Lejligheder eller ogsaa helt nedrive dem, og i Stedet opføre gode Boliger paa lignende Vis som Lægeforeningen har ladet gøre med et Par af denne Forening i Balsamgade (Nr. 3 og 5) opkøbte Arbejderkaserner af den værste Art.

Som Supplement til de Tabeller over Lejepriserne i Arbejderkvartererne, som vi i de foregaaende Artikler har fremsat, vil det være gavnligt at se, hvorledes Priserne stiller sig for de forskellige "Arbejderboliger"s Vedkommende, saameget mere som de alle har kunnet forrente sig. Nedenstaaende Tabel, der omfatter de før nævnte otte Grupper (A-H), gør det anskueligt.

Af denne Tabel vil det ses, at Lejeprisen varierer (efter Størrelse og Beliggenhed) for de mindre Lejligheder imellem 56 Kr. og 132 Kr. om Aaret - og Middelprisen er 92½ Kr. aarlig; for de større Lejligheder: mellem 80 Kr. og 240 Kr. om Aaret - Middelpris: 143 3/4 Kr. aarlig. Denne Pris maa i Forhold til, hvad der ellers i Hovedstaden betales for en Lejlighed af samme Størrelse, nemlig fra en Tredjedel mere indtil del Dobbelte, kaldes meget billig; og selv om der i Byen eller i Forstæderne sindes enkelte Lejligheder af samme Størrelse og til samme Pris maa de dog anses for dyrere, da de mangle den Luft, det Lys, den Renlighed, Ro og Orden, som "Arbejderboligerne" forskaffe Lejeren. Men for ret at vise den enorme Forskel Lejepriserne, der maaske ikke falder saa stærkt Øjnene ved ovenstaaende Tabel, da der af den kun fremgaar, hvor meget den højeste og den mindste aarlige Leje beløber sig til, uden at man deraf er i Stand til at se, hvor stor en Lejlighed, der bydes Lejeren, skal vi anføre et Eksempel, der gør Bedømmelsen lettere. Naar vi nemlig angiver den gennemsnitlige aarlige Leje af hver Kvadratalen Etageareal f. Eks. for Baghuskvisterne i Borgergade og første Salslejlighederne i Hallingsgade (Byggeforeningens Boliger) bliver Differencen mere absolut. Forholdet er følgende:

Borgergade, Kvist i Baghuset .. . 242 Øre pr. Kvadrat Al. 
Hallingsgade, 1. Sal i Forhuset 119  - pr.    - ***)

Det er altsaa betydelig over den dobbelte Pris, 125 pCt. mere for hver Kvadratalen af et usundt, forfaldent Kvistkammer i Byens tættest beboede Del, end i de nye smukke Boliger ved Sortedamssøen, og denne Mislighed lider ikke En, men Tusinder af Arbejdere under. Paa Basis af disse Kendsgerninger gentager vi da vor Fordring: at den Ubemidlede beskyttes mod den Spekulation, som virkelige og uvirkelige Kapitalister driver med Arbejderstandens Beboelser, og hvorved Arbejderen tvinges til at bo i svinske, Luft og Lys manglende Kaserner, betalende en forholdsvis ublu Leje. Og naar man dernæst spørger om, hvorledes denne Beskyttelse skulde udøves, henviser vi til Staten og Kommunen, som de Myndigheder i hvis Magt det ligger at opfylde vor Fordring, som set fra et finansielt Standpunkt ikke er noget uoverkommeligt Foretagende. Det fremgaar jo nemlig af den anførte Tabel, at i de med G betegnede Byggeforeningens Boliger (indrettet til to Familjer hver) har Omkostningerne ved Opførelsen pr. Familielejlighed andraget ca. 2560 Kroner, der vil saaledes for en Sum af 2 Milloner Kroner kunne bygges lignende Lejligheder til et Antal af 1200 Familjer. Grunden til, at vi netop vælger en Sum af 3 Millioner Kr., er fordi vi tænker paa, hvad der kunde udrettes med et saadant Beløb paa dette Omraade, i Fald man nedsatte den danske Stats Udgifter til Krigsvæsnet, der aarlig udgør ca. 18 Millioner, med en Sjettedel. Der er vel ringe Udsigt til at sligt skulde ske, men Regnestykket er ligefuldt interessant. Ved at indføre en Besparelse af en Sjettedel (3 Mill. Kr.) i Krigsministeriets Budget, kunde man i Løbet af tyve Aar skaffe Boliger af samme Rang som Byggeforeningens til 34,000 Arbejderfamilier, d. v. s. til samtlige 1 og 2Værelses Husstande i København. Og hvad der endvidere ikke bør overses, er dette: hvert Øre, som anvendtes i det her nævnte Øjemed, kunde forrente sig om saa skulde være, medens Krigsvæsnet er uproduktivt!

* * *

Vi har peget paa Ondet, vi har gjort Rede for dets Udstrækning, og vist, at naar blot de Magthavende havde Viljen, en udpræget altruistisk Følelse, da kunde vor Hovedstad befries for sine Elendighedens Arnesteder, Proletarkasernerne, uden særdeles store Pengeofre, og det bliver nu Arbejdernes Opgave at hæve deres Stemmer, saa at de, der lide haardest under Beboelsesondet, for Fremtiden maa være de Første til at nyde Bistand.

*) Heri indbefattet Afbetaling paa Huset.

**) Mindre Bygninger til to Familjer.

***) Heri indbefattet Afdrag paa Huset.

(Social-Demokraten 23. februar 1883).

Fra Gader og Veie. (Efterskrift til Politivennen)

I hele Kjøbenhavn og dens Omegn findes ikke ved alfar Vei nogen offenlig Plads, der henligger i en saa skandaløs Tilstand som  den saakaldte Triangel" paa Østerbro. "Trianglen" breder sig som bekjendt midt i den offenlige Passage, hvor de fem Veie Blegdamsveien, Øster Allee, Strandveien, Kalkbrænderiveien og Østerbrogade mødes. Som Følge af sin centrale Beliggenhed kunde denne Veistjerne, der omtrent er en Tønde Land stor, om den var ordenlig anlagt, være en sand Pryd for hele det smukke Kvarter. Men som Forholdene nu ere, er den en ren Skandale for Østerbro med de opvoksende nye Anlæg. Forholdene ere nemlig for Tiden saaledes, at Trianglen mere ligner en Losseplads end et Torv. I Flugt med Blegdamsveien er der imellem Østreallee og Strandveien anlagt en makademiseret Kiørebane, afbrudt af adskillige uregelmæssige brolagte Partier. Der har Forstædernes Sporvei Endestation og Holdeplads. I Flugt med Østerbrogade er der tid til Strandveien en brolagt Kjørebane med Fortov paa den østre Side langs Husene og en Betonsti paa den anden Side, hvor der staar fire Træer, ynkelige Levninger af fordums Herlighed, og det er Holdeplads for Drosker. Paa den tredie Side af Pladsen, der, som Navnet "Trianglen" antyder, er trekantet, er der langs Husene et brolagt Fortov, Jordvei og en smal brolagt Kørebane, der fører fra Østerbrogade til Østeralle og Fælleden. Mellem alle disse veie breder der sig en stor Midtplads, der oprindelig var en smuk Grønning, men som nu er en Mellemting mellem en Mødding og et Morads. Et Sted paa denne Plads staar det en Vandpost, og et andet Sted, paa en O i Uføret, er der opført en Bytelegrafstation umiddelbar op til et Pissoir. Derimellem er om Dagen anvist Stadeplads for en Vogn med Sodavand og for nogle Torvehandlende, især Fiskehandlere, hvorved Pladsen til visse Tider af Dagen faar Udseende af et Slags Torv, saa meget mere som der hele Dagen igjennem, og Aftenen med, bagved er etableret et Slags almindeligt Bedested for allehaande maleriske Arbeidskiøretøier, grupperede med løse Krybbet l den vildeste Uorden. Om Sommeren have ogsaa en Del Kildevogne deres Stade her. Forøvrigt opfyldes Pladsen af Jord-, Sand- og Skarndynger. Den løse Jord, hvoraf Pladsen bestaar, er i den Grad giennemtrukken af alle de Uhumskheder, hin Brug afføder, at naar Jordsmonnet i Sommerens Tørke, opløst i Partikler, i Forening med Sandet fyger for alle Vinde, udbreder et ilde lugtende Støv sig til alle Sider, trænge ind alle vegne og lægge sig i tykke Lag overalt, værre er det dog om vinteren. Er det Frostveir, stivner det opkjørte Jordsmon og Bunkerne sig i klippeagtige Partier, der frembyde en farlig Passage i Mørke. Men i fugtigt veie forvandler det Hele sig til et forfærdeligt Uføre, hvor enhver, der, ukjendt med Lokaliteterune, i Mørke lader sig forlede af den paa Pladsen brændende Lygte til at skyde Gjenvei over Pladsen, maa prise sig lykkelig, om det ikke gaar værre end til Tabet af Skosaal eller til vaade Fødder. Det er ingenlunde nogen Sjældenhed, at Sporvognspassagerer komme saaledes afsted, efter som Intet fornuftigt Væsem kan tænke sig, at der ligger en saaaan Faldgrube paa Alfarvei; kunde Pladsen tale, vilde den fortælle om mange Forbandelser, der have lydt over dens elendige Tilstand.

Kort sagt, "Trianglen" er i en Tilstand, om ikke burde taales i den mindste Landsby, langt mindre i en Hovedstad, og dog vilde det være saare let at afhjælpe dette Onde, da Pladsen ligger saaledes paa Brynet af Terrainets Afskraanlng mod Stranden, at Fugtigheden blot med et Par Spadestik vilde kunne afledes, især da Hovedkloaken, der fører fra Blegdamsveien til Sundel, ligger lige under den. I sit stille Sind gik Publikum ifior og ventede paa, at der skulde ske noget for "Trianglen", da Kalkbrænderiveien blev planeret, men forgæves. I Stedet for at kjøre noget af den Fyld, der blev afgravet ved Kalkbrænderiveien, ud i Udføret paa Trianglen kjørte man rask forbi med det ene Læs efter det andet for at aflæsse det, Gud ved paa hvilket fjernt Sted. For en forholdsvis ren Ubetydelighed kunde Trianglen reguleres, planeres og blive til en smuk Plads, og vi opfordre Indtrængende vedkommeade Myndigheder til at tage sig af den.

(Nationaltidende 24. februar 1883).

Henrichsen: Parti af Trianglen ved Østerbro. Set mod nord. 1880-1889. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.