Godsejer Wassard mishandler 2 Smaapiger. (Efterskrift til Politivennen)

Godsejer Wassard overfaldt i august 1883 to piger på hhv. 6 og 7 år som sad i en grøftekant på landevejen ved Wassards ejendom i færd med at binde kranse af nogle kornblomster og bygaks. Wassard gennempryglede pigerne med en svær knortekæp så de måtte under lægebehandling og holde sengen. Desuden slog han den ene af pigerne i hovedet så hun faldt ned i grøften. 

Sagen mod Godsejer Wassard - den Herremand i Vordingborgegnen der havde behandlet to Smaapiger saa utilbørligt - er if. Vordb. Dgbl. nu afsluttet dermed, at Amtmanden har aproberet et Forlig, som af Wassard og Børnenes Forældre vare indgaaede for Retten i Vordingborg, og Udfaldet for Wassard bliver da, at han til hver af de to Piger skat give en Sparekassebog paa 400 Kr , af hvilken Sum Renten ikke maa haves af Forældrene men lægges til Hovedsummen, indtil Børnene blive 18 Aar. Desuden skal W. betale en Bøde til Statskassen paa 200 Kr., samt betale Læge, Medicin og andre Omkostninger. Om end det maa kaldes en ikke ringe Sum, som nævnte hidsige Godsejer har maattet bøde for sit Overfald, kan det dog alligevel nok siges, at han er sluppen forholdsvis nemt fra den Historie, da nogle hundrede Kroner for en Rigmand jo ikke har meget at sige. Hvis Amtmanden ikke var gaaet ind paa det indstillede Forlig, men ladet Sagen gaa til Justitsministeriet, er det tvivlsomt, om Penge kunne have klaret Sagen, om om end Børnene, hvis de ellers intet Hinder skulle faa af Slagene, ved Forældrene nu synes at have faaet det heldigste Resultat af Sagen.

(Roskilde Dagblad 7. september 1883).

Indhegningen omkring Slotsholmskanalen. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at Magistraten i februar d. A havde fundet lig foranlediget til at udvide sig dels Politidirektørens Erklæring over, hvor vidt det efter den indvundne Erfaring kunde anses nødvendigt at udvide Indhegningen om Slotsholmskanalen, dels Oplysning om de Politiet kjendte Ulykkestilfælde, der ere indtrufne i Kanalen efter Opførelsen af de nye Stenmure, har den modtaget en Skrivelse, hvori det opgives, at siden Begyndelsen af 1881 ere ialt 33 Personer fundne eller faldne i vandet i Kanalen, nemlig 29 Voksne og 2 Børn af Mandkjønnet og 1 Voksen og 1 Barn af Kvindekjønnet, hvoraf 1 er falden over Bord fra et i Kanalen liggende Fartøi, 1 fandtes druknet, uden at det vides hvorledes, 1 var forsætlig sprungen i Vandet og 1 funden druknet, formentlig falden i Vandet mellem Holmensbro og Børsgade. Af de øvrige 29 Personer ere 8, som vare berusede, druknede, og 27, hvoraf 16 vare berusede, reddede. Med Hensyn til Stedet fordelte Tilfældene sig saaledes: ingen paa Slotsholmssiden mellem Høibro og Holmensbro, 9 mellem Høibro og Stormbro, 5 paa Byens Side mellem Holmens og Høibro, og mellem Høibro og Stormbro, 1 Dreng mellem Holmensbro og Holmens kirke. Politidirektøren mener derfor, at der paa Strækningen fra Høibro til Stormbro paa Slottets Side bør anbringes et Rækværk af samme Slags som mellem Holmens- og Høibro, og paa Byens Side, hvor der findes Anlægsplads for Skibe og Baade, Rækværk, indrettet saaledes, at kun de opslaaende Søiler ere faste, de horisontale Stanger til at tage bort, naar dette af Hensyn til fortalerne er nødvendigt. Endelig udtalte Politidirektøren, at da den slette og glatte Stenbelægning bereder store Vanskeligheder for Bjergningen, burde denne derfor maaske forsynes med Jernkramper til at holde sig fast i, i ikke altfor lang Afstand fra hinanden, og maaske med derimellem udspændte Kjæder, i Høide lidt over almindelig Vandstand i Kanalen. Magistraten - som efter disse Oplysninger og Udtalelser maatte anse det for rigtigst, at man paa det her omhandlede Sted, for saa vidt Bolværkerne tilhøre kommunen, hvad der er Tilfældet paa Strækningen paa Slottets Side fra Stormbro til Høibro og paa Byens Side fra ud for Assistenshuset til Stormbro, anbragte en Indhegning lig den paa Strækningen fra Holmens, til Høibro, Slottets Side henvendte sig til Havnekaptajnen for at erfare, hvorvidt der fra Havnevæsenets Side var noget at bemærke herved, og hvorledes man bedst skulde tilveiebringe den af Politidirektøren antydede Lettelse ved Bjergningen af de i Vandet faldne. Havnekaptajnen erklærede ikke at have noget at indvende mod Anbringelsen af Rækværkerne, naar de paa Byens Side blive omtrent, som vist paa en vedlagt Plan, og indrettede saaledes, at kæderne kunne hægtes af, naar Kaimuren benyttes til Anlæg for Skibe. Efter gjentagen Opfordring om at udtale sig om en foranstaltning til at lette Biergningen af de i Vandet faldne, navnlig ved Tove, udspændte paa Siderne af Kaimuren langs Slottets Side, udtalte han sig for enten at udspænde et Jern-Tov eller anbringe Tove, hængende fra de i Muren anbragte Ringe, men bemærkede, at ingen af disse foranstaltninger paa Grund af den stærkt vekslende Vandstand yder Sikkerhed for alle Eventualiteter.

Magistraten kan imidlertid ikke tilraade paa Byens Side at anbringe Rækværk med Kjæde, udspændte mellem Stolperne, idet man ikke kan forhindre, at disse Kjæder benyttes til Gynger og derved let foranledige Ulykkestilfælde - man har tænkt sig Rækværket her udført ligesom paa den modsatte Side, men indrettet saaledes, at Tværstængerne kunne tages ud - medens den, da ingen er falden i Vandet, hvor der findes Rækværk, antager, at det ikke er fornødent at træffe anden Sikkerhedsforanstaltning end denne. Udgiften ved Anbringelse af Rækværk paa de Strækninger af Stenbolværket, som tilhøre Kommunen, anslaas til 8 Kr. pr Alen, og da Bolværkerne have en Længde af 870 Alen, vil hertil behøves 6960 Kr. Magistraten foreslaar derfor, at der i det omhandlede Øiemed kan anvendes et Beløb af indtil 6000 Kr. at afholde af Aarets løbende Indtægter.

Sagen skal paa Mandag til forhandling i Borgerrepræsentationen.

(Nationaltidende 7. september 1883. 2. udgave).

Folketælling i Dansk Vestindien 1880. (Efterskrift til Politivennen)

Vestindien. Ved Folketællingen i 1880 havde de dansk-vestindiske Øer en samlet Folkemængde af 33,763 Personer, hvoraf 18,430 paa St. Croix, 4389 paa St. Thomas og 944 paa St. Jan. Ved Folketællingerne i 1870, 1860 og 1841 udgjorde Øernes Befolkning henholdsvis 37,821, 38,231 og 40,955 Individer. Af disse kom i Aaret 1870 22,760 paa St. Croix, 14007 paa St. Thomas og 1034 paa St. Jan, i Aaret 1860 henholdsvis 25,294, 13,463 og 1574 og I 1841 henholdsvis 25,264, 12.776 og 2555. Fra Tællingen i 1870 til Tællingen i 1880 er altsaa Folketallet, naar man betragter alle 3 Øer som Helhed, formindsket med lidt over en Tiendedel. Formindskelsen falder saavel paa Byerne som paa Landdistrikterne, om den end er langt stærkere for Landdistrikternes end for Byernes Vedkommende, henholdsvis 21,1 pCt mod 2,2 pCt. Ser man dernæst hen til de enkelte Øer, er Folkemængden ligeledes aftaget paa de to af Øerne, nemlig St. Croix og St. Jan. Formindskelsen har været stærkest paa St. Croix, hvor Folketallet endog er aftaget med henimod en Femtedel, mindre for St. Jan, idet Befolkningen her kun er formindsket med lidt over en Tiendedel. Paa begge Øer viser Nedgangen i Folkemængden sig saavel i Byerne som paa Landet, om den end har været af meget forskjellig Størrelse i de enkelte Byer og Landdistrikter. Stærkest er nemlig Befolkningens Aftagen i St. Croix Landdistrikt, med mellem 27 a 28 pCt, mindst i Byen Kristiansted, med Mellem 3 og 4 pCt. Hvad derimod Øen St Thomas angaar, er Folketallet tiltaget med henimod 3 pCt. Forøgelsen falder nærmest paa Landdistriktet, idet Befolkningen her endog er tiltaget med henimod 13 pCt. Det statistiske Bureau gjengiver en Skrivelse fra Guvernementet om Aarsagerne til den betydelige Nedgang i Folkemængden paa St. Croix, der selvfølgelig ogsaa har vakt Betænkelighed hos de paa Øen værende Myndigheder. Det hedder i denne: "Af Nedgangen falder 1525 paa den egenlige Bybefolkning, 2803 paa den Befolkning, der lever af Landbrug, og Nedgangen er foranlediget dels derved, at Dødsfaldene paa Øen i Tiaaret have oversteget Fødslerne med 1253, dels ved at et vist Antal Individer ere omkomne under Oprøret uden at komme paa Dødslisterne, dels ved, at en ikke ringe Udvandring antages at have fundet Sted. Den dybere liggende Aarsag til, at Dødsfaldene saa betydelig have oversteget Fødslerne, maa søges i det lave Standpunkt, hvorpaa Børnepleien staar blandt Arbeiderbefolkningen i Forening med den Omstændighed, at der savnes det tilstrækkelige Antal øvede Jordemødre og ogsaa tilbørligt Lægetilsyn. Hvor slet Tilstanden er, faar man en Forestilling om af den Omstændighed, at der i de sidste 10 Aar er paa St. Croix afgaaet ved Døden 4417 Børn under 2 Aar og deraf 2463 Børn under 1 Aar. Aarsagen til Udvandringen maa søges dels i, at Tiaarsperioden fra 1870-1880 indeholde saa mange for Agerbruget paa St. Croix daarlige Aar, dels vistnok ogsaa i, at de Kaar, hvorunder Arbeiderbefolkningen har levet, og de Udsigter, den har havt til al forbedre sine Kaar, har været utilfredsstillende. Medens den egenlige Bybefolkning paa St. Croix, sammenlignet med 1870, som ovenfor anført er aftagen med 1525, have Byerne faaet en Tilgang af 1000 Individer, som leve af Landbrug paa de nærmestliggende Planlager, saaledes at Antallet af Individer i Byerne i Virkeligheden kun er aftaget med 525. Denne Tilstrømning af Landarbeidere til Byerne i Forbindelse med en absolut Formindskelse af Landarbeidernes Antal medfører Knaphed paa Arbeidere for Plantagerne midt i Landet.

Fra Tællingen i 1841, i hvilket Aar det samlede Folketal for de tre Øer udgjorde 40.955 eller godt og vel saa mange som ved Aarhundedets Begyndelse, til Tællingen i 1880, i hvilket Aar den samlede Befolkning som foran anført udgjorde 33,763 Individer, er Folkemængden følgelig aftaget med 7192 Individer eller med 17,6 pCt. Tilbagegangen skyldes udelukkende Landdistrikterne, idet der for Byernes Vedkommende endog har fundet Fremgang Sted. Medens nemlig Landbefolkningen i disse 39 Aar er aftagen fra 23,092 til 13.490 eller med i alt 41,4 pCt., er Befolkningen i Byerne i det samme Tidsrum stegen fra 17,923 til 20,273 eller i alt vokset med 13,1 pCt. Ser man hen til de enkelte Øer, er Befolkningen ligeledes i dette Tidsrum formindsket for de to Øers Vedkommente, nemlig St. Croix og St. Jan, men derimod tiltagen paa St. Thomas. Størst var Formindskelsen paa St. Jan, hvor Folketallet endog er aftaget med over 63 pCt. (henholdsvis 25,0 pCt. og 64,9 pCt. for By og Land, mindre derimod for St. Croix, idet Befolkningen paa denne Ø i dette Tidsrum kun er aftagen med lidt over 28 pCt. Paa St. Croix er det ligeledes nærmest Landbefolkningen, der har været i Aftagen (44,1 pCt.), idet Folketallet for den ene af de paa Øen liggende Byer, nemlig Frederiksted, endog er tiltagen med over 45 pCt. Hvad endelig St. Thomas angaar, er Befolkningen paa denne Ø fra 1841 til 1880 tiltagen med 12,6 pCt. Tilvæksten skyldes udelukkende Byen Charlotte Amalie, hvis Befolkning er vokset med 16,7 pCt. For Landdistriktets vedkommende har der derimod fundet nogen Nedgang Sted, om end denne kun er af mindre Betydning (2,8 pCt.) Forskjellen mellem St. Thomas paa den ene Side og St. Croix og St Jan paa den anden Side hidrører fornemlig fra, at Befolkningen paa den første Ø for største Delen lever i den temmelig betydelige Handelsstad Charlotte Amalie, hvorimod paa de andre Øer, hvor Landdistrikterne ere de overveiende, Befolkningen er henvist til Brugen og Dyrkningen af de forskjellige Planlager, der jo i den senere Aarrække have været underkastet meget ugunstige vilkaar.

[Herefter følger nogle tal for befolkningenstætheden]

Hvad Kjønnene angaar, da var der for hver 1000 Mænd 1268 kvinder. I Kongeriget Danmark fandtes der i 1880 for hver 1000 Mandfolk kun 1036 Kvinder. I vore vestindiske Besiddelser var altsaa kvindekjønnets Overtal paafaldende stort, og dette gjælder for samtlige Folketællinger. Hvorvidt dette eiendommelige Forhold hidrører fra et ringere Antal Drenge- end Pigefødsler, eller har sin Grund i en langt større Dødelighed blandt Mandkjønnet end blandt Kvindekjønnet, eller om det væsenlig maa tilskrives Ind- og Udvandringen, lader sig ikke oplyse ved Hjælp af det foreliggende Materiale.

Ser man hen til de enkelte Øer, var der i St. Thomas 1499 kvinder for hver 1000 Mand, paa St. Croix 1131, men paa St. Jan kun 946, fordi næsten hele Befolkningen der bor i Landdistriktet.

Betragter man Befolkningens ægteskabelige Stilling, da viser det sig, at de ugiftes Tal, der i 1846, altsaa før Slaveriets Ophævelse, i 1848, var 894 af hver 1000 Mand og 883 af hver 1000 Kvinder, er gaaet gradvis ned til i 1880 henholdsvis 763 og 739, men i Kongeriget vare Tallene henholdsvis 609 og 577, og af ugifte Personer over 20 Aar var der i 1846 for hver 1000 Mænd 817 og for hver 1000 Kvinder ligeledes 817, medens disse Tal i 1880 vare gaaede ned til henholdsvis 611 og 604. Naar Forholdene endnu langtfra kunne maale sig med Forholdene i Kongeriget, hvor i 1880 kun 303 Mænd og 277 Kvinder af hver 1000 vare ugifte, hidrører dette fra det paa Øerne herskende Konkubinat, der vel efter Frigivelsen er aftaget noget, men dog endnu maa siges at være meget almindeligt.

Hvad Erhvervsvirksomheden angaar, da viser det sig, at i 1880 af de 33,763 Personer ikke mindre end 19,137 vare Forsørgere, 12398 Koner og Børn, 1470 Tyende, 618 Almissenydende og 140 Arrestanter. Af Forsørgerne vare 9680 af Mandkjøn og 9457 af kvindekjøn, men sondrer man imellem Byerne paa den ene Side og Landet paa den anden Side, viser det sig, at Kvinderne havde Overvægten i Byerne, hvorimod det omvendte var Tilfældet i Landdistrikterne. Af samtlige i Byerne optalte 10,689 Forsørgere vare saaledes kun 4804 eller 45 pCt. af Mandkjøn, men derimod 5885 af Kvindekjøn, og af samtlige i Landdistrikterne talte 8448 Forsørgere vare 4876 eller 57 pCt. af Mandkjøn, men derimod kun 3572 af Kvindekjøn. At der findes et saa stort Aantal af kvinder blandt Forsørgerne, skyldes fornemlig Dagleierklassen, den industrielle klasse samt den jordbrugende klasse. I Dagleierklassen udgjorde saaledes af 4135 Forsørgere Kvinderne et Antal af 3129 eller over 75 pCt. Af samtlige til den industrielle Klasse hørende 3995 Forsørgere vare 1798 eller 45 pCt. af Kvindekjøn. I den jordbrugende Klasse, der ialt talte 7472 Forsørgere, henhørte endelig 3240 eller 43 pCt. til Kvindekjønnet. Hovederhvervet, naar alle 3 betragtes som Helhed, var som tidligere Jordbrug (Driften af Sukker og Kvægplantager). Antallet af Personer, der levede af Jordbrug, udgjorde nemlig ialt 11,010 eller 32,6 pCt. af den hele Befolkning. Af disse vare atter 7472 Forsørgere og 3538 Forsørgede, hvoraf 3267 udenfor Tyendeklassen og 271 henhørende til denne Klasse. Af Forsørgerne vare fremdeles 275 Hovedpersoner, 7197 Medhjælpere. I Forhold til Medhjælperne var Antallet af Hovedpersonerne saaledes meget ringe, idet det kun udgjorde 3,7 pCt. af samtlige Forsørgere. - Sammenlignes Tællingen i 1880 med de to tidligere, viser der sig nogen Nedgang for denne Næringsdrifts Vedkommende. Medens nemlig Antallet af samtlige Personer, Forsørgere og Forsørgede, der vare beskæftigede ved Dyrkning af Jorden, i 1860 udgjorde 38,6 og i 1870 endog 40,1 pCt af den hele Befolkning, beløber Antallet af disse Personer, som ovenfor vist, i 1880 sig ikkun til 32.6 pCt. - Ser man dernæst hen til de enkelte Øer, viser der sig en karakteristisk Forskjel mellem de to Øer St. Croix og St. Jan paa den ene og Øen St. Thomas paa den anden Side. Medens nemlig Landbrug var Hovednæringsveien paa de to førstnævnte Øer, idet endog henholdsvis 50,4 og 65.1 pCt. af den paa Øerne levende Befolkning vare henviste til Landbrug, beløb derimod paa Øen St. Thomas den Del af Befolkningen, der var beskkæftiget med Jordbrug, sig ikkun til 7,7 pCt.

[Herefter følger en tilsvarede redegørelse for St. Thomas, religionstilhørsforhold, hvor befolkningen var født samt abnorme]

(Nationaltidende 1. september 1883).

Fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondance til "Nationaltidende")

---

I Kolonialraadets Møde d. 6. forelagde Guvernør Arentrup, der atter tilbringer en kort Tid her paa Øen, en ny Skoleanordning. Ved Forelæggelsen udtalte han det Haab, at denne Anordning maatte blive gunstig modtaget, idet der ved den var sørget for at alle Barn her paa Landet fik Undervisning, uden at Udgifterne ved Skolevæsenet vare fordyrede. Der havde vel tidligere været tvunget Skolegang, men den var dog aldrig bleven gjennemført, for en stor Del af Mangel paa Lærere og paa Plads. Her var det nu foreslaaet at give hvert Barn Halvdags Undervisning, saaledes at det Barn, der søgte Skolen om Formiddagen, var fri om Eftermiddagen, og omvendt. Ved et holde Skole ogsaa om Søndagen og lade Skolepligten være fra det 6. til det 13. Aar, vilde hvert Barn faa Undervisning nok og saaledes ikke blive unddraget alt Arbeide, idet det kunde arbeide enten Formiddag eller Eftermiddag. En mindre glædelig Side ved Anordningen var, at man havde fundet det nødvendigt at nedlægge de to høiere Skoler i Byerne; men dels havde disse Skoler gjennemgaaende været temmelig svagt besøgte og dels syntes de Ingenlunde at give et Udbytte, der svarede til den Bekostning, der anvendtes paa dem. Man maatte derfor henvise Forældrene til privat Undervisning, men samtidig forelaa der et Forslag om, at der skulde kunne gives saadanne Skoler offenlig Understøttelse, naar de viste sig gode. Det samme gjaldt de høiere Pigeskoler. 

Efter Forelæggelsen fandt der en livlig Diskussion Sted, i hvilken navnlig DHrr. Coulter, Willard, Kaimer, Wassard, Birch og Quin deltog; alle undtagen Skoleinspektør Quin angreb de forskjellige Punkter i Loven. Navnlig vare Planterne enige om, at det var en altfor stor Byrde at paalægge Plantagerne, at de skulde sende en paalidelig Person med Børnene til Skolen, hvilket efter de nuværende Arbeidsforhold maatte sættes lige med en Skat paa 50 Dollars om Aaret. Ligeledes ankede de over Mulktsystemet. Efter dette mulkteres nemlig ikke Barnet eller dets Forældre og Værger, for Forsømmelser men derimod dets Arbeidsherre, som ikke en Gang kan regnes til Vedkommende, og naar Mulkten ikke betales inden 3 Dage efter Forkyndelsen ved Skolebuddet, har Skoledirektøren Ret til at lade Vedkommende Arbeidsherre arrestere og afsone Mulkten i Arrest uden nogen Dommers Mellemkomst. 

Efter lange Forhandlinger nedsattes et Udvalg, der kom til at bestaa af alle dem, der havde angrebet Loven stærkest, hvilket ikke lover synderlig godt far den, i hvert Fald ikke i den Skikkelse, den har nu. I dette Udvalg lykkedes det endelig Hr. Birch at faa Sæde; det var første Gang han opnaaede det; de andre Medlemmer ere Coulter, Kalmer, Lemming, Wassard, Willard og Wilson.

- - -

(Nationaltidende 1. september 1883. 2. udgave. Uddrag. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af, at Hr. Cigarfabrikant Høy i "Berl. Tid." fra forrige Lordag havde erholdt en Artikel optaget om Cigararbejderstrejken, hvilken Artikel helt igennem indeholdt Urigtigheder, tilsendte Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet det nævnte Blad følgende Tilsvar, som "Berl. Tid."s Redaktion imidlertid nægtede at optage, og vi gengiver derfor Tilsvaret her. Det lyder saaledes:

Hr. Redaktor! I Anledning af Cigarfabrikant L. R. Høys Artikel i "Berlingske Tidende" for Lørdagen den 18de ds., tillader Undertegnede sig at anmode Dem om at optage følgende Gensvar i Deres ærede Blad.

Da Cigararbejdernes Strejke i de første Dage af Maj tog sin Begyndelse paa Hr. Lichtingers Fabrik, skete dette ikke uden at der fra Cigararbejdernes Side ofte var gjort Forsøg paa at bevæge Cigarfabrikanterne til at træde i Underhandling med Arbejderne om en Forhøjelse af Lønnen. Saadanne Forsøg ere i Løbet af de senere Aar atter og atter blevne gjorte af Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", men ere stadig blevne afviste af Fabrikanterne, hvem Skylden for, at en Forhandling ikke har kunnet bringes i Stand, altsaa udelukkende paahviler. Denne Holdning fra Fabrikanternes Side er saa meget mere paafaldende, som de ved en større Lønningsnedsættelse i 1877 afgav Løftet om atter at ville forhøje Lønnen.

Oprindelig blev Strejken foranlediget ved, at Arbejderne af Hr. Lichtinger bleve tvungne til en defensiv Optræden, idet han forlangte en Sort Cigarer forfærdiget for en lavere Betaling, end der tidligere var ydet derfor, og efterhaanden afskedigedes de Arbejdere, der nægtede at udføre Arbejdet for den af Hr. Lichtinger tilbudte Løn. Om dette Spørgsmaal kunde der altsaa ikke forhandles. Arbejderne havde kun Valget imellem enten at tage imod den Løn, Hr. Lichtinger tilbød, eller forlade Fabriken.

Da der derpaa blev stillet et Forlangende til Hr. Lichtinger om en Lønningsforhøjelse, nægtede han at gaa ind derpaa forinden Spørgsmaalet havde været til Forhandling blandt Fabrikanterne, og der blev da atter ytret det Ønske paa Tobaksarbejderforbundcts Side, at en Underhandling med Fabrikanterne maalte komme i Stand. Foranlediget ved de mange lidte Skuffelser nærede Arbejderne dog intet Haab om, at Fabrikanterne nu vilde vise sig villige til at underhandle, og da den Situation, som Hr. Lichtinger havde fremkaldt ved at afskedige flere Arbejdere, tillige var saaledes, at et Svar fra Fabrikanterne ikke kunde afventes, blev Arbejdernes Forlangende fastholdt og Strejken erklæret.

Den Formodning, at Fabrikanterne stod paa samme Standpunkt som tidligere, viste sig at være fuldstændig rigtig. Den 17de Maj afholdt Fabrikanternes Forening en Generalforsamling, paa hvilken det vedtoges, at der for Tiden ingen Forhøjelse af Arbejdslønnen kunde finde Sted. Nogen Forhandling med Arbejderne var der ingen Tale om, kun om et Afslag.

Forinden Strejken for ca. 2 Maaneder siden udvidedes, blev der atter fra Arbejdernes Side gjort et Forsøg paa at komme til en Underhandling, idel Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" personlig henvendte sig til Cigarfabrikant Schiøtz, der i Formandens Fraværelse stod som Fabrikanternes Forenings nærmeste Repræsentant. Endskønt Hr. Schiøtz blev gjort bekendt med, at en Arbejdsnedlæggelse vilde blive Følgen, saafremt en Forhandling nægtedes, udtalte han dog som sin personlige Anskuelse, at Opfordringen til Fabrikanterne vilde blive frugtesløs, og Arbejderne har senere ikke modtaget noget andet Svar.

Naar Hr. Høy derfor saa stærkt fremhæver, at Strejken er bleven Fabrikanterne paatvungen, og beskylder Arbejderne for at have været uvillige til at ville gaa ind paa Forhandlinger, da er denne Fremstilling alddeles ukorrekt, og lige det stik Modsatte af, hvad der virkelig har fundet Sted. Hr. Høy synes iøvrigt selv flere Gange at have været besværet af Fabrikanternes Utilbøjelighed til at forhandle. Da Arbejderne saaledes stillede deres Forlangende til ham, udtalte han, at en Forhøjelse af Lønnen af 1 Kr. pr. 1000 Cigarer for det simplere Arbejde og 2 Kr. for det bedre, meget godt kunde indrømmes; men da det Spørgsmaal blev rettet til ham, om han da vilde gaa ind derpaa, benægtede han det, under Henvisning til, at en Forhandling med de øvrige Fabrikanter maatte gaa forud. Hr. Høy var tillige blandt dem, der ved deres tilsyneladende Villighed til at underhandle, bevirkede, at Tobaksarbejderforbundet fik den Tro, at en Forhandling med Fabrikanterne kunde bringes i Stand, hvilket havde til Følge, at Forbundet i Juli Maaned tog Initiativet til at indbyde Fabrikanterne til et Møde, men ikke desto mindre var Hr. Høy iblandt dem, der nægtede at komme til Stede, og saaledes bidrog til, at Mødet blev resultatløst. Hr. Høy var ligeledes blandt dem, der ved at protestere imod det næste Møde, som blev afholdt den 20de Juli, bevirkede, at ogsaa dette blev uden Resultat, samt at der fra Fabrikanternes Side blev erklæret, at Sagen ikke kunde føres videre. Hr. Høy sigter maaske til, at Arbejderne paa de enkelte Fabriker ikke har villet slaa af paa deres Fordringer, og i saa Henseende kan han til Dels have Ret, thi ligesom Arbejderne har henvendt sig til Fabrikanternes Forening, naar de har søgt at indlede Underhandlinger, og ligeledes al de enkelte Fabrikanter ere blevne henviste dertil, saaledes fordrer Arbejderne ogsaa, at Forhandlingerne skal ske igennem deres Forening. Men Hr. Høy bliver derfor lige uberettiget til at beskylde Arbejderne for ikke at ville underhandle, idet de altid har været villige dertil igennem den Institution, de anerkender som den, hvorigennem deres Interesser skal varetages. Det maa tillige bemærkes, at Tilbøjeligheden til at underhandle med selve Fabrikernes Arbejdere heller ikke har været til Stede hos det langt overvejende Flertal af Fabrikanterne, idet de i Regelen absolut har nægtet at gaa ind paa nogen som helst Forhøjelse af Lønnen. Ogsaa med Hensyn til Lønningssatserne gør Hr. Høy sig skyldig i Forvanskninger af de faktiske Forhold; Arbejderne har ikke forlangt en Minimums-Svendeløn a8 Kroner, men derimod en Minimumsløn saavel for mandlige og kvindelige Arbejdere af dette Beløb. Og denne Løn staar desuden ikke som en oprindelig Fordring fra Arbejdernes Side, men derimod som et Tilbud fra flere Fabrikanter, paa hvilket Arbejderne har vist sig villige til at gaa ind. Det kommer altsaa her ikke an paa, hvad Hr. Høy betaler som den laveste Svendeløn, thi Minimumslønnen hos ham er dog 6½ Kr. pr. 1000, og det spiller ingen Rolle, at det er kvindelige Arbejdere, som modlager denne Løn, lige som del ikke er de mandlige Arbejderes Mening vedblivende at levere Arbejde for 8 Kr. pr. 1000, der nu betales med denne Sum, fordi det nu en Gang tilfældigvis er bleven den laveste Betaling for Mandsarbejdere paa Hr. Høys Fabrik. Med de Fabrikanter, hos hvem Arbejdet er genoptaget, saa vel som hos flere andre, hvor Strejken paa Grund af vedkommende Fabrikants Medgørlighed ikke er kommet til Udbrud, er der truffet den Overenskomst at der intet som helst Arbejde skal udføres for en lavere Løn end 8 Kr. pr. 1000, hverken af Kvinder eller Mænd, samt at der for de øvrige Sorter har fundet en tilsvarende Forhøjelse Sted. Disse Overenskomster, til hvilke Forslaget er udgaaet fra Fabrikanterne, ere atter et Bevis paa Arbejdernes Tilbøjelighed til at underhandle, saa at Hr. Høys Paastand altsaa er fuldstændig grundløs.

Naar Hr. Høy endvidere anfører, at maandlige Arbejderes Løn i Reglen er fra 8-12 Kr. pr. 1000, bør det fremhæves, at en meget stor Del maa udføre Arbejde til 6 Kr. pr. 1000, og at Antallet ikke er større end det er, beror udelukkende paa, at der kan faas kvindelig Arbejdskraft til denne Betaling. Det er heller ikke Arbejdernes mindre Arbejdsdygtigbed, der almindeligvis beskæftiges ved det slettest betalte Arbejde. Paa de fleste Fabriker maa i Reglen enhver nyantaget Arbejder begynde med dette, og som oftest faar han Lov til at vedblive dermed indtil der bliver Plads ledig ved det bedre betalte Arbejde, og dette kan som oftest vare i Maaneder og Aar, hvis det overhovedet indtræffer.

Hr. Høys Paastand om, at den almindelige Fortjeneste for mandlige Arbejdere er fra 15 til 20 Kr. er ligeledes urigtig, hvilket bedst kan bevises ved Eksempler, hentede fra Hr. Høys egen Fabrik. Som anført lader Hr. Høy det Arbejde, der er under 8 Kr.. udføre af Kvinder, hvorved de mandlige Arbejderes Løn bliver fra 8 til 12 Kr. pr. 1000. Men endskønt Hr. Høys mandlige Arbejdere hører til dem, der besidder den største Hurtighed og Færdighed, har deres Gennemsnitsfortjeneste dog kun været lidt over 14 Kr. ugenlig. Lægger man dertil, at de kvindelige Arbejderes Fortjeneste kun har været ca. 8 Kr., bliver Gennemsnitsfortjenesten for Hr. Høys samtlige Arbejdere mellem 11 og 12 Kr. ugenlig. Da nu det Arbejde, der udføres hos Hr. Høy udføres af Kvinder, paa mange andre Fabriker udføres af Mænd, og disses Fortjeneste er mellem 8-9 Kr., bliver Gennemsnitsfortjenesten som oftere af Foreningen anført, imellem 11 og 12 Kr. ugenlig.

Naar Hr. Høy anfører, at de Fabrikanter, der har givet efter for Arbejderne, har gjort dette fordi de har været nødt dertil, maa hertil svares, at dette næppe i højere Grad har været Tilfældet med dem end med de øvrige Fabrikanter. Det, der har bevæget dem, er snarere det større Hensyn, de har taget til deres Arbejdere saa vel som til deres Kunder, hvem de ikke har villet byde de mindre gode Varer, som andre Fabrikanter ikke tager i Betænkning at byde deres.

Hr. Høy henviser endvidere til Konkurrencen som den Faktor, der tvinger Fabrikanterne. Hertil skal der bemærkes, at der næppe er noget Fag, hvori Konkurrencen er mindre, end netop i Cigarfabrikationen. I Udlandet er Arbejdslønnen højere og Varerne dyrere end i Indlandet. Hertil kommer den høje Told, a 83 Øre pr. Pund for det færdige Produkt, en Afgift, som yderligere fordyrer de i Udlandet forfærdigede Varer med 9 a 10 Kr. pr. 1000 Cigarer. Ogsaa i Provinserne er Arbejdslønnen gennemgaaende højere, og det er ikke Provinsfabrikanterne, der ved Hjælp af Konkurrencen trykker de københavnske, men derimod omvendt.

Hr. Høy bemærker endvidere, at Fabrikanternes Modstand ikke skyldes nogen gensidig Overenskomst. Denne Paastand holder kun daarlig Stik over Kendsgerningerne. Vedtagelsen paa Fabrikanternes Forenings Generalforsamling den 17de Maj er allerede omtalt, og siden den Tid er det netop en gensidig Overenskomst mellem flere Fabrikanter , der har forhindret, at Underhandlinger med Arbejderne er komne i Stand, og i denne Overenskomst har Hr. Høy selv taget Del.

Erindrer Hr. Høy ikke, at han og et Antal andre Fabrikanter den 20de Juli besluttede at erklære Mødet for inkompetent, uden at der var nogen egenlig Grund dertil. Erindrer Hr. Høy ikke de 14 Fabrikanters Skrivelse af 14de Juli 1883, der indeholdt en Nægtelse af at træde i Underhandling med Arbejderne, og da denne Skrivelses Indhold staar i absolut Modstrid med 3 af Underskrivernes, deriblandt Hr. Høys, tidligere Erklæringer, er det derved givet, at den netop skyldes en gensidig Overenskomst.

De samme Bemærkninger, der her er rettede til Hr. Høy, ere i Hovedsagen ogsaa gældende for de 13 Fabrikanter, der have tiltraadt Hr. Høys Udtalelser, endskønt Publikum er forbleven uvidende om de Herrers Navne. Da D'hrr. har lagt saa stærk Vægt paa at kaste Skylden for ikke at ville underhandle over paa Arbejderne, og delte nu maa antages for at være modbevist, vilde det være konsekvent handlet af D'hrr. Fabrikanter, om de nu, i Henhold til deres egne Udtalelser, vilde lægge deres Vilje for Dagen ved at træde i Underhandling med Arbejderne. De Sidstnævnte har altid været villige til at forhandle, og vil ogsaa fremdeles være det.

Paa Bestyrelsen for Tobaksarbejdersorbundet "Enigheden"? Vegne

ærbødigst

E. Hyller,

Formand

(Social-Demokraten 25. august 1883).

Tobaksarbejdernes Forbund "Enigheden" blev stiftet i september 1871. Den indmeldte sig i Pios "Internationale" som blev stiftet måneden efter. Blandt lederne var Carl Würtz og P. C. Johnsen. 1874-1884 var N. E. Hyller (?-1915) formand (se ovenstående billede), han var også medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Hyller var 1903-1915 valgt i Valby til Folketinget. Han efterfulgtes af Sigvald Olsen. Strejken der varede et halvt år, endte med bedre Arbejdsbetingelser. Det betød at de mange kvinder indenfor faget også begyndte at komme med i organisationen.

L. R. Høy & Sønners Cigarfabrik var grundlagt 1866 af L. R. Høy (1838-?). Han gik efterhånden mere og mere over til kvindelig arbejdskraft. Hans sønner blev i 1900 optaget som associes, Vald. Høy (f. 1867) og Martin Høy (f. 1873) og i 1903 en yngre Søn, Aage Høy (f. 1876) som Associés under ovenstaaende Firmanavn. I 1890 udskiltes Tobaksfabrikken Amsterdam som selvstændig Forretning med L. R. Høy som Eneindehaver. Adresse: Læssøesgade 14 (senere 28?).