Martin Schmidt: Vestre Kirkegaard Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Tivoli som åbnedes store bededag, var trods det mindre gunstige vejr dog straks besøgt af henimod 4.000 mennesker, og i går aftes da vejret var fuldstændig sommerligt, havde der samlet sig ca. 7.000 mennesker på etablissementet. Siden sidste sæson er der vel ikke foretaget noget større byggearbejde, men forskellige udvidelser og anlæg har dog fundet sted, ligesom lokalerne i det hele er blevet oppudsede, så at etablissementet nu under den begyndende forårspragt tager sig meget smukt og tiltalende ud i enhver henseende. 

Til de anlæg der er blevet udvidet, hører dampkarussellen hvor der i går eftermiddag indtraf en uhyggelig begivenhed, idet konduktøren (en ugift typograf ved navn Martin Schmidt), som var i begreb med at indkassere penge hos publikum, mens karrussellen var i gang, sprang ned imellem to af bådene, hvorved han faldt på skinnerne og blev overkørt af hjulene på hoved, bryst og arme, så at han øjeblikkelig måtte køres til Kommunehospitalet hvor han efter svære lidelser er afgået ved døden i morges. 

De to store orkestre i Tivoli dirigeres som sædvanlig af hr. Balduin Dahl og hr. C. E. Møller, og på teatret samt på Plænen optræder der tre ualmindelig dygtige gymnastikerselskaber. 

Ørstedsparkens Kuranstalt der først senere åbnes i parken, vil med det første etablere en brøndkur på Tivoli. Anstaltens kemiske fabrik har været i travl virksomhed lige siden december måned, da aktieselskabet blev stiftet. Dets maskiner der for en stor del er forfærdigede i udlandet, leveres og opsættes af firmaet Løwener & Co, og er af allernyeste konstruktion, ligesom der i det hele bliver draget omsorg for at de forskellige sorter vand bliver fabrikerede efter de bedste metoder. Det er ikke ganske ubetydelige kapitaler der hertil udkræves, og alene flaskerne repræsenterer en værdi af henimod 10.000 kr.

(Slagelse-Posten, 13. maj 1884).

På dette foto fra 188 ses til venstre Damp Flotille Karrussellen. Det anes at der er tale om både, men om det er de samme hvor Martin Schmidt blev dræbt, skal jeg ikke kunne sige. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder. Mariboes samling. 

At vor elskede søn, typograf Martin Schmidt ved et ulykkestilfllde er afgået ved føden, i sit 21. år, efter 12 timers hårde lidelser, dette sorgens budskab meddeles herved af hans dybtsrgende forældre og søskende.

Johanne Schmidt, født Schmidt.

Ludvig Schmidt, skrædder

Begravelsen finder sted søndag den 18. maj, kl. halv et fra kapellet på Vestre Kirkegård.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 16. maj 1884).

Jordefærd. I søndags jordedes på Veste Kirkegård typograf Martin Schmidt der forrige søndag forlykkede på Tivoli hvor han var ansat ved dampkarrusellen. Et meget stort følge af slægt, venner og kolleger havde indfundet sig. Sangforeningen "Baldur" sang en ligsalme i kapellet, hvorefter pastor Schmaltz holdt en lang tysk tale. Ved graven sang en tysk sangforening et farvel. Efter jordpåkastelsen sænkedes typografernes fane tre gange over graven som en sidste hilsen fra arbejdsfæller.

(Social-Demokraten, 20. maj 1884).

Det omtalte kapel er det nu nedrevne trækapel tæt på indgangen ved Bavnehøj Alle. Det var det eneste kapel som eksisterede dengang. Der er formentlig tale om daværende sognepræst ved St. Petri tydske Kirke, Paul Ferdinand Schmaltz (1828-1893).

Frederik A. Hertz dømt for Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Forfølgelsen mod Hertz

- - -

Hvad endelig tiltalen mod Hertz for Overtrædelse af Straffelovens 11te Kapitel, er denne foranlediget ved et i Ugebladet "Ravnen" Nr. 45 for 11te November f. A. indrykket Digt. betitlet "Luthers 100aarige Jubilæum" ved hvis i de to sidste Vers indeholdte anstødelige og forhaanende Hentydninger den Kongen og Dronningen skyldige Ærbødighed maa anses t høj Grad krænket. Da Hertz har erkendt, at der paa bemeldte Numer af "Ravnen" som Ansvarhavende anførte Navn Fr. A. Hertz er sigtet til ham, og tilmed erklæret, at det er med hans Billigelse, at Digtet er indrykket i Bladet, og da der intet Hensyn vilde kunne tages til hans Anbringende om, at han ikke har tænkt sig, til hvem der i de nævnte 2 Vers er sigtet, kunde han for sit Forhold i saa Henseende ikke undgaa Ansvar efter Straffelovens §§ 90 og 93.

Ved Rettens Dom blev [---] Hertz i Medfør af Straffelovens § 64 med en efter dens §§ 90 og 93 lempet Tillægsstraf, der bestemtes til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Vi skal senere komme tilbage til denne Dom.

(Social-Demokraten 23. april 1884).

Kriminalrettens Dom over Redaktør Hertz.

- - -

Vi vender os nu til den for "Majestætsfornærmelsen" afsagte Dom. Denne er som bekendt bygget paa et Digt i Ugebladet "Ravnen", hvori der skal være sigtet til Kongen og Dronningen. Det mærkelige er imidlertid, at hverken Kongen eller Dronningen er nævnt i Digtet og at Hertz har protesteret imod, at der deri var sigtet til disse to Personer. Der er endvidere den Mærkelighed derved, at Undersøgelsesdommeren, Assessor Thiele, ikke forstod de ytringer, det nævnte Digt indeholdt, og at man først efter vidtløftige Undersøgelser og Forespørgsler fik stillet en Forklaring deraf paa Benene. Ikke desto mindre har Retten idømt Hertz G Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Efter denne Retspraksis kan man altsaa befrygte, at enhver uforsigtig Ytring kan blive udlagt som en Majestætsfornærmelse. Betingelsen for at blive dømt er jo herefter kun den, at en Kriminalretassesor "finder", at der ved en saadan Ytring kan være sigtet til Kongen eller Dronningen. Det nytter ikke, at Vedkommende benægter, at Sligt har været hans Hensigt. Det nytter heller ikke, at der her i Landet kan gives mangfoldige andre Personer, til hvem en saadan Ytring kan være rettet, lige som det er en aldeles ligegyldig Sag, om Vedkommende bliver "overbevist" eller ikke; naar en Assessor mener, at der er sigtet til Kongen, saa er dette nok til at fælde en Dom, og til at hensætte en Mand i el langvarigt Fængsel paa Vand og Brød.

Denne Jagen efter Majestætsforbrydelser, denne Forfølgelse af Folk, der staar i Opposition til det bestaaende Regimente samtidig med, at der ses igennem Fingre med Folk, der bærer et finere Navn og beklæder en eller anden af de saakaldte "agtede" Stillinger i Samfundet vil imidlertid ikke bidrage til at befæste det Bestaaende. Tværtimod aabner en saadan Fremgangsmaade Øjnene for det nuværende Regeringssystems Hulhed og Raaddenskab, og bevirker, at den nuværende Samfundsbygning hurtigere end ellers vil styrte sammen for at give Plads for sundere og fornuftigere Tilstande.

(Social-Demokraten 24. april 1884).

Drab af Pleiebarn. (Efterskrift til Politivennen)

Drab af et Plejebarn. H. N. S. L. Kornerup kom for ca 8 Aar siden tilligemed sin Hustru her til Staden, hvor de senere har levet i ringe Kaar, uden at han har haft nogen stadig Beskjæftigelse. I bemeldte Tid har de mod Betaling haft to Barn i Pleje, og efter at det ene af disse var død i Begyndelsen af forrige Aar, henvendte hans Hustru sig efter Samraad med sin Mand til en Jordemoder for ved hendes Hjælp paany at erholde et Barn i Pleje. Den 25de September f. A. modtog de ogsaa et Drengebarn, som de skulde abortere mod en Betaling en Gang for alle af 450 Kr, hvilken Sum de, for at Adoptionsbevillingen vor erhvervet, erholdt udbetalt den 18. Oktober. Dagen efter døde Barnet, og da den i den Anledning til kaldte Læge fandt Tegn paa Vold. gjorde han Anmeldelse til Politiet, hvorefter Kornerup blev anholdt. Han nægtede først at have udøvet nogen Vold mod Barnet, senere afgav han Tilstaaelse, hvis Rigtighed er bestyrket ved det iøvrigt oplyste. Efter at han og hans Hustru havde modtaget de ovennævnte 450 Kr., forlod sidsenævnte lidt efter Middag deres Hjem, og medens han sad alene hjemme og tænkte over, at han herefter skulle forsørge Barnet, faldt det ham ind, at han kunde fri sig for denne Byrde ved at dræbe Barnet, og besluttede strax at sætte dette i Værk. Han gik derfor hen til den i hans Dagligstue staaende Barnevogn, hvori Barnet laa, anbragte en Haand paa hver af dets Sider udvendig paa Klæderne, saalede, at han lagde Tommelfingrene ind paa dets Bryst og de fire andre Fingre sat op mod dets Sider, lidt under Armhulerne og trykkede derefter med begge Hænderne to Gange stærkt paa Barnets Brystkasse, hvorpaa det begge Gange skreg højt og græd lidt, men derefter laa rolig. Da hans Hustru kort efter kom hjem, fortav han det passerede for hende, og først hen paa Aftenen bemærkede hun, at Barnet var meget sygt, og lod først en Jordemoder og derefter en Læge kalde, der imidlertid ikke var hjemme og først indfandt sig næste Dags Morgen. Barnet viste sig da at være Døden nær, og lidt før Middag døde det. I Følge Obduktionsforretningen har Døden indtraadt som Følge af flere forefundne Læsioner i Brystkassen, som maatte være opstaaede ved ydre Vold. Forøvrigt har der under Sagen været Spørgsmaal om Arrestantens Tilregnelighed, og han har i den Anledning været indlagt paa Kommunehospitalet under Qbservation af Retslægen. Denne har som sin Overbevisning udtalt, at der ingen Grund foreligger til at antage, at Arrestanten ikke har været tilregnelig, da han begik den i Sagen omhandlede Forbrydelse, og denne Erklæring er tiltraadt af det kgl. Sundhedskollegium.

I Medfør at det anførte og idet Arrestantens Drab af Barnet efter samtlige med samme forbundre Omstændigheder fandtes at maatte betragtes som udøvet med Overlæg, blev han ved Kriminalrettens Dom af 19de d. M. anset efter Straffelovens § 190 med Livsstraf.

(Morgenbladet (København 23. april 1884).

Hans Nicolai Sophus Lehmann Kornerup, født 13. februar 1848 indankede sagen til højesteret hvor straffen den 11. juni 1884 blev stadfæstet. Tirsdag den 12. august 1884 blev straffen ved kongelig resolution ændret til livsvarigt tugthus. Tirsdag den 17. juli 1900 blev Hans Nicolaj Sofus Lehmann Kornerup prøveløsladt.

Tiltale for Drab. (Efterskrift til Politivennen)

Den 28. September f. A var der i Purhus Kro samlet 4 Reisende tilligemed en paa Egnen hjemmehørende Dagleier, hvilke nød forskjellige Omgange Snapse og udviste støiende Adfærd, hvorfor Kroeieren sendte Bud efter Sognefogden og andre Starboende, deriblandt en Gaardeier, som modtog Budskabet udenfor sin Gaard, netop som han kom hjem fra Jagt, og nu gik hen til Kroen medhavende sit med ca. 50 Hønsehagel ladede Gevær. Efterat Sognefogden i længere Tid forgæves havde opfordret de Reisende og blandt disse den tidligere for Vold og Løsgængeri straffede Murer Mühlenberg til Rolighed, bleve de med Bistand af flere af de Tilstedeværende satte udenfor, ved hvilken Leilighed Mühlenberg, der gjorde Modstand og slog om sig, faldt om paa Trappen, og da den ommeldte Gaardeier bøiede sig ned, for at ffnde ham til Side, blev han sparket i Hovedet af Mühlenberg, men det lykkedes dog at faa Døren lukket. Mühlenberg kastede nu først en Flaske og derpaa en af sine Træsko giennem den med Glasruder forsynede Gadedør, hvorved Ruderne splintredes og Glasstumperne stod om Ørene paa de i Krostuen Tilstedeværende, og baade Sognefogden og Gaardeieren bleve ramte i Ansigtet af Skaarene. Herved opstod der Uro i Krostuen, hvor der foruden disse 2 Mand var 8 andre Mand til Stede, hvorimod Kroejeren havde trukket sig tilbage til sit til Krostuen stødende Kontor, og da ingen turde gaa udenfor for at hindre den yderligere Vold, de befrygtede fra Mühlenbergs Side, spurgte Gaardeieren Sognefogden, om han maatte skyde paa Mühlenberg, og da han efter sin Forklaring hørte Sognefogden sige: "Ja, men i Benene", aabnede han Døren lidt og sigtede paa Mühlenbergs Ben med sin Bøsse, der imidlertid klikkede, hvorpaa han, idet atter en Ting blev af Mühlenberg kastet mod Døren, greb en Bøsse, som en af de andre Tilstedeværende havde hos sig, og - idet Kroeieren inde fra Kontoret, efter hvad der er oplyst, flere Gange havde sagt "skyd" ud i Krostuen. - affyrede denne med Sigte efter Benene paa Mühlenberg, som da var i en Afstand af mellem 4 og 10 Skridt fra Døren, og hvem der herved blev tilføiet et Skudsaar paa høire Laars Bagflade. Mühlenberg faldt nu til Jorden og blev bragt ind i Krostuen, og efter at være foreløbig forbunden, blev han kiørt til Randers og indlagt paa Sygehuset. Efter Lægens Erklæring var han beruset og ofte Symptomer paa Dilirium, som dog bedredes næste Dag, men den 27. September døde han, og de obducerende Sagers Skjøn gaar ud paa, at det maa antages, at Dødsaarsagen har været en Sygdom opstaaet som Følge af det tilføiede Skudsaar do« en paa Grund af overdreven Nydelse af spirituøse Drikke dertil særlig disponeret Person. Gaardeieren har forklaret, at han, der var noget fortumlet i Hovedet efter det Spark, han havde faaet, ikkun vilde forebygge yderligere Vold og aldeles ikke havde til Hensigt at lemlæste endsige dræbe Mühlenberg, og Sognefogden, der ikke vil kunne huske, men heller ikke vil benægte at have brugt Kininen om at skyde Mühlenberg i Benene, har forklaret, at han i alt Fald har gjort det af Forskrækkelse og i den Tanke, at Gaardeieren, der var en meget ældre Mand, nok vidste, hvad han giorde, ligesom Kroejeren endelig har forklaret, at han kun af Forskrækkelse har udstødt sit Udraab "skyd", og at han ikke vidste, om det var for at ramme eller kun for at skræmme Mühlenberg, at Gaardeieren skød. Viborg Overret fandt nu ogsaa, at det maatte anses for givet, at det havde ligget aldeles udenfor deres Hensigt, at Mühlenberg skulde dø eller lemlæstes, ligesom det heller ikke kunde antages, at de maatte have kunnet forudse hans Død som en rimelig Følge, idet vedkommende Distriktslæges Erklæring gaar ud paa, at et Skudsaar gjennem Benet af den omhandlede Art ikke i Almindelighed vil medføre Fare for Livet eller Tab af Lemmer, men idet det paa den anden Side ikke kunde antages, at Mühlenbergs Angreb havde været af en saadan Art, at det ude beføie til at anvende et saa farligt Vaaben paa den ommeldte Maade, fandtes Gaardeieren at maatte anses efter Straffelovens § 40 andet Membrum med simpelt Fængsel i 1 Maaned, og Sognefogden samt Kroeieren, det ved deres Optræden havde medvirket til Anvendelsen af den ommeldte vold, efter samme § sammenholdt med § 51 med lige Fængsel i henholdsvis 8 og i 4 Dage. 

(Nationaltidende 23. april 1884. 2. udgave)

De søgte alle om benådning og i september 1884 blev straffene ændret til bøder til statskassen. 200 kr. til M. Andersen, 50 kr. A. Dyrby Nielsen og 40 kr. til Buchwald.

Fra Gader og Veie. (Efterskrift til Politivennen)

Nørrebro fremtræder nu lidt efter lidt i en ny og forynget Skikkelse. Reguleringen strider rask frem, og de snevre Passager forsvinde den ene efter den anden. Slotsgade er nu ikke alene reguleret, men bliver ogsaa ordenlig brolagt, saa den vil snart fremtræde som en smuk, regelmæssig og bred Passage. Hjørnestedet "Noæ Ark" forsvinder for at give Plads for en smuk Bygning. Ved denne Ledighed ser man med stor Forundring det samme Princip gjøre sig gjældende, hvis Forkastelighed vi nylig her i Bladet have fremhævet. Paa Fortoget ud for det nævnte Hus har man sammentømret et lille Hus med Vinduer og Glasdøre, hvori en Slagter har opslaaet sin Butik. Fremgangsmaaden maa altsaa være tilladelig, men hvorfor tillades den saa kun i dette ene Byggedistrikt og dette ene Politidistrikt? Man bliver mere og mere nysgjerrig efter at kjende Hjemmelen for en saadan Fremgangsmaade, og hvor vidt man kan gaa i andre Partier af Staden i lignende Tilfælde. Lidt længere ude paa Nørrebro staar dog en væsenlig, om end kun liden kostbar Regulering tilbage. Det er Indkjørslen fra Nørrebrogade til Kapelveien, som er Hovedadgangen til Assistens Kirkegaard. Denne Indkjørsel er for Øieblikket en hæslig, krum og skæv Smøge hvor Vogne risikere at kjøre fast og Fodgjængere at blive lemlæstede. Og hvad er det saa, der indsnævrer Passagen? Ikke andet end en gammel, vindskæv, faldefærdig, uhyggelig Graverbolig, der kunde erstattes med en anden hvor som helst det skulde være, om man ikke vilde foretrække at give Graveren Husleiepenge. Naar den kom bort, var Kapelveien den skiønneste Sidepassage, der tænkes kunde. Der cirkulere efter Forlydende for Øieblikket en Adresse blandt Grundeierne paa Kapelveien til Kommunalbestyrelsen om denne Sag. Maatte det dermed lykkes at stemme denne Myndighed gunstig for Sagen, vilde derved være vundet meget med Hensyn til Nørrebros Forskjønnelse.

(Nationaltidende 23. april 1884).