Sadelmagerarbejdet paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Sadelmagerne have gjennem et Udvalg af Mestre og Svende anket over, at der paa Ladegaarden forfærdigedes Madratser til St. Hans Hospital uden at være udbudte til Licitation, og at der gjennem Kvartermesteren er udført privat Arbeide. I denne Anledning henviser Magistraten til 4. Afsnit af Planen for Kjøbenhavns Fattigvæsen, særlig § 46: "Findes Fattigvæsenet Fordel ved, til Udsalg eller til Brug hos sig selv, at give sit spundne Garn eller andre Varer videre Forædling ved Vævning og deslige, gjør det dertil de fornødne Anlæg; dog vogter det sig i den Henseende for at begynde med altfor vidtløftige eller kostbare Anlæg. Hellere gaar det frem fra det Mindre til det Større, efterhaanden og forsigtigen; altid dog med Hensyn til, at intet mangler, for at sætte arbeidsføre Hænder i nyttigst Arbeide", og § 47: "Alt slags Fabrik- og Haandarbeide for Fattigvæsenets Regning, eller for andre efter Akkord, foretages og udføres under dets Tilsyn og Bestyrelse, almindeligen i Fattigvæsenets offenlige Arbeidshuse." Hertil slutter sig for Arbejdsanstalten paa Ladegaardens Vedkommende Kancelliskrivelse af 4. Juni 1833, kommuniceret ved allerhøieste Resolution af 29. Mai f. A., angaaende denne Anstalts Indretning, i hvilken det hedder i § 2, "at Ladegaardsindretningen skal vedligeholdes som et Arbejdssted, hvor Fattigvæsenet kan give arbeidsføre Trængende stadig og hensigtsmæssig Beskæftigelse, og at der til den Ende skulde indrettes saa mange forskjellige Beskæftigelsesmaader, som Omstændighederne tillade, og som kunne sætte Fattigvæsenet i Stand til at benytte de i Indretningen optagne Individers Arbeide paa fordelagtigste Maade efter den Arbeidsdygtighed, de medbringe, hvorhos Fattigvæsenet fornemmelig bør stræbe, saa vidt muligt, selv der at lade forarbeide alle dets Forbrugsartikler, og tillige søge at træffe Overenskomster med andre offenlige Indretninger om Leverance af de til disses Bedrift nødvendige Gjenstande, samt endelig, for saa vidt tilstrækkelig Beskæftigelse ikke paa disse Maader kan forskaffes de Individer, der ere anbragte i Indretningen, tabe arbeide til Afsætning, hvorved det dog, saa meget som muligt, bør undgaas at gaa Ind paa de næringsdrivende Borgeres Erhverv", og i § 3, "at den administerende Direktion for Fattigvæsenet maa, om den finder det hensigtsmæssigt, etablere et Udsalgsted i Byen for de ved Ladegaardsindretningen tilvirkede Produkter".

Det fremgaar heraf, at Magistraten er pligtig til, saa vidt mulig, i Anstalten at lade forarbeide, hvad den behøver til sit eget Brug, men at den ved Siden heraf ogsaa kan lade Arbeider udføre saavel for Fattigvæsenet i Almindelighed som for Kommunen, ligesom den ogsaa kan paatage sig Arbeider saavel for andre Institutioner som for Private og endog etablere et Udsalg og altsaa afhænde de i Anstalten tilvirkede Arbeider til alle og enhver, altsaa uden foregaaende Bestilling. Det fremgaar heraf, at Besværingen hviler paa Mangel paa Kundskab til de Normer, der ere bindende for Administrationen, og paa hvilke den hele Arbeidsvirksomhed paa Anstalten hviler, og Klagen maa saaledes afvises som ubeføiet. Da Klagen imidlertid særlig fremhæver det Arbeide, der er fuldført for St. Hans Hospital, hvilket skal være St. Johannes Stiftelsen i Ryesgade, oplyser Magistraten, at Anstalten for denne har paataget sig Syning og Stopning af 632 Hvømadratser, 275 Under- og Hovedmadratser med Krølhaar, 50 Hovedmatratser med do, 53 Madrasser med vegetabilske Krølhaar, 38 do. med Skraa- og Fodpuder til Børnesenge og 250 do. stoppede med Hø, hvorfor Arbeidslønnen er  kalkuleret til 2254 Kr. 30 Øre. Af Madratserne er en betydelig Del færdige, men hvorvidt det hele Parti kan forarbejdes paa Anstalten, vil bero paa, naar nævnte Stiftelse har Anvendelse for hele Partiet, samt paa, hvorvidt den fornødne fyndige Arbeidskraft vil være til Stede. Foruden anførte Madratser har Anstalten ogsaa paataget sig at udføre en Del Snedkerarbeide, navnlig Skabe, Skrivepulte, Skriveborde, Borde, Træstole, Servanter, men alle Møbler kunne ikke forfærdiges samme Steds, og Jernsenge samt en Del Stole ere udbudne til Haandværkere. Endvidere har Anstalten paataget sig at levere noget Blikkenslager- og Bødkerarbeide samt Syarbeide til nævnte Stiftelse, men af uldne og linnede Varer har Anstalten kun leveret den mindre Det, hvorimod den betydeligere Del er udbudet ved Licitation. Anstalten har derudover leveret uldne og linnede Varer samt Møbler til enkelte Afdelinger under Kommunen og enkelte offentige Institutioner, men til Kommunen har den langt fra leveret, hvad denne har havt Anvendelse for, saaledes navnlig ikke til Skolevæsenet, der dog i de senere Aar har ladet en Række Skolebygninger opføre, hvorimod Internatet tildels er blevet monteret fra Arbeidsanstalten, og dette ligger i, at Anstalten gar Vanskelighed ved til given Tid at paatage sig større Leverancer, idet disse altid maa modtages med Forbehold paa Grund af den vekslende og til visse Aarstider indskrænkede Befolkning. Det er under disse Forhold ofte vanskeligt at faa Arbeide fra Kommunen og andre Autoriteter, og da de i Anstalten værende Haandværkere helst vedblivende bør beskæftiges med det af dem lærte Haandværk, har det været nødvendigt at modtage Bestillinger fra Private. I 1883 er der til Private afsat: Snedkerarbeide for 2058 Kr., Trædreierarbeide for 236 Kr., Sadelmagerarbeide for 191 Kr , Malerarbeide for 19 Kr., Smedearbejde for 16 Kr., Blikkenslagerarbeide for 24 Kr., Skræderarbeide for 103 Kr., Arbeidsløn af Fitlsko for 335 Rr., øvrigt Skomagerarbeide for Funktionærerne for 710 Kr., Bogbinderarbeide for 300 Kr.. Uldkartning for 176 Kr., solgt uldne Varer for 73 Kr., solgt linnede do. for 344 Kr., solgt Bomuldsvarer for 2444 Kr. Af disse Beløb ses det, at Anstalten kun er gaaet meget lidt ind paa Borgernes Erhverv, idet Indtægten i hver Branche er saa ringe, at en Mester ikke kan leve deraf, og der er saaledes taget det mest mulige Hensyn til Paalæget i den nævnte kgl. Resolution. Det fremhæves derhos, at de producerede Ting ikke ere billigere, i alt Fald kun meget lidt billigere end de, der frembringes af private Haandværkere, fordi de paa Anstalten indbragte Arbeidere, af hvilke mange paa Grund af det af dem førte tidligere Liv ere sløvede saavel i legemlig som Aandelig Henseende, anvende langt mere Tid til et Stykke Arbeide end de private Haandværkere, hvorved Prisen paa de færdige Varer uagtet en billig Arbeidsløn omtrent ækvivalerer med private Mesteres Arbeider. Til Slutning giver Magistraten en Fremstilling af, hvorledes Arbeidsvirksomheden paa Ladegaarden har udvidet sig, og den udtaler endelig, at den i Mandfolkeafdelingen altid har en Vanskelighed at kæmpe med, nemlig den overordenlig vekslende Befolkning samt den Omstændighed, at naar Belæggelsen er størst, er det Arbeide, der kan faas, ringe, medens man omvendt, naar Belæggelsen er mindre stærk, kan have Vanskelighed med at faa præsteret, hvad man har paataget sig, Omstændigheder, over hvilke Magistraten ikke er Herre, men som mere end alt andet udelukker Fattigvæsenet fra i nogen betydelig Grad at lade Arbeidsanstalten overtage privat Arbeide eller gribe ind paa den private Industris Omraade, og saaledes vise, at den af Fagforeningen udtalte Bekymring for, at et saadant vil ske, maa karakteriseres som ugrundet.

Sagen skal paa Mandag forhandles i Borgerrepræsentationen.

(Nationaltidende 19. december 1884).

St. Johannes Stiftelsen. Illustreret Tidende nr. 30, 26. april 1885.

Vand og Kloak i Nakskov. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nakskov skrives der Nakskov Kloak- og Vandværk, til os den 11. som blev paabegyndt ifjor ved denne Tid, men hvoraf de vigtigste og vanskeligste Arbeider, nemlig Udgravningerne og Lægningen af det Rørnet, som nu gjennemkrydser den største Del af Byen, ere udførte i Løbet af Sommeren, er i disse Dage afleveret af de nedkommende Entreprenører. Kloakværket har vel allerede virket i flere Maaneder, og Vandværket, som begyndte sin Drift den l. November, har fra den Tid været i fuld Virksomhed, men først nu ere alle de Prøver, som Anlægsingeniøren, Inspektør Ambt fra Kjøbenhavn, har ladet foretage for at godtgjøre Arbejdets kontraktmæssige Udførelse, afsluttede og Anlæget derfor overgaaet til Byens Drift. Efter alt at dømme, er det et Værk, som alle Parter kunne være fuldstændig tilfredse med. Ikke alene ere de til Værket hørende Bygninger, Vandtaarnet midt Byen og Vandværksbygningen ved Nybro, en Pryd for Byen, men selve Anlægets Nødvendighed godtgjort ved den Tilslutning, det allerede nu har faaet, idet af Byens c. 550 Ejendomme omtrent de 450 have faaet indlagt Vandledninger. Af industrielle Anlæg benytter Byens 2 største Bryggerier Vandværkets Vand, uden hvilket de sandsynligvis i dette vandknappe Efteraar havde maattet stanse eller indskrænke deres Drift. I Puggaard og Hages Maltfabrik bliver der i disse Dage indlagt en større Ledning for at sikre dette Etablissement mod Vandmangel. Vandværket er ogsaa stort nok til at tilfredsstille baade det nuværende Behov og endnu større fremtidige Fordringer, da 4 Timers Pumpning for Tiden stadig holder fuldt Tryk i Beholderen i Taarnet, og Ledningerne ere tilstrækkelig store til at føre Vandet rundt i Byen. Trykprøver af alle Brandhanerne vise, at Vandet i Byens Centrum føres op til en Høide af c. 84 Fod og i Udkanterne af Byen til c. 78 Fod over dagligt Vande i Nakskov Havn. Sprøiteprøver have godtgjort, at en Slange fra en enkelt Brandhane kan føre Vandet med tilstrækkelig Kraft i de nødvendige Høider. For Brandvæsenet vil Anlæget selvfølgelig have stor Betydning, idet man i Ildebransstilfælde nu altid vil have Vand fra Brandhanerne i Nærheden og derved undgaa den Forvirring, soet Vandets Tilførsel ved førspændte Sluffer tidligere bragte i Slukningsarbeidet, ligesom ogsaa det rene Vand vil forhindre Sprøiternes Tilstopning, hvad der tidligere saa hyppig hændtes. I sanitær Henseende paaregnes endnu større Fremskridt; de indtil 14 Fod dybt liggende Kloakledninger føre hurtig Spildevandet bort til Pumperne, som løfte det over til de Arealer i Saunsøvig paa den Byen modsatte Side af Fjorden, hvor det straks fordeler sig ved de der unfer Anlæg værende Overrislingsvolde. De 3 Tommers Drainledninger, som overalt ere nedlagte samtidigt med Gadeledningerne, føre alt Grundvandet til de nærmeste Kloakbrønde. Som Følge af, at det overalt i Byen, hvor Kloakledningen føres til Udpumpningsmaskinerne, er tilladt at benytte Vandklosetter, er man nu befriet for de Ulæmper, som følge med baade Grube, og Tøndesystemet. Hensigtsmæssigheden og Gavnligheden af delt nye System er allerede almindelig anerkjendt, hvad der viser sig ved, at ikke faa Private have ladet Kloakindlæg indføre paa deres Eiendomme dels til Benyttelse af Husklosetter, dels til Gaardklosetter. Navnlig de sidste synes at vinde Tilslutning, og man ser mange, selv smaa Eiendomme, som have forsynet sig dermed. Omkostningerne ved saadanne Anlæg lægge heller ingen synderlige Hindringer i Veien selv for Smaakaarsfolk, thi Kommunen yder Laan til enhver, der ønsker det, baade til Vand og til Kloakindlæg imod 8 Aars Afbetaling, idet det forventes, at denne Imødekommen vil forøge Tilslutningen og derved, ligesom ved vort Gasværk, hvor det samme Princip har været bragt i Anvendelse, bidrage til at forøge hele Anlægets Rentablitet. Efter den store Tilslutning, Foretagendet allerede har mødt, er der alt nu Udsigt til, at Anlæget vil forrente sig, og Tilstedeværelsen af Vandværket vil forhaabentlig snart frembringe nye Industrigrene, som Byen hidtil paa Grund af Mangelen paa brugbart Vand har maattet savne, og derved bringe forøgede Indtægter. Vand- og Kloakværkets 4 Maskiner drives med Gas, der her i Byen til Maskinbrug leveres for 2 Kr. 50 Øre pr. 1000 Kubikfod. Udgiften til Gas til Vandværksmaskinerne andrager for Øieblikket 1 Kr. 75 Øre pr. Døgn. Under et stærkt Regnskyl og Tøbrud for nogle Dage siben, hvor begge Kloakpumperne vare i Gang fra Kl. 6 Morgen til Kl. 12 Midnat, var Udgiften til Gas 5 Kr. 60 Øre. - De fortrinlige Gasmaskiner, som ere leverede af Firmaet Tuxen & Hammerich her i Byen, have ogsaa deres Del i, at Gasforbruget er saa ringe, idet de, der vare paaregnede at arbeide med et Forbrug af 35 Kubikfod Gas pr. Hestekraft i Timen, ikkun bruge 31 Kubikfod. Efter Forlydende antages der anlagt et mindre Pumpeværk til Bortførelse af Spildevand i den vestlige Udkant af Byen.

(Nationaltidende 15. december 1884)

Fotograf Johanne Birkedahl, ca. 1890: Vandværket ved Nybro til højre, til venstre Bøtterns Gård. Fra Nakskov Købstads historie, bind 3, 1936.

I 1882 henvendte Nakskov byråd sig til viceinspektør Ambt i København. Han angav de dårlige afløbsforhold som årsag til byens store Sygelighed, fx koldfeber (Lollandsfeber), difteritis, diarre og gastrisk feber. Alt skident vand fra køkkener, pissoirer, stalde, Slagterier mv endte i rendestenene og åbne grøfter. I gårdene sank spildevand i jorden og forurenede grundvandet. Han foreslog derfor et højtryksvandværk og kloakværk med oppumpningsstation og udløb på Saunsøgårds jorder der herved nød godt af det gødningsrige kloakvand. Byrådet blev forfærdet over Ambts redegørelse, og fik bygget et Vandværk til 140.000 kr. og et kloakværk til 170.000 kr. Fra et bassin i Indrefjorden (nuværende yderste firkantede bassin) førtes det via en ledning til Vandværket ved Nybro og derfra op i vandtårnet i Tilegade. Værkets endelige pris blev 272.000 kr. Overfladevandet i Indrefjorden viste sig imidlertid stærkt inficeret. 

Vandtårnet i Tilegade i Nakskov. Opført 1884 og forhøjet i 1923. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2025.

Byrådet måtte i 1886 ofre nogle hundrede kroner til rensning og årlig vedligeholdelse af brøndene. Steins Laboratorium betegnede vandet var så slet og usundt at man ikke burde tillade at det brugtes til drikkevand og madlavning. Især om sommeren, men også i isvintre havde vandet en afskyelig lugt og en ubehagelig smag og vrimlede af vegetabilsk og animalsk "utøj". De nye filtre hjalp ikke. I 1895 erkendte byrådet at Indrefjordsvandværket var en fiasko. Man gav sig i stedet til at bore efter vand rundt om byen, og i 1897 fandt man en god vandåre i Branderslev. I 1898 byggedes en pumpestation her og anlagde et vandværk der blev indviet i 1900. Denne gang sikrede det rent vand. Vandtårnet blev forhøjet og forsynet med en større beholder.

Dømt fra Livet for Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten har if "D. n. T." afsagt Dom i en fra Salling Herreds Extrarel indanket Sag, hvorunder Arrestanten Rasmus Larsen tiltaltes for med Overlæg at have dræbt sit 5 Maaneder gamle Barn. Arrestanten indgik i 1883 Ægteskab med en Kvinde, med hvem han forud havde et Barn, og som den 20de Januar d. A.fødte det her under Sagen omhandlede Drengebarn. I sidstafvigte Foraar bosatte han sig med sin Hustru og deres to Børn paa Aastrup Mark, hvor han ernærede sig som Daglejer. De levede i meget trange Kaar, og ofte, naar Arrestanten ikke vilde bestille noget, jagede han sin Hustru ud for ved Betleri at skaffe det fornødne.

Lørdagen den 28de Juni d. A. gik Arrestanten til Faaborg for at søge Lægehjælp til det fornævnte yngste Barn, som led af Udslæt, i hvilken Anledning hans Hustru havde medgivet ham en Flaske til Medicin. Han traf ikke den Læge, han søgte hvorfor han overnattede i Faaborg og den 29de om Morgenen gjorde han paany et Forsøg paa at faa Lægen i Tale. Da dette ikke lykkedes, besluttede han at dræbe Barnet, idet han. der følte sig trykket af sin daarlige økonomiske Stilling, mente, at naar han og hans Hustru var fri for at passe dette Barn kunde de bedre ernære sig ved at gaa paa Arbejde. For at iværksætte denne Beslutning kjøbte han paa Faaborg Apothek for 10 Øre Skedevand (Salpetersyre), hvilket han modtog i den medbragte Flaske og bragte til sit Hjem, som han naaede henved Kl. 12 Middag. Han ængstedes ved Tanken om at indgive Barnet Salpetersyre og tøvede dermed, indtil Hustruen omtrent Kl. 8 samme Dags Aften for et Øjeblik forlod deres Stue og bad ham holde Barnet saa længe. Medens han havde Barnet paa Armen, tog han Flasken med Salpetersyren og hældte i den Hensigt, at Barnet skulde synke Salpetersyren og dø heraf, omtrent Halvdelen af Flaskens Indhold i Barnets Mund. En Del af Vædsken faldt paa Barnets Hage, Hals og Bryst; Flasken med deri tilbageværende salpetersyre kastede Arrestanten ud af Vinduet. Ved Barnets Skrig ilede Moderen til og vilde søge Raad hos Nabofolkene. men dette forbød Arrestanten hende, ligesom han afslog hendes Anmodning om at hente en Læge. Den 30te Juni om Eftermiddagen indfandt Distriktslægen sig paa hendes Foranledning, og da Barnet viste sig at være forbrændt af Salpetersyren i hele Mundhulen, paa Læberne, Hagen. Halsen og Brystet, foranledigede han en Undersøgelse indledet. Barnet døde den 4de Juli, og som Resultat af den foretagne Obduktion udtalte vedkommende Læger, al der maa antages at være død af de ved Salpetersyren fremkaldte betydelige Saar udvendig paa Huden i Forening med den mangelfulde Ernæring paa Grund af Ætsningen af Slimhinden i Munden og svælget. Til denne Udtalelse havde det kgl. Sundhedskollegium sluttet sig. Arrestanten, der tidligere er straffet, blev ved Underretsdommen efter Straffelovens § 190 anset med Livsstraf, hvilken Dom Overetten stadfæstede.

(Randers Dagblad og Folketidende 13. december 1884).

Salling Herred lå i Svendborg Amt. Højesteret stadfæstede 2. februar 1885 dommen. Den 7. marts 1885 blev han benådet mod en livstidsstraf i tugthuset.

Trianglen. (Efterskrift til Politivennen)

Langs med den Tjærebetonsti, der fører over Trianglen forbi Telefonhuset og Sporvognsventesalen, har der paa de samme Steder, hvor der tidligere stod en Række Træer, som efterhaanden gik ud og derfor maatte fjernes, i en Maanedstid været gravet ca to Alen dybe, ca. tre Alen lange og ca. to Alen brede Huller. Disse Huller bleve omgivne med spinkle Træstakitter for ikke at være altfor slemme Faldgruber for det veifarende Publikum, for hvilket Hullerne i Førstningen var en uløselig Gaade, da man ikke kunde tænke sig Muligheden af et gjentaget Forsøg paa at plante Træer paa et Sted, hvor Erfaringen har vist, at de ikke kunne gro. Alligevel hedder det nu med Bestemthed. at Magistraten virkelig paatænker en ny Plantning af Træer paa dette Sted; men vi maa oprigtig tilstaa, at det er os ufatteligt, hvorledes denne Tanke har kunnet falde nogen ind. Ganske vist lyder der et almindeligt Suk, hver Gang Magistraten fælder et af de af vore Forfædre møisommelig plantede og opelskede Træer paa vore Gader og Veie, og der er mangfoldige Steder, hvor en fremsynet Økonomi kunde have skaanet prægtige Alleer, der ere faldne for Magistratens ubarmhiertige Ødelæggelseslyst; af saadanne Alleer kan særlig nævnes Østerfarimagsgade, som meget vel kunde have været anlagt saaledes fra Begyndelsen af, at i det mindste den ene Side af den tredobbelte Trærække var bleven skaanet, og hvor man nu atter planter nye Træer paa den vestlige Side i Stedet for de omhuggede præglige Veteraner. Men med et Torv som Trianglen er det en hel anden Sag. Færslen der er saa stærk, at Pladsen paa ingen Maade egner sig til hverken store eller smaa Trærækker. Vi have Aar efter Aar henledet Opmærksomheden paa dette Torv, hvoraf endnu stadig store Stykker henligge som bundløst Smaamoradser, der i et Føre som i disse Dage ere næsten ufremkommelige. Hvorfor kan man dog ikke omsider beslutte sig til at opfylde, regulere og brolægge denne Plads, den østre Forstads eneste Torv, hvor hele Trafikken koncentrerer sig? Her findes nu foruden Telefonhuset og Dampsporvognens Dreieskive og Ventesal m. v. ikke mindre end tre Sporvognsstationer, hvor der stadig holde en Sporvogn paa hver. En Mængde Fiskevogne og Vogne med diverse Produkter fra Landet have deres Stade her, og den hele Plads er ofte lige saa belemret som Gammeltorv. Men nogen ledende Aand i Virvaret spores ikke. Det Hele er et storartet Kaos. Vi skulle ikke blive trætte af at henlede Kommunalbestyrelsens Opmærksomhed paa denne Sag, som visselig fortjener en bedre Ordning. Pladsen har forlængst været bebygget paa alle Sider, og efterhaanden som Arbeiderne paa Nordhavnen skride frem, tiltager Vogntrafiken ad denne Kant. Medens man med store Udgifter har brolagt den lange eg brede Kalkbrænderivei, hvilket kostede Rækker af vore største og smukkeste Træer Livet, henligger Tilkjørslen til den, Trianglen, endnu bestandig i Uføre. Nogen fornuftig Plan heri er ikke til at øine. Og jo længer man udsætter Pladsens Regulering, desto mere forstyrrende ville Reguleringsarbeiderne gribe ind i den stadig voksende Færsel. Heller end at udskyde disse uundgaaelige Arbeider synes man at maatte kunne udsætte Ombrolægningen af en af de gamle Gader et Aarstid.

(Nationaltidende 9. december 1884. 2. udgave)

Foto Henrichsen. Parti af Trianglen ved Østerbro. 1880-1889. Fotoet er formentlig taget i 1885, måske 1886. Pladsen er modsat artiklens beskrivelse fuldt brolagt. På et andet foto fra 1888 ses træerne noget større og udsprunget. Kbhbilleder.

Fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

(Fra vor Korrespondent).

St Kroix, den 12. November 1884.

Naar De modtager dette Brev, vil HS Excell. Guvernøren, der forlod Øen den 25 f. M., forhaabenlig i god Behold være ankommen til Danmark. Under hans Fraværelse fungerer Overdommer Andersen som Bierguvernør, medens Dommer Jurs er kommen herover fra St. Thomas for at overtage Overdommerens Funktioner, og Hr. Maxen har afløst Jurs paa St. Thomas.

---- I det Hele frembyder Landet nu et prægtigt Skue, og Træer og Buske prange i det friskeste Grønt. Vigtigere er det dog, at det gode Veir aabner os en Udsigt til at bekæmpe den Krise, der hersker paa Sukkermarkedet. Under de nuværende Priser vilde en daarlig Høst have været ødelæggende for Øen. Nu kunne vi derimod haabe at faa Udgifterne takkede, og hvis dette sker, maa vi under de nuværende ugunstige Forhold betragte det som meget heldigt. Regnen har naturligvis gjort det nødvendigt at grave en Del, og der er Arbeide nok for de Arbeidere, der ere villige til at arbeide for den nedsatte Lønning af 20 Cent om Dagen. Nogle Plantager, hvis Eiere ikke ere Medlemmer af The Agricultur Association, give høiere Løn, men det er den almindelige Anskuelse, at Sukkerindustrien ikke vil kunne betale sig, medmindre alle Udgifter indskrænkes til de mindst mulige og Administrationen føres med den størst mulige Sparsommelighed. Lønnens Nedsættelse fra 30 eller 25 Cent, hvilket betaltes tidligere paa Aaret, til 20 Cent pr. Dag er af de fleste bleven betragtet som en Nødvendighed, man maatte finde sig i. Skjønt Arbejderne ikke forstaa Grunden, kjende de de lave Priser, der for Tiden herske, og de vide følgelig ogsaa, at Plantagerne ikke kunne give Eierne det samme Udbytte som hidtil. Skjønt mange nærede nogen Bekymring, forløb dog den Dag, da Lønningsnedsættelsen blev indført, den 13. f. M., ligesaa rolig som enhver anden Dag. Paa nogle enkelte Plantager indfandt Arbejderne sig ikke til deres Arbeide, men der forefald ikke nogen som helst Uorden, der blev ikke fremført nogen Trusel af nogen Art, og efter to Dages Forløb havde hele Arbejderbefolkningen gjenoptaget sit Arbeide som sædvanlig. Arbeiderne fra Byen, de saakaldte porters, skulde have den samme Løn af 20 Cent, og det er netop nu et af Stridspunkterne imellem Regjeringen og Plantageejerne, at de Arbeidere der ere beskæftigede paa Statsplantagerne, faa 25 Cents om Dagen.

Skjønt Arbeiderpriserne ere dalede, er Befolkningen her paa Øen dog bedre stillet end paa mange af Naboøerne. - - -

(Nationaltidende 3. december 1884. Uddrag).