Forholdene ved Jagtvejen. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Det har allerede ifjor Sommer været paatalt i Dagbladet, at det næppe kan betragtes som foreneligt med den offentlige Hygiejnes Krav, at den aabne Grøft langs den nu mere og mere befærdede Jagtvej tjener som Spildevandsledning for de omliggende Eiendomme, navnlig i Bjelkes Allee, idet den i varme Somre frembringer en utaalelig Stank. Kravet om en lukket Spildevandsledning derude synes at blive mere og mere paatrængende, efterhaanden som Bebvggelsen i Jagtvejens Nærhed skrider fremad, og da alt en stor Del Grunde ved den over Gartner Haushilds Jord udlagte Vej ere solgte, lader en forøget Bebyggelsen i en nær Fremtid sig forudse, saa Fortsættelsen af det Kloakanlæg, der allerede findes fra Nørrebrogade et godt Stykke henad Jagtvejen, formentlig kun er et Tidsspørgsmaal. Husejerne i Bjelkes Allee, have ligesom Husejerne i det øvrige København for nylig modtaget et Polititilhold om at tilvejebringe Afløb fra Latrinerne, saaledes at Udskylning kan find. Sted, men som Forholdene nu ere. hvor først Rendestenene i Bjelkes Allee og senere Grøften ved Jagtvejen ere det eneste Afløb, det paa nogen Maade er muligt at tilvebringe, synes denne Foranstaltning at maatte blive fuldstændig forfejlet. Om end den storste Paapasselighed udvises med Hensyn til Udskylning og Renholdelse af Rendestene og Grøft, kan det dog næppe forebygges, at navnlig denne sidste under en eventuel Epidemi bliver en farlig Smittebærer. Flertallet af Husejerne i Bjelkes Allee have derfor for nylig indgivet et Andragende til Magistraten om, at det omhandlede Kloakanlæg maa blive fortsat indtil Enden af Bjelkes Allee, medens Ansøgerne i saa Fald forpligte sig til uopholdelig at lade udføre det fornødne Kloakanlæg i selv Bjelkes Allee, og det er for om muligt end yderligere for Autoriteterne at pointere Nødvendigheden i en nær Fremtid af den nævnte Foranstaltning, at disse Linier fremkomme. Endelig er der et andet særlig for Beboerne i selve Bjelkes Allee i hygiejnisk Henseende højst uheldigt Forhold. der først vil kunne blive afhjulpet, naar et Kloakanlæg er blevet udført. I vaade Vintre som ifjor og iaar ere saa godt som alle Ejendommene generede af Vand i Kjældrene, saa at der i adskillige Smaaejendomme ved Haandkraft endog maa bortskaffes omkring 100 Spande Vand i Døgnet. Dette er en Ulempe, der ikke kan afhjælpes som Forholdene nu ere, da det fornødne Afløb mangler. At Ejendommenes Værdi derved forringes, er slemt nok, men værre er dog den for Sundheden skadelige Indflydelse, som den stadige Fugtighed udøver. C

(Dagbladet (København) 27. marts 1885).

Højre-Spektakler i Slagelse og Næstved. (Efterskrift til Politivennen)

Slagelse-Mødet i Søndags. 

Som man vil have set af tidligere Udtalelser her i Bladet var vi forberedte paa, at Højre i Slagelse vilde gøre alt for at ødelægge det til i Søndags indvarslede offenlige Møde der i Byen. Dette bekræftede sig da ogsaa. De Slagelse Højremænd har i den sidste Uge agiteret ganske voldsomt for at stille en Styrke paa Benene. Da denne var rejst, forekom den dog Lederne saa lille, at de frygtede at gaa i Kamp mod det stedlige Socialdemokrati med den, derfor henvendte de sig til Sorø og Korsør om Hjælp, og denne blev ogsaa meget villig ydet. "Sorø Avis" opfordrede saaledes sine Læsere til at komme talrigt til Stede i Slagelse. Med den forenede Styrke (et Par Hundrede Mennesker) rykkede Højre Kl. 4 ind i Teatersalen, hvor Mødet afholdtes. Alle de Menige var væbnede med Blik-, Træ- eller Sukkerfløjter, "Nattergale" og andre skingrende Instrumenter, og deres Ordre lød paa at gøre saa megen Spektakel som mulig for at hindre enhver Diskussion. Denne Ordre er meget let forstaaelig, naar man erindrer, hvor umuligt det har været for Højre-Lederne i Slagelse at tage en Diskussion med Socialdemokratiets Ordførere. Ved Højre- mødet den 18de Januar, hvor Maler Jensen og Snedker P. Hansen kom til Stede, tog de saa aldeles Stemningen med sig, at Højre ikke turde lade en regeringsvenlig Resolution komme til Afstemning. Det gik ikke Partiet bedre, da Hørdum kort efter tog Diskussionen op med det. Tværtimod dannede man en socialdemokratisk Forening efter at han havde været der i Byen.

Det var belært af disse Erfaringer, at Højre frygtede for at lade Holst komme til Orde i Søndags. Man turde ikke mere lade de svage, ubefæstede Partifæller høre paa, hvad Arbejdernes Talsmand havde at sige, og derfor bevæbnede man dem med Piber og bad dem skraale op, saa snart Holst skulde have Ordet.

Ordren blev pareret med beundringsværdig Præcision. Højre har ikke i lang Tid gjort saa megen Spektakel som i Søndags. Man peb og brølede, brølede og peb, og til Trods for, at Skandalemagerne ganske sikkert var i Minoritet, kunde Holst's Stemme dog ikke trænge gennem Larmen Det gik ikke bedre for Andre, der forsagte at tage Ordet. Hylerne larmede, som om de arbejdede paa Akkord, hvilket de maaske ogsaa gjorde.

Som det maaske erindres udtalte Højremanden Pastor Lund ved det sidste Arbejdermøde i Nakskov sin anerkendende Tak for den Ro og Værdighed, hvormed Modstanderne altid bleve hørte i de socialdemokratiske Arbejderforsamlinger. Han havde selv gentagende været til Stede ved socialdemokratiske Møder i København, og han havde altsaa personlige Erfaringer at støtte sig til. Hans Anerkendelse af Arbejdernes parlamentariske Orden besvarede Ingen med: Tak, i lige Maade! og Højre bekræftede i Søndags, at der heller ingen Grund var dertil. Overalt hvor Partiet kan komme til det, optræder det som et Pøbelparti. Denne gamle Sandhed sloges fast i Slagelse for tyvende Gang. 

Da alle Forsøg paa at føre en ordenlig Forhandling viste sig umulige, havde Arbejderne og de tilstedeværende Venstremænd kun Valget mellem at smide Spektakelmagerne ud eller ogsaa at gaa selv. Dette sidste blev muligt derved, at der blev tilbudt den socialdemokratiske Forening et andet Lokale lidt udenfor Byen til Mødets Fortsættelse. Maaske mener Nogle, at man skulde have kastet den pibende Pøbel paa Døren, og der er ganske sikkert ogsaa en Del, som taler derfor; men paa den anden Side kunde en saadan Optræden let have givet Anledning til Optrin, som vilde have berøvet den socialdemokratiske Forening en Del af den Sympati, hvormed den hidtil har glædet sig. Man foretrak derfor at lade den sine Bærme blive, hvor den var, og selv drog man i et stort Tog ud til Forsamlingshuset i det nærliggende Landsgrav

* * *

Mødet i Landsgrav, der talte 5-600 Deltagere, aabnedes af Formanden for den socialdemokratiske Forening for Slagelse og Omegn, idet han udtalte sin Harme over den Raahed, Højre havde lagt for Dagen ved Mødet i Slagelse, og hvorved dette Parti derved, selvfølgelig fordi det ikke har andre Argumenter til sin Raadighed, havde forhaanet Arbejderne og Landboerne.

-

(Social-Demokraten 17. marts 1885. Uddrag).

Højre-Spektakler. Det er umiskjendeligt, at Brutaliteten griber mere og mere om sig blandt de Højreelementer, som er kaldt frem af den Matzenske Agitation. Hvor disse Elementer træffer paa Modstand, hører det snart til Dagens Orden, at de gjør Skandale, og de synes at ville trænge sig ind med denne Form af politisk Virksomhed overalt , hvor de kan komme til.

Vi har saaledes om Højrebedrifter i Søndags modtaget følgende Beretninger :

Næstved, 18 Marts. Riffelforeningen for Sydsjælland afholdt i Gaar en Generalforsamling i Næstved. Indbyderne havde næppe affattet Kundgjørelsen herom tydeligt nok, i hvert Fald var Højre mødt saa mandstærkt, at det udgjorte vel omtrent de to Tredjedele af Forsamlingen. Forinden selve Mødet tog sin Begyndelse, gav Højre sin Stemning Luft ved gjentagende at trampe i Gulvet. Redaktionssekretær Lyngby (Vordingborg Dagblad) aabnede Mødet, bød Forsamlingen Velkommen og meddelte, at Mødet var sammenkaldt for at vedtage Love (voldsom Afbrydelse). Byens bedre klædte Pøbel fandt det passende ved Piben, Hujen og Skrigen at konstatere, at det ikke var voxet ud over Lømmelalderen. Overretssagfører Beyer forlangte at vide, hvor for Mødet var sammenkaldt(?) (Voldsomme Raab om, at Højre vil kiende Riffelforeningens Formaal.) Paul Nielsen. Gjevnø tog Ordet, og bemærkede, at han i haabede, at Næstved Borgere var saa fremskredne i Dannelse, at de kunde høre en Modstander med Ro (Herimod protesterede de ved fornyet Spektal, hvorigjennem Raabene "ned med Riffelmændene", "Oprørere" og "Snigmordere" tydeligt hørtes.) Beyer var bleven oplyst om, at Mødet var privat og opfordrede desaarsag sine Meningsfæller (Højre) til at forlade Mødet. Denne Opfordring blev kun fulgt af ham selv og et Par andre. Skraalene og Spektaklet vedblev i Overværelse af Byens to Politibetjente og Borgmesteren. Nielsen Lund anmodede Borgmesteren om at skaffe Orden til Veje. Borgmesteren besteg Talerstolen og søgte at forklare Forsamlingen, at den politiske Strid beroede paa en Misforstaaelse, at Mødet var mislykket, at Forsvarssagen var en Livssag for os, og han sluttede med en Opfordring til Indbyderne om at hæve Mødet og til Højre om at forlade det. Borgmesterens Ord havde ikke den tilsigtede Virkning, Skraalene vedblev. Niels Nielsen erklærede da Mødet for hævet og ansatte et nyt Mødes Begyndelse, saa snart Salen var befriet for Højremænd, hvilket kun skete ved Værtens energiske Optræden. Da Spektakelmagerne var fiærnede, vedtoges Lovene og valgtes en Bestyrelse, hvorved det tilsigtede Resultat opnaaedes. Venstremændene i Næstveds Omegn vil sikkert af Højres pøbelagtige Optræden ved denne Lejlighed lære for Fremtiden - selv om det. som rimeligt er gaar ud over Byens Borgere, - at tage sine Forholdsregler

(Morgenbladet (København) 17. marts 1885).

Pøbelen i Næstved synes ikke at give den i Slagelse noget efter. Den optraadte i Søndags paa en Maade, som dannede et værdigt Sidestykke til Højres Skandaler paa det samtidige, socialdemokratiske Arbejdermøde i Sorø. Riffelforeningen for Præstø Amt havde indbudt til et konstituerende Møde, hvor altsaa kun Medlemmer og Tilhængere havde Adgang, idet Dagsordenen lød paa Vedtagelse af Love og Valg af Bestyrelse. Højre generede sig imidlertid ikke for at mylre ind og sprænge den af Indbydelsen afstukne Grænse for Diskussionen; Byens Bedsteborgere mødte i Søndagsstæderne med en Hale af Gadedrenge til Assistance. Da Redaktionssekretær Lyngby aabnede Mødet med at betegne Hensigten som Fastsættelse af Love og Valg af Bestyrelse, afbrød Højreflertallet ham med Hujen og Skrigen; for at konstatere, hvorfor man var kommet til Stede, raabte Spektakelmagerne: "Man kan ikke være bekendt at være Medlem af den Forening". Lyngby kunde ikke faa Lov at tale, og ikke bedre gik det Lærer Jensen Lund, hvis Appel til Højrefolkenes Dannelse disse selvfølgelig med dybeste Indignation stræbte at gøre til Skamme. Overretssagfører Bayer opfordrede som en af de faa, der fik Øjnene op for, at dette gik for vidt, sine Meningsfæller til at stilne af med Spektaklerne - men forgæves. Højrepøblen havde Selvkritik nok til ikke at betragte hans Henvendelse til de "pæne Mænd" som møntet paa den. Med lige saa ringe Resultat mindede Gaardbestyrer Povl Nielsen, Gevnø, Spektakelmagerne om Mødets private Karakter. Forsamlingen antog et stærkere og stærkere Præg af sin anarkistiske Majoritet. Borgmester Salicath kommer op paa Tribunen; svømmende i Fedt og Salvelse holder han en Tale i Kancellistil om Riffelsagens Ugudelighed og Danmarks Livssag. Tilsidst blev det Værten, Hr. Søllegaard, for grovt; først stod han op og sagde nogle fyndige Ord om, at han havde lejet sit Lokale til Foreningens Møde og ikke vilde taale Pøbelens Spektakler - og da hans sidste Opfordring til at forlade Lokalet ikke frugtede, tog han sindig og haandfast den reaktionære Bærmes Repræsentanter i en efter en og satte dem ud af Lokalet og af ordenlig Selskab. Borgmesteren hyttede sig under Dækning af et Par Politibetjente - og saa fik Venstre Lov at holde sit private Møde i Ro.

(Social-Demokraten 18. marts 1885).

Krapylet i Slagelse. "Sorø Amtidende" giver følgende Skildring af de Spektakler, som Højre anstiftede ved Mødet i Søndags: Højre i Slagelsekredsen har nu opgivet sig selv. Senest har de levet paa hemmelige Møder, men da Oppositionen vedblev med offentlige ditto, var Faren lige stor for, at Partiets ædruelige Rester skulde knibe ud fra det synkende Skib. Man prøvede endnu en Gang en Diskussion den 15de Januar, men med et saa ynkeligt Udkald, at det ikke gik an at lade det komme til en Gjentagelse. Der var kun et Middel tilbage, et brutalt og uforskammet rigtignok, men det eneste og derfor det bedste. Der maatte gjøres Spektakler. Højremændene maatte forhindres i at faa noget at høre fra Oppositionen. Man indrettede sig derfor paa Spektakler i Gaar (Søndag.) Kredsens Folkethingsmand, Hr. Dahl. meldte Afbud paa Indbydelsen til Mødet. Ham kunde Urostifterne ikke godt være bekjendt at have til Stede. Vi spørger ham herved, om han som ærlig Mand tør fralægge sig Kundskab om hvad hans Tilhængere havde i Sinde? Tør han ikke det, har han et Medansvar, fordi han ikke mødte og talte dem til Rette. Meningen var at foranstalte saa megen Ufred og Slagsmaal, at Politiet kunde faa Anledning til at skride ind og hæve Mødet; tillige gjaldt det om at faa Venstre til at være den angribende Part. Men Oppositionen var bleven bekjendt med den smukke Plan. Vi har Navnene paa d'Hrr., der har foranstaltet Skandalen. Man tog sine Forholdsregler. Landboerne mødte stærkt og sikkert sammen med Arbejderne for rolig og sindig at overvære Højres Bedrifter og mulig holde Optøjerne nede. Dette er imidlertid i et saa daarligt Lokale som Theatret umuligt. Altsaa maatte Oppositionen gaa over til at faa slaaet fast, at Højre ikke vilde og turde lade modstridende Anskuelser komme til Orde. Dette blev konstateret paa den fuldstændigste Maade. To saa udprægede Højremænd som Kammeraterne Kapt. Dahl & Fraenckel fik Lov til at sige, hvad de vilde i god Ro, medens de forskjellige Talere fra Oppositionen, baade Socialdemokrater og Venstremænd, baade Bønder og Kjøbstadfolk, modtoges af den organiserede Bande med Hyl og Piben. Da dette Resultat var naaet, var der ingen Grund til at blive længer. Hensigten var naaet, man havde paa det utvetydigste faaet slaaet fast, at Højre ikke turde tillade Oppositionen at tale i Slagelse, og at Partiets Intelligens var af den Art, at den tillod sig Ting, som den simpleste Sjover maatte skamme sig over.

Oppositionen forlod derpaa Mødet, hvor Højre nu uhindret tumlede sig under Ledelse af Dahl og Fraenckel. Denne sidste havde en Resolution i Lommen, som han trak op og fik Urostifterne til at "vedtage". Oppositionen gik til Landsgrav, hvis Samlingshus beredvillig var stillet til dens Disposition. Højre vovede ikke at tage derud. Det var et Folketog, hovedsagelig bestaaende af Bønder, der ikke udtalte de blideste Følelser overfor dette Attentat paa Forsamlingsfriheden. Det vil senere blive at overveje, hvordan Landbostanden vil tage denne udsøgte Haan, som dog - det skal vi tilføje - har vakt Harme og Misbilligelse hos en stor Del Højremænd her i Byen ....

(Roskilde Dagblad 19. marts 1885. Uddrag).

Tiltale imod en Bestyrer af en Fattiggaard for Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen)

Under en af Højesteret i Gaar paakendt Sag tiltaltes den forhenværende Bestyrer af Dronninglund Fattiggaard og hans Hustru for Bedrageri.

Det var oplyst, at Manden, der i omtrent 11 Aar indtil i Fjor Foraar havde været Bestyrer af Fattiggaarden, i en længere Aarrække havde benyttet denne sin Stilling til paa følgende Maade at besvige Kommunens Kasse, navnlig ved til eget Brug at anvende Penge, som han oppebar for Fattiggaarden, samt at benytte dennes Arbejdskraft, og uagtet det ikke var lykkedes at faa det ulovlige Forhold fuldstændig belyst i dets Enkeltheder og hele Omfang, havde dog Tiltalte særlig vedgaaet at have navnlig gjort sig skyldig i følgende Misligheder: Han havde saaledes fra Midten af September 1878 til Udgangen af Juni 1883 til en Købmand i Nørresundby i mange forskellige Gange solgt for 103 Kr. Rug og for 111 Kr. Smør og Æg og beholdt Pengene uden at føre dem til Indtægt i sit Regnskab, skønt det Solgte tilhørte Fattiggaarden, ligesom han en Dag i Efteraaret 1883, da han og hans Hustru kørte til et Marked i Brønderslev, medtog et større Stykke Smør, der tilhørte Fattiggaarden og lod sin Hustru sælge det samme Steds til deres egen Fordel.

For den medtiltalte Hustrues Vedkommende var det godtgjort, at hun, der var sin Mand behjælpelig med Fattiggaardens Bestyrelse og Drift og blandt Andet forestod Mejeriet samme Steds, havde efter Aftale med barn om, at de til deres egen Fordel skulde sælge af Gaardens Smør og Æg, indpakket og leveret ham Alt, hvad han heraf havde solgt, ligesom hun maa antages enkelte Gange at have deltaget i selve Salget og, som ovenfor bemærket, alene besørget Salget af de i Efteraaret 1883 til Brønderslev medbragte Smør. 

Efter begge de Tiltaltes Forklaringer, havde de iøvrigt anvendt de Penge, som de efter det Ovenanførte havde tilvendt sig, til Indkøb af saadanne Forbrugsgenstande - navnlig Brændevin, Kaffe og Tobak - som det var dem forbudt at føre Kommunen til Udgift, og benyttet disse Genstande til dermed at beværte Gaardens Tjenestefolk samt Haandværkere og Andre, der kom paa Gaarden, saa vel som Fattiglemmerne, naar disse brugtes til Gaardens Arbejde, lige som den tiltalte Mand ogsaa vil have brugt af disse Penge til Drikkepenge paa Rejser i Fattiggaardems Anliggender.

Ved de foregaaende Instansers Domme vare de Tiltalte ansete med Fængsel paa Vand og Brød, Manden i 4 Gange 5 Dage og Hustruen i 2 Gange 5 Dage.

Højesteret stadfæstede i Henhold til de i den indankede Overretsdom anførte Grunde og under Hensyn til de Højesteret forelagte nye Oplysninger Overretsdommen saaledes, at Straffen forkortedes for den tiltalte Mand til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage og for hans Hustrus til lige Fængsel i 5 Dage.

(Social-Demokraten 17. februar 1885).

Kirkegaardsforholdene i København. (Efterskrift til Politivennen).

Ved

Dr. med F. Levison.

(Af anden Aarsberetning for Forening for Ligbrænding) 

København med Frederiksberg har nu omtrent 300.000 Indvaanere; indtil forrige Aarhundredes Slutning begravedes disse væsentlig i Kirkerne eller paa snævre Kirkegaarde umiddelbart om disse. Først efter at talrige Epidemier af forskellig Art havde hærget Byen og henledet Opmærksomheden paa Sundhedsforholdene, blev det efterhaanden gjort vanskeligere at faa Lov til at begrave Lig indenfor Byens Volde og Begravelserne henvistes mere og mere til Assistenskirkegaarden, der den Gang saa langt uden for Byen. 1851 forbødes det ganske at foretage Begravelser inden for Byens Volde og 1853 efter en stor Koleraepidemi udstraktes Forbudet ogsaa til Kristianshavn, en af Byens Forstæder.

Det tillades dog endnu at bisætte Lig i Kirkerne og disses Hvælvinger, Naar Ligene enten er balsamerede (hvad meget sjælden sker) eller indelukkede i tilloddede Metalkister eller endelig indsatte i murede Hvælvinger, der tilmures straks efter Bisættelsen. Denne Begravelsesmaade, der strider mod de simpleste Hensyn til de Levende og ved hvilken Kirkerne fyldes med Forraadnelsesluftarter, bruges endnu ikke saa lidt, i underjordiske Rum i 3 af Byens Kirker, Holmens, Petri og Frederiks Kirke findes efter et officielt Overslag c. 750 Lig paa forskellige Stadier af Forraadnelse og i de sidste Aar 1881-83 er der gennemsnitlig bisat 11 Lig om Aaret.

Efter at Begravelserne fra 1851 var forbudte indenfor Byens Volde, vendte Hovedmassen af dem sig til Assistenskirkegaard paa Nørrebro, der i mange Aar modtog ca. 2000 Lig om Aaret; den er nu for Størstedelen optaget og efter at den ny Vestre Kirkegaard er taget i Brug er Belægningen i de sidste Aar gaaet ned til c. 700. København benytter endnu 6 andre Kirkegaarde. Garnisonskirkegaard, Holmens Kirkegaard, Ny Vestre Kirkegaard, Mosaisk Kirkegaard, Frederiksberg Kirkegaard og Frederiksberg Assistens Kirkegaard.

Foruden de nævnte har København altsaa tidligere havt et meget stort Antal Kirkegaarde, saa at hele Hovedstadens Grund er oversaaet med nedlagte Begravelsespladser og mange Huse er byggede paa saadanne. Jeg skal her nævne de Kirkegaarde, der er nedlagte for mindre end 100 Aar siden eller som af anden Grund kunne tænkes at have Indflydelse paa Stadens Jordbundsforhold. De følgende Oplysninger er tagne fra C Friis: Assistenskirkegaarden paa Nørrebro samt Bidrag til Københavns Begravelsespladsers Historie. Slagelse 1868.

Om Nikolaj Kirke fandtes i forrige Aarhundrede en Begravelsesplads, der endnu benyttedes efter 1795; den strakte sig under de nuværende Slagterboder helt hen til Holmensgade.

Petri Kirkegaard var benyttet fra det 11te Aarhundrede.

Frue Kirkegaard omgav Kirken paa alle Sider; den benyttedes endnu efter 1807.

St. Clemens Kirkegaard laa mellem Frederiksberggade, Kattesundet, Lavendelstræde og Halmtorvet. Kirken nedlagdes allerede 1630, men endnu 1850 fandtes ved Gravning i Grunden baade Ligkister og Lig.

Den Kirkegaard, som endnu er bevaret om Helliggejstes Kirke, strakte sig forhen noget ud over de nuværende Grænser.

Omkring Holmens Kirke findes en Begravelsesplads, der har været benyttet til 1851.

Trinitatis Kirkegaard har tidligere strakt sig noget ud over de nuværende Grænser.

Kristianshavns ældste Kirke stod i nuværende St. Annægade. Om den fandtes en Kirkegaard, der blev indviet 1711, udvidedes 1836 med en halv Tønde Land og var i Brug til 1853.

I den yderste Ende af St. Annægade paa Kristianshavn laa Børnehusets ældre Kirkegaard. 1860 fandtes paa dette Sted endnu betydelige Rester af Lig i Grunden, skønt Kirkegaarden da havde været nedlagt i 100 Aar.

Reformert Kirkegaard ligger om Kirken af samme Navn; ogsaa Garnisonskirke er endnu omgivet af en Begravelsesplads.

Tæt ved Ladegaarden fandtes en Kirkegaard, der benyttedes til 1807 og af hvilken man fandt stærke Spor ved Anlæget af den nordsællandske Bane.

Paa Vodrufgaard oprettedes 1711 et Pestlazareth med tilhørende Kirkegaard, og endnu for 20 Aar siden opgravedes en betydelig Mængde stinkende Rester af Lig, ja flere Lig var kun meget lidt fortærede.

En lignende Kirkegaard anlagdes 1711 udenfor Østerport, men dennes Beliggenhed kendes ikke nøje. 

Frederiks tyske Kirke er omgivet af en Begravelsesplads; under Kirken findes Krypten, i hvilken der hensættes Lig. 

Almindelig Hospitals Kirkegaard laa i den Del af Byen, der begrænses af Kommunehospitalet paa den ene Side og Vendersgade paa den anden Side; den nedlagdes 1842 og paa denne Tid fik Fattigvæsnet en ny Begravelsesplads ved Østerfarimagsvej bag Holmens Kirkegaard; denne benyttedes til 1858.

Som det af denne Opregning vil ses, er Københavns Grund oversaaet med Kirkegaarde, der for Størstedelen endnu har været i Funktion i første Halvdel af dette Aarhundrede; naar man medtager de Begravelsespladser, som er nedlagte før 1780, voxer Antallet meget betydeligt, saa at det ses, at en meget stor Del af Byen direkte er bygget paa gamle Kirkegaarde. Det er ogsaa ovenfor blevet omtalt, at Grunden paa mange af disse Begravelsespladser har været saa overlæsset med Forraadnelsesprodukter og saa lidet skikket til at modtage Lig, at der endnu efter 100 Aars Forløb findes stinkende Rester.

Jordbunden paa alle disse Kirkegaarde er af samme Beskaffenhed som ellers i København, altsaa en temmelig fed Lerjord, der er fyldt op med Materialier af meget blandet Art, i hvilket Køkkenaffald, Gadesnavs og selv Latrinkasser ere indblandede, altsaa en Jordbund, som i og for sig er i Stand til at udvikle Forraadnelsesprodukter i en lang Aarrække.

Det er naturligvis nu umuligt at afgøre, hvor stor en Del disse Kirkegaarde midt inde i Byen have havt i den næsten uafbrudte Række Epidemier, der i tidligere Tid har hjemsøgt København (Pest saaledes 1551, 1553, 1575, 1583, 1601, 1619, 1629, 1637, 1654, 1711), og selv for den senere Tids Vedkommende er det næsten lige saa vanskeligt at finde en Maalestok for den Skade, som de indenbys Kirkegaarde har voldt. Det maa dog fremhæves, at Colding og Thomsen i deres Undersøgelser over Koleraepidemien 1853 kom til det Resultat, at dennes Intensitet rettede sig meget efter Jordbundens Beskaffenhed, idet den var mindre stærk i den ældste Del af Byen, hvor Grunden gennemsnitlig var mere fri for forraadnede Stoffer, end i den vngre Del af Byen. hvor Jordbunden var opfyldt, for en stor Del med allehaande organiske og forraadnende Materialier. En undtagelse fra denne Regel danner 2 Pletter af den gamle By, nemlig Egnen om Helliggejstkirke og om Badstuestræde, og om begge disse gælder det, at de ligge meget nær ved gamle Begravelsespladse. En Brønd i Læderstræde blev den Gang undersøgt og viste sig at indeholde Kulbrinte, Fosforsyre og kvælstofholdige Substanser, og Forfatterne antage derfor en direkte Tilblanding af Grundvand fra Helliggejstes Kirkegaard, der har Fald henimod Læderstræde.

En Brønd i Vingaardstræde, hvis Vand endnu benyttes som Drikkevand, indeholder aldeles overdrevne Masser af Bakterier; saaledes fandtes ved en Undersøgelse 150,000 paa 1 Kubikcentimeter Vand; denne Masse af Bakterier tyder paa, at Vandet har Tilløb fra Jordlag, i hvilke der endnu stadig findes forraadnede Stoffer, og man maa da navnlig tænke paa den nu nedlagte Kirkegaard om Nikolaj Kirke, der modtog Lig indtil Begyndelsen af dette Aarhundrede og som strakte sig lige til Holmensgade.

Vende vi os til de endnu fungerende Kirkegaarde, finde vi, at Holmens Kirkegaard, Garnisons Kirkegaard, Assistens Kirkegaard og den mosaiske Kirkegaard samt Frederiksberg Kirkegaard nu er omgivne af Gader og Huse, netop paa samme Maade som de indenbys Kirkegaarde i første Halvdel af dette Aarhundrede, og hvis der endnu er enkelte Steder, hvor Kirkegaardene støde op til ubebyggede Partier, kan man være vis paa, at København i sin hurtige Udvidelse meget snart vil naa disse Pletter og lukke Kirkegaardene helt inde.

Af disse Kirkegaarde har Holmens Kirkegaard, efter de fra vedkommende Kirkebestyrelse modtagne Oplysninger, den bedste Jordbund; denne bestaar væsenlig af tør Lerjord uden mange iblandede Stene, og ve Lig, der nedsættes, ere opløste efter 20 Aars Forløb. Der begraves aarlig ca. 270 Lig. Paa Kirkegaarden findes 7 murede Gravhvælvinger; i en enkelt af disse er der fundet Vand. Kirkegaardens ældste Del er indtaget 1666 og den er senere udvidet 1858 og 1865. Brugen af den skal fortsættes indtil 1947. Afstanden til Huse er kun 80 Fod, men der er ikke oplyst Noget om særlig Sygelighed i de nærmeste Boliger.

Garnisons Kirkegaard er temmelig lavt liggende og omgives paa flere Steder af Huse, der ligge i en Afstand af ca. 50 Fod. Jordbunden bestaar af Ler og Sand og er temmelig tør, men ikke drænet. Der begraves aarlig over 200 Lig, og Ligene skulle efter 20 Aars Forløb være opløste, saa at der kun opgraves Knogler. Den paa Kirkegaarden værende Brønd benyttes ikke til Drikkevand, men kun til Vanding.

Garnisons Kirkegaard synes 1854 at have givet Anledning til en lokal Koleraepidemi *).

Under den store Koleraepidemi 1853 var der paa denne Kirkegaard nedgravet en betydelig Mængde Koleralig og særlig var hertil benyttet den nordlige Del af Kirkegaarden tæt ved Kastelsvejen. September 1854 foretoges en Oprensning af en Grøft langs Garnisons Kirkegaards nordlige Grænse og umiddelbart efter denne Oprensnings Begyndelse udbrød der en lille Koleraepidemi i de nærmeste Huse paa Kastelsvejen. I disse angrebes 11 Patienter, 6 døde. Brønden ved det først angrebne Hus blev nu undersøgt og i dens Vand fandtes Kulbrinte, fosforsure og salpetersure Salte og andre kvælstofholdige Forbindelser, der ligesom Vanddragets Retning pegede hen paa en Forbindelse mellem Kirkegaardens Grundvand og Brønden.

Epidemien standsede efterat man havde flyttet Beboerne af de angrebne Huse bort og forbudt Brugen af den inficerede Brønd.

Garnisons Kirkegaard skal nedlægges 1947.

Den mosaiske Kirkegaard paa Nørrebro har eksisteret fra 1694 og er senere gentagne Gange udvidet; den er omgivet af Huse. Efter jødisk Skik benyttes Jorden kun én Gang og Kirkegaardens Jordbund kan derfor ikke blive saa overlæsset med Forraadnelsesprodukter som de andre Kirkegaarde, paa hvilke den samme Plet Jord maa modtage mange Generationer af Lig. Desuagtet er der jævnlig klaget over, at Beboerne i de umiddelbart op til Kirkegaarden stødende Huse mærke en hæslig Lugt fra den. Kirkegaarden er nu næsten opfyldt og vil snart udgaa af aktiv Brug.

Assistens Kirkegaard paa Nørrebro er anlagt 1760, men kom først ret i Brug fra Begyndelsen af dette Aarhundrede.

Der herskede tidligere nogen Fordom mod at begraves paa denne Kirkegaard og i formuende Folk betalte gerne høje Afgifter for at blive begravede paa de gamle Kirkegaarde inde i selve Byen; det omtales derfor i flere Biografier fra hin Tid som særlig mærkeligt, at Vedkommende havde forlangt at blive begravet paa Assistens Kirkegaard. Saaledes skriver R. Nyerup i Anledning af en velfortjent Kancelliembedsmand Augustin's Begravelse 1785: "Omsider fremstod en ædel Mand, en af vort Olds praktiske Filosofer, som besad Sjælsstyrke nok til at opløste sig over Fordomme og sætte sig ud over Tidernes Smag. Det var Augustin. Paa Gravens Bredde gav ham hans skyldfri Aand det Vidnesbyrd, at han aldrig havde fornærmet Nogen i levende Live, nu vilde han ej heller efter Døden forgifte den Luft, som de Efterlevende skulde indaande, han vilde hvile under aaben Himmel. Han jordedes paa Assistens Kirkegaard udenfor Nørreport og gav derved Signalet til Udryddelsen af den erkedumme papistiske, af selve Luther bestredne Overtro, som tillægger Kirkegulvet og Kirkegaardsjorden udmærket Hellighed."

1851 forbødes at begrave Lig paa de indenbys Kirkegaards i København og 1853 paa Kristianshavn. Efter denne Tid og indtil den sidste Aar har Assistens Kirkegaard modtaget de fleste Lig fra København. ca. 3,000 om Aaret. I Aaret 1870 toges den ny vestre Kirkegaard i Brug, og modtager nu Størsteparten af de københavnske Begravelser; dog nedgraves endnu aarlig 700 Lig paa Assistens Kirkegaard. Kirkegaarden skal nedlægges i Aaret 1980.

(Sluttes.)

*) Hornemann: Koleraudbrudet paa Kastelsvejen i Efteraaret 1854. Hygiejniske Meddelelser, 4. B. 1. H. 

(Social-Demokraten 7. februar 1885).

(Forts )

Assistens Kirkegaard ligger mellem Nørrebrogade, Kapelvejen og Jagtvejen; den er i sin største Udstrækning tæt omgivet af Huse, fra hvilke den kun adskilles ved en Gades Bredde, og paa de Steder, hvor den støder op til ubebyggede Pladser, begynder nu Bebyggelsen at gribe om sig, saa at Kirkegaarden om ikke mange Aar vil være under lige saa uheldige Vilkaar, som de gamle indenbys Kirkegaarde

Jordbunden er saa uheldig som muligt og der er ikke gjort noget alvorligt Forsøg paa at udtørre eller forbedre den; Stadslægen beskriver den i en Beretning til Magistraten *) paa følgende Maade :

"Med Untagelse af et ganske lille Stykke, hvor der findes Muldjord i flere Fods Dybde, er Forholdet det, at der paa hele Kirkegaarden kun findes Muldjord i ringe Dybde, 1-1½ Fod, dernæst Ler 8-10 Fod og saa et Rullestens-Sandlag. Terrænet er meget fugtigt . . nu maa Kisterne siges at staa i Vand, idet der i de regnfulde Maaneder maa opøses 30-40 Spande Vand af hver ny Grav "

Stadslægen fremhæver i sin Beretning de Farer, der kunne true de nærmest liggende Dele af Byen ved Infektion af Grundvandet, der fra Kirkegaarden navnlig har Fald mod Syd og Sydvest, hvor det maa gennemløbe tæt bebyggede Strøg. Han paaviser desuden, at Ligene i mange Tilfælde opløses særdeles langsomt og at man jævnlig træffer Adipociredannelse c: Omdannelse af Ligene til en fedtagtig Masse, der kan henligge mange Aar i Jorden uden at opløses. 

For at saa et Begreb om Grundvandets Overlæsselse med Forraadnelsesprodukter behøver man kun at prøve Vandet fra de talrige Brønde, der er anbragte rundt om paa Kirkegaarden; deres Vand er saa slet, at man kan mærke Forraadnelsesprodukterne ved Lugten, ligesom en Undersøgelse viser, at Vandet indeholder talløse Bakterier af forskellig Art. Kirkegaardsbestyrelsen har derfor maattet opslaa Advarsler mod at benytte disse Brøndes Vand som Drikkevand.

Grundvandet fra Assistens Kirkegaard søger væsenlig mod Syd og Syd. Dette er først paavist af Colding og Thomsen **) efter disse Forfatteres Undersøgelser begrænses det Terrænt som gennemsives af Grundvandet fra Assistens Kirkegaard, af en Linje, drage, fra Kirkegaardens vestlige Hjørne mod Syd til Ladegaardsaaen, og af 2 Linjer, dragne fra dette Skæringspunkt og fra Kirkegaardens østlige Hjørne mod Sydøst ned mod Søerne, særlig mon Peblingesø; Størstedelen af Kirkegaardens Grundvand passerer i Følge de samme Forfattere endvidere under Ladegaardsaaens i Bund, viser sig i Brøndene paa den anden Side af denne og føres tilsidst bort gennem Rosenaaen, en nu reguleret og for Størstedelen dækket Kloak, der løber ud i Kalvebodstrand efter at have passeret Forstaden Vesterbro.

Medens Knudsen ***), stillede sig noget tvivlende med Hensyn til den Indflydelse, som Kirkegaarden kunde have paa de fjernere liggende Brønde, har Fleury ****)  utvivlsomt godtgjort, at Afløbet fra Kirkegaarden kan spores paa den sydlige Side af Ladegaardsaaen. Fleury undersøgte særlig Brøndene i denne Del af Vesterbrokvarteret (Emiliegade, Vodrofsvej, Danmarksgade, Schønbergsgade, Schousgade, Forhaabningsholmsalle, Niels Ebbesens Vej, Ingemanns Vej, Svanemosegaardsvej, Sophievej og den nordlige Del af Ørstedsvej.) Dette Terræn ligger 13-15 Fod over Havets Overflade og er omtrent 10-15 Fod lavere end Assistens Kirkegaardens Niveau.

Foruden Tilløbet fra Assistens Kirkegaard, har denne Bydel endnu andre Infektionskilder, idet der tidligere har ligget en Kirkegaard ligesom ogsaa en Losseplads omtrent der hvor Ørstedsvej munder ud ved Ladegaardsaaen.

Fleury's Undersøgelser viste, at de Brønde, der forsynedes fra de mere overfladiske Lag og følgelig ogsaa fra det Vand, der hidrører fra Kirkegaarden, indeholdt Ammoniak, Salpetersyre, Kulbrinte o. s. v. og maatte betragtes som sundhedsfarligt, medens man ved at grave ned i en betydelig større Dybde, kunde træffe godt og rent Vand. Det viste sig endvidere, at Brøndvandets naturlige Beskaffenhed ikke skyldtes lokale Aarsager, som utætte Kloaker, nærliggende Møddinger eller Lignende, da Forholdsregler, der ellers pleje at være virksomme mod saadanne Infektionskilder, ikke havde nogen Virkning paa de omtalte Brønde.

Naar man nu opstiller det Spørgsmaal, om de ovennævnte uheldige Forhold har sat sig Spor ved en større Sygelighed og Dødelighed i de truede Kvarterer, saa er Oplysningerne her meget karakteristiske.

Colding og Thomsen gøre opmærksom paa, at Blaagaardskvarteree, der var særlig udsat for Paavirkning af Assistens Kirkegaard, hjemsøgtes stærkt af Koleraepidemien 1853.

1857 optraadte en mindre Koleraepidemi i København, og efter Hornemanns *****) Fremstilling leverede det lille Blaagaardekvarter 1/4 af samtlige Tilfælde.

I Aaret 1859 fuldendtes den Vandledning, der forsyner København med Drikkevand, det blev nu overflødigt at anvende Vandet fra Brøndene og derved fjærnedes en Del af Faren, men denne Drikkevandsledning kom ikke Frederiksberg Sogn og de paa den sydvestlige Side af Ladegaardsaaen liggende Gader tilgode, her begyndte man først 1870 at anlægge en Vandledning, og det varede længe før alle Husene forsynes fra denne.

I sir tidligere nævnte Arbejde omtaler Fleury forskellige Epidemier af tyfoid Feber i de af ham undersøgte Gader. Det fremgaar af Oplysninger, som han har modtaget fra Frederikberg Hospital, at det nævnte Strøg i Aarene 1869-1874 har havt dobbelt saa mange Tilfælde af gastrisk tyfoid Feber, som man skulde vente i Forhold til dets Indbyggertal. Antallet af alle Tilfælde fra Frederiksberg Sogn var i det nævnte Tidsrum 224 og heraf bøtte 102, altsaa næsten Halvdelen, hjemme i Ladegaardsaakvarteret, uagtet dette kun rummer en Fjerdedel af Sognets Befolkning. Af disse 102 Tilfælde forekom kun 8 i Huse, der var forsynede fra Vandledning, 80 i Huse, der benyttede Brøndvand, for 1t Tilfældes Vedkommende var Forholdet uoplyst. (Sluttes )

*) Se Borgerrepræsentationens Forh. 13. April 1874.

**) Koleraens ulige Styrke i København 1853.

***) Begravelsespladses Indflydelse i sanitær Henseende. 1858.

****) Drikkevandsundersøgelser. 1875.

*****) Koleraepidemien i København i Efteraaret 1857. Hygiejniske Meddelelser 2. B. S. 185.

(Social-Demokraten 8. februar 1885).

(Sluttet )

1879 var der Epidemi af typhoid Feber i Tjørnegade lige Syd for Assistents Kirkegaard.

1880 optraadte der tyfoid Feber som en hæslig Epidemi saavel i den Del af Vesterbrokvarteret, der hører til København, som i den, der hører til Frederiksberg Sogn. 1,27 pCt. af hele Kvarterets Befolkning blev angrebet af Sygdommen, og denne rasede især i de Gader, der ligge i Nærheden af Rosenaaen. Denne var i Sommeren 1880 bleven omlagt, saa at den i en stor Del af sit Løb blev forandret fra en aaben Rende til en muret Kloak. Dens Vand maatte da for en Tid passere en interimistisk Trærende, og Afløbet var en Del besværet, saa at Vandet blev stemmet op ovenfor Renden. Den 20de September toges den ny Kloak i Brug, og derved lagdes en Del af Rosenaaens Bund tør, og det gennem mange Aar aflejrede Mudder udbredte en stærk Stank, saa længe til Mudderet var bleven fjærnet. I flere af de nærliggende Huse havde man lidt meget af Stanken, og i Slutningen af Maaneden udbrød her tyfoid Feber, som dernæst bredte sig videre.

Der er saaledes stor Sandsynlighed for, at den tyfoide Feber har staaet i i nært Forhold til de Arbejder, der vare forelagde i Sommerens Løb ved den nævnte Kloak.

Ogsaa senere har Vesterbrokvarteret jævnlig været stærkt hjemsøgt af tyfoid Febers ligesom Rosenaaen fremdeles medfører Ulemper for de Gader, som dm passerer. Endnu i Sommeren 1884 henvendte en Del Grundejere sig til Københavns Magistrat med Klage over den Stank, som den ikke dækkede Del af Rosenaaen udbreder, og med Anmodning om, at den i hele sit Løb maatte blive omdannet til en lukket Kloak

Frederiksberg Kirkegaard ligger omkring Kirken umiddelbart op til Præsteboligen, ikke mere end 40-50 Fod fra talrige Huse og Gader; dens Jordbund bestaar af 3½ Alen dybt Ler, derefter Sand og Grus; Grunden har tidligere været vandholdig, men nu træffes sjælden Vand ved Gravning af Gravene. Pladsen har været benyttet til Kirkegaard i mere end 100 Aar, og der begraves nu aarlig c. 100 Lig. Ligene opløses langsomt, saa at man endnu efter 30 Aars Forløb kan finde ufortærede Rester. Ved Anlæget af Vandledning i Pilealleen, hvor den ældste Kirkegaard har ligget, fandtes 1877 en Mængde Kister og Knogler, der maatte have ligget over 100 Aar i Jorden Faldet fra Frederiksberg Kirkegaard gaar mod Øst og Sydøst mod Frederiksbergalle, Vesterbrogade og de Tværveje, der forbinde disse. Omegnen af Kirkegaarden har i mange Aar været mistænkt for at have daarligt Drikkevand og Hornemann *) refererer en Række Undersøgelser, der godtgjorde, at flere af Brøndene i Nærheden havde slet Vand uden at det blev bevist, at Kirkegaarden var den eneste Grund hertil.

1878 optraadte en ret hæftig Epidemi **) af tyfoid Feber i nogle Huse paa Vesterbrogade og Vinstrupsvej i Nærheden af Frederiksberg Kirkegaard. I et af Husene, der rummede 35 Mennesker, angrebes saaledes 11. Brøndene i de angrebne Huse blev nu lukkede og Brøndvandet undersøgt. Man fandt da, at Brøndvandet fra Gaarden Nr. 258 paa Vesterbrogade indeholdt Saltsyre, Svovlsyre, Fosforsyre og Kulbrinte, alt Stoffer, som tydede paa en Tilblanding af forraadnede dyriske Substanser; desuden fandtes talrige Amøber, Infusorier, Svamptraade og Svampsporer.

Brønden paa Vinstrupsvej Nr. 5 indeholdt foruden Salpetersyre, Saltsyre, Svovlsyre og Fosforsyre, Svampsporer, Amøber, Vorticeller og talrige runde, stærkt lysbrydende Legemer af forskellige Størrelse, der tydedes som Sporer eller Æg.

Der kan næppe være nogen Tvivl om, at Vandet, før det kom ind i Brøndene, maa have passeret gennem Jordlag, i hvilke der fandtes forraadnende Stoffer, og det ligger da meget nær at tænke paa den nærliggende Kirkegaard, hvis Fald gaar i denne Retning.

Frederiksberg Assistenskirkegaard ligger paa det vestlige Affald af Valby Bakke temmelig isoleret. Grunden bestaar af Ler og er temmelig fugtig. Den er kun 20 Aar gammel og modtager nu c. 1000 Lig om Aaret. Denne Kirkegaard synes ikke at have givet Anledning til hygiejniske Ulæmper og er endnu ikke ret naaet af Københavns Udvidelse.

Vestre Kirkegaard ligger paa Affaldet af Valby Bakke ned mod Kalvebodstrand i en Højde af 25-60 Fod over Havets Overflade. Den ligger temmelig isoleret, idet kun Carlsberg Bryggeri, der er skilt fra Kirkegaarden ved en dyb Indsænkning i Terrænet, og nogle spredte Huse ligger i dens Nærhed, medens der i øvrigt er ca. 900 Fod til større Samlinger af Huse. Kirkegaardens Jordbund bestaar af Ler, der er noget kalkholdig. En stor Del af Kirkegaarden er drænet og derfor temmelig tør, den ældste Del af Kirkegaarden er ikke drænet og temmelig fugtig. Skønt Dræningen er udført omhyggeligt i over 9 Fods Dybde, kan man dog træffe Steder, hvor der i den fugtige Tid af Aaret tilbageholdes en Del Vand i Jorden. Kirkegaarden er taget i Brug 1870 og modtager nu aarlig ca. 3.500 Lig; den er ca. 10 Tønder Land stor, hvoraf vel omtrent 1/4 medgaar til Veje, Kapel, Læbelte osv., desuden er den laveste Del af Kirkegaarden nærmest mod Kalvebodstrand ikke ret anvendelig til Begravelsesplads. Det var Hensigten at gøre Kirkegaarden saa stor, at den først skulde være fuldt belagt 20 Aar efter at den var tagen i Brug, saa at man altsaa kunde begynde paa anden Rotation af Begravelser, men efter Funktionærernes Mening vil den være fuldt optaget længe før den Tid og Københavns Kommune vil da staa lige over for nye Krav; der maa da paany erhverves Terræn, drænes, beplantes, bygges Kapeller osv., hvortil der vil medgaa Hundredetusinder af Kroner. Det bliver desuden efterhaanden vanskeligt at finde Grund til Begravelsesplads i rimelig Afstand fra København; allerede nu begynder Husrækkerne at nærme sig til vestre Kirkegaard, og naar man næste Gang skal tage Terræn til Begravelsesplads vil man blive nødsaget til at gaa langt længere bort for at naa udenfor det Bælte, som inden faa Aar vil inddrages endenfor Københavns Omraade. I Følge en fransk Forfatter staar Paris nu overfor Valget mellem at indføre Ligbrænding eller at deportere de Døde, og det samme vil inden kort Tid blive Tilfældet for Københavns Vedkommende .

I en stor By som København kunne saa mange hygiejniske Misligheder træffe sammen, at det bliver vanskeligt at udregne den Brøkdel af Resultatet, der falder den enkelte Mislighed til Last, men det vil af det ovenfor meddelte fremgaa, at Københavns Kirkegaarde med Undtagelse af vestre Kirkegaard og Frederiksberg Assistens Kirkegaard ved deres Beliggenhed, deres Jordsmon og Nærhed ved Byens beboede Kvarterer frembyder saa mange uheldige Forhold, at man med Grund maa befrygte deres Indvirkning paa Sundhedstilstanden. Det er ogsaa ovenfor vist, at de Kvarterer, der særlig er udsatte for Paavirkning fra Kirkegaardene, har lidt mere under de forskellige Koleraepideinier end de øvrige Dele af Byen, og at de senere stadig er blevne hjemsøgte af gastrisktyfoid Feber, den Sygdom, som man frem for alle plejer at anse for Kendetegn paa uheldige hygiejniske Vilkaar og særlig paa Fordærvelsen af Brøndvand og Grundvand.

*) Hygiejniske Meddelelser, 1. B. 2. H. S. 1

**) Hygiejniske Meddelelser. Ny Række 2. B. S. 169.

(Social-Demokraten 10. februar 1885).

Forstyrrelse af Gudstjenesten. (Efterskrift til Politivennen)

Da ifølge Helligdagsloven alle Arbejdssysler, der ved den Larm, hvormed de ere forbundne, forstyrre Helligdagens Fred ere forbudne, og det gjøres til en særlig Betingelse for de Arbejder, som undtagelsesvis tillades, at Gudstjenesten ikke derved forstyrres, maa det utvivlsomt være et Hovedformaal for Loven, at forhindre, at selve Gudstjenesten forstyrres. Man tillader sig derfor at rette den Opfordring til Kjøbenhavns Politi, at det vil forhindre den Gudstjenesten i Helligaandskirken i høj Grad forstyrrende Kjørsel igiennem den Del af Vimmelskaftet, som gaar langs med den nævnte Kirke, ved Kirketiden at afspærre det Stykke af Gaden, der ligger imellem Hyskenstræde og Niels Hemmingsensgade, for Kjørsel. For Tilhørerne paa Kirkens søndre Pulpitur, der løber langsmed de store Vinduer ud mod Vimmelskaftet, er det nemlig, ialtald for de bageste Rækker, saagodtsom umuligt at høre Prædikenen uforstyrret paa Grund af den betydelige Vognfærdsel; navnlig er det umuligt at høre Noget, hver Gang en af de tunge Omnibusser buldrer forbi med Brag og Larm og Bjældeklang, og da dette sker omtrent hvert femte Minut bliver det yderst vanskeligt at fastholde Tankegangen, naar den paa denne Maade iderig overskæres for Tilhørerne. Skulde der derfor være Vanskeligheder forbundne med at faa det omtalte Stykke at Gaden afspærret under Gudstjenesten, maa det dog ialtfald kunne lade sig gjøre, at paabyde Omnibusserne i Kirketiden at kjøre om ad Badstuestræde og Læderstræde. Dersom Politiet ikke paa egen Haand vil paabyde dette er det at haabe, at Kirkens Værger ville gjøre de fornødne Skridt for at værne om Kirkefreden.

(Dagbladet 2. februar 1885).