Vore Systuer. (Efterskrift til Politivennen)

 - - 

Førend vi gaa nærmere ind paa Sagen, ville vi tillade os at fremføre nogle enkelte Fakta. Der beskæftiges for Tiden her i Byen flere Tusinde Syersker, største Delen mellem 17-30 Aar, dels Linnedsyersker, dels Kaabe- og Kiolesyersker - det er særlig de sidstnævnte, vi her ville  beskjæftige os med.

En saadan Syerskes Arbeidstid er fra 7-8 Morgen til 7-8 Aften - ingen Middagstid - Lønnen herfor er 6 a 8 Kr. ugenlig eller cirka 11 Øre Timen.

Og nu Arbeidsstedet? Ja, der maa vi gjøre en Adskillelse mellem de Systuer, som umiddelbart ere knyttede til vore større Magasiner - og de private. Se vi paa de første, maa vi indrømme, at der dog er gjort noget Tidsvarende for Syerskerne: store, rummelige Vokaler.

Paa en saadan Systue arbeide 20-30 unge Piger under en Bestyrerindes Ledelse. Hver enkelt Syerske har, saavidt mulig, sit særlige Arbeide, og Præget er derfor mere fabriksmæssigt; men Ledelsen er human, hvilket igjen bevirker, at der lægges Baand paa Tonen. Men med alt dette staae det dog som Faktum: 12 Timers daglig Arbeide, ingen Middagstid, kun to mindre Ophold, et om Formiddagen og et om Estermiddagen. i hvilke Syerskerne spise deres medbragte Mad - og 6 a 8 Kr. om Ugen.

Og dog maa de prise sig lykkelige, som faa Plads paa en af disse Systuer.

Mm nu de private? Ja, det er Kjærnepunktet, det er mod denne Kræftskade, vi skulle rette vore Angreb. De for omtalte Systuer havde dog ligesom et vist offenlig Præg; men de private - de ere saa sørgelig private, de virke i det Stille.

Der fordres ingen særlige kvalifikationer for at oprette en saadan Systue. De mindre Kræmmere maa holde Konkurrence med de større, de sætte derfor en vis bestemt Pris for Syningen af hvert enkelt Stykke Tøi efter den forskjellige Udstyrelse. De antage saamange private Syersker, som de behøve, og deres Fordring gaaer kun ud paa hurtig og solid Udførelse, Resten er dem uvedkommende. En saadan antaget Syerske opretter saa en Systue. Lokalet er snart fundet. Enhver, der kjender en mindre Leilighed i den gamle By, vil være tilstrækkeligt underrettet. 

Nu begynder Virksomheden. Der averteres efter et Par dygtige Jomfruer, som kunne sye paa Maskine, og saa desuden, at "Elever antages", disse haves nemlig gratis - og Systuen er aabnet. Forretningsprincipet er kun Fortieneste, vel at mærke ikke for de enkelte Syerske; men alene for Vedkommende, som har oprettet Systuen. Det er det, der er det Sørgelige her, det er paa Mellemhaanden, Fortjenesten bliver. Arbeidstiden er ogsaa her 12 Timer uden Middag, Lønnen 6 a 7 Kr.; men det Humane er faldet bort, det gjælder blot at arbeide, Kræmmeren skal have det i rette Tid, kan man ikke blive færdig, arbeides der over Tiden. naturligvis for en ringe Godtgjørelse. Lader os nu se lidt nærmere paa det, lader os overtænke, hvad det vil sige, at en ung Pige sidder 12 a 14 Timer om Dagen indesluttet i et slet ventileret lille Værelse, i Em fra Dampjernet og under stadig Symaskinesnurren. Og nu Arbeidet. Kan der tænkes noget mere Slappende og Aandssløvende end Dag ud og Dag ind at sy, og stedse at sy det samme, thi ogsaa her er Arbeidet delt defter de enkelte Syeres Dygtighed. Hertil kommer en anden og meget væsenlig Side af Sagen den moralske. Hvorledes troer De, Konversationen er paa en saadan Systue? Paa de store Systuer er der dog en vis Disciplin, deres hele Indretning og Præg hæmmer og holder igjen. Men her? Syerskerne kjende Ihændehaverinden af Systuen for godt, de kjende hendes Formaal og stille sig derfor tildels fjendtligt overfor hende. Hun kan altsaa kun i de færreste Tilfælde indvirke gavnligt. Tonen er derfor fri, altfor fri. Det trivielle Arbeide kræver dog lidt Oplivelse, og saa tale de Hvorom? Æmnerne en kun faatallige. Herrer er et staaende Samtaleæmne. De mere Erfarne give deres mere eller mindre pikante Oplevelser til Bedste, de mindre Erfarne lytte efter, først med en vis Skyhed, senere med Begjærlighed, indsuge lidt efter lidt hele Umoralitetens Theori og vente blot en Lejlighed for at overføre den i Praxis. Og Lejligheden udebliver sjælden. Man maa ikke dømme disse unge Piger for haardt. De ere i deres Ungdoms Blomst, hige ud efter det Skjønne og Lyse i Livet, og saa byder Livet dem kun triste, anstrængendc Dage. Kan man saa fortænke dem i. at de lytte til de lokkende Beskrivelser af Fester og Glæde - og at de udstrække Haanden efter dem. Fristelsen er saa stor, Baandene saa faa. Men, kunde man spørge, hvor stamme alle disse unge Piger fra, hvorledes ere de Hjem,hvorfra de ere udgaaede?

Størstedelen er Døtre af den lavere Middelklasse, Forældrene have ikke Evne til al holde dem hjemme og ville paa den anden Side nødig sende dem ud at tjene som Tyende - saa vælge de af vrang Ambition det i deres Øine mere noble, at lade dem lære at sy - - det er jo godt, at en ung Pige lærer Noget, som dels kan komme hende til 'Nytte i Livet", og som dels sætter hende i Stand til at yde en Skærv til sit Underhold. Mm Sandheden er, at det kun yderst sjældent bliver ved Lorcaarene. Statistiken viser jo, at Giftermaal ikke ere saa hyppige nu som tidligere, og den unge Pige bliver derfor ved at gaa i Trædemøllen, indtil hendes snottede Helbred tvinger hende til at træde ud og give Plads for unge, friske Kræfter.

Saalænge Forærldrene leve, gaaer det dog nogenledes; men falde disse bort, og hun staaer uden denne Støtte, hvad bliver saa hendes Skjæbne? Ja, hvorledes kan et Menneske leve og klæde sig for 24 Kr om Maaneden og saa desuden lægge Penge op til den arbejdsløse Tid, cirka 2 Maaneder om Aaret? Maaske en stærk Villiesfast og Moral kan gjennemføre dette; men hvor ofte tør man forudsætte dette, og hvis den ikke findes, hvad saa?

- - -

(Dagens Nyheder 10. august 1885. Uddrag).

En drabelig Pige. (Efterskrift til Politivennen)

I Avedøre tjente siden indeværende Foraar hos en Gaardeier den i Sverig i 1860 fødte Pige Emma Gustafva. Samme Sted tjente der en 16 Aar gammel svensk Dreng. Carl Albert, og det var Skik paa Gaarden, at Drengen hver Morgen kjørte Mælkevognen en tohjulet Karre - ud til den Mark, hvor Gaardens Køer stod paa Græs, medens Emma og en anden Pige fulgte med. Naar Pigerne derpaa havde malket køerne, kjørte de Vognen tilbage til Gaarden og kjørte derpaa om Aftenen selv igjen med Vognen ud paa Marken, hvor Carl imidlertid var forbleven, og hvorfra de saa efter endt Malkning alle i Forening vendte tilbage til Gaarden, idet Carl efter Husbondens Ordre da kjørte Vognen. Paa Veien ud til Marken om Morgenen den 13de Juni havde der været noget Skjænderi mellem Drengen og Emma, der havde bebrejdet ham, at han ikke kjørte hurtigt nok, og inden Hjemkjørselen havde hun yttret til den anden Pige, at han da ikke skulde faa Lov til at kjøre Hesten. Da Pigerne derpaa vare færdige med Malkningen og havde sat sig op paa Vognen til Hjemkjørselen, kom Drengen til, lagde en tom Trepægleflaske, hvori han havde havt Øl, i Bunden af Vognen og steg selv op paa den, hvorpaa han trods Emmas Modstand tog Pisk og Tømme fra hende. Efterat de derpaa havde kjørt et lille Stykke, greb Emma atter efter Tømmerne, og herved blev Drengen, der sad yderst paa Agebrædtet, skubbet ud af Vognen saaledes, at han kom til at staa ved Siden af den, og da Emma vedblivende søgte at faa fat i Tømmen, gav han hende et Par Rap med Piskeskaftet over Armen og Ryggen, ligesom han efter den af Emma under Sagen afgivne Forklaring udstødte Trusler mod hende. Disse tillagde hun dog ikke nogen Betydning, men hun blev ved hans Opførsel saa ophidset, at hun greb den foran nævnte Flaske, og idet hun holdt den om Halsen, bibragte hun Drengen et saadant Slag oven i Hovedet, at Flasken knustes derved, saaledes at hun beholdt Flaskehalsen, ved hvis Rand der sad et buet Stykke Glas af selve Flasken, i Haanden, og hermed huggede hun derpaa Drengen, der havde lagt sin venstre Haand op paa Vognens Kant, et Hug over Haandledets Rygside. Medens det førstnævnte Slag ingen Følger havde, tilføjedes der Drengen ved dette Hug et ca. 1 Tomme langt Snitsaar paa tværs af Haandledet, hvilket trængte igjennem Huden og det underliggende Bindevæv, overskærende samtlige Strækkesener til Haandens 2., 3., 4. og 5. Finger. 

K. Hansen Reistrup: Paa Vej til Avedøre-Holme i Kallebostrand. Illustreret Tidende nr. 15. 9. januar 1887.

Ifølge de under Sagen tilvejebragte Lægeerklæringer, af hvilke den sidste var dateret den 10de Juli, var det ikke sandsynligt, at Haanden som Følge af denne Beskadigelse fremtidig vilde blive fuldstændig invalid, uden at det endnu kunde afgjøres, hvor betydelig Invaliditeten vil blive eller om muligt med Tiden fuld Funktionsdygtighed kan opnaaes, og paa Drengens Almenbefindende har det Passerede ingen skadelige Følger havt, ligesom han ikke derved har været nødsaget til at holde Sengen. Den ommeldte Flaske var en almindelig Ølflaske af tykt grønligt Glas, og Emma førte Hugget med Flaskehalsens nederste af brudte Rand med vedhængende Flig, men hun udsagde under Sagen, at ligesom hun ikke havde havt til Hensigt at tilføie Drengen nogen Skade ved Slagene, saaledes havde hun heller ikke tænkt sig, at saadant vilde blive Følgen deraf, og denne Forklaring kunde efter Omstændighederne ikke forkastes. Krav paa Erstatning var fra faldet. Ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret blev Emma anseet Straffelovens § 203 med Fængsel Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Dagens Nyheder 2. august 1885. Afsnit indsat for tegningens skyld).

Gård i Avedøre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sædelighedsskandale 1885. (Efterskrift til Politivennen)

De 30 Sædelighedsforbrydere.

De af os i Gaar bragte Meddelelser om Opdagelsen af en Bande Sædelighedsforbrydere har, som man kunde vente, vakt megen Opsigt. De øvrige Blade har straks sat talrige Reportere i Virksomhed. Navnene paa de kompromitterede "ansete" Mænd løber Byen rundt, paa Raad- og Domhuset hersker der en livlig Efterspørgsel efter Nyt i Sagen, og oppe i Justitsministeriel sidder Hr. Nellemann med et af de sædvanlige, med Rødt indstregede Eksemplarer af "Social-Demokraten" foran sig. Hans Humør er vel omtrent, som da vi skrev om Herredsfogder, om kongelige Skiftekommissionærer osv.; han kan ikke lide, at vi taler højt om det, som den officielle Retfærdighed og dens Repræsentanter kun hvisker om. 

Hvis imidlertid Hr. Nellemann, hans Dommere og Politi mener, at deres Listeri paa Hosesokker i Sager som denne er Anstændighed, og "Social-Demokraten"s offentlige Justits derimod Uanstændighed, saa skal vi gerne endnu en Gang belære ham om, at det netop forholder sig stik modsat, og han skal fremdeles faa at føle, at saa længe Rettergangen er saa sløj mod de fine Forbrydere her i Landet som den er, saa længe vil vi ogsaa nok være med til at se den efter i Sømmene, saa vidt vor Evne strækker.

Denne Gang har vi set saa temmelig rigtigt. Skandalen er der, og Forsøgene paa at dække over den synes heller ikke at mangle. Ret betegnende i saa Henseende er det, at det nu er omtrent 14 Dage, siden Arrestationerne begyndte, men at man desuagtet, lige indtil vi bragte Sagen frem, har kunnet holde alt hemmeligt. Og ikke mindre betegnende for den officielle Justits er det, at af de omtrent 30 anholdte, blev nogle af de mest "ansete" kort efter Forhørene igen satte paa fri Fod.

Blandt disse var den i Gaar omtalte feterede Højredigter. Han er ansat i et af Ministerierne, Æresmedlem af en af Partiets ældre patriotiske Foreninger og poetisk Medarbejder ved et af dets yngste kristelige Hovedstadsblade. En anden af de frigivne er en højtstaaende, med en Mængde Ordener dekoreret Professor, der er Formand for en af vore mest aristokratiske videnskabelige Foreninger.

Hvad disse to eller de øvrige Personer har udsagt i Forhørene, hvor mange, der har tilstaaet osv. - derom véd vi selvfølgelig intet. Paa Raad- og Domhuset var man i Gaar meget tilbageholden overfor Bladenes Reportere, maaske af Betuttelse over, at Skandalen ikke længer kunde holdes skjult. Bl. a. indhentede ogsaa Regeringens officielle Organ, "Berlingske Tidende", Oplysninger dér, og da vi har erfaret, at man saa vel til dette som andre Blade har fortalt, at Sagen ikke havde saa stort Omfang, som angivet af os, og at der kun skulde have været 10 Mænd under Anholdelse, saa maa vi overfor dette fastholde, at det forholder sig, som vi sagde. Over tredive har været i Forhør, og sandsynligvis kan det ikke blive derved, hvis ellers Undersøgelsen bliver ledet med tilbørlig Kraft.

Samtidig berigtiger vt en Unøjagtighed i vor første Meddelelse. Den deri omtalte Grosserer tog sig af Dage ved Skydning, ikke ved Hængning. Selvmordet foregik ved et Badested her paa Kysten.

* * *

Hvem er det, der ødelægger Familjelivet, krænker Ægteskabet, haaner Religionen? Der er ikke et Højreblad i Landet, uden at det har fortalt os: ja det er Socialdemokraterne.

Og hvem er det saa, der holder Friller, forsvarer Prostitutionen, lovgiver den og Kirken samtidig? Der er ikke et Menneske i Landet, uden at han maa vide: det er Ordenspartiet, Avtoritetspartiet, som det selv kalder sig. Det er dem, der fører Hæderligheden mest i Munden og har mindst af den i Gerningen, den konservative Hyklerhær, Samfundets virkelige Bærme. Thi her i Landet gaar Bærmen ikke i Laser, hvad ellers ogsaa kan hænde; her kører den til Væddeløb i egen Ekvipage.

Det er fra den Kant, at den sidste store Skandalesag er kommen, ligesom alle de foregaaende. Og det er fra den Kant, at den, ligesom alle de foregaaende vil blive forsøgt tiet ihjel.

(Social-Demokraten 15. juli 1885).

Det er noget usikkert helt præcis hvilke sædelighedsforbrydelser der er tale om. De sparsomme oplysninger peger på overgreb på børn, voldtægter samt homoseksualitet - som dengang fordømtes af alle politiske partier.

Sædelighedsforbrydelses - Skandalen i Kjøbenhavn. som vi forleden omtalte, bliver nu neddysset, fordi et stort Antal ledende Provisorister er indviklet i den, deriblandt et Par, der allerede tidligere har været overbevist om lignende Forbrydelser. Nogle Højreblade, hvis Medarbejdere er indviklede i Sagen, benægter selvfølgelig Skandalen, men der er ikke et Menneske i Kjøbenhavn, der tror Benægtelsen. Man bor aldeles ikke undre sig over, at den Slags Forbrydelser gaar ustraffede hen, naar ledende Højremænd er indviklede i Sagen. Saaledes gaar det altid; Partiet lader aldrig Tilhængere blive straffede for Forbrydelser. Det maa endog undre, at Politiet har haft Mod til at undersøge Sagen efter at det var blevet klart, at flere Højreledere var indviklet i den; det misbilliges ogsaa stærkt i Højre kredse.

(Folketidenden (Ringsted 17. juli 1885).

Ret hurtigt blev sagen, understøttet af hele Højre-pressen, drejet i retning af at anklage de som havde forsøgt pengeafpresning på de formodede sædelighedsforbrydere, mens disse blev ladt i fred. Højrepressen forholdt sig herefter helt tavs om sagen.

Sædelighedsforbryderne.

I Tirsdags havde vi Besøg af Hr. Andreas Buntzen, Medarbejder ved "Avisen", og i Gaar af Hr. Professor Edvard Erslev (Fortjenestemedaljen i Guld, Ridder af Dannebrog, af Æreslegionen, den russiske Stanislausorden, den svenske Nordstjerneorden, Ordenen pour l'instruction publique og den portugisiske Kristusorden; Sekretær for det kongelige danske geografiske Selskab.) Vi skal begynde med de Oplysninger, som disse to Herrer har givet os om Sædelighedsforbrydelsessagen.

Hr. Andreas Buntzen fortalte, at han vel havde været impliceret i en tidligere Sag af samme Art som nærværende, som Vidne, paastod han, men at han absolut intet havde at gøre med denne. Da han imidlertid antog, at der i "Social-Demokraten"s første Meddelelse var sigtet til hans Person, henstillede han til os at tage hans bestemte Erklæring over for os til Følge og meddele, at han intet havde med den nu rejste Sag at skaffe. Det lovede vi og det holdt vi (se "Social-Dem." for i Onsdags).

I Samtalens Løb gjorde vi imidlertid Hr. Andreas Buntzen opmærksom paa, at vi havde Grund til at tro, at Martin Kok, en anden af "Avisen"s Medarbejdere, var inddraget i Sagen, idet han bl. a. havde været tilsagt til Forhør. Vi tilføjede, at Hr. Buntzen naturligvis ikke skyldte at meddele os noget om Kok, men ikke desto mindre bekræftede Hr. Buntzen, at vore Oplysninger om denne var korrekte. Han fortalte yderligere, at Kok havde været med ogsaa i den tidligere Sag, hvori han, Buntzen, optraadte (som Vidne). Vi spurgte ham da, hvorledes han kunde finde sig i at arbejde sammen med Kok ved "Avisen", og hertil svarede han omtrent saaledes : "Ja, De ved jo nok, at det ikke er mig, der regerer Bladet. Jeg har gentagne Gange henstillet til de Ledende, at de skulde afskedige ham, men de vil ikke. For øvrigt taler Kok og jeg aldrig sammen; naar jeg ser ham komme, saa gaar jeg."

Og naar vi nu har fortalt Indholdet af denne private Samtale udførligt, saa maa Hr. Andreas Buntzen og "Avisen" give sig selv Skylden. Det er meget troligt, at de ikke kan staa sig ved at se den refereret, men de har ligefrem tvunget os dertil ved en Artikel i "Avisen" for i Gaar, hvori de erklærer vor paa Hr. Buntzens Tilskyndelse indrykkede Notits: "Avisen" og den sidst opdagede Sædelighedsforbrydelse", for usand. Bladet skriver bl. a.: "Selv om en anden af "Avisen"s Medarbejdere virkelig var inddraget i den oftnævnte Sag, vilde Hr. Buntzen naturligvis hverken have været faa ubetænksom eller saa ukollegial at meddele "Social-Demokraten" dette." Ja, hvor vidt Hr. Buntzen har været ubetænksom og ukollegial, det maa "Avisen" om, men hvad han sagde, det sagde han, og naar Bladet fortsætter: "selvfølgelig er der ikke nogen af "Avisen"s Medarbejdere, som har det mindste med Sagen at gøre," - saa sætter vi haardt imod haardt, dets egen Medarbejders, Hr. Buntzens Ord mod dets Artikel i Gaar. Hermed er samtidig et af "Avisen"s Ønsker opfyldt: det har faaet Navnet paa den feterede Højredigter, der har været tilsagt til Forhør i Sagen, og det har oven i Købet faaet det fra en Kilde, det vel maa sætte Pris paa, - fra sin Medarbejder Hr. Andreas Buntzen.

At nu "Avisen", der i Forvejen har Hr. Buntzen til Medarbejder, nødig ogsaa vil have Hr. Martin Kok, det forstaar vi. Men selv om Bladet vrider og vender sig aldrig saa galt, skal det have ham med. I Gaar mødte det op med sin Regnskabsbog - det er Nemesis, der nu siger "op med Regnskabet" til de Folk, der snart har skreget sig hæse med dette Raab overfor andre! - og det beretter, at Bogen er bleven forevist for Kriminalretsassessor Birch, for at han kunde se, om nogen af "Avisen"s -Medarbejdere var indviklet i Sagen. Hr. Birch "ansaa det imidlertid for ganske overflødigt at gennemgaa Navnene"; han kunde sværge paa den lukkede Bog, at ingen af "Avisen"s Medarbejdere var indviklet i Sagen.

Men det kan vi ikke lade os nøje med. Op med Regnskabsbogen, Hr. Professor Matzen, for deres Kollega Hr. Andreas Buntzen sagde jo til os i i Tirsdags, at Martin Kok var Medarbejder ved "Avisen". Han fortalte endvidere, at Kok havde skrevet Teateranmeldelser og Digte til den, og hvis Professoren til Eks. vilde slaa op i Bladets Arkiv paa Nummeret for den 14. Maj d. A, saa vil han der finde et smukt, af religiøse og patriotiske Følelser gennemaandet Digt til Kongen af - Martin Kok.

Indtil vi faar Rede herpaa, gjorde "Avisen" vist bedst i at holde sig til Studiet af sin egen Regnskabsbog. Dets Opstilling i Gaarsnumeret af en ny fingeret Oversigt over "Social-Demokraten"s Indtægter og Udgifter er dog tydelig nok ikke andet end et Led i dets Bestræbelser for at klare sig selv, et Forsøg paa at lede Interessen bort fra de generende Sædelighedsforbrydere.

Vi kommer nu til Professor Edvard Erslev. Han besøgte os som sagt i Gaar, og hans Ærinde gik ud paa, at faa indrykket en Erklæring om, at der ikke var rejst nogen Sigtelse mod ham for Sædelighedsforbrydelser. Vi erklærede hertil, at vi forinden maatte tale endnu en Gang med vor Meddeler, paa hvis Paalidelighed vi i øvrigt intet Øjeblik tvivlede, og Hr. Erslev bad os da om i hvert Fald ikke oftere at vende tilbage til denne Sag, for saa vidt den angik ham. Dette vilde vi heller ikke have gjort, hvis ikke "Avisen" ved sin ukloge Optræden, sine usande Paastande, havde tvunget os til at tale endnu tydeligere og opgive noget af den Hensynsfuldhed, vi hidtil har vist. Hr. Erslev kan lige som Martin Kok takke "Avisen" for, at hans Navn er bleven nævnet. Thi Sagen skal ikke lyves eller ties helt ihjel, dertil er den af altfor stor Betydning for Offentligheden, for Samfundet og vore fremtidige Retstilstande.

Naar "Avisen" tvinger os til at tale, ser vi heller ingen Grund til at fortie de Oplysninger, Professor Erslev gav os. De gik ud paa følgende: For længere Tid siden mødte han paa Gaden en Tømrersvend E., hvem han gav en Krone. Senere kom E. igen. fik atter Penge, og saaledes gik det i nogen Tid, indtil Hr. Erslev blev træt af dette Prelleri og sagde nej. E. opsøgte da Hr. Erslev i hans Hjem, gjorde Skandale og blev kastet paa Døren; desuagtet forfulgte han ogsaa senere Professoren paa Gaden med sin Paatrængenhed, og denne meldte ham da omsider til Politiet. Saa vidt Hr. Erslevs Beretning.

Hvad der senere skete er dette: Tømrersvenden blev anholdt paa den foretagne Anmeldelse, og man kom nu gennem hans Forklaringer under Vejr med, at der var sket flere Pengeafpresningsforsøg, hvori ogsaa andre Personer havde gjort sig skyldige, og at disse Forsøg stod i en meget nær Forbindelse med en Mængde Sædelighedsforbrydelser, idet det var disses Ophavsmænd, der hjemsøgtes.

Vi henstiller nu til enhver, der læser dette, at besvare os følgende Spørgsmaal: Naar "Social-Demokraten" har forlangt en stræng Undersøgelse ogsaa af de gemeneste af disse to Arter Forbrydelser, naar vi har fordret, at der skal tages lige saa haardt paa de fine Sædelighedsforbrydere som paa de Stympere, der har villet pine Penge ud af dem, og naar Højrepressen i Modsætning hertil har søgt at reducere det hele til en simpel Pengeafpresningssag - hvem varetager da sin offentlige Bestilling bedst, "Social-Demokraten" eller Højrepressen?

Ja, det indanker vi roligt til Publikums Dom, og saa for Resten ser vi meget godt, hvor vanskeligt det atter her kan blive for os at stramme den sløje Retspleje op. Vi kender det af Erfaring, vi har før maattet bøde derfor baade paa den ene og den anden Maade, men det faar ikke hjælpe.

Vi har sagt det: ved denne Sag staar der for meget paa Spil for Samfundet, til at den maa ties eller lyves ihjel. Sandheden skal frem, og at den nu maaske kommer frem med mindre Skaansomhed end ønskeligt, det skyldes, gentager vi, ikke os, men dem, der vil slaa den ned.

For det første gør vi da gældende, at de smudsigste Sædelighedsforbrydelser, de hvorom det her drejer sig, længe har gaaet for sig, uden at der fra Avtoriteternes Side er taget ordenligt fat paa deres Udryddelse. Vi anførte forleden et Par Eksempler paa den utilgivelig lemfældige Maade, der gaas frem paa overfor disse Slyngler, og vi hævdede, at her maatte utvivlsomt søges en af Grundene til, at Uvæsenet endnu trives saa frodigt, som denne nye Sag viser. Vi spørger dem, der hver Dag fører Moralen i Munden, vi spørger dem, der arbejder for den uden lang Snak, vi spørger de Forældre, der jamrer sig over Tidens Usædelighed, og Skolebestyrerne, der undertiden kan tale med herom. Men maaske de saa samtidig vil indrømme os, at vor ligefremme Pegen paa Ondet er mere værd end Højrepressens Forsøg paa at løbe uden om det.

Og dernæst beklager vi, at vi maaske ikke naaer at vinde Sejr denne Gang - netop af Mangel paa Støtte. Meget tyder i alt Fald derpaa. Professor Erslev fortalte os, at han fra Assessoren, der leder Undersøgelserne, havde faaet Attest for, at han ikke kunde straffes; Højrebladene fortæller os, at der kommer ikke andet ud af det end nogle Pengeafpresningssager; og oppe paa Raad- og Domhuset, der bærer den smukke Indskrift: med Lov (og formodentlig ogsaa med Lovens Hævdelse) skal man Land bygge - , dér sidder nu ikke andre under Anholdelse end de omtalte Stympere, som har presset Gentlemen for Penge. Hertil kommer endelig, at det i Sager om Forbrydelse mod Sædeligheden altid er uhyre vanskeligt at skaffe tilstrækkelige Vidnesbyrd til Veje, og dobbelt vanskeligt hvis der skal tages Hensyn til snart et snart et andet "anset" Navn.

Muligt er det derfor, at vi faar hele Banden paa Halsen, at den falder over os med Avisartikler, hvori vi stemples som "gemene", og med Sagsanlæggelser, hvorefter deres Svinerier kommer til at koste os Penge. Men i faa Fald vil vi dog paa Forhaand sige de Godtfolk en Ting: at da er vi heller ikke færdige med dem endnu, og at vi er til Sinds at bide fra os. Der gaar mere end En falden Højremand og Slyngel omkring med Mærker af vore Tænder i sig, og de kan forhøre dér, hvordan vi er at binde an med.

(Social-Demokraten 17. juli 1885)

Det ser ikke ud som der kom sagsanlæg eller Højreaviserne kastede sig over Social-Demokraten i denne sag.

Forfatteren Johan Martin Kok (1850-1942) skrev bl.a. talrige patriotiske og anti-tyske digtsamlinger om Krigen 1864. Han blev jurist i 1884. Allerede som ung var han sammen med forfatteren Joakim Reinhard involveret i homoseksuelle skandaler i Studenterforeningen i København. De kan som sådan betragtes som nogle af de første homoseksuelle forfattere i Danmark. Det blev som i denne sag dysset ned. Men i 1893 fik han tre ugers varetægtsfængsling hvorefter han blev frifindet. Hans karriere blev ødelagt. Han udgav herefter bøger under pseudonymer som fx Povl Bunck og August Birch indtil 1910. 

Der blev i løbet af juli og august foretaget flere anholdelser i forbindelse med denne sag. Men kun lidt slap ud til offentligheden om anklagerne. Der blev så vidt jeg kan se ikke anlagt sag mod Social-Demokraten. Herefter fremkom Social-Demokraten heller ikke med flere artikler om sagen. I maj 1886 fremkom nedenstående artikel om sagen:

De daarlige Tider. "Dagsavisen" for Onsdag omtaler under den "för tilfället" betegnende Overskrift: "Tys, tys! " en Skandalesag, som nylig har fundet sin Afgjørelse ved Kjøbenhavns Kriminalret: "Dommen egner sig ikke til Offenliggjørelse!" har man svaret Bladets Redaktion, da man udbad sig den. Nu har Bladet selv skaffet sig den og det viser sig, at der er "fine Herrer", hvis Navne skulle forties. Sagen har været kaldt - "Sædelighedsforbrydelse", men er af Provisorieblade bleven gjort til en "Pengeafpresningssag". Det er den paa den Maade, at nogle lavsindede Mennesker have krævet nogle fine Herrer for Penge, da de ellers vilde fortælle noget Daarligt om dem. Dette "Daarlige" betegner "Dagsav." som "det modbydeligste Svineri", der er bedrevet af de saakaldte "fine Herrer". "Dommen selv fortæller Intet om Svineriet, men det læses mellem dens Linier. Om den offenliggjordes, vilde Alle spørge: "Hvem ere disse Herrer, der ere blevne pressede". Derfor offenliggjøres den ikke. Og af samme Grund vidste Højrepressen Intet om Sagen, af samme Grund skulde den ties tildøde. De fine Herrer maa fremfor Alt ikke nævnes. Vi skulle sige hvorfor. Fordi man skal op paa de øverste Trin af Rangstigen for at finde dem, og fordi fremtrædende Repræsentantet for Hr. Estrups Politik er blandt dem. Tænk, om Verden fik at vide, at Hs. Excellence *, Baron *, Grev *, Kammerjunker *, Professor *, Høireskjald *, og ialfald førværende Skriver i "Avisen", tænk om man fik at vide om den og om mange flere Andre, der ere pyntede med Titler og med Ridderkorset i den ganske unge Alder, som pryde Hoffets Sale, tænk om det blev bekjendt om alle dem, at det hæsligste moralske Griseri klæbede ved dem ...."

(Middelfart Avis 6. maj 1886).

Tiden efter fremkom adskillige sager: I maj 1886 blev fattiginspektør Dyrlind-Jensen i Aalborg suspenderet mod byrådets ønske for sædelighedsforbrydelser. Ligeledes blev grosserer W. dømt for sædelighedsforbrydelser mod mindreårige piger I juni 1886 var det hørkræmmer Østrins tur til at blive anholdt for sædelighedsforbrydelser mod småpiger som handlede i hans butik. I 1887 blev Højres kirkeminister Jacob Scavenius afsløret i at have haft "en våd aften" hos en københavnsk prostitueret.

I 1895 afslørede en sædelighedsskandale at politiet, bl.a. politidirektør Korn som også er nævnt i ovenstående sag, var dybt involveret, sammen med næsten hele hans afdeling af sædelighedspolitiet. Denne gang lykkedes det imidlertid ikke for Højre at lægge totalt låg på sagen.

En Spektakelforening. (Efterskrift til Politivennen)

Under en mod fire for Tyveri eller Ran, vold og Fornærmelser mod Politiet m. m. tiltalte unge Mennesker i Kjøbenhavn anlagt Sag blev det ifølge "B. T." oplyst, at der heri Byen bestaar en temmelig vidt forgrenet Forening af en Del til allehaande Spektakler og mindre Forbrydelser hengivne, som oftest tidligere straffede unge Mennesker i en Alder af fra 16 til nogle og tyve Aar, hvilken Forenings Medlemmer, der fornemmelig ere unge Arbejdsmænd, der som Regel foretrække Ingenting at bestille, overholde vedtagne Love og have aftalte Mødesteder paa Kjøbenhavns Gader til bestemte Tider og endelig have inddelt sig i forskjellige Afdelinger efter Byens Kvarterer. Denne Forening kalder sig med temmelig meningsløse Ravne: "Bølleforeningen" eller "Bøllesjapet" og dens Formaal er fornemmelig at famle sig til Spektakler paa Gaden, naar der nogetsteds, helst om Aftenen, er Noget paa Færde, men selv alene eller i mindre Flokke kunne "Bøllerne" ofte hengive sig til en uforklarlig Raahed, for hvilken en fredelig Borger, som maatte være saa uheldig at møde dem paa et ensomt Sted, f. Ex. i en af de mest besøgte Skove i Kjøbenhavns Omegn, meget let kan blive et Offer. Charlottenlund Skov i Sommertiden og specielt Dansepladsen ved Grøndalshuset har altid øvet en særegen Tiltrækningskraft paa denne Del af Kjøbenhavns Bærme og der har i AareneS Løb ved R ordre Birks Politiret verseret Hundreder af Sager mod Bøllemedlemmer, hvilke Sager hidtil ere blevne afgjorte ved Betaling af større eller mindre Mulkter. Den nedenfor refererede Justits var imidlertid af en alvorligere Natur.

Anden Paaskedag den 6te April d. A. gik den flere Gange tidligere straffede Niels Christian Petersen i Følge med flere andre "Bøller", der havde samlet sig ved Rundetaarn, til Charlottenlund Skov, hvor de støjede og gjorde Spektakler. Kl. ca. 10 om Aftenen kom A E. Petersen, der var arresteret under Sagen, i Slagsmaal med nogle Militære og mistede derved fin Hat. Kort efter mødte Arrestanten og den 20-aarige Jens Peter et Selskab af Herrer og Damer, og da de havde aftalt, at Jens Peter skulde slaa Hatten af Hovedet paa en eller anden Skovbesøgende, hvorpaa Arrestanten skulde snappe Hatten og undløbe, udførte de ogsaa nu dette Forsæt Arrestanten, der havde laant Jens Peters Hat, undløb med den ranede Hat, der tilhørte Rodemester I. deraf Staden; men senere paa Aftenen gav han Hatten til Jens Peter, som Dagen efter pantsatte den der i Byen. Forinden havde de imidlertid indset det Fornuftige i at gjemme Hatten inde i Skoven om Aftenen, da de mærkede, at Politiet ledte efter den og dem. Grunden til. at Jens Peter pantsatte Hatten var den, at den ikke passede ham rigtigt, og at hans Kammerater gjorde Nar af ham for Hattens Udseende. For Laanesummen kjøbte han sig en anden Hat. Om selve Overfaldet paa Rodemester I. blev det oplyst, at da han om Aftenen Klokken benåd 10 var kommen ind paa et Sted i Skoven, hvor der paa Grund as Træer var særligt mørkt, faa han paa Vejen en Klynge unge Mennesker, 6 a 8 i Tallet Da han gik forbi dem, slog en af dem Hatten as ham, og da han bukkede sig for at tage den op, snappede en af Personerne Hatten og løb ind i Skoven i med den.

Den paafølgende Søndag den 12te April d. A. var "Bøllen" Johan der i Byen truffet sammen med flere andre "Bøller", i hvis Følge han begav sig til Charlottenlund Skov. De vare 6 i Tallet og havde nydt et tilsvarende Antal Pægle Brændevin. De begave sig strax hen til Dandsepladsen ved Grøndalshuset, hvor de gjorde Spektakler og forulempede de Tilstedeværende. Johan gav sig bl. A. i Kast med tre Herrer, hvoraf han slog Hatten af den ene og slog den anden med knyttet Haand i Ansigtet, saaledes at Herren fik et Saar paa Næsen. Da nu Politibetjent P. vilde føre ham bort fra Pladsen, satte han sig til Modværge og blev understøttet af sine Kammerater. Han blev dog fjernet fra Dandsepladsen, men idet han gik, ytrede han, at han nok skulde komme "med store Renter". Kort efter forsøgte han paany at tiltvinge sig Adgang til Dandsepladsen i og yppede Kiv med de Tilstedeværende. Da Politibetjent G. betydede ham, at han skulde gaa, og G. tilsidst maatte anvende Magt, greb han fat i G.'s Uniformsfrakke, saa at flere Knapper sprang af. Med Assistance af P , der nu kom til. og skjøndt Johans Kammerater, af hvilke flere under Sagen have betalt store Mulkter, indtoge en truende Holdning overfor Betjentene og stimlede sammen om dem, fik Betjentene dog Johan ført ud paa Vejen, hvor han nægtede at opgive sit Navn og omsider blev trukket bort af sine Kammerater. Da han imidlertid kort efter paany blev antruffen og Betjentene søgte at sikre sig hans Person, slog Johan om sig og gjørde saa kraftig Modstand, at Betjentene, hvad de forsøgte, ikke kunde lægge Haandjærn paa ham. Johan rev ved denne Lejlighed G.'s Uniform istykker, idet han greb fat i ham for at give ham en Skalle ligesom han slog ham over Armen og knækkede hans Stok. Betjenten P. bed han i den højre Haand, slog ham gjentagne Gange paa Prustet med en knyttet Haand og sparkede ham over Benene. Da Sværmen atter trængte paa, maatte Betjentene lade Johan gaa, og idet han o(b Kammeraters Hjælp var kommen løs, løb henimod Dandsepladsen, idet han raabte, at han "skulde lave Komedie". Nu sluttede imidlertid en Møllersvend og en Murersvend sig til Betjentene, og det lykkedes ogsaa tilsidst at faa Johan ind i Detentionslokalet. Døren til dette forsøgte imidlertid "Bøllerne" at sprænge med et Stykke Tømmer, men det lykkedes dem ikke, og de toge nu Flugten, da Betjentene kom tilbage. Endelig var "Bøllen" Fritz tiltalt for at have beholdt en Hat, hvoraf han ved Slagsmaalet ved Grøndalshuset var kommen i Besiddelse. Ved nordre Birks Dom blev Petersen anset med 8 Maaneders Forbedringshusarbejde, Jens Peter og Johan med 10 og 15 Dages Vand og Brød, og Fritz med simpelt Fængsel i 14 Dage. De anvendte Lovbestemmelser vare Straffelovens § 237 (om Ran) csr. § 47, 238, 100, jfr. 98 og 248, samt Birkets Politivedtægts § 4. De Betjentene P. og G tilføjede Beskadigelser lægedes hurtigt, og de fra faldt under Sagen Krav paa Erstatning.

(Slagelse-Posten 8. juli 1885).

Bølleforeningen". I Søndags Aftes, da en Tjener fra et Landsted paa Strandvejen stod og saa paa Dandsen ved Grøndalshuset i Charlottenlund Skov, fik han pludselig tildelt flere Slag i Ansigtet, saaledes at han stærkt blødende af Næseblod maatte søge Hjælp hos Politiet. Det lykkedes Tjeneren at paavise for Politiet den Person, som havde staaet ham. Han opgav at vare cn ung Aibeidsmand fra Batteriveien, der var Medlem af "Bølleforeningen", samt at han ikke havde slaaet Tjeneren af nogensomhelst anden Grund end den, at der pludselig hos ham var opstaaet en Lyst til at prygle en eller anden, og da Tjeneren, der, som "Bøllen" indrømmede, ikke havde givet den mindste Anledning til den mod ham udviste Behandling, stod i en bekvem Rarhed, gik det ud over ham. Den denne tilføiede Vold var imidlertid ikke af en saadan Beskaffenhed, at Straffelovens Regler om egenlig Vold kunde komme til Anvendelse, hvorimod Birkets Politivedtægt om Politiuorden saavel i denne som i mange andre lignende Sager, hvor lllkalefikaiiterne have brugt at slaa Andre uden at tilføie Saar, passende maatte anvendes, og "Bøllen" blev derfor tilpligtet til Nordre Birks Politikasse at udrede en Mulkt af 20 Kr.

(Dagens Nyheder 17. juli 1885).

Arbejdernes Værn. (Efterskrift til Politivennen)

"Arbejdernes Værn" er blevet det officielle Navn paa det Arbejderfond, der, som igaar omtalt, stiftedes i Tirsdags Aften. Foreningens Formaal er ved alle til Raadighed staaende lovlige Midler at beskytte Arbeiberne imod det socialdemokratiske Tryk. Dette Maal søges bl. A. naaet ved at yde en for hvert enkelt Tilfælde afpasset Understøttelse til de Arbejdere, der, paa Grund af, at de ikke have villet bøie sig for de socialistiske Fordringer, ere blevne erhvervsløse, samt ved at sætte sig i Forbindelse med Arbejdsgiverne for at skaffe saadanne Arbeidere Beskjæftigelse, saavidt muligt i det Fag, hvori de ere oplærte. Medlemmerne ere ordentlige og overordentlige. Som ordenligt Medlem kan optages enhver uberygtet Mand over 18 Aar, naar han indmeldes af et Medlem eller gjennem Bestyrelsen anmoder om Optagelse. Indsigelse mod et Medlems Deltagelse kan ske inden 8 Dage efter Indmeldelsen og maa fremsættes af mindst 10 Medlemmer i en med Navne undertegnet Skrivelse til Formanden, indeholdende Indsigelsesgrunden. Medlemmer af socialistiske Fagforeninger kunne ikke blive Medlemmer af Foreningen. Tager Bestyrelsen Indsigelsen til Følge, kan spørgsmaalet ved et Medlem forelægges til Paakjendelse paa første ordenlige Generalforsamling. Den Optagne har først 3 Maaneder efter Stemmeret. Medlemsbidraget er mindst 20 Øre maanedlig. Overordenligt Medlem er Enhver, der yder et aarligt Bidrag af mindst 10 Kr. Foreningens Anliggender ledes af en paa Generalforsamlingen valgt, af 10 Medlemmer bestaaende Bestyrelse, der selv beler Forretningerne som Formand, Næstformand, Kasserer og Sekretair imellem sig, og som altid skal være sammensat af 5 ordenlige og 5 overordenligc Medlemmer. Dens Mandat er paa 2 Aar, dens Medlemmer kunne gjenvælges, og deres Gjerning er ulønnet. Ved mulig Afgang i Aarets Løb supplerer den sig selv.

Til Medlemmer af Bestyrelsen valgtes iaftes for de ordenlige Medlemmer Former Bruun, Arbejdsmand A. L. Aagerup, Maskinarbeider H. Hansen, Smed Niels Lund og Laboratoriearbejder Hans Poulsen, for de overordenligs Medlemmer Murermester C. Ette, Redakteur Fr. Hansen, Fabrikant Langballe, Overretssagfører G. M. Rée og Skibsmægler V. R. Wulff. Til Revisorer valgtes Cand. med., Grosserer Arnold Gamél og Mægler B. Mannheimer.

(Dagens Nyheder 2. juli 1885).

Højres nyeste Limpind.

I Tirsdags Aftes Partiets "37" Rariteter da endelig puttede ind i den tidligere bebudede særlige Forening sammen med en Bunke Fabrikanter, Grosserere, Etatsraader osv., der antog Navnet "Arbejdernes Værn". I Gaar meddeltes Begivenheden offentligt og Formaalet forklaredes,- officielt angives det saaledes: "ved alle til Raadighed staaende lovlige Midler at beskytte Arbejderne mod det socialdemokratiske Tryk" - og tydeligere kunde en klodset Høirepen af den Slags, der skrev Tømret Smiths Selvangivelse ikke plumpe ud med det der skulde skjules, nemlig at vi her simpelthen staar over for et nyt Forsøg paa at finde Metoden for Tilvirkning af Højrearbejdere. 

Man vil beskytte Arbejderne mod Socialdemokratiet; men Arbejderne er jo, som Gud og Højre véd, Socialdemokrater, altsaa: man vil beskytte Arbejderne mod Arbejderne, mod sig selv. Ved at stille dette Vrøvl op som sit Formaal, røber Partiet lige straks for enhver, der gider tænke over Sagen, at den hele Forening ikke er andet end Spekulation til egen Fordel, saa meget mere som det ville være den rene Latterlighed at tænke sig alle disse Anstængelser gjorte for at beskytte den Haandfuld Arbejdere, som ved at gøre Skruebrækkertjeneste er blevne forsørgelsesberettigedede hos Estrupperne. For deres Skyld er Foreningen sikkert ikke lavet, de skal kun fremdeles bruges som Madding.

Nej, Foreningen "Arbejdernes Værn" er kun Professor Goos' noble Tanke taget op igen paa en anden Maade. Hvad han ikke evnede ved Hjælp af "Den ny Socialist", det forsøges nu ved at sætte Pengene i et Foretagende, der drives efter en forbedret Methode, eftersom alle tidligere har vist sig urentable. Man har agiteret i dyre Drømme med Højrepolitik blandt Arbejderne, men ingen bed paa; man har prøvet med Petroleumspolitik - samme Resultat. Professor Goos dumpede og hans Organ gik ind, hele Kapitalet er sat til paa slige vanvittige Spekulationer, "Den ny Socialist" ahr faaet en endnu dyrere Afløser, men stadig hælder Partiet Penge i det samme bundløse Kar, og nu har det som sagt lavet en kostbar Pensionistforening for veltjente Skruebrækkere og udsat Præmier for Tilgang af nye.  

Det er den "besindige, fædrelandskærlige Arbejder", man raaber paa, og til Forklaring af hvem der menes hermed, hedder det udtrykkeligt i en af den nye Forenings Lovparagraffer, at Medlemmer af Arbejdernes Fagforeninger er udelukkede - en i øvrigt fuldstændig overflødig Bestemmelse, thi hvad skulde de ogsaa dér? De mangler jo den Fædrelandskærlighed, som altsaa efter Højres Mening præger enhver daarlig Kammerat, der ved at svigte sine Standsfæller faar Adgangstegn til "Arbejdernes Værn", og de mangler den Besindighed, der udmærker de 37s Fører i Kongens Have og hans Bande. Den Slags Fædrelandskærlighed og Besindighed maa Partiet gærne holde sammen paa i en Forening for sig. Velbekomme. 

Med Hensyn til Betalingsvilkaarene, da oplyses der ikke noget bestemt om, hvor meget man kan faa f. Eks. for at arbejde under Priskuranten paa et Værksted, eller for at svigte sine Kolleger under en Strejke, ved Fremsættelsen af Fordringer om Lettelser i Arbejdstiden og lignende. Det hedder kun i al Almindelighed, at Højre "yder en for ethvert Tilfælde afpasset Understøttelse," men sandsynligvis vil der blive affattet en fuldstændig Priskurant for solidt udført Skruebrækkerarbejde. En af de første, der kommer til at nyde godt af Legatet, bliver den omtalte Tømrer Smith, idet Højre naturligvis betaler den Bede, som han faar for sin Virksomhed i Partiets Tjeneste under Festen i Kongens Have.

Ret betegnende er ogsaa de Navne, som sidder i Foreningens Bestyrelse. Der er først 5 af de 37, som Fabriksprøver med Højres Stempelmærker, "besindige og fædrelandskærlige". Saa er der fem Provisorister af den fine Verden, de Folk som egenlig er udsete til at styre Bedriften, Højres "Arbejderførere"; det er Murermester Ette, bekendt for sine forpestede men indbringende Arbejderkaserner i Nansensgade, Redaktør Hansen (af Matzens og Tømrer Smiths Organ), Fabrikant Langballe, som netop har Strejke hos sig og derfor har stærkt Brug for Højres Arbejdere, endelig Overretssagfører Rée og Skibsmægler Wulff. Det er disse Navne, der skal samle Arbejdere om sig!

Men Resultatet vil blive, som da Højres Arbejderfane blev baaret af Firmaet Goos & Liljenkrans. Spekulationen i at holde Arbejdslønnen nede ved Hjælp af et Præmiesystem for Skruebrækkere vil koste de noble Projektmagere nye Penge uden at give det forventede Udbytte, og Arbejderpartiet vil det gavne derved, at det bidrager til at udstille de daarlige Elementer og føre dem derhen, hvor alt politisk Affald nu flyder sammen. Naar et Aar af den ny Forenings Liv er endt, saa svømmer de samme Skruebrækkere om i Højre som enlige Torsk paa forgyldte Kroge, men Partiet vil ikke have fisket en eneste virkelig Arbejder.

(Social-Demokraten 2. juli 1885).

Foreningen blev oprettet under  en stor konflikt i den københavnske jernindustri, ”Smedelockouten”, som varede flere måneder og førte til over 1000 lockoutede smede og maskinarbejdere. Strategien var at samle arbejdere og arbejdsgivere i samme organisation. Den dannede i 1885 fagforeninger såsom Hustømrerforeningen af 1885, Murerforeningen af 1885 og Smede- og Maskinarbejderforeningen af 1885. I 1886 nåede Værnet sit højdepunkt med 4-5.000 medlemmer (mange indmeldte sig især af økonomiske årsager) mod socialisternes ca. 12.000. Der blev også oprettet afdelinger i Odense, Aarhus, Slagelse, Aalborg, Kolding m. fl. steder.

På længere sigt lykkedes det ikke for Højre at få nogen særlig stor tilslutning fra arbejdernes side gennem Arbejdernes Værn. Medlemstallet faldt støt, og foreningens rolle udspilledes. Efter nogle år blev Værnet mere og mere selskabeligt anlagt. Fra 1891 gik man ind i kolonihavebevægelsen hvis formål var at oprette billige nytte- og/eller prydhaver i cykelafstand fra København for arbejderne. I 1893 havde foreningen under 1000 medlemmer og gled herefter ud i glemsel.