Det københavnske Telefonselskab. (Efterskrift til Politivennen)

Nedlæggelsen af nye underjordiske Kabler er i disse Dage begyndt i lille Kongensgade. Det er Meningen med dette betydelige Foretagende, at lade de underjordiske Traade tildels afløse dem, der nu føres over Husene og derved afhjælpe nogle af de Ulæmper, der klæber ved det hidtil bestaaende System, men ogsaa tillige derved udviste og befæste Forbindelsen mellem de forskellige Stationer og de private Abonnenter. Telefonselskabet tæller nu vel omtrent 3000 Abonnenter i Hovedstaden, og Anbringelsen af de mange Ledninger, som disse Forbindelser udkræve, har givet Anledning til, at der over Husene Tage og med Støttepunkter paa disse efterhaanden er blevet spændt et tæt Net af Telefontraade, der dels ikke just kunne siges at være forskønnende, dels paa Grund af deres Mængde let komme i Uorden. Direktøren for Telefonselskabet, Overkrigskommissær Madsen, har derfor konstrueret en Art Luftkabel, ved Hjælp af hvilket man samler de enkelte Traade, og ed en mere omfattende Anvendelse af disse Kabler vil man for en Del kunne raade Bod paa de antydede Ulæmper. Men dette er dog ikke tilstrækkeligt, og man er derfor skreden til samtidig at anbringe underjordiske Kabler, hvis Nedlæggelse som sagt er begyndt i disse Dage fra den i lille Kongensgade beliggende Centralstation og hvorfra Ledninger skulle fortsættes til de andre Hovedstationer i Hotel Royal, ved Stranden og i Vimmelskaftet, for derfra langs med Ørstedsparken og Ladegaardsvejen at føres ud af Byen og ad forskellige ikke altfor befærdede Sideveje helt ud til Hellerup ved Strandvejen. Medens saaledes Hovedlinjen kommer til at gaa i denne Retning, paatænker man ogsaa samtidigt at sætte Kristianshavn og Amager i en bedre Forbindelse med den øvrige Del af Byen. Dels langs Langebro og dels paa det smalleste Sted af Havnen, nemlig ved Toldbodbommen, agtes Kabler overførte fra den indre By til Kristianshavn og Orlogsværftet, og de to Overføringspunkter hinsides Havnen ville da indbyrdes blive forbundne med en Hovedledning parallel med Havnen, fra hvilken man da kan udsende flere Udløbere over Refshaleøen, Orlogsværftet, Kristianshavn og Amager.

(Social-Demokraten 9. september 1885).

Stolestaderne i Kjøbenhavns Kirker. (Efterskrift til Politivennen)

Er der noget Sted, hvor man burde mærke, at der virkelig er Frihed og Lighed, skulde man synes, at det maatte være i Kirken; men det er der som andre Steder; den fattige ses saa godt som slet ikke, og kommer han, kan han staa ved Indgangen, og ingen bryder sig om, at han maaske er syg og træt, han er vant til at taale og anstrænge sig, han kan bedre udholde at staa op under dele Gudstjenesten end den fine og fornemme, som ikke arbejder hjemme, og som ikke er vant til at føle legemlige Savn; men Følgen bliver ogsaa, at der saare sjælden ses fattige i Kirkerne. Kirken nu er netop for de rige og fornemme. Den, som i saa meget andet, følger vi ikke efter vor Herre og Mester; han. som sagde: "Kommer did til mig alle I, som lider og er besværede, jeg vil give eder Hvile", og: "Det er vanskeligere for en rig at komme i Himmeriges Rige, end det er for en Kamel at gaa igjennem et Naaleøje". Billedet er saa stærkt, at man næsten Kulde tro, at den milde Jesus, som gjærne vil frelse alle, mente, at det var umuligt for den rige at komme i Himmerige; men Meningen er dog nok kun den, at Hindringerne og Fristelserne for den rige er saa store, at det let kan umuliggjøres. Hvorfor gjøres der da saa lidt, for at den fattige kan føle, at i  Kirken er der ikke Persons Anseelse? at der kan han gaa ind og sætte sig, om det saa er paa det øverste Sæde, hvis det ikke allerede er optaget. Den Uskik, at Kirkestolene udlejes, finder vistnok kun Sted i Kjøbenhavn, men i Kiøbenhavn er ogsaa store Masser af fattige, som kunde trænge til at føle, at der gjordes alt for deres aandelige Udvikling, saa de lærte at skaffe den uendelige Lykke, en Kristen er i Besiddelse af, da han kan have vor Herres Fred og Glæde i sit Hjærte, trods alt, hvad han maa savne og lide her i Tiden. Min Opfordring til alvorlige Kirkegængere i Kjøbenhavn skal være: Se at faa Kirkestolene lukkede op, saa den, der kommer først, kan gaa ind og sætte sig, hvor han vil. Derved vil ogsaa den Ulempe bortfalde, at Stolene staar tomme, mens Gangene bliver fyldte, hvorved de, der staar op, bliver stemt forulejligede, naar Stoleejerne, som hyppig kommer silde, da de er visse paa at komme til at sidde, skal trænge sig igjennem de helt fyldte Gange. Det er meget behageligt at have sin bestemte Plads i Kirken, og det vil ikke være saa lille en Opofrelse, især maaske for ældre Kvinder, at opgive den Ret, de maaske i mange Aar har erhvervet sig ved aarlig at betale 4 a 5 Kr. for en Plads i Kirken; men en Kristen maa ogsaa kunne ofre noget, og derved opgiver man ikke at komme til at sidde ned under Gudstjenesten. Man gaar blot en halv Timestid før hjemme fra, saa faar man nok Plads, og naar først Siddepladserne er tilgængelige for alle, saa bliver ogsaa Velvilligheden og Hjælpsomheden saa meget større, og skulde det saa hænde, at en ældre, der ikke kan taale det, kommer til at staa op, stal nok de yngre vide at rejse sig for ham eller hende. De Penge, der kommer ind ved Udlejning af Siddepladserne i Kirkerne, kan maaske ikke undværes, da de vel bruges til Kirkernes Vedligeholdelse eller noget lignende. Men har man haft Glæde af sin Kirkegang, saa tænker jeg, man let kan blive enig om al undvære den sikre Siddeplads og alligevel give de Penge, en saadan Plads før har kostet, til Kirken Det kan ikke nytte, at en enkelt opgiver sin faste Plads i Kirken, fordi han synes, at det er urigtigt, at Stolene er lukkede. Det vilde kun føre til, at Pladsen blev udlejet til en anden, og at alt blev i samme Tilstand som før. Nej, de fleste af dem, der plejer at komme i en Kirke, maa blive enige om, at nu skal dette Uvæsen være forbi, og saa strax begynde at sætte det i Værk med Kraft. Jeg har hørt en Historie, som vist er fuldstændig sandfærdig, om en gammel Mand, som i mangfoldige Aar stadig havde mødt ved enhver Lejlighed i den samme Kirke. Han var ligeledes til Stede i samme Kirke ved en anset Mands Begravelse, med hvem han, skjønt fattig og ringe, stadig havde staaet i venskabelig Forbindelse. Den gamle Mand. som ikke hørte godt, vilde giærne høre Talen, og da han kom tidlig, satte han sig i en af de tomme Stole i Nærheden af Kisten. Strax kom en Kirkebetjent og sagde: "Der kan De tikke sidde." Paa Mandens Spørgsmaal : "Hvorfor", lød Svaret: "De Stole er til Honoratiores, De maa sætte Dem længer ned." Den gamle Mand gik strax ud af Stolen, idet han sagde: "Er der Honoratiores i Kirken? jeg troede, at der maatte den være Honoratiores, som tjente Vorherre bedst; men da der kun er in. som kan dømme derom, og han intet siger, saa mente jeg, at her maatte vi alle være lige." Og havde den gamle ikke Ret? Burde han ikke, ikke alene den Dag, men naar som helst han indfandt sig, haft Ret til at sætte sig paa det Sted, hvor han bedst kunde børe, og det trods hans simple Klæder og hans Udvortes, der maaske vidnede om, at han hele sit Liv havde maattet arbeide haardt. Lad os se at faa Kirkestolene lukkede op og lav os saa indprænte vor opvoxende Ungdom den gammeldags Ærbødighed for Alderdommen, saa der ikke kan være Tale om, at Ungdommen bliver siddende og lader de gamle staa op, men saa den unge strax rejser sig og gjør Plads, naar han ser en gammel, der ikke har Plads. Var det ikke dejligt, naar vi i kommende Tider kunde faa rigtig mange fattige og ringe Folk i Kirkerne, og at de, naar de kom der, maatte føle, at vi, som bekender Troen paa "de helliges Samfund", ogsaa virkelig dannede et Kjærlighedssamfund, der stadig holdt sammen i Sorg og Glæde og ikke gjorde Forskel paa nogen af dem, der vilde slutte sig til Samfundet, men var lige glad ved den rige og den fattige, den fornemme og den ringe. 

En Kirkegænger, der i mange Aar har haft reserveret Plads i en Kirke

(Morgenbladet (København) 7. september 1885).

De aflåselige og ofte nummererede kirkestole kan stadig ses i københavnske kirker som fx Frelserkirke på Christianshavn, Holmens Kirke og - som her - Trinitatis Kirke. Her er låsen dog blevet fjernet. Foto Erik Nicolaisen Høy, Kbhbilleder (2021).

Indbydelse til Indtrædelse i "Arbejdernes Læseselskab". (Efterskrift til Politivennen)

Undertegnede Bestyrelse for "Arbejdernes Læseselskab" tillader sig herved at rette en Opfordring til Alle, der maatte nære Interesse for Selskabets Formaal, om at indtræde deri, særlig gælder denne Opfordring Arbejderne og de mindre Næringsdrivende. Selskabets Formaal er ved et billigt Kontingent, 30 Øre maanedlig, at udbrede saa stor Oplysning iblandt Medlemmerne, som muligt, navnlig ved Anskaffelse af alt det bedste paa Litteraturens Omraade, særlig den nyere Literatur. Biblioteket tæller ca. 1500 Bind, men forøges stadig. Ligeledes holdes en Læsestue, som staar aaben hver Aften fra Kl. 7 til 10 for Medlemmerne, og hvori forefindes næsten alle Hovedstadens samt et stort Antal Provinsblade. Tillige findes flere Brædtspil til Medlemmernes Afbenyttelse. Selskabet har ogsaa formaaet en større Kreds af fremragende Forfattere og Videnskabsmænd til velvilligt at holde Foredrag, saavel af belærende som underholdende Natur, og hvortil Medlemmerne have gratis Adgang; der vil saaledes i Vinterens Løb blive afholdt frisindede historiske Foredrag. Det er ogsaa et af Selskabets Formaal at fremme Interessen for Hovedstadens mange Kunstsamlinger og Seværdigheder, ved at aflægge Besøg under kyndig Vejledning, og hvortil Medlemmerne saavidt muligt have gratis Adgang, og naar dertil kommer, at der engang om Maaneden i Vinterens Løb vil blive afholdt Diskussionsmøder med Emner, der formenes at have Interesse for Medlemmerne, skønt at der ogsaa er sørget for det rent underholdende Element, idet der jævnlig foranstaltes Aftenunderholdninger med Oplæsning, Dans og lignende, og hvortil Medlemmerne betale en meget lille Entré, tror vi at turde sige, at ingen anden Forening byder sine Medlemmer saa mange Goder, særlig naar Hensyn tages til Kontingentets Størrelse. Men det er en Selvfølge, at der endnu kan gøres meget, førend vi naar vort Maal. Vi har tænkt i en nær Fremtid at lade Læsestuen holdes aaben hver Dag fra Kl. 2 til 10 for Medlemmerne, hvilket vi tro vil være til Gavn og Glæde for dem. I Forbindelse hermed har vi ogsaa tænkt os Anskaffelsen af et Haandbibliotek til Afbenyttelse i Læsestuen. Efter saaledes at have gjort Rede for Selskabets Stilling og Formaal, tillader vi os paa det Varmeste at anbefale "Arbejdernes Læseselskab" til alle Venner af almen Oplysning, og bede vi Dem hver i sin Kreds at anvende al Indflydelse, den være stor eller lille, til Fordel for Selskabet, saaledes at vort Medlemstal yderlig maa stige, saaat vi i en endnu større Grad end hidindtil kan arbejde os frem ad den Vej, vi hidtil har fulgt i Fremskridtets og Oplysningens Tjeneste. Lokalet er i Vendersgade 5, Kælderen, hvor Indmeldelser finde Sted hver Aften fra Kl. 7 til 16. Kvinder og Mænd optages. Indskud 25 Øre, hvorfor erholdes Love og Katalog, samme Sled modtages Gaver af Bøger og Penge.

København, i September 1885.
Bestyrelsen.

(Social-Demokraten 6. september 1885).

Arbejdernes Læseselskab var blevet oprettet i 1878. Det startede med 340 bind fra det lukkede Socialdemokratisk Samfunds bibliotek. Senere fik det et læserum i Folkets Hus i Rømersgade i København. I 1922 erhvervede det ejendommen Nørre Søgade 27.

Klager: En Historie fra Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Undertegnede, der i 4 år har været anlægsgartner ved Vestre Kirkegård, tillader sig herved at belyse den optræden, som er udvist overfor mig af graver Bahnson, og som endogså har bevirket at jeg på grund af nævnte herres hensynsløshed har været anholdt som mistænkt for tyveri. Sagen forholder sig således: En fyrbøder i Fiskergade lod den 10. maj ved sin kone bestille en legustrumshæk til en lille barnegrav, men da konen havde taget fejl af graven, blev hækken plantet på en i rækken lige overfor liggende grav. En forveksling, som meget let kan indtræffe ved Vestre Kirkegårds indviklede ordning af gravstederne. Tilfældet ville imidlertid at den rette ejer af gravstedet samtidig havde bestilt og betalt en hæk hos Bahnson. Men denne som straks opdagede fejltagelsen, lod ikke desto mindre sagen gå upåtalt hen, idet han formodentlig derved har troet at kunne skade mig. 

For ca. 3 uger siden indfandt fyrbøderens kone sig ved sit formentlige gravsted og ser her, at det ikke alene er bleven prydet med en fuchsie, men tillige forsynet med en hvid mærkepæl, der sættes på alle grave, som Magistraten lader vedligeholde. Konen fik nu en mistanke om forvekslingen, og da hun ved at efterse sit regulativ fik den bekræftet, henvendte hun sig atter til mig og lod mig fjerne hækken og plante den på den rette grav. En af graver Bahnsons arbejdsfolk var til stede ved den lejlighed og blev gjort bekendt med sagens Sammenhæng. Da Ejeren af det førstnævnte gravsted opdagede at hans hæk var borte, meddelte han dette skriftlig til Bahnson, som var lav nok til at fortie sandheden, men derimod lod anmelde for politiet at jeg havde stjålet hækken. At Bahnson ikke kunne nære den ringeste tvivl om hvorledes forvekslingen var fremkommet, bevises derved at han lod sin formand henvende sig hos familien i Fiskergade, hvor alt blev meddelt som det forholdt sig. Dette skete om mandagen, og efter at Bahnson havde angivet mig til politiet, blev jeg om fredagen anholdt for formentlig tyveri. Efter at have opholdt mig på stationen i Valby i ca. 1½ time, blev jeg atter løsladt da anklagen viste sig at være fuldstændig grundløs. 

Nu da historien er bleven opklaret, bød retfærdigheden efter min mening, at Hr. Bahnson blev tiltalt for falsk klagemål. Men da det efter en af mig til politiet rettet forespørgsel, lader til at dette ikke vil gøre noget videre ud af sagen, har jeg selv gjort skridt i denne retning. At Hr. Bahnson har opført sig på en så elendig måde overfor mig, tilskriver jeg den omstændighed, at han har haft et ondt øje til mig i længere tid, dels fordi jeg ved et par lejligheder har anket over at hans søn har skudt med bøsse på kirkegården og hans ged græsset på gravstederne, dels fordi folk ved enkelte lejligheder af uvidenhed har henvendt sig på Bahnsons kontor og spurgt efter graver Gronemann, hvilket har ærgret Hr. Bahnson, da han gerne vil være ene om denne stolte titel. Da imidlertid hr. Bahnsons hævngerrighed har været mig lidt mere nærgående end jeg holder af, skal han ikke denne gang slippe for at blive draget til ansvar for sin handlemåde.

Harald Willim Gronemann

Anlægsgartner.

(Social-Demokraten 3. september 1885).

Majestætsforbrydelsessagen i Ringkjøbing. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved den mod Redakteuren af "Ringkjøbing Amts Avis", Cand. phil. R. C. Lind, for Majestætsforbrydelse ved Ringkjøbing Kjøbstads Extraret paadømte Justitssag er ifølge "Jyllp." Følgende: Da Tiltalte Paaskedag den 5te April d A. om Formiddagen Kl. 10-11 tilligemed to Andre var kommen ind paa et Beværtningssted i Ringkjøbing, hvor der var flere Andre tilstede, og hvor han og hans Ledsagere drak to Kaffepunche hver, begyndte han at tale om Politik, og udtalte derefter til de nævnte to Personer, idet han henviste til Grundlovens §§ 7, 25 og 49, der vare aftrykte i det af ham udgivne Blad "Ringkjøbing Amts Avis", af hvilket et Numer laa paa Bordet, at Kongen var en Meneder, og at der, hvis de vilde have Vidner, sad Folk nok ovre ved det andet Bord. Disse Yttringer gjentog Tiltalte flere Gange. Samme Dag omtrent Kl. 1 talte Tiltalte i 3die Klasses Ventesal paa Jernbanestationen atter om Politik, og udtalte da paany, at Kongen var en Meneder.

Fra Ventesalen begav han sig til "Jernbanehotellet", hvor han, efterat han med flere Andre havde sat sig ved et Bord, gav sig til at tale om Politik og spurgte en af de Tilstedeværende, om han ikke mente, at man, naar Konseilspræsidenten blev dømt ved Rigsretten, kunde kalde Kongen en Meneder, og om det saa ikke blev Konseilspræsidentens Skyld, at Kongen blev en Meneder, samt udtalte, ved at henvise til de ovennævnte i hans Avis aftrykte Grundlovsparagrafer, at det var mærkværdigt, at Folk vare saa tykhovede, at de ikke kunde læse mellem Linierne af det han skrev, men at han den næste Dag vilde stribe ovenover : "Er Kongen en Meneder?"

Da der nu skete almindelig Modsigelse og opstod nogen Alarm, og en Tilstedeværende, der er Annonceagent for "Jyllandsposten" og som hidtil havde siddet i Stuen ved Siden af den, i hvilken Tiltalte sad, i den Anledning kom til, opfordrede Tiltalte Annonceagenten til at indberette til "Jyllandsposten", at han, Tiltalte, havde sagt, at Kongen var en Meneder, og tilbød Annonceagenten 100 Kr. for at gjøre det. Endelig har Tiltalte samme Dag Kl. omtrent 4 til to Andre, med hvem han sad i 3die Klasses Ventesal paa Jernbanestationen, om Kongen sagt. at han var en Meneder, idel Tiltalte ogsaa yttrede en hel Del om Ministeriet.

Det er af Tiltalte forklaret, at han den omhandlede Dag, forinden han brugte de ovenfor nævnte Udtalelser, havde havt Nogen til Frokost hos sig og havde Noget i Hovedet, men ligesom han har erkjendt, at han ikke var beruset, saaledes har det, efter de afhørte Deponenters Forklaringer eiheller været at mærke paa ham, at han, da ban i det førstnævnte Beværtningssted brugte de ovennævnte Udladelser, havde drukket. Ved de øvrige omhandlede Leiligheder var Tiltalte, der i Løbet af Dagen vedblev at drikke, efter mange af de under Sagen afhørte Deponenters Forklaringer, endel beskjænket. En enkelt Deponent har forståret, at Tiltalte var i en underlig irritabel Stemning, og at han ikke kunde kaldes fuld, men saa forvildet ud. Det maa derhos antages, at Tiltalte, specielt paa Jernbanehotellet, er bleven opirret paa Grund af forstjellige Yttrinqer, der blev rettede til ham.

Men Hensyn til Tiltaltes mentale Tilstand har han forståret, at han den omhandlede Dag ikke har været sig selv mægtig, idet han har det Tilfælde, at det, naar en Sag stærkt beskjæftiger ham, saaledes som det har været Tilfældet med Hensyn til den foreløbige Lov af 1ste April d. A., ligefrem "rabler" for ham Dette har efter hans Forklaring ogsaa tidligere været Tilfældet med ham, navnlig i Aaret 1872-73, da han havde kjøbt en Landejendom og kom i Tanker om. at det var forkert, hvorfor han spekulerede saaledes Dag og Nat, at han blev daarlig i Hovedet, og vel ikke lagde sig ind paa nogen Sindssygeanstalt, men lod sig privat behandle af Læge Hansen i Aarhus, hvilken Læge bestemt forlangte, at han skulde stille sig ved Ejendommen, et Raad, han fulgte. Læge Hansen har i en af denne den 28de April d. A. afgiven Erstæring udtalt, at han i Aaret 1873 blev kaldt til Tiltalte i Anledning af et af ham foretaget mislykket Forsøg paa at aflive sig ved Hængning, at Tiltalte længe derefter vedblev at befinde sig i en ophidset Sindstilstand, og at hele hans Liv sikkert har været af en saadan Beskaffenhed, at han vist næppe kan siges at være fuldstændig tilregnelig endnu den Dag idag, navnlig da, naar han bar nydt stærke Drikkevarer eller hans Sind er bragt i Oprør ved Modsigelser.

Fysikus Dr. med. Holst, der har været Tiltaltes Huslæge i de sidste 4-5 Aar, har i en af ham den 11te Mai d. A. afgiven Erklæring blandt Andet udtalt, at Tiltalte i 1868-69 har havt et med heftige og vedholdende Nervetilfælde forbundet Anfald af Tyfus, der efterlod langvarig legemlig og aandelig Svækkelse, at han i Aaret 1863 i Anledning af den ovenomtalte Ejendomshandel led af længere Tids Søvnløshed og Uro, at han siden han i Aaret 1880 tog Ophold i Ringkjøbing, ikke har frembudt noget Tegn paa aandelig eller legemlig Sygdom, naar undtages et Anfald af Lungebetændelse, men at han, siden den foreløige Lov af 1ste April d A. udkom, har lidt af Uro i Sindet og jævnlig har været søvnløs, at han let bliver ophidset af Spiritus, og at han var bleven dette den paagjældende Dag, ikke blot af de nydte Drikkevarer, men ogsaa af hans Tilhøreres Modsigelser og Drillerier, uden at Ophidselsen forlængst har lagt sig, og at der intet abnormt er at bemærke ved hans Udseende, Lader og Gebærder, og intet Tegn paa universel Paralyse. Fysikus formener herefter, at der ikke kan være Tale om, at Tiltalte er utilregnelig, men antager paa den anden Side, at Tiltalte ikke er i Besiddelse af voxne og sjælssunde Personers Tilregnelighed.

Det kgl. Sundhedskollegiuin, for hvilket Sagen har været forelagt, har i Skrivelse af 21de ds. yttret, at naar politiske Brydninger i et Samfund antage en akut Karakter, vil den da ofte herskende Forrykkelse af Begreberne Sandhed og Ret let virke forstyrrende ind paa Partiernes og de saakaldte ledende Mænds Retsbevidsthed; ved Modsigelse eller ved formentlig Krænkelse af Partiets Ret ville Individer med mangelfuld Selvbeherskelse under saadanne Tidsforhold kunne bringes til Udtalelser og vel endog til Handlinger, som de ikke vilde gjøre sig skyldige i under rolige Forhold. Kollegiet udtaler derefter, at det ikke skjønner rettere, end at Tiltaltes Forbrydelse maa betragtes under denne Belysning, saa meget mere, som han .... paa den Dag, han begik Forbrydelsen, var ophidset af Spiritus og en formentlig personlig Krænkelse, og at det derfor maa slutte sig til Konklusionen i den af Fysikus afgivne Erklæring, naar det deri udtales, at Tiltalte vel ikke kan antages at have været utilregnelig i Gjerningsøieblikket, men at det maa antages, at han har manglet den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer.

Tiltalte, der er født den 21. August 1845 og ikke tidligere er straffet, blev, som tidligere meddelt, herefter anset efter Straffelovens § 90 sammenholdt med § 39 *), og Straffen bestemtes til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, hvorhos det paalagdes ham at tilsvare Aktionens Omkostninger, derunder Salair til de beskikkede Sagførere med 20 Kr. til hver.

*) "En ringere Straf end den lovbestemte bliver at anvende paa Taaber eller andre Personer, der, om de end ikke mangle Bevidsthed, dog paa Grund af særegne Tilstande, skal have Indflydelse paa Villiens Frihed, ikke kunne antages i Gjerningens Øieblik ikke at have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer."

(Dagens Nyheder 30. august 1885).

Højesterets dom af 30. marts 1886 findes i Højesteretstidende 1886.

Fotograf V. E. Svendsen, Århus: Forlovelses- eller bryllupsbillede ca. 1881. Rasmus Carl Lind og enke efter redaktør Valdemar Jørgensen i Ringkøbing Caroline Henriette født Vomdran Cøln. Damen tv. er antagelig den udkårnes mor Friederikke Christiane Hansen. Visitkortfoto. Fra Hardsyssel Årbog 1994.

Ringkjøbing Amts Dagblad var grundlagt i 1880 af Christen Bergs parti Venstre. Den var en aflægger af Kolding Folkeblad. Den udkom i begyndelsen 4 gange ugentlig, men fra 1882 alle ugens hverdage. I 1900-tallet overgik Ringkjøbing Amts Avis til Det Radikale Venstre. Lind solgte sin halvdel i avisen. Den lukkede 1927, da udgivelsen blev overladt til Skive Folkeblad som eksisterede indtil 1966. Redaktøren Carl Lind var født i Flensborg 1845.