Klager: En Historie fra Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Undertegnede, der i 4 år har været anlægsgartner ved Vestre Kirkegård, tillader sig herved at belyse den optræden, som er udvist overfor mig af graver Bahnson, og som endogså har bevirket at jeg på grund af nævnte herres hensynsløshed har været anholdt som mistænkt for tyveri. Sagen forholder sig således: En fyrbøder i Fiskergade lod den 10. maj ved sin kone bestille en legustrumshæk til en lille barnegrav, men da konen havde taget fejl af graven, blev hækken plantet på en i rækken lige overfor liggende grav. En forveksling, som meget let kan indtræffe ved Vestre Kirkegårds indviklede ordning af gravstederne. Tilfældet ville imidlertid at den rette ejer af gravstedet samtidig havde bestilt og betalt en hæk hos Bahnson. Men denne som straks opdagede fejltagelsen, lod ikke desto mindre sagen gå upåtalt hen, idet han formodentlig derved har troet at kunne skade mig. 

For ca. 3 uger siden indfandt fyrbøderens kone sig ved sit formentlige gravsted og ser her, at det ikke alene er bleven prydet med en fuchsie, men tillige forsynet med en hvid mærkepæl, der sættes på alle grave, som Magistraten lader vedligeholde. Konen fik nu en mistanke om forvekslingen, og da hun ved at efterse sit regulativ fik den bekræftet, henvendte hun sig atter til mig og lod mig fjerne hækken og plante den på den rette grav. En af graver Bahnsons arbejdsfolk var til stede ved den lejlighed og blev gjort bekendt med sagens Sammenhæng. Da Ejeren af det førstnævnte gravsted opdagede at hans hæk var borte, meddelte han dette skriftlig til Bahnson, som var lav nok til at fortie sandheden, men derimod lod anmelde for politiet at jeg havde stjålet hækken. At Bahnson ikke kunne nære den ringeste tvivl om hvorledes forvekslingen var fremkommet, bevises derved at han lod sin formand henvende sig hos familien i Fiskergade, hvor alt blev meddelt som det forholdt sig. Dette skete om mandagen, og efter at Bahnson havde angivet mig til politiet, blev jeg om fredagen anholdt for formentlig tyveri. Efter at have opholdt mig på stationen i Valby i ca. 1½ time, blev jeg atter løsladt da anklagen viste sig at være fuldstændig grundløs. 

Nu da historien er bleven opklaret, bød retfærdigheden efter min mening, at Hr. Bahnson blev tiltalt for falsk klagemål. Men da det efter en af mig til politiet rettet forespørgsel, lader til at dette ikke vil gøre noget videre ud af sagen, har jeg selv gjort skridt i denne retning. At Hr. Bahnson har opført sig på en så elendig måde overfor mig, tilskriver jeg den omstændighed, at han har haft et ondt øje til mig i længere tid, dels fordi jeg ved et par lejligheder har anket over at hans søn har skudt med bøsse på kirkegården og hans ged græsset på gravstederne, dels fordi folk ved enkelte lejligheder af uvidenhed har henvendt sig på Bahnsons kontor og spurgt efter graver Gronemann, hvilket har ærgret Hr. Bahnson, da han gerne vil være ene om denne stolte titel. Da imidlertid hr. Bahnsons hævngerrighed har været mig lidt mere nærgående end jeg holder af, skal han ikke denne gang slippe for at blive draget til ansvar for sin handlemåde.

Harald Willim Gronemann

Anlægsgartner.

(Social-Demokraten 3. september 1885).

Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen).

København den 19. august.

Det mosaiske trossamfund her i staden lader for tiden foretage to større byggeforetagender. 

---

Det andet byggearbejde er anlægget af en ny kirkegård med hvad dertil hører. I de 200 år jøderne har haft ophold her i landet, har de kun haft en kirkegård, nemlig den i Møllegade. Efter de jødiske regler må der ikke røres ved det sted hvor et lig er nedgravet, og der findes således på denne kirkegård begravelser der er et par hundrede år gamle. Nu er den imidlertid omtrent helt optaget, og menigheden har derfor måtte se sig om efter en ny. Den har mødt megen velvilje fra kommunen som har overdraget den 6 tønder land beliggende umiddelbart op til den nye Vestre Kirkegård. Arealet bliver for tiden drænet, og samtidig opføres der en inspektørbolig som nu er under tag. Hele den mod de nye gadeanlæg vendende side bliver omgivet med en 4½ alen høj mur der på midten forsynes med en stor jernport. Begge byggearbejderne tilligemed kirkegårdsarealet koster omtrent 100.000 kr. 

(Fyens Stiftstidende, 20. august 1885. Uddrag, udeladt er afsnit om restaureringen af Synagogen i Krystalgade).

Mosaiske begravelsesplads i Møllegade. Bortset fra 130 års mere slid, set i forhold til 1885. Foto Erik Nicolaisen Høy 2015.

Fejø-Sagen (2): 1885 - Genoptagelse og Løsladelse. (Efterskrift til Politivennen)

Som nævnt i et tidligere indslag, blev to kvinder i 1883 dømt for at have født og efterfølgende dræbt en nyfødt. I tugthuset på Christianshavn fandt en læge imidlertid ud af i 1885 at Ane aldrig havde født. Under overskriften "Uskyldige dømt for Mord af danske Dommere" havde Social-Demokraten den 19. april 1885 gjort opmærksom på de nye undersøgelser af politilægen dr. Tryde og professor Howirtz, og at tilståelserne var fremtvunget af birkedommer Freuchen. 

Vor kriminelle Retspleje. fra forskjellige Sider meddeles følgende. der vækker forbavselse endog hos dem, der nærer grundig Tvivl om del nuværende Retspleje-System for længere Tid siden faldt der Dom i en Barnemordssag fra Fejø. Moderen blev idømt fleraarig Tugthusstraf, Mormoderen, der havde tilskyndet til Mordet, dømtes fra Livet, og en anden kvindelig Slægtning idømtes som Medviderske en mindre Straf. Bedstemoderen, der var bleven benaadet, og Moderen har i nogen Tid hensiddet i Kristianshavns Straffeanstalt. Efter gjentagen Begjæring af Bedstemoderen er Sagen bleven fremdragen igjen, og en Undersøgelse ved tvende Læger, Professor Howitz og Politilægen, har givet til Resultat, at den formentlige Moder aldrig har født. Forhørsdommeren paa Fejø er Hr. Birkedommer Freuchen. En ny retlig Undersøgelse skal være overdragen til Fængselsdirektør Goos og Birkedommer Schouw.

Saaledes lyder Meddelelserne. De indeholder, hvis de viser sig holdbare, en uhyggelig stærk Bekræftelse af den Kritik over vor kriminelle Retspleje og særlig forhørsvirksomdeden, som gientagne Gange er øvet her i Bladet, saaledes i Anledning af den Horsenske Tugthusaffære og den Bohstrømske Mordsag. Almenheden vil i Spænding afvente Resultatet af de ny Undersøgelser.

(Morgenbladet (København) 19. april 1885).

Der blev efterfølgende sat en undersøgelse i gang ledet af assessor Ingerslev (Social-Demokraten 26. april 1885). Undersøgelsen vist at hymen (jomfruhinden) ikke var sprængt, og at Ane således ikke kunne have født et barn. Og nu rettede opmærksomheden sig også mod andre kvinder som var blevet dømt på Fejø og afsonede deres straf på Christianshavn. Begge kvinder blev efterfølgende løsladt og Freuchen sendt til undersøgelse på Oringe sindssygeanstalt.

Uskyldig dømt for Barnemord.

Justitsminister Nellemann har i Disse Dage givet Ordre til at løslade fire Kvinder, der i lang Tid har hensiddet i Straffeanstalten paa Kristianshavn som dømte for Barnemord.

Det er Afslutningen paa den berømte, for Justitsminister, Undersøgelsesdommer, Domstole og vort hele Retsvæsen lige betegnende Fejøsag, vi her staar overfor. I April Maaned d. A. skrev "Social-Demokraten" gentagne Gange om den, og Regeringen nedsatte en Undersøgelseskommission, som nu er kommen til det Resultat, at de dømte er uskyldige, hvorfor de som sagt er bleven sat paa fri Fod. Indtil Sagen er endelig sluttet, vil de blive underholdt af det Offentlige, men om Erstatning for den dem overgaaede Tort vil der i øvrigt ikke kunne være Tale, idet vor Lovgivning jo ikke kender noget til Humanitet overfor uskyldig dømte.

Der foreligger her to forskellige Sager. Om den ene er der endnu ikke kommet synderligt til Offenlighedens Kundskab, den anden, der gav Anledning til Undersøgelsernes Genoptagelse, gik - som det mulig vil erindres - kortelig ud paa følgende :

I Anret 1881 fandt man et Barnelig i en Affaldsdynge paa Fejø. Den Undersøgelse, der blev indledet, førte ikke til noget Resultat den Gang, men blev et Par Aar efter genoptaget af den nye Birkedommer, Hr. Freuchen, fordi der paa Fejø var udspredt et Rygte om, at den paa Femø hjemmehørende Pige Ane Kirstine netop paa den Tid havde været frugtsommelig. Hun afgav fuldstændig Tilstaaelse paa et meget tidligt Stadium af Undersøgelsen, og man fandt ingen Grund til at tvivle paa Sandheden af denne Tilstaaelse, da Distriktslægens Erklæring gik ud paa, i at Pigen havde født. Hendes Moder, Christiane Gotfredsen, nægtede i lang Tid at være Datterens Medskyldige, men omsider aflagde ogsaa hun en Tilstaaelse, der stemte fuldstændig overens med den første. I Straffeanstalten paa Kristianshavn hensad paa denne Tid Ane Kristines gifte Søster, der ligeledes fremkom med en Forklaring, som stemte overens med Moderens og Søsterens Tilstaaelser, og som gik ud paa, at disse havde været til Stede i hendes Hjem umiddelbart før Fødselen og derfra havde begivet sig tit Kirkegaarden, hvor Fødselen og Mordet skulde være foregaaet. Da Underretsdommen var aflagt, tog Ane Kirstine imidlertid sin Tilstaaelse tilbage, men denne Tilbagekaldelse frafaldt hun atter kort Tid efter, og som Følge deraf afsagde Højeret den 29. Oktober 1884 en Dom, der lød paa 5 Aars Forbedringshus for Ane Kirstine og Livstraf for hendes Moder; den sidste Dom "formildedes" til Tugthusarbejde paa Livstid.

Saa begyndte de to dømte da at afsone deres Straf, men allerede her i Foraaret forlangte Pigen at blive forhørt, idet hun saavel som Moderen nu igen paastod, at de var uskyldige. Navnlig forlangte Pigen med stor Styrke at blive undersøgt af en Læge, idet hun erklærede, at det da nok skulde vise sig, at hun aldrig havde født. Denne Lægeundersøgelse sandt da Sted ved Fængselslægen Dr. Tryde samt Overaccoucheuren paa Fødselsstiftelsen Dr. Stadfeldt. og den udviste, at Pigen næppe nogen Sinde havde født, og i alt Fald aldrig et fuldbaaret Barn som det, for hvis Mord hun og hendes Moder var dømte.

Hermed var det da allerede halvvejs givet, at de virkelig var uskyldige; thi vel havde Distriktslægen paa Fejø, der undersøgte Pigen før Underretsdommen faldt, afgivet Attest paa, at hun havde født et fuldbaaret Barn, men det var nu klart af den af en Autoritet som Professor Stadfeld afgivne Erklæring, at Distriktslægen enten ikke har haft Forstand paa sligt, eller ogsaa har han undersøgt hen i Vejret. Og endelig viste det sig, at man heller ikke kunde stole synderligt paa Birkedommer Freuchens Politiundersøgelser, idet han nok var Specialist i at presse Tilstaaelser ud af alle mulige Mennesker. Onde Tunger fortalle endog, at hver Gang Birkedommeren mødte en Fejøbeboer, saa stod denne straks stille og bekendte et eller andet.

Da Sagen var bleven fremdraget i Pressen, fik Justitsministeren pludselig travlt; som bekendt letter han ikke gerne paa sig, før der er sendt Bud efter ham. Og nu fulgte under Assessor Ingerslevs Ledelse den omtalte Kommissionsundersøgelse, der har ført til, at ikke blot disse to Kvinder, men ogsaa to andre for Barnemord dømte Kvinder fra samme Jurisdiktion er bleven løsladte som uskyldige.

Vi kommer selvfølgelig atter tilbage til denne Sag. Den er, som man ser, en ny Illustration til de Retsforhold, det nuværende Regimente holder os under. Sløje Embedsmænd, sløje Domme - det er vi saa vante til, og der er da ikke andet for, end at blive ved med det møjsommelige Arbejde, at udpege de værste Pragteksemplarer af den Art. Administrationens Jammerlighed blottes derigennem næsten daglig, og samtidig kan det ikke være andet, end at Folk maa faa Øjet op for adskillige af de store Mangler ved det nuværende Retssystem, ud af hvilket det Estrupske Ministerium ikke magter at føre os. Vi har hverken offenlig eller gratis Retspleje eller Juryer eller Erstatning til uskyldig dømte - vi har foreløbig ikke andet end Nellemann med en Stab af Hindenburgere, Goos'er , Mazantier Freuchen'er, Skiftekommissionærer og andet Habengut i en lang Elendighed. Det er som sagt møjsommeligt at luge i denne provisoriske Have, men af Erfaring véd vi dog, at et og andet kan pilles væk, og derfor bliver vi ved. De fejøske Sager vil sikkert i den Henseende give os nyt Arbejde.

(Social-Demokraten 30. juli 1885).

Barnemordssagen fra Fejø. Fra en paa Femø boende Mand har "Politiken" modtaget følgende:

Hr. Redaktør! Jeg beder Dem optage efterstaaende Bemærkninger som et Udtryk for Befolkningens Stemning her ovre med Hensyn til Christiane Gotfredsens og Datters Løsladelse fra Tugthuset.

Det vakte ganske sikkert langt mere Forbavselse end Glæde, da man erfarede, at de for Barnemord dømte Kvinder vare blevne løsladte. Og til de forbavsede hørte jeg. Thi, uagtet jeg ikke kan paastaa, at disse to Mennesker har begaaet den Forbrydelse, hvorfor de har været dømte, saa er der dog, synes det mig, fremkommet saa vægtige Indicier imod dem, at det i alt Fald ikke vilde have været urimeligt at holde dem fast, indtil Hr. Assessor Ingerslevs Forhør havde været underkastet en nærmere Prøvelse.

Som bekjendt hører Christiane Gotfredsen med Datter ikke til Femø Befolknings agtede Medlemmer.

Christiane har født 3 uægte Børn, den ene Datter har faaet et do., og en Datter, som var gift paa Fejø og der havde en Flok Børn, hensidder nu for Tiden i Tugthuset for forsætligt Drab af et af sine i Ægteskab fødte Børn.

Allerede dette er ikke egnet til at stabe synderlig Tillid til Familjens Agtværdighed.

Men der er andre og vigtigere Indicier. 

Som i sin Tid fremdraget i Deres ærede Blad tilskrev Christiane, forinden noget retsligt foretoges i denne Sag, Birkekontoret en anonym Skrivelse, hvori hun søgte at vælte Skylden for Forbrydelsen over paa en brav ung Pige fra Fejø, som ved gjentagne Lægeundersøgelser har faaet sin Uskyldighed konstateret. Det Spørgsmaal ligger da nær: Af hvilken Grund har hun villet ødelægge denne unge Piges Fremtid? Skulde det være ganske uden Hensigt om at ville dække sig selv, at hun paa en saa skamløs Maade søgte at tilintetgjøre en ung Piges Ære og Rygte?

Endvidere: Forinden Optagelsen af Forhørene var Christiane meget interesseret i at faa at vide, hvad der foregik hos Sognefogden, og bad indstændig dennes Karl, naar han kom fra Arbejde, om endelig at meddele hende det, dersom der "passerede noget". Skulde ikke en urolig Samvittighed her har været Drivfjederen? Det kan dog næppe have været helt uden Grund, at hun var saa opsat paa at faa at vide, hvad der foregik.

Endelig: Hvad betød det bekjendte Brev til Datteren "om at hun skulde tage sig i Agt, ikke røbe noget osv.", det Brev, som Politibetjenten fandt, da han anholdt Datteren?

Naar til alt dette kom, at Distriktslægen gav Attest for, at Datteren "havde født", saa synes det mig, at Dommeren ikke godt kunde undlade at tage sig af Sagen, og at han i dette Tilfælde som i de andre kriminelle Sager, han har hast til Behandling, kun har røbet de bedste og redeligste Hensigter, og at han kun har ladet sig lede af en god og ærlig Vilje til at komme Lasten og Forbrydelsen til Livs. At han er en hæderlig og brav Karaktor, derom kan der vist ikke være Tvivl.

At Christiane Gotfredsen og hendes Datter, efter at have aflagt Tilstaaelse om den Forbrydelse, hvorfor de vare anholdte, og efter at have modtaget Dom ved Under-, Over- og Højesteret, nu med stolt og oprejst Pande gaar paa fri Fod og offenlig bliver gjorte til Martyrer, dette er noget, som falder Folk her ovre svært at forstaa, og man vil næppe her kunne lære at betragte dem som Samfundets Martyrer, iførte Uskyldighedens hvide Klædebon.

Deres ærbødige

X

* * *

Til dette Brev føjer Bladets Redaktion følgende Bemærkninger:

- "Vi har ikke villet nægte ovenstaaende Plads i "Politiken"; thi sikkert er det et paalideligt Udtryk for den almindelige Opfattelse ovre paa Forbrydelsens Hjemsted, paa Øerne Femø og Fejø.

Men i øvrigt er vi ikke i Tvivl om, at Opfattelsen hviler paa en vrang Betragtning af Forholdene, en Misforstaaelse af det centrale i hele Sagen.

Først og fremmest: det, der har foranlediget os til at fremdrage og vedligeholde Interessen for denne Historie, er ikke hverken glorificerende Sympathi for de to fejlagtig dømte Kvinder eller særlig Antipathi mod Hr. Freuchen, men det er hele det triste Indblik, Sagen giver i vort Retssystem.

Vi har ikke søgt at fremstille de to Kvinder som Engle, lige saa lidt som vi har troet, at Hr. Freuchen var en Djævel.

Men vi har med berettiget Indignation fremhævet dette: to Kvinder - de være nu yderlig tarvelige, eller de være agtværdige - er blevne dømte for et Barnemord, som de, efter hvad der ved fornyet Undersøgelse er blevet oplyst, ikke kan have begaaet, og de ere blevne dømte af en Birkedommer, som sikkert ikke staar under Jævnmaalet af Hæderlighed og Dygtighed i vor Dommerstand. Netop dette, at sligt kan ske, uden at der er særlig Grund til at kaste Skylden paa den enkelte Dommer, netop dette er det forfærdelige og oprørende.

Thi det vil med andre Ord sige, at der i vor Retsforfølgelse, hvor en og samme Person er Anklager, Forsvarer og Dommer, ikke er Garanti eller Borgen for, at den Dom, der fældes, er retfærdig.

Det er da urigtigt og misledende at ræsonnere, som den ærede Brevskriver gjør. Han kan ikke rokke - han tilstaar det selv - ved det Faktum, at de to Kvinder ikke har begaaet den Forbrydelse, hvorfor de har været dømte. Den sagkyndige Lægeundersøgelse, som konstaterer, at Christiane Gotfredsens Datter aldrig har født fuldbaaret Barn, kuldkaster alle, selv de tilsyneladende klareste Indicier. Hr. X. naar kun til at dokumentere, hvad ingen har har tvivlet om, at de to Kvinder er ilde lidte og daarlige Personer, og til at skabe en Sandsynlighed for, hvad vi her i Bladet forlængst har gjort opmærksom paa, at de maaske har andre Synder paa deres Samvittighed.

Men, som sagt, det er ikke Spørgsmaalet. Alt det, som Brevskriveren fremdrager, kan ikke, hvad der ene og alene vilde have nogen Betydning, undskylde et Retssystem, der uden Besvær kan faa Folk dømte for Forbrydelser, de ikke har begaaet; det kan højst forklare, hvorfor Mistanken faldt paa de dømte.

Naar derfor Øernes Befolkning ikke kan føle Glæde over de to Kvinders Løsladelse, ja, naar det endogsaa synes, som om den stadig ønsker dem siddende i Tugthuset - saa kommer det simpelt hen af, at man der ovre staar de i Sagen implicerede for nær til at kunne frigjøre sig for personlig Sym- og Antipathi, for nær til at kunne betragte Sagen og ikke Personerne.

Vi, der ser Begivenheden paa Afstand, men i øvrigt fjender alle Sagens Detailler, siger: Det kan saamænd godt være, at de to Fruentimmer er nogle snavs Personer; det kan saamænd godt være, at Hr. Freuchen til daglig Brug er en meget skikkelig Mand; men derfor bliver det ikke mindre forfærdeligt, at Hr. Freuchen, følgende almindelig god dansk Retspleje, har kunnet dømme to Kvinder til Døden for en Forbrydelse, som de ikke har begaaet.

Og en Smule har vi maaske ogsaa Lov til at undres over, hvor ringe Fordringer man stiller til dansk Birkedommer-Skikkelighed, -Hæderlighed og -Dygtighed.

Den ærede Brevskriver vidner, og med ham flere fra Fejø Jurisdiktion, at Hr. Freuchen er en brav og hæderlig Karakter med en god og ærlig Vilje, med de bedste og redeligste Hensigter, og fra anden Side faar Hr. Freuchen den Lov, at han er en brugelig Jurist, ikke i nogen Retning fremragende begavet, men heller ikke værre end de fleste.

Om denne brave og hæderlige, gode og ærlige Birkedommer, om ham oplyses det, at han for at fremtvinge Tilstaaelsen af de anklagede, fystematist benyttede en Udsultningskur.

Der er andre, brave og hæderlige Birkedommere, som prygler deres Arrestanter Hr. Freuchen havde den Opfattelse, at Udsultning var probatere. Han tog de to arresterede Kvinder med sig om Morgenen ud til Undersøgelse af de Steder, hvor Forbrydelsen skulde være begaaet og Liget henlagt; han gav dem intet at spise hverken for eller under Turen. Han vendte hjem med dem ved Middagstid, styrkede sig selv til fornyede Anstrengelser, tog dem saa i Forhør fra Eftermiddag til Aften. De fik intet at spise i Tiden fra Udflugten til Forhøret , naar de i det hele taget fik noget at spise den Tag, afhang af, hvor flinkt Tilstaaelserne kom.

At han som fast Regel unddrog Arrestanterne den i Fange-Reglementet forordnede Kaffe, var kun et hygiejnisk Experiment af Hr. Freuchen. Da Hr. Ingerslev spurgte ham, hvorfor han havde gjort det, svarede han, at han havde last i en Bog af Professor Panum, at Kaffe var skadelig.

Saadan forhørte Hr. Freuchen med de redeligste Hensigter.

Og sikkert forhørte han ikke værre end saa mange andre Birkedommere, der i oppustet Tillid til egen Autoritet røgter Lov og Ret med naturlig Ærgjærrighed efter at vinde Ry som dygtige og energiske Forhørsdommere.

Hr. Freuchen, der af omhyggelige overordnede er sendt til Observation paa Oringe bør billigvis ikke lægges for Had. Han har handlet i det Retssystems Aand, hvis Tjener han var.

Og den ærede Brevskriver og de andre Femø og Fejø-Beboere. der ikke noksom kan prise deres Birkedommers Hederlighed og ikke noksom korse sig over de to uskyldig dømte Kvinders Forvorpenhed. reformerer ud fra akkurat det samme Retssystem, saadan som det demoraliserende og begrebsforvirrende har gydt sin Ufrihedens Aand over Folkets Sind og Tanke.

(Lolland-Falsters Folketidende 15. august 1885)

Undersøgelseskommission under kriminalretsassessor Ingerslev samt distriktslægen på Fejø mente at birkedommer Freuchens sundhedstilstand ikke er normal, og hans handlinger som undersøgelsesdommer kunne være påvirket af "fikse ideer". Dette blev undersøgt på Oringe Sindssygeanstalt ved Vordingborg. Overlægen her erklærede i november 1885 at Freuchen under Fejøsagen antagelig havde lidt af fikse ideer, og at sådanne anfald også ville kunne ske igen hvis han kom til at stå over for lignende forhold. Freuchen mente bl.a. at øens faldende befolkningstal skyldes fosterfordrivelse og barnemord.

I begyndelsen af maj 1886 kom sagen til endelig afgørelse ved Højesteret. Ved denne sag fremkom der yderligere informationer om forhørsmetoderne:

Dansk Retspleje i vor Tid. Dersom Tilliden til vor Retstilstand ikke i Forvejen var rokket i sin inderste Grund, maatte den nødvendigvis blive det ved, hvad der er kommen frem i Fejøsagen. Som Exempel paa, hvad der kan passere under vor nuværende Retspleje, skal vi efter Advokat Halkiers Foredrag anføre følgende Momenter :

Politibetjent Schmidt havde vist en meget brutal Optræden overfor tiltalte Ane Kirstine, der var sigtet for Barnemord. Efter at hun havde erklæret sig uskyldig, slæbte han hende i Arrest og tvang hende til at tilstaa. Om Moderen Christiane Godtfredsens Behandling under Forhørene foreligger følgende: Man havde sat en Tyvekvinde ind til hende for at udspionere hende. Man havde Udhvidtet Arrestvinduet, saa at hun kun med Vanskelighed kunde se. Hun har klaget over voldelig Behandling af Betjentene Schmidt og Olsen og fastholder sin Klage trods deres Benægtelse. Hun var under - rigtigt eller urigtigt - Foregivende af en Mavesygdom bleven sat paa en Sultekur (Mælkekur), der havde bragt hende i en afkræftet Tilstand. Hun var i denne Tilstand bleven taget i Forhør til langt ud paa Natten. Her havde hun maattet staa op i længere Tid, endskjønt hun led af Aareknuder paa Benene. Under Forhørene havde Birkedommeren stænket baade Moderen og Døtrene med sit Spyt i Ansigtet, saa de maatte lukke Øjnene. Desuagtet havde Moderen standhaftig fastholdt sin Benægtelse, indtil begge hendes Døtre, som ikke længere kunde udholde Behandlingen, bad hende om at tilstaa. De stolede paa at opnaa deres Ret, naar de slap ud af Birkedommer Freuchens Kløer. Og paa Grundlag af en paa denne Maade tilvejebragt Tilstaaelse fældede Højesteret Dødsdommen.

En hæderlig og agtet Kvinde, Husbestyrerinde Karen Hansen, havde vidnet for de tiltaltes Uskyldighed; men efter at disse var bragte til at tilstaa, var hun atter bleven taget i Forhør og blev ved en Examination paa flere Timer bragt til at tilstaa, at hendes afgivne sandfærdige Forklaring var usandfærdig. Hun blev straffet med 2 Maaneders Fængsel og var derefter udvandret til Amerika.

Hvad der foregik paa Fejø, kan foregaa i hvilken som helst Jurisdiktion i Landet. Vi har ingen Garanti for, at det ikke kan finde Sted."

(Lolland-Falsters Folketidende 14. maj 1886)

I maj 1887 blev de frifundet ved højesteret. I marts 1889 indstillede finansudvalget at enken Christiane Gotfredsens andragende om understøttelse skulle imødekommes. Om det skete, har jeg ikke kunnet finde ud af. Dermed var sagen dog ikke endt. Det principielle i sagen: At retssystemet var mangelfuldt, blev bestyrket ved denne sag og ledte i sidste ende til at den inkvisitoriske forhørsmetode i 1900-tallet blev opgivet. Diskussionen fortsatte dog for og imod, og i 1913 blussede den op igen, se sidste afsnit.

Henning Jensen vs. Scavenius. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Efter at Henning jensen i 1883 opstillede han for Venstre som modkandidat til Scavenius. Sidstnævnte vandt valget juni 1884 med 1384 stemmer mod Henning Jensens 1125. Det glemte Jacob Frederik Scavenius som kirkeminister ikke, og under påskud af at hans udtalelser var forargelige, afskedige han marts 1885 Henning Jensen efter nogle artikler i Politiken:

Sognepræst Henning Jensens Afskedigelse.

Den 25de Juni forrige Aar stillede Sognepræst for Stenmagle og Stenlille Menighed Henning Jensen sig til Folkethingsvalg i Storhedingekredsen mod Kultusminister, Godsejer Scavenius. I Gaar har Kultusminister Scavenius afskediget samme Pastor Jensen fra hans Stilling som Præst i Folkekirken. Fra første Øjeblik, da Pastor Jensen offenlig udtalte sig i Venstreretning, har Kultusministeren vel blot ventet paa Lejlighed til  at afskedige ham. Lejligheden tilbød sig, da Pastor jenseen nylig i "Politiken" har forsvaret den Anskuelse, at Bibelen ikke fordrer, at Borgerne skal adlyde Øvrighedspersoner, der ved at begaa grove Forbrydelser og overtræde de Love, der gjør dem til Øvrigshedspersoner, i Virkeligheden har afsat dem selv som Øvrighed og ikke længere med nogen Ret bærer det Navn; Pastor Jensen har hævdet, at Borgerne, der sætter sig til Modværge mod menederske og lovbryderske fhv. Øvrighedspersoner, netop selv er Lovens Haandhævere og saaledes den rette Øvrighed, og at derfor ogsaa Riffelforeninger, der jo kun har til Hensigt bl. A at organisere Folket til lovlig Nødværge, er fuldstændig forsonlige ikke blot fra et juridisk og moralsk, men ogsaa fra et særlig kristeligt Standpunkt. Kultusminister Scavenius er derimod af den Anskuelse, at naar f. Ex. et dansk Ministerium ved et Provisorium tilsidesælter Grundloven, som det har aflagt Ed paa, og indfører Enevælden, samt lader Militæret skyde paa Enhver, der gjør Modstand, - saa er Ministeriet fra et kristeligt Standpunkt i sin Ret, og Borgerne, der gjør Modstand, er Syndere, ja Oprører imod Gud. Da Sognepræst Jensen offenlig har dristet sig til at opstille en anden Bibelfortolkning end Kultusministerens, har denne ment deri at finde den længe søgte Lejlighed til Afskedigelse.

Sognepræst Henning Jensen er en nidkjær og ualmindelig afholdt Sjælesørger, der har forstaaet at vinde megen Agtelse og Kjærlighed blandt alle dem, han er kommet i Berøring med. Medens han bestandig omhyggelig og paapasselig har varetaget sine Embedspligter, har hans Interesser strakt sig videre end til den snævre Embedsgjerning. I Løbet af de sidste Aar har han af og til deltaget i politiske Møder, og han stillede sig, som sagt, mod Scavenius forrige Sommer. Denne hans Interesse for det offenlige Liv har kostet ham hans Embede; han kunde ikke rolig finde sig i at se Højre vende og dreje Bibelen ved matzenske Fortolkninger for at bruge den som Vaaben i Kampen mod Venstre, - for Kristendommens Skyld nedlagde han en Protest - og blev afskediget af dem, hvem her hjemme Overforsorgen for Religionen er betroet.

Denne Afskedigelse vil vække berettiget Harme over hele Landet, ikke blot blandt alle frisindede Mænd og Kvinder, men hos Alle, der har Noget tilovers for Kristendommen, og som ikte deler Højres Opfattelse: at Kristendommen alene er til for at kunne bruges som politisk Agitalionsmiddel mod Venstre.

Vi drister os til at haabe, at det Onde, der var tiltænkt, vil vendes til det Gode. Om end Pastor Jensen for en kortere Tid kommer ud af Embede, desto lettere vil hans fremragende Dyglighed og Begavelse vide at gjøre sig gjældende. Naar et frisindet Ministerium afløser Ministeriet Estrup, vil man vide at erstatte Pastor Jensen, hvad han har tabt, og at give ham en Stilling, der, mere end Præstegjerningen i Stenmagle, giver ham Lejlighed til at lade alle hans rige Evner komme Fædrelandet til Gavn.

Foreløbig turde man vel kunne gjøre sig Haab om inden ret længe at finde Pastor Jensen i Folkethingssalen.

Rimeligvis vil vi senere yderligere komme tilbage til denne Afskedigelse.

(Folketidenden - Ringsted 31. marts 1885.)

Detaljerne i artiklerne og den efterfølgende debat blev opsummeret i Slagelse-Posten 31. marts 1885. Efter at være afskediget 1885  udgav han 1. januar 1886-1890 ugebladet Enhver sit. I 1922 huskede Henning Jensen selv episoden på følgende måde:

Da Pastor Henning Jensen blev afskediget.

Pastor Henning Jensen opfrisker i "København" nogle Erindringer fra de Estrupske Provisorieaar. Henning Jensen fortæller:

Bladet "Politiken" var begyndt at udkomme. Et Par af mine Præstevenner havde fraraadet mig at skrive i dette Blad, men det gav mig naturligvis netop Lyst til at gøre det. Desuden havde jeg jo lidt Kendskab til Hørup. Jeg husker ikke, om jeg skrev noget i Bladet 1884. Men i Marts 1885 fik jeg et Brev fra "Politiken"s Redaktion, som kaldte mig frem. I "Berlingske Tidende" havde nemlig min Konvent-Broder Thomas Rørdam skrevet en Artikel om den politiske Situation. Han beraabte sig paa Apostelen Paulus Ord i Rom 13.1: "Hvert Menneske være de foresatte Myndigheder underdanig ; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud. Men de Øvrigheder, som er, har Gud bestikket." - Der blev i Ministeriet Estrups Tid holdt en utrolig Mængde Prædikener over denne Tekst, saa det var intet Under, at vi Venstremænd var noget forargede over, at vi saaledes idelig og altid skulde se Paulus fremstillet som en Tilhænger af Estrup. "Politiken" bad mig derfor skrive en Artikel til Svar paa Th. Rørdams Artikel.

Mit Svar stod i "Politiken" for 30. Marts 1885. Det gik kun ud paa, at Øvrigheden er kun Øvrighed i Kraft af Loven. Overtræder den Loven, saa er den ikke mere Øvrighed, saa har den ikke mere Ret til at regere, selv om den har Magt til det. - Denne Betragtning er vistnok alle i vore Dage enige cm. Og selv det daværende estrupske Højre indrømmede, at der var "slaaet en Revne" i Grundloven. Saa vidt jeg husker, var det selve Kirkeminister Scavenius, der ved en vis Lejlighed erklærede, "at der af Magten skulde skabes en ny Ret".

Da jeg i min Artikel havde været saa forsigtig ikke at komme med en eneste direkte Hentydning til den daværende politiske Situation, ikke at nævne et eneste Navn, faldt det mig intet Æjeblik ind, at man vilde eller kunde gøre mig noget for den Sags Skyld. Man kan derfor tænke sig min Overraskelse da jeg den næste Dag, den 31. Marts 1885, aabnede min Postkasse og fik fat i "Politiken". Der stod paa Forsiden med meget store, fede Typer følgende:

"Paa et i Gaar afholdt Statsraadsmøde fik Sognepræst for Stenmagle Henning Jensen sin Afsked".

(Herning Folkeblad - Vestjylland 19. oktober 1922)

Den 2. maj 1885 blev der holdt et arrangement i præstegården hvortil ca. 350 mennesker var mødt op med en takkeadresse. Adressens ordlyd kan læses i Silkeborg Avis 11. maj 1885. En politiassistent var til stede. Han talte for sidste gang i præstegårdens have den 13. september 1885 for ca. 1.000 mennesker. Han flyttede herefter til Virginiavej 9, 5. i København. Der blev klaget over Henning Jensens efterfølger pastor Ryeborg i 1888.

Kort efter sin afskedigelse var han til til stede ved et offentligt møde i Vommevad Forsamlingshus hvortil også politiet var mødt frem. Henning Jensen skulle også have holdt et foredrag, men aflyste pga. politiets tilstedeværelse. Her talte også folketingsmand Trier. I anden halvdel af august 1885 havde kultusministeriet rejst sag imod ham ved provsteretten for at holde altergang i Vommevad Forsamlingshus skønt han var afskediget. Han fik 200 kr. i bøde.

Kirkegaardsforholdene i København. (Efterskrift til Politivennen).

Ved

Dr. med F. Levison.

(Af anden Aarsberetning for Forening for Ligbrænding) 

København med Frederiksberg har nu omtrent 300.000 Indvaanere; indtil forrige Aarhundredes Slutning begravedes disse væsentlig i Kirkerne eller paa snævre Kirkegaarde umiddelbart om disse. Først efter at talrige Epidemier af forskellig Art havde hærget Byen og henledet Opmærksomheden paa Sundhedsforholdene, blev det efterhaanden gjort vanskeligere at faa Lov til at begrave Lig indenfor Byens Volde og Begravelserne henvistes mere og mere til Assistenskirkegaarden, der den Gang saa langt uden for Byen. 1851 forbødes det ganske at foretage Begravelser inden for Byens Volde og 1853 efter en stor Koleraepidemi udstraktes Forbudet ogsaa til Kristianshavn, en af Byens Forstæder.

Det tillades dog endnu at bisætte Lig i Kirkerne og disses Hvælvinger, Naar Ligene enten er balsamerede (hvad meget sjælden sker) eller indelukkede i tilloddede Metalkister eller endelig indsatte i murede Hvælvinger, der tilmures straks efter Bisættelsen. Denne Begravelsesmaade, der strider mod de simpleste Hensyn til de Levende og ved hvilken Kirkerne fyldes med Forraadnelsesluftarter, bruges endnu ikke saa lidt, i underjordiske Rum i 3 af Byens Kirker, Holmens, Petri og Frederiks Kirke findes efter et officielt Overslag c. 750 Lig paa forskellige Stadier af Forraadnelse og i de sidste Aar 1881-83 er der gennemsnitlig bisat 11 Lig om Aaret.

Efter at Begravelserne fra 1851 var forbudte indenfor Byens Volde, vendte Hovedmassen af dem sig til Assistenskirkegaard paa Nørrebro, der i mange Aar modtog ca. 2000 Lig om Aaret; den er nu for Størstedelen optaget og efter at den ny Vestre Kirkegaard er taget i Brug er Belægningen i de sidste Aar gaaet ned til c. 700. København benytter endnu 6 andre Kirkegaarde. Garnisonskirkegaard, Holmens Kirkegaard, Ny Vestre Kirkegaard, Mosaisk Kirkegaard, Frederiksberg Kirkegaard og Frederiksberg Assistens Kirkegaard.

Foruden de nævnte har København altsaa tidligere havt et meget stort Antal Kirkegaarde, saa at hele Hovedstadens Grund er oversaaet med nedlagte Begravelsespladser og mange Huse er byggede paa saadanne. Jeg skal her nævne de Kirkegaarde, der er nedlagte for mindre end 100 Aar siden eller som af anden Grund kunne tænkes at have Indflydelse paa Stadens Jordbundsforhold. De følgende Oplysninger er tagne fra C Friis: Assistenskirkegaarden paa Nørrebro samt Bidrag til Københavns Begravelsespladsers Historie. Slagelse 1868.

Om Nikolaj Kirke fandtes i forrige Aarhundrede en Begravelsesplads, der endnu benyttedes efter 1795; den strakte sig under de nuværende Slagterboder helt hen til Holmensgade.

Petri Kirkegaard var benyttet fra det 11te Aarhundrede.

Frue Kirkegaard omgav Kirken paa alle Sider; den benyttedes endnu efter 1807.

St. Clemens Kirkegaard laa mellem Frederiksberggade, Kattesundet, Lavendelstræde og Halmtorvet. Kirken nedlagdes allerede 1630, men endnu 1850 fandtes ved Gravning i Grunden baade Ligkister og Lig.

Den Kirkegaard, som endnu er bevaret om Helliggejstes Kirke, strakte sig forhen noget ud over de nuværende Grænser.

Omkring Holmens Kirke findes en Begravelsesplads, der har været benyttet til 1851.

Trinitatis Kirkegaard har tidligere strakt sig noget ud over de nuværende Grænser.

Kristianshavns ældste Kirke stod i nuværende St. Annægade. Om den fandtes en Kirkegaard, der blev indviet 1711, udvidedes 1836 med en halv Tønde Land og var i Brug til 1853.

I den yderste Ende af St. Annægade paa Kristianshavn laa Børnehusets ældre Kirkegaard. 1860 fandtes paa dette Sted endnu betydelige Rester af Lig i Grunden, skønt Kirkegaarden da havde været nedlagt i 100 Aar.

Reformert Kirkegaard ligger om Kirken af samme Navn; ogsaa Garnisonskirke er endnu omgivet af en Begravelsesplads.

Tæt ved Ladegaarden fandtes en Kirkegaard, der benyttedes til 1807 og af hvilken man fandt stærke Spor ved Anlæget af den nordsællandske Bane.

Paa Vodrufgaard oprettedes 1711 et Pestlazareth med tilhørende Kirkegaard, og endnu for 20 Aar siden opgravedes en betydelig Mængde stinkende Rester af Lig, ja flere Lig var kun meget lidt fortærede.

En lignende Kirkegaard anlagdes 1711 udenfor Østerport, men dennes Beliggenhed kendes ikke nøje. 

Frederiks tyske Kirke er omgivet af en Begravelsesplads; under Kirken findes Krypten, i hvilken der hensættes Lig. 

Almindelig Hospitals Kirkegaard laa i den Del af Byen, der begrænses af Kommunehospitalet paa den ene Side og Vendersgade paa den anden Side; den nedlagdes 1842 og paa denne Tid fik Fattigvæsnet en ny Begravelsesplads ved Østerfarimagsvej bag Holmens Kirkegaard; denne benyttedes til 1858.

Som det af denne Opregning vil ses, er Københavns Grund oversaaet med Kirkegaarde, der for Størstedelen endnu har været i Funktion i første Halvdel af dette Aarhundrede; naar man medtager de Begravelsespladser, som er nedlagte før 1780, voxer Antallet meget betydeligt, saa at det ses, at en meget stor Del af Byen direkte er bygget paa gamle Kirkegaarde. Det er ogsaa ovenfor blevet omtalt, at Grunden paa mange af disse Begravelsespladser har været saa overlæsset med Forraadnelsesprodukter og saa lidet skikket til at modtage Lig, at der endnu efter 100 Aars Forløb findes stinkende Rester.

Jordbunden paa alle disse Kirkegaarde er af samme Beskaffenhed som ellers i København, altsaa en temmelig fed Lerjord, der er fyldt op med Materialier af meget blandet Art, i hvilket Køkkenaffald, Gadesnavs og selv Latrinkasser ere indblandede, altsaa en Jordbund, som i og for sig er i Stand til at udvikle Forraadnelsesprodukter i en lang Aarrække.

Det er naturligvis nu umuligt at afgøre, hvor stor en Del disse Kirkegaarde midt inde i Byen have havt i den næsten uafbrudte Række Epidemier, der i tidligere Tid har hjemsøgt København (Pest saaledes 1551, 1553, 1575, 1583, 1601, 1619, 1629, 1637, 1654, 1711), og selv for den senere Tids Vedkommende er det næsten lige saa vanskeligt at finde en Maalestok for den Skade, som de indenbys Kirkegaarde har voldt. Det maa dog fremhæves, at Colding og Thomsen i deres Undersøgelser over Koleraepidemien 1853 kom til det Resultat, at dennes Intensitet rettede sig meget efter Jordbundens Beskaffenhed, idet den var mindre stærk i den ældste Del af Byen, hvor Grunden gennemsnitlig var mere fri for forraadnede Stoffer, end i den vngre Del af Byen. hvor Jordbunden var opfyldt, for en stor Del med allehaande organiske og forraadnende Materialier. En undtagelse fra denne Regel danner 2 Pletter af den gamle By, nemlig Egnen om Helliggejstkirke og om Badstuestræde, og om begge disse gælder det, at de ligge meget nær ved gamle Begravelsespladse. En Brønd i Læderstræde blev den Gang undersøgt og viste sig at indeholde Kulbrinte, Fosforsyre og kvælstofholdige Substanser, og Forfatterne antage derfor en direkte Tilblanding af Grundvand fra Helliggejstes Kirkegaard, der har Fald henimod Læderstræde.

En Brønd i Vingaardstræde, hvis Vand endnu benyttes som Drikkevand, indeholder aldeles overdrevne Masser af Bakterier; saaledes fandtes ved en Undersøgelse 150,000 paa 1 Kubikcentimeter Vand; denne Masse af Bakterier tyder paa, at Vandet har Tilløb fra Jordlag, i hvilke der endnu stadig findes forraadnede Stoffer, og man maa da navnlig tænke paa den nu nedlagte Kirkegaard om Nikolaj Kirke, der modtog Lig indtil Begyndelsen af dette Aarhundrede og som strakte sig lige til Holmensgade.

Vende vi os til de endnu fungerende Kirkegaarde, finde vi, at Holmens Kirkegaard, Garnisons Kirkegaard, Assistens Kirkegaard og den mosaiske Kirkegaard samt Frederiksberg Kirkegaard nu er omgivne af Gader og Huse, netop paa samme Maade som de indenbys Kirkegaarde i første Halvdel af dette Aarhundrede, og hvis der endnu er enkelte Steder, hvor Kirkegaardene støde op til ubebyggede Partier, kan man være vis paa, at København i sin hurtige Udvidelse meget snart vil naa disse Pletter og lukke Kirkegaardene helt inde.

Af disse Kirkegaarde har Holmens Kirkegaard, efter de fra vedkommende Kirkebestyrelse modtagne Oplysninger, den bedste Jordbund; denne bestaar væsenlig af tør Lerjord uden mange iblandede Stene, og ve Lig, der nedsættes, ere opløste efter 20 Aars Forløb. Der begraves aarlig ca. 270 Lig. Paa Kirkegaarden findes 7 murede Gravhvælvinger; i en enkelt af disse er der fundet Vand. Kirkegaardens ældste Del er indtaget 1666 og den er senere udvidet 1858 og 1865. Brugen af den skal fortsættes indtil 1947. Afstanden til Huse er kun 80 Fod, men der er ikke oplyst Noget om særlig Sygelighed i de nærmeste Boliger.

Garnisons Kirkegaard er temmelig lavt liggende og omgives paa flere Steder af Huse, der ligge i en Afstand af ca. 50 Fod. Jordbunden bestaar af Ler og Sand og er temmelig tør, men ikke drænet. Der begraves aarlig over 200 Lig, og Ligene skulle efter 20 Aars Forløb være opløste, saa at der kun opgraves Knogler. Den paa Kirkegaarden værende Brønd benyttes ikke til Drikkevand, men kun til Vanding.

Garnisons Kirkegaard synes 1854 at have givet Anledning til en lokal Koleraepidemi *).

Under den store Koleraepidemi 1853 var der paa denne Kirkegaard nedgravet en betydelig Mængde Koleralig og særlig var hertil benyttet den nordlige Del af Kirkegaarden tæt ved Kastelsvejen. September 1854 foretoges en Oprensning af en Grøft langs Garnisons Kirkegaards nordlige Grænse og umiddelbart efter denne Oprensnings Begyndelse udbrød der en lille Koleraepidemi i de nærmeste Huse paa Kastelsvejen. I disse angrebes 11 Patienter, 6 døde. Brønden ved det først angrebne Hus blev nu undersøgt og i dens Vand fandtes Kulbrinte, fosforsure og salpetersure Salte og andre kvælstofholdige Forbindelser, der ligesom Vanddragets Retning pegede hen paa en Forbindelse mellem Kirkegaardens Grundvand og Brønden.

Epidemien standsede efterat man havde flyttet Beboerne af de angrebne Huse bort og forbudt Brugen af den inficerede Brønd.

Garnisons Kirkegaard skal nedlægges 1947.

Den mosaiske Kirkegaard paa Nørrebro har eksisteret fra 1694 og er senere gentagne Gange udvidet; den er omgivet af Huse. Efter jødisk Skik benyttes Jorden kun én Gang og Kirkegaardens Jordbund kan derfor ikke blive saa overlæsset med Forraadnelsesprodukter som de andre Kirkegaarde, paa hvilke den samme Plet Jord maa modtage mange Generationer af Lig. Desuagtet er der jævnlig klaget over, at Beboerne i de umiddelbart op til Kirkegaarden stødende Huse mærke en hæslig Lugt fra den. Kirkegaarden er nu næsten opfyldt og vil snart udgaa af aktiv Brug.

Assistens Kirkegaard paa Nørrebro er anlagt 1760, men kom først ret i Brug fra Begyndelsen af dette Aarhundrede.

Der herskede tidligere nogen Fordom mod at begraves paa denne Kirkegaard og i formuende Folk betalte gerne høje Afgifter for at blive begravede paa de gamle Kirkegaarde inde i selve Byen; det omtales derfor i flere Biografier fra hin Tid som særlig mærkeligt, at Vedkommende havde forlangt at blive begravet paa Assistens Kirkegaard. Saaledes skriver R. Nyerup i Anledning af en velfortjent Kancelliembedsmand Augustin's Begravelse 1785: "Omsider fremstod en ædel Mand, en af vort Olds praktiske Filosofer, som besad Sjælsstyrke nok til at opløste sig over Fordomme og sætte sig ud over Tidernes Smag. Det var Augustin. Paa Gravens Bredde gav ham hans skyldfri Aand det Vidnesbyrd, at han aldrig havde fornærmet Nogen i levende Live, nu vilde han ej heller efter Døden forgifte den Luft, som de Efterlevende skulde indaande, han vilde hvile under aaben Himmel. Han jordedes paa Assistens Kirkegaard udenfor Nørreport og gav derved Signalet til Udryddelsen af den erkedumme papistiske, af selve Luther bestredne Overtro, som tillægger Kirkegulvet og Kirkegaardsjorden udmærket Hellighed."

1851 forbødes at begrave Lig paa de indenbys Kirkegaards i København og 1853 paa Kristianshavn. Efter denne Tid og indtil den sidste Aar har Assistens Kirkegaard modtaget de fleste Lig fra København. ca. 3,000 om Aaret. I Aaret 1870 toges den ny vestre Kirkegaard i Brug, og modtager nu Størsteparten af de københavnske Begravelser; dog nedgraves endnu aarlig 700 Lig paa Assistens Kirkegaard. Kirkegaarden skal nedlægges i Aaret 1980.

(Sluttes.)

*) Hornemann: Koleraudbrudet paa Kastelsvejen i Efteraaret 1854. Hygiejniske Meddelelser, 4. B. 1. H. 

(Social-Demokraten 7. februar 1885).

(Forts )

Assistens Kirkegaard ligger mellem Nørrebrogade, Kapelvejen og Jagtvejen; den er i sin største Udstrækning tæt omgivet af Huse, fra hvilke den kun adskilles ved en Gades Bredde, og paa de Steder, hvor den støder op til ubebyggede Pladser, begynder nu Bebyggelsen at gribe om sig, saa at Kirkegaarden om ikke mange Aar vil være under lige saa uheldige Vilkaar, som de gamle indenbys Kirkegaarde

Jordbunden er saa uheldig som muligt og der er ikke gjort noget alvorligt Forsøg paa at udtørre eller forbedre den; Stadslægen beskriver den i en Beretning til Magistraten *) paa følgende Maade :

"Med Untagelse af et ganske lille Stykke, hvor der findes Muldjord i flere Fods Dybde, er Forholdet det, at der paa hele Kirkegaarden kun findes Muldjord i ringe Dybde, 1-1½ Fod, dernæst Ler 8-10 Fod og saa et Rullestens-Sandlag. Terrænet er meget fugtigt . . nu maa Kisterne siges at staa i Vand, idet der i de regnfulde Maaneder maa opøses 30-40 Spande Vand af hver ny Grav "

Stadslægen fremhæver i sin Beretning de Farer, der kunne true de nærmest liggende Dele af Byen ved Infektion af Grundvandet, der fra Kirkegaarden navnlig har Fald mod Syd og Sydvest, hvor det maa gennemløbe tæt bebyggede Strøg. Han paaviser desuden, at Ligene i mange Tilfælde opløses særdeles langsomt og at man jævnlig træffer Adipociredannelse c: Omdannelse af Ligene til en fedtagtig Masse, der kan henligge mange Aar i Jorden uden at opløses. 

For at saa et Begreb om Grundvandets Overlæsselse med Forraadnelsesprodukter behøver man kun at prøve Vandet fra de talrige Brønde, der er anbragte rundt om paa Kirkegaarden; deres Vand er saa slet, at man kan mærke Forraadnelsesprodukterne ved Lugten, ligesom en Undersøgelse viser, at Vandet indeholder talløse Bakterier af forskellig Art. Kirkegaardsbestyrelsen har derfor maattet opslaa Advarsler mod at benytte disse Brøndes Vand som Drikkevand.

Grundvandet fra Assistens Kirkegaard søger væsenlig mod Syd og Syd. Dette er først paavist af Colding og Thomsen **) efter disse Forfatteres Undersøgelser begrænses det Terrænt som gennemsives af Grundvandet fra Assistens Kirkegaard, af en Linje, drage, fra Kirkegaardens vestlige Hjørne mod Syd til Ladegaardsaaen, og af 2 Linjer, dragne fra dette Skæringspunkt og fra Kirkegaardens østlige Hjørne mod Sydøst ned mod Søerne, særlig mon Peblingesø; Størstedelen af Kirkegaardens Grundvand passerer i Følge de samme Forfattere endvidere under Ladegaardsaaens i Bund, viser sig i Brøndene paa den anden Side af denne og føres tilsidst bort gennem Rosenaaen, en nu reguleret og for Størstedelen dækket Kloak, der løber ud i Kalvebodstrand efter at have passeret Forstaden Vesterbro.

Medens Knudsen ***), stillede sig noget tvivlende med Hensyn til den Indflydelse, som Kirkegaarden kunde have paa de fjernere liggende Brønde, har Fleury ****)  utvivlsomt godtgjort, at Afløbet fra Kirkegaarden kan spores paa den sydlige Side af Ladegaardsaaen. Fleury undersøgte særlig Brøndene i denne Del af Vesterbrokvarteret (Emiliegade, Vodrofsvej, Danmarksgade, Schønbergsgade, Schousgade, Forhaabningsholmsalle, Niels Ebbesens Vej, Ingemanns Vej, Svanemosegaardsvej, Sophievej og den nordlige Del af Ørstedsvej.) Dette Terræn ligger 13-15 Fod over Havets Overflade og er omtrent 10-15 Fod lavere end Assistens Kirkegaardens Niveau.

Foruden Tilløbet fra Assistens Kirkegaard, har denne Bydel endnu andre Infektionskilder, idet der tidligere har ligget en Kirkegaard ligesom ogsaa en Losseplads omtrent der hvor Ørstedsvej munder ud ved Ladegaardsaaen.

Fleury's Undersøgelser viste, at de Brønde, der forsynedes fra de mere overfladiske Lag og følgelig ogsaa fra det Vand, der hidrører fra Kirkegaarden, indeholdt Ammoniak, Salpetersyre, Kulbrinte o. s. v. og maatte betragtes som sundhedsfarligt, medens man ved at grave ned i en betydelig større Dybde, kunde træffe godt og rent Vand. Det viste sig endvidere, at Brøndvandets naturlige Beskaffenhed ikke skyldtes lokale Aarsager, som utætte Kloaker, nærliggende Møddinger eller Lignende, da Forholdsregler, der ellers pleje at være virksomme mod saadanne Infektionskilder, ikke havde nogen Virkning paa de omtalte Brønde.

Naar man nu opstiller det Spørgsmaal, om de ovennævnte uheldige Forhold har sat sig Spor ved en større Sygelighed og Dødelighed i de truede Kvarterer, saa er Oplysningerne her meget karakteristiske.

Colding og Thomsen gøre opmærksom paa, at Blaagaardskvarteree, der var særlig udsat for Paavirkning af Assistens Kirkegaard, hjemsøgtes stærkt af Koleraepidemien 1853.

1857 optraadte en mindre Koleraepidemi i København, og efter Hornemanns *****) Fremstilling leverede det lille Blaagaardekvarter 1/4 af samtlige Tilfælde.

I Aaret 1859 fuldendtes den Vandledning, der forsyner København med Drikkevand, det blev nu overflødigt at anvende Vandet fra Brøndene og derved fjærnedes en Del af Faren, men denne Drikkevandsledning kom ikke Frederiksberg Sogn og de paa den sydvestlige Side af Ladegaardsaaen liggende Gader tilgode, her begyndte man først 1870 at anlægge en Vandledning, og det varede længe før alle Husene forsynes fra denne.

I sir tidligere nævnte Arbejde omtaler Fleury forskellige Epidemier af tyfoid Feber i de af ham undersøgte Gader. Det fremgaar af Oplysninger, som han har modtaget fra Frederikberg Hospital, at det nævnte Strøg i Aarene 1869-1874 har havt dobbelt saa mange Tilfælde af gastrisk tyfoid Feber, som man skulde vente i Forhold til dets Indbyggertal. Antallet af alle Tilfælde fra Frederiksberg Sogn var i det nævnte Tidsrum 224 og heraf bøtte 102, altsaa næsten Halvdelen, hjemme i Ladegaardsaakvarteret, uagtet dette kun rummer en Fjerdedel af Sognets Befolkning. Af disse 102 Tilfælde forekom kun 8 i Huse, der var forsynede fra Vandledning, 80 i Huse, der benyttede Brøndvand, for 1t Tilfældes Vedkommende var Forholdet uoplyst. (Sluttes )

*) Se Borgerrepræsentationens Forh. 13. April 1874.

**) Koleraens ulige Styrke i København 1853.

***) Begravelsespladses Indflydelse i sanitær Henseende. 1858.

****) Drikkevandsundersøgelser. 1875.

*****) Koleraepidemien i København i Efteraaret 1857. Hygiejniske Meddelelser 2. B. S. 185.

(Social-Demokraten 8. februar 1885).

(Sluttet )

1879 var der Epidemi af typhoid Feber i Tjørnegade lige Syd for Assistents Kirkegaard.

1880 optraadte der tyfoid Feber som en hæslig Epidemi saavel i den Del af Vesterbrokvarteret, der hører til København, som i den, der hører til Frederiksberg Sogn. 1,27 pCt. af hele Kvarterets Befolkning blev angrebet af Sygdommen, og denne rasede især i de Gader, der ligge i Nærheden af Rosenaaen. Denne var i Sommeren 1880 bleven omlagt, saa at den i en stor Del af sit Løb blev forandret fra en aaben Rende til en muret Kloak. Dens Vand maatte da for en Tid passere en interimistisk Trærende, og Afløbet var en Del besværet, saa at Vandet blev stemmet op ovenfor Renden. Den 20de September toges den ny Kloak i Brug, og derved lagdes en Del af Rosenaaens Bund tør, og det gennem mange Aar aflejrede Mudder udbredte en stærk Stank, saa længe til Mudderet var bleven fjærnet. I flere af de nærliggende Huse havde man lidt meget af Stanken, og i Slutningen af Maaneden udbrød her tyfoid Feber, som dernæst bredte sig videre.

Der er saaledes stor Sandsynlighed for, at den tyfoide Feber har staaet i i nært Forhold til de Arbejder, der vare forelagde i Sommerens Løb ved den nævnte Kloak.

Ogsaa senere har Vesterbrokvarteret jævnlig været stærkt hjemsøgt af tyfoid Febers ligesom Rosenaaen fremdeles medfører Ulemper for de Gader, som dm passerer. Endnu i Sommeren 1884 henvendte en Del Grundejere sig til Københavns Magistrat med Klage over den Stank, som den ikke dækkede Del af Rosenaaen udbreder, og med Anmodning om, at den i hele sit Løb maatte blive omdannet til en lukket Kloak

Frederiksberg Kirkegaard ligger omkring Kirken umiddelbart op til Præsteboligen, ikke mere end 40-50 Fod fra talrige Huse og Gader; dens Jordbund bestaar af 3½ Alen dybt Ler, derefter Sand og Grus; Grunden har tidligere været vandholdig, men nu træffes sjælden Vand ved Gravning af Gravene. Pladsen har været benyttet til Kirkegaard i mere end 100 Aar, og der begraves nu aarlig c. 100 Lig. Ligene opløses langsomt, saa at man endnu efter 30 Aars Forløb kan finde ufortærede Rester. Ved Anlæget af Vandledning i Pilealleen, hvor den ældste Kirkegaard har ligget, fandtes 1877 en Mængde Kister og Knogler, der maatte have ligget over 100 Aar i Jorden Faldet fra Frederiksberg Kirkegaard gaar mod Øst og Sydøst mod Frederiksbergalle, Vesterbrogade og de Tværveje, der forbinde disse. Omegnen af Kirkegaarden har i mange Aar været mistænkt for at have daarligt Drikkevand og Hornemann *) refererer en Række Undersøgelser, der godtgjorde, at flere af Brøndene i Nærheden havde slet Vand uden at det blev bevist, at Kirkegaarden var den eneste Grund hertil.

1878 optraadte en ret hæftig Epidemi **) af tyfoid Feber i nogle Huse paa Vesterbrogade og Vinstrupsvej i Nærheden af Frederiksberg Kirkegaard. I et af Husene, der rummede 35 Mennesker, angrebes saaledes 11. Brøndene i de angrebne Huse blev nu lukkede og Brøndvandet undersøgt. Man fandt da, at Brøndvandet fra Gaarden Nr. 258 paa Vesterbrogade indeholdt Saltsyre, Svovlsyre, Fosforsyre og Kulbrinte, alt Stoffer, som tydede paa en Tilblanding af forraadnede dyriske Substanser; desuden fandtes talrige Amøber, Infusorier, Svamptraade og Svampsporer.

Brønden paa Vinstrupsvej Nr. 5 indeholdt foruden Salpetersyre, Saltsyre, Svovlsyre og Fosforsyre, Svampsporer, Amøber, Vorticeller og talrige runde, stærkt lysbrydende Legemer af forskellige Størrelse, der tydedes som Sporer eller Æg.

Der kan næppe være nogen Tvivl om, at Vandet, før det kom ind i Brøndene, maa have passeret gennem Jordlag, i hvilke der fandtes forraadnende Stoffer, og det ligger da meget nær at tænke paa den nærliggende Kirkegaard, hvis Fald gaar i denne Retning.

Frederiksberg Assistenskirkegaard ligger paa det vestlige Affald af Valby Bakke temmelig isoleret. Grunden bestaar af Ler og er temmelig fugtig. Den er kun 20 Aar gammel og modtager nu c. 1000 Lig om Aaret. Denne Kirkegaard synes ikke at have givet Anledning til hygiejniske Ulæmper og er endnu ikke ret naaet af Københavns Udvidelse.

Vestre Kirkegaard ligger paa Affaldet af Valby Bakke ned mod Kalvebodstrand i en Højde af 25-60 Fod over Havets Overflade. Den ligger temmelig isoleret, idet kun Carlsberg Bryggeri, der er skilt fra Kirkegaarden ved en dyb Indsænkning i Terrænet, og nogle spredte Huse ligger i dens Nærhed, medens der i øvrigt er ca. 900 Fod til større Samlinger af Huse. Kirkegaardens Jordbund bestaar af Ler, der er noget kalkholdig. En stor Del af Kirkegaarden er drænet og derfor temmelig tør, den ældste Del af Kirkegaarden er ikke drænet og temmelig fugtig. Skønt Dræningen er udført omhyggeligt i over 9 Fods Dybde, kan man dog træffe Steder, hvor der i den fugtige Tid af Aaret tilbageholdes en Del Vand i Jorden. Kirkegaarden er taget i Brug 1870 og modtager nu aarlig ca. 3.500 Lig; den er ca. 10 Tønder Land stor, hvoraf vel omtrent 1/4 medgaar til Veje, Kapel, Læbelte osv., desuden er den laveste Del af Kirkegaarden nærmest mod Kalvebodstrand ikke ret anvendelig til Begravelsesplads. Det var Hensigten at gøre Kirkegaarden saa stor, at den først skulde være fuldt belagt 20 Aar efter at den var tagen i Brug, saa at man altsaa kunde begynde paa anden Rotation af Begravelser, men efter Funktionærernes Mening vil den være fuldt optaget længe før den Tid og Københavns Kommune vil da staa lige over for nye Krav; der maa da paany erhverves Terræn, drænes, beplantes, bygges Kapeller osv., hvortil der vil medgaa Hundredetusinder af Kroner. Det bliver desuden efterhaanden vanskeligt at finde Grund til Begravelsesplads i rimelig Afstand fra København; allerede nu begynder Husrækkerne at nærme sig til vestre Kirkegaard, og naar man næste Gang skal tage Terræn til Begravelsesplads vil man blive nødsaget til at gaa langt længere bort for at naa udenfor det Bælte, som inden faa Aar vil inddrages endenfor Københavns Omraade. I Følge en fransk Forfatter staar Paris nu overfor Valget mellem at indføre Ligbrænding eller at deportere de Døde, og det samme vil inden kort Tid blive Tilfældet for Københavns Vedkommende .

I en stor By som København kunne saa mange hygiejniske Misligheder træffe sammen, at det bliver vanskeligt at udregne den Brøkdel af Resultatet, der falder den enkelte Mislighed til Last, men det vil af det ovenfor meddelte fremgaa, at Københavns Kirkegaarde med Undtagelse af vestre Kirkegaard og Frederiksberg Assistens Kirkegaard ved deres Beliggenhed, deres Jordsmon og Nærhed ved Byens beboede Kvarterer frembyder saa mange uheldige Forhold, at man med Grund maa befrygte deres Indvirkning paa Sundhedstilstanden. Det er ogsaa ovenfor vist, at de Kvarterer, der særlig er udsatte for Paavirkning fra Kirkegaardene, har lidt mere under de forskellige Koleraepideinier end de øvrige Dele af Byen, og at de senere stadig er blevne hjemsøgte af gastrisktyfoid Feber, den Sygdom, som man frem for alle plejer at anse for Kendetegn paa uheldige hygiejniske Vilkaar og særlig paa Fordærvelsen af Brøndvand og Grundvand.

*) Hygiejniske Meddelelser, 1. B. 2. H. S. 1

**) Hygiejniske Meddelelser. Ny Række 2. B. S. 169.

(Social-Demokraten 10. februar 1885).