Kommunens Folkebibliotheker. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse har ved Oprettelsen af Folkebibliotheker og Læsestuer gjort et Skridt, der fortjener den højeste Paaskjønnelse og Anerkjendelse. Den Begyndelse, som her er gjort, vil tilvisse i Tidens Løb blive af stor Betydning for Udbredelsen af Kundskaber, Oplysning og god Smag i Samfundets brede Lag.

For den ubetydelige Pris af femten Øre om Maaneden har enhver uformuende Mand eller Kvinde her Lejlighed til stadigt at skaffe sig god Lekture, den bedste Læsning, vor Literatur overhovedet formaar at byde.

Efter Opfordring af "Morgenbladets" Redaktion har jeg besøgt to af de nye Bibliotheker, paa Kristianshavn (Overgaden oven Vandet, 38, 1. Sal) og paa Østerbros Østerbrogade 28, 1. Sal, Indgang i Gaarden), og har begge Steder mødt den største Venlighed og Forekommenhed En anden af "Morgenbladets" Medarbejdere har besøgt et tredje af de nye Folkebiblioteker, paa Hauserplads 9, 1. Sal. og der ligeledes mødt den største Venlighed. Og vi bar haft Lejlighed til at se, hvorledes Bibliotekarerne og Inspektørerne paa Læsestuen med samme Venlighed kommer de laanende og besøgende i Møde og hjælper dem til Rette.

I Begyndelsen vil det vel jævnligt  hænde, at Folk glemmer at tage Legitimations Bevis med, naar de første Gang henvende sig paa et af disse Bibliotheker Der fordres selvfølgeligt Sikkerhed for, at hver Laaner virkelig er den, han siger sig at være, og virkeligt bor, hvor han angiver at bo. Et Lærebrev, en Skudsmaalsbog, en Lejekontrakt eller lignende Dokument er tilstrækkeligt. Vi gjøre opmærksom paa dette, fordi vi har haft Lejlighed til at se og høre, at Folk ofte ikke har lagt Mærke til denne Bestemmelse og derfor volde sig selv den Ulejlighed at maatte gaa to Gange.

Hver Laaner faar en Billet, der omhyggeligt maa bevares og medtages, hver Gang enten Bibliotheket eller Læsesalen benyttes. Paa Bagsiden af denne Billet kvitterer Bibliothekaren for de femten Øre, der erlægges hver Maaned. For et Katalog betales ti Øre; efter dette opgiver man da Numeret paa den Bog, man ønsker, og faar den saa udleveret, hvis den ikke allerede er udlaant. Hver Bog har man Lov til at beholde indtil 14 Dage.

* * *

Af Katalogerne ses, at ethvert af disse Bibliotheker ejer det bedste af vor nationale Skjøn-Literatur, samtlige Skriftet af H. C Andersen, Jens Baggesen, V. Bergsøe, Carl Berhard, St. St. Blicher, Holger Drachmann, H. F. Ewald, Karl Giellerup, M. Goldschmidt, Fru Gyllemburg, J. L. Heiberg, H. Hertz, E. Hostrup, B. S. Ingemann, J. P. Jacobsen, Thomas Lange, Poul Møller, Fr. Paludan-Müller, S. Schandorph, C. A. Thyregod, Chr Winther, A. Ohlenschläger, Bjørnsterne Biørnson, K. Elster, Henr. Ibsen, Alexander Kielland, Jonas Lie og Fru Thoresen. samt adskilligt af E. Bøgh, Joh. Ewald, N. F. S. Grundtvig, L. Holberg, C. Hauch, Henr. Pontoppidan og flere. Af fremmed Skjønliteratur findes det meste af, hvad der er oversat paa Dansk, Arbeider af Fru Edgren, Topelius, Rydberg, Auerbach, Ebers, Franzos, Paul Heyse, G Keller, Spielhagen, Fr. Reuter, Bulwer, Byron, Cooper, Dickens, George Eliot, Bret Harte, Marryat, Walter Scott, Shakespeare, Thackeray, Mark Twain, Cherbuliez, Victor Hugo, Merimé, Moliére, George Sand, J. Verne, Leo Tolstoy, Turgénjev, Jokai, Homers Iliade og Odyssé etc. Endvidere forskjellige Samlinger af Æventyr, Folkesagn og Folkesange.

Dernæst indeholder hvert Bibliotek en Samling af letfattelige Fremstillinger af forskjellige videnskaber, Historie i verdenshistorie, enkelte Landes eller Personers Historie, Sagaer, Literatur og Kunsthistorie, Kirkehistorie etc ), Geografi og Ethnografi - Beskrivelser af Lande og Folkefærd. Sæder og Skikke, Naturvidenskab, Nationaløkonomi, Sundhedslære etc.

* * *

Den nævnte Bestand af Bøger findes i samtlige Folkebibliotheker. Nogle store Bøger, navnlig adskillige illustrerede Værker, findes til Afbenyttelse paa de to Læsestuer (paa Kristianshavn og Nørrebro). Der vil stadigt blive anskaffet nye Bøger, og ved Anskaffelsen vil Bestyrelsen, saa vidt muligt, tage Hensyn til de læsendes Ønsker. Ved at gjennemblade Katalogerne faar man overhovedet det Indtryk, at man ved Valget af Bøgerne har bestræbt sig for at være upartisk.

I de faa Dage, Folkebibliothekerne har været aabne, har allerede mange benyttet Lejligheden til at laane Bøger, og Antallet af laanende vil rimeligvis snart mægtigt forøges, naar det først bliver almindeligt bekjendt, at slige Institutioner existerer. Endnu er der kun forholdsvis meget faa, der kjender deres Existens.

De eneste, der er udelukkede fra Benyttelsen af disse Folkebibliotheker, er Folk, der selv er velhavende nok til at kunne kjøbe sig de Bøger, de vil læse. Enhver uformuende Mand eller Kvinde er velkommen som læsende. Blandt dem, der allerede har meldt sig, findes der ogsaa, som sig bør og bør, Folk af alle Slags forskjellige Stillinger, mindre Handlende, Værtshusholdere, Politibetjente, Studenter, Arbejdsmænd og deres Hustruer, Lærlinge, Syersker, Kasserersker, Kontorister, Sporvognskonduktører, Vognmænd, Haandværkere af mange Fag, Lærere og Lærerinder etc., etc. Det er netop, som det skal være.

I mange af Udlandets større Byer har man allerede lange haft lignende Institutioner, men her er det næsten altid Læsestuerne eller Læsesalene (thi de er tidt meget store), der spiller Hovedrollen, medens Udlaanet pa Bibliothekerne ved Siden heraf næsten bliver en Bisag. Saaledes vil det sandsynligvis ogsaa gaa herhjemme. Læsestuerne vil blive Hovedsagen, saa snart det ret gaar op for Folk, hvilket uskatterligt Gode det er, der her bydes dem.

Hvor mange er der ikke, navnlig Enlige Personer af begge Kjøn, som, naar deres Dagværk er endt, næppe ved, hvor de skal gjøre af sig selv! Der er ikke noget særligt tillokkende ved efter Dagens Anstrængelser at trække sig tilbage til et uhyggeligt lille Hummer og sidde ene dér og kukkelure. De fleste trænger til noget mere, men hvor bydes det dem - for en billig Penge at sige eller saa godt som gratis? Dette Savn er det, Læsestuerne skal afhjælpe. De staar aabne fra 7 til 10 hver Aften, undtagen Onsdag (om Søndagen fra 5 til 10) og giver enhver, der har Billet eller Kort til et af Bibliothekerne, fri Adgang til at tilbringe Aftenen med Læsning i et hyggeligt Lokale i andres Selskab.

Der er endnu kun oprettet to saadanne Læsestuer, den ene paa Kristianshavn, (Overgaden oven Vandet 38, 1. Sal) og den anden paa Nørrebro (Bangertsgade 7, over Gaarden, 1. Sal), men enhver, der har løst Kort til et af andre fire Folkebibliotheker, har ogsaa Adgang til disse to Lokaler mod Forevisning af dette Kort.

Der findes ikke fotoer fra de omtalte biblioteker. Dette foto fra kredsbiblioteket på Nørrebro (læsesalen) i Griffenfeltsgade kan måske give et indtryk.

Læselokalet paa Kristianshavn har jeg haft Lejlighed til at gjøre mig bekjendt med og skal derfor omtale det nærmere. Det bestaar af to rummelige Stuer, hvoraf der maa ryges i den ene. I den anden er Tobaksrygning forbudt. Paa Væggene har man meget hensigtsmæssigt anbragt en Del store Landkort. I hvert af de to Værelser staar et langt Bord, hvorpaa findes et .lagt forskjellige nyttige Haandbøger (Vejviseren, en Brev- og Formularbog, Atlasser etc ) samt et Antal Ugeblade og Tidsskrifter. Dagblade findes her ikke. Der er for Øjeblikket kun Plads til 25 Personer, men skulde der komme flere - og det vil der forhaabenligt snart komme - saa kan Bordene forlænges, saa der vil blive Plads for det dobbelte Antal, og et mindre Værelse haves desforuden i Reserve.

Paa Bordene findes fremlagte: "Nutiden", "Illustreret Tidende", "Nordstjernen", "Illustreret Familie-Journal", "Husvennen", "Dyrevennen , "Højskolebladet", "Historisk Arkiv", "Historisk Maanedskrift", "Vor Ungdom", "Tilskueren", "Tidsskrift for Kunstindustri", "Nationaløkonomisk Tidsskrift" og endnu et Par Tidsskrifter af religiøst Indhold, samt en Del indbundne Aargange af "Ude og Hjemme".

Desforuden kan man læse i Bibliothekets andre Bøger i disse Stuer, saa meget man lyster. Adskillige illustrerede Værker maa man kun her læse; de kunne ikke faas til Laans udenfor Bibliothekets Lokale.

For de unge Haandværkeres - og da ogsaa for andre, - Skyld er det specielt glædeligt at se "Tidsskrift for Kunstinduftri" i Læsestuerne. Med Tiden vil Bogsamlingen forhaabenlig forøget med en længere Række Værker om Kunst og Kunstindustri, til Udvikling af Skjønhedssands og god Smag. Bøger med Billeder sér Folk overhovedet gjerne, og Billederne lokker dem til at læse den oplivende Text; inden de sér sig ret for, lærer de paa denne Maade en hel Del. Det var ønskeligt, om man kunde faa Raad til at anskaffe til Benyttelse paa Læsestuerne Bøger som Lübkes "Kunsthistorie ", Falkes "Kunstindustriens Historie", "Tegninger af ældre nordisk Arkitektur", de illustrerede Beskrivelser af forskiellige Lande "Spanien, Italien, Schweitz, Ægypten etc.), Daaes og Drolsums Illustrerede Verdenshistorie, P. Hansens Illustrerede Literaturhistorie, og lignende Værker. Godt vilde det ogsaa være, om Væggene kunde blive smykkede med et Antal smukke Braunske Fotografier efter de bedste existerende Kunstværker. Men alt sligt kommer nok med Tiden, naar Interessen for saadanne Læsestuer bliver almindelig, baade blandt Folk, der skal have Gavn af dem og blandt Folk, der have Glæde af at ophjælpe almennyttige Foretagender.

* * *

Saasnart som det viser sig, at Folk i større Antal benytter de to alt oprettede Læsestuer, vil der blive oprettet lignende Læsestuer ogsaa ved de andre Bibliotheker. Saavel Læsestuer som Bibliotheker er imidlertid kun tilgængelige for Folk, der bor paa Byen Kjøbenhavns Grund. De tilstødende Kommuner maa indrette sig lignende Institutioner selv. Men dette vil forhaabenlig snart ske. Og ønskeligt vilde det være, om man hele Landet over i denne Henseende vilde følge Hovedstadens Exempel.

Saavel Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse, som enhver, der ved Gaver eller paa anden Maade har bidraget til Folkebibliotekernes og Læsestuernes Oprettelse, har Krav paa den varmeste Taknemmeligbed hos hele Stadens Befolkning for, hvad de der har udrettet, og specielt fortjener de Anerkjendelse fra deres Side, der ved hvad Oplysning er værd og hvad Kundskaber og god Smag har at betyde.

L. L.

(Morgenbladet (København) 13. november 1885).

Bibliotekerne blev nummeret (1-7). De første 4 som er nævnt i artiklel var Bibliotek 2: (Rigensgade 1, 1. sal 1885-1888) der hurtigt blev for lille, Bibliotek 3: Christianshavn (Overgaden oven Vandet 38, 1. sal. 1885-1892), Bibliotek 6: Østerbro (Østerbrogade 28, 1. sal fra gården. 1885-1899) og Bibliotek 5: Nørrebro (Bangertsgade 7, over gården 1. sal 1885-1892)

Senere kom der flere til: Bibliotek 1 (Hauser Plads nr. 9, 1. sal - 6 værelser, 1890- . Bibliotek 1 og 2 blev senere slået sammen), Bibliotek 4 (Gasværkvej 11, st.. 5 vær. 1885-1886. Oprindelig en folkebogsamling startet i 1874), Bibliotek 7 (Nørrebrogade 212 1888-1893).

Ved indlemmelsen af Valby, Brønshøj og Sundby i København blev disse biblioteker en del af Københavns Kommunes biblioteksvæsen. Endelig Rådhusbiblioteket 1896-2015.

Se Redacteurens Prezi om Københavns Bibliotekers historie.

Pianofortearbejder Holst arresteres. (Efterskrift til Politivennen)

Holst arresteret!

Det første Offer for Straffeprovisoriet har allerede nu maattet træde indenfor Fængselsporten, idet Pianofortearbejder B. T. Holst i Gaar er bleven arresteret i Aalborg.

Vi modtog i Gaar følgende Telegram desangaaende gennem "Ritzaus Bureau" :

"Pianofortearbejder Holst af København er i Dag bleven anholdt i Aalborg, fordi han paa et Møde dér i Aftes brugte stærke Udtryk mod Ministeriet."

Endvidere har vi modtaget følgende Privattelegrammer:

Aalborg, den 9de November.

"Holst blev i Formiddags afhenter fra sit Logis af Politiassistenten og blev holdt tilbage paa Stationen. Senere overførtes han til Arresten. Forhøret fortsattes i Morgen. Arrestdekret ventes."

* * *

Aalborg, den 9de November.

"I Aftes afholdtes her i Byen et Møde, der var besøgt af 600 Deltagere. Holst talte kraftigt imod Reaktionens Angreb paa Friheden, og hans Udtalelser hilstes med stærkt Bifald. En stor Politistyrke var til Stede, men der fandt ingen Uro Sted. Holst anholdtes i Dag Formiddag Kl. 10. Samtale med ham nægtedes. I Eftermiddag Kl. 3 afholdtes Forhør, hvorefter der dekreteredes Arrest over ham. Meddelelse tilbageholdtes til fuld Redegørelse forelaa."

Forskellen paa Tilstanden før og nu træder straks skarpt frem ved denne Arrestation. Af Udtalelser om Personer var det tidligere kun Majestætsfornærmelser, der betragtedes og behandledes som kriminelle Forbrydelser. Nu kommer tillige "stærke Udtryk mod Ministeriet" ind under dette Begreb. Tidligere var det danske Folk, til Trods for alt, hvad der ellers var forefaldet, dog i Besiddelse af den for alle konstitutionelle Lande fælles Rettighed al kunne offenlig kritisere det ansvarlige Ministeriums Optræden. Var kritiken skarpere end Ministeriet syntes om eller indeholdt den direkte Fornærmelse mod dette eller dets enkelte Melemmer, da havde de at anlægge Sag imod Vedkommende og kunde selvfølgelig faa ham idømt Straf, dersom Udtalelserne var af den Natur, at de kunde medføre en saadan.

Nu derimod er "stærke Udtryk mod Ministeriet" kommen op i Højde med Majestætsfornærmelser. De behandles paa samme Maade som disse, nemlig med Arrestation, Varetægtsfængsel og endelig Fængselsstraf i kortere eller længere Tid. Dette viser ret i hvor høj Grad vi er førte over i Absolutismen. Kongen er uansvarlig; ham tør ingen angribe. Det ansvarlige Ministerium tør man heller ikke angribe, selv om Befolkningen har aldrig saa megen  Grund til at være misfornøjet med den Maade, hvorpaa det regerer. Ministeriet er saaledes ogsaa bleven uansvarligt. Vi lever under et System, der er langt videregaaende absolutistisk end det System, der gik til grunde i 1848, idet Ansvarligheden er aldeles bortfjernet. Vi lever under et System, der saa godt som umuliggør enhver Kritik af de Forhold, der griber dybt ind i hver enkelt Borgers Liv.

I det Øjeblik nærværende skrives er vi endnu uvidende om, hvad det er for "skarpe Udtryk", Holst har brugt imod Ministeriet, men dette Spørgsmaal er ogsaa af en meget underordnet Betydning. Thi dette, at en Mand kan arresteres for politiske Udtalelser imod en Regering, bortset fra disse Udtalelsers Karakter, er et Principspørgsmaal af den allerstørste Vigtighed.

Ingen kan bestride, at en Regering, der har den udøvende Magt i et Samfund, derved har Midler til at gribe ind i Forhold af den allerstørste Vigtighed for Befolkningen. Ingen kan heller bestride, at en Regering kan misbruge denne Magt paa en saadan Maade at Befolkningen lider ubodelig Skade derved. Historien viser os talrige Eksempler i saa Henseende. Men hvis nu en saadan Regering selv dekreterer Anholdelser og Straffe for de Personer, der fremdrage og belyser saadanne Misbrug, da er det klart, at Befolkningen mangler ethvert Middel til at paavise. hvori de Uretfærdigheder bestaar, som den lider under. Og naar der begaas Uretfærdigheder, da er det selvfølgelig det eneste Rette at fremdrage dem og nævne dem ved deres rette Navn. Bliver Udtalelserne mod Regeringen for skarpe, da har den jo Domstolene til sin Raadighed for ved Sagsanlæggelse at kunne drage Vedkommende til Ansvar.

Men dette Princip, der indeholder Betingelserne for at Befolkningen kan fremdrage og belyse de Forhold, den lever under, og som skabes af Regeringens Foranstaltninger, det er for Øjeblikket kastet overbord her i Landet og Holst er ved sin Arrestation bleven det første Offer for, at det er bleven kuldkastet. Det har med Hensyn hertil intet at sige, hvor skarpe de paa gældende Udtalelser har været eller ikke. I Dag kan en Mand blive anholdt for Udtalelser, der muligvis vilde have paa draget ham en Straf, hvis der var bleven anlagt Sag imod ham. I Morgen kan en anden blive anholdt for Udtalelser, som han under andre Omstændigheder vilde være bleven frikendt for. Det er ikke de skarpe Udtalelser, men Kritiken overhovedet, som det nye Straffeprovisorium binder Munden paa.

* * *

De Agitationsrejse af Hr. Holst, som nu paa en saa brat Maade er bleven afsluttet, tog sin Begyndelse den 22. Oktober, paa hvilken Dag han afrejste her fra Byen for at deltage i en Række Møder i Jylland. Det første Møde afholdtes i Varde, Lørdagen den 2-1. Oktober, hvorfra Rejsen fortsattes op ad Jyllands Vestkyst med Møder de følgende Dage i Borris, Skjern Ringkøbing, Tim, Ulfborg, Vemb, Holstebro, Struer og Lemvig. Hr. Holst rejste derfra til Aalborgegnen og afholdt Tirsdagen den 3. November Møde i Aalborg for Medlemmerne af Socialdemokratisk Forbund og Fagforeningerne. De følgende Dage afholdtes Møder i Nørre-Tranders den 4. November, i Fjellerad den 5., i Frær den 6., i Bælum den 7. og endelig det offenlige Møde i Aalborg Søndagen den 8. November. Stemningen ved alle disse Møder har været udmærket for Demokratiets Sag. Mon denne Stemning nu vil blive anderledes efter at Hr. Holst er bleven indespærret i Fængslet. Det er muligt, at den vil forandre sig, men næppe i den Retning som Regeringen ønsker, hvilket sikkert vil vise sig om ikke før, saa naar Hr. Holst atter kommer til at staa Ansigt til Ansigt med de Folk, overfor hvem han i den sidste Tid har udtalt sine Anskuelser og som har givet deres Tilslutning til hans Tankegang til Kende. Erfaringen viser ogsaa i denne Henseende, at Fængselsstraffe er et grumme daarligt Middel til at bekæmpe en Folkestemning med.

* * *

Foruden den Sag, som nu paa kriminel Basis vil blive rejst mod Hr. i Holst, har Konseilspræsidenten, som bekendt, allerede tidligere anlagt en anden Sag imod ham, idet han blev beskyldt for paa et Møde i Næstved at have udtalt sig fornærmende mod Ministeriet. Hr. Holst kan saaledes vente at blive dømt i to Sager, nemlig en her i København og én i Aalborg, saafremt den sidstnævnte Sag ikke, ligesom d'Hrr. Noes og Nielsens bliver overført til København. Sker dette ikke vil Hr. Holst rimeligvis vedblivende blive holdt som Arrestant i Aalborg, medens den anden Sag bliver paadømt her i Byen.

* * *

Vi har endvidere i Aftes gennem Ritz. Bur. modtaget følgende Telegram:

Pianofortearbejder Holst har i Forhøret indrømmet, at have brugt krænkende Ytringer, blandt andet om Justitsministerens Foranstaltninger i Horsens- og Holstebrosagerne, men nægtet at have havt til Hensigt, at ophidse Befolkningen. Arrestdekretets Afsigelse er udsat, men forventes. Forhøret fortsættes Tirsdag, og Vidner afhøres.

(Social-demokraten 10. november 1885).

Pianofortearbejder Valdemar Theodor Holst (1840-1918) var med i krigen 1864 og blev derefter pianofortearbejder hos Hornung & Møller. Han medvirkede til oprettelsen af pianofortearbejdernes fagforening 1871 og 73. 1881 opstillede han som kandidat for Socialdemokratiet. Da Holm og C. Hørdum 1884 valgtes i henholdsvis 5. og 9. kreds var H. opstillet som partiets tredje kandidat. 

Den omtalte begivenhed fandt sted på den turne som han i 1884–85 foretog sammen med F. Hurup og A. C. Meyer. Holst havde i Næstved den 28. juni 1885 kaldt Estrups ministerium for en "tyrannisk bandit- og bøddelregering" og "landsforrædere". Den udtalelse kostede han tre måneders simpelt fængsel. Som artiklen skriver blev han første offer for Estrups straffeprovisorium af 2. november 1885. Bl. a. hans opfordring til at støtte de kæmpende smede i København betød at politimesteren i Ålborg lod ham arrestere og tiltale. I 1886 fik han tre måneders simpelt fængsel. Estrups tiltale for fornærmelige udtalelser (bl. a. i Ringkøbing) førte til 3 måneders fængsel i 1887. Ved hjemkomsten fra Ålborg og ved løsladelserne fra Christianshavns fængsel 1886 og 87 fejredes han af Kbh.s arbejdere og frisindede kredse. 

Efter frigivelsen fortsatte han, bl. a.i kvindevalgretsbevægelsen og deltog i det første nordiske kvindesagsmøde i Kbh. 1888. 1881–95 var han medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse, 1889–95 kasserer for partiet og for forsamlingsbygningen i Rømersgade. 

Brev fra Vejle-Egnen. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn set fra Landet - Askovdommen og Høiesteret - Gendarmer nord og syd for Grænsen - Den politiske Stemning.

Hr. Redaktør! Der er to Begivenheder i de sidste Dage. kom har gjort et godt Indtryk ud over Landet, og det i saa meget højere Grad, som der fra Magthavernes Side sker saa meget, som er beregnet paa at skulle kue Modet og Tilliden hos Folket.

Den første Begivenhed, jeg tænker paa, er Hyldingstoget til Hr. Estrup i Søndags. Efter den Maade, hvorpaa dette Tog var sat i Scene, og efter det forfærdelige Numer, Bladene havde gjort af Attentatet, havde vi ude paa Landet en vis Frygt for, at denne Demonstration vilde blive af storartet Udstrækning, idet formentlig ikke alene alle egenlige Estruppere, men ogsaa alle de indifferente og den uinteresserede Ungdom vilde slutte sig til Toget, dels for at udtale sin Misbilligelse af Attentatet, og dels fordi det var Sjov at komme med i Processionen. Alle disse umaadelig mange Tusinder vilde, mente man, kaa blive tagne til Indtægt for den estrupske Politik og søgt fremstillet som et Bevis paa, at nu var "Strømkæntring" for Hovedstadens Vedkommende en fuldendt Kjendsgjerning. Og saa løb dette Tog saa ynkelig af for Provisoristerne! De angiver jo i deres Organer hele Styrken til kun 15000 Personer eller meget mindre end det Tal, der for en Maaned siden, uden Varsel, mødte for at hilse paa Folketingets Formand, da han efter en politisk Rejse vendte hjem med en Kommissionsdom over sig paa 6 Maaneders Fængsel! Dette maa siges at være et moralsk Nederlag for Estrup i Kjøbenhavn. Der var jo Deltagere fra et Omraade, der tæller omtrent 400,000 Mennesker, og hvoraf de 130,000 vel kunne siges at være Mandspersoner over Barnealderen og altsaa værdige til at gaa i Procession. Heraf mødte 15,000 eller 10 pCt! Højrebladenes "Attentatsprog" har virket, kan man se; men rigtignok i en anden Retning end den, man havde tænkt sig. Der var jo ikke flere, end der i Sommer mødte til Processionen til Grundlovsfesten i Kongens Have, og der var nu ingen andre Forlystelser, Udflugter eller Adspredelser, der lagde Beslag paa Publikum, saa det maa i Sandhed forbavse, at Tallet blev saa lille. Nu véd vi herude i Landet, hvad Kjøbenhavn er, at den er overvejende mod Provisoriet og Estrup, og at selv et Attentat ikke kan gjøre ham populær.

Den anden Begivenhed, som har gjort godt rundt omkring i Landet, er Højesterets Frifindelse af de tiltalte Præster, der havde tilbagesendt den bekjendte kulturministerielle "Næse". For os almindelige Lægfolk stod Sagen saaledes, at de anklagede ikke havde gjort noget urigtigt, - men kun hævdet deres almindelige Borgerret. Men man var jo ikke vis paa, at denne ligefremme Opfattelse kunde gives Medhold, og det især under de Forhold, hvori vi nu lever. - Tilliden til Højesteret har aldrig været rystet i den almene Bevidsthed; men der har dog af og til været bange Anelser om, at denne Retfærdighedens Borg skulde blive dragen ind i den politisk Hvirvel.

Denne Frygt har Dommen bortblæst. Trygheden er vendt tilbage ogsaa for politiske Processers Vedkommende. Har vi ikke ogsaa Lov til i denne Dom at se et Varsel om, at Højesteret som en Del af Rigsretten ikke lader sig byde alt af provisoriske Foranstaltninger, som Bladene kan finde paa at anbefale?

Umiddelbart ovenpaa disse to gode Tidender kommer saa ganske vist det ny Provisorium om Oprettelse af Gendarmerikorpser omkring i Landet; men hvad kan det saa skade os? Ja, det er sørgeligt, at Regeringsmagten er saa forblindet, at den kan finde slige Foranstaltninger tidssvarende; men at Befolkningen iøvrigt tager sig det nær, kan jeg ikke tænke; thi den har aldrig tænkt paa at ville foretage sig andet, end hvad den med god Samvittighed kan gjøre i Ly af Landets Love. Nogen Gene kan slige militære Politikorpser jo vel afstedkomme, især i Begyndelsen: men den sejge og taalsomme danske Nation lærer nok snart at finde sig til Rette i Forholdene Det ser vi jo fra vore sønderjydske Brødres Exempel dernede bag Grænsepælene; I Stedet for Dannebrog tærner man Murene i rødt og hvidt eller indskærer et Kors i en rødmalet Vejrhane, der saa tegner sig som Dannebrog i den klare Luft. Maa vi ikke længer raabe: "Ned med Estrup, og Provisoriet", gives det Tusender andre Midlet, hvorved vi kan udtrykke den samme Tanke. Et Folks Hjærte, det slaar i Takt i Tusender af Hjem, lader sig ikke bringe til Tavshed af nok saa mange Politi- eller Tvangsforanstaltninger. 

Vi var i Dag samlede en nette Kreds af Mænd fra mange Sogne. De enkelte var livet for sig mødte med et Tryk i Sindet, men da vi talte sammen og fik at føle, at vi var et Samfund og dette igjen et Led af det store Folkesamfund, da veg Trykket og alle var enige om at gribe med fast Haand ind i det store Folkearbeide, der forestaar. Og som det er hos os, saadan føler vi, at det er Landet over: Et fribaarent Folk vil ikke bøje sig for Provisoriet og gjøre det lovligt, men stole paa, at der efter den seige Modstand nok kommer den Dag, da den gamle Forstaaelse af Grundloven atter kommer til Ære og Værdighed.

(Morgenbladet (København) 2. november 1885).

Tvingstrup-Affæren. (Efterskrift til Politivennen):

Horsens, den 30. Oktober 1885.

Hvorfor kommer Gendarmerne? 

I indledningen til den provisoriske Lov om Oprettelsen af et militært Gendarmerikorps hedder det, at "da det under de stedfindende Forhold kan ventes, at der af de civile Myndigheder vil blive stillet Fordringer om militær Bistand i større Omfang end Hærens Tarv - - -". Ministeriet forventer altsaa, at Herredsfogderne vil føle Trang til at faa militær Bistand. Hvor har Ministeriet dette fra?

Da der i Sommer paa samme Dag blev afholdt tvende Møder i Kolding, et af Højre og et af Venstre, var der bagefter megen Tale om militær Bistand. Det oplystes, at Borgmesteren i Kolding havde faaet telegrafisk Ordre fra Ministeriet om at hidkalde militær Bistand fra Fredericia, saafremt han fandt det nødvendigt. Men Borgmesteren fandt ingen Anledning til at hidkalde Soldater. Det kan altsaa ikke være Borgmesteren i Kolding, som har givet Anledning til, at Ministeriet forventer, at de civile Myndigheder vil kræve militær Bistand.

Siden den Tid har der været afholdt de saa meget omtalte Panteauktioner i Skanderborg og Tvingstrup, og det synes, som om det er Begivenhederne ved disse, som har givet Anledning til Gendarmeriprovisoriet. Naar Højrebladene skal undskylde dette Provisorium, anfører de i hvert Fald Skanderborg og Tvingstrup som Beviser paa, hvor nødvendigt det er at have Gendarmer. Det tør derfor med temmelig stor Sikkerhed formodes, at Ministeriet har hentet sine Forventninger fra Skanderborg og Tvingstrup, og det er derfor ikke af vejen at undersøge, hvorledes disse "Forventninger" er opstaaede, om det ikke skulde være Forventninger af samme Slags som de, Ministeriet kunde hente i Kolding, da det selv forventede, at Borgmesteren vilde have Soldater fra Fredericia.

Hvorledes Borgmesteren i Skanderborg har tænkt efter Panteauktionen dersteds, kjender vi ikke; derimod er der visse Omstændigheder, som røber, hvorledes den konstituerede Herredsfoged i Boer og Nim Herreder har tænkt efter Auktionen i Tvingstrup. Disse Omstændigheder er følgende: Medens det er Sædvane, at rigtige provisoriske Herredsfogder iler med at begynde offenlig Undersøgelse, saa snart der er forefaldet et eller andet, som, opfattet paa den rette provisoriske Maade, har kunnet give Anledning dertil, varede det noget, inden Undersøgelsen af Tvingstrupaffæren begyndte, og i den Anledning fik den konstituerede Herredsfoged sig en ordenlig Røffel i "Jyllandsposten", som ikke vilde finde sig i sligt Smøleri. Auktionen foregik forrige Mandag, men først Fredagen derefter blev Redaktør Bojsen taget i Forhør.

Hvad der er foregaaet fra Mandag til Fredag, kjender vi naturligvis ikke; men før man slutte fra ovennævnte Omstændigheder, navnlig "Jyllandspostens" Røffel, er det ikke rimeligt at tænke sig. at den konstituerede Herredsfoged ikke selv har troet det nødvendigt at begynde Undersøgelse, men at han har faaet Opfordring dertil af højere foresatte. Denne Opfattelse bekræftes ogsaa ved den første Omtale af Tvingstrupaffæren i "Horsens Avis", hvilken Omtale rimeligvis støttede sig paa de tvende Fuldmægtiges Beretning, og som gik ud paa, at der intet var forefaldet.

Hvis man altsaa tør antage, at den konstituerede Herredsfoged for Voer og Nim Herreder ikke selv har fundet Anledning til at sætte sig i Bevægelse i Anledning af Tvingstrupaffæren, kan Ministeriet ikke af denne have hentet sine "Forventninger" om de civile Myndigheders Fordringer om militær Bistand. Det er og bliver derfor temmelig uforstaaeligt. naar Ministeriet paastaar, at der er Trang til Gendarmerikorpset, med mindre dette har en hel anden Hensigt end den formodede, at passe paa Bønderne.

Maaske kan man søge Forklaring paa Gaaden i "Nationaltidende"s Bemærkninger om, at Gendarmeriofficererne skal passe paa de civile Myndigheder og mulig søge de  efterladende af disse fjærnede. Hvis dette er Tilfældet, kommer det nye Korps rigtig nok til at staa i en mærkelig Belysning.

Tvingstrupauktionen. Til Forhør igaar var tilsagt Snedker P. Schmidt, Skomager Jakobsen og Aaen! Søren Kristensen. Snedker Schmidt kom først for, og de sædvanlige Spørgsmaal blev forelagt ham. Desforuden blev der spurgt ham: "Har De sagt, den Gang den gamle Harve blev opraabt, at den var til at fange de "smaa sorte" i?" Schmidt: "Nej; men da Rottefælden blev opraabt, raabte jeg: "Er den til at fange de smaa sorte i"? Pottemager Brandt tilstod paa Forespørgsel af Forhørsdommeren, at det var muligt, Spørgsmaalet gjaldt Rottefælden. "Har De raabt Hurra for "Ned med Estrup"?" - "Ja." - "Har De raabt Hurra for "Ned med Provisoristerne" ?" - "Ja." - "Har De raabt Hurra, da Bojsen talte"? - "Ja". - Schmidt maatte tre Gange have Hænderne af Lommen.

(Horsens Folkeblad 30 oktober 1885).

Affæren i Tvingstrup er et eksempel på statsskattenægterbevægelsen imod Estrup. Den byggede på Grundlovens § 49: ”forinden Finansloven er vedtagen, må Skatterne ej opkræves”. Og det var finansloven ikke. Når skatteopkræverne kom for at indkassere skatten, blev det nægtet, og derfor måtte myndighederne udpante eller gøre udlæg i værdierne på stedet for senere at sælge disse genstande ved offentlig auktion hvor enhver kunne byde. For at forhindre at folk bød på sådanne auktioner, mødte de tidligere ejere og deres sympatisører talstærkt frem for at udøve et moralsk tryk mod byderne. De retmæssige ejer kunne så købe deres ejendele tilbage for et ringe beløb hvis andre ikke bød på dem. Da det ofte indebar forstyrrelse af auktionen, det hændte at køberne blev forulempet fysisk, blev idømt bøder - som de dømte til dels foretrak at afsone ved fængsel. 

En af skattenægterne var Horsens Folkeblads redaktør Emil Bojsen. Hans bror Frede Bojsen sad i Folketinget for Venstre. En anden bror, Peter Bojsen var seminarieforstander på Gjedved Seminarium; han startede Horsens Andelssvineslagteri. 

Tvingstrupaffæren. Indtil nu er der i Tvingstrupaffæren afhørt 50-60 Vidner, der dog alle mer eller mindre have fulgt Redaktør Bojsens glorværdige Exempel at benægte enhversomhelst Andel i de begaaede Optøier. "Horsens Folkeblad" har efterhaanden givet en saadan Fremstilling af de afholdte Forhør, at man skulde tro, at de Vidner, der vare afhørte efter Redaktør Bojsen, efter en fælles Aftale, og for at demonstrere skulde have vist en lige saa stor Mangel paa Velopdragenhed som han ved at møde frem for Dommeren med Hænderne i Buxelommerne. Dette har dog, efter hvad "Hors. Av." erfarer, ingenlunde været Tilfældet. Naar Vidnerne have vist en slig upassende Opførsel, har den langt mere baaret Præget af at hidrøre fra Uagtsomhed og gammel Vane, hvorfor da ogsaa alle have gjort Undskyldning derfor overfor Dommeren.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 11. november 1885).

Tvingstrupaffæren. Forhørerne fortsættes i F. Hors Folkbl. stadig. I Forgaars mødte 4 Mænd fra Hundslund Sogn og endvidere en Mand fra Gjedved, som Sognefogden havde haft sit Læs med. Først blev han tilsagt med forkert Navn, hvorfor han nægtede at møde, dernæst blev han tilsagt med forkert Tittel, oq det var først, efterat Sognefogden havde bedt saa mindeligt derom, at han gav Møde som Husmand Erik Kristensen. "Komparenten" havde deltaget i et Hurra for Jens Busk. For Resten gav denne Komparent ingen ny Oplysninger. I Lørdags skal en Del Højremænd have været for. Antallet af de afhørte nærmer sig vistnok nu snart de 100. Men da der var mange store Mennesker til Stede, vil Forhørerne formodenlig blive fortsatte en Stund endnu. I Begyndelsen var "Komparenterne" ikke synderlig glade ved at blive paabebyrede den Ulejlighed at rejse til Horsens for at blive afhørte; men nu er alle de besjælede af Iver til at staa den konstituerede Herredsfoged bi med Oplysninger. De, som endnu ikke har modtaget Tilsigelse, gaar og venter længselsfulde, og der skal endog være dem, som har i Sinde selv at bede om at komme med. En af Mændene fra Hundslund blev spurgt om Historien med Pottemager Brandt. Komparenten mente, at Brandt ikke burde have søgt hen i Klyngerne. Dommeren vilde imidlertid ikte give Komparenten Medhold deri, men mente, at Klyngerne ikke burde have søgt hen, hvor Brandt var Brandt var til Stede under Forhøret for, som det hedder sig, at finde en Mand med rødt Skjæg.

(Morgenbladet (København) 26. november 1885).

- Det blev, ifølge "Hors. Flkbl.", tilsidst Hr. Eckeroth for galt med alle de Hænder, som Komparenterne i Tvingstrupaffæren stadig puttede i Lommen. Rasmus Andersen fra Haldrup har maattet bøde 6 Kr., fordi han ikke kunde forstaa, at man ikke maa have Hænderne i sine egne Lommer.

(Middelfart Avis 1. januar 1886).

Dommer i sagerne var den konstituerede herredsfoged Eckerodt. Han afholdt timelange forhør hvorunder det var forbudt at have hænderne i lommen og sidde ned. Horsens Folkeblad gjorde grin med forhørene og berettede om hvordan kongens foged og hans følge mæskede sig i medbragt smørrebrød. bajer og snaps. 30 personer blev dømt, kun 4 betalte af helbredshensyn. Det skabte trængsel og ventelister i arresthuset. Efter afsoningen blev de arresterede ofte modtaget med hyldest. 

På kort sigt fik Tvingstrup-borgere intet ud af demonstrationen for demokrati. Det tog 15 år før magthaverpartiet Højre indførte reformer. Bojsen ønskede en sociallovgivning, der kunne lindre nøden i de fattigste lag i et forsøg på at bremse det fremstormende Socialdemokrati. Det blev dog ikke Bojsen, men I. C. Christensen som kom til at stå for systemskiftet i 1901.

I slutningen af november 1885 var der sognerådsvalg. Stemningen som Tvingstrupaffæren fremkaldte, synes at have givet valg til Venstre mange steder.

Hærens Opløsning. (Efterskrift til Politivennen)

Ovenstaaende Kundgjørelse udmærker sig ved en Oprigtighed, som ikke altid pryder Provisoriets Udfærdigelser. I den foreløbig: Lov om Oprettelsen af et politisk Gendarmeri søgtes der bevaret et Skin af, at vi her havde at gjøre med en Foranstaltning, som laa inden for den bestaaende Lovordens Ramme; Skinnet bestod i Henvisningen til Grundlovens § 25.

Af Kundgjørelsen ser vi, at der ved Gendarm-Provisoriet ikke blot er Tale om en foreløbig Lov, for hvis Udstedelse de grundlovmæssige Betingelser sættes; dette Provisorium er intet mindre end en Opløsning af Hæren. 

Ministeriet sætter en klækkelig Præmie for de Befalingsmand, der vil træde ud af deres militære Stilling for at tage politisk Tjeneste under Diktaturet. De beholder den Lønning, som de nu har for at tjene i Hæren, og desuden faar de et Tillæg af 1200 Kr. for Kaptejner, 900 for Premierløjtnanter osv. nedefter, samt Udrustningsgodtgjørelse og andre Emolumenter. Om hele Hæren skal opløses paa en Gang, ses ikke af Kundgjørelsen. Foreløbig nøjes man vel med at bryde større eller mindre Dele ud af Rammerne; om det altsammen skal brydes ned, vil sagtens bero paa, om Regeringen behøver det hele for at lære Befolkningen den passende Grad af Disciplin. Opløsningens Omfang vil kun være et Tidsspørgsmaal, der alene afhænger af Folkets Lærenemhed. Er Folket saa lærenemt, som Provisoriet ønsker, vil det kun være nødvendigt at hværve en mindre Del af Befalingsmandskabet bort fra Hæren; men er Folket tungt til at nemme sin Umyndighedstilstand, kan den Dag være nær, da "Livssagens" Ministerium har afvæbnet Landet over for fremmede Fjender og har opløst hele Hæren til at blive, hvad et ministerielt Organ kalder "Despotiets Lejesvende".

Men bortset fra, hvor stor en Del af vort Forsvar der skal berøves Fædrelandet for at gjøre politisk Tjeneste hos Provisoriets Regering, er Hærens Opløsning moralsk fuldbyrdet fra samme Øjeblik Hr. Bahnsons Hværvning finder Sted. En Hær er jo ikke en Samling af løsrevne Individer, er ikke en Ting, som man har i Orden, fordi en hvis Mængde Numre er udtagne paa Sessionerne eller et bestemt Antal Mennesker gaar med Epauletter. En Hær er en Organisme, der forstyrres, naar noget Led tages ud eller slaas i Stykker, og Ødelæggelsen breder sig til at blive total, jo flere Led der ramponeres i den organiske Bygning. Ministeriet har valgt den mest ødelæggende Fremgangsmaade. Havde det taget en enkelt Afdeling, et Regiment f. Ex., og udkommanderet det til Gendarmtjeneste, var der vel sket et alvorligt Brud paa Hærordningen, men det havde dog ikke været en saadan almindelig Opløsning, som maa finde Sted, naar der sattes høje Præmier for i Flæng at udtræde af Kadrene.

Ved det, vi her har sagt, er der endnu kun taget Hensyn til, hvad man maa kalde den tekniske Side af Opløsningen. Herpaa var der maaske Midler til at raade Bod, en Bemærkning i den foreløbige Lov kunde tyde paa, at Krigsbestyrelsen vil søge Erstatning for den Afgang, Hæren lider ved Diktaturets Hværvning. Men hvad ingen kan raade Bod paa i lange Tider, naar Ulykken først er sket, det er den aabenlyse Benyttelse af Hæren som politisk Redskab.

Der er af Regeringspressen kørt megen og løs Klage over oppositionel Agitation i Hæren Hr. Bahnson har gjort kort Proces med den Slags Klager. Efter at Gendarm-Provisoriet har udfoldet sig, existerer der ikke længer en Hær, som et upolitisk, uden for Partikampen staaende Landsforsvar. Hæren er ved dette Provisorium og paafølgende Kundgjørelse officielt indlemmet i det ministerielle Parti - for saavidt Ministeriet er raadig over Hærens Partifarve. Fra i Gaar har vi ingen Hær, men kun Prætorianere.

(Morgenbladet (København) 29 oktober 1885).

Knap en uge efter attentatforsøget på Estrup den 21. oktober 1885, udstedte regeringen den 27. oktober 1885 den provisoriske gendarmerilov. Estrup nærede mistro til Venstre-styrede politikredse som han i stedet bemandede med et statsligt gendarmkorps - "De blå gendarmer". Korpset blev mødt med mistro af lokalbefolkningen. Det kulminerede i "Slaget på Store Brønderslev Marked" i 1886. Gendarmerne blev her mødt med tilråb, kæppe og stenkast. 

Korpset havde samme beføjelser som politiet og kunne arrestere folk. Estrups hensigt var at indgyde frygt i befolkningen for at få folk til at opføre sig som hvad Højre opfattede som "gode borgere". De havde fire afdelinger i Danmark i henholdsvis København, Ringsted, Kolding og Århus. Fra disse afdelinger blev de sendt ud i landet for at håndtere de opgaver som var blevet dem pålagt, fx indkræve skat og opretholde ro og orden. De Blå Gendarmer blev nedlagt i 1897. Få år efter Estrup gik af (1894).