Borgerlige Bryllupper. (Efterskrift til Politivennen)

Før Danske Lov 1685 var forhold mellem mand og kvinde stadfæstet i en verdslig kontrakt, et fæste (heraf afledte ord som fæstemø, fæstefolk, fæstegave osv.). Efter Reformationen havde kirken forsøgt at tiltuske sig det, bl.a. fordi det var en god indtægtskilde. Selv om Luther mente at ægteskabet var en ren og skær verdslig handling, og kun når folk ønskede det, skulle kirken give dem sin velsignelse. 

Danske Lov 1685 pålagde lovtvungne kirkelige handlinger. Folk blev dog ved med at opfatte trolovelsen (afskaffet ved lov 1799) og senere vielsen som man havde gjort fra gammel tid.

Mellem 1685 og 1851 kunne vielser i Danmark kun foretages af en præst, såkaldt tvungen kirkelig vielse. Ordningen var ikke forenelig med den religionsfrihed, som blev indført med Grundloven af 1849. Hvorfor indførtes nødcivilægteskabsordningen: Et par kunne herefter blive viet af en borgerlig myndighed, hvis det ikke havde krav på en kirkelig vielse, fx fordi den ene ikke var medlem af et anerkendt trossamfund. 

Folketingsmand Harald Holm (Venstre) havde i 1878 forgæves forsøgt at få et lovforslag om borgerligt ægteskab vedtaget. Fra 1880’erne begyndte mange, særligt socialdemokrater, at erklære sig som fritænkere, for hvem det at blive borgerlig viet var en naturlig del af et sekulært samfund. "Social-Demokraten" gav 1885 en metode til hvordan dette kunne foregå:

I nær Forbindelse med Kirke-Taksterne staar Spørgsmaalet om borgerlig Vielse. Naar disse ikke hyppigere finder Sted end Tilfældet er, maa Aarsagen nærmest søges i Mangel paa Kendskab til Sagen. Vi skal da oplyse, at borgerlig Vielse sorterer under Magistratens 1ste Afdeling (Borgmester H. N. Hansen) at Betingelsen for at blive borgerlig viet, er den, at man ikke hører til Folkekirken. I sin Anmodning til Borgermesteren erklærer man blot, at man ikke hører til eller ikke ønsker at høre til nævnte Trossamfund. Hermed betragtes man som udtraadt af Kirken og kan blive borgerlig viet. Det er betydelig billigere at blive viet hos Borgmesteren end hos Præsten. Dette er vist ikke uden Betydning for Mange, der nu krymper sig ved as deres saa Indtægter at skulle udrede en besværlig Skat til de Mænd, der gør Forretning med alt, hvad de selv kalder helligt og guddommeligt.

(Social-Demokraten. 1. januar 1885).

I 1885 blev der ved Landsover- samt Hof- og Statsretten tinglæst 107 begæringer om borgerlig vielse i København. At det ikke altid gik glat, fremgår af nedenstående notits:

Borgerlig Vielse. Vi er bleven gjort opmærksom paa, at en Mand, der ønskede borgerlig Vielse, og som havde indgivet den i saa Henseende fornødne Thinglæsningsbegæring samt erlagt de lovbefalede 4 Kr., under Sagens videre Fremme, - efter at Thinglæsningen havde fundet Sted - er bleven nægtet Adgang til borgerlig Vielse paa Grund af, at der i Thinglæsningsbegæringen manglede den i Loven foreskrevne Erklæring om, at han ikke henhørte til noget her i Landet anerkendt Trossamfund. Der blev nemlig gjort gældende, at da han baade var døbt og konfirmeret i den lutherske Kirke, saa maatte han altsaa ogsaa være Lutheran, og da Manden ikke var vidende om, at han blot behøvede i Thinglæsningsbegæringen at afgive en simpel Erklæring om, at han ikke henhørte til noget her i Landet anerkendt Trossamfund, og at denne Erklæring da straks maatte være taget for gyldig, saa var altsaa Thinglæsningen ugyldig og de 4 Kr. tabt, som han havde indbetalt for samme.

Vi finder os derfor foranledigede til atter som flere Gange tidligere at gøre opmærksom paa, at for at kunne erholde borgerlig Vielse er det en ufravigelig Nødvendighed, at enten begge Parter eller kun den ene Part erklærer ikke at henhøre til noget her i Landet anerkendt Trossamfund, hvilken erklæring har fuld gyldighed uden hensyn til, om vedkommende er døbt og konfirmeret i Trossamfund, der ere anerkendte her i landet.

(Social-Demokraten, 1. januar 1886)

Regelmæssigt annonceredes i Social-Demokraten med hvordan det kunne foregå, og hvor man kunne få vejledning i kontoret i Nørregade 5 i at få en borgerlig vielse. Først med ægteskabslovene 1922 kunne alle blive borgerlig viet. Kommunale myndigheder har pligt til at udføre en vielse for ethvert par, der ønsker det, uden hensyn til, om nogen af parterne er bosat inden for vedkommende myndigheds stedlige område, og uanset om prøvelsen af ægteskabsbetingelserne er foretaget andetsteds.

I Social-Demokraten skrev Norman Bryn i den anledning om det borgerlige bryllups historie. Det var ham der i sin tid som journalist ved Social-Demokraten havde skrevet ovenstående notits. Norman Bryn havde i 1888 sammen med A. C. Meyer (1858-1938) stiftet Danmarks første atletklub, Københavns Athletklub hvori han også en årrække sad i bestyrelsen. Han havde efterfulgt Vilhelm Fleron (se artikelserien om Barrison-søstrene).

Borgerlig vielse på Rådhuset, 1901. Hoffotograf Lars Peter Elfelt (1866-1931). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Mindedag i det borgerlige Bryllups Historie

Den 5. januar 1885-5. Januar 1923.

I Dag, Fredag den 5. Januar, foretages paa Raadhuset det første almindelige borgerlige Bryllup efter den nye Ægteskabslov.

Denne Dag bliver derved en Mærkedag i det borgerlige Ægteskabs Historie, selv om Loven langtfra fik den Form, som Socialdemokratiet krævede.

Ogsaa paa anden Maade er den 5. Januar en Mærke- eller Mindedag.

Det var nemlig den 5. Januar 1885 - altsaa for 38 Aar siden - at jeg her i "Social-Demokraten" paabegyndte den Agitation for Indførelse af borgerlig Vielse, som jeg senere har fortsat gennem Aarene, indtil der nu endelig er tinnet et Resultat i den nye Lov, der tilsiger alle Ret til frit at vælge mellem borgerlig og kirkelig Vielse.

For at forstaa den nye Lovs Betydning mna det erindres, at man ikke tidligere saadan uden videre kunde blive borgerlig ægteviet, naar man ønskede det. Man var udelukkende henvist til Bryllup i Kirken.

Der eksisterede ganske vist en Lov af 1851, som bestemte, at naar Brudepar af forskellig Trosbekendelse, f. Eks. en Mosait og en Lutheraner, en Katolik og en Baptist, skulde giftes, saa skulde Vielsen I foretages paa Raadhuset. Alle andre Brudepar henvistes, til Kirken,

I Begyndelsen af 80'erne gjorde der sig en stærk anti-religiøs Strømning gældende i visse Kredse af i Befolkningen. Mange Mennesker var erklærede Fritænkere. 

En Kirkeminister som Fritænker.

Folk kritiserede Præsternes ufordragelige Optræden; der afholdtes anti-religiøse Diskussionsmøder, hvor Kirken voldsomt blev angrebet. Og som et mærkeligt Tidens Tegn kan det noteres, at selve Højreregeringen satte en erklæret Fritænker op paa Taburetten som Kirkeminister. Det var Højremanden Kammerherre Scavenius, der fik denne Stilling som Kommandant over sine religiøse Modstandere, Landets Bisper og Præster. Disse maatte finde sig i denne efter deres Mening store Forsmædelse, at blive underkastet en Fritænkers Ledelse - oven i Købet i dette Tilfælde en Mand, der var kendt for sit lystige Natteliv mellem Københavns letlevende Kvinder.

Fra Befolkningen kom der ønsker frem om at faa vedtaget en Lov om borgerligt Bryllup - man vilde bort fra det forhadte Præsteregimente. En Deputation henvendte sig til Kirkeminister Scavenius, men han stillede sig selvfølgelig -  som kras Højremand - afvisende. Han svarede kort og godt, af han fandt ikke, at der i Befolkningen havde ytret sig nogen Trang til at faa borgerligt Ægteskab. Og med denne Afvisning mente Højreregeringen, at denne Sag var ude af Verden. 

Jeg løste Knuden, saa at Folk kunde faa Borgerligt Bryllup.

Jeg spekulerede meget over denne Sag, der havde saa stor Interesse for mange Mennesker. -- Hvorledes skal jeg blive i Stand til at skaffe Folk borgerligt Bryllup . . . Hvad kan der gøres for at slippe udenom Højreregeringens stejle Afvisning? . . Alle disse Spørgsmaal strømmede gennem min Hjærne og beskæftigede mig uafladeligt. Jeg gennemstuderede Gang paa Gang den gamle Lov om borgerligt Bryllup for Mormoner, Mosaiter, Katoliker, Irvingianere osv., og jeg standsede tilsidst ved Sætningen: Folk af forskellig Trosbekendelse - Forskellig Trosbekendelse! Her var Løsningen funden! Naar Brud og Brudgom begge tilhører Folkekirken, lader jeg blot den ene melde sig ud af Kirken. Saa er Lovens Paabud opfyldt: Brudeparret er af forskellig Trosbekendelse, og har Ret til det borgerlige Bryllup.

Den 5. Januar 1885 - altsaa for 38 Aar siden - offentliggjorde jeg min Plan i "Social-Demokraten". Den vakte stor Opsigt og blev ivrig diskuteret rundt om paa Møderne, og dermed var Agitationen for den borgerlige Vielse i fuld Gang. Opmuntret af denne Tilslutning skrev jeg kort efter atter en Artikel i "Social-Demokraten", i hvilken jeg udførligt forklarede min Plan, agiterede for, at Folk skulde benytte sig af min Anvisning og lade sig borgerlig vie, ligesom jeg samtidig gav en nøjagtig Anvisning paa, hvorledes man skulde forholde sig, hvorledes de nødvendige Papirer skulde affattes, samt andre praktiske Vink.

Mine praktiske Anvisninger gjorde den tilsigtede Nytte. Der var straks en Del Brudepar, der krævede at faa borgerligt Bryllup paa Raadhuset, idet vedkommende Brudgom henviste til, at han ikke tilhørte noget som helst Trossamfund.

Stor Opstandelse i Magistraten. - Borgmesteren holder en Tordentale til Brudeparrene.

Det var ingen blid Modtagelse Brudeparrene fik i Magistratens 1. Afdeling. Borgmesteren, den gamle, krasse Højremand H. N. Hansen, opkaldte baade Brudeparrene og Forloverne og tordnede: "Ved De, hvad det betyder, De nu foretager Dem, sagde han til Brudefolkene. Ved De, hvilket Ansvar De paatager Dem ved at udtræde af Kirken, og er De klar over Følgerne af denne Udmeldelse. Og De, tilføjede han, henvendt til Forloverne, maa erindre, at De ligeledes har et stort Ansvar som Forlovere . . . 

Da Tordentalen intet frugtede, tog Borgmesteren fat paa en anden Bov.

- Det er ganske udenfor loven, hvad De her har foretaget Dem, sagde han, henvendt til Brudgommen. De forlanger borgerligt Bryllup, skønt De og Deres Forlovede er døbt og konfirmeret i den lutherske Kirke. Jeg vil sige Dem, at det aldeles ikke er i Overensstemmelse med Lovens Mening, naar De saaledes udmelder Dem af Kirken og af den Grund forlanger, at vi skal vie Dem. Jeg maa paa det bestemteste protestere mod en saadan Fremgangsmaade . . .

Alle Borgmesterens Protester hjalp imidlertid intet. Det var kække Banebrydere, disse københavnske Brudepar, der fulgte min Plan, og de var ikke til at rokke. De fastholdt, at da de nu engang var udmeldt af Kirken, saa var Magistraten nødt til at foretage Vielsen - og den Forklaring maatte Borgmesteren bøje sig for

Overpræsidenten viede Brudeparret - men han veg sit Sæde, da Vielsernes Antal tiltog.

Paa det Tidspunkt, da denne Kampagne indledtes, var det selve Overpræsidenten, i Spidsen for den samlede Magistrat, der forelog Vielserne. Der havde i Reglen kun været nogle faa Par aarligt - de sædvanlige Brudepar af forskellig Tro: Mormoner med Baptister, Irvingianere med Reformerte, Mosaiter med Lutheranere osv.

Men i 1885, da jeg havde slaaet til Lyd for min Plan, sporedes der straks en Stigning i Antallet af borgerlige Bryllupper. Saa blev Overpræsidenten ked af Bestillingen som Ægteskabsstifter og overlod den til Borgmester Hansen.

I Magistratens 1. Afdeling fortsattes imidlertid Trakasserierne overfor de borgerlige Vielser. Som Herren er, saa følger hans Svende, siger det gamle Ord - og det passer godt her. Borgmester Hansens Embedsmænd var lydhøre overfor deres Mester, hvilket faldt dem saa meget lettere, som de selv var krasse Højremænd.

(Sluttes)

(Social-Demokraten, 5. januar 1923).

En mindedag i det borgerlige Bryllups historie.

Slutning.

Brudeparrene afvises.

Gang paa Gang kom Folk til os og klagede over, at de var blevet afvist, naar de henvendte sig i Magistratens 1. Afdeling for at faa bryllup. Den vedkommende embedsmand havde rettet det Spørgsmaal til dem: Er De døbt? Og når der blev svaret Ja, kom Embedsmandens Svar prompte: Saa kan De ikke blive borgerligt viet. Det er ogsaa meget lettere at blive viet i Kirken .... De maa meget hellere henvende Dem til en Præst...

Den Afvisning vilde Folk selvfølgelig ikke finde sig i. Selv præsternes lokkende Tilbud om, at de kunde faa Vielsen gratis, naar de vilde komme til Kirken, hjalp intet. Arbejderne vilde nu en Gang partout have Bryllup paa Raadhuset, hvor de kunde slippe for Præsten -- og Brudeparrene satte energisk alt ind paa at faa deres Vilje gennemført.

Naar Folk klagede til mig over Magistratens Afvisning, tog tog mig selvfølgelig af Sagen. og Dagen efter mødte jeg med den samme Vielsessag, som Dagen forud var bleven afvist. Saa maatte Embedsmændene bide i det sure Æble, og Brylluppet blev afholdt. 

Den arrige Kontorchef.

Magistrats-Embedsmændene - der burde have været Folkets Tjenere, men den Gang følte de sig som Folkets Herrer - , blev gnavne over at de ikke kunde faa Bugt med min Plan, og Trakasserierne fortsattes, bl.a. ved at d'Hrr. forhalede og forhalede Bryllupssagernes Behandling.

Særlig den daværende Kontorchef i 1. Afdeling Vilhelm Lassen var en arrige Herre, der intet nægtede sig. Naar jeg henvendte mig til ham og paatalte det utilbørlige i at der smøledes med Sagerne, ved at Brudeparrene først i allersidste Øjeblik fik Besked om, hvilken Dag de kunde faa Vielse, svarede han gnavent:

Aa, det haster vel ikke ... det er bare Dem, der har saadant et hastværk ... Det er vist Brudeparrene lige meget, enten Brylluppet bliver i Dag eller i Morgen ... der er desuden saa optaget ... jeg har ikke Tid til at undersøge den vielsesdag. De Folk kunde jo bare have henvendt sig til en Præst - hvorfor kommer de her til os?

Jeg svarede, som sandt var, at Brudeparret absolut vilde have borgerligt Bryllup, at de ikke vilde vies i kirken osv.

Men Kontorchefen afbrød mig: det er noget Passiar! Det er dog alene Deres Skyld, at Folk kommer her og forlanger borgerlig vielse! Det er Deres Agitation, der holder denne Sag oppe. Saa naar De ophører med Deres Agitation, er der ikke en Sjæl, der forlanger borgerligt Bryllup...

Borgmester Hansens og Kontorchef Lassens hovne og bureaukratiske Optræden blev Forbilledet for de øvrige Embedsmænd i 1. Afdeling, og det var ikke behageligt for Folk at komme derop i Bryllupssager, da de konsekvent afvistes og samtidig henvistes til Præsterne.

Doven Embedsmand, der vilde hindre de borgerlige Vielser.

Ikke alene i Magistraten, men også i de tilgrænsende Jurisdiktioner optraadte Embedsmændene saa snart det drejede sig om borgerlige Bryllupper - med en []nhed og Arrogance, der grænsede til det utrolige. 

Jeg mindes bl.a. en Embedsmand - han blev senere et meget kendt Bankdirektør -, der ved en []hed, hvor der blev forelagt vielsessag, udtalte følgende til kontorpersonalet: "Sørg for, at der er lagt saa mange Hindringer som muligt i Vejen for disse borgerlige Vielser!" I Magistraten gik en Embedsmand i sin Hovenhed saa vidt i en Vielsessag, der angik en kendt Borgerrepræsentant og Fagforeningsformand, at denne fandt sig foranlediget til at klage over ham.

Samtidig var Præsterne paa Færde. Da Vielsernes Antal - trods alle Hindringer - stadig forøgedes, bestemte Myndighederne, at Udmeldelsen af Kirken - der hidtil var sket ved en Anmeldelse til Magistraten - fremtidig skulde ske hos Præsterne. En Del Præster forlangte nu, at Brudgommen personlig skulde inøde hos Præsten, og da Folk ofte nægtede at opfylde dette Krav, som de mente var i Strid med Loven, gav det Anledning til en lang Række Trakasserier, indtil endelig en Klage til Biskoppen medførte, at Præsterne faldt til Føje.

Paa dette Tidspunkt var det, at en Præst, der viede et Par i Kirken, vakte umaadelig Forargelse ved sin Optræden. Præsten rev Myrtekransen og Sløret af Bruden, fordi hun var frugtsommelig. En anden Præst nægtede at døbe et Barn, hvis Forældre var borgerlig viede. De klagedes i dette Tilfælde til Ministeriet, som paabød Præsten, at han ufortøvet skulde foretage Daaben. 

Disse Præsteskandaler var medvirkende til, at Folk mere og mere vendte sig fra Kirken og foretrak den borgelige Vielse, hvor man ikke var udsat for at blive røflet af en Præst.

Lyngsie og Cornelius Ewertsen blandt de første pionerer.

Blandt dem, der i de allerførste Aar fulgte mit Opraab og lod sig udmelde af Kirken for at blive borgerlig viet, erindrer jeg min gode Ven og Partifælle M. C. Lyngsie, der den Gang var Laboratoriearbejder, samt Camillus Ewertsen, der den Gang var ung Maskinarbejder paa Holmen og senere blev en kendt Atlet og Bryder. Og i deres Kølvand fulgte et stort Antal københavnske Arbejdere.

Da jeg i 1885 begyndte min Agitation, nærede jeg det stille Haab, at Resultatet vilde blive, at der i Løbet af en halv Snes Aar blev vedtaget en Lov om almindelig borgerligt Ægteskab.

Men jeg blev dybt skuffet - den reaktionære Regering lagde sig stadigt hindrende i Vejen for en Reform.

De borgerlige Brylluppers Antal var ganske vist i en stadig og jævn Stigning. Men der skulde forløbe ikke ti eller tyve, men hele 38 Aar, før den nye Lov kom.

Til Belysning af den store Stigning skal jeg anføre et Par Tal. I Begyndelsen af 80'erne var det aarlige Antal borgerlige Vielser højst 20-30. Men efter den 5. Januar 1885, da jeg havde offentliggjort mit Opraab gik Tallet rask opad.

Af en Statistik over de borgerlige Ægteforeninger fremgaar, at i Aarene 1890-1900 var der gennemsnitligt aarligt 198 Vielser, i Aarene 1901-1905 var Gennemsnitsantallet 420, fra 1906-1910 821, fra 1911-1915: 904, indtil Antallet i Aarene 1910-1919 gik op til over Tusinde Vielser pr. Aar. Ja i 1921 var Antallet af Vielser ikke mindre end 1165.

Dette var Resultatet af min Agitation - og det Bevis, som Scavenius havde krævet, var altsaa nu til Stede.

Og saa kom endelig Loven, der - bortset fra dens forskellige Skavanker - dog har den Fordel, at de borgerlige Bryllupper nu er gratis, og at den af mig for 38 Aar siden opfundne Metode; Udmeldelse af Kirken, nu er overflødiggjort.

Bryllypssalon pyntet med blomster og Flag.

For nogle Aar siden ophørte Trakasserierne i 1. Afdeling - det skete samtidig med, at Socialdemokratiets voksende Indflydelse gjorde sig gældende i Borgerrepræsentation og Magistrat.

Nu er personalet elskværdigt og høfligt. Ja, der er som omtalt endog oprettet et Kontor for Bryllupper, hvor Folk kan faa den fornødne Vejledning.

Jeg tænker tilbage paa de Tider, da Borgmesteren buldrede og tordnede overfor Brudefolkene, og Embedsmændene arrigt afviste dem!

Nu er det endog gaaet saa vidt, at Borgmesteren pynter den store, stilfuldt udstyrede Bryllupssal med Blomster, Flag og et ældgammelt Brudesmykke, for derved at glæde Brudefolkene. Ja, han er endog parat til at vie Brudeparret i dets eget Hjem (Kongebrev).

Dette er ensbetydende med en Sejr, som Socialdemokratiets Agitation kan tilskrive sig Æren for.

I Fremtiden vil de borgerlige Vielser komme paa Moden.

Norman Bryn.

(Social-Demokraten, 7. januar 1923).

I 2017 blev der foretaget 31.341 vielser i Danmark, af hvilke 10.212 var kirkelige. Forholdet mellem borgerlige og kirkelige vielser stiger for de første vedkommende.

Mosaisk Vestre Begravelsesplads indvies. (Efterskrift til Politivennen).

I over 200 år har den jødiske menighed her i staden nu benyttet den samme kirkegård beliggende i Møllegade, som begravelsessted for deres døde. Kirkegården der kun er 3 tønder land stor, er nu blevet i den grad optaget at der kun findes 4 begravelsespladser tilbage på den, og man har derfor allerede for nogen tid siden truffet foranstaltning til at sikre menigheden en ny og tilstrækkelig stor kirkegård. I den anledning er der erhvervet et stykke jord, 5 tønder land stort, af kommunes udstrakte Vestre Kirkegård. Dette er blevet smukt indhegnet med en mur og en inspektørbolig er blevet popført. En af de sidste dage i dette år vil kirkegården bleve højtideligt indviet hvorefter den vil blive taget i brug fra 1. januar, hvis ikke en uventet og pludselig dødelighed blandt menighedens medlemmer skulle foranledige at den tilbageværende plads på den gamle kirkegård forinden bliver optaget. Det er derefter hensigten om nogen tid at opføre et stort og smukt kapel på den nye kirkegård, fra hvilket begravelserne fremtidigt kan foregå, mens man indtil dette er færdigt, vil foretage begravelserne fra det nuværende kapel i Møllegade. 

(Fyens Stiftstidende, 14. december 1885, 2. udgave).

Indgangsporten ved Vestre Kirkegårdsvej. I stenen er indskrevet: Den mosaiske begravelsesplads. Klokken virker ikke længere. Muren er den originale som står beskrevet nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Den mosaiske menigheds nye begravelsesplads. 

I de over 200 år, hvori der har været en mosaisk menighed her i byen, har denne haft sin begravelsesplads i Møllegade. Efter jødisk ritus må et sted, hvor der har været jordet et lig, ikke atter benyttes på samme måde, og da der kun findes få pladser tilbage i Møllegade, har menigheden erhvervet en del af kommunens store Vestre Kirkegård til begravelsesplads. Denne omfatter ca. 5'½ tønder land af kirkegårdens østlige del. Dette terræn har menigheden ladet tørlægge ved en så omfattende dræning som ingen af vore andre begravelsespladser. Ud imod den af kommunen ny anlagte brede tilkørselsalle er der opført en 250 Al. lang monumental hegnsmur, hvori en større portal med en indkørselsport og 2 låger af rigt smedejernsarbejde, og indenfor en bolig for kirkegårdens inspektør. 

Inspektørboligen som den så ud i 2020 (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Såvel muren som denne bolig er, med benyttelse af motiver fra middelalderens norditalienske arkitektur, opførte af røde sten med rig anvendelse af granit, ølandsk sandsten samt glacerede formsten. I bygningens østlige gavl er indmuret en stor vaskekumme af hugget sten til brug ved begravelsesceremoniellet og over denne en tavle af majolika, på hvilken, omgivet af forskelligt farvede ornamenter, en indskrift fortæller, hvilket år efter jødisk tidsregning denne Begravelsesplads er anlagt. 

Nærbillede af den omtalte vask i inspektørboligen. I pladen over vasken står: "Aar 5646 e. V. S. (1885) anlagde det mosaiske troessamfund i Kiøbenhavn denne begravelses plads." Foto Erik Nicolaisen Høy.

De øvrige sider af de cirka 3 tønder land, der foreløbig er indtaget til kirkegård, er lukket med stakit, indenfor hvilket der er plantet en tjørnehæk og et 10 alen bredt læbælte. Terrænet er anlagt med makadamiserede gange og beplantet med busketter og alletræer. Det endelige anlæg af gange og fuldstændige beplantninger kan først ventes fuldførte i det kommende år, når jorden har sat sig efter dræningen. 

Opførelsen af mur og inspektørbolig er sket efter tegning og under ledelse af arkitekt Fr. Levy, der har megen ære af dette foretagende. Alt mur- og stenhuggerarbejde er udført af murmester Wienberg, de glaserede sten er leverede fra E. Frauens fabrik og de er særdeles smukt forarbejdede. Smedejernsporte og låger af smedemester Mogensen i Korsgade. Udlægningen af arealet og beplantningen er foretaget af gartner Høegh Hansen, dræningen under ledelse af ingeniør J. Meyer.

Den højtidelige Indvielse af den nye begravelsesplads foretoges i formiddags kl. 10. Efter at menighedens repræsentantskab, præster og øvrige geistlige funktionærer samt en del indbudne var forsamlede i inspektørboligens stueetage, indlededes højtideligheden med salmesang på hebraisk og religiøse foredrag om begravelsesvæsenet efter den hellige skrift ved rabbiner D. Simonsen og H. M. L. Melchior. Under salmesang af synagogens forsanger og herrekor foretog forsamlingen derpå en procession om den første til begravelser bestemte karré af terrænet. Derpå vendte man tilbage til inspektørboligen, og efter afsyngelse på dansk af salmen 90 blev indvielsestalen holdt af Professor, dr. A. A. Wolff, der i smukke ord dvælede ved begravelsespladsens religiøse betydning og bl.a. derved udtalte sig mod den i den nyere tid drøftede ligbrænding. Efter talen blev der afsunget nogle hebraiske salmevers, hvorpå prof. Wolff sluttede højtideligheden med at lyse velsignelse over forsamlingen.

Den nye begravelsesplads vil blive taget i brug efter nytår, således, at der i Møllegade kun vil finde begravelser sted for deres vedkommende som der har enkejord eller har tidligere indkøbt begravelsesplads der.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. december 1885, 2. udgave).

Indianertrup i Danmark(3/4). (Efterskrift til Politivennen).

En af de ægte sioux-indianere 

følte for et par dage siden trang til at blive barberet. Ledsaget af en tolk begav han sig til et atelier for barberkunsten, hvor han blev betroet til et ungt menneskes omsorg. Den unge mand skulle til at begynde på udførelsen af sit hverv, men da indianeren i denne anledning slog kraven på sin ulster-coat ned, blev den unge barber så rædselsslagen over at stå overfor en af de blodtørstige rødhuder, at han tabte sæbekoppen og ikke var til at bevæge til at fortsætte sin forretning. Mesteren - der altså har været en del mere behjertet - måtte da tage fat, og så vidt vides slap både han og indianeren helskindede fra affæren.

(Dags-Telegraphen (København) 19. december 1885).

Noget om indianere

Indianerne på "National" er fuldstændigt ægte. Der er ikke mindste tvivl derom. Om de alle er af fuldstændig ublandet race turde tværtimod være et andet spørgsmål. Dog gælder det utvivlsomt for høvdingens og krigernes vedkommende. De er ægte sioux-indianere. 
Sioux-indianernes hjem er de nuværende stater Iowa og Minnesota. Derfra dreves de vester på til det nuværende territorium Dakotah. Da man for en halv snes år siden også ville drive dem bort fra "de sorte høje" (the Black Hills) i dette territoriums vestlige del, satte de sig til modværge - ikke ganske uden grund, skulle man synes - og massakrerede en del hvide
indvandrere. Regeringen i Washington sendte da en anselig stridsmagt, under general Custer, ud for at undertvinge de genstridige indianere. Men i en kamp mellem de sorte høje vandt sioux-indianerne, under høvdingen Sitting Bull, en sejr så eklatant, som det er muligt at tænke sig. Custer og hans folk faldt til sidste mand. Ikke en sjæl af de hvide kom levende derfra, så man vidste i mange år næppe en gang rigtigt, hvorledes det egentligt var gået til i denne kamp.

Unionens våbenære krævede, at en ny og større troppestyrke sendtes mod siouxerne, og nu jagede man dem, til de gik over på kanadisk territorium, hvor unionstropperne var nødte til at
lade dem i fred. Men da siouxerne væsentligt ernærede sig ved jagt på de vilde bisonokser, og disse efterhånden trak sig over på Unionens grund, var Sitting Bull og hans folk tvunget til at følge efter.

Så snart dette rygtedes sendte den amerikanske regering på ny sine tropper imod ham, denne gang under en general der hed Miles, om jeg ikke husker fejl. Sitting Bull åbnede underhandlinger, på sin maner, men de førte ikke til noget. De diplomatiske aktstykker, der udveksledes, havde en ret ejendommelig form, omtrent som følger:

"Sitting Bull til Miles. Bull og hans folk lever af okserne. Hvor okserne er, må Bull også være. Det er ikke Bulls hensigt at ville gøre de hvide mennesker noget ondt, men hvis Miles rykker længere frem, så skyder Bull".

General Miles svarede i samme stil, at han intet hensyn tog til, om Bull skød eller ej, og efter nogle skærmydsler måtte siouxerne igen trække sig tilbage til Kanada. Tvunget af nød, overgav en del af dem, under høvdingen Antelope, sig imidlertid snart til amerikanerne og fik anvist en "Reservation" (forbeholdt stykke land), hvor de kunne leve. Sitting Bull holdt ud så længe han kunne, men omsider, i sommeren 1881, tvang hungeren også ham til at underkaste sig tilligemed den sidste rest af sine folk.

Amerikanerne, der nu kom i personlig berøring med den frygtede indianerhøvding, der havde tilintetgjort en af deres hære til sidste mand, blev meget forbavsede ved i stedet for en vild bersærk at finde en skikkelig, godmodig, meget fredsommelig og religiøs mand. "De hvide mænd indrømmer," sagde en reporter fra "New York Herald" til Sitting Bull, "at I
viste Jer som en stor høvding i kampen mod Custer". - "Det var den store Ånd, der beskærmede mig og afgjorde den kamp", svarede høvdingen. "Jeg ville ikke gøre noget ondt. Derfor fik jeg styrke fra den store gådefulde deroppe." Og han pegede opad med sin finger.

Da Sitting Bull havde været nogen tid blandt amerikanerne, erklærede han en skønne dag, at nu var han ked af dette stille liv og ville ud at jage igen. Hans "værter" betydede ham imidlertid, at dette ikke kunde tillades, og for at vise ham på en håndgribelig måde, at de mente, hvad de sagde, anbragte de ham i et fort. Her befandt Sitting Bull sig imidlertid alt andet end vel, og den offentlige mening hos amerikanerne var også imod, at den tapre og godmodige høvding skulle behandles på denne måde. Men hvad skulle man gøre ved
ham? Agerdyrker vilde han ikke være.

Så var der en impressario, der optrådte som frelser i nøden. Han forestillede Sitting Bull, at alle hvide mænd var begærlige efter at se den store høvding, og opfordrede ham til at rejse
rundt med sig og give audiens. Om Sitting Bull følte sig smigret, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at han lod sig bevæge til at rejse med. I det første hotel, han kom til, debuterede han ved middagsbordet med at brede sin serviet omhyggeligt ud over sin stol
og sætte sig på den. Han blev dog snart fortrolig med hotellivets sædvaner og hotellernes indretning, og de sidste efterretninger lyder desværre på, at han stadigt forlanger sit værelse
så nær som muligt ved hotellets "bar", det lille kabinet, hvori øl og whisky mm. konsumeres.
Det her anførte kaster måske lidt lys over den ubestridelige kendsgerning, at også vi, her i København, får besøg af nogle af Sitting Bulls folk. Hvad over-høvdingen gør, kan selvfølgeligt også under-høvdinger og menige indianere gøre. Kan Sitting Bull "give
audiens" i Amerikas store byer, kan Standing Eagle også gøre det i Europas.
X

(Morgenbladet (København), 20. december 1885).

National Scala, tegning 1885. Erik Henningsen (1855-1930). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Sioux-indianerne på National taganlæg.

Opmærksomheden henledes på omstående annonce, ifølge hvilken indianerstammens ophold her i byen af hensyn til den stærke og vedvarende tilstrømning er blevet forlænget til den 31. december. Rødhuderne har trods kontraktsforhold andet steds, indgået på denne forlængelse af omsorg for det syge indianerbarn, der har sat megen uro i stammen. Der menes at barnet næppe vil kunne tåle en sørejse før om nogen tid.

(Morgenbladet (København), 21. december 1885).

Indianernes sidste forestilling var ellers planlagt til den 20. december. 

En buket til prins Valdemar.

Den gamle sioux-indianer Hi-Crew der fra "National"s vinduer så den uoverskuelige menneskemasse - efter hans anskuelser mindst 1 million - , der modtog deres kongelige højheder prins Valdemar og prinsesse Marie, blev meget rørt og løb ind i sit sovekammer, hvor han af en vældig dragkiste udtog en ørnefjer, som han indtil i forgårds har gemt som en helligdom (høvdingen skal nemlig bære 3 fjer på sit hoved, men efter at han i krigen blev ramt af en kugle i den højre hofte, tør han kun bære 2 fjer. Fjerens farve var på dens øverste del sort, på den nederste del hvid, den ene side af det hvide var malet rød som tegn på at den var taget af høvdingens hoved på grund af at han var blevet såret). Idet han truede med mytteri, erklærede han at ville sende fjeren som tegn på sin deltagelse tilligemed fotografi af sig og de andre indianere til prinsen og prinsessen. Impressarioerne der var bange for at gøre høvdingen noget imod, sendte derfor ifølge "Natt." søndag eftermiddag fra Dina Schuldts blomsterforretning en stor, elegant buket til prinsen og prinsessen. Buketten der var i amerikanske farver og med bånd i franske farver, bar indskriften: "Hi Crew, høvding for 4.000 sioux-indianere", og forneden på båndene var fotografiet med ørnefjeren anbragt.

(Aalborg Stiftstidende, 24. december 1885).

Prins Valdemar boede på daværende tidspunkt i det gule palæ i Amaliegade, hvortil buketten blev sendt.

Indianertrup i Danmark(2/4). (Efterskrift til Politivennen).

Ægte indianere. 

På etablissementet "National" i København optræder for tiden en trup sioux-indianere og gør stor lykke hos publikum. Forleden har den amerikanske minister i København, professor Rasm. B. Andersson, som det skrives til os, besøgt disse indianere, og attesteret deres ægthed. Professor Andersson er så meget mere i stand til at udtale sig herom som sagkyndig, som han selv har tilbragt en stor del af sin ungdom blandt indianere. Hans forældre boede på en farm i det fjerne vesten, og de eneste nærboende mennesker var en indianerkoloni, med hvis børn han legede sammen næsten til sit 14. år. Han lærte deres sprog, han fiskede og gik på jagt med dem og delte føde med dem. De indianere, med hvilke han således gjorde et så intimt bekendtskab, hørte rigtig nok til Winnipegstammen, medens de foreviste er sioux'er, og da sprogene hos de forskellige indianerstammer er lige så forskellige fra hinanden som fx. dansk fra russisk og selv indenfor den samme stamme undergår en stadig omdannelse, var det kun ministeren muligt at underholde sig med indianerne her gennem tolk. Han spurgte dem bl. a. om, hvad de ønskede, hvorpå høvdingen efter et øjebliks betænkning svarede, idet han pegede på den med medaljer og mønter overlæssede texanske skyttes bryst, at han gerne ville have en medalje af  "dette lands store fader" (kongen). Dette må nu ikke forstås således, som om indianerne allerede havde tilegnet sig civilisationen i den grad, at de har fået smag for dennes ordener og dekorationer; det er kun en almindelig indiansk tilbøjelighed til at fylde brystet med så mange mønter og medaljer som muligt. På høvdingens ønske svarede gesandten ham, at han var ude af stand til at formå dette lands fader til at bortgive nogen medalje, men derimod kunne høvdingen meget godt få en mønt eller medalje af gesandten, som repræsenterede den store fader i Washington, efter indianerbegreb indehaveren af den fornemste magt og herlighed på kloden. Høvdingen slog sig til tåls hermed, og det glædede ham øjensynligt at erfare, at den store fader i Washington rundt om i de stæder, de skulle gæste, har afsendinge, der ville tage sig af steppens børn, så længe de, som hr. Andersson udtrykkelig betingede, opførte sig vel.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 15. december 1885)

National Scala, på hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade set fra Vesterbrogade. Det var blevet opført 1882. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder til fotoet.

Etablissementet "National" 

er stærkt besøgt i denne tid. Det har fået en hel mængde nye kunstnere og kunstnerinden.
---
Af og til blander der sig om aftenen en mislyd i de musikalske præstationer. Den skriver sig fra sioux-indianerne, der opholder sig på taganlægget og som navnlig i forrige uge, før de fik opsat en kakkelovn, ved hvilken de kunne opvarme deres væsentligt ubeklædte tatoverede legemer, hver time foretog et vildt opvarmningsløb der gik igennem forsalens store galleri, og som var ledsaget af langtrukne "hugh"-lyd og en hvislende piben, således som den beskrives af Cooper når han taler om rødhuderne der befinder sig på krigsstien.

(Dannevirke, 15. december 1885)

Indianernes yngste barn

er alvorlig angrebet af brystkatar. Faderen siges at være set slibende sin skalperkniv og truende med at lade det gå ud over "medicinmanden", hvis barnet ikke kommer sig. Den behandlende læge tager sig med stor omhu af sin interessante lille patient.

(Morgenbladet (København), 16. december 1885).

Indianerne på "National" taganlæg.

Den 17-årige prinsesse af sioux-truppen er ifølge "Avisen" i disse dage upasselig af krampeanfald, ligesom det yngste barn som en indianerkvinde ved forestillingerne kom slæbende ind med på ryggen, har fået så heftige anfald af brystkatar, at der stærkt tvivles om at bevare dets liv. Høvdingen sidder bestandig hen i dyb melankoli. På søndag, den sidste dag truppen forevises i København, vil han bære den guldmedalje som den amerikanske gesandt har lovet at skænke ham.

(Jyllandsposten, 18. december 1885).

Ad Ruten ved Juletid. (Efterskrift til Politivennen)

Alle baade store og smaa kjender Aagesen og Olsens store Vindu paa Kjøbmagergade 16.

Hver Jul samler der sig udenfor der en beundrende Skare af Børn, der med Henrykkelse betragter de udstiIlede Herligheder Men det er kun en Brøkdel, som er stillet til Skue i Vinduet. Gaa kun derop, og De skal se, at jeg ikke overdriver. Forretningens Specialitet er kærlig Legetøj; men deraf findes der da ogsaa en saadan Mængde Variationer, at enhvers Smag vil kunne blive tilfredsstillet. Forældre vil der finde Ting, hvormed de ikke alene kan udvikle Børnenes Anlæg, men ogsaa give dem noget til at fordrive de ledige Timer, som særlig i Ferierne er saa slemme at faa Ende paa. Er det saaledes en Dreng, som har Anlæg for Tegning, og hvad dermed naar i Forbindelse, man vil glæde, vil man hos Aagesen og Olsen finde et stort og rigt Udvalg af Klodser og Træstykker til at bygge med. Man maa nu dog ikke tro, at det et disse grimme umalede Klodser, som vi husker fra vor Barndom. Nej paa dette Omraade har man ogsaa gjort Fremskridt. Nu bygges der kun med elegant forarbejdede og fint malede Klodser: alt hvad man kan ønske sig. Slotte, Kirker, almindelige Huse osv. Gaar Drengens Smag derimod i militær Retning, vil han fuldtud ogsaa kunne faa den tilfredsstillet. Der findes Tinsoldater i alle Vaabenarter: Fodfolk, Rytteri, Artilleri, og selv Ingeniørerne er nu komne med, tilligemed alt, hvad der hører til deres Virksomhed, selv et Brokompagni haves paa Lager. Er man ikke tilfreds med Soldaterne alene, men tillige vil have Fæstninger og Forter, saa efterspurgte i vore Dage, - ja saa har Forretningen saa mange paa Lager, at der er nok til at befæste de største Spiseborde med, selv om alle Pladser tages til Hjælp. Foruden Forsyninger kan man faa Lejre med Tilbehør, Rytterstalde med hele Besætninger af Heste og Rekvisiter og alle i saa mønsterværdig Orden, at selv den strængeste Ritmester ikke kunde finde noget at klage over. Gendarmerne er endnu ikke støbte i Tin, men dersom de skulde vise sig saa standhaftige, at de kan holde ud Foraaret over, kommer de nok med til næste Jul.

Er den unge Borger en vordende Sportsmand, vil han ogsaa kunne faa sine Ønsker opfyldte. Kaproningsbaade med Mandskab og Uhrværker - for ellers kan der ikke roes - Lystkuttere, Dampbaade, skydeapparater, Væddeløbsstalde med de fortrinligste Væddeløbsheste, samt Travere med de tilhørende Vogne, kort sagt alt Sporten vedrørende kan der vælges imellem. For Boldtspillere vil jeg særlig henlede Opmærksomheden paa nogle ny Gummiboldte, overtrukne med Filt, der med et elegant Udseende forbinder en forbavsende Evne til at springe i Vejret - Vil den unge Mand have sit eget Tivoli, er der heller ikke noget i Vejen derfor. Hos Aagesen og Olsen kan han faa en Ringbane, Dampkaruseller, Gynger, Cirkus, Menagerier. Theater, altsaa omtrent alt; men en Miniature. - Af særlige Specialiteter for Drenge skal der endnu kun nævne, en Del forskjellige Spil, saasom: Jockey-Billard, Bicycle-Spil og Væddeløbsspil, samt en Globus til at skille ad i Lag. For hvert Lag man tager af, viser der sig en af Verdensdelene og vender man denne om, findes vedkommende Verdensdels Plante- og Dyreliv fremstillet.

Ikke mindre righoldigt er det Udvalg, som passer for Smaapiger. For de huslige findes der Komfurer, der er saaledes indrettede, at der virkelig kan koges paa dem, Møblementer, hvoraf særlig bør fremhævet Buffetterne, der er forsynede med alt nødvendigt af Glas og Porcellæn, samt nogle fine smaa Kurve med et fuldstændigt Frokoststed. Af Dukker haves der ikke alene en Mangfoldighed, men ogsaa en Mængde forskjellige Sager, som vedrører deres Paaklædning.

Før jeg forlader dette Børnenes Eldorado, skal jeg endnu kun bemærke, at der ogsaa her findes smukke ting i cuivre poli samt et morsomt Udvalg af Attraper.

* * *

Lidt borte fra Ruten, dog ikke langt borte, findes der en Forretning, som for Resten er godt kjendt og ikke mindst for sin Specialitet: Barnevognene fra Hillerød Savværk. Alle kjender disse lette, men stærke Vogne, som særlig ved Sommertid grasserer i vore offenlige Anlæg og Haver. Og vær vis paa, at en saadan Vogn vil være en kærkommen Gave for alle Børn. Spørg dem blot derom. Og man behøver ikke at have megen Ulejlighed for at faa fat i disse. Gaa ind til O. Brønnum & Ko's. bekjendte Forretning i Hotel "Kongen af Danmark" og De vil der se et rigt Udvalg. Kan være, at De ogsaa paa anden Maade ikke vil fortryde Deres Gang derned, thi i Brønnums Udstyrs forretning vil der utvivlsomt findes mange Julegaver, som maaske mere er til Savn end blot til Fornøjelse, men som ikke desto mindre vil være ligesaa velkomne. 

* * *

En Gjenstand, der vil blive modtagen med aabne Arme, og som tillige har den store Fordel, at Børnene derigjennem ogsaa vil kunne more de voxne - ja jeg kjender saamænd flere Mennesker, der har traadt deres Børnesko for Aar tilbage, som selv uden Børnene som Mellemled har moret sig kostelig dermed - er Souffløren. Paa Kjøbmagergade Nr 39 i et Udhængsskab ses der en tro Kopi af det kgl. Theater: Tæppet er oppe, og Scenen aabner i disse Dage Udsigten til en virkningsfuld, gammel Riddersal. Skabet repræsenterer "Souffløren", et Værk, der udkommer paa Litograf Alfred Jakobsens Forlag - og indeholder en Række Dukkekomedier med tilhørende Dekorationer, Dukker og andre nødvendige Gjenstande. Medens Børnene tidligere har maattet lade sig nøie med et sammentrukket, hiemmelavet Theater og nogle, i Reglen yderst plumpt udførte, tyske Theaterdekorationer, foreligger her et komplet dansk Apparat. Med hvert Hæfte af "Souffløren" medfølger nemlig tre Ark Dekorationer og Dukker, der, hvad Udførelse angaar, staar uendelig høit over de tarvelige tyske Billedark, der hidtil har gjort sit til at fordærve Børnenes Smag, da mange af dem er ikke langt fra at være virkeligt stemningsfulde Malerier, Kunstværker i det smaa. Æmnerne til Dekorationerne er enten tagne fra de Stykker, der i Øjeblikket gjør mest Lykke paa Hovedstadens Theatre, eller ogsaa forestiller de Prospekter fra vort eget Lands forskjellige Egne, hvad der yderligere giver dem en speciel Værdi. Jeg skal faaledes blot nævne en ypperlig dansk Skov, baade i Sommer- og Vinterdragt, Egnen omkring Furesøen, Sundet ved Kronborg, Eremitagen og - noget af det bedste - en Gade fra Holbergs Tid - hvilken Lækkerbidsken for theaterbegejstrede Børn!

Juleudstillinger

Intet Vindue i Kjøbenhavn er vistnok bedre kjendt end Bog- og Galanterihandler Larsen & Jørgensens, Amagertorv 4, hvor man altid kan se et stort Publikum betragte de mange forskiellige Artikler, som Vinduet bugner af, ligefra smaa Bagateller til større Pragtstykker. Næsten altid vidner Udstillingen ogsaa om en god Smag, skiønt naturligvis mangt, som Moden dikterer maa tages med.

Larsen & Jørgensen (Amagertorv 4 ved Købmagergade). Kunst- og Galanterihandel, Papirkonfektion, Lædervarer. Etableret 1806 og siden 1875 paa dette Sted. Gammel, kendt. særlig mod Julen søgt Forretning for Specialiteter i Julegaver. (1890-1920). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Og kommer man saa indenfor, finder man i et smukt monteret Lokale en endnu større Mangfoldighed, end Vinduet byder paa, udstillet paa en overskuelig, for Publikum meget bekvem Maade. Her er al ny Literatur, her er Børne- og Billedbøger for enhver Alder, heraf særlig de, som Firmaet selv i Forening med Thanings Appel hvert Aar udsender, tiltrækker sig Opmærksomheden. Endvidere findes Kobberstik, Fotografier i smagfulde Indfatninger, Brevpapirer, alle mulige Nyheder til Pynt og Nytte for Skrivebord, Sybord og Etagerer og i det hele taget alt hvad nyt Wien, Berlin og Paris har ydet til denne Sæson af Galanterivarer, og "Iast not least" Firmaets egne tre Nyheder, nemlig: Et Miniaturbillard til Brug som Cigarskrin eller Korthus. Det lille Stykke, som er lavet her i Byen af Hr. Westemarin efter en Model, indkjøbt paa Udstillingen i Antwerpen, viser, at vi ogsaa paa dette Omraade har Folk, der kan optage Konkurrencen med Udlandet, idet det danske Fabrikat staar lige saa højt som, om ikke over, det udenlandske, og dertil er Prisen lav, nemlig kun 2 Kr. 50 Øre.

Den anden Nyhed er et morsomt Spil, kaldet Mekanisk Bicycle-Sport. Benyttelsen af denne Øieblikkets mest moderne Sport til et Spil maa sikkert siges at være et heldigt Valg, og naar Spillet tilmed som dette kan more Selskaber af forskjellig Alder. Det er ikke et af de sædvanlige Foreningsspil med indviklede, til Dels uforstaaelige Spilleregler, men med en simpel og holdbar Mekanisme. Prisen er meget lav, og Spillet vil vistnok vinde stor Udbredelse. Den sidste Nyhed er en Snemand som Pennevisker. En fix lille Gjenstand.

---

Parfumerie du Nord, St. Kjøbmagergade 22, Hjørnet af Silkegade. Dag og Aften maa man standse udenfor denne Forretnings Vinduer for at betragte de elegante og smagfulde Blomster og Planter, der er opstillede her. I Parfurmerie du Nord findes navnlig et Udvalg af saa naturtro og skuffende eftergjorte Plante som vi ingen Sinde tidligere har set. Man lægger særlig Mærke til et nyt og smukt Udvalg af Begonier, højstammede Roser og Fuchsier, Dracenaer og Palmer; desuden findes Jardiniéres i elegante Former og saa skuffende fyldte, at man uvilkaarlig fristes til at stikke sin Næse i Kurvene. Man forbavses ved at opdage, at de dufter som frisk afskaarne Syrener.

Hemmeligheden er, at de er parfumerede med Forretningens ny Juleparfume "Syren-Duft", der i Friskhed og Vellugt vil søge sin Lige. Afskaarne Roser af Arter som "Marechal Niel", "Gloire de Dijon", "Perle des Jardins", "Louise Odiscer" findes i Hundredtal. "Espriten" i det hele er Prisbilligheden forenet med Elegancen. Foruden ovennævnte Herligheder findes elegante Udvalg af bøhmiske og franske Krystalsager, franske, tyske, engelske og selvfabrikerede Parfumer og Sæber, elegante Toiletartikler, smukke og morsomme Juleattrapper.

Et Besøg i Parfumerie du Nord vil være til Nytte og Fornøjelse for enhver Julegavesøgende.

(Morgenbladet (København) 10. december 1885).