Blæsten feier med smaa Hvin giennem Resterne af den gamle Koncertsal, og Snefnuggene drysse ned mellem det aabne Bjælkeværk, som endnu er tilbage af Taget. Nogle styre, brystfældige Planker ere de eneste synlige Levninger af Rutschbanen, hvor saa mangen Jens har krystet sin Kirsten tættere i Favn, medens den vilde Fart gik for sig henover Banens bølgeformige Krumninger til Akkompagnement af Dampkarorusellens Lirekassemusik.
Men ogsaa Dampkarousellen er borte - borte ligesom allerede forlængst Krebsehuset, Kridthuset, "Flydebroen" og andre af det gamle Tivolis navnkundige Steder. Enkeltvis, ligesom undrende sig over Forvirringen rundt omkring, rage de tiloversblevne Bygninger op: Pjerrots Scene, Divanen Nr. 1 og 2 og den nye Taarnpavillon. Men de ere omhyggelig bevarede med et Overtræk af gamle Brædder, for at Forgyldningen ikke skal gaa af dem. Kun den gamle Cirkus staaer ubeskyttet mod Blæst og Sne, thi ogsaa den vil jo snart høre til det forsvundne Tivoli.
Der arbeides overalt i Haven med Nedbrydning og de første Forberedelser til Nybygninger. Gjennem Hovedalleen fører en bjælkelagt Vei, ad hvilken Arbeidsvogne føre Materialerne frem og tilbage gjennem Terrainet. Det er Tivoli, forvandlet til et Vildnis - ikke som det støvdækkede Glacis, Georg Carstensen fandt, da han grundlagde Institutionen og lod "Ravelinens" Skildvagter afløse af glade Kjøbenhavnere, Nattergalenes Sang af Lumbyeske Valse - men et Vildnis, skabt af travle Hænder, der ville raade Bod paa de Forurettelser, som Hovedstadens Udvidelse har medført for det hidtil fredlyste Terrain. Thi det er Sagen: Kjøbenhavn har voxet sig saa stærkt, at det i overmodig, selvforglemmende Livsfylde endogsaa truede med at kvæle sit kjæreste Barn.
Til alle Sider hæver sig de stilløse, moderne Huse baade af let nye og det gamle Kjøbenhavn. Som Tivoli nu ligger en Vinterdag, gjennemtrukken af Sne og Blæst uden Træernes beskyttende Løv, aabner det fri Udsigt til alle fire Verdenshjørner, og de massive Bygninger, der afstikke Grændsen, se ud, som om de vilde knuse Kjøbenhavns Yndling.
Men de faa ikke Lov til det. Derfor arbeides der af alle Kræfter. Men underligt see der ud derinde. Midt i al Forvirringen skinner en itureven, luerød Plakat fra forrige Saison, og Skiltet, der viser Vei til Jockey-Billardet, er endnu anbragt paa en af Stolperne af det runde Lysthus bag ved Kunstnerplainen.
Og saa Øen. Den ligger fredlyst og stille, endnu afskaaren fra al Overgangstidens Travlhed. Træpavillonen, udvendig veirbidt og indvendig sodet af Tobaksrøg og Toddydamp, staaer nrprt. Det er den samme, hvor det Valentinske og andre mere eller mindre berømte Sangerselskaber have ladet deres Triller høre for glade kiøbenhavnske Ynglinge, der med redebon Hu lod deres Firskillinger springe paa Tallerkenen, naar forføreriske Præstinder bar dette Apollos moderne Osterbækken rundt i Salen. Udenfor var Kastegyngen, i sin Tid den primitive Dandseplads uden Bræddegulv og de skyggefulde Lysthusalleer, hvor mangt et ømt, om end kortvarigt Forbund er blevet sluttet mellem erotisk anlagte Naturer, yderligere oplivede af en Kop The eller Chokolade fra den nærliggende Pavillon. Og nedenfor Skrænten den halvmørke Sti ud mod Stadsgraven, Stien rundt om Øen, hvorfra Stemmer hviskede tyst i den stille Sommeraften - -
Fra denne, den eneste fuldstændig bevarede Plet kommer Minderne frem om det gamle Tivoli.
Den idylliske Tid, da sparsommelige og nøisomme Familier selv førte deres Forraad af Aftensmad med sig ind i Haven, og man kunde se fornøiede Klynger bænke sig om de Borde, der vare opstillede mellem Træerne paa Strækningen fra Cirkus til det senere nedbrændte "Krebsehus", og navnlig under det tætte Løvværk paa begge Sider af Thepavillon Nr 1 og Thepavillon Nr. 2, hvor Vand kunde faaes paa Maskine. Den samme til en "Thevand" nødvendige Bestanddel kunde endogsaa i de første Aar af Tivolis Bestaaen faaes i de "toskanske Pavilloner med Buer og Altaner", der vare opførte ved begge Fløie af Basaren. Ja, der var endogsaa dengang en Fontaine i romersk Stil med Drikkevand fra Kirsten Pils Kilde, for ikke at tale om de Naturskjønheder, hvortil der bødes Adgang fra en Bro, der gik langs med det vestre Plankeværk, og hvorfra der var Udsigt over den aabne Mark og Kallebodstrands døsig rullende Vover. Det var dengang, da der ved den store Søile fandtes Volierer med Kaniner, Abekatte og Papegøier - vi af den yngre Slægt kunne endnu huske dem fra vor tidligste Barndom - og det var endelig den Gang, da gamle G. Siesbye skrev begeistret i den af ham redigerede "Tivoli-Avis", "at det Hele frembyder en saa rig Afvexling, den ene Gjenstand afløser saa umærkelig den anden, at Øiet aldrig trættes, og Tiden synes at have faaet Dampvinger." Forøvrigt var det en Tivoli-Avis, som gjør vor moderne Journalistik tilskamme, hvad det Finansielle angaaer, thi den var ikke større i Formal end et almindeligt Tivoliprogram nutildags, og dog kostede den i Abonnement 1 Mk 4 Sk om Ugen, hvilket er mere end Abonnementsprisen for det største kjøbenhavnske Dagblad det Herrens Aar 1886. Men til Gjengjæld bød rigtignok saa Redakteuren Honorarer til 3 Rdl. Spalten, en Spalte lig ca. 40 Linier, og de Bladet tiltænkte Bidrag kunde tilmed nedlægges i et Løvehoved. Thi selv en saadan antik Opfindelse var Tivoli den Gang forsynet med, og bemeldte Løvehoved fandtes anbragt udenfor Basarbygningen.
Men Løvehovedet hører ikke ind under Tivolis folkelige Momenter i Anstaltens mest folkelige Periode. Det gjorde derimod den aabne Dandseestrade til Venstre for Koncertsalen, hvor lystige Ungersvende, baade uniformerede og civile, kunde svinge deres Hjærtenskjær uden at maatte bøde særstilt Entré. Saa havde de ganske vist ikke, - hvad en senere, menneskevenlig Direktion drog Omsorg for - Tag over Hovedet, men den kølige Luftning, der kunne stryge hen over Dandsepladsen, ja selv nogle Regndraaber kunde have deres Fortrin som Middel mod den med en ihærdig Dyrkelse af Terpsichores Kunst ikke sjelden forbundne Ulempe, der kjendes under Navn af Transpiration. -
Det gamle Tivoli har havt en lang Blomstringstid, der lover godt ogsaa for Fremtiden. Men hvem mindes vel alle de Artist-Navne, der knytte sig til Institutionen lige fra de første Aar. Paa Theatret afvexlede Carl Rappo og et andet Selskab med athletiske og mimiske Forestillinger, beretter Tivoli-Avisen. Der gaves heroiske og kinesiske Kunstfærdigheder fra Kl 5-9 og fra Kl. 9-11 "Det forstyrrede Maaltid" eller "Elskeren med Træbenet", Rustique i to Akter. Endogsaa Dagens dramatisk-æsthetiske Begivenheder bleve forevigede paa Tivoli-Theatret ved Opførelsen af "De skandinaviske Brødre" eller "De forvandlede Træer", i 5 Tableauer med Forvandlinger og bengalsk Flamme! Det var en Parodi paa en Beneficeforestilling, Skuespiller Pætges havde givet paa det kgl. Theater i Sommeren 1844, og ved hvilken det opførte Stykke - en sentimental Forherligelse af Datidens Skandinavisme - havde gjort komplet Fiasko.
Lige fra Begyndelsen spillede Volkersen Pjerrot i Pantomimen, uden at hans Navn dog endnu havde nogen fremtrædende Plads i Programmet. Mad. Busholm var Columbine og Hr. Vesterblaa Harlekin. Men allerede i Saisonen 1844 indtraf den store Begivenhed, at Brødrene Price nedlagte Forbud mod, at der paa Tivolis Theater opførtes Pantomimer, hvortil bemeldte Brødre ansaa sig for eneberettigede. Og det kgl. danske Kancelli - thi saaledes hed det den Gang - gav dem Medhold deri, thi vel lød Tivoliprivilegiet paa, at der kunde oprettes et Theater og der opføres "alle Slags Kunstpræstationer", men med Undtagelse af "sceniske Forestillinger", og dertil henregnede man Pantomimen. Saa blev i flere Aar hin Kunstart erstattet med Tableauer, dels efter Correggios Malerier, dels Scener af det neapolitanske Folkeliv; der fremstilledes Taagebilleder af Prof. Buck fra London; Adolf Bills gav Forestillinger i den naturlige Magi, og d'Hrr. Busholm og Vesterblaa fik Lov til at udføre "De to Klowner". Da Pantomimen omsider igjen kom til Værdighed under Volkersens Direktion, viste Programmet de Novue, som ere velkjendle ogsaa af den nuværende Generation: Volkersen Pjerrot, Busholm Kassander, Olsen den uheldige Frier, Hesse Harlekvin, Jfr. Petoletti Columbine, Md. Olsen forskjellige Dameroller.
Men det er blot det enkelte Omraade indenfor Tivolis Enemærker. Det vilde blive en omstændelig Række at nævne Artisterne i de andre Kunstbrancher. Her blot et Par Navne, som maaske særlig har fæstet sig i Kjøbenhavns Erindring: Paa Theatret Balletselskabet Bayerle, Søstrene Gunnis og Healey, Therese Caponi og Mdsll Lecerf, der tilsidst afløstes af Søstrene Carey. Paa Kunstnerplainen og i Cirkus Beriderselskaberne Loisset, Taillot, Engén Cooke, Salamonsky og Schumann foruden hele den brogede Mangfoldighed af kvindelige og mandlige Gymnastikere. Akrobater, Trapezkunstnere, Linedandsere, stærke Mænd og Kvinder, Kanonkonger, Jongleurer osv., hvis Tal og Navne er Iegio. I Cirkus tillige, for saa vidt det omdannedes til Theater: Taskenspillere, tydske Operetteselskaber og danske Provindsskuespillere
Vi nævne dem ikke, ligesaa Iidt som de celebre Stjerner i Sangens og Musikens Verden, der have glimret paa Tivolis Firmament uden dog at give Institutionen del væsentlige Kjendemærke. Der er en anden Art Præstationer, som tilhører Tivolis bedste, populære Periode, men som forsvandt i de senere Aar. Det er Optogene og de midlertidige Festdekorationer. Optog, der med klingende Spil drog Haven rundt i Skikkelse af Repræsentanter for de dem Verdensdele, allehaande Fremtoninger af Dyreriget, Berideroptog, Pierrot-familien i store og smaa Udgaver eller Optog, forestillende i barokke Kostumer de forskjellige Haveprodukter, Alt efter som det bedst passede med Festens Karakter. Til Festdekorationerne, der fremtraadte i pompøs Stil, var det sædvanlig Chr. Hetsch, Professor Dahlerup eller Arkitekt V. Wessel, der udførte Tegningerne.
Men der er endnu noget Andet, som ikke kan adskilles fra Tivoli-Institutionens Popularitet, maaske noget Materielt, men absolut Rigtigt - Anstaltens bedst kjendte og mest søgte Restaurations- og Beværtningssteder. Oprindelig synes det at have været lutter fremmedklingende Navne, der raadede for Tivoligjæsternes gastronomiske Fornødenheder. Der var Dominica Cagazzi og Hr. Firmenich, som residerede i Basaren, Hr. Pedersen i Koncertsalens Konditori, Mini & Cloetta i første Divan og Hr. Grandjean i anden. Men senere kom der jevne danske Værter, som dog ikke opnaaede ringere Navnkundighed end deres udenlandske Forgængere. En Tid lang synes man endogsaa at have næret en udpræget Aversion for alt fremmedartet Væsen, forsaavidt det turde fremgaa af følgende paalidelig oplyste Kjendsgjerninger. Den oprindelige Leier af hint berømte Beværtningssted, der almindelig kaldtes "Flydebroen", var en forhenværende Lakai, men man ved ikke Mandens Titel, og saa kaldte man "Levkøien". Svendsen - af sine fortroligste Venner ogsaa kaldet "for en Mark Svenden" - blev senere Enehersker over "Flydebroen", som i mange Aar var Samlingsstedet for et stort Antal af Tivolis Stamgjæster. Den samme Svendsen havde oprindelig havt en Restauratron i Bazaren hvor Lumbye og hans Orkester regelmæssig kom hver Lørdag Formiddag efter Prøven. Der blev altid ved denne Leilighed stukket et nyt Fad baiersk Øl an, og det var en gammel Skik, at Lumbye skulde have det første Krus, hvorefter der opstod en hidsig Konkurrence mellem de øvrige om at faa det næste osv.
Væggene i "Flydebroen", "Krogen", og de øvrige af Tivolis berømteste Beværtningssteder have lyttet til Anekdoter i hundredevis; thi mange ere de Symposier, der ere blevne holdte paa disse Steder. Men Anekdoter duer kun til mundtlig Fortælling, ikke til at nedskrives, og vi modstaa let Fristelsen. "Flydebroens" Vægge ere revne ned tilligemed meget Andet, der ligesom den tresindstyveaarige Jfr. Petolellis gammelgraciøse Columbine med Sminken over de rynkede Træk hører til det forsvundne Tivoli. Det er et nyt Tivoli, der er i Færd med at leve op, men det vil tage de gode Traditioner i Arv. Midt i Virvaret minder Lumbyes og Georg Carstensens Buster om Fortidens Seire. Det er det Tivoli, men man vil have det ungt igjen. Rynkerne er man ifærd med at slette ud, og man klæder den Skiønne, at hun atter kan danne Glæde og Hjerter.
Postillon.
(Dagens Nyheder 11. februar 1886).
