"Frelsens Hær" i København. (Efterskrift til Politivennen)

Den officielle Gudsfrygt i Danmark, der begynder med Hr. Scavenius og ender i den københavnske Gaardmission, har faaet en Omtale i en Korrespondance til Bladet "Dannevirke", som nærmest er et Uddrag af den saakaldle "indre Mission"s Aarsberetning. Man vil have Vanskelighed ved at finde noget værre Sammensurium i Retning af beregnet Forvrængning, end nævnte Korrespondance indeholder. Socialisme flanes sammen med Usædelighed, Usselhed og "Synd", uden at Fabrikanterne af dette Væv et eneste Øjeblik skammer sig over den Frækhed, hvormed de bringer deres meningsløse Tøjeri til Torvs, og paa samme Piaade rangerer Socialister, Fritænkere, "Urostiftere", "halvdrukne Gæster", "elendige Mennesker", "Hoer- karle og Drankere" sammen i én Sylte.

Saa tapre Gaardmissionærerne end siges at være, tør de dog ikke indlade sig i nogen Diskussion om deres Præk. Herom fortæller nævnte Korrespondance følgende:

"I det indre af Byen har der af Gaardmissionen været afholdt store Møder i to Gaarde. En Aften blev der samlet en Masse Mennesker. Da Ordet lød om Synd og Naade, var der flere Socialister, som samlede sig om Missionærerne med knyttede Hænder og fulde af Afbrydelser. Da Talen var til Ende, blev der sunget, men da disse Urostiftere vilde tale, blev det nægtet dem, hvorfor de støjede forfærdeligt. Velklædte Mennesker kom hen og skammede Socialisterne ud, men mange var glade ved Ordet".

Det var naturligvis meget fornuftigt af "Missionærerne", at de ikke lod de nævnte "Urostiftere" komme til Orde, thi ellers kunde det muligvis let have gaaet dem, som det gik Pastor Krag, da han skrev i "Social-Demokraten".

Der fortælles selvfølgelig ogsaa om "Omvendelser", og Skildringen giver Indtrykket af samme Komediespil, som den bekendte "Frelsens Hær" opfører andre Steder, hvor den optræder. "Personer, der begyndte at bivaane Møderne, idet de støjede og bandede", hedder det, "endte med, at de fik Taarer i Øjnene, knælede ned og skilte sig fra Socialisterne og deres Kammerater." Om en Mand, der havde begaaet den forfærdelige Forbrydelse at læse Lassalles Skrifter, og som paa et Logis erklærede sig for "Fritænker og Socialist", fortælles der, at han blev "omvendt". Beretningen herom slutter paa følgende Maade: "Det er Missionens Haab, at denne Mand, der som en Brand blev revet ud af Syndens og Vantroens Ild, maa blive Herrens udvalgte Redskab."

En Gang imellem kommer enkelte af Missionærerne" paa den forkerte Hylde. Hvorledes det gaar til, fortælles paa følgende Maade: "Under Tiden tiltales elegante Herrer, under Tiden dekorerede Oldinge, der vakler ind i Lastens Huler" (Bordellerne).

En saadan Tiltale hører naturligvis ikke med til Rollen, thi som bekendt holder Gaardmissionen sig borte fra de fine Kvarterer, der leverer de elegante Herrer og dekorerede Oldinge, som enten fylder Bordellerne eller gaar paa Jagt efter Arbejdernes Døtre.

"Intet er saa galt, det er jo dog godt for noget." siger et gammelt Ordsprog, og saaledes gaar det ogsaa med nævnte Missionsberetning. Man faar at vide, at det "Gaardmissionen" har til Opgave, er at komme Socialismen til Livs. Den er et Led i det Højre-Apparat, der er sat i Scene for at kvæle Arbejderbevægelsen, og for at afstive det elendige, kapitalistiske System, der avler al den Fattigdom og Nød, som Arbejderne lider under. Hr. Scavenius's Statskirke, der er en af Rolleuddelerne i denne Branche, staar sig dog vist næppe i Længden ved at benytte den Slags Afstivere.

(Social-Demokraten 6. maj 1886).

Fattiginspektør Dyrlund-Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Er Skandalen ikke stor nok?

Dyrlund Jensen, der var arresteret nogle Dage som sigter for Usædelighed mod Kvinder, der i Fattigsager henvendte sig til ham, er for nogle Dage siden løsladt mod Kaution.

Deri er der intet mærkeligt. Det kan gerne være, at han kan slippe for større Straf, maaske blive helt fri derfor, han har jo kun fornærmet Fattigfolk og Fattigfolks Kvinder. Den Slags Synder finder vor Straffelov, selv fraset den provioriske, ikke saa forfærdelige, at der ikke kan tages læmpeligt paa slige Syndere.

Og den offenlige Mening i Storborgerkredsene dømmer ikke saa haardt, naar det gælder saadanne Smudsigheder, som Dyrlund-Jensen har befattet sig med. De Folk er jo gudstro, de kender Bibelens Ord: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes". 

De ved, de Godtfolk, at man ikke skal kaste den første Sten uden selv at være ren, og de ved ogsaa, at der er mange af den Slags Sager, som Dyrlund-Jensens, de ikke vilde være glade ved at se bragt offenligt frem.

Sædeligheden er et Ord, de pæne Folk holder af at føre i Munden. De har saa travlt med den stakkels fattige forførte Pige. Som en uren holder de hende 3 Skridt fra Livet, selv om det er "Husets" unge haabefulde Søn, der har dragt hende i Ulykken. Overfor "Damer" af den "bedre", deres egen Klasse, gør det ikke saa nøje med et lidet "Fejltrin". De har saa travlt med at sædeliggøre "Folket", saa de ofte ikke har Tid til at varetage deres egen Sædelighed eller undlade selv at give Forargelse.

Og i disse Dage har vor herskende Klike her i Aarhus givet Forargelse paa den groveste, mest ugenerte Maade. Vi har oftere havt Lejlighed til at lade vore Læsere kaste et Blik ind i vore Fattigforhold og Forholdene paa "St. Helene", hvor de er saa lidet lystelige som vel muligt. En stor Del af Skylden herfor har vi - som vistnok enhver, der har noget Kendskab til Sagerne, vil give os Ret i - lagt over paa den Mand, der raadede derinde med en næsten uindskrænket Myndighed.

Det har lidet nyttet! Forholdene er blevne ved det gamle. Hvad har Arbejderne at gøre med Fattiggaarden, for de puttes derind? Hvad vedkommer det dem, hvorledes de Fattige behandles og hvorledes Styrelsen er, mener de Herrer, som har sat sig selv eller af deres Standsfæller er sat til at lede.

"Arbejderne har at tie og lide, det er os, der skal sige, hvorledes det skal være, det er den Samfundsorden, vi vil have, og som vor Regering skal forsvare med Livjægere og Gendarmer, om det kniber."

Saadan er Meningen i de Kredse, og derfor har det lidet nyttet, at Arbejderne gennem deres Blad paatalte Behandlingen af deres fattige gamle Kammerater.

Ikke en Gang har de kunnet drive det til at udvirke, at Inspektøren holdt sig det ham givne Reglement efterrettelig med Hensyn til Fattiglemmernes Forplejning.

Men nu, just paa dette Tidspunkt, synes det os rigtigst at rette det Spørgsmaal til vor kommunale Styrelse:

Er Skandalen ikke stor nok endnu?

Eders dygtige Fattiginspektør har siddet i Varetægtsfængsel. Sigtelserne imod ham har været saa stærke, at Politiet har ment det rettest at sikre sig hans Person og kun løsladt ham mod Kavtion, men desuagtet lader I ham vedblive at fungere. Til ham skal de Fattiges Hustruer og Døtre henvende sig om Hjælp, og ham har I delvis gjort det afhængig af, om de faar den eller ikke.

De fattige Kvinder skal være afhængige af en Mand, der er under Tiltalt for at have misbrugt sin Stilling i usædelige Øjemed! Det er mere end raat, det er oprørende!

Mon Dhrr. ikke ved, at de derved gør sig til hans Medskyldige, i hvert Fald moralsk. Mon Dhrr. maaske har til Hensigt at dysse Skandalen ned? Det tegner næsten dertil. Klikens Blade har jo ikke omtalt Skandalen med et Ord. Men tror Klikens kommunale "Tillidsmænd", at det skal lykkes, tager mærkeligt fejl.

Vi fordrer Beskyttelse for den fattige Kvinde, der maa henvende sig til Fattigvæsenet om Hjælp, maaske om Brødet til sine Børn. Hun skal være betrygget mod at købe Hjælpen med sin Ære, saaledes som Manden maa købe den med sin Borgerret. Og vil de Herrer, der sidder i Byraadet, og deraf nærmest dem, der samtidig er i Fattigudvalget, ikke gøre Ende paa Skandalen, men vedblivende tie i Sagen og lade Dyrlund-Jensen staa for Fattighjælpens Uddeling, kan de være forvissede om, at vi skal vide at faa dem til at drøfte Sagen offenlig.

Thi det kan Dhrr. stole trygt paa: Arbejdernes Sædelighedsfølelse har en dybere Bund end den Sædelighed, der bæres til Skade i "det fine Selskab". 

(Demokraten (Århus) 5. maj 1886).

Dyrlund-Jensen var bestyrelsesmedlem i Aarhus konservative Klub. 60 af de "fineste mænd" i Århus henvendte sig til stiftamtet for at anmode om at lade sagen mod Dyrlund-Jensen falde, men stiftamtmanden beskikkede aktor Winge og defensor E. Kjer i sagen. Mod dette udformede Demokratisk Samfund og fagforeningsbestyrelser en adresse til byrådet i protest mod at Dyrlund-Jensen fortsat fungerede som inspektør ved fattiggården. Byrådet måtte efterfølgende suspendere Dyrlund-Jensen. Få dage efter indgav han selv sin afskedsbegæring, hvilket byrådet godkendte. Den 25. juni 1886 blev han frifundet ved Århus bytings ekstraret, men blev pålagt aktionens omkostninger.

Dyrlund Jensen frifunden!

"I den mod forhenv. Fattiginspektør Dyrlund-Jensen anlagte Sag er i Dag falden Dom ved Aarhus Bytings Extraret, hvorved Tiltalte er frifunden, men paalagt Aktionens Omkostninger"

("Aarhus Stiftstidende" for i Gaar.)

Der blev taget En ud af Flokken I Retfærdighedens Haand greb ind i Reden og nappede Dyrlund-Jensen for at anbringe ham et mere sikkert Sted, medens hans Forhold til de fattige Kvinder, der var betroet til hans Omsorg, blev undersøgt.

Naturligvis blev der stort Halløj i Højrereden. Saaledes at gribe ind og tage en af deres bedste Mand lige for Næsen af dem! For Fremtiden kunde jo ingen af det fine Selskab føle sig sikker, ingen vidste, naar Turen kunde komme til ham, thi Samvittighederne og Sæderne i de Kredse hører som bekendt ikke til de reneste.

Der blev en Travlhed uden Ende for at vriste Synderen ud af Retfærdighedens Klør. Nogle baldrede paa Politiet, andre søgte at blødgøre Amtmanden. Solidariteten i Selskabet stod sin skønneste Prøve, satte sin skønneste Blomst ved denne Lejlighed.

Det fine Selskab skaffede hurtig en Kavtion sammen paa et Par Tusinde Kroner. Et Par Tusinde Kroner er jo kun en Klatskilling i de Kredse, naar Byens bedste Mænd med to af Byens Tillidsmænd, Byraadsmedlemmerne Hr. Ridder, Konsul og Redaktor Mørk og Hr. Gørtler Hald stiller sig i Spidsen. Den pæne Mand kom atter paa fri Fod mod, at de andre pæne Mænd satte deres Penge i Kavtion for ham. Det var en Sejr. Det havde de Fattigfolk ikke kunnet gøre for en fattig Mand i lignende Tilfælde. Vi havde maaske heller ikke villet gøre det, thi vor Æresfølelse er dog Gudskelov saa stor at vi ikke vilde gøre os solidariske med Forbryderen.

Havde de Held her i deres Bestræbelser, kom den elskede Genstand atter paa fri Fod, gik det dem ilde paa deres andet Togt for Sædelighedsforbryderens øjeblikkelige Frifindelse. Stiftamtmand Regenburg, til hvem der var sendt en Deputation med den rige Apoteker Grauer i Spidsen for at udvirke, at Tiltalen maatte blive taget tilbage og Sagen dysset ned, gav dem god Besked. Det var nærved, at de fik mere at høre, end de holdt af, og med Halen mellem Benene luskede Deputationen hjem til Aarhus igen med uforrettet Sag.

Det var lange, bedrøvede og ængstelige Ansigter det fine Selskab frembød, da Kredsen samledes for at raadslaa. De var næsten lige saa bedrøvelige og lige saa ængstelige som Dyrlund-Jensen selv, den Buk, der var falden i Retfærdighedens Klør.

Men de trøstede sig, og de trøstede den stakkels Synder. Vi har Magten her i Byen, og vi skal vise Retfærdigheden, at vi vil bruge den og at vi er solidariske i den Slags Sager. Dyrlund-Jensen skal blive paa sin Plads som Fattiginspeklør, vedblivende regerende de fattige Kvinder; vi lader ikke nogen Avtoritet eller noget Hensyn gøre Skaar i vore Rettigheder eller Fornøjelser.

Da vaktes den offenlige Forargelse. Indignationens Harme greb Borgerne. Arbejderne satte en Masseadresse igang til det fine Selskabs Spidse, og ra-d flygtede hele Flokken. Nederlaget saa man Dagen efter i Klikens Organer, beskrevne i nogle faa Ord, der meddelte, at nu var Solidaritetsfølelsen brudt. Man havde maattet overlade Offeret til sin Skæbne, i hvert Fald officielt, og havde maattet fratage ham sit Embede, man turde ikke, trodse den Harme, der nu rejste sig med Vælde, man turde ikke lade den for Sædelighedsforbrydelse sigtede Fattiginspeklør vedblivende besidde en Plads, der gav ham Magten over Fattigfolks Hustruer og Døtre.

Sagen gik sin Gang, stadig fremad, nu er den foreløbig sluttet og Dyrlund Jensen er bleven frifunden, dog med Paalæg af Aktionens Omkostninger.

Vi skal ikke nægte, at dette Resultal er forbavsende, og dog, nu vi har sat os ind i Sagen som deri er, maa vi sige, at andet kunde vi ikke vente.

Vi har søgt at faa erhvervet os en Udskrift af Dommen; dette har ikke kunnet lade sig gøre, mut selv om vi havde faaet den, vilde det lidet hjælpe os til at give en fyldigere Forklaring, da Præmisserne er af saadant Indhold, at der ikke paa nogen Maade kan være Tale om at gengive dem paa Tryk, da de i deres Udvikling afslører og omtaler Uterligheder og Forhold, som ingen for Moralitetens Skyld kan ønske at se offenliggjorte.

Men naar Forholdet er saaledes, naar selv Præmisserne, der dog kun er en lille Del af de mange Forhør, som har været afholdt i den Sag, er af en saadan Art, hvorledes kan saa en Frifindelse være Resultatet, selv om det ogsaa kun er en saa betinget Frifindelse som denne, hvor Dyrklund-Jensen, foruden at være holdt i Fængsel en længere Tid, tilmed dømmes til at betale Sagens Omkostninger med henved 40 Kr.

Vi skal søge at anskueliggøre det. Sagen var anlagt i Henhold til Straffelovens Paragrafer 167 og 185; disse lyder saaledes:

§ 167. Øves Utugt af Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Strafanstalt, Fattighus, Opfostringshus, Helbredelsesanstalt eller anden saadan Indretning med et under hans Opsyn staaende Fruentimmer, straffes han med Fængsel eller under skærpende Omstændigheder med Strafarbejde indtil 2 Aar.

§ 185 Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller giver offenlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshusarbejde.

Herved bliver imidlertid Sagen ikke mere forstaaelig, thi at der er øvet Utugt, at der er forøvet svinsk Uterlighed og at der er givet Forargelse, derom taler tydelig det, at Domspræmisserne ikke lader sig optrykke, derfor taler hele det pæne Selskabs Forskrækkelse og krampagtige Anstrængelser for at befri Synderen fra Justitsens Hænder. Nej, Lovens Ufuldstændighed og vage Bestemmelser kan Dyrlund-Jensen takke for sin Frifindelse. § 167 nævner Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand, men den Historie, der skulde dømme ham her, foregik medens han kun bar Titel af Sekretær. Der menes nu ikke, at han som saadan kan komme ind under ovennævnte Betegnelser, skønt det er faktisk, at han som "Sekretær" havde samme Myndighed som senere, da hans Titel blev forandret. Det er saaledes Titlen eller rettere Mangelen paa den rette Betegnelse for hans Hverv, der frelser ham her paa dette Punkt. I samme Paragraf staar der: "et under hans Opsyn staaende Fruentimmer"; men her har Retten ikke dristet sig til at kalde de Kvinder, der havde Bopæl i Byen, og som henvendte sig til Fattiginspektøren for at faa en Penge- eller Brødhjælp, for staaende under hans Opsyn, og skønt og trods de grimme Historier, der er fremkommen, smutter han atter her imellem Fingrene paa Retfærdigheden. Ogsaa gennem de i § 185 omtalte Forhold slipper han paa en lignende Maade, og saa er hans Frifindelse mulig. Men Historien er dog i sig selv saa gemen, at han selv maa betale Gildet.

Det er sørgeligt, som Loven er. Det kunde jo maaske have ladet sig gøre, at Dommeren kunde have kommet Retfærdigheden lidt nærmere, men det er undskyldelig, at han ikke gør det, at han dømmer strængt efter Lovens Bogstav. Harmeligt er det for os Arbejdere at se, hvorledes Folk af det fine Selskab, den ene efter den anden, slipper helskindet fra deres Svinerier. Lad os tænke os det Forhold, at en Enke sidder paa en Kvist eller Baggaard i Byen og sulter, maaske ser sine Børn sulte, og at hun da ved Henvendelsen til Fattigforstanderen om Hjælp, om Brød, faar Følelsen af et enten - eller, enten intet Brød, ingen Hjælp, eller baade Brød og Hjælp, hvis hun viser sig føjelig. Det er dumt at tale om, at der i disse Tilfælde ikke har været Tale om Voldtægt, nej, Tvangen har været der. Fattigdommen har tvunget, eller rettere: Fattiginspektøren har ladet Fattigdommen tvinge; han har ikke havt Behov selv personlig at bruge Magt. Og saadanne Forhold kan vor Lov ikke ramme. En saadan Kvinde har ikke staaet under "Opsyn" og der er ikke brugt Magt! Uterligheden kan brede sig saa meget, den vil, der bliver da først at tage et skarpt Hensyn til, om den krænker Blufærdigheden; er det ikke en ung, uskyldig Pige, et uvidende Barn, og selv om saa er, svarer hun den paatrængende skarpt og i mindre velvalgte, men maaske til Situationen ganske passende Ord, saa gaar Uterligheden fri for Straf. Jo, vi er lykkelige her i vort lille Land under Lovens retfærdige Beskyttelse!

Men vi burde have ventet denne Frifindelse. Naar en Mand hører til det tidt nævnte Selskab, naar han er med i "den konservative", naar han, selv efter at der er rejst kriminel Tiltale mod ham for Misbrug af sin Stilling i usædeligt Øjemed, pryder det konservative Grundlovstog med sin hæderlige Personlighed, saa skal det gaa Pokkers til, om han skulde kunne blive straffet. Fanden hytter sine!

Forøvrigt er der Udsigt til, at Dommen bliver appelleret baade fra det Offenliges Side og af Dyrlund-Jensen. Det sidste skal nok nærmest være foranlediget ved, at han har været holdt et Par Timer længere i Fængsel, end han har ment berettiget. Selve Dommen har han kun Grund til at være tilfreds med. At det Offenlige vil have denne Dom prøvet ved de højere Instanser, kan naturligvis kun glæde Enhver, og man maa haabe, at det vil lykkes dem at finde Midler til at komme Retfærdigheden lidt nærmere, end det har kunnet lykkedes Underretsdommeren.

(Demokraten (Århus) 26. juni 1886)

Hr. Dyrlund Jensen mødte i Dag i Forligskommissionen med Hr. Vilh. Lassen. Hr. Lassen havde intet Tilbud at gjøre og Hr. Dyrlund Jenser vilde nødig til at stille noget Forlangende, da han var bange for, at dette Forlangende vilde komme til at figurere i "Amtstidende" i Dag med en Kommentar, der vilde gjøre ham mere latterlig, end han skiøtter om. Herfor syntes Hr. Dyrlund-Jensen at nære en stor Rædsel - - - - denne Kompliment til "Amtstidende" sender vi herved Hr. Dyrlund-Jensen vor forbindtligste Tak for.

Tilsidst dristede Hr. Dyrlund-Jensen sig dog til at spørge: om Hr. Lassen vilde "tilbagekalde", men da denne havde svaret Nej, opgaves videre Forsøg.

Sagen henvistes til Behandling ved Retten. Under denne vil Hr. Dyrlund-Jensen komme til at forny Bekendtskabet med sine Bedrifter. Vi skal, saa vidt det er os muligt, belyse baade Hr. Dyrlund-Jensens Dyd og de Grunde, hvorfor denne Dyd slap med en Belønning af "Sagens Omkostninger".

(Aarhus Amtstidende 7. juli 1886)

Dyrlund-Jensen appellerede dommen til overretten som stadfæstede dommen.

Bedrageriet i Hobro Arbejderforening. (Efterskrift til Politivennen)

Næstformanden i Hobro og Omegns Arbeiderforening har, som tidligere Telegrafisk meddelt, udøvet et stort Bedrageri, i hvilken Anledning han arresteredes Torsdag Aften P. Chr. Petersen - saaledes er Mandens Navn - har i F. Aarh. Amtstd. altid beklædt Højres Tillidsposter, hvor der var været at gjøre i Retning af at paavirke Arbejderne i Hobro, derfor blev han Næstformand i den stive Højreforening, der hedder Arbeiderforeningen. Endvidere var han Assistent i Hobro Højresparekasse samt endelig Bestyrelsesmedlem i den konservative Klub for Hobro og Omegn. Petersens Stilling som Næstformand i Arbejderforeningen gav ham Anledning til megen Frihed - som det viste sig vel megen. Som Næstformand var P. i Besiddelse af en Mængde Blanketter til Laan i Arbejderforeningens Kasse, og han benyttede disse saa flittigt, at ved Opdagelsen skal P.'s Haand have efterlignet flere Hundrede af Egnens Mænd! Underskrift paa Laanebeviser til Kassen. Alt i alt i et Tidsrum af 5 Aar skal denne Trafik være gaaet godt.

Aarh. Amtstd bringer endvidere følgende Enkelheder om den Maade, Bedragerierne er foregaaede paa: Byens Arrestforvarer er Kasserer for Arbejderforeningen. Hos ham skulde efter Lovene i Foreningen alle Laan af Kassens Midler berigtiges i Overværelse af et Bestyrelsesmedlem. Men da P. Chr. Petersen og Kassereren var som to røde Køer, og P. ved sin Stilling som fremragende Provisorist nød svær Agtelse, brød man sig ikke om, at Formen fulgtes, men P. havde efterhaanden faaet det lavet saaledes med sin Ven Arrestforvareren, at han blot mødte med de udfyldte Skemaer - og modtog Pengene. - For han sagde nu altid til sin Ven Arrestforvalteren, at han af vedkommende "Laantager" var bedt om at bringe Laanet i stand og ligeledes var anmodet om at tage mod Pengene, og i de 4 a 5 Aar. P. drev denne sin "Laane-Forretning, troede Hr. Arrestforvareren selvfølgelig, det var sandt, naar en saadan Mand sagde det, og lovede ham altid Pengene uden at forlange noget skriftligt bevis.

P.s Forretningsgang var forøvrigt meget simpel: han indmeldte en fingeret Petersen som Medlem, gav den "ubekiendte" en Medlemsbog og indskød nogle 25 Ører; i naar saa "Medlemmet" en skjøn Dag vilde have et Laan, var P. altid saa tjenstagtig at indgive Laanebegjæringen til sig selv, og P. fandt altid, at "Medlemmet" burde have Laanet, bevilgede dette og satte Kronen paa sin Godhed ved ogsaa at skrive paa Laanebeviset saavel Laantagerens Navn som de tvende Kavtionisters og Vitterlighedsvidnernes.

Man har ved Eftertælling rundet 131 af disse P. Chr. Petersenske Sedler, og Folk forstaar aldeles ikke, hvorfor han ikke er gaaet over Atlanterhavet for længe siden: nu maa han imidlertid nøjes med at tilbringe Tiden hos sin Ven Arrestforvareren.

(Morgenbladet (København) 5. maj 1886)

Ifølge Randers Dagblad og Folketidende 21. juli 1886 blev P. Chr. Pedersen idømt 3 års forbedringshusarbejde. En dom han erklærede sig tilfreds med. Foreningen  blev hårdt ramt af bedragerierne og lavede samme år et "opråb" til medborgere om at komme til hjælp. Den nye kasserer aflagde i 1888 et urigtigt regnskab. Han måtte på en generalforsamling det år indrømme regnefejl og glemte, større beløb. En ny kasserer blev udnævnt i december 1888. Men da ser det ud til at foreningen havde udspillet sin rolle.

"Værnet"s Virksomhed. (Efterskrift til Politivennen)

Jo mere Kendskab man faar til den Virksomhed, som udfoldes af den Forretning, der kalder sig "Arbejdernes Værn", desbedre kan man forstaa, at saa mange ærekære Arbejdere, som med Urette er bleven beskyldt for at være Medlemmer af "Værnet", offenlig renser sig for denne Beskyldning.

Navnet "Arbejdernes Værn" er lige saa usandt som det Formaal, denne Forening paastaar at have sat sig. Den blev oprettet hovedsagelig af Fabrikanter og Mestre, hos hvem til Dels Arbejdet var nedlagt, som f. Eks. Langballe, og som mente at have Fordel af at sætte Splid mellem Arbejderne ved at forsøge at ødelægge deres Organisation. De første Medlemmer bestod særlig af Skruebrækkere fra Smedenes Lock-out; Nøden i Vinter har tvunget Arbejdsløse derind, flere af dem kendte maaske ikke rigtig "Værnet"s Virksomhed, kender den maaske ikke endnu, derfor skal her fremføres et Par Eksempler.

Murerne og Murarbejdsmændene har nedlagt Arbejdet paa en Bygning i Valdemarsgade, fordi de har ca. 2900 Kr. til Gode. Ikke des mindre faar han Hjælp fra den Forening, der paastaar at værne Arbejderne; den har sendt ham fire Murersvende, nogle Arbejdsmænd og Læredrenge, som rimeligvis er løben fra deres Læremestre.

"Arbejdernes Værn" har tilbudt forskellige Grosserere, der beskæftiger mange Arbeidere ved Kullosning, Arbejdere, der vilde arbejde for ringere Løn end den, deres nuværende Arbejdere faar. En Grosserer svarede rent ud nej og tilføjede: "Jeg er ganske vist Højremand; men jeg ved ogsaa godt, at "Værnets" Folk er nogle, der enten har svigtet deres Kammerater eller er forstødt af disse, og de, der er daarlige Kammerater, er ogsaa daarlige Arbejdere!" - En anden lod sig bevæge til at tage nogle af de "værnede" Arbejdere, men sagde til dem: "Da der i sin Tid var Uro med Havnearbejderne, bad jeg mine Folk om at melde sig ud af Kularbejdernes Forening, jeg fordrer derfor det samme af Dem; hvis De vil arbejde for mig, maa De rive Deres Medlemskort t Stykker, mens jeg ser paa det, og melde Dem ud af "Arbejdernes Værn". - En Grosserer havde en Havarist til Losning paa Refshaleøen. Hans Arbejdere forlangte 2den Paaskedag de sædvanlige 50 pCt. for Helligdagsarbejde, men Arbejderformanden nægtede dette og bemærkede, at han kunde faa Folk fra "Arbejdernes Værn", som ikke betragtede 2den Paaskedag som hellig.

Der kunde anføres mangfoldige Eksempler paa, at "Arbejdernes Værn", i Stedet for at værne Arbejderne, har skadet dem ved at nedtrykke Lønnen, ved at hjælpe Mestre, der ikke betaler Arbejderne deres tilgodehavende Løn. Derfor har de ærekære Arbejdere Grund til at føle sig fornærmede, naar de bliver beskyldt for at være i "Arbejdernes Værn".

H. Andersen.

(Social-Demokraten 2. maj 1886).

Fra Ladegaarden. Af Alfred Ipsen. (Efterskrift til Politivennen)

(sluttet)

Det er en meget broget og meget uensartet Befolkning, der færdes indenfor Ladegaardens Mure. Der findes Repræsentanter for de forskjelligste Aldere og Livsstillinger. Ja, der savnes "end ikke Løjtnanter og Studenter og deslige Folk af Stand". Ja, der hviskes endogsaa om en Greve, en Søn af en Kommandør og en Ridder af Dannebrog. Der er dem, der har bedst af i al Stilhed at forsvinde bort fra Verden bag disse Mures skaansomme Inkognito. Der er Folk, der har kjendt bedre Dage; der er vel ogsaa dem, der har kjendt værre. Men, hvor galt man end har haft det før, saa længes man dog derud igjen, hvor den gyldne Friheds bedrageriske Skiær vinker. For den Slags Bohéme-Existenser, som havner derinde, er selve den strænge daglige Orden, med faste Reglementer, fast Arbejdstid og faste Maaltider en Straf, hvortil kommer den endnu større Straf, som den nødtvungne Afholdenhed fra Brændevin er.

Man finder paa Ladegaarden gamle, graanede Alkoholister, og man finder pur unge Piger, der allerede er komne paa Afveje, man finder flittige og dygtige Arbejdere, godmodige og omgængelige Mennesker, der har sat alting overstyr og gjort sig selv umyndige i Drik. Alle Vegne, hvor man søger tilbage til den første Aarsag, finder man den samme - Drik.

Men skjønt Medlemmerne herinde lever i en fuldstændig Isolationstilstand, maa man blot ikke tro, at de derfor er absolut afskaarne fra den kjære Brændevin. For det første er der Udgangsdagene, der for en stor Del benyttes til Opsøgen af spirituøse Nydelser, og dernæst indsmugles der stadig trods den vagtsomme Kontrol, Kvantiteter af denne Kontrabande. Man kan anvende saa stor Paapasselighed, man vil, saa undgaas det dog ikke, at Opsynet af og til bliver taget ved Næsen; thi naar det gjælder om Tilfredsstillelse af denne Lidenskab, er Opfindsomheden uhyre stor og finder stadig nye Udveje. I Halstørklæder, i hule Stokke, dobbelte Brokbind, ja selv i de bare Sko indsmugles der Brændevin, eller, som et Surrogat Kamferspiritus, og man kan sige sig selv, at det ikke er nogen let Sag at visitere alle de Mennesker grundig, der paa Fridage gaar ud og ind. Denne Lidenskab for Brændevin er udviklet til en ren Mani - end ikke Lampespritten er sikker mod Efterstræbelser. Da Inspektøren i sin Tid opdagede, at Spiritussen til Lamperne svandt i en ganske betænkelig Grad, lod han den - for at hindre Misbrug - tilsætte med et skrækkeligt ildelugtende Stof, men han var dog ikke endnu sikker paa, om man ikke af og til kneb fra Lamperne. En særlig Fristelse for Lemmerne opstod tidligere derved, at et af Soveværelserne vendte ud til Gaden. Denne Omstændighed benyttedes da til at træffe Aftaler med gode Venner, der bragte den saa ivrig attraaede Artikel hen til Muren i Nattens Mulm og Mørke, hvorpaa den fra Vinduet blev heiset op i en Snor. Eller man anbragte det dyrebare Fluidum udenfor paa Marken paa et aftalt Sted, hvorfra den da ved Lejlighed hentedes af Lemmerne. Og, skjønt der gik Vagt, om Vinteren paa to, om Sommeren paa én Mand, lykkedes det dog undertiden at skuffe denne. Saa vidt jeg véd, er dette Forhold med Soveværelse til Gaden dog nu forandret. Det følger af sig selv, at al Prædiken mod denne Arvefjende er ørkesløs. Naturligvis, naar én eller anden tager sig for at moralisere for disse Adams Børn og der i Øjeblikket ingen Lejlighed viser sig til at slaa til Skaglerne, er de villige til at gaa ind paa enhver Forestilling og angre alle deres tidligere Forsyndelser; men saa snart Lejligheden viser sig paa ny, "gjør den atter Tyve". Thi Brændevinen har en ligefrem magisk Magt over dem; naar de ser den, kan de ikke modstaa. Jeg har ladet mig fortælle om en Mand, en flink, net og elskværdig Mand, dygtig og samvittighedsfuld ved sit Arbejde, naar han er indenfor Ladegaardens Mur, er han et rent Mønster Menneske, enhver vilde være tilbøjelig til at kavere for ham. Men, hver Gang han er kommet ud - og det har været forsøgt flere Gange - har han faaet Tilbagefald og har atter maatut vende tilbage til "Gaarden". Og dog er han selv gennemtrængt af et levende Ønske om at komme ud oa en Gang komme til at staa paa egne Ben.

Selvfølgelig er en saare stor Del af Ladegaardens Befolkning Gjengangere, Folk, der har været der flere Gange, og som i lang Tid har været fortrolige med Livet derinde. Enkelte har været der helt fra Barn af og er blevne oplærte til et Haandværk derinde. Der er flinke Arbejdere derinde, ordenlige og rolige Folk; men, det følger af sig selv, at der ogsaa er opsætsige og balstyrige Hoveder, der sørger for, at Ordnet ikke har alt for magelige Dage. Dette bestaar for en stor Del af gamle afgaaede Underofficerer fra Marinen, der har den Fordel, at de er vante til at kommandere, hvad der nok til Tider kan gjøres nødvendigt. Indenfor den lille Stat, hvor deres Virksomhed falder, føler de sig som store Mænd, omtrent som Politimestre udenfor i det store Samfund, og opbærer en efter Omstændighederne ret betydelig Gage (en 1,000 a 1,200 Kr ). Flere af dem er gifte. Desuden haves et særligt Brandkorps og Sprøjte i Tilfælde af paakommende Ildsvaade, og der paahviler ikke dette Brandkorps Forpligtelse til at gjøre Tjeneste udenfor Ladegaarden selv, med mindre der skulde ske særlig Rekvisition.

De "bedre" Folk, som havner paa Ladegaarden, bliver i Reglen andrage paa Kontoret, hvor der er meget at bestille med at føre de store Protokoller, der optages i Anstaltens Arkiv. Der fører de en stille og rolig Tilværelse, qjemte og glemte, fjærnt fra den Verden, hvor de dog har forspildt deres Chancer.

* * *

Man maa nu ikke tro, at alting ligger og flyder sammen i kaotisk Forskjelsløshed paa Ladegaarden. Ogsaa her er der Distinktioner, Klassifikation. Naar Folk kommer ind paa Ladegaarden, saa begynder de fra neden af i anden Klasse. Naar de saa tjener, hvad deres eget Underhold er beregnet til, og for Resten skikker sig vel, avancerer de op i første Klasse, hvor Forplejningen er noget bedre, idet de faar deres Arbejdes Overskud udbetalt i Mærker, der gjælder som Betalingsmiddel paa Ladegaardens Marketenderi, saa at de derfor kan erholde Smørrebrød, Ost, Øl. Tobak eller andre Delikatesser, alt efter enhvers Smag, kun ikke det saa meget attraaede Brændevin. Dog er heller ikke denne Nydelse absolut udelukket, idet der i første Klasse indrømmes Arbejderne en Morgensnaps, i den stedlige Jargon kaldet "en Blodkop". Undertiden tilbyder der sig ogsaa paa Formiddagsudflugter, naar Inspektionen et Øjeblik falder i Betragtninger eller vender Ryggen til, Lejlighed til at kile ned i en Kjælder oq faa en Opstrammer til, forudsat at man er i Besiddelse af de dertil fornødne Midler. Hvad man end vil sige om Kosten paa Ladeaaarden - Ankerne vil vel nærmest ramme en vis Ensformighed i Spisesedlen - over Mangel paa Maaltider kan man ikke klage, naar man hører, at der daglig holdes fem, nemlig foruden de tre Hovedmaaltider tillige Mellemmad og Vesperkost. De staaende Middagsretter er Kjødsuppe og Oxekjød - Grød og Oxesteg - Ærter og Flæsk. Al Kogningen foregaar ved Damp i vældige Kjedler. Køkkenet, der intet haver tilbage at ønske i Properhed, staar under Ledelse af en Bestyrerinde.

* * *

Det er en vidtløftig og meget forgrenet Anstalt, samme Ladegaard. Den rummer i sig ligesaa mange Mennesker som et Par meget ansellge Landkommuner. Kvindeafdelingen er den stærkest belagte og rummer henved 900 Medlemmer, Mandfolkeafdelingen henved 700. Foruden Arbejdsanstalten er der tillige en Lemmeafdeling for gamle Folk, en Husvildeafdeling, Sygestuer for de Syge med et særligt Værelse for Delirister. De mandlige Arbejdere sysselsættes - for saa vidt de ikke anvendes i Magistratens Tjeneste ude omkring - paa en Mængde forskjellige Værksteder, idet man lader enhver blive ved sin "Læst", og de, der intet Haandværk kan, bliver oplærte til et. Der er Væveri, hvor der væves saa vel ved Damp som paa landlig, gammeldags Vis ved Haandvæv. Der er Snedker-, Skomager-, Sadelmager-, Smede-, Blikkenslager- og Bogbinderværksteder, der er store Skrædderstuer, og modsat andre Værksteder, hvor der undertiden kan være Dyrtid paa Arbejde, er der her altid fuldt op at gjøre, idet Kommunen forbruger en Mængde Arbejde derfra til Hospitaler, Kommuneskoler og lignende Anstalter. Desuden forbruger jo Ladegaarden selv stadig en Mængde Arbejde. De gamle og svagelige er anbragte i et Rum, hvor de beskæftiges med at rense Kryolith, pille Værk og lignende let Arbejde. Paa hver Arbejdsstue er der en opsynshavende, der benævnes "Rodemester". Der hører ogsaa til Ladegaarden et Jordstykke, hvor der drives Gartneri. Kvinderne sysselsættes med Vask, Strygning og lignende Husgjerning, og man kan tænke sig, at der er en antagelig Vask, naar man hører, at det er ikke alene Ladegaardens Tøj, men ogsaa "Almindelighedens", der bliver vasket her.

Mændenes og Kvindernes Gaard er adskilte fra hinanden ved et højt Gitter, i hvilket der findes en aflaaset Laage. Efter Sigende skal dog en Gang et Fruentimmer ved Navn Katrine, drevet af kvindelig Nyfigenhed efter at vide, hvordan der saa ud paa den anden Side, være klatret over Stakitet og kommet ind i Mandfolkenes Gaard; men Besøget blev kun af kort Varighed.

Husvildeafdelingen bestaar af en dobbelt Række Værelser med mellemliggende Køkken til fælles Brug for to Familier. Den er bestemt til at give dem, der ved Flyttedagstid bliver Husvilde, et midlertidigt Opholdssted. Den regelmæssige Tid for Opholdet er beregnet til fjorten Dage. I Etagen oven over disse Lejligheder findes en Afdeling til Optagelse af uvorne eller moralsk fordærvede Drenge. Der er særlig Spisestue, Opholdsrum og Sovestuer. De sidste minder om Kasernernes Sovestuer. Sengene - Jærnsenge naturligvis - er opstillede i lange Rækker, og hver Seng er forsynet med to uldne Tæpper, der er lagte dobbelt. Hver Sovesal har som Opsynsmand en saakaldt "Sovevært", der skal vaage over Orden og Renlighed. Sengene er forarbejdede paa Ladegaarden selv, og det samme gjælder for Resten alt det øvrige Inventar. Desuden findes der paa Ladegaarden en lille Kirke, hvor der en Gang om Ugen holdes Gudstjeneste af Kapellanen ved Johanneskirken. Adgangen til denne, der ligger i Mændenes Afdeling af Gaarden, er forbeholdt Mændene. Kvinderne kommer der kun ved Altergang. Ellers søger de deres egen Bedesal. Kirkegangen er en fri Sag; men Kirken besøges dog flittig. Muligvis betragtes det som en Afvexling i det ensformige Liv, saa meget mere som der forefindes et godt, lille Orgel til Ledsagelse af Sangen. Jeg overværede en Gudstjeneste der, og det var ejendommeligt at se, med hvilken Iver de tilstedeværende tog Del i Sangen, det var, som de søgte en Vederkvægelse ved efter Dagens lange Slid i de snævre Stuer at hvile ud i Sangens Toner. Prædikestolen var anbragt højt oppe, og Prædikenens Ord - den handlede om "Omskærelsen" - gik vistnok ogsaa hen over Hovedet paa dem. Der hører jo vistnok ogsaa et særligt Kald og navnlig en moden Livserfaring til at tale til disse Mennesker, saaledes at det naar indenfor Trøjen, men Ladegaardens Præster er gjennemgaaende unge, da denne Gjerning som sagt paahviler Kapellanen ved Johannes Kirke. Dertil kommer, at de idelig skifter, saa at de ikke faar Tid til at blive kjendte med de Mennesker, de her skal tale til. 

* * *

Der er Renlighed og Orden overalt, og dog gjør det hele med de lave Lofter, de snævre, mørke Trappegange, de tavse Arbejdere, hvoraf mange er graanede og bøjede under Dagenes Slid, et fortrykt Indtryk. Det er, som om der laa en vis Haabløshed over det Hele, som om der stod over Døren derude Dantes berømte Ord: I, som gaar ind, lader Haabet ude! Der er noget trist i at se alle disse Mennesker, der længes efter Livet udenfor, og som dog maa ende deres Dage her inde, fordi de ikke evner at staa paa egne Ben, og medens man gruer over disse Virkninger af Brændevinen og det bajerske Øl, sender man Totalafholdenhedsforeningerne en venlig Tanke og ønsker dem til Lykke med deres Virksomhed; thi at der er et Felt for dem og det et stort, derom bliver man overbevist ved et Besøg paa Ladegaarden.

(Morgenbladet (København) 17. april 1886).

Første del af artiklen beskrev bygningerne og stod i Morgenbladet 16. april 1886

Foto J. F. Meyer (1849-1905): Gårdmiljø, Ladegården, ca. 1895. Kbhbilleder. Public domain.

Forfatteren Peter Alfred Buntzen Ipsen (1852-1922) kom fra Jylland, blev student i Århus 1872 og tog eksamen i teologi 1877. Han blev journalist, bl.a. ved Morgenbladet og efter et ophold i London i 1879 og et par år sproglærer i Odense, flyttede han til København. Han udgav nogle (polemiske) pjecer, udgav digtsamlinger og fortællinger. Han er begravet på Vestre Kirkegård.