Gaardmissionær Rasmus Buch Clausen (1840-1904). (Efterskrift til Politivennen)

Mens "Sædelighedsfejden" (1883-1887) hovedsagelig foregik blandt intellektuelle (Georg Brandes, Bjørnsson, Elisabeth Grundvig og andre), udkæmpedes der på samme tid en anderledes konkret kamp i gader og på landet på et religiøst grundlag rettet imod socialisme og usædelighed. En af frontkæmperne var gårdmissionæren Rasmus Buch Clausen. Herom dette indslag.

Clausen blev i aviserne nævnt med flere titler: "Indre-Missionær Clausen" (4. marts 1884), "missionær Clausen" (7. maj 1886). Clausen var tilknyttet Indre Mission, i København omkring "Bethesda". Denne førte på daværende tidspunkt en kamp mod lasten i de afsides berygtede gader. Støttet af kvinder der hørte til aristokratiet. Der blev afholdt møder, uddelt traktater og børneblade og evangelier. Især imod socialismen og usædeligheden. 

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Missionshuset Bethesda. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den indre Missions Virksomhed i Hovedstaden.

Den indre Mission har udgivet sin årsberetning. Det er en hel lille bog der omfatter 108 sider. Man kan ikke undres derover, da der i samme omtales 12 forskellige virksomhedsområder. Alene i missionsbygningen Bethesda er der holdt henved 1500 møder eller foredrag i det forløbne år. I den store festsal have bl. a talt dr. teol. Kalkar (fornylig afgået ved døden), pastor S. Müller, indremissionærerne O. Christensen, Høyer, Blomberg og Stubkjær, lærer Lind, pastorerne Steen, Larsen, Sørensen, missionær Clausen etc. Så er der holdt religiøse foredrag i byen og dens forstæder, på kaserner og krigsskibe, i det indre og de store gårde og på Christianshavns Vold, i lejren på Lammefælled og andre steder. Mænd der have sluttet sig til missionen og som tilhører de højere stænder, har været med til ved midnatstid at føre kampen mod lasten i de afsides berygtede gader. Kvinder hørende til landets højeste aristokrati, har gjort deres til at blomstermissionen kunne opfylde sit Hverv. 4000 buketter og et stort antal småskrifter er blevet uddelte på hospitalerne. Hds. maj. dronningen, lensgrevinde Danneskjold-Samsoe, grevinde Moltke, talrige andre rigmænds hustruer og flere af de store handelsgartnere i og ved København have sendt deres skønneste blomster i vintermånederne til de syge og ofte derved fremkaldt et glædesudbrud og et taknemlighedens smil midt under al legemlig lidelse.

Selv fra det sydlige Frankrig er der sendt blomster til missionen. Det er den danske konsul i Cannes, Henry Deonna, hvis skønne Villa Florida omgives af en stor og dejlig have tæt op til Middelhavets strand, som har tænkt på de syge på Københavns hospitaler. Så har missionen i det forløbne år uddelt henved 100,000 traktater og børneblade samt omtrent 3000 evangelier. 

Som sædvanlig er de afsnit af beretningen, som skildrer den indre missionskamp mod socialismen og mod usædeligheden, de interessanteste. Det et gård- og gademissionen samt Magdalenahjemmet, der her arbejder hånd i hånd. De offentlige møder der indvarsles i det Indre af de store gårde på volden og om vinteren i forsamlingssale rundt om i den store by, har enkelte gange været besøgt af indtil 1000 personer. Kampen har ofte krævet både mod og stor selvfornægtelse. Men den har også i ikke få tilfælde været ledsaget af velsignelse. Talrige eksempler fremdrages i beretningen om personer, der begyndte at bivåne møderne, idet de støjede og bandede, men som endte med at de fik tårer i øjnene, knælede ned og skilte sig fra socialisterne og fra deres kammerater. Endog en forhenværende ivrig focialistfører har omvendt sig, og der er mulighed for at han vil blive foredragsholder ved gårdmissionen. Af de talrige meddelelser angående kampen mod gudsbespottelse og usædelighed fremføre vi følgende: "I det indre af byen har der af gårdmissionen været afholdt store møder i to gårde. En aften blev der samlet en masse mennesker. Da ordet lød om synd og nåde, var der flere socialister som samlede sig om missionærerne (gårdmissionen er væsentlig blevet udført af pastor lic. Fenger, indremissionærerne Clausen, Wright og Bang samt nogle teologiske studenter) med knyttede hænder og fulde af afbrydelser. Da talen var til ende blev der sunget, men da disse urostiftere ville tale, blev det nægtet dem, hvorfor de støjede forfærdeligt. Velklædte mennesker kom hen og skammede socialisterne ud, men mange var glade ved ordet. En aften fik missionærerne lov til at holde møde i en gård i et kvarter, hvor der var megen usselhed og synd. Da børnene sang i den stille sommeraften, flokkedes folk om dem. Nysgerrige, forundrede og spottende ansigter sås. Da ordet lød, at Jesus er kommet at søge og frelse de fortabte, og hans blod renser for al synd, var der stor stilhed, og da mødet var endt, kom disse elendige mennesker og bad om traktater og evangelier. I en anden gård hvor man holdt møde, og hvor også mange elendige samlede sig, udmærkede en student sig ved sin spot. Han fik dog kun to venner med sig og forlod mødet til sidst. Da missionærerne en anden gang efter endt møde passerede en mørk port, råbte en spotter, som havde skjult sig der: "Farvel Du gamle fægtemester". Om vinteren går missionærerne hen til værtshusene og ind i logishusene og indbyder til møde i forsamlingssalene eller i Bethesda. Der forefalder da ofte scener blandt de halvdrukne gæster. I et logishus rejste en mand sig rasende, erklærede sig for fritænker og socialist og ville intet høre. Der blev svaret:  "Jesus elsker Dem, har betalt Deres synders skyld på Golgatha og vil gerne føre Dem frelst hjem". Han rasede stærkere med knyttede hænder, hvorpå der blev sagt ham, at hvis han ikke omvendte sig, blev han evigt fortabt. Missionærerne forlod derefter huset. Otte dage efter indbød de atter til møde i Bethesda og omdelte "Indre-Missionstidende", hvori der lå et brev fra Børresen i Santalistan. Den mand der rasede sidst, var til stede og 14 dage efter atter. Da mødet var til ende, kom han hen til missionæren og sagde: "De er nok forundret ved at se mig her? Kender De mig ikke? Jeg er den som var i det logishus den aften De nok mindes, nu vil jeg vandre på en ny vej". Da der blev svaret ham, at det var det rette at give Gud sit hjerte og spurgte ham hvad der havde bevæget ham til at høre Herrens ord, svarede han at den bestemmelse havde han fattet ved at læse Børresens brev. To dage derefter kom denne 34-årige mand ud til missionæren og sagde med tårer i øjnene: "Jeg må forlade mine gamle venner, mit liv må forandres". Han fortalte bl. a., at han som 17 årigt ungt menneske var kommet til Hamborg på et værksted, hvor der var 2 a 300 svende. Der blev kun talt om socialisme, og Lasalles Skrifter var deres eneste læsning. De dygtigste af dem blev indsatte på en socialistskole og han havde været på en sådan i et år for at uddanne sig til socialistagitatør. I 4 år havde han berejst det tyske Rige og agiteret for socialismen og var til sidst blevet udvist. Også herhjemme havde han agiteret ved folkemøder. Det er missionens håb. at denne mand der som en brand blev revet ud af syndens og vantroens ild må blive herrens udvalgte redskab.

Som allerede bemærket, har de mænd der ved midnatstid søger at kæmpe mod lasten i afsides gader, en vanskelig opgave, fra kl. 9 a 10 til kl. 1 a 2 bliver denne mission drevet. Gerningen udføres af mænd i de forskelligste livsstillinger, ja endog aristokratiet har ydet sit værdifulde bidrag af personligt arbejde. Der bliver uddelt traktater og talt til mændene, som ville ind i lastens huler. De fleste høre ordet, men det sker også, særligt når de er berusede, at de slår og styrter sig ind i Satans synagoger, som er åbnede hele natten, mens værtshusene er lukkede. Der anføres i beretningen om denne missionsvirksomhed mange udtalelser, fremsat af mænd som søger at advare og påvirke. En ung mand bemærkede således: Det er jo slet ingen synd, men en nødvendighed, ellers havde staten ikke oprettet det, og det samme sige lægerne. Undertiden tiltales elegante herrer, undertiden dekorerede oldinge, der vakler ind i lastens huler. Ikke sjældent lade de sig påvirke, navnlig når der citeres et bibelord og deriblandt: "Horekarle og drankere skal Gud dømme."

(RIbe Stifts-Tidende, 7. maj 1886)

Eduard Benjamin Møller (1841-1911): Rasmus Buch Clausen. (1840-1904). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tiltale mod Natmissionen.

Ved den offentlige politiret behandles i går en sag hvorunder missionær, fhv. proprietær Clausen var tiltalt for overtrædelse af politivedtægtens § 1. Sagen gik omtrent ud på følgende: Den såkaldte "Gårdmission" havde siden den 25. maj i ejendommen nr. 4 i Gåsegade ladet indrette et bedehus, hvor der hver aften fra 9-12 bliver afholdt møder med tale og sang, hvilket har bevirket, at der til overholdelse af den offentlige orden siden den dato hver aften har måttet anvendes 6-10 politibetjente, og den 26. cg 29. maj var sammenstimlen af personer så stærk, at politiet måtte afspærre gaden for begge adgange. Det nævnte lokale var lejet og etableret af fhv. proprietær Clausen under betegnelsen "Natmissionen", og det oplystes endvidere, at nævnte mission til de forskellige gader der i nærheden udsendte yngre mennesker, som ofte tiltalte de fordigående unge mænd med ord som "hankatte", "lyt ikke til fristelserne", "djævlens børn" og lign., og det omtaltes i rapporten fra vedkommende politiembedsmand, at da der i den nærmeste tid agtes oprettet lignende lokaler i Farvegade og i Magstræde, vil dette formentlig afstedkomme en del uorden, lokalet i Gåsegade er ca. 30 kv. alen stort; det kan rumme ca. 70 tilhørere, og her holder missionær Claussen, undertiden også præster, hver aften taler med høj røst, der synges religiøse sange, og dette kan høres i lang afstand. At disse møder ikke løber af uden spektakler af ildesindede personer er bekendt, ruderne i lokalet er mange gange slået ind, og missionær Claussen er 3 gange, når han gik derfra, blevet forulempet, og har endog fået prygl. Missionær Clausen gav møde i retten, ledsaget af overretsprokurator Steinthal. Clausen mente at ansvaret, hvis et sådant var, måtte påhvile missionens formand, kammerherre Moltke, der imidlertid for tiden er bortrejst fra byen, og han mente ikke, at han havde talt højere end almindeligt ved disse møder , som er oprettede for at modardejde utugt. Overretsprokuratar Steinthal kunne ikke indrømme, at politiet var berettiget til at besvære sig over, at der i nævnte tilfælde måtte anvendes betjente; det forholdt sig ikke anderledes med de religiøse bevægetser end med de politiske bevægelser, og han mente at politivedtægtens § 1 kun angår forstyrrelser på gaden. Flere i sagen mødte politifunktionærer bekræftede, at forholdene i den nævnte gade bedres, for hver dag der går, opløbene bliver mindre, men der mangler endnu nogle ruder i lokalet, hvilke efter hr. Clausens udsagn ufortøvet ville blive indsatte. - Dommeren bemærkede, at politivedtægtens § 1 måtte være at anvende i nærværende tilfælde, dog havde han tænkt at slutte sagen med en advarsel. Efter at missionær Clausen og overetsprokurator Steinthal havde gjort nogle bemærkninger, sluttedes sagen ved, at hr. Clausen modtog en advarsel. Politivedtægtens § 1 lyder således:

1. På offentlig gade, vej eller plads må intet opløb eller sammenstimlen af folk finde sted, hvorved den offentlige orden forstyrres eller færdselen hæmmes. - I en anden sag, som ligeledes var rejst mod "Gårdmissionen", var denne tiltalt for ved fhv. proprietær Clausen at have lejet et lokale i Gåsegade 4, hvorefter der på facaden med c. 7 tommer høje bogstaver var malet to skriftsteder: "Du må ikke bedrive hor" og "Jesus annammer syndere," og anbringelsen af disse påmalinger var formentlig i strid med politivedtægtens § 57, der lyder således:

§ 57. Det bestemmes af Magistraten, på hvilke steder opslag af bekendtgørelser fra øvrigheden eller andre offentlige myndigheder må finde sted, og for kommunens regning belastes de dertil fornødne tavler anskaffede, vedligeholdte og renholdte, når ikke vedkommende ejere foretrække selv at foranstalte dette.

Bekendtgørelser angående teaterforestillinger, koncerter, Forevisninger og offentlige forlystelser, til hvilke politiets eller andre vedkommendes tilladelse haves, kunne ligeledes finde sted ved opslag, når ejeren af det sted hvorpå opslaget sker, dertil giver sit minde.

Andre bekendtgørelser er det ikke tilladt at lade offentligt opslå uden samtykke både af vedkommende husejer og politiet; dog undtages derfra opslag på en ejendom om, hvad der vedkommer de derboende personers næringsvej, bopælsforandringer og andre henvisninger, som knytte sig til opslagsstedet.

Lige som i forrige sag var hr. Clausen assisteret - som loven tillader - af overretsprokurator Steinthal, og efter den citerede paragrafs 3. stykke var tiltalen rejst. Steinthal gjorde straks opmærksom på, at der var indløbet en kardinalfejl; det var "Natmissionen" og ikke "Gårdmissionen," på hvem det eventuelle ansvar hvilede. Hr. C. erkendte at han, der selv var medlem af bestyrelsen for "Natmissionen", på bestyrelsens vegne havde ladet de omtalte skriftsteder påmale, og hertil havde han erholdt ejerens tilladelse, men han mente, at da man i skolerne indprenter børnene det anførte 6. bud så måtte det være tilladt at lade male Guds ord. Dommeren bemærkede, at den førstomtalte indskrift kunne vække forargelse, og politiets tilladelse var i hvert fald ikke indhentet til anbringelsen af det påmalede, hvilket han anså nødvendigt for at dette kunne forblive. Ligesom den foregående sag ville han ligeledes slutte denne med en advarsel når det påmalede ville blive fjernet, eller i hvert fald erstattede med andre inskriptioner. På foranledning af hr. St. blev sagen imidlertid udsat for at der kunne gives ham og hr. C. lejlighed til at konferere med missionens fungerende formand angående de på facaden malede skriftsteder. 

(Nationaltidende, 18. juni 1886)

Tiltale mod Natmissionen i København.

Ved den offentlige politiret sluttedes i lørdags den mod natmissionen rejste sag angående de på ejendommen nr. 4 i Gåsegade påmalede skriftsteder. Proprietær Clausen gav møde, ledsaget af overretsprokurator Steinthal. C. fremlagde en skrivelse fra grev Moltke hvoraf det fremgik at C. kun var gået grevens ærinde ved gennem assistent Rasmussen at have ladet påmale de tidligere omtalte skriftsteder hvilke er stridende mod politivedtægtens § 57. Overretsprokurator Steinthal mente på bestyrelsens vegne at politivedtægten ikke var overtrådt, og han havde andraget om at sagen måtte blive henvist til den samlede ret. Dette andragende kunne dommeren ikke tage til følge, men St. mente da at han ikke ønsked sagen afgjort med en advarsel. Efter nogle korte bemærkninger af proprietær, missionær Clausen, politiassistent Korn og overretsprokurator Steinthal, blev sagen da C. erklærede at han ikke ville modtage en advarsel, optaget til dom, og denne straks afsagt. Proprietær Rasmus Buch Clausen blev derpå foruden politiets tilladelse at have ladet male de omtalte to skriftsteder på facaden til ejendommen nr. 4 i Gåsegade, idømt en Københavns Kommunes kasse tilfaldende bøde af 10 kr., foruden sagens omkostninger. Sagen var hermed til ende, og adskillige tilhørere - hvoriblandt flere damer - der havde overværet forhandlingen, forlod retssalen. (Natt).

(Vejle Amts Folkeblad, 29. juni 1886).

Gåsegade 4 eksisterer ikke længere. Det blev nedrevet 1905 og indgik adressen i den matrikel 277 som ligger på hjørnet af Farvergade.

Gåsegade set fra Kompagnistræde. Gåsegades vestre husrække set fra Kompagnistræde mod Vandkunsten. Foran hjørnet en politibetjent, i gadens højre side et smedeværksted. Hjørneejendommen nedbrudt samme år. 1905. Mariboes samling. Kbhbilleder.

juli 1887 blev der afholdt et "sædelighedsmøde" i København. Her talte adskillige missionærer, pastorer mm. imod sædelighedens forfald, bla. Clausen. I august 1888 et nordisk sædelighedsmøde, også med deltagelse af Clausen. Clausen var en af de fem ledere af Midnatsmissionen. Foruden ham manufakturforhandler C. E. Krarup, greve og kammerherre A. Moltke, sognepæst Chr. Sørensen og gårdmissionær V. Wright. De erklærede sig åbent for af den konservative fløj.

Se også indslaget om Midnatsmissionen og Rasmus Buch Clausen.

"Frelsens Hær" i København. (Efterskrift til Politivennen)

Den officielle Gudsfrygt i Danmark, der begynder med Hr. Scavenius og ender i den københavnske Gaardmission, har faaet en Omtale i en Korrespondance til Bladet "Dannevirke", som nærmest er et Uddrag af den saakaldle "indre Mission"s Aarsberetning. Man vil have Vanskelighed ved at finde noget værre Sammensurium i Retning af beregnet Forvrængning, end nævnte Korrespondance indeholder. Socialisme flanes sammen med Usædelighed, Usselhed og "Synd", uden at Fabrikanterne af dette Væv et eneste Øjeblik skammer sig over den Frækhed, hvormed de bringer deres meningsløse Tøjeri til Torvs, og paa samme Piaade rangerer Socialister, Fritænkere, "Urostiftere", "halvdrukne Gæster", "elendige Mennesker", "Hoer- karle og Drankere" sammen i én Sylte.

Saa tapre Gaardmissionærerne end siges at være, tør de dog ikke indlade sig i nogen Diskussion om deres Præk. Herom fortæller nævnte Korrespondance følgende:

"I det indre af Byen har der af Gaardmissionen været afholdt store Møder i to Gaarde. En Aften blev der samlet en Masse Mennesker. Da Ordet lød om Synd og Naade, var der flere Socialister, som samlede sig om Missionærerne med knyttede Hænder og fulde af Afbrydelser. Da Talen var til Ende, blev der sunget, men da disse Urostiftere vilde tale, blev det nægtet dem, hvorfor de støjede forfærdeligt. Velklædte Mennesker kom hen og skammede Socialisterne ud, men mange var glade ved Ordet".

Det var naturligvis meget fornuftigt af "Missionærerne", at de ikke lod de nævnte "Urostiftere" komme til Orde, thi ellers kunde det muligvis let have gaaet dem, som det gik Pastor Krag, da han skrev i "Social-Demokraten".

Der fortælles selvfølgelig ogsaa om "Omvendelser", og Skildringen giver Indtrykket af samme Komediespil, som den bekendte "Frelsens Hær" opfører andre Steder, hvor den optræder. "Personer, der begyndte at bivaane Møderne, idet de støjede og bandede", hedder det, "endte med, at de fik Taarer i Øjnene, knælede ned og skilte sig fra Socialisterne og deres Kammerater." Om en Mand, der havde begaaet den forfærdelige Forbrydelse at læse Lassalles Skrifter, og som paa et Logis erklærede sig for "Fritænker og Socialist", fortælles der, at han blev "omvendt". Beretningen herom slutter paa følgende Maade: "Det er Missionens Haab, at denne Mand, der som en Brand blev revet ud af Syndens og Vantroens Ild, maa blive Herrens udvalgte Redskab."

En Gang imellem kommer enkelte af Missionærerne" paa den forkerte Hylde. Hvorledes det gaar til, fortælles paa følgende Maade: "Under Tiden tiltales elegante Herrer, under Tiden dekorerede Oldinge, der vakler ind i Lastens Huler" (Bordellerne).

En saadan Tiltale hører naturligvis ikke med til Rollen, thi som bekendt holder Gaardmissionen sig borte fra de fine Kvarterer, der leverer de elegante Herrer og dekorerede Oldinge, som enten fylder Bordellerne eller gaar paa Jagt efter Arbejdernes Døtre.

"Intet er saa galt, det er jo dog godt for noget." siger et gammelt Ordsprog, og saaledes gaar det ogsaa med nævnte Missionsberetning. Man faar at vide, at det "Gaardmissionen" har til Opgave, er at komme Socialismen til Livs. Den er et Led i det Højre-Apparat, der er sat i Scene for at kvæle Arbejderbevægelsen, og for at afstive det elendige, kapitalistiske System, der avler al den Fattigdom og Nød, som Arbejderne lider under. Hr. Scavenius's Statskirke, der er en af Rolleuddelerne i denne Branche, staar sig dog vist næppe i Længden ved at benytte den Slags Afstivere.

(Social-Demokraten 6. maj 1886).

Fattiginspektør Dyrlund-Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Er Skandalen ikke stor nok?

Dyrlund Jensen, der var arresteret nogle Dage som sigter for Usædelighed mod Kvinder, der i Fattigsager henvendte sig til ham, er for nogle Dage siden løsladt mod Kaution.

Deri er der intet mærkeligt. Det kan gerne være, at han kan slippe for større Straf, maaske blive helt fri derfor, han har jo kun fornærmet Fattigfolk og Fattigfolks Kvinder. Den Slags Synder finder vor Straffelov, selv fraset den provioriske, ikke saa forfærdelige, at der ikke kan tages læmpeligt paa slige Syndere.

Og den offenlige Mening i Storborgerkredsene dømmer ikke saa haardt, naar det gælder saadanne Smudsigheder, som Dyrlund-Jensen har befattet sig med. De Folk er jo gudstro, de kender Bibelens Ord: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes". 

De ved, de Godtfolk, at man ikke skal kaste den første Sten uden selv at være ren, og de ved ogsaa, at der er mange af den Slags Sager, som Dyrlund-Jensens, de ikke vilde være glade ved at se bragt offenligt frem.

Sædeligheden er et Ord, de pæne Folk holder af at føre i Munden. De har saa travlt med den stakkels fattige forførte Pige. Som en uren holder de hende 3 Skridt fra Livet, selv om det er "Husets" unge haabefulde Søn, der har dragt hende i Ulykken. Overfor "Damer" af den "bedre", deres egen Klasse, gør det ikke saa nøje med et lidet "Fejltrin". De har saa travlt med at sædeliggøre "Folket", saa de ofte ikke har Tid til at varetage deres egen Sædelighed eller undlade selv at give Forargelse.

Og i disse Dage har vor herskende Klike her i Aarhus givet Forargelse paa den groveste, mest ugenerte Maade. Vi har oftere havt Lejlighed til at lade vore Læsere kaste et Blik ind i vore Fattigforhold og Forholdene paa "St. Helene", hvor de er saa lidet lystelige som vel muligt. En stor Del af Skylden herfor har vi - som vistnok enhver, der har noget Kendskab til Sagerne, vil give os Ret i - lagt over paa den Mand, der raadede derinde med en næsten uindskrænket Myndighed.

Det har lidet nyttet! Forholdene er blevne ved det gamle. Hvad har Arbejderne at gøre med Fattiggaarden, for de puttes derind? Hvad vedkommer det dem, hvorledes de Fattige behandles og hvorledes Styrelsen er, mener de Herrer, som har sat sig selv eller af deres Standsfæller er sat til at lede.

"Arbejderne har at tie og lide, det er os, der skal sige, hvorledes det skal være, det er den Samfundsorden, vi vil have, og som vor Regering skal forsvare med Livjægere og Gendarmer, om det kniber."

Saadan er Meningen i de Kredse, og derfor har det lidet nyttet, at Arbejderne gennem deres Blad paatalte Behandlingen af deres fattige gamle Kammerater.

Ikke en Gang har de kunnet drive det til at udvirke, at Inspektøren holdt sig det ham givne Reglement efterrettelig med Hensyn til Fattiglemmernes Forplejning.

Men nu, just paa dette Tidspunkt, synes det os rigtigst at rette det Spørgsmaal til vor kommunale Styrelse:

Er Skandalen ikke stor nok endnu?

Eders dygtige Fattiginspektør har siddet i Varetægtsfængsel. Sigtelserne imod ham har været saa stærke, at Politiet har ment det rettest at sikre sig hans Person og kun løsladt ham mod Kavtion, men desuagtet lader I ham vedblive at fungere. Til ham skal de Fattiges Hustruer og Døtre henvende sig om Hjælp, og ham har I delvis gjort det afhængig af, om de faar den eller ikke.

De fattige Kvinder skal være afhængige af en Mand, der er under Tiltalt for at have misbrugt sin Stilling i usædelige Øjemed! Det er mere end raat, det er oprørende!

Mon Dhrr. ikke ved, at de derved gør sig til hans Medskyldige, i hvert Fald moralsk. Mon Dhrr. maaske har til Hensigt at dysse Skandalen ned? Det tegner næsten dertil. Klikens Blade har jo ikke omtalt Skandalen med et Ord. Men tror Klikens kommunale "Tillidsmænd", at det skal lykkes, tager mærkeligt fejl.

Vi fordrer Beskyttelse for den fattige Kvinde, der maa henvende sig til Fattigvæsenet om Hjælp, maaske om Brødet til sine Børn. Hun skal være betrygget mod at købe Hjælpen med sin Ære, saaledes som Manden maa købe den med sin Borgerret. Og vil de Herrer, der sidder i Byraadet, og deraf nærmest dem, der samtidig er i Fattigudvalget, ikke gøre Ende paa Skandalen, men vedblivende tie i Sagen og lade Dyrlund-Jensen staa for Fattighjælpens Uddeling, kan de være forvissede om, at vi skal vide at faa dem til at drøfte Sagen offenlig.

Thi det kan Dhrr. stole trygt paa: Arbejdernes Sædelighedsfølelse har en dybere Bund end den Sædelighed, der bæres til Skade i "det fine Selskab". 

(Demokraten (Århus) 5. maj 1886).

Dyrlund-Jensen var bestyrelsesmedlem i Aarhus konservative Klub. 60 af de "fineste mænd" i Århus henvendte sig til stiftamtet for at anmode om at lade sagen mod Dyrlund-Jensen falde, men stiftamtmanden beskikkede aktor Winge og defensor E. Kjer i sagen. Mod dette udformede Demokratisk Samfund og fagforeningsbestyrelser en adresse til byrådet i protest mod at Dyrlund-Jensen fortsat fungerede som inspektør ved fattiggården. Byrådet måtte efterfølgende suspendere Dyrlund-Jensen. Få dage efter indgav han selv sin afskedsbegæring, hvilket byrådet godkendte. Den 25. juni 1886 blev han frifundet ved Århus bytings ekstraret, men blev pålagt aktionens omkostninger.

Dyrlund Jensen frifunden!

"I den mod forhenv. Fattiginspektør Dyrlund-Jensen anlagte Sag er i Dag falden Dom ved Aarhus Bytings Extraret, hvorved Tiltalte er frifunden, men paalagt Aktionens Omkostninger"

("Aarhus Stiftstidende" for i Gaar.)

Der blev taget En ud af Flokken I Retfærdighedens Haand greb ind i Reden og nappede Dyrlund-Jensen for at anbringe ham et mere sikkert Sted, medens hans Forhold til de fattige Kvinder, der var betroet til hans Omsorg, blev undersøgt.

Naturligvis blev der stort Halløj i Højrereden. Saaledes at gribe ind og tage en af deres bedste Mand lige for Næsen af dem! For Fremtiden kunde jo ingen af det fine Selskab føle sig sikker, ingen vidste, naar Turen kunde komme til ham, thi Samvittighederne og Sæderne i de Kredse hører som bekendt ikke til de reneste.

Der blev en Travlhed uden Ende for at vriste Synderen ud af Retfærdighedens Klør. Nogle baldrede paa Politiet, andre søgte at blødgøre Amtmanden. Solidariteten i Selskabet stod sin skønneste Prøve, satte sin skønneste Blomst ved denne Lejlighed.

Det fine Selskab skaffede hurtig en Kavtion sammen paa et Par Tusinde Kroner. Et Par Tusinde Kroner er jo kun en Klatskilling i de Kredse, naar Byens bedste Mænd med to af Byens Tillidsmænd, Byraadsmedlemmerne Hr. Ridder, Konsul og Redaktor Mørk og Hr. Gørtler Hald stiller sig i Spidsen. Den pæne Mand kom atter paa fri Fod mod, at de andre pæne Mænd satte deres Penge i Kavtion for ham. Det var en Sejr. Det havde de Fattigfolk ikke kunnet gøre for en fattig Mand i lignende Tilfælde. Vi havde maaske heller ikke villet gøre det, thi vor Æresfølelse er dog Gudskelov saa stor at vi ikke vilde gøre os solidariske med Forbryderen.

Havde de Held her i deres Bestræbelser, kom den elskede Genstand atter paa fri Fod, gik det dem ilde paa deres andet Togt for Sædelighedsforbryderens øjeblikkelige Frifindelse. Stiftamtmand Regenburg, til hvem der var sendt en Deputation med den rige Apoteker Grauer i Spidsen for at udvirke, at Tiltalen maatte blive taget tilbage og Sagen dysset ned, gav dem god Besked. Det var nærved, at de fik mere at høre, end de holdt af, og med Halen mellem Benene luskede Deputationen hjem til Aarhus igen med uforrettet Sag.

Det var lange, bedrøvede og ængstelige Ansigter det fine Selskab frembød, da Kredsen samledes for at raadslaa. De var næsten lige saa bedrøvelige og lige saa ængstelige som Dyrlund-Jensen selv, den Buk, der var falden i Retfærdighedens Klør.

Men de trøstede sig, og de trøstede den stakkels Synder. Vi har Magten her i Byen, og vi skal vise Retfærdigheden, at vi vil bruge den og at vi er solidariske i den Slags Sager. Dyrlund-Jensen skal blive paa sin Plads som Fattiginspeklør, vedblivende regerende de fattige Kvinder; vi lader ikke nogen Avtoritet eller noget Hensyn gøre Skaar i vore Rettigheder eller Fornøjelser.

Da vaktes den offenlige Forargelse. Indignationens Harme greb Borgerne. Arbejderne satte en Masseadresse igang til det fine Selskabs Spidse, og ra-d flygtede hele Flokken. Nederlaget saa man Dagen efter i Klikens Organer, beskrevne i nogle faa Ord, der meddelte, at nu var Solidaritetsfølelsen brudt. Man havde maattet overlade Offeret til sin Skæbne, i hvert Fald officielt, og havde maattet fratage ham sit Embede, man turde ikke, trodse den Harme, der nu rejste sig med Vælde, man turde ikke lade den for Sædelighedsforbrydelse sigtede Fattiginspeklør vedblivende besidde en Plads, der gav ham Magten over Fattigfolks Hustruer og Døtre.

Sagen gik sin Gang, stadig fremad, nu er den foreløbig sluttet og Dyrlund Jensen er bleven frifunden, dog med Paalæg af Aktionens Omkostninger.

Vi skal ikke nægte, at dette Resultal er forbavsende, og dog, nu vi har sat os ind i Sagen som deri er, maa vi sige, at andet kunde vi ikke vente.

Vi har søgt at faa erhvervet os en Udskrift af Dommen; dette har ikke kunnet lade sig gøre, mut selv om vi havde faaet den, vilde det lidet hjælpe os til at give en fyldigere Forklaring, da Præmisserne er af saadant Indhold, at der ikke paa nogen Maade kan være Tale om at gengive dem paa Tryk, da de i deres Udvikling afslører og omtaler Uterligheder og Forhold, som ingen for Moralitetens Skyld kan ønske at se offenliggjorte.

Men naar Forholdet er saaledes, naar selv Præmisserne, der dog kun er en lille Del af de mange Forhør, som har været afholdt i den Sag, er af en saadan Art, hvorledes kan saa en Frifindelse være Resultatet, selv om det ogsaa kun er en saa betinget Frifindelse som denne, hvor Dyrklund-Jensen, foruden at være holdt i Fængsel en længere Tid, tilmed dømmes til at betale Sagens Omkostninger med henved 40 Kr.

Vi skal søge at anskueliggøre det. Sagen var anlagt i Henhold til Straffelovens Paragrafer 167 og 185; disse lyder saaledes:

§ 167. Øves Utugt af Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Strafanstalt, Fattighus, Opfostringshus, Helbredelsesanstalt eller anden saadan Indretning med et under hans Opsyn staaende Fruentimmer, straffes han med Fængsel eller under skærpende Omstændigheder med Strafarbejde indtil 2 Aar.

§ 185 Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller giver offenlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshusarbejde.

Herved bliver imidlertid Sagen ikke mere forstaaelig, thi at der er øvet Utugt, at der er forøvet svinsk Uterlighed og at der er givet Forargelse, derom taler tydelig det, at Domspræmisserne ikke lader sig optrykke, derfor taler hele det pæne Selskabs Forskrækkelse og krampagtige Anstrængelser for at befri Synderen fra Justitsens Hænder. Nej, Lovens Ufuldstændighed og vage Bestemmelser kan Dyrlund-Jensen takke for sin Frifindelse. § 167 nævner Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand, men den Historie, der skulde dømme ham her, foregik medens han kun bar Titel af Sekretær. Der menes nu ikke, at han som saadan kan komme ind under ovennævnte Betegnelser, skønt det er faktisk, at han som "Sekretær" havde samme Myndighed som senere, da hans Titel blev forandret. Det er saaledes Titlen eller rettere Mangelen paa den rette Betegnelse for hans Hverv, der frelser ham her paa dette Punkt. I samme Paragraf staar der: "et under hans Opsyn staaende Fruentimmer"; men her har Retten ikke dristet sig til at kalde de Kvinder, der havde Bopæl i Byen, og som henvendte sig til Fattiginspektøren for at faa en Penge- eller Brødhjælp, for staaende under hans Opsyn, og skønt og trods de grimme Historier, der er fremkommen, smutter han atter her imellem Fingrene paa Retfærdigheden. Ogsaa gennem de i § 185 omtalte Forhold slipper han paa en lignende Maade, og saa er hans Frifindelse mulig. Men Historien er dog i sig selv saa gemen, at han selv maa betale Gildet.

Det er sørgeligt, som Loven er. Det kunde jo maaske have ladet sig gøre, at Dommeren kunde have kommet Retfærdigheden lidt nærmere, men det er undskyldelig, at han ikke gør det, at han dømmer strængt efter Lovens Bogstav. Harmeligt er det for os Arbejdere at se, hvorledes Folk af det fine Selskab, den ene efter den anden, slipper helskindet fra deres Svinerier. Lad os tænke os det Forhold, at en Enke sidder paa en Kvist eller Baggaard i Byen og sulter, maaske ser sine Børn sulte, og at hun da ved Henvendelsen til Fattigforstanderen om Hjælp, om Brød, faar Følelsen af et enten - eller, enten intet Brød, ingen Hjælp, eller baade Brød og Hjælp, hvis hun viser sig føjelig. Det er dumt at tale om, at der i disse Tilfælde ikke har været Tale om Voldtægt, nej, Tvangen har været der. Fattigdommen har tvunget, eller rettere: Fattiginspektøren har ladet Fattigdommen tvinge; han har ikke havt Behov selv personlig at bruge Magt. Og saadanne Forhold kan vor Lov ikke ramme. En saadan Kvinde har ikke staaet under "Opsyn" og der er ikke brugt Magt! Uterligheden kan brede sig saa meget, den vil, der bliver da først at tage et skarpt Hensyn til, om den krænker Blufærdigheden; er det ikke en ung, uskyldig Pige, et uvidende Barn, og selv om saa er, svarer hun den paatrængende skarpt og i mindre velvalgte, men maaske til Situationen ganske passende Ord, saa gaar Uterligheden fri for Straf. Jo, vi er lykkelige her i vort lille Land under Lovens retfærdige Beskyttelse!

Men vi burde have ventet denne Frifindelse. Naar en Mand hører til det tidt nævnte Selskab, naar han er med i "den konservative", naar han, selv efter at der er rejst kriminel Tiltale mod ham for Misbrug af sin Stilling i usædeligt Øjemed, pryder det konservative Grundlovstog med sin hæderlige Personlighed, saa skal det gaa Pokkers til, om han skulde kunne blive straffet. Fanden hytter sine!

Forøvrigt er der Udsigt til, at Dommen bliver appelleret baade fra det Offenliges Side og af Dyrlund-Jensen. Det sidste skal nok nærmest være foranlediget ved, at han har været holdt et Par Timer længere i Fængsel, end han har ment berettiget. Selve Dommen har han kun Grund til at være tilfreds med. At det Offenlige vil have denne Dom prøvet ved de højere Instanser, kan naturligvis kun glæde Enhver, og man maa haabe, at det vil lykkes dem at finde Midler til at komme Retfærdigheden lidt nærmere, end det har kunnet lykkedes Underretsdommeren.

(Demokraten (Århus) 26. juni 1886)

Hr. Dyrlund Jensen mødte i Dag i Forligskommissionen med Hr. Vilh. Lassen. Hr. Lassen havde intet Tilbud at gjøre og Hr. Dyrlund Jenser vilde nødig til at stille noget Forlangende, da han var bange for, at dette Forlangende vilde komme til at figurere i "Amtstidende" i Dag med en Kommentar, der vilde gjøre ham mere latterlig, end han skiøtter om. Herfor syntes Hr. Dyrlund-Jensen at nære en stor Rædsel - - - - denne Kompliment til "Amtstidende" sender vi herved Hr. Dyrlund-Jensen vor forbindtligste Tak for.

Tilsidst dristede Hr. Dyrlund-Jensen sig dog til at spørge: om Hr. Lassen vilde "tilbagekalde", men da denne havde svaret Nej, opgaves videre Forsøg.

Sagen henvistes til Behandling ved Retten. Under denne vil Hr. Dyrlund-Jensen komme til at forny Bekendtskabet med sine Bedrifter. Vi skal, saa vidt det er os muligt, belyse baade Hr. Dyrlund-Jensens Dyd og de Grunde, hvorfor denne Dyd slap med en Belønning af "Sagens Omkostninger".

(Aarhus Amtstidende 7. juli 1886)

Dyrlund-Jensen appellerede dommen til overretten som stadfæstede dommen.

Bedrageriet i Hobro Arbejderforening. (Efterskrift til Politivennen)

Næstformanden i Hobro og Omegns Arbeiderforening har, som tidligere Telegrafisk meddelt, udøvet et stort Bedrageri, i hvilken Anledning han arresteredes Torsdag Aften P. Chr. Petersen - saaledes er Mandens Navn - har i F. Aarh. Amtstd. altid beklædt Højres Tillidsposter, hvor der var været at gjøre i Retning af at paavirke Arbejderne i Hobro, derfor blev han Næstformand i den stive Højreforening, der hedder Arbeiderforeningen. Endvidere var han Assistent i Hobro Højresparekasse samt endelig Bestyrelsesmedlem i den konservative Klub for Hobro og Omegn. Petersens Stilling som Næstformand i Arbejderforeningen gav ham Anledning til megen Frihed - som det viste sig vel megen. Som Næstformand var P. i Besiddelse af en Mængde Blanketter til Laan i Arbejderforeningens Kasse, og han benyttede disse saa flittigt, at ved Opdagelsen skal P.'s Haand have efterlignet flere Hundrede af Egnens Mænd! Underskrift paa Laanebeviser til Kassen. Alt i alt i et Tidsrum af 5 Aar skal denne Trafik være gaaet godt.

Aarh. Amtstd bringer endvidere følgende Enkelheder om den Maade, Bedragerierne er foregaaede paa: Byens Arrestforvarer er Kasserer for Arbejderforeningen. Hos ham skulde efter Lovene i Foreningen alle Laan af Kassens Midler berigtiges i Overværelse af et Bestyrelsesmedlem. Men da P. Chr. Petersen og Kassereren var som to røde Køer, og P. ved sin Stilling som fremragende Provisorist nød svær Agtelse, brød man sig ikke om, at Formen fulgtes, men P. havde efterhaanden faaet det lavet saaledes med sin Ven Arrestforvareren, at han blot mødte med de udfyldte Skemaer - og modtog Pengene. - For han sagde nu altid til sin Ven Arrestforvalteren, at han af vedkommende "Laantager" var bedt om at bringe Laanet i stand og ligeledes var anmodet om at tage mod Pengene, og i de 4 a 5 Aar. P. drev denne sin "Laane-Forretning, troede Hr. Arrestforvareren selvfølgelig, det var sandt, naar en saadan Mand sagde det, og lovede ham altid Pengene uden at forlange noget skriftligt bevis.

P.s Forretningsgang var forøvrigt meget simpel: han indmeldte en fingeret Petersen som Medlem, gav den "ubekiendte" en Medlemsbog og indskød nogle 25 Ører; i naar saa "Medlemmet" en skjøn Dag vilde have et Laan, var P. altid saa tjenstagtig at indgive Laanebegjæringen til sig selv, og P. fandt altid, at "Medlemmet" burde have Laanet, bevilgede dette og satte Kronen paa sin Godhed ved ogsaa at skrive paa Laanebeviset saavel Laantagerens Navn som de tvende Kavtionisters og Vitterlighedsvidnernes.

Man har ved Eftertælling rundet 131 af disse P. Chr. Petersenske Sedler, og Folk forstaar aldeles ikke, hvorfor han ikke er gaaet over Atlanterhavet for længe siden: nu maa han imidlertid nøjes med at tilbringe Tiden hos sin Ven Arrestforvareren.

(Morgenbladet (København) 5. maj 1886)

Ifølge Randers Dagblad og Folketidende 21. juli 1886 blev P. Chr. Pedersen idømt 3 års forbedringshusarbejde. En dom han erklærede sig tilfreds med. Foreningen  blev hårdt ramt af bedragerierne og lavede samme år et "opråb" til medborgere om at komme til hjælp. Den nye kasserer aflagde i 1888 et urigtigt regnskab. Han måtte på en generalforsamling det år indrømme regnefejl og glemte, større beløb. En ny kasserer blev udnævnt i december 1888. Men da ser det ud til at foreningen havde udspillet sin rolle.

"Værnet"s Virksomhed. (Efterskrift til Politivennen)

Jo mere Kendskab man faar til den Virksomhed, som udfoldes af den Forretning, der kalder sig "Arbejdernes Værn", desbedre kan man forstaa, at saa mange ærekære Arbejdere, som med Urette er bleven beskyldt for at være Medlemmer af "Værnet", offenlig renser sig for denne Beskyldning.

Navnet "Arbejdernes Værn" er lige saa usandt som det Formaal, denne Forening paastaar at have sat sig. Den blev oprettet hovedsagelig af Fabrikanter og Mestre, hos hvem til Dels Arbejdet var nedlagt, som f. Eks. Langballe, og som mente at have Fordel af at sætte Splid mellem Arbejderne ved at forsøge at ødelægge deres Organisation. De første Medlemmer bestod særlig af Skruebrækkere fra Smedenes Lock-out; Nøden i Vinter har tvunget Arbejdsløse derind, flere af dem kendte maaske ikke rigtig "Værnet"s Virksomhed, kender den maaske ikke endnu, derfor skal her fremføres et Par Eksempler.

Murerne og Murarbejdsmændene har nedlagt Arbejdet paa en Bygning i Valdemarsgade, fordi de har ca. 2900 Kr. til Gode. Ikke des mindre faar han Hjælp fra den Forening, der paastaar at værne Arbejderne; den har sendt ham fire Murersvende, nogle Arbejdsmænd og Læredrenge, som rimeligvis er løben fra deres Læremestre.

"Arbejdernes Værn" har tilbudt forskellige Grosserere, der beskæftiger mange Arbeidere ved Kullosning, Arbejdere, der vilde arbejde for ringere Løn end den, deres nuværende Arbejdere faar. En Grosserer svarede rent ud nej og tilføjede: "Jeg er ganske vist Højremand; men jeg ved ogsaa godt, at "Værnets" Folk er nogle, der enten har svigtet deres Kammerater eller er forstødt af disse, og de, der er daarlige Kammerater, er ogsaa daarlige Arbejdere!" - En anden lod sig bevæge til at tage nogle af de "værnede" Arbejdere, men sagde til dem: "Da der i sin Tid var Uro med Havnearbejderne, bad jeg mine Folk om at melde sig ud af Kularbejdernes Forening, jeg fordrer derfor det samme af Dem; hvis De vil arbejde for mig, maa De rive Deres Medlemskort t Stykker, mens jeg ser paa det, og melde Dem ud af "Arbejdernes Værn". - En Grosserer havde en Havarist til Losning paa Refshaleøen. Hans Arbejdere forlangte 2den Paaskedag de sædvanlige 50 pCt. for Helligdagsarbejde, men Arbejderformanden nægtede dette og bemærkede, at han kunde faa Folk fra "Arbejdernes Værn", som ikke betragtede 2den Paaskedag som hellig.

Der kunde anføres mangfoldige Eksempler paa, at "Arbejdernes Værn", i Stedet for at værne Arbejderne, har skadet dem ved at nedtrykke Lønnen, ved at hjælpe Mestre, der ikke betaler Arbejderne deres tilgodehavende Løn. Derfor har de ærekære Arbejdere Grund til at føle sig fornærmede, naar de bliver beskyldt for at være i "Arbejdernes Værn".

H. Andersen.

(Social-Demokraten 2. maj 1886).