Brygger Jacobsens Død 30. April 1887. (Efterskrift til Politivennen)

Jacob Christian Jacobsen.

Langt borte fra Fædrelandet er en Mand kaldt heden, som i ganske fortrinlig Grad havde Fædrelandet kjært, og som sikkert altid vil bevare den høieste Rang naar der er Tale om Sønner af Danmark, der i stor Stil have skænket Land og Folk Formue til Fremme af aandeligt, folkeligt Liv.

"Gamle Jakobsen." Brygger og Kaptain, hører til sin lange Samtids mest kiendte, om end ikke mest populære Skikkelser. Personlig kom næppe mange ham særdeles nær, personlig forenede han vel ogsaa gode, vindende Egenskaber med modsatte, der i alt Fald kunde synes frastødende eller fjernende. Tilmed i sin Velgjørenhed, der var storartet, holdt han sig helst borte fra det rent personlige og fra privat Goddædighed, vistnok ikke uden Undtagelse, men dog saaledes, at han hyppigere gav, ofte overordenlig rundhaandet, for Ideer end for Mennesker. Han var selvfølgelig ikke uvidende om, at dette virkede lidet sympathetisk, men hans Stolthed var for stor til al bekymre sig om billig Popularitet, og hvad Hjertelaget angaar - ja! herom er det umuligt at dømme, naar man ikke har Rede paa andet end de offenlig foreliggende Forhold. Sikkert er det alligevel, at denne Mand har havt et saare varmt Sind for Fædrelandet og mulig har han havt baade megen og god Føie til ikke at bekymre sig synderlig om "Folk" - om de enkelte - just fordi han havde Tanken og Hjertet aabent for "Folket", for Helheden, for selve Sagen.

Saadant former Sindelaget sig lettest hos dem, der have Føreres og Herskeres Plads. Men "gamle Jacobsen" var jo ogsaa Fører og Hersker her hjemme. Hans Fader var Brygger, han selv blev Brygger, hans Søn er det efter ham. Men paa "Carlsberg", som han anlagde 1847, indledede han en ny Æra i den danske Ølbrygnings Historie, knyttende Industrien til Videnskaben, og efterhaanden drev han Etablissementet op til en Høide og Størrelse, der gjorde ham til Konge paa sit Omraade, til en Mand med kongelige Indtægter, med Magt og Myndighed over et Rige, der blev stærkt nok til med Tiden at kunne afføde en Filial som "Ny Carlsberg", uden at "Gamle Carlsberg" derfor blev ringere. Hvor saa meget er oparbeidet, bliver det naturligt nok for Hovedet altid at have Sigte paa Helheden og de store Maal. Forøvrigt kan det vel hænde, at hans lille Kongeriges intime Historie vilde sætte Personen i et andet Lys, end man havde for Øie udenfor dets Grænse. Dette vedrøre imidlertid ikke Offenligheden, som har mere end tilstrækkelig Grund til at holde sig til, hvad I. C. Jacobsen virkede udadtil.

Naar han havde saa glimrende Fremgang med Carlsberg, skyldtes dette ikke blot Tiderne, der ganske vist begunstigede det "baierske", undergærede Øls Tilvirkning fra første Færd, og heller ikke blot en almindelig professionel Dygtighed. Sit Held tilskrev Jacobsen fortrinsvis sin theoretiske Indsigt. Denne var dog, ikke mindst efter hans egen Opfattelse, mangelfuld nok, men allerede tidlig, da han som Dreng forlod det Bistrupske Institut, viste han Sans for Studier, efter Mathematik, Oldtids-Historie og tysk Litteratur, samt for det daglige Arbeide i Faderens Bryggeri. Efter at have fyldt 16 Aar forstod han at drage Nytte af Forelæsninger, specielt H. C Ørsteds populære Forelæsninger over Kemi, som bleve af gjennemgribende Betydning for hele hans senere Udvikling. Man ser, hvor opvakt en Aand han var, og hvor ihærdig han holdt fast ved det Spor, der havde aabnet sig for hans Blik i saa unge Aar. Han studerede ogsaa ved den polytekniske Læreanstalt, da denne var bleven oprettet og han vandt derved - hos Ørsted, Zeise og Forchhammcr - gode Forkundskaber i Fysik og Kemi. Den praktiske Brygger-Syssel tog alligevel hans meste Tid, men da han efter Faderens Død 1836 var kommen i Spidsen for Forretningen, stillede han sig med fuld Bevidsthed den Opgave at reformere Øltilvirkningen her hjemme - og dette lykkedes ham til ikke mindre Ære end Fordel.

Mangen blødere, mageligere Naturer vilde standset, da det gik saa godt, men I C. Jacobsen standsede ikke. Netop paa Grund af sin videnskabelige Sans og Erfaring vidste han, at der ogsaa i den praktiske Gjerning er et ideelt Maal, som uafladelig flytter sig fjernere og fjernere, men som man dog ved Studiernes Hjælp, forenende Theori og Praxis, kan komme nærmere og nærmere. Man fulgte med paa Carlsberg, og man er vedblevet at søge med paa Gammel Carlsberg, Man har bragt Ofre, men man har ogsaa vundet Resultater af første Rang. Der er i det større Udland forskjellige Bryggeri-Forretninger, med hvilke vor Kæmpe ude ved Valby kun er en Dverg, men "Gamle Carlsberg" er alligevel en Kæmpe, ikke blot i vort Folk eller mellem de nordiske Folk, hvad Kvantiteten angaar, men hele Jorden over i Henvende til Kvalitet. Dette er en simpel Sandhed, godtgjort mangefold, af Betydning i national-økonomisk Henseende, af Værdi i national-ideel henseende.

Som bekiendt er dette Maal vundet derved, at I C. Jacobsen til den praktiske Produktion i stor Stil har benyttet theoretiske Forskninger og Experimenter i ikke mindre Stil. Centrum for at Tale herom ligger i "de kemisk-fysiske Carlsberg-Laboratorier", hvilke formelt oprettedes 1875, og som have næppe ufortjent Ry for at varte en Mønster-Anstalt i Retning af, hvad man kunde kalde et Øl-Universitet, naar man fastholder, at det samme videnskabelige Udbytte, der kommer Bryggerier direkte til Gode, med det samme tjener Naturvidenskaben i Almindelighed til Fremme. Iøvrigt skal "Carlsberg-Fonden" - som 1876 fik en hel Million Kroner, 1881 derhos Renterne af en halv, og kom i sin Helhed udgjør 2,200,000 Kr., af hvis Renter en Del dog er bestemt til Frederiksborg Musæet - for sin ene Halvdels Vedkommende benyttes i generelt-videnskabelige Øiemed, nærmest Naturvidenskab, derhos Mathematik og Filosofi, fremdeles Historie og Sprogvidenskab. Den er følgelig en Institution af vidtrækkende Betydning, i Sandhed national.

Frederiksborg-Musæet er allerede nævnt. Her virkede "Gamle Jacobsen" ikke mindre rundhaandet for en folkelig Sag paa bredeste Basis, Først gav han - for blot at nævne de største Summer - i 1877 200,000 Kr. til Kongefløiens Genopførelse og arkitektoniskmaleriske Udsmykning, derefter i 1880 andre 200,000 Kr. til Prinsessefløien. Han vilde have Slottet i Stand, han vilde tillige have det restaureret stilfuldt og pragtfuldt, idet han derved ogsaa ikke blot fik sysselsat, men oplært en hel Stab af Kunsthaandværkere. Men saa fulgte Musæet, det national-historiske Musæum, der 1878 fik 10,000 Kr. aarlig legeret, 1881 Renterne af en halv Million, ligeledes aarlig. Vi ville ikke indlade os paa Værdsættelse af Manden, hvorpaa dels Slottets Restaurering, dels Indkjøbene til Musæet skete. Man har reist skarp Kritik derimod, og ulasteligt er selvfølgelig ikke alt. Men medens Jacobsen billigvis bør fritages for at bære al Skylden i mulige Misgreb, eftersom han fik Medstyrere ved Siden til at dele Ansvaret, bliver dog det Faktum tilbage, at Ideen er hans, og at han saa eminent spendabelt har givet Midler for at fremme en Sag, han tillagde stor og skjøn Betydning for Folket og Fædrelandet.

Hans offenlige Virksomhed gik i adskillig flere Retninger. Særlig gjorde han sig fortjent af den botaniske Have og af Ørsteds-Parken her i Kjøbenhavn, baade som ledende ved Anlæget og som rundhaandet Mæcen. Han har i det hele givet uberegnelig store Summer, og han var i Regelen villig nok, naar man bad ham støtte en Sag, han tillagde offenlig Værdi. Ogsaa som Politiker og repræsentativ Mand har han arbeidet, fra 1842 til 1850 som Medlem af Kjøbenhavns Borgerrepræsentation, fra 1848 til 1852 som Kaptain og Kompagnichef i Kjøbenhavns Borgervæbning, fra 1854 til 1871 som Medlem af Rigsdag og Rigsraad, først som Folkethingsmand for Hovedstadens derefter for dens 1. Valgkreds senere som kongevalgt Rigsmad og kongevalgt Landsthingsmand. Han spillede i disse Forsamlinger en smuk Rolle, om end mest kun i anden Række, men som Brygger og som Mæcen indtager han i des høiere Grad en ubestridt første Plads.

Af ydre Udmærkelser modtog han 1860 Ridderkorset, 1874 Sølvkorset, 1871 Æreslegionskorset, ved Kjøbnhavns Universitets 400 Aars Jubilæum 1879 Æresdoktoratet i det naturvidenskabelig-mathemaliske Fakultet og 1884 Kommandørkorset af Dannebrog af første Grad, hvilke Udmærkelse paa den værdigste Maade svare til J. C. Jacobsens overordenlige Fortjenester samt til hans Id for at være sit Fædreland en nyttig Søn, sin Konge en trofast Mand, Videnskaben en offervittig Tjener.

Jacobsen døde igaar Eftermiddags Kl. 2 i Rom omgivet af hele sin Familie.

(Nationaltidende 1. maj 1887).

Brygger J. C. Jacobsen

Fra Italien et der indløbet følgende Telegram til Ritzaus Bureau:

"Rom, den 30. April. Kaptejn J. C. Jacobsen døde l Dag Kl. 2 Eftermiddag, omgivet af sin Familie."

De sidste Ord i Telegrammet er næppe løbet med uden Hensigt. Han døde "omgivet af sin Familie". Sønnen, C. Jacobsen junior, Ejeren af Ny Carlsberg, med hvem han i mange Aar levede i Fjendskab, var i det sidste Aarstid kommen i et bedre Forhold til ham; der taltes om en virkelig Afslutning paa Striden mellem Fader og Søn, og nu i April rejste de begge til Udlandet, Faderen for at gæste Italien, Sønnen som Deltager i en af ham selv udrustet og bekostet videnskabelig Ekspedition til Grækenland. Fra dette Land blev han hentet til Rom ved Telegram. De mødtes ved Dødssengen, og der er næppe Tvivl om, at Størsteparten af den herreløse kolossale Formue gaar i Arv til "unge Jacobsen."

Formuen - det er som det første Ord i alle Nekrologer i Dag over gamle Jacobsen. Han var Kaptejn, Dr. phil, Politiker, Mæcen, men i det Gravmæle, som den store Mængde hugger ham, vil der over det hele komme til at staa: Millionær. Pengene, de møjsommeligt af Hundreder af Hænder sammenakrabede Penge gjorde ham til alt det han var i vort lille Samfund, de var Klangen i hans Navn og Humlen i hans Berømmelse.

Jacobsen var en af vore største Arbejdsgivere. Som saadan har han grebet ind i mange Menneskers Skæbne, og det skal siges om ham, at hans Kapitaler traadte forholdsvis humant paa Jorden. Jacobsens Arbejdere paa Gamle Carlsberg havde gennemgaaende gode Kaar; for hvert Hundrede Tusinde, der tilfaldt Kirken eller Højrepolitiken som Gave, naaede ogsaa en Hjælp ned til de Smaafolk. der drev hans vældige Maskiner, bryggede hans Øl og i et Par Menneskealdre gjorde ham til den Mand han var.

Sin første Position vandt han ved Arv, uden Arbejde. Hans Fader var Ølbrygger, og Jacob Christian Jacobsen, der var født den 2den September 1811 her i København, overtog i 1830 Forretningen. Senere gjorde han en Rejse til Bajern, satte sig ind t ben derværende Ølindustri, og anlagde i 1845 et Bajerskøl-Bryggeri her hjemme. To Aar senere grundede han "Carlsberg", der gjorde ham til en af Landets rigeste Mænd og nu sender sine Produkter ud over hele Kloden.

Del er klart, at Politikerne hurtig blev opmærksom paa Jacobsen. Han var jo saa at sige født indflydelsesrig. Men nogen selvstændig politisk Rolle kom han aldrig til at spille, og naar han i sine sidste Aar mødte til Valg, saa de fleste af hans Meningsfæller mindre efter ham selv, men desto mere efter hans Arbejdere.

Jacobsen begyndte iøvrigt som Liberal, og først efterhaanden som Formuerne skilte sig bestemtere af til den ene Side, blev han Højremand. I 1848 var han Stænderdeputeret, fra 1854-58 og fra 1861-61 Folkethingsmand. Efter Forfatningsrevisionen endte han ganske naturlig i Landsthinget, hvor han sad til 1871. Men til disse ydre Omrids af hans politiske Bane knytter der sig ikke nogen i synderlig Grad udfyldende Personlighed. Ved den sidste Tids Højrefester tog Partiet ham af og til med som Taler - han gav mange Penge til Partifondet - og enkelte vil maaske endnu erindre den gamle Mands fuldstændig vilde Angreb paa Udlandets Magthavere. I den Forstand forstod han ikke, hvor nær han i Virkeligheden stod dem.

Af Jacobsens Pengegaver er de mest bekendte Carlsberg-Fondet, der har til Formaal at fremme Videnskaben, og som han i to Gange har skænket 2 Millioner Kr., samt det nationalhistoriske Musæum paa Frederiksborg Slot, ialt 600,006 Kr. For disse Fortjenester blev han ved Universitetsjubilæet i 1879 udnævnt til Doktor i Filosofien. Det var naturligvis en blot og bar Ærestitel, men over for ham talte Højremændene aldrig om købte Doktorhatte; han var dem for rig og værdifuld, til at en Spot, som de ellers ikke sparede over for andre, kunde naa ham.

Brygger Jacobsens Død vil kunne blive et Tab for mange. Hvad han efterlader sig, er - uden at det skal komme hans Minde til Forklejnelse - først og fremmest Kapitaler, og man maa haabe, at de vil gaa over i Hænder, i hvilke de vil blive et skaansomt og om mulig heldbringende Vaaben.

(Social-Demokraten 1. maj 1887)

I krypten i Jesuskirken findes et rum hvor Jacobsen-familiens laurbærkranse m.m. udstilles. Blandt disse er ovenstående som efter teksten er skænket af arbejderne på Carlsberg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kisten blev bragt fra Rom til Holmens Kirkes kapel hvorfra det lørdag den 21. maj 1887 blev bragt til Gammel Carlsberg ("Pompeji"). Her blev der afholdt en mindre ceremoni for en snæver kreds. Kisten blev herfra båret til Vor Frue Kirke. Den 22 maj blev der afholdt en sørgehøjtidelighed i Frue Kirke hvortil der krævedes adgangsbillet. Christian 9., prins Valdemar og andre var til stede. Kronprinsen, den senere Frederik 8. var repræsenteret ved kammerherre Rægler. Kisten blev herefter ført til kirkens kapelrum hvor det stod indtil Jesuskirken var klar til at modtage den. 

Kultyve-Bander i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I de til Kuloplagspladserne ved Gasværksløbet i Kjøbenhavn stødende Gader er der, ifølge "Av.", i flere Aar aabenlyst og ved høilys Dag blevet begaaet de frækkeste Kultyverier. Som alle Udskeielser, der ikke blive dæmpede i Tide, have disse Tyverier antaget større og større Omfang, indtil de nu have naaet Toppunktet af Frækhed.

En Sværm Drenge, understøttede af diverse Koner, have organiseret sig i en formelig Røverbande, der daglig stjæle Kul.

Langs Passagen, der fører ned til Gasværkshavnen, ligge i forskjellige Hold, dels bag Stenbunker, dels bag Plankeværker og Grushobe, Drenge og Koner, forsynede med Sække. Naar Vognene, fuldt belæssede med Kul, komme kjørende og ere passerede Bagholdene, springe Drengene frem. Et Par af de Frækkeste entre op paa Bagsmækken af Vognene og rage med en forbausende Færdighed store Dynger Kul ned paa Veien. Kammeraterne ere parate med Sækkene og i største Hast fyldes disse, og de smaa Tyve forsvinde dernæst skyndsomst imellem Stenbunkerne.

Den samme Scene gjentager sig ved det næste Baghold, og paa den Maade gaar det den halve Formiddag og i Timerne efter Middag.

Dog er det ikke alle Vogne, der saaledes angribes - Nøddekul forsmaas, hvorimod de store Kul altid ere sikre paa Røvernes Bevaagenhed.

Vognrumlen gjør, at Kuskene i Reglen ikke opdage Tyverierne.

Selvfølgelig er det ikke alene Vognene, der ere Gjenstand for Bandens Eflerstræbelser. Jernbanevogne og Pramme blive plyndrede efter en større Maalestok.

Kullene blive saa solgte af Pillekonerne rundt omkring i Husene, og f. Ex. blive Folk paa Christianshavn daglig løbne paa Dørene af disse noble Forhandlere.

At det ikke er nogen absolut daarlig Forretning at stjæle Kul ved Gasværkshavnene, ses af, at en Kone, der forøvrigt blev idømt 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for denne Forbrydelse, oplyste i Retten, at hun tjente 5, 6, 7 Kr. om Dagen i visse Perioder.

Den enkelte Politibetjent, der er posteret ved Gasværkshavnen, er aldeles magtesløs overfor Røverhoben, der i en passende Afstand fra ham hujer og piber, og, naar den kan komme afsted dermed, kaster med Sten efter ham. Naar endelig Betjenten faar sat i en af Tyvene, er han strax omgivet af en hylende Hob.

Man maa derfor haabe, at Politiet vil forøge Styrken paa det paagjældende Sted, og dernæst maa Tyvene strengt straffes, at Uvæsenet dog engang kan blive standset, inden det bliver altfor galt.

Det er selvfølgelig først og fremmest i Drengenes egen Interesse.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 5. april 1887).

Gasværkshavnens regulering. Stereoskopi. Taget på for lille glasplade, hvorfor det ene tvillingebillede er halveret. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Ryssel og Folketingsvalget 1887. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om Emil Heinrich Ryssel: Højres Arbejder- og Vælgerforening (stiftelse). Ryssel og Folketingsvalget 1887. Emil Ryssel som Lotterikollektør. Emil Heinrich Ryssel (1846-1923).

Ryssel var højres kandidat i Kbh.s 5. kreds mod P. Holm 1887 og 1890: 

Ryssel.

Et Højre-Vælgermøde i 5te Kreds afholdtes i Gaar Aftes i Gothersgades Exercerhus paa - som det meddeltes - Foranledning af et Andragende fra 235 Vælgere i Kredsen, der ønskede Manufakturhandler Ryssel til Højres Kandidat ved de kommende Valg. Kl. 8 var der samlet 8-900 Vælgere, unge og gamle, blandt hvilke Stemningen øjensynlig var for Hr. Ryssel. Paa Tribunen saas foruden de to Kandidater selve Professor Matzen, P. V. Grove, Hiort-Lorenzen o. fl. 

Ryssel bød velkommen og foreslog et Leve for Konge og Fædreland; naar vi kunde enes derom, mente han ogsaa nok, at der blev Enighed om. hvem der burde være Kandidat. Han foreslog Matzen til Dirigent, hvilket vedtoges under Hurraraab for Professoren.

Matzen træder selskabsklædt, smilende, rødmosset frem og giver Ordet til

Redaktor Hiort-Lorenzen som den, der havde at give Meddelelser om Bestyrelsens ny Repræsentantskabs Virksomhed for at skaffe Kredsen en Kandidat. Det fremgik af hans Oplysninger, at begge Faktorerne var enige om at opstille Tømrermester Jørgensen, og at Hr. Ryssel ogsaa "loyalt" havde lovet at trække sig tilbage - men saa var uheldigvis dette Andragende fra de 235 kommet paa tværs af det hele; disse forlangte nemlig Hr. Ryssel, hvis Tilsagn de privat havde opnaaet, og Bestyrelsen var saaledes blevet tvunget til at sammenkalde dette Møde, hvis Beslutning nu skulde være den afgjørende.

Voxdugsfabrikant Meyer anbefalede Hr. Ryssel, idet han skarpt kritiserede Bestyrelsens Fremgangsmaade overfor denne, der dog ene havde Æren af Højresagens "forbavsende Fremgang". Han sluttede med hidsigt at erklære, at der var ingen i Kredsen, der kjendte Jørgensen.

Dirigenten advarede - ikke uden Grund - mod at opholde sig for meget ved Personligheder; saadant afstedkom let Forstyrrelse i den udmærkede Enighed, og man burde være glad ved hvem som helst af de foreslaaede Herrer.

Forretningsfører Christensen havde faaet det Hverv at anbefale Jørgensen. Dette gjorde han efter bedste Evne, hvilket ikke vilde sige meget, og han opnaaede da ogsaa kun til Tak, at Folk raabte paa Afslutning.

Et Medlem af Repræsentantskabet meddelte, at hans Kolleger havde givet ham Mundkurv paa; med en saadan kunde man ganske vist ikke bide, men gjø kunde man, og det havde han i Sinde at gjøre. Det var aldeles nødvendigt at vælge Jørgensen, mente han, man burde have en erfaren og sagkyndig Mand ind i Rigsdagen og ikke Ryssel. (Stærke Protester).

Hiort-Lorenzen protesterede indigneret mod dette Brud paa Tro og Love af en Kollega; det var blevet en aldeles bestemt Aftale, at kun han maatte tale paa Repræsentantskabets Vegne. 

Flere havde endnu Ordet, baade for den ene og den anden Kandidat; til Slutning interpelleredes disse af saa vidt vides - en Maler Nielsen om deres Stilling til Arbejderspørgsmaalene, Handelstraktaterne, Befæstningssagen og - de provisoriske Love.

Tømrermester Jørgensen fik først Ordet for at svare; han fattede sig kort - i 3 Minutter - idet han mente det rigtigt at gjemme sine Argumenter til Valgmøderne sammen med Modkandidaterne, saa vilde der sikkert blive nok at svare paa, kjendte han disse rigtig.

Ryssel derimod gik lidt nærmere ind paa Spørgsmaalene; han vilde baade have Handelstraktater, Befæstninger og - betingelsesvis - provisoriske Love; thi ihvorvel saadanne var meget sørgelige, maatte vi dog huske paa, at Venstre ene bar Skylden for dem. Dermed mente han den klaret og trak sig tilbage under stor Jubel.

Forretningsfører Christensen forsøgte endnu en Gang at faa Ordet for at anbefale Jorgensen, men uden Held; for Protester og Spektakel var det ham umuligt at faa Ørenlyd; selve den mægtige Dirigent formanede ikke at tilvejebringe Ro, og Christensen maa gaa ned med uforrettet Sag.

Derefter forsøgtes Striden afgjort ved Haandsoprækning, der ubetinget faldt ud til Fordel for Ryssel. Ikke destomindre fandt Professoren, at man af Høflighedshensyn burde lade skriftlig afstemme. Saa sluttede Forestillingen, der som Helhed gav et godt Indblik i Højres bekjendte Enighed.

- I Brøndanstalten ved Siden af Exercerhuset stod en Politibetjent parat til at tage sig af de uvorne Højremænd.

Mod Forventning blev der ikke Brug for Styrken.

(Morgenbladet (København) 2. december 1886)

Højre Kandidat i 5te Kreds.

I Gaar Aftes holdt Højres Arbejder (!) og Vælgerforening for 5te Kreds et Møde, paa hvillet der blev truffet Bestemmelse om, hvem der skulde være Professor Goss's Efterfølger som Partiets Kandidat ved de kommende Valg.

Til Lokale havde man, med Tilsidesættelse af alle Hensyn til sit eget Omfang, udset det uhyre Ekserserhus i Gotersgade: gennem to Indgange klattede Folk henad Kl. 8 sammen midt i det tomme Rum, og da man hurtig var naaet til den Erkendelse, at der ikke var mere at vente pa , begyndte Mødet.

Ved Ankomsten havde enhver Deltager forinden modtaget to trykte Sedler til Belysning af Situationen. Paa den ene, der var udgaaet fra "Avisen" s Bogtrykkeri, stod:

Stem paa Bestyrelsens og Repræsentantskabets Kandidat: Tømrermester J. C. Jørgensen, Formand for "Arbejdernes Værn".

Men paa den anden Seddel stod der :

Stem paa Arbejdernes (!) og Haandværkernes (!) Kandidat, Højresagens dygtige og ihærdige Forkæmper, Kredsbestyrelsens Formand, Hr. Manufakturhandler E. H. Ryssel. Flere Arbejdere (!)

Herefter var det klart, at man var uenige. Lederne vilde have en af deres egne, en Tømrermester: de Menige vilde have en af deres, en Manufakturhandler: ingen vilde have en Arbejder.

Professor Matzen besteg Tribunen for at dirigere Menigheden. Han bad de to Partier satte sig i Korthed, for at alle kunde enes i det mindste i det ene, at komme ordentlig hjem og i Seng. (Bifald).

Redaktor Hiort-Lorensen fra "Nationaltidende" vilde tale for Bestyrelsens og Repræsentantskabets Kandidat, Tømrermester Jørgensen. Det var allerede for lang Tid siden bleven besluttet at opstille denne, og Ryssel var da traadt frivillig tilbage. Men saa indkom der en Skrivelse fra 235 Medlemmer om alligevel at opstille Ryssel, og Sagen gik i Udvalg. Resultatet blev imidlertid atter, at man forkastede Manufakturhandleren og vedtog Tømrermesteren, og dette var sket for over et halvt Aar siden. Taleren vilde nu overlade til Forsamlingen at træffe en Afgørelse.

Fabrikant Meyer fik Ordet for at tale paa de 235's Vegne. Vi kunde ikke i denne Kreds forbigaa en Arbejder, med andre Ord, vi kunde ikke forbigaa "den lille Ryssel", Formanden for hele vor Valgbevægelse, han som havde rejst hele den store Agitation. (Voldsomt Bifald.)

Christensen, Forretningsfører i Arbejdernes (!) Værn og Redaktør af Havebrugstidende holdt et langt, en blomsterløst Foredrag for Jørgensen, under hvilket han hele Tiden opfordredes af forskellige Tilstedeværende til at holde op. Det gjorde han da omsider, men skønt man saaledes fik sin Vilje, lød der dog stærke Mishagsytringer efter Talens Slutning.

Nu anmeldte Dirigenten Malermester" - eller hvad han vilde have sagt: "Maler" Hansen, og dermed traadte Rysselianerne atter i Marken. Taleren kritiserede Jørgensen: Hvem var han? Var han Højremand? Han var ikke kendt, og han var bleven opstillet for et halvt Aar siden uden at nogen vidste det udenfor Bestyrelsen. Nej, vi skulde have en Arbejder valgt i 5te Kreds, og derfor vilde han opfordre til at stemme paa Manufakturhandleren. (Fornyet Bifald.)

Oberstløjtnant Blom fremhævede, at hvis det i det Hele taget skulde blive til noget, saa maatte man se at være enigt, og af Hensyn til den kære Fred vilde han anbefale Ryssel. (Hør!)

Et Medlem af Repræsentantskabet bad om Ordet. Han begyndte med at sige, at vel havde man givet ham Mundkurv paa, idet der var taget den Bestemmelse, at kun Hjort Lorenzen maatte referere for Repræsentantskabet; men naar han gav sin egen Hund Mundkurv paa, saa maatte den dog i det mindste gø, og gø - det vilde han! Han vilde gø til Fordel for Tømmermester Jørgensen. (Stærk Hyssen).

Hiort Lorenzen beklagede, at den foregaaende Taler havde brudt Overenskomsten.

Flere Talere anbefalede under stærkt Bifald Ryssel.

Matzen bad forsigtigt, da ban mærkede, fra hvad Kant, Vinden blæste, at man endelig ikke vilde komme ind pna nogen Kritik af den Kandidat, man ikke havde Sympati for, men at man blot ganske kort vilde erklære sig for den af dem, man vilde foreslaa. (Bifald.) Tillige vilde han henstille, at de følgende Talere paa Grund af den fremrykkede Tid kun maatte tale i 5 Minuter hver. Han vilde endelig gøre opmærksom paa, at den Kandidat, Forsamlingen bestemte, vilde Bestyrelsen ubetinget (!) antage. (Bifald.)

Derefter optraadte en Grosserer Christensen. Enten det nu blev den ene eller den anden, vilde han rette nogle Spørgsmaal til dem. Først om Toldloven, dernæst om Handel og Industri, og... og... ja, De forstaar jo nok, jeg er Handelsmand... (Taleren staar og famler under almindelig Forventning i sine Lommer, endelig finder han et Stykke Papir, hvorpaa han kigger) og Handelstraktaten med Spanien samt de provisoriske Love.

Matzen trækker sin Overfrakke paa og siger, at vi jo kun var komne for at opstille en Kandidat. Skulde disse besvare Spørgsmaalene, vilde det blive en lang Historie. Han vilde henstille til dem selv, om de havde Lyst.

Den lille Forsamling fryser i det uhyre Rum, en Del smøger Kraverne op over Ørene.

Bestyrelsens Kandidat, Tømrermester Jørgensen: Han skulde ikke indlade sig paa at besvare noget. Det var tidsnok paa Valgdagen. Socialisterne var godt organiserede og skulde nok interpellere. Lad os først se, hvem af os det bliver, Ryssel eller mig. (Bifald.)

Ryssel vilde derimod indlade sig paa Besvarelserne. Hvad Manufakturhandel og Industri angaar, maatte den paa alle mulige Maader ophjælpes. Danmark maatte ruste sig paa alle Maader, og navnlig om København; kunde nogen sige ham en heldigere Ordning, vilde han bøje sig for den. Og hvad de provisoriske Love angik (her kaster Taleren et prøvende Blik paa Grosserer Christensen) saa maatte vel baade Højremænd og Venstremænd være enige med ham i at beklage dem. Men Skylden laa hverken hos Regeringen eller hos Højre, men alene hos Venstre.

Forretningsføreren for "Arbejdernes Værn", Christensen, kom atter frem, men blev mødt med vedholdende Hyssen og Raab om Afslutning. Da end ikke Matzens store Klokke kunde skuffe ham Ørenlyd, maatte han straks fortrække 

Ved den derpaa foretagne Afstemning valgtes med overvejende Majoritet Manufakturhandler Ryssel til Kandidat. Resultatet blev modtaget med Leve- og Hurraraab for ham, hvorimod et Leve for Matzen ikke vandt videre Paaskønnelse.

Derefter forlangte Tømrermester Jørgensen skriftlig Afstemning, og Matzen bad de Tilstedeværende afgive deres Stemmesedler ved Kassen ved Indgangen, og anmodede indstændig Enhver, som ikke var fyldt 30 Aar, om ikke at stemme. Resultatet af denne Afstemning kendes ikke endnu.

Udfaldet blev altsaa, at Bestyrelsen og Repræsentantskabets Kandidat, Formanden for Kapitalisternes Værn "Avisen"s og Professor Matzens Protegé: Tømrermester Jørgensen faldt igennem, og at en lille Haandfuld Menige satte Ryssel paa Plakaten. Og der bliver han formodentlig staaende, indtil vi paa Valgdagen piller ham ned igen.

(Social-Demokraten 2. december 1886)

Valgkampagnen. Det gaaer Slag i Slag med Oppositionens Valgmøder nu. Mandag Aften holdt Overretssagfører Gustav Christensen sit første Vælgermøder med 2den Kreds. Stemningen var brillant, overveiende Venstre. Endel Høiremænd var kommen tilstede og gjorde i Begyndelsen Mudder, men lidt længere henne bleve de tause og paahørte med stor Opmærksomhed den sidste Halvdel af Hr. Christensens klare, formfuldendte Foredrag. En Høiremand, der fik Ordet, beklagede, at hans Parti havde besluttet ikke at overvære Oppositionens Møder, som han selv personlig havde faaet et meget godt Indtryk af. Han stillede adskillige Spørgsmaal til Kandidaten, som besvarede dem til almindelig Tilfredshed. Ogsaa Pastor Hostrup i 3die Kreds vil nu aabne Kampagnen. Han holdt Tirsdag Aften sin første Sammenkomst med Vælgerne. Vi faa nu se, om General Tvermoes, ligesom Krigsminister Bahnson, er modig nok til ikke at turde møde paa et offenligt Valgmøde. Skrædermester P. Holm er nu i fuld Gang med sine Møder i 5te Kreds, samtidig med at den store Manufakturhandler Ryssel fremstiller sig som "Billettrykker paa Banegaarden" for Kredsens "Arbejdere", selvfølgelig i lukkede Møder, hvor "Medlemskort forevises". Have Oppositionsmænd ved en Fejltagelse faaet Indbydelse til Mødet, som forleden paa Vodroflund. og de ikke deltage i Hurraraabene for Ministeriet, søge Høiremændene med aldrig svigtende Intelligents at prygle Vedkommende. Den Slags Ting er man jo godt kjendt med, siden den Tid Høiremændene vilde drukne "Socialdemokraten"'s Meddeler ved Grundlovsfesten i Kongens Have. Karakteristisk for dette "fine" Parti er ogsaa et Tilraab, der Mandag Aften brøltes op til Hr. Gustav Christensen: der er visse Ting, man kun besvarer med "en paa Tæven". Leve Intelligentsen! Høire er det dannede Parti! (det siger det selv). Hr. Ryssel i 5te lader forøvrigt til at være en Pokkers Karl, der ene kan paatage sig at føre en Mængde sociale Reformer igjennem. Folkethingsmand P. Holm er et rent Rul ved Siden af ham, det siger han idetmindste selv. Bare nu Vælgerne den 28de Januar ere af samme Mening. Hr. Ryssel burde offenlig lade sit Lys skinne for Vælgerne. Han sætter det virkelig under en Skjæppe ved kun at blusse for Medlemmerne af "Arbeider"- og Vælgerforeningerne. Efter Høirebladenes Meddelelser at dømme var det nok til at lyse op for den ganske Stad. "Her er Kraften og Humøret", siger Hr. Matzens "Avisen" jo. Blot de Folk vilde være lidt meddelsomme. I 9de Kreds har det været umuligt for Oppositionen at skaffe Lokaler tilveie, da alle Myndigheder vare enige om at afslaa Andragendet om at faa større Lokaler tillaans. Hr. Hørdum maa nu holde sine Vælgermoder inde i Byen. Hans Modkandidat. Malermester Jensen er sikkert glad ved ikke at skulle møde i aaben Mark. Der gaaer det Rygte, for hvis Sandhed vor Meddeler dog ikke kan indestaa, ude paa Christianshavn, at han bliver syg paa Valgdagen, hvor da en lidt mere dreven Stedfortræder skal aflevere Talen for ham. Blandt Oppositionsmænd fra 9de Kreds hører man stadig det Svar, naar man spørger om Stillingen derude: "Høire er vis paa ikke at kunne tage Kredsen, ellers havde de saamænd aldrig i deres Dage opstillet Malermester Jenjen som deres Kandidat". I 4de Kreds skal der nok brydes med de lukkede Møders Princip. Professor Scharling har indbudt cand. jur. Boghandler Philipsen, der vil komme tilstede ved et af denne indvarslet Møde. Hr. Scharling vil vel saa gjøre Gjengjæld ved at modtage Boghandler Philipsens Indbydelse. I 7de Kreds begyndte Hr. Hage sine Møder Tirsdag Aften. Denne Kreds er uangribelig. Agitationen gaaer stadig med glimrende Humør og Lyst fra Oppositionens Side. Høire begynde nu at efterligne os med at udsende Flyveskrifter, men hemmelige "Flyve"skrifter naturligvis, beregnede paa at styrke i Troen alle tvivlende Medlemmer af "Arbeider"- og Vælgerforeningen De ere saa interessante, at man næsten ikke kan faa fat i dem. Forøvrigt gjør man Propaganda for Høires Sag ved gratis at uddele Hr. Matzens "Avisen". Assessor Florian Larsen kan flet ikke lide Flyveskrifter. Oppositionsagitationen ude i 1ste Kreds har uddelt et lille Skrift, hvori der anstilles Sammenligninger mellem Herman Trier og Florian Larsen. Paa et lukket Høiremøde Mandag Alten udtalte han sig med stor Vrede om den "anonyme Æsel", der havde forfattet dette afskyelige Skrift, hvor man tillod sig at paastaa, at en Assessor i den kgl. Lands-Over-samt Hof- og Stadsret var en i Forhold til den almenagtede Filantrop Herman Trier endnu ubekjendt (!) Person (!!). Forsamlingen trøstede ham med udelt Tilslutning.

(Middelfart Avis 20. januar 1887)

E. H. Ryssel.

Valgene i Hovedstaden paa Fredag frembyde den særlige Interesse, at det iaar er første Gang. at en Arbeider stiller sig til Valg i en kjøbenhavnsk Valgkreds som Højrekandidat. Og dette Fænomen faar forøget Betydning derved, at det foregaar i Landets største Valgkreds som nu er vokset op til at tælle 120,000 Indbyggere og altsaa burde have Ret til at sende ikke mindre end syv Repræsentanter til Folkethinget. Der kan ingen Tvivl være om, at den almindelige Opmærksomhed hele Landet over paa Fredag fortrinsvis vil være henvend! paa Kjøbenhavns femte, og at man overalt med største Spænding imødeser Udfaldet af Hovedkampen mellem Høire og de af Venstre og Liberale stoltede Socialister, som udgjøre den langt overdelende Del af Oppositionen i denne Kreds. Der turde derfor være nogen Grund til at skænke Valget her en særlig Opmærksomhed, saa meget mere som Oppositionspressen enten af Uvidenhed eller for at forvirre Begredene stadig har givet en falsk Fremstilling af Høires Bevæggrunde til at opstille Hr Ryssel som sin Kandidat.

Det er en Selvfølge, at Høires ledende Mænd allerede i lange Tider har havt under Overvejelse, hvilken Kandidat der bedst vilde evne at samle alle Høires Stemmer i Kjøbenhavns femte paa sig: men om en Ting var man hurtig mig, nemlig at Kredsens store Arbeiberbefolkning havde et berettiget Krav paa at blive repræsenteret af en af sine egne. Det var dog ikke alene denne særlige Betragtning, der gjorde sig gjældende, men man ansaa det overhovedet for ønskeligt, at de talrige Arbeidere, som foretrækker en rolig og besindig fremadskridende Udvikling for at kaste sig i Socialismens Arme, til deres Talsmand i Folkethinget, fik en Arbeider, som paa dette Sted kunde danne en heldig Modvægt imod de Repræsentanter, der stadig foregive at tale i arbejdernes Navn. En saadan Mands Ord kunde paaregnes at maatte faa en særlig Vægt overfor de andres Deklamationer om Arbejdernes Undertrykkelse.

Gaande ud fra disse Betragtninger blev Kredsens ledende Mænd snart enige om, at det ikke vilde være muligt at finde en heldigere Kandidat end Arbeideren E. H. Ryssel eller at imødekomme Arbeidernes Ønsker bedre end ved at udpege ham. Denne for fire Aar siden ganske ubekjendte Mand havde ikke alene undfanget Tanken om gjennem en fast Organisation at sætte en Bom for Socialismens Omsiggriben paa Nørrebro, men han havde vist sig i Besiddelse af en Ihærdighed og et Organisationstalent, som hurtig bragte Hans Navn paa alles Læber, og som gav Stødet til den faste Sammenslutning i Høire Hele Landet over, der nu giør, at Høire kan imødese Valgene med større Sindsro end i mange Aar. Det vilde være for meget at tilskrive Hr. Ryssel Fortjenesten af Høires nuværende Organisation: den vilde som en Naturnødvendighed være kommen af sig selv: men Æren for at have bragt Stenen til at rulle hverken kan eller skal fortages ham. Og aldrig saa snart blev det bekjendt, at fremragende Politikere støttede Hr Ryssels Kandidatur, og at han havde overvundet sine Betænkelighed ved at modtage den. For enhver Tanke om en eller flere andre Kandidater fra alle Sider hurtig blev opgiven. og Høires Arbeider- og Vælger forening, som i femte Kreds tæller ikke mindre end 8000 Medlemmer, vedtog i December forrige Aar paa det bekjendte Exercerhusmøde, at Ryssel og ingen anden skulde være dens Kandidat. De Kredse, der endnu staa udenfor denne Forening, sluttede sig øieblikketig dertil, og fra det Øieblik af have alle Høirevælgerne i femte Kreds uden nogen som helst Undtagelse været enige om, at slulde Socialisternes Magt brydes i denne Kreds, maatte det ske med Hr. Ryssel. Straks efter hint Møde blev der med største Kraft taget fat paa en omhyggelig Organisation af Kredsens Høirevælgere, som indtil da havde været mangelfuld, og det skyldes ikke mindst Hr. Ryssels utrættelige Energi, at Høire nu her er saa fast sammensluttet, at det med Udsigt til et heldigt Udfald kan tage Valgkampen op med Socialisterne. Umiddelbart efter Folkethingets Opløsning begyndte Hr. Ryssel sin Valgkampagne. Han var den første af Hovedstadens Høirekandidater, som holdt Møde med sine Vælgere, og ingen har været saa utrættelig som han. Iaften holder han sit sidste af tretten Møder, hver Gang med en ny Kreds af sine Vælgere, for imorgen Aften at tale sit aller sidste Ord til dem paa et større samlet Møde. Tusinder af Vælgere har hørt hans klare og freidige Redegjørelse af det i Sandhed frisindede Standpunkt, han indtager, og Mænd af alle Samfundsklasser, af enhver tænkelig borgerlig Stilling, ere staaede frem for at anbefale denne Folkets Mand. Hvert Ord fra hans Mund har fundet Gjenklang hos hans Tilhørere, og ikke en Røst har reist sig imod ham. ikke den svageste Misfornøielse er fremkommen over hans Udtalelser, undtagen fra saadanne Folks Side, som kun vare komne til Møderne for at vække Uro og Forstyrrelse. Ja der kan endog siges til Hr. Ryssels Ros, at han overfor rene Socialister, so, vare komne for at modsige ham, maaske ogsaa tillige for at høre, hvad den Mand havde at sige, viste en anerkjendelsesværdig Ro og Overlegenhed. Man har fra den anden Side ladet ham høre at han kun holdt "lukkede" Møder, og frakjendt ham Mod til at mødes med sin Modkandidat. Hans Vælgere have ikke ønsket det, fordi det nærmest var dem om at giøre, at han fik Lov til i Ro og Fred at udvikle sine politiske anskuelser, men efter de Erfaringer, man har gjort paa hans Møder, der adskillige Gange have været urolige nok, er Hr. Ryssel Mand for at tage det op med de drevneste Socialisttalere. Og Leilighed til at vise sin Slaafærdighed vil Fremtiden næppe fattes ham. Men hidtil har han gjort Ret i at undgaa det. Hans Formaal var ikke at debattere uklare og taagede sociale Problemer med fanatiserede Modstandere, men at erobre sig en fast Plads i sine egne Vælgeres Hjerter, og at denne Opgave er løst af ham, maaske over hans egen beskedne Forventning, derfor borger det ustanseligt Bifald, der har fulgt ham fra Møde til Møde. Al Modstandernes Haan og deres Trusler har han ladet uænsede, kun en Plads som Høires værdige Repræsentant har han villet vinde, og at dette er lykkedes ham, det kunne vi, der have fulgt al hans Færd under hele Valgkampagnen, med god Fortrøstning bevidne.

Hr. Ryssel har netop de Egenskaber, man ventede at finde hos ham, men som han næppe havde have Leilighed til at lægge for Dagen indenfor Høires Arbeider- og Vælgerforening, hidtil hans eneste Tumleplads. Først nu, da han har naaet at komme helt ind paa Livet af Dagens brændende politiske Spørgsmaal, har han ret kunnet godtgjort sin sunde, jævne og klare Opfattelse af dem og at tage bestemt Standpunkt til mange Sager, der ligge i Særdeleshed Arbeiderne paa Hierte. Thi som Arbeider og som Kandidat i en Arbeiderkreds har han havt et sundt Blik for, at han i disse Sager skulde søge sin rette Begrænsning. Derfor er han ogsaa en Folketaler i dette Ords gode Betydning. Han ophidser ikke sine Tilhørere, vækker ikke deres onde Lidenskaber, Ægger ikke Arbeideren til Misfornøielse med hans maaske ublide Kaar, men han taler med Ro, Sindighed og sikker Overbevisning om, hvad der er til Menigmands sande Gavn, og ved hvilke Midler ban kan opnaa en Forbedring i sin Stilling. Vel har han bestandig ivret imod Venstreførernes fordærvetige Visnepotitik, men kun for atter og atter at paapege, hvorfor den har været til udødelig Skade for Arbeiderne. Kort sagt, ingen er gaaet utilfredsstillet fra Hr Ryssels Møder; alle har tvartimod følt, at Kredsen i ham vilde faa en Talsmand for deres Arbeideres sande Interesser; og en saadan er det, man har villet have.

Naar Høire alisaa nu gaar til Valg for at sætte Hr Ryssel paa den Plads, han baade har fortjent og gjort sig værdig til, da sker det med den trygge Forvisning om, at alt det Arbeide, der er gjort for at sikre hans Valg, ogsaa vil bære Frugt. Oppositionen nærer den største Frygt netop for dette Valgs Udfald, og det kan forudses, at den intet Middel vil sky til at holde Hr. Holm paa den Plads, han aldrig burde have indtaget, og som han kun opnaaede, fordi Høire ikke var tilstækkelig forberedt til det sidste Valg. Men denne Gang ere Rollerne ombyttede, nu er Høire den angribende Part, og ved et rask Tilløb, hvori ikke en eneste Høiremand bliver tilbage, kan Stillingen tages. 

(Nationaltidende 26. januar 1887, 2. udgave.)

Ryssel tabte med 30 stemmer til Peter Thygesen Holm. Ved valget i januar 1890 vandt Holm atter over Ryssel med 8554 stemmer mod 7186.

Holm var en af dem som det efter Pios og Poul Geleffs bortrejse 1877, sammen med Chresten Hørdum og C. C. Andersen, der havde tilhørt oppositionen på Gimlekongressen 1876, lykkedes at reorganisere bevægelsen og bringe bladet Social-Demokraten på fode. Holm blev medlem af kontrolkomiteen, medstifter af Socialdemokratisk forbund (af 12.2.1878), medlem af partiets hovedbestyrelse (indtil sin død) og var i disse år arbejderbevægelsens mest repræsentative og indflydelsesrige mand. 

Nationaltidende glemte at nævne, at ved folketingsvalget 1881 hvor Holm var opstillet i 5. kreds mod C. Goos, var han blevet udsat for bagholdsangreb af "Heroldisterne", H. Brix' tilhængere, og ved næste valg 25.6.1884 måtte Goos indrømme, at han havde støttet "Herolden"s afløser, baronesse Jaquette Liljencrantz' "Den nye Socialist" for at splitte arbejderne. Ved valget til rigsdagen 1884 sejrede Holm med 5385 stemmer mod Goos' 4493. Han blev således sammen med Hørdum de to første socialdemokrater der. Her sluttede de sig til venstre i protesten mod provisorierne, delvis i visnepolitikken, og gik i reglen med de Berg-Hørupske grupper. Holm fastholdt kredsen til og med 1898, også efter at kredsen, hidtil landets største, 1894 havde afgivet vælgere til tre nye kredse. 

Styrmand Holm (1847-1886). (Efterskrift til Politivennen).

Nedlagt gravsted, Vestre Kirkegård. Den 39-årige styrmand Johannes Antonius Holm omkom i et forsøg på at redde to drenge fra at drukne, men druknede selv sammen med den dreng han forsøgte at redde. Han efterlod sig kone og 3 børn. Styrmand Holm boede på Lille Istedgade 6, havde været gift i 5 år og fik 3 børn (konen var gravid med et fjerde). Huset lå hvor nu Borgenhus ligger, ved siden af Mændenes Hjem.

Han sejlede kryolit fra Ivigtut, Grønland på Kryolithmine- og Handelsselskabets barkskib "John Franklin". Skibet var kommet til København med kryolit fra Ivigtut-minen Grønland, under kaptajn Mortensen den 8. august 1886.

Begravelsen tiltrak efter hvad aviserne berettede en stor mængde mennesker. Efter hans død blev der fra forskellig side iværksat indsamlinger til hans efterladte, bl.a. fik enken et beløb af kongen (Christian 9.).

To mennesker druknede.

Søndag eftermiddag skete et ulykkestilfælde i Københavns Havn ud for Kvæsthusbroen. En bugserdamper kom slæbende med nogle skibe gennem havnen. En lejebåd, hvori der befandt sig to drenge, hængte sig fast ved et af de bugserede skibe, men pludselig gav drengene los uden at have set en i farvandet kommende vandbåd. Det så ud som om der skulle ske et sammenstød, hvorfor den ene af drengene ville tage mod stødet, men ved denne bevægelse fik han overbalance og styrtede i vandet. En mand af vandbådens besætning, styrmand Holm, kastede sig ifølge "Dagbl." straks ud efter ham, og begge kom også op en gang, men sank derpå igen og kom ikke mere til syne. Ligene blev i går formiddag fundet og ved politiets foranstaltninger indlagt i et lighus. Styrmand Holm efterlader sig enke og tre børn.

(Slagelse-Posten 12 oktober 1886)

Kvæsthusbroen, 1870. Det må have været i dette område ulykken skete. Som det ses ser det temmelig befærdet og snævert ud. Længst væk til venstre Vestindisk Handels Plads med de karakteristiske pakhuse. Vilhelm Tillge (1843-1896) fotograf. Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Materialet er fri af ophavsret.

Enken efter styrmand Holm

som i søndags druknede under forsøget på at redde et ungt menneske, har i følge "Av." fra selskabet som består af mænd der er benådede med redningsmedaljen, i betragtning af de meget trange kår i hvilke hun lever, modtaget en understøttelse af 25 kr. som af selskabets formand blev overrakt hende i hendes bopæl, Lille Istedgade 6.

(Sjællands-Posten (Ringsted), 15. oktober 1886)

Dødsfald

At min trofaste stræbsomme mand, forhv. styrmand Johannes Antonius Holm efter 5 års lykkeligt ægteskab kun 39 år gammel i søndags har ofret sit liv under forsøget på at frelse et ungt menneske fra at drukne, bekendtgøres for venner og bekendte af hans dybt sørgende hustru.

3 små børn og hans moder begræder med mig tabet af en elsket mand, søn og fader.

Johanne Bolette Jørgensen,

født Rasmussen

Marie Johanne Holm, b5902

født Rasmussen

Begravelsen finder sted søndag den 17. oktober kl. 2 fra Vestre Kirkegårds kapel.

(Social-Demokraten 16. oktober 1886)

Sømandsforeningen af 1877

Medlem nr. 106, Johannes Antonius Holm, som tilsatte livet under forsøget på at redde et medmenneske, begraves fra kapellet på Vestre Kirkegård søndag den 17. dennes kl. 2.

De herrer medlemmer bedes give møde. Emblem bæres.

b 5886

G. Nielsen,

Formand

(Social-Demokraten, 16. oktober 1886)

Jordefærd.

I går foregik på Vestre Kirkegård en højtidelig begravelse. Det var styrmand Holm som den 10. d.s. tilsatte livet under et forgæves forsøg på at redde et ungt menneske fra at drukne i havnen ud for Kvæsthusgade, der her blev stedt til hvile. Kisten hvorover foruden Sømandsforeningens fane tillige fire dannebrogsfaner vejede, var rigt smykket med kranse, hvoriblandt en særdeles smuk laurbærkrans med en dannebrogssløjfe der bar det emblem som føres af "Selskabet bestående af Mænd der er benådede med redningsmedaljen" samt dette selskabs "farvel" til den afdøde der efter oftere at have reddet menneskeliv nu ved sin opofrelse i døden havde indskrevet sig selv som en brav kammerat. Pastor Mohr holdt en gribende tale til det særdeles talrige følge som havde samlet sig, og hvoriblandt man foruden Sømandsforeningen af 1877 og den afdødes kammerater fra de fartøjer der på reden forsyner skibene med vand, bemærkede særdeles mange mænd der bar redningsmedaljen, af hvilke sidste en del bar kisten til graven. Den smukke begravelse skal være bekostet af den afdødes ovennævnte kammerater, der straks har skudt en sum sammen mens bestyrelsen af det omtalte selskab, bestående af mænd der er hædret med redningsmedaljen (hvis love blandt andet også byder det at understøtte efterladte efter mænd der -- selv uden at være medlemmer af foreningen - tilsætter livet ved redningsforsøg) har efter ringe evne sendt den afdødes enke et foreløbig hjælp. Men dette smukke eksempel trænger desværre hårdt til efterligning, for trangen er stor og den stakkels enke sidder med tre uforsørgede småbørn og venter nu bekymret på nedkomsten med det fjerde. 

(Nationaltidende, 18. oktober 1886)

Jordefærd. I søndags eftermiddags kl. 2 jordedes på Vestre Kirkegård liget af styrmand Holm, der for otte dage siden druknede under forsøget på at redde et ungt menneske. Trods det uhyggelige vejr havde der samlet sig en stor mængde mennesker for at følge den behjertede mands båre. To af den afdødes små børn var også til stede. Kisten var smykket med en mængde kranse, hvoriblandt en laurbærkrans fra "Selskabet af Mænd, der har faaet Redningsmedalje", og en af de gamle sømandsforeninger var mødt med nogle faner. I det ikke meget rummelige kapel holdt pastor Mohr en smuk tale, hvori han navnlig dvælede ved den afdødes opofrende dåd, idet han havde givet det bedste han ejede, sit liv, hen for et medmenneske; og sådan stordåd havde han mange gange øvet. Nogle salmer blev sunget, og kisten blev båret til graven, hvorefter højtideligheden var til ende. 

(Social-Demokraten, 19. oktober 1886.)

Hans majestæt kongen har sendt en gave af 100 kr. til styrmand Holms efterladte.

(Dagens Nyheder, 22. oktober 1886)

Søndag den 10, oktober tilsatte styrmand Antonius Holm der i mange år har faret med barkskibet "John Franklin", livet under et forsøg på at redde en ung mand fra at drukne. Hans efterladte familie, der består af kone og tre børn med snarlig udsigt til et fjerde, er derved kommet i så trykkende forhold, at den vil komme til at lide ligefrem nød, hvis der ikke ydes hjælp. Efter vort kendskab til forholdene foreligger der her et tilfælde hvor godgørenheden i enhver henseende vil være på sin rette plads, og vi håber at denne vor opfordring til at yde frivillige bidrag må kunne bidrage til noget at betrygge den families skæbne som så brat har mistet sin forsørger under hans udførelse af en menneskekærlig handling.

Undertegnede modtager med tak ethvert bidrag.

R. E. A. Rasmussen

Skibsfører

Lille Strandstræde 18

H. L. Urbye

Skibsfører

Rosendalsvej 12, 2

Theodor Hansen

Skomagermester, 

Brogade 7

Carl f. Schønning

Manufakturhandler

Østergade 56

D. Clausen

Arbejderformand

Borgergade 118

(Morgenbladet (København), 24. oktober 1886)

Til styrmand Holms efterladte er der endvidere på dette blads redaktionskontor indleveret: P. E. C. 5 kr. - Chr. Hansen, Nørrebro, 3 kr. - E. W. 2 kr. - Aug. C. 10 kr. - Andrea og Harald 2 kr. - Th. O. R. 2 kr. - Ialt med det tidligere indkomne: 462 kr 70 Ø.

(Dags-Telegraphen (København), 28. oktober 1886).

Til styrmand Holms efterladte er der endvidere på dette blads redaktionskontor indleveret: r. 2 kr. - Ialt med det tidligere indkomne: 983 kr 90 Ø.

(Nationaltidende, 31. december 1886).

Folketingets Formand løslades 1886. (Efterskrift til Politivennen).

Chresten Berg (1829-1891) var 1865-1891 folketingsmand for Venstre og Folketingets formand 1883-87. Han var suspenderet 25. januar til 24.juli 1886 som formand pga. fængselsophold. I øvrigt i strid med Grundlovens § 57 om parlamentarisk immunitet: han blev dømt uden at hans immunitet var blevet ophævet.

1885 var nærmest borgerkrigslignende tilstande: I Folketinget var der venstreflertal, og Estrup-regeringens provisoriske finanslove blev for første gang vedtaget stik imod Folketingets Venstre-flertal. Attentatet mod Estrup fandt sted 21. oktober 1885. Christen Berg afholdt sommeren 1885 møder for at samle befolkningen til fortsat modstand mod det herskende regeringssystem. I Holstebro indtog politimesteren mod komiteens ønske talertribunen, og Berg nægtede at tale, så længe han befandt sig der. To af komiteens medlemmer fjernede herefter med magt politimesteren der nægtede at gå frivilligt. Berg blev tiltalt og januar 1886 af Højesteret dømt til seks måneders fængsel på sædvanlig fangekost. 

Da han kom ud af fængslet, begyndte atter en række af store demonstrationer, hvoraf nedenstående er et eksempel. Modsat hvad der står i nedenstående artikel var han svækket og sukkersyg af fængselsopholdet. Og hans protestlinje var i mellemtiden blevet opgivet af partiet. 

I 1880erne grundlagde han en række aviser i jyske købstæder, der i mange år var samlet som De Bergske Blade. 

Chresten Berg. Fotograferet af Christensen & Zahrtmann. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Folketingets formand. Løsladelsen.

Lørdag morgen kl. 8 fandt løsladelsen sted.

Den konstituerede politidirektør, hr. Eugen Petersen, havde som meddelt udstedt en proklamation, i følge hvilken al sammenstimlen og demonstration blev forbudt: Plakaterne var også opslåede på gadehjørnerne.

Dette havde dog - skriver "Mrgbl." - ikke afholdt en mængde mennesker fra at give møde, og kl. 7:30, var pladsen foran tinghuset fyldt med en mængde mennesker, ligesom de tilstødende gader og pladser foran Johannes Kirken var tæt besatte.

Lidt over Kl. 7:30 kom politiet under ledelse af 5 p'er: politiinspektørerne Eugen Petersen, Carsten Petersen og Th. Petersen samt overbetjent i opdagelsespolitiet Rudolf Petersen og menig opdager Lauritz Petersen. Et hav af betjente og overbetjente fulgte. Med høje råb og livlig gestikuleren ledede hr. Th. Petersen operationerne.

Mængden dreves lykkeligt længere og længere tilbage. Så raslede en dampsprøjte pustende og stønnende over St. Hans Torv, og ned ad en sidegade ned til søen. Almindelig opsigt. Var det meningen at sprøjte på hoben? Et øjeblik efter kom i susende fart vognen med redningsstiger; der måtte altså være veritabel ildebrand.

Efter dette lille intermezzo tog politiet med fornyet kraft fat på "rydningsarbejdet". Lidt efter lidt, skridt for skridt, tomme for tomme trængtes mængden bort fra den åbne plads ned i sidegaderne, der så efterhånden afspærredes. Da klokken slog 8 på St. Johannes Kirke, stod udenfor tinghuset kun nogle få referenter fra hovedstads- og provinsblade. 

Inde bag kolonnaden foran indgangen til arresterne holdt vognmand Bohns bekendte landdauer med de hvide heste.

Klokkeurets 8. slag havde endnu ikke lydt, da fængselsdøren åbnedes, og hr. Berg trådte ud, fulgt af sine to ældste sønner. De tog plads i vognen, der svingede ud fra fængselsgården, ud på Blegdamsvej. For første gang i 6 måneder var Berg atter fri, kunne han atter indånde den friske luft uden fængslets mugne bismag.

De udenfor fængslet samlede blottede i tavshed hovederne, da vognen kørte bort; hr. Berg gengældte som altid venlig hilsnerne. Det var en fornøjelse at se, så rask og sund han så ud.

Tinghuset, set fra Sankt Hans Torv. Fotograferet af Holder Damgaard (1870-1945). Nok af noget nyere dato, med biler og cykel, men dog også hestevogn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hen over St. Hans Torv gik det i skarp trav, hen til Elmegade, og videre over Nørrebrogade ad Griffenfeldtsgade og Ørstedsvej til Frederiksberg Alle.

Uden for en restauration på St. Hans Torv havde en mængde mennesker samlet sig på restaurationens grund; her kunne politiet ikke forbyde dem at stå; umiddelbart udenfor var en stærk afdeling opstillet.

Da hr. Berg kørte forbi, brød de forsamlede ud i jublende hurraråb, det rungede hen over hovederne på den opstillede politistyrke, der stod tavs og stille som en mur.

Langs alle de gader, vognen med hr. Berg passerede, forplantede hurraråbene sig. Politiet gjorde overmenneskelige anstrengelser for at stoppe mængden der fulgte efter vognen; voldsomt brød det sig vej og trængte folk til side; men fuldstændig at holde folk tilbage lykkedes dog ikke.

Politiet havde foreskrevet den vej, ad hvilken vognen måtte køre. Kusken gjorde indsigelse, han ville køre, hvor hr. Berg forlangte. Det foranledigede at såvel kusken som vognens ejer blev noterede af politiet. Da hr. Berg imidlertid på forspørgsel erklærede at det var ham lige meget, hvilken vej vognen kjørte, valgte kusken at følge den anviste rute.

Ud for Bergs hjem i Frederiksberg Allé havde der henad 8-tiden samlet sig en del mennesker der hilste på hr. Berg ved hans ankomst.

Lidt efter lidt forøgedes de mødte med de fra Blegdamsvej ankommende, og til sidst var der vel samlet ca. 1000 mennesker.

Frederiksberg politi forholdt sig aldeles passivt. Da mængden pludselig fik øje på hr. Berg i et af vinduerne, brød den ud i dundrende hurraråb, hvorefter den skiltes lige så rolig, som den var kommet.

Hele formiddagen var der dog en livlig valfarten til Frederiksberg Alle hvor de bergske vinduer var målet for alles blikke.

Festen i går.

Da Landskrona-turen i sidste øjeblik af de svenske autoriteter blev forbudt, henlagdes festen til Marienlyst Badeanstalt ved Helsingør. Hovedstadens oppositionsblade bringer i dag udførlige skidringer af denne storartede festlighed, hvoraf vi efter "Politiken" og "Morgenbladet" hidsætter følgende :

Afrejsen.

Om morgenen skylregnede det, henad kl. 9 brød solen frem gennem de regnmættede skyer. Kl. 11 havde man grund til at håbe på godt festvejr, om en eller anden drilsk regnsky viste sig på himlen. Fra kl. 10 strømmede en uendelig menneskemasse gennem byens gader, skarer kom fra alle kanter, alle havde de et mål - Kvæsthusbroen.

På St. Annæ Plads havde politiet afspærret og indlod kun festdeltagerne. Politistyrken var meget talrigt og værdigt repræsenteret. Civilklædt med regnkappe og vandstøvler: Forfatteren af det berømmelige politi-interdikt, vicepolitidirektør Eugen Petersen; i fuld uniform, martialsk i holdning, kårde ved siden og dragonreussere på benene tog 1. politiinspektør, cand. juris., fhv. dragonløjtnant Theodor Petersen sig ud til sin fordel. Så kom politiassistenterne Madsen, With og Smit - ham fra Odense - og et utal af uniformerede betjente, fordelte over alt. Man blev straks klar over, at den lille belejringstilstand var indført. I alle byens hovedgader, på hjørnerne og skjulte i porte, var samlet alle de betjente, som kunne gå og krybe. Nede ved Kvæsthusbroen stod hist og her mindre afdelinger opstillede peletonvis, stramme og militaristiske at se til - enhver vidste jo at 1. politiinspektør var til stede. I et pakhus var reserven stationeret.

Der var glade og muntre skarer, der snart fyldte Kvæsthusbroen og omliggende pladser, mange af dem festlig smykkede med emblemer, med Berg i hatten, Berg i knaphullet. På skibene solgte smukke unge blomsterpiger i nationaldragt den snildt lavede Berg-rose. I et og alt havde alle mennesker taget Festkomiteens opfordring til rettesnor; kun på et punkt syntes det, som om forholdsvis få havde fulgt de praktiske råd: man så næsten ingen madkurve.

Kl. 11 var alt i orden: langs bolværkerne den anselige flag- og grøntsmykkede dampskibsflåde; på landjorden de tætte skarer, der tålmodig ventede på at deres tur skulle komme. Hurtigt og akkurat gik indskibningen for sig, snart var de fleste skibe besatte med festdeltagere. Så lød hurraråb oppe fra byens gader, stærkere og stærkere bliver råbene, politiet kommer i bevægelse, vicepolitidirektøren synes lidt nervøs. Gennem den tæt sammenpakkede tilskuermængde på St. Annæ Plads baner en landauer med hvide heste sig vej. Rungende hurraråb svarer fra skibene, det er Berg, som kommer. I vognen fandtes endvidere fru Berg, pastor Hostrup og redaktør Neergaard. Æresgæsten gik om bord i "Gefion", hvor hans ankomst vakte stormende jubel

*   *   *

Kl. 11:15 tog "Niels Brock" teten hilst med jublende hurraråb og viften med lommetørklæder fra de tusinder af meningsfæller, der stod tæt pakkede på "Thingvalla", langs Larsens Plads, helt ud ad Langelinie. Så gik det slag i slag med stor præcision, og Kl. 12:15 forlod det sidste skib "Skandia" bolværket. Ved afsejlingen spillede de forskellige musikkorps, der var på skibene, fædrelandssange, især "Vift stolt på Codans bølge". Til en afveksling intoneredes Marseillaisen fra "Skandia". Ombord på flåden var ifølge politiets optælling i det hele 8300 mennesker.

Ankomsten til Helsingør.

Efterhånden som de 16 skibe ankom til Helsingør, marcheredes straks til festpladsen. Den liberale forening i Helsingør modtog festdeltagerne på havnepladsen. Det sidste skib løb ind i havnen kl. 4:30.

(Herefter referat af talerne redaktør Neergaard, Berg selv, Høgsbro og socialdemokraten P. Knudsen hvor et af temaerne naturligvis var det dybt uretfærdige i fængslingen af Chresten Berg. Efter festen sejlede gæsterne tilbage igen og blev modtaget med sang, musik, fyrværkeri, hurraråb og en del politi).

(Folketidenden - Ringsted, 26. juli 1886)