Karl Gustaf Wetterhof (1832-1887). (Efterskrift til Politivennen)

En finsk omrejsende journalist, litterat, oversætter m.m. endte sine dage på Vestre Kirkegård i København. Knap 40 år efter blev der rejst en bautasten på hans grav.

Karl Gustaf Wetterhoff (1832-1887) blev student fra Kejserliga Alexanders Universitetet i Finland i Helsinki 1852. Han deltog i den antiryska studentfesten "Tölömiddagen" på Andersdagen 1855 og samme vinter kom han uden pas til Sverige. Her arbejdede han ved forskellige aviser i Stockholm og oversatte finske folkeviser. Han studerede også ved Uppsala Universitet. Han var med i redaktionen 1859 på Nya Dagligt Allehanda. Han var redaktør på Ny Illustrerad Tidning i dets første udgivelsesår 1865, derefter korrespondent i udlandet. Han opholdt sig 1866-81 i Paris og Rom og derefter igen Stockholm, 1884-86 i Finland og 1887 i Paris.

Nogle svenske film bygger på hans værker: Lyckans gullgossar (1932), Med kärlek och solsken och sång (1948) og Kalle Karlsson från Jularbo (1952). 

Finland hørte 1809-1917 under Rusland og var på det tidspunkt et autonomt storfystendømme. Nationalismen gav sig udtryk i sproget og finske kulturelle traditioner. I 1860'erne var der stor hungersnød hvorunder 15% af befolkningen udvandrede.

Finske Tilstande. Medens der i Finland hersker formelig Begejstring over Landdagens Aabning, er der paa selve Aabningsdagen forefaldet en Begivenhed, der kaster et ejendommeligt Lys over den konstitutionelle Komedie, som for Tiden opføres i Helsingfors. Hovedpersonen i Begivenheden er en Finne ved Navn Wetterhoff, som for syv Aar siden, efterat den finske Regering havde uagtet ham Tilladelse til at flytte til Sverig, begav sig dertil uden Pas og siden har opholdt sig i Stockholm, hvor han hører til Nya dagl. Allehandas Medarbeidere. I de syv forløbne Aar har han flere Gange besøgt Finland, og for at besøge Venner og Slægtninge begav han sig ogsaa dertil den 8de September med Dampskibet "Grev Berg". Hans Pas var af den russiske Generalkonsul i Stockholm viseret for Frem- og Tilbagerejse i Løbet af 11 Dage. I Åbo lod han Passet visere og begav sig da til Helsingfors og derfra til Tavastehus.

Da han kom tilbage derfra til Helsingfors og indfandt sig med sit Pas paa Politikammeret for at faae det viseret, bad man der om at maatte beholde det i et Par Timer, fordi Gouverneuren, Baron Walléen, ønskede at see det. Det lovedes, at han skulde faae det tilbage Kl. 2, men da han kom, var Paskontoret lukket, og Kl. 3½ blev han ved et Bud, der opsøgte ham paa Hotellet, anmodet om at begive sig til Baron Walléen. Denne modtog ham meget koldt og befalede ham "efter Hs. Majestæts Ordre" strax at forføie sig til Åbo. Wetterhoff udtalte sin Forundring over, at Hs. Majestæt kjendte ham, og spurgte, om han ikke kunde faae Lov til efter sin Rejseplan at besøge nogle Paarørende i Borgå og Tavastehus. Gouverneuren lovede at "tale med Keiseren" derom og bad ham at komme igjen næste Dag. 

Da han kom igjen, var Baronen meget fortrolig imod ham og fortalte med en vis Snaksomhed, hvad Keiseren havde sagt om ham, og hvorledes han havde opnaaet hans Tilladelse til den ønskede Reise paa den Betingelse, at Wetterhoff vilde give sit Æresord paa at reise fra Helsingfors, hvor man ikke ønskede hans Nærværelse, og en bestemt Dag indtræffe i Åbo for at begive sig tilbage til Stockholm. Dette lovede han og nævnte den 17de som den Dag, da han paa Tilbagerejsen vilde passere Åbo. Han begav sig derefter til Politikammeret for at faae sit Pas, men det nægtedes ham, og han indsaae nu, at man havde villet lokke ham i Fælde. Han begav sig atter til Gouverneuren, Baron Walléen, men dennes Dør var lukket, og en Tjener indenfor erklærede, at han ingen Nøgle havde. Medens han ventede paa Trappen, kom den russiske Udenrigsminister, Fyrst Gortschakosj for at tale med Gouverneuren, men kunde eiheller komme ind; Fyrsten vilde imidlertid ind, og Wetterhoff havde den Fornøielse at yde den russiske Udenrigsminister en Haandsrækning, medens Gortschakosi krøb ind af et Vindue paa Gangen. "Et Øieblik havde jeg Ruslands Politik i mine Hænder," skriver Wetterhoff i sin Beretning i Nya dagl. Alleh ; "jeg havde kunnet styrte den i en Afgrund, mindst sex Alen dyb! Jeg gjorde det ikke - Europa tilgive mig det!" 

Kl. 3½ om Estermiddagen blev han atter kaldet til Baron Walléen, som, da han bad ham om at skaffe ham det ham forholdte Pas, reentud erklærede, at han ikke kunde faae det, og at han i Åbo vilde blive sat under Tiltale, fordi han for syv Aar siden havde begivet sig til Sverig uden Pas, uagtet denne Forseelse efter Loven præskriberedes paa 2 Aar, og uagtet der ved Keiserens Kroning var udstedt almindelig Amnesti i denne Henseende. Wetterhoff bebreidede Gouverneuren hans uridderlige Fremgangsmaade, men Følgen var blot, at Gouverneuren overfusede ham med Grovheder, fordi han var Medarbejder af det russiskfjendske svenske Blad, og tilsidst overleverede ham til en Politiofficiant "for at sættes paa Karren og under Bevogtning føres til Åbo." Imidlertid fik han Lov til under en civilklædt Politibetjents Bevogtning i Hotellet at træffe nogle Forberedelser til Reisen, og her samledes om ham en Mængde agtede Mænd, derimellem flere Medlemmer af Landdagen, som havde hørt tale om den ham overgaaede Behandling. 

Kl. 7 kom Politibetjenten og forlangte, at han skulde følge med, men Wetterhoff vægrede sig ved at adlyde, da Politibetjenten ikke kunde eller ikke vilde fremvise nogen skriftlig Ordre. Imidlertid havde endeel hæderlige Borgere henvendt sig til Gouverneuren, Generalgouverneuren, ja efter Forlydende til Keiseren selv for at udvirke en Forandring i de trufne Bestemmelser, og Alle undskyldte sig med, at det Passerede beroede paa "en Fejltagelse af det underordnede Politi". 

Den næste Dag fik Wetterhoff sit Pas tilbage, imod at han forpligtede sig til om Natten at afreise med Dampskibet fra Helsingfors, og imod at et Medlem af Senatet indestod for, at denne Forpligtelse opfyldtes. Passet var ikke viseret, men det erklæredes, at en Paategning i Helsingfors var overflødig. Wetterhoff afreiste altsaa og kom den 17de om Aftenen til Åbo. Har gik han ind i et Konditori for at nyde nogle Forfriskninger, og paa det traf han en gammel Bekjendt, Byens Politimester. Medens de talte sammen, blev Politimesteren kaldt udenfor, og da han kom tilbage, erklærede han Wetterhoff, at der var kommet telegrafist Ordre fra Helsingfors til at forhindre hans Afreise og satte ham under Tiltale som Rømningsmand. Man havde kun villet narre ham fra Helsingfors, hvor Politiets Fremgangsmaade imod ham havde vakt stort Røre, for filtrere i Åbo at kunne forfølge de russiske Hævnplaner imod Medarbeideren af det svenske Blad. 

Det lykkedes dog Wetterhoff at undkomme; hvorledes dette skete, er, siger han, indtil videre hans Hemmelighed. Formodenlig har han faaet en Baad til at føre ham til Stockholm, hvor han nu befinder sig i Sikkerhed imod de russiske Efterstræbelser og med Grund kan spotte over den Ophidselse, hvori en fredelig Bladreferent har sat det mægtige russiske Keiserhof.

(Dagbladet (København) 26. september 1863. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Dr. phil. Karl Wetterhoff, en af Sveriges mest kundskabsrige Æsthetikere, er iforgaars efter et Par Ugers Sygeleie afgaaet ved Døden paa Frederiks Hospital. Wetterhoff var født i Finland, men maatte i sin Ungdom, for at undgår Konflikter med de russiske Autoriteter i Anledning af uforsigtige Udtalelser, gjøre en ufrivillig Reise til Sverige, som han derefter vedblev at betragte som sit Hjemland, uagtet de mildere Forhold under den nuværende russiske Keiser ikke lagde Hindringer i Veien for hans Ophold i Fødelandet, som han for ikke lang Tid siden besøgte. Hans Uafhængighedslyst tillod ham ikke at tage nogen fast Ansættelse, det være sig offenlig eller privat, men i Nabolandets literære Verden har han erhvervet sig fortjent Anerkendelse - særlig som en udmærket fin Kritiker, hvis Smag var uddannet ved grundige Studier og langvarige Ophold i Udlandet, og hvis Udtalelser altid var prægede af upartisk og uforbeholden Sandhedskjærlighed. Som Korrespondent har han været knyttet til forskjellige af Sveriges mest ansete Blade, men han var ikke meget produktiv. Han hørte til de aristokratiske Skribenter, der stille saa store Fordringer til deres Produktion, at den næsten ikke kan tilfredsstille dem selv, og efter hans egen Tilstaaelse skrev han derfor "ikke en Smule mere end høist nødvendigt", og hans Fordringer til Livet vare saa smaa, at hans Fornødenheder vare de mindst mulige. Mange af vore Romafarere vil mindes hans mægtige Personlighed, og enhver, der har gjort hans nærmere Bekjendtskab vil med Velvillie gjemme Mindet om ham som en baade fra Aandens og Hjærtets Side rigt begavet Mand. Efter at han i nogle Aar havde lidt af en tiltagende Sygelighed og tilbragt sidste Sommer ved Ronneby Bad, kom han til Kjøenhavn paa et kort Besøg men saa fik Sygdommen Magt med hans stærke Natur, og her døde han - ene, som han havde levet.

(Nationaltidende 9. november 1887).

En vandrer gennem Livet

Imorgen rejses en Mindesten paa Karl Wetterhoffs Grav paa Vestre Kirkegaard.

Det er 30 Aar siden den svensk-finske forfatter Karl Wetterhoff døde paa Frederiks Hospital, og først Imorgen rejses en Mindesten paa hans Grav paa Vestre Kirkegaard.

Her i Landet er der kun faa, der husker Karl Wetterhoff, men i Finland og i Sverige lever hans Minde, og ved Stenens Afsløring imorgen sil de finske og svenske Interparlamentariker, som for Øjeblikket er her i Byen, give Møde.

En Vandrer gennem Livet.

Der findes i M. Galschiøts Bog: "Skandinaver i Rom" en fyldig Skildring af den mærkelige, ensomme "Vandrer gennem Livet", som hed Karl Wetterhoff. I Halvfjerdserne var han et fremtrædende Medlem af den skandinaviske Koloni i Rom, hvor han daglig tilbragte mange Timer ved Stambordet i Osteriet "Thunfisken" ved Fontana-Trevi,

Han var den Gang i Fyrrerne og havde ført et bevæget Liv. Som ung Student deltog han i en antirussisk Demonstration i Helsingfors og satiriserede i en Tale over Magthaverne. Politiet havde en Spion ved Festen, og Wetterhoff maatte over Hals og Hoved flygte til Sverige for at undgaa Deportation til Sibirien.

1 den svenske Hovedstad hørte han i nogle Sæsoner til de omstridte "Løver". Han digtede, drev Journalistik og blev Medarbejder ved det konservative Blad "Nya dagl. Allehanda". I saa at sige alle de politiske Sager, der i hine Aar var fremme paa Dagsordenen, blandede han sig med Lune og Dygtighed, omend ofte med en noget kandestøberagtig Overfladiskhed.

1864 var han med til at starte "Ny lllustr. Tidning", hvis første Redaktør han blev. Men her kom han tilkort - han var for meget af en Vagabond til at kunne passe det regelmæssige, daglige Pligtarbejde.

I Rom og Paris.

Saa rejste han bort. I mange Aar havde han sit Domicil i Rom. Ofte var hans Reseourcer meget smaa, men hans skandinaviske Venner hjalp ham saa godt de kunde. Han kunde skrive og skrive godt, men det kneb med at tage sig sammen dertil. Mest holdt han af at tale, opkaste et Tvivlsspørgsmaal og sidde og vende og dreje det i Timevis. Havde han levet i Kejsertidens Rom, vilde han som en Mæcenas-Klient kunne have tilbragt en herlig Tilværelse med Samtaler i Termernes Pragtsale. Det gjorde han for eaa vidt ogsaa nu - men Togaen var en luvslidt Jakke og Pragtsalen et halvmørkt Osteri.

I Forsommeren 1874 forlod han Rom, da hans Ressourcer var helt udtømte. Sammen med Albert Price rejste han hjem til Norden. - Wetterhoff gensaa aldrig Rom.

Senere vendte han hjem til Stockholm og huggede sig igennem ved tilfældig Journalistik og en Tid som Konsulent ved "Nya Teatern", hvor han fik et kvikt Lystspil opført, i hvilket Anna Petterson (Norrie) debuterede.

En Onkel efterlod ham en Arv paa en halv Snes Tusind Mark, og nu var han ovenpaa. Han drog til Paris og genoptog sit tidligere Liv - tilbragte sine Dage med litterære og kunstneriske Studier, og sine Nætter paa kunstnerknejperne.

Døden i København.

I November 1887 kom han til København fra Sverige paa Vej til Paris. Men paa "Leopolds Hotel Garni" blev han syg af Bugvattersot. Han blev indlagt paa Frederiks Hospital og døde her faa Dage senere.

"Faa Dage efter begravede vi ham ude paa Vestre Kirkegaard" - skriver Galchiøt. Det var en raakold, trist Novemberdag. Foruden Præst og Graver var kun Albert Price og en tilfældig Kammerat fra Casino. Fru Ina Lange og jeg tilstede. Fru Lange lagde en smuk Laurbærkrans paa Kisten, det var dens eneste Prydelse."

Galschiøt plantede en hvidstammet Birk, Finland Træ, paa Graven og den voksede og blev et smukt Træ, med rank, hvid Stamme og lange nedhængende Grene. Den står der endnu, og fra imorgen vil den bøje sig over en ny og flunkende Mindesten.

Frib.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. august 1926)

Mindesten for Wetterhoff

En Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard.

Stenen, der blev afsløret igaar.

Den finske Litterat og Journalist Karl Wetterhoff, hvis ejendommelige levnedsløb, vi skildrede i vort Aftennumer i Mandags, døde som nævnt i 1887 paa Frederiks Hospital her i Byen og blev begravet paa Vestre Kirkegaard.

Nu - 39 Aar efter hans Død - er der paa hans Grav rejst en Mindesten, der er sendt hertil fra hans Hjemland, som han i en ung Alder maatte forlade af Frygt for at blive forvist til Sibirien, fordi han i en Tale havde satiriseret over de russiske Magthavere.

Mindestenen blev igaar afsløret i Overværelse af svenske Pressemænd fra Finland, der har deltaget i det nordiske Pressemøde i Malmø.

Blandt de Fremmødte saas bl. a. Chefredaktør for "Svenska Pressen", M.V. Haneman, Chefredaktør for "Åbo Underrättelser", Einar Holmberg, Redaktør Helmer Wahlros, Borgå, Redaktør, fhv. Rigsdagsmand, Colliander m. fl.

Viceordförande i Finlands svenske Publicistforbund, Redaktør Haneman lod Sløret for Mindestenen falde og udtalte bl. a., at det ikke var mange der for snart 40 Aar siden stod ved denne Grav, da Karl Wetterhoff jordedes, og heller ikke nu var Forsamlingen stor, men dette, at man nu rejste et synligt Minde for Wetterhoff viste, at hans Navn ikke var glemt. Han vilde tro, at Wetterhoff, der var født i Finland, arbejdede som Journalist i Sverige og døde i Danmark paa en vis Maade arbejdede for noget af det, man vilde naa frem til gennem de nordiske Pressemøder. Finlands svenske Publicistforbund havde rejst Mindestenen som et Udtryk for den Pietet og Agtelse, man følte for en Mand, der havde været besjælet af Ideer, som først saa lang Tid efter han Død begyndte at blive til Virkelighed.

Redaktør Galschiøt i Helsingør der var med ved Wetterhoffs Begravelse i 1887, var indbudt til at overvære Højtideligheden, men havde af Hensyn til sin høje Alder ikke turdet indlade sig paa Rejsen hertil.

Der blev da afsendt følgende Telegram til ham:

Svenska publicister från Finland, vilka avtäckt en bautasten Over sin landsman Karl Wetterhoff, bringa dennes trofaste danske vän sin vördsamma hyllning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1926).

Ny Carlsbergs Arbejderboliger. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Bryggeriet Ny Carlsbergs maleriske Territorium eller ganske tæt op dertil er der i Sommerens og Efteraarets Løb bleven reist en stor, smuk Bygning, indrettet til en Række Arbejderboliger.

Ordet er ikke fremmed for Hovedstaden. Arbejderboliger har nylig staaet paa Dagsordenen, og er de foreløbig gaaet ud af den, er det kun for snart at vende tilbage. Naar vore Rigsdagsmand faar deres Vilje med Hensyn til Gjenoptagelsen af saglig Forhandling, vil de finde Planer over Arbejderboliger paa deres Bord; naar den sociale Nød, "Morgenbladet" forleden pegede paa, rykker nærmere, vil der ogsaa blive Lejlighed til at høre Krav paa lyse, sunde og hyggelige Hjem for den store Arbejderbefolkning.

Man har drøftet disse Krav i Skrift og Tale, i Pjecer og Bladartikler, paa Arbejdermøder, Partierne har taget deres Stilling, en Del Avtoriteter har givet deres Besyv med, og saa er vi omtrent havnede dér, hvor vi plejer at havne, i en Kommission, et Udvalg eller lign., der med trøstig Samvittighed tænker paa de tilendebragte "Forberedelser".

Imens er der Folk, som for egen Regning har taget fat paa Opgaven og løst den paa deres Vis. Deriblandt Hr. Brygger C. Jacobsen paa Ny Carlsberg. For nogle Aar siden oprettede Hr. Jacobsen og Hustru et Arbejderlegat paa 250,000 Kr., af hvilke 150,000 Kr. og Renterne deraf med Tiden skulde anvendes til Opførelsen af Arbejderboliger og Stiftelser.

Paa denne anselige Sum blev der da for et Par Aar siden slaaet Hul, idet Legatets Styrelse, hvori Hr. Jacobsen har Sæde, opkjøbte et Jord-Areal paa 25.350 Kv.-Alen, tæt ved Bryggeriet. Kjøbesummen var 3 Kr pr. Kv.-Alen eller i alt 76,050 Kr., der skal afbetales i 20 lige store Portioner med en Portion til hver Termin.

I Sommer tog Byggearbejdet sin Begyndelse. Den grønne Jordlod blev gjennemskaaren af et Par Veje, og Grundstenen lagdes til det første Bygningskomplex, der nu er saa vidt fremskredet, at det, for Vinterkulden begynder, er bragt under Tag.

Tegning til den smukke, anselige Bygning er givet af Hr. Arkitekt Thuren, men man tager næppe fejl, hvis man i adskillige snart praktiske, snart kunstneriske Vink sporer Hr. C. Jacobsens kyndige Haand og Øie. Det er en To-Etages Bygning med 26 a 28 Lejligheder, dels paa 2, dels paa 3 Værelser. Døre og Vinduer er høje og lyse og tækkeligt anbragte, uden Stenbuer eller anden Prunk. Facaden giør i sin rene, simple Stil et kraftigt, hyggeligt og solidt Indtryk. Ved begge Gavle løfter sig et lille Taarn, slankt og nydeligt, der meget tjener til at hæve Bygningen i kunstnerisk Henseende. Ved den er ethvert spidsborgerligt Præg sløjfet og det hjemlige fastholdt. De mange Skorstene, som Førsterangs-Ventilationen har krævet, er særdeles fire, og ligeledes Taget.

Det indvendige er endnu i sin Vorden. Murere og Tømrere er her travl Virksomhed. Lejlighederne bliver som sagt paa 2 a 3 Værelser, desforuden er der Køkken og Spisekammer. Recks Ventilations-System er indført over hele Bygningen. Hver Trappegang fører ind til fire Familier. Det paatænkes at indføre Water-Klosetter, saa fremt Magistraten giver sin Tilladelse. Foran Bygningen er der Plads til en Strimmel Have.

En Sammenligning med Arbejderbyggeforeningens Boliger, der er beliggende ganske tæt ved, frembyder sig af sig selv. Saavel ved første Øjekast som ved nærmere Eftersyn vil Ny Carlsbergs Arbejderboliger vinde Prisen. Man skal lede efter noget saa ensartet trist som Arbejderbyggeforeningens Husrækker. Det er solide og vistnok vel indrettede Boliger. men flove, filisteragtige i deres ydre Snit, byggede i en grim, kasernemæssig Stil.

Hr. Brygger Jacobsen vil byde sine Arbejdere et sundt og hyggeligt Hjem, der ogsaa ved sit Ydre er i Stand til at vække smukke Indtryk. Han vil give dem en Følelse af, at det er en menneskelig Bolig, han har bygget dem, og ikke en Kaserne eller Anstalt med Kjælder og Tagkammerrum; han vil paa Forhaand opmuntre dem til at forskjønne det Indre paa samme Vis.

Bygningen vil komme til at koste ca. 110,000 Kr.. der som sagt udredes af Legatet. Som ny Gave tilføjer Hr. C. Jacobsen to smukke Bas-Relieffer, forestillende Theofilus Hansen og Küchler, der anbringes paa Bygningens Endehjørner. Vejene, som kommer til at føre forbi, bærer nemlig Navn efter de to Kunstnere.

Da ogsaa andre Veje eller Gader i det nærmestliggende Arbejderkvarter, bl. a. den Del, der hidrører fra Arbejderbyggeforeningen, er opkaldte efter danske Kunstnere, f. E. Jerichau, nar det en særdeles smuk Tanke af Hr. Brygger Jacobsen at skjænke Relieffer af de paagjældende Kunstnere til Anbringelse paa de passende Bygningshjørner. Han maatte kun betinge, at Arbejderbyggeforeningen gjorde Plads i Muren til Kunstværkerne, og herpaa strandede den gode Idé. Thi Arbejderbyggeforeningen kunde ikke ofre Kunsten saa meget Hensyn som nogle Ændringer i et Par Alen Mur.

Der vil senere blive opført én Bygning til, i hvilken der rimeligvis vil blive indrettet et fælles Badeværelse. Hvis der viser sig Trang, kan der endnu bygges en tredje, og saa er der endda god Plads paa det indkjøbte Areal til en Stiftelse eller lignende. Ved Udlejningen, der formodenlig først vil foregaa til næste Efteraar, da Bygningen saa kan være rigtig tør, vil Ny Carlsberg-Arbejdere selvfølgelig have Fortrinsret, men derefter vil forøvrigt enhver Arbejderfamilie have Adgang.

Af det ovennævnte Arbejderlegat anvendes Renten af 100,000 Kr. til Hjælp for Arbejdere af begge Kjøn, der paa Grund af Sygdom, Lemlæstelse eller Ulykkestilfælde har mistet deres Erhverv eller er komne i Gjæld. Det turde ikke være ufornødent at henlede Arbejdernes Opmærksomhed herpaa, da der ingen Sinde er Ansøgere nok til den aarlige Understøttelsessum. Det kan dog ikke være Trang, det starter paa.

Der gaar vide Rygter af Brygger C. Jacobsens Gavmildhed overfor Kunsten. Haand i Haand hermed gaar en human Virksomhed, der sidst har givet sig Udslag i vor Hovedstads smukkeste og sømmeligste Arbejderboliger.

Ingen Arbejder og Arbejderven vil fortryde en Vandring ud til Ny Carlsberg, for Planen om kjøbenhavnske Arbejderboliger atter kommer paa Dagsordenen.

(Morgenbladet (København) 4. november 1887).

Fotograf Frederik Riise (1863 - 1933): Theophilus Hansens gade. Hj. Ny Carlsberg vej. Nr. 2-10. Bygningen tilhørte Ny Carlsbergs Arbejdslegat og mange af beboerne var ansatte bryggeriarbejdere. Der er ingen tidsoplysninger tilknyttet. Kbhbilleder. Public domain. På hjørnet ses busten lavet af Julius Schultz af Theophulus Hansen (1813-1891). Det andet havde en medaljon tegnet af Chr. Tuxen af Albert Küchler (1803-1886) . 

Ny Carlsberg arbejderboliger lå på daværende Theofilus Hansens Gade (se foto). De blev nedrevet 1962). Arkitekten Christian Laurits Thuren (1846-1926) var en dansk historicistisk arkitekt. Fra 1878 var han bygningsinspektør på Frederiksberg, hvor han også er begravet på Ældre Kirkegård.

Bryggeriet Ny Carlsberg. Illustreret Tidende nr. 13, 25. december 1887.

Forfærdelige Mord paa Søen.. (Efterskrift til Politivennen)

Skibet findes

I Forgaars Eftermiddag, da Dampskibet "Morsø" befandt sig mellem Bornholm og Sandhammeren bemærkede den vagthavende Officeren tremastet Skonnert, der drev i Søen, tilsyneladende uden Styr. Dampskibet holdt strax ned paa Skonnerten, og da man var kommet den nær nok, sattes en Baad ud, der roede om Bord i det tilsyneladende herreløse Skib. Et grueligt Syn viste sig, da man kom op paa Dækket. Overalt laa levret Blod i store Klumper, og i et Sejl ovenpaa Kahytten laa en bunden Mand. Han var blodig fra øverst til nederst; i Hovedet havde han et gabende Saar. Ved nærmere Eftersøgen fandt man ogsaa Skonnertens Styrmand haardt saaret. omtrent bevidstløs. Flere Mennesker fandtes ikke om Bord. Styrmanden fortalte, at den bundne Mand havde dræbt Kaptejnen og 5 Mand af Besætningen.

Den myrdede Kaptejn Behrsing. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887.

Kaptejnen paa "Morsø" satte strax 4 Mand af sin Besætning om Bord i Skonnerten, hvis Navn var "Johannes", og tog den paa Slæb hertil. I Gaar Middags ankom de to Skibe her til Ydrerheden, hvor Skonnerten kastede Anker med Flaget paa halv Stang paa Stortoppen, medens "Morsø" løb ind i Havnen og meldte det passerede. Politiassistent Smit med en Overbetjent og noget Havnepoliti gik strax om Bord.

Stormand og Morder landsættes.

Saa snart Politiet var kommet om Bord, overtog Havnepolitiet Kommandoen i Skonnerten, medens Politiassistent Smit tog Styrmanden og den bagbundne Mand, der af Styrmanden sigtedes for 6-dobbeIt Mord, med i Land.

Beretningen om det forfærdelige Drama, der havde fundet Sted paa Søen, var gjennem "Morsø"s Besætning hurtigt bleven bekjendt ved Havnen og havde vakt almindelig Bestyrtelse. Saa snart Dampbaaden "Stærkodder" med Politiet om Bord var gaaet ud til Skonnerten, hvor den rædselsfulde Begivenhed, om hvillen nu de vildeste Rygter krydsede Luften, havde fundet Sted, samlede der sig paa Toldboden en stor Menneskeskare, der afventede "Stærkodder"s Tilbagekomst. Man haabede at faa et Glimt af Styrmanden og den gruelige Forbryder at se. Den ventende Mængde blev dog skuffet; "Stærkodder" løb til dens store Ærgrelse forbi Toldboden cg landsatte de to Mænd fra Skonnerten samt Politiet ved Larsens Plads, hvor der ikke var samlet ret mange nysgjerrige. De to saarede blev strax i en Droske kørte til Frederiks Hospital, hvor de blev forbundne, og hvor der optoges foreløbigt Forhør.

Styrmandens forklaring

Det var Natten mellem Mandag og Tirsdag omtrent Kl. 3, at det rasende Menneske udførte sit Forehavende. Han stod selv til Rors, to Mand af Besætningen var forude og Kaptejnen agterude.

Pludselig bibringer Rorgængeren Kaptejnen et frygteligt Hug i Hovedet med en Øxe, saa denne styrter død om paa Stedet. Morderen kaster Liget over Bord og lister sig forud, hvor de to af Mandskabet befandt sig. Disse dræber han ligeledes med Øxehug og kaster Ligene i Havet. Derpaa gaar han ned i Folkenes Lukaf, hvor 3 Mand af Besætningen laa og sov; ogsaa de maatte opgive Aanden under Morderens Øxe.

Nu var kun Styrmanden tilbage; denne, der er en meget kraftig Mand. spærrede Uhyret inde i hans Lukaf og søgte saa gjennem Skylight et at dræbe ham med et paa en Baadshage anbragt spidst Jærn; dette mislykkedes dog, men ikke uden at Styrmanden havde modtaget alvorlige Saar.

Morderen lagde nu den Plan at brænde Styrmanden. I den Hensigt hældte han Petroleum ned i Lukafet gjennem Skylightet og søgte at faa det antændt med en Lunte; men ogsaa dette djævelske Anslag mislykkedes.

Agterdækket af Skibet med Folkelukafet og Kahytten. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887. Der var ikke spor af blod i selve folkelukafet, men udenfor. Hvilket tydede på at de var blevet dræbt der.

Efter overmenneskelige Anstrængelser var det nu lykkedes styrmanden at sprænge Kahytsdøren, og til Trods for sine Saar gav han sig i en rasende Kamp med Morderen, hvem han angreb, bevæbnet med en Haandspage. Endelig tumler Umennesket om paa Dækket, et Slag i Hovedet af Vaandspagen havde berøvet ham Bevidstheden. Styrmanden har endnu Kraft til at binde ham, saa taber ogsaa han Bevidstheden. I denne Tilstand var det, at Mandstabel fra "Morsø" traf Besætningen om Bord i "Johannes".

Morderen.

Det er en sortsmudset, skummelt udseende Person; da han kom i Land, saa han skrækkelig ud, tilsølet som han var af sit eget og sine Ofres Blod. Paa Frederiks Hospital blev han forbunden, og man søgte at faa en Forklaring ud af ham, men det var forgiæves; han taler kun Russisk.

Saa mart han var forbunden, blev han under stærk Bevogtning ført til Kommunehospitalet, hvor han nu opholder sig som Arrestant. Han har faaet foreløbig Plads i et Eneværelse, hvor han bevogtes af en  Betjent. I Aftes var han forholdsvis rolig. Formodenlig vil han blive indlagt til Observation paa 6te Afdeling, Sindssyge-Afdelingen. Den Omstændighed, at han har søgt at tilegne sig de om Bord i Skibet værende Værdigjenstande, synes dog at tyde paa alt andet, end at Manden er gal. Naar man faar fat i en russisk Tolk, vil han naturligvis blive nærmere forhørt.

Morderen Jan Umb paa Kommunehospitalet. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887. Han var indlagt på værelse XX, porten til venstre. Smits forhør den 20. oktober førte ikke til noget, heller ikke med russiske opdagere. Muligvis forstod han kun lettisk. Han var iført spændetrøje på hospitalet og tilstod få dage efter. I slutningen af december 1887 ankom han til Liepaja i Letland for at blive henrettet..

Den flydende Morderhule kommer i »avn

Forst Kl. 4½ i kom Skonnerten "Johannes" ind i Havnen. Den fortøjedes ved Strømpælene ud for Larsens Plads. Ude fra Ydrerheden blev den slæbt ind af Bugserdamperen "Dan". Mærkeligt nok var Flaget paa Skonnerten nu højst paa hel Stang. Ganske langsomt kom "Dan" slæbende med Skibet, en smuk tremastet Skonnert, sortmalet fra Lønning til Vandgang, smukkere udhalet, end de finske Træslæbere plejer at være. "Johannes" var ladet med Tømmer og paa Rejsen fra Riga til Gransmouth. Langs Bolværkerne stod en Mængde Mennesker og iagttog Skibet. Beretningerne om det skrækkelige, der var sket om Bord, blev vildere og vildere, enhver, der fortalte dem igjen, lagde selv lidt til. I Mængdens Fantasi lagde der sig en Taage af Bloddampe om Skibets sorte Skrog saa kastede Slæberen Trossen los. og Skonnerten fortøjedes mellem Pælene.

Skonnerten fortøjet i Havnen. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887.

Et blodigt Skue.

Saasnart Skonnerten .Johannes' var fortøjet, gik "Morgenbladet"s Referent om Bord. Det forfærdelige Skue, Skibet afgav, kan næppe tænkes, langt mindre beskrives. Dækslasten var fra For til Agter som gjennemtrukket med Blod, de værste Blodpøle var skaffede bort, og Tjære smurt paa Pletterne; rundt omkring gled man i Tjære og levret Blod. Henne ved Rattet saa der forfærdeligt ud; her er det den ulykkelige Kaptejn har maattet lade Livet. Selve Rattet er oversprøjtet med hans Blod, og paa den Side, hvor Umennesket har kastet hans Lig over Bord, er den hvidmalede Skanseklædning rødfarvet fra øverst til nederst af den myrdedes Blod.

Agterdelen af Skibet med Rattet, Klosettet og Indgangen til Kaptajnens Kahyt. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887.

I Kaptejnens Kahyt ser der forfærdeligt ud; her er det, at Styrmanden har kæmpet den sidste Kamp med Morderen, hvilken Kamp endelig førte til, at han blev overmandet.

Bøger, Stole, Instrumenter, Gangklæder og Skibskister ligger i et Kaos. Skylightet er sønderslaaet, gjennem dette har Morderen søgt at dræbe Styrmanden med en Kniv, bunden paa en lang Stang.

Ned gjennem det sønderslaaede Skylight hænger en Lunte af Værk, gennemvædet med Petroleum. Med denne har Morderen forsøgt at stikke Ild paa Kahytten, for at indebrænde Styrmanden. Paa Gulvet flyder Blod og Petroleum mellem hinanden i et ubeskrivelig væmmeligt Ælte.

Blod, Blod og atter Blod. forude, midtskibs og agter: rædselsfuldt, ubeskriveligt har det Drama været, som her er foregaaet i den mørke Nat. En rasende Mand dræbende for Fode sovende og vaagne uden Vidner. Den eneste overlevende, Styrmanden, saa intet, for han selv blev overfaldet og laaset inde i Kahytten. Alle Ligene har Umennesket kastet over Bord. Tilsidst var han den eneste levende paa Dækket, han og Skibshunden, en nydelig Setter, der uden at kunne hjælpe har set sin Herre blive myrdet. Det var rørende at se, hvor den i Gaar gjennemsøgte Skibet for at finde ham; den forsmaaede de Lækkerbidskener, Skibets midtertidige Besætning bød den.

Mordvaabnene og Styrmandens Kølle. - Det Indre af Kaptejnens Kahyt og hans Soverum. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887. Skylightet havde ikke blodspor, så styrmandens forklaring om at han havde undsluppet gennem det, var tvivlsomt, ligesom at han skulle have sovet i kaptajnens køje. Styrmanden bekræftede ved et senere forhør at han havde ligget i sit eget kammer (se Morgenbladet 23. oktober 1887). 

Det Syn, der viste sig for de besøgende om Bord i Skonnerten "Johannes", vil sent glemmes. Nu har Havnepolitiet indtil videre taget den i sin Varetægt, indtil Rhederiet har skaffet Mandskab til at føre den til sit Bestemmelsessted. Der vil altid komme til at hvile noget rædselsfuldt over Skonnerten, der har været Skueplads for saa skrækkeligt et Optrin. Naar i Fremtiden Nattevagten gaar langs Dækket, vil hans letbevægelige Sømandsfantasi sikkert ofte faa ham til at fare sammen; han vil tro at høre de myrdedes Skrig hvine gjennem Tovværket; Bølgernes Slag mod Bougen vil for ham være Plasket fra de afsjælede Kroppe, der kastes i Søen.

Paa Politistationen.

Politistationen i St. Kongensgade var i Aftes belejret af Reportere, men ingen af dem var saa heldig at træffe Assistent Smit "hjemme". Hr. Smit var dog paa Stationen hele Aftenen, men han var saa optaget af at forsatte Rapport over Mordsagen, at han ikke vilde forstyrres af Reporterne. Efter at han var bleven nægtet hjemme 3 Gange for "Morgenbladet"s Reporter. var Assistenten tilsidst saa uheldig at løbe lige i Armene paa ham, men Hr. Smits Klager rørte ham, saa han atter lod ham slippe; lige siden Kl. 12 i Gaar Middags, sagde den overanstrængte Mand, havde han været beskæftiget med Mordsagen, og før Kl. 1-2 i Dag blev han ikke færdig. I Øjeblikket skulde han netop til at maale Længden og Bredden af den Baadshage, Morderen havde benyttet; dette skulde være et særligt vigtigt Moment i Sagen. Saa meget fik han i Skyndingen sagt, at Morderen talte Russisk, og det Sprog forstod Hr. Smit ikke, samt at Lægerne paa Frederiks Hospital er i Tvivl om, hvor vidt Styrmanden kan overleve sine Saar.

(Morgenbladet (København) 20. oktober 1887).

Jan Umb var kommet ombord ca. 8 dage før og forklarede at han var blevet pint og plaget af de andre, bl.a. havde han fået den nihalede kat samt slået i ansigtet af kaptajnen. Aviserne bragte i de følgende uger mange artikler der dog kun i mindre detaljer justerede ovenstående fremstilling. Tegningerne fra Illustreret Tidende er indflettet i Morgenbladets artikel.

Granatsprængningen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Af de nærmere Oplysninger, vi har kunnet indhente om Ulykken paa Amagerfælled i Onsdags, skal vi meddele følgende:

Et Arbejdskommando af 1ste Artilleriafdeling under Anførsel af Sergent Bøssling var udsendt for at sløjfe en Jordvold, der har været benyttet ved Øvelserne i Sommer. Under Arbejdet fandt man et større Projektil, som viste sig at være udskudt fra Faste Batteri af Fæstningsartilleriet og afveg i flere Retninger fra de Skarp. Feltartilleriet benytter. Projektilet - en Granat - har ikke truffet Maalet, hvorved den strax vilde være sprængt, men har slaaet ned i den bløde Muldjord uden at explodere.

Man trak den ud af sit Leje og afskruede Dækslet, der lukker for Sprængsatsen; Sergenten hældte lidt af Krudtet ud og antændte dette. Da det var afbrændt, forlod han den med Paabud om, at ingen maatte røre den. I dette Tilfælde har vistnok Sergenten begaaet en Fejl, idet han burde have sørget for, at Projektilet strax var blevet gjort uskadeligt eller paa anden Maade faaet det af Vejen.

Hans Befaling om, at ingen maatte røre det, er imidlertid ikke blevet overholdt, og snart hørte man den stærke Explosion, der, som i Gaar meddelt, havde saa sørgelige Følger.

Hvad der har frembragt Explosionen, er man endnu ikke ganske paa det rene med. Der blev i Gaar afholdt Forhør over den Del af Mandskabet, som ikke var bleven kvæstet ved Ulykken. og heraf synes det at fremgaa, at tre af de tilskadekomne atter havde givet sig i Lag med Granaten. og man vil have set dem antænde Tændstikker, som det menes, en af dem har stukket ned i Granaten, hvis Indhold derved exploderede.

Fra anden Side mentes, at det var Ild-Rester af det Krudt, Sergenten stak Ild i, som var heldt i Granaten, men dette er jo temmelig usandsynligt, da Krudt som bekjendt ikke efterlade Gløder. Imidlertid var man enig om, at der var benyttet Ild af en eller anden Beskaffenhed ved Sprængningen. Nogen reel Oplysning om Aarsagen til Katastrofen vil man vel næppe kunne faa, før de saarede er saa vidt helbredede, at de kan tages i Forhør.

Sprængningens Resultat var frygteligt. 5 Mand var ramte af Granatstumperne. Saa hurtigt det lod sig gjøre, gik der Bud efter den nærmestboende Læge og en Del Drosker. Lægen kom hurtig til Stede og ydede de saarede den første Hjælp ved Forbinding, hvorefter de hurtigst blev kjørte til Garnisons Sygehus

Efter disse foreløbige Oplysninger synes det altsaa, at Ulykken ene og alene er sket ved Kaadhed eller en utilgivelig Uagtsomhed fra Mandskabets Side.

* * *

Den af de 5 saarede, der er bleven haardest ramt, er skrækkelig medtaget. Paa det ene Ben er baade Skinneben og Lægben totalt knuste. Musklerne er fuldstændig bortrevne, saa Lægerne anser det for næsten umuligt, at Benet kan blive helt igjen. Man har dog opsat at amputere det for at give Patienten alle Chancer. Paa det andet Ben er hele Læggen bortreven, men har er dog intet Brud. Dette Ben vil man ikke blive nødt til at amputere, men det bliver næppe mere til at støtte paa, idet f. Ex. Akillessenen er helt sønderreven. Det ser ud, som om Læggen var tagen bort i én Mundfuld af et eller andet Rovdyr.

Den anden af de haardt saarede har faaet et stort Stykke af det ene Laars Bagside bortrevet, hvilket sikkert ogsaa vil svække Benets Styrke meget i Fremtiden. Desuden er han bleven stemt solbrændt i Ansigtet, men Øinene har næppe lidt noget.

De øvrige tre er mindre slemt medtagne, det er nærmest Hænder og Ben, det er gaaet ud over.

Heldigvis svæver ingen af de saarede i Livsfare, hvis ikke uforudsete Omstændigheder støder til.

(Morgenbladet (København) 23. september 1887).

Myndighederne og Pressen. (Efterskrift til Politivennen)

Kort forinden de kongelige Herskaber sejlede ud til "Osborne" for at spise Frokost, fandt der et lille Optrin Sted paa Toldboden, i hvilket et Par Repræsentanter for Autoriteten spillede en mindre heldig Rolle.

Lige ved Toldbodtrappen paa den derværende Repos havde ved dette Tidspunkt Referenterne for "Morgenbladet", "Avisen" og "Dagens Nyheder" taget Stade, for paa saa nært Hold som muligt at kunne iagttage Ombordstigningen. Alle de tre Herrer vare forsynede med Kort udstedte af Politiet, som efter deres Bestemmelse give Adgang overalt, hvor der er afspærret ved Politi. Referenterne vare mødte i god Tid for at komme i første Række. Efterhaanden kom der flere til, navnlig Damer, saa at der paa det Tidspunkt, da Katastrofen indtraadte, var saa temmelig tætpakket. Hidtil havde der hersket en upaaklagelig Ro og forventningsfuld Tavshed over de her Opstillede, indtil en uniformeret Herre, der senere viste sig at være Havnekaptain Lüders, ved sin hensynsløse Optræden bragte Uro i Leiren.

Banende sig Vei som Fører for nogle Damer henvendte han i en uhøftig Tone følgende Ord til Arierenerne: "Vil De gaa til Side, her er nogle Damer, der skal til". "Dagens Nyheder"s Referent, der stod nærmest ved Havnekaptainen, underrettede ham hastigt om, at de Herrer, der stode her, vare Referenter og derfor ikke godt kunde opgive deres Pladser. Denne Oplysning syntes imidlertid at have en uheldig Virkning paa Havnekaptajnen. Med et vredt Øiekast afbrød han Referenterne med et: "Hvor er her en Betjent?" Da han efter nogen Søgen havde truffet en Betjent og søgte at gjøre denne begribeligt, hvad Sagen drejede sig om, fik han, efter hvad der paa Afstand kunde iagttages, det Svar af Betjenten, som opfattede Situationen rigtigt, at d'Hrr. vare Referenter og derfor, som rimeligt var, stode i første Række. Hermed var dog Hr. Lüders ingenlunde tilfredsstillet cg henvendte sig derfor i en synlig opbragt Sindstilstand til flere høiere Politiofficerer. Først da han henvendte sig til Politiinspektør Th. Petersen, fik han imidlertid den Hjælp, som han ledte efter. Hr. Th. Petersen blev lige saa ivrig som Havnekaptainen og entrede udvendig langs med Rækværket hen til det Sted, hvor Referenterne uforfærdede holdt Stillingen. Med Stentorrøst raabte han derefter: "Naa! det er altsaa Dem, der ikke vil gaa til Side! og da de Tiltalte med stor Ro bejaede Spørgsmaalet, henvendte han med et iskoldt Politiblik følgende kategoriske Udbrud til "Morgenbladet"s Referent, der stod med en slukket Cigarstump i Munden: "De skal ta'e den Cigar af Munden!". Da denne tørt bemærkede, at Cigaren var gaaet ud, fandt Hr. Th. Petersen, at Inkvisitionen passende kunde være sluttet og forlod med en brøsig Mine den udsatte Post.

De Omstaaende, hvoraf den største Part var Damer, begyndte nu at fatte Situationen, og de rundt om faldende Bemærkninger vare alle i Referenternes Faveur og langt fra smigrende for de to som Damernes Riddere optrædende Herrer.

Den lille Scene skulde dog faa et Slutningstableau. Da Keiser- og Kongefamilien vare seilede med de kongelige Chalupper og Følget skulde gaa Baadene, afgav Referenterne deres Pladser til nogle bagved staaende Damer for at begive sig til deres respektive Redaktioner. Efter at være gaaede et Par Skridt, standsedes de dog atter af Havnekaptainen i egen høie Person, der nu ledsagedes af Politiassistent Schram, som i en brusque Tone henvendte følgende Spørgsmaal til "Dagens Nyheders" Referent: "Hvem er De". Først efter at have havt de tre Referenters Politikort i Hænde trak han sig tilbage sammen med sammen med Havekaptainen, der, som det syntes efter nogle halvt uforstaalige Bemærkninger at dømme, nu begynde at sIaa ind i en anden Tone.

Det er den gamle Historie med den Mangel paa Forstaaelse af Pressens Stilling og Opgave ved rigrende rettigheder, som karakteriserer de fleste af vore Myndigheder, og som giver sig Udslag i den bornerte Betragtning, at Bladenes Referenter ved slige leiligheder ere tilstede for deres private Fornøielses Skyld og ikke for at bringe en Beretning til de Tusinder af Mennesker, som ikke kunne være tilstede, og som have akkurat den samme Ret til at høre om disse Skuespil, som den mindre Kreds af Tilstedeværende, der tilfældigvis ikke have andet at bestille. Selvfølgelig bør Pressens Repræsentanter ved slige Leiligheder vise Takt og Konduite, men Forudsætningen for at stille denne Fordring til dem og vente den efterfulgt er da ogsaa, at de behandles med Høflighed af Myndigheder, som have eller give sin Mine af at have noget at sige paa det paagjældende Sted. Dette er ikke sket ved den her omtalte Leilighed, og særlig kunde der være nogen Anledning til at raade Hr. Politiinspektør Th. Petersen til at aflægge lidt af det burschikose Væsen, som - ganske bortset fra, hvad man mener om dets Smagfuldhed i Almindelighed - ikke synes at ligge rigtig naturligt for en Politimand comme il faut. Have de her omtalte Referenter enten ved deres Adfærd før eller under Sammenstødet givet Anledning til Klage, saa lad os faa det konstateret. I modsat Tilfælde er det Repræsentanterne for Myndighederne, der ere gaaede utilbørlig til Værks, og i saa Tilfælde maa de finde dem i, at det siges dem rent ud.

Red

(Dagens Nyheder 18. september 1887).

Havnekaptajn og ingeniør Ferdinand Vilhelm Weghorst Lüders (1827-1895).